Tag Archive for: Distriktspsykiatrien

Patient- og pårørenderepræsentanter

Patient- og pårørenderepræsentanter

Psykiatrien søger “medarbejdere”

Patient- og pårørenderepræsentanter

Jeg fandt på en eller anden måde dette “stillingsopslag” fra Region Hovedstadens Psykiatri og efter at have tygget lidt på det, besluttede jeg at søge om at deltage. Det fremgår ikke af opslaget, hvad man skal kunne ud over at læse en masse, så jeg ringede til konsulenten og spurgte, hvad de gerne ville have klarlagt i en ansøgning.

I et normalt stillingsopslag står der ret klart, hvad man skal lave, og hvad man derfor skal kunne. Og så kan man besvare det. Men sådan er det ikke her. Konsulenten gav nogle stikord, og det kom der nedenstående ud af:


Patient- og pårørenderepræsentanter til tværgående fora

Kære Tone Nymann Nielsen

Tak for samtalen, hvor du skitserede, hvad I gerne vil vide noget om hos de enkelte ansøgere til ”Patient- og pårørenderepræsentanter til tværgående fora”.

Jeg søger om at blive brugerrepræsentant og forsøger herunder at besvare jeres spørgsmål:

Meningen med logoet er at vise, at min hoveddiagnose, og det der fra 2014 bragte mig i nærkontakt med psykiatrien, er bipolar affektiv sindslidelse. Logoet er måske for subtilt, for jeg tror, kun få kan tolke det. Men jeg kan godt lide det, og det findes også på min hjemmeside, hvor jeg blandt andet skriver om psykiatri. Hjemmesiden findes her: https://stegemueller.dk.

Min sidediagnose er Aspergers syndrom, der blev diagnosticeret i 2019, hvor jeg var 55 år; selv var jeg klar over det i 16 år før. Jeg manglede bare en psykiater, der ville skrive under.

Fra 2014 og frem til ca. 2020 har jeg været indlagt omkring 15 gange på Psykiatrisk Center Hvidovre. Der var vist tillige en indlæggelse i 2009. Mine erfaringer med psykiatrien er for 99 pct.s vedkommende positive. Jeg kommer fast hos en meget dygtig kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Det er et positivt forløb, idet jeg har haft den samme kontaktperson siden 2015, så hun om nødvendigt kan ”holde mig på sporet”, når vi kender hinanden så godt. Der er stor kvalitet og tryghed knyttet til et gennemgående menneske. Det er overvældende konstant at skulle ”starte forfra”.

Jeg har stor erfaring med ECT (ca. 100 behandlinger), der har været min redning. Nu får jeg forebyggende ECT hver fjerde uge, idet jeg til sidst fik Parkinsonisme af antipsykotisk medicin gennem mange år (vist fra 2006). Den gjorde mig nærmest invalid til sidst. Status er, at jeg har det rigtig godt. Formentlig har jeg aldrig haft det bedre.

Medvirkende til min recoveryproces er også et langvarigt psykologforløb, som jeg startede i foråret 2015. En meget belastet baggrund – der var medvirkende til sygdomsudbruddet i 2014 – overstås ikke med 12 samtaler.

Motivation: Efter at have opgivet arbejdsmarkedet for ca. et år siden og opnået pension, har jeg ressourcer, jeg gerne vil bruge til noget, der peger fremad.

Jeg synes, jeg har så meget erfaring med psykiatrien, at jeg har noget at bidrage med. Herudover har jeg en universitetsuddannelse (cand.jur.), der bevirker, at det er uproblematisk at konsumere store stofmængder og at samarbejde med fagpersoner, også selvom jeg fortsat har kognitive problemer (overblik, hukommelse og koncentration). I årenes løb har jeg lært en række kompenserende strategier.

De få gange, jeg i årenes løb har været mindre tilfreds, er jeg om nødvendigt gået ”til toppen” (centerchefer mv.) og det har jeg rimelige erfaringer med. Det er mit indtryk, at psykiatrien som hovedregel gerne lytter til brugerne.

Andet ”frivilligt arbejde” består i at hjælpe andre slægtsforskere i gang med at opbygge hjemmesider, hvor de kan vise slægtsdata. Dette er ikke, hvad de fleste forstår ved frivilligt arbejde, men jeg føler ikke noget for at sælge brugt porcelæn mv. i en genbrugsbutik.

Det mest interessante forum er for mig at se ”Forum for kvalitet i behandlingen”. Det skyldes, at jeg for det første vil kunne inddrage min erfaring fra 23 års arbejde i statsadministrationen på mange forskellige niveauer, men også at årene i psykiatrien har afsløret en ekstremt presset organisation, der muligvis vil kunne optimeres lidt her og der, og at en optimering måske vil kunne øge den oplevede kvalitet. Det er med fuldt overlæg, jeg udtaler mig forsigtigt her, for det ved jeg jo reelt intet om endnu, og jeg ønsker ikke at støde nogen.

Jeg vedhæfter jeg en anbefaling fra HR-chef Sune Lyng i Folkekirkens Nødhjælp (fleksjob nr. et ud af i alt seks inden jeg gav op). Jeg vedlægger den, fordi det er min oplevelse, at Sune rammer plet med sin beskrivelse, og at I bliver klogere af den end af mit curriculum vitae. Er I alligevel interesserede i det, kan jeg naturligvis sende det.

Venlig hilsen

Hanne B. Stegemüller


Jeg er vældig spændt på deres reaktion og på, om de har lyst til at tale med mig. Jeg synes ikke, stillingsopslaget er helt “klar i spyttet” angående “jobbets” indhold, men det må de så fortælle om, og måske ved de det ikke engang selv endnu. Det ser man jo ofte.

,

Distriktspsykiatrien er bare super

Distriktspsykiatrien er bare super

På Gammel Kongevej 33 fungerer alt

Distriktspsykiatrien er bare super

I går så jeg min kontaktperson i Distriktspsykiatrien (DPC), som jeg er uendeligt glad for (altså kontaktpersonen)! Hun har fulgt mig gennem tykt og tyndt gennem mere end syv år. Hun har indlagt mig via fast track, når det var værst, hun har (vist nok) besøgt mig i mit eget hjem, hun har (vist nok) besøgt mig under indlæggelser, hun har (vist nok) deltaget i “koordinationsmøder” (eller hvad det nu var, de hed).

Jeg skriver “vist nok” fordi jeg ikke selv husker det, men mener jeg har læst det, når jeg som led i SEO har læst baglæns i gamle poster. Jeg har jo skrevet mig ud af det værste. Alt i alt: hun har været der for mig! Og hvor er jeg taknemmelig. Taknemmelig for, at der har været en gennemgående figur, sammen med psykologen, i de år, der var et helvede. De år, hvor jeg var ked af at vågne op til endnu en dag, og hver dag tænkte “skal det være i dag?” (underforstået: skal det være i dag, jeg skal gøre en ende på livet?). Prøv at forestille dig, hvordan det er. Det er virkelig ikke ret fedt.

Hun har håndteret tankerne om, hvorvidt det ville være bedst at hakke den asiatiske kødøkse gennem armen den rette vej (på langs, ikke på tværs (på tværs gror såret bare sammen)) eller om det ville være bedre at springe ud fra en færge en frostklar vinternat, når nu træerne i Vestskoven, hvor jeg bor, er for unge til at bære min vægt. Hun har været med mig, men ikke imod mig. Hun er dybt professionel!

Hun ved, hvornår vi er på det ene eller det andet plan: altså hvornår skal hun lytte og hvornår skal jeg lytte? En ung uprøvet sygeplejerske i Distriktspsykiatrien vil blive vældig bange for sådan en gammel dame som mig. Hun vil have svært ved at håndtere min historie, der trods langvarig psykologbehandling fylder meget og er svær. Det ville også være rigtig svært for mig at skulle presses sammen med andre bipolare på Brøndbyøstervej. Det er 120 pct. søde mennesker, det er jeg ikke i tvivl om, men skal jeg være åben om “mine ting”, kræves mere end søde mennesker. Jeg kommer med en tung bagage. Jeg har gjort alt for at komme fri af den. Let er det bare ikke:

  • Ser jeg psykopatens fornavn i klartekst, må jeg bladre videre i en fart. Jeg er klar over, det ikke er naturligt, ikke at kunne se navnet/ordet “Ivan”. Men sådan er det – og jeg har forligt mig med, at det næppe “går over”. Det er jeg for gammel til. Som statsministeren siger “Lev med det”.
  • Selv i går tror jeg, at jeg rystede hende lidt ved at fortælle, at jeg som ca. 13-årig blev bundet til en spisestuestol ca. og derefter fik stukket et mandligt kønsorgan ind i munden af psykopaten. Det var forfærdeligt, og bliver man senere psykisk syg, er det vel egentlig forståeligt? Det er også en af de ting, jeg tænker, jeg må forlige mig med, og som nok aldrig “går over”. Jeg vil dog prøve at tage det op med psykologen. End ikke hende har jeg været i stand til at nævne det for, og det siger ikke så lidt.

Hvor længe må jeg komme?

Jeg går med en lille angst for den dag, hun siger, at nu har jeg fået det “for godt”, og derfor er der ikke længere plads til mig i DPC. Jeg ser (primært selvvalgt) ikke så mange mennesker og i hvert fald har jeg kun to at være helt, helt oprigtig overfor, når man lige ser bort fra det, jeg skriver mig ud af.

Eftersom psykiatrien er udsultet og ikke har et overskud af ressourcer, og da slet ikke af de “gamle” og erfarne, må der selvfølgelig prioriteres. Patienter, der har fået det godt efter mange års massiv støtte, må naturligvis “nedprioriteres” til fordel for dem, der er stadig er hundesyge. Det er klart og kan ikke være anderledes. Men der vil være et menneske, jeg vil savne og et “farvel” – ikke et “på gensyn om 2/3 uger” – vil være ufatteligt vemodigt efter det, vi har gået igennem sammen.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Psykiatri: psykiatrisk fremstår pt. habituel

Psykiatritopmøde 2021

Det gik meget bedre med over-psykiateren i dag

Om psykiatri

Jeg ved bare ikke, hvad jeg synes om at “fremstå habituel”, hvilket er hans skriftlige konklusion. Faktisk vidste jeg end ikke helt, hvad “habituel” betød, men så har jeg heldigvis DDO (“Den Danske Ordbog”, der henviser til “Den Danske Begrebsordbog”) ved hånden, og ud fra den fremstå jeg altså sådan her:

Psykiatrisk fremstår patienten habituel

Han må vel så mene “kronisk eller ofte tilbagevendende”, da de andre ord er “ord i nærheden”? Jeg synes bare ikke, det giver mening. Jeg synes heller ikke, det er helt rigtigt, at man skal sidde med en ordbog for at forstå, hvad ens læge skriver.

“Min Sundhedsplatform” skriver ganske vist:

Notater er skrevet af klinikere til klinikere og kan være svære at forstå. Notater og besøgssammendrag kan indeholde faglige begreber og udtryk, som du kan slå op i Patienthåndbogen.

Det kan være, det er sådan, at det slet ikke er Min Sundhedsplatform, men deres Sundhedsplatform. Så kunne en navneændring være på sin plads?

Slår man rent faktisk op i Patienthåndbogen, lykkes det efter nogle forsøg at finde frem til at det kan betyde “vanemæssig, sædvanlig”. Det kunne han da bare have skrevet.

Grunden til at det gik meget bedre

Jeg tog mig sammen og fortalte, at jeg sidst gik derfra og var ret trist over, at han slet ikke forstod, hvorfor det var vigtig for mig at indhente journaloplysninger fra Rigshospitalet fra min indlæggelse i seks måneder i en ukendt periode mellem 1963 til 1966.

Han uddybede det nogenlunde således:

Det er ikke sikkert, der står noget af det, der er vigtigst for mig – nemlig om der var nogle omsorgspersoner, der gjorde mig “rask nok” til tilbagelevering til børnehjemmet og til bortadoption. Måske står der bare, hvad læger har fundet behov for at skrive til hinanden, og det kan muligvis være lidt trist læsning.

Og det har han jo selvfølgelig ret i, og måske lyttede jeg ikke tilstrækkeligt sidst. Men uanset hvad, vil jeg bare gerne vide hvad der står, selvom chancen for at det kan findes, er uendeligt ringe.

Opfølgning på “Boblen”

Nu har jeg faktisk fået en kontakt via min “Bobl”, men jeg har ikke tillid til personen, der skriver meget dårligt dansk, er fra Iran, angiver han er læge med speciale i retsmedicin, er 45, skilt og har to børn.

Grunden til jeg ikke har tillid til ham er, at han ikke har fortalt andet om sig selv, end det jeg specifikt har spurgt til. Det virker mystisk. Hans sidste besked var “hvad kan du lide ved mig?” Jeg havde lyst til at skrive “ikke noget, for du fortæller ikke af egen drift om dig selv, som jeg ellers har bedt dig om, for at det kan fungere for mig”. Men jeg tænkte, det var bedre ikke at svare.

Jeg har prøvet at læse andres profiler igennem, men det er karakteristisk, at folk fortæller meget lidt om sig selv. Det kan fx bare være “Søger venner/veninder at gå i biografen med”. Det siger jo ikke noget om, hvem de er som personer. Det er ikke noget for mig at indlede en sådan kontakt. Det gør mig ganske enkelt utryg.

, ,

Forskellighed psykologi og psykiatri

Forskellighed psykologi og psykiatri

Ingen forstår mig – det er ØV

Forskellighed psykologi og psykiatri

Det er svært, når “ingen” forstår mig. “Ingen” skal forstås som hverken min psykiater i Distriktspsykiatrien eller min nærmeste ven (som jeg har fået tilbage, hvilket jeg er enormt glad for).

De forstår ikke behovet for at grave i fortiden, behovet for at finde af, hvad Rigsarkivet måtte have af arkivalier vedr. et barn, der visnede, men som formentlig livede op igen på Rigshospitalets børneafdeling og som derfor efter seks måneder kunne tilbagegives til børnehjemmet “Dear Home”.

Psykiateren forstår mig ikke

For så vidt angår psykiateren måtte jeg sige til ham, at denne samtale mindede mig alt for meget om den samtale, vi havde, da jeg for to og et halvt år siden sagde, jeg gerne ville udredes for Aspergers syndrom. Han spurgte dengang adskillige gange “Hvad vil du med det?”

Det viste sig efterfølgende, at jeg faldt klokkeklart indenfor (autisme-)spektret. Det, jeg ville med det, var altså at blive den, jeg altid har været. Jeg var ikke i tvivl, og jeg havde ledt efter svaret i 16 år. Jeg havde undersøgt tingene, og jeg var ikke i tvivl. Inden jeg går i gang med den slags, har jeg undersøgt tingene tilbunds. Jeg er jo ikke en tosse!

Nu spørger han “hvad håber du at få ud af det?” Jamen jeg vil bare gerne vide, hvad de skrev dengang, og jeg er udmærket i stand til at sætte det skrevne ind i en kontekst: altså fx at læger dengang skrev anderledes. Jeg ved godt, at vi er lige 20 år efter anden verdenskrig, at man dengang talte affekteret osv. Jeg er så ligeglad med de overordnede ting. Jeg vil bare gerne vide, hvad de skrev om mig på Rigshospitalets børneafdeling, psykiatrisk eller ej. Hvor svært kan det være?

Jeg kommer til at tænke på forskellen på psykiatri og psykologi! Min psykolog forstår mig gudskelov. Hun fatter mit behov for at grave i fortiden! Jeg er vant til at finde arkivalier frem, og jeg er vant til at sætte dem ind i en kontekst. Det ved psykologen godt!

Jeg er dybt skuffet over, at en psykiatrisk overlæge i distriktspsykiatrien ikke kan forstå så enkle ting. Han skal være klinikchef på Amager fra den 1. december 2021, og det er måske godt for både ham og mig? Jeg har dog husket at sige mange gange tillykke, for det er da noget af et karrierespring. Jeg har haft 500 læger derinde; han vil nu prøve at sikre, at jeg bare skal have nr. 501 i et godt stykke tid. Tak for det.

Min ven forstår mig (heller) ikke

Som om det kunne være så svært… Min ven med flere akademiske uddannelser bag sig forstår mig heller ikke. Hun tænker vist nærmest, at det kunne være farligt for mig at grave i fortiden. (Og det er selvfølgeligt i udgangspunktet sødt tænkt. Det er vist nærmest, hvad psykiateren også tænker “Kan du få det dårligt af det?”. Jeg spurgte ham dog om det, og han benægtede, det forholdt sig sådan.). Hun er mest på psykiaterens hold.

Hun forstår heller ikke interessen for slægtsforskning og er nærmest på Worsøes hold, hvor det at forske i adoptivslægten ikke giver mening. Set fra mit udgangspunkt: adoptivslægten er jo det sted, jeg er vokset op og har historier, skrøner osv. fra. Det er herfra, jeg har mit navn (ellers havde jeg haft et ganske almindeligt -sen navn). Det er her, jeg har noget at efterforske. Det er her, jeg kan lede efter mormors første kæreste og hvem de nu var osv.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af al den manglende forståelse andet end at gemme den til næste besøg hos psykologen.