,

Om at gøre svære ting lette

Om at gøre svære ting lette

“Hemmeligheden i al Hjælpekunst”

Om at gøre svære ting lette

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Citatet af Søren Kierkegaard er så kendt, at det næsten er kvalmt, men manden havde jo ret. Vil man hjælpe nogen med noget, må man først forstå, hvor den anden “er”. Hvis du følger linket, kommer du til Teologisk Fakultets side med en samling uddybende Søren Kierkegaard-citater, og de er slet ikke uinteressante.

Hvis man vil forstå det knapt så floromvundet, kan man måske sige, at der til hjælpekunst også hører at gøre svære ting lette? Det er i hvert fald min hjemmegjorte fortolkning og udbygning.

Disse skal gøre svære ting lette

Mange har til opgave at gøre svære ting lette. Det kan være:

  • præsten, der skal udlægge dagens tekst
  • lægen, der skal give en besked
  • psykologen, der skal give et liv op ad bakke en mening
  • juristen, der skal forklare et regelsæt
  • sprognørden, der skal forklare anvendelsen af (skrift-)sproget
  • webmasteren, der skal få styr på vedligeholdelsesprocesser og kaos
  • slægtsforskeren, der skal hjælpe begynderen
  • konsulenten, der skal hjælpe kunden
  • moderen/faderen, der skal lære barnet noget.

Og der er mange flere, som står med “bøvlet”, og som må forstå, hvordan de dog bærer sig ad i stedet for at give op.

Når man er konsulent eller laver frivilligt arbejde

Jeg laver noget frivilligt arbejde, hvor jeg tit skal forsøge at lære fra mig om sprog og om udvikling og vedligeholdelse af hjemmesider. Opgaven har karakter af konsulentvirksomhed.

Regel nummer 1 er helt sikkert, at det altid skal foregå i en positiv ånd. Det var jeg længe om at indse, og 10-øren faldt faktisk først, da jeg blev spurgt: “Hvordan foretrækker du selv at lære?”. Skal læreren stå med løftede pegefingre og påpege samtlige fejl og mangler, eller skal det foregå i en positiv ånd? Der var ingen tvivl om svaret.

Regel nummer 2 stammer faktisk fra en samtale, jeg havde med psykologen, fordi jeg besværede mig over, at mine “processer” ikke blev værdsat. Flid, bøvl, stringens og opdagelse af tusindvis detaljer blev bare taget for givet af min bestiller, og det var jeg temmelig knotten over. Og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen med min sure mine. Jeg følte ikke, at mit arbejde blev værdsat og oplevede det som en vældig disrespekt, som gjorde det frivillige arbejde mindre sjovt. Jeg var på nippe til helt at droppe det.

Hun sagde noget klog (igen): Det er ligesom at være mor (eller naturligvis at være far). En mors opgaveløsning/processer bliver heller ikke værdsat – den/de bliver taget for givet. Der er købt ind, der er mad på bordet, der er rent tøj, der er ryddet op og gjort rent. Det anses som en selvfølge, og hun får ingen tak for det. Men var hun der ikke, ville det blive opdaget, senest når vasketøjsbunken voksede teeageren over hovedet.

I virkeligheden har jeg “sejret ad helvede til”, for der er mange ting, der har været svære eller næsten uoverskuelige, men de ser så lette ud, at ingen tænker på at sige “Det var da helt fantastisk” (eller hvad jeg nu gerne ville have hørt).

Derfor dropper jeg det ikke bare

Nu har jeg accepteret min mor-rolle, for jeg vil jo ikke miste den følelsesmæssige gevinst, jeg har ud af det frivillige arbejde:

  • jeg kan stadig noget
  • jeg kan stadig bruges til noget
  • jeg har glæden ved at producere noget, der rækker længere end til mig selv
  • jeg har behov for at producere, idet min identitet altid har været baseret på det
  • jeg kan noget, bestilleren ikke kan
  • der er nogle, der en gang imellem siger tak (hvis de en dag tilfældigvis kommer til at tænke på det 🙂 ).

Om at gøre svære ting lette


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Resultatet af SPQ-spørgeskemaet

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Når der kun skal mere end 70 point til, og jeg får næsten det dobbelte, nemlig 133, må man sige, at jeg virkelig er en klassisk Systemizer. “Delresultat: Opmærksomhed – detalje” med 8 ud af 8 er ingen overraskelse. Det taler for sig selv.

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Den korte beskrivelse af et menneske med en klassisk Systemizer-profil er:

Personer med en klassisk Systemizer profil får 70+ point

At være klassisk Systemizer betyder, at man har en større evne eller lyst til at løse faglige arbejdsopgaver og en væsentlig mindre evne eller lyst til at tilpasse sig socialt, end de fleste mennesker i befolkningen.

Jeg vover at dele mine resultater her, fordi de virkelig er sjove – fordi jeg stoler på mine læsere, og fordi det, man kan læse, selvfølgelig er generisk; det viser altså ikke mine konkrete og personlige svar. Du kan selv tage testen ved at klikke på “Test dig selv” på sidens menu.

Mine hovedresultater ses i denne tabel, men vil du læse begrundelsen for de forskellige delresultater, skal du klikke på linket. Du kan ikke klikke på billedet.

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Du nævnte noget om Asperger

En overgang kom jeg i Akutteamet på Psykiatrisk Center Glostrup. Jeg havde kontakt til en sindssyg dygtig farmaceut og en ditto overlæge, der arbejdede tæt sammen. Kontakten varede ca. 1 – 1½ år begyndende i sommeren 2018. Jeg skrev en artikel til POV, som stadig (januar 2024) ligger der. Artiklen drejer sig om bivirkninger af medicinen og om samarbejdet mellem os tre.

Jeg sendte dem fx ugentlige Excelfiler med registrering af bivirkninger, obstipation, restless legs syndrome, søvn, antal skridt osv. Så havde vi noget konkret at tale ud fra, men det er nok ikke så ofte, de oplever den slags.

I starten syntes de måske, det var lidt fjollet, men mit klare indtryk er, at efterhånden som der kom flere og flere data, blev rapporterne mere og mere valide, interessante og givende for vores samtaler. Og regnearkene var gode til at fortælle om ændringerne i medicinen, også betød ændringer i bivirkningerne. Jeg var så bange for at ændre på medicinen, fordi jeg havde været i den neutrale fase i 18 måneder. På den anden side, kunne jeg ikke udholde bivirkningerne længere.

Men der er selvfølgelig ikke noget at sige til, at Kasper sagde: “Du nævnte noget om Asperger”. Herregud jeg havde jo serveret en stor del for ham vha. Excelfilerne. Han skulle få mistanken.

I sommeren 2018 skrev jeg dette:

Kasper havde sat en time af eller også tog han sig tiden. Han lukkede låget på computeren, og sagde “du nævnte noget om Asperger”, og så flød ordene ud af munden på mig. Jeg fortalte om de tanker, jeg har gjort mig siden 2003, og om mine bestræbelser på at finde en psykiater, der har forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vi talte frem og tilbage, og det var tydeligt, at han bestemt vidste, hvad han talte om – og hvad jeg talte om. Vi var på bølgelængde. Jeg følte mig mødt. Det var så rart. Alle andre prøver at sige, at det nok er lidt pjattet, og hvad vil jeg nu med det? Mit svar er bare, at jeg vil gerne vide det.

Jeg har ikke altid følt mig mødt

Det har af og til været vanskeligt at få diverse behandlere i psykiatrien til at forstå, at jeg for det første vidste, hvad jeg talte om, eftersom jeg havde øvet mig siden 2003, og at jeg for det andet anså det som en form for menneskeret at vide, hvad der foregår i hovedet på mig. Hjernen er trods alt forholdsvis vigtig …

Flere har virkelig sagt om en udredning for Aspergers syndrom: “Hvad vil du med det?”. Det viser en grundlæggende og manglende forståelse for, hvordan det er at være patient. Det kan være vældig svært at svare på, hvad man vil med det, når man endnu ikke har prøvet det. Derfor blev mit svar til de uforstående ofte bare: “Jeg vil bare gerne vide det!”

Psykologen havde i ca. 3 – 4 år sagt “Du har nok nogle Asperger-træk”, og nærmere må hun ikke komme, da hun ikke er specialpsykolog – dvs. hun hverken må eller kan udstikke diagnoser. Og det er da et fint system, vi har, selvom jeg ofte har undret mig over de vandtætte skotter mellem psykiatri og psykologi. Det betyder fx, at jeg som patient selv skal bære informationer frem og tilbage mellem de to enheder/systemer. Okay jeg kan godt, men hvad med dem, der ikke kan?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

Vidunderlige Valomand

Vidunderlige Valomand

Hjerne som en computer

Vidunderlige Valomand

Den seneste tid har flere nævnt “Valomanden”, og jeg blev opmærksom på, at jeg aldrig havde set den oprindelige DR-Dokumentar fra september 2001. Den rørende 58 minutter lange udsendelse kan ses kvit og frit på Bonanza.

I programinformationen skriver Danmarks Radio:

Portræt af autisten Martin Gunnarsen. Som treårig var han besat af benzinmærker. Som femårig vidste han alt om broer, og da han var otte, var hans værelse fyldt med Valosæbepakker. I dag er han 46 år gammel og samler stadig. Han har en hjerne som en computer, en enorm omgangskreds og en svaghed for smukke lyshårede piger. Kalendere, togplaner eller telefonbøger bruger han aldrig. Han har det hele i hovedet. Åndssvag lød eksperternes dom dengang i 1960. I dag ved vi, at Martin er autist. DR-Dokumentar fortæller hans forunderlige historie.

Man kan kun holde af ham og af de mennesker, han omgiver sig med. En vigtig brik i spillet er hans omsorgsfulde mor. Hun fortæller fx om, at han som lille er indlagt på Dronning Louises Børnehospital i 17 forfærdelige døgn. Efter en uge får hun allernådigst lov at besøge ham og se ham gennem en glasrude. Hun siger blandt andet: “Der sad han og kiggede på sine hænder og så ud som en, der havde opgivet det hele”. Åh herregud … den slags kan jeg slet ikke tåle, uden at tårerne står i kø. Hospitalet diagnosticerede ham som “åndssvag”.

Forældrene troede ikke på dommen, for de mente, at Martin manglede flere træk, som i hvert fald nogle åndssvage har. De mente, at nogle åndssvage er opsøgende, mens de vidste, at Martin helst gik sine egne veje i sin egen verden og havde sine egne lukkede systemer. 

De tog ham blandt andet til en “klog mand” i Tyskland, der gjorde et eller andet med nogle stemmegafler, som han placerede forskellige steder uden på hovedet. Ingen blev klogere af det.

Hjemvendt finder de endelig Himmelev Børnehjem, hvor forstander Sofie Madsen med det samme ser, at “han er da vist en af vore”, da hun har set Martins fascination af vinduer og vindueshasper. På ingen tid lærer Martin, der da er 10 år, at læse, stave og skrive – og naturligvis geometri. Som moderen siger med en pegende bevægelse mod hjerneskallen: “Han havde jo altså noget herinde; det skulle bare kaldes frem.”

Ud af en tangent: egne erindringer

Af en eller anden årsag kom jeg til at tænke på dengang jeg som barn (før 1973), gik rundt og besvimede. Helt umotiveret faldt jeg bare om midt i leg eller noget andet. Det var, mens min far levede, så mine forældre handlede på det og tog mig til specialister – formentlig neurologer – i både Randers og Viborg. En overgang troede man, jeg havde epilepsi, men det havde heldigvis intet på sig. Da man aldrig fandt en årsag, skulle jeg bare “vokse mig fra det”. Og det virkede da også. Dengang skulle børn vokse sig fra det meste.

Af og til har jeg overvejet om besvimelserne havde med Aspergers syndrom at gøre? Gad vide om det var det, man i dag ville kalde nedsmeltninger? Det er selvfølgelig ligegyldigt nu så mange år efter, men tanken taler om tiden.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Når (hårdt) arbejde belønnes

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Vi mennesker har altid haft en naturlig trang til at forstå vores rødder og forbindelser. Slægtsforskning tilbyder en unik mulighed for at grave dybt i denne forståelse, men hvad er det, der gør denne søgen så fængslende? Svaret kunne meget vel ligge i vores hjerners belønningscenter, også kendt som dopamincenteret.

Af flere årsager har jeg gennem en del år prøvet at lære noget om hjernen og dens funktioner.

Om dopamin og neurotransmittere

Dopamin er en neurotransmitter, der spiller en central rolle i hjernens belønningssystem. Når vi opnår noget, vi har arbejdet hårdt for, frigives dopamin, hvilket giver os en følelse af tilfredsstillelse og glæde. Hjernen higer altid efter dopamin. Den bliver nærmest glad, bortset fra at hjerner selvfølgelig ikke har følelser. Det er os selv, der bliver glade.

En neurotransmitter er en kemisk budbringer, der overfører signaler i kroppens nervesystem. Dette sker over synapser, som er de små kløfter mellem nervecellerne. Når en nervecelle sender et elektrisk signal ned gennem den enkelte nervetråd, frigives neurotransmittere fra cellekroppens ender. Disse kemiske stoffer krydser synapsespalten og binder sig til specifikke receptorer på den modtagende celle. Dette kan enten aktivere eller (for-)hindre den modtagende nervecelle og dermed fortsætte eller stoppe signalet.

Dopamin og slægtsforskning

Når vi sidder i timevis og gransker gamle kirkebøger, folketællingslister eller andet arkivmateriale i jagten på en længe tabt slægtning, og vi endelig finder den person, vi har ledt efter, udløses dopamin. Dette “kick” er den belønning, vi får for vores hårde arbejde og tålmodighed.

I mine år med slægtsforskning har jeg mødt adskillige “kolleger”, der beskrev det lille kick, når de endelig fandt den person, de ledte efter, eller alligevel kunne læse det, de indledningsvist ikke kunne få mening i. Jeg hører ofte mig selv sige “Yes” ganske højt ud i rummet, skønt her ikke er nogen andre, der kan høre det.

Lige p.t. rydder jeg op – og med det tempo vil det nok tage et par år mere. Adskillige gange har jeg om en kilde skrevet “ulæselig”. Der er en stor tilfredsstillelse ved nu rent faktisk at kunne læse det, der engang fik det prædikat. Og det er fantastisk, at der findes skarpe tydere i Danske Slægtsforskeres Forum, som bruger megen tid på at hjælpe med det, der stadig er ulæseligt. Jeg er meget taknemmelig.

Jeg har i øvrigt flyttet mine spørgsmål fra Facebookgruppen “Slægtsforskning” over til Forum, fordi der er lidt mere “ro” over forum, det går ikke så stærkt og der er mulighed for at formatere spørgsmålet. Derfor oplever jeg, at mine spørgsmål bliver mere velbegrundede. Og hjælpen kommer næsten lige så prompte.

Logik møder belønning

For mange med en interesse i slægtsforskning er den logiske sans essentiel. Det er ikke bare et spørgsmål om at samle navne og datoer og slå op i de rette databaser; det er et enormt puslespil, der skal lægges. Hver lille detalje tæller, og når alle brikkerne endelig passer sammen, oplever vi en dopaminudløsning, der bekræfter, at vores logiske tænkning og hårde arbejde har båret frugt.

Om en 4*tipoldefar Peter Jensen Bruun havde jeg fx skrevet “Ikke død i Sankt Nikolaj Sogn”. Det var hinsides al logik, for konen døde som enke der – og det sidstfødte barn var døbt der. Altså burde han være der.

Det er lidt af en myte, at folk ikke flyttede i gamle dage, men det kunne betale sig at gennemgå det enorme sogn en gang mere. Der er noteret mellem 3 – 400 dødsfald årligt i 1780’erne, eftersom der ikke var mere end 11 sogne i byen.

Og der var to fikspunkter: han skulle være død mellem konens død og det sidstfødte barns dåb. Og så var det bare at gå i gang. Præsten havde dog venligt nok skrevet “M”, “Q”, “D” eller “P” ud for hver enkelt afdøde, hvilket reducerede tidsforbruget en del. Og selvfølgelig var han der. Når tiden på hjemmekontoret er en anden end fortidens stress på arkivet, finder man naturligvis også mere.

Jeg elsker den slags logik, når den vel at mærke fører til noget. Det gælder selvfølgelig ikke altid – men temmelig ofte. Og stædighed er også en nyttig komponent.

Sammenhængen mellem sprog og ydelse?

Måske kan vi endda trække en parallel til, hvordan en velskrevet tekst på en hjemmeside kan afspejle kvaliteten af en ydelse. På samme måde kan kvaliteten af vores slægtsforskningsarbejde afspejles i de dopamin-kicks, vi oplever. Jo mere arbejde og tanke, vi lægger i vores forskning, jo større er belønningen.

Konklusion

Næste gang du sidder fast i din slægtsforskning og overvejer at give op, så husk på, at din hjerne er programmeret til at belønne dig for dit hårde arbejde. Det er mere end bare en hobby; det er en rejse/lidelse, der ikke kun forbinder dig med din slægt, men også med dig selv.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.