,

Sanseprofil i psykiatrien

Sanseprofil i psykiatrien

Udredning for multiple sanseindtryk

Sanseprofil i psykiatrien

I går formiddag besvarede jeg 60 spørgsmål, der skal bruges til at lave en sanseprofil for mig, og dernæst hjælpe mig med strategier for, hvad jeg kan gøre ved problemerne, som jeg også tidligere har skrevet om under overskriften “Støjhelveder på jord”.

Vi (Distriktspsykiatrien og jeg) var også i gang med det for 11 måneder siden. Forskellige forhold har bevirket, at vi nu prøver igen.

Den nye medarbejder (en ergoterapeutstuderende på syvende – og sidste – semester) var simpelthen så sød og grundig. Jeg følte mig i høj grad hørt og mødt i alle 87 minutter. Fx stillede han mange supplerende og afklarende spørgsmål og noterede alle svarene. Det til tider lidt tåbelige spørgeskema var ikke altid nok. Fx var der ofte dobbelte negationer, som jeg måtte bede ham læse op igen, så jeg var sikker på at “vende svaret rigtigt”.

Det vigtige for mig er, hvad jeg så kan gøre ved dette problem, som bliver værre og værre. Tænker jeg fx ti år tilbage, synes jeg ikke, jeg havde disse problemer: Der er adskillige caféer og restauranter, jeg ikke kan gå på; hos frisøren og i taxaer må jeg bede dem skrue ned eller slukke; jeg er voldsomt generet af muzakken, hvis jeg en enkelt gang går i et center; jeg hader hjemmesider med ting, der hopper og danser; gif’er er slået fra i mine browsere; ligger der en fast food-restaurant, må jeg gå over på den anden side af gaden, fordi jeg ikke kan holde lugten ud osv.

For mig er alt dette overflødige sanseindtryk, der fylder alt for meget i min hjerne, og det, der er tilbage af den, kan jeg ikke bruge til noget.

Resultatet af testen vil uden tvivl være, at jeg har problemer med støj og lugt. Det ved jeg allerede, det er jo derfor, jeg kommer. Jeg vil formentlig få resultatet allede på fredag. Det er så fornemt.

Tæt på andre mennesker

Der var en gruppe af spørgsmål, jeg ikke tænkte så meget over for 11 måneder siden, men som nu stod tydelige: Det hed sådan ca. “Tæt på andre mennesker”. Jeg bryder mig meget lidt om at have fremmede mennesker tæt på mig, og kun mine allernærmeste venner giver jeg et knus ved goddag og farvel. Jeg er simpelthen ikke meget for kram-kulturen og nød distancen under pandemien.

Jeg har udviklet forskellige strategier til at imødegå det. Står jeg fx i kø ved en kasse i et supermarked, sætter jeg kurv/vogn bag mig, fordi jeg på denne måde selv kan regulere, hvor tæt de fremmede kommer på mig.

60 gange stillingtagen

I alle 60 tilfælde skulle jeg tage stilling til et udsagn ved hjælp af følgende svarmuligheder:

  • næsten aldrig: 5 % af tiden eller mindre
  • sjældent: ca. 25 % af tiden
  • af og til: 50 % af tiden
  • hyppigt: ca. 75 % af tiden
  • næsten altid: 95 % af tiden eller mere.

Jeg er dårlig til at rubricere den slags ting. Mine svar kom derfor primært i kasserne “5 % eller mindre” eller “95 % af tiden eller mere”. Sådan en slags enten eller uden så mange nuancer!

Det minder mig lidt om tiderne hos fysioterapeuten, hvor jeg skulle rubricere fx nattesmerterne i skulderen på en skala fra 1 til 5. Jeg svarede 5. Han sagde “Det er jo meget”. Til det kunne jeg kun svare “Jamen jeg har også enormt ondt om natten!”. Det var en underlig “dialog”.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Godt det bare var et mareridt

Godt det bare var et mareridt

Jeg var til min fars bisættelse i nat

Godt det bare var et mareridt

Det er ret sjældent, jeg kan huske, hvad jeg drømmer. Jeg synes, der kan gå måneder imellem, jeg kan huske en drøm. I nat vågnede jeg imidlertid kl. 02:25 og så tydeligt følgende for mig:

Jeg var hos min fars ungdomskæreste, hendes to sønner og to svigerdøtre. De var alle vældig omsorgsfulde, tog mig på skuldrene og sagde fx “Det skal nok gå”. Jeg var på vej ud ad døren til bisættelsen, og det absurde var, at jeg selv skulle have hans urne med (og det var ikke til urnenedsættelsen).

Men der var lidt uorden i begreberne i mareridtet. I øvrigt blev han kistebegravet (også kaldet jordfæstet), som man jo gjorde dengang for 51 år siden.

Pyh ha … Det varede et par timer, før jeg kunne sove igen.

Op på en piedestal

Jeg er helt opmærksom på, at jo flere år, han har været død, jo højere op på en piedestal kommer han. Det burde måske ikke være sådan, men sådan er det, og det generer jo ikke nogen. Heller ikke mig selv. Andre tænker måske, at det er unaturligt, men hidtil har ingen været så uvenlige at påtale det. Og tanker er som bekendt toldfrie. Både mine og andres.

For ikke så længe siden spurgte jeg psykologen: “Går det aldrig over?” Eftersom vi har kendt hinanden siden foråret 2015, er hun – med min billigelse – ret ligefrem og dejligt ærlig. Hun svarede: “Nej, det gør det ikke”. Selvfølgelig og gudskelov er det blevet “mindre” og langt mere udholdeligt, men der vil altid være en lille sorg til rest. Og det er også i orden.

Jeg tænker af og til på Johannes Møllehaves sætning “Sorg er en kærlighed, du ikke kan blive af med”. Det er præcis sådan, jeg har det. Læs evt. Dorte Hygum Sørensens interview med Johannes Møllehave i Politiken fra den 14. november 2002 (ingen betalingsmur) med netop den overskrift.

Var det mon gået på samme måde, hvis han ikke var død?

Det ville vel være mærkeligt, hvis jeg ikke en gang imellem spurgte mig selv om:

  • havde jeg udviklet den bipolare affektive sindslidelse, hvis han ikke var død?
  • havde en barndom med Aspergers syndrom været nemmere?
  • havde han sørget for, at jeg tog en uddannelse?
  • og meget andet.

Jeg “tror” ikke på epigenetik, men det er jo en videnskab og ikke et trosspørgsmål. Jeg ved bare intet om det og hørte først om begrebet i sidste uge. Jeg ved kun, at bipolar affektiv sindslidelse er genetisk betinget, men det er måske ikke helt tosset at forestille sig, at de efterfølgende hændelser kan have “skubbet til” sygdommen? Forhåbentlig læser ingen læger med (vel KTR? 🙂 ).

Var han ikke død, var vi ikke blevet en nomadefamilie, og jeg havde ikke gået i fem forskellige folkeskoler. Mange skoleskift, hvor man aldrig lærer hverken andre børn eller lærere godt at kende, er særdeles opslidende for et barn med Aspergers syndrom. Det ville jeg meget gerne have været foruden.

Det er måske en del af “piedestaliseringen”, men jeg kan ikke forestille mig, at en ansvarlig far ikke vil sørge for, at barnet tager en uddannelse. Og han var et ansvarligt menneske – selvfølgelig da.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Når man ikke selv kan fortælle

Når man ikke selv kan fortælle

Jeg har en historie!

Når man ikke selv kan fortælle

Når man ikke selv kan fortælle, må man finde nogen, der kan. Jeg er optaget af at finde en/flere/nogen/nogle, der “gider” hjælpe mig med at fortælle historien, eftersom jeg ikke ejer “episke evner” og altså ikke evner “Show it – don’t tell it”.

Henvendelsen til DR Dokumentar

Jeg startede med den 6. februar at skrive til Danmarks Radio DR-Dokumentar.:

Kære DR-Dokumentar

Jeg synes, jeg har en historie: Jeg er cand.jur, 60 år, med en god karriere i centraladministrationen bag mig og flere har bekræftet mig i, at jeg har en historie, idet min livsbane har været mildest talt “bøvlet”.

Lige nu skriver jeg en del om, hvor skønt det havde været at blive tvangsfjernet som barn, for så var jeg måske ikke blevet psykisk syg. Jeg har bipolar affektiv sindslidelse type 1 og Aspergers syndrom – og så er jeg medlem af Mensa Danmark. Linket har I her: [link fjernet (af DR …)]

Jeg begyndte for nogle år siden på en bog, men min forfattercoach sagde “det er korrekt men røvkedeligt”. Jeg er for faktuel til at kunne håndtere “Tell it – don’t tell it”. Men måske kunne jeg komme bredere ud, hvis I vil være med? Det kunne måske også blive et par udsendelser med Anders Agger?

Lad mig høre fra jer!

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

De fjerner linket, som gik hertil (historierne om de manglende tvangsfjernelser), og så er der jo ikke meget interessant ved min besked. De kvitterede med følgende autosvar – ergo kan det glemmes, men de får jo sikkert også mange henvendelser:

Kære Hanne B. Stegemüller

Tak, fordi du har skrevet til os.

Hvis du har sendt os et nyhedstip, er det sendt direkte til redaktionen på DR Nyheder.

Hvis du har sendt en idé eller et forslag, indgår det i DRs løbende overvågning af brugernes reaktioner og ønsker og bliver brugt i DRs efterkritik og idéudvikling.

Vi gør opmærksom på, at du ikke vil få svar.

Venlig hilsen
DR

Henvendelsen til Lisbeth Zornig (Andersen)

Fredag den 9. februar, skrev jeg nedenstående til Lisbeth Zornig (Andersen). Men hun er nok for “fin” og for kendt til at gide at svare

Kære Lisbeth Zornig

Jeg henvender mig til dig, da vi har næsten enslydende baggrunde, og jeg også har lyst at skrive en bog. (Og i øvrigt er jeg også Djøfer – cand.jur.).

Skulle du have tid og/eller lyst at læse bare en lille smule er her et link: https://stegemueller.dk/tag/tvangsfjernelse/

Jeg ejer ikke episke evner, og kan derfor ikke “Show it – don’t tell it”. Det skyldes muligvis at som havende Aspergers syndrom, er jeg selvfølgelig meget faktuel og mindre sansende. Men den slags ved du selvfølgelig alt om fra dit arbejde i “Specialisterne”.

Skrev du selv “Min barndom i helvede” eller brugte du en ghostwriter og i givet fald hvem?

Venlig hilsen – og på forhånd tak for din tid og dit svar.
Hanne B. Stegemüller

Man skal altid gå til toppen, så nu går jeg direkte til Anders Agger

Et af mine mantraer er – og har i mange år været – at vil man noget, må man gå til toppen, så hvorfor jeg ikke selv har tænkt på at gå direkte til Anders Agger, ved jeg ikke.

Jeg var i dag hos Danmarks dygtigste psykolog og fortalte om min lyst til at nå længere ud, end jeg selv formår. Hun er så dejligt løsningsorienteret, da hun kender mig så godt (siden foråret 2015 i Psykiatrifonden), så hun sagde: “Hvorfor skriver du ikke direkte til Anders Agger selv?”

Hrm, tjah det vidste jeg faktisk ikke. Det var bare ikke faldet mig ind. Jeg har ikke altid så langt fra tanke til handling, så da jeg kom hjem, forfattede jeg relativt hurtigt følgende til Anders Agger via Messenger. Så nu er det spændende, om han gider at svare. Indtil videre kan jeg se, at han har åbnet min besked.

Det var vanskeligt at finde frem til de mulige vinkler, for jeg havde sikkert kun et skud i bøssen, og jeg kunne sikkert også have skrevet noget andet. Men det blev til nedenstående:

“Kære Anders Agger

Jeg har set stort set alle dine ”Indefra”, så jeg har tillid til dig, din integritet og dine evner udi journalistikken. Jeg er klar over, at du sikkert får mange beskeder som denne …

Jeg skriver til dig, fordi jeg uden tvivl har en historie (eller fem …), men med Aspergers syndrom evner jeg ikke selv ”show it – don’t tell it”; jeg er alt for faktuel. Men det kan du. Jeg har et godt liv – så det er ingen ”offerhistorie”, vi skal fortælle.

Mulige vinkler kunne være:

1) Jeg er fra før aborten blev fri (1963) og var tre år på børnehjem, før jeg blev adopteret og kom til en god familie i Jylland.

2) Min mor gifter sig – efter min fars død i 1972 – i 1974 med en mand, der var pædofil.

3) Jeg flygter som 16-årig i 1980 og skaber mig et godt liv i København med en lang videregående uddannelse (cand.jur.) og har en lang og god karriere i centraladministrationen bag mig.

4) Jeg har set døden i øjnene et par gange. Da jeg er 14 år, tænker jeg for første gang: ”Jeg skal dø for egen hånd” og gør et forsøg i 2006.

5) I 2014 diagnosticeres jeg med bipolar affektiv sindslidelse type 1 og går gennem en række svære år, indtil jeg pensioneres i 2021. Jeg har fået en fornem behandling i psykiatrien og har været indlagt et utal af gange.

6) I 2019 diagnosticeres jeg med Aspergers syndrom. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

Hvis ovenstående ”smagsprøver” skulle have vakt din interesse, kan du læse (meget) mere her: https://stegemueller.dk/tag/erindringer/ idet jeg har brugt at skrive mig ud af mange vanskelige emner.

Det vil være en glæde at høre fra dig og indlede et samarbejde.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Spændende!


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Skønne stille svenske Skåne

Skønne stille svenske Skåne

En tur til Sverige

Skønne stille svenske Skåne

Det er ret sjældent, jeg bevæger mig udenfor mit hjem, og opholder mig sammen med andre mennesker i flere dage ad gangen, da jeg synes, det er utrolig anstrengende. Herudover er mine erfaringer med den slags ikke ret gode. Jeg plejer at vende fuldkommen udmattet hjem og efterfølgende at skulle restituere i flere dage.

Alligevel vovede jeg at tage til Skåne for at besøge en veninde i tre dage. Det var lidt af et eksperiment fra min side. Men jeg troede på det og vovede det, fordi psykologens forslag om at overnatte og spise morgenmad på en anden adresse var mulig. Altså kunne jeg trække mig tilbage, når/hvis det var nødvendigt.

Jeg boede på Lille Carlsson, der ligger i gå-afstand fra min veninde. Jeg havde bestilt sne og knirkende frost, og vi havde for længe siden scheduleret ud fra en langtidsprognose. Det havde hun så fint sørget for. Vi gik daglige ture i sneen, jeg kunne nemt være i bedre form, de to “døde” fingre gjorde ondt ad h til, og mine tæer var som istapper men pyt med det. Det var det hele værd.

Jeg blev betaget af den allestedsnærværende stilhed, som man hører med det samme og af, at når jeg slukkede lyset om aftenen, var der mørkt! Ikke sådan københavner mørkt men Skåne-mørkt.

Hvem blev mest udmattet?

En sjov detalje er, at jeg tror, min veninde blev mere træt end mig af det intense samvær. Lige nu er jeg selvfølgelig træt, og er glad for ikke at skulle noget hverken i dag eller i morgen. Men det er naturligt nok, da diskrepansen til mit dagligliv er stor. Men jeg er ikke hverken fladmast eller udmattet. Der er stor forskel.

Samtaler om gamle dage

Engang sidst i 1980’erne var jeg studentermedhjælper for hende. Vi sås nogle år, så blev jeg kandidat i januar 1990 og fik travlt med karriere osv., hvorfor kontakten gled ud. Jeg kan ikke huske hvornår, men for et par år siden fik jeg idéen om at skrive og spørge, om hun kunne huske mig. Det kunne hun godt.

Når vi ses, udveksler vi gamle minder, og det er sjovt. Vi mindes altid “arrestforvarerens soveværelse” i Roskilde og griner af det.

Vi taler om en tid, da man kaldte det “EDB” (elektrisk databehandling …) og om at fyre op under “computeren” på instituttet ved hjælp af de sorte 5¼” disketter. Vi brugte et program, der kaldtes SPSS (muligvis efterfulgt af et +), hvor vi nærmest selv kodede programmet til at gøre det, det skulle. Forunderligt nok virkede det. Det er altså helt utroligt at tænke på. I dag ville vi nok bede ChatGPT om lidt hjælp.

Vi er fælles om flere ting, fx
  • Når vi er på arbejde, arbejder vi. Hvis vi samtidig har det rart og sjovt, er det kun godt.
  • Man skal altid gå til toppen, hvis man vil noget.
  • Om forandringsprocesser: Start med at spørge dem, der laver arbejdet.

Dette fællesskab skyldes selvfølgelig blandt andet, at vi har den samme uddannelse, men også at vi deler mange værdier.

Det lille galleri

Jeg kunne have taget mange flere billeder, men da jeg er ord-menneske og vist ikke en gang har en konto på Instagram, blev det kun til de fem herunder.

 


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.