Indlæg

,

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

1. møde med Marie Østergaard Knudsen

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

I går var jeg til det første møde med forfatten til den bog, jeg læser for tiden “Skriv om din slægt – Sådan fortæller du om andre og bliver læst”. Hendes navn er Marie Østergaard Knudsen, og jeg gik simpelthen så glad derfra.

(Grundet kognitive vanskeligheder er jeg er længe om at komme gennem en bog, da jeg ikke kan bevare koncentrationen meget mere end 20 minutter ad gangen, med mindre jeg selv frembringer noget eller ser “Forsvundne arvinger”).

Man kan sige, jeg “fik ros af læreren”. Hun kunne nemlig godt lide min idé om at ville skrive om min oldefar, der kommer til Brede Klædefabrik en skyet dag i marts 1890. Hun mente, at jeg allerede er langt i at indkredse, hvad jeg gerne vil, og at jeg har en historie.

Hun fik mig til at at glæde mig til skriveglæden i stedet for at tænke, at nu har jeg sat mig for endnu en arbejdsopgave, jeg vil involvere mig i. Det skal ikke blive en arbejdsopgave, det skal blive dejlige dage, hvor jeg forsvinder i ord og fantasi.

Det, hun kan, er at strukturere og at skære til.

Det, vi talte om, har jeg jo sådan set allerede læst, sat streger ved og taget noter til, men det er noget helt andet at sidde overfor et behageligt menneske og tale om mine idéer og så få hendes værktøjer koblet på. Jeg optog samtalen og har allerede hørt den tre gange, for den er enormt inspirerende. Nu tror jeg, jeg endelig har fanget, hvad hjemmeopgaven til næste gang er.

Jeg skal skrive fire forskellige såkaldte “scener”, hvor de involverede parter har dialog med hinanden, og hvor oldefar også har sin egen indre dialog. Hvad tænker han mon? Hvordan har det været at fortælle sin (ikke så) gamle mor, at han har tænkt sig at forlade hende og søge lykken nordpå?

Fra fakta til følelser

Jeg har gået og tænkt, at jeg sikkert ikke kan skrive noget som helst, fordi jeg drukner i fakta, og fordi jeg ikke er særlig god til “det med følelser”. Og fantasi bygger på følelser. Når man har Aspergers syndrom, sanser man ikke så meget; så er man mere til data i tabeller og detaljer. At føle er at sanse.

Jeg synes ikke, jeg har nogen fantasi. Det skød hun en hvid pind igennem baseret på det, vi talte om, og de 200 ord, jeg havde sendt på forhånd. Jeg havde overset, at der også her er tale om en læreproces. Jeg rakte jo heller ikke bare hænderne ud og så landede der en cand.jur, en sagsbehandler, en budgetbisse, en webmaster eller en slægtsforsker. Det har alt sammen krævet øvelse. Jeg kravlede såmænd kun lige over dumpegrænsen med 6 og 7 på 1. årsprøve. Jeg var en af dem, der virkelig skulle lære at studere.

Hun spurgte ret tidligt, om jeg vil skrive fakta eller fiktion? Jeg svarede “begge dele”. Og det kan man godt; så bliver det en “fortælling baseret på virkelige hændelser”.

Jeg vil føle mig på sikker grund og tryg, hvis jeg tager afsæt i de data, jeg har. Og det jeg ikke ved noget om, må jeg prøve at digte. Jeg ved virkelig ikke, hvad de fik til aften, da han besluttede sig for at fortælle sin mor, at han havde overvejet at søge lykken her nordpå. Og ja, jeg vil blive udfordret, men det drejer sig om at finde skrive- og fortælleglæden og at sætte mig selv fri til det.

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglædenDer er selvfølgelig allerede skrevet meget om Brede Klædefabrik, men der hvor jeg tror, jeg kan bidrage med noget, er at skrive en historie, der fortæller om virkelige menneskers liv på fabrikken. Man kan hente bogen “Brede Klædefabrik” – udgivet af Erhvervsarkivets Forskningsfond i 2004 – på Danskernes Historie Online – Danske Slægtsforskeres Bidlliotek.

Ikke mindst Jeppe Tønsberg, mangeårig leder og arkivar på Byhistorisk Samling i Lyngby Tårbæk Kommune, har skrevet de værker om Brede Klædefabrik, man skal kende, hvis man vil vide noget om fabrikken.

Jeg traf ham tilbage i 2005. Egentlig havde jeg besluttet mig for at ringe til ham og spørge, om vi kunne lave en form for samarbejde. Desværre er han afgået ved døden – kun 71 år gammel – i juni 2021. Men flere af hans bøger lever i min reol.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Om at stå glad op hver søndag

Om at stå glad op hver søndag

Ugens leverance fra Aarstiderne

Om at stå glad op hver søndag

Jeg abonnerer på Aarstidernes “Vegetar 20 minutter – 2 pers – 4 dage”, så i næste uge skal jeg have:

  • Sprøde falafler og friskt grønt med hvidløgsdressing i lune pitabrød
  • Cremet perlebyg med svampe og tomat toppet med stegt grønkål
  • Fyldte fladbrød med søde kartofler og krydrede kikærter
  • Sprød tarte flambée med løg, rosmarin og grønkål.

Især dag to med den cremede perlebyg bliver god. Den har jeg prøvet før. Jeg er derimod ikke så begejstret for falaflerne, men sådan er det. Der kan ikke være noget for enhver smag. Det med vegetar er såmænd ikke, fordi jeg pludselig ikke vil spise kød (jeg levede engang ti år som vegetar – det var skønt), det er derimod den eneste måde at undgå fisk hos Aarstiderne, når man samtidig vil have leveret til to personer i fire eller fem dage. Jeg mangler altid et eller andet på 7. dagen, men så ser jeg, hvad de har i føtex.

Det med de 20 minutter passer mig godt. Jeg vil gerne have sund, økologisk og lækker mad, men jeg gider ikke bruge for meget tid i køkkenet (der skal også vaskes op bagefter), for der er så meget andet, jeg hellere vil.

Jeg bliver til gengæld glad over at stå op hver søndag op til noget á la dette. Ser det ikke bare lækkert ud?

Om at stå glad op hver søndag

Autistisk atypisk spisemønster

Min psykolog siger, jeg har et “atypisk spisemønster”. Sidst ville jeg orientere hende om, hvad det kan betyde i praksis. Det viste sig, at hun vidste det hele på forhånd fra andre autister i sin praksis.

  • Jeg smager på alle råvarerne dvs. også fx løg og porrer, før de bliver varmebehandlede, fordi jeg gerne vil vide, hvordan varerne oprindeligt var. Se fx på grønkålen herover. Den smager fantastisk, inden man gør noget ved den. Eller tænk på en rød peber, som i rå tilstand er dejligt knasende, men som efter varmehandling nærmest er lidt kønsløs og uinteressant.
    • Psykologen mener, det er udtryk for en kontroladfærd, og det i hvert fald skyldes et udtalt ønske om at kende og forstå alle mulige sammenhænge, uanset hvad det drejer sig om. Det kan jeg godt se logikken i, så jeg giver hende ret.
  • Når maden er lavet, skal den selvfølgelig øses op. Jeg gør meget ud af, at de forskellige madvarer/retter ligger hver for sig og ikke rører hinanden. Der skal helst være mellemrum mellem dem. Jeg føler mig lidt tåbelig, men jeg generer jo ikke nogen og har bare købt et par ekstra store tallerkner.
    • Psykologen siger, at det er sådan noget, man ofte ser hos børn, hvor det typisk skyldes, at de vil teste, om der er nogen af retterne, de ikke kan lide. I givet fald kan disse retter fjernes fra tallerkenen, og man ved med sikkerhed, at de ikke har inficeret det resterende.
    • Jeg er ikke begejstret for sammenligningen, men lad det nu være. Jeg synes bare, det er næsten blasfemisk at rode alt det sammen, man omhyggeligt har tilberedt hver for sig.
  • Jeg laver mad og spiser, når jeg er sulten og ikke til den af de fleste definerede spisetid. Skulle det evt. være kl. 03:15, er tidspunktet ingen hindring. Heller ikke her generer jeg nogen. Det er en af pensionistlivets usigeligt mange glæder.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Julehygge er lig mad

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Vi skriver kun onsdag den 16. oktober, men alligevel er det længe siden, man skulle skynde sig at tilmelde sig diverse julemesser og -arrangementer, hvis man ville være sikker på at få en plads ved de riges veldækkede bord.

Jeg har intet imod julen eller det at samles og evt. det at samles i kirken. Det er en smuk tradition og fortælling, og netop i år har vi mennesker nok at bede for (Ukraine, Gaza, Libanon og Israel). Men jeg er holdt op med at holde jul, for jeg kan holde alt det mad ud. Jeg kan ikke holde ud, at fokus er på det, vi skal spise, når vi samles, også selvom menuen er den samme, som den har været de seneste 25 år. Der er intet nyt under solen.

For mig er mad, noget man spiser, når man er sulten. Er man flere sammen om måltidet, er det kun hyggeligt. Er køkkenet stort nok til det, er det også enormt hyggeligt at lave maden sammen. Det er ikke så længe siden, psykologen fortalte, at mange af hendes klienter med en eller anden form for autismespektrumforstyrrelse har et lidt atypisk spisemønster. Endnu en gang må jeg give hende ret. Vågner jeg fx kl. 02 og er sulten, står jeg da op og laver mad. Det er godt, jeg bor alene 🙂

Der er millioner af mennesker i verden, der sulter. Alene i Danmark er der masser af mennesker, der lever på fattigdomsgrænsen og er afhængige af julehjælpen, når de vil give deres børn julegaver, som er på niveau med klassekammeraternes. Og nu er jeg på forhånd klar over, at der vil være nogle, der tænker – eller måske endda skriver – at muslimer henter julehjælp, og det burde de ikke. Mit svar er ganske enkelt: »Vi hjælper, fordi vi er kristne«. Og længere er den ikke.

Herudover er der hele debatten om, hvor vi skal være i år, og hvem vi skal være sammen med, når vi nu var hos Egon sidste år og endda havde inviteret tante Magda og hendes nye kæreste med. Den slags finder jeg også ret anstrengende, og forhandlingerne om det begynder også allerede i oktober.

Alternativ jul

Af ovenstående grunde holder jeg alternativ jul, hvilket passer mig fint. Jeg kan ikke lige huske, hvad jeg lavede juleaften i 2023. I 2022 installerede jeg det lille vidunder af en Synology NAS juleaften. Det var simpelthen så hyggeligt. Der var ingen diskussioner om madlavningen, gåsen brændte ikke på, sovsen var perfekt, og jeg slap for Egon, tante Magda og hendes nye kæreste.

Jeg skal have planlagt en eller anden hyggelig ting til den 24. december i år og også noget til nytårsaften; sidstnævnte har jeg aldrig brudt mig om. Desværre mangler jeg ikke en ny server eller lignende. Men så finder jeg nok på noget andet. I hvert fald skal jeg ikke være en del af »juleræset«, som folk nedsættende kalder det, uagtet de selv medvirker til det. Det har jeg (heller) aldrig forstået.

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Minimalisme er godt for autisme

Minimalisme er godt for autisme

Om Aspergers syndrom

Minimalisme er godt for autisme

Jeg synes, jeg burde have tænkt over det for længst, men det havde jeg ikke, og så var det jo godt, at Jørgen lavede koblingen. Han spurgte nemlig her til formiddag

Er sansestimuleringen blevet mindre, nu der er færre bøger at se på?

Og er det godt for autismedelen af dig?

Jamen for pokker da, det er da så simpelt og enkelt.

Ja, nu, hvor der er langt, langt færre bøger at se på (maks ¼), er der langt færre sanser, der kommer i spil, når jeg færdes i min stue. Derfor kan jeg meget bedre lide at være her. Og det siger da sig selv, at jeg altid har elsket minimalismen på grund af autismen. Og jeg var jo altså 54 år, før jeg vidste, at jeg havde Aspergers syndrom.

Der er så lige det, at jeg skulle blive 60 år (faktisk næsten 61 år), før jeg for alvor fik mulighed for at dyrke minimalismen.

  • 1981 – 1990 – På kollegiet var små godt, for vi havde – alt inklusive – 13 m2. Studiebøgerne og skrivebordet fyldte det meste, men jeg elskede også at købe bøger i de to bogklubber »Gyldendals« og »Samleren«. Vi læste alle, det der nu udkom, og vi diskuterede det med hinanden. Det var en dejlig tid. Her var bestemt ikke plads til minimalisme.
  • 1990 – 2007 – I den lille to-værelses på 53 m2 i Vanløse var der ikke rigtig plads til at købe nye bøger, men jeg gjorde det alligevel. Men fik jeg læst de bøger, jeg købte? Jeg tror,  svaret er nej, for jeg skulle jo også pleje karrieren, være kæreste og langtursroer og begynde at slægtsforske. Her havde det været fornuftigt at påbegynde minimalismen, men jeg var alligevel så lidt hjemme, at jeg ikke lagde mærke til fraværet af minimalismen.
  • 2007 – 2024 – I Hvidovre har jeg masser af plads: 78 m2, som jeg elsker. Indtil for ca. et par uger siden, fyldte jeg bare pladsen ud. Jeg har aldrig tænkt på mig selv som »Gemme-menneske«, men det må jeg jo have været, når der var så meget, jeg ikke brugte, og som uden videre kunne kasseres. Når man har god plads, stopper man bare ind i skabe og putter i skuffer. Jeg lagde ikke så meget mærke til fraværet af minimalismen, da jeg kun brugte mit soveværelse, fordi det var der, »kontoret« var. Jeg tænkte meget tit på, at jeg kunne have klaret mig med en et-værelses, men at det ville være for dyrt at flytte.
  • Oktober 2024 – Nu dyrker jeg minimalismen, og det er godt for autismen. Det er faktisk helt fantastisk og vel en af årsagerne til, at jeg elsker mit nye hjem så højt. Endelig, endelig har jeg fået det, som jeg gerne vil have det. Der er ikke længere alle de overflødige sanseindtryk fra alt det, jeg alligevel ikke skal bruge. Jeg finder stadig ting, jeg ikke skal bruge. Eksempelvis kasserede jeg i går ca. 20 spisepinde, som vist aldrig havde været brugt samt en strikkepind til at mærke, om brødet nu er bagt ordentligt. Jeg har vist ikke bagt et brød i alle de år (dvs. 17), jeg har boet her.

Et fikst klædeskab

Da jeg flyttede ind her i november 2007, købte jeg et klædeskab hos »Nyt Skab«, og det har utrolig mange fine funktioner. I skal lige se en af dem – i det nu helt rene klædeskab.

Bøjlestangen befinder sig helt oppe under loftet for at give plads til flest muligt hylder og skuffer. For at man så kan nå bøjlestangen, har den en »pind« i midten, som man trækker i, og så kommer bøjlestangen ned i nå-højde. Det er temmelig smart.

Minimalisme er godt for autisme

Minimalisme er godt for autisme

Minimalisme er godt for autisme

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.