Tag Archive for: Distriktspsykiatrien

,

Rewritalize lød ellers godt

Rewritalize lød ellers godt

Jeg havde fundet en skrivegruppe

Rewritalize lød ellers godt

Jeg var lige så glad, for jeg troede, jeg havde fundet en skrivegruppe som en del af “Rewritalize” som atter er en del af “Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed” (NKMS) på Psykiatrisk Center Amager på Hans Bogbinders Allé under ledelse af Birgit Bundesen, der er (eller har været?) psykiater og overlæge på det, vi også bare kalder “Digevej”.

Og hvorfor nu det? I går mødte jeg ved stationen tilfældigvis C., som jeg var indlagt sammen med på 808 i to måneder i sommeren 2023. Og vi havde mange gode samtaler om alt mellem himmel og jord, eftersom patienterne jo i et vist omfang behandler hinanden, fordi der ikke er ret meget personale, og det personale, der er, er enormt ophængt. Det er der jo ikke noget at sige til, når man fx en dag er kontaktperson for 17 … patienter.

Allermest delte vi vores kærlighed til ord og sætninger. C. er cand.mag i lingvistik og noget andet humaniora. Vi opstøvede sammen projektet “Rewritalize” og syntes begge, det så vældig godt ud. Jeg fik (selvfølgelig) ikke gjort noget ved det efter udskrivelsen, men det gjorde C. Og han havde været så glad for det og havde lært så meget på de 15 * 3 timer, det varede. Han talte virkelig begejstret om det.

Min tanke var herefter: “Når C. synes så godt om det, er det også noget for mig”. Det var et kvalitetsstempel. Så jeg i morges gik jeg i gang med at søge information.

Patienterne er begejstrerede. Anonyme kolleger er kritiske overfor Birgit Bundesen

Min research bragte mig vidt omkring.

1) Den overordnede side om skrivegrupperne findes her.

Hjemmesiden findes her. Og det ser jo godt ud og bekræfter til fulde det, C. berettede om.

Her er også en utrolig interessant artikel fra Information november 2021 (ingen betalingsmur). Rubrikken er

I psykiatrien kan litteraturen noget, hverken piller eller terapi formår

På Psykiatrisk Center Amager har skrivegrupper med etablerede forfattere været en stor succes blandt patienter. For dem bliver skriften en mulighed for at tage ejerskab over deres egne sygdomme

For mig er det uhyre vigtigt, at det foregår i et yderst trygt “rum”, hvis jeg skal læse en af mine egne tekster højt. Det vil være angstprovokerende. Mine tekster er jo på en måde mine “børn”, men når de “bare” publiceres på hjemmesiden, er det ikke så sårbart. Jeg aner jo ikke, hvad mine læsere mener om dem. Hvem har lyst at udstille sin talentløshed?

Det svarer lidt til at fremlægge sine transskriptioner for andre slægtsforskere. Tænk om de synes, jeg er en idiot og burde kunne mere gotisk eller flere tyske forkortelser fra 1700-tallet?

Jeg er meget i tvivl om, hvorvidt hjemmesiden stadig er “gældende”, for i et svar på en mail skriver de “Vi har på nuværende tidspunkt kun mulighed for at tilbyde skrivegruppeforløb som en del af et større forskningsprojekt”. Så burde hjemmesiden måske revideres eller helt tages ned?

2) Birgit Bundesen møder hård og ubarmhjertig kritik i en artikel i “Frihedsbrevet”.

a. Artiklen kan læses her. Hvad “Frihedsbrevet” er for noget, er aldrig gået op for mig, for som hovedregel kan man ikke tilgå deres artikler uden at være abonnent. Denne er en undtagelse. Bare navnet får mig til at tænke på konspirationsteorierne om, at jorden faktisk er flad, og at pandemien i virkeligheden var en stor løgn, fordi “magthaverne” vil have kontrol over os via vaccinerne. Vrøvl.

b. Det er i helt orden at være kritisk, men så må man stå frem med navns nævnelse. At et medie som dette “brev” bruger og interviewer en stribe mennesker, der ønske at være anonyme, gør ikke “brevet” videre troværdigt. De mangler at sætte sig ind i, hvad en kilde er, og hvad kildekritik er.

Vil man i kontakt med Rewritalize kan man skrive til dem. Det er fint.

Jeg skrev til “Rewritalize”

“Kære CKMS

Jeg har fået jer varmt anbefalet af en tidl. medpatient, der også elsker sprog og at skrive. Vi delte op- og nedture på Brøndbyøstervej 160 i sommeren 2023.

Jeg skriver selv meget, men da jeg har Aspergers syndrom bliver det meget faktaorienteret. Jeg har en drøm om en dag at skrive en selvbiografi. Da jeg ikke ejer “episke evner” henvendte jeg mig for et par år siden til en såkaldt “forfattercoach” og sendte ham udkast til de første to kapitler. Han tilbagemelding var “det er meget korrekt men røvkedeligt”. Og så døde den forfatterdrøm.

Jeg har herudover bipolar affektiv sindslidelse og har været indlagt 27 gange ca. i perioden fra 2014 til og med sommeren 2023. Nu håber jeg, det er slut med det, idet vejen frem for mig er vedligeholdelses-ECT, hvor jeg nærmer mig de 100 behandlinger.

Lad mig høre fra jer.”

Jeg bliver anelse træt og ditto irriteret, når jeg får et svar om:

  • “et krav for deltagerne, at man er diagnosticeret med en svær psykisk lidelse, og er i et behandlingstilbud ved tilmelding”.
    • Jamen bipolar affektiv sindslidelse er en af de “svære”, og jeg er jo i et behandlingstilbud via ECT. Det har jeg jo allerede skrevet. Hertil kommer, at jeg er i et forløb hos Distriktspsykiatrien, men det havde jeg ikke oplyst i første omgang. Det gjorde jeg i anden omgang.
  • “Jeg vedhæfter en folder hvor du kan læse mere om projektet (NB: de deltagelseskrav der nævnes i folderen er ikke længere gældende)”.
    • Når de krav ikke længere er gældende, hvilke gælder så i stedet? Det må jeg jo så spørge om i næste mail. Det ville være en god idé at lave en version to af folderen, da det kunne spare mange mails frem og tilbage.
  • “et større forskningsprojekt, der skal undersøge skrivegruppers effekt i behandling af svær psykisk lidelse () studiet har et randomiseret forskningsdesign. Det vil sige, at halvdelen af deltagerne starter i gruppe indenfor et par uger af tilmelding og den anden starter i skrivegruppe ca 11 måneder efter tilmelding. Det afgøres tilfældigt, hvilken gruppe man kommer i.”
    • Jeg spørger derfor mig selv “Hvem skal have gavn af dette? Er det forskningsprojektet eller det mig?” Jeg synes selvfølgelig, det er mig.

Min kontaktperson vil hjælpe

Jeg kan ikke finde ud af, hvad dette går ud på. Min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrisk Center/F-ACT vil se, om hun kan finde ud af, hvad dette er for noget. For jeg kan ikke. Heldigvis ses vi på mandag.

Men indtil videre er mine forhåbninger sat på et minimeret vågeblus. Jeg elsker forskning, og det er død vigtigt, men lige her har jeg ikke lyst til at risikere at vente i 11 måneder. Mine “børn” er for dyrebare til det – og så fortsætter jeg heller selv i samme skure.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Sanseprofil i psykiatrien

Sanseprofil i psykiatrien

Udredning for multiple sanseindtryk

Sanseprofil i psykiatrien

I går formiddag besvarede jeg 60 spørgsmål, der skal bruges til at lave en sanseprofil for mig, og dernæst hjælpe mig med strategier for, hvad jeg kan gøre ved problemerne, som jeg også tidligere har skrevet om under overskriften “Støjhelveder på jord”.

Vi (Distriktspsykiatrien og jeg) var også i gang med det for 11 måneder siden. Forskellige forhold har bevirket, at vi nu prøver igen.

Den nye medarbejder (en ergoterapeutstuderende på syvende – og sidste – semester) var simpelthen så sød og grundig. Jeg følte mig i høj grad hørt og mødt i alle 87 minutter. Fx stillede han mange supplerende og afklarende spørgsmål og noterede alle svarene. Det til tider lidt tåbelige spørgeskema var ikke altid nok. Fx var der ofte dobbelte negationer, som jeg måtte bede ham læse op igen, så jeg var sikker på at “vende svaret rigtigt”.

Det vigtige for mig er, hvad jeg så kan gøre ved dette problem, som bliver værre og værre. Tænker jeg fx ti år tilbage, synes jeg ikke, jeg havde disse problemer: Der er adskillige caféer og restauranter, jeg ikke kan gå på; hos frisøren og i taxaer må jeg bede dem skrue ned eller slukke; jeg er voldsomt generet af muzakken, hvis jeg en enkelt gang går i et center; jeg hader hjemmesider med ting, der hopper og danser; gif’er er slået fra i mine browsere; ligger der en fast food-restaurant, må jeg gå over på den anden side af gaden, fordi jeg ikke kan holde lugten ud osv.

For mig er alt dette overflødige sanseindtryk, der fylder alt for meget i min hjerne, og det, der er tilbage af den, kan jeg ikke bruge til noget.

Resultatet af testen vil uden tvivl være, at jeg har problemer med støj og lugt. Det ved jeg allerede, det er jo derfor, jeg kommer. Jeg vil formentlig få resultatet allede på fredag. Det er så fornemt.

Tæt på andre mennesker

Der var en gruppe af spørgsmål, jeg ikke tænkte så meget over for 11 måneder siden, men som nu stod tydelige: Det hed sådan ca. “Tæt på andre mennesker”. Jeg bryder mig meget lidt om at have fremmede mennesker tæt på mig, og kun mine allernærmeste venner giver jeg et knus ved goddag og farvel. Jeg er simpelthen ikke meget for kram-kulturen og nød distancen under pandemien.

Jeg har udviklet forskellige strategier til at imødegå det. Står jeg fx i kø ved en kasse i et supermarked, sætter jeg kurv/vogn bag mig, fordi jeg på denne måde selv kan regulere, hvor tæt de fremmede kommer på mig.

60 gange stillingtagen

I alle 60 tilfælde skulle jeg tage stilling til et udsagn ved hjælp af følgende svarmuligheder:

  • næsten aldrig: 5 % af tiden eller mindre
  • sjældent: ca. 25 % af tiden
  • af og til: 50 % af tiden
  • hyppigt: ca. 75 % af tiden
  • næsten altid: 95 % af tiden eller mere.

Jeg er dårlig til at rubricere den slags ting. Mine svar kom derfor primært i kasserne “5 % eller mindre” eller “95 % af tiden eller mere”. Sådan en slags enten eller uden så mange nuancer!

Det minder mig lidt om tiderne hos fysioterapeuten, hvor jeg skulle rubricere fx nattesmerterne i skulderen på en skala fra 1 til 5. Jeg svarede 5. Han sagde “Det er jo meget”. Til det kunne jeg kun svare “Jamen jeg har også enormt ondt om natten!”. Det var en underlig “dialog”.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Betyder notaterne noget?

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Jeg læser altid med på “Min Sundhedsplatform”, uanset at det ikke helt er min jfr. billedet herunder, hvor det tydeligt fremgår, at notater er “af klinikere til klinikere”. Jeg har udbredt mig om det tidligere.

Det er temmelig selvmodsigende.

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Jeg læser med for at vide, hvordan “systemet” vurderer mig og også for at vide, hvad de skriver til hinanden. Til tider overvejer jeg, om det nogensinde bliver brugt af andre end mig selv? Er der nogensinde andre end mig, der læser det?

En heldigvis helt igennem tænkt situation: Jeg henvender mig i modtagelsen (blandt patienter kaldet “akutten”) mhp. vurdering og indlæggelse.

Her vil jeg være ked af, hvis de vurderer mig ud fra en måske tre måneder gammel samtale med en læge, der kun har set mig en gang. Jeg vil gerne vurderes på baggrund af den aktuelle henvendelsesårsag og det aktuelle stemningsleje. Jeg vil gerne lyttes til her og nu. Og det bliver jeg også!

Dette er ikke brok over noget. Det er udelukkende overvejelser om, hvorvidt den megen skriftlighed egl. har noget formål? Hvis man skrev mindre, var der måske mere tid til at tale med patienterne og opbygge relationer? Min erfaring er, at min. 50 pct. af helbredelsen ligger i det relationelle.

Men pyt nu med det.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er utrolig god til at opsummere vores samtaler. Hun kan på maksimum 10 linjer fange essensen af mødet, og hun roder ikke rundt i subjektivt og objektivt. Er hun i tvivl om noget, fremgår det tydeligt som eksemplet fra i går viser:

Stemningsleje neutralt (måske en anelse løftet).

Jeg har atter fået ny læge, som jeg er begejstret for

Det hænder meget ofte, at man får ny læge i Distriktspsykiatrien. Som hovedregel ser man dem kun en gang, hvis man ikke har brug for en lægesamtale mere end et par gange årligt, hvilket jo kun er positivt. Det er kontaktpersonen, man skal opbygge en relation til, og som er den gennemgående figur i forløbet.

Jeg har ikke tal på, hvor mange læger jeg har haft. Mange har været i uddannelsesstillinger (tror jeg, det kaldes), og de har bestemt været blandt de medarbejdere i psykiatrien, der ville stå på hovedet for deres patienter.

De har alle været søde, lyttende og dygtige. Især husker jeg en, som jeg oplevede som meget “fremkommelig”; vi havde god kemi, og hun lyttede uden videre til mine forslag og bekymringer. Det betyder meget for mig, så ingen brok herfra.

Nåh, men altså endnu en gang en ny læge, som jeg vældig godt kan lide. Voksen kvinde, nede på jorden og meget menneskelig. Vi har mødtes en gang. Jeg har dog en anke, og det er journalføringen, som jeg går lidt op i, for hvis den bruges af andre end mig selv, er jeg lidt bekymret over indholdet. Hvis andre bruger det, er der nogle ting, jeg bliver nødt til selv at være opmærksom på og huske at tage op til drøftelse.

Henvender jeg mig i “akutten”, har jeg imidlertid ikke kognitiv kapacitet til at huske det og tage det op til drøftelse. Jeg henvender mig nemlig kun der, når jeg er sikker på, at jeg har det dårligt nok til, at de ikke vil afvise mig. Altså vil det skrevne ord ikke blive sagt imod men lagt til grund, hvis det bruges/læses.

De konkrete problemer med journalføringen

Jeg faldt over et par ting, der – af en eller anden årsag – bekymrer mig:

1) Forholdet mellem subjektivt og objektivt

Ni linjers subjektiv beskrivelse og fire linjers objektivt. Antallet af linjer er talt op af Notepad++. På baggrund af alt det subjektive, vil jeg passe lidt på, hvad jeg siger næste gang. Jeg har svært ved at præcisere det og svært ved at sætte en finger på, hvad det helt konkret er, der bekymrer mig. Jeg synes bare, der er megen tolkning af det, jeg troede var en ligeværdig samtale.

2) Begreb jeg ikke forstår: “Privat logik”

Der står fx

  • “Pt får ikke på fuldt logisk vis fortalt hvad hun mener her og der er indtryk af privat logik.”
  • Under objektivt: “Privat logik kan bestemt ikke udelukkes”

Jeg brugte selvfølgelig Google til at prøve at forstå, hvad “privat logik” er. Der kom resultater, der pegede på skizofreni. Altså gik jeg et par uger og tænkte over, om lægen overvejede, at jeg også kunne have skizofreni. Det var naturligvis bekymrende.

Min kontaktperson hjalp med at forstå det vha. flere eksempler. Jeg har hørt lydfilerne (både den med lægen og den med kontaktpersonen) adskillige gange. Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg forstår det til bunds – men så må jeg jo spørge igen. De er begge søde til at forklare begreber, men der kan gå lang tid, inden man ser dem igen. Det vigtigste for mig er faktisk, at min kontaktperson blankt afviste, at lægen kunne have overvejelser om, hvorvidt jeg også kunne have skizofreni.

Selv synes jeg, at jeg på logisk vis forklarede lægen nogle tanker. Det drejede sig om min følelse under indlæggelsen af, at min hjerne var delt i to:

  • 25 pct., der var nogenlunde normalt fungerende og som var det, jeg “viste frem”.
  • 75 pct., der var den sygelige del, som kun de bedste kunne få lidt del i. Jeg viser ikke hvem som helst hvad som helst. Uagtet jeg gerne vil, kan jeg ikke. Det fik de medarbejdere, der kender mig bedst, til at konkludere, at der muligvis var tale om en “indadvendt depression”, der er vanskelig at diagnosticere.
  • Og det lyder selvfølgelig temmelig skizofrent i den forældede opfattelse af, hvad skizofreni går ud på, nemlig at man har “flere personligheder” 🙂

Indtil videre har jeg besluttet, at det nok bare var lægen, der ikke forstod, hvad jeg mente, og derfor henfører hun det til “privat logik”.

Jeg forklarede psykologen det samme med de samme ord. Hun forstod uden videre, hvad jeg forsøgte at fortælle, men hun kender mig selvfølgelig også ud og ind.

3) Sammenroderi mellem subjektivt og objektivt

Jeg synes, det er vigtigt, at fagpersonerne i psykiatrien skelner skarpt mellem, hvad de selv synes, tænker, tror og mener, altså det subjektive på den ene side og det objektive på den anden side. Der er tale om et fagområde, hvor man ikke kan stille diagnoser vha. blodprøver, røntgenbilleder og scanningsresultater.

Her synes jeg, at jeg fanger hende lidt på det forkerte ben, uden at det på nogen måde er mit formål:

Objektivt.
VKO, venlig men læderet kontakt, pt roser ut og psykiatrien unødigt meget.

“pt roser ut og psykiatrien unødigt meget.” er simpelthen ikke objektivt. Det er stærkt subjektivt. Det er en “synsning”. Det er kun mig, der ved, om det er “unødigt”.

Jeg synes ikke, det er “unødigt” for det er i alle livets forhold sådan, at er man positiv, får man en bedre behandling!

Og jeg synes heller ikke, det er “unødigt”, at udtrykke sin tilfredshed med et gigantisk system, der har blik for den enkelte patient.

Det oplevede jeg senest, da en medarbejder fra ECT-afsnittet i Glostrup ringede for at høre, om jeg kunne vente en uge ekstra med at gå i gang med vedligeholdelses-ECT igen, når hun nu skulle have ferie. Det gjorde hun, fordi hun ved, at jeg skal have en hånd at holde i. Det er da fantastisk.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Psykiatrien holder øje med mig

Psykiatrien holder øje med mig

Af og til bliver jeg glad

Psykiatrien holder øje med mig

For snart mange år siden indspillede Søs Fenger “Jeg holder øje med dig”; en dejlig fredelig sang med en fin tekst om fodspor i sneen. Den er stadig god at lytte til. Nu er det psykiatrien, der holder øje med mig. Det gør mig tryg.

Denne uge er jeg tre gange blevet forundret og glad over, hvad der kan lade sig gøre selv i et enormt system med langt fra bund til top. Det har bekræftet min antagelse om, at der er mange medarbejdere i psykiatrien, der vil stå på hovedet for netop deres patienter. De, jeg har kontakt med, står på hovedet for mig. Helt utroligt.

De synes, jeg har det lidt for godt – lidt vel hurtigkørende

Min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrien både sagde og skrev den 31. august:

“Stemningslejet er ok, nok en anelse løftet. Sover 6-7 timer, men har ikke en stabil døgnrytme. Patienten synes ikke selv, at det er bekymrende. Set i lyset af tidligere forløb, opfordres patienten til at have fokus på at få en fast døgnrytme. Har behov for et “projekt”. Er i gang med et projekt hjemme med at rydde op i sin slægtsforskningsdatabase. Oplyser at arbejde på det dag og nat. Advares mod dette.”

Hun kender mig siden 2014, så hun ved, hvad hun taler om. Og jeg lytter!

Jeg har (endnu en gang) fået ny læge i Distriktspsykiatrien, og hende har jeg umiddelbart god kemi med. Jeg kunne simpelthen bare godt lide hende. Det skyldes, at hun er et menneske, fuldkommen nede på jorden, og så er hun 42 år. Jeg kan godt lide at træffe en voksen kvinde, der ikke indleder kontakten med at sige “Du er jo en bestemt dame”.

Hun skriver den 7. september blandt andet “Fremstår let hypoman”. Ups .. tænker jeg.

To kloge mennesker sagde – formentlig nogenlunde uafhængigt af hinanden – altså det samme inden for den samme uge. Det må jeg tage alvorligt.

Min kontaktperson var hurtig, da der blev ansat endnu en ny læge. Sådan en har jo en blank kalender. Hun skaffede mig fluks en tid, så vi kunne drøfte mit ønske om tilbagevenden til vedligeholdelses-ECT. ECT er det, uanset hvor meget jeg egl. hader det, der holder mig ude af afsnittet. Mit ypperste mål er, at jeg ikke skal indlægges igen. Jeg har set både 808 og Glostrup tilstrækkeligt.

Lægen fortalte, at med alderen har hjernen sværere og sværere ved at “absorbere” udsvingene. Det var jeg ikke klar over. Så selvom jeg synes, det virker mere end kedeligt at holde den faste døgnrytme, er jeg nødt til det, når jeg ikke ønsker flere indlæggelser.

Det er bare utrolig vanskeligt, når jeg har det så godt og så sjovt med det ene eller det andet projekt. Og ingen normale mennesker går til læge, når de har det både godt og sjovt. For mig skal det bare være et advarselstegn. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde accepterer det.

Tilbagevenden til ECT

Lægen har givet besked til min kontaktperson om mit ønske om tilbagevenden til vedligeholdelses-ECT hver fjerde uge. Kontaktpersonen har kontaktet ECT-afdelingen. J. fra ECT-afdelingen har kontaktet mig telefonisk i dag.

Hun ville lige høre, hvordan jeg havde det, og om jeg kunne vente til efter hendes ferie, for ellers er hun der jo ikke til at holde mig i hånden i forbindelse med anæstesien … Jamen jeg har det jo fint. Det er bare de andre, der synes, jeg er lidt vel hurtigkørende.

Er det ikke bare fantastisk, at den slags kan finde sted i et enormt system med mange rutiner og procedurer, der skal overholdes? Her ringer en medarbejder for at høre, hvordan jeg har det, og hvilken dato, der kan passe både mig og hendes ferie.

Jeg bliver endnu en gang bekræftet i, at det hele handler om relationer.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.