Efterlønnen

Arbejde

En cirkel er rund

Gårsdagens pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet beskæftigede sig med efterløn og retten til tidlig pension, idet det nu kun er 16,3 pct. af dem, der er medlem af en A-kasse, der betaler til efterlønnen. I 2006 var tallet 62,7 pct. Tilslutningen til efterlønnen er således faldet drastisk. Man fristes til at sige ‘naturligvis’.

Det burde ikke overraske ministeriet og da slet ikke berettige til en pressemeddelelse. Men det er nu heller ikke efterlønnen, der udløser pressemeddelelsen. Det er følgende:

“Antallet af efterlønsbetalere er de seneste ti år styrtdykket og vidner om, at det er blevet gjort mindre attraktivt at være medlem af efterlønsordningen. Derfor er der behov for at lave en ret til tidlig pension så dem, der har haft lange arbejdsliv og knoklet i mange år, kan trække sig tilbage inden de er nedbrudt. Det er et behov, der vokser i takt med, at pensionsalderen øges i de kommende år.”

Jamen kunne man så ikke bare have ladet være med de facto at afskaffe efterlønnen, når man nu bare vil sætte noget andet i stedet? Argumentationen forekommer mig at være cirkulær. Men det kan selvfølgelig være, at det, man sætter i stedet, er stærk forringet set i forhold til efterlønnen. Det er det nok!

Valgløfter

Før valget lovede Socialdemokratiet at komme med en konkret model for retten til tidlig pension. Den arbejder man nu på, men gør først arbejdet færdigt, når overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked er færdige. Herefter venter forhandlingsbordet. Regeringen vil arbejde for at retten til tidlig pension kan træde i kraft i indeværende valgperiode.

Socialdemokratiet er blevet meget udskældt for ikke at være tilstrækkeligt konkrete om retten til tidlig pension, så det skal blive spændende at se udspillet.

Billedet

Det er med vilje, jeg har valgt et billede af en kontorarbejdsplads. Der kan man nemlig også blive nedslidt. Jeg kan frygte, at man i forbindelse med retten til tidlig pension har fokus på håndværkere med udendørs arbejde året rundt og andre med fysisk hårdt arbejde. Vi andre kan også blive nedslidte.

,

Debat på Facebook

Hvis man nu keder sig

Facebook kan meget. Der er også meget, det ikke kan.

Jeg synes, styrkerne er:

  • bringe mennesker sammen igen, fx for længst glemte skolekammerater og tidligere kolleger,
  • muligheden for debat,
  • muligheden for at være ajour ved overfladen af nyhederne, fx linkes der ofte til Ritzaus telegrammer. Bevares det er ikke dybdeborende journalistisk, men det kan give et fingerpeg i retning af, hvad der kommer i TV-Avisen i aften, eller hvad avisen skriver i morgen,
  • underholde.

Hvis jeg keder mig lidt, går der let et par timer ved Facebook. Det er en fredelig hobby, som ikke generer nogen. Bortset fra debatørerne.

I kølvandet på statsministerens nytårstale

POV.International bragte artiklen “Statsministeren skal passe på, hun ikke baner vejen for en fremtidig undskyldning” af Steffen Groth selvfølgelig med henvisning til statens undskyldning til Godhavnsdrengene og statsministerens nytårstale, hvor hun gør sig til fortaler for flere tvangsanbringelser og tvangsbortadoptioner. POV lagde linket på deres Facebookside som vanligt.

Min kommentar var nr. fem, og jeg skrev for to dage siden følgende: “Jeg bakker statsministeren op i hendes tanker om flere tvangsfjernelser. Jeg er selv fra et hjem, hvor det offentlige burde have grebet ind dengang i 70’erne, og det bedste for mig havde helt sikkert været at komme hjemmefra og væk fra daglige seksuelle overgreb, fra jeg var 10, til jeg var 16.”

Og så var fanden løs i Laksegade

Mange kommentatorer

  • forsvarer forældrene/familierne,
  • finder fejl i  kommunernes sagsbehandling, og bruger det som argument for, at der ikke skal ske fjernelse
  • mener at den kommunale sagsbehandling ikke er veldokumenteret
  • henviser til at problemet er autisme…

Jeg har argumenteret med arme og ben, men er ingen vegne kommet. Jeg begriber ganske enkelt ikke, at folk ikke kan indse, at det konstant er barnet, der er taberen, når man vil være åh så hjælpsom overfor forældrene. Nu har man villet hjælpe familierne de seneste 40-50 år, men hvad har man fået ud af det? Intet. Der vil ikke ske noget på området, før man begynder at give begrebet ‘barnets tarv’ et reelt indhold, også selvom det koster i familien. Hidtil er barnet ikke blevet prioriteret. Det vil statsministeren ændre på.

Jeg tror simpelthen ikke på, at den kommunale sagsbehandling skulle være så dårlig. Forvaltningen må forventes at være befolket med medarbejdere, der, ligesom alle andre, ønsker at gøre deres job godt. Det er højst tænkeligt, at børne- og ungeområdet mangler ressourcer, men de må så tilføres. Det er her, man kan sige, at statsministerens nytårstale manglede indhold. Hun beskrev ikke, hvordan målene skulle blive til virkelighed og dermed skulle finansieres.

Det er uklart for mig, hvordan flere får problemet drejet over på autisme. Skulle det at et barn lider omsorgssvigt være et udslag af autisme? Det giver ganske enkelt ikke mening, ligesom det omvendte heller ikke giver mening. Man bliver ikke autist af at have været udsat for omsorgssvigt.

Spilder jeg bare tiden?

Nogle vil mene, at jeg bare spilder min tid på sådanne debatter. Det synes jeg selvfølgelig ikke, så længe de giver bare en anelse mening. Jeg svarer ikke på hvad som helst, og begynder debatten at blive for irriterende, stiger jeg bare af.

Så længe debatten er sober og nogenlunde forstandig, er det sjovt at være med, også selvom jeg undrer mig over folks argumentationer.

 

Kommentar

Kommentar til statsministerens nytårstale

Aviserne flyder i dag naturligvis over med kritik af alt det statsministeren ikke sagde i sin nytårstale, men så sandelig også over det, hun sagde.

Hun sagde ikke noget om:

  • Konkrete bud på løsning af klimakrisen
  • Danmarks rolle i det Internationale samfund
  • Ikke et ord om Brexit
  • Dansk økonomi i det kommende årti – ja bare det kommende år
  • Hun sagde for lidt om de ældre
  • (Parti-)Politik, men det mener jeg personligt heller ikke en nytårstale skal.
    • Den skal sætte retning og have fokus på værdier, og det havde denne tale. Hun havde fokus på børnene, og det fokus kan man være enig eller uenig i, men satte retning, det gjorde hun altså.

For så vidt angår det hun ikke sagde: det kunne jo ikke være der alt sammen.

Hvad hun sagde noget om:

Det der står stærkest i erindringen er statsministerens holdning til tvangsbortadoptioner, når alt andet er prøvet, og barnet stadig mistrives. Her er jeg fuldstændig enig med Mette Frederiksen også selv det er et voldsomt indgreb. Jeg tænker tilbage på min egen barndom og ville gerne (også dengang – ikke alene set i bagklogskabens lys) have været tvangsbortadopteret. Det havde været den bedste løsning at kappe båndene til den såkaldte familie helt.

Statsministeren trådte i karakter og satte ord på, hvad hun mener med at ville være ‘børnenes statsminister’. Hun brugte 60 pct. af tiden på at tale om børn, der ikke trives. Så har man valgt side. Jeg synes, det er flot.

Kritikkerne – samlet fra Berlingske Tidende:

Pernille Skipper var på Facebook kort efter talen og fik børnefattigdom og kontanthjælpsloft rodet ind i det hele. Jeg forstod ikke lige hvordan. Man kan godt være ansvarlige og kærlige forældre selvom man ikke ejer en bøjet femøre og kassen altid er tom. Det er ikke disse børn, der skal tvangsbortadopteres.

Det er dem, der lever i mistrivsel med vold, seksuelle overgreb og alkohol. Normalt har jeg stor respekt for Skipper, men her ramte hun altså ved siden af skiven.

Søren Pape mener, at talen var for smal. Der burde også have været noget om familielæger og politi… Han synes, der mangler politik.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille: Hvad med væksten? Og hvordan udmønter vi klimaloven? (Og det har han nok ret i.)

Uffe Elbæk: Fin tale fra statsministeren. Vigtigt med tryghed for børnene. Men jeg savner udsynet til verden omkring os. Europa, Brexit, Trump og angreb på menneskerettigheder ude i verden har også betydning herhjemme. Og så mangler der konkrete bud på, hvordan vi løser klimakrisen

Peter Skaarup: Var det alt statsministeren havde at byde på? Tvangsfjernelser af børn fra dysfunktionelle familier, ja fint, men ingen seriøse tiltag på retsområdet efter de mange raket-angreb på politi, redningsfolk og almindelige danskere? Håbløst.

Kritik af kritikerne

Der er ikke nogen af kritikerne, der siger noget reelt nyt.De siger alle sammen det, de må forventes at sige.

Det dummeste kommer da fra Peter Skaarup. Han slutter sit tweet med “Håbløst”. Det samme kan man sige om ham.