Indlæg

/1 Kommentar/i /af

Jeg elsker mine systemer. De gør livet nemt

Jeg elsker mine systemer. De gør livet nemt

Pernille Hebsgaard i GladPodcast

Jeg elsker mine systemer. De gør livet nemt

Trump har ikke glemt Grønland, Danmark er stadig i en diplomatisk krise, og topbilledet har intet med indholdet at gøre, det stammer bare fra gårsdagens gåtur. Nu er du advaret.

Den 27. november 2024 var Pernille Hebsgaard gæst i studiet hos Mads Marius i GladPodcast. Episoden hedder “8 råd til den neurodivergente i en neurotypisk verden” (alle Pernille Hebsgaards råd er vist nederst), og den er virkelig god.

  • Hvis du gerne vil lære noget om autisme, kan du lytte her.
  • Jeg medvirkede selv den 27. juni 2024 med titlen “Bliv klogere på en autistisk hjerne”.

Skab forudsigelighed

Kalender med tilbagevendende opgaver

Jeg synes eksempelvis, at hendes råd nr. 3 “Skab forudsigelighed” talte lige til mig. Pernille nævnte i den forbindelse sin forkærlighed for kalendere og lister.

Jeg har skabt en høj grad af forudsigelighed i mit liv, for det gør det så dejlig nemt at leve livet. Et eksempel er mine to do-lister i min kalender. Jeg tænder for mit mailprogram “Thunderbird” til morgenkaffen og besvarer eventuelle mails, der måtte være kommet i løbet af natten. Dernæst (og stadig til morgenkaffen) går jeg i gang med dagens tilbagevendende opgaver, sådan som de vises i Thunderbird. Nogle tilbagevendende opgaver forekommer hver dag, nogle en gang ugentligt og nogle en gang om måneden.

Når en opgave er løst, får den lige et flueben. Så kommer næste opgave osv. Når alle opgaver er løst, slukker jeg mailen, og så har jeg “fri” til alt det, jeg har lyst til i løbet af dagen. Det fungerer utrolig godt for mig. Det sikrer, at jeg får løst alle de tilbagevendende opgaver, og det sikrer forudsigeligheden.

Jeg elsker mine systemer. De gør livet nemt

Når jeg målet om aktivitet?

Jeg har skabt forudsigelighed på mange måder, og jeg kan godt lide, når det er nemt rent visuelt.

Billedet herunder viser min daglige registrering af antal skridt. Når der er en grøn prik til venstre for dagens antal skridt, har jeg nået målet som er 5.500, hvilket giver 38.500 skridt pr. uge. Herudover vises antallet af forbrændte kalorier, distancen i kilometer, forbrugt tid og endelig er der plads til en note. Eksempelvis er der en note “ECT” ud for i mandags den 13. januar. Når jeg har været til ECT, skal jeg bare hjem og sove, så noten forklarer, hvorfor jeg ikke har nået målet den dag. Jeg har ingen undskyldninger for de øvrige dage, der mangler en grøn prik. Det vigtige er dog at nå ugens samlede mål på de 38.500 skridt.

Jeg elsker mine systemer. De gør livet nemt

 

Hvor meget tid bruger jeg på artikler?

Et andet eksempel er, at jeg har besluttet gerne at ville vide helt konkret, hvor meget tid jeg bruger på at skrive artikler til hjemmesiden. Min fornemmelse fra 2024 er, at en artikel alt inkl. tager gennemsnitligt to timer. Nu vil jeg omdanne fornemmelsen til viden om 2025. (Man kan sige, at jeg har haft de rigtige jobs i mit arbejdsliv).

Billedet herunder stammer fra et regneark, der er en tidsregistrering. Først er der de “kedelige” ting som #, udgivelsesdato ugenummer og ugedag. Herefter følger artiklens titel, og er den allerede udgivet, er der også et link til den. Nogle titler og links går igen, da jeg er blevet afbrudt i løbet af processen. Så er der start- og sluttidspunkt og en beregning af forbrugt tid.

Yderste kolonne er en “I alt” – det akkumulerede tidsforbrug år til dato. Indtil videre har jeg altså brugt 33:42 timer i alt i år.

Jeg elsker mine systemer. De gør livet nemt

Pernille Hebsgaards otte råd til den neurodivergente

  1. Bliv opmærksom på dine behov
  2. Tilpas rammerne i forbindelse med socialisering – fx hvor mange mennesker kan man rumme? Eksempelvis er mere end fem mennesker for mange for mig, og derfor er det ikke længere godt for mig at tage på højskole, selvom jeg utrolig gerne vil. Hvis jeg tog afsted, ville jeg være drænet for energi en uge eller mere efter.
  3. Skab forudsigelighed. Rutiner skaber ro i “systemet”. Pernille elsker kalendere og lister fx over dagens gøremål.
  4. Vær åben om, at du måske er meget direkte og ærlig. Det er en vej til at undgå misforståelser. Apropos misforståelser kommer hun ind på “Hvad betyder emojis?”. Folk kan tro, at man er sur, når man ikke bruger dem. Men hvis man ikke kender deres betydning, kan man let bruge dem forkert, og så er det bedre at lade være. Det er den strategi, jeg selv bruger.
  5. Bliv langsom.
  6. Energiforvaltning og pauser. Dyrkning af særinteresser giver meget energi, men kan også tage energi. Vær opmærksom på at regnestykket skal gå op i sidste ende.
  7. Husk at regulere dig selv for at regulere nervesystemet. Det kan du fx gøre ved at dyrke dine særinteresser.
  8. Lev i balance med den du er.

Jeg elsker mine systemer. De gør livet nemt

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Om at gå på listesko

Om at gå på listesko

Har jeg PTSD?

Om at gå på listesko

Nogle siger til mig, at jeg er meget direkte. Psykologen siger, at jeg har en helt speciel måde at være i livet på. Begge dele er sikkert sandt.

Det at være direkte hænger helt sikkert sammen med Aspergers syndrom. Selv synes jeg, at det gør livet nemmere at sige tingene, som de er, og jeg synes selv, jeg gør det på en respektfuld måde. Jeg er faktisk et både pænt og ordentligt menneske, jeg orker bare ikke at skulle passe på, hvad jeg siger og gør – endsige at indrette mig efter andres idéer.

Jeg har lige været i en situation, hvor en anden person ville bestemme over mine processer, der blandt andet går ud på at gøre en ting færdig ad gangen og dernæst at skippe den af, så den er væk fra mit bord. Det vil jeg ikke finde mig i. Jeg blander mig jo ikke i andres processer og deres måde at arbejde på.

Har jeg PTSD?

Psykologen har ofte sagt, at jeg havde “PTSD-lignende symptomer”, så da jeg så hende primo januar, spurgte jeg ligeud, om hun troede, jeg havde PTSD, men at hun bare ikke måtte sige det, da hun ikke har tillægsuddannelsen i psykiatri? Derfor fik vi en længere samtale om det.

Indledningsvist sagde hun “Det er et meget svært spørgsmål at svare på. Havde du ikke haft din autismespektrumforstyrrelse, ville jeg ubetinget svare ja”. Men da jeg, på grund af min Aspergers, ikke er et føle-menneske har alle de nedslag, der har været, ikke taget bolig i mig. Man kan på mange måder sige, at min autismespektrumforstyrrelse har været en beskyttelsesfaktor. Jeg har haft (og har) en enorm modstandskraft mod alskens mærkværdigheder, så jeg nærmest har udviklet en resistens mod dem.

Mit liv har kun i korte perioder været så “normalt”, som det er nu. Det har for det meste været præget af kaos, men jeg har håndteret kaos ved hjælp af en enorm modstandskraft. Jeg er en ekstrem overlever og har fundet en helt speciel måde at være i livet på. Ting jeg oplever, går ikke rent ind hos mig, men ville gøre det hos andre, fordi jeg ikke er et føle-menneske. Min drivkraft er evnen til at undersøge, sætte i system og derved bevare kontrollen. 

Havde jeg haft PTSD, ville det have været det, der kaldes en “kompleks PTSD” på grund af de mange og forskelligartede nedslag. En almindelig PTSD går ud på, at et menneske har været udsat for en enkelt forfærdelig oplevelse, som bliver ved at forfølge det. Man ved ikke, hvorfor nogle udvikler PTSD, mens andre ikke gør. Det er eksempelvis ikke alle soldater, der vender hjem med PTSD, uagtet de har oplevet grusomme ting under en udsendelse. Det er noget ved det enkelte menneske, der bevirker, at de udvikler PTSD, men som nævnt ved man ikke fra forskningen, hvad dette “noget” er.

For at stille diagnosen PTSD (enten almindelig eller kompleks) skal man også se en varig personlighedsændring, og det har jeg gudskelov ikke.

Den sidste beskyttelsesfaktor er en stolthed over den, jeg er. Jeg synes faktisk, jeg er okay, som jeg er. Selvfølgelig med alle mulige fejl og mangler men sådan er det jo at være menneske.

Jeg er glad for ikke også at have PTSD, men det var vigtigt for mig at få snakken med hende. Jeg går ikke rundt med drømmen om flere diagnoser. Jeg synes, jeg har tilstrækkeligt, selvom det er sådan, at passer jeg mine ECT-behandlinger, passer den bipolare lidelse sig selv. Det er jeg vældig godt tilfreds med.

Det, der driller, er autismen

Samtidig med at autismen er – og har været – en enorm beskyttelsesfaktor, er der noget ved den, der driller.

Hun sagde det så pænt “det, der driller dig, er autismespektrumforstyrrelsen. Du er god til at fordybe dig, men man kan sige, at du ikke er så god til at lave relationer”. Jeg rettede hende og sagde: “Nej jeg kan sgu ikke finde ud af det”, for det er jo sandheden. Jeg trives godt alene, men selv jeg har jo behov for nogen/noget en gang imellem.

Skal jeg være i verden – hvilket jeg både gerne vil og skal – skal der være et fagligt fællesskab mellem mig og andre, og der skal være en form for respektfuld ligefremhed. At gå på listesko orker jeg i hvert fald ikke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Fordele og ulemper ved en autismespektrumforstyrrelse

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Det “sociale” driller mig mere og mere, og det havde jeg en længere samtale med psykologen om i den forgangne uge. Hun har heldigvis stor erfaring fra sine mange klienter med en autismespektrumforstyrrelse.

Så længe jeg passer ECT-behandlingerne, passer den bipolare lidelse sig selv, hvilket jeg er mere end lykkelig for. Jeg hader behandlingerne, da den hermed forbundne dødsangst er stigende, men det må vi (psykologen og jeg) jo finde ud af.

Til gengæld fylder autismen mere og mere, uden jeg kender årsagen, men det gør egentlig ikke noget. Jeg har det jo sådan, at der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af. Jeg elsker diagnosen, for den har ført til, at jeg endelig kunne blive den, jeg altid har været.

Jeg har længe vidst, at jeg ikke har noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke af og til har behov for at dele tanker og følelser; også jeg har behov for et vindue mod verden. Det har alle mennesker vel – men i varierende grad. De skal måske lukke vinduet op, men jeg kan nøjes med at kigge ud af det. Andre har måske behov for at gå ud at spise og småsnakke om hverdagshændelser siden sidst. Jeg foretrækker fællesskaber – virtuelle eller IRL – om en fælles (sær-)interesse.

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskabEt eksempel på et sådant fagligt fællesskab er arbejdet med sagskomplekset om Bodil Sørensdatter, der i dølgsmål i 1854 føder sit og svogerens døde barn.

Da jeg ikke selv er dygtig nok til hverken at finde de originale kilder i en retssag eller at tyde dem, har jeg aktiveret mit virtuelle netværk, og det har ført til sagens opklaring og en lang række artikler på hjemmesiden. Nederst på denne side findes en liste med de foreløbige links.

Det har kombineret mine særinteresser (slægtsforskning og historie) med det faglige fællesskab. Slægtsforskning er meget mere end datoer.

Hvis jeg skal have en eller flere venner

Hvis jeg atter skal indgå i en venskabelig relation, er det en helt afgørende forudsætning, at den bygger på gensidig respekt. Mit liv har budt på tilstrækkeligt mange ydmygelser, så dem behøver jeg ikke gentage. Jeg vil ikke længere “gøres forkert”, og jeg vil ikke længere skulle forsvare mig selv, mine holdninger og mine gerninger. I overført betydning og relaterende til billedet i toppen: man skal trække hinanden op ad bjerget – ikke skubbe ned ad det. Jeg synes sådan set, at jeg er okay, som jeg er, trods iboende fejl og mangler. Prisen i et venskab kan blive for høj.

Jeg er god til at være alene – jeg kan rigtig godt lide det, men det er ikke rart at føle sig ensom, og især jul, nytår og dagene derimellem er en svær tid. Der er lidt “Den lille pige med svovlstikkerne” over det. Man ved, at flertallet er sammen med deres nærmeste, og selv er man alene. Jeg føler mig marginaliseret, hvilket selvfølgelig ikke er rart. Nu er det overstået for denne gang, og jeg ånder lettet op ved tanken om, at der er 10½ måned til hele cirkusset begynder forfra.

Sikke meget slægtsforskning og historiefortælling, der kan nås inden da.

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Links tilhørende historien om Bodil Sørensdatter

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Aspergers syndrom og slægtsforskning passer sammen

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Mit liv er i vidt omfang sat i systemer, hvilket gør det nemt og overskueligt at leve. Jeg er et fjols til det sociale, men det med systemerne og detaljerne kan jeg. Jeg læser lidt korrektur m.v. for en virksomhed. De siger af sig selv, at de ikke kunne finde en bedre til opgaven, da jeg ser alle detaljer. Hvis en autist opdager en revne i væggen, ser hun kun revnen – ikke resten af væggen. 

Nogle mener, at alle mine systemer er temmelig mærkelige, men jeg trives jo bedre end godt, og så vidt jeg ved, generer det ingen. Jeg har udviklet regneark over mange emner, og der er en særlig tilfredsstillelse ved at befolke dem med data og måske følge noget over tid. Lige p.t. måler jeg fx på mit strømforbrug, da jeg undrer mig over, at det stiger konstant, når jeg lever, som jeg plejer. Jeg er helt klar over, at det ikke er noget, mange gør.

Når læger forstår, hvad man fortæller dem

Forleden var jeg til opfølgningssamtale i Distriktspsykiatrien hos en meget behagelig overlæge. Selvom jeg kun havde set ham en enkelt gang tidligere, følte jeg mig komfortabel i hans nærvær. Jeg havde på forhånd indset, at jeg nok måtte undlade at fortælle ham om Grundtvig denne gang. Da vi var igennem dagsordenen, spurgte han af sig selv til mine særinteresser.

Hvis man bare siger, man er interesseret i slægtsforskning, bliver folk lidt fjerne i blikket. Jeg tror, de for sig i ånden ser familiens købte slægtsbog, der primært består af datoer. Og det er kedeligt for alle andre end slægtsforskeren, der har fundet dem. Hvem skulle dog falde i svime over at vide, at Districtslæge Kongsted i Højby Sogn, Ods Herred, vaccinerede 3*tipoldemors søster Karen JENSDATTER i 1836? Det sjove og det udfordrende er “Søg og du skal finde”.

Ergo måtte jeg jo forklare ham om glæden ved systemer og tusindvis af små stykker data i tabeller, der skal hænge sammen, før puslespillet er lagt rigtigt. Og det virkede faktisk som om, han både forstod det og var interesseret, for han stillede flere uddybende spørgsmål. Det var rigtig rart. Det endnu rarere havde været, hvis der var mere tid, men sådan er forholdene ikke i psykiatrien, og jeg er jo også “i remission”, hvilket betyder, at jeg hverken er depressiv eller manisk. Hvor er det dog dejligt.

Der er også overlæger fra hospitalspsykiatrien, der gennemskuede mig, før den knalddygtige og søde Pia Bohn Christiansen i foråret 2019 stillede diagnosen “Aspergers syndrom”. Hun sagde, hun vidste det fra dag et. En af dem behandlede jeg mindre pænt, fordi jeg i 2016 ikke kunne rumme flere diagnoser. Efterfølgende sendte jeg ham en uforbeholden undskyldning.

Da Kasper Reff derimod i 2018 lukkede låget på computeren, og sagde “Du nævnte noget om Aspergers syndrom”, blev jeg glad og forklarede, hvad jeg havde tænkt og undersøgt alt om siden 2003 (lige bortset fra 2014-2016). Vi fik en længere samtale om det, som fik mig til at gå hjem og lede efter en, der havde forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Det var vigtigt for mig, da jeg tror, der er træk fra manierne, der kan forveksles med særinteresserne. Om det er sandt, ved jeg ikke. Min tanke var – og er til stadighed – at dyrker man sin særinteresse meget intenst i timevis og glæder sig vildt og vanvittigt over den, kan det forveksles med træk fra mani.

Om det var regnearkene med de grafiske fremstillinger af de mange bivirkninger og udviklingen i dem over tid, der fik Kasper og hans kollega, der er farmaceut, til at blive mistænksomme, ved jeg ikke, men tanken er da nærliggende 🙂

En skøn søndag ligger for

I går faldt jeg over (en kirkebog med) liget af en nyfødt pige i et mosehul. Året er 1854, og vi befinder os primo august. Historien har du her.

Da slægtsforskere er et utrolig hjælpsomt folkefærd, ved jeg nu, hvor jeg skal finde begyndelsen på afhøringerne. Jeg har ikke prøvet det før i mine 21 år med slægtsforskning, men jeg elsker udfordringerne. Det bliver en god søndag.

Der er side op og ned, og jeg kan på forhånd se, at jeg ikke kan transskribere det hele selv, men så er der hjælp at hente i Danske Slægtsforskeres Forum, der er befolket med vanvittigt dygtige mennesker. De kan læse alt!

Man skal prøve selv først, og det er jo også det sjove, og så kan man få hjælp til resten. Det er i øvrigt sådan, man langsomt og med årene bliver bedre til at læse gotisk (som i parentes bemærket var den officielle skrift her i landet ind til 1875).

Måske har du også allerede nu gennemskuet, at slægtsforskning er meget mere end 3*tipoldemors søsters vaccinationsdato?

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.