Tag Archive for: Aspergers syndrom

,

Fra psykolog til sparringspartner

Fra psykolog til sparringspartner

Jeg kan vist selv

Fra psykolog til sparringspartner

Jeg var hos psykologen i går. Det var – som altid – godt. Vi fik vendt mange ting fx:

  • det med min glæde over min nye halvsøster og hvordan jeg bedst håndterer det,
  • min forvirring over det med min fars ungdomskærestes børn/oldebørn,
  • hvordan jeg passer på min pensionisttilværelse samtidig med, at jeg er glad over måske at kunne bruges til noget hos specialsport.dk, og så kort
  • skal jeg holde en “pause”? Jeg kommer jo ikke med noget “tungt”. Jeg har det godt!

En del af det kom til at handle om, hvor skønt det må være for jer uden autisme at sanse i stedet for at lede efter regler.

Os med autisme leder ofte efter regler om det ene og det andet (og det tredie), og vi ved ikke, hvad/hvordan man gør, når der ikke er nogen regler. Er man på autismespektret, er regler vidunderlige, for så ved man, hvordan man skal håndtere de fleste situationer.

Der er mange dele af autismespektret, der ikke passer på mig, men denne del gør helt bestemt. Jeg har svært ved “det relationelle”, som det så smukt hedder. Det er derfor, det ville have været så dejligt med en servicekat. En kat stiller ikke så mange spørgsmål.

Mht. min fars ungdomskæreste

Jeg kommer og banker på og gerne vil have “noget”, uagtet det er lidt uklart hvad, bortset fra at det er noget med familie, noget med tilhørsforhold og ikke at være frit i luften svævende. Her må jeg have lidt videre rammer for andre mennesker – også selvom jeg synes, det er underligt, familien ikke svarer på SMS’er mv. I min verden er det sådan, at har man fået en SMS, svarer man på den inden for “rimelig tid” (hvad det så end er, men det er et herligt juridisk begreb).

Svarer man ikke, er det – stadig i min verden – fordi man ikke vil mig af en eller anden årsag. Jeg regner så med, at det er mig, der har gjort et eller andet forkert eller er noget galt med. Jeg regner med, at der er noget galt, og dette “noget galt” kan jeg ikke regne ud, hvad er. Det er en del af min egen “ordentlighed” at svare indenfor “rimelig tid”. Jeg fatter ikke de ca. 120 ting, der kan gøre, at folk ikke får det gjort. De kan holde ferie osv. … Sådan er min verden bare ikke. Jeg forstår det simpelthen ikke. Psykologen er sød at kalde det “ordentlighed”, men man kunne også kalde det for “firkantethed”.

Jeg er efter i dag klar over, at det nok er mig, der tager fejl. Jeg har intet imod at blive gjort klogere! Det er derfor, jeg kommer.

Mht. specialsport.dk

Psykologen så vældig bekymret ud, da jeg berettede om projektet, så jeg måtte selvfølgelig spørge hvorfor, når jeg nu havde sagt det med at passe på min pensionisttilværelse, som jeg er så umådeligt begejstret for.

Hendes relevante bekymring er, at det kan være starten på en glidebane, fordi jeg til enhver tid vil gøre alt for at leve op til de forventninger, der stilles til mig. Får jeg en eller anden form for kompensation for to timer, arbejder jeg 20, og det dur ikke. Jeg bliver for nemt opslugt af uløste problemer; uanset jeg går ud ad døren, arbejder jeg stadig med problemerne. Jeg bliver for taknemmelig over at kunne bruges til noget, og jeg bliver enormt let opslugt af interessante opgaver. Det bliver let en anelse manisk, og det går bare ikke. Er der noget, der ikke harmonerer, er det bipolar affektiv sindslidelse plus Aspergers syndrom plus stress.

Jeg for længst sagt og skrevet til virksomheden, at jeg er bange for at sige “ja” til en masse, som jeg derefter må indse, jeg ikke kan gabe over og så efterfølgende måtte svigte. Psykologens vinkel er en anden: Som hun kender mig siden 2015, ved hun, at jeg aldrig i livet vil svigte andre/en opgave; jeg vil derimod nemt svigte mig selv – og det har hun ret i. Jeg mærker ikke, hvornår tingene tilter – eller det gør jeg måske nok, men først når det er på den anden side af galt. Der skal jeg bare ikke ud (igen).

Her kan firkantetheden faktisk komme mig til gode. Jeg bliver nødt til at opstille mine krav til, hvordan dette bliver rigtigt for mig – ikke for dem. Og det skal stå knivskarpt for begge parter. Ændrer forholdene sig, må der genforhandles. Den klare aftale skal være skriftlig, så den er klar for begge parter.

Mht. pausen

I et par måneder har jeg tænkt på at holde “pause”, eftersom jeg har det godt og ikke kommer med emner, der kræver en hardcore “psykolog-psykolog”. Jeg er på ingen måde klar til at sige “farvel” (endnu en gang), men “på gensyn” vil måske være fint nok?

Jeg har mere brug for en sparringspartner, for en der der kender mig godt, som stiller op for mig og som jeg kan trække på, når der er behov for det. Nogle af hendes klienter samler lidt til bunke i et par måneder og laver så en aftale. Det kunne jeg også forestille mig at gøre, fordi jeg så får det bedste af alle verdner: det store kendskab og en enorm tryghed kombineret med fleksibiliteten.

Jeg sidder og græder – men det er okay

Hvert år den 2. august tænker jeg på min (eneste) barndomsven: Bjarne Olesen. Det var hans fødselsdag. Han kunne være blevet 59 år i dag. Jeg har husket hans fødselsdag hele mit liv. Datoen er af en eller anden grund prentet ind i min hjerne.

For syv år siden valgte han at slutte livet. Jeg genlæste, hvad jeg skrev på dagen for hans bisættelse fra Præstø Kirke. Det var en meget speciel dag. Og det er specielt at sidde syv år efter og læse om den store ensomhed, jeg forestillede mig, han følte, og som jeg genkendte.

Uha.

,

Familierne var vævet ind i hinanden

Familierne var vævet ind i hinanden

En del af familien

Familierne var vævet ind i hinanden

Jeg glæder mig utrolig meget til at se psykologen på onsdag den 8. juni, men sådan er det selvfølgelig altid. Dagsordenen har fokus på begrebet “familie”, fordi jeg har talt med en af min fars ungdomskærestes sønner, som jeg kender udmærket (altså for ca. 40 år siden), der blandt andet sagde:

  1. “Jamen du var da en del af familien, så det var helt naturligt” og
  2. “Familierne var vævet ind i hinanden”.

Begge ting er nye for mig, for da jeg kom hos Hanne og hendes mand Vagn i starten af 80’erne, opfattede jeg slet ikke de ting og spurgte heller ikke til dem. Det burde jeg muligvis have gjort; på den anden side set var jeg kun 16 år og havde fokus på helt andre ting, så det er måske meget naturligt? Det er først nu, jeg forstår det.

Det sjove (eller hvad man nu skal kalde det) er, at alt det, de i den familie finder naturligt, var fuldkommen ukendt for mig, og er det fortsat. Jeg er altså lidt bagud på point.

Nu vil jeg gøre mest muligt

Udfordringen er nu at genoptage forbindelsen på den bedst mulige måde og jeg vil gøre mest muligt. Det er bare gået op for mig, at jeg ikke ved, hvordan “man gør”. Jeg har nul erfaring med det, for der, hvor jeg voksede op, mener jeg ikke, man havde fokus på det, jeg vil kalde “klassiske værdier”. Altså en eller anden form for ordentlighed.

Ret skal være ret: det kan selvfølgelig også være, jeg bare har glemt det, da det:

  1. er en menneskealder siden, og
  2. min hukommelse ikke er ret god.

Et lille dumt eksempel er: jeg ringede til Hanne og sagde “God pinse”, fordi jeg tror, man gør sådan, men jeg ved det ikke. For andre lyder det muligvis tåbeligt, men for mig er det en udfordring – og jeg skal nok løse den.

Det minder mig om, at jeg skal videre med bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler”. Måske er der nogle “tricks” i den. Problemet er lidt, at den er amerikansk, og i USA er der sikkert andre “regler”.

Spændende at møde et menneske, der har kendt min far

Hanne og min far havde mødtes ved, at de begge var til et foredrag under krigen. Der sad nogle unge mænd bag Hanne og hendes veninde, og de sad og smed noget i hovedet på dem, for de ville have kontakt. På et eller andet tidspunkt vendte de unge kvinder sig selvfølgelig om. Og sådan begyndte det.

Hun husker selvfølgelig en masse andre ting om ham, end jeg gør. Og det er spændende. I min erindring var han snobbet. Det fejede hun af bordet; hun synes, “han var meget normal”. Sandheden er formentlig et sted midt i mellem.

Hun forstod ikke, hvor han dog havde mødt “min mor” – og jeg forstår det heller ikke. Men af adoptionssagen fremgår det retfærdigvis, at de er meget lykkelige sammen og det da især, da jeg kommer til i 1966.

Modificerede skrøner om tante Kis og onkel Sigvard

Min fars søster hed Kirsten men blev kaldt “Kis” og min onkel hed Sigvard. De var skønne mennesker; de var begge ret specielle – og derfor elskede jeg dem. Det var Hanne og jeg helt enige om, og vi kunne begge se dem for os i samtalens løb.

Der er skrøner om dem begge:

  • Om Kirsten: Hun kunne ikke amme sine to børn, for så ville de få aske i øjnene. Kirsten havde nemlig altid cerutten hængende i den ene mundvig og øjet lukket for ikke at få røgen i øjet. Hanne kunne modificere skrønen, og jeg tror mere på hende end på skrønen. Hun fortalte, at både Sigvards søster – Bodil, der fødte først – og Kirsten var bange for at få ødelagt deres barm. Og det var derfor, de ikke ammede børnene. Det lyder også mere sandsynligt.
  • Om Sigvard: Jeg mener ganske bestemt at have fået fortalt, at han skulle have skraldeposen med ud, da han skulle på arbejde på Århus Kommunehospital. Og da han var noget distræt, stillede han mappen ved skraldestativet og fortsatte med skraldeposen i Århus Sporveje. Jeg har nu i stedet fået fortalt noget langt mere sandsynligt, nemlig at det var i Gentofte, han stillede mappen og fortsatte med skraldeposen. Der forlyder dog ikke noget om, hvornår han opdagede fejltagelsen. Men distræt var han altså.

 

,

Optaget af fortiden

Optaget af fortiden

Det tangerer besættelse

Optaget af fortiden

Når man næsten ikke har tid at gå ud at tisse, tangerer det en besættelse. Som en lille mani – mente psykologen i onsdags. Jeg tillader mig bare at tænke, at det ikke er sygeligt, for det er helt fantastisk. Det er på alle måder interessant. Jeg bliver meget klogere på både mig selv og andre. Det gælder fx “min mors” ægtefælle nummer to.

Optaget af fortidenTid med mormor

De underligste erindringer dukker op. Togvognen i toppen symboliserer en af mine favorit-legepladser, mens vi stadig boede i Brande, hvilket vil sige, indtil maj 1973, hvor jeg var ni år og vi flytter ind hos revisoren: Det gamle rangerterræn, hvor der stod masser af gamle togvogne. Det var dem, hvor sæderne var betrukket med en form for brunt kunstlæder, og væggene var af træ. Der var masser af vogne, og det var sjovt at gå på opdagelse i dem. Min mormor tog mig ofte med derhen, for det var ikke langt fra, hvor hun boede på Dalgasvej i nummer 4.

Selvom hun ikke trådte i karakter senere, hvor hun kendte til, hvad der foregik hos “min mor” og psykopaten, vil jeg altid tænke på hende som en god mormor. Pengene var små, men hun var nærværende og udfyldte til fulde den rolle, en mormor skal udfylde. Hun legede tålmodigt “købmandsbutik” i timevis, spillede ringspil lige så længe, der var gamle brædder at slå syvtommersøm i, vi hørte “Dansktoppen” med Susanne Lana og Peter Belli, (meget apropos hed hans store hit i 1971 “Kære gamle tog”), hun serverede torskerognmadder osv. Alt var simpelthen godt.

Jeg er lidt skuffet over ikke at være blevet inviteret med til/orienteret om hendes begravelse i 1994. Men sådan er der så meget, der hvor jeg kommer fra.

Lidt fra adoptionssagen

Jeg kan naturligvis ikke fortælle fra sagen om de biologiske forældre, men jeg har besluttet, at jeg da i hvert fald kan fortælle om den nye familie og om mig selv uden at overtræde vilkårene i adgangstilladelsen og bestemmelserne i arkivlovens § 23.

19.3.64 Dr. Særmark på spædbørnehjemmet svarer: “Omspurgte pige har jeg indlagt på RH’s (Rigshospitalet – red.) børneafdeling, da hun såvel legemligt som psykisk synes tilbage i udviklingen til nærmere observation.

21.4.64 Svar fra børneafdelingen på RH afdeling G – blandt andet: “Herinde skønnes hun udviklet svarende til sin alder, såvel psykisk som motorisk”.

4.6.64 svarer RHs afd. G sammenfattende: “Hun blev observeret, da man mente, hun var tilbage i motorisk og psykisk henseende, men man fandt ikke noget tegn på, at hun var tilbage. Hun har virket på afdelingen svarende til sin alder, glad for kontakt, leger, smiler og pludrer.

RH undrer sig over indlæggelsen foretaget af spædbørnehjemmet “det forekommer mig mistænkeligt…” skriver overlægen. Efter tre uger sender man derfor en forespørgsel til børnehjemmet for at følge op. Børnehjemmet svarer 18.6.64 bl.a.: “Vi synes på hjemmet at barnet har udviklet sig godt og gjort store fremskridt, og de ting vi oprindeligt klagede over er borte nu, men hun er stadig meget slap og skønnes noget sent udviklet. Sign. H. Særmark.”

RH konkluderer 24.6.64 “I følge svaret fra børnehjemmets læge er barnet stadig såvel somatisk som psykisk retarderet, hvorfor adoption på nuværende tidspunkt ikke kan tilrådes. Jeg vil foreslå sagen genoptages om ½ år.”

Læringszoner

Jeg har som tidligere nævnt haft adoptionssagen i knapt 20 år, men jeg har aldrig læst den, som jeg læser den nu. Det handler om læringszoner. Man læser og uddrager det, man kan “tage ind” og holde ud på det givne tidspunkt.

For 20 år siden satte jeg en masse gule streger, der hvor jeg dengang mente, det var vigtigt. Halvdelen af stregerne synes nu irrelevante, men de er jo ikke sådan lige til at fjerne. Nu er der mange andre ting, der er interessante. Hele diskussionen mellem Rigshospitalet og børnehjemmet er enormt interessant, og jeg vil gennemdrøfte den med psykologen og vente i spænding på svaret fra overlæge Kasper Thybo Reff.

Det er ikke alene interessant at læse om mig selv. Det er også med til at tegne et tidsbillede af historien: Hvordan så man på børn dengang? Sagen viser, at man gør meget for at sikre, at den nye familie ikke “køber katten i sækken”. Der er ikke nær så meget fokus på barnets tarv. Det er da spændende. Det fremgår fx af, at den nye familie ikke får lov at adoptere med det samme. De kan kun få en plejetilladelse, da

det vil være blodig synd for adoptanterne, hvis der virkelig er noget galt med barnet.

Det, jeg læser, bekræfter mit og psykologens indtryk af “Barnet der var til overs” og at den nye familie nærmest får overleveret en “pakke”, lige som når man henter en pakke på det, der ikke længere er et posthus. Der er tale om en art overdragelse af barnet med tilhørende dokumenter. Værsartig.

Det skrigende barn

“Min mor” fortæller Mødrehjælpen, at jeg, de første ca. tre uger de har mig, vågner skrigende op om natten. Familien kan ikke se nogen grund til det – altså jeg er ikke syg eller andet. De har tænkt på at tilkalde lægen, men det er blevet ved tanken, og skrigeriet går da også over af sig selv efter noget tid.

Psykologen fortalte noget meget interessant om børn med Aspergers syndrom: de skriger. De skriger, hvis de laver Lego og alligevel ikke kan finde ud af det. De skriger, hvis de bliver forstyrret af at skulle spise middag, lige mens de er så godt i gang med at lave Lego eller lege med noget andet osv.

Nu var der jo ingen, der tænkte på Autismespektrumforstyrrelser i forhistorisk tid, men det bekræfter igen, igen den diagnose, der blev stillet 55 år senere.

Københavnske sogne efter oprettelsesår

På Rigsarkivets fantastiske hjemmeside har jeg fundet “Københavnske sogne efter oprettelsesår”. Jeg skal lede efter en konfirmation, der skal finde sted ca. 1943.

Jeg går i gang NU 🙂

, ,

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

To timer hos psykologen

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

Jeg var hos psykologen i går, og det var så fedt! Der var gået næsten en måned siden sidst, så jeg havde en lang dagsorden, som jeg havde glædet mig helt vildt til at gå igennem med hende. Nogle gange når vi det hele; andre gange ikke, men jeg har som hovedregel prioriteret emnerne på forhånd. Det, vi ikke når, er nok ikke så vigtigt. Er det alligevel vigtigt, kan det gemmes til næste gang og tages frem igen. Jeg har mine noter; de kan genbruges.

Jeg havde medbragt regnearket, der lå til grund for tabellen i “Udtræk fra CPR-registeret” og prøvet at illustrere tallene lidt bedre, end det er muligt på hjemmesiden, printet ud i farver (efter at have kæmpet 1½ time med printeren…) og i det hele taget prøvet at gøre de mange tal operationelle. Jeg har altid syntes, det var sjovt at kommunikere tal til andre mennesker, så det har jeg brugt en stor del af mit arbejdsliv på. Tal kan – fornuftigt opstillet – fortælle mere end mange ord/historier.

Af en eller anden tåbelig årsag var jeg en lille bitte smule bange for, om hun ville grine af min autistiske hjerne og forkærlighed for tal, regneark, data og tabeller. På den anden side set: havde jeg nu for alvor troet, at hun ville have leet mig ud, havde jeg jo ikke medbragt det.

Det var mine egne fordomme om psykologer, der kom i spil. Det var ikke pænt. Jeg har kendt hende i syv år nu, så selvfølgelig lo hun ikke. Hun er også logiker. Tværtimod fik vi en fantastisk samtale om CPR-registerets udvisende, og jeg fik en masse forklaringer om, hvad der sker med børn – både dem med og uden autisme – på de forskellige udviklingstrin. Jeg har ikke børn og har dermed et en brik forstand på den slags.

Jeg var helt høj, da jeg bagefter gik til toget. Normalt siger man “Paris er vel en messe værd” (citat Henrik 4. af Frankrig). Jeg siger “Holbæk er rejsen værd”.

Når man konstant rykkes op med rode

(Herunder kommer mine forståelser af samtalen, altså det jeg har fået ud af det. Er det noget sludder, jeg nu udbreder for alverden, må du bære over med mig (eller forklare dig bedre 🙂 ) ).

Hvis et “normalt” barn konstant rykkes op med rode, knytter det sig ikke til nogen, hverken andre børn eller voksne, for et eller andet sted har det på fornemmelsen, at det ikke rigtig kan betale sig, hvis familien alligevel rykker videre om kort tid.

Det autistiske barn skal indledningsvist bruge lang, lang tid på at bringe sine erfaringer i spil, før det knytter sig til nogen. Autister sanser ikke så meget som ikke-autister men skal have styr på facts, fx hvordan verden plejer at se ud; dvs. sådan en form for “hvordan er reglerne mon her?”, “hvad kan jeg forvente af verden baseret på mine erfaringer?”.

Min “familie” flytter gennemsnitlig hvert 1,4 år, vi bor altså lige knapt 1½ år på hver adresse fra tiden efter min fars død i november 1972, til jeg selv tager kontrollen og flytter/flygter 1. august 1980. Derfor nåede jeg selvfølgelig aldrig nogensinde at få erfaringer, der kunne bringes i spil. Derfor knyttede jeg mig aldrig til nogen og etablerede aldrig venskaber bortset fra et på Sydfyn, hvor vi boede i 2½ år som den længste periode.

Vennen var en dreng, der boede om hjørnet fra min mormor i en by, der hedder Hårby fem kilometer fra min adresse, så når jeg besøgte hende, besøgte jeg i realiteten mere ham. Vi tegnede sammen, og han var dygtigere end mig, der knapt kan tegne en tændstikmand, og han blev da også senere en kendt hollandsk arkitekt. Venskabet blev bevaret helt ind i voksenlivet, til han døde for egen hånd for få år siden. Jeg var til begravelsen i Præstø, men jeg husker intet af det.

Vi (psykologen og jeg) fik meget mere ud af CPR-registerets udvisende på de 40 minutter, vi brugte på det. Men jeg stopper her.

Den delvise konklusion er:

De ting, jeg bakser med nu som en (halv-)gammel kone med at bevare relationer, er grundlagt i en meget tidlig alder. Jeg kan godt skabe relationerne, men i løbet af ret kort tid keder jeg mig som regel og så hører de op. Psykologen har herudover flere gange sagt “Det er svært at blive din ven”, og det er fuldkommen sandt. De få venner, jeg har, er kommet gennem et svært passabelt nåleøje – og det er jo ikke så godt. Ingen har godt af at leve på en ø.

Min klare fornemmelse er, at jeg på en eller anden måde ikke kender “reglerne for venskaber” og ikke rigtig ved, “hvordan man gør”. Folk svarer mig: “Jamen der er ingen regler”. Jeg er udmærket klar over, at “Lov om venskaber” hverken er skrevet eller vedtaget i Folketinget, men jeg savner den alligevel og overvejer, hvordan andre så finder ud af det? Hvor tit kan man ringe? Hvor længe varer et besøg? Er jeg kedelig at tale med? Hvis tur er det til at tale? Hvad skal jeg sige, når det bliver min tur? Og meget andet i den dur.

For at reparere på skaderne og måske blive lidt klogere har jeg købt bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler”. Den er skrevet af en amerikaner og sindssygt dårligt oversat, så på en måned har jeg ikke konsumeret mere end 43 sider. Alle oversættelsesfejlene gør, at jeg næsten ikke kan læse den. Egentlig er den skrevet som en “guide til teenagere med Aspergers syndrom”, så jeg er minimum 40 år for gammel, men det jeg trods alt har læst, virkede ret brugbart.

Jeg skal nok komme igennem den.