Indlæg

/4 Kommentarer/i , /af ,

Jeg er fuldkommen udmattet

Jeg er fuldkommen udmattet

At møde nye mennesker

Jeg er fuldkommen udmattet

Jeg har haft en dejlig uge, men nu er jeg fuldkommen udmattet, så de kommende dage skal der ikke ske andet end min elskede slægtsforskning. Jeg slapper af, når jeg bladrer.

Ugen har vist, at jeg er lidt bedre til at møde nye mennesker, end jeg går og bilder mig selv ind, men eftersom jeg ikke er i træning, er det bare enormt anstrengende.

Psykologen siger tit, at jeg må gøre noget ved “det sociale”, for ellers ender jeg med at sidde og tale med fjernsynet. Det har hun sikkert ret i, men heldigvis har jeg ikke noget TV, så helt så galt kan det ikke gå. Jeg ser TV Avisen og “Forsvundne arvinger” på min iPad.

Mange med Aspergers syndrom har det svært med “det sociale”. Det har jeg også, og til tider synes jeg, det er utrolig svært at være i verden, som den jeg er.

En veninde fra Jylland

En veninde fra Jylland, som jeg har lært at kende via hendes TNG-side, som jeg har været konsulent på, var sød at invitere på frokost, og det var utrolig hyggeligt at mødes IRL (in real life), efter vi  har lært hinanden at kende gennem et par år via mails og telefon. Vi kom rundt om mange emner på de ca. fire timer, vi var sammen, og maden var perfekt.

Jeg gik hjem og kom til kræfter i nogle timer under kugledynen.

Respons via Boblberg

Jeg har oprettet “en boble” på platformen Boblberg. Jeg skrev

Hej. Jeg søger et menneske, der vil være interesseret i at gå en tur om Damhussøen en gang pr. uge og få en god samtale undervejs. Den kunne fx dreje sig om den aktuelle verdenssituation. Jeg interesserer mig for historie og slægtsforskning.

Jeg er fuldkommen udmattetEn sød kvinde, der også bor i nærheden af Damhussøen, svarede, og vi har gået den første tur. Det var den dag, jeg nåede lige knapt 17.000 skridt. Vi har også lavet en ny aftale, idet den første var en succes. Så langt så godt.

Turen til Odense

For mere end 20 år siden mødtes jeg med en masse slægtsforskere på Odder Højskole. Det var hyggeligt, og jeg lærte et sødt menneske at kende. Hun var en utrolig dygtig slægtsforsker, der kunne alt det, jeg så gerne ville kunne. Jeg var dybt fascineret.

Vi var også en uge i Rom sammen. Altså er hun slet ikke rigtig “ny”, men når der er gået 20 år, så føles det lidt sådan.

Kontakten gled på et tidspunkt ud – jeg tror, det var da jeg blev syg og lagde slægtsforskningen på hylden grundet manglende kognitiv kapacitet.

Pludselig en dag for ikke så længe siden, dukkede hun op på min Facebook. Hun er nu 92 år, og alt med iPad, MitID osv. er svært. Det var jeg i ugen, der gik, på en dagsrejse for at hjælpe lidt med, for jeg tænker på, hvordan jeg vil have det, hvis jeg selv bliver 92. Så vil jeg også gerne have en, der kommer og hjælper. Det var utrolig hyggeligt at mødes igen, vi har slet ikke forandret os, og vi fik også løst en del af problemerne.

Jeg er kommet mig

For et stykke tid siden talte jeg lidt med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien om, at jeg savner kontakter/relationer. Hun spurgte, om jeg havde lyst at tale med deres recoverymentor, og det svarede jeg selvfølgelig “Ja tak” til. Det ville da være dumt at sige nej.

Recovery betyder “at komme sig”.

Ham mødtes jeg med i går, og det gik for alvor op for mig, at jeg er kommet mig, og at mødet var skudt helt ved siden af. Men det var jo ikke til at vide på forhånd. Jeg har ikke længere behov for at mødes med mennesker og tale sygdom. Jeg har behov for kontakter.

Han var sød og flink, men jeg var en ond kælling og kom ikke med “lytte-lyde” i de første syv minutter, hvor han talte om sig selv. “Lytte-lyde” har blandt andet til formål at få samtalepartneren til at føle sig tryg. Han fortalte, at han selv brugte fysisk træning meget og agiterede for en forening, der kaldes “Håb i psykiatrien”. Der er mange fine tilbud, og man kan deltage i fysisk træning, komme på en tur til Haslev, hvor man går op i et rundt tårn (jeg aner ikke, hvad det er for noget). Man kan komme i Tivoli og Zoologisk Have. Jeg fik næsten kvalme bare af pamfletten.

Jeg spurgte til antal deltagere og til, om der var muzak under træningen, for det går bare ikke. Jeg kender da mig selv. Jeg skal ikke til Haslev, i Tivoli eller i Zoologisk Have. Jeg er slet ikke til noget med fysisk træning, svømmehal og den slags.

Eftersom jeg bor i Hvidovre, har hele psykiatrien et autosvar, der hedder “Kender du ‘Samleren?'”. Ja tak, jeg har været der en gang for mange år siden. Og jeg har ikke lyst at komme igen.

Jeg prøvede at fortælle kort om mig selv, da jeg fandt det relevant. Han var jo nødt til at vide lidt om mig.

Efter 29 minutter ud af de i alt 36, spurgte han til, hvad der kunne være det fedeste for mig, og hvad jeg gerne ville. 

Hvis det nu var mig, der var ansat som recoverymentor i psykiatrien, ville jeg nok have vendt det hele om og startet med at spørge brugeren, hvad jeg kunne gøre for vedkommende, og hvad vedkommende gerne ville. Jeg synes simpelthen, han var en klaphat.

Vi har ganske vist lavet en ny aftale, men jeg har aflyst. Der er vist ingen grund til, at vi spilder mere af hinandens tid.

Det bedste der kunne ske for mig

Jeg vil så gerne have lidt flere kunder i min “TNG-butik”, men det lykkes ikke rigtig for mig. TNG, der står for The Next Generation of Genealogy Sitebuilding, er et program, man bruger til at præsentere sin slægtsforskning på sin hjemmeside.

Og det kunne jeg tænke mig hjælp til. På denne side kan du se, hvad min konsulentbistand går ud på. Jeg hjælper gerne, men du skal prøve selv først. Det er learning by doing.

Her har du en videoguide, der fører dig gennem den grundlæggende installation af TNG. Den er ret længe om at komme frem på skærmen, uden at jeg ved hvorfor.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i /af

Inklusion på bekostning af børnene – er det rimeligt?

Inklusion på bekostning af børnene - er det rimeligt?

Vi har ikke råd til børn med særlige behov

Inklusion på bekostning af børnene – er det rimeligt?

TV Avisen 18:30 havde i aftes den 30. januar og også aftenen før et indslag med en lille pige ved navn Ellen, der kan være i børnehave ca. 15 – 20 minutter, når mor vel at mærke er med. Nu skal hun starte i skole i en helt normal klasse, og det glæder hun sig forståeligt nok ikke til. Pigen har en autismespektrumforstyrrelse, idet hun er diagnosticeret med infantil autisme.

Fra skolestart i år skal alle børn i Randers Kommune som udgangspunkt starte i folkeskolen. Og Randers er ikke den eneste kommune. Kommunernes Landsforening (KL) har i denne uge meldt ud, at flere børn skal inkluderes i den almene folkeskole.

Når man læser, hvad de skriver, ser det selvfølgelig både godt og rigtigt ud. Følgende er kopieret fra KLs hjemmeside den 31. januar:

“Samarbejde på tværs af alle i og omkring dagtilbud, skole og fritid

Alle kommuner er i gang med at udvikle de almene læringsmiljøer, styrke kvaliteten af dagtilbud og skoler og skabe bedre deltagelsesmuligheder for flere børn og unge i almene fællesskaber. Nogle har taget de første skridt, andre er godt på vej. På Børn og Unge Topmødet 2025 skal vi sammen inspirere og gøre hinanden klogere ved at vise de mange gode eksempler og visioner for fællesskaber for børn og unge, både i dagtilbud, skole og fritid.

Vi ved, at alle børn og unge har glæde og gavn af at spejle sig i mangfoldighed – både socialt og udviklingsmæssigt. Vi kan og skal derfor skabe bedre deltagelsesmuligheder i de almene læringsmiljøer, ikke mindst for børn og unge med særlige behov. Samtidig skal vi have specialtilbud af høj kvalitet for en mindre gruppe børn.”

Men hvordan hænger det sammen med alle de små klip og historier fra virkeligheden, som Danmarks Radio har bragt de seneste par dage? Jeg forstår det ikke.

“Succesfuldt inklusionsprojekt er for dyrt at udbrede”

Overskriften er kopieret fra en artikel på dr.dk om SISU-klasserne på Vamdrup Skole i Kolding Kommune. Det handler altså om penge! Men de penge, man investerer nu, er måske givet godt ud på lidt længere sigt?

Gad nok vide hvad det koster at tabe et barn på gulvet, så det aldrig færdiggør folkeskolen og måske en uddannelse? Autister er ikke dumme, men får de aldrig lært de basale færdigheder som at læse, skrive og regne kan man tro, de er dumme, og så får de aldrig et arbejde, hvorved de aldrig kommer til at bidrage til samfundet. Fremtidsudsigten kan bestå af en førtidspension. Det er temmelig dyrt.

I artiklen om SISU-klasserne bliver det fortalt, at Bo nu pludselig kan gå i skole, hvilket han ikke kunne tidligere. Det fremgår af artiklen:

“SISU-klasserne på Vamdrup Skole er særligt indrettede til at rumme 16 elever, hvoraf en fjerdedel har autisme. I alle timer er der tilknyttet to voksne, som har pædagogiske kompetencer til at håndtere børn med diagnoser.

Den særlige elevfordeling er noget af det, som er væsentligt, hvis flere børn skal inkluderes i de almene tilbud, lyder det fra inklusionsforsker Janne Hedegaard Hansen fra Københavns Professionshøjskole.”

“Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis det skulle fortsætte, så skulle der prioriteres mange flere midler”. Citat: Karen Albrechtsen, Skolechef Kolding Kommune. Og de midler vil man åbenbart ikke prioritere.

Noget er helt banalt

“På bordene i klassen er der høretelefoner, der sammen med lærerens mikrofon danner en direkte linje mellem lærer og elev. Og gør det muligt at lukke støj fra andre elever ude. For Bo betyder hjælpemidlerne, at han kan holde ud at være der.”

Det er vel ikke nogen stor videnskab at vide, at os med en autismespektrumforstyrrelse (selv har jeg Aspergers syndrom) meget ofte har svært ved at klare forskellige sanseindtryk? Støj kommer højt på listen over det ubærlige hos mange.

Husker du vor skoletid? Husker den så nøje …

Da jeg i forhistorisk tid gik både i almindelig folkeskole og på almindeligt fritidshjem, vidste man intet om fx autisme. Men jeg vidste, at støjen var forfærdelig. I klassen var der jo ikke noget at gøre, jeg måtte leve med det, men på fritidshjemmet flygtede jeg ud i stilheden til “Olga”, der var en shetlandspony. Jeg foregav at muge ud. Om jeg var særlig god til det, ved jeg ikke. Og Olga kunne jo (heldigvis) ikke tale.

Tænk hvis nogen havde foræret mig et sæt hovedtelefoner?

Jeg skulle blive en temmelig gammel dame, før en dygtig ergoterapeut i Distriktspsykiatrien i februar 2024 lavede en sanseprofil til mig, og lærte mig at bruge de ret dyre BOSE-hovedtelefoner, jeg på forhånd havde investeret i. Jeg havde været skuffet over dem, fordi jeg troede, at de bare skulle lukke al lyd ude, når jeg satte Noise Cancellation til det højeste niveau. Det viste sig, at idéen i virkeligheden er, at jeg skal lukke min egen “støj” ind, for derved at lukke anden støj ude. Nu kan jeg gå i butikker og bruge offentlige transportmidler, der typisk har tåbelig baggrundsstøj, fordi jeg hører en podcast, som jeg selv har valgt.

Med min frisør har jeg aftalt, at jeg bare altid får den sidste tid, for så kan han slukke for musikken. Det er også ret banalt.

Jeg har også problemer med lugte, og de er lidt sværere at gøre noget ved. Bare det at gå forbi et pizzeria er ubehageligt. Jeg har ikke fundet andre løsninger end at gå over på den anden side ad gaden. Men her hvor jeg bor, er der utrolig mange forskellige former for fastfood-restauranter på begge sider, så det er ikke let at slippe væk. Så må jeg i stedet holde vejret.

Jeg skal til Aarhus på et tidspunkt i løbet af foråret. Da det er ret dyrt med tog, var der en, der foreslog mig at tage bussen. Men bare tanken om folk, der åbner lugtende madpakker, får mig til at blive hos DSB.

I skolen hadede jeg at komme ind i lokalet efter spisefrikvarteret, fordi der stank af madpakker!

I min skoletid vidste man intet om autismespektrumforstyrrelser, og os med problemer, måtte bare leve med dem. I dag ved man en masse, men man siger, at det er for dyrt at agere på den viden. Børn skal med fandens vold og magt inkluderes, indtil de brænder ud. Er det rimeligt?

Inklusion på bekostning af børnene - er det rimeligt?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Aspergers syndrom og slægtsforskning passer sammen

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Mit liv er i vidt omfang sat i systemer, hvilket gør det nemt og overskueligt at leve. Jeg er et fjols til det sociale, men det med systemerne og detaljerne kan jeg. Jeg læser lidt korrektur m.v. for en virksomhed. De siger af sig selv, at de ikke kunne finde en bedre til opgaven, da jeg ser alle detaljer. Hvis en autist opdager en revne i væggen, ser hun kun revnen – ikke resten af væggen. 

Nogle mener, at alle mine systemer er temmelig mærkelige, men jeg trives jo bedre end godt, og så vidt jeg ved, generer det ingen. Jeg har udviklet regneark over mange emner, og der er en særlig tilfredsstillelse ved at befolke dem med data og måske følge noget over tid. Lige p.t. måler jeg fx på mit strømforbrug, da jeg undrer mig over, at det stiger konstant, når jeg lever, som jeg plejer. Jeg er helt klar over, at det ikke er noget, mange gør.

Når læger forstår, hvad man fortæller dem

Forleden var jeg til opfølgningssamtale i Distriktspsykiatrien hos en meget behagelig overlæge. Selvom jeg kun havde set ham en enkelt gang tidligere, følte jeg mig komfortabel i hans nærvær. Jeg havde på forhånd indset, at jeg nok måtte undlade at fortælle ham om Grundtvig denne gang. Da vi var igennem dagsordenen, spurgte han af sig selv til mine særinteresser.

Hvis man bare siger, man er interesseret i slægtsforskning, bliver folk lidt fjerne i blikket. Jeg tror, de for sig i ånden ser familiens købte slægtsbog, der primært består af datoer. Og det er kedeligt for alle andre end slægtsforskeren, der har fundet dem. Hvem skulle dog falde i svime over at vide, at Districtslæge Kongsted i Højby Sogn, Ods Herred, vaccinerede 3*tipoldemors søster Karen JENSDATTER i 1836? Det sjove og det udfordrende er “Søg og du skal finde”.

Ergo måtte jeg jo forklare ham om glæden ved systemer og tusindvis af små stykker data i tabeller, der skal hænge sammen, før puslespillet er lagt rigtigt. Og det virkede faktisk som om, han både forstod det og var interesseret, for han stillede flere uddybende spørgsmål. Det var rigtig rart. Det endnu rarere havde været, hvis der var mere tid, men sådan er forholdene ikke i psykiatrien, og jeg er jo også “i remission”, hvilket betyder, at jeg hverken er depressiv eller manisk. Hvor er det dog dejligt.

Der er også overlæger fra hospitalspsykiatrien, der gennemskuede mig, før den knalddygtige og søde Pia Bohn Christiansen i foråret 2019 stillede diagnosen “Aspergers syndrom”. Hun sagde, hun vidste det fra dag et. En af dem behandlede jeg mindre pænt, fordi jeg i 2016 ikke kunne rumme flere diagnoser. Efterfølgende sendte jeg ham en uforbeholden undskyldning.

Da Kasper Reff derimod i 2018 lukkede låget på computeren, og sagde “Du nævnte noget om Aspergers syndrom”, blev jeg glad og forklarede, hvad jeg havde tænkt og undersøgt alt om siden 2003 (lige bortset fra 2014-2016). Vi fik en længere samtale om det, som fik mig til at gå hjem og lede efter en, der havde forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Det var vigtigt for mig, da jeg tror, der er træk fra manierne, der kan forveksles med særinteresserne. Om det er sandt, ved jeg ikke. Min tanke var – og er til stadighed – at dyrker man sin særinteresse meget intenst i timevis og glæder sig vildt og vanvittigt over den, kan det forveksles med træk fra mani.

Om det var regnearkene med de grafiske fremstillinger af de mange bivirkninger og udviklingen i dem over tid, der fik Kasper og hans kollega, der er farmaceut, til at blive mistænksomme, ved jeg ikke, men tanken er da nærliggende 🙂

En skøn søndag ligger for

I går faldt jeg over (en kirkebog med) liget af en nyfødt pige i et mosehul. Året er 1854, og vi befinder os primo august. Historien har du her.

Da slægtsforskere er et utrolig hjælpsomt folkefærd, ved jeg nu, hvor jeg skal finde begyndelsen på afhøringerne. Jeg har ikke prøvet det før i mine 21 år med slægtsforskning, men jeg elsker udfordringerne. Det bliver en god søndag.

Der er side op og ned, og jeg kan på forhånd se, at jeg ikke kan transskribere det hele selv, men så er der hjælp at hente i Danske Slægtsforskeres Forum, der er befolket med vanvittigt dygtige mennesker. De kan læse alt!

Man skal prøve selv først, og det er jo også det sjove, og så kan man få hjælp til resten. Det er i øvrigt sådan, man langsomt og med årene bliver bedre til at læse gotisk (som i parentes bemærket var den officielle skrift her i landet ind til 1875).

Måske har du også allerede nu gennemskuet, at slægtsforskning er meget mere end 3*tipoldemors søsters vaccinationsdato?

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Angst for ECT er så irrationelt. Vi må gøre noget

ECT og angst

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Det er frygteligt at have dødsangst for ECT, når ECT netop er det, der “holder mig kørende”. Jeg blev meget syg af medicinen, og jeg bliver meget syg, hvis vi bare lader den bipolare affektive sindslidelse “passe sig selv”. I min journal står, at jeg har en “svært behandlelig bipolar lidelse”. ECT er det, systemet kan tilbyde, og det er en fornem behandling, som jeg takker ja til. Jeg har set psykiatrisk afdeling tilstrækkeligt indefra.

Jeg gennemgår alverdens kvaler hver fjerde uge. Sammen med psykologen er jeg blevet klar over, at det er det indre barns panik, der tager over. Jeg er ellers ikke så meget for teorierne om “det indre barn” og den slags, for jeg er ikke ret god til det, og det er svært for mig at tage det ind. Det er for “terapeut-agtigt” for mig, men jeg har lyttet til den seneste optagelse med psykologen flere gange, og jeg kan høre, hun har fuldkommen ret i, at det er barnets panik, der får lov at tage over. Det er det barn, der aldrig havde andre end mig selv at læne sig op ad. De voksne, der skulle være der, og som hun forsøgte at række ud til, var der bare ikke. Nu lever jeg lever fint med selv at have kontrol, tjek, styr på livet.

Når barnet i ECT-situationen får lov at tage over med sin panik, er alle sanser spændt til bristepunktet, og det er der, dødsangsten tager over. Det er hende, der er så fandens bange for, om de nu har styr på det. Det er hende, der har mest lyst til at rejse sig og gå, men som selvfølgelig ikke gør det. Det er hende, der er bange for at miste det liv, der endelig er blevet så godt – nærmest fantastisk.

Intellektet er sat ud af kraft. Den voksne er ikke i stand til at tale angsten ned med fx: “Jeg ved, det er ubehageligt, men der er styr på det. Vi har gjort dette så mange gange, og det er aldrig gået galt. Personalet passer på os, for de ved, hvordan vi har det. De er nærmest omsorgsfulde.” Det hele bliver et inferno af angst for at dø.

Da jeg havde hørt optagelsen flere gange, blev jeg klar over, at psykologen sagde “dødsangst” flere gange, og derfor skrev jeg forsøgsvist nedenstående til min egen læge, om hun evt. ville skrive en henvisning til mig. Allerede samme dag havde jeg et svar om, at det ville hun gerne.

Skrivelsen til egen læge

Kære Dorte

Er det muligt, at du kan skrive mig en henvisning til 12 psykologtimer for dødsangst?

Kontaktpersonen fra Distriktspsykiatrien har 1/11-2024 skrevet i min journal, at jeg igen er blevet meget angst for ECT. Følgende er kopieret fra sundhed.dk, som jeg ikke ved, om du kan se: ”Har lige været til ECT og er igen blevet meget bange for ECT-behandling. Er bange for, at der bliver begået fejl.”

Jeg har talt med min psykolog om det. Hun siger, det virkelig er en dødsangst.

Angsten er opstået igen, fordi personalet til ECT tre gange måtte prøve at få manchetten til BT-apparatet til at puste sig op. Jeg lå bare der og blev så bange for, om de nu havde styr på det, så jeg måtte sige ”Jeg kan ikke lide dette. Har I styr på det?”, og det er naturligvis meget ubehageligt at nå dertil, hvor man er nødt til at spørge om det. Men jeg synes, det er frygtelig svært at slippe kontrollen og at lægge mit liv i andre menneskers hænder.

Rent rationelt kan jeg jo sagtens indse, at de prøver tre gange, fordi de netop har styr på det! Men når jeg ligger der og føler mig så afklædt, mens der går en masse mennesker rundt om mig og gør deres arbejde, er det utrolig svært at få hjernen til at tage over. Angst er irrationelt.

Jeg er nået dertil, hvor jeg virkelig elsker hver dag af mit liv, og derfor er jeg også så bange for at miste det. Alle de år, hvor jeg ikke vidste, om jeg ville leve eller dø, var det jo ikke så vigtigt, om jeg overlevede ECT eller ej.

Rent intellektuelt ved jeg selvfølgelig godt, at personalet ikke laver andet tre formiddage om ugen, og at det aldrig nogensinde i hele verden er sket, at det er gået galt med en ECT-behandling. De har jo heller ingen interesse i, at jeg skulle dø. Og jeg har fået over 100 behandlinger, og jeg er vågnet op efter dem alle, så hvorfor skulle jeg dø? Men sidst var jeg så bange, at tårerne trillede, og de måtte tørre op.

I et par år har angsten for ECT været væk, fordi jeg sammen med psykologen er kommet frem til følgende:

  1. De vil mig ikke noget ondt,
  2. jeg er ikke på vej til skafottet,
  3. og jeg har i øvrigt selv valgt behandlingen.

ECT er den mulighed, jeg har, for jeg bliver meget syg af medicinen. Jeg bliver også syg, hvis jeg ikke tager medicin. Og det er så ECT, der “holder mig kørende”. ECT bevirker, at jeg kan leve et helt igennem normalt og dejligt liv, og derfor er jeg nødt til at gøre noget ved den afskyelige dødsangst.

Derfor spørger jeg, om du vil skrive mig en henvisning på 12 gange til en psykolog med ydernummer? I givet fald vil jeg selvfølgelig bruge timerne hos den psykolog, jeg har kendt siden 2015.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.