, ,

Det fremskudte dige?

Dette er ikke brok!

Vil også blive sendt til direktøren for regionH

Det er derimod overvejelser om ressourcer og om, hvordan de udnyttes bedst. Bedst både til gavn for patienter i psykiatrien og til gavn for personalet sammesteds. Den aktuelle ordning, hvor man kan se en læge i Ditriktspsykiatrien to gange årligt, belaster akutmodtagelser og sengeafsnit unødigt. Det er ikke omkostningseffektivt i en tid, hvor psykiatrien er udsultet – og i øvrigt har været det længe.

Baggrund

Jeg er (desværre) en erfaren psykiatribruger gennem en årrække. Jeg er kommet på Brøndbyøstervej, på Nordre Ringvej/nu Nordstjernevej og på Gammel Kongevej. Alle steder har jeg oplevet topprofessionelle medarbejdere, der næsten ikke ved alt det gode, de skal gøre for patienterne inden for de givne økonomiske rammer.

Distriktspsykiatrien (DPC)

Jeg har levet i den vildfarelse, at når afsnittet “slap” mig, skulle DPC tage over, og det gør de også fsva kontaktpersonordningen. Tiden er ganske vist temmelig begrænset, da der er gennemsnitligt 15 minutter til rådighed pr uge. Jeg har aftalt med min kontaktperson, at vi “samler til bunke”, så vi kun ses hver tredje uge, men så har tre kvarter, for jeg kan ikke nå at fortælle, hvordan jeg har det på på de normale 30 minutter hver anden uge. Det fungerer fint nu med de 45 minutter.

Hvad der derimod ikke fungerer er, at jeg kun har mulighed for at se en læge to gange om året. Når jeg oplever en forværring i min tilstand, har kontaktpersonen kun mulighed for at henvise mig til akutmodtagelsen dvs et hospitalsafsnit. Og har hun en travl dag, sker det pr mail som svar på den sikkert usammenhængende mail jeg startede med at sende hende.

Jeg er én gang blevet indllagt via fast track af en læge i DPC, og det oplevede jeg som den rette vej at gå. Fast track vil sige, at man henvender sig i DPC og taler med en læge der, og denne vurderer, om man skal indlægges. Hvis svaret er ja, udfylder lægen “papirerne”, og man kan tage direkte til afsnittet/akutmodtagelsen.

Det undrede mig godt nok, at jeg skulle svare på alle de samme spørgsmål igen, da jeg ankom til modtagelsen og at jeg alligevel skulle vente de mange timer i venteværelset. Hvad er så idéen?

Konsekvenserne

Når der kun er kapacitet i DPC til to lægesamtaler pr år, og jeg henvises til modtagelsen ved forværring, betyder det i realiteten, at det fremskudte dige, som DPC skulle være, skubbes over på modtagelsen og evt efterfølgende afsnittene. Og det kan mærkes, når man er patient.

Det allerførste, jeg mærker, er de tre til fire timer i venteværelset. Det er tanken om dem, der afholder mig fra at tage afsted før højst nødvendigt. En dag bliver det for sent. Jeg kommer og er sårbar, er bange for at blive sendt hjem igen og for at det hele bare noget, jeg har fundet på; men det er det ikke. Alligevel går der op til fire og en halv time, før jeg har det, jeg helst vil, nemlig en stue med en seng.

Jeg kender naturligvis ikke den bagvedliggende økonomi, men udfra lidt “husmandsbetragtninger”, må det være væsentligt dyrere at drive et hospitalsafsnit end en kontorbygning på Gammel Kongevej.

De aktuelle forhold er ikke rimelige.

Løsningen

Løsningen må være at ansætte flere læger i DPC.

Jeg er klar over, at der ikke er så meget status i at være læge i psykiatrien og måske slet ikke i distriktspsykiatrien, at stillinger kan være vakante i lang tid, og at det er derfor, jeg som patient har oplevet mange, mange læger i turnus. Jeg er glad, nu hvor jeg har fået en blivende læge, det er bare ærgerligt, jeg ikke ser ham så tit.

Jeg efterlyser initiativer, der kunne gøre det mere attraktivt at være psykiater i DPC, så modtagelsen ikke skal spille rollen som fremskudt dige. Det er nemlig blevet den omvendte verden.

De venligste hilsner

Hanne B. Stegemüller

 

,

Medieforliget

Rundbarberet

Så lykkedes det Dansk Folkeparti at smadre DR. Der skal spares 20 pct. på DR.  Der er ikke tale om kulturpolitik, al den stund at kulturministeren ikke sad med ved bordet. Der er tale om værdipolitik! Og her er det farligt at give stafetten til DF.

Jeg er meget bekymret for det fremtidige mediebillede. Det fremgår godt nok af forliget, at DR Drama og DR Dokumentar friholdes. Men hvor længe? Jeg vil gerne se Broen, Rejseholdet, Indefra med Anders Agger, lytte til Orientering på P1 og andet akademisk snobberi i den boldgade.

Opsamling

Dagbladet Information har samlet alle de mest væsentlige artikler om forliget her. Desværre er temmelig mange af artiklerne omkranset af en betalingsmur, men journalisterne skal jo have penge for deres arbejde. Det er rimeligt nok.

Det er endnu ikke gået op for mig, hvorfor det skulle være så forjættende at omlægge licensen til skattebilletten. Er der tale om endnu en udgift/afgift, der vender den tunge ende nedad?

Nu skal politikerne bestemme, hvad der skal vises på TV. Armslængdeprincippet er afskaffet, men på politikernes nåde, kan DR søge støtte til »konkrete og præcist afgrænsede projekter«. Det er et nyt nævn, der afgør sagerne. Gad vide hvem de guides af?

Hvilken morskab er der ved at flytte Radio 24/7 vest for Storebælt? Hvorfor er alt vest for Storebælt godt? Det svarer til den statslige udflytningsplan.

Tilbage står et medieforlig, hvoraf væsentlige bestanddele som mediestøttens og public service-puljens detaljer først skal færdiggøres i efteråret 2019. Altså efter det næste folketingsvalg. Et medieforlig, der desværre også er et målbart resultat af en kombination af et københavneropgør og en DF-hævnaktion, som blev partiets trumf, da forligskredsen snævrede ind. Kilde Information.

 

Socialdemokraterne i et spil, de ikke kan vinde

I sidste uge meddelte oppositionen, at den ikke kunne nikke anerkendende til Mette Bocks ultimatum for at fortsætte forhandlingerne. Og dermed er magten over medieforhandlingerne spillet DF i hænde. Således indskriver kampen om fremtidens public service sig som endnu en visnet kulturpolitisk gren hos Socialdemokratiet.

Det er sofahyggen og Lademanns leksikon og citronmånerne, der nu skal styre Public Service.

Jeg er reelt bekymret. Jeg kan godt lide DR, og jeg betaler min licens (og skat) med glæde. DR sender en masse ting, jeg ikke gider se: Dans en dans, Bag en kage, og det der med Blackmann, som jeg ikke lige kan huske, men det jeg så ser og hører, har en høj kvalitet båret af armslængdeprincippet og dedikerede medarbejdere med journalistisk frihed. Den slags er dømt til at gå fløjten nu!

Trist.

, ,

Økonomi i psykiatri

Psykiatrien er udsultet

Man siger altid “Psykiatrien er udsultet”, men hvad vil det egl. sige, og er det bare blevet til en floskel, som ingen tager notits af længere? “Åh ja den er udsultet, og hvad er der i fjernsynet i aften?”

Jeg er helt klar over, at mange af mine læsere og andre mener, at det ikke er interessant at tale økonomi i psykiatrien. Man kan ikke sætte kroner på mennesker og deres velfærd. Nej det kan man ikke! Der er bare det, at menneskerne ikke kan få det bedre, hvis man ikke tør tage de økonomiske drøftelser.

Jeg er gennem ca. 23 år “regnedreng”, så for mig er det er det naturligt at spørge “hvad koster det?” Men også at turde tage drøftelsen, hvis det nu koster for lidt, hvis patienterne har det for det dårligt under indlæggelsen, og antallet af sengedage derfor vokser ind i himlen.

I Glostrup har de formået at reducere andelen af “afrusere” fra 40 pct til x ved et tværfagligt samarbejde om patienter med dobbeltdiagnoser og et intenst samarbejde med kommunerne.

En politisk artikel

I mit eget tilfælde kan man/jeg håbe på, at mit recidiv vil være 0 eller i det mindste udskudt flere år. Med bipolar ved man aldrig, hvornår læsset vælter, men jeg håber og tror på den nye medicin, der er blevet til i et tværfagligt samarbejde mellem en læge, en farmaceut og mig, vil holde mig kørende i en del år.

Hvis jeg nu skulle skrive en (politisk) artikel til Kristineberg (hjemsted for RegionH), ville jeg lade mig inspirere af nedenstående stikord:

  1. Er det virkelig så svært at få styr på tallene? Mine egne oplevelser med at opgøre de 1,6 mio. Det tog nærmest fire mdr. – og til sidst kunne jeg mærke, at de ikke gad høre mere på mig – sikkert berettiget.
  2. Hvor stor var min egen andel i de samlede omkostninger på 1,6 mio.?  Psykolog og tandlæge: 115.000 af egen lomme. Det er ulighed i sundhed, for mange psykiatriske patienter har ikke de beløb, men de har dårlige tænder pga. mundtørhed.
  3. Mange har sikkert behov for en psykolog, idet tidlige traumer øger sårbarheden og er fx medvirkende til at udvikle fx bipolar og utvivlsomt mange andre diagnoser, dem ved jeg bare ikke noget om.
  4. Hvorfor er der ikke forskel i taksterne på lukket og åben? På lukket er der jo mange flere medarbejdere og dyre sikringsforanstaltninger.
  5. Vores tilgang til “reparation”af sjælen er meget kemisk både i Danmark og i de lande, vi normalt sammenligner os med. Et stort center som Psykiatrisk Center Hvidovre har en eller to psykologer… så udskriver vi nogle tabletter i stedet, og vil du have psykologbistand, må du selv betale kære ven.
  6. Vi har lige fået 100 mio kr. på finansloven, og det er jo dejligt, og det er ikke etårige satspuljemidler:  https://stegemueller.dk/finansloven-og-psykiatrien/  Men det, der er interessant, er i virkeligheden også, at vi stadig ligger under fx “Skats IT”, “Højskolefejring” og “kystsikringen”. Finansloven 2019 gør ikke, at psykiatrien ikke længere er udsultet. 100 mio. kr. forslår som en skrædder i helvede.
  7. Hvordan fastsættes bevillingerne til de enkelte afsnit? Det er ikke gået op for mig, selvom jeg har brugt mange kræfter på at prøve at forstå sundhedsøkonomien. Min tro er, at de får et eller andet beløb, som de skal klare sig for. Jamen hvad nu, hvis der kommer mange flere patienter? Er det så derfor, alting er så stresset på mange afsnit, at det kan opleves som en behandlingsfabrik. Medarbejderne er fantastiske, men ingen kan trylle, hvor gerne de end vil. De løber sindssyg stærkt. Der er altid stress på en afdeling, og det gør, at patienterne aldrig får rigtig ro. Det medfører flere sengedage. Det koster både for kontantkassen og for patienten.
  8. Det er da sært, at DPC ikke kan opgøre omkostningerne til mine 90 samtaler. Jamen hvordan fastsættes bevillingerne så? Arbitrært?
  9. På et tidspunkt var jeg “den ekstra” på en tresengsstue, og jeg var jo bare glad for, at de havde en plads til mig. Jeg delte stue med en yngre kvinde, der var fuldstændig overbevist om, at hendes hoved var ved at falde af. Så er det altså svært selv at få det bedre.
  10. Når man har fået den ekstra seng, er der ikke en natlampe endsige en en stikkontakt. Så er det, man må lægge iPadden i håndvasken, når den skal lades op.
Jeg håber ovenstående har vist, hvorfor vi bliver nødt til at tale økonomi i psykiatri . Jeg deltager gerne.