Noget om forældreansvar: sex på nettet, PISA-undersøgelsen mv.
Kan damerne godt lide at få tæsk?
Noget om forældreansvar: sex på nettet, PISA-undersøgelsen mv.
Hvem hjælper børnene med at forstå det, de møder på nettet? Porno, sociale medier, manglende søvn og faldende skolekundskaber rejser det samme spørgsmål: Hvor er forældreansvaret? EU vil nu lægge en større del af ansvaret over på techgiganterne – og måske er det på tide.
- Gad vide hvor forældreansvaret er blevet af?
- Og hvordan kan det være, at der ikke er en tryg og beskyttende samtale mellem børn og forældre om, hvad børnene ser på nettet.
At samtalen ikke finder sted, afslørede DR i de to afsnit af “Alene hjemme med porno”, hvor det blev vist, hvad børn kunne finde på nettet uden at anstrenge sig for det. Det dukkede uden videre op i deres feed.
Der var interviews med unge mennesker, der fortalte, hvad de havde set på nettet i deres barndom, fx da de var 8-9 år. En ung kvinde fortalte også, hvilke konsekvenser det havde haft for hendes sexliv, da hun kom i den alder, hvor hun skulle udforske den del af livet. Hun havde ganske enkelt troet, at det skulle ligne det, hun som barn havde set på nettet. Det er gruopvækkende.
Børn ned til otte år ser videoer på TikTok med S/M etc. På det tidspunkt kan mange af dem ikke en gang binde deres egne snørebånd.
Det burde være sådan, at børnene gik til far og mor og sagde fx “Jeg så noget mærkeligt på nettet. Hvad betyder det? Kan damerne godt lide at få tæsk?”
Hvorfor hjælper forældrene ikke med at sortere i de mange indtryk, techgiganterne gladeligt serverer, fordi der er millioner og milliarder gemt i sex på nettet.
EU-kommissionens forslag
EU-Kommissionen har netop fremsat det historiske lovforslag EU KIDS Act, som skal begrænse børns adgang til sociale medier og beskytte dem mod skadeligt og afhængighedsskabende indhold.
Jeg synes, det er et glimrende forslag, når det nu er sådan, at forældrene ikke uden videre selv løfter opgaven. Der skal nok være nogle, der mener, det er et urimeligt indgreb i deres personlige frihed helt analogt med reaktionerne, da mænd blev pålagt at tage barselsorlov, for at tage sig af deres egne børn.
Men når folk ikke selv kan finde ud af det, må EU jo gribe ind.
Forslaget blev præsenteret af kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og lægger op til markante ændringer på tværs af hele EU:
Centrale stramninger i EU KIDS Act
- Forbud under 13 år: Der indføres et totalt EU-forbud mod, at sociale medieplatforme og videodelingstjenester (som TikTok, Instagram, Snapchat og YouTube) må give adgang til børn under 13 år.
- “Mini-konti” til 13-14-årige: Unge mellem 13 og 14 år må ikke oprette selvstændige profiler. De kan kun få adgang via en forældrestyret “mini-konto” med en stram tidsbegrænsning på maksimalt én time om dagen.
- Selvstændig profil fra 15 år: Den officielle EU-minimumsalder for at kunne oprette en selvstændig, autonom konto uden forældresamtykke sættes til 15 år.
- Omvendt bevisbyrde for tech-giganterne: Det er fremover tech-virksomhedernes eget ansvar at bevise, at deres platforme er sikre og “safe by design” for børn. Hvis de fejler, risikerer de hurtige undersøgelser og gigantiske bøder på op til 6 pct. af deres globale omsætning.
- Nat-lukning og tidsstyring: Tjenesterne skal tvinges til at indbygge værktøjer, der kan lukke ned for børns adgang om natten for at forhindre søvnproblemer.
Især den omvendte bevisbyrde er jeg glad for at se, da det som ganske almindelig bruger på nettet er umuligt at bevise, at tech-milliardærerne har ødelagt deres børns sexliv og ødelagt børnenes koncentrationsevne.
PISA: Fem ministre på banen
Når man indkalder fem ministre til pressemøde i spejlsalen er det alvor, og PISA-undersøgelsens resultater er da også gruopvækkende.
Graferne taler deres eget tydelige sprog. Det har aldrig stået værre til med børnenes niveau. Og jeg ved godt, at nogle nu vil mene, at Magnus’ graf var manipulerende, fordi den ikke begyndte ved 0-punktet. Jeg er stort set ligeglad med det, for det er alvorligt.
Undervisningsministeriet skriver blandt andet:
Flere tror, at PISA er en gammeldags test, hvor eleven skal løse en endeløs række gange- og divisionsstykker. Det er vigtigt at nuancere dette. PISA tester unges kompetencer ud fra, hvor godt de unge kan bruge deres kunnen i forhold til udfordringer i det virkelige liv. Det er ikke en test i udenadslære, som mange tror. Eleverne testes for eksempel også i problemløsningskompetencer.
Grafikken herunder er hentet på VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærds hjemmeside.
(Teksten fortsætter under grafikken).

Der er sikkert mange årsager til, at det står så grelt til. Og jeg har jo hverken børn i den skolesøgende alder eller børnebørn, men det hindrer mig ikke i at gengive hvad en af mine venner, der på et tidspunkt var “papfar” til et skolesøgende barn, fortalte.
Han spurgte gang på gang barnet “Har du ikke lektier for?”. Svaret var konstant “Nej, dem lavede vi i skolen”.
Man lærer blandt andet ved at repetere, og man kan sige, at lektier er en form for repetition af det, man hørte i klassen. Så når man ikke har lektier for, får man ikke repeteret det lærte. Det er en del af katastrofen.
En anden del er, at børnene møder op under at være “undervisningsparate”. De er trætte og de er sultne.
De er trætte, fordi de ikke har sovet nok, og det skyldes atter, at de har brugt den halve nat på de a-sociale medier, og de har ikke fået morgenmad. Uden mad og drikke, dur helten ikke!
Hvor er forældrene henne i alt dette? Hvorfor sørger de ikke for, at børnene er undervisningsparate, når de møder op?
Konklusion
Samlet set synes jeg faktisk, statsministeren har ret, når hun siger, at telefoner og private PC’er skal forbydes i skolen.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.




Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!