Tag Archive for: Aspergers syndrom

,

Glæden ved at samle og systematisere

Glæden ved at samle og systematisere

Frimærker i kilovis og opskrifter fra Hüttemeier

Glæden ved at samle og systematisere

Det er sjovt at tænke tilbage på, at jeg altid har haft Aspergers syndrom, og hvordan det har vist sig. Dengang i den fjerne fortid var der bare ingen, der interesserede sig for børns særinteresser, for man havde jo dårligt opfundet barndommen, og da slet ikke diagnoserne. Et barn med fx Aspergers syndrom var bare en særling. Bum, færdig, slut.

Jeg samlede på frimærker og madopskrifter. Og jeg elskede at samle og at systematisere. Jeg kunne nemt være blevet Valomandens søster.

Frimærkerne

Det gik primært ud over frimærkerne, som jeg fik i store poser, fx 1 kilo, hvor selve frimærket stadig sad på små papirlapper. Jeg fik skilt de to ting fra hinanden ved at lade dem ligge i en balje vand. Efter et stykke tid kunne man så tage mærket af og gå i gang med at tørre frimærkerne på viskestykker.

Glæden ved at samle og systematisere

Når de var tørre, skulle de sættes ind i bøger med en form for gennemsigtige lommer. Jeg ordnede dem primært efter værdier. Fx skulle alle 25-øres mærker med kongen sættes før mærkerne med samme til 50 øre. Efter noget tid blev det selvfølgelig kedeligt. Så tog jeg dem alle ud og systematiserede dem fx efter land, farve og værdier: England, dronning Elisabeth i orange, 1 pence osv. Det brugte jeg enormt lang tid på.

Jeg troede, de var penge værd, men det var de selvfølgelig ikke, når de blev leveret i kilovis. Jeg er jo ikke fra et sted, hvor man ofrede penge på børn.

Madopskrifterne

Glæden ved at samle og systematisere

Jeg klippede madopskrifter ud af ugeblade. Det var muligvis Familie Journalen, for kogekonen var Kirsten Hüttemeier (hende med ‘Skåneærmerne’). Logoet var rundt og i farver og forestillede hendes ansigt.

Jeg ordnede dem efter kød-art (okse- eller svinekød), og dernæst efter indvolde (hjerter, lever osv.) eller fisk. Jeg var ikke så gammel, før jeg også gik i gang med at lave opskrifterne, og på den baggrund blev jeg forholdsvis god til at lave mad.

Flere har uafhængigt af hinanden fortalt, at de kom til gode middage på kollegiet i 80’erne. Det kan jeg desværre ikke selv huske, men det må vel være sandt. Min fars ungdomskæreste fortalte mig fx i foråret 2023, at hun i sin opskriftsbog havde en opskrift, hun havde fået fra mig en gang i 80’erne, fordi det smagte så godt.

Og nu har jeg genfundet glæden ved at lave mad. Jeg er dovent anlagt og let fantasiløs, så jeg abonnerer på måltidskasser fra Aarstidene, hvor jeg en gang pr. uge får leveret mere, end jeg nogensinde selv kunne finde på. Det smager simpelthen godt.

Slægtsforskning er også at samle og systematisere

Det passer så godt med at være blevet slægtsforsker og at elske det.

Her samler og systematiserer jeg data, der skal hænge sammen og som først kommer ind i Legacy/TNG, når jeg har en valid primær kilde og at den i øvrigt hænger sammen med andre primære kilder. I min verden skal fund kvalificere sig til at blive til mine data. Det er vældig hurtigt at tilføje noget, men det er et helvede at få det hele fjernet igen, når det viser sig at være forkert. Det gider jeg ikke bruge tid på.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Sanseprofil i psykiatrien

Sanseprofil i psykiatrien

Udredning for multiple sanseindtryk

Sanseprofil i psykiatrien

I går formiddag besvarede jeg 60 spørgsmål, der skal bruges til at lave en sanseprofil for mig, og dernæst hjælpe mig med strategier for, hvad jeg kan gøre ved problemerne, som jeg også tidligere har skrevet om under overskriften “Støjhelveder på jord”.

Vi (Distriktspsykiatrien og jeg) var også i gang med det for 11 måneder siden. Forskellige forhold har bevirket, at vi nu prøver igen.

Den nye medarbejder (en ergoterapeutstuderende på syvende – og sidste – semester) var simpelthen så sød og grundig. Jeg følte mig i høj grad hørt og mødt i alle 87 minutter. Fx stillede han mange supplerende og afklarende spørgsmål og noterede alle svarene. Det til tider lidt tåbelige spørgeskema var ikke altid nok. Fx var der ofte dobbelte negationer, som jeg måtte bede ham læse op igen, så jeg var sikker på at “vende svaret rigtigt”.

Det vigtige for mig er, hvad jeg så kan gøre ved dette problem, som bliver værre og værre. Tænker jeg fx ti år tilbage, synes jeg ikke, jeg havde disse problemer: Der er adskillige caféer og restauranter, jeg ikke kan gå på; hos frisøren og i taxaer må jeg bede dem skrue ned eller slukke; jeg er voldsomt generet af muzakken, hvis jeg en enkelt gang går i et center; jeg hader hjemmesider med ting, der hopper og danser; gif’er er slået fra i mine browsere; ligger der en fast food-restaurant, må jeg gå over på den anden side af gaden, fordi jeg ikke kan holde lugten ud osv.

For mig er alt dette overflødige sanseindtryk, der fylder alt for meget i min hjerne, og det, der er tilbage af den, kan jeg ikke bruge til noget.

Resultatet af testen vil uden tvivl være, at jeg har problemer med støj og lugt. Det ved jeg allerede, det er jo derfor, jeg kommer. Jeg vil formentlig få resultatet allede på fredag. Det er så fornemt.

Tæt på andre mennesker

Der var en gruppe af spørgsmål, jeg ikke tænkte så meget over for 11 måneder siden, men som nu stod tydelige: Det hed sådan ca. “Tæt på andre mennesker”. Jeg bryder mig meget lidt om at have fremmede mennesker tæt på mig, og kun mine allernærmeste venner giver jeg et knus ved goddag og farvel. Jeg er simpelthen ikke meget for kram-kulturen og nød distancen under pandemien.

Jeg har udviklet forskellige strategier til at imødegå det. Står jeg fx i kø ved en kasse i et supermarked, sætter jeg kurv/vogn bag mig, fordi jeg på denne måde selv kan regulere, hvor tæt de fremmede kommer på mig.

60 gange stillingtagen

I alle 60 tilfælde skulle jeg tage stilling til et udsagn ved hjælp af følgende svarmuligheder:

  • næsten aldrig: 5 % af tiden eller mindre
  • sjældent: ca. 25 % af tiden
  • af og til: 50 % af tiden
  • hyppigt: ca. 75 % af tiden
  • næsten altid: 95 % af tiden eller mere.

Jeg er dårlig til at rubricere den slags ting. Mine svar kom derfor primært i kasserne “5 % eller mindre” eller “95 % af tiden eller mere”. Sådan en slags enten eller uden så mange nuancer!

Det minder mig lidt om tiderne hos fysioterapeuten, hvor jeg skulle rubricere fx nattesmerterne i skulderen på en skala fra 1 til 5. Jeg svarede 5. Han sagde “Det er jo meget”. Til det kunne jeg kun svare “Jamen jeg har også enormt ondt om natten!”. Det var en underlig “dialog”.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Godt det bare var et mareridt

Godt det bare var et mareridt

Jeg var til min fars bisættelse i nat

Godt det bare var et mareridt

Det er ret sjældent, jeg kan huske, hvad jeg drømmer. Jeg synes, der kan gå måneder imellem, jeg kan huske en drøm. I nat vågnede jeg imidlertid kl. 02:25 og så tydeligt følgende for mig:

Jeg var hos min fars ungdomskæreste, hendes to sønner og to svigerdøtre. De var alle vældig omsorgsfulde, tog mig på skuldrene og sagde fx “Det skal nok gå”. Jeg var på vej ud ad døren til bisættelsen, og det absurde var, at jeg selv skulle have hans urne med (og det var ikke til urnenedsættelsen).

Men der var lidt uorden i begreberne i mareridtet. I øvrigt blev han kistebegravet (også kaldet jordfæstet), som man jo gjorde dengang for 51 år siden.

Pyh ha … Det varede et par timer, før jeg kunne sove igen.

Op på en piedestal

Jeg er helt opmærksom på, at jo flere år, han har været død, jo højere op på en piedestal kommer han. Det burde måske ikke være sådan, men sådan er det, og det generer jo ikke nogen. Heller ikke mig selv. Andre tænker måske, at det er unaturligt, men hidtil har ingen været så uvenlige at påtale det. Og tanker er som bekendt toldfrie. Både mine og andres.

For ikke så længe siden spurgte jeg psykologen: “Går det aldrig over?” Eftersom vi har kendt hinanden siden foråret 2015, er hun – med min billigelse – ret ligefrem og dejligt ærlig. Hun svarede: “Nej, det gør det ikke”. Selvfølgelig og gudskelov er det blevet “mindre” og langt mere udholdeligt, men der vil altid være en lille sorg til rest. Og det er også i orden.

Jeg tænker af og til på Johannes Møllehaves sætning “Sorg er en kærlighed, du ikke kan blive af med”. Det er præcis sådan, jeg har det. Læs evt. Dorte Hygum Sørensens interview med Johannes Møllehave i Politiken fra den 14. november 2002 (ingen betalingsmur) med netop den overskrift.

Var det mon gået på samme måde, hvis han ikke var død?

Det ville vel være mærkeligt, hvis jeg ikke en gang imellem spurgte mig selv om:

  • havde jeg udviklet den bipolare affektive sindslidelse, hvis han ikke var død?
  • havde en barndom med Aspergers syndrom været nemmere?
  • havde han sørget for, at jeg tog en uddannelse?
  • og meget andet.

Jeg “tror” ikke på epigenetik, men det er jo en videnskab og ikke et trosspørgsmål. Jeg ved bare intet om det og hørte først om begrebet i sidste uge. Jeg ved kun, at bipolar affektiv sindslidelse er genetisk betinget, men det er måske ikke helt tosset at forestille sig, at de efterfølgende hændelser kan have “skubbet til” sygdommen? Forhåbentlig læser ingen læger med (vel KTR? 🙂 ).

Var han ikke død, var vi ikke blevet en nomadefamilie, og jeg havde ikke gået i fem forskellige folkeskoler. Mange skoleskift, hvor man aldrig lærer hverken andre børn eller lærere godt at kende, er særdeles opslidende for et barn med Aspergers syndrom. Det ville jeg meget gerne have været foruden.

Det er måske en del af “piedestaliseringen”, men jeg kan ikke forestille mig, at en ansvarlig far ikke vil sørge for, at barnet tager en uddannelse. Og han var et ansvarligt menneske – selvfølgelig da.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Skønne stille svenske Skåne

Skønne stille svenske Skåne

En tur til Sverige

Skønne stille svenske Skåne

Det er ret sjældent, jeg bevæger mig udenfor mit hjem, og opholder mig sammen med andre mennesker i flere dage ad gangen, da jeg synes, det er utrolig anstrengende. Herudover er mine erfaringer med den slags ikke ret gode. Jeg plejer at vende fuldkommen udmattet hjem og efterfølgende at skulle restituere i flere dage.

Alligevel vovede jeg at tage til Skåne for at besøge en veninde i tre dage. Det var lidt af et eksperiment fra min side. Men jeg troede på det og vovede det, fordi psykologens forslag om at overnatte og spise morgenmad på en anden adresse var mulig. Altså kunne jeg trække mig tilbage, når/hvis det var nødvendigt.

Jeg boede på Lille Carlsson, der ligger i gå-afstand fra min veninde. Jeg havde bestilt sne og knirkende frost, og vi havde for længe siden scheduleret ud fra en langtidsprognose. Det havde hun så fint sørget for. Vi gik daglige ture i sneen, jeg kunne nemt være i bedre form, de to “døde” fingre gjorde ondt ad h til, og mine tæer var som istapper men pyt med det. Det var det hele værd.

Jeg blev betaget af den allestedsnærværende stilhed, som man hører med det samme og af, at når jeg slukkede lyset om aftenen, var der mørkt! Ikke sådan københavner mørkt men Skåne-mørkt.

Hvem blev mest udmattet?

En sjov detalje er, at jeg tror, min veninde blev mere træt end mig af det intense samvær. Lige nu er jeg selvfølgelig træt, og er glad for ikke at skulle noget hverken i dag eller i morgen. Men det er naturligt nok, da diskrepansen til mit dagligliv er stor. Men jeg er ikke hverken fladmast eller udmattet. Der er stor forskel.

Samtaler om gamle dage

Engang sidst i 1980’erne var jeg studentermedhjælper for hende. Vi sås nogle år, så blev jeg kandidat i januar 1990 og fik travlt med karriere osv., hvorfor kontakten gled ud. Jeg kan ikke huske hvornår, men for et par år siden fik jeg idéen om at skrive og spørge, om hun kunne huske mig. Det kunne hun godt.

Når vi ses, udveksler vi gamle minder, og det er sjovt. Vi mindes altid “arrestforvarerens soveværelse” i Roskilde og griner af det.

Vi taler om en tid, da man kaldte det “EDB” (elektrisk databehandling …) og om at fyre op under “computeren” på instituttet ved hjælp af de sorte 5¼” disketter. Vi brugte et program, der kaldtes SPSS (muligvis efterfulgt af et +), hvor vi nærmest selv kodede programmet til at gøre det, det skulle. Forunderligt nok virkede det. Det er altså helt utroligt at tænke på. I dag ville vi nok bede ChatGPT om lidt hjælp.

Vi er fælles om flere ting, fx
  • Når vi er på arbejde, arbejder vi. Hvis vi samtidig har det rart og sjovt, er det kun godt.
  • Man skal altid gå til toppen, hvis man vil noget.
  • Om forandringsprocesser: Start med at spørge dem, der laver arbejdet.

Dette fællesskab skyldes selvfølgelig blandt andet, at vi har den samme uddannelse, men også at vi deler mange værdier.

Det lille galleri

Jeg kunne have taget mange flere billeder, men da jeg er ord-menneske og vist ikke en gang har en konto på Instagram, blev det kun til de fem herunder.

 


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.