POV er på spanden

Hvis jeg har en ven…

Hvis jeg som skribent har bare en ven, der læser POV, og alle de andre skribenter også har en ven, der læser POV og alle vennerne vil give bare 25 kr. om måneden er meget reddet. Jeg samler således ind blandt mine venner og læsere på vegne af POV.

Fredagens nyhed

Fredagens nyhed fra ‘vor egen verden’ var, at POV er spanden – alvorligt endda. Der er et stort hul i pengekassen svarende til ca. 60.000 kr. om måneden, og derfor beder den ansvarshavende redaktør om, at læserne hjælper til med at finde bare en person, der vil støtte med 25 kr. om måneden. Behovet er 2.500 læsere af 25 kr. er lig med 62.500 kr. årligt. Med dette beløb vil driften være sikret.

Samtidig begyndte reklamerne at dukke op. Men de er af nød frem for af lyst. Og når de nu skal være der, synes jeg, de er fint og diskret anbragt.

Flere tal

Der er p.t. 600 abonnenter, mens der er 50.000 følgere på Facebook, og det er dem, vi skal have fat i nogle stykker af.  POV ville tjene penge nok, hvis blot en tiendedel af læserne abonnerede.

Det koster ca. 100.000 kr. om måneden at drive POV, og de penge haves ikke p.t.  Men hvad går pengene til, når der er tale om et frit og åbent medie? Uden at have den store indsigt i detaljerne, er jeg klar over, at redaktørerne er lønnede, og at grafikerne er lønnede. De kan ikke undværes, uden at det går ud over kvaliteten. Daler kvaliteten forsvinder læserne, så det er en ond cirkel.

Det må også være dyrt at drive den store hjemmeside, der har enorme mængder af trafik og indhold.

What’s in it for me?

Jeg har personlige interesser i dette her, idet jeg endelig har fundet en platform at skrive til. Hvis POV ikke eksisterer længere, hvor går jeg så hen med mine skriblerier? Politiken gider næppe høre om mine erfaringer med dette og hint.

At skrive til POV giver mig meget glæde og noget erfaring med skriftsproget, som jeg ikke ellers kunne opnå. Min redaktør er altid hurtig til at melde tilbage og laver kun få ændringer, og bare det at kunne skrive ‘min redaktør’ er opløftende i sig selv.

Hvis POV holder op med at udkomme, vil jeg virkelig blive trist.

 

 

På tøjindkøb

Jeg bryder mig ikke om at købe tøj

Tøjindkøb udsættes her i huset til sidste øjeblik, for jeg kan ikke lide det. Det forekommer mig at være så uendeligt besværligt at skulle ind og ud ad et prøverum, hvor man dårligt har plads til sig selv og sin taske, og hvor man ligner en ged, uanset hvad man tager på.

Mange steder er man nødt til at klæde sig på i sit normale gangtøj igen, og dernæst gå ud at hente noget nyt, man vil prøve; med mindre det da er en ordentlig butik.

Da jeg nu ikke kan lide det, køber jeg ca. hvert 10. år noget tøj i rigtig god kvalitet og slider det op, men til sidst kan alderen jo da ses på ærmerne og andre udsatte steder, og hvem vil ligne en lazaron her op til jul?

På tøjindkøb

I starten af december spurgte jeg derfor min nærmeste veninde, om hun ville hjælpe mig med projekt “tøjindkøb”. Det ville hun gerne, så vi mødtes en formiddag foran Frederiksberg Centeret, som forøvrigt er omdøbt til “FRB. C”. Hun gelejdede mig op til de bedste butikker i plan tre, som vi havde stort set for os selv. Det er fordelen ved at være på overførselsindkomst 🙂

Jeg vidste nogenlunde, hvad jeg gik efter: bluser, en ny fleece og strømper. Allerede i den første butik var der bid: utrolig fin betjening, hvor jeg straks fik den rigtige størrelse med ind i prøverummet. Blusen passede i størrelsen og i farven. Den fineste mohair – dejligt. Lige udenfor lå der gode bluser i de rigtige farver og størrelser. To af dem tak. Og så seks par strømper.

Min veninde skulle ikke købe noget, men det blev alligevel til en nederdel og en bluse. Sådan kan det gå.

Næste butik

Vi kiggede lidt hos Sand, men de havde ikke noget, jeg manglede.

Den næste butik var “Eventyrsport”, som er af den type, hvor jeg kan gå shop amok, når jeg endelig kommer til byen. Planen var en fleece og derved blev det. Lyseblå med gråt i, som min veninde mente passede til håret. Pokkers at det er blevet så gråt allerede; jeg er da i mine bedste år…

Overstået

Det hele var overstået på 1½ time. Det bedste er næsten, at nu ved jeg, hvem jeg kan spørge om hjælp næste gang, og hvor vi skal gå hen.Det er ikke så farlig at købe tøj, som jeg havde fået gjort det til. Jeg skal bare gå de rigtige steder hen.

Frederiksberg Centeret er virkelig et dejligt sted at handle selv for sådan en som mig, der ikke kan lide noget, der hedder noget med “center”. Jeg kan godt lide at blive betjent ordentligt. Faktisk er jeg begyndt at gå min vej, hvis jeg ikke føler, jeg får en god betjening. De varer, jeg køber, er dyre nok til, at jeg vil betjenes godt.

Som tak for hjælpen, og for hyggens skyld, gav jeg en lille pilsner på en nærliggende café, som min veninde kende.

Jeg tog metroen hjem, 2.600 kr. fattigere, men mange gode ting – og erfaringer – rigere.

Budgettet

Sådan sparer man 400 kr.

I formiddag sparede jeg 400 kr. på min indboforsikring bare ved en telefonopringning til Købstædernes Forsikring.

Forhistorien

Året rinder snart ud, og det er på tide at se på budgettet for næste år. Jeg hygger mig altid med at revidere tallene, sammenholde med kontoudtog, logge ind hos elselskabet, se udviklingen i forbruget og så videre. Det er ikke for ingenting, jeg har lavet mange statslige budgetter, dengang jeg kunne arbejde rigtigt. Øvelsen er selvfølgelig hyggeligst, når udgifterne går nedad.

Udvidet elektronikforsikring

Da jeg nåede til indboforsikringen, undrede jeg mig over, at der ikke var flueben ved den udvidede elektronikforsikring, for jeg mener bestemt, det var en af årsagerne til, at jeg skiftede til Købstædernes Forsikring. Jeg ville kunne få denne dækning med uden at betale mere end hos det tidligere selskab, som var Topdanmark. Nå men fluebenet var der altså ikke.

Jeg ringede til salgsafdelingen som gerne ville sælge mig noget yderligere dækning. Der var bare det, at det ville koste 600 kr. årligt, som jeg syntes var en ordentlig mundfuld. Jeg spurgte, om jeg ikke kunne få et bedre tilbud, når jeg faktisk har samlet alle forsikringer hos dem og aldrig har haft en skade?

Sørme jo, han kunne godt trylle lidt med musen og dokumenterne, så de 600 kr. pludselig blev til 200 kr., som var noget mere spiseligt for mig. Så nu kan jeg hælde vand i tastaturet og smide med min iPad uden at det koster andet end selvrisikoen. Noget andet er så, at jeg passer godt på al min elektronik, men man kan jo aldrig vide…

Og det er det, forsikringsselskaberne lever højt på.

God weekend.