Tag Archive for: Aarstiderne

, , ,

Prekariatet

Prekariatet

Jeg havde faktisk set ordet “prekariatet” en del gange, før jeg rigtig var doven nok til at se efter, hvad det egentlig betød. Svaret er:

“Et farligt oprør ulmer i den nye arbejderklasse ‘prekariatet’. Den hastigt voksende gruppe af løsarbejdere, ansat i usikre, tidsbegrænsede stillinger og med få eller ingen rettigheder.

Prekariatet er såkaldte daglejere, timelønnede, vikarer, projektansatte og freelancere, der kæmper for at overleve på vor tids fleksible arbejdsmarked. De er ind og ud af kortere ansættelser, har ofte ikke ret til pension, ferie, løn under sygdom, indflydelse på jobbet eller andre rettigheder, som normalt følger med en fastansættelse.” Der er en ret god artikel her om prekariatet – den nye arbejderklasse.”

Jeg behøver ikke videre mange ordbøger for at se, at jeg nu tilhører “prekariatet”. Jeg sad og skrev en mail forleden og opridsede overfor modtageren, at min nye arbejdsgivers udspil til kontrakt ser sådan ud:

  1. Ingen overenskomst
  2. Ingen funktionærlov
  3. Ingen frokost
  4. Ingen lønstigninger – heller ikke alm. PL-regulering
  5. Ingen pension
  6. Ingen styr på opsigelsesvarsler
  7. Ingen løn under sygdom
  8. Timeløn 190,05 kr. som ikke er ret meget, når jeg trods alt har 28 års anciennitet. Der skal naturligvis fradrages for, at det er et fleksjob, og at jeg er autodidakt. Men der er sørme langt fra ca. 368 kr. (Djøfs lønberegner) ned til 190 kr.
  9. Kun otte timer pr. uge medens jeg er godkendt til 15 timer.
  10. = En kontrakt der ensidigt fokuserer på arbejdsgivers rettigheder. Paradigmet er fra ASE. Djøf siger pænt og ordentligt: “Jeg er ikke imponeret”.

En løsning

Prekariat eller ej så håber jeg, vi finder en salomonisk løsning, så vi kan fokusere på opgaverne fremfor alle disse problemer. På den anden side set, så har jeg tilpas meget (faglig) stolthed til ikke at skrive under på noget som helst, før der er styr på rimelige løn- og arbejdsvilkår. Det er godt nok et fleksjob, og den slags er svært at finde, men det betyder ikke, at jeg så bare fraskriver mig alle elementære løn- og arbejdsvilkår, der findes ude på det “almindelige” arbejdsmarked.

Der vil komme et nyt udspil fra arbejdsgiver en af dagene. Jeg har sagt til dem (naturligvis pænt og ordentligt), at jeg lige lader det runde Djøf, før jeg skriver under. Det har de fin forståelse for, og det er godt nok.

Jeg har selv puslet lidt med Excel, og der skal ikke mange celler til at finde frem til, at jeg er gået 22 pct. ned i forholdt til mit oprindelige krav på 250 kr. Der skal heller ikke så meget Excel til at finde ud af at, jeg kommer til selv at betale 28,95 i timen for at komme ind under funktionærloven. Ved den investering fra min side løses de fleste problemer nævnt under punkterne 1 til 10.

En gæst

I morgen skal jeg have en gæst til frokost, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg talte ikke med et rigtigt menneske fra fredag den 23. marts til i går den 3. april, hvor jeg så min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Det er ikke godt! Jeg er klar over, at der ikke bare kommer nogen og banker på min dør. Jeg skal selv gøre noget. Jeg ved bare ikke, hvad det er, jeg skal gøre.

Her skal lige ordnes rundt omkring, men det er også i orden. Jeg tænker mig at servere noget af alt det mest spændende fra ugens måltidskasser plus et glas rødvin eller to. Min gæst vil gerne smage alt det “eksotiske” jeg går og spiser og tager billeder af.

Rejseholdet

Det er snart længe siden, jeg købte alle fire sæsoner af “Rejseholdet” via Blockbuster. Jeg glæder mig over at se dem igen. Jeg er ret vild med Ingrid Dahl alias Charlotte Fich og La Cour (Brygmann) der er bindegal på sin egen måde. Så nu går jeg så i seng med sæson 1 afsnit 2 – det er da ret fredeligt 🙂

 

, ,

Man tager en banan

Man tager en banan

Resten af opskriften

  • 1 banan (most – jeg stoppede den i stavblenderen)
  • 2 æg
  • ½ dl havregryn
  • 1 kiwi i tern
  • ½ bakke blåbær
  1. Mos bananen
  2. Rør æggene sammen med havregryn og 1/4 dl mælk
  3. Vend bananen i æggemassen
  4. Varm en pande godt op og bag to små pandekager. (Jeg fik altså tre pandekager ud af det, og de var ikke engang små. Det skyldes måske, at æggene var XL)
  5. Ved servering drys med blåbær og kiwi.

De smager virkelig godt. Havregryn og æg tilsammen giver en god mæthedsfornemmelse, uden at jeg føler mig fed. Jeg er virkelig glad for disse kasser “Slank 24/7”, og vægttabet gå indtil videre som planlagt. Og jeg morer mig med det regneark, jeg har udviklet til formålet.

En gæst

I næste uge skal jeg have en gæst, som så gerne vil smage al den spændende mad, jeg får nu og skriver om. Det var hende, der fik sat mig i gang med at få noget i køleskabet igen, og at begynde at lave mad igen. Hun er tusind gange bedre til at lave mad, end jeg er, men jeg vil alligevel gerne prøve, om jeg kan hitte ud af det, og hun har sagt. at om end ikke andet, laver vi det sammen. Og det er også bare en hurdle, jeg skal over, eftersom jeg før i tiden var ret ferm til at lave mad. Da jeg senest havde gæster, bagte jeg en rædselsfuld kage. Simpelthen komplet uspiselig.

Kasserne fra Aarstiderne er beregnet til én person, men så laver vi da bare fx to frokostretter og et aftensmåltid eller omvendt. Jeg vil plukke ud, så vi spiser det, der er allermest spændende for min ven. Det, der kan blive svært, er at styre tre opskrifter på én gang. Faktisk er det svært nok med én, for jeg skal hen at kigge på den mindst fem gange, selvom jeg prøver at indprente mig dens ord. Det er virkelig et af de områder, hvor jeg mærker den forringede kognitive kapacitet.

Arbejde

Jeg har lagt mig fast på, at mandage er arbejdsdage, så jeg vil gå i gang med at opgradere deres site til den nyeste version af WordPress, for det trænger det i høj grad til. Vi skal op på 4.9, så vi er klar til 5.0, der kommer inden for et par måneder. De siger, de ikke har opgraderet, fordi det plejer at gå galt med webshopdelen. Jeg bliver mere og mere glad for backup og mit testsite. Jeg ved ikke, hvad en times nedetid kan koste firmaet, men det er sikkert ikke billigt.

Måske kan jeg få det hele til at gå ned? 🙂

Kram din kål

Kram din kål

Det ender (sgu) da som en madblog

Igen i dag var der grønkål på menuen. Heldigvis kan jeg virkelig godt lide grønkål. Det er vist også frygtelig sundt, og endelig er grønt godt for øjnene.

I opskrifterne står der altid “kram kålen med lidt sukker og lidt salt”, og det har jeg så forsøgt på uden synderligt held. I dag overvandt jeg dovenskaben og fandt foodprocessoren frem. Det hjalp!

Først hakkes stokken fint, den smager i øvrigt vældig godt, derefter kommes også bladene op i hakkeren, og på splitsekunder er der en fint hakket masse, der kan krammes. Der er jo blevet større overflade via hakkeren, og der er kommet lidt naturlig væde ud, som salt og sukker kan binde sig til.

Og farven har slet ikke taget skade. Prøv det selv. Det smager fantastisk.

Opbevaring

Inden kålen skal bruges, opbevares den i en plastpose i køleskabet. Jeg stænker den lige med lidt koldt vand, og skyller forinden posen med lidt vand, før jeg lægger kålen ned i den. På den måde kan sådan et par stokke fint holde sig i en uge eller lidt mere.

Velbekomme.

Glad mad ctr. madglad?

Glad mad ctr. madglad?

Maddag

Hos nogle mennesker er “maddag” den dag, en bestemt person i husstanden laver mad. Hos mig har jeg så maddag hver dag, da der kun er mig til at lave det.

Glad mad ctr. madglad?Det er så maddag2 om søndagen, hvor alle lækkerierne står uden for døren, når jeg står op. Det er glad mad, der gør mig madglad. Det er ikke pro et contra, det er både og.

Engang i fordums tider havde jeg maddage, og dengang kunne jeg lave medisterpølse på sådan en fætter, når jeg satte pølsehornet på, sylte, finker, blodpølse, og jeg ved ikke hvad, men i hvert fald alt det, der kan komme ud af en halv gris. Selvom jeg kunne igen, ville jeg aldrig gøre det. Varmebehandlet hakket svinekød er ikke så kønt at se på, og smager ikke så spændende.

POV International

POV International har ret ofte gode artikler. Denne om grøntsagsjægeren sætter nærmest sulten på overarbejde. Han har en holdning til det, han laver, og han er ved at brække sig af bæredygtigheden. Sidstnævnte er vi nu ikke enige om. Hvem skulle tænke på bæredygtighed, hvis ikke vi forbrugere skulle? Man kan måske tilføje, at staten glemmer at spille sin rolle i det samlede regnskab?

Vi er derimod enige om, at man skal spise råvarerne, når de er i sæson – vel deraf kommer navnet “Aarstiderne”. Lige nu er det fx stenbiderrogn, så hvis jeg havde en fiskemand her i nærheden, ville jeg købe en hel del af det bare for sjov. Hvidovrevej repræsenterer desværre primært “skodfastfoodrestauranter”, ditto ejendomsmæglere og frisører.

Netop det med “i sæson” tiltaler mig. Jeg bryder mig ikke om tanken om det CO2-udslip, der ellers er knyttet til mine varer. Det er noget af det, man får forærende ved maden fra Aarstiderne: man spiser varerne, når de er her på naturlig vis. Det kan dog godt blive lidt rigeligt med grønkål 🙂 Og jeg undrer mig over, at der er så mange tomater, og i indholdsfortegnelsen står der ikke, hvor de er avlet, men jeg gætter på Italien. På den anden side: Hvis man hele vinteren skulle leve af det, der kan produceres på vores breddegrader, ville det blive en trist affære bestående af kartofler og kål, og det laver Aarstiderne næppe en forretning ud af.

Poserne

Aarstiderne sender 40.000 (!) kasser afsted hver uge. Det er helt vildt. De er sørme vokset, siden de startede som et lille venstrefløjsaktivistisk forsøg i 1999. Jeg under dem det bedste. De har garanteret knoklet for at få en forretning op at stå.

På deres hjemmeside har de mange store og små tips. Et af dem er så simpelt som: “Brug posen, der er i trækassen, som affaldspose”. For pokker da – det burde jeg selv have tænkt på. Den passer ganske vist ikke videre godt i stativet, men der kan være køkkenaffald for nogle dage, og i de dage spares en alm. affaldspose. Lidt har også ret. Det er en tænkemåde, der skal indarbejdes.

Der skal bruges en del fryseposer/små poser til fx at opbevare kål i, til at placere krydderurterne med fusserne i vand mv. Men det gør ikke noget, for poserne kan bruges mange gange. Mindst 6 – 7 gange.

I starten jeg handlede hos dem, havde de også et menupunkt, de kaldte “Tøm køleskabet”, der var virkelig godt. Idéen var, at man indtastede de råvarer, man havde til rest, og så regnede hjemmesiden selv ud, hvad man kunne lave med netop de varer. Det reducerede madspild og var godt for mig, da jeg ikke er videre kreativt anlagt. Jeg har skrevet til dem, om vi ikke kan få den tilbage.

Inspiration

Jeg fandt ikke på hele dette madglad-/glad mad-cirkus af mig selv. En virkelig god ven, der også er single, havde altid fyldt køleskab. I mit stod en liter yoghurt, en kvart mælk og noget andet dødssygt, som jeg ikke engang kan huske. Slet ikke rart at spise. Hun inspirerede mig til selv at gå i gang med at få noget ordentligt.

Det med levering til døren med opskrifter, fandt jeg nu selv på, for så behøver jeg ikke tænke selv.

Oprindeligt tænkte jeg, at tiden til at købe ind, fremstille og vaske op slet ikke stod mål med de 13 minutter, det tog at spise det. Nu har det ændret sig til, at jeg hygger mig med at lave det, nyder synsindtrykkene og alle smagsprøverne*, og så gør det egl. ikke så meget, at det ikke tager så lang tid at spise det.

* Peter Plys ville have kaldt det “en mundsmag”.

God søndag!