/0 Kommentarer/i /af

Optaget af fortiden 2

Optaget af fortiden 2

Hvornår lærte jeg at gå?

Optaget af fortiden 2

Denne artikel ligger i forlængelse af “Optaget af fortiden” fra maj måned 2022.

Jeg havde været ude til frokost med en veninde. Linje 11 kører fra Rådhuspladsen til Hvidovre på bare 15 minutter. Selvom det var myldretid, var der ikke mange med. To sæder foran mit sad en mor med et barn i bæresele og en pige på ca. fire eller fem år på sin højre side. Pigen spurgte sin mor: “Hvornår lærte jeg at gå?” Moderen svarede: “Du var ca. ti måneder”.

Den korte dialog faldt fint ind i et af emnerne fra mit frokostbord. Vi havde blandt meget andet talt om spædbarnsterapi og Inger Thormanns metode gennem mange år. Hun arbejder med spædbørn, unge og voksne, der er tidligt traumatiserede af den eller anden årsag. Gennem 30 år har hun været ansat som psykolog på Skodsborg Observations- og behandlingshjem.

Jeg har aldrig haft nogen at spørge, hvornår jeg lærte at gå eller andre emner fra de første tre leveår, hvor der foregår en masse vigtige ting, som jeg har lidt teoretisk viden om fra psykologen.

Ingen har vidst noget:

  • De biologiske forældre har aldrig været til stede, idet jeg er resultat af et “One Night Stand” og afleveret til et børnehjem umiddelbart efter fødslen, der foregik “bag et blåt klæde”.
  • Adoptivforældrene vidste ikke noget om de første tre år, andet end hvad de kunne læse i Rigshospitalets (RH) journaler, som “min mor” ikke forstod og derfor smed ud efter råd fra Mødrehjælpen, og børnehjemmets notater.
    • Der står intet om “almindeligheder”, såsom hvornår jeg lærte at gå, hvor jeg fik mit fornavn fra osv. Inden jeg fik adoptionssagen, spurgte jeg “min mor”, hvor de hentede mig. Svar: “Et stort hvidt hus i Nordsjælland”. Det var vidensniveauet; de huse er der mange af i Nordsjælland …
    • Det eneste, jeg har fået fortalt, er, at børnehjemmet gav børnene for små sko på. Derfor ligger mine tæer ind over hinanden, og derfor ser man mig aldrig i sandaler.

Dette er allerede forsøgt

Jeg har styr på de hårde data via adoptionssagen. Og det er godt!

For et par år siden spurgte jeg RH’s Journalarkiv, om de havde yderligere dokumenter. En medarbejder stod på hovedet for mig men fandt intet.

Turen er gået videre til Rigsarkivet den 4. september 2021. De sender jævnlig sender en autogenereret e-mail om, at de stadig har meget travlt, så det er ikke min tur endnu. Chancen for at finde noget er minimal, da det selvfølgelig ikke er muligt at gemme alt, men jeg kunne jo være heldig.

Jeg har prøvet at finde socialrådgiverne fra Mødrehjælpen både i København og Holstebro. Chancen, for at de kunne fortælle noget, er urimeligt ringe. Og jeg fandt dem da heller ikke.

Det jeg gerne vil vide

Jeg vil gerne vide, hvad der fik RH til at levere mig retur til børnehjemmet efter et ca. seks måneder langt ophold. Et eller andet må have bevirket, at de anså mig for “rask”. Kom der nogle “damer” nogle gange om ugen og tog sig af børnene, lærte dem at gå, spise selv osv? Alt det der bevirkede, at jeg begyndte at “respondere”, som det hedder på psykolog-sprog.

Børnehjemmet indlagde mig, netop fordi jeg var holdt op med at respondere “… ligger så underligt sløvt og slapt hen” og “i mærkelige stillinger”. Der er noget helt galt, når børn gør det. Nogle mener, at de har givet op. Og børnehjemmet handlede således korrekt. RH afviser hele tiden, at jeg skulle være “… såvel somatisk som psykisk retarderet.”

Jeg har forgæves prøvet at fange en af mine tidligere overlæger for at spørge, hvad man som læge i forhistorisk tid mente, når man brugte ordet “retarderet”:

  1. “Retard” lig forsinket/senere
  2. “Retarderet” lig udviklingshæmmet og med lav IQ

Er det ikke bare ligegyldigt?

Jo, på en måde er det tindrende ligegyldigt. Andre mennesker interesserer sig heller ikke for “almindelighederne”, men når det er umuligt at få et svar, bliver svaret pludselig vigtigt. Jeg er klar over, at det kan lyde underligt.

Det er her Inger Thormann kommer ind i billedet. Vil hun via sine metoder kunne hjælpe med at afdække de sorte huller, altså alt det, der ikke er hårde data?

Jeg har det jo godt, så hvorfor rode i det? Jeg vil bare vide det! Lidt på samme måde som jeg i 16 år jagtede diagnosen Aspergers syndrom. Når en idé er født, forfølger jeg den; jeg er (med en venindes ord) “god til at holde snuden i sporet”.

Således også denne gang. Ergo har jeg set alle webinarer om spædbarnsterapien, hørt alle podcasts, bestilt bogen og ringet til Inger Thormann, fordi jeg simpelthen ikke kunne vente på, at hun ville vende tilbage et par dage efter at have modtaget min “synopsis”.

Hun har også en kollega, Inger Poulsen, hvis forskellige udsendelser, jeg begyndte at høre men hurtigt måtte slukke for. Der er noget ved psykoterapeuters indfølende og “drææævne” tale, jeg er allergisk overfor. Men hun bor nu også i Jelling, så det var på forhånd udelukket.

Jeg har en plan

Med Inger Thormann (bopæl: Holte) har jeg aftalt denne plan:

  • Bestil bogen (checkmark)
  • Læs bogen (den er undervejs)
  • Vend tilbage hvis det stadig virker relevant (det tror jeg, det vil gøre)
  • Gennemgå et kort effektivt forløb (4-5 sessioner).

Da jeg i virkeligheden ikke orker at rode flere mennesker ind i min mærkværdige forhistorie, spurgte jeg selvfølgelig min psykolog gennem knapt otte år, om hun har kompetencer inden for dette specielle område. Det har hun desværre ikke. Det er et ærligt, ærgerligt svar.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg skal være med i en podcast

Jeg skal være med i en podcast

Når andre kan, kan jeg også …

Jeg skal være med i en podcast

Efter at have lyttet til “Særklassens” episoder med Mathias Emil Nielsen fra GladTeknik (han er “stifter, IT-tekniker, Hardware- og Ubiquiti Broadband Wireless Specialist”) besluttede jeg at kontakte dem for at spørge, om de vil lave en episode med mig.

Det vil de gerne.

Det bliver spændende, for jeg har et budskab: Der er en masse, vi kan på grund af vores diagnose – ikke på trods af. Vi har en #Superkraft, det drejer sig “bare” om at finde den.

Her kan du læse om min #Superkraft, som går ud på, at jeg ser alle detaljer.

Særklassen er en podcast, der formidler personlige fortællinger om autisme og ADHD. Vi forsøger at nuancere kendskabet til diagnoserne og ikke mindst: udfordre de myter og fordomme der knytter sig til dem.

Ad myter og fordomme: Folk sagde i årevis til mig: “Du har ikke Aspergers syndrom, for du kan holde øjenkontakt …”. Det er en udbredt misforståelse, at vi ikke kan holde øjenkontakt. Nogle kan ikke, men mange kan. Det er ikke et diagnosekriterie.

Når man udreder for autisme, ser man efter tre ting

  1. Sociale kompetencer
  2. Forestillingsevne
  3. Kommunikationsevner
  4. Du kan læse mere om det i denne artikel.

Jeg brugte 16 år på at læse om Aspergers syndrom og til sidst manglede jeg bare en psykiater, der ville skrive under. En overlæge i Distriktspsykiatrien spurgte mig, hvad jeg ville med en udredning. Det lykkedes vist aldrig at få ham til at forstå, at jeg bare gerne ville vide det.

Sådan foregår optagelsen

Ann-Sophie, der er “Digital kommunikationsansvarlig” hos Sputnik, havde netop gået og tænkt på, at hun gerne ville lave en episode med en person, som var sendiagnosticeret (med Aspergers syndrom eller en anden autismespektrumforstyrrelse). Jeg er naturligvis klar over, at med ICD-11 sondres ikke længere mellem forskellige Autismespektrumforstyrrelser, men jeg vil til min dødsdag tænke, at jeg har Aspergers syndrom, for det var sådan, jeg blev diagnosticeret i april 2019, efter psykologen i årevis havde sagt: “Du har nok nogle asperger-træk”.

Vi har aftalt to datoer efter påske. Hvornår episoderne, for der bliver nok to, kan høres, afhænger af deres sendeplan, som jeg ikke kender.

  • Første dato: Et online for-interview med disse formål:
    • Vi mødes – skabe tryghed og afslappethed, når vi laver det optagede interview
    • Et overblik over min historie og sikring af relevante og skarpe spørgsmål, når vi optager
    • Viden om hvordan det reelle interview vil forløbe og afstemme hvilke veje, vi går ad.
  • Anden dato: Live-interviewet. Jeg er meget spændt på det.

Podcast er det nye “sort”

“Alle” lytter nu til dags til podcast lige bortset fra mig, for jeg har svært ved at holde koncentrationen, med mindre det er høj-interessant. De to udsendelser med Mathias faldt netop i kategorien høj-interessant, fordi jeg kender ham og hjælper i kulissen med firmaets hjemmeside. På mange måder fortalte han både om sig selv og om mig. Et eksempel: Vi har begge været “hjælpelærere” i folkeskolen.

Jeg har gennem længere tid overvejet, at jeg ville lave min egen podcast-serie, der skulle handle om Bipolar Affektiv Sindslidelse, god behandling i psykiatrien og om et langvarigt psykologforløb.

Det er strandet på, at man skal have godt lydudstyr (kan dog købes for ca. 1.000 kr.) og selvfølgelig på min tvivl om, hvorvidt jeg nu er dygtig nok, og om jeg har en eller flere historier, nogle gider lytte til. På samme måde som man skriver for at have læsere, laver man podcast for at få lyttere.

Jeg har læst adskillige artikler om, hvordan man laver en god podcast, nogle har lyst at lytte til. Formentlig vil jeg kunne lære det, og idéen er ikke lagt i graven.

Andre spændende projekter har imidlertid stået i vejen.

 

Jeg skal være med i en podcast

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Statens Kursus til Studentereksamen

Statens Kursus til Studentereksamen

Lærerne var dedikerede

Statens Kursus til Studentereksamen

Fra 1981 til 1983 gik jeg på Statens Kursus til Studentereksamen på Mynstersvej nr. 5 på Frederiksberg. Man blev student på to år, og jeg havde ikke mere tid til rådighed. Nogle tror fejlagtigt, at man så ikke tager en rigtig studentereksamen, når det i det almene gymnasium tager tre år. Huen er nøjagtig den samme – kravene er bare større.

Jeg tror, det var min fars ungdomskæreste (hende på 98 år) og hendes mand, der satte huen på mig. Det var en stor dag. Jeg var ikke med i hestevognen, som vel var skiftet ud med et motorkøretøj, for jeg skulle på arbejde i Irma …

Ad omveje har jeg fået lidt kontakt med to tidligere klassekammerater, der også tænker tilbage på Statens Kursus til Studentereksamen med glæde. De er enige i, at det var sindssyg hårdt, men at vi også lærte meget. Alle lærerne var utrolig dedikerede og brændte for at formidle viden og indsigt i netop deres fag.

Fx latinlæreren (Kirsten Rald): Det er lige før, jeg husker hendes formidling af Plinius (den ældre?) og Cæsar selv. Hun gjorde disse historiske personer til mennesker; herefter gik det lettere med konjunktiv og ablativ. Tog hun os ikke også med til Rom? I hvert fald har jeg været i Rom og gået rundt i Colosseum, og jeg vidste, hvad der var sket der.

I tysk (lærer: Kirsten Gjaldbæk) læste vi fx “Christiane F.” og lærte om anden verdenskrig og nazisme. I engelsk (lærer: Susanne Asmussen) læste vi blandt andet “Glasklokken” af Sylvia Plath og i dansk (lærer: Holger Larsen) blev vi introducerede til danske klassikere (fx “Jørgen Stein” af Paludan). Niveauet var virkelig højt.

Vi har 40-års jubilæum i år, og jeg har en idé om, at der kunne være sjovt at samles, men hvordan bærer jeg mig ad? Jeg kan finde mennesker i 1700-tallets skifteprotokoller, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan finde mine tidligere (og nu også “gamle”) klassekammerater.

Når man holder af regler

Jeg holder meget af regler, for så ved jeg, hvad der forventes af mig, og hvordan jeg skal agere. I den tid er min hjerne ikke på overarbejde, for der skal jeg ikke gætte mig til omverdenens krav og forventninger.

  1. For det første er det blandt årsagerne til, at jeg blev jurist.
  2. For det andet elskede jeg latin, tysk og matematik (lærer Finn, efternavn: muligvis Andersen?). Det var så let: Man skulle bare lære reglerne, så kunne man resten uden at skulle tænke nærmere over det.
  3. For det tredje var jeg ikke videre skrap til engelsk (grammatik), for der er jo nærmest ingen regler, eller også er der tusindvis; man skal bare kunne høre, om det er rigtigt eller forkert. Selvfølgelig kan jeg begå mig på engelsk både i skrift og tale, men jeg er overbevist om, at det ikke er grammatisk korrekt.

Det er fuldkommen naturlige autismetræk. Der er ikke noget galt med mig af den grund. Sådan er det bare.

#Superkraft

For kort tid siden læste jeg korrektur på udkast til en artikel i Berlingske. Journalisten skrev bl.a.: “en virksomhed, hvor det er mere normalt at være unormal”. Jeg rettede det ikke, men jeg blev mopset over, at han kaldte os unormale, for så har han ikke fået øje på vores “superkraft”. Der ligger noget fordømmende og stigmatiserende i ordet “unormal”. Der er en del, vi ikke kan på grund af vores diagnose, men der er så sandelig meget, vi kan netop på grund af vores diagnose.

Psykologen har fx tit sagt, at “Er der en revne i væggen, ser en autist kun revnen og ikke resten af væggen”, og det har hun ret i. Sådan har jeg det også.

Min egen “superkraft” ligger fx i, at jeg ser alle detaljer, som ingen andre nogensinde vil opdage, det kan fx være et mellemrum for meget i en sætning. Af den grund er den omtalte virksomhed glad for, at jeg p.t. hjælper dem med korrektur på deres hjemmeside. Det er også årsagen til, at jeg har opbygget sprogdatabasen, der lige nu (1. februar 2023) rummer 675 eksempler på sludder og vrøvl skrevet af både professionelle sprogbrugere og private.

Billedet herunder er fra september 1982 på Statens Kursus til Studentereksamen. Det er mig i den (grimme) gule trøje i forreste række. Selve billedet er elendigt og gardinerne forfærdelige; alligevel er jeg glad for at have det. Jeg har fået det tilsendt af en af de tidligere klassekammerater, og jeg husker de fleste for- og efternavne.

Statens Kursus til Studentereksamen

Statens Kursus til Studentereksamen

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Pigen med den blå cykel

Pigen med den blå cykel

Pause fra psykologen

Pigen med den blå cykel

Jeg vil savne psykologen, for hun været i mit liv i otte år, men nu vil jeg prøve selv. Vi har “holdt øje” og skullet være helt sikre efter juni 2022, hvor jeg helt ex officio besluttede at stoppe med ECT. Alting er fint, og hun er for dyr at “hyggesnakke” med, selvom det kunne være skønt. For hun er både en hammerdygtig psykolog og et dejligt menneske.

Hun har gjort så ufatteligt meget for mig. Jeg er på mange måder taknemmelig. Hun har været med til at ændre mig fra firkantet til kun trekantet og siger konstant, at jeg er blevet “mildere”. Det er nok rigtigt; hun har jo tit ret. Havde hun ikke tit ret, var jeg ikke kommet igen og igen.

I dag samlede vi lidt op, for jeg synes, at jeg “kan selv”, og derfor vil jeg holde pause. Jeg kommer p.t. ikke med noget, der kræver en hardcore psykolog. Jeg kan have behov for en sparringspartner, men det er også noget lidt andet. Det trygge er, at jeg ved, at jeg kan vende tilbage formentlig i 4 – 7 år afhængig af, hvornår hun pensionerer sig selv. Har hun tid, vil hun altid putte mig ind. Måske dukker jeg op allerede i februar, måske først til sommer. Det afhænger af det levede liv.

Det er lidt sjovt, for det, hun vil huske, er “Pigen med den blå cykel” (normalt Regine Deforgés’ gamle roman). Det relaterer sig til en cykeltur på en blå cykel mellem Aakirkeby og Vestermarie ca. 1977. Der var en pige på en (naturligvis brugt) blå cykel. Jeg var på vej fra mit eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby til Vestermarie, hvor jeg boede i ca. fem måneder. Turen er ca. fem kilometer. Jeg var 14 år. Det var efterår.

Jeg husker glimrende, at jeg kiggede ned i grøften til højre for mig og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd; lad det blive nu. Jeg er klar; jeg har ikke flere ønsker”.

Hvorfor og hvordan jeg overlevede de seks år i Helvede, ved jeg ikke – måske bare fordi, det slet ikke er så let at tage livet af sig?  Jeg har prøvet senere i 2006.  Og det er ikke let. Jeg prøvede, men det lykkedes heldigvis ikke. Måske var jeg bare ikke skarp nok, men jeg havde kun 35 sovepiller, og jeg har senere lært af en psykiater, at man skal bruge mindst 100 nu til dags, eftersom man har pillet de farligste stoffer ud.

Hvorfor er det lykkedes at få det så meget bedre?

Jeg har siden ca. 1994 opsøgt nærmest Gud og hver mand i ønsket om at få det bedre. Det har kostet kassen. Det er bare ikke lykkedes før nu. Og hvorfor er det så lykkedes?

Det vigtigste for mig er, at hun aldrig har prøvet at lave om på mig! Jeg er firkantet, trekantet, meget andet kantet og helt forkert; jeg er på mange måder sær. Endelig mødte jeg en, der tog mig som den, jeg var. Det var en befrielse.

Når jeg fortalte, at det ikke sagde mig noget at slå i en pude, som var den “min mor”, forstod hun mig. Hun prøvede ikke at tvinge mig til det. Hun tvang mig ikke til at male og tegne, idet jeg ikke kan tegne så meget som en tændstikmand. Jeg vil ikke lave psykodrama, for jeg føler mig som en idiot. Alle de andre mente, at det kunne jeg godt finde ud af; men det kunne jeg ikke.

Det var en enorm befrielse at møde en, der ville gå med mig, lige der hvor jeg var. Endelig var der en, der ikke ville prøve at lave om på mig. En der forstod, jeg er styret af min hjerne og ikke af al resten. En der ofte anerkendte mig for blandt andet min IQ.

I fem år før jeg fik diagnosen “Aspergers syndrom” sagde hun “Du har måske nok nogle Aspergers-træk”. Efter udredningen hos Pia Bohn Christiansen, kom jeg glad med resultatet. Psykologen var på ingen måder overrasket, men hun må jo ikke udstikke diagnoser. Jeg tror, hun glædede sig sammen med mig, for det gav så meget ro. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid har været.

Jeg ved, jeg er sær, men jeg ved også, jeg har mødt en psykolog, der selv er “lidt sær” (undskyld Anette, men “at være sær” betyder “at være noget særligt”). Hun forstår til fulde, at jeg ikke gider sidde og lytte til noget a la “Hvordan synes du selv, det går?” eller “hrm …” eller “Ja, det kan jeg godt se. Hvad tænker du selv, du kan gøre?” Jeg har sat så stor pris pris alle på de gange, hun har sagt: “Vil du høre, hvad jeg synes?” Ja, for Fanden, det vil jeg gerne! Det er derfor jeg kommer; ellers kunne jeg jo ligeså godt blive hjemme.”

På gensyn!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.