Indlæg

Udlængsel

For både 40 og 30 år siden

Udlængslen har altid ligget i mig, men den har ikke været en stræben henimod noget, mere en drøm om at slippe væk fra noget. I 1980 (41 år siden…) stod jeg i køkkenet i Svaneke, kiggede ud ad vinduet og drømte om at blive skibskok. Alternative drømme var at komme ‘i huset’ på en stor gård ikke så langt væk. En anden tanke var at komme i lære som apoteksassistent på Nexø apotek, hvor jeg havde været i praktik og lavet en masse Kodimagnyler.

I 1990, 31 år siden…, da jeg lige var blevet færdig på universitetet, var jeg, som alle andre nyudklækkede jurister, arbejdsløs og lettere desperat. Jeg skulle flytte fra kollegiet, men hvordan skulle jeg finde en lejlighed, jeg kunne betale, når indtægten bestod af dagpenge? Jeg søgte alt, der kunne søges, herunder adskillige stillinger på Grønland og Færøerne. Tanken om nogle år på Grønland tiltalte mig, og landstingsvalget nu her har fået mig til at huske på det. Måske havde det slet ikke været så tosset at komme derop nogle år?

Markant er det, at udlængslen ikke har været det positive tilvalg men mere fravalget af det eksisterende – enten det seksuelle misbrug i barndommen fra 1974 og frem eller arbejdsløsheden i 1990.

Måske var jeg blevet en okay Djøffer på Grønland, men jeg var helt sikkert blevet en elendig skibskok eller ung pige i huset på Bornholm. Jeg har slet ikke det rette håndelag for den slags. Jeg er skabt til at bruge mit hoved fremfor mine hænder. Sådan er det bare og jeg er ikke engang flov over det længer. Jeg kan skrue en pære i, resten skal jeg have folk til. Sådan er det bare.

Retrospektivt

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men pt. løber tankerne gerne baglæns. Livet passerer på mange måder revy, nu hvor der (måske – jeg ved det en af de nærmest dage) er sat en milepæl i. Jamen, jamen mig på søfartsskolen ved Tved udenfor Svendborg… det er til at dø af grin over, men for 41 år siden forekom det relevant.

, ,

Et godt liv

Sød suppe eller sødsuppe

Hvis det nu falder endeligt på plads med mit nye firma, vil jeg mene, jeg har fået et godt liv – endelig – i mit 56. år.

Årene fra 2014 og til nu har været præget af usikkerhed og omskiftninger, men nu synes der at være stabilitet i sigte, og jeg tænker, at hvis jeg opnår stabilitet i mit begrænsede arbejdsliv på 7 timer pr. uge, kan jeg også undgå alle indlæggelserne. Det kunne være dejligt.

Barndom 1963 – 1980

Jeg er barn af meget unge forældre som resultat af et one night stand, og min biologiske mor var med det samme klar over, at hun ikke kunne have mig, så jeg blev anbragt på et børnehjem straks efter fødslen.

I sommeren 1966, hvor jeg var to og et halvt år, kom jeg til en familie i Midtjylland, nærmere bestemt i Brande. I første omgang fik de kun plejetilladelse, fordi lægen fra børnehjemmet gerne ville se, om jeg udviklede mig normalt trods mine Aspergertræk. Alt var imidlertid helt normalt, og de beskrev mig som værende ikke retarderet, og adoptionssagen kunne gå i gang.

Jeg blev adopteret og havde seks gode år med dem, jeg kalder min far og min mor. Det var et godt og pænt hjem med styr på tingene. Jeg var stærkt knyttet til min far, så det var et hårdt slag, da han døde som 50-årig i 1972, hvor jeg var ni år gammel. Der har aldrig været stærke bånd mellem min mor og mig. Det er som om, vi aldrig har forstået hinanden eller haft noget til fælles.

Min mor havde ingen uddannelse og intet job, for det behøvedes ikke, da vi let kunne leve af min fars løn som direktør. Derudover er det tiden før, kvinderne kom på arbejdsmarkedet for alvor. Pludselig stod hun alene med et barn og har formentlig ikke anet sine levende  råd. Desværre fik jeg aldrig som voksen spurgt hende, hvilke tanker hun gjorde sig i den tid.

Den første kontaktannonce

Tag over hovedet skulle vi have, for vi skulle være ude af fabrikkens hus efter seks måneder, så hun svarede på en kontaktannonce eller flere, og traf en mand i Odense, som vi flyttede ind hos. Det holdt imidlertid ikke, så hun og jeg rykkede sammen videre til Vollsmose efter kun otte måneder.

Den anden kontaktannonce

Det var værre med den næste kontaktannonce, hun svarede på, for det førte til, at hun giftede sig med den mand – en skolelærer – der forgreb sig på mig dagligt gennem seks år, indtil jeg kunne slippe hjemmefra, da folkeskolen var overstået. Jeg kan let skrive om det; det rører mig ikke længere, men det har kostet mange psykologtimer at nå hertil. Nu er det hele, i overført betydning, lagt i skuffer, der er sømmet til. Jeg har ikke mere, jeg skal se i de skuffer. Jeg er færdig med skidtet.

Udover de seksuelle overgreb var det år med ‘fest og farver’ og alkohol i rigelige mængder til at supplere hammondorglet og harmonikaen. Penge var der aldrig nogen af, og selvom jeg ikke helt vidste, hvad ordet tvangsauktion betød, var det noget, jeg var meget bange for, og ordet blev brugt tit. Jeg forestillede mig, at vi stod på gaden med tingene på en trækvogn efter fogeden havde været der.

Der var ikke styr på noget som helst, og de normer, jeg kendte fra tiden med min far, forsvandt pludselig eller var i hvert fald ikke længere gyldige. Så jeg holdt stædigt fast i dem, hvilket skilte min mor og mig endnu mere fra hinanden. Hun døde faktisk fra mig samtidig med min far.

Efter tiende klasse pakkede jeg kufferten, tog Bornholmerbåden og landede stort set på Kongens Nytorv. Det var en stor omvæltning.

Ungdom 1980 – 1990

Det første år gik med at gøre rent på deltid i De Gamles By, og da jeg var under 18 (eksakt 16) var lønnen temmelig ringe, men den rakte da til, at de sendte mig mine ting pr. efterkrav… Jeg boede til leje hos min mors mands halvbrors datter med udsigt til en baggård på Nørrebro, men alt var bedre end det, jeg kom fra.

Kollegie og studier

Jeg har altid været klar over, at jeg gerne ville have en uddannelse, så jeg flyttede på kollegie og startede på Statens kursus til studentereksamen. Årene på kollegiet var fantastiske; de var med til at forme mig til den, jeg er i dag. Jeg ankom med holdninger som fx:

  • Dødsstraf er positivt – indfør den elektriske stol
  • Vi må have noget atomkraft
  • Osv.

De holdninger havde jeg med hjemmefra, men dem fik de øvrige kollegianere hurtigt lavet om på. Gudskelov for det. Det var de år, hvor jeg modnedes og hvor jeg grundlagde næsten livslange venskaber.

Jeg blev nysproglig student i 1983, og arbejdede derefter et års tid på fuld tid hos Irma, hvor jeg havde været et par år, mens jeg gik på kursus. Jeg bestyrede grøntafdelingen på Søborg Hovedgade, og det var hårdt arbejde. Der skulle flyttes mange poser kartofler for at holde omsætningen oppe. Og så skulle jeg pokkers tidligt op på Amager for at være i Søborg kl. 07. Men jeg var glad for jobbet og blev der, indtil jeg startede på universitetet i 1984.

Det stod ingen steder skrevet, at jeg skulle være jurist. Det var nærmest en fejltagelse, som jeg dog først indså, da jeg havde læst tre år, og så havde jeg ikke råd til at starte på et nyt studium. Altså gjorde jeg det færdigt.

Jeg har hele tiden arbejdet parallelt med studierne, og med årene blev jobbene mere og mere interessante. Det bedste var faktisk, da jeg blev projektmedarbejder på et forskningsprojekt på Kriminalistisk Institut. Vi læste straffesager i fem politikredse, udfyldte kodeskemaerne hvorefter jeg tastede alle skemaerne ind på et hakkebræt af en Pc (det var jo i 80’erne). Stipendiaten lavede så senere selv sine analyser. Så jeg har altså spist mange frokoster med pingerne indenfor kriminologi og strafferet: Vagn Greve, Flemming Balvig, Britta Kyvsgård og Jørn Vestergård. Gad vide hvor de er i dag?

Jeg blev kandidat den 5. januar 1990. Det var fantastisk.

Karrieren 1990 – 2013

Jeg fik arbejde i Arbejdsskadestyrelsen straks efter min embedseksamen, og behandlede sager om ulykkestilfælde de første 1½ år. Det var godt arbejde med gode kolleger. Jeg lærte god sagsbehandlingsskik i praksis og fik styr på en masse ortopædi, når sagerne skulle forelægges for vores lægekonsulenter. Efterhånden blev jeg ret skarp til at indstille til den rette mengrad. Det er de eneste år, jeg har brugt juraen.

Budgetfuldmægtigen i sekretariatet døde pludselig, og der skulle findes en afløser. Vicedirektøren havde af en eller anden grund fået øje på mig, og jeg fik et vink med en vognstang om at søge jobbet. Det gjorde jeg og fik det. Så på samme måde som jeg blev jurist ved et tilfælde, kom jeg ved et tilfælde til at arbejde med økonomi, hvilket jeg gjorde i rigtig mange år i adskillige statsinstitutioner. Jeg kunne godt lide det, selvom det til tider har været ekstremt stressende og absolut ikke sundt for mit helbred, men det vidste jeg jo ikke dengang. Alt for karrieren, alt for chefen, alt for departementet osv. Sådan er livet i centraladministrationen. I sidste ende er vi sat i verden for at beskytte ministeren uanset hvad.

Forbrugte timer er selvfølgelig en væsentlig del af en styrelses økonomi, så på et tidspunkt blev jeg rodet ind i et projekt om tidsregistrering, og det var sjovt. Også dette var en tilfældighed, men jeg holdt ved med tidsregistrering til den dag, jeg måtte slutte på det ordinære arbejdsmarked.

Jeg kan se tilbage på en solid karriere, men det var for hårdt. Jeg har været mange steder, og jeg har fået noget godt med mig alle steder fra. Jeg har haft gode, dedikerede og hårdtarbejdende kolleger, som har stået last og brast med mig i de svære tider.

I 2013 blev jeg fyret fra Moderniseringsstyrelsen pga. sygdom, og det var jo sådan set rigtig nok, men måske kunne de have tilbudt mig en § 56-aftale eller en anden ordning, indtil min situation var afklaret, og jeg var udredt? Af en eller anden grund ville jeg gerne have nået at holde mit 25-års jubilæum.

Fra 2013 til 2014 var jeg helt almindeligt ledig og søgte mange jobs, men var nok blevet for gammel, for jeg kom end ikke til samtale.

Og hvad så nu?

Hvis det falder endeligt på plads på min nuværende arbejdsplads, skal jeg gå og have det lidt godt. Jeg skal lave spillelister i Spotify, lægge puslespil, købe noget nyt tøj, sove længe, få styr på min søvn, skrive blogindlæg, skrive klummer til POV International, lave nogle hjemmesider osv. Og når jeg er færdig med det finder jeg nok på noget nyt.

Efter mange års bakserier synes jeg endelig, jeg har fået et godt liv.

Drengen med cyklen

cykel

En svær kunstart

Til den ene side har jeg vinduer ud til Hvidovre torv, og til den anden side vender vinduerne ud mod en mikroparkeringsplads med plads til fem eller seks biler. I weekenden er den tom. En lille dreng trænede i dag på parkeringspladsen med at cykle. Jeg vil tro, han er fire år eller deromkring. Han cykler så fint uden støttehjul, kosteskaft eller noget, men det kniber med at komme op på sadlen.

Hans far, der ikke er dansk, og som jeg har talt med flere gange, spurgte om jeg ville hjælpe med at forklare den svære kunst. Det ville jeg selvfølgelig gerne, men jeg fik min sag for, for hvordan forklarer man, at der skal være en lille smule fart på cyklen, for at det kan lade sig gøre? Og at den smule fart kan man skabe ved at træde den ene pedal ned og så holde balancen, mens man svinger bagdelen op på sadlen. Den slags man “bare kan” er svært at sætte ord på.

Jeg prøvede flere gange, og drengen med cyklen var lærenem, for da jeg gik videre på min færd, sagde han, at han var træt, men han var bestemt kommet nærmere målet. Jeg tror, han kan om en uge. Heldigvis har han en tålmodig far, der orker at stå nede i solen og hjælpe sønnike.

Min egen debut

Jeg husker, at min far brugte mange lange aftner på at løbe bag mig og cyklen. Han må have været en tålmodig mand. Jeg cyklede imidlertid ikke selv, for op bag sadlen stak et kosteskaft, som han holdt i. Jeg var længe om at lære det, og det er der egl. ikke noget overraskende i set med mine nuværende briller, for med Aspergers syndrom er man lettere klodset allerede fra barnsben.  Og det går aldrig over. Sådan er det bare.

Da jeg endelig havde lært det, var vores lange indkørsel i Brande mit favoritsted, for jeg kunne cykle op og ned og op og ned i timevis. Måske var indkørslen slet ikke så lang, men den føltes sådan, og jeg legede cykelløb. Jeg vandt altid, for jeg var eneste deltager på alle etaper. En sikker form for enkeltstart.

Jeg må tage mig sammen, men jeg tør ikke

Det er så let at fortælle en lille dreng, hvordan man kommer op på sadlen, når man ikke selv kan. Det er flere år siden, jeg har cyklet, for da jeg sidst gjorde det, kunne jeg lige netop ikke lave den bevægelse. Balancen var gået til de evige jagtmarker, og jeg væltede midt på Hvidovrevej. Siden har jeg ikke forsøgt at cykle, for jeg tør ikke. Jeg hader bus og tog, der tager min frihed, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme over den hurdle igen. Jeg har cyklet 35 år i København, der er min by; pludselig tør jeg ikke. Det er nemlig meget ubehageligt ikke at kunne komme op på sadlen efter fx et lyskryds, som vi  har for hver 100 meter. Jeg har fornemmelsen af at være til fare for både mig selv og mine medtrafikanter.

Under seneste indlæggelse talte jeg med afsnittets fysioterapeut om problemet, så vi lånte cyklerne og cyklede en enkelt tur rundt om centeret på brandvejen, der er uden trafik. Det gik faktisk rigtig fint, men desværre havde hun kun 20 minutter til mig, så det blev kun til den ene tur. Den gjorde mig ikke ret meget tryggere.

Ergoterapeuten havde forslag om at “gå tur med cyklen” i en park eller lign. for at blive tryg ved den igen og måske få mod til at sætte mig op på den igen.  Det var et godt forslag. Men har jeg fået gjort noget ved det siden marts? Nej ikke et slag. Noget i mig har stor modstand på projektet, selvom jeg virkelig gerne vil ud at cykle igen. Nu har jeg ikke engang mod til at gå ned i kælderen og se, om cyklen stadig står der.

Sig det bare: “Du er en kylling!” <(“)