Indlæggelse forud for ECT
Indholdsfortegnelse
Jeg får en fornem behandling!
Indlæggelse forud for ECT.
Jeg skal til ECT-behandling på mandag, og jeg hader det hele ugen op til, og går og tænker “Åh nej, der er kun en uge til” og prøver at skubbe tankerne længst muligt væk ved at løse nogle opgaver, der kræver fuld opmærksomhed og koncentration.
Jeg hader det, men jeg er afhængig af det – og det er et flot tilbud, der gør, at jeg kan leve et næsten normalt liv. Jeg skal ikke tilbage til medicinen og den invaliderende Parkinsonisme. Aldrig i livet.
For snart noget siden fik min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrien den idé, at jeg muligvis kunne blive indlagt dagen før om eftermiddagen, overnatte (så vi er sikre på, jeg sover om natten), få behandlingen, vågne op og blive kørt hjem igen til min egen seng. Jeg er pludselig umådeligt træt hele mandagen og sover stort set hele eftermiddagen. Det er nyt for mig, men de siger, det er helt almindeligt.
Inerti og håndholdte processer
Der er altid noget inerti i den slags store systemer: psykiateren skulle først tale med mig om angsten, han skulle tale med nogle andre over sig, kontaktpersonen skulle tale med flowmasteren på Psykiatrisk Center Glostrup, om de overhovedet har en plads natten til mandag osv. Det er en stærkt “håndholdt proces”.
Der er – også selv uden overnatning – så mange manuelle processer i det, der beror på enkeltmedarbejderes ansvarlighed og dygtighed, at man må undre sig over, at det overhovedet fungerer og aldrig fejler. Fx skal Ann Jeanet (ECT-sygeplejersken) fredag formiddag bestille Flextrafik til mandag morgen, hun skal ringe til mig og oplyse, hvornår jeg skal være klar, og jeg skal skrive det ned osv. Det er et mirakel, det virker hver gang.
I dag ringede min kontaktperson og sagde, at det kan lade sig gøre, når bare jeg er indstillet på at overnatte i Modtagelsen, for der er ikke plads på afsnittene. Der er derimod overbelægning i øjeblikket. Jeg overnatter hvor som helst, bare jeg ikke skal være alene søndag eftermiddag og natten til mandag, for så lukker jeg ikke et øje. Jeg er for bange for at dø – så enkelt er det. Og den manglende søvn er ikke godt, for det viser sig i de tal, de aflæser på ECT-apparatet, på blodtrykket osv.
Nu ser vi, om det hjælper, og er det en hjælp, kan vi jo prøve det nogle gange, hvis Glostrup har plads, indtil psykologen og jeg kommer tættere på målet: fravær af dødsangst. Jeg synes, psykiatrien gør meget for mig! Jeg er behørigt imponeret.
I morgen skal jeg se psykologen
Og jeg glæder mig. Fra egen læge har jeg fået en henvisning, så jeg har råd til at komme oftere end med tre ugers mellemrum. Jeg håber, Anette har tid til kortere intervaller. Kortere intervaller vil gøre, at vi kommer hurtigere i mål, for ellers kan dette helt konkrete problem jo vare evigheder at løse, og det er ingen af os interesserede i. Godt nok er det en proces, og det har jeg indvilget i, men den behøver jo ikke vare evigt.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
