,

Undgå at skrive forretningsmæssigt

Undgå at skrive forretningsmæssigt

Start med en følelse

Undgå at skrive forretningsmæssigt

Når jeg skriver e-mails, ved jeg som oftest, hvad jeg vil skrive, før jeg går i gang. Jeg sidder ikke og “broderer” undervejs. Af en eller anden dum årsag – som ikke en gang jeg kender – prøver jeg at spare på ordene: Jeg skriver, og herefter fjerner jeg de ord, der er overflødige. Jeg forestiller mig, at modtageren ikke gider læse alle de ord, der ikke er absolut nødvendige for at forstå budskabet.

Som bekendt bruger jeg ikke “figurer”/emojis, da jeg ikke ved, hvad de betyder. For mig ville det svare til at skrive noget på kinesisk eller med kyrilliske bogstaver. Jeg er klar over, at jeg er den eneste i denne verden, der ikke forstår dem, men sådan må det så være. Jeg er vant til at stå alene.

Jeg læser som oftest også korrektur og prøver at fange de værste “sprogforbistringer” (Bix’ ord – og tak for det).

Slutresultatet bliver temmelig “forretningsmæssigt”, siger psykologen, som derfor har lært mig nogle højst brugbare tricks. Jeg har lagt dem ved skærmen, så jeg husker dem.

Nummer 1 er “Start med en følelse”. Det er en god idé og det virker ret godt. Jeg tror, det bevirker, at modtageren er klar over, at jeg er et menneske, der er ham/hende venligt stemt og at det gør modtageren interesseret i budskabet.

Psykologen siger også, at det er håbløst gammeldags at starte med “Kære” og at slutte med “Kærlig hilsen”. Jeg synes, det er en noget modstridende melding, for det er da netop en implicit følelse sådan lidt a la: “Jeg kan hammergodt lide dig og det bliver jeg ved med at kunne”, som det jo ville være lidt sært at starte med. Nåh, men da hun tit har ret, så øver jeg mig nu i at skrive “Hej”, selvom jeg synes, det ser helt galt ud.

Jeg bakser med “det relationelle”

Lige p.t. er regel nummer 1 bare ikke tilstrækkelig. Jeg startede med en følelse og fik ditto retur, og det er selvfølgelig fint. Responsen var tydeligvis uhyre velovervejet og havde taget meget tid med masser af på den ene side og på den anden side. Jeg er bare i tvivl om konklusionen bortset fra, at den vist mest hælder til, at jeg på nogle områder er en stor idiot. Og det er sikkert sandt, for sådan er det vel for os alle en gang imellem?

“Folk” – og det indbefatter bl.a. min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrien – fortæller mig, at “relationer er bare bøvlede”. Det har “folk” nok ret i, men så tror jeg faktisk, jeg stiger af “det relationelle” og passer mine arkivalier i mit skønne nye hjemmekontor. Når jeg er sammen med mig selv, hvilket jeg er ret god til og har det rart med, gør/er/siger jeg ikke noget forkert.

Jeg er uendeligt træt af at gætte på, hvordan jeg skal være, for jeg kan ikke gætte det, og når jeg bare er mig selv sammen med andre, er jeg forkert. Selv hæfter jeg det op på autismen, som jeg synes bliver mere og mere fremtrædende (bliver jeg bare mere og mere mig selv?), men min kontaktperson siger “psykodynamisk”, som jeg ikke helt ved, hvad er for en størrelse.

Inden jeg stiger af det relationelle, har jeg dog fået skubbet en ekstra tid ind hos psykologen. Det er nok en god idé.


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Vi leder efter min mor men finder min far

Vi leder efter min mor men finder min far

Fortsat skrælles lag af

Vi leder efter min mor men finder min far

Jeg undrer mig over, at der kan blive ved at være lag at skrælle af, men det er der. Selvfølgelig er det lidt op og ned. Jeg stortuder jo ikke hver gang (længere). Til tider bruger jeg mere psykologen som en form for sparringpartner; andre gange kommer hun på arbejde.

Sådan er det og sådan var det i går. (Jeg havde på forhånd ventet, at 50-året for min fars død var en fornuftig dag at booke en tid). Det har jeg vænnet mig til, og det fungerer godt for mig.

Den rationelle del af mig forstår selvfølgelig ikke, at når vi nu har talt om z, y og z 20 gange mindst, og jeg synes, at nu har jeg styr på det, min hjerne er klar over, hvad der er sket, også rent psykologisk, så dukker der alligevel emner op, jeg behøver hendes hjælp til. Men jeg accepterer, at sådan er det, og sådan har mit liv været.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg kan prioritere at komme hos hende. Man siger, at alt er prioritering, og det er sandt, men det kræver, at man har noget at prioritere med. Det er den privilegerede del af det.

Da gammelt had, nag og andre ubehagelige ting er usunde og alt andet end gode for det mentale helbred, har vi gjort en del for at finde noget positivt at sige om “min mor”. Jeg synes ikke, jeg selv har kunnet bidrage ret meget til den proces; ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg kan ikke kan.

Psykologen sagde i går, at hun ikke syntes, hun kendte “min mor” ret godt; og det er sandt. Jeg forstår hende godt, for “min mor” fremstår temmelig anonym både nu og i det, der var min virkelighed. Og det jeg husker, ville jeg faktisk hellere glemme.

Vi leder efter noget positivt og godt om hende, men vi finder gang på gang min far. Fornuftsmæssigt er det jo pudsigt, eftersom jeg havde ca. seks år med ham, men kendte hende fra ca. 1966 – 2006 minus “pausen” på de 22 år, som giver ca. 18 år, altså tre gange så lang tid. Det siger noget om, hvor usynlig hun var, og måske om hendes evne til at falde i med tapetet. Det var muligvis noget, hun fik brug for sammen med psykopaten.

Min sympati kommer i stedet til at ligge hos min stakkels gamle morfar, der ender sine dage i et baglokale til en skobutik i Svaneke. Det tilgiver jeg dem aldrig! Morfars samlede livshistorie danner grundlag for min sociale indignation. Det med hans livs efterår kan dog virkelig røre mig til tårer.

Psykologen fandt noget i adoptionssagen

En gang i sommer lånte jeg psykologen adoptionssagen. Jeg lånte hende ikke sagen for, at hun skulle lære noget om mig, men fordi det måske kunne være relevant for hende at vide noget om, hvordan man behandlede den slags børn og den slags sager i forhistorisk tid.

Typisk nok fik hun noget positivt ud af det. Faktisk fandt hun noget positivt at sige om “min mor”, og det kan jeg sagtens se, og det er en vinkel, jeg trods alt er glad for.

Det positive består i

Da jeg lige er kommet til Skjern og vi alle tre er lykkelige, forstår “min mor” ikke papirerne fra børnehjemmet og Rigshospitalet, som børnehjemmet gav dem med. Hun forstår ikke, hvad der står i dem, og hun forstår ikke, hvad hun skal med dem. Mødrehjælpen siger ved et af sine uanmeldte besøg, at papirerne ikke har nogen betydning, og at dem kan hun bare smide ud. Hun smider dem straks i skraldespanden, og Mødrehjælpen noterer, at det virker som om, at hun er meget lettet over det.

Den positive vinkel er: Hun er sådan set ret glad for det barn, de har hentet, og hun er nærmest lidt vred over, at det har fået et stempel som værende retarderet, tilbagestående og smådum, når hun selv (i lighed med Rigshospitalet) synes, det virker normalt. Hun er muligvis klar over, at et sådant stempel kan følge med enten bare mange år eller resten af livet og derfor vil hun gerne af med det/papirerne.

Mit eget ræsonnement er, at selvom man smider nogle papirer ud, så står diagnoser, tests, undersøgelsesresultater mv. jo alligevel et eller andet sted, og jeg synes, det er lidt smådumt. Det svarer lidt til at tro, at krigen i Ukraine ikke længere udkæmpes, bare man ikke tænder for TV Avisen. Men okay … jeg kan godt lide psykologens tankegang og tilgang, der virker logisk, og jeg vil jo gerne finde noget positivt, hvis der vel at mærke er noget at finde, så dette har jeg mærket mig.

I Vollsmose havde vi det hyggeligt nogle måneder

Jeg er også selv kommet i tanke om en enkelt ting: Efter vi flyttede fra revisoren i Odense (hendes første bekendtskab efter min far døde) til Vollsmose og inden psykopaten dukkede op, var der nogle få (hvor mange?) måneder, hvor vi havde det ret hyggeligt – bare hun og jeg.

Jeg husker faktisk ikke, hvori det hyggelige bestod bortset fra én ting: Vi spiste spaghetti med kødsovs i køkkenet og sugede pastaen ind i munden og syntes, det var vældig sjovt, når tomatsaucen landede på køkkenvæggen …

Hvor blev pengene af?

Min fars pludselige død må have været et fuldkommen vanvittigt chok og traume for hende. Det er slet ikke til at sætte sig ind i, selvom man prøver. Enlig kvinde uden uddannelse, uden arbejde og med et barn, der lige akkurat er blevet ni år. Og i øvrigt i en funktionærbolig, hvor kontrakten løber ud om seks måneder. Jeg ville så sandelig heller ikke vide, hvordan jeg skulle håndtere det.

Nu kommer lidt gætterier, som jeg faktisk ellers mener, man bør holde sig fra, men det skader jo ikke at prøve at tænke sig ind i den virkelighed, “min mor” var i.

En ting undrer både psykologen og mig (det var hende, der begyndte): Hvor blev pengene af?

  • Man kan ikke forestille sig, at der ikke har været en livsforsikring efter min far: Han simpelthen have været så ansvarligt et menneske, at der har været styr på den slags. Ellers taber jeg noget for ham! Mens jeg sidder og skriver dette dukker ordene “Statsanstalten for Livsforsikring” op i min hjerne. De pludselige glimt plejer at have noget på sig.
    • Gad vide om jeg kan grave noget frem? Jeg plejer at kunne grave ret meget frem, så hvorfor ikke her?
  • Hvis man tegner en livsforsikring, sørger man vel også for, at der er taget hånd om den efterladte ægtefælle i form af en enkepension. Nogle gange er de to ting selvfølgelig en del af et samlet hele.
  • Der må have været en form for eftervederlag fra fabrikken. Det må have haft en ret pæn størrelse, og det må have varet nogle måneder, når man ser på hans stilling. Andet giver heller ingen mening.

Okay hun arbejdede – så vidt jeg husker – ikke, mens vi boede i Brande, eller mens vi boede hos revisoren i Odense. I Brande har det været dagens priser. Man må forestille sig, at det har været billigere hos revisoren.

Der simpelthen have været penge tilbage? Hvor blev de af? Kunne psykopaten vældig godt lide dem?


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Hun kom ud og sagde, han var død

Præcis 50 år siden

Hun kom ud og sagde, han var død

Jeg er klar over, at det meste af nedenstående er berettet tidligere. Jeg har bare behov for at markere den runde dag og mindes et fint menneske, der har haft stor betydning for mig og mit lidt sære liv.

Denne artikel udgives præcis kl. 07:29 den 21. november 2022, for der er det på minuttet 50-året for min fars død, jfr. dødsattesten.

Selvom det er 50 år siden, husker jeg det glimrende og jeg har lagt det i æsken med begivenheder, jeg aldrig kommer over. Det har jeg opgivet for nogle få måneder siden.

Psykologen vendte (som vanligt) det hele på hovedet ved vores session den 31. oktober i år: Sorgen består og er stor, fordi det var et usædvanligt og fint menneske, der pludselig forsvandt som dug for solen. Vi fik omkring fem eller seks år sammen. Jeg er ikke helt klar over, hvornår jeg kom til Skjern fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup.

Tænk at han har eksisteret og har været der for mig. Tænk at der var en infertil mand (han havde haft fåresyge), der havde så stort et ønske om et barn, at han “overtog” et tilovers-barn fra et børnehjem. Det er jo sådan set både fantastisk og positivt. Og det – og han – er værd at mindes.

Det er okay at sørge på denne mærkedag. Kunne man stadig købe sørgebind, ville jeg gøre det.


Køreturen havde været fra Give Sygehus til Kolding Sygehus. Der er 49 km. i fugleflugtslinje men 63 km., når man kører. Vi fulgte efter den sorte hjerteambulance, der var lavet af bølgeblik. Jeg var for en måned siden blevet ni år, og jeg var bange for ambulancen, der i al sin sorthed mindede om, at dette var alvorligt. Jeg husker tydeligt, at jeg var klar over, at min far lå inde i alt det sorte.

Psykologen rammer plet, når hun siger, at det væsentlige var, at barnet sansede. Der er så meget, jeg på én måde ikke husker, men på den anden side set ikke er i tvivl om er sandt. Det har været sansningerne.

Hun kom og sagde, han var død

Vi boede i Brande, og vi overnattede ikke på Give Sygehus, altså må vi være stået meget tidligt op for først at nå til Give og dernæst fortsætte til Kolding. Vores bil var en næsten ny Renault 16.

Jeg ved, den var ny, for ved udskiftningen fik jeg den tidligere bil til at lege i, og legen havde ikke varet ret længe.

Jeg blev anbragt på en stol ude på gangen og måtte ikke komme med ind på stuen, hvor han lå. Hvor længe jeg var afsondret, husker jeg ikke. Jeg var alene, for ingen kom og snakkede. Alligevel var jeg klar over, hvad der foregik og jeg fik korte glimt af ham, når læger og sygeplejersker gik ind og ud af stuen. Der var en jævn trafik. Han lå i venstre side på en enestue.

Et barn på otte år og en måned, der sidder helt stille på en stol på en hospitalsgang i et ukendt tidsrum, er paralyseret af angst. Det er ikke naturligt. Naturligt havde været at hoppe op og ned på trapperne, at kræve en sodavand el.lign.

Hun kom og sagde, han var dødKl. 07:29 udåndede min eneste ven i verden. Den, der ville mig og altid forstod mig. Den om hvem Mødrehjælpen blandt andet skriver i 1965 og 1966:

“Andrageren er næsten ivrigt talende, og hans glæde over snart at få et barn i hjemmet virker meget ægte. Han virker glad og harmonisk, lidt stolt over de gode forhold.”

Og kort tid efter:

“Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne og er meget stolt af hende; på fabrikken har man sagt, at han er blevet som et andet menneske og det bedste han ved er at fortælle om lille Hanne”.

Den, der heller ikke var meget for en teltferie ved Vedersø Klit, men hellere ville tage “et smut” ned på fabrikken efter middagen og tog mig med.

Den, der altid fandt mig, når vi legede gemme i de store tørrerum, hvor klædet skulle tørres på noget tørresnor-lignende, hvis man testede farveprøver. Lugten i tørrerummene var speciel; sådan lidt krydret. Den kildede i næsen på en god måde. Det har sikkert være på grund af appreturen.

Da hun kom ud fra stuen, sagde hun bare “Han er død”. Ikke andet. Hun tog ikke om mig; hun så mig ikke i øjnene; hun sagde ikke “far er her ikke mere”. Hun gjorde ikke noget af det, hun burde have gjort. Hun var “wc-kold”.

Som man gjorde dengang, bar hun nu både sin egen og hans vielsesring. Sådan viste man omverdenen, at man var enke/enkemand. Det så jeg med det samme. Nogle holder stadig den fine skik i hævd. Havde jeg været gift og mistet, ville jeg gøre det samme.

Jeg var klar over, hvad “død” betød, men jeg var ikke klar over, hvilken betydning hans død fik for de år, der fulgte.

Hun kom og sagde, han var dødVi gik retur til Renaulten og kørte de 77 km til mormor i Brande. Det var uansvarligt at lade en kvinde, der pludselig er blevet enke, køre den lange tur alene med et barn på bagsædet. Hun har været i chok over at miste sin mand efter kun 17 års ægteskab. Men sådan var tiden åbenbart dengang.

Hos mormor sad de i køkkenet og talte voksen-tale. Jeg kan ikke huske, om de tog sig af mig. Det kan være, de har gjort det, men det er glemt. Mormor sad til højre ved køkkenbordet. Hun sad til venstre.

Psykologen havde en fin betragtning: eftersom jeg husker et væld af detaljer, har de voksne ikke været fyldt med omsorg, for så havde jeg (også) kunnet huske det. Det er en logik, jeg holder af, og jeg tror, det er rigtigt.

Begravelsen den 26. november 1972

Hun kom og sagde, han var dødJeg husker heller ikke dagene indtil begravelsen, der foregik fra en mere end fyldt Brande Kirke, eftersom alle kendte ham. Brande Kirke er stor. Jeg tror, alle “arbejderne” (sådan kaldte vi dem altså) fra Martensens Fabrik var tilstede. Måske var jeg hos mormor noget af tiden? Jeg ved det simpelthen ikke.

Jeg kan huske, at jeg gerne ville se ham i kisten som et sidste farvel, men det måtte jeg ikke. Man syntes åbenbart ikke, at det var noget for børn. Det betyder, at jeg aldrig fik sagt farvel til min eneste ven i verden.

Vi sad på den forreste bænk i venstre side af kirkeskibet. Provst Otte stod for ceremonien. Jeg sad til højre for hende. Måske havde jeg mormor på min højre side.

Vi sang blandt andet “Nu falmer skoven”, som jeg kendte og kunne synge med på, men jeg forstod ikke det med “… og vipper bolde …” for bolde var nogle, man legede med. Jeg kan stadig ikke holde ud at synge den salme. Jeg får stadig en klump i halsen og tårer i øjnene.

Collagen i bunden er ikke køn, men den er gammel og i hvert fald fra før 25. december 2006, hvor hun døde, for den er lavet på min fars lille konfirmationssalmebog, som jeg gav hende med i kisten som et minde om min far og mig – og om en tid, hvor verden stadig var normal. Først ved retskrivningsreformen i 1948 holdt man op med at skrive substantiver med stort.

Efter begravelsen

Han blev begravet på Brande Østre Kirkegård, hvor jeg tilbragte så meget tid alene foran den store gravsten på familiegravstedet (der skulle jo være plads til os alle tre) i stedet for at være på skolen. Det var der ikke nogen, der tog notits af, bortset fra at jeg ved, at hans søster “Tante Kis” talte med hans ungdomskæreste Hanne om det. Det fik jeg fortalt af Hanne selv engang i sommer, og det gjorde indtryk, at nogen vidste noget men ikke handlede på deres viden. Det må have været en kold fornøjelse på kirkegården, eftersom det jo var vinter og det har været december, inden stenen kom på.

Vi flyttede til Odense seks måneder senere og kaos begyndte. Resten er historie.

Der gik mange, mange år før jeg i forbindelse med noget slægtsforskning igen kom til Brande Østre Kirkegård. Jeg kunne sagtens finde gravstedet. Ruten var (og er) prentet ind i hjernen. Gravstedet var misligholdt, der stod tidsler og voksede græs, stenen var grøn af mug. Der var helt åbenbart ikke betalt for vedligeholdelse.

På det tidspunkt havde jeg ikke råd til en genopretning og det gav heller ikke mening at have et familiegravsted ude på heden. Jeg kunne bare ikke holde ud, at det skulle se sådan ud. Min fars gravsted skulle enten være i orden eller også skulle det nedlægges. Værdier og ordentlighed delte jeg ikke med hende.

Da jeg ikke stod som gravstedsejer, begyndte jeg en lang, sej kamp med Ribe Stift for at få gravstedet nedlagt. Det lykkedes efter mange skriverrier frem og tilbage. Det er jeg glad for. Enten har man et gravsted, eller også har man ikke.

Af samme grund skal min egen aske spredes ud over Øresund, for det er her, jeg hører til.

 

Hun kom og sagde, han var død


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Hvorfor bliver du ved at prøve?

Hvorfor bliver du ved at prøve?

Jeg ville gerne kunne svare

Hvorfor bliver du ved at prøve?

Psykologen er skarp og kan skære ind til benet (selvfølgelig på en god og ordentlig måde). Det er jo derfor, jeg kommer hos hende; måske kommer jeg ikke med tunge psykologiske problemer, jeg kommer for at lære. I onsdags spurgte hun tre gange “Hvorfor bliver du ved at prøve?”, og lige så mange gange var jeg mundlam. Og det er jeg fortsat.

Emnet var mine spæde forsøg på at lave noget, der ligner “arbejde” nogle ganske få timer pr. uge som led i frivilligt arbejde. Fokus for sessionen var “Stress”.

Det er mildest talt gået ad Helvede til:

  • Firma 1: Masser af nyt stof og min hjerne havde det som en si. Trods forklaring fem minutter tidligere havde jeg ingen løsningsforslag. Jeg var fuldkommen blank. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg havde det som om, jeg aldrig havde hørt om noget lignende.
    • Jeg må erkende, at jeg er blevet virkelig dårlig til at lære nyt.
    • Som en gammel cirkushest, der trækkes af stald, kan jeg det, der sidder på rygraden, og har siddet der i 25 -30 år. Men det nye stof skal jeg have ind med noget, der ligner en suppeske.
    • Det er ikke rart at erkende, at der stadig er kognitive deficitter til rest.
  • Firma 2: Jeg indgik aftale med en smuk lille NGO om at levere tre timers arbejde pr. uge. Min fine titel var “Udviklingskonsulent”, men det var ikke på forhånd klart for mig, hvad det vil sige at være konsulent, og at det er noget helt andet end at være en fastansat special- eller chefkonsulent i staten.
    • I staten er det en karrierevej, men udenfor staten betyder det, at opdragsgiver køber en ydelse og dernæst plukker i det vedkommende kan lide/bruge. Det kan jeg ikke leve med. Finder jeg 19 opmærksomhedspunkter i en kontrakt, er det under min faglige stolthed, at kun fem punkter bliver brugt. Og jeg er helt med på, at det er mig, der tager fejl her; det er bare sådan, det er.
    • Der var en deadline (som jeg selv havde sat, fordi jeg mente, den passede med en milepæl). Jeg stod op og tændte for PC’en kl. 01:30 for at overholde deadline, da jeg alligevel ikke kunne sove, men det går ikke. Jeg tåler ikke længere deadlines; jeg har haft for mange af dem i mit liv.
    • Jeg har haft for mange arbejdspladser, hvor jeg slukkede skrivebordslampen kl. 01:30 – og jeg tager ikke fejl af AM og PM.
    • Stresssymptomerne planter sig med det samme. Dårlig søvn, vanskeligt ved at koncentrere mig og manglende appetit (i forvejen synes jeg, at mad er temmelig uinteressant, og det er ikke noget, jeg bruger tid på).

Jeg har vist (omsider) lært lektien

Det kan sagtens være, jeg ikke kan svare på spørgsmålet “Hvorfor bliver du ved at prøve?”, bortset fra at det er noget med fortsat at kunne bruges til noget, fortsat at have en identitet og ikke at falde helt ned under de faglige gulvbrædder, men jeg tror og håber, at jeg nu har indset, at det bare ikke går.

Der var alt for meget af ovenstående, der mindede om min korte – men glorværdige – karriere hos Interflora. Jeg skulle arbejde fire eller seks timer pr. uge, men jeg brugte 30 mentale timer på det. Jeg kan ikke – og noget i mig vil heller ikke.

Der sker noget pudsigt, når man bliver pensionist: Mange tror, man lige kan kan hjælpe med x, y eller z, når man nu ikke skal andet. Jeg er imidlertid nået dertil, hvor det ikke er et issue, for jeg kan ikke arbejde og jeg har lagt de interessetimer, jeg skal, i mit liv. Staten er fyldt med interessetimer, bare hvis du nu skulle høre til dem, der mener, at djøfere i staten sidder og lopper den “for andre folks penge” …

Henvender andre sig, er svaret “Det er dejligt at høre fra dig og tak for det, men nej tak”.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.