/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg kan ikke finde roen

Jeg kan ikke finde roen

Send mig til en øde ø

Jeg kan ikke finde roen

»Roen« er ikke grøntsagen i den fede jord på Lolland og Falster; det er roen inde i mig, så jeg kan påbegynde min slægtsforskning og mine vandreture igen. Der skal ske for meget. Jeg venter hele tiden på en eller anden håndværker eller en fragtmand.

Sidstnævnte kommer den 8. oktober mellem 8 og 21 … Det er skam store fremskridt. Firmaets første mail oplyste, at fragtmanden ville komme mellem 8 og 21 i uge 41. Det var jo det rene Anders And. Jeg har købt en ny kontorstol (bare en billig) og et nyt underlag hos Kontormøbler.dk.

I dag kommer en VVS-mand og ser på mit toilet, der løber konstant, I flere år troede jeg faktisk, det var overboen, der tog nogle meget lange bade. Nu er det selvfølgelig holdt op med at løbe. Men så kan han måske se på køkkenhanen, der sidder temmelig løst? Fredag i næste uge skal jeg til tandlæge. Der er hele tiden noget.

Jeg leder efter dage, hvor jeg ikke skal noget. De ser ud til at indtræffe en gang i uge 42, hvor den eneste deadline er en artikel til Danske Slægtsforskeres medlemsblad »Slægtsforskeren«, som jeg for længst har skrevet, læst korrektur på og afleveret til redaktøren, som vist godt kunne lide den. Den handler om slægtsforskning i Tyskland og kommer med i decembernummeret af vores blad.

Send mig til en øde ø

Mandag skal jeg til Holbæk til psykologen, og som altid glæder jeg mig. Jeg medbringer altid en form for dagsorden med et tema for at få mest muligt ud af det. Temaet er denne gang »Send mig til en øde ø«.

Jeg synes simpelthen, at »det sociale« bliver sværere og sværere. Gad vide om det er fordi, jeg nu er mig selv og ikke maskerer så meget, som jeg opdager, jeg har gjort gennem hele livet? Det kunne være en årsag.

Jeg er i gang med at læse »Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler«. Den er egentlig skrevet til teenagers, men alligevel får jeg meget ud af den her 41 år senere. Den viser emner, som jeg aldrig har tænkt over. Fx at small talk kan være mere end irriterende snik snak.

Folk synes, jeg er »for meget«, når jeg bare er mig
  1. En bad mig direkte om at skrue ned, idet hun fik stress af mig. Jeg takkede selvfølgelig for hendes ærlighed, men jeg blev alligevel trist over det.
  2. En anden synes, jeg har meget energi. Hun sagde det på en virkelig sød måde, så det fik mig til at tænke. Der er desværre stor vejafstand mellem os, for jeg vil virkelig gerne møde hende. Det er et venskab in spe. Vi taler ofte i telefon, og der er gensidighed. Vi startede med vores fælles særinteresse, og efterhånden er vi nået til de mere personlige emner. Det følger fuldstændig NT’ernes logik. Jeg kan godt, eller også tager hun mig bare, som jeg er.
    • Bogen kalder det ‘Venskabspyramiden’, hvor man skal igennem de nederste niveauer, før man kan nå til toppen. Tjek evt. »The Social Thinking Clinic«.
  3. To medlemmer af den potentielle beboerrepræsentation værdsætter mit engagement men kan ikke selv følge med. Jeg har trukket mig ud, inden vi overhovedet kom i gang, for det stod lysende klart for mig, at alle opgaverne ville flyde hen til mig. Og der er noget, jeg hellere vil bruge min tid på.
    • De to nævnte, at jeg så bare kunne arbejde på en anden måde, men det kan jeg ikke.
    • Jeg er grundig, og jeg ser alle detaljer. Sådan er jeg bare, det er en del af min personlighed. Det kan jeg jo ikke lige lave om på. Hvis eksempelvis bekendtgørelsen om en beboerrepræsentation er nævnt, finder jeg den selvfølgelig frem. Jeg kan slet ikke lade være, og jeg synes, det er mærkeligt, at andre ikke gør det samme.
    • Et andet eksempel: Ali og hans kæreste spurgte, om de skulle stille glassene på plads i vitrineskabet. Det takkede jeg ja til. Bagefter var jeg nødt til at tage dem alle ud og sætte dem rigtigt ind igen fx ikke at blande whiskyglassene sammen med vinglassene osv.
    • Jeg er helt klar over, at andre synes det er mærkeligt, men jeg kan godt lide, at glassene står helt lige, så når jeg har sat dem ind på hylderne, retter jeg af med en lineal. De står lige målt på siderne, og der er også lige stor afstand mellem rækkerne. Det ser virkelig pænt ud. Men jeg er klar over, at andre ikke gør det samme. Det er faktisk så specielt, at den søde og dygtige psykiater, Pia Bohn Christiansen, der udredte mig, tog det med i udredningen, så jeg har det på skrift fra en top-professionel.
  4. En veninde i Sverige har vist trukket sig helt. Jeg kender ikke årsagen. Nu har jeg blokeret hende, for så er jeg selv »in control«. Man kan kalde det »kategorisk«, men jeg ventede meget længe på kontakt. Jeg var nok valgt fra på forhånd.
  5. Jeg har blokeret tre mennesker, der kunne minde lidt om familie. De kontaktede aldrig mig, og jeg vil ikke komme med hatten i hånden (jeg elsker det idiom, for oldefar var hattemagemester).

Samlet set viser disse fem eksempler, at noget er galt, men jeg kan ikke selv regne ud, hvad det er. Godt jeg har psykologen.

Dagens video

Jeg har gået lidt rundt i de øvrige værelser med en smartphone, så her har du dagens video, hvor du muligvis skal klikke på teksten »1. De øvrige rum« under den sorte ramme.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Engang var jeg så bange

Engang var jeg så bange

ECT holder mig kørende

Engang var jeg så bange

Jeg kan ikke falde til ro men er lidt oppe at køre, men det er okay og naturligt, for jeg skal til ECT i morgen – og jeg har sovet længe i dag søndag, så jeg er bare ikke træt.

Jeg tænker tilbage på den lange periode, hvor jeg var så bange for ECT. Det var fuldkommen ubegrundet og irrationelt, men sådan er angst, og som den, der lider af det, ved man det godt selv. Jeg kan ikke huske, hvor længe det varede, men det var flere år. Det værste var, når jeg satte nøglen i min hoveddør for at låse, og denne tanke kom et eller andet sted fra “Det er sidste gang, jeg låser min dør”. Det var virkelig ubehageligt. Så er man altså bange for at dø!

Når jeg lagde mig på lejet i ECT-rummet og forsøgte at slappe af efter mange timers anspændthed, piblede tårerne frem, og jeg syntes, det var pinligt, for minimum tre mennesker så til.

Nu er det noget, der skal overstås, så jeg kan komme hjem og sove nogle timer, drikke kaffe og få noget mad efter en lang faste.

Jeg er glad for behandlingen, for det er den, der holder mig kørende. Med psykiatri-termer hedder det, at den sørger for, at jeg er stemningsneutral, altså hverken depressiv eller manisk; sådan i “midtersporet” lige der hvor jeg skal være.

Der er ingen bivirkninger sammenlignet med de bivirkninger, jeg fik af medicinen. Måske en lillebitte smule problemer med hukommelsen, men jeg synes det faktisk ikke. Og jeg har jo i det hele taget vænnet mig til at huske lidt dårligt – og mine telefonvenner har også vænnet sig til det. Jeg siger ofte: “Hvis jeg har fortalt dette før, må du sige til; så har jeg bare glemt det”.

Dengang jeg syntes, der var en stor indflydelse på hukommelsen, var jeg ret syg, og på det tidspunkt kan man ikke afgøre, om det er sygdommen i sig selv, der påvirker de kognitive funktioner, eller om det er ECT.

Derfor er angsten forsvundet

Jeg har vendt og drejet angsten med psykologen adskillige gange. Essensen er:

  • ingen vil mig noget ondt
  • jeg er ikke på vej til skafottet
  • jeg har selv valgt behandlingen.

Det må være de samtaler og de tre bullets, der gør, at angsten er forsvundet.

Jeg kan dem udenad og lægger især vægt på, at det er mig selv, der har valgt behandlingen. Det er et utrolig flot tilbud fra psykiatriens side, men det er selvfølgelig også billigere at se mig samlet set en lille times tid hver tredie eller femte uge, fremfor at jeg optager en seng på en afdeling i et par måneder.

Et gammelt interview til “Hendes Verden”

I november 2018 gav jeg et interview til “Hendes Verden” (som engang hed “Flittige Hænder”) om netop ECT men også om bipolar affektiv sindslidelse. Bortset fra at jeg ikke kunne få journalisten til at kalde det ECT fremfor “elektrochok”, er det blevet nogenlunde.

Skulle du have lyst, kan du høre det her. Det varer samlet 55 minutter.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Engang var jeg så bange

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Der er ting, man ikke taler om

Der er ting, man ikke taler om

Ensomhed og at “få tiden til at gå”

Der er ting, man ikke taler om

En telefonsamtale med en ven inspirerede mig til denne artikel: at skrive om det man ikke taler om.

Der er sikkert mange ting, man ikke taler om, men det er helt sikkert, at man ikke taler om hverken, at man føler sig ensom, eller at man ikke kan få tiden til at gå.

Jeg vil starte med at indskyde, at ingen af delene længere gør sig gældende for mig.

Om ensomhed

I marts 2016 skrev jeg en artikel, jeg kaldte “Angst og ensomhed”, om en påske fyldt med begge dele. Puha – hvor var livet dog ubehageligt og usikkert dengang. Hvor er det dejligt, at det er datid. Jeg følte mig så ensom, og overvejede blandt andet, om jeg overhovedet havde behov for en telefon, idet den alligevel aldrig ringede.

Der er meget stigma knyttet til ensomhed. Hvis man siger, man er ensom, så kan det jo være fordi, man er så kedelig at være sammen med, at der ikke er nogen, der gider en? Måske er en ens sfære så begrænset, at ingen gider tale med en? Måske er man så syg, at man kun kan tale om – og tænke på – sygdommen?

Der kan være uendeligt mange årsager til ensomheden, der under alle omstændigheder er tabubelagt. Har du måske nogensinde set et opslag på Facebook fra et menneske, der starter med at skrive: “Jeg føler mig så ensom”? Jeg kan huske, at jeg havde mange overvejelser om at udgive artiklen fra 2016, fordi den kunne gøre mig endnu mere ensom, end jeg allerede var, og det var ikke det, jeg havde behov for.

Dengang var jeg syg, angst og ensom, men det var også før, jeg havde accepteret, at jeg synes vældig godt om at være alene.

Mit mantra er nu: “Jeg har ikke noget imod andre mennesker, men jeg har ikke så meget brug for dem”.

Jeg er sammen med min bedste ven ca. en gang om måneden. Jeg ser psykologen en gang om måneden, og jeg ser min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien hver tredie uge, og så er behovet for at være fysisk sammen med nogen dækket.

Til gengæld holder jeg vildt meget af at føre timelange telefonsamtaler med alle de dejlige og kloge mennesker, der er i mit liv.

Det er sådan, jeg “holder de sociale forbindelseskanaler åbne”, og det passer mig utrolig godt.

Om at få tiden til at gå

Når jeg tænker over det, er der vist også stigma knyttet til at indrømme, at man har svært ved at få tiden til at gå. Det er jo ikke videre flatterende at sige, at det kan man ikke, for så er man måske så dum, at man ikke kan finde sig en hobby?

I virkeligheden overvejer jeg ofte, hvordan jeg nogensinde fik tid til at gå på arbejde. Det oplever jeg, at mange pensionister overvejer. Efterhånden kender jeg ikke længere nogen, der stadig er på arbejdsmarkedet. Det skyldes selvfølgelig, dels at jeg selv er blevet “gamlere”, dels at jeg har viet mine resterende år til slægtsforskning, der typisk er noget, folk begynder at interessere sig for, når de kommer op i alderen. Jeg var et særsyn, fordi jeg begyndte at slægtsforske, allerede da jeg var 40 år.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har haft problemer med at “få tiden til at gå”. Jeg har vist altid interesseret mig for et eller andet og i de erhvervsaktive år, fyldte arbejdet det meste af tiden, så der var slet ikke tid til ikke at kunne få tiden til at gå.

Gennem årene har jeg mødt mange medpatienter, der havde det så dårligt, at de ikke kunne have en hobby. Hvis hjernen hele tiden er beskæftiget med at høre stemmerne, der taler nedsættende til en eller med tanken om, at “verden vil være et bedre sted uden mig” (hvilket er en forfærdelig tanke – been there, done that), så kan man ikke dyrke en eller flere (sær-)interesser, og så er det klart, at man kan have svært ved få tiden til at gå, og så kan det være, tiden skal slås ihjel med et abonnement på Netflix …

Lyt til Line Trine Dalsgaard

For kort tid siden hørte jeg et interview med Line Trine Dalsgaard. Hun er sygeplejerske med en kandidat i pædagogisk psykologi, og hun fortalte om, hvor sundt det er at have en hobby, fordi hjernen bare elsker de små mikrosejre, det giver, når der er noget, der lykkes; måske finder man Maren Hansdatter i 1712, som man ellers havde opgivet for flere år siden.

Det er endvidere godt for nervesystemet at have en hobby, fordi man bliver beroliget.

En hobby gør, at man føler, at man dur til noget, og man kan producere et eller andet. Og det “et eller andet” kan være et svært puslespil, strikketøj, slægtstavler osv. Det er ligegyldigt. Måske glæder man nogen med det, man har produceret, eller en hobby kan være en vej ind i nogle fællesskaber. Selv elsker jeg fx at tale slægtsforskning eller at hjælpe nogen i gang med TNG. Der føler jeg jo, at jeg dur til noget.

I forskningen om hobbyer er fokus ofte på det, man kalder “flow”, der er et menneskes oplevelse af selvforglemmelse, hvor man simpelthen glemmer tid og sted. Det er så sundt. Jeg kan jo fx læse kirkebøger i 12 timer i træk uden at tænke på mad og drikke. 

Line arbejder for Ulykkespatientforeningen, så hun tager udgangspunkt i, at man fx glemmer de smerter, ulykken har medført, eller at man måske glemmer bekymringerne om fremtiden efter ulykken.

Der er ting, man ikke taler om

Du kan høre Line her. Hendes fortælling varer 3:48 minutter.

  • Hvis du selv har en hobby, vil du blive ekstra glad for at lytte til hende. Hun forklarer nemlig, hvorfor du gør det, du gør.
  • Hvis du (endnu) ikke har en hobby, skal du lytte til hende for at få en forklaring på, hvorfor du bør finde en.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Satte det på plads med psykologen

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Efter mange, mange samtaler med psykologen ved jeg, at jeg aldrig går forgæves! Jeg har 100 lydfiler med vores samtaler.

Jeg har simpelthen Danmarks dygtigste psykolog – og jeg er noget bekymret over, hvad jeg skal gøre, når hun bliver gammel nok til at gå på pension om vist fire år. Jeg finder jo ikke bare en anden.

Før Anette har jeg haft et utal af “hjælpere”, men hun er den første, der har mødt mig lige præcis der, hvor jeg nu en gang er. Hun accepterer, at jeg er et “hjernemenneske”, og at jeg hverken skal tegne, male eller stå på et ben … eller hvilke forslag, der nu kunne dukke op. Min tilgang til livet og verden er analytisk, og den følger hun. Hun har aldrig nogensinde forsøgt at lave om på mig. Hun har måske vænnet sig til mig … 🙂

Vi er der, hvor jeg ikke længere kommer med “store ting”, for dem er der ryddet grundigt ud i, men det var der så sandelig også behov for. Nu er det mest “justeringer” af dagligdags hændelser. Jeg er tryg ved, at jeg kan dukke op med både stort og småt. 

Det er indregnet i budgettet som en omkostning ved at være i live.

Konklusionen er:

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst. Rejsen var ikke udelukkende en fiasko.

Vi vendte turen til Tyskland, og det var dejligt at få den sat endeligt på plads. Jeg havde gået rundt en lille uge og været lidt ved siden af mig selv og ikke kunnet få gang i hverdagen igen.

Jeg kom både frem og tilbage til Frankfurt (Oder), hvilket for bare et par år siden havde været helt utænkeligt. I 2017 kunne jeg fx dårligt tage med Folkekirkens Nødhjælp på seminar på Nyborg Strand. Et år eller to senere gik det ikke at tage på Borups Højskole inde ved Holmens Kanal i fem dage – på dag et tog jeg hjem med et angstanfald i bagagen. Havde jeg lyst til den slags udskejelser nu, tror jeg, det ville gå, men det har jeg ikke, for der er for mange deltagere til min smag. For mig er fem personer (for) mange.

Ubehaget, utrygheden og ængsteligheden fyldte for meget. Det var bare ikke fedt hele tiden at skulle navigere i ukendt farvand. Skulle udlængslen atter gribe mig, håber jeg, at jeg vil komme i tanke om dette. Jeg er ganske enkelt gladest herhjemme ved mine egengenerede projekter. Nogle kan mene, det er mærkeligt, men sådan er det.

Jeg hader forandringer, hvilket er et normalt autistisk træk. Det havde jeg bare glemt, fordi min autisme ikke fylder for mig. Måske mener nogle, at jeg er vældig autistisk, men det synes jeg ikke selv.

Og så er der vel også noget aldersbetinget ved det:

  • Før i tiden hoppede jeg på en bus og regnede med, at det var den rigtige retning. Og var det forkert, hoppede jeg bare af og kørte den modsatte vej. Den tid er ovre.
  • Nu vil jeg fx helst vide, hvad der står på toget, hvornår det kører, hvilket spor det kører fra, hvor mange stop der er undervejs, hvornår det ankommer og hvad det koster.
  • Og jeg vil gerne have en god tidsmæssig margin, så jeg ved, at jeg ikke kommer for sent. Jeg hader at komme for sent – eller rettere: Jeg tror ikke, jeg nogensinde er kommet for sent.

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.