,

På indkøb

Hos Sportmaster

Jeg prøver indtil videre at følge det, lægen sagde i torsdags (det var hende med rygningen), så jeg skal til fysioterapeuten på torsdag. Jeg forventer, at han lægger en plan for min træning, og at jeg ender på et Parkinsonhold, som er en del af deres ældrehold. Jeg er spændt på det.

Jeg føler mig ikke ældre, men Parkinsonismen tilsiger, at det er der, jeg hører til, hvis jeg altså vil gå i Vanløse.

Så gik det op for mig, at jeg ikke havde noget tøj at træne i, så turen gik til den nærliggende Sportmaster. Jeg gik ind og sagde, at jeg skulle trænes op fra det absolutte nulpunkt, og at jeg ejede tilsvarende mængde træningstøj.

Den unge mand fandt det hele frem i de næsten korrekte størrelser. Jeg hader at prøve og købe tøj, men jeg kom igennem det. Det sjoveste var skoene, hvor jeg fandt et par virkelig fede hvide adidas Ligra 6 til indendørs brug.

Alle priserne var vist for medlemmer af Klub Sportmaster og for ikke-medlemmer. Han oprettede mig lynhurtigt i klubben, og det betød, at jeg slap med 1.000 kr. for det hele, inkl. fem par avancerede strømper for en hundredkroneseddel. Jeg kan ikke huske, hvad det var de kunne.

Nu ser jeg frem til at prøve det hele. Men det bliver ikke på torsdag, det har jeg simpelthen for ondt i ryggen til.

At åbne et glas sild

Nu hvor jeg alligevel var i Stationscenteret, gik jeg ind i Imerco og spurgte efter en ‘Jarkey’, som er en tingest, der tager ‘trykket’ af fx et glas sild, et glas agurker eller lignende, for jeg kan simpelthen ikke klare det selv mere. Den havde de naturligvis. Det er en velassorteret biks. Der er i øvrigt mere af den slags på Procare.

Endelig kunne jeg så gå hjem og få den sildemad, jeg har ventet på siden jul. Jeg tjekkede dog først, at sildene ikke var ovre sidste holdbarhedsdato.

Post scriptum

Det går virkelig godt med rygestoppet. Jeg havde troet, jeg skulle kæmpe, men det skal jeg ikke. Jo det niver da lidt i haserne efter maden, men så går jeg ombord i opvasken, en bog eller noget andet. En anden svær situation er telefonsamtaler eller venten på bussen, men det går også allerede bedre.

Jeg har bevilget mig selv tre stykker tyggegummi pr. dag, men dem har jeg faktisk svært ved at nå op på.

Havde jeg dog bare hoppet ud i det for fem eller ti år siden. Men jeg var ikke klar. Det er lidt ligesom at få noget ud af at gå i terapi: Man skal være klar.

,

Forbrugerisme

Af og til hjælper det at forbruge

Det er slet ikke så let at komme hjem igen. Selvfølgelig elsker jeg mit hjem og mine ejendele, men det føles så tomt, når man har været sammen med de andre i en måned. Jeg har  lært to meget søde kvinder at kende, og vi skal ses, når de også bliver udskrevet.

Man stiller tasken midt på gulvet og hvad så? Tasken stod der uåbnet i tre dage.

Der er ting, der trænger til at blive gjort, men jeg kan ikke tage mig sammen til det. Jeg lægger mig under kugledynen, selvom den er alt for varm p.t., og selvom det er midt om dagen. Jeg sover ikke midt om dagen, men alligevel vågnede jeg kl. 03:30 i morges. Da klokken var 05:18 ringede jeg lettere panisk til afsnit 808, men fik fat i en af de helt unge sygeplejersker, der ikke stillede et eneste spørgsmål om fx, hvorfor jeg overhovedet ringede. Sover jeg ikke igennem i nat ringer jeg igen, og taler med min favoritkontaktperson. Hun vil kunne tale mig ‘ned’.

Jeg burde kende det hele, for jeg har prøvet det 13-14 gange før.

Allerede i går bestilte jeg tid til frisøren og til fodterapeuten, så der var noget jeg skulle. Sidste år gik mine sandaler i stykker på hospitalet, og jeg fik ikke købt nye i 2019. Det har været en varm tid i lukkede sko… I dag fik jeg købt et par lækre nye sandaler af mærket Columbia.

Som prikken over i’et gik jeg på Torvecaféen og spiste dagens ret ledsaget af en Grimberger Blonde og som dessert en dobbelt espresso med et stort glas vand til.

Det går allerede bedre.

 

Babyfødder

Hos fodterapeuten

Det sved forbistret under hælene, når jeg lå i sengen. Det lille punkt hvor lagen og hæl mødtes var smertefuldt. Så jeg besluttede, at jeg måtte til en fodterapeut. Faktisk besluttede jeg det allerede i efteråret, men det lykkedes mig ikke at finde en, der havde ledige tider, så jeg har ligget lidt uroligt siden da.

Til sidst gjorde det for ondt på grund af al den hårde hud, og noget måtte ske. Google, google, google. Nu tog jeg dem simpelthen fra en ende af. Der er masser af fodterapeuter i Hvidovre.

Jeg fandt en statsautoriseret nystartet klinik i gåafstand, hvor jeg kunne få tid stort set med det samme efter de havde lukket op igen. Den hoppede jeg på.

Nyt land

Jeg havde ikke prøvet det før, så jeg gik lidt stille med døren, da jeg kom ind i klinikken. Hvad skulle jeg forvente? ville det gøre ondt? hvad ville det koste? skulle jeg have en stor eller en lille behandling? var hun mon ung eller gammel?

Hun var ung og utrolig sød. Hun fortalte, at hun havde startet klinikken for cirka et år siden, så Coronakrisen er et alvorligt problem. Hun har ikke helt kunder nok, men hun har lagt sit tidligere erhverv som SOSU-assistent i blandt andet psykiatrien bag sig. Hun vil drive sin klinik. Jeg har stor respekt for den slags ungdommeligt gå-på-mod.

Da der kun var os to i klinikken, og hun arbejdede i en hel time med at skære i mine gamle fødder, kom vi rundt om mange emner i samtalen. Hun var uhyre interessant at tale med.

Til sidst ordnede hun mine negle, så de nu er blevet ‘sokkevenlige’, som hun kaldte det.

Da jeg tog skoene på igen, var det som at flyve. Jeg skyndte mig at bestille en ny tid til om syv uger, så der ikke pludselig er gået 56 år igen.

Nu glæder jeg mig til en smertefri nat og til at tage sokkerne af og gå lidt rundt på bare fødder.

Og prisen: sølle 400 kr. Det var det sørme værd.