Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Til dans, til spejder og til Viborg

Erindringsfortælling

Til dans, til spejder og til Viborg

Nogle barndomsminder bliver siddende hele livet. Om dansesko, spejderuniformer og voksne, der ville det bedste – mens barnet længtes efter noget helt andet. Og om besvimelser, der gjorde forældrene dybt bekymrede, men som barnet selv oplevede med en mærkelig nysgerrighed.

Det er mandag og klokken er halv fem om eftermiddagen, så jeg skal til dans, og jeg hader det.
— Tag de røde Scalasko på – dem med de rundede næser, siger mor, de er gode at danse i.
— Jamen jeg har så ondt i ryggen, svarer jeg.
— Pjat. Det siger du hver mandag, men læge Bendix kiggede jo på din ryg og sagde, at der ikke er noget galt. Du kan sagtens danse.
— Jeg kan ikke finde mit dansekort, siger jeg. Jeg regner med at uden kortet til “Algots Danseskole” på “Hotel Brande” midt på Storegade, kan jeg ikke komme til dans.
— Nåh, det finder vi nok ud af, siger hun. Far følger dig derned og forklarer fru Algot, at kortet er blevet væk. Hun ved godt, at vi har betalt for hele sæsonen. Du får selvfølgelig lov at komme ind.

Det er mest min far, der synes, at jeg skal gå til dans. Han mener, det er godt for mig, fordi jeg så vil få finere bevægelser end af at klatre i æbletræerne ude i haven. Han gik selv selv til dans, da han var barn, og da han var 14 år, fik han en lille nål, hvor der stod “Terpsichore-unionen”, fordi han var meget dygtig. Jeg er ligeglad med det, og jeg har ikke lyst til hverken at tage Scalaskoene på eller at få sådan en nål.

Han synes også, jeg skal være “Blåmejse”. Det er en slags spejder for piger, der har blå uniformer på. Han har selv været spejder, da han var dreng. Han var meget glad for at snitte pinde, lave bål og sove i telt, så nu synes han også, det vil være godt for mig. Jeg elsker far, men der er temmelig meget, han ikke forstår.

Jeg har simpelthen ikke lyst til at gå i uniform eller at sove i telt.

Når solen har skinnet på teltet hele dagen, og det er blevet aften, og man skal ind for at sove, lugter det helt specielt. Alle telte lugter sådan, og jeg hader det. Da vi var på weekend ved Vedersø Klit og skulle sove i telt der, lugtede det på nøjagtig samme måde. Jeg tror, alle telte er lavet af den samme slags stof.

Jeg er også ligeglad med duelighedsmærkerne, som er nogle, man får, når man er dygtig til et eller andet hos Blåmejserne. Jeg har aldrig fået nogen af de mærker, for jeg kan ikke noget af det, man skal kunne for at få dem. De andre piger viser stolte skuldrene på uniformen frem, så man kan se, at deres mor har syet mærkerne på siden sidste uge. De piger med flest mærker, er dem, der skal tænde bålet, og de behøver ikke hjælpe med at lægge teltet sammen, inden vi skal hjem. Så jeg tænder aldrig bål og lægger altid telt sammen.

Jeg hader at gå til Blåmejse. Jeg har ellers fået et spejderbælte med en lilje på spændet og en slidt schweizerkniv, der næsten ikke kan skære. Jeg har altså bare ikke lyst.

Jeg vil hellere lege med Jens ude i haven. Jens er ikke et rigtigt barn. Det er en dreng, jeg forestiller mig. Vi leger godt sammen og nogle gange snakker vi også højt men ikke så højt, at mor hører det, for hun synes, det er mærkeligt at snakke med nogen, der ikke eksisterer i virkeligheden. Både hun og far synes, det er bedre, jeg leger med en rigtig dreng. Forleden var underdirektørens Niels på besøg. De bor lige ovre på den anden side af Vejlevej, så han kommer temmelig tit, fordi min mor inviterer ham over at lege.

— Nu er Niels her, siger hun. Kom og sig goddag til ham.

Da jeg kommer ind, står hun i køkkenet og smører boller og laver rabarbersaftevand, som hun putter i den samme kurv, vi bruger, når vi er på skovtur. Jeg er hverken sulten eller tørstig, for vi har jo næsten lige spist frokost. Niels har vist ikke fået frokost, for han tager hurtigt kurven og bærer den med ud i haven. Han åbner den med det samme og spiser straks en af bollerne.

Det er mærkeligt, at Niels er brun hele året og har helt sort hår.
— Far, er Niels også kommet gratis fra et fremmed land?
— Nej, nej. Jeg kan tydeligt huske, da Erna var gravid, og Niels blev født. Hans far Jørgen er meget mørk i huden, så det er nok derfor, Niels er næsten brun.
— Nåh, jeg troede ellers, han var lidt indianer.

Da Niels og jeg er nået til at klatre i æbletræet og svinge os i trapezen i mit gyngestativ, kan jeg mærke, det kommer igen. Det kører rundt for øjnene, lige før jeg falder på græsset. Det sker så tit både i haven og inde på værelset, at jeg ikke længere er bange for det. I begyndelsen var jeg bange, men nu er der noget spændende over, at det kører rundt. Det er en speciel følelse. Jeg ved, at det kører rundt, at jeg falder om, og at jeg vågner igen. Som regel hos enten far eller mor.

Far og mor er meget bange for det og siger, at det ikke er naturligt at gå rundt og besvime, når man bare leger stille og roligt. De regner med, at der er noget galt med mig – altså med min hjerne. Hjernen er ret vigtig, så derfor har vi været både i Randers og Viborg hos nogle meget dygtige læger, der har undersøgt mig. Jeg skulle kigge på nogle tavler og lade øjnene følge med rundt, når de drejede på figurerne. Det kunne jeg sagtens. De fik mig også til at fortælle om fornemmelsen lige inden, jeg falder, og hvad jeg laver lige før. Jeg kunne kun sige, at jeg ikke laver noget særligt, at det hele kører rundt, og at jeg ikke kan huske mere, før jeg vågner.

Bagefter skulle jeg tage blusen af, så de kunne måle på mit hjerte med en rund, kold plade. Da jeg havde taget blusen på igen, skulle jeg have målt blodtryk. Alt var i orden, og de syntes ikke, der var noget i vejen hverken med mig eller min hjerne. Far spørger, hvordan de kan vide det, når de ikke har kigget ind i hjernen? Men det er noget med det med øjenbevægelserne.

Og så kører vi hjem igen.

Det er synd for far, at han er så bange, når jeg mest synes, det er spændende.

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Hvad har du lavet i din sommerferie? 2

Erindringsfortælling

Hvad har du lavet i din sommerferie? 2

Vi er på vej i bilen fra Nellemose til Odense Banegård. Jeg skal på sommerferie hos mormor, der bor i Nykøbing Sjælland. Jeg kan godt lide at være hos mormor, for man kan tale med hende hele dagen – også om aftenen. Derhjemme har jeg sagt til mor, at jeg bedst kan lide hende (altså mor) om formiddagen.

— Husk nu at du skal skifte i Slagelse, siger de.
— Ja, det skal jeg nok, svarer jeg, men jeg ved ikke, hvor Slagelse ligger. Og jeg ved ikke, hvordan jeg finder ud af det, og hvordan jeg kommer af toget det rigtige sted. Måske er der nogle søde mennesker med toget, der ved, hvor Slagelse er, og som vil hjælpe mig? Jeg er bange. Hvad nu, hvis jeg ikke kommer af? Hvor kører toget så hen?

De sætter mig på det rigtige tog og så kører de tilbage. De bliver ikke og vinker.

Da vi kommer til Nyborg med toget, skal det køre ind på de rigtige skinner på færgen, der hedder Prinsesse Benedikte. Det vil tage en time, før vi er i Korsør. Toget kører lidt frem og tilbage, og det rasler, indtil det har fundet stedet, det må standse.

Alle folk rejser sig op, fordi de gerne vil af på færgen. Det vil jeg også gerne. Vi træder ud på vogndækket, hvor der dufter godt at færgens olie. Det er lidt som benzin men tyndere, så det fylder ikke lige så meget i næsen. Vi går i en lang kø hen mod trappen, der fører ovenpå. Det ser ud som om, der er flere etager op, inden man kan komme ud på dækket og se færgen lægge fra kaj. De andre begynder at gå op ad de brede, hullede trin. Jeg går ikke med op ad trapperne, for jeg er bange for, at jeg ikke kan finde det rigtige vogndæk og mit rigtige tog igen, og så vil mormor komme til at stå alene på stationen i Nykøbing og vente på mig, der aldrig kommer. Jeg vender om og finder tilbage til min vogn og min kupé.

I kupéen sidder en dame, der heller ikke vil ud på færgen.
— Det har jeg været så mange gange, siger hun. Der er i virkeligheden ikke noget at se andet end alle mågerne, der flyver om kap med færgen.
Hun ser rar ud, så jeg beslutter mig for at spørge hende, om hun evt. ved, hvor Slagelse ligger.
— Jeg skal skifte i Slagelse, siger jeg, men jeg ved ikke, hvor det er.
Hun tager en gammel slidt kortbog fra Geodætisk Institut frem af tasken. Den er tyk og omslaget er bordeauxrødt. Jeg når lige at se, at der står “Anna Rasmussen, 1963” på den første side. Hun bladrer lidt, før hun finder en side, hvor man kan se noget af Storebælt til venstre, så Korsør og så Slagelse lidt opad mod højre.
— Ved du, hvad tid, vi er der, spørger jeg.
— Nej, det ved jeg faktisk ikke, svarer hun,  men jeg skal nok sørge for, at du kommer af i Slagelse.
— Var det ikke noget med et bolsje? Hun åbner en af sine tasker, hvor der ligger en æske fyldt med eukalyptusbolsjer. De minder mig om mormor. Hun har også altid eukalyptusbolsjer, som jeg i virkeligheden ikke bryder mig så meget om, men jeg kan godt lide mormor. Derfor siger jeg ja tak, når hun byder af dem.

Hos morfar får jeg “rutebiler”, der er nogle lange brune kager med riflet tag og hul i midten. Mormor og morfar er skilt. Det er derfor, der er bolsjer hos hende og rutebiler hos ham. Hun kalder ham altid “den gamle”, fordi han er 11 år ældre end hende, og hun driller ham med, at han må være “taget med tang”, når hans ansigt er så langt. Jeg synes, det er synd for morfar.

— Farvel fru Rasmussen, råber jeg, da jeg står på perronen i Slagelse, mens hun kører videre med toget. Jeg ved ikke, hvor hun skal hen.

Det er næsten aften, før jeg er fremme hos mormor, der står på stationen og tager imod mig. Vi går sammen i den kølige aftenluft hjem til hende. Hun bor på Rosendalen i nummer 44 i udkanten af Nykøbing.
— Nåh, du fandt ud af at skifte i Slagelse, siger hun.
— Ja, svarer jeg, men jeg fortæller ikke om den søde dame i toget, der hjalp mig. Jeg vil hellere have, at mormor skal tro, at jeg selv fandt ud af det.
— Er du træt, spørger hun?
— Jeg er meget træt, svarer jeg. Kan vi vente til i morgen med at pakke ud?
Da vi er hjemme, er det dejligt at se, at hun har redt op til mig på sofaen.

Dagene hos mormor er rare, for vi laver næsten altid det samme. Mormor køber Familie Journalen om mandagen og læser romanerne, inden jeg får bladene. Jeg klipper Kirsten Hüttemeiers opskrifter ud. Derhjemme har jeg en hel mappe, hvor jeg har sorteret opskrifterne alt efter om de er med gris, okse eller kylling eller om det evt. er desserter. Jeg samler også på de små løse opskrifter, der passer ind i mappen, der hedder Gris på gaflen. Jeg kan godt lide at samle og at gøre orden. Derfor samler jeg også på frimærker. Jeg har sorteret dem efter land og farve.

Min fætter Bjarne kommer sikkert en aften, efter solen er gået ned. Så skal vi ud at fiske ved Klint. Han er ti år ældre end mig og kan køre bil. Han er flot og brun i sin soldateruniform, for han er konstabel. Jeg ved ikke, hvad en “konstabel” er, men jeg kan jo se på uniformen, at det er noget med krig.

Jeg håber ikke, der bliver krig i Danmark.

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Pas på – bogstaverne er farlige

Da bogstaverne åbnede verden

Pas på – bogstaverne er farlige

På Vestjyllands Højskole var jeg nok en af de yngste på mit hold; det sker efterhånden kun sjældent.

Langt de fleste havde børnebørn, så de havde nogen at gå hjem at skrive til og for. For første gang i mit liv kom jeg til at ønske at have børnebørn. Jeg har aldrig ønsket mig at have børn, men børnebørn ville være godt. Kunne man nu bare springe et led over … Så ville jeg også have virkelige modtagere til mine skriverier. Da biologien endnu ikke er nået til det udviklingstrin, må hjemmesiden holde for.

Det sker ikke ret tit, at jeg får læst en bog færdig, og det er flere år siden, jeg holdt op med at kæmpe med skønlitteraturen, fordi hjernen efter 20 minutter alligevel går sin egne veje, hvis jeg ikke selv er aktiv eller emnet er højinteressant.

“Fortæl dit liv” af Marie Østergaard Knudsen udgør en undtagelse. Den er et stykke faglitteratur, og den er højinteressant. Visse steder er den også ironisk. Det gælder i særlig grad de bedste kapitler, som jeg har læst flere gange:

  • Pas på – bogstaverne er farlige, side 74
  • Retten til at småskrive, side 77

Hun tager udgangspunkt i, at nutidens forældre ikke ser det som en værdi, at børn skal kunne læse, før de kommer i skole. Forældre vil gerne introducere børnene til alt muligt andet: madlavning, cykelreparation, lejrliv, rengøring etc. … men ord og bogstaver nej, det går sørme ikke.

… disse livsudfoldelser er uforenelige med at lære bogstaver.

De skal da have lov til at være børn, lege og være kreative. Det kan spores tilbage til selveste Grundtvig, der ønskede at befri børnene for latinskolens livsfjendske bogundervisning og tåbelige udenadslære. Den sorte skole skulle erstattes af skolen for livet, gerne på en højskole.

Hippocampus

Lex.dk fortæller om hukommelsen:

“Den implicitte/procedurale langtidshukommelse er især afhængig af de hjerneområder, der kaldes basalganglierne, mens den eksplicitte langtidshukommelse især er afhængig af hippocampus og de parahippocampale områder. Overførelsen af hukommelsesindhold fra korttidshukommelse til langtidshukommelse kaldes konsolidering og er knyttet til den perirhinale hjernebark.”

Vi har to Hippocampi, der begge ligner en søhest, en i hver side af hjernen, og de er vigtige medspillere, når man vil skrive sine erindringer, fordi de har spillet en rolle i indlæringen, og fordi langtidshukommelsen er afhængig af dem. Men for at skrive skal man have erkendt, at bogstaverne ikke er farlige, og man skal have lært dem. Spørgsmålet er bare hvornår.

Introduktion til det at læse

Mine forældre var ikke specielt boglige i den forstand, at de var intellektuelle, jeg er den første og sidste akademiker i familien, men de læste masser af bøger. Mine første år var fyldt med mantraet “Hvad er et hjem uden bøger?”

Min far tog afgang fra Den Danske Væveskole i 1943, det var en praktisk uddannelse, og min “mor” havde vist været “i huset” efter sin skolegang. Vores mange bøger dumpede ind med posten fra forlaget “Union”, der passende havde søhesten som logo, og selvfølgelig havde vi et eksemplar af Lademanns leksikon, men det havde alle i urtiden, før man kunne slå alt op på internettet.

Da jeg for længe siden var barn, var det stadig en værdi, at man kunne læse, før man kom i skole. Hvordan mine forældre på den måde sneg sig uden om Grundtvig, ved jeg ikke.

Jeg har aldrig følt, at bogstaverne var farlige, eller at det at læse og lære bogstaver, var noget, der hæmmede mine øvrige livsudfoldelser. Jeg kunne sagtens både lege og lære bogstaver. Begge mine forældre var dygtige til at læse højt for mig ved sengetid. De gjorde personerne levende med deres stemmer. Det husker jeg fra omkring 4-årsalderen.

Jeg husker tydeligt, at de kunne noget, jeg også ville kunne. Jeg ville også læse, og jeg var både misundelig og nysgerrig. Hvordan fik de dog Aa, Bb, Cc ect. til at blive til historien om Missemor i Pixibøgerne og Peter Pedal og manden med den gule hat? Det er for længe siden til, at jeg kan huske processen, altså hvordan jeg fik det lært, men jeg husker tydeligt glæden, da jeg knækkede koden og opdagede, at jeg selv havde læst en hel side i en Pixibog. Det var fuldkommen vildt, også selvom der ikke stod ret meget på en side.

Jeg havde det som om, jeg havde deltaget i den første månelanding: “That’s one small step for [a] man, one giant leap for mankind”. Altså må det være sket omkring 1969, hvor jeg var seks år og endnu ikke begyndt i skole.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Hvad har du lavet i din sommerferie? 1

Cirkus BenneweisStegemüller

Erindringsfortælling

Hvad har du lavet i din sommerferie? 1

— I aften skal vi i Cirkus Benneweis, siger tante Kis, da hun står i køkkenet og laver mad til misserne. De skal have noget med laks. Mor siger, at tante Kis bruger lige så mange penge på mad til misserne, som hun bruger på mad til hele vores familie.
— Jeg glæder mig, siger jeg. Hvor vi bor i Brande, kommer der ikke cirkus, det er byen for lille til.
— Du skal tage dit fineste tøj på, siger hun, for vi skal sidde helt forrest på de bedste pladser.
— Er det ligesom, man ser i fjernsynet, spørger jeg. Altså en masse løver og elefanter og klovne?
— Ja, det vil jeg tro, svarer hun. Elefanterne hedder Thai, Siam, India og Ceylon

Jeg kan godt lide at være på ferie hos tante Kis og onkel Sigvard. Egentlig er hun min faster, da hun er min fars søster, men vi kalder hende altså tante. De bor i et meget stort hus på Provstebakken i nummer 17 i Aarhus. Jeg må alting. Det eneste jeg ikke må er at støje, når tante Kis sover til middag og at fjerne de vinklede puder med ternet stof, der ligger og sørger for, at dørene ikke smækker i. Misserne skal kunne gå frit i hele huset.

Fætter Svend har en kæmpe Märklin-bane nede i kælderen. Transformatoren er grøn med en rød regulator. Hvis man drejer den helt til højre, farer toget afsted, så det skal man helst ikke gøre. Han har selv bygget det hele. Der er både bjerge og små stationsbyer. Jeg må kun lege med det, når Svend er med, for der er meget, der kan gå i stykker.

Vi har også været i Salling og Magasin en dag. Der var så mange mennesker i en af forretningerne, at jeg kom til at kaste op.

En aften var vi i Tivoli Friheden. Det var virkelig sjovt. Onkel Sigvard og jeg var ude at sejle på søen. Imens ventede tante Kis inde på breden, mens hun røg en af sine cerutter. Desværre kom jeg til at styre, så onkel kom ind under springvandet og blev våd, fordi han sad til venstre. Selv sad jeg i tørvejr til højre.

Hos dem har jeg også min egen skrivemaskine. De kalder den for en rejseskrivemaskine, fordi den har låg og kan lukkes sammen, når man skal ud at rejse. Jeg sætter papir i og skriver alle de bogstaver, jeg kender, og det er mange, for jeg kan godt læse lidt. Når jeg er kommet helt til højre, og der ikke er mere plads på papiret, er der en lille klokke, der ringer, “Ding” siger den, og så skal man bruge skrivemaskinens arm for at skubbe farvebåndet til venstre og begynde at skrive den næste linje.

Far har lært mig bogstaverne, så jeg selv kan læse Pixibøgerne. Jeg kan bedst lide den om Missemor. Jeg har læst den mange gange, og og når man gør det, bliver det lettere. Det er praktisk at kunne læse, inden man skal i skole. Så bliver det også lettere. Jeg har lige været til modenhedsprøve. Jeg er moden nok, for jeg kunne se, at flaget blæste den ene vej, og at røgen fra skorstenen blæste den anden vej. Derfor skal jeg i skole efter sommerferien. Jeg glæder mig.

Selvom det er dejligt at være på ferie i Aarhus, ville det være godt, hvis der var dage, hvor vi ikke skulle noget, og hvor jeg bare kunne gå rundt og lege med fætter Svend og misserne.

Men tante og onkel synes, jeg skal opleve noget hver dag, når jeg nu endelig er i en stor by.

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.