Indlæg

,

“Projekt Oprydning” bevæger sig langsomt, for nye interessante emner dukker op

En tidsrejse

“Projekt Oprydning” begyndte som en simpel fejlretning, men har udviklet sig til en egentlig tidsrejse gennem både slægten og slægtsforskningens metoder. Undervejs opstår nye spor, gamle data driller – og pludselig nærmer slutdatoen sig for første gang.

“Projekt Oprydning” bevæger sig langsomt, for nye interessante emner dukker op

(Topbilledet har intet med dagens emne at gøre. Det stammer fra gårsdagens tur væk fra skærmen og ned til Rebæk Sø. Jeg kan så godt lide gæssene).

Jeg bliver nemt afledt af emner, jeg også gerne vil have fokus på. Der må prioriteres benhårdt i min lille butik, når jeg også gerne vil lave podcast for Danske Slægtsforskere.

“Projekt oprydning” blev påbegyndt den 4. august 2022. Det gik oprindeligt “kun” ud på at finde gamle fejl i allerede eksisterende data. Det er med vilje, at “kun” er i citationstegn. Men som tiden er gået, drejer det sig nu om at:

  • finde dødsfald på mennesker, der helt sikkert ikke lever længere
  • finde de tidligere og senere ægtefæller, som data indikerer
  • prøve at opspore samtlige børn samt disses ægtefæller, men heller ikke flere
  • opdatere de gamle “arkivhenvisninger” som overhovedet ikke var til kilder, men fx til IGI (International Genealogical Index) og mikrokortene …
  • forfølge spændende gamle og nye indikationer, fx “han blev fradømt gården i 1801” – jamen hvorfor? Hvad lå bag? eller: “Han døde i Christianshavns Straffeanstalt “, nåh, men hvorfor det?

Det er som at gå fra “aneindsamling” til slægtsforskning.

Lige nu er status vist på grafen herunder – fordelt på år:

Når man roder rundt i data

Jeg kan ikke helt finde rundt i alle mine elskede data, for af en eller anden årsag passer de ikke sammen. Som tabellen viser, har jeg lige nu afsluttet 3.142 personer. Legacy viser, at jeg lige nu har 3.389 personer, ergo burde jeg kun mangle at gennemgå differencen på 247. Men når jeg laver en liste over de personer, der ikke har hashtagget #Oprydning, så er der 570. Og det er jo det rigtige antal.

Jeg tror, diskrepansen skyldes, at jeg i begyndelsen (dengang i 2022 …) også registrerede de irrelevante personer. Dem har jeg registreret 109 af. Det var mennesker, der gik længere end aners søskende med ægtefæller og deres børn, fx fordi i “gamle dage” kunne man kun slægtsforske derhjemme ved hjælp af indtastede folketællinger og en meget begrænset mængde kirkebøger. Var der en folketælling, inddrog jeg “revl og krat” – en masse mennesker, der ikke havde det ringeste med mig at gøre. Dem sletter jeg nu. Jeg vil tro, at jeg har slettet mellem 600 og 800, selvom det gjorde ondt hjertet.

Det vil så sige, at regnearket, der styrer projektet, rummer mennesker, som Legacy ikke længere rummer. Så skal det jo gå galt! Jeg sammenholder pærer med bananer. Heldigvis er det ingen videnskab, og det er godt, jeg ikke er ansat til dette her, så blev jeg nok fyret på gråt papir i går.

Forventede slutdatoer og nøgletal

Jeg fik min ven ChatGPT til at opdatere de forventede slutdatoer, og det er lige til at blive i godt humør af, for nu kan tidsrummet indsnævres til mellem den 25. maj og den 16. juni – altså en forskel på kun tre uger. 25. maj er ikke så realistisk, for det forudsætter, at jeg ikke inddrager nye personer. Det kan jeg selvfølgelig ikke garantere. Derimod inddrager estimatet den 16. juni den hidtidige profil for nye personer.

Der har været tidspunkter, hvor jeg troede, jeg aldrig blev færdig. Nu kan jeg faktisk se en ende på projektet, Det føles godt, for egl. gider jeg ikke mere. Jeg har fanget det, jeg har fanget. Det bliver aldrig perfekt, men jeg har gjort det, så godt jeg kunne.

I begyndelsen var det umuligt at sige, hvornår jeg blev færdig. Men efterhånden som datasættet er blevet gennemarbejdet, begyndte tallene at stabilisere sig – så og nu kan jeg faktisk estimere afslutningen inden for kun få uger.

Nøgletallene er vist i tabellen herunder, og de er egl. meget sjove, også selvom de ikke er præcise. De er ikke præcise, fordi jeg først efter noget tid fandt på fx at registrere adresseforespørgsler og civilstande. Dvs. de er ikke med fra begyndelsen – men igen: det er jo trods alt ingen videnskab, selvom det havde været rart, hvis jeg havde fået alle de nye idéer fra begyndelsen.

En tidsrejse

Jeg retter op på gamle dårlige “kildehenvisninger” som overhovedet ikke var kildehenvisninger/arkivhenvisninger. Det er som at blive sat 20 år tilbage i tid. Se fx disse to, hvor henvisninger går til det hedengangne IGI, til de ditto mikrokort og noten “Herudover er teksten stort set ulæselig”. Det var også dengang; nu er det ikke længere så galt. Dem har jeg en del af.

Det er nu meget sjovt at gense, for der er på mange måder løbet meget vand i stranden siden den 3. januar 2008.

Jeg fandt på min PC dette gamle IGI-hæfte, som du måske også har haft (og det kan i øvrigt findes på Danskerne historie Online. (Du kan også hente det ved at klikke på billedet.))

Det er næsten som at gå tilbage til en tid, hvor vi ristede runer, hvor det hed en datamat og edb (elektrisk databehandling) , og hvor man skulle spare op i tre måneder for at få råd til at tilkøbe lidt plads i form af en ekstern harddisk. Prøv at hente det og bladr lidt. Det er utroligt, hvad der er sket på de 25 år, siden hæftet udkom i 2. oplag i år 2000.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Han fik aldrig mere end en etværelses

En arbejdsmands endeligt

Han fik aldrig mere end en etværelses

Et liv kan måles i kvadratmeter. Fra 8 m² med lokum i gården til et plejehjemsværelse og den sidste etværelses med låg: fortællingen om en arbejdsmands sidste år er også fortællingen om trange rum, en slidt krop og den stille ensomhed, der kan gemme sig bag en lukket dør.

Noget fik mig til at tænke tilbage på min morfars – Carl Frederik Kristensens – boliger. Jeg bliver trist, når jeg ser ned over listen med de ganske få kvadratmetre. Sædvanligvis tænker jeg tilbage på det elektriske vækkeur, han fik i afskedsgave ved sin pensionering som cementstøber fra Specialbeton i Odense i 1968. De mange etværelses er dog værre. Mit eget liv er til sammenligning den rene luksus.

Artiklen rummer mange størrelsesangivelser. Det er dem, der er de centrale.

  • Kvadratmetrene stammer fra mit indre billede af morfars boliger, som jeg herefter har fyldt ud og flyttet rundt inde i hovedet, som var det et spil Tetris. Det har givet mig en fornemmelse af, hvor mange kvadratmetre, der har været i alt. Jeg håber, forklaringen er forståelig.
  • Antallet af centimeter er angivet ud fra mit indre billede, som jeg har målt efter med en tommestok. Jeg sidder virkelig med en lille tommestok foran mig. Jeg håber, at også denne forklaring er forståelig.

Allégade 68

Jeg kan nemt huske Allégade 68 i Odense, hvor han boede, da jeg var helt lille: Jeg vil tro, der har været ca. 8 – 10 m², fordi en seng er ca. 2 m², og hvis man så inde i hovedet forestiller sig et spil Tetris på skærmen, så kunne den højst stå der fem gange. Der var helt sikkert mindre plads end på mit kollegieværelse, som var 13 m² stort.

Der var lokum i gården, som altid lugtede kraftigt af “Hardol”, så der var formentlig rent nok, men jeg hadede alligevel at gå derind, uden at jeg ved hvorfor.

Boligen havde ikke et rigtigt køkken. I stedet var der højst to kvadratmetre med en terrazzo-bordplade med to gasblus og flaskegas på den ene side og i den anden side vask og lidt køkkenbordsplads. Køkkenbordet var højst 70 – 80 cm. langt. Hertil kom vasken. Han havde ingen ovn, og jeg har fået fortalt, at han så måtte stege flæskestege i en gryde, og at det var han god til, så sværen var trods alt sprød. Det er sådan noget åndssvagt noget at huske på.

Brammingevej og den nye kolonihave

Efter sin pensionering fra cementstøberiet flyttede han til en anden etværelses på Brammingevej (måske nr. 24?) i Bolbro i Odense.

Nu fik han var lidt flere kvadratmetre – denne gang på størrelse med mit kollegieværelse, dvs. 13 – 15 m².

Der var stadig ikke et rigtigt køkken. Nu var der en form for “tekøkken” (eller måske kaldtes det “amerikansk køkken”?) inde bag et par skabslåger i den ene ende af værelset. Som jeg husker det, har det været ca. 100 – 130 cm. bredt. Han havde anskaffet sig et rundt spisebord med fire stole omkring, der stod midt i rummet.

Der må have været et rigtigt badeværelse i gangen til venstre, når man kom fra værelset, men det kan jeg ikke huske.

Da han boede på Brammingevej, havde han købt den større kolonihave med det nybyggede hus i haveforeningen “Skytteløkken”. Han var bestemt steget i graderne siden den første kolonihave lidt henne ad stien, men han var for gammel og syg til at kunne passe haven. Derfor gav han den til min “mor” og psykopaten, som en form for arveforskud. De solgte den med det samme og brugte pengene som en del af udbetalingen på gården på Sydfyn.

Sydfyn – Nellemosevej 21

Morfar flyttede med til Nellemose. Han fik der et lillebitte “værelse” på måske maksimalt 6 – 8 m², som man kom ud til via en form for bryggers. Gik man ligeud, kom man til et lille viktualierum. Drejede man til venstre, kom man til morfars “værelse”.

I værelset kunne der stå en seng til højre. Spiller man atter Tetris inde i hovedet, kan sengen dubleres til venstre, og så var der ikke mere plads bortset fra højst en kvadratmeter ved fodenden. Hvor havde han sine ting, sit tøj? Havde han ingenting?

Jeg kan ikke huske, om han allerede der gik med gangstativet, men jeg kan stadig huske lyden af et gangstativ: der var et antal skruer, der holdt aluminiummet sammen. Når stativets fødder sattes i gulvet på den nye placering, kom der lyd fra skruerne i aluminiummet.

Var han en del af “familien”? Jeg ved det ikke. Når jeg tænker på aftensmaden, synes jeg ikke, han deltog, men det kan være forkert.

Storegade 18 i Svaneke

Han var med, da vi boede i Svaneke, som vi flyttede til i december 1978. I mine noter har jeg, at han tilflyttede Nexø Kommune den 28. juli 1979 fra Odense. Desværre er det fra før, jeg skrev kilder … men det ser rigtigt ud.

Han blev installeret i det nordvendte baglokale til min “mors” skobutik. Mit indre Tetrisspil viser denne gang ca. 14 – 15 m². Det runde spisebord og stolene fra Brammingevej var med men blev aldrig brugt. Han var fuldkommen isoleret, fordi han gik meget dårligt og fx ikke kunne komme til 1. sal og spise sammen med resten af “familien”.

Om sommeren var han af og til ude i den lille cementerede gård, der var erstatning for en have. Vi havde ikke en græsplæne. Han drillede min halvbror – som på det tidspunkt har været tre eller fire år – med sin stok. Om nogen af dem syntes, det var sjovt, ved jeg ikke.

De stærkeste billeder på min nethinde: Han sidder altid på sin seng og ser TV, for han kan ikke andet. Det er skruet ret højt op, for han hører temmelig dårligt efter de mange år på cementfabrikken. Muligvis løser han til tider krydsogtværs eller læser et ugeblad. Der er ikke langt til badeværelset. Han skal bare to trin ned, så to – tre meter gennem skobutikken, så to trin op til højre, så et par skridt, og så er han der – men han kan ikke. Derfor må han tisse i en kolbe, som jeg tømmer, når jeg alligevel bærer aftensmaden ned til ham fra førstesalen. Hvordan resten af den personlige personlige hygiejne foregår, ved jeg ikke. Min “mor” tager sig af det?

Jeg flytter selv til København den 31. juli 1980.

Lindevej 5 i Svaneke

Han døde den 3. november 1982 på en adresse, som jeg for mange år siden har noteret var et plejehjem. Der har sikkert også kun været et værelse. Han var da 83 år.

Den næste etværelses har været den med låg.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Musik er minder

Erindringer

Musik er minder

Musik er ikke bare lyd – det er hukommelse.

En personlig rejse tilbage til Nørrebro, tiden på kollegiet og de sange, der stadig kan åbne døre til mennesker, steder og følelser, længe før ordene selv kan.

Uden at have forstået algoritmen er jeg havnet i en Facebookgruppe ved navn “Nørrebro i gamle dage”, som publicerer mange skønne, gamle billeder. Jeg prøver at lade være at føle mig ramt, når de skriver om 1980/81, for det var der, jeg selv boede på Nørrebro. Er jeg pludselig gammel nok til at være en del af “gamle dage”?

Jeg kan huske rydningen af Allotria, nedrivningen af de gamle ejendomme i “Den sorte firkant”, buslinje 7, der kørte ned ad Nørrebrogade osv.

Jeg flyttede dertil den 1. august 1980, hvor jeg havde lejet et værelse ud til en baggård i Dagmarsgade nr. 5, 4. th. Lokummet var på bagtrappen og PKV (pissekoldt om vinteren), og vi delte det med naboen. Jeg var den eneste, der gjorde rent der. Badeværelse var en ukendt luksus. Hele lejligheden var PKV, for petroleumsovnen og den lille el-radiator kunne ikke klare de tre værelser.

Det var fantastisk, da jeg i juni 1981 kunne flytte til Amagerkollegiet. 13m2, tekøkken og bad og toilet. Jeg kom ind i nutiden og begyndte at studere; det var slut med at gøre rent i De Gamles By. En dag vil jeg opliste mine studenterjobs …

En playliste hos Youtube

Det er meget sjældent, jeg hører musik, for det forstyrrer mine sanser, når jeg vil læse 2-300 år gamle kirkebøger.

Når jeg en sjælden gang kigger på min playliste hos Youtube, slår det mig, at min musiksmag blev grundlagt i årene på kollegiet og ikke har udviklet sig siden. Klikker jeg på et af numrene, kan jeg teksterne udenad; jeg skal bare lige have et par stikord.

Musikken minder mig om mennesker, jeg har kendt og elsket – og som har betydet noget for mig. Jeg har ikke altid forstået de indbyggede signaler.

En kvinde lærte mig fx “Du kom med alt det, der var dig …” Jeg lyttede til teksten og troede, hun mente det, men det gjorde hun ikke. Sådan noget er PI (pisseindviklet), når der ikke er regler, og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan andre mennesker finder ud af det.

Det var årene med Bjørn Afzelius både på anlægget og på Femøren om lørdagen kl. 14:00. Jeg kunne lige nå det, hvis fru Larsen og fru Jensen i Irma på Kongelundsvej gav mig lov at gå lidt tidligere. I urtiden lukkede man jo kl. 14:00 om lørdagen (og kl. 20:00 om fredagen).

Jeg havde verdens bedste veninde i 34 år. Jeg tænker altid på hende, hvis jeg hører Carol Kings “You’ve Got a Friend”. “When you are down and troubled and you need some loving care …”

Danse hele natten

Musikken minder mig om de år, hvor mangt en fredag og lørdag nat gik med at danse med de skønne kvinder i Kvindehuset i Gothersgade og i Danner.

“Ingen klassekamp uden kvindekamp og ingen kvindekamp uden klassekamp” (eller også er det omvendt) var sloganet.

Anne Linnets “Smuk og dejlig” var en af dem, vi alle kunne udenad – og det kan jeg stadig. De var altså smukke og dejlige alle som en!

Et lille lys i mørket

Trille fulgte mig i alle årene. Jeg havde alle LP’erne, og jeg kunne teksterne udenad.

Det er kun få år siden en jævnaldrende sygeplejerske på psykiatrisk afdeling på Brøndbyøstervej erindrede mig om albummet “Et lille lys i mørket”, da jeg en sommerdag sad på min stue med nedrullede gardiner og ikke længere orkede livet.

Hun sang for mig: “Og sådan er der altid et lille lys i mørket, men hvis du vil kunne se det, så må du ikke være mørkeræd”. Det tænker jeg tit på.

Jeg var temmelig mørkeræd i de år. Det er historie nu. Psykologen og psykiatrien lærte mig i fællesskab at se lyset. Både før, nu og for fremtiden.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Genstart: “Claus Meyer kan stadig råbe”

Rundt om mad

Mad følger os hele livet – fra barndommens tallerkener til den måde, vi fylder indkøbskurven på som voksne. I denne artikel tager jeg en tur rundt om maden, inspireret af en Genstart-udsendelse med Claus Meyer, der vækkede minder om pulvermad, dåsehakkebøffer og en barndom, hvor næsten intet blev lavet fra grunden.

Senere i livet har jeg mødt en helt anden madkultur med grønne salater, frisk mad og mange år som vegetar, og i dag laver jeg stort set al min mad fra bunden og får kasser fra Aarstiderne fyldt med sæsonens grøntsager. Samtidig kæmper jeg med et forhøjet blodtryk, som jeg selv har opdaget, og som gør sundhed, krop og bivirkninger fra medicin til en konkret bekymring – og til en del af historien om, hvad vi putter i munden, og hvordan vi har det.

Genstart: “Claus Meyer kan stadig råbe”

Jeg har lige hørt dagens “Genstart” med Claus Meyer, og da min rigtige PC og den nye skærm er hos GladTeknik, kan jeg ikke andet end at skrive en artikel. Legacy befinder sig jo på Arnold Nielsens Allé 71; hvad skal jeg så lave? Jeg glæder mig til at få begge dele retur – formentlig i morgen.

Claus fortæller om en barndom på pulvermad. Det havde jeg glemt, at jeg også voksede op på.

Buddingpulver, fromagepulver og kartoffelmospulver. Føj. Det værste var hakkebøfferne. Dog fik jeg kun en eneste gang Beuvais’ hakkebøffer på dåse. Jeg husker det alt sammen som ulækkert. Hvorfor lavede vi det ikke fra grunden? Vi havde jo masser af tid.

Det handlede om “Gris på gaflen”, hvor jeg samlede på opskrifterne, der kunne sættes ind i et lille blåt ringbind. Og jeg klippede Kirsten Hüttemeiers opskrifter ud af Familie Journalen, lagde dem i alfabetisk orden i en mappe og lavede oversigter over dem, så jeg vidste, hvilke jeg allerede havde. Det var noget besværligt, da det var før Excel.

Vi lavede ikke noget af maden fra grunden, og der var ingen grønne bladgrønsager. “Plantebaseret” var selvfølgelig et fremmedord, for vi var i 1970’erne; det er først opstået i 2020’erne.

Noget blev dog lavet fra grunden: suppe med melboller samt brunkål. Jeg hadede begge dele. Den dag i dag opfatter jeg melboller som tyk hvid sovs kogt til små runde boller. Det er jo de samme ingredienser.

Nye madvaner

Det ændrede sig markant, da jeg begyndte at komme hos min fars ungdomskæreste og hendes mand i Kongens Lyngby, som tog sig godt af mig, da jeg rejste til København. Her var der altid grønne salater til maden, og der var ingen pulverbaseret mad.

Det var også her, jeg fik min første elektriske tandbørste – eller rettere: Jeg fik et børstehoved, der stod oppe i skabet til højre med en lille gul ring omkring. Det havde jeg ikke prøvet før.

Da jeg flyttede på kollegiet, levede jeg ti år som vegetar, og jeg har gemt flere af mine vegetariske kogebøger.

Udsendelsen med Claus Meyer var virkelig rar at lytte til, og jeg blev bekræftet i mine nuværende madvaner, hvor jeg laver alt fra grunden. Jeg handler hos Aarstiderne – bare Budgetkassen – og der er masser af friske grøntsager i sæson. Selv ville jeg nok ikke finde på at købe frisk grønkål, palmekål, rosenkål og jordskokker, men dem er Aarstiderne flinke at putte i kassen til mig. Jeg synes, jeg lever sundt.

Forhøjet blodtryk

Der er ikke noget quickfix mod mit forhøjede blodtryk, som jeg ikke forstår, hvorfor jeg pludselig har fået. Det er ikke det kongelige danske sundhedsvæsen, der har fundet ud af, at jeg har fået det. Det har jeg selv målt mig frem til, for jeg har selv blodtryksapparat.

Nu drikker jeg rødbedesaft, der skulle være godt mod forhøjet blodtryk, og jeg hverken drikker alkohol eller ryger. Så jeg forstår det ikke. Jeg er bekymret og bange for at få en hjerneblødning. Er det sådan, jeg skal ende? Men det er måske den bedste måde at falde ned af skrivebordsstolen på?

Jeg har været hos “egen læge”, som jeg havde bedre kommunikation med anden gang end første gang. Hun fortalte, at mit blodtryk er for højt. Det vidste jeg godt, det var jo mig selv, der havde konstateret det. Hun orienterede om de forskellige præparater og deres bivirkninger. Hun virkede grundig, idet hun ville have en urinprøve og ikke bare udskrev et eller andet. Jeg ved sørme ikke med de præparater. Jeg kender dem jo ikke, og så er det svært at vælge.

Jeg er “bivirkningsfølsom” i hvert fald overfor præparater fra psykiatrien. Er der en bivirkning, får jeg den. Og “der er ingen virkning uden bivirkning” lærte jeg af Christina, der er super-farmaceut i Region H. Om det også gælder præparater fra somatikken, ved jeg ikke noget om.

Jeg ved ikke, om jeg helst vil have nyreproblemer, hovedpine, svimmelhed eller hævede ankler. Jeg synes ikke, noget af det lyder særlig fedt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.