Interessant samtale med præsten

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Der er noget, der er grimt: Folk diskuterer på sociale medier (selv bruger jeg kun Facebook) som om, det ikke er i orden, at der nu nærmest er en stemning svarende til Ungarn i 1956 (Ungarnshjælpen) eller luftbroen til Berlin i 1948/49. Alle er på stikkerne og vil hjælpe det ukrainske folk, men offerviljen havde ikke nær det omfang, da det var syrerne, der blev nedlagt af russerne i 2015. Det falder nogle for brystet. Og det er som om, de mennesker ikke mener, det er i orden at hjælpe nu.

Jeg må gribe i egen barm (uagtet den ikke er så stor). Det gælder også mig selv. Jeg har sendt et beløb via UNHCR til “1919” men sendte vist ikke noget dengang. Jeg kan ikke lide diskussionen og holder mig langt fra væk den. Jeg bryder mig ikke om, at nogle flygtninge (måske) er bedre end andre.

DDO har nogle fine forklaringer på “altruisme“, som jeg slog op for at være sikker. Et af de ord, der nævnes er “godhjertethed”, som jeg fik en interessant samtale med præsten om i går.

Hvad er mon hvad?

Jeg havde på forhånd filosoferet over følgende:

• Hvor meget skyldes min ægte medlidenhed med det ukrainske folk – og hvor meget skyldes min frygt for, at russernes kampgejst og invasionslyst når Danmark og mig? Hvad vejer mon tungest?
• Når despoten over dem alle lufter sine vanvittige tanker/trusler om atomare våben, bliver jeg sat 30 år tilbage i tid. Den “grundfrygt”, jeg voksede op med og var ung med, er retur. Skyldes det udelukkende, at der er kortere til Kiev end til Paris?
• Eller skyldes det, at det er lettere at have medfølelse med andre, der ligner mig selv end med kvinder i niqab?

Præsten havde større forståelse for russerne, end jeg har

Jeg kunne slet ikke være med, da hun skitserede, at russerne er vældig bange for NATO’s ekspansion bare siden 1997 – således som billedet viser.

Jeg regner ikke med, at de (læs: despoten) er videre bange, og skulle de/han være det, vækker det ingen medfølelse hos mig.

Min holdning er, at det er et land med en ganske enormt stor militær slagstyrke, der har invaderet en fredelig, folkeretligt suveræn, stat med en demokratisk valgt præsident. Derfor fryder jeg mig i mit stille sind (så ubehageligt et menneske er jeg altså), når aggressoren holder i en 67 km. lang kolonne med alt sit militære isenkram og kun har rykket sig fire kilometer på 24 timer.

Og det er jo nok forkert af mig, idet det ikke går ud over despoten men over de unge mænd, der antageligt sidder i de af køretøjerne, der ikke er selvkørende, og som i følge forlydender ikke aner, hvad de foretager sig i Ukraine. Og som mangler mad.

Det fryder mig også, at de samlede sanktioner fra Vestens side på ingen tid har smadret den russiske økonomi. Men det er nok også forkert, idet despoten ikke selv kommer til at mangle noget. Det er den menige russer, der ser sin opsparing være forsvundet nærmest fra den ene dag til den anden.

Jeg lytter begejstret til mediernes slet skjulte fryd over, at “krigen går ad helvede til” (citat Peter Viggo Jakobsen).

Både Sofie Carsten Nielsen og Conni Hedegaard har ret i, at en måde at reducere Putins og oligarkiernes magt er at blive selvforsynende med grøn energi – slut med Gazprom og fart på den grønne omstilling, og det kan kun gå for langsomt.

Definitionen på nationalisme

Disse forfærdelige dage, der måske bliver til uger og måneder (eller år?), er vi vidner til, hvad nationalisme er: Viljen til at dø for sit land.

Jeg gerådede ud i en kort (men venlig) diskussion om, hvorvidt ukrainsk nationalisme er bedre end russisk ditto? Næh, det er den vel egentlig ikke. Vi enedes dog hurtigt om følgende, som jeg fremkom med:

Der er den forskel, at den russiske nationalisme bevirker, at man iværksætter en fjendtlig overtagelse af en fredelig nabo, der ikke har gjort en noget, og man er en overmægtig aggressor, mens den ukrainske nationalisme er udtryk for forsvar af eget territorium.

Links

Flere poster om Ukraine.