Indlæg

Sång til friheten

Man skal kunne se og mærke forskel

Var Kai en gammel eller tidligere kollegiekammerat? Svaret er “begge dele”. Vi er begge blevet gamle – jeg er 54 år, han er 67 år –  men vi er også tidligere. Vi mødtes i dag til en rigtig dejlig snak og lidt mad på Torve Caféen i Hvidovre. Facebook kan opretholde kontakter! Det var dejligt og hyggeligt. Vi har senest (men ikke sidst) mødtes i ca. 1996, men det kan jeg ikke rigtig huske.

Vi talte om gamle dage, om minderne, om det fantastiske og om det, der bragte os igennem de svære stunder. Gårdmiljøet på Amagerkollegiet var en kæmpe støtte for det, vi hver især baksede med. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at flytte i en form form for olde-kolle. Det skulle være modelleret over kollegiet: fællesskab, når det er rart, og mulighed for at trække mig tilbage, når jeg har fået nok af snik snak. Det er bare rasende dyrt, når det skal være i Københavnsområdet, og det skal det.

Hvad ligger der i “Sång til friheten”?

I går skrev jeg om min største platoniske kærlighed nogensinde og “Sång til friheten” af Björn Afzelius. Det kan synes indforstået, hvis man ikke lige var i gård 78 og/eller gård 80 på Amagerkollegiet i netop de vigtige år fra 1981 – 1990. Derfor finder du teksten herunder. Det kan være, den klargør det hele en anelse:

“Du är det finaste jag vet
Du är det dyraste i världen
Du är som stjärnorna
Som vindarna
Som vågorna
Som fåglarna
Som blommorna på marken

Du är min ledstjärna och vän
Du är min tro, mitt hopp, min kärlek
Du är mitt blod
Och mina lungor
Mina ögon
Mina skuldror
Mina händer och mitt hjärta

Friheten är ditt vackra namn
Vänskapen är din stolta moder
Rättvisan är din broder
Freden är din syster
Kampen är din fader
Framtiden ditt ansvar”

Her er musikken.

Jeg kan ikke læse teksten uden at tænke, at det er den vildeste kærlighedserklæring. Og det er ikke noget, jeg finder på til lejligheden. Sådan har jeg haft det siden ca. 1981! Og det er jo sådan set ganske længe.

Vores liv er jo ændredes uendeligt meget siden. Hendes er ikke længere, og mit er forandret – men substansen? Jeg tror, den stadig findes. Og det er en rar tanke.

Sång til Friheten

Björn Afzelius

Min musiksmag gik i stå sidst i 80’erne eller i starten af 90’erne, så jeg er en del år bagud, men det gør ikke så meget, for jeg kan alligevel ikke rigtig holde ud at høre musik. Det sætter sig midt i min hjerne, og jeg kan intet foretage mig samtidig. Jeg evner ikke det, der på fagsprog kaldes “delt opmærksomhed”. Enten hører jeg musik eller også producerer jeg et eller andet. Det, jeg producerer, er jo som regel en eller anden form for webindhold. Så summa summarum: der kan gå mange måneder mellem jeg prøver at høre et eller andet. Jeg har ellers overspillet mine ca. 300 cd’er til min computer, så jeg har masser af muligheder.

De stærkeste minder går til årene med især Björn Afzelius, som vi lyttede til på kollegiet (Amagerkollegiet forstås). Sommerlørdage forflyttedes til Femøren til en æra, hvor Björn Afzelius, Anne Linnet, Lis Sørensen et. al endnu ikke var blevet for velbeslåede til at svinge plektren i det fri. Det var fantastisk. Solen skinnede hver lørdag. Der manglede ikke kolde pilsnere.

Selv arbejdede jeg nede i vores lokale Irma. Vi lukkede kl. 14:00 (det var også dengang, vi selv tastede priserne ind på kasseapparatet. “Den gule mel”, 2 kg., kostede 7,95 kr. 🙂  ), men jeg nåede alligevel altid at komme med på Femøren.

“Sång til Friheten” (vist opr. 1979)

For mig er musik først og fremmest lig minder/erindringer.  Måske er det derfor, jeg ikke kan holde ud at høre så meget af det: der er for meget, der – på godt og ondt – vælder frem? Så er stilheden faktisk bedre.

Jeg havde gennem 34 år en veninde, som var mit et og alt. Og det var i vidt omfang gensidigt. Venskabet opstod på Amagerkollegiet. Vi fulgte hinandens liv i modgang og medgang. Det var magisk, givende, fyldt med kærlighed og meget andet fantastisk, men det var også svært, for det var også ulige.

“Sång til Friheten” var “vores sang”, og hvis du har én, du deler en sang med, behøver jeg ikke frembringe flere ord. Du ved det bare.

Da jeg blev syg, overlevede venskabet ikke. Hun syntes, jeg var blevet min sygdom, og det kan der sikkert være noget rigtigt i. Psykologen sagde, at det ofte gik sådan. Det betyder bare ikke, at det er blevet lettere at lytte til “Sång til Friheten”.

Jeg prøver at tænke på alle lørdagene på Femøren i stedet.

Datidens fremtid

Hvad kan jeg blive?

For mange år siden fandtes et opslagsværk med titlen “Hvad kan jeg blive” og det læste jeg en hel del i, da jeg var 15 og 16 år, altså for ca. 40 år siden, og der var mange ting, jeg kunne tænke mig. Jeg ville fx gerne:

  • være skibskok
  • på landbrugsskole på Kalø
  • i huset

Set med mine nuværende briller er det temmelig svært at tænke sig mig både som skibskok, landbrugselev og “ung pige i huset”, og jeg har også senere tænkt, at det ikke så meget drejede sig om de konkrete jobfunktioner, men mere ønsket om at komme væk fra det, jeg stod i. Måske kunne jeg være endt med en Puch Maxi og en grøn mælkekasse på bagagebæreren? Psykologen mente, at hvis jeg var blevet på Bornholm, ville det have været godt at møde en præst og få et par unger med ham. Det med præsten er helt fint, de er kloge folk og har perspektiv, men ungerne… De støjer og koster penge. Det er ikke min stil.

Jeg skulle skabe mig et nyt liv i København. Mine ting kom fra Bornholm pr. efterkrav, og det skulle betales ud af et rengøringsjob i De Gamles By (DGB) på deltid. Et budget skulle lægges og passes. Jeg kom til 5. sal. th. i Dagmarsgade på Nørrebro hos en slags kusine med udsigt til en baggård, hvor viceværten sparkede misserne af vejen, når de lagde sig i de parkerede barnevogne.

Vi (kusinen og jeg) delte lokummet på bagtrappen med naboen Søren. Da der ikke var nogen andre, der gjorde rent på toilettet, påtog jeg mig at gøre det. Det var rart, når det var blankpoleret, men det var måske mest mig, der brugte lokummet på bagtrappen. Bad havde vi selvfølgelig ikke, men vi kunne bade i DGB, og det fungerede fint.

Efter et år med klud og moppe i DGB var jeg klar over, at jeg ville have en uddannelse. Og gerne en kandidatuddannelse. Step 1 var en studentereksamen på kursus, som kun tog to år.  Jeg havde ikke råd til at være længere om det.

Andre tanker

Min mor og psykopaten (hendes mand)  havde ikke fantasi til mere end at, jeg skulle på en fiskefiletfabrik i Rønne. Dengang (1978 – 1980) var der masser af fisk i Østersøen, og enhver bornholmer med respekt for sig selv kendte en eller flere, der har været eller var “i fisken”. Det var disse mennesker, der var så svære at forstå, når man kom fra Sydfyn. Vores første nabo de fem måneder i Vestermarie var indfødt og talte, så jeg ikke forstod det mindste af det, han ytrede. Han kunne for den sags skyld have talt polsk for mig.

Jeg ville ikke have været god “i fisken”. For det først er jeg nok for fummelfingret og langsom, og for det andet vidste jeg, at jeg ville “noget mere”.