/4 Kommentarer/i , /af ,

Jeg tager på Vestjyllands Højskole til “Skriv dit liv”

Højskoleliv og energiregnskab

Jeg tager på Vestjyllands Højskole til “Skriv dit liv”

At tage på højskole er for mange ren sommeridyl – for mig er det også et spørgsmål om energi, mod og vilje. Med en forfatterdrøm, der ikke vil slippe, og et nøje planlagt energiregnskab i bagagen, tager jeg springet og drager til Vestjyllands Højskole for at skrive mit liv.

Åh, hvor jeg allerede glæder mig til igen at være på højskole. Jeg elsker at synge fra Højskolesangbogen til morgen- og aftensamlingerne. Det er mange år siden sidst. Jeg har ikke turdet –  men nu skal det være.

Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem. Og for mig er fem mange – men nu vil jeg altså på højskole igen.

Marie Østergaard Knudsen, der har skrevet bogen, jeg p.t. (gen-)læser:

“Skriv om din slægt – sådan fortæller du om andre og bliver læst”,

holder kurset “Skriv dit liv” i juni måned på Vestjyllands Højskole. Og min forfatterdrøm vil ikke dø.

På side 87 skriver hun bl.a., “Min målgruppe for denne bog er slægtsforskere, der gerne vil skrive om deres aner.” Det er lige noget for mig, og jeg er nødt til at lære det. Historierne står i kø, men jeg ikke finde ud af det.

Psykologen ville juble over, at jeg drager ud fra mit eksil.

Jeg plejer ikke at holde sommerferie, for jeg kan bedst lide, når dagene er, som de plejer, men i år skal det være. Jeg har bestilt enkeltværelse, så jeg kan trække mig tilbage, når det er nødvendigt af hensyn til energiregnskabet.

Masser af “greb”

Jo mere, jeg læser i bogen, jo flere idéer har jeg til “greb”, som man måske også bare kunne kalde udgangspunkter. Steder i menneskers liv, hvor der sker noget livsforandrende, eller hvor de træffer eksistentielle valg:

  • Oldefar beslutter at rejse fra Frankfurt for at arbejde som hattemagermester på Brede
  • En af hans sønner og en svigersøn stjæler 20.000 hatte og 4 kilometer hattebånd fra Dansk Hattefabrik i Skodsborg
  • En anden søn melder sig til Frikorps Danmark og kæmper på Østfronten på tysk side
  • Morfar går “på tvang” med det lille husmandssted i 1925. Han tænker, at de, der overværer auktionen, mener, at han nu har sat det over styr, hans forældre havde bygget op
  • Far flytter fra Kgs. Lyngby til Vestjylland og skriver i et af sine breve “hjem”, at det bliver rart at komme til Sjælland i ferien, for “her siger de kun a’ og do”

Energiregnskabet

Jeg var til Danske Slægtsforskeres generalforsamling, fordi der var mange mennesker, jeg gerne ville træffe i den virkelige verden. Vi har kun skrevet sammen – nogle i 15-20 år.

Det var en lørdag, og først tirsdag fungerede min hjerne normalt igen. Jeg var fuldkommen udmattet. Da jeg gik hjem derfra, tænkte jeg “Det gør jeg aldrig mere”, selvom jeg havde forberedt mig grundigt: var udhvilet, stået tidligt op, drukket den gode morgenkaffe med den gode mælk, kørt med DSB 1. klasse, stillekupé osv.

Jeg havde dog ikke forudset, at anden deltager gerne ville følges fra stationen og derhen og samtalede hele vejen, og at en tredje deltager gerne ville underholde på stationen efter generalforsamlingen, lige til mit tog kom og reddede mig ud af kniben. Jeg havde mest lyst til at sige “Åh, vil du ikke godt tie stille”, men det gør man jo ikke, og der var ikke et sted, jeg kunne flygte hen.

Men nu tænker jeg, at det alligevel var det hele værd. Nu ved jeg, at det koster noget, og at depoterne langsomt fyldes op igen efterfølgende. Det tager bare nogle dage, men sådan er det at have Aspergers syndrom. Verden bliver god igen, jeg klarer det, men det tager sin tid.

Man skal ikke spørge en autist “Hvad kan du?”. Man skal spørge “Hvad koster det?”, hørte jeg Christina Sommer sige i en video. Og det koster noget at være sammen med andre, også selvom man gerne vil.

Men jeg skal altså på højskole.

Jeg glæder mig allerede helt vildt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

Privilegeret

Et liv uden gæld, uden jag og uden store mangler – men med ro, struktur og taknemmelighed. At føle sig privilegeret kan også være resultatet af en lang og sej kamp.

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

  • Fortiden er på plads, nutiden god og fremtiden lys. Jeg er “repareret”
  • Jeg mangler ikke noget, selvom jeg hverken har ejerlejlighed eller bil,
    • men jeg har det, der betyder mest for mig: en håndbygget stationær computer og landets bedste skærm
  • Jeg skylder ikke 50 øre væk
  • Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst
  • Jeg kan bedst lide, når dagene er ens
  • Jeg elsker detaljer og data i tabeller
  • Jeg elsker læreprocesser og udfordringer
  • Jeg er taknemmelig for livet, som det er

Når man har det sådan, kan man kun være tilfreds. Så er man privilegeret, og man har noget, mange mangler.

Tilbageblik

Jeg kan nemt huske, da det var anderledes. Der var hårde år med sygdom og manglende afklarethed. Hvad med job? Hvad med bolig? Hvad med økonomi? Hvad med fremtid? Ville verden ikke være et meget bedre sted uden mig? Det er ikke nemt at forklare, hvordan det var.

Jeg har fået en femstjernet behandling af de fremmeste i psykiatrien. Måske fordi jeg er så stædig og blev ved at spørge, når der var noget, jeg ikke forstod? Det siger psykologen i hvert fald.

Manglede kemien mellem en medarbejder og mig, bad jeg om at få en anden, og jeg fik aldrig et nej.

Følte jeg, at noget var helt forkert, insisterede jeg på – og fik – dialog med klinikchefen. På den måde har jeg truffet de skarpeste, dygtigste og sødeste mennesker.

Autismen

Da jeg syntes, tidspunktet var inde til en udredning for Aspergers syndrom, ledte jeg med lys og lygte efter en psykiater, der havde forstand på både Bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skyldes, at kun en ekspert kan kende forskel på en mani – evt. bare en mani under opsejling – (sygeligt) og en særinteresse (naturligt). Begge medfører en timelang fordybelse og intensitet, som nogle finder mærkelig.

Jeg fandt frem til Pia Bohn Christiansen, og ventede mere end et år på at få en tid, men det var ventetiden værd, for hun var både grundig og dygtig. Vi fik et godt samarbejde i den tid, hvor udredningen stod på. Diagnosen var ingen overraskelse, jeg havde vidst det i 16 år, nu manglede jeg bare en, der ville skrive under. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

Jeg glemmer aldrig, da en psykiater på Psykiatrisk Center Glostrup lukkede låget på computeren og sagde “Du nævnte noget om Aspergers …”. Det væltede ud af mig med de 16 års studier og observationer. Endelig var der en, der havde set antydningerne og spurgte til dem. Han og farmaceuten fra Akutteamet havde gennemskuet og set bag om regnearkene 🙂

Skift er svære, når man har autisme, så jeg er taknemmelig for at have haft den samme kontaktperson i distriktspsykiatrien siden 2014. Vi skal snart sige farvel, for det er på tide, men jeg vil savne hende på samme måde, som jeg savner psykologen, som jeg også har sagt farvel til.

Mennesker, der har fulgt en i tykt og tyndt siden 2014, er ikke tilfældige forbipasserende. Man kommer til at holde af dem, men nu kan jeg stå på mine egne ben, og går det ikke, tror jeg, jeg er velkommen tilbage hos dem begge.

Der er lidt, der kunne være bedre

Trods overskriften er der alligevel noget, jeg af og til savner: familie og venner.

Nogle ikke-professionelle der vil være mine livsvidner. Men da jeg er en idiot til det sociale, ender det ofte på den forkerte side af godt.

  • Mht. familie kan man ikke lige finde frem til en, uagtet man har styr på i alt 475 aner (bogstavelig talt) fra den biologiske familie og adoptivfamilien.
    • Jeg har vist nok to kedelige kusiner, men vi siger ikke hinanden noget.
  • Jeg kan etablere venskaber, men jeg kan ikke bevare dem, for det ender ofte med simpelthen at være for besværligt. Så vil jeg alligevel hellere være mig selv.
  • Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget brug for dem
  • Men jeg savner faglige fællesskaber, der ikke udelukkende er virtuelle.

Bortset fra det er alt godt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Udfordring til energiregnskabet ved at deltage i en generalforsamling

Aspergers syndrom i praksis

At deltage i en generalforsamling er ikke bare en kalenderaftale, men en nøje afvejning af energi og overstimulation. Når man lever med Aspergers syndrom, kræver selv gode oplevelser nøje planlægning – men til gengæld følger der en særlig styrke med: evnen til at se detaljer, skabe orden og struktur samt at fordybe sig, hvor andre giver op.

Udfordring til energiregnskabet ved at deltage i en generalforsamling

Jeg elsker at være sammen med andre slægtsforskere, lige til de begynder at fortælle detaljerne om deres tip3-oldefar på deres mors fars side, og måske retter de sig selv til at “næh, det var nok på fars mors side”.

Så keder jeg mig. Folks aner er i virkeligheden kun af interesse for dem selv, med mindre vi er beslægtede. Men fortæller de mig om deres metoder, er jeg lutter øren.

Jeg har meldt mig til Danske Slægtsforskeres generalforsamling lørdag den 25. april i Slagelse (hvor jeg måske skal høre om anerne 🙂 ), fordi en generalforsamling både ser tilbage (årets gang, regnskab mv.) men også ser frem (valg af medlemmer til bestyrelse og valg af ny formand mv.). Foreningens ve og vel ligger mig meget på sinde.

Når mere end fem er mange

Normalt holder jeg mig fra den slags, da mere end fem mennesker på en gang er mange for mig. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg senest har været sammen med mere end fem mennesker. Støjen, de mange synsindtryk, måske lugt fra mad osv., farer direkte ind i min hjerne, og energiregnskabet går nemt i minus. Sådan er det at have en autismespektrumforstyrrelse, konkret Aspergers syndrom.

Det har været en afvejning at træffe beslutning om at deltage:

  • På den ene side vil jeg utrolig gerne.
  • På den anden side er det en udfordring.

Jeg har efterhånden et robust netværk af slægtsforskere. De bor alle i Jylland, så vi må nøjes med at tale i telefon, men nu vil jeg altså gerne møde dem, og det glæder jeg mig meget til.

Energiregnskabet må holde for, og jeg har ryddet kalenderen i ugen, der følger efter, så jeg kan bringe energiregnskabet tilbage i balance. Jeg så nogle videoer for fagpersoner, hvor Christina Sommer fortalte om at være opmærksom på energiregnskabet. De er virkelig gode; derfor linker jeg til dem her.

Bag om autisme:
  • Om sendiagnosticering (jeg var selv 55 …)
  • Om maskering. Hvordan kan autisme komme til udtryk? Og hvilke strategier og hjælpemidler kan hjælpe mennesker med autisme?
  • Om relationer. Hvad misforstår andre ofte ved diagnosen? Hvordan støtter man som pårørende ens kære med autisme? Hvorfor bliver man overstimuleret som autist?

Danske Slægtsforskeres podcast har sat mig i forbindelse med mange interessante og dygtige mennesker. Flere af dem tilhører panelet af testlyttere, som jeg har et tæt samarbejde med.

Ingen episoder udgives uden at have været forbi dem. Det er også en slags datakvalitet. Jeg vil selvfølgelig især gerne møde mine testlyttere!

Klik på billedet fører dig til podcasten.

Min diagnose er min “superkraft”

Min diagnose er min superkraft og den passer utrolig godt til slægtsforskning, for her er enhver detalje vigtig. Og jeg ser de fleste detaljer. De springer mig simpelthen i øjnene. Flere bruger mig til korrekturlæsning, og det holder jeg meget af. Bagsiden af medaljen er, at jeg næsten ikke kan færdes på de a-sociale medier, for der er så mange fejl i det skrevne.

Som led i “Projekt oprydning“, gennemgår jeg blandt andet de mange transskriptioner, som meget dygtige slægtsforskere sendte mig for 20 år siden, hvor jeg ikke selv kunne tyde de kirkebogsførende præsters indførsler.

Indtil videre har jeg ændret detaljer i minimum 293 af dem. Det kan være fra punktummer til kommaer men også den anden vej. Det kan også være noget, der er mere substantielt. Så skriver jeg, at den oprindelige tydning er foretaget af X, og at den har jeg nu ændret lidt på. Jeg prøver altid at kreditere de, der har hjalp mig på vej for mange år siden. Det forekommer mig at være en form for ordentlighed.

I den fantastisk serie “De skjulte talenter”, der kan ses på DR1, fortæller Christina Sommer faktisk om, at “ordentlighed” er meget afgørende for mange autister. Jeg har lige genset serien, og jeg elsker den. Fx da Louise Wille bliver spurgt om, hvad der er sket siden sidst, og hun svarer “Jeg har fx fået nye sko”; så kan man kun holde af hende.

Hun er på ingen måde et menneske, man skal grine af, selvom denne sentens selvfølgelig er sjov, for hun kan fx huske 36 tilfældige tal et år efter, selvom hun kun så på dem i få sekunder. Hun bliver fastansat på Novo Nordisk, fordi de aldrig har haft så god en medarbejder. Fx havde de samlet en bunke opgaver, de regnede med, at hun skulle bruge de to års prøveperiode på at løse. Hun behøvede kun tre måneder.

Jeg glæder mig til de nye afsnit, der udkommer enten i slutningen af 2026 eller i begyndelsen af 2027.

Bare der dog var flere regler

Også i mit arbejdsliv har jeg haft meget glæde af min superkraft, fordi jeg elsker regler og data i tabeller.

Det er nok ikke et tilfælde, at jeg blev jurist, for der er noget tryghedsskabende over regler. Når der er regler for et eller andet, behøver jeg ikke bruge energi på emnet. Jeg skal jo bare følge de udstukne retningslinjer. Så enkelt er det, og det belaster ikke energiregnskabet.

Jeg ville elske, hvis der fx også var regler for opstillingen af e-mails. Jeg kan bruge lang tid på at overveje, hvordan jeg skal begynde og afslutte en e-mail, for der er jo ingen regler – og hvordan gør jeg så? Indtil videre er jeg nået til bare at kopiere afsenderens titulering og afslutning, så er det i hvert fald ikke forkert. Man kan kalde det en form for maskering, men det fungerer.

Jeg har kun få sociale relationer, for eftersom der ikke regler for samvær, tærer det på energiregnskabet, og som mange andre autister synes jeg, at det sociale simpelthen bliver for besværligt. Nu skal jeg jo så være sammen med en hel masse slægtsforskere, og eftersom det er min store særinteresse, går det nok bedre. Jeg er meget spændt på det.

Mit arbejdsliv brugte jeg primært på resultat- og økonomistyring samt projektledelse i centraladministrationen. I sidstnævnte har jeg også været fokuseret på detaljer om fx fremdrift, men i virkeligheden holdt jeg mest af at sidde alene på mit kontor og rode med data i tabeller. Projekter rummer jo adskillige projektdeltagere, man som leder skal forholde sig til, og det kan være temmelig besværligt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Når nok aldrig bliver godt nok

Perfektionismens forbandelse

Når nok aldrig bliver godt nok

Perfektionisme kan være en styrke. Den kan skabe orden, kvalitet og resultater. Men den kan også gøre det svært at sætte punktum og at vælge sine projekter med omtanke. Derfor har jeg efterhånden lært, at nogle projekter ganske enkelt er for farlige for mennesker som mig.

En af mine mange ulemper er, at jeg er god til at begynde fra en ende af og så rydde op for til slut at ende med et pænt resultat. Det har jeg gjort i mine ansættelser, det gør jeg i min slægtsforskning, og det gør jeg i samtlige mine projekter, fx podcast-projektet for Danske Slægtsforskere. Jeg kører på, til jeg er fuldkommen tilfreds.

Et lille eksempel er introduktionsepisoden til de nye episoder af podcasten. Hvis du vidste hvor mange gange, jeg har redigeret episodebeskrivelsen. Og hvis du vidste hvor mange gange, jeg læser korrektur på artiklerne her på hjemmesiden. Jeg synes hele tiden, alting kan blive bedre.  …

Det kan selvfølgelig være praktisk, og jeg har haft glæde af det i mine ansættelser, hvor det betyder, at jeg nu har en god karriere bag mig.

Ulempen er, at jeg ikke kan sætte punktum, før resultatet er næsten sublimt, fordi jeg er perfektionist. Og det er lidt manisk.

Det har jeg lært

Jeg har efterhånden lært, at der er projekter, jeg skal holde mig langt fra.

Jeg har en ven, der er engageret i Gørding Sognearkiv, hvor han lægger en enorm indsats. Jeg har også en anden ven, der er engageret i Glamsbjerg lokalhistoriske arkiv.

Lokalarkiverne har så meget vigtigt stof, at jeg fik tanken om at se, om vi har et lokalarkiv i Hvidovre, hvor jeg kunne hjælpe. Det har vi. Jeg fandt frem til Hvidovre Lokalhistoriske Selskab men efter at have set hjemmesiden, kan jeg se, at jeg skal holde mig langt væk.

Hjemmesiden ligner sider, vi producerede for 15 – 20 år siden, og mit “oprydningsgen” ville bevirke, at jeg begyndte fra en ende af og ikke helmede, før alting var perfekt, og jeg var i mål. Og hvornår skulle jeg så passe min egen elskede slægtsforskning?

Bare sproget får mig til at holde mig væk, for der ville være en del arbejde i at forbedre det. Et eksempel er: “Der er ved at blive udarbejdet en database over butikker og firmaer i Hvidovre,”. Passivt sprog lokker aldrig brugere til. Det ville være bedre at skrive fx “Vi arbejder på at lave en database over butikker og firmaer i Hvidovre”.

Podcastprojektet er perfekt

Jeg har ofte lyst at kaste mig over et projekt, der kunne bringe mig tættere på et fagligt fællesskab, men det går ikke, for der går kun en eller to måneder, før jeg føler mig stresset over ikke at nå min egne projekter.

Podcastprojektet er afgrænset: Vi har planlagt fem episoder, og så er det slut, med mindre vi får inspiration til noget nyt, når bladene gulnes. Det vil sige, at jeg har “fri” fra ca. april til fx september. Det er altså ikke et “everlasting project”, og det er godt for mig. Jeg elsker at hjælpe, men projektet skal have en klar deadline.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.