Indlæg

Antisocial?

Uforandret liv!

Rigtig mange har lidt under pandemien, fordi de er blevet isolerede fra deres vante omgangskreds. Det gælder især mange ældre mennesker, der siden marts 2020 ikke har turdet bevæge sig udenfor hjemmet eller invitere deres familie og venner. Det gælder også mange børn og unge, som har siddet hjemme ved skærmen hele skoledagen. De henvender sig nu i børne- og ungdomspsykiatrien, der slår alarm. Det skal man tage særdeles seriøst. Jeg har ondt af disse mennesker!

Mit liv har imidlertid ikke forandret sig ret meget, da jeg i forvejen trives fint online med mit efterhånden store digitale netværk. Der er dog et enkelt menneske, jeg var begejstret for at se igen, da vi begge var færdigvaccinerede og turde mødes. Vi har begge respekt for smitten og opfører os forsigtigt. Jeg vil ikke dø af Covid19. Især ikke nu hvor jeg lige har fået det så godt.

Jeg har Aspergers Syndrom og her er det almindeligt, at man er stærkt introvert. Det har næsten været rart, at presset for at være mere social har været ikke-eksisterende i over et år. For de ekstroverte, neurotypiske (slang for mennesker uden Aspergers) er det vanskeligt at forstå, at man kan have det sådan. Jeg forstår ikke presset for igen at komme på værtshus, på udlandsrejse  og til fodbold, men accepterer selvfølgelig, at det er et behov hos majoriteten.

Jeg faldt over nedenstående billede på Facebook og tyvstjal det. Det passer nemlig godt.

Det var det hele. Hav en god aften.


, ,

Specialisterne II

Tilbagemelding

I dag har jeg haft en god og åben drøftelse i telefonen med Sebastian fra Specialisterne, hvor jeg var til møde i tirsdags, fordi de søger at opbygge et mentorkorps, som deres konsulenter kan trække på. Det var jeg tidligere skrevet om her.

Specialisternes tilbagemelding er, at korpset ikke er modent nok endnu til at indbefatte en mentor, der ikke selv er helt stabil, men at min profil ellers havde passet perfekt.

Mine overvejelser

Selv var jeg kommet til den konklusion, at jeg ville svare bekræftende, men at jeg også var i tvivl på grund af det med stabiliteten eller rettere manglen på samme.

Altså er vi helt enige, men jeg ærgrer mig lidt, for det lød helt rigtigt, og jeg vil gerne kaste nogle kræfter efter noget fornuftigt og gerne noget, der involverer andre mennesker.

På den anden side set dur det ikke, at det er skrøbelige mennesker, der bliver afhængige af mig i et eller andet omfang, for jeg ved aldrig, hvornår jeg er væk i op til flere uger pga. en indlæggelse. Belært af erfaringerne fra 2014 og frem til nu tager jeg nærmest en dag ad gangen, og det har jeg det okay med.

Der dukker helt sikkert noget andet op, det kan være spændende at dykke ned i. Der er et stort ‘marked’ for frivillighed, og der er masser, man kan tage sig til. Det drejer sig bare om at finde det rette match. Det sker så tit, at folk siger ‘Genbrug’ som det første, hvis man nævner frivilligt arbejde. Der er bare en ting, der er sikkert, og det er, at jeg ikke skal være i en genbrugsbutik!

, ,

Specialisterne

Et spændende møde

Jeg har været til et utrolig spændende og veltilrettelagt møde i den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne, der findes på denne hjemmeside og som beskæftiger mennesker med autisme og lignende diagnoser.

Anledningen var, at de søger mentorer til nogle af deres konsulenter, som altså i givet fald vil blive til mentees. Konsulenterne er alle at finde på autismespektret. Jeg faldt over et opslag på Facebook en dag og tænkte, at det muligvis kunne være noget for mig. Derfor skrev jeg til dem. Nogle dage efter blev jeg ringet op af Sebastian, der står for projektet, og vi fik en god og åben snak.

Jeg vil kunne gøre noget godt for et andet menneske, men jeg vil også selv få noget ud af det, og ‘arbejdsbyrden’ er overskuelig.

På grund af coronasituationen var vi kun to mødedeltagere og ikke et stort hold. Det oplevede jeg som rigtig godt, fordi der så var mere tid til dialog og refleksion. Det var spændende, at den anden ‘ansøger’ også har Aspergers Syndrom.

Jeg har fulgt med på sidelinjen

Specialisterne blev oprettet i 2003 af Thorkild Sonne, da det gik op for ham, at hans søn på tre år havde infantil autisme. Da jeg dengang læste om det, sendte jeg en uopfordret ansøgning, men fik aldrig noget svar. Jeg var dengang ansat i Udenrigsministeriet og 42 år, men kunne se mig selv hos Specialisterne, der kun ville beskæftige mennesker med en diagnose på autismespektret. Det var mange år (faktisk 16 år) før, jeg selv fik konstateret Aspergers Syndrom – men jeg vidste, hvor det snerpede henad allerede på det tidspunkt.

Når jeg læste om Specialisterne, genkendte jeg det med at være sær, introvert, nørdet, detaljeorienteret og kompromisløs.

I de 16 år, der er gået, har jeg fulgt lidt med på sidelinjen og læst om, hvordan virksomheden har udviklet sig. Det har været en spændende rejse, der har gjort, at de nu er repræsenteret i mange lande verden over med deres konsulentvirksomhed, der især tilbyder ydelser på IT-området. Det kan fx være test af IT-systemer, som vi autister er dygtige til, fordi vi evner at koncentrere os om detaljer i meget lang tid ad gangen og netop ikke går på kompromis.

Forventningsafstemning

Det var et åbent og ærligt møde, hvor vi alle tre smed (corona)-maskerne og fortalte om os selv.

De forventer/håber, at mentorerne kan afse 2-8 timer om måneden i minimum 12 måneder. Initiativet er nyt og udsprunget af coronakrisen, hvor mange af konsulenterne er blevet mere og mere ensomme og har lukket sig inde i sig selv. Det er ikke sundt.

Mentor og mentee skal gå en tur og tale om de udfordringer, mentee aktuelt oplever. Mentoren er ikke professionel eller coach eller lignende og skal på ingen måde forestille at være det. Opstår der noget, mentor ikke kan klare selv, vil man altid kunne trække på Sebastian som en backup. Fx skal mentor naturligvis ikke håndtere emner som selvskade, selvmord eller lignende tanker hos mentee. Mentor skal heller ikke gøre rent og vaske tøj eller lignende.

De forventer derimod, at man er empatisk, støttende, lyttende og motiverende i et samtaleforløb. Det synes jeg umiddelbart godt, jeg kan leve op til, men på samme måde som de skal tænke over, om det vil fungere, skal jeg selvfølgelig selv tænke over det i et par dage. De lægger op til, at man mærker godt efter, inden man siger enten ja eller nej.

Siger man ja, vil der blive afholdt et første møde mellem mentee, mentor og Sebastian, hvor parterne ser hinanden lidt an. Sebastian havde en del slides med, som han nu har sendt, og som jeg skal have nærstuderet, inden jeg træffer en beslutning, for jeg vil jo i bekræftende fald forpligte mig overfor et andet menneske, og den slags render man ikke lige fra.

Jeg har for mit vedkommende været ærlig om, at man næppe kan kalde mig for ‘stabil’. Lige p.t. har jeg stort overskud, men jeg kan aldrig vide, hvornår jeg atter ligger i en seng på psyk. Sådan er det at være bipolar. Det har de selvfølgelig krav på at vide, netop fordi der opstår en forpligtelse overfor mentee.

Det er gennemtænkt

Der er ingen tvivl om, at de har tænkt meget over forløbet og rekrutteringen af mentorerne. Det er meningen, at mentorkorpset på sigt skal bestå af ca. 10-12 mentorer, fordi 90 pct. af konsulenterne har tilkendegivet, at de gerne vil have en mentor. Mentorerne vil – efter corona – skulle mødes og sparre hver anden eller tredje måned.

Jeg skal have kigget på de tilsendte slides, og jeg skal have tænkt mig om, men jeg er umiddelbart positiv. Nu er det spændende, om de også er positive. Sebastian vil ringe på torsdag, så vi kan udveksle de tanker, vi hver især har gjort os i lyset af mødet.

Vi blev præsenteret for en case, der vist nok var hentet fra det virkelige liv. Den handlede om Peter på 25 år, der boede alene, arbejdede 30 timer om ugen hos Specialisterne, men derudover sjældent kom ud af sin lejlighed i den mørke tid og forfaldt til Netflix. For et par måneder siden havde han fået konstateret diabetes. Den nye diagnose plagede ham meget. Hvad gør mentoren her? Jeg synes bestemt ikke, det var let at svare på, og det sagde jeg ærligt. Umiddelbart ville jeg nok gå på Diabetesforeningens hjemmeside og forsøge at lære lidt om diabetes, så jeg havde noget input i en støttende samtale. Måske er det et rigtig dumt svar fra min side, for Peter ville som autist selvfølgelig selv have søgt information om sin nye diagnose!

Det er spændende, hvordan det vil udvikle sig.

I stearinlysenes skær

Bare lidt forskelligt

Det bekommer mig ikke så vel, at det nu bliver så tidligt mørkt; men jeg prøver at afværge følelsen af mørket ved at tænde stearinlys, drikke god kaffe og høre gammel musik. Og i øvrigt tænke på, at der nu er mindre end en måned til lyset vender tilbage. Det kan da heller ikke være sandt, at der skal være dage, hvor det nærmest er mørkt kl. 15.

Den gamle musik

Måske husker du Anne Grete og Peter Thorup fra 1980’erne til midt i 1990’erne? Nogle siger, hun havde en ‘skærebrænderstemme’; jeg kan nu godt lide stemmen, og jeg synes, teksterne har et godt jazzet indhold. En af mine Facebookvenner har købt et stykke vinyl med hende, og det fik mig til at se efter, om hun ikke skulle være på Spotify – og sørme jo det er hun. Jeg er meget glad for mit Premiumabonnement der og hører meget musik. Og med det nye headset, betalt af firmaet, kan der komme godt med volumen på. Så mærkes mørket mindre.

Julearrangement i firmaet

Jeg skulle hente noget ude i Interflora i torsdags og dumpede lige ned i et julearrangement kl. 17. Jeg kom kl. 14 og blev inviteret til at deltage. Jeg sagde ‘ja tak’ for ikke at virke sær og for at vise min interesse for kollegerne. Men mine kernekompetencer er det jo ikke. Jeg bliver sitrende og nervøs ved den slags, men det kommer jo ikke dem ved.

De tre timer brugte jeg sammen med en uhyre søde og hjælpsom kollega, hvor jeg kunne få stillet de sidste spørgsmål, lytte med på hendes samtaler og se det system, de bruger til at se på flowet pr. buket, hvis kunderne ringer ind for at spørge til fx status for ordren. Det system har jeg ikke adgang til, det kunne jeg ellers godt tænke mig, men det er nok ikke meningen med mit job.

Kl. 17 gik det løs med gløgg, æbleskiver og fremstilling af juledekorationer. Jeg ejer ingen kreativ åre, og pludselig var jeg alene med 35 fremmede mennesker. 1:1 med koncentration om det faglige går fint, men 1:35 går ikke. For ikke at virke mærkelig lavede jeg en juledekoration, der blev lokalets grimmeste, men der var vist ingen, der opdagede det. Alle hånde materialer var ellers til stede; vi sælger vel blomster og deslige?

Kl. 18:15 udnyttede jeg et ubemærket øjeblik til at liste hjemad; men damned, mens jeg stod og ventede på taxaen, kom en kollega ned for at ryge, og så fik vi en rar lille sludder. Igen 1:1 går fint.

Sådan er mit liv med Aspergers.

Den aktuelle lydbog

Jeg har en ven, der er rigtig god til at finde gode lydbøger og anbefale dem til mig. Så nu er jeg i gang med Merete Stagetorns erindringer: ‘Jeg har ikke noget til gode hos Vorherre’, som bare er 4 timer og 5 minutter lang. Jeg startede i aftes, men da jeg havde hørt 15 pct. gik Nota grundigt ned, så grundigt at de først er kommet op her i eftermiddag. Så har jeg noget at lave. Jeg ser frem til at tale med min ven om bogen på fredag.

Du må have en god søndag.