Hvem tager ansvar?

Er der en arkitekt tilstede?

DR-serien “Er der en arkitekt til stede?” med Ane Cortzen er ikke bare TV om bygninger. Det er TV om, hvordan vores byer, landskaber og hverdagsliv bliver formet – og om hvad der sker, når flotte visualiseringer, lokalplaner og gode intentioner møder budgetter, besparelser og ansvarsfralæggelse.

Arkitektur er også for os, der ikke ved noget om arkitektur

Jeg har set næsten alle afsnit af DR-serien “Er der en arkitekt til stede?”, og jeg er begejstret. Serien begyndte i 2021, og der ligger nu fem sæsoner. For mig er det lige så godt TV som “Forsvundne arvinger“.

Det særlige ved serien er, at den gør arkitektur nærværende. Man behøver ikke kende forskel på beton, tegl og kompositmaterialer for at forstå, hvad der er på spil. Det handler om de steder, vi bor, færdes og lever vores liv.

Vært er Ane Cortzen, og jeg skrev til hende for at fortælle, hvor godt jeg synes, serien fungerer – også for os, der ikke har forstand på arkitektur. Hun svarede:

Kære Hanne

Tusind tak for din mail. Det betyder meget, at mine programmer bliver vel modtaget på den anden side. Hvor er det godt, du har fået interesse for arkitekturen! Det er netop formålet med programserien.

Venlig hilsen
Ane

Og ja: Serien har faktisk givet mig interesse for arkitektur. Ikke som fagperson, men som borger. Som et menneske, der skal se på byggerierne, gå forbi dem, bo ved siden af dem – og leve med dem, længe efter at entreprenør, bygherre og politikere er videre til næste projekt.

Grønnebro i Hvidovre: Jeg skulle have penge for at bo der

Ane Cortzen tager i serien fat i mange af de byggerier, der skyder op i disse år. Nogle af dem er ikke bare grimme. De virker også ligeglade med de mennesker, der skal bruge dem.

Det får mig straks til at tænke på Hvidovre Nord, hvor jeg bor. Topbilledet stammer fra det nye “Grønnebro” ved Hvidovre Station, hvor man har placeret en Rema i stueetagen. Hvor ville jeg ønske, at Ane Cortzen lagde vejen forbi. Jeg ville give kaffen.

Lige nu er der en enkelt lejlighed til leje i byggeriet. Den er på 84 m², den månedlige ydelse inkl. vand og varme er 15.900 kr., og første indbetaling lyder på 76.300 kr.

Jeg skulle have penge for at bo der.

Jeg forstår godt mekanismen: Grundpriserne er høje, og derfor bygges der i højden. Det skal man ikke være hverken arkitekt eller økonom for at regne ud. Men højhuse er ikke problemet i sig selv. Som Ane Cortzen flere gange siger i serien, kan højt byggeri sagtens fungere, hvis det er skabt med kærlighed, omtanke og ordentlige materialer.

Problemet opstår, når byggeriet ser ud, som om ingen har holdt af det. Og når det, der bygges i dag, stadig står her om 75 eller 100 år, bør kærligheden og kvaliteten kunne ses.

Fra smukke visualiseringer til trist virkelighed

Når et byggeri skal godkendes, får kommunens politikere blandt andet forelagt visualiseringer. Det er billeder, hvor arkitektfirmaet viser, hvordan byggeriet kan komme til at se ud.

På visualiseringerne er vejret ofte godt. Menneskerne smiler. Børn leger. Træerne er grønne. Alt ser inviterende ud.

Hvis politikerne kan lide visualiseringen, kan den ende som en del af lokalplanen. Og en lokalplan er ikke bare en løs hensigtserklæring. Den er det juridiske grundlag for, hvad der må bygges.

Alligevel viser virkeligheden sig ofte at blive en helt anden.

Asserbo Plantage: Hvor blev træerne af?

Et voldsomt eksempel fra serien er sommerhusbyggeriet i Asserbo Plantage. Her fremgik det af lokalplanen, at der skulle bygges enfamiliehuse. Resultatet blev en række meget store sommerhuse på snorlige rækker med plads til op mod 20 personer i hvert hus.

Det kan man selvfølgelig kalde enfamiliehuse, hvis familien er usædvanligt stor. Men det ligner ikke mit billede af et sommerhusområde.

Det værste er næsten træerne. Det tager en halv time at fælde et træ, men et træ bruger 100 år på at vokse op. I Asserbo Plantage blev et stort område ryddet, så husene nu ligger åbent og nøgent på stribe.

DR beskriver afsnittet sådan:

Megasommerhuse i Asserbo Plantage. Midt i Asserbo Plantage er store træer og naturen blevet fældet til fordel for en række megasommerhuse, der er skudt op. Men hvorfor kan god arkitektur ikke forenes med naturen? Ane Cortzen tager en tur i skoven for at spørge, hvor træerne blev af.

Det spørgsmål burde stilles langt oftere: Hvor blev træerne af? Hvor blev legen af? Hvor blev de brede trapper, de gode materialer og de menneskelige proportioner af?

Når arkitekten slipper pennen

Det er gennemgående, at arkitekten tegner noget, politikerne godkender noget, og entreprenøren bygger noget tredje.

På et tidspunkt slipper arkitekten pennen. Politikerne læner sig tilbage. Bygherren ser på budgettet. Entreprenøren ser på bundlinjen. Og undervejs forsvinder de kvaliteter, der gjorde projektet acceptabelt i første omgang.

Det kan være:

• materialer, der bliver skiftet ud med billigere løsninger
• beton, hvor rust fra armeringsjernene løber ned i brune striber efter få år
• legeområder, der bliver erstattet af parkeringspladser
• inviterende trapper, der ender som noget, der ligner en personaleindgang på bagsiden
• grønne områder, der bliver mindre grønne, når virkeligheden melder sig

Et eksempel er Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens, som omtales i sæson 1, episode 3. Her blev et område, der skulle invitere til ophold og leg, i stedet præget af noget langt mere menneskefjendsk.

Profitmotiv er ikke et bandeord – men det forklarer noget

Entreprenøren er som regel en privat virksomhed. Den har et økonomisk incitament, som er et pænere ord for profitmotiv.

Det er ikke i sig selv mærkeligt. Private virksomheder skal tjene penge. Men når profitmotivet får lov at æde de arkitektoniske kvaliteter, bliver resultatet fattigere – også selvom byggeriet måske er dyrt.

Der kan spares på materialer, detaljer, udearealer og fællesrum. Hver enkelt besparelse kan måske forklares. Men tilsammen ændrer de hele byggeriets karakter.

Det, der blev solgt som kvalitet, ender som discount med udsigt, og “svalegange” som i 1970’erne.

Når alle har ansvaret, har ingen ansvaret

Det mest frustrerende er næsten ansvarsfralæggelsen. I en byggesag er der mange involverede: arkitekter, bygherrer, entreprenører, forvaltninger, politikere og rådgivere.

På papiret burde det give mange kontrolpunkter. I virkeligheden kan det ende med det modsatte.

For når noget går galt, kan alle pege på hinanden.

Arkitekten tegnede kun. Politikeren godkendte kun. Entreprenøren byggede kun inden for budgettet. Forvaltningen fulgte kun processen. Bygherren traf kun nødvendige økonomiske beslutninger.

Og tilbage står borgerne med bygningerne.

Det byggede bliver stående

Det er derfor, serien er vigtig. Den handler ikke bare om smag. Den handler ikke bare om, hvorvidt noget er pænt eller grimt.

Den handler om demokrati, ansvar, kvalitet og respekt for fælles omgivelser.

Et dårligt byggeri er ikke som en dårlig udsendelse, man kan slukke for. Det bliver stående. Måske i 75 år. Måske i 100 år. Måske længere.

Derfor burde nogen stille spørgsmålet langt oftere:

Er der en arkitekt til stede?

Og måske endnu vigtigere:

Er der nogen, der tager ansvar?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.