Indlæg

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg skal have katte

Vild glæde

Jeg skal have katte

Manchet

Om få uger flytter to små killinger ind hos mig, og jeg glæder mig helt vildt. De bliver ikke bare selskabskatte, men forhåbentlig også mine kommende servicekatte. Efter flere års overvejelser har jeg besluttet, at de skal være en del af min hverdag – både som legekammerater, arbejdsfæller ved skrivebordet og som en hjælp til at skabe ro i en hjerne, der ofte bliver overvældet af sanseindtryk.

Om tre uger kommer der to små banditter, der på det tidspunkt er 13 uger. Lige nu bor de på Fyn, men jeg får dem leveret.

Jeg har fundet en opdrætter med et kuld på fem, og jeg tager to, for at de får det bedst mulige liv hos mig, når de skal være indekatte. Jeg læste om, at det kan være stærkt traumatisk for en lille killing at blive taget fra moderen, at komme et fremmed sted hen, hvor alle lugte er fremmede, og hvor der ikke er noget/nogen, den kender. Når de er to, har de altid en bror/søster, de kender. Og herudover har de hinanden at lege med, hvis jeg ikke lige har tid.

Jeg er i gang med at se på, hvad jeg skal have anskaffet til dem, som skal være parat, når de kommer. En af tingene er noget så simpelt som en papkasse med et tæppe/håndklæde i, der kan stå på skrivebordet ved siden af tastaturet, så de kan holde øje med, om jeg nu arbejder flittigt. Der skal være et lavt kradsetræ, så de selv kan klatre op på skrivebordet. Der skal være et aktivitetscenter/klatretræ med huler at slappe af og sove i samt flader, hvor de kan sidde og holde øje med verden, hvilket katte elsker. Der skal være aktivitetsbolde med mad i, så de af og til stimuleres og skal “arbejde for føden”.

De får spisestuen. Den bruger jeg alligevel kun, når vinduespudseren er her tre gange om året.

I mange år måtte jeg undlade det, fordi jeg ikke kunne løse problemet “Hvem skal passe dem, når jeg er indlagt?” Men det er heldigvis historie nu.

Servicekatte

Det er blevet til efter flere års overvejelser – nu skal det være! Jeg har undersøgt det adskillige gange. Psykiatrien skrev på et tidspunkt en udtalelse til mig, som jeg kunne videreformidle. Desværre kan jeg ikke finde “vedlagte artikler” længere:

Eftersom de er så små, når jeg får dem, er det mig selv, der må sørge for at træne dem til at fungere som servicekatte. Det er jeg ikke i tvivl om, at jeg kan.

Jeg har læst om servicekatte:

“En servicekat fungerer som en specialtrænet støtte, der hjælper autister med at regulere nervesystemet, mindske angst og håndtere sanseindtryk. Katte er særligt gode, fordi deres lave energiniveau, rolige tilstedeværelse og lave støjniveau skaber et trygt og forudsigeligt miljø.

Fordele ved en servicekat for autister inkluderer:

  • Sensorisk regulering: Deres spinden og bløde pels giver beroligende sansestimuli, hvilket kan aflede og mindske følelsen af overstimulering.
  • Angst- og stressdæmpning: Katte er kendt for at reducere mængden af stresshormoner i kroppen, hvilket giver en følelse af tryghed.
  • Fast struktur: Katte kræver faste rutiner med fodring og pleje, hvilket hjælper med at skabe forudsigelighed i hverdagen.
  • Ufordømmende selskab: Katte stiller ikke sociale krav, hvilket gør dem ideelle til autister, der oplever social udmattelse.”

Jeg er nu ikke enig i “… lave energiniveau …” Det gælder i hvert fald ikke killinger.

Jeg er heller ikke enig i, at de ikke stiller sociale krav. De stiller i høj grad krav om at blive kælet for og blive nusset. De stiller også krav om at blive leget med.

“Hunde har ejere, men katte har personale”, sagde en veninde. Det er fuldkommen rigtigt.

Sansestimuli og forandringer

Det er måske svært for andre uden autisme at forstå, men i hvert fald for mig er det som om, at især lyde og lugte farer direkte og ufiltrerede ind i min hjerne ergo derind, hvor jeg lige har haft så meget besvær med at “gøre orden”, og nu kommer alle de sanseindtryk og laver uorden.

Eksempel 1: Næste weekend skal jeg til et møde i Fredericia. Det er sommerferieperiode, så Banedanmark laver – fornuftigt nok – sporarbejde. Det vil sige, at at der er togbus mellem Ringsted og Fredericia. Folk snakker og de spiser deres madpakker i en bus. Jeg frygter det allerede. Vil jeg nå frem i nogenlunde hel tilstand, og vil jeg kunne deltage aktivt på mødet? Kan jeg lige så godt blive hjemme?

Eksempel 2: En af dagene på højskolen havde underviseren fået den “glimrende idé”, at navneskiltene efter pausen stod et nyt sted. Ergo skulle man sidde et nyt sted sammen med nye mennesker. Der gik næsten panik i mig. “Mit skilt er her ikke. Hvor skal jeg sidde?” Jeg følte mig som komplet idiot. En medstuderende sagde “Er du blevet hjemløs?” Jeg kunne kun svare “Ja, og jeg sælger også ‘Hus forbi’ om lidt”.

I en stille stund sagde jeg til underviseren, at det måske var godt og sjovt for de 19 andre, men for en autist kan det føles som om, verden vælter. Forandringer kan være et mareridt for den hjerne, hvor der lige var “gjort orden”. Selvfølgelig hverken skal eller kan hun tilrettelægge sin undervisning efter mig, og jeg ønsker på ingen måde at være til besvær – det var bare til orientering.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Efter “Skriv dit liv” på Vestjyllands Højskole. Hårdt og godt.

Katten i "Forundringens have"Stegemüller

Forfatterdrømmen lever igen

Efter “Skriv dit liv” på Vestjyllands Højskole. Hårdt og godt.

En uge på Vestjyllands Højskole gav mig meget mere end nye skriveredskaber. Den gav mig troen på, at forfatterdrømmen stadig lever. Jeg kom hjem udmattet af sanseindtryk men med en ny forståelse af fortællingens kunst, mod til at dele mine egne erindringer – og lysten til endelig at skrive den historie, der har ligget i skuffen alt for længe.

Det har været fantastisk, og det har været utrolig hårdt for en Asperger-hjerne uden filter, hvor alle sanseindtryk farer direkte ind. Et bombardement uden ophør. 120 mennesker støjer utrolig meget – også selvom de er både søde og velmenende.

Det værste var spisesalen, så jeg fik stort set først mad, da Birte uden h fandt på at hente det til mig. Jeg væltede næsten bagover af hendes omsorg. Hvordan takker man et menneske, der uden videre tilbyder sig selv som en ven i nøden?

Adskillige dage har jeg tænkt “Nu ændrer jeg billetterne, sætter mig fredfyldt på DSB 1′ Stillezone og kører til København”, men kig på programmet fik mig til alligevel at prøve at tage en dag mere. Der var for meget, jeg ikke ville gå glip af, og tandbylden gik også langsomt i sig selv.

Jeg var som en hullet si. Det var bedst om morgenen, men i dagens løb blev det værre. Nu er energiregnskabet i debet, men humøret er godt – fyldt af glæde over endelig at have forstået alt det, jeg i flere år har forsøgt at læse mig til.

Det er en kolossal sejr, at jeg holdt ud til torsdag kl. 16:30, hvor Bodil kom i Toyotaen og kørte mig på el til Herning Station. Kun et skift på Hovedbanegården fra såkaldt lyntog til en taxa det sidste stykke. Togturen blev billig, for en forsinkelse på 52 minutter bevirkede, at jeg nu får halvdelen af de 684 kr. retur som led i rejsetidsgarantien. 15 kilometer øst for Fredericia holdt vi en time ved den lille stationsby Kauslunde på Fyn, mens Banedanmark reparerede et eller andet. Det generede ikke mig, for jeg havde min nye bog “Fortæl dit liv – Sådan skriver du dine erindringer”.

Deadline i morgen kl. 12:00

Vi har trænet og øvet. Teori er blevet til praksis.

— I morgen skal du inden kl. 12:00 sende din tekst. Vi printer i fire eksemplarer, og du skal tale om den med din gruppe, sagde vores underviser Marie Østergaard Knudsen.

  • Min første beslutning var, at det kunne Marie godt glemme. Helt som spisesalen ville det blive uden mig. Jeg havde ikke nogle ord, der kunne bruges, og mine tekster er som mine børn, jeg har puslet om og givet et varieret liv i kærlighed. De skulle ikke ud på en fremmed legeplads med uuddannede hjælpere.
  • Den næste beslutning fødtes natten inden, hvor jeg forsøgsvist skrev Hongkong-influenza i 1969. Jeg trak vejret dybt, lukkede øjnene og trykkede på send.

Først tvivlede jeg på, om den var god nok og overhovedet værd at læse for nogen som helst? Og udleverede jeg mig selv for meget til 19 næsten-fremmede mennesker? Men jeg skriver jo bare tingene, som de var.

Den viste sig at være brugbar, selv om jeg havde overskredet grænsen på 500 ord med 407 ord. Jeg fik lov at læse den højt for hele holdet. Stemmen var flere gange ved at knække, fordi minderne kom farende. Men man kan synke sig fra meget.

Jeg kan i virkeligheden godt lide at blive presset især bagefter, når nytteværdien har vist sig.

Det vigtigste er at skrive

Skriveøvelserne har været geniale. “Skriv i syv minutter”. Når man tror, det er overstået, siger hun “Skriv så i syv minutter mere”. Det forunderlige er, at der rent faktisk kan komme en forståelig tekst ud af sådan et power-skriv.

Nu er jeg – heldigvis – hjemme og vil forsøge at praktisere “BDS”, der står for:

  • Brief
  • Daily
  • Sessions

Skriv 20 minutter hver morgen, inden sanserne forstyrres af snik snak, e-mails, netbank, Facebook, telefonmøder etc. Sæt ord på papir eller skærm, pres dig selv lidt, prøv at gøre det. Ingen skal se teksten, med mindre du får geniale indfald. Og det gør jeg jo … I morges dukkede Skjold Burnes “Den med tyren” pludselig op

Det vigtigste er glæden ved ordene og ved at skrive. Det vigtigste er ikke, om kommaerne står det rigtige sted.

Show it – don’t tell it

Endelig er det lykkedes mig at få “show it – don’t tell it” ind under huden. Jeg har så tit læst om det, men det er aldrig lykkedes mig at praktisere det. Det er som om, jeg ikke helt fattede, hvad det betød for mig og mine fortællinger. Men nu ved jeg, hvad det drejer sig om.

“Tante Agathe var både en dramaqueen og temmelig manipulerende” – det går bare ikke, for her fortæller man læseren, hvad hun skal mene om tante Agathe.

Fold det ud. Fortæl af karsken bælg. Der skal mange ord til at forklare, hvad en dramaqueen er, eller hvordan et menneske er manipulerende, men det er jo hele idéen med fortællingen. Der må gerne være mange ord.

Mit projekt om hattemagermesteren skal op af skuffen

— Mor, kan du række mig stegen? siger Wilhelm. Mor rejser sig. Hun går over til komfuret, hvor den varme plade står.
— Vil du have sauerkraut til også?
— Ja tak.
Vilhelm betragter mor, der går ind i spisekammeret. Er det nu, han skal lufte idéen? Han betragter mors arm. Er hun trist i dag? Tænker hun på Emilie og Pauline? Nej, hun ser stærk ud.
— Jeg har tænkt på noget.
— Ja? Mor sætter sig.
— Jeg så en annonce i avisen. De mangler hattemagere i København.

Den lille tekst herover udviklede Marie på fem minutter til mig, da jeg for nogle år siden købte en session hos hende. Det havde taget mig fem dage.

Jeg har gemt noterne fra sessionen. De er nu kun er delvist læselige, fordi jeg har væltet et glas vand ud over dem.

Wilhelm er den oldefar, der i 1890 kom til Brede Klædefabrik som hattemagermester. Jeg har en historie, den skal “bare” skrives.

Jeg glæder mig og tastaturet kalder højt på mig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Morgensang med Philip Faber

Minder om Corona-tiden

Morgensang med Philip Faber

Seks år efter nedlukningen dukker små glimt fra Corona-tiden alligevel op i hukommelsen: morgensang med Philip Faber, albuehilsner, mundbind og det historiske pressemøde 11. marts 2020. Minderne er både varme, mærkelige og urovækkende – og måske er det slet ikke så dårligt, at noget af tiden allerede føles fjern.

Egentlig husker jeg intet fra Corona-tiden, og jeg undrer mig, når andre siger, at det var en streng tid at komme igennem. Det lagde jeg nu ikke mærke til. Hvis jeg husker noget, så er det, at det var rart, at det uudtalte pres om at være social for en tid var væk. Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien har fortalt, at det hører hun fra mange med en eller anden form for Autisme.

Hvis jeg tænker mig grundigt om, så husker jeg alligevel “Morgensang med Philip Faber”. Jeg lavede alle opvarmningsøvelserne og sad derefter i min seng og sang med og fik den sære følelse af at være sammen med alle jer, der også sang med. Jeg kan godt lide at synge, men hver gang jeg forsøger på det, husker jeg, at min “mor” altid sagde, at jeg var tonedøv. Det var ikke rart, for det udelukkede mig endnu en gang fra deres fællesskab.

På YouTube ligger mange af udsendelserne med Philip Faber, og når jeg ser dem igen, er det faktisk gode minder. Det er fine sange og salmer han tog med på opfordring fra lyttere og seere. Jeg har lige gensunget “Lysets engel går med glans” og “Du kom med alt det, der var dig” fra den 3. april 2020. Opvarmningsøvelserne sprang jeg dog over denne gang.

Noget af det rare ved at synge med Philip Faber er, at det er til at synge med, da det foregår i et toneleje for almindelige mennesker i modsætning til at synge i kirken, hvor det altid har undret mig, at det foregår i et toneleje, hvor jeg i hvert fald ikke kan være med. Men det er måske det, med det tonedøve …?

De to første linjer fra vers fem af “Du kom med alt det, der var dig” betyder noget i mit liv:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær

Restriktionerne

  • En ven fortalte om ensretningen rundt om søerne i København. Jeg fik et grineflip over det. Jeg kan visualisere, hvordan hundredvis af mennesker spadserede i samme retning. Men reelt var det ikke sjovt jfr. omtalen af pressemødet i næste afsnit.
  • I en TV-udsendelse fra 2021 så jeg, hvordan folk hilste ved at støde albuerne mod hinanden. Når jeg ser det, kan jeg selvfølgelig genkalde, at det var sådan det var.
  • Og man skulle åbne dørene i S-toget ved hjælp af albuen.
  • I mit klædeskab ligger stadig en pakke mundbind. Måske er jeg ikke den eneste, for man kan jo aldrig vide …

Pressemøde i Statsministeriet 11. marts 2020 om tiltag mod coronavirus

Pressemødet, hvor statsministeren lukkede landet, er vist så mange gange, at jeg ikke ved, om jeg husker originalen eller gentagelserne. Når man siger 11. marts 2020, ved mange, hvad den dato betyder. Umiddelbart siger den ikke mig noget.

Man kan genhøre det 59 minutter lange pressemøde her: Pressemøde i Statsministeriet 11. marts 2020 om tiltag mod coronavirus. Da jeg så det igen i dag, fik jeg ondt i maven. Det er mærkeligt at høre om hastelovgivning vedtaget fra den ene dag til den anden. Det siger alt om alvorsgraden.

Statsminister Mette Frederiksen så ægte bekymret ud i sin mere end 16 minutter lange indledning. Fra den ene dag var antallet af smittede steget med faktor 3,3 (fra 157 til 514). Gad vide hvordan det har været at være ansat i de statslige myndigheder, der skulle udtænke alle restriktionerne, at gennemgå alle de ting, vi pludselig ikke måtte for at stå sammen ved ikke at være sammen?  Medarbejderne har ligget vandret. Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke længere var ansat i centraladministrationen på det tidspunkt.

Sundhedsminister Magnus Heunicke oplyste dernæst: “… Danmark nu indtager pladsen som det land i Europa, hvor vi har set den mest dramatiske stigning i antallet af nye smittede” – sic. Fyh for f…..

Statsministeren og myndighederne gjorde derfor det eneste rigtige: de lukkede landet. En bevæggrund var at passe på de mest sårbare borgere. Jeg husker måske noget om frygten for dødsfald på en række plejehjem i Nordjylland. En anden bevæggrund var at holde antallet af smittede under det antal, hvor sundhedsvæsenet ikke ville kunne følge med.

Følgende kurve blev vist af sundhedsminister Magnus Heunicke på det berømte pressemøde:

Måske er det kun godt ikke at kunne huske Corona-tiden?

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg tager på Vestjyllands Højskole til “Skriv dit liv”

Højskoleliv og energiregnskab

Jeg tager på Vestjyllands Højskole til “Skriv dit liv”

At tage på højskole er for mange ren sommeridyl – for mig er det også et spørgsmål om energi, mod og vilje. Med en forfatterdrøm, der ikke vil slippe, og et nøje planlagt energiregnskab i bagagen, tager jeg springet og drager til Vestjyllands Højskole for at skrive mit liv.

Åh, hvor jeg allerede glæder mig til igen at være på højskole. Jeg elsker at synge fra Højskolesangbogen til morgen- og aftensamlingerne. Det er mange år siden sidst. Jeg har ikke turdet – men nu skal det være.

Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem. Og for mig er fem mange – men nu vil jeg altså på højskole igen.

Marie Østergaard Knudsen, der har skrevet bogen, jeg p.t. (gen-)læser:

“Skriv om din slægt – sådan fortæller du om andre og bliver læst”,

holder kurset “Skriv dit liv” i juni måned på Vestjyllands Højskole. Og min forfatterdrøm vil ikke dø.

På side 87 skriver hun bl.a., “Min målgruppe for denne bog er slægtsforskere, der gerne vil skrive om deres aner.” Det er lige noget for mig, og jeg er nødt til at lære det. Historierne står i kø, men jeg ikke finde ud af det.

Psykologen ville juble over, at jeg drager ud fra mit eksil.

Jeg plejer ikke at holde sommerferie, for jeg kan bedst lide, når dagene er, som de plejer, men i år skal det være. Jeg har bestilt enkeltværelse, så jeg kan trække mig tilbage, når det er nødvendigt af hensyn til energiregnskabet.

Masser af “greb”

Jo mere, jeg læser i bogen, jo flere idéer har jeg til “greb”, som man måske også bare kunne kalde udgangspunkter. Steder i menneskers liv, hvor der sker noget livsforandrende, eller hvor de træffer eksistentielle valg:

  • Oldefar beslutter at rejse fra Frankfurt for at arbejde som hattemagermester på Brede
  • En af hans sønner og en svigersøn stjæler 20.000 hatte og 4 kilometer hattebånd fra Dansk Hattefabrik i Skodsborg
  • En anden søn melder sig til Frikorps Danmark og kæmper på Østfronten på tysk side
  • Morfar går “på tvang” med det lille husmandssted i 1925. Han tænker, at de, der overværer auktionen, mener, at han nu har sat det over styr, hans forældre havde bygget op
  • Far flytter fra Kgs. Lyngby til Vestjylland og skriver i et af sine breve “hjem”, at det bliver rart at komme til Sjælland i ferien, for “her siger de kun a’ og do”

Energiregnskabet

Jeg var til Danske Slægtsforskeres generalforsamling, fordi der var mange mennesker, jeg gerne ville træffe i den virkelige verden. Vi har kun skrevet sammen – nogle i 15-20 år.

Det var en lørdag, og først tirsdag fungerede min hjerne normalt igen. Jeg var fuldkommen udmattet. Da jeg gik hjem derfra, tænkte jeg “Det gør jeg aldrig mere”, selvom jeg havde forberedt mig grundigt: var udhvilet, stået tidligt op, drukket den gode morgenkaffe med den gode mælk, kørt med DSB 1. klasse, stillekupé osv.

Jeg havde dog ikke forudset, at anden deltager gerne ville følges fra stationen og derhen og samtalede hele vejen, og at en tredje deltager gerne ville underholde på stationen efter generalforsamlingen, lige til mit tog kom og reddede mig ud af kniben. Jeg havde mest lyst til at sige “Åh, vil du ikke godt tie stille”, men det gør man jo ikke, og der var ikke et sted, jeg kunne flygte hen.

Men nu tænker jeg, at det alligevel var det hele værd. Nu ved jeg, at det koster noget, og at depoterne langsomt fyldes op igen efterfølgende. Det tager bare nogle dage, men sådan er det at have Aspergers syndrom. Verden bliver god igen, jeg klarer det, men det tager sin tid.

Man skal ikke spørge en autist “Hvad kan du?”. Man skal spørge “Hvad koster det?”, hørte jeg Christina Sommer sige i en video. Og det koster noget at være sammen med andre, også selvom man gerne vil.

Men jeg skal altså på højskole.

Jeg glæder mig allerede helt vildt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.