Tag Archive for: Erindringer

,

Glæden ved at samle og systematisere

Glæden ved at samle og systematisere

Frimærker i kilovis og opskrifter fra Hüttemeier

Glæden ved at samle og systematisere

Det er sjovt at tænke tilbage på, at jeg altid har haft Aspergers syndrom, og hvordan det har vist sig. Dengang i den fjerne fortid var der bare ingen, der interesserede sig for børns særinteresser, for man havde jo dårligt opfundet barndommen, og da slet ikke diagnoserne. Et barn med fx Aspergers syndrom var bare en særling. Bum, færdig, slut.

Jeg samlede på frimærker og madopskrifter. Og jeg elskede at samle og at systematisere. Jeg kunne nemt være blevet Valomandens søster.

Frimærkerne

Det gik primært ud over frimærkerne, som jeg fik i store poser, fx 1 kilo, hvor selve frimærket stadig sad på små papirlapper. Jeg fik skilt de to ting fra hinanden ved at lade dem ligge i en balje vand. Efter et stykke tid kunne man så tage mærket af og gå i gang med at tørre frimærkerne på viskestykker.

Glæden ved at samle og systematisere

Når de var tørre, skulle de sættes ind i bøger med en form for gennemsigtige lommer. Jeg ordnede dem primært efter værdier. Fx skulle alle 25-øres mærker med kongen sættes før mærkerne med samme til 50 øre. Efter noget tid blev det selvfølgelig kedeligt. Så tog jeg dem alle ud og systematiserede dem fx efter land, farve og værdier: England, dronning Elisabeth i orange, 1 pence osv. Det brugte jeg enormt lang tid på.

Jeg troede, de var penge værd, men det var de selvfølgelig ikke, når de blev leveret i kilovis. Jeg er jo ikke fra et sted, hvor man ofrede penge på børn.

Madopskrifterne

Glæden ved at samle og systematisere

Jeg klippede madopskrifter ud af ugeblade. Det var muligvis Familie Journalen, for kogekonen var Kirsten Hüttemeier (hende med ‘Skåneærmerne’). Logoet var rundt og i farver og forestillede hendes ansigt.

Jeg ordnede dem efter kød-art (okse- eller svinekød), og dernæst efter indvolde (hjerter, lever osv.) eller fisk. Jeg var ikke så gammel, før jeg også gik i gang med at lave opskrifterne, og på den baggrund blev jeg forholdsvis god til at lave mad.

Flere har uafhængigt af hinanden fortalt, at de kom til gode middage på kollegiet i 80’erne. Det kan jeg desværre ikke selv huske, men det må vel være sandt. Min fars ungdomskæreste fortalte mig fx i foråret 2023, at hun i sin opskriftsbog havde en opskrift, hun havde fået fra mig en gang i 80’erne, fordi det smagte så godt.

Og nu har jeg genfundet glæden ved at lave mad. Jeg er dovent anlagt og let fantasiløs, så jeg abonnerer på måltidskasser fra Aarstidene, hvor jeg en gang pr. uge får leveret mere, end jeg nogensinde selv kunne finde på. Det smager simpelthen godt.

Slægtsforskning er også at samle og systematisere

Det passer så godt med at være blevet slægtsforsker og at elske det.

Her samler og systematiserer jeg data, der skal hænge sammen og som først kommer ind i Legacy/TNG, når jeg har en valid primær kilde og at den i øvrigt hænger sammen med andre primære kilder. I min verden skal fund kvalificere sig til at blive til mine data. Det er vældig hurtigt at tilføje noget, men det er et helvede at få det hele fjernet igen, når det viser sig at være forkert. Det gider jeg ikke bruge tid på.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Når man ikke selv kan fortælle-2

Når man ikke selv kan fortælle-2

Hvordan etableres kontakt til kendisser?

Når man ikke selv kan fortælle-2

Er der nogen i mit netværk, der kan fortælle, hvordan søren jeg etablerer kontakt til nogen, der kan hjælpe mig med at fortælle min historie?

Selv er jeg ved at (igen) at give op og tænke, at så er det også lige meget, og så klarer jeg mig selv. Men jeg ved jo, at inden for et vist tidsrum, vil jeg igen sidde med følelsen af, at jeg har en historie og den vil jeg gerne ud over rampen med.

  • Det er umuligt at få kontakt til Danmarks Radio
  • Lisbeth Zornig (Andersen) svarer ikke
  • Anders Aggers sekretær henviser til Danmarks Radio.

Hvordan gør man så, når man vel at mærke vil gå “til toppen”? Jeg orker ikke at starte “fra bunden”, for så når jeg aldrig målet.

Jeg har ikke selv flere idéer, men det kan jo skyldes, at jeg bare er idéforladt. Alle idéer, der måtte komme ind herfra, vil være mere end velkomne.

Jeg skrev til Anders Agger

Jeg skrev til Anders Agger via Messenger, da jeg har set stort set alle hans “Indefra” og har tillid til ham. Herefter fik jeg i tre omgange autogenererede svar fra Messenger, før jeg fattede, at noget var galt. “Svarene” bestod af disse to spørgsmål:

  • “Kan du fortælle mere om dig selv?”
  • “Kan jeg få mere at vide om din baggrund?”

Jeg har dernæst kontaktet hans sekretær, der henviser til DR og skriver, at det helt sikkert ikke er ham, der har stillet spørgsmålene, men at det må være “noget automatisk” …

Når man ikke selv kan fortælle-2

Mit svar til “Anders Agger”, eller hvem/hvad det nu var, bestod af følgende den 14. februar:

(Mit liv ligger i forvejen på nettet, så jeg er ikke bekymret for svindel – det var bare lidt mystisk.)

Kære Anders Agger

Nu håber jeg ikke, jeg har rodet med min iPad, men her til morgen så det ud til, at der var to spørgsmål fra dig:

  1. Kan du fortælle mig mere om dig selv?
  2. Kan jeg få mere at vide om din baggrund?

Herunder prøver jeg at besvare dem begge:

Lige nu – jeg blev 60 år i oktober 2023 – har jeg et næsten forbandet godt liv; faktisk har jeg aldrig haft det bedre end efter, jeg blev tilkendt pension med virkning fra maj 2021. Hvis jeg bliver 90 år, så har en tredjedel da været godt.

Det er velkendt i psykiatrien, at når folk tilkendes pension, får de det mærkbart bedre, fordi hele det ydre stress og pres forsvinder. Specielt for bipolar affektiv sindslidelse er stressfaktoren væsentlig. Men til tider kan jeg tænke: ”Har jeg bare snydt dem alle sammen, når jeg nu har det så godt?”

Men det tror jeg nu ikke, idet Psykiatrifonden allerede i 2015 sagde ”Vi synes, det ligner en pension”, men jeg ville arbejde og kunne slet ikke forestille mig et liv uden at arbejde.

Jeg kæmpede med seks fleksjobs fra 2016 til 2020, og det gik dårligere og dårligere. Til sidst gav jeg op, kontaktede min gode sagsbehandler og sagde, at han måtte søge pension til mig. Det gjorde han, og sagen forløb nemt. Jeg glemmer aldrig, da formanden for rehabiliteringsteamet kom tilbage efter deres korte votering og sagde ”Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig.” Og det havde hun ret i.

Kampen, der havde varet hele livet, kan kort beskrives som følger (desværre er Messenger ikke velegnet til punktopstillinger – kan vi korrespondere pr. e-mail? Min mailadresse er: (fjernet her af hensyn til spam):

* Tre år fra 1963 til 1966 på børnehjemmet ”Dear Home” i Hellerup. Herunder seks mdr. på RH’s børnepsykiatrisk afd. idet de tror, jeg er både fysisk og psykisk retarderet. Det er jeg nu ikke … men de to parter ”skændes” pænt på skrift i en periode. Jeg har indhentet adoptionssagen for mange år siden. I det hele taget har jeg gjort meget for at indhente facts (jeg slægtsforsker, så jeg elsker facts og alt, hvad der kan dokumenteres). Lige p.t. er jeg i gang med en aktindsigt hos Bornholms Regionskommune for at få at vide, at de ikke har nogen sager! For hvis de har sager på mig/familien, så var der nogen, der burde have grebet ind.

* Jeg når at have seks gode år med mine adoptivforældre, hvor verden er god og tryg, indtil min far dør i november 1972, hvor jeg er otte år og en måned. Herefter opstår kaos og et liv ”på kanten”.

* Min mor er uden uddannelse eller arbejde, da hendes vigtigste opgave havde været at gå hjemme og passe mig. Jeg forstår så udmærket hendes situation. Hun svarer på en kontaktannonce, træffer en mand i Odense, og vi flytter til Odense fra Brande i Vestjylland. Der bor vi otte måneder, da deres forhold ikke holder. Hun og jeg rykker videre til Vollsmose, hvor hun besvarer den næste kontaktannonce og på den måde træffer den mand, jeg foretrækker at kalde ”psykopaten”, da han havde en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Så følger seks år (1974 – 1980) med daglige seksuelle overgreb. Han var skolelærer. Resten er historie.

* Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, da vi var/blev en nomadefamilie og levede ”på kanten”. Jeg har skrevet en artikelserie til POV med titlen ”Nomadebarn”. Den finder du her: https://pov.international/tag/hanne-b-stegemuller/

* Dengang var der ingen, der vidste noget om børn og diagnoser, så ingen så, hvor meget jeg kæmpede. De mange flytninger og skoleskift er hårde for et barn med Aspergers syndrom.

* I sommeren 1980 flytter jeg til København, har lejet et værelse på Nørrebro og gør det første år rent i De Gamles By.

* I sommeren 1981 flytter jeg til Amagerkollegiet, møder andre unge og får for første gang et liv med et skær af normalitet. Det var fantastisk. Jeg blev student fra 2-årigt kursus i 1983. Det var to hårde men også fremragende år.

* Jeg starter på Københavns Universitet i september 1984 og bliver kandidat i januar 1990. Som tidligere nævnt god karriere i centraladministrationen i 23 år, til jeg bliver fyret pga. sygdom i 2013. Og det var jo rigtig nok.

* Fra 2014 bliver jeg meget syg med bipolar affektiv sindslidelse også af og til psykosenær, og der følger en lang række år, hvor psyk. næsten er mit andet hjem, og hvor det næsten ikke kan betale sig at pakke tasken ud, når jeg kommer hjem, for jeg skal jo snart afsted igen.

Jeg ved jo ikke helt, hvad du har behov for at vide. Men måske vil det interessere dig at høre denne podcast, der ligger på Særklassen, og hvor jeg fortæller om dele af mit liv med Aspergers syndrom: https://www.spreaker.com/episode/sendiagnosticeret-hannes-fortaelling–53651728

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Tre billeder der fortæller historie

Tre billeder der fortæller historie

Livet går op og ned

Tre billeder der fortæller historie

Billeder kan fortælle meget. Jeg er ikke selv specielt god til at analysere billeder, så jeg har spurgt både min ven og psykologen om, hvordan jeg skal se de følgende billeder. Jeg har ikke andre billeder fra min barndom, så jeg har ikke noget at sammenligne med.

Til min konfirmation fik jeg ganske vist en “Barnets bog”. Det var sådan en, hvor der var en del blade at skrive fritekst på, og så var der god plads til billeder. Mellem billedsiderne var der en art “mellemlægspapir”. Jeg smed den i skakten for snart en del år siden, idet der stod så meget “bræk” i den, fx “fra far og og mor” … men psykopaten var ikke min far, og det var alt sammen så forløjet! Jeg kunne simpelthen ikke have det. Jeg var desværre ikke intelligent nok til at tage de gode billeder ud før rutsjeturen i skakten. Det har jeg ærgret mig over mange gange, men der er jo ikke rigtig noget at gøre ved det.

Min far og mig ca. 1966

Tre billeder der fortæller historie

De opmærksomme læsere har helt sikkert set dette billede før, da jeg er meget glad for det, og det er det eneste billede, jeg har fra min tidlige barndom.

Dateringen er lidt usikker, men det er ca. 1966, og jeg har en idé om, at det er lige umiddelbart efter, de har hentet mig på “Dear Home” i Hellerup. I hvert fald er vi i Skjern og manden på billedet er min far. Barnet er mig.

Jeg havde det med hos psykologen i går, og vi fik en ret interessant samtale om det, fordi jeg ikke selv syntes, jeg ligner en 3-årig. Hun er meget bedre end mig til at se på billeder.

Ansigtet passer meget godt med et barn på ca. 3 år. Kroppen ligner mere en på ca. 2 år.

Det kan skyldes, at man på et børnehjem ikke har så meget fokus på den fysiske udvikling som fx at lære at gå. Bliver benmusklerne ikke brugt, bliver de selvfølgelig heller ikke udviklet, og så bliver benene lidt små at se på.

Det skal dog bemærkes, at da jeg bliver døbt i Odden Kirke i Ods Herred den 1. oktober 1966, løber jeg selv rundt i kirken, og de har lidt besvær med at fange mig.

Selv havde jeg mere haft fokus på samspillet mellem os. Jeg har øje på et eller andet – og han følger med i, hvad det mon kan være.

Alt dette kan være gætterier og ting, vi ikke kan verificere. Jeg nu bare temmelig meget meget “fidus” til psykologens forklaring efter at have kendt hende siden 2015. H.M. Dronning Margrethe havde jo også meget “fidus” til sin søn kronprins Frederik, nu kong Frederik den 10.

Billedet fra elevmappen – 7a.

Jeg har allerede fået svar på min anmodning til Bornholms Regionskommune om aktindsigt. Det er ganske imponerende. De har kun elevmappen, selvom de har gjort sig stor umage og ikke alene har undersøgt de kommunale arkiver men også har set efter, om der skulle være noget i amtsarkiverne.

Tre billeder der fortæller historieEn “elevmappe” ser ud til at være en art journal, der fulgte barnet fra 1. klasse, til det forlod skolen. Bortset fra at de syntes, jeg var noget “kværulerende” i gymnastik (hvordan man så end kan være det?) har jeg rigtig flotte karakterer i de fleste fag, (dog ikke i orden), så var det, der ramte mig som en hammer lige i mellemgulvet, dette billede fra 7a.

Det er noget trist udseende pige, som på det tidspunkt bor på Sydfyn. Min ven har bekræftet det triste udseende, så det er ikke kun min egen fortolkning. Jeg ved sådan set ikke, hvad jeg ellers kan sige om det. Hvorfor var der ingen, der gjorde noget? Hvorfor var der ingen, der tænkte noget? Jeg kan næsten ikke udholde at se det billede.

Formentlig skyldtes det, at skolepapirerne var fine. Og derfor anede ingen uråd. Mistanker opstår typisk i skolen. Det var altså lidt en ulempe at være god til både tysk, engelsk, fysik osv.

Bortset fra de meget lange og afskyelige flipper, og to perioder med lægeerklæringer fra idræt og fravær på hhv. 19 og 14 dage pr. halvår, er der ikke meget at sige. Jeg husker intet om fraværet og ved virkelig ikke, hvad de lægeerklæringer gik ud på. Kan man finde ud af det?

Dokumentation for erhvervspraktikker

For nu at løfte stemningen en anelse følger her dokumentation for, at jeg altså har gået i ko- og svinestalde i grønne gummistøvler på Bornholm og trillet Kodimagnyl på Nexø Apotek:

Tre billeder der fortæller historie

Tre billeder der fortæller historie

I 1988 ser verden bedre ud

Nu vælter jeg mig ikke i billeder, hverken fra barndom eller ungdom og derfor er jeg vældig glad for at have fået tilsendt dette billede fra 1988. Her har jeg for længst etableret mig i København, er langt henne på studiet og har et skønt studenterjob på universitetet. Faktisk er det min daværende arbejdsgiver, der har sendt mig billedet.

Man skulle næsten ikke tro, det er den samme pige/kvinde som hende i elevmappen, men det er altså mig. Sådan kan det være at få foden under eget bord.

Tre billeder der fortæller historie


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Når man ikke selv kan fortælle

Når man ikke selv kan fortælle

Jeg har en historie!

Når man ikke selv kan fortælle

Når man ikke selv kan fortælle, må man finde nogen, der kan. Jeg er optaget af at finde en/flere/nogen/nogle, der “gider” hjælpe mig med at fortælle historien, eftersom jeg ikke ejer “episke evner” og altså ikke evner “Show it – don’t tell it”.

Henvendelsen til DR Dokumentar

Jeg startede med den 6. februar at skrive til Danmarks Radio DR-Dokumentar.:

Kære DR-Dokumentar

Jeg synes, jeg har en historie: Jeg er cand.jur, 60 år, med en god karriere i centraladministrationen bag mig og flere har bekræftet mig i, at jeg har en historie, idet min livsbane har været mildest talt “bøvlet”.

Lige nu skriver jeg en del om, hvor skønt det havde været at blive tvangsfjernet som barn, for så var jeg måske ikke blevet psykisk syg. Jeg har bipolar affektiv sindslidelse type 1 og Aspergers syndrom – og så er jeg medlem af Mensa Danmark. Linket har I her: [link fjernet (af DR …)]

Jeg begyndte for nogle år siden på en bog, men min forfattercoach sagde “det er korrekt men røvkedeligt”. Jeg er for faktuel til at kunne håndtere “Tell it – don’t tell it”. Men måske kunne jeg komme bredere ud, hvis I vil være med? Det kunne måske også blive et par udsendelser med Anders Agger?

Lad mig høre fra jer!

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

De fjerner linket, som gik hertil (historierne om de manglende tvangsfjernelser), og så er der jo ikke meget interessant ved min besked. De kvitterede med følgende autosvar – ergo kan det glemmes, men de får jo sikkert også mange henvendelser:

Kære Hanne B. Stegemüller

Tak, fordi du har skrevet til os.

Hvis du har sendt os et nyhedstip, er det sendt direkte til redaktionen på DR Nyheder.

Hvis du har sendt en idé eller et forslag, indgår det i DRs løbende overvågning af brugernes reaktioner og ønsker og bliver brugt i DRs efterkritik og idéudvikling.

Vi gør opmærksom på, at du ikke vil få svar.

Venlig hilsen
DR

Henvendelsen til Lisbeth Zornig (Andersen)

Fredag den 9. februar, skrev jeg nedenstående til Lisbeth Zornig (Andersen). Men hun er nok for “fin” og for kendt til at gide at svare

Kære Lisbeth Zornig

Jeg henvender mig til dig, da vi har næsten enslydende baggrunde, og jeg også har lyst at skrive en bog. (Og i øvrigt er jeg også Djøfer – cand.jur.).

Skulle du have tid og/eller lyst at læse bare en lille smule er her et link: https://stegemueller.dk/tag/tvangsfjernelse/

Jeg ejer ikke episke evner, og kan derfor ikke “Show it – don’t tell it”. Det skyldes muligvis at som havende Aspergers syndrom, er jeg selvfølgelig meget faktuel og mindre sansende. Men den slags ved du selvfølgelig alt om fra dit arbejde i “Specialisterne”.

Skrev du selv “Min barndom i helvede” eller brugte du en ghostwriter og i givet fald hvem?

Venlig hilsen – og på forhånd tak for din tid og dit svar.
Hanne B. Stegemüller

Man skal altid gå til toppen, så nu går jeg direkte til Anders Agger

Et af mine mantraer er – og har i mange år været – at vil man noget, må man gå til toppen, så hvorfor jeg ikke selv har tænkt på at gå direkte til Anders Agger, ved jeg ikke.

Jeg var i dag hos Danmarks dygtigste psykolog og fortalte om min lyst til at nå længere ud, end jeg selv formår. Hun er så dejligt løsningsorienteret, da hun kender mig så godt (siden foråret 2015 i Psykiatrifonden), så hun sagde: “Hvorfor skriver du ikke direkte til Anders Agger selv?”

Hrm, tjah det vidste jeg faktisk ikke. Det var bare ikke faldet mig ind. Jeg har ikke altid så langt fra tanke til handling, så da jeg kom hjem, forfattede jeg relativt hurtigt følgende til Anders Agger via Messenger. Så nu er det spændende, om han gider at svare. Indtil videre kan jeg se, at han har åbnet min besked.

Det var vanskeligt at finde frem til de mulige vinkler, for jeg havde sikkert kun et skud i bøssen, og jeg kunne sikkert også have skrevet noget andet. Men det blev til nedenstående:

“Kære Anders Agger

Jeg har set stort set alle dine ”Indefra”, så jeg har tillid til dig, din integritet og dine evner udi journalistikken. Jeg er klar over, at du sikkert får mange beskeder som denne …

Jeg skriver til dig, fordi jeg uden tvivl har en historie (eller fem …), men med Aspergers syndrom evner jeg ikke selv ”show it – don’t tell it”; jeg er alt for faktuel. Men det kan du. Jeg har et godt liv – så det er ingen ”offerhistorie”, vi skal fortælle.

Mulige vinkler kunne være:

1) Jeg er fra før aborten blev fri (1963) og var tre år på børnehjem, før jeg blev adopteret og kom til en god familie i Jylland.

2) Min mor gifter sig – efter min fars død i 1972 – i 1974 med en mand, der var pædofil.

3) Jeg flygter som 16-årig i 1980 og skaber mig et godt liv i København med en lang videregående uddannelse (cand.jur.) og har en lang og god karriere i centraladministrationen bag mig.

4) Jeg har set døden i øjnene et par gange. Da jeg er 14 år, tænker jeg for første gang: ”Jeg skal dø for egen hånd” og gør et forsøg i 2006.

5) I 2014 diagnosticeres jeg med bipolar affektiv sindslidelse type 1 og går gennem en række svære år, indtil jeg pensioneres i 2021. Jeg har fået en fornem behandling i psykiatrien og har været indlagt et utal af gange.

6) I 2019 diagnosticeres jeg med Aspergers syndrom. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

Hvis ovenstående ”smagsprøver” skulle have vakt din interesse, kan du læse (meget) mere her: https://stegemueller.dk/tag/erindringer/ idet jeg har brugt at skrive mig ud af mange vanskelige emner.

Det vil være en glæde at høre fra dig og indlede et samarbejde.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Spændende!


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.