Indlæg

Min “mor” kunne være blevet 90 år i dag

Min "mor" kunne være blevet 90 år i dag

Jytte Baunsgaard Kristensen 1935 – 2006

Min “mor” kunne være blevet 90 år i dag

(Topbilledet stammer fra mine forældres vielse i 1955, hvor hun var klar til at blive mor uden anførselstegn).

Jeg holder så meget af maj måned, fordi naturen står på spring. Når det fine, grønne forår kommer, kan jeg mærke, hvor meget jeg har savnet lyset og de lange dage. Heldigvis mærker jeg ikke længere mørket og de korte vinterdage, men engang for mange år siden mente psykiatrien, at jeg havde “vinterdepressioner”. Det var altså noget ævl.

Maj er også speciel, fordi så mange familiemedlemmer m.fl. havde begivenheder der:

Følger du dette link, får du en næsten komplet fortegnelse over begivenheder i maj måned 2025.

Jeg skriver altid “mor” i citationstegn, og det er ingen tilfældighed. Slår man synonymet “anførselstegn” op i Den Danske Ordbog (DDO), får man at vide, at tegnene kan betyde “med forbehold”, og jeg tager et stort forbehold.

Indtil november 1972, hvor min far dør, var hun en god mor. Når man læser min adoptionssag, beskrives hun meget positivt som ung, glad og smilende, altså prototypen på en ung, dansk, god moder. Nu har Mødrehjælpen jo selvfølgelig gerne villet have afsat et barn, så den positive beskrivelse har været nødvendig – på den anden side set, er der ikke konkrete grunde til at tvivle på beskrivelsen.

Min forældre gifter sig hos sognefogeden i Brande i oktober 1955. Han er da 33 år, og hun er 20 år. Han var noget ved musikken på Martensens Fabrikker i Brande og har muligvis ønsket sig en kone, fordi det hørte sig til, når man var over 30 år og havde en god stilling. Han har muligvis haft brug for en “trofækone”, som DDO beskriver sådan: “kvindelig ægtefælle som i kraft af sit udseende bidrager til at øge en som regel ældre og velstående partners sociale status”. Det passer ret godt.

De kommer fra hver deres segment: Han fra det bedre borgerskab i Kongens Lyngby, hun fra en arbejderfamilie på den jyske hede. Det er aldrig gået op for mig, hvordan de har kunnet træffe hinanden. Det kan være i Randers, og det kan være i Silkeborg. Jeg traf hans ungdomskæreste igen for et par år siden, og hun sagde noget sjovt “Hvor har han dog støvet hende op?” Jeg ved det ikke.

Jeg tror, det 17 år lange ægteskab var lykkeligt. Jeg husker ikke uoverensstemmelser, skænderier eller højrøstet tale. Jeg husker derimod godnathistorier på sengekanten læst op af de små Pixibøger, der typisk handlede om katte, eller af “Peter Pedal” eller “Troldepus”, og at de begge var dygtige til at læse op.

De var velstillede. Han havde eksamen fra Den Danske Væveskole i 1943 og et godt job. Hun havde ingen uddannelse, og hendes vigtigste “arbejde” var at gå hjemme og passe mig. Det var i sandhed en anden tid. Da han døde, havde hun heller ikke et sted at bo.

Efter min fars død forvandlede hun sig som en slags kamæleon. Jeg kunne slet ikke genkende hende. Jeg holdt fast i hans ret konservative værdier, og jo mere, jeg gjorde det, jo større blev afstanden mellem os.

Da hun i april 1975 giftede sig med Psykopaten var forvandlingen tilendebragt. Hun var hans, og jeg var mest i vejen. De blev forældre til en søn i marts 1976. Jeg ved ikke rigtig, om de var optagede af ham eller ej, men i hvert fald fungerede jeg som en form for “nanny” sammen med de øvrige pligter, der blandt andet bestod af ugentlig udvendig vinduesvask og ugentlig ud- og indvendig renholdelse af bilen. Ingen normale mennesker gør den slags hver uge. Det foregår kun i “Absurdistan”, men jeg har i sandhed “lært at bestille noget”. Det var en værdi for dem.

Derfor skriver jeg “mor”

De seksuelle overgreb begyndte allerede før, hun giftede sig med psykopaten. Jeg fortalte hende inden vielsen om hans tilbud om – ganske vist mod betaling – at gå i bad med ham, som jeg afslog, om hans befamling af mine håndflader på en klam måde, men hun valgte ham til og mig fra.

Da vi på et tidspunkt (mellem december 1978 og juli 1980) boede i Svaneke, husker jeg tydeligt en scene i køkkenet: Hun står lænet op ad et køkkenbord. Jeg står i den modsatte side af køkkenet. Jeg fortæller hende, hvad der foregår, at overgrebene er taget til, og hvad de går ud på, men hendes svar er “Årh, det skal du ikke tage dig af, det har jeg også prøvet”. Hun havde været udsat fra overgreb fra sin bror.

Jeg flytter til København den 31. juli 1980, og i 1981, hvor jeg er flyttet til kollegiet og selv har taget kontrol over mit liv, forsøger jeg telefonisk at kontakte hende og fortælle om mine oplevelser. Samtidig fortæller jeg, at jeg er dybt og inderligt forelsket i en kvinde. Det er psykopaten, der tager telefonen og svarer “Den slags svineri vil vi ikke have her hos os”. “Svineriet” var min kærlighed til en kvinde ikke hans egne overgreb.

Herefter går der 22 år. I 2003 ser jeg i en telefonbog, at de har hver deres adresse, og jeg kontakter hende. Vi har lidt sporadisk kontakt, hun flytter til Nykøbing Sjælland, og jeg forsøger at opbygge en relation. Men jeg formår det ikke. Forskellene i værdierne er blevet endnu større, end de oprindeligt var.

Jeg spørger hende til min barndom, og om hun vidste, hvad der foregik? Det bekræfter hun. Jeg spørger herefter “Hvorfor gjorde du så ikke noget?”. Hun svarer “Det kunne jeg ikke overskue med to børn”. Den samtale glemmer jeg aldrig.

Hun dør i december 2006. Jeg tager til selve bisættelsen i Højby Kapel, der var som en begravelse uden en afdød; jeg viser flaget og at mig, kan de ikke kue. Jeg står det igennem, men der er intet savn. Jeg deltager ikke i den efterfølgende kaffemik. Det er på det tidspunkt 25 år siden, jeg har set psykopaten, nu står vi overfor hinanden ved kisten.

Jeg synes ikke, hun var en rigtig mor. Og derfor omtales hun kun i citationstegn.

Det kunne jeg godt have tænkt mig

Jeg har prøvet meget i mit liv, men der er også noget, jeg ikke har prøvet.

I søndags sad jeg og tudede til “Hvidstengruppen” i TV. Der er en scene, hvor pigen på ca. 9 – 10 år er bange, og det er hendes mor, spillet af Bodil Jørgensen, tydeligvis også, men hun siger “kom her hen”, og hun tager hende på skødet. Det kunne jeg slet ikke tåle at se, tårerne tog til, og tanken var “Det har jeg aldrig prøvet”. Jeg var godt gammeldags misundelig, hvilket selvfølgelig ikke er en pæn følelse, men det gik jo ikke ud over nogen andre end fjernsynet. Og så går det vel nok?

Min "mor" kunne være blevet 90 år i dag

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Tidligt op og med “mor” på morgenrengøring

Tidligt op og med "mor" på morgenrengøring

Ensomhed

Tidligt op og med “mor” på morgenrengøring

Jeg har været hos psykologen, og det var – som altid – godt. Jeg synes, jeg knokler og rydder op i min elendige fortid, og det “virker” (sgu), for min angst for ECT er for nedadgående.

Da jeg senest var til behandling, var der ingen tårer, og det er et kæmpe fremskridt for mig. Angst for ECT er stadig vores overordnede fokus og grunden til, at jeg har fået en henvisning fra lægen, men alligevel havde jeg i dag skiftet “mellem-fokus” ud med ensomhed. Ikke en ensomhed i mit aktuelle liv, hvor jeg nok er alene men ikke ensom, og der er stor forskel på de to, men en ensomhed i min barndom og ungdom.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver færdig med at rydde op, men jeg håber.

Jeg medbringer altid en form for dagsorden, men den holder sjældent, fordi vores samtale og arbejdet bærer et andet sted hen. Og det er fint med mig, for det er her, hendes erfaring bringes i spil.

I dag havde jeg egentlig planlagt, at “Indre barn” skulle handle om en cykeltur mellem Aakirkeby og Vestermarie i 1978, hvor jeg som 14-årig for første gang tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”, hvilket jeg så forsøger i 2006. Men lidt af magien med “Indre barn-arbejde” er, at man ikke hverken kan planlægge eller kontrollere det.

Så pludselig var vi i stedet på Sydfyn. Min “mor” havde i en periode, (og jeg tror, det er før 30. marts 1976, for min halvbror er vist ikke født endnu), morgenrengøring på lægehuset i Assens. Psykopaten og jeg kæmpede på en eller anden måde om at komme med for at hjælpe hende. Jeg kan ikke huske, hvordan kampen udspillede sig, men der er ingen tvivl om, at der var en kamp. Der var på en måde noget fantastisk over, at jeg kunne vinde over ham.

Hun og jeg havde en lille flig af samhørighed de morgner, hvor jeg vandt. Der var en god stemning i bilen på vejen til Assens og tilbage til Nellemose. Der var 20 km. Jeg kan ikke huske, om vi talte sammen, men det må vi vel have gjort, idet alt andet havde været unaturligt. Når vi ankom til lægehuset, havde jeg mine opgaver og hun sine, og så blev vi vist hurtigt færdige. Den gode stemning var væk, så snart vi trådte inden for derhjemme. Så havde hun sit fokus på psykopaten, og jeg var betydningsløs.

Det er et nøjsomt barn, der står op kl. 4 eller 5 om morgenen for at have rare stunder med sin “mor”. Og det har været tidligt, for vi skulle jo nå tilbage, så jeg kunne nå at cykle til skole og møde kl. 8:00.

Årene på Bornholm var de værste

Der er nok en grund til, at årene på Bornholm var de værste. Jeg boede der fra juli 1978 til juli 1980. På det tidspunkt var jeg 14 – 16 år og derfor i stand til at vide, at hjemme hos mig, var det ikke bare absurd; der var armod på alle planer: menneskeligt, relationelt, økonomisk mv.

Jeg må på en eller anden måde have vidst, at de andre børn/unge havde det anderledes. Jeg havde ingen kammerater, for det var der ikke tid til. Jeg passede mit eftermiddagsjob hos isenkræmmerne i Aakirkeby, som virkelig tog sig godt af mig, men når jeg var hos dem, havde jeg altid dårlig samvittighed over ikke at være derhjemme, hvor jeg skulle “lære at bestille noget”. Jo tak …

Så viden om at de andre havde det anderledes må være kommet fra skolen. Den kan måske også være kommet fra Tine Brylds radioprogram med titlen “Tværs”, som de dog ikke brød sig om, at jeg hørte søndag aften alene på værelset i Svaneke. Når man stemmer på Glistrup, er Tine Bryld jo frygtelig venstreorienteret.

På Sydfyn: I Hårby havde jeg en ven ved navn Bjarne

Under dække af at besøge min mormor besøgte jeg Bjarne. Han havde et ganske normalt liv med en sød hund, en sød storesøster og søde forældre. Alting var så forskelligt fra det, jeg selv kendte til.

Jeg husker mest, at vi fordybede os i at tegne sammen. Vi tegnede i timevis i hans kælderværelse på Solvej 17. Han var dygtig til det, og blev da også arkitekt, men det var ikke lige min spidskompetence. Men pyt med det. Jeg tror, vi lignede hinanden meget:

  • Vi var flittige
  • Vi var dygtige i skolen
  • Og jeg tror, vi var klar over, at vi var anderledes (Bjarne levede mange år som bøsse)
  • Der kan have været noget autistisk også over ham.

Bjarne tog sit eget liv i 2015; det år hvor jeg overvejede det samme. Jeg var til hans begravelse og tanken om den gør stadig indtryk på mig. Måske mærkede han også en ensomhed? Det kan man ikke vide, og selvfølgelig skal man ikke digte, men man har da lov at tænke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Hvad kan jeg blive?

Hvad kan jeg blive?

Ensomhed i erhvervsvalget

Hvad kan jeg blive?

Hvad kan jeg blive?“Hvad kan jeg blive?” var titlen på en meget tyk bog, der handlede om alle mulige forskellige uddannelser og erhverv. Som billedet viser, findes den stadig.

Jeg kan stadig se mig mig selv bladre frem og tilbage i den; bange for at vælge forkert. Jeg sad alene på værelset i Svaneke. Der var ingen at tale om de forskellige muligheder med.

  • Det ene år havde jeg været i erhvervspraktik på Nexø Apotek og lavet Kodimagnyl, fordi jeg troede, jeg ville være apoteksassistent lige som kusine Winnie. Da ugen var omme, var jeg klar over, at jeg ikke ville være apoteksassistent.
  • Det andet år havde jeg været i erhvervspraktik på Bornholms Landøkonomiske Forening, fordi jeg troede, jeg ville være agronom. Efter en uge gik det samme vej som det med Kodimagnylerne. Det med lange grønne gummistøvler i ko- eller svinestalde var ikke lige noget for mig.

Overvejelserne gik fra skibskok til efterskole eller alt mulig andet, der kunne bevirke, at jeg kom væk hjemmefra. Efterskole var der selvfølgelig ikke penge til, når der ikke var råd til olie på tanken, og når der skulle være råd til tobak og alkohol.

Jeg besluttede mig for at ville være student, for jeg troede, det var noget, man kunne leve af. Heraf ses tydeligt, at jeg ikke er fra et sted, hvor man fik en akademiker til morgenmad. Jeg har af og til tænkt på, at min “mors” ægtefælle da trods alt var folkeskolelærer, så han må i det mindste have vidst, at “student” ikke var et erhverv. Det gjorde han sikkert også, så måske afspejler det mere ensomheden?

Hvis jeg havde børn, ville jeg tale med dem om, hvad de kunne blive, og hvordan deres styrker kunne bruges i forskellige erhverv. Og jeg ville fortælle dem, at de ikke kunne leve af at blive student. Jeg er i sandhed fra et mærkeligt sted.

Havde jeg været forælder til mig selv, ville jeg have fokuseret på mine evner til at systematisere og bemærke detaljer. Jeg havde ikke været i tvivl om, at mit barn skulle have en boglig uddannelse.

Tage 10. med og “uddannelsessnobberi”

Jeg husker frasen “tage 10. med” og det var jeg sådan set enig i, eftersom jeg ikke følte mig klar til at flytte til København allerede efter 9. klasse. Og jeg var klar over, at jeg måtte “over”, som det hedder på bornholmsk, når man taler om Sjælland/resten af landet. Der var/er et gymnasium i Rønne, men jeg måtte væk fra øen, hvis jeg skulle skabe mig et liv.

Lige p.t. har politikerne besluttet at nedlægge 10. klasse bortset fra for de unge, hvis forældre kan betale for et ophold på en efterskole. Det er en social skævhed, jeg ikke bryder mig om. Der kan være mange årsager til, at en ung ønsker at tage 10. klasse med, og selvfølgelig håber jeg ikke, at nogen oplever det, jeg oplevede. Jeg kan bare ikke se nogen god grund til at fjerne muligheden. Hvorfor skal de skynde sig så meget? Landet mangler arbejdskraft, men et år fra eller til løser næppe problemet.

På et tidspunkt talte blandt andet Mette Frederiksen meget om “uddannelsessnobberi” som en grund til, at flere skulle vælge en ikke-boglig uddannelse. Nu skal alle unge så på gymnasiet og blive studenter, også dem der vælger en ikke-boglig retning. Det kalder jeg en høj grad af “uddannelsessnobberi”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Hvad er egentlig en psykopat?

Hvad er egentlig en psykopat?

“Dyssocial personlighedsstruktur” hed tidligere “psykopat”

Kommentarer?

Jeg undrer mig altid over ikke at få kommentarer til poster om erindringer og indre barn. Jeg kan jo se, de bliver læst. Hvad skyldes det? Er det for voldsomt for dig? Er det for svært?  Husk på at jeg jo har et godt liv nu. Jeg vil bare gerne blive klogere på en svær tid. Fortæl mig om dine bevæggrunde til ikke at kommentere.

Den slags, som du ser på top-billedet, har jeg aldrig prøvet.

Hvad er egentlig en psykopat?

Jeg er optaget af at gøre det “ordentligt og rigtigt”. At kalde et menneske for “psykopat” kan man jo ikke bare gøre, idet det er en meget alvorlig etiket at klistre på et menneske. Jeg er jo trods alt cand. jur.; så prøver man at opføre sig ordentligt. Derfor har jeg besøgt Psykiatrifondens hjemmeside for at finde deres definition.

De skriver blandt andet om det, man tidligere kaldte psykopat, men man nu kalder: “dyssocial personlighedsstruktur”:

Har man en dyssocial personlighedsstruktur, føler man ikke skyld og bliver ikke ramt på samvittigheden. Man er ligeglad med regler og handler ofte impulsivt og kortsigtet.

Her har jeg plukket lidt – og det må man gerne, idet en person med en dyssocial personlighedsforstyrrelse ikke nødvendigvis rummer alle trækkene. Det er tilstrækkeligt bare at rumme nogle af dem:

Typiske træk hos personer med dyssocial personlighedsforstyrrelse kan blandt andet være at vedkommende:

  • Er selvcentreret, opmærksomhedssøgende og selvhævdende.
  • Er mere optaget af egne behov end af andres.
  • Er ligeglad med andres følelser.
  • Mangel på samvittighed.
  • Føler ikke ansvar eller skyld og udnytter gerne andre.
  • Har ingen respekt for sociale normer eller lovgivning.

Alle disse træk genkender jeg hos det menneske, jeg bare kalder “Psykopaten“. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at jeg gør det “ordentligt og rigtigt”. Det er ikke mig, der har klistret etiketten på min “mors” ægtefælle, det er min psykolog, som jeg har kendt i 10 år, og som har virkelig mange års erfaring. Det er altså ikke bare et eller andet Anders And eller “Hulla Bulla”, vi finder frem.

Jeg boede med psykopaten i ca. seks år. Og nu er det sådan, at støder jeg fx på et en kirkebogsindførsel om en helt anden person, der bare har det samme fornavn, må jeg skynde mig at “rulle forbi”. Der gik også mange år, før jeg nævnte psykopatens fornavn for psykologen. På den baggrund begyndte jeg at overveje, om jeg evt. også havde PTSD. Det kunne psykologen heldigvis klart afvise. Jeg har også diagnoser nok. Jeg har det godt nu, og jeg elsker mit liv – faktisk har jeg aldrig haft det bedre, men jeg vil gerne “videre”.

Koblingen til ECT

Jeg har taget fat på en “rejse”, hvor formålet er at bekæmpe min dødsangst i forbindelse med ECT. Jeg er afhængig af ECT, idet alt andet har vist sig utilstrækkeligt, og medicinen til sidst gjorde mig meget syg. Jeg er slet ikke i tvivl om, at ECT er den bedste behandling, jeg kan få. Ergo er jeg nødt til at arbejde med dødsangsten. Også selvom det er lidt hårdt.

Når jeg ligger på briksen til behandlingen, må jeg sige til mit indre barn, at livet ikke stopper her, og at hun må tage det roligt. De her mennesker vil dig ikke noget ondt. Jeg må give mit indre barn ro og kærlighed. “Du har oplevet så mange ting i dit liv, så det her kan du også.” Men jeg er ikke ret god til det.

Alt det andet roderi i mit liv er ryddet af vejen, derfor er det selvfølgelig som om, ECT bliver værre. Det er simpel logik.

Om at være Voksen Hanne

Jeg synes ikke, jeg er ret god til at være Voksen Hanne. Det er som om, jeg mangler viden om, eller intuition for, hvad jeg skal gøre, når jeg skal hjælpe barnet. Men psykologen siger, jeg gør det godt nok, og så er jeg tilfreds med det.

Rejsen er vildt hård og vildt spændende. Der er stor forskel på, at jeg fortæller psykologen om nogle ting og på, at jeg inviterer hende med ind i diverse erindringer. Jeg giver hende adgang til noget ubevidst materiale, som jeg ikke en gang selv kendte til. Det kan jeg kun gøre med et menneske, jeg har fuldkommen tillid til.

Da vi havde en klar aftale om at undersøge det “hyggelige” på Vollsmose Allé 672, 3. tv., mødte vi overhovedet ikke noget “hyggeligt”. Vi mødte i stedet psykopaten, der, fordi han genialt nok var folkeskolelærer og derfor tidligt hjemme, sad i den åbentstående, cerutlugtende morgenkåbe og lagde kabaler ved sofabordet. Det er ikke alene ulækkert og klamt; det er også forfærdeligt.

Da min “mor” er hentet fra arbejdet hos læderhandlen Bilenstein i Odense, vil Lille Hanne vældig gerne have kontakt til sin mor. Hvad kan Voksen Hanne gøre? Tage barnet ved hånden og gå ud til “mor” og bede om at blive set. Men  “mor”, ikke reagerer ikke. Så kan Voksen Hanne gentage det og spørge “Hvorfor tager du dig ikke af dit barn? Kan du ikke se, hun er ked af det?” “Kan du ikke se hun savner sin far?” Det er meget stærkt, men det er et dødfødt projekt. Voksen Hanne må tage barnet ved hånden og gå tilbage på værelset.

Hvad kan Voksne Hanne så gøre? Jeg svarer psykologen: “På en ordentlig måde lægge sig ned på sengen og holde om hende”. Det interessante her er, at det aldrig nogensinde vil komme ind i psykologens hoved, at der også er en uordentlig måde. Men i mit hoved er, at jeg må fortælle hende, at det skal foregår “ordentligt”. Man kan digte og forestille sig en masse, og det er på ingen måde min intention, men det er alligevel tankevækkende.

Jeg har aldrig været i tvivl

Jeg har aldrig nogensinde, bare et halvt sekund, været i tvivl om, at det ikke var min skyld. Mange misbrugte børn og mange voldtægtsofre tvivler ind i mellem på, om det var deres egen skyld. Det har jeg aldrig gjort – og det har været min redning og grunden til, at jeg trods alt har fået et rigtig godt liv med en god uddannelse og en god karriere.

At jeg har klaret mig skyldes formentlig, at jeg havde et virkelig godt fundament fra årene med min far. Et barn bygger sit fundament – og det, som det kan falde tilbage på – i løbet af de første tre leveår. Jeg kom til mine forældre, da jeg var 13 måneder, og altså havde jeg ca. to år til at bygge fundamentet.

Herudover er det sådan, at et barn danner sine moralbegreber allerede i løbet af de første fem leveår. Når man er fem år, er man klar over, hvad der er rigtigt og forkert. Det vil sige, at når psykopaten gjorde “sære” ting, som fx at sidde i åbentstående morgenkåbe ved sofabordet eller at kilde mig i håndfladen, når jeg i mangel på en far, alligevel holdt ham i hånden, var jeg fuldt ud klar over, at det var forkert.

Jeg overgav mig aldrig i løbet af de seks år. Men det bevirker selvfølgelig for en psykopat, at man bliver mere interessant.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.