Babyfødder

Hos fodterapeuten

Det sved forbistret under hælene, når jeg lå i sengen. Det lille punkt hvor lagen og hæl mødtes var smertefuldt. Så jeg besluttede, at jeg måtte til en fodterapeut. Faktisk besluttede jeg det allerede i efteråret, men det lykkedes mig ikke at finde en, der havde ledige tider, så jeg har ligget lidt uroligt siden da.

Til sidst gjorde det for ondt på grund af al den hårde hud, og noget måtte ske. Google, google, google. Nu tog jeg dem simpelthen fra en ende af. Der er masser af fodterapeuter i Hvidovre.

Jeg fandt en statsautoriseret nystartet klinik i gåafstand, hvor jeg kunne få tid stort set med det samme efter de havde lukket op igen. Den hoppede jeg på.

Nyt land

Jeg havde ikke prøvet det før, så jeg gik lidt stille med døren, da jeg kom ind i klinikken. Hvad skulle jeg forvente? ville det gøre ondt? hvad ville det koste? skulle jeg have en stor eller en lille behandling? var hun mon ung eller gammel?

Hun var ung og utrolig sød. Hun fortalte, at hun havde startet klinikken for cirka et år siden, så Coronakrisen er et alvorligt problem. Hun har ikke helt kunder nok, men hun har lagt sit tidligere erhverv som SOSU-assistent i blandt andet psykiatrien bag sig. Hun vil drive sin klinik. Jeg har stor respekt for den slags ungdommeligt gå-på-mod.

Da der kun var os to i klinikken, og hun arbejdede i en hel time med at skære i mine gamle fødder, kom vi rundt om mange emner i samtalen. Hun var uhyre interessant at tale med.

Til sidst ordnede hun mine negle, så de nu er blevet ‘sokkevenlige’, som hun kaldte det.

Da jeg tog skoene på igen, var det som at flyve. Jeg skyndte mig at bestille en ny tid til om syv uger, så der ikke pludselig er gået 56 år igen.

Nu glæder jeg mig til en smertefri nat og til at tage sokkerne af og gå lidt rundt på bare fødder.

Og prisen: sølle 400 kr. Det var det sørme værd.

Hamstring

Når der ikke er mere toiletpapir

Jeg manglede rent faktisk toiletpapir og lidt andet, så jeg begav mig til Kvickly, hvor jeg så folk købe ind som var det juleaften eller lige deromkring. Køerne var meget lange, og min favoritkasseassistent så såre træt ud. Alle købte flere pakker toiletpapir, så jeg nåede ikke at få bare en enkelt pakke. Pyt – jeg prøver igen i morgen. Jorden går ikke under inden da.

Coronakrisen er alvorlig, ellers havde myndighederne ikke truffet de drastiske skridt, der kom frem på statsministerens pressemøde i aftes. Danmark er lukket ned de kommende 14 dage i et forsøg på at tæmme virus. Kurven skal med andre ord knækkes, men vi står ikke i en forsyningskrise, som dengang alle hamstrede gær i 1998 i forbindelse med en storkonflikt. Derfor er der ingen grund til at købe 30 ruller 00, eller hvad man nu bruger. Hvis alle købte ind, som de plejede, ville der også være til alle. Alt andet er usolidarisk og er ikke en del af myndighedernes opfordring om at stå sammen – på afstand.

Fornuft og følelse

Som situationen er, er der ingen grund til panik (følelse), men der er grund til at tage situationen meget alvorligt (fornuft). Jeg har ikke så mange aftaler, men dem, jeg har, har jeg udskudt, ikke af hensyn til mig selv, men  af hensyn til den anden mødedeltager, der enten selv er svækket eller har nære familiemedlemmer, der er det. Jeg skal ikke noget, der er så vigtigt, at det ikke kan udskydes 2-3 uger.

Jeg arbejder hjemmefra, så jeg kan passe arbejdet som sædvanligt. Det er dejligt, da jeg er glad for det.

Egentlig burde jeg også gå til frisøren, men det kan også vente.

POV er på spanden

Hvis jeg har en ven…

Hvis jeg som skribent har bare en ven, der læser POV, og alle de andre skribenter også har en ven, der læser POV og alle vennerne vil give bare 25 kr. om måneden er meget reddet. Jeg samler således ind blandt mine venner og læsere på vegne af POV.

Fredagens nyhed

Fredagens nyhed fra ‘vor egen verden’ var, at POV er spanden – alvorligt endda. Der er et stort hul i pengekassen svarende til ca. 60.000 kr. om måneden, og derfor beder den ansvarshavende redaktør om, at læserne hjælper til med at finde bare en person, der vil støtte med 25 kr. om måneden. Behovet er 2.500 læsere af 25 kr. er lig med 62.500 kr. årligt. Med dette beløb vil driften være sikret.

Samtidig begyndte reklamerne at dukke op. Men de er af nød frem for af lyst. Og når de nu skal være der, synes jeg, de er fint og diskret anbragt.

Flere tal

Der er p.t. 600 abonnenter, mens der er 50.000 følgere på Facebook, og det er dem, vi skal have fat i nogle stykker af.  POV ville tjene penge nok, hvis blot en tiendedel af læserne abonnerede.

Det koster ca. 100.000 kr. om måneden at drive POV, og de penge haves ikke p.t.  Men hvad går pengene til, når der er tale om et frit og åbent medie? Uden at have den store indsigt i detaljerne, er jeg klar over, at redaktørerne er lønnede, og at grafikerne er lønnede. De kan ikke undværes, uden at det går ud over kvaliteten. Daler kvaliteten forsvinder læserne, så det er en ond cirkel.

Det må også være dyrt at drive den store hjemmeside, der har enorme mængder af trafik og indhold.

What’s in it for me?

Jeg har personlige interesser i dette her, idet jeg endelig har fundet en platform at skrive til. Hvis POV ikke eksisterer længere, hvor går jeg så hen med mine skriblerier? Politiken gider næppe høre om mine erfaringer med dette og hint.

At skrive til POV giver mig meget glæde og noget erfaring med skriftsproget, som jeg ikke ellers kunne opnå. Min redaktør er altid hurtig til at melde tilbage og laver kun få ændringer, og bare det at kunne skrive ‘min redaktør’ er opløftende i sig selv.

Hvis POV holder op med at udkomme, vil jeg virkelig blive trist.