Tag Archive for: Distriktspsykiatrien

,

Burde vi rive psykiatrien ned?

Burde vi rive psykiatrien ned?

Vi vil så gerne have, du bliver lidt længere?

Burde vi rive psykiatrien ned?

Det er 12 år siden, Fakta gik bort fra det kendte slogan om at blive lidt længere. Nu overvejer jeg, om psykiatrien har adopteret det.

Min undren skyldes to emner, der beskrives i denne artikel.

Selvfølgelig skal vi ikke rive psykiatrien ned uden at erstatte den med en anden psykiatri. Der er så mange mennesker, der i et livsforløb kommer i kontakt med psykiatrien (det er vist ca. 40 pct., så vidt jeg lige husker), så selvfølgelig kan den ikke undværes, men noget er altså helt Anders And.

Gennem de seneste år har jeg været i kontakt med flere fagpersoner, der tager sig til hovedet og siger “Der er et eller andet helt galt. Gad vide om ikke vi skulle tænke det hele forfra?”

1: Du kan være med til at forbedre psykiatrien

Jeg var i Distriktspsykiatrien i formiddag, fordi en dygtig, ung ergoterapeut vil prøve at hjælpe mig med problemerne med den vanvittige sensitivitet overfor lyd og lugt. Jeg er virkelig glad for hjælpen, hvis der er en. Jeg er klar over, at han ikke er ansat som troldmand på Gammel Kongevej 33, men selv de mindste tip vil være kærkomne.

Mens jeg ventede, fandt jeg en lille pamflet i firfarvet, lækkert tryk på kraftigt pap i reolen. Den er næppe blevet til uden konsulentmedvirken. Overskriften var “Du kan være med til at forbedre psykiatrien”.

Selvfølgelig tog jeg et af papstykkerne, for jeg ville gerne fortælle en positiv “solstrålehistorie” om et langt, effektivt og trygt forløb, hvor min egen opfattelse er, at 50 pct. af helbredelsen har bestået af opbygning af relationer til både min kontaktperson i distriktet, de kendte ansigter på “mit 808” på Brøndbyøstervej 160 og en fantastisk overlæge og farmaceut i Glostrup.

De øvrige 50 pct. har bestået af mere end 100 ECT-behandlinger.

Det har som hovedregel – bortset fra lægerne i distriktet – været de samme mennesker siden sommeren 2014.

Historien har ikke skullet fortælles 107 gange. Det har været dejligt. Når jeg grædende stod med tasken på Brøndbyøstervej 14 dage efter seneste udskrivelse, sagde de “Vi er her for dig, Hanne”. Det udsagn glemmer jeg aldrig. Jeg var “kendt”, og det har sine fordele.

Nej, det kan du alligevel ikke være med til!

Glæden over at blive inviteret til at sige min mening varede imidlertid kun kort, for da jeg vendte papstykket om, stod der (jeg har kortet det lidt ned, men meningen er helt den samme):

  • … da du bedst fortæller, hvordan det er at være patient
  • Tjek din e-Boks, måske er du blandt de udvalgte, som modtager et link til et spørgeskema
  • Hvis du er en af dem, håber vi, du vil svare.

Enhver ved, at e-Boks skal tjekkes. Det gælder også psykiatribrugere – dummere er vi ikke. Får man et link, kan man svare eller lade være. Papstykket og konsulentkronerne er spildte og fuldkommen Anders And.

Hvad vil de med det? Hvorfor ikke lade det være fuldkommen åbent? Er det angsten for at få for mange svar? I sidstnævnte tilfælde kan de jo bare lade være at bearbejde dem. Ingen vil være i stand til at kigge dem i kortene.

2: Nogle kan ikke få tiden til at gå, mens andre er ved at dø af stress

I aftes havde TV Avisen et hårrejsende indslag fra et psykiatrisk center. Jeg kan ikke huske hvilket, men det er også historien uvedkommende.

  • Den ene side af gangen husede et særligt afsnit, hvor 12 ud af 15 krævede sengepladser stod tomme, og derfor havde medarbejderne naturligvis svært ved at få tiden til at gå.
  • Den anden side af gangen var overbelastet. Patienterne lå i de nicher/indhak, der nu en gang er på en gang, i undersøgelseslokalerne mv., og medarbejderne kunne ikke få hverdagen til at hænge sammen. Deres whiteboard blev vist, og der var ikke plads til fem bogstaver mere.

En storsmilende Ulrik Wilbek, formand for KL’s Socialudvalg, medgav, at det da var problematisk. Sundhedsministeren var nogenlunde lige så engageret, men havde i øvrigt ikke tid.

Det er både Anders And og Georg Gearløs. Hvordan kan det dog gå til?

Noget må gøres

Disse to banale eksempler fra hverdagen i psykiatrien viser, at vi er nødt til at gøre et eller andet. Nogle af ressourcerne bruges ganske enkelt forkert på interimistiske lappeløsninger.

Det betyder naturligvis ikke, at sundhedsøkonom og professor Jakob Kjellberg fra VIVE har regnet forkert i forbindelse med 10-årsplanen for psykiatrien, hvor han, Sundhedsstyrelsen, Socialstyrelsen, Dansk Psykiatrisk Selskab m.fl. i januar 2022 kom frem til, at det udækkede behov er 4½ mia. kr.

Det er en svimlende sum (men kun ¼ af de kommende forsvarsudgifter). Og var det forkert, havde jeg selvfølgelig ikke kompetencerne til at se det.

Jeg ser bare to ting, jeg kan forstå, som jeg synes er idiotiske og som gør grin med en knalddygtig stab af medarbejdere, der vil stå på hovedet for netop deres patienter. Det er i hvert fald sådan, jeg har oplevet psykiatrien i lige knapt ni år.

Undskyld – men jeg måtte bare have luft!


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Køleskabs-gate 2

Køleskabs-gate 2

Rimelig lyd fra et køleskab?

Køleskabs-gate 2

Kære læser – vil du være rar lytte til denne lydfil og fortælle i kommentarfeltet – ikke på Facebook, om du mener, det er rimelig lyd fra et nyt køle-/fryseskab? Jeg synes det ikke selv. Det tidligere køleskab hørte jeg aldrig nogensinde. Det nye hører jeg, hver gang kompressoren kører, selvom jeg sidder ved min PC eller ligger i min seng. Jeg synes ikke, det er rimeligt.

Filen er 2 minutter og 3 sekunder lang.

Skabet blev leveret den 1. februar og omleveret den 2. februar (dog i år). Siden har jeg kæmpet med Skousen i Taastrup og viceværten for at få dem til at komme og:

  1. Afhjælpe støjen
  2. Bese de skader firmaet har lavet på
    • komfuret
    • en dørkarm
    • en væg
  3. Er det naturligt, at der dannes is på kølesektionens bagvæg? Okay – det står ganske vist til 4°, så automatsvaret vil sikkert være, at det skal stå til 6°. Jeg synes nu, det er mig selv, der skal bestemme, hvor meget jeg vil køle mine varer. Man kan ikke vælge 5° …

Begge parter henviser til hinanden, der sker intet, og jeg er ved at være desperat. Jeg har lagt ugentlige “rykkere” ind i min kalender. Jeg giver ikke op.

Det er endelig lykkedes at få firmaet til at komme på torsdag og fortælle, hvad de vil gøre ved det. Mit foreløbige gæt er, at de ikke gør noget som helst, og at jeg må “leve med det”.

Jeg har forsøgt at sælge det på DBA

For første – og sidste – gang har jeg oprettet en annonce på DBA, hvor jeg forsøger at sælge køleskabet. Annoncen finder du her.

Det var spild af 177 kr., fordi folk ikke accepterer den pris, jeg har sat. En gav et bud, jeg ikke kunne gå med til, og vedkommende ville heller ikke acceptere mit forslag om at “mødes på midten”.

Hun kunne få et splinternyt køleskab 2.000 kr. under butiksprisen. Men hun ville have det til det halve, da det var brugt i 28 dage … Sådan leger vi ikke, uanset hvor meget studerende hun var. Hun ville vældig gerne have det, men ville ikke betale. Hvis der var tale om et likviditetsproblem, foreslog jeg, at hun kunne betale de sidste 500 kr. måneden efter. Men nej …

Jeg har fundet et Miele uden fryser, jeg vil have. Jeg bruger alligevel ikke en fryser. Og kunne jeg finde en måde at transportere det ned i kælderen, ville jeg stille det der. Så må mit dødsbo finde det frem igen om 30 år, eftersom der til lejemålet hører både køl og frys.

Sanseprofil i Distriktspsykiatrien

Da sansesensitiviteten bliver værre og værre, har jeg drøftet det med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Måske larmer det køleskab slet ikke? Måske er det mig, der er noget galt med? (Det er selvfølgelig svært at forestille sig/mig).

Hun er utrolig god, seriøs og dygtig, og jeg kommer vitterligt til at savne hende her efter 8½ år, når de formentlig snart udskriver mig, hvilket er helt rimeligt.

Hun har skaffet mig en ergoterapeut, som jeg skal træffe første gang i morgen. Formålet er at lave en sanseprofil, som vist nok går ud på at finde ud af, hvordan man lever med sansesensitiviteten.

Jeg er meget spændt på, om han kan hjælpe mig. Jeg håber …

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Mister psykiatribrugerne fodfæstet?

Mister psykiatribrugerne fodfæstet?

Skal vi tænke psykiatrien forfra?

Mister psykiatribrugerne fodfæstet?

Jeg har fået og får en fremragende behandling i psykiatrien (både i hospitalspsykiatrien og i Distriktspsykiatrien), men hvis vi skal redde psykiatrien, der ved Gud er nødlidende, skal vi måske tænke den helt forfra? Måske er det slet ikke nok bare at tænke i manglende millioner og milliarder? Måske skal vi satse på et at skabe holdbare relationer mellem mennesker og blive ved at stille krav til brugerne?

Denne artikel er blev til med inspiration fra en professionel, der ser mange psykiatribrugere men ikke er ansat i psykiatrien. At skabe debat på området er stort set umuligt. Det er som at slå i en dyne, og jeg overvejer, hvad det kan skyldes.

Man siger “Du snakker, som du har forstand til”. Hvordan skulle jeg kunne andet? Det er da logik. Jeg vil kunne angribes for at skrive, som jeg har forstand til. Det er helt fint! Bare du gør det i kommentarfeltet nederst. Jeg skal nok svare sammesteds!

Psykiatribrugerne skal understøtte de professionelle

Jeg vil så gerne skabe et forum, der kan understøtte de professionelle på området. Et sted, de professionelle kan rette henvendelse og bede om input, empiri, hjælp, inspiration – you name it. Mulighederne er legio.

Vi kan godt og mange os har årelange erfaringer både fra arbejdsmarkedet og fra psykiatrien.

Jeg har præsenteret forskellige klinikere for idéen, og flere siger, den er god, men den er åbenbart så usædvanlig, at den er vanskelig at forklare. Til tider skal jeg gentage mig selv fem gange, før det går op for min samtalepartner, at jeg simpelthen vil “vende bøtten”.

Vi har ressourcer og vi har noget at byde på. Vi er ikke kun nogle, der skal hjælpes af systemet. Vi er ikke kun passive modtagere.

Jeg har ledt med lys og lygte efter andre psykiatribrugere, der er politisk interesserede, for de må da findes, men jeg har aldrig fundet nogen. Når jeg tænker tilbage på de mange medpatienter, jeg har haft siden sommeren 2014, kan jeg også kun komme i tanke om en eneste blandt vel nogle hundrede, der kunne være relevant. Og jeg kender kun hans fornavn, så han er umulig at opspore. Det er årevis siden, men jeg husker stadig, at han sagde: “Jeg er altid psykisk sårbar; men når jeg er psykisk syg, er jeg indlagt”. Han var en klog fyr, der kunne mere end at lægge puslespil, spille Ludo eller Uno.

Hvorfor findes de interesserede psykiatribruger ikke?

Når det er så svært at finde “medsammensvorne”, skyldes det så, at psykiatribrugerne mister fodfæstet undervejs i hele processen? Mister de initiativet? Bliver de så sløvede af medicinen, at de ingen tanker tænker mere? Eller bliver de så udslidte af kampen for/imod arbejdsmarkedet, at de til sidst er fuldkommen nedbrudte?

Holder vi mennesker unødigt længe på medicinen -> så de bliver passive -> så de ikke gør nogen skade? Dette betyder ikke, at jeg på nogen måde bifalder Professor Peter C. Gøtzsche.

Jeg har et lille sjovt eksempel a propos medicinen: Jeg har en smart vægt, der gemmer resultater. En dag fik jeg den tanke at veje mig; det er ikke noget, jeg går op i, for jeg kan jo mærke om bukserne strammer eller ej. Det er indikator nok for mig.

Nå, men jeg startede appen og steg op på vægten. Seneste vejning var fra den 27. april 2018: 71,3 kg. og BMI på 26,2. Forskellen til nu er så stor, at appen spurgte: “Er du sikker på, at det er den samme person?”. Her er kun mig, så det kunne jeg bekræfte. Dagens tal var 58,9 kg. og BMI på 21,6. Jeg har absolut intet gjort for at tabe mig. Jeg er for doven og uinteresseret til at motionere, så det er jeg hverken holdt op med eller begyndt på. Jeg er begyndt at lave (ganske vist sund) mad fra HelloFresh fem gange ugentligt. Jeg er ikke begyndt at ryge, for det har jeg “altid” gjort. Den eneste ændring, jeg kan få øje på, er, at at jeg næsten ikke tager noget medicin mere. Det er da tankevækkende!

Hvad kunne vi gøre i stedet?

Hvad ville der ske, hvis vi turde tænke det hele forfra?

Hvad ville der mon ske, hvis vi for flertallet af psykiatribrugerne (for de fleste er jo velfungerende og bare sårbare, indtil de bliver syge) prøvede et kort øjeblik at løfte blikket bare en anelse fra diagnoserne og så på den enkeltes funktionsniveau? Okay, her niveauet, hvad kan vi gøre for at afhjælpe det, du lige nu ikke kan håndtere ved egen kraft?

Så ville vi fortsat stille krav til mennesker = vi ville fortsat respektere, at du er et menneske. Min erfaring er, at folk gerne vil deltage i samfundslivet og fx gerne vil arbejde. Lige nu kan de bare ikke. Hvad ville der ske, hvis vi i stedet stillede afpassede krav?

Hvad ville der ske, hvis det ikke nærmest var en umulighed at skaffe en psykolog på en psykiatrisk afdeling? Hvad ville der ske, hvis vi sørge for muligheden for at opbygge vedvarende relationer mellem behandlere og patienter? Millioner og milliarder afhjælper ikke de manglende vedvarende relationer.

Selv er jeg været så lykkelig for, at mine behandlere (lige bortset fra lægerne) har været de samme gennem alle årene. Der har været – og er – gennemgående figurer, som jeg er fuldkommen tryg ved. Har jeg bare været heldig? Nej, jeg har gennem hele processen haft overblik og overblikket har gjort, at jeg kunne stille krav til min behandling. Derfor har jeg fået en fremragende behandling.

Lige nu sker der det, at folk giver op og giver slip. Kun få undgår at miste de vigtigste kognitive funktioner. De fleste mister overblikket over deres eget liv. Det er et skråplan. Og det må vi da kunne lave om på?


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

Hvis er egentlig Sundhedsplatformen

Hvis er egentlig Sundhedsplatformen

Det hedder “Min Sundhedsplatform”

Hvis er egentlig Sundhedsplatformen

Programmet (jeg nægter altså at kalde det en “app”) hedder “Min Sundhedsplatform” og indeholder mange fine data. Hu hej, hvor er der meget at se – hvis man altså kan finde det …

Hvis er egentlig Sundhedsplatformen

Hvis er egentlig Sundhedsplatformen

 

Jeg kigger for eksempel altid efter, når min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien har skrevet et notat. Hun skriver kort, klart og lige til benet. Det kan jeg godt lide. Jeg elsker fraværet af “udenomssnak”. Hun skriver om det helt centrale fra vores samtaler og nærmest om det, vi skal huske at være opmærksomme på ved næste samtale om to eller tre uger. Det er enormt fint. Det kunne simpelthen ikke være bedre. Hvis jeg skulle skrive sådanne notater, ville jeg være glad, om jeg kunne gøre det på samme måde.

Andres notater kigger jeg også efter. Jeg vil gerne kende min behandling og baggrunden for den.

Men jeg har opgivet at åbne programmet, når en af de mange autogenererede mails kommer ca. kl. 20:30: “Du har nyt i Sundhedsplatformen …”. I årevis har jeg pligtskyldig åbnet programmet og ledt efter det, der kunne være nyt. Men jeg kan simpelthen ikke finde det. Og “selvfed” – som jeg jo er – synes jeg, det siger mere om Sundhedsplatformen end om mig.

Kunne man ikke på en eller anden måde fortælle, hvad det er, der er nyt. Jeg har mange hundrede meddelelser liggende, fordi jeg ikke i tide var opmærksom på at slette dem efterhånden, så nu tør jeg ikke slette dem, og nu kan jeg slet ikke overskue det. Så nu lader jeg stå til og stikker hovedet i busken, hvilket aldrig er en god strategi, men jeg kan ikke finde på andet.

Kunne “det nye” ikke bare markeres med fed skrift, en anden farve eller lignende? Det kan da ikke koste en formue/nogle millioner?

Det er jo ikke “Min Sundhedsplatform”

Okay de kalder det “Min Sundhedsplatform”, men klikker man bare en smule rundt i programmet, fremgår det tydeligt, at det slet ikke er min men deres. Se blot billedet herunder

 

Hvis er egentlig Sundhedsplatformen

Det fremgår tydeligt, at “Her skriver vi til hinanden, så du forstår det nok ikke”, jfr. “… skrevet af klinikere til klinikere”.

Det er helt fint, at klinikere skriver til hinanden, og det er blot venligt af dem, at jeg får lov at se med, men at inddrage det under “Min Sundhedsplatform” er et falsum.

Hvem kan man spørge?

Da jeg senest traf min læge i Distriktspsykiatrien, spurgte hun, om jeg fulgte med i Sundhedsplatformen? Jeg måtte gå til korset og sige, at “ja, jeg gør det, så godt jeg kan”, men at jeg også i et eller andet omfang har opgivet.

Det viste sig, at hverken hun eller min kontaktpersonen kender de mails, jeg får som bruger, og at den Sundhedsplatform, de kan se, ikke er den samme som den, jeg kan se. De ved kort sagt ikke, hvad jeg kan – eller ikke kan – se.

Det vil sige, at der faktisk ikke er nogen i mit primære netværk at spørge, når jeg selv fedter rundt i programmet. Og øh … man kontakter jo ikke supporten og siger “jeg kan ikke finde ud af det”. De ville da grine deres dertil indrettede i laser – og det kan man vel ikke fortænke dem i?

Hvem er glad for Sundhedsplatformen?

Jeg er kommet i psykiatrien i otte år. Og det har jeg været enormt glad for. De har været der, når de skulle, og jeg har fået en ultra-god behandling. Men jeg mangler vist nok at møde en af de professionelle, der siger “Yes, Sundhedsplatformen er svaret på mine administrative bønner”.

Jeg har nærmere oplevet medarbejdere, der oplevede, at Sundhedsplatformen stjal deres tid; at det var endnu et element, der blev lagt oveni deres arbejdstid, som allerede var for kort.

Er Sundhedsplatformen hverken til glæde for medarbejdere eller patienter, burde man måske overveje at gøre noget ved det? Jeg er på ingen måde fortaler for, at “så smider vi bare barnet ud med badevandet”; men det ville måske være muligt at tilpasse systemet, så medarbejderne oplevede en værditilvækst, og patienterne kunne se, hvorfor der kom en mail om “nyt”? As simple as that”?