Kilder til slægtsforskning: Jeg vil se det selv
Noget om kilder
Kilder til slægtsforskning: Jeg vil se det selv
Slægtsforskning er ved at udvikle sig til en disciplin, hvor kvantitet trumfer kvalitet, og hvor ukritisk kopiering forklædes som research. På platforme som MyHeritage kan man på få minutter importere tusindvis af personer og kalde det et familietræ – uden nogensinde at have åbnet en kirkebog eller set en anden original kilde.
Resultatet er ikke historie, men en selvforstærkende konstruktion af fejl, hvor den samme forkerte “Maren Jensdatter” kopieres i det uendelige, blot fordi så mange nok ikke kan tage fejl på én gang.
Efter 3½ års oprydning i min egen database har jeg valgt en anden tilgang: Jeg accepterer ikke oplysninger, jeg ikke selv har kontrolleret. Sandheden er enkel, men åbenbart upopulær: Primære kilder er bevis. Sekundære kilder er rygter. Og uden beviser er slægtsforskning ikke forskning – det er fiktion.
Nu har jeg snart brugt 3½ år af mit resterende liv til at rydde op i min database. ChatGPT regner med, at projektet er tilendebragt den 16. juni, og det er fint, for nu gider jeg heller ikke mere.
Måske vil jeg derefter begynde på DNA-slægtsforskning. Men da jeg både er adopteret og slægtsforsker med følelserne, siger det mig måske ikke så meget? Jeg synes jo, jeg hører til i adoptivfamilien.
P.t. har jeg 3.236 personer i min database (Legacy), og når man tænker på, at jeg begyndte at slægtsforske i 2003, er det jo ingenting, men jeg er tilhænger af “lidt men (forhåbentlig) godt”.
Billedet herunder er en opsummering af, hvad jeg egl. har foretaget mig i de 3½ år. Der er tale om minimumstal:
Sammenlignet med at man på MyHeritage nemt finder profiler med over 100.000 poster, er det ikke mange, men jeg håber og tror, det er godt. I hvert fald kan jeg selv lide det meste, og resten må komme lidt henad vejen.
Som absolut hovedregel har MyHeritage intet med slægtsforskning at gøre. Det er primært en pengemaskine på israelske hænder. Se bare deres officielle holdning til kildeangivelser, hvor kilder kun er for “familietræ entusiaster”:
Citater er et bibliografisk værktøj brugt af familietræ entusiaster til at dokumentere hvorledes de fik informationen om den enkelte person.
Et citat forbinder personerne og en kilde kan være et interview, en bog, et dokument, en webside eller anden informationskilde. Tilføjelse af kilder forøger kvaliteten af dit familietræ.
Selvfølgelig kan man nogle gange finde noget brugbart på MyHeritage. Af og til støder jeg på sider, hvor jeg “kender” en af ejerne, fordi han hjalp mig i gang med Frederiksborg Amt for mange år siden. Så bliver jeg glad, for her er noget at komme efter. Men det hører til sjældenhederne.
For det meste består de 37 milliarder optegnelser af, hvad folk kopierer fra hinanden uden nogensinde at gå til de originale kilder. Man finder Maren Jensdatter, og der er mange andre, der også har hende født i Thyregod, og så er det jo nok hende.
Den dag, der oprettes et slægtsforskningspoliti, søger jeg stillingen som politimester.
Der er forskel på kilder
I Danske Slægtsforskeres podcast kan du i episode 6, der udkommer den 21. maj kl. 00:01 (for nu at være helt præcis), høre om robuste arkivhenvisninger, som de fleste af os nok kalder kilder. Rigsarkivet kalder det dog for arkivhenvisninger, så det er nok det rigtigste ord.
De sekundære kilder er spor. De primære kilder er bevis.
Primære kilder giver ny viden.
Det er de originale kilder. Det er de kilder, der først omtaler en begivenhed eller registrerer noget.
Det kan fx være:
- kirkebøger
- folketællinger
- skifter
- dødsattester
- osv.
Det er dem, der dokumenterer en begivenhed.
Sekundære kilder fortæller om de primære kilder
Sekundære kilder giver overblik og henviser videre. Det er kilder, som fortæller om de primære kilder.
Det kan fx være:
- bøger
- artikler
- hjemmesider
- slægtstavler på nettet
- databaser lavet af andre
- lokalhistoriske oversigter
- osv
De er gode til at finde spor 😊 Men de er ikke bevis. Som eksempel er “Mediestream” ikke en kilde. Mediestream er en fantastisk søgemaskine, som gør, at man kan søge i Det Kongelige Biblioteks mediesamlinger, men det er selve avisen, der er kilden.
De sekundære kilder bør altid krediteres, for det hører med til ordentlighed, at man på denne måde sender en lille tak til fx ophavsmanden/-kvinden til en stor database.
Jeg stoler kun på mig selv
Som led i oprydningen har jeg indtil nu opdateret mere end 700 kildeangivelser. Det er ikke spændende arbejde, men det er nødvendigt, hvis både eftertiden og jeg selv skal kunne bruge mine data.
Jeg vil se det selv, for så er fejlene mine egne. Altid tjekke, altid kontrollere.
Har jeg fundet noget i en sekundær kilde, går jeg altid til den originale kilde for at se, om det nu også kan have sin rigtighed. Dog må jeg tilstå at mht. data fra folketællingerne, stoler jeg på de flittige indtastere.
Har man 100.000 personer i sin database på MyHeritage, er der selvfølgelig ikke noget at sige til, at man ikke har haft tid til at føre sandhedsbevis.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Jeg er meget enige med dig at man altid skal undersøge og være kritisk overfor kilder.
For nogle uger siden, var der en som skrev et indlæg om netop dette emne.
Kort fortalt hvor lang kan jeg komme tilbage i slægten.
En herre svaret at han på 10 minutter var kommet 10 generationer tilbage ved at bruge myheritage. Måtte simpelhen svar at man altid skulle tjekke oplysninger og være kritisk.
Herren svaret at det var mindre betydning for ham. Hvad kan må så reel bruge det til ? Hvis man er helt ligeglad med om tingene passer .
@ Bodil
Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Åh, det er sådan noget, jeg næsten kan blive både trist over og rasende over. Men sådan er det jo med MyHeritage. Det har intet med slægtsforskning at gøre!.
En dag så jeg en mand, der havde 35 søskende (jeg talte faktisk efter). Der er kun en ting at gøre: at lade være at købe noget hos MyHeritage, som meget apropos lige har ringet mig op med et “fantastisk” tilbud, hvor jeg får 60 pct., hvis jeg accepterer inden for to timer … Næh tak. Jeg er ikke interesseret.
Da jeg begyndte at slægtsforske, kiggede jeg på de online ting der var, for eksempel MyHeritage, og fandt ikke noget, jeg kunne genkende overhovedet. Dne eneste, jhae fandt af mine aner, var fejlbehæftet. Og da jeg i forvejen ikke er meget for ting, der kun befinder sig online, opgav jeg det, og kastede mig over de online kirkebøger og folketællinger.
Som du siger, jeg stoler kun på mig selv. Det førte naturligvis til en del unødvendige komplikationer, fejl og dobbeltarbejde, men efterhånden som jeg blev klogere – og spurgte min historiker-ægtemand – gik det lettere.
Jeg har ligesom du lært at være forbeholden overfor hvad “de gamle” har fortalt og overfor folketællingernes meget sjuskede afskrivere. Især hvor det drejer sig om manglende oplysninger – altså et negativt fund i folketællingene betyder næsten intet.
Så lige som dig: Jeg vil se det selv i de primære kilder, før det kommer ind i mine data.
Dine imponerende tal kan jeg slet ikke hamle op med jeg har fundet 52 af min mormors aner, 2 af min morfars og 21 af min fars – altså i alt 76 aner. Så er der naturligvis et utal af søskende, mostre, onkler, tanter, fastre, kusiner osv. Dem har jeg ikke tal på.
@ Charlotte
Som jeg forstår det har du heller ikke slægtsforsket så længe, hvilket passer med at du kastede dig over kirkebøger og folketællinger, der var online. Da jeg begyndte, var det noget, vi slet ikke turde drømme om. Så selvfølgelig er mine tal større end dine, simpelthen fordi jeg har været i gang længere. Jeg har selvfølgelig også flere “aner”, da jeg er adopteret. “Aner” i citationstegn, fordi jeg i virkeligheden ikke nedstammer fra halvdelen af dem. Men det er for mig “at slægtsforske med følelserne”. Jeg føler, at jeg hører til i min adoptivslægt.
Dobbeltarbejde er kun godt. Hvis du vidste, hvor ofte, jeg dobbelttjekker noget.
Der er aner – og så er der familiemedlemmer. Dem vil du vel ret hurtigt kunne kunne trække ud af programmet: antal personer i alt minus aner = familiemedlemmer.
Ja selvfølgelig har du da to sæt aner.
Og nwj, jeg har ikke slægtsforsket intensivt, eller havd vi nu skal kalde det i mere end seks år. Jeg prøvede for snart mange år siden, dengang kirkebøgerne var at finde på microfiche på mit lokale bibliotek, men jeg blev “køresyg” af de evige frem og tilbage-bevægelser, og økonmien var ikke til ture til de relevante kirker og arkiver … jeg gik stadig i folkeskolen, og lommepengene rakte ved gud ikke til den slags 😉 Så online-arkiverne var en gave til mig.
Dem, du kalder familiemedlemmer, har jeg ikke i nogen database, men kun i filer og skemaer med tilhørende kilder … i Publisher! Hvor også alle mine stamtræer og øvrige kiler ligger. Så jeg skal konvertere dem alle sammen til et andet format inden oktober i år. Suk. Jeg leder stadig efter en erstatning. Altså et mindre DTP program, hvor jeg kan fremstille små tidsskrifter, men også lave sælgtsforskning, oversigt over havens planter, sæbeopskrifter … al den slags. Jeg er virkelig sur på Microsoft over at de stopper Publisher!
@ Charlotte
Jeg husker stadig lyden af mikrokortapparatets “slæde”, der kørte frem og tilbage. Jeg investerede selv i et mikrokortapparat og brugte formuer på at købe kirkebøger fra “mine største sogne” på mikrokort. Hvad der er blevet at apparatet og kortene, husker jeg ikke.
Ja, Publisher o.lign er nok ikke den mest hensigtsmæssige måde at opbevare data på. Alle slægtsprogrammer kan danne udgangspunkt for det, du gerne vil. Det beskriver Kathrine Tobiasen fint i bogen “At skrive slægtshistorie”, hvor der om kort tid kommer en nye udgave. Man må endelig ikke skive slægtshistorien ved hjælp af programmerne. Det vil blive så spændende som en telefonbog (ref. s. 31).
Åh, her tror jeg du har misforstået mig. I Publisher har jeg lavet en masse skemaer, hvor hver enkelt ane har sine egne rækker med data og kildehenvisninger. Meget kedeligt, meget sagligt, meget overskueligt.
“Kronikkerne” som jeg kalder mine små historier om mine slægtninge, ligger som rene tekstfiler.
Det, der er øv, er at Publisher vil forsvinde i oktober! Så jeg er nødt til at finde på et eller andet og konvertere alle mine adskillige tusinde filer.
Jeg bruger bare Publisher hver dag, til slægtsforskning, tidsskrifter og alle mulige andre oversigter.
@ Charlotte
Næh, det tror jeg nu ikke, jeg gør.
I min verden bør slægtsdata ligge i en database, og derfra kan alt genereres dynamisk. Når man fx tilføjer en ny person vil denne måske tilføjes til et par allerede eksisterende forældre, så det par har nu fået deres 27. barn. På din måde er tingene jo statiske.
Men prøv at læse Kathrines fantastiske bog. Så vil du kunne se, hvad jeg mener.
Jeg er meget enig med dig om, at kvantitet åbenbart for mange er blevet væsentligere end kvalitet. Jeg er også enig med dig om, at kvaliteten af registreringerne på MyHeritage er meget ringe. Jeg savner også i den grad kilder i forhold til de registrerede oplysninger.
På den anden side har jeg selv stor glæde og nytte af mit Data abonnement på MyHeritage. Jeg finder via dette mange oplysninger, som jeg kan bruge i forhold til min egen slægtsforskning. Jeg sørger dog for, at tjekke oplysningerne i forhold til primære kilder, og sørger også for at anføre kilden i min egen database.
I enkelte tilfælde registrerer jeg oplysninger som jeg har fundet i MyHeritage. Der kan f.eks. være tale om oplysninger, hvor jeg ikke kan finde en primær kilde samtidig med, at oplysningen stammer fra en person, som jeg har tiltro til. Jeg sørger dog for i min registrering at anføre den kilde som jeg har anvendt. Jeg er helt klar over, at mange seriøse slægtsforskere vil kritisere mig for disse registreringer i min database.
Hilse Ole
@ Ole
Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Jeg forstår dig bestemt godt! Sådan gjorde jeg også i begyndelsen, men jeg er nu nået dertil at jeg smider alt dette “måske” ud, for det har ingen værdi for mig. Finder jeg fx en dødsdato på MyHeritage, og tror, den vil overleve “Kan det passe”-prøven noterer jeg i notefeltet – og således ikke ikke i datafeltet – “Muligvis død den X, som angivet af flere MyHeritagebrugere dog som sædvanligt uden hverken sogn eller kilde”. Så ved jeg, at det måske kan bruges, men at det kræver verifikation, før det lander i mit datafelt.