/2 Kommentarer/i , /af ,

Positiv modtagelse af min podcast

Positiv modtagelse af min podcast

Podcast hos “Særklassen”

Positiv modtagelse af min podcast

Når man går live på en ny måde (jeg plejer at skrive – ikke tale) er det selvfølgelig spændende, om folk gider at lytte og bruge 33:21 minutter på en positiv historie om både Aspergers syndrom og psykiatrien.

Jeg har delt linket med mange, jeg kender fra psykiatrien, min kontaktperson, min psykolog, den kommunale sagsbehandler osv. og også spurgt dem, om de ville formidle linket videre. En ledende psykiater har delt på sin LinkedIn-profil, og det har jeg også selv. Jeg har sørget for, at linket ligger i Facebookgruppen “Overlevelsesguidens vidensbank”, hvor jeg sjovt nok har gået i klasse med Anne Skov Jensen på studenterkurset osv.

Når man har brugt lang tid på forberedelse og fejlretning mv., vil man selvfølgelig gerne “ud over rampen” med sin historie. Det seneste tal, jeg har fået, er 135 downloads og det var i torsdags dagen efter publiceringen. Det er helt fint. Jeg har bedt om et friskt tal.

En psykiater skrev “Du er jo både god i skrift og tale”.

Den bedste respons

Den bedste og mest præcise respons har jeg fået kom fra psykologen, der fremhævede disse nøgleord:

  • Faglig
  • Oplysende
  • Humoristisk
  • Meget menneskelig

Åh hvor blev jeg glad og rørt, for ingen mennesker i verden kender mig bedre end hende. Hun ved, hvilke kræfter, det har kostet, at nå ovenstående. Hun kender min forberedelse, selv om vi ikke har talt sammen. Jeg ved det bare. Jeg tænker blandt andet tilbage på dagen, hvor vi var til møde i rehabiliteringsteamet. Det var under pandemien (den 10. marts 2021), så det foregik via Teams. Vi sad på hendes kontor i Høje Taastrup, hun sad på min venstre side. Tæt på.

Det var betryggende at have en bisidder, jeg kendte så godt, og som havde fulgt mig i årevis, og som med egne øjne havde set, hvor meget ned ad bakke, det var gået i de år.

  • Under parkinsonismen talte vi om, at jeg skulle have sengehest og ble på, for jeg faldt ud af sengen adskillige gange, brækkede ryggen. Inden jeg faldt ud, tissede jeg i sengen, for det hormon, der styrer blæren, var ude af drift …
  • Efter de mange indlæggelser fik hun rejst mig op mentalt efter hver eneste.
  • Adskillige gange tilbød hun at køre mig hjem, hvis hun syntes, jeg havde det for dårligt til at tage med den kollektive trafik; det afslog jeg dog hver gang, for jeg kunne ikke lide, at hun skulle bruge al den tid på mig. Jeg kunne godt tage mig sammen og tage toget.
  • Puh ha det var altså slemt.

Jeg var utrolig nervøs før og under mødet med rehabiliteringsteamet, for hvad nu hvis jeg ikke fik pensionen? Hvad skulle jeg så gøre, når jeg ikke en gang kunne passe et lille supportjob hjemmefra 4 – 6 timer om ugen? Hvad skulle der blive af mig? Hvad med økonomien? Hvad med livet?

Trods nervøsiteten var jeg sindssyg velforberedt. Og det er koblingen til podcasten. Jeg kunne alle 50 sider udenad sammen med samtlige speciallægeerklæringer og de andre ekspertudtalelser. Det var et stort pensum.

Blærerøvs-artikel?

Jeg håber ikke, du opfatter denne artikel som kommende fra en blærerøv eller bare en masse selvpromovering, for sådan er det ikke ment. Det er bare forskellige sandheder fra andre mennesker og refleksioner på podcasten.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Optaget af fortiden 4

Optaget af fortiden 4

PAS-rådgivning # 1

Optaget af fortiden 4

Denne artikel ligger i forlængelse af:

  1. “Optaget af fortiden“
  2. “Optaget af fortiden 2“
  3. “Optaget af fortiden 3“

“PAS” er en forkortelse for “Post Adoption Services” under Ankestyrelsen, hvor man selv som gammel dame kan få hjælp til ting vedrørende adoptionen, også selv om den ligger mere end 55 år tilbage. Det er et fantastisk tilbud.

Jeg er i dag startet på et forløb, hvor jeg fra Ankestyrelsen har fået bevilget otte timer i løbet af et halvår. Jeg kan selv disponere tiden, men jeg vil bare i gang. Det kan ikke gå hurtigt nok, for jeg er nysgerrig. Jeg vil lukke det sorte hul fra mit 0. til mit 3. år.

Selvfølgelig skal rådgiveren og jeg lige lære hinanden lidt at kende. Fx var hun bekymret for at lade mig optage samtalen, men da jeg sagde, jeg sædvanligvis er et pænt og ordentligt menneske og i øvrigt er jurist, gled det ned, og jeg fik lov, da jeg tillige havde fortalt lidt om problemerne med hukommelsen.

Det autonome nervesystem og født bipolar

Allerede i dag var der adskillige øjenåbnere. Prøv at se billedet herunder af det autonome nervesystem. Det er lavet med Word, der ikke er det ideelle værktøj, men det kan gå an. Jeg tror, jeg har fået det vigtigste med.

Optaget af fortiden 4

  • Til venstre findes alt det rare og behagelige, der opleves af både børn og voksne. Når der er tale om børn, taler man om “tryg tilknytning”.
  • Til højre findes det ubehagelige, der også kan opleves af både børn og voksne. Børn oplever det, når tilknytningen er ubehagelig. Der udløses stesshormoner (kortisol) og barnet er i en konstant alert-tilstand. Varer den længe nok, kan barnet kollapse, blive apatisk og/eller sløv.
  • Øverst findes en nærmest manisk tilstand. Nederst findes en nærmest depressiv tilstand. Altså de to poler i den bipolare sygdom! Det var en øjenåbner. Jeg har aldrig vidst disse ting.

Rådgiveren beskæftiger sig med alle afskygninger af adoption. Jeg spurgte hende, om hun havde flere bipolare klienter. Svaret var et ubetinget “Ja”.

Jeg er født en måned for tidligt, og det betyder blandt andet, at det autonome nervesystem ikke er færdigudviklet ved fødslen. Hun forklarede, at det betyder, at barnet så er endnu mere påvirkeligt for stress. Og man ved, og det har psykologen også tit sagt, at mennesker med bipolar sygdom er ekstremt stressfølsomme. Puha – det hænger næsten for  godt sammen.

Med hensyn til sløvheden

Børnehjemmet indlagde mig, netop fordi jeg var holdt op med at respondere “… ligger så underligt sløvt og slapt hen” og “i mærkelige stillinger”. Der er noget helt galt, når børn gør det. Nogle mener, at de har givet op. Og børnehjemmet handlede således korrekt. RH afviser hele tiden, at jeg skulle være “… såvel somatisk som psykisk retarderet, men måske nok lidt særpræget”. Sidstnævnte kan man kun grine lidt af; det passer jo sådan set meget godt.

Der har måske været nogle “hattedamer” som nære tilknytningspersoner knyttet til både børnehjemmet og RH, der tog sig af børnene og måske var der en, der tog sig særligt af mig?

Vi ved det ikke; det er det rene gætværk. Hvis der var sådanne, er der måske opstået en tilknytning til den sødeste/kønneste/hende der duftede bedst el.lign. Ved adoptionen forsvinder det menneske også, og barnet kan begynde forfra. Det er hårdt, selvom det sker i den bedste mening og det er det bedste, der kunne ske. Barnet var i dyb sorg og krise ved fjernelsen fra moderen. Nu opstår en ny sorg og krise.

Det natlige skrigeri

Af adoptionssagen fremgår, at jeg inden for kort tid i den nye familie, vågner skrigende om natten i en periode. Mine forældre kan ikke selv se, at der skulle være noget galt, men overvejer at gå til lægen. Mødrehjælpen siger, at det behøver de ikke, for det går nok over. Og det havde de ret i. Jeg tror, det sker inden for den første måned, jeg er hos dem.

Jeg spurgte PAS-rådgiveren, om hun kendte noget til den slags. Og det gjorde hun. Det sker typisk mellem tre og syv måneder, når barnet er begyndt at knytte sig til de nye forældre, men det kan også ske tidligere, og det skyldes, at barnet er hundeangst for endnu en gang at miste den tilknytning, det netop er ved at have opbygget.

Jeg ved ikke noget om børn, men jeg har allerede lært lidt

1) Børn i maven “kender” moderens stemme, bevægelser, duft, simpelthen alt om moderen. Hver celle i barnet er indstillet på, at det lige præcis er denne kvinde, det hører til hos. Fjernelsen fra moderen kaldes et “udviklingstraume” og fortolkes som en nærdødsoplevelse. Dengang mente man, at det bedste var, at de to aldrig så hinanden, fordi det ville gøre adskillelsen endnu sværere. Det hænger godt sammen med, at min mor underskriver en såkaldt “ammefritagelse”.

Det ville man formentlig stille kraftigt spørgsmålstegn ved i dag. Dengang havde man bare ikke viden om disse ting. Et børnehjem/et hospital sørgede for de primære basale behov (mad, tøj, bad mv.), men man tog ikke hånd om traumet. Fokus var på at finde et forældrepar, der ville overtage “pakken”.

2) Får et spædbarn valget mellem moderens mælkefyldte bryst eller et fremmed bryst, ved barnet, hvilket bryst, der er det rigtige. Det vil kun die hos moderen. Helt utroligt.

3) De nye forældre har glædet sig som vanvittige, og det er deres bedste dag nogensinde, når de skal hente barnet. Men det er barnets værste!

I dag lærer man adoptanterne (dvs. adoptivforældrene) hvordan de sætter ord på barnets traume. De skal fx sige: “Vi ved godt, du er så bange lige nu, for du mistede din mor (og måske derefter “hattedamerne” på børnehjemmet). Du vidste slet ikke, hvad der skulle ske, og du er så bange. Du kender os slet ikke. Det kan vi godt forstå.”

På en måde er det lige psykoterapeutisk nok til mig. På den anden side set er det jo det, jeg så gerne vil vide noget om. Så det må jeg tage med.

4) Det adopterede barn ser de nye forældre i øjnene. De er lykkelige. Barnet kigger ind i to par glade øjne. Men barnet er i krise og tolker forældrenes glade øjne som manglende forståelse for situationen. Derfor lukker barnet sin egen krise ned for at overleve.

5) Eftersom jeg var tre år på børnehjemmet – bortset fra de seks måneder på RH – har der været opbygget “mønstre”: “Sådan gør vi, når vi spiser. Sådan gør vi, når vi sover” osv. Ved overgangen til de nye forældre skal der opbygges nye “mønstre”.

6) Hvis jeg har haft en god plejer på RH (og det har jeg sikkert, ellers var jeg jo død) har vedkommende måske bragt noget vitalitet og glæde ind i mit liv. Det kan være grunden til, at RH leverer mig tilbage til børnehjemmet og anser mig for “rask”. Jeg responderer, pludrer, leger osv. – og er i det hele taget forholdsvis normal.

Intet af det ovenstående er skræddersyet til mig. Det fortæller hun til stort set alle voksne adopterede ved første samtale, for vi kommer med de samme problemstillinger. Det er da også interessant. Vi fortsætter om tre uger. Jeg er spændt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Når børnelokkeren er gift med mor

Når børnelokkeren er gift med mor

13-årige Filippa er fundet “ved bevidsthed”

Når børnelokkeren er gift med mor

Det er kun de mest uempatiske, der er ikke de seneste 24 timer har fulgt med i 13-årige Filippas forsvinden fra sin avisrute, og den fantastiske politimæssige indsats, der har betydet, at pigen er fundet “ved bevidsthed” og at en mand på 32 år er anholdt og vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen.

Formuleringen “ved bevidsthed” siger en del! Men selvfølgelig er det langt bedre end morgenens udmelding om, at politiet frygtede, at “der er sket en forbrydelse”; det plejer de stort set kun at sige, når de er næsten sikre på, at alt håb er ude.

Jeg så netop politiinspektøren i TV Avisen 18:30, og selvom det ikke er så professionelt, er det forståeligt, at han dårligt kunne “holde gråden fra sin stemme og tåren fra sit øje” (hvor stammer citatet fra? Er det noget med besættelsen?).

Man må forstå, at manden mangler søvn, har knoklet i 24 timer og har koordineret en enorm – effektivt og succesrig – indsats. Så bliver man mere sårbar og “sprød”. Også politiinspektører har følelser. Og det har de ret til.

Og politiet skal nu bruge aftenen og natten på sikre flere spor og beviser, så de har nok til, at de er sikre på, at en dommer kan varetægtsfængsle den 32-årige i morgen.

Når børnelokkeren er gift med mor

Da jeg engang i forhistorisk tid var barn, lærte vi, at vi skulle passe på “børnelokkere”. Det ret milde udtryk blev brugt om voksne mænd, der ikke ville små piger noget godt. Det var nogle, man skulle være bange for at møde på gaden eller nede i anlægget. Det var nogle, der lokkede med slik eller andet, vi gerne ville have. Det skulle vi sige “Nej tak” til.

En dygtig Facebookskribent skrev i dag et tankevækkende indlæg om, at vi, hvis vi har børn, skal lære dem, at de skal skrige højt, og blive ved med det og løbe væk, så snart de kan, når de mærker, at noget er helt galt. Og det har hun ret i. Der er grund til at passe på pigerne, for der for mange mænd, der er underligt skruet sammen i hovederne.

Der var imidlertid ingen, der lærte os – dengang – hvad vi skulle gøre, når børnelokkeren var gift med mor.

Sagen med Filippa får mig til at tænke tilbage

Når Filippa er “ved bevidsthed”, trives hun ikke i bedste velgående! Hun har ikke været til sodavandsparty i 24 timer. Der er sket noget forfærdeligt. Det gjorde der også, da “min mor” giftede sig med psykopaten. Han var sådan set “min børnelokker”. Til forskel fra en “almindelig børnelokker” havde vi bare samme adresse seks år fra 1974 – 1980.

Den første tid ville jeg så gerne have en ny “far” som erstatning for ham, der døde. Men der gik ikke lang tid, før jeg som ikke engang 11-årig var klar over, at noget var helt galt.

  • Jeg kunne ikke lide, at han ville give mig penge for at gå i bad med ham
  • Jeg brød mig ikke om, at han kælede mig i håndfladerne, når vi holdt i hånd tværs over parkeringspladsen i Vollsmose
  • Og jeg brød mig ikke om hans åbenstående morgenkåbe – med udkig til samtlige genitalier – hver eneste eftermiddag, når han var tidligt hjemme efter sit job som skolelærer … Den cerutlugtende morgenkåbe har jeg vendt 500 gange med psykologen.

Det var min klare fornemmelse, at noget var galt. Jeg vidste på en eller anden måde, at sådan gør en far ikke. Sådan havde min afdøde far i hvert fald aldrig gjort.

Jeg henvendte mig til “min mor”. Men det var mig, og ikke ham, der blev “forhørt” ved det cirkelrunde køkkenbord med den storblomstrede, orangefarvede voksdug. Bevisbyrden var vendt om. Og det var ham, hun efterfølgende giftede sig med.

Sådan startede det hele, og det eskalerede, til jeg kunne flytte hjemmefra som 16-årig og begynde at skabe et normalt liv på egen hånd.

Der er i sandhed grund til at passe på pigerne. Også dem på samme adresse!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Optaget af fortiden 3

Optaget af fortiden 3

PAS betyder “Post Adoption Services”

Optaget af fortiden 3

Denne artikel ligger i forlængelse af:

  1. “Optaget af fortiden“
  2. “Optaget af fortiden 2“

En af mine trofaste læsere gennem mange år gjorde mig opmærksom på, at Ankestyrelsen har en service, de kalder “PAS”. PAS står for “Post Adoption Services”. Det havde jeg aldrig hørt om, og jeg havde heller aldrig selv fundet frem til det. Tusind, tusind tak til dig “M”. Du ved selv, hvem du er.

M’s datter er adopteret fra udlandet. Det er årsagen til, at hun kender til PAS.

Jeg klikkede på de links “M” sendte mig, og jeg var på forhånd indstillet på, at jeg ikke ville kunne hente hjælp, da jeg er adopteret i forhistorisk tid fra Danmark. Det ville være naturligt, hvis en offentlig myndighed/lovgiver satte tidsgrænser eller besluttede, at servicen kun gjaldt børn adopteret fra udlandet, som unægteligt må have det meget sværere end os fra Danmark.

Jo mere jeg læste, jo gladere blev jeg. Der var ingen tidsfrister. Og der stod intet om, at der skulle være tale om adoption fra udlandet.

Man skulle indsende en ret banal ansøgning. Ansøgningsskemaet ligger på styrelsens hjemmeside. Det mest væsentlige i ansøgningsskemaet er:

  1. Man skal beskrive sin problemstilling
  2. Man skal beskrive, hvad man håber at opnå eller at udvikle ved at få rådgivning.
Det var ikke svært.

Samlet set vil jeg “lukke huller” og opnå generel viden om, hvordan man dengang behandlede børn, der ansås for at være retarderede. Hvordan behandlede man børn på dels Rigshospitalets (RH) børnepsykiatriske afdeling og hvad gjorde, at RH anså mig for så “rask”, at de kunne levere mig tilbage til “Dear Home”, der var navnet på mit børnehjem?

Jeg ansøgte den 23. marts, og i dag – den 29. marts – har jeg fået bevilling på otte timer. Det er ganske enkelt en imponerende sagsbehandling fra Ankestyrelsens side. Det koster banale 100 kr. pr. gang, og jeg har fundet en PAS-rådgiver her i Hvidovre, som jeg vil kunne spadsere til på 16 minutter (men tage bussen i 45 minutter. Jeg tror, jeg går …). Jeg har sendt hende en e-mail og er spændt på at møde hende.

Hun kan naturligvis ikke besvare mine helt konkrete spørgsmål om mit eget forløb; det kan kun Rigsarkivet (måske), når/hvis det en gang bliver min tur, men hun vil muligvis kunne hjælpe mig på vej ad det generelle spor.

Et skridt ad gangen og det er jeg fuldt tilfreds md. Det er en utrolig flot service fra det offentliges side.

(A-)bortadopteret og “Barnets lov”

Optaget af fortiden 3

I forlængelse af ovenstående ligger naturligt hele diskussionen om “Barnets lov”, der går ud på at udvide og stadfæste kommunernes ret til at fjerne barnet straks efter fødslen.

Mange (voksne) prioriterer forældrenes “ejendomsret” til barnet over barnets tarv. Adskillige skælder ud på en nytårstale fra Mette Frederiksen og siger, at det er forkert, at statsministeren ønsker flere tvangsfjernelser. Jeg er klar over, at jeg får bank nu; men endnu en gang har jeg iført mig min rustning.

Selvfølgelig skal der ikke indføres måltal for tvangsfjernelser, men det er altså heller ikke det, hun siger. Hun siger, at flere børn burde tvangsfjernes af hensyn til børnene! Der er for mange børn, der har det for dårligt. Og det har hun ret i Jeg stemmer ikke socialdemokratisk, men jeg mener, hun har ret i dette.

Vores holdninger, vil altid været bestemt af vore egne oplevelser. Det er naturligt, for hvor skulle holdningerne ellers komme fra?

Jeg ville gerne selv gerne have været fjernet efter min (elskede) far døde og “min mor” giftede sig med en pædofil folkeskolelærer. Jeg ville gerne have været sparet for daglige seksuelle overgreb gennem seks år (fra 1974 til 1980). De har kostet mig tusindvis af kroner at komme overens med. Fra en tidligere medarbejder i et “Familieretshus” (det, der tidligere hed “Statsamtet”) ved jeg, at virkelig mange børn gerne ville have været fjernet.

Du kan fx begynde med at se Anders Aggers fantastiske “Tvangsfjernet“. Den er rørende, og jeg har siddet og tudet over den i flere omgange! Prøv engang at vurdere parrets forældrekompetencer (som det kaldes nu til dags). Hvor ville lille Milo have det bedst? Hos plejeforældrene eller hos de biologiske forældre? Det kan ikke være så svært at finde ud af. De er simpelthen ikke i stand til at være far og mor for ham! Milo må til mennesker, der ved, hvad de har med at gøre.

Som a-bortadopteret (adoption før aborten blev fri) vil man nok altid have en følelse af, at det var dejligt, at man blev adopteret, for der var så mange ulykkelige par, der brændende ønskede sig et barn. Men også at man er uønsket på et eller anden plan. Ja, man blev sendt videre til fx et børnehjem. men hvad så? Hvad var næste skridt?

I mit tilfælde var der en høflig diskussion mellem RH og mit børnehjem “Dear Home”. Den diskussion vil jeg umådeligt gerne have nærmere yderligere indblik i.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.