Indlæg

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Morgensang med Philip Faber

Minder om Corona-tiden

Morgensang med Philip Faber

Seks år efter nedlukningen dukker små glimt fra Corona-tiden alligevel op i hukommelsen: morgensang med Philip Faber, albuehilsner, mundbind og det historiske pressemøde 11. marts 2020. Minderne er både varme, mærkelige og urovækkende – og måske er det slet ikke så dårligt, at noget af tiden allerede føles fjern.

Egentlig husker jeg intet fra Corona-tiden, og jeg undrer mig, når andre siger, at det var en streng tid at komme igennem. Det lagde jeg nu ikke mærke til. Hvis jeg husker noget, så er det, at det var rart, at det uudtalte pres om at være social for en tid var væk. Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien har fortalt, at det hører hun fra mange med en eller anden form for Autisme.

Hvis jeg tænker mig grundigt om, så husker jeg alligevel “Morgensang med Philip Faber”. Jeg lavede alle opvarmningsøvelserne og sad derefter i min seng og sang med og fik den sære følelse af at være sammen med alle jer, der også sang med. Jeg kan godt lide at synge, men hver gang jeg forsøger på det, husker jeg, at min “mor” altid sagde, at jeg var tonedøv. Det var ikke rart, for det udelukkede mig endnu en gang fra deres fællesskab.

På YouTube ligger mange af udsendelserne med Philip Faber, og når jeg ser dem igen, er det faktisk gode minder. Det er fine sange og salmer han tog med på opfordring fra lyttere og seere. Jeg har lige gensunget “Lysets engel går med glans” og “Du kom med alt det, der var dig” fra den 3. april 2020. Opvarmningsøvelserne sprang jeg dog over denne gang.

Noget af det rare ved at synge med Philip Faber er, at det er til at synge med, da det foregår i et toneleje for almindelige mennesker i modsætning til at synge i kirken, hvor det altid har undret mig, at det foregår i et toneleje, hvor jeg i hvert fald ikke kan være med. Men det er måske det, med det tonedøve …?

De to første linjer fra vers fem af “Du kom med alt det, der var dig” betyder noget i mit liv:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær

Restriktionerne

  • En ven fortalte om ensretningen rundt om søerne i København. Jeg fik et grineflip over det. Jeg kan visualisere, hvordan hundredvis af mennesker spadserede i samme retning. Men reelt var det ikke sjovt jfr. omtalen af pressemødet i næste afsnit.
  • I en TV-udsendelse fra 2021 så jeg, hvordan folk hilste ved at støde albuerne mod hinanden. Når jeg ser det, kan jeg selvfølgelig genkalde, at det var sådan det var.
  • Og man skulle åbne dørene i S-toget ved hjælp af albuen.
  • I mit klædeskab ligger stadig en pakke mundbind. Måske er jeg ikke den eneste, for man kan jo aldrig vide …

Pressemøde i Statsministeriet 11. marts 2020 om tiltag mod coronavirus

Pressemødet, hvor statsministeren lukkede landet, er vist så mange gange, at jeg ikke ved, om jeg husker originalen eller gentagelserne. Når man siger 11. marts 2020, ved mange, hvad den dato betyder. Umiddelbart siger den ikke mig noget.

Man kan genhøre det 59 minutter lange pressemøde her: Pressemøde i Statsministeriet 11. marts 2020 om tiltag mod coronavirus. Da jeg så det igen i dag, fik jeg ondt i maven. Det er mærkeligt at høre om hastelovgivning vedtaget fra den ene dag til den anden. Det siger alt om alvorsgraden.

Statsminister Mette Frederiksen så ægte bekymret ud i sin mere end 16 minutter lange indledning. Fra den ene dag var antallet af smittede steget med faktor 3,3 (fra 157 til 514). Gad vide hvordan det har været at være ansat i de statslige myndigheder, der skulle udtænke alle restriktionerne, at gennemgå alle de ting, vi pludselig ikke måtte for at stå sammen ved ikke at være sammen?  Medarbejderne har ligget vandret. Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke længere var ansat i centraladministrationen på det tidspunkt.

Sundhedsminister Magnus Heunicke oplyste dernæst: “… Danmark nu indtager pladsen som det land i Europa, hvor vi har set den mest dramatiske stigning i antallet af nye smittede” – sic. Fyh for f…..

Statsministeren og myndighederne gjorde derfor det eneste rigtige: de lukkede landet. En bevæggrund var at passe på de mest sårbare borgere. Jeg husker måske noget om frygten for dødsfald på en række plejehjem i Nordjylland. En anden bevæggrund var at holde antallet af smittede under det antal, hvor sundhedsvæsenet ikke ville kunne følge med.

Følgende kurve blev vist af sundhedsminister Magnus Heunicke på det berømte pressemøde:

Måske er det kun godt ikke at kunne huske Corona-tiden?

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

En lærke letted, og tusind fulgte, og straks var luften et væld af sang

4. maj 1945

En lærke letted, og tusind fulgte, og straks var luften et væld af sang

En personlig fortælling om aftenen den 4. maj 1945 – om spontan glæde i gaderne, modstandskampens aftryk i familien og de værdier, der lever videre længe efter befrielsen.

Jeg nåede heldigvis at spørge min fars ungdomskæreste, hvordan det var den 4. maj om aftenen? Hun fortalte:

Vi for ud på gaden, og vi omfavnede alle dem, vi mødte, også selv om vi ikke kendte dem.

Hun var 20 år og ansat på Brede (underforstået Klædefabrik). Hun kunne ikke blive ude i byen hele natten, for hun skulle jo op på arbejde dagen efter; hun ville ellers gerne.

Hun var ikke sammen med min far, for han var sammen med kammeraterne fra modstandsgruppen: Region VI (København), København: Afsnit 2 (Gentofte-Lyngby-Holte), 4. Kompagni, 1. Deling. Han var 22 år.

Han må have fortalt noget fra sin tid i modstandsbevægelsen, for som barn var jeg overbevist om, at blev der krig igen, ville jeg være frihedskæmper. Nu er jeg nok blevet for gammel til det, og en ny krig vil også blive udkæmpet på en helt andet måde, men jeg ville melde mig under fanerne. Det ligger dybt i mig, at man ikke skal overgive sig uden modstand. Det er en værdi, han gav videre til mig.

Havde jeg selv børn, ville jeg nok være mere forsigtig med, hvad jeg fortalte dem, men tiden er en anden nu. Måske så det anderledes ud i de sene 60’ere og tidlige 70’ere?

Lys i vinduerne

Det er overflødigt at fortælle, at jeg skal have lys i vinduerne i aften. Det har jeg altid 4. maj.

Vers tre af “En lærke letted”:

Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned’,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit.

Lugten af et beskyttelsesrum

Min far tog mig med ned i beskyttelsesrummet i Brande. Der var vist kun et, og det var ikke ret stort. Det kunne ikke rumme hele byens indbyggere. Det lugtede af mug, for væggene var grønne af mug. Træbænkene var smalle, og der var intet loftslys. Jeg håbede ikke, at vi nogensinde skulle gemme os der. Det var måske ikke det klogeste, han foretog sig, at vise mig et beskyttelsesrum. Et barns hjerne kan digte mange overflødige tanker.

Min “mor”

Min “mor” var kun ni år den 4. maj om aftenen, men blev ti år den 7. maj 1945.

Når jeg prøver at huske, hvad hun fortalte, var det mest noget med sætningen “de fem forbandede år”, at de flåede mørkelægningsgardinerne ned i det lille hus i Blåhøj, rationeringsmærker og kaffe, der var lavet på cikorie. Hvad mormor og morfar gjorde eller sagde, ved jeg ikke, men de må da også have været glade. Morfar var ikke i modstandsbevægelsen, måske var det ikke så nødvendigt i Blåhøj, der var/er langt ude på landet i det daværende Vejle Amt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Formidling af slægtshistorie: at få hård hud på brillerne

Skal jeg skive “mors” historie?

Formidling af slægtshistorie: at få hård hud på brillerne

Hvordan skriver man slægtshistorie, så andre gider læse den? En ny tilgang udfordrer den kronologiske fortælling – og fører til et personligt spørgsmål: Skal jeg skrive min “mors” historie?

Jeg har ikke selv fået idéen til “at få hård hud på brillerne”, men gid jeg havde, for det udtrykker så fint, hvad der sker med en, når man time efter time læser om dødfødte børn, enker, der må gifte sig hurtigt på ny og provisoriske straffe. Eller hvad med den unavngivne arrestantinde, der forhåbentlig dør, før straffen for tyveriet fuldbyrdes? “Forhåbentlig” fordi man ikke kan forestille sig smerten ved hverken at blive brændemærket eller kagstrøget:

1770

“d 28 Sept. blev een Arrestantinde lagt Norden
Kirken. efter Stift Amptmand Knuthes Ordre, samme
var for sit begangne Tyverie ved Landstinget dømt
til at brændemærkes og kagstryges. Begravet ved Byesvenden.”

Kilde: Holbæk Amt, Ods, Nykøbing Sjælland, 1741-1777, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 89 af 148 opslag.

Link til kilden.
Lidt hjælp fra Danske Slægtsforskeres Forum.

Udtrykket “at få hård hud på brillerne” findes i bogen “Skriv om din slægt” side 16. Jeg er begyndt forfra på bogen, for jeg fik den aldrig læst færdig tilbage i 2022, hvor jeg købte den.

Detaljer og følelser

Marie Østergaard Knudsen vejleder i bogen om, hvordan man kan fortælle om andre og blive læst. Det er så inspirerende, og det har fået mig til at begynde på Hanne Bech Hansens bog “Tilfældigt forbi”, mens jeg går tur.

Før jeg begyndte at læse “Skriv om din slægt”, ville jeg ikke et sekund have tænkt over alle de detaljer, hovedpersonen Alma opruller.

Det er i vidt omfang detaljer, jeg genkender fra min egen barndom:

  • For at lave hybenmarmelade skal bærrene skæres midt over, og kernerne, der i tørret form er velegnede som kløpulver, tages ud med en teske.
  • Før man hælder hyldebærsaften på flasker, skal flaskerne skylles med Atamon. Så kan saften holde sig længe, for Atamon er/var et konserveringsmiddel. Jeg ser stadig etiketten på Atamonflasken for mig.
  • Alma giver sin far en stribet pyjamas i julegave. Da han står op julemorgen, er den allerede blevet krøllet.

Hvert kapitel slutter med et par sætninger, der bevirker, at jeg bare må fortsætte med næste kapitel. Rigtige cliffhangere.

De idéer ville jeg aldrig selv have fået, men er der en ting, man ikke skal gøre, er det at fortælle kronologisk om alle hændelserne i menneskers liv, selvom man udmærket kender både fødselstidspunkt, vaccinationsdatoen og højden i tommer ved sessionen. Gør man det alligevel, står selv den ihærdigste læser af. Det er simpelthen for kedeligt.

Har jeg “et greb”?

Når man vil skrive, og det gælder sikkert både slægtshistorie og alt muligt andet, skal man have “et greb”, der måske også kan kaldes et udgangspunkt, og det må gerne være et livsforandrende tidspunkt i et menneskes liv.

Jeg vil egentlig selv så gerne fortælle om min oldefar, hattemagermesteren der indvandrede til Brede Klædefabrik i 1890, for jeg synes, jeg kender ham så godt, selvom han døde i 1937. Og jeg kan så godt lide ham, blandt andet fordi han betaler for et af børnebørnenes ophold på en kostskole på Amager.

I aftes fik jeg bare en helt anden idé: jeg kunne fortælle om min “mor” med udgangspunkt i det, der ændrede hendes liv radikalt: min fars død i 1972.

Hun stod tilbage:

  • uden arbejde, for hun havde gået hjemme med kun en vigtig opgave: at passe mig
  • uden uddannelse, for hun havde giftet sig med en 13 år ældre mand med godt job og god uddannelse
  • med udsigt til om seks måneder at skulle finde en anden bolig, for huset var fabrikkens
  • med et barn, hun aldrig rigtig havde ønsket sig (mig), for det var min far, der ville adoptere

Det ville så også blive min egen mærkelige historie fortalt gennem hende. De fleste mennesker, også jeg, siger “Jeg har ikke oplevet noget særligt”, men hvis jeg tænker mig om, så har jeg oplevet noget, der heldigvis ikke er så mange, der oplever.

Hvorfor kommer hun ikke ud på gangen på Give Sygehus, hvor jeg har siddet og ventet, mens læger og sygeplejersker for ud og ind, og tager mig op og siger:

Nu skal du høre min skat: nu er der kun os to tilbage, for far er død, men vi skal nok klare os, og jeg skal nok passe på dig.

I stedet kom hun ud og sagde: “Han er død”, og så kørte vi hjem til Brande og ned til mormor, hvor de talte sammen henover køkkenbordet med voksdugen. Det er jo noget lidt andet.

Jeg tror ikke, jeg endnu har fået hård hud på brillerne, for jeg undrer mig over, hvorfor hun på min 13-års fødselsdag giver mig min fars “Ole Bole ABC” og skriver i den “Til Hanne 23-10-1976. Har tilhørt din Far”. Er det en anerkendelse af det særlige bånd, der var mellem ham og mig?

Hendes historie fortjener måske også at blive fortalt?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Sandheden er ofte ilde hørt

Sammensatte erindringer

Erindringer, breve og kirkebøger fortæller ikke altid den samme historie. Når oplysningerne stritter i hver sin retning, opstår tvivlen: Hvad er sandt – og hvad er blot det, jeg helst vil tro?

Sandheden er ofte ilde hørt

Jeg har undersøgt min farfars dødsårsag, og den skulle være “alkoholisme”. Han døde i Randers i 1952. Det kan jeg slet ikke få til at passe med overleveringerne fra mine forældre og min fars ungdomskæreste. Jeg tenderer til at tro, at det er en fejl. På den anden side er det vel sådan, at at når der er noget, man ikke kan lide, så mener man, det må være en fejl? (Opdateret: Det var en fejl! Han døde heldigvis bare af “Hjerneemboli og trombose”).

Den bedste andenhåndkilde, jeg har til min farfar, er faktisk min fars ungdomskæreste, som jeg har kendt rigtig godt, idet hun og hendes mand tog mig under deres vinger, da jeg som 16-årig kom til København og ikke rigtig vidste, hvordan “verden var skruet sammen”. Det var blandt andet hende, der satte huen på, da jeg blev student.

På hendes meget gamle dage højt oppe i 90’erne, fik jeg kontakt med hende igen, og takkede for alt det, de gjorde for mig engang. Især det med studenterhuen står lysende klart for mig. Hun svarede nøgternt, “der var jo ikke andre”, og det havde hun ret i.

Jeg sagde til hende, at jeg var stolt over at være en Stegemüller og hun svarede: “det kan du også roligt være”. Det passer ikke med alkoholismen. Men det kan jo have været en offentligt kendt hemmelighed.

I hendes ungdom var hun på kontoret på Brede (underforstået Klædefabrik). På et tidspunkt kom hun til at smide nøglen til spindemesterens kontor væk, men min far reddede hende. De lærte hinanden at kende til et foredrag under krigen, hvor min far og hans ven Jan Bacher sad og smed små papirkugler i nakken på hende og hendes veninde.

Hun vragede min far og giftede sig med en anden, men de holdt alligevel forbindelsen lige til hans død i 1972.

Jeg har en stor stabel breve fra ham til hende og hendes mand. De fleste er fra 1955. Brevene er det tætteste, jeg kommer på min far bortset fra det lidt, jeg selv husker.

Et dejligt minde om ham og mig er, at jeg står i stuen i Brande, jeg er vel 3-4 år, og spørger min far, der sidder henne ved spisebordet med avisen, hvad jeg har kostet? Han svarer “vi fik dig gratis fra et børnehjem”. Det blev jeg meget skuffet over, for barnelogikken var, at jeg skulle have været dyr for at være noget værd som menneske, men også at hvis jeg havde været dyr, kunne jeg bedre forstå “deres glæde over endelig at få et barn i hjemmet”, som der står i adoptionssagen.

Det var bestemt “en anden tid”. Blandt andet skriver han i brevene fra 1955 om noget tøj, han – der var uddannet i tekstilbranchen –  skal fremstille til en af ungdomskærestens sønner, og han skriver “det skal vel være perlon?”. Det var på det tidspunkt, kunststofferne kom frem.

De holdt også forbindelsen til “moster Karen”, som var min farmor. Hvordan hun bliver til “moster”, er aldrig gået op for mig, da det vel vil kræve, at hun havde en søster, men det havde hun – så vidt jeg ved – ikke.

Kort før min fars ungdomskæreste døde 98 år gammel, sagde hun “Jeg har kun gode minder”.

Jeg var inviteret med til 100 årsdagen.

Slægtsforskning skal glæde familien – ikke gøre dem kede af det

Jeg har arbejdet med en af min farfars søskende og fået kontakt til et barnebarn. Jeg kunne slet ikke få brikkerne til at passe.

I flere dage troede jeg, at et barn var adopteret ind i familien og kom til at hedde Stegemüller. Moderen var hemmeligt fødende på Rigshospitalet og i kirkebogen i bopælssognet står blot, at barnet er navngivet til det pågældende sogn.

I kirkebogen står også, at moderen er borgerligt viet på en given dato. Det kan jeg heller ikke få til at passe.

Vielsen er ikke fundet i følgende kilder (eksempler på “ikke-fund”):

1) Københavns Amt, Sokkelund, Københavns Amts Nordre Birk, Ægteskabsbog for Københavns Amts Nordre Birk (slutter 1922 31/12)
2) Københavns Amt, Sokkelund, Lyngby, Ægteskabsjournal for Lyngby Sognefogeddistrikt 1941-1946
3) Københavns Amt, Sokkelund, Søllerød, Duplikat af ægteskabsbog 1942 12 25-1944 8 26
4) Københavns Amt, Sokkelund, Søllerød, Duplikat af ægteskabsbog 1944 9 16-1946 1 26
5) Københavns Amt, Sokkelund, Tårbæk, Ægteskabsjournal 1923-1949

Jeg var utrolig bange for at afsløre en adoption, som barnebarnet og den afdøde moder ikke kendte til, så jeg var ekstra omhyggelig. Det viste sig heldigvis, at det var mig, der tog fejl. Det er tit sådan, at pårørende giver en masse oplysninger og måske også sender billeder, men det er næsten umuligt at få det til at passe, og det er svært at vide, hvem der er på billederne.

Billeder, hvor jeg er usikker på, hvem der er hvem, kasserer jeg simpelthen. Hellere det end at sætte noget forkert sammen.

Nu har jeg fået at vide, hvem faderen var, for det var en offentlig hemmelighed, men som sagt er han ikke anført nogen steder. Det virker underligt, men når datteren siger det, må det vel være sandt, selvom familien tit husker temmelig dårligt?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.