/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Udfordring til energiregnskabet ved at deltage i en generalforsamling

Aspergers syndrom i praksis

At deltage i en generalforsamling er ikke bare en kalenderaftale, men en nøje afvejning af energi og overstimulation. Når man lever med Aspergers syndrom, kræver selv gode oplevelser nøje planlægning – men til gengæld følger der en særlig styrke med: evnen til at se detaljer, skabe orden og struktur samt at fordybe sig, hvor andre giver op.

Udfordring til energiregnskabet ved at deltage i en generalforsamling

Jeg elsker at være sammen med andre slægtsforskere, lige til de begynder at fortælle detaljerne om deres tip3-oldefar på deres mors fars side, og måske retter de sig selv til at “næh, det var nok på fars mors side”.

Så keder jeg mig. Folks aner er i virkeligheden kun af interesse for dem selv, med mindre vi er beslægtede. Men fortæller de mig om deres metoder, er jeg lutter øren.

Jeg har meldt mig til Danske Slægtsforskeres generalforsamling lørdag den 25. april i Slagelse (hvor jeg måske skal høre om anerne 🙂 ), fordi en generalforsamling både ser tilbage (årets gang, regnskab mv.) men også ser frem (valg af medlemmer til bestyrelse og valg af ny formand mv.). Foreningens ve og vel ligger mig meget på sinde.

Når mere end fem er mange

Normalt holder jeg mig fra den slags, da mere end fem mennesker på en gang er mange for mig. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg senest har været sammen med mere end fem mennesker. Støjen, de mange synsindtryk, måske lugt fra mad osv., farer direkte ind i min hjerne, og energiregnskabet går nemt i minus. Sådan er det at have en autismespektrumforstyrrelse, konkret Aspergers syndrom.

Det har været en afvejning at træffe beslutning om at deltage:

  • På den ene side vil jeg utrolig gerne.
  • På den anden side er det en udfordring.

Jeg har efterhånden et robust netværk af slægtsforskere. De bor alle i Jylland, så vi må nøjes med at tale i telefon, men nu vil jeg altså gerne møde dem, og det glæder jeg mig meget til.

Energiregnskabet må holde for, og jeg har ryddet kalenderen i ugen, der følger efter, så jeg kan bringe energiregnskabet tilbage i balance. Jeg så nogle videoer for fagpersoner, hvor Christina Sommer fortalte om at være opmærksom på energiregnskabet. De er virkelig gode; derfor linker jeg til dem her.

Bag om autisme:
  • Om sendiagnosticering (jeg var selv 55 …)
  • Om maskering. Hvordan kan autisme komme til udtryk? Og hvilke strategier og hjælpemidler kan hjælpe mennesker med autisme?
  • Om relationer. Hvad misforstår andre ofte ved diagnosen? Hvordan støtter man som pårørende ens kære med autisme? Hvorfor bliver man overstimuleret som autist?

Danske Slægtsforskeres podcast har sat mig i forbindelse med mange interessante og dygtige mennesker. Flere af dem tilhører panelet af testlyttere, som jeg har et tæt samarbejde med.

Ingen episoder udgives uden at have været forbi dem. Det er også en slags datakvalitet. Jeg vil selvfølgelig især gerne møde mine testlyttere!

Klik på billedet fører dig til podcasten.

Min diagnose er min “superkraft”

Min diagnose er min superkraft og den passer utrolig godt til slægtsforskning, for her er enhver detalje vigtig. Og jeg ser de fleste detaljer. De springer mig simpelthen i øjnene. Flere bruger mig til korrekturlæsning, og det holder jeg meget af. Bagsiden af medaljen er, at jeg næsten ikke kan færdes på de a-sociale medier, for der er så mange fejl i det skrevne.

Som led i “Projekt oprydning“, gennemgår jeg blandt andet de mange transskriptioner, som meget dygtige slægtsforskere sendte mig for 20 år siden, hvor jeg ikke selv kunne tyde de kirkebogsførende præsters indførsler.

Indtil videre har jeg ændret detaljer i minimum 293 af dem. Det kan være fra punktummer til kommaer men også den anden vej. Det kan også være noget, der er mere substantielt. Så skriver jeg, at den oprindelige tydning er foretaget af X, og at den har jeg nu ændret lidt på. Jeg prøver altid at kreditere de, der har hjalp mig på vej for mange år siden. Det forekommer mig at være en form for ordentlighed.

I den fantastisk serie “De skjulte talenter”, der kan ses på DR1, fortæller Christina Sommer faktisk om, at “ordentlighed” er meget afgørende for mange autister. Jeg har lige genset serien, og jeg elsker den. Fx da Louise Wille bliver spurgt om, hvad der er sket siden sidst, og hun svarer “Jeg har fx fået nye sko”; så kan man kun holde af hende.

Hun er på ingen måde et menneske, man skal grine af, selvom denne sentens selvfølgelig er sjov, for hun kan fx huske 36 tilfældige tal et år efter, selvom hun kun så på dem i få sekunder. Hun bliver fastansat på Novo Nordisk, fordi de aldrig har haft så god en medarbejder. Fx havde de samlet en bunke opgaver, de regnede med, at hun skulle bruge de to års prøveperiode på at løse. Hun behøvede kun tre måneder.

Jeg glæder mig til de nye afsnit, der udkommer enten i slutningen af 2026 eller i begyndelsen af 2027.

Bare der dog var flere regler

Også i mit arbejdsliv har jeg haft meget glæde af min superkraft, fordi jeg elsker regler og data i tabeller.

Det er nok ikke et tilfælde, at jeg blev jurist, for der er noget tryghedsskabende over regler. Når der er regler for et eller andet, behøver jeg ikke bruge energi på emnet. Jeg skal jo bare følge de udstukne retningslinjer. Så enkelt er det, og det belaster ikke energiregnskabet.

Jeg ville elske, hvis der fx også var regler for opstillingen af e-mails. Jeg kan bruge lang tid på at overveje, hvordan jeg skal begynde og afslutte en e-mail, for der er jo ingen regler – og hvordan gør jeg så? Indtil videre er jeg nået til bare at kopiere afsenderens titulering og afslutning, så er det i hvert fald ikke forkert. Man kan kalde det en form for maskering, men det fungerer.

Jeg har kun få sociale relationer, for eftersom der ikke regler for samvær, tærer det på energiregnskabet, og som mange andre autister synes jeg, at det sociale simpelthen bliver for besværligt. Nu skal jeg jo så være sammen med en hel masse slægtsforskere, og eftersom det er min store særinteresse, går det nok bedre. Jeg er meget spændt på det.

Mit arbejdsliv brugte jeg primært på resultat- og økonomistyring samt projektledelse i centraladministrationen. I sidstnævnte har jeg også været fokuseret på detaljer om fx fremdrift, men i virkeligheden holdt jeg mest af at sidde alene på mit kontor og rode med data i tabeller. Projekter rummer jo adskillige projektdeltagere, man som leder skal forholde sig til, og det kan være temmelig besværligt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Musik er minder

Erindringer

Musik er minder

Musik er ikke bare lyd – det er hukommelse.

En personlig rejse tilbage til Nørrebro, tiden på kollegiet og de sange, der stadig kan åbne døre til mennesker, steder og følelser, længe før ordene selv kan.

Uden at have forstået algoritmen er jeg havnet i en Facebookgruppe ved navn “Nørrebro i gamle dage”, som publicerer mange skønne, gamle billeder. Jeg prøver at lade være at føle mig ramt, når de skriver om 1980/81, for det var der, jeg selv boede på Nørrebro. Er jeg pludselig gammel nok til at være en del af “gamle dage”?

Jeg kan huske rydningen af Allotria, nedrivningen af de gamle ejendomme i “Den sorte firkant”, buslinje 7, der kørte ned ad Nørrebrogade osv.

Jeg flyttede dertil den 1. august 1980, hvor jeg havde lejet et værelse ud til en baggård i Dagmarsgade nr. 5, 4. th. Lokummet var på bagtrappen og PKV (pissekoldt om vinteren), og vi delte det med naboen. Jeg var den eneste, der gjorde rent der. Badeværelse var en ukendt luksus. Hele lejligheden var PKV, for petroleumsovnen og den lille el-radiator kunne ikke klare de tre værelser.

Det var fantastisk, da jeg i juni 1981 kunne flytte til Amagerkollegiet. 13m2, tekøkken og bad og toilet. Jeg kom ind i nutiden og begyndte at studere; det var slut med at gøre rent i De Gamles By. En dag vil jeg opliste mine studenterjobs …

En playliste hos Youtube

Det er meget sjældent, jeg hører musik, for det forstyrrer mine sanser, når jeg vil læse 2-300 år gamle kirkebøger.

Når jeg en sjælden gang kigger på min playliste hos Youtube, slår det mig, at min musiksmag blev grundlagt i årene på kollegiet og ikke har udviklet sig siden. Klikker jeg på et af numrene, kan jeg teksterne udenad; jeg skal bare lige have et par stikord.

Musikken minder mig om mennesker, jeg har kendt og elsket – og som har betydet noget for mig. Jeg har ikke altid forstået de indbyggede signaler.

En kvinde lærte mig fx “Du kom med alt det, der var dig …” Jeg lyttede til teksten og troede, hun mente det, men det gjorde hun ikke. Sådan noget er PI (pisseindviklet), når der ikke er regler, og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan andre mennesker finder ud af det.

Det var årene med Bjørn Afzelius både på anlægget og på Femøren om lørdagen kl. 14:00. Jeg kunne lige nå det, hvis fru Larsen og fru Jensen i Irma på Kongelundsvej gav mig lov at gå lidt tidligere. I urtiden lukkede man jo kl. 14:00 om lørdagen (og kl. 20:00 om fredagen).

Jeg havde verdens bedste veninde i 34 år. Jeg tænker altid på hende, hvis jeg hører Carol Kings “You’ve Got a Friend”. “When you are down and troubled and you need some loving care …”

Danse hele natten

Musikken minder mig om de år, hvor mangt en fredag og lørdag nat gik med at danse med de skønne kvinder i Kvindehuset i Gothersgade og i Danner.

“Ingen klassekamp uden kvindekamp og ingen kvindekamp uden klassekamp” (eller også er det omvendt) var sloganet.

Anne Linnets “Smuk og dejlig” var en af dem, vi alle kunne udenad – og det kan jeg stadig. De var altså smukke og dejlige alle som en!

Et lille lys i mørket

Trille fulgte mig i alle årene. Jeg havde alle LP’erne, og jeg kunne teksterne udenad.

Det er kun få år siden en jævnaldrende sygeplejerske på psykiatrisk afdeling på Brøndbyøstervej erindrede mig om albummet “Et lille lys i mørket”, da jeg en sommerdag sad på min stue med nedrullede gardiner og ikke længere orkede livet.

Hun sang for mig: “Og sådan er der altid et lille lys i mørket, men hvis du vil kunne se det, så må du ikke være mørkeræd”. Det tænker jeg tit på.

Jeg var temmelig mørkeræd i de år. Det er historie nu. Psykologen og psykiatrien lærte mig i fællesskab at se lyset. Både før, nu og for fremtiden.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Farvel til Danmarks dygtigste psykolog

Nu kan jeg selv

Farvel til Danmarks dygtigste psykolog

Efter mere end ti år med den samme psykolog er tiden kommet til at sige farvel – ikke fordi noget er galt, men fordi noget er lykkedes. Fortiden er på plads, nutiden hænger sammen, og fremtiden kan bæres uden professionel støtte. Nu kan jeg selv.

Jeg har tænkt på det et stykke tid: Det er på tide sige farvel til Danmarks dygtigste psykolog Annette Friis. Det er et stort skridt, for hun har været en både vigtig og markant del af mit liv siden i hvert fald den 6. maj 2015, hvor den første lydoptagelse er fra, men nu kan jeg selv.

Hendes ordentlighed har gjort, at hun har tænkt det samme. Så det er nu, det er nu.

Jeg må sige farvel til de professionelle, der har båret mig gennem et langt psykiatrisk sygdomsforløb, og som har gjort mig til et andet menneske, end jeg var, dengang jeg i 2015 dukkede op på Hejrevej 49 i Psykiatrifonden, og hvor Hvidovre Kommune betalte et langt forløb, jeg ikke husker navnet på. Det kostede dem en formue. Jeg fik en hamrende dygtig erhvervsrådgiver, og jeg fik Anette, og hende holdt jeg fast i, da hun etablerede sig som selvstændig psykolog med ydernummer, for jeg kunne mærke, at hun var god.

Jeg er ikke en, der går og krammer hid og did, men hun fik et langt knus, da vi skiltes i dag. Det siger ikke så lidt.

Endelig en der ikke prøvede at lave om på mig

Annette er ikke det første sted, jeg har søgt hjælp, for jeg havde meget at rydde op i. Jeg havde en fortid svarende til et af de mennesker, der har givet op. Fortiden er ikke blevet en anden – forskellen er, at der nu er ryddet op, og at den og angsten ikke længere kan hundse med mig. Det er mig, der kontrollerer fortiden – ikke omvendt.

Jeg mødte bare aldrig nogen, der ikke forsøgte at lave om på mig og prøvede at få mig til at passe ind i deres metode X, Y eller Z. Anette har aldrig nogensinde prøvet at lave om på mig. Hun har accepteret, at jeg hverken skal male, tegne eller se på billeder, for sådan noget kan jeg ikke.

Hun har accepteret min anderledes måde at være i verden på. Hun har altid bakket mig op samtidig med, at hun har skubbet til mig, når det var nødvendigt. Jeg ved jo godt, at jeg er forskellig fra de fleste, men jeg er kommet overens med det. Mit handicap er nu min styrke.

Fortiden er på plads, nutiden er i orden, og fremtiden ser lys ud. Og hun er jo kun et opkald eller en e-mail væk, hvis jeg alligevel ryger ind i noget, jeg ikke selv kan håndtere.

Herunder har du nogle nedslag fra min erindring:

2015: Microsoftsessionen

Min hukommelse er stået af. Jeg kan fx ikke huske, hvordan jeg kommer hjemmefra og ind til byen, selvom jeg har cyklet den vej hundredvis af gange. Jeg begynder derfor at optage vigtige samtaler med alle de mennesker, der skal samle mig op af fra det uendelige mørke, hvor jeg er mere bange for livet end for døden.

Den måske stærkeste session er “Microsoftsessionen” fra den 23. juli 2015, hvor jeg er fast besluttet på, at jeg ikke vil leve længere. Metoden er på plads og alt er forberedt. Jeg mangler kun at føre beslutningen ud i livet (eller måske burde man kalde det “ud i døden”?).

Hun siger “Skal jeg hente min lille bil og køre dig til psykiatrisk skadestue?” Men inden jeg tager afsked med denne verden, skal jeg have kontakt med Microsoft, der af en eller anden årsag har smadret min software. Så jeg har ikke lige tid til at dø nu endsige at blive indlagt.

Den optagelse har jeg hørt mange gange. Jeg har i alt 119 lydfiler og 12 GB … De er fyldt med et menneskes transformation fra en lidt forpjusket fugleunge til en, der kan selv. Svane er for banalt.

2019: Jeg har Aspergers syndrom

Jeg har kun haft de dygtigste sundhedsfaglige medarbejdere. Har de ikke været dygtige nok (efter min lidt “kontante” smag), er det lykkedes mig at skille mig af med dem. En af de skarpe på holdet var Pia Bohn Christiansen, der efter relativt få møder sagde: “Jeg mener, du har Aspergers syndrom, og det har jeg vidst fra dag et”.

Det havde jeg selv været ret sikker på fra 2003, hvor jeg første gang hørte stifteren af “Specialisterne” Thorkild Sonne i radioen, og hvor jeg havde det som om, han talte til mig og om mig.

Anette havde flere gange forsigtigt sagt “Du har måske nok nogle Asperger-træk”, for mere måtte hun ikke sige. En psykolog må ikke uden tillægsuddannelsen stille psykiatriske diagnoser.

Da jeg kom med diagnosen, tror jeg, hun glædede sig med mig. Den er en stor del af, at jeg har fundet mig selv. Hun har tit sagt, at jeg har været medvirkende til, at hun nu ved noget om autisme. Jeg er kun glad for, at jeg har kunnet give lidt den anden vej.

2021: “Hvis du ikke får pensionen, går vi i Aftenshowet”

Alt var usikkert: den bipolare lidelse, arbejdsmarkedet, fremtiden, boligen, økonomien, kort sagt alt det der er en del af et menneskes fundament. Jeg kunne ikke mere, virksomhedspraktikkerne gik dårligere og dårligere, og jeg skulle måske udskifte min identitet fra at have en god karriere i centraladministrationen til at blive førtidspensionist. Hvordan gør man det? Jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden arbejde.

Men hvad nu hvis rehabiliteringsteamet sagde nej? Anette sagde “Hvis du ikke får pensionen, går vi i Aftenshowet”. Det lænede jeg mig op af. Det gav en vis tryghed.

Mødet med rehabiliteringsteamet foregik online; det var under Coronaen. Jeg mødte op på hendes kontor i Høje Taastrup og kunne samtlige 50 sider i indstillingen udenad. Jeg var så bange som aldrig før, for hvad nu hvis …?

Jeg sad til højre, hun sad til venstre, og vi fyrede op under min iPad – tror jeg, det var. Teamet stillede ganske få spørgsmål og trak sig herefter tilbage for at votere. Efter relativt kort tid kom de retur, og og formanden sagde “Vi indstiller dig til pension, og er der nogen, der har kæmpet, så er det dig.” Jeg glemmer det aldrig.

Jeg er ikke ked af, jeg er rørt

Jeg vil savne hende, for hun har betydet uendeligt meget. Der flød et par tårer, ikke fordi jeg var ked af det, men fordi jeg var rørt, da jeg sad overfor hende og skulle sige farvel. Vi har været igennem så meget sammen.

Men det skal nok gå. Jeg tror på det.

Tak for det alt sammen.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Dan Turèll holdt af hverdagene. Jeg holder af nætterne

Dan Turèll, Kim Larsen og Grundtvig

Topbilledet er fra Wikipedia og forestiller Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig engang overnattede på vejen til faderen i Udby Præstegård. Koblingen til Grundtvig findes til sidst.

En personlig refleksion over nætternes ro, hverdagens stemmer og det anderledes styresystem. Med afsæt i Dan Turèll, Kim Larsen og Grundtvig handler artiklen om søvn, stilhed, bipolaritet, autisme og retten til at leve sit liv på sin egen døgnrytme.

Dan Turèll holdt af hverdagene. Jeg holder af nætterne

I “Vangede billeder” fra 1975 skrev Dan Turèll, at han holdt af hverdagene. I 2025 skrev jeg, at jeg holder af nætterne. Det er egl. ikke noget, jeg tør fortælle til nogen, for så tror de bare, jeg er på vej til at blive manisk igen. Det synes jeg nu nok, jeg kan mærke, at jeg ikke er. Jeg kender udmærket min hjernes op- og nedture.

Der er bare det, at når man bor i en lejlighed, følger man helt automatisk med i naboernes liv, om man vil det eller ej, men de sover pænt om natten, og der vil jeg derfor gerne være oppe og nyde freden og roen. Psykologen siger, at det er normalt for en autist, og det beroliger mig. Om natten er her så dejligt stille. “Om lidt blir her stille, om lidt er det forbi” sang Kim Larsen og Bellami i 1995.

Hvis jeg vågner kl. 04, og føler mig frisk, står jeg op og læser 2-300 år gamle kirkebøger. Jeg elsker det. Det er mit liv.

Psykologen og jeg har talt om “stopklodser”, altså hvad er “farligt”, fordi det er anderledes end normalt, ikke for normale mennesker men for mig? Jeg er kommet frem til:

  • Manglende appetit
  • Manglende motion
  • Manglende søvn
  • Nattestilheden – og så var det jeg næsten ikke turde sige, at jeg holdt af nætterne pga. stilheden

Jeg tør ikke sige sandheden i Distriktspsykiatrien

Når Distriktspsykiatrien spørger til min søvn, fordi det er sådan en god og nem målbar parameter, svarer jeg altid med gennemsnittet, der er normalt, og som jeg henter fra appen “Autosleep”. Gennemsnittet dækker over betydelige variationer og fortæller ikke om tidspunkterne. Jo ældre man bliver, jo mindre er søvnbehovet. I min alder er det vel omkring 6-7 timer, og det opnår jeg fint, endda mere, og det kommer ingen ved, hvornår jeg sover.

Jeg holder af en eftermiddagslur på en time ved 16-tiden, og derfor er jeg ikke træt kl. 22. Det er en af de fordele, man har ved at være pensioneret. Man kan sove, når man vil. Kroppen skal nok selv efterspørge sin hvile, men den stiller ikke uret.

Grundtvig var (også) bipolar

Jeg er (godt nok “lidt” langt ude) beslægtet med Grundtvig, idet han er “5 * fætter 7 * forskudt” til mig. Billedet herunder stammer fra lidt af diagrammet, som du finder i sin helhed her. Det kræver desværre, at du logger ind. Har du ikke en konto, opretter du bare en.

Hvornår tror du for øvrigt Grundtvig skrev sine mere end 400 salmer? Svaret er: Om natten. Der kunne han koncentrere sig, for der havde han ro.

“Også” er i parentes, for jeg føler mig ikke længere syg. Jeg tror, psykiatrien har gjort mig rask. Og det er jeg meget taknemmelig for efter et mere end tiårigt forløb.

Bipolar affektiv sindslidelse er en sygdom; den kan man i heldige tilfælde blive kureret for. Autisme er ingen sygdom. Det er bare et anderledes styresystem. Der behøver man ikke blive “rask”.

Jeg er i øvrigt meget begejstret for mit anderledes styresystem, da det udnytter de fleste af mine kompetencer.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.