, ,

Mærkelig træthed efter psykologsessionen

Mærkelig træthed efter psykologsessionen

Er blod tykkere end vand?

Mærkelig træthed efter psykologsessionen

Jeg forstår det ikke – men alligevel forstår jeg det godt – jeg er vanvittigt træt og sover 10-12 timer pr. nat.

Jeg var hos psykologen i onsdags, og det er altid godt! Lige p.t. kommer jeg heldigvis ikke med store psykiatriske eller psykologiske problemstillinger. Det håber jeg, jeg er færdig med. Jeg kommer med emner, der måske kræver, at jeg “justerer” lidt, for at jeg kan få dem på plads og få det endnu bedre. Det er en luksustilværelse. Jeg er glad og har det godt, men derfor ønsker jeg alligevel at blive klogere.

Der er stadig emner fra min fortid, der kan undre mig, som jeg gerne vil “udrede”.

Det sidste, jeg vil, er at blive anset som et offer og en, det er synd for. Det drejer denne artikel sig derfor ikke om, men torsdag kværnede tankerne så meget om onsdagens samtale, at jeg ikke kunne koncentrere mig om det, der p.t. er er mit “arbejde”: gennemgang af tyske kirkebøger for Frankfurt an der Oder i 1700-tallet. Og som jeg elsker.

Det mærkelige fravær i 9. klasse

For et stykke tid siden bad jeg om aktindsigt hos det, der nu hedder Bornholms Regionskommune. Jeg boede på Bornholm fra den 12. juli 1978 til den 31. juli 1980.

Mærkelig træthed efter psykologsessionen

De var både hurtige og grundige. De havde gennemgået både den daværende amtskommunes arkivalier samt Aakirkeby og Svaneke kommuners arkivalier. Det eneste, de fandt, var elevprotokollen. Den rummede blandt andet det noget triste billede fra 7a, hvor jeg boede på Sydfyn.

Man må aldrig gætte, man må aldrig opdigte sammenhænge. Det ligger langt fra min natur. Der er jo en årsag til, at jeg minutiøst gennemgår min slægtsdatabase og sætter kilder på alt. Kan jeg ikke finde en kilde, skriver jeg “Kilde?” eller sletter oplysningen helt. Jeg orker ikke gætterier og opdigtede sammenhænge. Jeg dokumenterer.

Elevprotokollen rummede karakterer og notater fra alle ti skoleår. Generelt klarede jeg mig godt. Mine ordenskarakterer lod noget tilbage at ønske, og jeg var temmelig “kværulerende” i gymnastik.

I 9b (to forskellige adresser på Bornholm) var jeg fraværende i 19 dage det ene semester og i 14 dage det næste semester. Herudover havde jeg lægeerklæring i gymnastik. Det undrer mig, at jeg overhovedet ikke har den ringeste erindring om årsagen til et fravær på 6 pct. af tiden (et skoleår har 200 skoledage).

De fire billeder herunder er klippet fra elevprotokollen, så du selv kan forvisse dig om, at det ikke er fri fantasi fra min side:

Mærkelig træthed efter psykologsessionen 

Mærkelig træthed efter psykologsessionen 

Mærkelig træthed efter psykologsessionen 

Mærkelig træthed efter psykologsessionen At blive taget med vold

Og nej, man må ikke gætte, man må ikke digte – og man må da slet ikke inkriminere nogen. Det er naturligvis strafbart. Psykopaten er dog død for mere end 13 år siden. Jeg kan ikke lade være at tænke over, om det mærkelige fravær dækker over en voldtægt, jeg bare har glemt, eller over en voldsom tristesse/depression, som ingen måtte se. Og derfor blev jeg holdt hjemme? Så vidt jeg ved, har jeg aldrig fejlet noget somatisk. Næste skridt er at undersøge, om der evt. skulle eksistere patientjournaler. Sandsynligheden er dog nok meget ringe.

Normale familier havde kørt barnet til skole, så det kunne deltage i videst mulige omfang. Der, hvor jeg boede, blev alt holdt inde for hjemmets fire vægge, for udadtil skulle det jo se ud som om, familien var “normal”. Dog var det i Aakirkeby velkendt, at psykopaten var “noget af en drukkenbolt”. Det ved jeg fra en af hans lærerkolleger, SZ, som jeg ringede op for et eller to år siden.

Voldtægt er et voldsomt ord, men jeg husker tydeligt andre situationer, hvor jeg blev taget med vold, uanset at det ikke drejede sig om et traditionelt samleje med penetration. En af dem er kort beskrevet i denne artikel, du kan læse, hvis du har gode nerver.

Når man gifter sig over sin stand og senere falder tilbage, hvor man kom fra

Der er ingen tvivl om, at mine (adoptiv-)forældre kom fra hver sin samfundsklasse.

  • Min far var veluddannet, havde gode stillinger og var opvokset i stabile rammer. Hans far havde en stor stilling som fabriksmester på Brede Klædefabrik og senere på en virksomhed i Randers. Hans far igen var hattemagermester på Brede. Det var ham, der indvandrede fra Frankfurt i 1890.
  • “Min mor” var fra små kår. Hendes mor havde to uægte børn med to forskellige mænd fra før ægteskabet med min morfar. Mormor havde seks søskende, faderen hængte sig i værkstedet i september 1940. “Han var forfalden til drik”, står der i dødsattesten. Morfar gik konkurs med husmandsstedet i 1925 og ernærede sig derefter ved at grave tørv i diverse moser og senere som arbejdsmand resten af livet.

Det er mig fortsat en gåde, hvordan mine (adoptiv-)forældre mødte hinanden. Det var måske i Randers? Min fars ungdomskæreste sagde det ligeud: “Hvor har han dog støvet hende op?”.

Det er formentlig sådan, at dengang kunne en mand i hans stilling ikke være ugift, når han var 33 år gammel; ergo måtte han have sig en “trofæ-hustru”. Min mormor var imod ægteskabet med en mand, der var 13 år ældre end “min mor”. Men morfar pressede det igennem, har hun selv fortalt. Jeg ved ikke hvorfor.

Det er mit gæt, at “min mor” i virkeligheden ikke var videre begejstret for at blive gift som 20-årig med en meget ældre mand. Men jeg ved det ikke positivt. Og det skal også siges, at Mødrehjælpen i Holstebro i adoptionssagen ordret skriver om ham “Man har indtryk af, at andrageren nærmest blomstrer i ægteskabet med andragerinden”. Hende står der ikke noget om. Kvinder fyldte jo ikke så meget dengang.

Da han dør i 1972, kan hun, der er uden uddannelse, uden arbejde og seks måneder senere også uden tag over hovedet, ikke opretholde den status, hun har haft i ægteskabet med min far. Ergo gifter hun sig med psykopaten, der ganske vist har en uddannelse som skolelærer, selvom jeg allerede inden vielsen har fortalt hende, hvad der foregår i Vollsmose, mens hun er på arbejde. Jeg har så tit overvejet, hvorfor han blev skolelærer – og jeg tror, jeg gætter rigtigt. Det behøver man næppe være psykolog for at finde ud af.

Altså falder hun tilbage til den stand, hun kom fra og kaos tager sin begyndelse: De mange flytninger; jeg regnede på et tidspunkt ud, at jeg efter min fars død, og frem til jeg fik foden under eget bord i København, boede gennemsnitligt 1,4 år på hver adresse, og som følge deraf også har gået på fem forskellige folkeskoler. Alkoholmisbruget. Usikker økonomi med truende tvangsauktioner osv.

Er der noget, et barn med Aspergers syndrom ikke har behov for, er det kaos.

Når nissen flytter med

Jeg forsøgte flere gange at gøre “min mor” opmærksom på, hvad der foregik, men det interesserede hende ikke. Jeg husker meget tydeligt et tilfælde i køkkenet i Svaneke: Det var formiddag, hun stod i sin stribede morgenkåbe op ad bordet til højre. Jeg stod ved køkkenvasken til venstre og fortalte hende noget; jeg ikke husker præcist, hvad var. Men det drejede sig uden tvivl om de seksuelle overgreb fra psykopatens side. Hun svarede ordret “Nårh, det skal du ikke tage dig af. Det har jeg også prøvet.” Hermed hentydede hun til sin fire år ældre halvbror. Hvad det nærmere gik ud på, er jeg ikke klar over.

Det er velkendt, at overgreb går i arv i generationer. Det er på en eller anden måde en acceptabel adfærd i visse familier. Når den, det går ud over, fortæller sin historie, er det dén person, der udelukkes fra det gode selskab – ikke gerningsmanden. Det stemmer også i mit tilfælde, hvor “min mor” og jeg var uden forbindelse i 22 år i perioden fra 1981 til 2003.

Der var mange, der ikke agerede

Helt objektivt kan jeg udpege en flok mennesker, jeg betroede mig til, men som ikke agerede. De eneste, der indså vanviddet og tog aktivt stilling, var min fars ungdomskæreste og hendes mand, der den 14 maj 1979 (min fars søsters 60-års dag) sagde “Du er velkommen til hver en tid”. Og det benyttede jeg mig af, da jeg ca. 1½ år senere flyttede til København.

  • min mormor som jeg ellers holdt meget af
  • fire klasselærere (den første fraregnes, for det var mens min far stadig levede)
  • isenkræmmerne
  • og sidst – men ikke mindst – “min mor”.

Er blod tykkere end vand?

Jeg er uhyre skuffet over min ellers kære mormor. Jeg ved 100 pct., at jeg fortalte hende om overgrebene, mens både vi og hun boede på Sydfyn. Hvorfor greb hun ikke ind? Hvorfor holdt hun hånden over “min mor”? Og hvorfor holdt hun dermed også indirekte hånden over sin søn? Havde hun også ladet det passere, hvis jeg havde været “min mors” rigtige barn?

Hvis jeg nu havde et barnebarn (adopteret eller ej), der fortalte om daglige seksuelle overgreb, havde jeg da lagt korsstingsbroderierne til side og var faret op af lænestolen og gjort et eller andet. Jeg havde nok ringet til politi og socialforvaltning. Men hun gjorde intet. Jeg kan ikke en gang huske, hvad hun sagde.

Det minder mig om, at min far ungdomskæreste om “min mor” sagde: “Havde hun mon også ladet det ske, hvis du havde været hendes eget barn?”, da jeg i overskriftsform fortalte hende om hændelserne. Jeg fejede det lidt hen, for vi kan jo ikke vide det, og det er jo gætterier.

Havde psykopaten begået overgrebene, hvis det havde været hans egen kødelige datter? Jeg tror det ikke, men det er også gætterier. Men sådan noget kan man da ikke gøre mod sit eget barn?


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , , ,

Det pragtfulde pensionistliv

Det pragtfulde pensionistliv

Livet uden arbejde

Det pragtfulde pensionistliv

Jeg faldt over denne skønne tegning på Facebook, og da 2/3 af de hidtidige respondenter på den lille enquete i bunden af artiklen er udenfor arbejdsmarkedet, må den have en omtale. [Jow, jow, jeg prøver at rette ind].

Det pragtfulde pensionistliv

Mit liv ligner på mange punkter tegningen herover. Ligner dit liv mit? Måske er det andre ting, du lægger i “time for fun and play” – vi kan jo ikke alle læse (tyske) kirkebøger?

“slow mornings”: Jeg elsker mine langsomme morgner med en hel kande Blå Irma-kaffe med god mælk fra Thiese, som jeg ikke skal dele med nogen. Ingen forstyrrer mig, og jeg kan planlægge dagens aktiviteter. Se TV Avisen kl. 7:00, skrive på min hjemmeside, glo på vejret osv.

“a good conversation” kan dreje sig om meget forskelligt. Nogle gange har man ikke selv meget at komme med, men måske anbefaler samtalepartneren en god podcast på DR Lyd eller en spændende TV-serie på DR. Nogle gange hæver samtalen sig op på et metaplan og andre gange er den jordnær, hvor man egentlig bare vil høre, om der stadig er liv i den anden og “holde de sociale forbindelseskanaler åbne”. Sådan er det jo med samtaler.

Og “day naps”: Der er intet så skønt som at tage en lur midt på dagen og at vide, at det kan man gøre med god samvittighed. Er man døsig, kan man lægge sig, er man ikke, kan man lade være.

Der er så meget frihed.

Da jeg ikke kunne forestille mig et liv uden at arbejde

Jeg har været så dum at lægge hele min identitet i mit arbejde, så da de “alle” i 2015 sagde “Vi synes, det ligner en pension” var mit svar “Det kan I godt glemme”.

Ergo forsøgte jeg mig med seks fleksjobs, der alle gik dårligere og dårligere. Det indså “alle”, undtagen jeg selv.

Jeg forsøgte at fylde varer op i Bilka i Hundige, men jeg holdt kun 1½ dag, for jeg kunne ikke huske, hvor de skulle stå, og jeg kunne ikke finde vej derud. Til sidst kunne jeg ikke passe et “svagpisserjob” på vist 4-6 timer om ugen hos Interflora hjemme ved egen telefon og PC. Det var ikke Hvidovre Kommune, der pressede mig; det var mig, der pressede kommunen.

“Alle” var:

  • psykologen i Psykiatrifonden (hende jeg holder ved)
  • arbejdsmarkedsrådgiveren i Psykiatrifonden
  • kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien
  • min bisidder fra SIND.

Jeg var ganske enkelt ikke klar til at blive pensioneret i 2015. I 2021 var jeg derimod meget klar. Da jeg ringede til min sagsbehandler og sagde “Det går ikke; du må søge pension til mig”, var der ingen palaver. Jeg tror, han havde ventet på, det ville ske. Han spurgte mig, hvilke erklæringer han skulle indhente, og det rettede han sig efter. Den slags kan jeg jo godt lide 🙂

Dagen i rehabiliteringsteamet var dobbelt: Jeg var rystende nervøs og forberedt til tænderne. Jeg kunne de 50 sider (det højst tilladte antal) udenad. Det var i 2021 (vist den 13. marts) og altså under pandemien, derfor blev mødet holdt på Teams. Jeg sad med psykologen på min venstre side i hendes daværende klinik i Høje Taastrup. Hun havde på forhånd flere gange sagt “Hvis du får afslag, går vi sgu i ‘Aftenshowet’ “.

Men der blev ikke behov for at gå i ‘Aftenshowet’. De indstillede på det foreliggende til pension, og formanden for rehabiliteringsteamet sagde, da de kom retur fra den korte votering, “Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig”. Den sætning glemmer jeg aldrig, for det var sandt. Og så var jeg leveret. Jeg græd af lettelse. Heldigvis var psykologen der.

Som med et trylleslag var alle bekymringerne fra de seneste otte år væk. Udefrakommende pres (som vi sædvanligvis kalder stress) og bipolar affektiv sindslidelse er en meget dårlig cocktail. Det vil også sige, at jeg stort set blev “rask”, da det udefrakommende pres forsvandt. Pludselig var kampen slut. Jeg kan stadig blive berørt ved tanken om den dag i rehabiliteringsteamet. Hvis jeg bliver 90 år, har en tredjedel været godt.

Til tider tænker jeg på, om jeg bare har snydt hele borgermusikken, eftersom jeg glimrende kan koncentrere mig 12-16 timer hjemme ved det gotiske – evt. på tysk. Gad vide hvordan det ville gå, hvis jeg atter forsøgte at arbejde? Det var jo egl. det, jeg forsøgte bare at planlægge i sommeren 2023. Det resulterede i to måneder på psykiatrisk afdeling formentlig med en “indvendig depression”. Jeg må hellere lade være.

Jeg læser p.t. to bøger

  1. udsnit af “Dansk kirkeret” af August Roesen (1976), hvor jeg prøver at lære reglerne for god ministerialbogsførelse. Jeg elsker en sætning som denne “De to eksemplarer af kirkebøgerne må ikke nogen nat opbevares under samme tag”. Den stammer fra et reskript fra 1812 (de fortrykte skemaer blev indført i 1812, hvor der kom orden i tingene), og vidner selvfølgelig om en tid med bindingsværk og stråtage, hvor adskillige præstegårde på landet brændte ned til grunden og med dem forsvandt sognets historie som dug for solen.
    • Jeg læste engang om mennesker med Aspergers syndrom, at det er helt normalt, at de bliver højt specialiserede på et meget lille område. Det vil jeg også! På psykiatrisprog kaldes det for at “dyrke sine særinteresser”. Til gengæld aner jeg ikke en brik om film, kunst og mange andre ting.
  2.  “En bog om hukommelsen” af Thomas Thaulov Raab og Peter Lund Madsen, FADLs forlag 2013. Jeg købte den i maj 2015, men fik den aldrig læst. Dengang kunne jeg jo ikke læse. Nu er tiden kommet. Den er utrolig velskrevet og lige til at gå til. Jeg kan godt huske, da jeg mistede hukommelsen … Det var slemt:
    • forestil dig, at du ikke kan huske, hvordan du kommer til arbejde, selvom du både har haft samme bolig og samme arbejdsplads i årevis
    • forestil dig ikke at kunne rejse længere, fordi du er bange for ikke at kunne finde hjem til dit hostel/hotel. Nu går det meget bedre, så jeg vil til Frankfurt (Oder).

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

ECT er overstået for denne gang

ECT er overstået for denne gang

Den bedste behandling, men jeg hader den

ECT er overstået for denne gang

Der er nu fem uger til næste runde. Det er dejligt. Jeg er glad og taknemmelig for behandlingen og for tilbuddet fra psykiatrien. De kunne ikke tilbyde mig noget bedre. Jeg skal aldrig i livet tilbage til medicinen; en gang Parkinsonisme var tilstrækkeligt. Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet.

Men jeg hader ECT. Jeg er nervøs en uge før, tankerne kværner om det, og jeg sover dårligt – eller næsten ikke – natten før dagen. Det er så dumt, eftersom jeg vel nærmer mig de 100 behandlinger, så erfaringen bør tilsige, at jeg ikke vågner op og er død. Og der er aldrig nogensinde nogen i hele verden, der ikke er vågnet op efter en ECT-behandling. Det ved jeg godt. Men et er fornuft, et andet er følelse.

Samtalerne med psykologen

Jeg har vendt og drejet det med psykologen adskillige gange:

  • ingen vil mig noget ondt
  • det er ganske frivilligt
  • jeg er ikke på vej til skafottet.

Det, jeg hader, er kontroltabet. Ikke at have styr på situationen men at overlade kontrollen til andre mennesker, er det værste (efter Parkinsonisme), jeg kan forestille mig. At være afhængig passer ikke til mig.

Medarbejderne gør alt, hvad de kan

Efterhånden kender jeg jo medarbejderne i ECT-afdelingen – inkl. anæstesien fra Hvidovre Hospital – temmelig godt, og de er utrolig søde og omsorgsfulde. Kan det lade sig gøre, sætter J. mig på som den første. De starter 9:15 og det er lidt af en fabrik med tre evt. fire patienter pr. time. Men de gør meget for, at man ikke skal mærke fabrikken, og det lykkes dem godt.

Jeg holder selv iltmasken, for så er jeg en smule “in control”. Jeg bliver holdt i hånden på det værste tidspunkt, som er de uendeligt få sekunder (måske et eller to?), hvor jeg mærker, jeg svæver væk. Jeg tænker altid på, om det gør ondt på J., men jeg håber, hun holder til det. De første år elskede jeg de sekunder, men det var dengang.

Hver gang minder jeg hende om, at hun har lovet, at de siger til, når de tænder for strømmen, (der svarer til styrken i en lommelampe). Jeg er altid bange for, at de ikke har fået bedøvet mig rigtigt. Hører jeg det, er der noget helt galt. Jeg er klar over, at det er latterligt, men det giver en smule tryghed, og jeg stoler på J.

Et gammelt interview til “Hendes Verden”

I november 2018 gav jeg et interview til “Hendes Verden” (som engang hed “Flittige Hænder”) om netop ECT men også om bipolar affektiv sindslidelse. Bortset fra, at jeg ikke kunne få journalisten til at kalde det ECT fremfor “elektrochok”, er det blevet nogenlunde.

Skulle du have lyst, kan du høre det her. Det varer samlet 55 minutter.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Om at gøre svære ting lette

Om at gøre svære ting lette

“Hemmeligheden i al Hjælpekunst”

Om at gøre svære ting lette

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Citatet af Søren Kierkegaard er så kendt, at det næsten er kvalmt, men manden havde jo ret. Vil man hjælpe nogen med noget, må man først forstå, hvor den anden “er”. Hvis du følger linket, kommer du til Teologisk Fakultets side med en samling uddybende Søren Kierkegaard-citater, og de er slet ikke uinteressante.

Hvis man vil forstå det knapt så floromvundet, kan man måske sige, at der til hjælpekunst også hører at gøre svære ting lette? Det er i hvert fald min hjemmegjorte fortolkning og udbygning.

Disse skal gøre svære ting lette

Mange har til opgave at gøre svære ting lette. Det kan være:

  • præsten, der skal udlægge dagens tekst
  • lægen, der skal give en besked
  • psykologen, der skal give et liv op ad bakke en mening
  • juristen, der skal forklare et regelsæt
  • sprognørden, der skal forklare anvendelsen af (skrift-)sproget
  • webmasteren, der skal få styr på vedligeholdelsesprocesser og kaos
  • slægtsforskeren, der skal hjælpe begynderen
  • konsulenten, der skal hjælpe kunden
  • moderen/faderen, der skal lære barnet noget.

Og der er mange flere, som står med “bøvlet”, og som må forstå, hvordan de dog bærer sig ad i stedet for at give op.

Når man er konsulent eller laver frivilligt arbejde

Jeg laver noget frivilligt arbejde, hvor jeg tit skal forsøge at lære fra mig om sprog og om udvikling og vedligeholdelse af hjemmesider. Opgaven har karakter af konsulentvirksomhed.

Regel nummer 1 er helt sikkert, at det altid skal foregå i en positiv ånd. Det var jeg længe om at indse, og 10-øren faldt faktisk først, da jeg blev spurgt: “Hvordan foretrækker du selv at lære?”. Skal læreren stå med løftede pegefingre og påpege samtlige fejl og mangler, eller skal det foregå i en positiv ånd? Der var ingen tvivl om svaret.

Regel nummer 2 stammer faktisk fra en samtale, jeg havde med psykologen, fordi jeg besværede mig over, at mine “processer” ikke blev værdsat. Flid, bøvl, stringens og opdagelse af tusindvis detaljer blev bare taget for givet af min bestiller, og det var jeg temmelig knotten over. Og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen med min sure mine. Jeg følte ikke, at mit arbejde blev værdsat og oplevede det som en vældig disrespekt, som gjorde det frivillige arbejde mindre sjovt. Jeg var på nippe til helt at droppe det.

Hun sagde noget klog (igen): Det er ligesom at være mor (eller naturligvis at være far). En mors opgaveløsning/processer bliver heller ikke værdsat – den/de bliver taget for givet. Der er købt ind, der er mad på bordet, der er rent tøj, der er ryddet op og gjort rent. Det anses som en selvfølge, og hun får ingen tak for det. Men var hun der ikke, ville det blive opdaget, senest når vasketøjsbunken voksede teeageren over hovedet.

I virkeligheden har jeg “sejret ad helvede til”, for der er mange ting, der har været svære eller næsten uoverskuelige, men de ser så lette ud, at ingen tænker på at sige “Det var da helt fantastisk” (eller hvad jeg nu gerne ville have hørt).

Derfor dropper jeg det ikke bare

Nu har jeg accepteret min mor-rolle, for jeg vil jo ikke miste den følelsesmæssige gevinst, jeg har ud af det frivillige arbejde:

  • jeg kan stadig noget
  • jeg kan stadig bruges til noget
  • jeg har glæden ved at producere noget, der rækker længere end til mig selv
  • jeg har behov for at producere, idet min identitet altid har været baseret på det
  • jeg kan noget, bestilleren ikke kan
  • der er nogle, der en gang imellem siger tak (hvis de en dag tilfældigvis kommer til at tænke på det 🙂 ).

Om at gøre svære ting lette


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.