,

Statens Kursus til Studentereksamen

Statens Kursus til Studentereksamen

Lærerne var dedikerede

Statens Kursus til Studentereksamen

Fra 1981 til 1983 gik jeg på Statens Kursus til Studentereksamen på Mynstersvej nr. 5 på Frederiksberg. Man blev student på to år, og jeg havde ikke mere tid til rådighed. Nogle tror fejlagtigt, at man så ikke tager en rigtig studentereksamen, når det i det almene gymnasium tager tre år. Huen er nøjagtig den samme – kravene er bare større.

Jeg tror, det var min fars ungdomskæreste (hende på 98 år) og hendes mand, der satte huen på mig. Det var en stor dag. Jeg var ikke med i hestevognen, som vel var skiftet ud med et motorkøretøj, for jeg skulle på arbejde i Irma …

Ad omveje har jeg fået lidt kontakt med to tidligere klassekammerater, der også tænker tilbage på Statens Kursus til Studentereksamen med glæde. De er enige i, at det var sindssyg hårdt, men at vi også lærte meget. Alle lærerne var utrolig dedikerede og brændte for at formidle viden og indsigt i netop deres fag.

Fx latinlæreren (Kirsten Rald): Det er lige før, jeg husker hendes formidling af Plinius (den ældre?) og Cæsar selv. Hun gjorde disse historiske personer til mennesker; herefter gik det lettere med konjunktiv og ablativ. Tog hun os ikke også med til Rom? I hvert fald har jeg været i Rom og gået rundt i Colosseum, og jeg vidste, hvad der var sket der.

I tysk (lærer: Kirsten Gjaldbæk) læste vi fx “Christiane F.” og lærte om anden verdenskrig og nazisme. I engelsk (lærer: Susanne Asmussen) læste vi blandt andet “Glasklokken” af Sylvia Plath og i dansk (lærer: Holger Larsen) blev vi introducerede til danske klassikere (fx “Jørgen Stein” af Paludan). Niveauet var virkelig højt.

Vi har 40-års jubilæum i år, og jeg har en idé om, at der kunne være sjovt at samles, men hvordan bærer jeg mig ad? Jeg kan finde mennesker i 1700-tallets skifteprotokoller, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan finde mine tidligere (og nu også “gamle”) klassekammerater.

Når man holder af regler

Jeg holder meget af regler, for så ved jeg, hvad der forventes af mig, og hvordan jeg skal agere. I den tid er min hjerne ikke på overarbejde, for der skal jeg ikke gætte mig til omverdenens krav og forventninger.

  1. For det første er det blandt årsagerne til, at jeg blev jurist.
  2. For det andet elskede jeg latin, tysk og matematik (lærer Finn, efternavn: muligvis Andersen?). Det var så let: Man skulle bare lære reglerne, så kunne man resten uden at skulle tænke nærmere over det.
  3. For det tredje var jeg ikke videre skrap til engelsk (grammatik), for der er jo nærmest ingen regler, eller også er der tusindvis; man skal bare kunne høre, om det er rigtigt eller forkert. Selvfølgelig kan jeg begå mig på engelsk både i skrift og tale, men jeg er overbevist om, at det ikke er grammatisk korrekt.

Det er fuldkommen naturlige autismetræk. Der er ikke noget galt med mig af den grund. Sådan er det bare.

#Superkraft

For kort tid siden læste jeg korrektur på udkast til en artikel i Berlingske. Journalisten skrev bl.a.: “en virksomhed, hvor det er mere normalt at være unormal”. Jeg rettede det ikke, men jeg blev mopset over, at han kaldte os unormale, for så har han ikke fået øje på vores “superkraft”. Der ligger noget fordømmende og stigmatiserende i ordet “unormal”. Der er en del, vi ikke kan på grund af vores diagnose, men der er så sandelig meget, vi kan netop på grund af vores diagnose.

Psykologen har fx tit sagt, at “Er der en revne i væggen, ser en autist kun revnen og ikke resten af væggen”, og det har hun ret i. Sådan har jeg det også.

Min egen “superkraft” ligger fx i, at jeg ser alle detaljer, som ingen andre nogensinde vil opdage, det kan fx være et mellemrum for meget i en sætning. Af den grund er den omtalte virksomhed glad for, at jeg p.t. hjælper dem med korrektur på deres hjemmeside. Det er også årsagen til, at jeg har opbygget sprogdatabasen, der lige nu (1. februar 2023) rummer 675 eksempler på sludder og vrøvl skrevet af både professionelle sprogbrugere og private.

Billedet herunder er fra september 1982 på Statens Kursus til Studentereksamen. Det er mig i den (grimme) gule trøje i forreste række. Selve billedet er elendigt og gardinerne forfærdelige; alligevel er jeg glad for at have det. Jeg har fået det tilsendt af en af de tidligere klassekammerater, og jeg husker de fleste for- og efternavne.

Statens Kursus til Studentereksamen

Statens Kursus til Studentereksamen


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Pigen med den blå cykel

Pigen med den blå cykel

Pause fra psykologen

Pigen med den blå cykel

Jeg vil savne psykologen, for hun været i mit liv i otte år, men nu vil jeg prøve selv. Vi har “holdt øje” og skullet være helt sikre efter juni 2022, hvor jeg helt ex officio besluttede at stoppe med ECT. Alting er fint, og hun er for dyr at “hyggesnakke” med, selvom det kunne være skønt. For hun er både en hammerdygtig psykolog og et dejligt menneske.

Hun har gjort så ufatteligt meget for mig. Jeg er på mange måder taknemmelig. Hun har været med til at ændre mig fra firkantet til kun trekantet og siger konstant, at jeg er blevet “mildere”. Det er nok rigtigt; hun har jo tit ret. Havde hun ikke tit ret, var jeg ikke kommet igen og igen.

I dag samlede vi lidt op, for jeg synes, at jeg “kan selv”, og derfor vil jeg holde pause. Jeg kommer p.t. ikke med noget, der kræver en hardcore psykolog. Jeg kan have behov for en sparringspartner, men det er også noget lidt andet. Det trygge er, at jeg ved, at jeg kan vende tilbage formentlig i 4 – 7 år afhængig af, hvornår hun pensionerer sig selv. Har hun tid, vil hun altid putte mig ind. Måske dukker jeg op allerede i februar, måske først til sommer. Det afhænger af det levede liv.

Det er lidt sjovt, for det, hun vil huske, er “Pigen med den blå cykel” (normalt Regine Deforgés’ gamle roman). Det relaterer sig til en cykeltur på en blå cykel mellem Aakirkeby og Vestermarie ca. 1977. Der var en pige på en (naturligvis brugt) blå cykel. Jeg var på vej fra mit eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby til Vestermarie, hvor jeg boede i ca. fem måneder. Turen er ca. fem kilometer. Jeg var 14 år. Det var efterår.

Jeg husker glimrende, at jeg kiggede ned i grøften til højre for mig og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd; lad det blive nu. Jeg er klar; jeg har ikke flere ønsker”.

Hvorfor og hvordan jeg overlevede de seks år i Helvede, ved jeg ikke – måske bare fordi, det slet ikke er så let at tage livet af sig?  Jeg har prøvet senere i 2006.  Og det er ikke let. Jeg prøvede, men det lykkedes heldigvis ikke. Måske var jeg bare ikke skarp nok, men jeg havde kun 35 sovepiller, og jeg har senere lært af en psykiater, at man skal bruge mindst 100 nu til dags, eftersom man har pillet de farligste stoffer ud.

Hvorfor er det lykkedes at få det så meget bedre?

Jeg har siden ca. 1994 opsøgt nærmest Gud og hver mand i ønsket om at få det bedre. Det har kostet kassen. Det er bare ikke lykkedes før nu. Og hvorfor er det så lykkedes?

Det vigtigste for mig er, at hun aldrig har prøvet at lave om på mig! Jeg er firkantet, trekantet, meget andet kantet og helt forkert; jeg er på mange måder sær. Endelig mødte jeg en, der tog mig som den, jeg var. Det var en befrielse.

Når jeg fortalte, at det ikke sagde mig noget at slå i en pude, som var den “min mor”, forstod hun mig. Hun prøvede ikke at tvinge mig til det. Hun tvang mig ikke til at male og tegne, idet jeg ikke kan tegne så meget som en tændstikmand. Jeg vil ikke lave psykodrama, for jeg føler mig som en idiot. Alle de andre mente, at det kunne jeg godt finde ud af; men det kunne jeg ikke.

Det var en enorm befrielse at møde en, der ville gå med mig, lige der hvor jeg var. Endelig var der en, der ikke ville prøve at lave om på mig. En der forstod, jeg er styret af min hjerne og ikke af al resten. En der ofte anerkendte mig for blandt andet min IQ.

I fem år før jeg fik diagnosen “Aspergers syndrom” sagde hun “Du har måske nok nogle Aspergers-træk”. Efter udredningen hos Pia Bohn Christiansen, kom jeg glad med resultatet. Psykologen var på ingen måder overrasket, men hun må jo ikke udstikke diagnoser. Jeg tror, hun glædede sig sammen med mig, for det gav så meget ro. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid har været.

Jeg ved, jeg er sær, men jeg ved også, jeg har mødt en psykolog, der selv er “lidt sær” (undskyld Anette, men “at være sær” betyder “at være noget særligt”). Hun forstår til fulde, at jeg ikke gider sidde og lytte til noget a la “Hvordan synes du selv, det går?” eller “hrm …” eller “Ja, det kan jeg godt se. Hvad tænker du selv, du kan gøre?” Jeg har sat så stor pris pris alle på de gange, hun har sagt: “Vil du høre, hvad jeg synes?” Ja, for Fanden, det vil jeg gerne! Det er derfor jeg kommer; ellers kunne jeg jo ligeså godt blive hjemme.”

På gensyn!


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Glædelig jul til læsere og brugere

Glædelig jul til mine læsere og brugere

Jul med Aspergers syndrom

Glædelig jul til læsere og brugere

Først og fremmest ønskes du en glædelig jul med dem, du (forhåbentlig) holder mest af at være sammen med. Forhåbentlig har forventningerne ikke været så store, at de kun kunne skuffes. Forhåbentlig kunne du lide gaverne og forhåbentlig fik du mandlen også i år. Tak for alle dine kommentarer og besøg på hjemmesiden i år. De betyder meget for mig.

Jeg er selvvalgt alene men ikke ensom. Der er stor forskel på de to begreber. Alle dage skal ikke være ens og flyde sammen i en grå masse – selv om jeg ligesom Dan Turell holder af hverdagen – så jeg har selvfølgelig også fortæret det meste af en and og temmelig meget risalamande. Der er også til i morgen. Jeg sluttede aftenen med midnatsmessen fra Peterskirken, som det sig hør og bør, og glædede mig over at høre Pave Frans lange ud efter Putin fra sin kørestol. Det er ikke tit, han er så politisk.

Jeg havde en dejlig invitation til at være sammen med ditto mennesker men valgte at takke nej, fordi samværet med mange mennesker er utrolig anstrengende for den autistiske hjerne. Den overloades og er i en form for konstant alarmberedskab. Det er sikkert vanskeligt for jer “normale” at forstå, men for mig og mange andre autister er det et livsvilkår.

Julen er traditioner og måske også minder. Man skal være sammen med familien, hvis man har en. Det holder de fleste af. Julen kan også være svær: børnene skal efter en skilsmisse være hos den tidligere ægtefælle, mor blev igen for fuld, anden var tør, der er måske sygdom og død i familien eller noget andet, der bevirker, at “juledrømmen” kan gå itu. Efter den store opbygning, der har varet to måneder, kan det være svært at leve op til “juledrømmen”. Nogle får ondt i maven fra slutningen af oktober ved tanken om, hvordan de får det hele arrangeret til alles bedste i år.

Mit liv er anderledes. Jeg er mere en huleboer, der skal tage mig sammen til at gå ud i verden, eftersom jeg helst vil være hjemme ved min PC og mine forskellige særinteresser. Ikke mange vil hygge sig juleaften med at sætte en server op.

Psykologen har flere med Aspergers syndrom i sin praksis. Hun fortalte, at det at gå ud i verden, for mange autister er noget, der helst skal overstås, inden man kan komme hjem i hulen igen. Selvfølgelig må man gøre det af og til, hvis man ikke vil ende med at være alt for sær, og jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget brug for dem. Skriftlig kommunikation og telefonsamtaler er min foretrukne måde at holde de sociale forbindelseskanaler vedlige på.

Apropos telefonsamtaler

Jeg har kontaktet Ældresagen (i ét ord) med henblik på at blive “Telefonven”. Det går ud på, at jeg med jævne mellemrum skal ringe et menneske op. Jeg har fortalt foretagendet lidt om mine interesser og præferencer og er spændt på, om de kan finde et match inden for tre måneder. Den flinke kvinde, jeg talte med, lød tvivlende. Kan det ikke lade sig gøre, er det ærgerligt, men det er bedre at være ærlig med det samme end at kede mig efter fire samtaler, så give op og dermed måske skuffe et andet menneske. Det ville ikke være ordentligt, og en vis form for ordentlighed er en vigtig værdi for mig.

Jeg er glad for diagnosen

Med diagnosen følger nemlig en blåstempling af det at være meget anderledes og noget sær (set fra manges synspunkt). Endelig kan jeg blive den, jeg altid har været.

De fleste autister er utrolig styrede af deres hjerne. “Normale” mennesker mærker måske som eksempel en forelskelse som et gryende begær, som de handler på og som Francesco Alberoni skrev allerede i 2002 i “Forelskelse og kærlighed” er det en momentan form for sindssyge. Og det er da også charmerende.

Nu er det temmelig mange år siden, jeg har været forelsket, men så vidt jeg husker 🙂 (Nej jeg ved det – det var et spagfærdigt forsøg på humor) startede det hele med en utrolig fascination af hendes intellekt og viden. Resten dukkede først op senere. Først hjerne, derpå sansning. Det er virkeligheden for mange autister, og det har ikke meget med sindssyge at gøre.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

Af og til er webmaster glad

Af og til er webmaster glad

Spørgeskemaet lukker snart

Af og til er webmaster glad

Tonny valgte at give sig til kende, da han udfyldte spørgeskemaet, der gennem snart lang tid har huseret i bunden af artiklerne. Skemaet lukker den 31. december (i år), så du kan også lige nå det, og jeg er glad for ethvert svar. Og selvfølgelig er jeg glad for, at de fleste respondenter er tilfredse, men det kan også være, at de utilfredse bare ikke svarer!

Tonny skrev blandt andet

Hej Stegemüller

Tak for at jeg må møde dig gennem dine erindringer. Jeg ville gerne fortælle dig hele min historie, for at du ville kunne forstå hvilken værdi dine artikler har for mig. Det er meget bekræftende at kunne få lov at se verden lidt med andres øjne og få lov at føle, man ikke er den eneste, som kan opleve verden mærkelig og svær at finde sin plads i. Jeg er langt fra færdig med at sondere dine artikler, ikke mindst dem om livets skole som autist; jeg glæder mig til at læse videre. Tak for dig og din flotte hjemmeside; ville bare lige skynde mig at lægge en venlig hilsen, mens dit spørgeskema endnu er åbent.

PS: Det er skide svært at lave hjemmeside, og ikke mindst at finde på noget at lave den om så der også er noget godt indhold for de besøgende. Din side er super flot, og dit indhold er super relevant. Det er virkeligt et flot arbejde, du laver.

Venlig hilsen Tonny

Sådan en kommentar kan jeg selvfølgelig kun blive ganske enormt glad over en kold fjerde søndag i advent. Du skal have mange tak Tonny.

Han rammer plet med “… opleve verden mærkelig og svær at finde sin plads i”. Det er præcis sådan, det er. Han har også Aspergers syndrom, og vi er fælles om det med “mærkelig” og “svær at finde plads i”.

Mange af os autister oplever den indbyggede ensomhed ved at foretrække vores eget selskab, fordi det er enormt anstrengende at være i et større fællesskab. Som et banalt og håndgribeligt eksempel sov jeg sidste år 15½ time efter fint og dejligt samvær med gode venner juleaften. Så det er ikke bare noget, jeg bilder jer ind eller finder på. Det er fysisk faktisk – og jeg var temmelig forvirret, da jeg vågnede til TV Avisen 18:30 første juledag.

Så må man vælge, og man må være rede til at tage konsekvenserne af sit valg. Det kan betyde, at der er glansbilleder, der blegner, hvilket man skal vænne sig til. Jeg har lige set gudstjenesten fra Odder Kirke (lidt for dreven østjysk sprogtone til min smag), men den i øvrigt gode prædiken drejede sig om “juledrømmen”, der bor inde i den snebold, vi alle gerne vil forme i julen, når “Der er ingenting i verden så stille som sne” (Helge Rode, 1886) er afsunget og har lavet aftryk på den virkelige verden, der så er blevet kridhvid og frostklar.

Sandheden er, at det faktisk er uhyre sjældent, vi har hvid jul. DMI fortæller, at vi kun har haft hvid jul ni gange siden 1900, hvilket svarer til ca. hvert 13. år. Men drømmen om den hvide jul deler vi, og jeg lagde mærke til, at folk smilede mere på de frostklare solskinsdage i den forløbne uge.

Hvorfor bliver autismen “værre”?

Som absolut hovedregel er jeg glad for diagnosen “Aspergers syndrom”, fordi jeg endelig kan blive den, jeg altid har været. Der gik 56 år, før det lykkedes i 2019, men jeg vidste det allerede fra 2003; psykiatrien strittede af en eller anden underlig årsag imod en udredning. Selv manglede jeg bare en, der ville skrive under.

Til sidst tog egen læge sagen i egen “receptblok” og skrev en henvisning til udredning. Jeg ville have psykiater Pia Bohn Christiansen, fordi hun har speciale i både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skulle være hende, fordi det er svært at mærke forskel på en sygelig mani (hører til bipolar) og naturlige særinteresser (hører til autisme). Hun var god, og hun fortalte på et tidspunkt, da vi var næsten igennem forløbet, at hun “vidste det fra dag et”.

Af og til kan jeg bare tænke, at det er som om, den fylder mere og mere, som om det bliver “værre”, som om den spænder mere og mere ben for mig især i relation til “det relationelle”. Værre er i citationstegn, fordi det ikke er noget slemt eller dårligt. Det har jeg selvfølgelig vendt med psykologen. Hendes tanke er, at det altid har været sådan. Tidligere har jeg bare ikke tilladt mig at mærke det og ikke været opmærksom, fordi jeg har haft travlt med fx karrieren. Det giver god mening.

Postscriptum

Om fire timer skal jeg tale kirkeret med “min præst”. Det glæder jeg mig til. Vi skal undersøge, om regeringen virkelig kan afskaffe (formentlig) Store Bededag.

Du ønskes i mellemtiden en glædelig og fredelig fjerde søndag i advent – eller måske den 18. for som en skrev den 9. december: “I dag har jeg åbnet den niende advendsgave”. Det er godt klaret, når der kun er fire søndage i advent.


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.