Tag Archive for: Aspergers syndrom

/11 Kommentarer/i /af

Jeg bliver vanvittig af mine naboer

Jeg bliver vanvittig af mine naboer

Bose Noise Cancelling Headphones 700

Jeg bliver vanvittig af mine naboer

I mange år har jeg ikke hørt mine naboer. Pludselig hører jeg dem konstant tale sammen, og det er de samme mennesker. Jeg bliver vanvittig.

Det værste er, når de skændes til kl. 01:30. Der kan jeg sende dem en SMS (jeg har prøvet at ringe kl. 00:15, men de tager ikke telefonen). Jeg beder dem simpelthen fortsætte “samtalen” i et andet rum, der ikke støder op til min seng; men når de bare taler sammen, kan jeg jo ikke sige noget. Det har folk ret til, uden at nogen kan “brokke” sig. Når de skændes, kan jeg stort set høre, hvad emnet er.

Audionova

Jeg har ofte læst, at andre med Autisme bruger en form for hovedtelefoner, så jeg har søgt med Google efter den bedste løsning.

Mange anbefaler formstøbte ørepropper fra Audionova, der også har en afdeling her i Hvidovre. Foretagendet virker seriøst, så dem ringede jeg til og fortalte om mit problem, og at jeg har behov for fuldkommen stilhed; jeg vil ikke høre noget som helst. Jeg talte med en utrolig venlig kvinde, der var ærlig og sagde, at deres produkt ikke vil være en løsning. Hun anbefalede i stedet Bose QC35, som jeg også har læst positive anmeldelser af fra andre autister.

Bose

Dem ringede jeg også til, for jeg vil ikke bruge så mange penge uden at være sikker på, at det er en reel løsning. Jeg har selvfølgelig prøvet ørepropper fra apoteket. Jeg har købt de bedste/dyreste, der skulle tage støj op til 36 decibel, men de tager kun toppen. Jeg kan stadig høre nabokonen.

Bose QC35, som mange er glade for, er udsolgt og produceres ikke igen foreløbig.

Jeg bliver vanvittig af mine naboerVi talte længe frem og tilbage og han stillede gode uddybende spørgsmål. Jeg følte mig virkelig i gode hænder. Hans anbefaling lød derefter på Bose Noise Cancelling Headphones 700. De koster en formue og det er langt over budgettet, men jeg må gøre et eller andet, inden jeg springer ud af vinduet i desperation og for at få det til at holde op. Jeg bor godt nok kun på 1. sal, men det er nok alligevel ikke sundt.

Bose har 90 dages fri returret. Efter 90 dage vil jeg helt sikkert vide, om det er en løsning, der vil virke for mig. Jeg har betalt 110 kr. for ekspreslevering, for dette skal stoppe nu.

Sansesensitiviteten øges

P.t. er det som om sansesensitiviteten øges og jeg ved ikke hvorfor. Jeg har planlagt at vende det med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, når jeg ser hende igen. Men hvad skal hun egentlig stille op? Hun kan lytte og stille spørgsmål. Vi kan have en dialog, men den løser jo ikke problemet. Måske kan hun have en viden om, hvorfor det p.t. bliver værre?

Støj

Det værste er klart støjen:

  • Når overboen fx tager bad, hører jeg vandets rislen i al den tid, det varer.
  • Naboerne taler eller skændes.
  • Hvis jeg selv kommer til at lægge det runde låg fra Alfi-kanden forkert, så det ligger og ruller frem og tilbage, bliver jeg (også) vanvittig. I mit eget hjem er jeg “in control” og kan bare stoppe det.
  • Det er mange år siden, jeg har været i biografen, for jeg hører kun folks raslen med deres slikposer.
  • Jeg kan ikke gå på cafeen på Hvidovre Torv, for støjniveauet er enormt.
  • Den lokale føtex har otte meter til loftet og ingen støjdæmpning. Det er som om, al lyd farer op i loftet og dernæst ned i hovedet på mig. Jeg kan ikke handle dér.
  • Den lokale Coop har en reklame-TV-skærm ved deres default-kasse. Sælgerstemmen tager nærmest bo i mig. Jeg har undersøgt, om der skulle være kabler, der er til at flå ud, men det synes ikke at være tilfældet.
  • Jeg skal altid sidde i en stillekupé.
  • Jeg er allergisk over for folks halve telefonsamtaler og har også registreret, at mange nu til dags “taler til telefon” og ikke “taler i telefon”. Så kan man høre 2 * ½ samtale.
  • Opdatering den 6. marts 2023: Jeg har fået nyt køleskab, som jeg (også) er ved at blive vanvittig af. Hver gang kompressoren kører, lyder det som slagregn på vinduerne. De første to dage kiggede jeg faktisk ud for at se, om det virkelig regnede så meget. Det var tørvejr.
Lugt

Jeg har også registreret en øget sensitivitet over for lugt:

  • Når jeg skal til stationen og det er varmt i vejret, har den lokale “Slikland” døren åben. Jeg kan næsten ikke holde ud at gå forbi al den sødlige stank. Heldigvis er det kun 10 – 15 meter.
  • GLS-pakker afleveres i ovennævnte biks. Det er et mareridt at få dem hentet.
  • Der er kommet (endnu) en fastfood-ting på vejen til/fra Coop. Jeg må gå over på den modsatte gade for ikke at skulle passere den.
  • Biografen stinker af popcorn og slik. Jeg har altid troet, at man gik i biografen med henblik på at se filmen; men jeg tager nok fejl.

Det kunne være interessant med kommentarer til artiklen fra andre autister eller fra fagfolk. Om jeg i det hele taget har sådanne læsere, ved jeg ikke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Pigen med den blå cykel

Pigen med den blå cykel

Pause fra psykologen

Pigen med den blå cykel

Jeg vil savne psykologen, for hun været i mit liv i otte år, men nu vil jeg prøve selv. Vi har “holdt øje” og skullet være helt sikre efter juni 2022, hvor jeg helt ex officio besluttede at stoppe med ECT. Alting er fint, og hun er for dyr at “hyggesnakke” med, selvom det kunne være skønt. For hun er både en hammerdygtig psykolog og et dejligt menneske.

Hun har gjort så ufatteligt meget for mig. Jeg er på mange måder taknemmelig. Hun har været med til at ændre mig fra firkantet til kun trekantet og siger konstant, at jeg er blevet “mildere”. Det er nok rigtigt; hun har jo tit ret. Havde hun ikke tit ret, var jeg ikke kommet igen og igen.

I dag samlede vi lidt op, for jeg synes, at jeg “kan selv”, og derfor vil jeg holde pause. Jeg kommer p.t. ikke med noget, der kræver en hardcore psykolog. Jeg kan have behov for en sparringspartner, men det er også noget lidt andet. Det trygge er, at jeg ved, at jeg kan vende tilbage formentlig i 4 – 7 år afhængig af, hvornår hun pensionerer sig selv. Har hun tid, vil hun altid putte mig ind. Måske dukker jeg op allerede i februar, måske først til sommer. Det afhænger af det levede liv.

Det er lidt sjovt, for det, hun vil huske, er “Pigen med den blå cykel” (normalt Regine Deforgés’ gamle roman). Det relaterer sig til en cykeltur på en blå cykel mellem Aakirkeby og Vestermarie ca. 1977. Der var en pige på en (naturligvis brugt) blå cykel. Jeg var på vej fra mit eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby til Vestermarie, hvor jeg boede i ca. fem måneder. Turen er ca. fem kilometer. Jeg var 14 år. Det var efterår.

Jeg husker glimrende, at jeg kiggede ned i grøften til højre for mig og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd; lad det blive nu. Jeg er klar; jeg har ikke flere ønsker”.

Hvorfor og hvordan jeg overlevede de seks år i Helvede, ved jeg ikke – måske bare fordi, det slet ikke er så let at tage livet af sig?  Jeg har prøvet senere i 2006.  Og det er ikke let. Jeg prøvede, men det lykkedes heldigvis ikke. Måske var jeg bare ikke skarp nok, men jeg havde kun 35 sovepiller, og jeg har senere lært af en psykiater, at man skal bruge mindst 100 nu til dags, eftersom man har pillet de farligste stoffer ud.

Hvorfor er det lykkedes at få det så meget bedre?

Jeg har siden ca. 1994 opsøgt nærmest Gud og hver mand i ønsket om at få det bedre. Det har kostet kassen. Det er bare ikke lykkedes før nu. Og hvorfor er det så lykkedes?

Det vigtigste for mig er, at hun aldrig har prøvet at lave om på mig! Jeg er firkantet, trekantet, meget andet kantet og helt forkert; jeg er på mange måder sær. Endelig mødte jeg en, der tog mig som den, jeg var. Det var en befrielse.

Når jeg fortalte, at det ikke sagde mig noget at slå i en pude, som var den “min mor”, forstod hun mig. Hun prøvede ikke at tvinge mig til det. Hun tvang mig ikke til at male og tegne, idet jeg ikke kan tegne så meget som en tændstikmand. Jeg vil ikke lave psykodrama, for jeg føler mig som en idiot. Alle de andre mente, at det kunne jeg godt finde ud af; men det kunne jeg ikke.

Det var en enorm befrielse at møde en, der ville gå med mig, lige der hvor jeg var. Endelig var der en, der ikke ville prøve at lave om på mig. En der forstod, jeg er styret af min hjerne og ikke af al resten. En der ofte anerkendte mig for blandt andet min IQ.

I fem år før jeg fik diagnosen “Aspergers syndrom” sagde hun “Du har måske nok nogle Aspergers-træk”. Efter udredningen hos Pia Bohn Christiansen, kom jeg glad med resultatet. Psykologen var på ingen måder overrasket, men hun må jo ikke udstikke diagnoser. Jeg tror, hun glædede sig sammen med mig, for det gav så meget ro. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid har været.

Jeg ved, jeg er sær, men jeg ved også, jeg har mødt en psykolog, der selv er “lidt sær” (undskyld Anette, men “at være sær” betyder “at være noget særligt”). Hun forstår til fulde, at jeg ikke gider sidde og lytte til noget a la “Hvordan synes du selv, det går?” eller “hrm …” eller “Ja, det kan jeg godt se. Hvad tænker du selv, du kan gøre?” Jeg har sat så stor pris pris alle på de gange, hun har sagt: “Vil du høre, hvad jeg synes?” Ja, for Fanden, det vil jeg gerne! Det er derfor jeg kommer; ellers kunne jeg jo ligeså godt blive hjemme.”

På gensyn!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Jeg hader Messenger, SMS mv.

Jeg hader Messenger, SMS mv.

Moderne kommunikation med en gammel autist

Jeg hader Messenger, SMS mv.

Det er svært at få folk til at forstå, at jeg ikke bruger Messenger, SMS mv.

Og jeg kan godt forstå dem, eftersom det kan være praktisk, da man ikke behøver at kende en e-mailadresse på forhånd. Det er imidlertid uhyre let at finde mig med Google og derpå er det også meget let at finde min e-mailadresse. Herudover har jeg en hel kontaktside til formålet. Så det kan ikke være så svært. Og nej, det er ikke langsomt at kommunikere med mig via e-mail, for jeg henter e-mails fra serveren hvert andet minut.

Jeg kan slet ikke følge med, og jeg får stresssymptomer af det tempo, andre mennesker kan putte ind i Messenger, SMS mv. De sender ofte adskillige beskeder afsted, mens jeg kun er i gang med at svare på besked # 1. Så ved jeg ikke, om jeg skal følge trop eller samle op. Jeg vælger typisk det sidste, da jeg synes, det er uoverskueligt med 25 små beskeder af 1½ linje, hvor jeg ikke ved, hvad der hører sammen, i stedet for en lang besked.

Jeg forsøger således på at “opdrage” lidt på dem, der skriver til mig ad de veje – men det virker ikke særlig godt. Det erkender jeg blankt.

Folk gør sig ikke umage med en besked på Messenger, SMS mv.

Hvis jeg ikke kender folk, forekommer det mig umådelig uhøfligt bare at skrive indholdet uden i det mindste at starte med “Hej” eller lignende og slutte med “Venlig hilsen” eller lignende.

Typisk vil folk gerne have et eller andet fra mig, som kræver min tid: et svar, support eller lignende. Så er det mindste, man kan gøre, vel at skrive dels en starthilsen, dels en sluthilsen? I dag kommunikerede jeg med en kvinde, der i hvert fald var i bedsteforældrealderen (mindst jævnaldrende med mig selv). Hun skrev glad og gerne derudad uden hverken “Hej” eller “Venlig hilsen”. Det provokerer mig altså. Jeg forsøgte mig med at gøre præcis det modsatte i minimum fem omgange. Det hjalp ikke. Jeg ved ikke, om jeg gider hjælpe hende.

Det forekommer mig også at være udtryk for manglende umage at skrive en besked i 25 dele. Hvis man vil mig noget, og det er altid fint, jeg hjælper altid gerne, hvis der er noget, jeg har forstand på, men så forventer jeg sådan set, at man på forhånd har gjort sig klart, hvad man vil og samler det i en mail.

Det sker, jeg åbner Messenger på min iPad/iPhone; det er ikke ret tit, så der kan jeg opleve, at der ligger en syv dage gammel besked via Messenger, som ikke vises, hvis jeg anvender Messenger på min PC. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke, og jeg gider heller ikke undersøge det. Forleden spurgte en eller anden, hvordan jeg var i familie med XYZ. Det kunne han selv have fundet ud af ved at trykke på knappen “Slægtskab”, der vises ved alle personer på min TNG-side. Jeg gider ikke besvare grundløse og/eller dumme henvendelser.

For fremtiden reagerer jeg ganske enkelt ikke

Af alle disse årsager har jeg besluttet, at jeg for fremtiden ikke reagerer på hverken Messenger, SMS eller lignende tjenester. “Du er ikke alene” jfr. Sebastian, hvis du ikke får svar. Nu må jeg desværre bare tage hårdere metoder i brug, da min generelle opfordring om at sende en e-mail eller ringe, ikke synes at have haft effekt. Endnu engang: vil du mig noget, så send en e-mail eller ring, så hjælper jeg altid gerne med det, jeg evt. måtte vide noget om.

Jeg kan simpelthen ikke processere alle de “små ting” inde i min hjerne. Jeg føler mig i alarmberedskab, og det vil jeg ikke.

Andre autister forstår mig uden videre

Det var så rart, da jeg i dag kommunikerede med en eller flere, der også har Aspergers syndrom. Så snart jeg havde skrevet det om stresssymptomerne, forstod de uden videre, hvad jeg mente; og så var der ikke mere palaver om, hvorvidt det var i orden at overgå til e-mails. Det var virkelig dejligt ikke at skulle starte med Adam og Eva endnu en gang.

Jeg skal hjælpe dem med noget med sprog, som jeg jo synes er så sjovt. Jeg glæder mig allerede.

 

/2 Kommentarer/i , /af ,

Særligt sensitiv eller bare autist?

Særligt sensitiv eller bare autist?

Gud og hvermand var “Særligt sensitiv”

Særligt sensitiv eller bare autist?

For et par år siden var Gud og hvermand “særligt sensitiv”, men det er “lissom” gået i sig selv igen. I hvert fald synes jeg ikke længere, jeg ser så mange opslag på Facebook om det.

Selv er jeg bare en “højtfungerende autist”, som opfanger enhver lyd og lugt. Og selvfølgelig konsistenser.

Lydene

Jeg har efter mange år taget mig sammen til at bede både taxachauffører og frisøren om at slukke for deres baggrundsstøj. Det er mig, der er kunden, og derfor synes jeg, jeg kan bede om det – selvfølgelig på en pæn måde. Jeg har syntes, at det var svært at bede om det, men tidligere var taxaturen eller turen i frisørstolen lidt af et mareridt. Jeg sad bare og talte minutterne til det gik over/var forbi.

Hos min iranske frisør tager det ca. 15 minutter at få lokkerne rettet til; men 15 minutter hver sjette uge med (tåbelig) reklamefinansieret radio kan være svære at udholde, når lydene fylder hele hjernen. Efter 15 minutter skulle jeg hjem og lade op resten af dagen. Jeg spurgte, om han ville slukke? Det ville han gerne, for for ham var det bare en art lydtapet, han alligevel ikke lyttede til. Det var der bare.

Det er langsomt, men sikkert, gået op for mig, at det er sådan andre “normale” mennesker har det med lydtapeterne. De er der bare, og de hører det først, når det ikke er der. Så tænker jeg jo: “Jamen hvorfor skal det så overhovedet være der?”

Jeg køber ind i en Coop, hvor de ved “default-kassen” (altså den der altid er åben) har en lille skærm med reklamer for alverdens unyttige produkter. Produkterne promoveres af en sælger-mandestemme, der på ingen måde appellerer til mig. Jeg vil aldrig i livet købe noget af det. Det er hårdt at stå i kø der, men det må jeg jo gøre, når der ikke er andre åbne kasser. Jeg har tjekket, om jeg kan rive et eller andet stik ud for at få det til at holde op. Det er ind til videre ikke lykkedes mig.

Jeg har venner i Thy, der har lyd overalt. Når vi ses igen, har jeg lovet at minde dem om, at det ikke går med mig. De vil gerne slukke, de er dejlige mennesker, der gerne vil tage hensyn. Faktisk var de kede af, at jeg ikke bare “åbnede kæften”, idet de ikke kan gætte mine behov. Og det er jo rigtigt. Jeg har ikke oplevet et eneste sted, der ikke gerne vil tage det hensyn. Det drejer sig altså om at få modet til at sige “Det går slet ikke med mig”.

Lugtene

Ved min Coop er der en eller fast food-ting, der sælger forskellige former for indisk mad. Når de har gang i pander og gryder, fylder lugten hele området, hvor man skal betale og pakke sine varer. Andre “normale” mennesker generes nok ikke af det, de lægger sikkert ikke en gang mærke til det, men jeg kan først trække vejret normalt, når jeg er ude i fri luft igen.

Jeg har prøvet at spørge personalet i Coop, om stanken ikke generer dem? De ryster bare lidt opgivende på hovedet. De føler nok ikke, de kan gøre noget ved det.

“Konsistenserne” alias “De finder vej til min madlavning”.

Af min udredning for autisme lærte jeg blandt andet, at det er helt almindeligt, at maden ikke skal pladres sammen på tallerkenen, for så opfatter jeg det som en art mos. Jeg synes, ingredienserne skal ligge hver for sig på tallerkenen og ikke rodes sammen. Jeg foretrækker, at kunne smage tingene hver for sig. Det har gode råvarer krav på.

Hertil kommer, at jeg foretrækker at vide, hvordan ingredienserne var i deres rå form, og at konsistensen i et eller andet omfang skal bevares. Jeg foretrække at smage på det hele, før det varmebehandles.

Et par eksempler:

  • Hvis opskiften siger, at champignonerne skal hakkes fint, hakker jeg dem groft, så jeg stadig kan genkende dem.
  • Hvis opskriften siger, at løgene skal hakkes fint, hakker jeg dem groft.
  • Tomaterne skal ikke finthakkes; de skal grovhakkes, når jeg vil kunne genkende dem.
  • Jeg smager på alt (undtagen kylling pga. risikoen for Salmonella), inden det varmebehandles, for så ved jeg, hvordan det var i sin oprindelige form. Og det gør mig godt.

Jeg er klar over, at I “normale” ikke tænker sådan. Jeg kan imidlertid slet ikke lade være.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.