Tag Archive for: Eksistens

/i /af

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Interessant samtale med præsten

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Der er noget, der er grimt: Folk diskuterer på sociale medier (selv bruger jeg kun Facebook) som om, det ikke er i orden, at der nu nærmest er en stemning svarende til Ungarn i 1956 (Ungarnshjælpen) eller luftbroen til Berlin i 1948/49. Alle er på stikkerne og vil hjælpe det ukrainske folk, men offerviljen havde ikke nær det omfang, da det var syrerne, der blev nedlagt af russerne i 2015. Det falder nogle for brystet. Og det er som om, de mennesker ikke mener, det er i orden at hjælpe nu.

Jeg må gribe i egen barm (uagtet den ikke er så stor). Det gælder også mig selv. Jeg har sendt et beløb via UNHCR til “1919” men sendte vist ikke noget dengang. Jeg kan ikke lide diskussionen og holder mig langt fra væk den. Jeg bryder mig ikke om, at nogle flygtninge (måske) er bedre end andre.

DDO har nogle fine forklaringer på “altruisme“, som jeg slog op for at være sikker. Et af de ord, der nævnes er “godhjertethed”, som jeg fik en interessant samtale med præsten om i går.

Hvad er mon hvad?

Jeg havde på forhånd filosoferet over følgende:

  • Hvor meget skyldes min ægte medlidenhed med det ukrainske folk – og hvor meget skyldes min frygt for, at russernes kampgejst og invasionslyst når Danmark og mig? Hvad vejer mon tungest?
  • Når despoten over dem alle lufter sine vanvittige tanker/trusler om atomare våben, bliver jeg sat 30 år tilbage i tid. Den “grundfrygt”, jeg voksede op med og var ung med, er retur. Skyldes det udelukkende, at der er kortere til Kiev end til Paris?
  • Eller skyldes det, at det er lettere at have medfølelse med andre, der ligner mig selv end med kvinder i niqab?

Præsten havde større forståelse for russerne, end jeg har

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Jeg kunne slet ikke være med, da hun skitserede, at russerne er vældig bange for NATO’s ekspansion bare siden 1997 – således som billedet viser.

Jeg regner ikke med, at de (læs: despoten) er videre bange, og skulle de/han være det, vækker det ingen medfølelse hos mig.

Min holdning er, at det er et land med en ganske enormt stor militær slagstyrke, der har invaderet en fredelig, folkeretligt suveræn, stat med en demokratisk valgt præsident. Derfor fryder jeg mig i mit stille sind (så ubehageligt et menneske er jeg altså), når aggressoren holder i en 67 km. lang kolonne med alt sit militære isenkram og kun har rykket sig fire kilometer på 24 timer.

Og det er jo nok forkert af mig, idet det ikke går ud over despoten men over de unge mænd, der antageligt sidder i de af køretøjerne, der ikke er selvkørende, og som i følge forlydender ikke aner, hvad de foretager sig i Ukraine. Og som mangler mad.

Det fryder mig også, at de samlede sanktioner fra Vestens side på ingen tid har smadret den russiske økonomi. Men det er nok også forkert, idet despoten ikke selv kommer til at mangle noget. Det er den menige russer, der ser sin opsparing være forsvundet nærmest fra den ene dag til den anden.

Jeg lytter begejstret til mediernes slet skjulte fryd over, at “krigen går ad helvede til” (citat Peter Viggo Jakobsen).

Både Sofie Carsten Nielsen og Conni Hedegaard har ret i, at en måde at reducere Putins og oligarkiernes magt er at blive selvforsynende med grøn energi – slut med Gazprom og fart på den grønne omstilling, og det kan kun gå for langsomt.

Definitionen på nationalisme

Disse forfærdelige dage, der måske bliver til uger og måneder (eller år?), er vi vidner til, hvad nationalisme er: Viljen til at dø for sit land.

Jeg gerådede ud i en kort (men venlig) diskussion om, hvorvidt ukrainsk nationalisme er bedre end russisk ditto? Næh, det er den vel egentlig ikke. Vi enedes dog hurtigt om følgende, som jeg fremkom med:

Der er den forskel, at den russiske nationalisme bevirker, at man iværksætter en fjendtlig overtagelse af en fredelig nabo, der ikke har gjort en noget, og man er en overmægtig aggressor, mens den ukrainske nationalisme er udtryk for forsvar af eget territorium.

Links

Flere poster om Ukraine.

/i , /af ,

Svigtede ECT fordi jeg ikke sov

Svigtede ECT fordi jeg ikke sov

Kontaktpersonen havde lavet klar aftale

Svigtede ECT fordi jeg ikke sov

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien havde lavet klokkeklar aftale med flowmasteren, som hun kan dokumentere, med akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Glostrup om, at jeg kunne blive indlagt søndagen før ECT i mandags. Da jeg ringede ud til dem for at spørge, hvornår jeg måtte komme, vidste de intet om det og sagde, de ikke havde plads. Folkene i lugen forhørte sig endda hos en læge, der heller ikke kendte til en aftale. Der var ikke noget at gøre, selvom jeg læste op for dem, hvad der stod i SP. Det var da godt, jeg ikke tog derud og blev afvist i døren.

Sov slet ikke

Jeg sov slet ikke natten til mandag. Jeg frøs og måtte have to trøjer på under den ellers varme kugledyne. Da jeg stod op for at gå i bad, kunne jeg dårligt stå på benene af træthed. Jeg måtte derfor ringe til ECT-sekretæren for at give besked til ECT-folkene om, at jeg desværre måtte aflyse.

Den fantastiske Ann Jeanet fra ECT-afdelingen ringede straks tilbage og jeg forklarede hende om tingenes tilstand. Jeg kunne heller ikke overskue at lave ny aftale på det tidspunkt. Jeg forklarede hende om Distriktspsykiatriens klare aftale med akutmodtagelsen og om at blive afvist i telefonen. Hun kender til min angst.

Ann Jeanet tog affære, så nu er klinikchefen inde over

Hun undersøgte det med det samme og sendte mail til Distriktspsykiatrien (både kontaktperson og læge) og en overlæge på Glostrup. Overlægen bragte det straks videre til klinikchefen, som vist er den allerøverste. Alle er enige om, at vi skal finde ud af det, og at det skal kunne lade sig gøre at komme derud natten før.

Jeg sidder netop og “læser baglæns” på hjemmesiden som led i SEO, og er nået til sommeren 2020 i poster, der bare har kategorien “Sundhed & sygdom”. Der er det tydeligt, at jeg er afhængig af ECT og aldrig i livet skal tilbage til medicin og Parkinsonismen.

Akutmodtagelsen har ekstra travlt i weekenden

Idet akutmodtagelsen har ekstra travlt weekenden, foreslog Ann Jeanet, at vi laver det om, så mit “rul” ikke er fast til mandage, men at det i stedet er en onsdag eller en fredag. Så har de bedre plads. Det er en rigtig god idé, og det skal fungere. Jeg er nødt til at have klare aftaler, jeg kan regne med. At ringe derud og blive afvist kan jeg ikke leve med. Det gør bare angsten større.

Angsten er irrationel

Denne uge har ikke været ret god, men nu lysner det. I morgen taler jeg i telefon med min kontaktperson, og så må vi tale om, hvornår jeg kan tage derud næste gang. Bagefter ringer Ann Jeanet, og så kan jeg fortælle hende, hvad jeg har aftalt med kontaktpersonen. Det vil nok være dumt at vente til uge 46 alias midt i november. Vi må finde en tidligere dag. Det er bare så forfærdeligt at være så bange. Det er så dumt og det er så irrationelt. Jeg ved det udmærket godt. Ingen er nogensinde ikke vågnet op igen, og behandlingen er mere skånsom end medicin, men når jeg går ud af min dør, tænker jeg “Gad vide om det er sidste gang, jeg låser denne dør?”

Linkbytte

Lidt i samme boldgade: min SEO-vejleder Simon Hermansen fra WebGain siger ganske vist, at linkbytte er det sidste, jeg skal interessere mig for som led i søgemaskineoptimering. Alligevel kunne jeg ikke lade være at skrive til professor, overlæge, dr.med Poul Videbech, om han ville linke til mine sider om ECT, når jeg nu har “foræret” ham 44 indgående links, og at det er et tal, der vil stige.

Han har svaret i dag, at det vil han gerne, og nu linker han til mit tag om ECT. Det er rigtig godt og skulle gerne gøre noget godt for både hans og min rangering, når folk søger med Google. Så må han jo også mene, mine poster er læseværdige.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i , /af ,

Angst for ECT er angst for kontroltab

Angst for ECT er angst for kontroltab

Når man plejer at være i kontrol

Angst for ECT er angst for kontroltab.

Dette er en art resumé af dagens møde med psykologen. Sådan arbejder jeg mig videre. Hvis du ikke “er til” den slags, skal du stå af her.

Jeg har hørt lydfilen et par gange allerede – det er en af dem, der virkelig rykker.

Tal til angsten for at stoppe den NU

Hun har gjort det igen. Vendt det på hovedet, gået til makronerne og sat mig i stand til at arbejde videre selv, til vi ses igen om bare to uger. Hele kunsten er, at vi får sat en kile ind i mellem “Tanke” og “Følelse” i figuren ovenfor. Figuren kaldes også “den kognitive diamant”.

Det er helt almindeligt, at angst opfører sig sådan. Og det er også helt almindeligt, at det bliver værre og værre og at angsten er en nedadgående spiral. Jeg har det jo slet ikke sådan, at jeg ikke tør går uden for døren eller lignende, som mange mennesker med angst har det. Det er ren og skær dødsangst. Ikke andet. Risikoen, for at det kan udvikle sig, er imidlertid til stede. Derfor skal vi have det stoppet hurtigst muligt. Det, jeg gør, er, at jeg skubber angsten væk. Det hjælper bare ikke på længere sigt. Det ville være bedre at favne angsten.

Det kunne fx ske ved at tale til angsten, som var den et menneske:

  • Hvad vil du mig?
  • Hvorfor kommer du allerede nu? Der er en uge til.
  • Vi kan ikke ændre på det, for jeg er afhængig af behandlingerne. Jeg skal ikke tilbage til medicinen.
  • Det hjælper ikke, du kommer nu. Du må vente med at komme til tidligst søndag aften.
  • Lad os nu tro på de mennesker, der med succes har hjulpet mig så meget i så mange år. De kan deres kram og det er farligere at gå over Hvidovrevej.

Kontroltabet er ikke nyt

Allerede for fem år siden fortalte hun mig, at jeg var ude for et enormt kontroltab; jeg var ikke “bare” blevet syg, der var en masse andet, der fulgte gratis med. Identitetstabet, risikoen for at miste boligen, hvad skulle jeg leve af? osv. Alt det kunne jeg ikke kontrollere. Jeg bliver let negativ og tænker, “Herre Jemini, bliver jeg aldrig klogere?”, når hun nu sagde det for fem år siden.

At jeg ved det, er fordi jeg har læst på det i forbindelse med SEO/søgemaskineoptimeringen; det er ikke fordi, jeg kan huske det.

Det er en helt umulig opgave at lægge mig på briksen og afgive kontrollen

En million gange i livet har jeg oplevet, at det var nødvendigt at være i  kontrol. Det er kontrollen, der har ført til overlevelse.

ECT er lig med at acceptere fraværet af kontrol. At lægge mig på briksen og lade dem gøre, hvad de nu skal gøre, er afgivelse af kontrol og en tillidserklæring til behandlerne, der har det som deres håndværk og ikke laver andet mandag, onsdag og fredag formiddag. For en som mig, der har overlevet ved altid, altid at have bevaret i det mindste en sidste rest af kontrol, er det at have ubetinget tillid til behandlerne nærmest et helt umuligt krav at stille.

Det er en enorm tillidserklæring, der er i fuldstændig modstrid med det liv, jeg har levet. Jeg kan ikke bare overgive mig og tro på dem.

Mistro, angst og kontrol hænger sammen.

Ikke engang den dag, vi (psykologen og jeg) skal til virtuelt møde med Rehabiliteringsteamet, har jeg ubetinget tillid til selv hende, der har bragt mig så meget videre end alle de andre, jeg har søgt hjælp hos gennem ca. 25 år.

Selv den dag er jeg totalt velforberedt og stoler ikke fuldkommen på hendes gentagne udsagn gennem de måneder, sagen har været under forberedelse, om, at nu må jeg slippe det, indtil vi har en afgørelse, for det er alligevel ude af mine hænder. På dagen for mødet er jeg ved at dø af skræk for, at de skal “opdage”, at jeg har fået det lidt bedre og derfor vil sige nej til pensionen og at de vil stille mig spørgsmål, jeg ikke kan svare på. Derfor møder jeg op og har læst samtlige sagsakter igennem. Det viser, at jeg ikke kan stole 100 pct. på noget andet menneske. Der vil altid være en rest af mistro. Selv til hende – selvom det virker uforståeligt.

Hver gang jeg lægger mig på briksen og lader dem stikke mig i venstre arm mv., risikerer jeg at miste alt det, jeg har kæmpet for i mere end et halvt århundrede.

Kun få ender med at komme så godt ud af psykisk sygdom

I 2015 var jeg ikke parat til pension. Allerede dengang var jeg nok sygdomsmæssigt klar til pension, men jeg var ikke parat til en ny identitet som pensionist. Der skulle gå fem år, før jeg nåede erkendelsen af, at når jeg ikke engang klarede de 3 – 4 timer om ugen hos Interflora, uden at jeg brugte en uge på det, gav det ikke længere mening. Der var ikke længere ræson i det.

En læring er det, at jeg aldrig – selv i de sværeste uger og måneder – aldrig har sluppet kontrollen. Jeg gav aldrig op. Derfor har jeg fået så flot en behandling i psykiatrien: ganske enkelt fordi jeg ikke gav op. Min eventuelle kritik var fagligt og sagligt velfunderet. Da det blev for meget, skrev jeg mail til klinikchefen (den allerøverste) for Psykiatrisk Center Glostrup, og det medførte, at en overlæge og en oversygeplejerske mødte op ugen efter på Psykiatrisk Center Hvidovre for at drøfte indholdet af min mail.

Jeg var aldrig den “lille”, men på ECT-briksen er jeg lille. Det kan man næsten ikke bede et menneske om. På en eller anden måde satte jeg af og til systemet til vægs trods ret alvorlig sygdom. Jeg følte mig aldrig mindre end dem. Det er næsten umenneskeligt at bede mig om at give slip, når jeg hele livet har overlevet på kontrollen, men det må til nu.

Har kæmpet mere end et halvt århundrede på at være et hestehoved foran

Ikke så mange får has på sygdommen. Jeg har fået en flot behandling i psykiatrien, fordi jeg har kæmpet for det. Jeg blev aldrig passiv, som så mange andre med psykisk sygdom. Jeg kæmpede for retten til at være mig og for retten til ikke at være blevet blevet dum af at blive syg. Det var et af mine mantraer, og det er en del af kontrollen. Jeg har aldrig følt mig mindre end psykiaterne og hvem der ellers var til stede. Jeg har ved Gud fået dem til at møde op ugen efter for at gentage sig selv, når jeg havde glemt det, de sagde i sidste uge.

Et sjældent psykolog-forløb

Det er uhyre sjældent, en psykolog kan følge et menneske gennem så mange år. Hun har gjort ufatteligt meget for mig. Hun har aldrig lavet om på mig. Hun har aldrig bedt mig tegne og male osv. Hun har aldrig “tvunget” mig til at gøre alt det, der ville bringe mig tilbage til alt det, jeg ikke kunne som barn.

Jeg er vokset op med kreative evner af forskellig slags, hammondorgel, harmonika billig rødvin (den hed Pere Medard og var i 1½ liters flasker) og Brøndums Snaps, som jeg selv bar hjem fra købmanden på Torvet i Svaneke og nogle af alle de andre steder, vi boede.

For mig er viden magt og det var det også, da jeg var barn. Jeg kunne ikke det, de kunne, men i deres verden var mine værdier og min viden ikke noget værd. Så kort kan det siges.

Andet ville jeg egentlig ikke. Tak fordi du holdt ud.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i , /af ,

Indlæggelse forud for ECT

Indlæggelse forud for ECT

Jeg får en fornem behandling!

Indlæggelse forud for ECT.

Jeg skal til ECT-behandling på mandag, og jeg hader det hele ugen op til, og går og tænker “Åh nej, der er kun en uge til” og prøver at skubbe tankerne længst muligt væk ved at løse nogle opgaver, der kræver fuld opmærksomhed og koncentration.

Jeg hader det, men jeg er afhængig af det – og det er et flot tilbud, der gør, at jeg kan leve et næsten normalt liv. Jeg skal ikke tilbage til medicinen og den invaliderende Parkinsonisme. Aldrig i livet.

For snart noget siden fik min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrien den idé, at jeg muligvis kunne blive indlagt dagen før om eftermiddagen, overnatte (så vi er sikre på, jeg sover om natten), få behandlingen, vågne op og blive kørt hjem igen til min egen seng. Jeg er pludselig umådeligt træt hele mandagen og sover stort set hele eftermiddagen. Det er nyt for mig, men de siger, det er helt almindeligt.

Inerti og håndholdte processer

Der er altid noget inerti i den slags store systemer: psykiateren skulle først tale med mig om angsten, han skulle tale med nogle andre over sig, kontaktpersonen skulle tale med flowmasteren på Psykiatrisk Center Glostrup, om de overhovedet har en plads natten til mandag osv. Det er en stærkt “håndholdt proces”.

Der er – også selv uden overnatning – så mange manuelle processer i det, der beror på enkeltmedarbejderes ansvarlighed og dygtighed, at man må undre sig over, at det overhovedet fungerer og aldrig fejler. Fx skal Ann Jeanet (ECT-sygeplejersken) fredag formiddag bestille Flextrafik til mandag morgen, hun skal ringe til mig og oplyse, hvornår jeg skal være klar, og jeg skal skrive det ned osv. Det er et mirakel, det virker hver gang.

I dag ringede min kontaktperson og sagde, at det kan lade sig gøre, når bare jeg er indstillet på at overnatte i Modtagelsen, for der er ikke plads på afsnittene. Der er derimod overbelægning i øjeblikket. Jeg overnatter hvor som helst, bare jeg ikke skal være alene søndag eftermiddag og natten til mandag, for så lukker jeg ikke et øje. Jeg er for bange for at dø – så enkelt er det. Og den manglende søvn er ikke godt, for det viser sig i de tal, de aflæser på ECT-apparatet, på blodtrykket osv.

Nu ser vi, om det hjælper, og er det en hjælp, kan vi jo prøve det nogle gange, hvis Glostrup har plads, indtil psykologen og jeg kommer tættere på målet: fravær af dødsangst. Jeg synes, psykiatrien gør meget for mig! Jeg er behørigt imponeret.

I morgen skal jeg se psykologen

Og jeg glæder mig. Fra egen læge har jeg fået en henvisning, så jeg har råd til at komme oftere end med tre ugers mellemrum. Jeg håber, Anette har tid til kortere intervaller. Kortere intervaller vil gøre, at vi kommer hurtigere i mål, for ellers kan dette helt konkrete problem jo vare evigheder at løse, og det er ingen af os interesserede i. Godt nok er det en proces, og det har jeg indvilget i, men den behøver jo ikke vare evigt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.