Indlæg

,

Stemme fra den fine fortid

Internettet er fantastisk til at opnå kontakt

Jeg sad med mine fantastiske stedkoder, hvor jeg er nået til “Nørre Herlev Sogn, Lynge-Frederiksborg Herred”, så det går fremad i strålende tempo, da der kom en besked via kontaktformularen på hjemmesiden. Det sker ikke så tit, og når det sker, er det ofte spam, men i dag var den fra et menneske, jeg har kendt, mens jeg læste. Altså nærmest i forhistorisk tid.

Af gode grunde husker jeg ikke ham, men han husker fint mig, og kan fortælle en masse herlige detaljer, der bevirker, at der alligevel er noget, der dæmrer. Gamle kærester, kollegiet, min tid som “svigerdatter” på Sydfyn. Vi har åbenbart også mødtes, mens jeg var i Udenrigsministeriet, hvilket vil sige mellem 2005 og 2008.

Han var kæreste med en af mine studiekammerater tilbage i ca. 1984/85. Vi besøgte alle tre en fjerde studiekammerat i Luxemburg. Det kan jeg dog slet ikke huske, men det er naturligt nok, for der er gået ca. 36 år 🙂 Hans daværende kæreste har drevet det vidt og er blevet stinkende rig med ejerskab af adskillige lejligheder. Selv er han mere på det jævne (lige som mig). Vi sendte en 10-15 mails frem og tilbage, og blev til sidst enige om at drikke en kop kaffe en dag ved lejlighed, da vi vist på en række politikområder har en fælles forståelse. Det vil jeg vældig gerne.

Nyhedsbrevet

Han har også været så venlig at tegne abonnement på mit beskedne nyhedsbrev, så jeg nu har samlet 56 abonnenter, hvilket jeg er helt godt tilfreds med. Det kan du også gøre uden at blive overrendt af mails. Der kommer ganske beskedent én mail pr uge – mandag morgen til morgenkaffen. Så slipper du for selv at følge med, og får det hele serveret. Hvis vi er på Facebook sammen, er der selvfølgelig ikke meget idé i det.

Jeg skal have undersøgt, hvordan/om jeg på min Facebookprofil kan inkludere et link til tilmeldingen til nyhedsbrevet. Det kunne sikkert give yderligere nogle abonnenter. Man må “sno sig” i den vidunderlige virtuelle verden, der har så meget at byde på.

Hav en god dag!

 

,

Indbetalingsoversigten fra ATP Livslang Pension

Velkommen til Supplerende Arbejdsmarkedspension

Jeg er vel ved at blive “voksen”, når ATP begynder at fortælle, hvor meget der er indbetalt gennem årene og hvor meget, der vil blive udbetalt, når jeg bliver folkepensionist?

Jeg har tilmeldt mig Supplerende Arbejdsmarkedspension, fordi staten er så venlig at betale 60 pct. af beløbet, så jeg selv slipper med et par hundrede kr. om måneden. Om de samlet 500 kr. om måneden fra nu af og til jeg bliver folkepensionist, overhovedet vil kunne mærkes, tvivler jeg på, men lidt har også ret.

De holder styr på enorme mængder af tal – lige noget for mig

Hvis jeg kunne/skulle arbejde, ville et job hos ATP være lige i øjet med alle de data, de holder styr på 🙂  For mit vedkommende dannes oversigter tilbage til 1. januar 1980. Jeg var da 16 år og lige flyttet fra Bornholm til Nørrebro i København. En svær omstillingsproces at komme fra udsigten over Østersøen til en baggård i Dagmarsgade, men jeg kom væk, og det var godt.

Oversigten er både sjov og uforståelig, uagtet de har gjort sig umage ved at skrive en vejledning på ca. en A4-side. Jeg har læst den langsomt et par gange, men forstår stadig ikke helt, hvordan antallet af måneder kan blive større end 12 pr. år. Fænomenet opstår først fra 2012, hvor jeg i ti måneder modtog arbejdsløshedsunderstøttelse. De 23 år, hvor jeg arbejdede på helt almindelige vilkår og der blev foretaget almindelige indbetalinger, er antallet af måneder altid 12, og det indbetalte beløb sådan ca. 15-1.700 kr. Året 2020 er helt vildt. Der er indbetalt over 9.600 kr. Og 2019 rummer faktisk lidt over tre år, da der er registreret over 32 måneder.

Glemmer du – så husker ATP

“Minderne har jeg da lov at ha'” sang Liva Weel i “Glemmer du”. Sikke en masse glemte arbejdsgivere, der dukker op, når man dykker ned i de enkelte år. Så sjovt og nyttigt. Her er et udpluk med et par kommentarer:

  • 1981: Dsb Restaur Dsb Kiosker v/V Hansen. Jeg bestyrede morgenmaden lørdag og søndag på Hotel Astoria (hotellet lige foran Hovedbanegården) iført brun nederdel, hvid skjorte, brun vest og brune fodformede Jacoform-sko str. 40. Det har været et ømt syn. Direktøren holdt meget af at komme ned i kælderen, når man klædte om, i noget der mindede om et lille bur. Han havde altid et ærinde på det tidspunkt, og holdt meget af unge kvinder. Det var klamt, men jeg skulle jo tjene nogle penge.
  • 1982: Frelsens Hær – Hørhuset. Jeg kan ikke huske, hvad det gik ud på, udover at der var tale om en masse opvask, og så var der vist en skrap dame til at bestyre hele “butikken”. Jeg tror, der var tale om en form for værested.
  • 1982: Irma. Irma var en fantastisk arbejdsplads, og de går igen frem til 1984. En kort periode var jeg “flyver”, hvilket gik ud på, at man blev ringet op om morgenen og sendt derhen, hvor der fx. var opstået sygdom, så de manglede arbejdskraft i butikken. Det gik mest ud på at sidde i kasse, hvilket selvfølgelig ikke var så frygtelig interessant. Jeg fornøjede mig med at lære priserne udenad, og det var nyttig viden, for dengang tastede man selv på kasseapparatet. Når man kunne priserne i hovedet, kunne man ekspedere kunderne hurtigere.
  • 1983: Tårnby Kommune: Jeg havde en kort karriere som hjemmehjælper, men det var ikke rigtig noget for mig. Det var vist nærmest synd for de gamle, når det var mig, der kom.
  • 1983: Den Selvej Inst Amager Kollegiet. Jeg var 20 år og lige blevet nysproglig student. Min veninde Helle og jeg malede vinduesrammer og det træ, der var mellem vinduerne, på akkord en hel sommer. Bagefter rejste vi rundt i Grækenland for pengene. Det var herligt.
  • Irma: Også efter studenterkurset fra sommeren 1983 til 1. september 1984 bestyrede jeg grøntafdelingen på Søborg Hovedgade. Der var lidt langt fra Amagerkollegiet. Jeg har flyttet mange kilo kartofler. Det sjoveste ved den ansættelse var faktisk at holde øje med sammenhængen mellem min afdeling og de andre afdelingers tilbud. Var der tilbud på et eller andet hos de andre, der krævede frugt/grønt, skulle jeg selvfølgelig være opmærksom på at bestille ekstra meget af netop den vare hjem.
  • 1985: Post Danmark Løn,Pens.& Velf.Timel: Natarbejde på postgirokontoret på spidsen af Amager. Vi tastede girokort. Man tog et bundt betalte girokort og indtastede manuelt beløbsmodtager og beløb. Herefter satte man girokortet i en form for slæde, der med en enorm larm førte kortet hen i en bunke med alle de andre kort. Sikke et idiotarbejde og i dag forekommer det at være en fuldkommen vanvittig proces.
  • 1985: DANSKE BANK A/S: Valutakassen med optælling af udenlandsk valuta i enorme bunker. Hvad det nærmere gik ud på, husker jeg ikke.
  • 1985: Dsb Restaur Dsb Kiosker v/V Hansen: DSB Togservice hvor jeg var togstewardesse iført den bolchestribede skjorte og røde nederdel. Jacoformskoene var dog skiftet ud. Jeg har både kørt med salgsvognen gennem toget og passet togkiosken. Der er virkelig langt fra Kbh. H til Frederikshavn, når man skal stå op og lave kaffe hele vejen.
  • 1985: Olieselskabet af 31 August 1959: BP et eller andet sted på Amager. Pasning af stationen aften og weekend. Der lærte jeg at slæbe petroleumsdunke og passe benzinstandere.
  • Fra 1985 og til 2013: SLS = Statens LønSystem. Det er ikke udspecificeret, men heller ikke så interessant. Det rummer både studenterjobs rundt omkring i staten og jobs som kandidat.
  • Fra 2013 til dags dato: Diverse overførselsindkomster og fleksjobs. Ikke så interessant.

Da IT nærmest ikke var opfundet

Adskillige af de jobs (store som små), der er nævnt her, og også adskillige af dem fra 1984 og frem i staten, foregår i en tid, fra før IT er blevet en almindelighed og hver mands eje. Det er virkelig sært at tænke på, og jeg kan komme til at føle mig meget gammel. Tænk at vi sad om natten på Postgirokontoret og tastede girokort. Det er jo fuldkommen gak.

Sommeren 1984 blev jeg ansat som fuldmægtig i det daværende Arbejdsskadestyrelsen. De første 1½ år behandlede jeg kirurgiske sager om ulykkestilfælde. Det var en god arbejdsplads med mange dejlige kolleger. Januar 1986 døde Mogens fra sekretariatet og jeg overtog hans plads, da vicedirektør Karin Kristensen på en eller anden måde havde fået øje på mig. Det er aldrig gået op for mig hvordan.

På den måde kom jeg til at tage del i indførelsen af “EDB” (sådan hed det dengang). Vi fik elektronisk sagsbehandlingssystem, produktionsstatistikker pr. medarbejder og WordPerfect, efter Finansudvalget havde godkendt vores ansøgning om en særbevilling på mange millioner kr. Styrelsen var stærkt udskældt for blandt andet langsommelig sagsbehandling, og vi måtte ind i fremtiden.

Ca. 250 medarbejdere blev uddannede i alt det nye, og jeg underviste sammen med Rie fra IT. Det var en svær tid for “skrivedamerne”, og adskillige sagde op, fordi de ikke kunne følge med på det hurtigtkørende tog.

Og så er historien om historien slut.

Udlængsel

For både 40 og 30 år siden

Udlængslen har altid ligget i mig, men den har ikke været en stræben henimod noget, mere en drøm om at slippe væk fra noget. I 1980 (41 år siden…) stod jeg i køkkenet i Svaneke, kiggede ud ad vinduet og drømte om at blive skibskok. Alternative drømme var at komme ‘i huset’ på en stor gård ikke så langt væk. En anden tanke var at komme i lære som apoteksassistent på Nexø apotek, hvor jeg havde været i praktik og lavet en masse Kodimagnyler.

I 1990, 31 år siden…, da jeg lige var blevet færdig på universitetet, var jeg, som alle andre nyudklækkede jurister, arbejdsløs og lettere desperat. Jeg skulle flytte fra kollegiet, men hvordan skulle jeg finde en lejlighed, jeg kunne betale, når indtægten bestod af dagpenge? Jeg søgte alt, der kunne søges, herunder adskillige stillinger på Grønland og Færøerne. Tanken om nogle år på Grønland tiltalte mig, og landstingsvalget nu her har fået mig til at huske på det. Måske havde det slet ikke været så tosset at komme derop nogle år?

Markant er det, at udlængslen ikke har været det positive tilvalg men mere fravalget af det eksisterende – enten det seksuelle misbrug i barndommen fra 1974 og frem eller arbejdsløsheden i 1990.

Måske var jeg blevet en okay Djøffer på Grønland, men jeg var helt sikkert blevet en elendig skibskok eller ung pige i huset på Bornholm. Jeg har slet ikke det rette håndelag for den slags. Jeg er skabt til at bruge mit hoved fremfor mine hænder. Sådan er det bare og jeg er ikke engang flov over det længer. Jeg kan skrue en pære i, resten skal jeg have folk til. Sådan er det bare.

Retrospektivt

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men pt. løber tankerne gerne baglæns. Livet passerer på mange måder revy, nu hvor der (måske – jeg ved det en af de nærmest dage) er sat en milepæl i. Jamen, jamen mig på søfartsskolen ved Tved udenfor Svendborg… det er til at dø af grin over, men for 41 år siden forekom det relevant.

, ,

Et godt liv

Sød suppe eller sødsuppe

Hvis det nu falder endeligt på plads med mit nye firma, vil jeg mene, jeg har fået et godt liv – endelig – i mit 56. år.

Årene fra 2014 og til nu har været præget af usikkerhed og omskiftninger, men nu synes der at være stabilitet i sigte, og jeg tænker, at hvis jeg opnår stabilitet i mit begrænsede arbejdsliv på 7 timer pr. uge, kan jeg også undgå alle indlæggelserne. Det kunne være dejligt.

Barndom 1963 – 1980

Jeg er barn af meget unge forældre som resultat af et one night stand, og min biologiske mor var med det samme klar over, at hun ikke kunne have mig, så jeg blev anbragt på et børnehjem straks efter fødslen.

I sommeren 1966, hvor jeg var to og et halvt år, kom jeg til en familie i Midtjylland, nærmere bestemt i Brande. I første omgang fik de kun plejetilladelse, fordi lægen fra børnehjemmet gerne ville se, om jeg udviklede mig normalt trods mine Aspergertræk. Alt var imidlertid helt normalt, og de beskrev mig som værende ikke retarderet, og adoptionssagen kunne gå i gang.

Jeg blev adopteret og havde seks gode år med dem, jeg kalder min far og min mor. Det var et godt og pænt hjem med styr på tingene. Jeg var stærkt knyttet til min far, så det var et hårdt slag, da han døde som 50-årig i 1972, hvor jeg var ni år gammel. Der har aldrig været stærke bånd mellem min mor og mig. Det er som om, vi aldrig har forstået hinanden eller haft noget til fælles.

Min mor havde ingen uddannelse og intet job, for det behøvedes ikke, da vi let kunne leve af min fars løn som direktør. Derudover er det tiden før, kvinderne kom på arbejdsmarkedet for alvor. Pludselig stod hun alene med et barn og har formentlig ikke anet sine levende  råd. Desværre fik jeg aldrig som voksen spurgt hende, hvilke tanker hun gjorde sig i den tid.

Den første kontaktannonce

Tag over hovedet skulle vi have, for vi skulle være ude af fabrikkens hus efter seks måneder, så hun svarede på en kontaktannonce eller flere, og traf en mand i Odense, som vi flyttede ind hos. Det holdt imidlertid ikke, så hun og jeg rykkede sammen videre til Vollsmose efter kun otte måneder.

Den anden kontaktannonce

Det var værre med den næste kontaktannonce, hun svarede på, for det førte til, at hun giftede sig med den mand – en skolelærer – der forgreb sig på mig dagligt gennem seks år, indtil jeg kunne slippe hjemmefra, da folkeskolen var overstået. Jeg kan let skrive om det; det rører mig ikke længere, men det har kostet mange psykologtimer at nå hertil. Nu er det hele, i overført betydning, lagt i skuffer, der er sømmet til. Jeg har ikke mere, jeg skal se i de skuffer. Jeg er færdig med skidtet.

Udover de seksuelle overgreb var det år med ‘fest og farver’ og alkohol i rigelige mængder til at supplere hammondorglet og harmonikaen. Penge var der aldrig nogen af, og selvom jeg ikke helt vidste, hvad ordet tvangsauktion betød, var det noget, jeg var meget bange for, og ordet blev brugt tit. Jeg forestillede mig, at vi stod på gaden med tingene på en trækvogn efter fogeden havde været der.

Der var ikke styr på noget som helst, og de normer, jeg kendte fra tiden med min far, forsvandt pludselig eller var i hvert fald ikke længere gyldige. Så jeg holdt stædigt fast i dem, hvilket skilte min mor og mig endnu mere fra hinanden. Hun døde faktisk fra mig samtidig med min far.

Efter tiende klasse pakkede jeg kufferten, tog Bornholmerbåden og landede stort set på Kongens Nytorv. Det var en stor omvæltning.

Ungdom 1980 – 1990

Det første år gik med at gøre rent på deltid i De Gamles By, og da jeg var under 18 (eksakt 16) var lønnen temmelig ringe, men den rakte da til, at de sendte mig mine ting pr. efterkrav… Jeg boede til leje hos min mors mands halvbrors datter med udsigt til en baggård på Nørrebro, men alt var bedre end det, jeg kom fra.

Kollegie og studier

Jeg har altid været klar over, at jeg gerne ville have en uddannelse, så jeg flyttede på kollegie og startede på Statens kursus til studentereksamen. Årene på kollegiet var fantastiske; de var med til at forme mig til den, jeg er i dag. Jeg ankom med holdninger som fx:

  • Dødsstraf er positivt – indfør den elektriske stol
  • Vi må have noget atomkraft
  • Osv.

De holdninger havde jeg med hjemmefra, men dem fik de øvrige kollegianere hurtigt lavet om på. Gudskelov for det. Det var de år, hvor jeg modnedes og hvor jeg grundlagde næsten livslange venskaber.

Jeg blev nysproglig student i 1983, og arbejdede derefter et års tid på fuld tid hos Irma, hvor jeg havde været et par år, mens jeg gik på kursus. Jeg bestyrede grøntafdelingen på Søborg Hovedgade, og det var hårdt arbejde. Der skulle flyttes mange poser kartofler for at holde omsætningen oppe. Og så skulle jeg pokkers tidligt op på Amager for at være i Søborg kl. 07. Men jeg var glad for jobbet og blev der, indtil jeg startede på universitetet i 1984.

Det stod ingen steder skrevet, at jeg skulle være jurist. Det var nærmest en fejltagelse, som jeg dog først indså, da jeg havde læst tre år, og så havde jeg ikke råd til at starte på et nyt studium. Altså gjorde jeg det færdigt.

Jeg har hele tiden arbejdet parallelt med studierne, og med årene blev jobbene mere og mere interessante. Det bedste var faktisk, da jeg blev projektmedarbejder på et forskningsprojekt på Kriminalistisk Institut. Vi læste straffesager i fem politikredse, udfyldte kodeskemaerne hvorefter jeg tastede alle skemaerne ind på et hakkebræt af en Pc (det var jo i 80’erne). Stipendiaten lavede så senere selv sine analyser. Så jeg har altså spist mange frokoster med pingerne indenfor kriminologi og strafferet: Vagn Greve, Flemming Balvig, Britta Kyvsgård og Jørn Vestergård. Gad vide hvor de er i dag?

Jeg blev kandidat den 5. januar 1990. Det var fantastisk.

Karrieren 1990 – 2013

Jeg fik arbejde i Arbejdsskadestyrelsen straks efter min embedseksamen, og behandlede sager om ulykkestilfælde de første 1½ år. Det var godt arbejde med gode kolleger. Jeg lærte god sagsbehandlingsskik i praksis og fik styr på en masse ortopædi, når sagerne skulle forelægges for vores lægekonsulenter. Efterhånden blev jeg ret skarp til at indstille til den rette mengrad. Det er de eneste år, jeg har brugt juraen.

Budgetfuldmægtigen i sekretariatet døde pludselig, og der skulle findes en afløser. Vicedirektøren havde af en eller anden grund fået øje på mig, og jeg fik et vink med en vognstang om at søge jobbet. Det gjorde jeg og fik det. Så på samme måde som jeg blev jurist ved et tilfælde, kom jeg ved et tilfælde til at arbejde med økonomi, hvilket jeg gjorde i rigtig mange år i adskillige statsinstitutioner. Jeg kunne godt lide det, selvom det til tider har været ekstremt stressende og absolut ikke sundt for mit helbred, men det vidste jeg jo ikke dengang. Alt for karrieren, alt for chefen, alt for departementet osv. Sådan er livet i centraladministrationen. I sidste ende er vi sat i verden for at beskytte ministeren uanset hvad.

Forbrugte timer er selvfølgelig en væsentlig del af en styrelses økonomi, så på et tidspunkt blev jeg rodet ind i et projekt om tidsregistrering, og det var sjovt. Også dette var en tilfældighed, men jeg holdt ved med tidsregistrering til den dag, jeg måtte slutte på det ordinære arbejdsmarked.

Jeg kan se tilbage på en solid karriere, men det var for hårdt. Jeg har været mange steder, og jeg har fået noget godt med mig alle steder fra. Jeg har haft gode, dedikerede og hårdtarbejdende kolleger, som har stået last og brast med mig i de svære tider.

I 2013 blev jeg fyret fra Moderniseringsstyrelsen pga. sygdom, og det var jo sådan set rigtig nok, men måske kunne de have tilbudt mig en § 56-aftale eller en anden ordning, indtil min situation var afklaret, og jeg var udredt? Af en eller anden grund ville jeg gerne have nået at holde mit 25-års jubilæum.

Fra 2013 til 2014 var jeg helt almindeligt ledig og søgte mange jobs, men var nok blevet for gammel, for jeg kom end ikke til samtale.

Og hvad så nu?

Hvis det falder endeligt på plads på min nuværende arbejdsplads, skal jeg gå og have det lidt godt. Jeg skal lave spillelister i Spotify, lægge puslespil, købe noget nyt tøj, sove længe, få styr på min søvn, skrive blogindlæg, skrive klummer til POV International, lave nogle hjemmesider osv. Og når jeg er færdig med det finder jeg nok på noget nyt.

Efter mange års bakserier synes jeg endelig, jeg har fået et godt liv.