/6 Kommentarer/i /af

Madordning som forsøg i skoler

Madordning som forsøg i skoler

Skolemad i stedet for madpakker

Madordning som forsøg i skoler

dr.dk skriver:

Ifølge finansministeren vil 20.000 elever fra sommeren 2025 kunne se frem til gratis skolemad.

Partierne har afsat 854 millioner kroner samlet til en forsøgsordning. 104 millioner kroner i 2025 og 250 millioner kroner årligt i 2026-2028 til initiativet. Forsøget skal indsamle viden og erfaringer, da der ikke er meget erfaring med skolemadsordninger i Danmark.

“Husker du vor skoletid? husker den så nøje” osv. Jeg husker tydeligt, at når jeg engang imellem havde madpakke med, røg den direkte i skraldespanden, for jeg kunne ikke spise en 22° varm leverpostejmad farvet blodrød af rødbedesaft. Og jeg husker, hvordan det var at komme ind i klasselokalet efter spisefrikvarteret: det stank af madpakker, og lugten blev hængende i flere timer. Begge dele var decideret ulækkert for et sansesensitivt barn.

Det vil sige, at jeg gik uden mad fra ca. kl. 7 om morgenen, da vi altid havde langt at køre, til ca. kl. 18:30. Det kan umuligt være godt for indlæringen.

Børnenes “arbejdsdag” er blevet meget længere, siden jeg gik i skole i 1970’erne, og mætte børn lærer bedre end sultne børn. Derfor ser jeg med glæde på, at 20.000 børn vil blive omfattet af en forsøgsordning med skolemad.

Jeg fandt denne artikel i bladet Folkeskolen fra 2021

I modsætning til bl.a. Danmark har Sverige, Finland og Estland i mange år serveret et dagligt og gratis måltid til alle elever i grundskolen. I Sverige besluttede regeringen i 1946 at yde tilskud til kommuner, der indførte skolemad. Det skyldes bl.a. undersøgelser, som viste, at børn startede dagen med hvidt brød, kaffe og varm kakao og fik medbragte madder til frokost.

Når andre lande kan, må vi også kunne i Danmark! Og svenskerne har arbejdet med tilskud, siden anden verdenskrig sluttede …

Nej tak til kommunale “madfabrikker”

I dag har læst jeg flere artikler om den kommende ordning. Flere – blandt andet Anne-Birgitte Agger – fremhæver, at hvis/når ordningen skal blive en succes, er det en forudsætning, at børnene selv er med til at lave maden på den lokale skole, og at de spiser sammen i en kantine. Maden skal ikke fremstilles på en kommunal “madfabrik”, for så kan det være lige meget.

Nu ved jeg ikke med sikkerhed, hvordan maden fra en “madfabrik” vil smage, men jeg er alligevel enig med Anne-Birgitte Agger, for der er masser af tværfaglighed knyttet til selv at fremstille maden. Hvor mange pandekager skal der bages, når der er 26 elever, som hver skal have fire pandekager? Hvad er vands kogetemperatur? Kan du læse opskriften? osv.

dr.dk skriver ikke, hvordan beløbet er sammensat, så det er ikke klart, om det indbefatter, at der skal etableres køkkener på de enkelte skoler. Det vil være en stor udgift, men det vil være en engangsudgift. Etableres lokale køkkener, vil der formentlig også være en øget løbende driftsudgift til rengøring. Beløbets størrelse tyder ikke på lokale køkkener, og det er en skam. Det vil også være næsten blasfemisk at bygge køkkener som led i en forsøgsordning, for hvad stiller man op med dem, hvis ordningen ikke gøres permanent?

Det er hyggeligt at spise sammen

Danmarks Radio havde i TV Avisen kl. 12:00 interviewet et par børn om nyheden. Et af børnene, der havde deltaget i en forsøgsordning på hendes skole, fremhævede, at en fordel ved den kommende ordning ville være, at man spiser sammen i stedet for at sidde med hver sin madpakke.

Det kan man kun give hende ret i. Når voksne vil hygge sig sammen, er der også altid mad på bordet. Hvorfor skulle det være anderledes for børn?

Madordning som forsøg i skoler

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

De nye rationeringsmærker: personlige CO2-kvoter er fremtiden

De nye rationeringsmærker: personlige CO2-kvoter er fremtiden

Den grønne omstilling går alt for langsomt

De nye rationeringsmærker: personlige CO2-kvoter er fremtiden

Jeg kender en forsker på RUC, som underviser masser af unge mennesker hver eneste dag. De fortæller hende, at de formentlig ikke tør få børn på grund af klimakrisen. Det er helt forfærdeligt, at de unge er så bange, men de har ret i deres frygt: den grønne omstilling går alt, alt for langsomt. Det er i orden at vælge ikke at få børn – men man må ikke lade være af frygt for klimaet.

Hvis der laves personlige CO2kvoter, selvom det sikkert er enormt besværligt at få det implementeret, så vil hver enkelt af os få et personligt ansvar, og det er det, der mangler for at nå målene i de politiske skåltaler på de bonede gulve fx “Den grønne trepart”. Avisen Danmark fortæller her om to professorers (klimaforskeres) forslag om personlige CO2-kvoter. Det er vigtig læsning.

Under krigen blev der indført rationeringsmærker på de fleste dagligvarer, og mærkerne blev først endeligt afskaffet engang i 50’erne. Det var vist smør og kaffe, der var det sidste. Idéen var vel, at de knappe ressourcer skulle fordeles (nogenlunde) ligeligt, så der var nok til alle. Krigsbørnene er stadig gode til at spare på lyset og bruge plastikposerne til affaldsposer som det sidste i en poses liv. Jeg er jo “boomer”, og vi generelt ikke så gode til det.

Men jeg er ret “hellig”:

  • da jeg i sommer tog toget til Berlin og Frankfurt (Oder), havde jeg god klimasamvittighed, da jeg stod af nattoget. Jeg havde brugt 4 gange så lang tid og 3 gange så mange penge …
  • mine grøntsager og kolonialvarer fra Aarstiderne kommer i en trækasse, der kan bruges 4 gange. Varerne ligger i kassen en kæmpestor pose, som jeg putter i køleskabet med det meste indhold, og når den er tom, bruger jeg den som skraldepose.
  • kølevarerne kommer i en flamingokasse fyldt med flageis, og den kan også bruges 4 gange.
  • ingen af mine varer fra Aarstiderne flyves ind.
  • jeg køber varer med lang holdbarhed og som om nødvendigt kan repareres på en repair-café.
  • jeg har også kun lys i det rum, hvor jeg er, og alle pærer er nu LED.

Men sådanne løsninger rammer socialt skævt. Hvis man er på kontanthjælp, kan man ikke handle hos Aarstiderne, og det bliver den billigste opvaskebørste med plastikskaft, fordi den med træskaft koster tre gange så meget. Men det kunne man jo lave om på helt på samme måde, som man kunne fjerne momsen på grøntsager, men hæve momsen på røde bøffer med 200 pct. Det drejer sig bare om politisk vilje.

Det personlige ansvar er tydeliggjort

Nu må vi erkende, at vi har knaphed på en anden ressource, og det handler om iltsvindet, og at vi er nødt til at gøre noget – Nu!

En gennemsnitsdansker udleder p.t. ifølge Tænketanken Conchito årligt cirka 13 tons CO2. Miljøstyrelsen får det dog kun til cirka 11 tons CO2. Men any way uden at vi skal fortabe os i ligegyldige detaljer: det tal skal halveres, så de to markante professorer foreslår, at der indføres personlige CO2-kvoter. Vi skal hver have en kvote på 6 tons CO2 årligt. Så kan vi vælge, om vi vil flyve på efterårsferie til Thailand eller spise 100 hakkebøffer. Denne artikel handler om vores eget CO2-forbrug. Jeg synes, den er ret god.

CO2-udledningen fra flytrafikken har længe været udskældt, men det har ikke påvirket antallet af flyvninger. Ved dette års efterårsferie berettede flere rejseselskaber om, at de havde solgt markant flere rejser til danskerne, og Københavns Lufthavn forventede forud for uge 42, at der ville være 100.000 flere passagerer sammenlignet med året før. De fleste tænker vel: “Hvilken betydning har det, at lille mig lader være at flyve? – i det store regnskab er det sikkert ligegyldigt”. Men det har en betydning, og vi må alle sammen tage et medansvar.

Hvis temperaturstigningen skal holdes på højest 1,5 grader, skal hver enkel verdensborger ifølge FN’s klimapanel IPCC i 2030 i gennemsnit udlede mindre end 3 tons CO2 per år. Sæt i gang, det kan kun gå for langsomt. Hvis vi ikke kommer i mål med at holde temperaturstigningen på højest 1,5 grader, har det uoverskuelige konsekvenser – det rammer først de fattigste lande. De rige lande kan indledningsvist købe sig til løsninger, men sydsudaneserne, der allerede står i vand til knæene som følge af oversvømmelserne, har ikke en chance og i hvert fald har isbjørnene ikke et sted at være. (Isbjørnene har altid stået mit hjerte nær).

Der er lavet en beregner, hvor man kan beregne sit eget CO2-aftryk, fordi det er svært at vide, hvor meget man egentlig udleder, bortset fra at man skal have levet under en sten de seneste år, hvis man ikke er klar over, at klimabelastningen på røde bøffer er højere end på kylling.

Herunder har du et helt igennem fjollet eksempel fra min dag i dag:

De nye rationeringsmærker: personlige CO2-kvoter er fremtiden

“Den grønne trepart” kan blive en prut i en vante, men den handler om CO2-aftrykket

Selvom jeg forstår mere af krigen i Mellemøsten end af “Den grønne trepart”, så har jeg alligevel forstået følgende: Javist har vi fået en minister, Jeppe Bruus, for grøn omstilling, men når regeringen hælder mod Svarrer-udvalgets model 3, som bygger på tal, der er 16 år gamle, så sker der ikke en skid.

Du kan høre en fremragende “Genstart” i DR Lyd fra den 12. november 2024 om det. Udsendelsen hedder “Dødvande” og er en fortælling om, at “Den grønne trepart”, der blev udråbt til at være den vigtigste politiske aftale i vor tid, kan blive en prut i en vante. Vi får ikke mere ålegræs i Vejle Fjord af den grund. Fiskene vil stadig ligge med bugen opad, fordi de er døde, mens vi vader i fedtemøget. Det var meningen, at vi om 20 år skulle kunne gå en dejlig tur i en skov uden at støde ind i en kornmark, men sådan bliver det nok ikke.

I juni så det ud som om, den grønne trepart var helt fantastisk og vil løse alle problemerne. Realiteten er, at regeringen vil gennemføre model 3 fra Svarrer-udvalgets rapport, men model 3 slækker på kravene til landbruget, dvs. de må udlede mere CO2. Landbrug & Fødevarer har fået deres vilje. Jamen det var jo ikke det, der var idéen.

Der er i september udkommet en rapport, der fortæller, at det aktuelle iltsvind er en økologisk katastrofe og at tilstandene i de indre danske farvande aldrig har været værre. Nu er der iltsvind svarende til et areal på Lolland og Fyn til sammen. Danmarks Naturfredningsforening undskylder sig i “Deadline” med, at den grønne trepart “ikke er en vaccination mod dårlige politiske aftaler”.

Finansministeriet siger, at alle tre modeller fra Svarrer-udvalget er valide. Den grønne trepart er nærmest en hensigtserklæring, så nu skal politikerne fylde indhold i aftalen ved at vælge mellem de tre modeller, og alt peger på, at man vil vælge model 3, som er et tilbageskridt for klimaet. Fire fynske borgmestre har råbt op, mens statsministeren gider ikke høre på dem – og de er endda socialdemokrater. Pia Olsen Dyhr (SF) og Martin Lidegaard (R) vil gerne lytte endda i Folketingssalen. Mette Frederiksen sagde i Folketinget, at hvis den grønne trepart falder, er det i hvert fald ikke regeringens skyld (underforstået så er det oppositionens …).

Nå – det blev lidt langt, men tingene hænger jo sammen. Hvad hjælper det, at jeg må på rationeringsmærker, hvis landbruget sviner videre, fordi model 3 bygger på 16 år gamle tal? Jeg er rasende.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Bedst var det, om der var styr på arbejdet med asbest

Bedst var det, om der var styr på arbejdet med asbest

To sager om asbest på én uge

Bedst var det, om der var styr på arbejdet med asbest

Bedst var det, om der var styr på arbejdet med asbestUgen har budt på to fuldkommen vanvittige historier om arbejdet med asbest; den ene værre end den anden, fordi den drejer sig om børn ned til 12 år fra Odsherred Kommune, der blev sendt til Sønderborg for at rive et asbesttag ned. Sagen kom frem, fordi Arbejdstilsynet ved et tilfælde kiggede forbi, konstaterede at her vist var noget galt, stoppede arbejdet og udstedte 14 strakspåbud.

Ministeren – Ane Halsboe-Jørgensen (S) – var målløs, og borgmesteren er rystet. Børnene er »kendt« af kommunen, fordi de har »udfordringer«.

Hvad det nærmere går ud på, har TV Aviserne ikke nævnt noget om, men det er også ligegyldigt, for af to andre tv-udsendelser om asbest, »Underdanmark«, fremgår det eksplicit, at man skal have et fire dages kursus for overhovedet at arbejde med asbest. Man skal være iført særlige værnemidler i form af en speciel dragt, man skal have en særlig maske og særlige briller, man skal være uddannet i at putte materialerne i poser, der skal surres forsvarligt til osv. Intet af alt dette skete.

Man satte altså børn til at lave arbejde, man ikke engang ville sætte voksne til, før de har fået et særligt kursus.

Sig mig lige en gang: er vi blevet en bananrepublik? Der er jo en årsag til, at vi har en hel bekendtgørelse, der kun handler om asbest og håndteringen af det!

Danmarks Radio skriver den 16. oktober (Karina Vincentz er borgmester i Odsherred Kommune).

Børnene arbejdede om natten

Børnene har ifølge borgmesterens oplysninger også arbejdet om natten, og de er angiveligt blevet betalt med kontanter og elektronik.

– Vi ved, at de har været sendt ud om natten for at arbejde, og jeg undrer mig over, hvor forældrene er henne i denne sammenhæng, for de må også have vidst, at deres unge har været væk om natten, siger Karina Vincentz.

Jeg er vist lige så målløs som ministeren og lige så rystet som borgmesteren.

Enig med Dansk Folkeparti

For en gangs skyld er jeg enig med Dansk Folkeparti, der ikke kan forstå, at ministeren er så forarget og målløs, samtidig med at regeringen præsenterer et forslag til finanslov, hvor man vil skære i Arbejdstilsynets bevillinger. SF’s finansordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, er enig med Dansk Folkeparti.

Regeringen lægger op til at spare godt 7,1 millioner kroner i 2025 og 18 millioner kroner årligt herefter hos Arbejdstilsynet, fremgår det af udspillet til næste års finanslov. (Kilde: Danmarks Radio)

Regeringen anfører, at besparelserne vil blive udmøntet i brancher, hvor der er lav risiko. Men det er jo cirkulært. At – eller om – risikoen er lav, ved man jo først, når man har været på besøg.

DFs finansordfører Peter Kofod udtaler:

Der er jo ikke nogen, der tror, at Arbejdstilsynet kontrollerer noget, der ikke er nogen risiko ved. Sådan er det jo ikke i den virkelige verden, siger han. (Kilde: Danmarks Radio)

De helbredsmæssige konsekvenser

Det er vanvittig farligt at arbejde med asbest. Bispebjerg Hospitals Arbejds- og Miljømedicinsk afdeling skriver om de helbredsmæssige konsekvenser. Eksempelvis skal man gå til lægen, hvis man efter at have arbejdet med asbest begynder at få blodigt opspyt … Asbeststøvet er fyldt med fibertynde nåle, der er så små og tynde, at de ikke kan ses med det menneskelige øje. Jo tyndere fibrene er, jo større er risikoen for, at asbesten kan medføre lungehindekræft (malignt pleuralt mesoteliom), der ikke kan helbredes.

Bolius har en meget oplysende artikel om asbest. De sætter blandt andet årstal på perioder med produktionsstart og -stop for de forskellige byggematerialer, der indeholder asbest. Der er adskillige produktionsstop i 1980! De beskriver også, at det eksempelvis ikke er farligt, at bo i et hus med eternittag, og at det bedste man kan gøre faktisk er at lade skidtet ligge, for så længe asbestfibrene er indkapslede, udgør de ingen helbredsrisiko.

Det er først, når man sætter nogle 12-årige til at rive skidtet ned, at der er fare på færde …

Bedst var det, om der var styr på arbejdet med asbest

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Den frygtelige krig i Mellemøsten

Den frygtelige krig i Mellemøsten

Humanitær krise i Libanon

Den frygtelige krig i Mellemøsten

Topbilledet stammer fra en særudgave af »Krigens døgn: Israel sender tropper i krig« den 2. oktober kl. 18:00. Det er godt TV, hvis man vil forstå, hvad der foregår.

Jeg forstår mere af krigen i Mellemøsten end af »den grønne trepart«, der behøver en hel minister. Måske skulle vi udvide med en »Mellemøstminister«? Jeg melder mig straks.

Den frygtelige krig i MellemøstenHvad får man overhovedet ud af at føre krig? Er det andet end små magtliderlige mænd, der gerne vise hvor meget magt, de har? I 90’erne troede vi, at nu var vi færdige med at slå hinanden ihjel, fordi muren mellem Øst- og Vesttyskland faldt i 1989, og fordi USSR faldt i 1990. Husk »Next Stop Sovjet«, der holdt sin 34 års fødselsdag i går. Fredsbevægelserne i 80’erne. Fredsduerne. Jeg var medlem alle steder. Libanon bliver et nyt Gaza. 

I nat sov jeg dårligt pga. mit »Restles Legs Syndrome«, som er neuropatiske smerter, der gør vildt ondt. Det er værre end kramper. Jeg var udgået for den utrolig effektive medicin mod smerterne (»Pregabalin«), som verdens dygtigste farmaceut på psyk. i Glostrup fandt til mig for snart mange år siden.

Fakta om Hizbollah i denne artikel stammer fra »Krigens døgn: Israel sender tropper i krig«.

Iran har rettet et stort missilangreb mod Israel. Og samtidig har israelerne udført en række angreb mod Hizbollah-bevægelsen i Libanon. Det har nu resulteret i en egentlig landinvasion. Og en egentlig storkrig i Mellemøsten er unægteligt rykket tættere på. Vært: Kim Bildsøe Lassen.

Herunder ser du det samme, som jeg så i nat: (Det er tænkeligt, at du skal klikke på teksten under den sorte ramme, som hedder »1. Videoindtryk fra min nye TV-stue uden TV.«)

Jeg gik rundt i mit pæne nye hjem og lærte om Hizbollah, der er en særdeles veluddannet libanesisk hær og ikke kun en fritids-terrorbevægelse. I 2006 lærte israelerne, at det libanesiske infanteri er veluddannet og råder over ca. 160.000 raketter! Hizbollah råder ikke over kampvogne og droner – og på den måde kan de ikke måle sig med Israel, men de har effektivt gravet og gravet tunneller på de 18 år, der er forløbet siden 2006.

Beirut ligger langt oppe i Libanon, men israelerne kan alligevel nemt præcisionsbombe mål i Beirut.

Jeg havde mit atlas fremme for at se, hvor Iran egl. ligger i forhold til både Libanon og Israel. Jeg synes, der er langt, men iranerne kan alligevel præcisionsbombe målene i Jerusalem og i Tel Aviv. Kim Bildsøe fortalte, at der er ca. 1.600 km. fra Teheran til Tel Aviv.

Jeg har rejst i Israel ca. 1995 og oplevet det krigsliderlige folk

Meget, meget søde og venlige mennesker – alle mændene med kippa (den jødiske kalot). Dejlig mad, fantastisk at gå rundt på de toppede brosten i den gamle bydel i Jerusalem. Det er noget særligt at stå ved Al-Aqsa-moskeen.

Men det er også et krigsliderligt folk. Det kan de ikke skjule. Når man sidder på en fortovscafé og taler med en ung kvinde, er det svært at få øjnene fra det maskingevær, der ligger på den tredje stol. Når man står ved at lyskryds og venter på grønt, bærer alle – unge som gamle, kvinder som mænd – et maskingevær. Det er virkelig mærkeligt.

Jeg er nok bare (for) fredselskende, for jeg går ind for en to-stats-løsning. Og når nu Libanon er involveret i konflikten, bør man måske tænke på en tre-stats-løsning.

Han mistede begge ben til en vejsidebombe …

Jeg ser udsendelserne med titlen »Velkommen til frontlinjen«, som er fremragende fjernsyn. De seks afsnit beskrives sådan: »Danmark har sendt over 30.000 soldater i krig gennem de sidste 30 år. I denne serie fortæller de om tabet af uskyld, om modet og om de konsekvenser, det har haft for os og for dem, vi bekæmpede.«

I »Velkommen til frontlinjen: Jorden er giftig.« (Sæson 1, episode 6) »Det næste skridt kan blive mit sidste,« tænker soldaten Jesper Aagaard, mens han er udsendt til Afghanistan i 2010. Vejsidebombe står som den hyppigste dødsårsag for de danske soldater. Taliban rykker frem, og kampene tager til. Det bliver besluttet at lukke Armadillobasen. Krigstrætheden melder sig i Danmark, og Taliban står klar til det sidste væbnede fremstød, der sender hundrede tusinder af afghanere på flugt.« 

Hans opgave i Afghanistan er at gå ude i grøften og sikre den, så hans kammerater i den pansrede mandskabsvogn ikke kører på vejsidebomberne. Man kan sige, at han er det levende skjold. Gad vide hvordan det er at vågne op og kigge ned ad sig og konstatere, at man mangler begge ben?

Den frygtelige krig i Mellemøsten

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.