,

Strategi i psykiatri

Inspiration

Min bekendt Søren ovre på Bornholm, som jeg har lavet hjemmeside for, havde i dag et interessant interview med en kvinde, der har har været diagnosticeret bipolar siden 1998.  Efterfølgende udspandt der sig, på hans Facebookprofil, en debat om, hvorfor tingene går så legende let for fx kræftpatienter?

Udredningsgarantien

Fra 1. september 2015 blev udredningsgarantien udvidet til også at dække psykiatrien… Vi takker mange gange. Men det er sådan, at udredningsgaranti ikke lig med behandlingsgaranti. Som psykiatrisk patient kan man nemt blive sendt hjem med invitation til at komme igen om fire måneder. Og i mellemtiden skal man gå nogle lange ture, for de er så gode for så meget.

Behandlingsgarantien

Et andet eksempel: en påske for et par år siden havde jeg det virkelig skidt og tænkte kun dårlige tanker. Jeg både ville dem og var bange for dem. Sikke et dilemma. Det var skærtorsdag. Jeg ringede først til Livslinjen, så til Psykiatrifondens telefonrådgivning og så til præsten. De syntes alle, jeg skulle lade mig indlægge. Jeg ringede til sidst til Akutmodtagelsen i Glostrup, for det er dyrt i taxa, hvis man bare bliver sendt hjem. Deres svar var, at jeg måtte gå til egen læge tirsdag efter påske, vente på næste aftale i Distriktspsykiatrien og i øvrigt huske på, at de var en akutmodtagelse.

Altså: når man har været indlagt tilpas mange gange, er man ikke længere akut, men derimod “svingdørspatient”. Jeg skulle hilse at sige, at man kan tage livet af  sig vældig mange gange fra skærtorsdag til 1. påskedag om aftenen.

Var jeg nu kommet med en kræftdiagnose, var jeg ikke bare blevet udredt inden 30 dage, jeg var også blevet behandlet.

Strategi i psykiatri

Min stemme fylder selvfølgelig ingenting i dette kæmpestore – sikkert strategiske – puslespil, hvor der er ikke er plads til, eller interesse i, en enkelt patients smålige og letkøbte input. Men: jeg har gentagne gange spurgt Psykiatrifonden, hvad det er, Kræftens Bekæmpelse kan, som vi mangler at kunne i psykiatrien? Kunne jeg hjælpe – helt gratis? Jeg er vant til at tænke politisk.

Kræftens Bekæmpelse er en enorm, dygtig, lobbyistisk, topstyret organisation (jeg kender en, der har arbejdet der) med masser af penge. Fx samlede de i – vistnok – 2016 34 millioner kr.  ind ved den årlige landsindsamling. Bare for at få et størrelsesforhold så samlede Folkekirkens Nødhjælp samme år 11,4 millioner kr. ind ved deres sogneindsamling (kilde: årsrapporten 2016 på hjemmesiden).

Kræftens Bekæmpelse kan noget, vi ikke kan i psykiatrien. Og hvad er så det?  Hvordan kan vi blive klogere på det? Hvorfor kan de sparke døre ind på et strategisk og politisk niveau, når vi ikke kan?

Jeg har 25 gange forslået Psykiatrifonden en eller anden form for strategisk alliance med bl.a. SIND. Hver gang synes de, at det lyder vældig interessant og lige om lidt, er de klar til at gå i pressen osv. Der er bare lige det, at de ikke rider den dag, de sadler, og så er der lige en, der skal komme fra barsel, og så er de er anden der…. snik snak og visse vasse.  De falder tilbage på Psykiatrialliancen, der er så ukendt, at end ikke min kontaktperson i Distriktspsykiatrien nogenSINDe havde hørt om den. Og se bare på deres hjemmeside hvor snap det går. Senest aktivitet var i 2016.

Hvor længe skal det vare ved? Hvor længe skal vi acceptere, at psykiatrien er udsultet, så man kan blive sendt hjem igen efter et selvmordsforsøg med forslag om at finde en ny psykiater, et nyt job og så en tredje ting, jeg ikke kan huske? Det kan da ikke være sandt – eller kan det? Er psykiske sygdomme virkelig fortsat så underprioriterede overfor de somatiske?

Jeg bliver så vred!

, ,

Lægeligt set

Kemisk

Psykiatrien i Danmark er meget “kemisk” orienteret, men det gælder ikke alene Danmark men også i de lande, vi sammenligner os med. Vi taler præparater og doser i en uendelighed, og havde jeg ikke fået min dosis af psykoterapi først via Psykiatrifonden og dernæst hos Psykiatrifondens psykolog, der gik selvstændig, ville min situation helt sikkert være en anden.

Nu kommer jeg “ren og fri” for gamle traumer, og ved, at det alene er den bipolare lidelse, der taler mig op og ned, og at det kun er medicinen som hjælp på det tilbageblevne – altså sygdommen. Af den grund har jeg intet mod kemien

Jeg har haft verdens bedste psykolog; vi har været rundt om det hele; jeg føler ikke, der er flere lig i lasten, og jeg skal ikke gennem flere mystiske forløb! Der er kun bipolariteten tilbage.

Jeg kommer aldrig nogensinde på Peter Gøtzsches hold. Dertil har medicinen og psykiatrien gjort mig for meget godt. Jeg har lige været stabil i 1½ år; det er måske ikke så længe set over en bipolar kam, men for mig er det et kvantespring efter en periode med ni indlæggelser med 188 sengedage på 2½ år. Jeg røg ind og ud. På et tidspunkt følte jeg, at jeg næsten var mere inde end ude, men det er selvfølgelig ikke korrekt. Jeg følte også, at de passede på mig, når jeg ikke selv magtede det, og at de ville mig det godt. Jeg har aldrig nogensinde været ked af at komme i psykiatrien, når vi fraser et intermezzo i 2006, hvor jeg blev sendt hjem efter et selvmordsforsøg. De har gudskelov ændret praksis siden da, for det var da helt utilstedeligt.

Som bipolar er målet en eller anden form for “leverpostej”, nemlig som man har det, når man befinder sig mellem de to poler, som ordet bipolar er afledt af. Et pænere ord for “leverpostej” er “neutral”.

Jeg havde ikke klaret det uden psykologen, og jeg havde ikke klaret det uden medicinen. Ingen af dem kan stå alene! Der har været en del egenbetaling (ca. 50.000 kr.) til psykologen, og det vil være umuligt for mange psykiatribrugere. Og her viser uligheden i sundheden sig. I det store perspektiv ville det ikke være et problem at finde midler til psykiatribrugeres psykologbehandling; og det er dyrere at lade være! Det er noget billigere at betale psykiatribrugernes psykologbehandlinger end at lade dem indlægge gang, på gang, på gang. En indlæggelse koster kassen. Jeg skal gerne bistå med en cost benefit analyse!

Kemisk opfølgning

Jeg har i dag været til en form for opfølgning sammen med overlæge Kasper og farmaceut Christina. Jeg så glad for at kunne komme at sige, et jeg nu ikke har haft anfald af Restless Legs i sammenlagt 12 sammenhængende  nætter. Jeg tror simpelthen ikke, det er sket siden sommeren 2014. Jeg er nærmest lykkelig, også selvom de muligvis synes, det er lidt mærkeligt, at jeg udtrykker mig i så svulmende termer; men jeg er sluppet for de vilde smerter, som ingen andre har givet et bud på bekæmpelsen af. For satte de Sifrolen op, ville jeg have risiko for at havne i en mani – og det kan ikke udelukkes, at den just overståede mani har med Sifrolen at gøre, da Sifrol kan “skubbe” til manierne, eftersom den er en “dopaminagonist”.

Jeg troede ikke, der var noget at gøre, og at jeg bare skulle leve med det. Kasper og Christina har egl. bare fjernet Sifrol/Oprymea og erstattet det med ganske lille bitte dosis Lyrica. Jeg er på den ringeste dosis overhovedet – tabletterne fås simpelthen ikke mindre (altså målt i antal mg.).

Vi fik os en lidt “kemisk snak”, men det var jo også formålet med mødet. Christina startede dog med at spørge, hvordan jeg har det. Jamen jeg har det faktisk glimrende – det går lidt vel stærkt, men slet ikke som for 1½ uge siden. Jeg får ikke længere fem idéer i minuttet, som jeg ikke kan overskue, jeg fører ikke lange to do-lister, og jeg lægger ikke alt det uoverskuelige ind i kalenderen hvis det trods alt kan knyttes til en dato. Da jeg kom hjem efter indlæggelsen, slettede jeg mindst 50 sære emner fra kalenderen. Helt generelt er det jo også sådan, at mange problemer løser sig selv, hvis man bare lader dem ligge længe nok.

Planen er nu, at vi lige så stille (50 mg.) om ugen trapper mig ud af Seroquel, der måske er den store synder, måske ikke til alle bivirkningerne men i hvert fald nok til mundtørheden. Jeg kan fornemme, at en tandlægeregning på 103.615 kr. gør et vist indtryk – og det er vel at mærke fratrukket rabatten på 47.85 kr, så den samlede pris var på 151.000 kr.. Det er formentlig også Seroquel, der står for den rigtig dårlige fordøjelse. Nu skruer vi lidt op med et nyt præparat, og ser,  om det vil hjælpe. “Trial and error.” 🙂

De tager imod min bekymring om måske at sige helt farvel til Seroquel uden at stille noget i stedet. Skal jeg igennem 2½ års helvede igen? Det magter jeg ikke, ikke engang bare at tænke på det. Deres forslag er at prøve stille og roligt med Valproat. Jeg er rede til hvad som helst, hvis det bare sker forsigtigt.

Kongeligt

Jeg kender simpelt hen ikke andre, der får mulighed for at holde møder med både en farmaceut og en overlæge en time ad gangen, som også har lyst til at høre de tanker, jeg selv har gjort mig i forbindelse med fx prøvesvar. Jeg kan jo også gå ind på sundhed.dk og se kurver op og kurver ned. Nuvel jeg ikke (helt 🙂 ) læge, men det er jo med små pile viser om værdien er for opad- eller nedadgående og hvor den befinder sig i relation til normalområdet.

Jeg føler, at jeg får en kongelig behandling. Det er simpelthen fantastisk.

Af hjertet tak Christina og Kasper.

, ,

Tolkegebyr

Har vi råd til at lade være?

Det er nu vedtaget, at udlændinge, der, efter tre års ophold her i landet, ikke kan klare sig uden tolkebistand i sundhedssektoren med virkning fra 1. juli 2018, selv må betale for bistanden. Gebyret udgør:

  • 1.675 kr. på hospitalet og
  • 334 kr. hos lægen.

Læge Abir Al-Kalemjil argumenterer for, at det, der kunne være nøjedes med at udgøre 334 kr. hos egen læge, kan havne med en omkostning på 45.000 kr. i sundhedsvæsenet.  Nej vi har ikke råd til at lade være!

Men det værre:

Hvad sker der, når en kræftramt patient, der skal modtage sin prognose, dukker op med sit mindreårige barn, der skal agere som tolk?

Symbolpolitiken overser en sådan situation. Skal en 12-årig, der er indforskrevet som tolk, fordi han/hun er gratis eller bare billig, fortælle mor eller far, at han/hun har en alvorlig kræftdiagnose? Er det etisk forsvarligt?

Det allervigtigste, læger og andet sundhedspersonale kan gøre, er, at kommunikere med patienten, men hvad gør man, hvis patienten ikke har råd til det? Abir Al-Kalemijil kommer med det konkret eksempel:

Mange af de patienter, som ikke har tilstrækkelige sprogkundskaber, har en dårligere social baggrund. De vil højest sandsynligt undlade at søge læge for at spare tolkegebyr. Et eksempel: Når en patient med svækket immunsystem (fx på grund af diabetes) får lungebetændelse og ikke kommer til læge i tide, kan vedkommende risikere at blive ramt af blodforgiftning og dermed flere dages indlæggelse. Når politikere i deres geniale regnskab sparer de 334 kr. i tolkegebyr ved lægebesøg, må vi skatteydere derfor betale 45.000 kr. i udgifter for et indlæggelsesforløb, der kunne have været afværget med rettidigt lægebesøg og behandling med antibiotikakur.

Man kan altid regne den ud

Jeg er fortaler for, at vi regner på, hvad de forskellige ydelser på både det statslige og det regionale landkort koster! Og vi skal have mest muligt for pengene. Og det er jo netop det, Abir Al-Kalemijil gør. Han sætter en banal udgift på 334 kr. op mod en væsentlig udgift på 45.000 kr. Det politiske Danmarks symbolpolitikere forstår åbenbart ikke at regne sådan. Nogle vil sige, at det er en konsekvens af “djøffiseringen”, men det pudsige er jo netop, at her kunne vores regneark understøtte støtte politikernes hensigter – vi kunne fortælle dem, at de tog fejl! . Det er bedre at udskrive en check på 334 kr. end en på 45.000 kr. Det må enhver, selv en symbolpolitiker, kunne forstå.