Hamstring

Når der ikke er mere toiletpapir

Jeg manglede rent faktisk toiletpapir og lidt andet, så jeg begav mig til Kvickly, hvor jeg så folk købe ind som var det juleaften eller lige deromkring. Køerne var meget lange, og min favoritkasseassistent så såre træt ud. Alle købte flere pakker toiletpapir, så jeg nåede ikke at få bare en enkelt pakke. Pyt – jeg prøver igen i morgen. Jorden går ikke under inden da.

Coronakrisen er alvorlig, ellers havde myndighederne ikke truffet de drastiske skridt, der kom frem på statsministerens pressemøde i aftes. Danmark er lukket ned de kommende 14 dage i et forsøg på at tæmme virus. Kurven skal med andre ord knækkes, men vi står ikke i en forsyningskrise, som dengang alle hamstrede gær i 1998 i forbindelse med en storkonflikt. Derfor er der ingen grund til at købe 30 ruller 00, eller hvad man nu bruger. Hvis alle købte ind, som de plejede, ville der også være til alle. Alt andet er usolidarisk og er ikke en del af myndighedernes opfordring om at stå sammen – på afstand.

Fornuft og følelse

Som situationen er, er der ingen grund til panik (følelse), men der er grund til at tage situationen meget alvorligt (fornuft). Jeg har ikke så mange aftaler, men dem, jeg har, har jeg udskudt, ikke af hensyn til mig selv, men  af hensyn til den anden mødedeltager, der enten selv er svækket eller har nære familiemedlemmer, der er det. Jeg skal ikke noget, der er så vigtigt, at det ikke kan udskydes 2-3 uger.

Jeg arbejder hjemmefra, så jeg kan passe arbejdet som sædvanligt. Det er dejligt, da jeg er glad for det.

Egentlig burde jeg også gå til frisøren, men det kan også vente.

POV er på spanden

Hvis jeg har en ven…

Hvis jeg som skribent har bare en ven, der læser POV, og alle de andre skribenter også har en ven, der læser POV og alle vennerne vil give bare 25 kr. om måneden er meget reddet. Jeg samler således ind blandt mine venner og læsere på vegne af POV.

Fredagens nyhed

Fredagens nyhed fra ‘vor egen verden’ var, at POV er spanden – alvorligt endda. Der er et stort hul i pengekassen svarende til ca. 60.000 kr. om måneden, og derfor beder den ansvarshavende redaktør om, at læserne hjælper til med at finde bare en person, der vil støtte med 25 kr. om måneden. Behovet er 2.500 læsere af 25 kr. er lig med 62.500 kr. årligt. Med dette beløb vil driften være sikret.

Samtidig begyndte reklamerne at dukke op. Men de er af nød frem for af lyst. Og når de nu skal være der, synes jeg, de er fint og diskret anbragt.

Flere tal

Der er p.t. 600 abonnenter, mens der er 50.000 følgere på Facebook, og det er dem, vi skal have fat i nogle stykker af.  POV ville tjene penge nok, hvis blot en tiendedel af læserne abonnerede.

Det koster ca. 100.000 kr. om måneden at drive POV, og de penge haves ikke p.t.  Men hvad går pengene til, når der er tale om et frit og åbent medie? Uden at have den store indsigt i detaljerne, er jeg klar over, at redaktørerne er lønnede, og at grafikerne er lønnede. De kan ikke undværes, uden at det går ud over kvaliteten. Daler kvaliteten forsvinder læserne, så det er en ond cirkel.

Det må også være dyrt at drive den store hjemmeside, der har enorme mængder af trafik og indhold.

What’s in it for me?

Jeg har personlige interesser i dette her, idet jeg endelig har fundet en platform at skrive til. Hvis POV ikke eksisterer længere, hvor går jeg så hen med mine skriblerier? Politiken gider næppe høre om mine erfaringer med dette og hint.

At skrive til POV giver mig meget glæde og noget erfaring med skriftsproget, som jeg ikke ellers kunne opnå. Min redaktør er altid hurtig til at melde tilbage og laver kun få ændringer, og bare det at kunne skrive ‘min redaktør’ er opløftende i sig selv.

Hvis POV holder op med at udkomme, vil jeg virkelig blive trist.

 

 

På tøjindkøb

Jeg bryder mig ikke om at købe tøj

Tøjindkøb udsættes her i huset til sidste øjeblik, for jeg kan ikke lide det. Det forekommer mig at være så uendeligt besværligt at skulle ind og ud ad et prøverum, hvor man dårligt har plads til sig selv og sin taske, og hvor man ligner en ged, uanset hvad man tager på.

Mange steder er man nødt til at klæde sig på i sit normale gangtøj igen, og dernæst gå ud at hente noget nyt, man vil prøve; med mindre det da er en ordentlig butik.

Da jeg nu ikke kan lide det, køber jeg ca. hvert 10. år noget tøj i rigtig god kvalitet og slider det op, men til sidst kan alderen jo da ses på ærmerne og andre udsatte steder, og hvem vil ligne en lazaron her op til jul?

På tøjindkøb

I starten af december spurgte jeg derfor min nærmeste veninde, om hun ville hjælpe mig med projekt “tøjindkøb”. Det ville hun gerne, så vi mødtes en formiddag foran Frederiksberg Centeret, som forøvrigt er omdøbt til “FRB. C”. Hun gelejdede mig op til de bedste butikker i plan tre, som vi havde stort set for os selv. Det er fordelen ved at være på overførselsindkomst 🙂

Jeg vidste nogenlunde, hvad jeg gik efter: bluser, en ny fleece og strømper. Allerede i den første butik var der bid: utrolig fin betjening, hvor jeg straks fik den rigtige størrelse med ind i prøverummet. Blusen passede i størrelsen og i farven. Den fineste mohair – dejligt. Lige udenfor lå der gode bluser i de rigtige farver og størrelser. To af dem tak. Og så seks par strømper.

Min veninde skulle ikke købe noget, men det blev alligevel til en nederdel og en bluse. Sådan kan det gå.

Næste butik

Vi kiggede lidt hos Sand, men de havde ikke noget, jeg manglede.

Den næste butik var “Eventyrsport”, som er af den type, hvor jeg kan gå shop amok, når jeg endelig kommer til byen. Planen var en fleece og derved blev det. Lyseblå med gråt i, som min veninde mente passede til håret. Pokkers at det er blevet så gråt allerede; jeg er da i mine bedste år…

Overstået

Det hele var overstået på 1½ time. Det bedste er næsten, at nu ved jeg, hvem jeg kan spørge om hjælp næste gang, og hvor vi skal gå hen.Det er ikke så farlig at købe tøj, som jeg havde fået gjort det til. Jeg skal bare gå de rigtige steder hen.

Frederiksberg Centeret er virkelig et dejligt sted at handle selv for sådan en som mig, der ikke kan lide noget, der hedder noget med “center”. Jeg kan godt lide at blive betjent ordentligt. Faktisk er jeg begyndt at gå min vej, hvis jeg ikke føler, jeg får en god betjening. De varer, jeg køber, er dyre nok til, at jeg vil betjenes godt.

Som tak for hjælpen, og for hyggens skyld, gav jeg en lille pilsner på en nærliggende café, som min veninde kende.

Jeg tog metroen hjem, 2.600 kr. fattigere, men mange gode ting – og erfaringer – rigere.