/3 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Podcast om katte og autismespektret: Livet med Jason og Josephine

Gemini Notebook

Podcast om katte og autismespektret: Livet med Jason og Josephine

Kan man forvandle seks artikler om livet med to killinger til en levende samtale mellem to mennesker? Det kan man åbenbart. Jeg har ladet AI omsætte mine seneste artikler om Jason, Josephine, Aspergers syndrom, væggelus, clickertræning og hverdagsliv til en podcast-lignende samtale. Resultatet er både fascinerende, overraskende og en smule futuristisk.

Jeg har taget et nyt værktøj i brug: Gemini Notebook.

De seneste seks artikler om mit liv med Jason og Josephine er kørt gennem værktøjet, så du i stedet for at læse kan lytte til artiklerne som en samtale mellem to podcastværter.

Det er dybt fascinerende, hvad AI kan.

Prøv at lytte til episoden, der er 20:17 minutter lang. Det er meget sjovere end at læse selv.

Og så kan man vaske op samtidig.

Episodebeskrivelse

Gemini Notebook leverede også denne præcise episodebeskrivelse:

“Disse kilder giver et dybt personligt indblik i Stegemüllers hverdag med de to nye killinger, Jason og Josephine, og hvordan deres tilstedeværelse fletter sig sammen med forfatterens liv med Aspergers syndrom.

Gennem observationer af kattes adfærd drages der paralleller til det autistiske spektrum, mens praktiske udfordringer som væggelus og frygten for larmende støvsugere beskrives med stor sårbarhed.

Teksterne udforsker også glæden ved at lære nye færdigheder inden for fotografering og clickertræning for at styrke båndet til dyrene.

Derudover introduceres læseren for faglige begreber som feromoner og det sjældne ord ailurofil, som betegnelse for en katteelsker.

Samlet set skildrer kilderne en meningsfuld proces, hvor både mennesker og dyr lærer at finde tryghed og fællesskab i et nyt hjem.”

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

To killinger – to personligheder

To killinger – to personligheder

De to billeder herunder viser meget mere end blot to søde killinger. De indfanger også forskellen mellem Jason og Josephine. Josephine betragter verden med rolige, undersøgende øjne og virker til at tænke sig om, før hun tager næste skridt. Jason møder derimod verden med åben nysgerrighed og en naturlig tillid.

Hvor Josephine langsomt har valgt mig til, virker Jason som en kat, der besluttede sig allerede den første dag. Netop derfor holder jeg så meget af disse billeder. De viser ikke bare, hvordan de ser ud, men også hvem de er.

To søskende med hver deres måde at møde verden på

Josephine

Det første, jeg lægger mærke til, er øjnene. Hun ligger afslappet, men ikke henslængt. Der er stadig en lille smule opmærksomhed i blikket, som om hun tænker:

“Jeg slapper af, men jeg holder stadig øje med verden.”

Poterne er trukket ind under hende, næsten som om hun beskytter dem. Det giver et forsigtigt og lidt eftertænksomt udtryk.

Ørerne står fremad, hvilket fortæller, at hun er nysgerrig og interesseret. Hun virker ikke vagtsom eller bange. Mere observerende.

Og så er der viskelæder-næsen. Den er en lille killingesnude, som nærmest fungerer som centrum i ansigtet. Når man ser på billedet, bliver blikket automatisk trukket mod øjne, næse og de lange knurhår.

Hele billedet siger til mig:

“Jeg stoler på dig, men jeg vil gerne selv bestemme tempoet.”

Det passer meget godt med den Josephine, jeg langsomt lærer at kende.

Jason

Jasons billede er næsten det modsatte.

Han ligger helt fladt på gulvet som en lille pandekage med poter og ører.

Blikket er direkte. Ikke udfordrende, bare meget åbent.

Der er noget uimodståeligt killingeagtigt over måden, han har lagt hovedet helt ned mellem forpoterne på. Han ligner en, der:

  • enten er ved at falde i søvn,
  • eller er ved at planlægge den næste vilde leg.

Man kan ikke helt afgøre hvad.

Hans store ører virker næsten for store til resten af kroppen. Det er sådan noget, der får killinger til at se ekstra nuttede ud. Naturen har nærmest designet dem til at udløse omsorg hos os.

Hvor Josephine virker eftertænksom, virker Jason umiddelbar.

Hans billede siger:

“Hej. Hvad skal vi lave nu? Jeg er klar.”

Hvis jeg skulle sætte én sætning på begge billeder samlet, ville det være:

Josephine ser ud som en kat, der har valgt mig til. Jason ser ud som en kat, der allerede havde besluttet sig på forhånd.

Clickertræning – fælles sprog mellem kat og menneske

Næste skridt bliver clickertræning. Formålet er ikke at lære Jason og Josephine cirkuskunster, men at skabe et fælles sprog, hvor de tydeligt kan forstå, hvornår de har gjort noget rigtigt.

Metoden er enkel: Først lærer katten, at lyden fra clickeren altid efterfølges af en godbid. Efter nogle gentagelser begynder katten at forbinde lyden med noget positivt. Derefter bruges clicket til præcist at markere den adfærd, man ønsker at belønne.

Hvis Josephine for eksempel kommer hen til mig af egen fri vilje, kan jeg klikke i det øjeblik, hun tager initiativ til kontakten, og derefter give en godbid. Hvis Jason sætter sig på kommando eller kommer, når jeg kalder, kan han få samme belønning. På den måde bliver clicket en slags besked, der fortæller:

Ja, lige præcis dét var det rigtige.

Clickertræning bygger på positive oplevelser og frivillighed. Kattene bliver aldrig tvunget til noget. De lærer ved selv at eksperimentere og opdage, hvad der udløser belønningen. Det gør træningen til en leg, som samtidig stimulerer deres nysgerrighed og intelligens.

For mig handler clickertræningen mindst lige så meget om relation som om læring. Den giver mulighed for at bruge tid sammen med Jason og Josephine på deres præmisser, styrke tilliden mellem os og give dem mentale udfordringer i hverdagen. Målet er derfor ikke perfekte tricks, men glade og trygge katte, der synes, det er sjovt at samarbejde med deres menneske.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

6 år efter eller 25 år efter? Balladen om Pia Olsen Dyhrs rådgiver

Folkedomstolen og gabestokken

6 år efter eller 25 år efter? Balladen om Pia Olsen Dyhrs rådgiver

Kan et menneske få lov at komme videre efter alvorlige krænkelser, eller varer dommen resten af livet? Sagen om Pia Olsen Dyhrs særlige rådgiver har fået mig til at tænke over forskellen på retssamfundet og folkedomstolen. Seks år kan føles som et øjeblik for den, der ser udefra, men som et helt liv for den, der har oplevet overgreb og krænkelser.

Sikke en ballade om Pia Olsen Dyhrs særlige rådgiver.

Oprindeligt var det min holdning, at hvis man udstået en fængselsdom på seks år, har man ved løsladelsen afsonet sin straf og sin “gæld” til samfundet. Man kan vende tilbage til samfundet med helt de samme pligter og rettigheder, man havde før dommen og indsættelsen. Og den særlige rådgiver var ikke en gang dømt ved en domstol. Han var “bare” bortvist fra partiet SF. Anledningen var en række meget alvorlige krænkelser. Der end ikke var politianmeldt.

Så måtte han selvfølgelig uden problemer kunne ansættes som særlig rådgiver for partiformand Pia Olsen Dyhr i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Nu er han dømt af en afskyelig folkedomstol, hvor der kun mangler gabestokken på torvet med forudgående kagstrygning. Hetzen er forfærdelig, og det samme er rådmanden på Frederiksberg. Hun har åbenbart ikke forstået hvilken skade, hun kan anrette på partiet. Eller ønsker hun i virkeligheden, at partiet tager en anden retning under en anden formand? Har hun en skjult dagsorden?

Ved nærmere eftertanke …

Jeg var til min “mors” bisættelse i Højby Kapel i Odsherred i december 2006. Paradoksalt nok kom jeg til at stå overfor hendes fraskilte ægtefælle – psykopaten – ved kisten.

Det var da 25 år siden, jeg sidst havde set ham. Det var rigtig ubehageligt, og selvfølgelig væltede de seks år i helvede fra 1974 – 1980 op. Der var dengang tale om daglige krænkelser, der begyndte i det små og siden udviklede sig til vanvid dag for dag.

Men jeg var naturligvis forberedt på, at jeg formentlig ville møde både ham og deres fællesbarn dvs. min halvbror, og jeg havde taget mine mentale forholdsregler:

  • Jeg gør min pligt med dertil hørende “ordentlighed”
  • Gravkaffen er uden mig
  • Mig kan de ikke kyse

Når jeg ser et fornavn som psykopatens i en kirkebog, må jeg skynde mig at rulle forbi, og der gik rigtig mange år, før jeg kunne sige hans navn højt – selv til psykologen. Der var vist tale om syv eller otte år.

Jeg kan stadig heller ikke udholde mænd med fuldskæg. De vækker fortiden til live.

Så måske forstår jeg Lotte Roed bedre. Men hun burde opsøge hjælp hos en dygtig psykolog til at bearbejde sin fortid.

Folkedomstolen

Seks år er ikke lang tid set i et livsperspektiv, når man har oplevet noget frygteligt. De dybe sår og ar forbliver.

Men jeg afskyr stadig folkedomstolen og den hetz, den krænkede part har sat i gang. Jeg synes, det er forkert, og at hun burde tage konflikten med sin partiformand i et lukket rum fremfor på de a-sociale medier og ved folkemødet på Bornholm. Men måske har hun en helt anden dagsorden?

Den mand, det hele drejer sig om, ville faktisk stå bedre, hvis han havde været meldt til politiet, var dømt ved en domstol og havde afsonet sin straf i et lukket/åbent fængsel. Der ville han være sikker på retssikkerhed og behandling efter bestemmelserne i retsplejeloven. Lige nu har han ingen retsgarantier.

Pøbelvældet har travlt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg tager på Vestjyllands Højskole til “Skriv dit liv”

Højskoleliv og energiregnskab

Jeg tager på Vestjyllands Højskole til “Skriv dit liv”

At tage på højskole er for mange ren sommeridyl – for mig er det også et spørgsmål om energi, mod og vilje. Med en forfatterdrøm, der ikke vil slippe, og et nøje planlagt energiregnskab i bagagen, tager jeg springet og drager til Vestjyllands Højskole for at skrive mit liv.

Åh, hvor jeg allerede glæder mig til igen at være på højskole. Jeg elsker at synge fra Højskolesangbogen til morgen- og aftensamlingerne. Det er mange år siden sidst. Jeg har ikke turdet – men nu skal det være.

Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem. Og for mig er fem mange – men nu vil jeg altså på højskole igen.

Marie Østergaard Knudsen, der har skrevet bogen, jeg p.t. (gen-)læser:

“Skriv om din slægt – sådan fortæller du om andre og bliver læst”,

holder kurset “Skriv dit liv” i juni måned på Vestjyllands Højskole. Og min forfatterdrøm vil ikke dø.

På side 87 skriver hun bl.a., “Min målgruppe for denne bog er slægtsforskere, der gerne vil skrive om deres aner.” Det er lige noget for mig, og jeg er nødt til at lære det. Historierne står i kø, men jeg ikke finde ud af det.

Psykologen ville juble over, at jeg drager ud fra mit eksil.

Jeg plejer ikke at holde sommerferie, for jeg kan bedst lide, når dagene er, som de plejer, men i år skal det være. Jeg har bestilt enkeltværelse, så jeg kan trække mig tilbage, når det er nødvendigt af hensyn til energiregnskabet.

Masser af “greb”

Jo mere, jeg læser i bogen, jo flere idéer har jeg til “greb”, som man måske også bare kunne kalde udgangspunkter. Steder i menneskers liv, hvor der sker noget livsforandrende, eller hvor de træffer eksistentielle valg:

  • Oldefar beslutter at rejse fra Frankfurt for at arbejde som hattemagermester på Brede
  • En af hans sønner og en svigersøn stjæler 20.000 hatte og 4 kilometer hattebånd fra Dansk Hattefabrik i Skodsborg
  • En anden søn melder sig til Frikorps Danmark og kæmper på Østfronten på tysk side
  • Morfar går “på tvang” med det lille husmandssted i 1925. Han tænker, at de, der overværer auktionen, mener, at han nu har sat det over styr, hans forældre havde bygget op
  • Far flytter fra Kgs. Lyngby til Vestjylland og skriver i et af sine breve “hjem”, at det bliver rart at komme til Sjælland i ferien, for “her siger de kun a’ og do”

Energiregnskabet

Jeg var til Danske Slægtsforskeres generalforsamling, fordi der var mange mennesker, jeg gerne ville træffe i den virkelige verden. Vi har kun skrevet sammen – nogle i 15-20 år.

Det var en lørdag, og først tirsdag fungerede min hjerne normalt igen. Jeg var fuldkommen udmattet. Da jeg gik hjem derfra, tænkte jeg “Det gør jeg aldrig mere”, selvom jeg havde forberedt mig grundigt: var udhvilet, stået tidligt op, drukket den gode morgenkaffe med den gode mælk, kørt med DSB 1. klasse, stillekupé osv.

Jeg havde dog ikke forudset, at anden deltager gerne ville følges fra stationen og derhen og samtalede hele vejen, og at en tredje deltager gerne ville underholde på stationen efter generalforsamlingen, lige til mit tog kom og reddede mig ud af kniben. Jeg havde mest lyst til at sige “Åh, vil du ikke godt tie stille”, men det gør man jo ikke, og der var ikke et sted, jeg kunne flygte hen.

Men nu tænker jeg, at det alligevel var det hele værd. Nu ved jeg, at det koster noget, og at depoterne langsomt fyldes op igen efterfølgende. Det tager bare nogle dage, men sådan er det at have Aspergers syndrom. Verden bliver god igen, jeg klarer det, men det tager sin tid.

Man skal ikke spørge en autist “Hvad kan du?”. Man skal spørge “Hvad koster det?”, hørte jeg Christina Sommer sige i en video. Og det koster noget at være sammen med andre, også selvom man gerne vil.

Men jeg skal altså på højskole.

Jeg glæder mig allerede helt vildt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.