Tag Archive for: Erindringer

/0 Kommentarer/i /af

Med tante Kis i Cirkus Benneweis

Med tante Kis i cirkus Benneweis

At samle gode minder

Med tante Kis i Cirkus Benneweis

Med tante Kis i Cirkus BenneweisNogle år af min barndom boede jeg i Brande, som ligger nede på heden. Der kom aldrig cirkus til byen, for det var byen for lille til. Min fars søster (som vi kaldte tante, skønt hun altså var faster) og svoger boede i Aarhus, så der var “cirkuschancen” noget større.

Hvert år var jeg en uges tid på sommerferie hos dem og det var en skøn tid. De var begge lidt specielle. I dag ville vi nok sige, at de begge var lidt distræte. Det siges, at Onkel Sigvard Kaae engang tog med Aarhus Sporveje med skraldeposen efter at have smidt mappen i skraldespanden om morgenen. Jeg tror ikke, det er en vandrehistorie.

Onkel Sigvard var professor og chef for Radiumstationen på Aarhus Kommunehospital og prorektor på Aarhus Universitet. Tante Kirsten Kaae, født Stegemüller, gik selvfølgelig hjemme. Vi er jo i slutningen af 60’erne og lige i starten af 70’erne, så hvad skulle hun ellers, når penge ikke var et problem?

Om hende siges det, at hun engang har udtalt, at hun ikke ammede sine børn, for så ville de jo få aske i øjnene. Min fars ungdomskæreste har dog modificeret det noget. Det var vist noget med, at Kirsten og hendes mands søster ikke ammede, fordi det ville gå ud over barmen. Det med asken er nok en vandrehistorie.

Ugen hos dem var spækket med oplevelser, og det største var den årlige tur i Cirkus Benneweis. Vi sad selvfølgelig på de bedste pladser, så jeg havde udsyn til selv den mindste detalje i manegen. Jeg elskede elefanterne og artisterne, der sprang rundt otte meter oppe i luften og lavede al mulig akrobatik. Klovnene sagde mig mindre, for de var så virkelighedsfjerne. I pausen var vi ude i staldene og se til dyrene. Hestene fik mange plusser i min karakterbog.

Det bedste var måske i virkeligheden ikke selve aftenen i cirkus – det var forventningen om den. Jeg glædede mig længe, også inden jeg overhovedet kom til Aarhus, som mine forældre kørte mig til. Jeg kunne glæde mig, fordi ugen kunne forudsiges; den ville nemlig være nøjagtig ligesom de foregående år.

I Tivoli Friheden

Af andre tilbagevendende oplevelser husker jeg turen i Tivoli Friheden. Det var stort for et barn fra heden. Jeg måtte prøve alt, hvad jeg ville. Der var absolut ingen smalle steder. Det bedste var radiobilerne, som jeg bemægtigede allerede som ret lille. Følelsen af at kunne styre vognen var herlig. Kontrol, tjek, styr på det … Det var lige mig.

Jeg har fået fortalt – og kan måske huske – at onkel Sigvard og jeg var ude at sejle i de små både på søen. Jeg styrede, og han var udnævnt til passager. Uden videre omtanke sejlede jeg os ind under et af springvandene vel at mærke sådan, at jeg selv sad yderst i tørvejr, mens han kom inderst ind under springvandet.

Der var også regler

De sov til middag på faste tidspunkter. I den tid skulle jeg være stille, hvilket ikke var noget problem, for kælderen på Provstebakken (det var vist nr. 17) stod åben for mig, og de sov på første sal. Kælderen var et fantastisk sted at gå på opdagelse. Der duftede helt specielt – nærmest lidt krydret. Min fætter Svend havde sin Märklinbane dernede i forbindelse med sit værelse, og det var bare at tænde og se toget fare rundt. Transformatoren var grøn med et rødt håndtag, som man regulerede hastigheden med.

I kælderen stod også den store ovn, hvor julegåsen blev stegt. Jeg har stadig et billede på nethinden af Sigvard på vej ned ad trappen med gåsen i bradepanden.

Kirsten og Sigvard havde flere katte. Det var forbudt at flytte på de dørstoppere, der sikrede, at misserne kunne løbe frit i hele det store hus. Dørstopperne var af skumgummi og betrukket med sort og hvidternet stof.

Jeg kan stadig se Kirsten stå i køkkenet og skære rå svinehjerter ud til misserne. Evt. blev de garneret med lidt friskpillede rejer. Min mor brokkede sig engang over, at Kirsten brugte lige så mange penge på mad til misserne, som hun selv brugte på penge til mad til hele vores familie. Og vi manglede altså ikke noget.

Bortset fra det var alt frit og tilladt. Jeg kunne godt lide at lege selv og ville helst ikke “underholdes”. I mens lagde Kirsten kabaler ved spisebordet eller i TV-stuen. Cerutten var selvfølgelig på plads i  mundvigen.

Retur i Brande

Efter en uge i Aarhus, hvor alt gik noget hurtigere end i Brande, var jeg udmattet af de mange indtryk og havde ikke kræfter til hverken børnehave eller senere skole. Det forstod mine forældre intuitivt og lod mig hvile ud og samle kræfter.

Billedet herunder er af Kirsten med  den legendariske cerut i mundvigen:

Med tante Kis i Cirkus Benneweis

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Da jeg var barnebarn hos mormor

Da jeg var barnebarn hos mormor

Hvad hænder, når folk får børnebørn?

Da jeg var barnebarn hos mormor

Jeg elskede min mormor højt. Hun var rig på kærlighed men fattig på penge. Det er den rigtige fordeling af de to elementer.

Både da vi boede i Brande (Nørvang Herred, Vejle Amt) og i Nellemose pr. Hårby (Båg Herred, Odense Amt) boede hun samme sted, så jeg kunne være meget hos hende.

Det er tiden i Brande, jeg husker bedst. Hun hentede mig fra skole om fredagen; jeg gik i ca. 1. og 2. klasse. Vi gik via stationen og det gamle banelegeme, hvor der stadig stod udrangerede togvogne, jeg kunne lege i, hjem til hendes lille hus på Dalgasvej nummer 4. Dalgas er ingen tilfældighed, for vi er på heden.

Lørdag eftermiddag gik vi gennem byen hjem til min familie, hvor vi “altid” fik kyllingesteg med agurkesalat til aften … Det gjorde vi selvfølgelig ikke, men det er den ret, der står klarest i erindringen.

Den mindre idylliske del af de aftener var, at min far Jørgen Stegemüller ikke var videre begejstret for sin svigermor. Og det var gengældt. De var uenige om min opdragelse (hvor mange poser lakridskonfekt, var det i orden at spise, hvornår skulle jeg i seng osv.?), og min mormor blandede sig vel i ting, hun ikke skulle blande sig i, når vi var hos min familie. Det satte mig i en loyalitetskonflikt, idet jeg elskede dem begge. Hvem skulle jeg rette mig efter?

Da han døde, var der ikke grænser for min mormors lovprisninger af ham. Det klingede lidt hult.

Arrangerede hun en masse for mig?

Nej, det synes jeg ikke, hun gjorde. Der var mere tale om, at jeg gled ind i hendes hverdag, som den nu var. Fredag eftermiddag og aften gik fx ofte med at klippe et eller andet ud af de gamle “Familiejournalen” eller katalogerne fra Daells Varehus, alt imens hun sad med sit håndarbejde.

Til frokost om lørdagen sad vi på mit værelse på førstesalen og spiste frokosten til “Middagskoncerten” med Svend Nicolaisens Orkester og bagefter Dansktoppen med Jørn Hjorting, hvor Susanne Lana var på toppen med fx “Hvis tårer var guld”. Selve frokosten bestod “altid” af madder med torskerogn. Og hun skulle jo have mad alligevel.

Der er selvfølgelig modifikationer
  • Hun var en trofast kunde i min købmandsbutik, hvor jeg solgte sand i kaffeposer nøjagtigt vejet af til 500 gr. på en vægt med lodder og trisser, som hun vist havde fra en af de utallige købmandsforretninger, hun havde arbejdet i.
  • Det var her, jeg lærte at slå syvtommersøm i gamle brædder. Det havde absolut intet formål, men jeg morede mig og blev helt god til det.

Er det anderledes i dag?

Da jeg ikke selv har børnebørn, er følgende baseret på “synsninger” og på bedsteforældres fremvisninger af telefoner.

Det er mit indtryk, at bedsteforældre til dels bliver misbrugt nu om dage. De forventes at træde til, så snart det ikke er praktisk for forældre at passe deres egne børn (fx ved sygdom, aftenmøder på jobbet osv.).

Børnene får ikke lov at lege selv. De skal underholdes og der skal hele tiden ske noget. De kommer til at mangle den frihed, der ligger i selv at finde på og bare at være til. Nu, hvor man har opfundet barndommen, har man til gengæld aflivet købmandsbutikkerne og syvtommersømmene.

Da jeg var barn, havde man nærmest ikke opfundet barndommen og man havde helt sikkert ikke opfundet de telefoner, der bevirker, at hvert lille hop og spring foreviges og vises frem for den uskyldige seer. Når folk viser poderne frem for mig, ved jeg aldrig helt, hvad jeg skal sige om det lille menneske, jeg aldrig har mødt og aldrig vil komme til at møde. “Han/hun ser da sød ud” plejer nogenlunde at kunne løse opgaven og få det til at gå over.

Jeg spurgte en veninde, hvad det er, der hænder, når folk får børnebørn. Hun svarede “Det er en pause i tid og rum, når jeg er sammen med lille x”. Det giver god mening. Tiden er fyldt meget mere ud nu til dags, alting skal gå så stærkt, så der er behov for pauserne.

Tilføjelse: En veninde gjorde mig opmærksom på endnu et argument: De pensionerede bedsteforældre får opfyldt behovet for, at nogen stadig har brug for dem.

Selv tænker jeg, at der sikkert også er noget fantastisk over at opleve, at slægten føres videre. Måske genkender man lidt af sig selv eller af sine børn i det lille nye menneske? Det må have en vis storhed – men hvorfor skal jeg rodes ind i det?

Da jeg var barnebarn hos mormor

Mormor (til venstre) med forældre og søskende

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Godt jeg ikke har børn

Godt jeg ikke har børn

Om “børnesamtaler”/”familiesamtaler”

Godt jeg ikke har børn

Det er godt, jeg aldrig fik børn. Det har aldrig været været et savn, og jeg har aldrig nogensinde haft et ønske om at blive mor. Jeg er endvidere overbevist om, at jeg ville være blevet en elendig mor, da jeg aldrig har haft en god rollemodel. Det havde været synd for barnet/børnene. Så det er altsammen i orden. Ingen piv der.

Adskillige medpatienter har et eller flere børn, som de bekymrer sig om. Og det er der ikke noget at sige til. Men det har jo den konsekvens, at de både skal tage vare på sig selv i en eller anden form for helingsproces samtidig med, at de skal leve med bevidstheden om, at de lige nu er en fraværende mor eller far. Afhængig af barnets alder må det være svært.

Afsnittet har en utrolig dygtig medarbejder (sygeplejerske K), der er særligt uddannet i “børnesamtaler”, som i virkeligheden hedder “familiesamtaler”, men uanset hvordan vi end vender og drejer det, og hvad vi kalder det, drejer det sig om børnene.

Af naturlige årsager ved jeg ikke, hvordan det foregår, men jeg forestiller mig, at man ikke kunne udpege en bedre end K til at varetage opgaven. For den skal løftes. Gjorde man det ikke, var der risiko for, at man fremavlede nye psykiatribrugere.

Jeg fandt en af regionens utallige pjecer, der handler om børnesamtalerne. Der står blandt andet:

En familiesamtale giver mulighed for:

  • At få talt om barnets oplevelse af situationen
  • At få talt om, hvordan situationen påvirker familien
  • At barnet får den nødvendige viden om de psykiske problemer og behandlingen på et alderssvarende niveau
  • At vurdere, om der er brug for ekstra støtte til familien

Det ser godt ud, og det må være vejen frem for den far eller mor, der bekymrer sig om sit barn.

Børn forestiller sig ting

Børn er på ingen måde dumme, og de går ikke gennem verden med skyklapper på – selvom vi til tider tror, de bare sidder der bag skærmen uden at producere tankegods.

Afhængig af alder forestiller barnet sig måske, at det er dets skyld, at en forælder er blevet syg. Måske bliver de vrede på lægen, der ikke behandler med et snuptag. Måske tror de, der er tremmer for vinduerne på et psykiatrisk afsnit. Der kan være et uendeligt antal forestillinger, og dem kommer man kun til livs ved at sætte ord på, og også invitere børnene indenfor på afsnittet, så de ved selvsyn kan konstatere, at det faktisk er et rigtig rart sted at være – og at der i hvert fald ikke er tremmer for vinduerne.

En far havde i dag besøg af sine tre børn. Selvfølgelig larmede det (børn støjer og koster penge, sådan er det!), men det var også livgivende på en stille søndag. Her er en dejlig have, hvor de legede et eller andet i solen, så længe de gad. Det var rart at se faderen lyse op og vise noget andet af sig selv. Han er ikke kun patient; han er også far.

I de ikke så gode gamle dage

Da jeg i forhistorisk tid var barn, var tænkningen en anden. Børnesamtalerne var ikke opfundet; man havde knapt opfundet barndommen.

Så vidt jeg husker, var min far syg noget tid, inden han døde. Man troede vist, det var noget med ryggen eller nyrerne (pick a choise). Han var indlagt på Give sygehus, hvor vi besøgte ham fra Brande.

Jeg havde bestemt ingen forestilling om, at det skulle være min skyld, men måske er der også forskel på somatikken og psykiatrien? Måske forestiller et barn sig lettere, at det kan være skyld i en usynlig sygdom fremfor en mere håndgribelig sygdom. Herudover er min forestillingsevne af naturlige årsager ret begrænset (forestillingsevne er et af de tre parametre, man kigger efter, når man udreder for Aspergers syndrom/autisme).

Da han døde på Kolding sygehus, var jeg 120 pct. vidende om processen og kun begrænset overrasket, da “min mor” kom ud med begge vielsesringe på. Sådan gjorde man dengang for at vise, at man nu var enke/enkemand.

Jeg havde erfaring med Give sygehus. Jeg havde fået fjernet hele molevitten, når vi nu var i gang: mandler, polypper og blindtarm. Mine forældre kom på besøg 30-60 minutter vist hver eftermiddag. Resten af tiden var jeg overladt til to ret søde damer, fru Midtgaard (som lå i midten) og fru Nørgaard. Jeg er ret sikker på navnene.

Herudover var jeg til utallige undersøgelser hos nogle specialister i Randers, fordi jeg gik og dejsede om. Jeg besvimede simpelthen flere gange dagligt. Man troede, jeg måske havde epilepsi, men det havde jeg heldigvis ikke. Og voksede mig vist bare fra det sære fænomen. Min forældre var selvfølgelig meget bekymrede. Efter min fars død, var “min mor” ikke længere bekymret.

Den var ikke gået i dag. “Det var en anden tid”, som folk ynder at sige, når de skal forklare det uforklarlige, der fandt sted i forhistorisk tid.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Hykleriet ved Mors dag

Hykleriet ved mors dag

Mors dag er svær

Hykleriet ved mors dag

Hykleriet ved Mors dagDet er den 14. maj 2023. Tante Kis kunne være blevet 104 år i dag. Desværre døde hun i 1985 som 65-årig efter endelig at være kommet til København igen. Bare hun havde været min mor!

Hun var københavner med stort “K”. Jeg elskede hende og onkel Sigvard. De boede i Aarhus på Provstebakken 17, mens jeg selv boede i Vestjylland.

Hvert år var jeg på en uges sommerferie hos dem. Allermest husker jeg vores besøg i “Cirkus Benneweis”, der ikke kom til Vestjylland; men cirkus kom til Aarhus. Tante Kis og jeg sad på første række på de bedste pladser. Det var stort! Jeg kunne godt lide både elefanterne og klovnene.

Min fars ungdomskæreste har fortalt, at hun og tante Kis talte om, at det nok ikke var så godt, at jeg, der lige var blevet ni år, gik på kirkegården og sad ved min fars grav i stedet for at gå i skole.

Realiteten er bare, at ingen handlede på deres viden. Formentlig vidste de ikke, hvad de skulle gøre.

Og nu er det så “mors dag” i 2023

Jeg er adopteret.

  • Min biologiske mor døde på et hospice den 20. september 2015.
  • Min adoptiv-“mor” døde den 25. december 2006 på Holbæk Centralsygehus.
  • Realiteten er, at jeg aldrig har haft en mor. Det er hårdt at sige det sådan, men det er min oplevelse.

Facebook svømmer i dag over med lykønskninger til alle de fantastiske mødre, som Gud(inde) og hver mand har eller har haft. Et eller andet sted er jeg jo bare misundelig, også selvom misundelse er en grim ting. Det er det ærlige svar. Jeg ville så gerne have haft en mor – enten den ene eller den anden. Men det lykkedes aldrig.

Der gik 22 år. Taber eller hvad?

Da jeg – efter 22 års pause – i 2003 kontaktede min adoptiv-“mor” og fortalte hende, hvad psykopaten havde udsat mig for, var hendes svar, at det vidste hun godt, men at hun ikke havde vidst, hvad hun skulle stille op med to børn. Jeg var – og er – skuffet over hendes handlingslammelse. En kvinde, der ikke ved, hvad hun skal, er en taber eller måske er et bedre ord et “skvat”. Hun var en taber/et skvat, og jeg kan ikke respektere hende. Og jeg savner hende ikke. Det lyder urimeligt hårdt, men sådan er det.

Da jeg – ca. 14 dage efter min 18 års fødselsdag – kontaktede min biologiske mor var hendes svar, at hun ikke havde tid til mig, idet hun havde utrolig travlt med at løbe marathon. Hun havde så travlt, at hun ikke kunne besøge mig på Amagerkollegiet. Der er dog den positive ting, at hun sagde, at jeg var “velkommen til at glide ind i familien”. Set med de nutidige briller var det faktisk fint.

Dengang var det bare ikke nok for mig; jeg ønskede mig en mor, eftersom jeg aldrig havde haft en! Nu respekterer jeg hende for, at hun ikke brugte hverken strikkepinde eller brun sæbe, der var kvinders muligheder, før aborten den blev fri. Havde hun brugt en af de muligheder, havde jeg nok aldrig haft et levet liv.

På den måde tror jeg ikke på noget af alt det “mors-dags-pladder”. Blomsterhandlerne får os til at tro på eventyret, men for mange af os eksisterer eventyret ikke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.