/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Bog: “Alle katte er på Autismespektret”

Aspergers syndrom

Bog: “Alle katte er på Autismespektret”

En lille bog med kattebilleder blev en uventet anledning til refleksion over både Aspergers syndrom, autismespektret og et liv, hvor det ikke længere er nødvendigt at maskere for at passe ind. Samtidig minder Jason og Josephine mig dagligt om, at der måske er mere end én grund til, at katte og mennesker med autisme ofte finder hinanden.

Jeg har købt bogen “Alle katte er på Autismespektret” af Kathy Hoopman. Den hed tidligere “Alle katte har Aspergers syndrom”. Titlen er ændret pga. ICD-11. ICD står for “International Classification of Diseases”.

Den fortæller om Autismespektret ved hjælp af skønne billeder – primært af killinger men også af voksne katte. Bogen er intet mindre end genial, og har du både Autisme og kat(te), må du ubetinget købe den. Selv er jeg ikke længere i tvivl om, at alle katte har Aspergers syndrom.

Bogens hovedformål er at fortælle børn om Autismespektret, men som voksen vil du sidde og nikke genkendende til alle de skønne billeder. Jeg har allerede bladret igennem den flere gange.

I ICD-10 inddeltes Autismespektret i:

  • Infantil autisme: Bliver opdaget i løbet af barnets første tre år. Begavelsen kan variere. Nogle har lavere end gennemsnittet, andre højere.
  • Atypisk autisme: Adskiller sig fra infantil autisme ved at vise sig senere og ved ikke nødvendigvis at have samme udfordringer. De sociale udfordringer er dog tilsvarende.
  • Aspergers syndrom: Man har ikke forsinket sproglig udvikling. Sproget fremstår dog ofte formelt og stift. De har samme sociale udfordringer som mennesker med infantil autisme. De har ofte mere detaljerede og specifikke interesser.
  • Anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse (GUA): Diagnosen bruges, når kriterierne for de andre former for autisme ikke helt passer, men hvor barnet har tilsvarende sociale og andre udfordringer.

I ICD-11 er de tidligere undergrupper af autisme samlet under én fælles diagnose: autismespektrumforstyrrelse. Diagnosekriterierne er reduceret fra tre til to hovedområder:

  • vedvarende vanskeligheder med social kommunikation og interaktion samt
  • begrænsede, repetitive og ufleksible adfærdsmønstre eller interesser

Jeg har lidt svært ved at se, at landvindingerne fra ICD-10 til ICD-11 skulle være et stort fremskridt, og da jeg er diagnosticeret med Aspergers syndrom, vil jeg vedblive at mene, at jeg har Aspergers.

Autismen fylder mere og mere

Heldigvis har jeg et fantastisk liv og glæder mig hver morgen til og over at stå op, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg lever op til de to diagnosekriterier. Pyt med at jeg har to psykiatriske diagnoser (Bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom). Jeg har jo også penge i banken, jeg har en hjemmeside mv.

Jeg har det jo godt, jeg føler mig ikke længere syg, og ingen kan længere fortælle mig, hvad jeg skal bruge mine dage på:

  • vil jeg lege med Jason og Josephine (banditterne)?
  • vil jeg arbejde på min slægtsforskning?
  • vil jeg gøre rent?
  • etc.

Jeg har en god 23-årig karriere i centraladministrationen bag mig. Tidligere har jeg maskeret meget for at leve op til hverdagens krav. At maskere er et andet ord for at forsøge at være “normal”. Nu hvor jeg ikke længere behøver at forsøge på det, fylder autismen mere og mere. Og det gør ingenting.

Desværre har jeg ingen livsvidner, der kan fortælle om forskellen på dengang og nu.

Den nærmeste er psykologen, der tit sagde, at jeg var blevet mildere med årene, hvilket jeg giver hende ret i. Det kategoriske og måske lidt markante ydre var begge overlevelsesstrategier.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Misserne kommer om en uge

Banditterne flytter ind

Misserne kommer om en uge

Om en uge flytter to små banditter ind hos mig. Hjemmet er ved at være klar, udstyret er bestilt, og kalenderen er ryddet, så de kan få den bedst mulige start. Samtidig håber jeg, at de med tiden får lyst til at lære klikkertræning og måske udvikle sig til mine helt egne tryghedskatte.

De kommer fra Fyn på torsdag kl. ca. 18:30, og de skal heldigvis ikke med hverken DSB eller togbus. De bliver kørt i privatbil af deres nuværende “missemor”, der giver dem videre i min varetægt, for så er de 13 uger gamle og må tages fra den biologiske missemor.

Det er spændende, hvornår de har mod på at kravle ud af transportkasserne.

Jamen hvor jeg dog glæder mig. Jeg har fundet et nogenlunde billigt sted at købe ind til dem.

Så jeg har bestilt “hele batteriet” og er spændt på, om banditterne har samme smag som mig i både kradsetræ og legetøj.

Udstyret leveres (formentlig – men det kan man aldrig vide) med PostNord.

Jeg kan ikke huske, hvornår – om nogen sinde – jeg har haft killinger, så det er jeg også lidt spændt på.

Foreløbig er jeg i gang med at aflyse de aftaler, der ligger i deres første to uger her, for man skal helst være hjemme hos dem hele døgnet i den periode. Så må frisøren, psykiatrien etc. vente. Det handler om, at de hurtigst skal finde sig godt til rette hos mig.

Jeg er meget spændt på, om de er klar over, at når det er nat, skal man sove, og at det også gælder dem. Hvis ikke kan de forhåbentlig lære det.

Servicekat

Endnu har jeg ikke fundet et godt sted, hvor jeg kan lære at lære dem at agere som servicekatte.

De sider, jeg ind til videre har fundet, rummer for meget snik snak, og det er ikke det, jeg har brug for. Jeg vil bare vide, hvordan jeg gør.

Og jeg vil vide, om de vil lege med; det kan man ikke vide på forhånd: “Hunde har ejere; katte har personale”.

Men som hovedregel vil katte faktisk gerne lære og gerne samarbejde. Man kan sige, at de gerne vil bruge deres hjerne.

Der findes en træningsmetode, der kaldes “clickertræning”.

Clickertræning er en træningsmetode, hvor man belønner kattens ønskede adfærd med en kliklyd efterfulgt af noget lækkert, dvs. en godbid. Klikket markerer det præcise øjeblik, hvor katten gør noget rigtigt, for eksempel sætter sig eller rører ved ens hånd med snuden.

Klikket er ikke en belønning i sig selv men et tydeligt signal om, at en belønning er på vej. Clickeren bruges til, at timingen bliver bedre, så man hurtigere kan belønne korrekt adfærd. Uden clicker er man næsten altid for sent på den.

Katte lærer hurtigt, at “klik = godt klaret = godbid”, og det gør træningen motiverende og effektiv.

Selvom katten ikke kan få en officiel rolle som servicekat, kan den fungere som en uofficiel trygheds- eller omsorgskat for det mentale velbefindende:

  • Rolig psyke: Vælg en kat eller ungkat med et naturligt roligt, mildt og tillidsfuldt temperament, da katte er selvstændige og svære at træne til specifikke opgaver.
  • Miljøtræning: Væn katten til at blive håndteret, køre i transportkasse og opholde sig i forskellige miljøer fra den er helt lille, hvis den skal med ud i trygge private rammer.
  • Positiv belønning: Brug godbidder, clickertræning og tålmodighed for at knytte bånd og lære katten enkle ting, men accepter dens egne grænser.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/10 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Jeg skal have katte

Vild glæde

Jeg skal have katte

Manchet

Om få uger flytter to små killinger ind hos mig, og jeg glæder mig helt vildt. De bliver ikke bare selskabskatte, men forhåbentlig også mine kommende servicekatte. Efter flere års overvejelser har jeg besluttet, at de skal være en del af min hverdag – både som legekammerater, arbejdsfæller ved skrivebordet og som en hjælp til at skabe ro i en hjerne, der ofte bliver overvældet af sanseindtryk.

Om tre uger kommer der to små banditter, der på det tidspunkt er 13 uger. Lige nu bor de på Fyn, men jeg får dem leveret.

Jeg har fundet en opdrætter med et kuld på fem, og jeg tager to, for at de får det bedst mulige liv hos mig, når de skal være indekatte. Jeg læste om, at det kan være stærkt traumatisk for en lille killing at blive taget fra moderen, at komme et fremmed sted hen, hvor alle lugte er fremmede, og hvor der ikke er noget/nogen, den kender. Når de er to, har de altid en bror/søster, de kender. Og herudover har de hinanden at lege med, hvis jeg ikke lige har tid.

Jeg er i gang med at se på, hvad jeg skal have anskaffet til dem, som skal være parat, når de kommer. En af tingene er noget så simpelt som en papkasse med et tæppe/håndklæde i, der kan stå på skrivebordet ved siden af tastaturet, så de kan holde øje med, om jeg nu arbejder flittigt. Der skal være et lavt kradsetræ, så de selv kan klatre op på skrivebordet. Der skal være et aktivitetscenter/klatretræ med huler at slappe af og sove i samt flader, hvor de kan sidde og holde øje med verden, hvilket katte elsker. Der skal være aktivitetsbolde med mad i, så de af og til stimuleres og skal “arbejde for føden”.

De får spisestuen. Den bruger jeg alligevel kun, når vinduespudseren er her tre gange om året.

I mange år måtte jeg undlade det, fordi jeg ikke kunne løse problemet “Hvem skal passe dem, når jeg er indlagt?” Men det er heldigvis historie nu.

Servicekatte

Det er blevet til efter flere års overvejelser – nu skal det være! Jeg har undersøgt det adskillige gange. Psykiatrien skrev på et tidspunkt en udtalelse til mig, som jeg kunne videreformidle. De “vedlagte artikler” er:

  • “I Can’t Give Up When I Have Them to Care for”: People’s Experiences of Pets and Their Mental Health.
  • Autism and cats.

Eftersom de er så små, når jeg får dem, er det mig selv, der må sørge for at træne dem til at fungere som servicekatte. Det er jeg ikke i tvivl om, at jeg kan.

Jeg har læst om servicekatte:

“En servicekat fungerer som en specialtrænet støtte, der hjælper autister med at regulere nervesystemet, mindske angst og håndtere sanseindtryk. Katte er særligt gode, fordi deres lave energiniveau, rolige tilstedeværelse og lave støjniveau skaber et trygt og forudsigeligt miljø.

Fordele ved en servicekat for autister inkluderer:

  • Sensorisk regulering: Deres spinden og bløde pels giver beroligende sansestimuli, hvilket kan aflede og mindske følelsen af overstimulering.
  • Angst- og stressdæmpning: Katte er kendt for at reducere mængden af stresshormoner i kroppen, hvilket giver en følelse af tryghed.
  • Fast struktur: Katte kræver faste rutiner med fodring og pleje, hvilket hjælper med at skabe forudsigelighed i hverdagen.
  • Ufordømmende selskab: Katte stiller ikke sociale krav, hvilket gør dem ideelle til autister, der oplever social udmattelse.”

Jeg er nu ikke enig i “… lave energiniveau …” Det gælder i hvert fald ikke killinger.

Jeg er heller ikke enig i, at de ikke stiller sociale krav. De stiller i høj grad krav om at blive kælet for og blive nusset. De stiller også krav om at blive leget med.

“Hunde har ejere, men katte har personale”, sagde en veninde. Det er fuldkommen rigtigt.

Sansestimuli og forandringer

Det er måske svært for andre uden autisme at forstå, men i hvert fald for mig er det som om, at især lyde og lugte farer direkte og ufiltrerede ind i min hjerne ergo derind, hvor jeg lige har haft så meget besvær med at “gøre orden”, og nu kommer alle de sanseindtryk og laver uorden.

Eksempel 1: Næste weekend skal jeg til et møde i Fredericia. Det er sommerferieperiode, så Banedanmark laver – fornuftigt nok – sporarbejde. Det vil sige, at at der er togbus mellem Ringsted og Fredericia. Folk snakker og de spiser deres madpakker i en bus. Jeg frygter det allerede. Vil jeg nå frem i nogenlunde hel tilstand, og vil jeg kunne deltage aktivt på mødet? Kan jeg lige så godt blive hjemme?

Eksempel 2: En af dagene på højskolen havde underviseren fået den “glimrende idé”, at navneskiltene efter pausen stod et nyt sted. Ergo skulle man sidde et nyt sted sammen med nye mennesker. Der gik næsten panik i mig. “Mit skilt er her ikke. Hvor skal jeg sidde?” Jeg følte mig som komplet idiot. En medstuderende sagde “Er du blevet hjemløs?” Jeg kunne kun svare “Ja, og jeg sælger også ‘Hus forbi’ om lidt”.

I en stille stund sagde jeg til underviseren, at det måske var godt og sjovt for de 19 andre, men for en autist kan det føles som om, verden vælter. Forandringer kan være et mareridt for den hjerne, hvor der lige var “gjort orden”. Selvfølgelig hverken skal eller kan hun tilrettelægge sin undervisning efter mig, og jeg ønsker på ingen måde at være til besvær – det var bare til orientering.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Efter “Skriv dit liv” på Vestjyllands Højskole. Hårdt og godt.

Katten i "Forundringens have"Stegemüller

Forfatterdrømmen lever igen

Efter “Skriv dit liv” på Vestjyllands Højskole. Hårdt og godt.

En uge på Vestjyllands Højskole gav mig meget mere end nye skriveredskaber. Den gav mig troen på, at forfatterdrømmen stadig lever. Jeg kom hjem udmattet af sanseindtryk men med en ny forståelse af fortællingens kunst, mod til at dele mine egne erindringer – og lysten til endelig at skrive den historie, der har ligget i skuffen alt for længe.

Det har været fantastisk, og det har været utrolig hårdt for en Asperger-hjerne uden filter, hvor alle sanseindtryk farer direkte ind. Et bombardement uden ophør. 120 mennesker støjer utrolig meget – også selvom de er både søde og velmenende.

Det værste var spisesalen, så jeg fik stort set først mad, da Birte uden h fandt på at hente det til mig. Jeg væltede næsten bagover af hendes omsorg. Hvordan takker man et menneske, der uden videre tilbyder sig selv som en ven i nøden?

Adskillige dage har jeg tænkt “Nu ændrer jeg billetterne, sætter mig fredfyldt på DSB 1′ Stillezone og kører til København”, men kig på programmet fik mig til alligevel at prøve at tage en dag mere. Der var for meget, jeg ikke ville gå glip af, og tandbylden gik også langsomt i sig selv.

Jeg var som en hullet si. Det var bedst om morgenen, men i dagens løb blev det værre. Nu er energiregnskabet i debet, men humøret er godt – fyldt af glæde over endelig at have forstået alt det, jeg i flere år har forsøgt at læse mig til.

Det er en kolossal sejr, at jeg holdt ud til torsdag kl. 16:30, hvor Bodil kom i Toyotaen og kørte mig på el til Herning Station. Kun et skift på Hovedbanegården fra såkaldt lyntog til en taxa det sidste stykke. Togturen blev billig, for en forsinkelse på 52 minutter bevirkede, at jeg nu får halvdelen af de 684 kr. retur som led i rejsetidsgarantien. 15 kilometer øst for Fredericia holdt vi en time ved den lille stationsby Kauslunde på Fyn, mens Banedanmark reparerede et eller andet. Det generede ikke mig, for jeg havde min nye bog “Fortæl dit liv – Sådan skriver du dine erindringer”.

Deadline i morgen kl. 12:00

Vi har trænet og øvet. Teori er blevet til praksis.

— I morgen skal du inden kl. 12:00 sende din tekst. Vi printer i fire eksemplarer, og du skal tale om den med din gruppe, sagde vores underviser Marie Østergaard Knudsen.

  • Min første beslutning var, at det kunne Marie godt glemme. Helt som spisesalen ville det blive uden mig. Jeg havde ikke nogle ord, der kunne bruges, og mine tekster er som mine børn, jeg har puslet om og givet et varieret liv i kærlighed. De skulle ikke ud på en fremmed legeplads med uuddannede hjælpere.
  • Den næste beslutning fødtes natten inden, hvor jeg forsøgsvist skrev Hongkong-influenza i 1969. Jeg trak vejret dybt, lukkede øjnene og trykkede på send.

Først tvivlede jeg på, om den var god nok og overhovedet værd at læse for nogen som helst? Og udleverede jeg mig selv for meget til 19 næsten-fremmede mennesker? Men jeg skriver jo bare tingene, som de var.

Den viste sig at være brugbar, selv om jeg havde overskredet grænsen på 500 ord med 407 ord. Jeg fik lov at læse den højt for hele holdet. Stemmen var flere gange ved at knække, fordi minderne kom farende. Men man kan synke sig fra meget.

Jeg kan i virkeligheden godt lide at blive presset især bagefter, når nytteværdien har vist sig.

Det vigtigste er at skrive

Skriveøvelserne har været geniale. “Skriv i syv minutter”. Når man tror, det er overstået, siger hun “Skriv så i syv minutter mere”. Det forunderlige er, at der rent faktisk kan komme en forståelig tekst ud af sådan et power-skriv.

Nu er jeg – heldigvis – hjemme og vil forsøge at praktisere “BDS”, der står for:

  • Brief
  • Daily
  • Sessions

Skriv 20 minutter hver morgen, inden sanserne forstyrres af snik snak, e-mails, netbank, Facebook, telefonmøder etc. Sæt ord på papir eller skærm, pres dig selv lidt, prøv at gøre det. Ingen skal se teksten, med mindre du får geniale indfald. Og det gør jeg jo … I morges dukkede Skjold Burnes “Den med tyren” pludselig op

Det vigtigste er glæden ved ordene og ved at skrive. Det vigtigste er ikke, om kommaerne står det rigtige sted.

Show it – don’t tell it

Endelig er det lykkedes mig at få “show it – don’t tell it” ind under huden. Jeg har så tit læst om det, men det er aldrig lykkedes mig at praktisere det. Det er som om, jeg ikke helt fattede, hvad det betød for mig og mine fortællinger. Men nu ved jeg, hvad det drejer sig om.

“Tante Agathe var både en dramaqueen og temmelig manipulerende” – det går bare ikke, for her fortæller man læseren, hvad hun skal mene om tante Agathe.

Fold det ud. Fortæl af karsken bælg. Der skal mange ord til at forklare, hvad en dramaqueen er, eller hvordan et menneske er manipulerende, men det er jo hele idéen med fortællingen. Der må gerne være mange ord.

Mit projekt om hattemagermesteren skal op af skuffen

— Mor, kan du række mig stegen? siger Wilhelm. Mor rejser sig. Hun går over til komfuret, hvor den varme plade står.
— Vil du have sauerkraut til også?
— Ja tak.
Vilhelm betragter mor, der går ind i spisekammeret. Er det nu, han skal lufte idéen? Han betragter mors arm. Er hun trist i dag? Tænker hun på Emilie og Pauline? Nej, hun ser stærk ud.
— Jeg har tænkt på noget.
— Ja? Mor sætter sig.
— Jeg så en annonce i avisen. De mangler hattemagere i København.

Den lille tekst herover udviklede Marie på fem minutter til mig, da jeg for nogle år siden købte en session hos hende. Det havde taget mig fem dage.

Jeg har gemt noterne fra sessionen. De er nu kun er delvist læselige, fordi jeg har væltet et glas vand ud over dem.

Wilhelm er den oldefar, der i 1890 kom til Brede Klædefabrik som hattemagermester. Jeg har en historie, den skal “bare” skrives.

Jeg glæder mig og tastaturet kalder højt på mig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.