Indlæg

,

Hvad er egentlig en psykopat?

Hvad er egentlig en psykopat?

“Dyssocial personlighedsstruktur” hed tidligere “psykopat”.

Kommentarer?

Jeg undrer mig altid over ikke at få kommentarer til poster om erindringer og indre barn. Jeg kan jo se, de bliver læst. Hvad skyldes det? Er det for voldsomt for dig? Er det for svært?  Husk på at jeg jo har et godt liv. Jeg vil bare gerne blive klogere på en svær tid. Fortæl mig om dine bevæggrunde til ikke at kommentere.

Den slags, som du ser på top-billedet, har jeg aldrig prøvet.

Hvad er egentlig en psykopat?

Jeg er optaget af at gøre det “ordentligt og rigtigt”. At kalde et menneske for “psykopat” kan man jo ikke bare gøre, idet det er en meget alvorlig etiket at klistre på et menneske. Jeg er jo trods alt cand. jur.; så prøver man at opføre sig ordentligt. Derfor har jeg besøgt Psykiatrifondens hjemmeside for at finde deres definition.

De skriver blandt andet om det, man tidligere kaldte psykopat, men man nu kalder: “dyssocial personlighedsstruktur”:

Har man en dyssocial personlighedsstruktur, føler man ikke skyld og bliver ikke ramt på samvittigheden. Man er ligeglad med regler og handler ofte impulsivt og kortsigtet.

Her har jeg plukket lidt – og det må man gerne, idet en person med en dyssocial personlighedsforstyrrelse ikke nødvendigvis rummer alle trækkene. Det er tilstrækkeligt bare at rumme nogle af dem:

Typiske træk hos personer med dyssocial personlighedsforstyrrelse kan blandt andet være at vedkommende:

  • Er selvcentreret, opmærksomhedssøgende og selvhævdende.
  • Er mere optaget af egne behov end af andres.
  • Er ligeglad med andres følelser.
  • Mangel på samvittighed.
  • Føler ikke ansvar eller skyld og udnytter gerne andre.
  • Har ingen respekt for sociale normer eller lovgivning.

Alle disse træk genkender jeg hos det menneske, jeg bare kalder “Psykopaten“. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at jeg gør det “ordentligt og rigtigt”. Det er ikke mig, der har klistret etiketten på min “mors” ægtefælle, det er min psykolog, som jeg har kendt i 10 år, og som har virkelig mange års erfaring. Det er altså ikke bare et eller andet Anders And eller “Hulla Bulla”, vi finder frem.

Jeg boede med psykopaten i ca. seks år. Og nu er det sådan, at støder jeg fx på et en kirkebogsindførsel om en helt anden person, der bare har det samme fornavn, må jeg skynde mig at “rulle forbi”. Der gik også mange år, før jeg nævnte psykopatens fornavn for psykologen. På den baggrund begyndte jeg at overveje, om jeg evt. også havde PTSD. Det kunne psykologen heldigvis klart afvise. Jeg har også diagnoser nok. Jeg har det godt nu, og jeg elsker mit liv – faktisk har jeg aldrig haft det bedre, men jeg vil gerne “videre”.

Koblingen til ECT

Jeg har taget fat på en “rejse”, hvor formålet er at bekæmpe min dødsangst i forbindelse med ECT. Jeg er afhængig af ECT, idet alt andet har vist sig utilstrækkeligt, og medicinen til sidst gjorde mig meget syg. Jeg er slet ikke i tvivl om, at ECT er den bedste behandling, jeg kan få. Ergo er jeg nødt til at arbejde med dødsangsten. Også selvom det er lidt hårdt.

Når jeg ligger på briksen til behandlingen, må jeg sige til mit indre barn, at livet ikke stopper her, og at hun må tage det roligt. De her mennesker vil dig ikke noget ondt. Jeg må give mit indre barn ro og kærlighed. “Du har oplevet så mange ting i dit liv, så det her kan du også.” Men jeg er ikke ret god til det.

Alt det andet roderi i mit liv er ryddet af vejen, derfor er det selvfølgelig som om, ECT bliver værre. Det er simpel logik.

Om at være Voksen Hanne

Jeg synes ikke, jeg er ret god til at være Voksen Hanne. Det er som om, jeg mangler viden om, eller intuition for, hvad jeg skal gøre, når jeg skal hjælpe barnet. Men psykologen siger, jeg gør det godt nok, og så er jeg tilfreds med det.

Rejsen er vildt hård og vildt spændende. Der er stor forskel på, at jeg fortæller psykologen om nogle ting og på, at jeg inviterer hende med ind i diverse erindringer. Jeg giver hende adgang til noget ubevidst materiale, som jeg ikke en gang selv kendte til. Det kan jeg kun gøre med et menneske, jeg har fuldkommen tillid til.

Da vi havde en klar aftale om at undersøge det “hyggelige” på Vollsmose Allé 672, 3. tv., mødte vi overhovedet ikke noget “hyggeligt”. Vi mødte i stedet psykopaten, der, fordi han genialt nok var folkeskolelærer og derfor tidligt hjemme, sad i den åbentstående, cerutlugtende morgenkåbe og lagde kabaler ved sofabordet. Det er ikke alene ulækkert og klamt; det er også forfærdeligt.

Da min “mor” er hentet fra arbejdet hos læderhandlen Bilenstein i Odense, vil Lille Hanne vældig gerne have kontakt til sin mor. Hvad kan Voksen Hanne gøre? Tage barnet ved hånden og gå ud til “mor” og bede om at blive set. Men  “mor”, ikke reagerer ikke. Så kan Voksen Hanne gentage det og spørge “Hvorfor tager du dig ikke af dit barn? Kan du ikke se, hun er ked af det?” “Kan du ikke se hun savner sin far?” Det er meget stærkt, men det er et dødfødt projekt. Voksen Hanne må tage barnet ved hånden og gå tilbage på værelset.

Hvad kan Voksne Hanne så gøre? Jeg svarer psykologen: “På en ordentlig måde lægge sig ned på sengen og holde om hende”. Det interessante her er, at det aldrig nogensinde vil komme ind i psykologens hoved, at der også er en uordentlig måde. Men i mit hoved er, at jeg må fortælle hende, at det skal foregår “ordentligt”. Man kan digte og forestille sig en masse, og det er på ingen måde min intention, men det er alligevel tankevækkende.

Jeg har aldrig været i tvivl

Jeg har aldrig nogensinde, bare et halvt sekund, været i tvivl om, at det ikke var min skyld. Mange misbrugte børn og mange voldtægtsofre tvivler ind i mellem på, om det var deres egen skyld. Det har jeg aldrig gjort – og det har været min redning og grunden til, at jeg trods alt har fået et rigtig godt liv med en god uddannelse og en god karriere.

At jeg har klaret mig skyldes formentlig, at jeg havde et virkelig godt fundament fra årene med min far. Et barn bygger sit fundament – og det, som det kan falde tilbage på – i løbet af de første tre leveår. Jeg kom til mine forældre, da jeg var 13 måneder, og altså havde jeg ca. to år til at bygge fundamentet.

Herudover er det sådan, at et barn danner sine moralbegreber allerede i løbet af de første fem leveår. Når man er fem år, er man klar over, hvad der er rigtigt og forkert. Det vil sige, at når psykopaten gjorde “sære” ting, som fx at sidde i åbentstående morgenkåbe ved sofabordet eller at kilde mig i håndfladen, når jeg i mangel på en far, alligevel holdt ham i hånden, var jeg fuldt ud klar over, at det var forkert.

Jeg overgav mig aldrig i løbet af de seks år. Men det bevirker selvfølgelig for en psykopat, at man bliver mere interessant.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Vi søgte det “hyggelige” men mødte psykopaten

Vi søgte det "hyggelige" men mødte psykopaten

Har jeg rystet psykologen?

Vi søgte det “hyggelige” men mødte psykopaten

Da jeg senest – den 28. januar – var hos psykologen fortalte jeg hende lidt om min erindring om en periode med min “mor”, hvor hun og jeg havde det “hyggeligt” bare os to, da vi var flyttet til Vollsmose efter de otte måneder hos revisoren. Dengang sagde jeg til psykologen, at jeg ikke kunne finde frem til noget om det. Alligevel har jeg på ægte slægtsforsker – og autistisk – vis prøvet at finde nogle “data” om det:

  1. Vi flytter til Vollsmose 31/1-1974. Kilde: CPR.
  2. Min ”mor” gifter sig med psykopaten den 26. april 1975 i Rønne Kirke. Kilde til vielsen: vist nok hende selv. Da de gifter sig, har han vist (noget af) sit sande ansigt, og hun ved, hvad der foregår. Alligevel gifter hun sig med ham …
  3. Lad os gætte på, at de har kendt hinanden siden ca. oktober 1974 (dvs. ½ år inden vielsen). Oktober 1974 bliver jeg 11 år.
  4. Den ”hyggelige” periode kan have varet maks. ca. otte måneder. Det er noget længere, end min fornemmelse tilsiger mig.

For at prøve at forklare psykologen mere om min undren over min “mor”, som jeg virkelig finder “mærkelig”, og den ændring hun måske gennemgår, havde jeg ganske enkelt slæbt adoptionssagen med, fordi der heri er nogle sætninger, jeg slet ikke kan få til at passe med min erindring (og dårligt husker jeg altså heller ikke). 

Mødrehjælpen i Holstebro skriver den 3. juli 1962, hvor mine forældre har søgt om at adoptere, og hvor der foregår en del sagsbehandling, inden de godkendes som adoptanter, hvilket jo er uendeligt positivt:

“Andragerinden virker umiddelbart som en ganske anden type end andrageren, hun er høj, lys slank med blå øjne, hun er meget åben, og man får straks kontakt med hende, hun virker meget reel og gør indtryk af at være meget varmhjertet og levende. Egentlig er hun symbolet på en harmonisk glad ung dansk moder“. Det kursiverede er min markering af det mest underlige.

Det passer ingen steder – men selvfølgelig har Mødrehjælpen masser af erfaring osv. Det siger mig bare, at der er sket et eller andet med hende.

Da jeg har været hos min familie ca. tre måneder, aflægger Mødrehjælpen igen uanmeldt besøg den 18/2-1965 ved 17-tiden for at se, om det går godt. Min far er selvfølgelig ikke hjemme. Mødrehjælpen skriver: “Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne, er meget stolt af hende, på fabrikken har man sagt at han er blevet som et andet menneske, det bedste han ved er at fortælle om Hanne”.

Psykologen bemærker, at det er interessant, at min “mor” beskriver min fars følelser ikke sine egne. Det er jo faktisk enormt interessant, og det havde jeg ikke tænkt på.

Far er her ikke mere

Sidst sagde psykologen er sætning jeg har læst og hørt virkelig mange gange siden sidst, og den har berørt mig dybt hver gang: “Far er her ikke mere”. Jeg kan næsten ikke holde ud hverken at læse eller høre den. Jamen for pokker da det er 52 år siden … Men hvorom alting er, så berører den mig altså stadig. Og sådan er det så! Det lever jeg med.

Men det siger mig, at min “mor” overhovedet ikke var i stand til at rumme mig og min sorg. Jeg havde mistet det menneske til hvem, jeg havde knyttet et særligt bånd, og det forstod hun intet af.

Jeg vil tættere på det “hyggelige”

Denne gang vil jeg prøve at komme tættere på den “hyggelige” periode og også prøve at finde ud af, hvad det “hyggelige” egentlig gik ud på? Hvad var det, der var så “hyggeligt”?

Ergo lukker jeg øjnene, stiller kaffekoppen, og vi går på opdagelse. Jeg er sammen med min psykolog, der ikke laver sin stemme om, hvilket er et billede på, at jeg ikke bliver efterladt på perronen med en fremmed. Jeg er sammen med et menneske, jeg har mere end 100 pct. tillid til. Det er enormt vigtigt for mig, og jeg havde ikke kunnet gøre det for bare 5-8 år siden sammen. Andre kan opleve det anderledes. Jeg er ligeglad.

Vi ved fra sidst, at jeg faktisk kan danne billeder på min nethinde, og vi ved, at disse billeder er en anden måde at inddrage hende (altså psykologen) end “bare” at fortælle. Mange af tingene har jeg tidligere fortalt hende om, men når vi ser tingene sammen, ser hun dem sammen med mig; så er hun inviteret med ind på en anden måde (det er svært at forklare. Er du i tvivl så spørg).

Nåh, men altså vi går efter det “hyggelige”, men vi møder i stedet psykopaten, der sidder ved sofabordet på Vollsmose Alle 672, 3. tv og lægger kabaler i åbentstående morgenkåbe, når jeg kommer hjem fra skole. Der var slet ikke sådan noget “Hej med dig. Hvad har du lært i skolen i dag?”. Det har jeg aldrig prøvet. Jeg går ind på mit værelse, men selvom jeg går derind, har jeg ingen privatsfære der. Jeg er smerteligt bevidst om, at selvom jeg lukker min dør, er jeg ikke i sikkerhed.

Der er to skibsbrikse, fordi det ene af hans fire børn fra første ægteskab skal kunne overnatte der, når de af og til er på weekend. Ergo er mit værelse ikke en gang mit eget. Jeg husker det ikke som et hyggeligt, trygt sted, jeg havde som mit eget.

Psykologen spørger: “Hvordan har hun det? Hvad kunne hun tænke sig?” Det første, der kommer til mig, er “Tilbage til revisoren eller til den lykkelige tid med min far.” Men ingen af tingene er mulige.

Jeg kæmper lidt med det ulogiske: Nemlig så gerne at ville have en ny far. Men den slags “rejser” er ulogiske. Sådan er det. Når jeg så gerne ville have en ny far, skyldes det, at der ikke var blevet taget hånd om barnets sorg over at have mistet den første far. Sorgen har på dette tidspunkt varet i flere år – siden november 1972. Når psykopaten kærtegnede/kildede mig inde i håndfladen, når vi gik over pladsen til bilen og jeg holdt ham i hånden, var jeg klar over, at det var noget sært noget at gøre. Jeg vidste, at det ville min far aldrig nogensinde have gjort, men her var det som om, at jeg måtte leve med det. Som om det var prisen. Så måtte jeg leve med det underlige.

Det er voksen-logikken, der er klar over, at det er en ekstremt seksuel handling. Det er så klamt og så ulækkert.

Jeg sad i aftes og så Anders Aggers seneste “Indefra” på “Sikringen” om de mennesker, der er dømt til anbringelse på ubestemt tid, fordi de en eller flere gange har været “utilregnelige i gerningsøjeblikket”. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at psykopaten gang på gang har været “utilregnelig i gerningsøjeblikkene”. Psykologen bekræfter mig i, at eftersom jeg aldrig nogensinde gik med på nogen af alle hans mærkelige idéer, blev jeg også mere “interessant”. Sådan er  en ægte psykopat.

Min “mor” arbejdede i den læderhandel, der hedder/hed Bilenstein, og vi gik derind for at hente hende. Jeg kan klart genkalde mig duften af læder.

Da vi kommer “hjem” må voksne-Hanne flere gange forsøge at få kontakt til “mor”, men det lykkes ikke. Hun er optaget af sin nye mand. At hendes barn forsøger at fortælle om savnet af sin far betyder ikke noget. Det er virkelig mærkeligt. Alt hvad jeg har læst/lært om en “løvemor” gælder slet ikke. Men jeg ville ønske det gjorde.

Konklusionen

Konklusionen er, at jeg har oplevet noget, der næsten ikke er til at forstå. Jeg prøver alligevel! Det er lige før, jeg tror, jeg ryster psykologen, der ellers har mange års erfaring.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Om autistisk dræning og sjov slægtsforskning

Om autistisk dræning og sjov slægtsforskning

Når fem er mange for en autist

Om autistisk dræning og sjov slægtsforskning

Topbilledet er fra dagens gåtur og hænger ikke sammen med dagens emner. Det var bare så dejligt at gå min daglige tur om Rebæk Sø, hvor folk smilede. Folk smiler, når solen skinner. De glæder sig nok til foråret.

Om autistisk dræning og sjov slægtsforskning

I lang tid (flere år) har jeg haft det sådan, at fem mennesker er mange for mig. Jeg ville i virkeligheden rigtig gerne på højskole, for jeg elsker højskolelivet; fx elsker jeg at synge fra Højskolesangbogen. Problemet er, at jeg drænes for energi, når jeg er sammen med flere end ca. fem mennesker.

Her kommer et eksempel:

I Hvidovre findes en spændende forening for slægtsforskere ved navn “Sokkelund Slægtsforskere”. Tirsdag i sidste uge gik jeg derned for at høre et foredrag om “Straffeakter og politiprotokoller” ved Michael Dupont, som er en virkelig god foredragsholder. Det varede et par timer, og det var rigtig godt! Jeg sad bare og lyttede til Michaels guldkorn. Jeg skulle ikke gøre noget, jeg skulle bare være tilstede. Jeg talte en smule med min sidemand, men det var også det hele.

Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke “falde ned”. Jeg sov ikke før kl 03, og dagen efter orkede jeg ikke andet end at ligge under min kugledyne. Jeg orkede end ikke at tænde mit højtelskede slægtsforskningsprogram Legacy. Det sker meget sjældent. Jeg følte mig udbrændt, hvilket selvfølgelig ikke er det store problem, når jeg ikke er på arbejdsmarkedet. Men det siger mig, at det er en god idé ikke at investere 5.000 kr. i en uge på højskole. Jeg ville skulle lade op mindst en uge efter.

Når jeg ser psykologen igen, vil jeg spørge, om hun har idéer til, hvordan jeg kan undgå denne dræning. Jeg har intet imod at være sammen med mig selv, men det ville da også være rart bare en gang imellem at være sammen med andre fx i et fagligt fællesskab. Jeg tror ikke, det er så sundt helt at slippe koblingen til verden.

Erindringer

Om autistisk dræning og sjov slægtsforskningDa jeg – i forhistorisk tid – var barn, havde man ikke “opfundet” Aspergers syndrom eller andre diagnoser på autismespektret. Man var bare nødt til at gøre det, der forventedes af et barn. Oplevelsen i slægtsforskningsforeningen den tirsdag aften, fik mig til til at mindes et par situationer fra min barndom:

  1. Af en eller anden grund var det populært, at børn skulle på kanotur på Gudenåen. Det har formentlig været i 7. eller 8. klasse, og det varede en uge. Jeg husker det som rædsomt, for der var ingen steder med fred og ro at søge tilflugt til.
  2. En periode, mens vi boede i Vollsmose, gik jeg på fritidshjemmet ved navn “Pyramiden”, (der blev revet ned i 2004 – tænk at det har holdt så længe). Jeg husker mest støjen på byggelegepladsen og min tilflugt til shetlandsponyen “Olga”, der heldigvis var tavs. Hvis jeg fik lov at holde fri fra at gå derhen efter skoletid, skulle jeg være sammen med Psykopaten. Det var valget mellem pest eller kolera.

Slægtsforskning er rigtig sjovt, når det er svært

I Nykøbing Sjælland var der midt i 1700-tallet to mænd, der hed Jørgen Andersen. En af dem er min ane – men hvem af dem? Den ene er glarmester og den anden er skomager, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvilken af dem, der er min 5 * tipoldefar, og jeg har ikke lyst at køre ud ad et galt spor, for det er pokkers svært at rette op på det.

Om lidt tager jeg et stykke A3-papir, og prøver at danne et overblik over det, jeg ved, og hvad der kan være rigtigt og forkert. Udgangspunktet vil være en “fadderanalyse”, som jeg elsker at lave:

  • Hvad hedder de to Jørgen Andersens børn og børnebørn?
  • Og hvem står fadder til diverse børn?
  • Passer tingene overhovedet sammen?

Begyndelsen på det hele er min 4 * tipoldemor Ingeborg JØRGENSDATTER (1758 – 1817), der var gift med Christian Friderich WAPPENSCHNUR, der døde 1814 i Nykøbing. De to føler jeg mig ret sikker på.

Ingeborgs dåb: Holbæk Amt, Ods, Nykøbing Sjælland, 1741-1777, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 42 af 148 opslag:

“1758. Mandagen den 22 Maÿ blev Jørgen Andersen Glarmester og Hustrue Elisabeth Sørensdatter, liden Datter ført til Daaben, døbt 26. ejusdem af Hr. Thorebÿe og kaldet Ingeborg. Madamme Anne Kirstina Birch, Sr. Dideric Svarers Hustru bage hende til Daaben; Madamme Anna Splet(?). Sr. Johan Holms Hustrue holt henne. Fadderne vare Maria Jens Daatter, tien Jens Matsen, Kierstine Jespers D. Karen Christens Daatter tj. Sr. Bruun, Willatz Hansen, Daglejer Johan Berthelsen Skomager Svend mødte(?) og(?).

NB: Disße foranførte Madammer frembage icke dette Barn. ___ Bodil Jens D.t. hr. Sørens bage hende, Birthe Jensdatter t. hr ___ Holm holt(?) Grunn(?)”

Det passer bare ikke ret godt med folketællingen i 1787 i følge hvilken, hun skulle være født sådan ca. 1751, og det er en ret stor misvisning – men de tidlige folketællinger er generelt ikke videre troværdige så måske …

1. Christian Wabensnor, 41, gift, Logerende, Skomager
2. Ingeborg Jørgensdatter, 36, gift, hans kone
3. Marie Christiansdatter, 11, ugift, deres datter
4. Frederik Christiansen, 8, ugift, deres søn
5. Jacob Christiansen, 7, ugift, deres søn
6. Ellen Christiansdatter, 3, ugift, deres datter
7. Morten Christiansen, 1, ugift, deres søn

Der venter mig et par sjove timer – eller måske dage. Det er det med logikken, der tiltaler mig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Sådan lærte jeg at læse

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Hvis jeg havde børn, ville jeg være glad, hvis de var videbegærlige og stillede spørgsmål om alverdens ting. Jeg ville med glæde besvare alle mulige spørgsmål.

Jeg ville være glad, hvis jeg fx kunne svare på, hvor langt der er fra Bagdad til Tel Aviv og hvis ikke, ville jeg slå op på det allestedsnærværende internet og fortælle, at der var 1.600 km. Jeg ville være glad for at finde et atlas frem, så vi sammen kunne få en visuel forståelse af den enorme afstand, bomberne fra præstestyret skulle tilbagelægge, før de kunne nå israelske mål. Det ville være en læreproces for os begge.

En globus er ganske vist ikke videre køn, men måske ville jeg alligevel købe en og stille den i en afkrog, men glæde mig over at tage den frem, når de stillede andre spørgsmål om alverdens riger og lande.

Det ville selvfølgelig tage tid, men sådan er det med børn. Det må man finde sig i. Til tider har man ikke tiden, men så man sige “Det ser vi på senere/i morgen”.

En del af videbegærligheden, er læsningens magi.

Jeg kunne læse, før jeg kom i skole

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Jeg kunne læse, før jeg kom i skole, og jeg tror, en af årsagerne var, at begge min forældre – før november 1972 – var virkelig dygtige til at læse højt for mig. Jeg havde en samling af tre røde læderindbundne (måske var det en slags plastik?) eventyrbøger, men de bedste var bøgerne om missemor og hendes mange killinger.

Missemor bagte kager og hængte vasketøj op, hvilket der var illustrationer af. Jeg kan stadig se tegningerne for mig. De stammede fra Pixi-bøgerne, som jeg havde en stor samling af. Pixi-bøger er en bogserie fra min tid (da man brugte bue og pil), og havde en længde, der passede godt som godnathistorier.

Min far og mor havde tiden, eller også tog de sig tiden, til hver eneste aften at læse en eller to Pixi-bøger for mig. Især min mors stemme husker jeg; hun læste godt op. Misserne blev sprællevende og fik en personlighed. Hendes stemme skiftede fra kat til kat, så jeg ikke var i tvivl om, hvem der var i fokus, selvom jeg til tider lå ned og ikke kunne følge med på billederne.

Præcis sådan lærte jeg at læse

Når mine forældre var gået, og det var meningen, jeg skulle sove, kiggede jeg i stedet selv i bøgerne, der var sat med ret store typer og ikke havde mere end tre eller fire linjers tekst pr. side. Eftersom jeg stadig kunne høre høre det oplæste inde i hovedet, kunne jeg næsten sætte bogstaverne (som jeg kunne på forhånd) sammen til ord og sætninger. Det var de mange, mange gentagelser af de samme oplæsninger, der gjorde, at jeg nogenlunde vidste hvilke ord, der stod hvor.

En aften byttede vi roller, så jeg læste – eller gættede – så godt jeg kunne for enten min far eller mor. De hjalp med de ord, jeg ikke selv kunne. Langsomt blev alle bogstaverne til ord, og jeg læste rent faktisk uden bare at gentage eller gætte, det jeg havde hørt så ofte. Det var sådan, jeg lærte at læse. Da jeg en aften, samme med min far, opdagede, at jeg rent faktisk læste, var jeg utrolig stolt men også forbavset over miraklet. Hvordan var det dog sket? Også min far var vanvittig stolt og måtte straks gå ud og fortælle det til min mor.

Læseeventyret fortsatte senere med Troldepus og Peter Pedal. Troldepus havde havde en passende længde til godnatlæsning, men jeg foretrak “Manden med den blå hat”.

Aftenen efter miraklet var min far og jeg “en smut” nede på fabrikken, og alle arbejderne fik at vide, at nu kunne jeg læse selv.

Bilen herunder er en “Morris Minor 1000 Traveller”, som vi kaldte “Trækassen”. Ligesom som alle vores andre aflagte biler, fik jeg den at lege i, da den ikke længere kunne køre. Den transporterede os ned på fabrikken.

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.