Livet er et tilbud, du ikke kan afslå
Anders Aggers “Syg ungdom”
Indholdsfortegnelse
Livet er et tilbud, du ikke kan afslå
For en del år siden brugte jeg Skype meget. Forleden foretrak en anden slægtsforsker at kommunikere via Skype, så jeg aktiverede min gamle konto.
I programmet kan man lave en slags “mantra”. Det var mærkeligt at se, at jeg engang i “de grimme år”, som jeg foretrækker at kalde dem, altså årene hvor jeg var meget syg, udfyldte rubrikken med “Livet er et tilbud, du ikke kan afslå“. Med ordene forsøgte jeg at holde fast i, at jeg skulle leve. Det var de år, hvor jeg ofte spurgte mig selv “Er det i dag?” og hvor jeg havde følelsen af at overleve en dag ad gangen.
Det var også de år, hvor jeg kunne telefonnummeret til “Livslinien” udenad. Det kan jeg nu stadig. Det er 70 201 201. Jeg har talt meget med de gode mennesker, der uden aflønning sidder og taler med os, der ikke vil mere.
Jeg følger Anders Aggers “Syg ungdom”, hvor andet afsnit blev vist i aftes. Jeg sad med tårerne parate i tårekanalerne.
Det er simpelthen ikke rimeligt, at så unge mennesker, nogle er jo nærmest børn, skal stille sig selv de samme spørgsmål. Der er noget, vi gør forkert. Nogen må for Fanden kunne finde ud af, hvad fejlen(e) er. Vi plejer da at sige, at vi er et videnssamfund. Hvorfor ved vi så ikke noget om dette? Hvorfor sætter vi ikke ind? Det kan vel ikke være så svært, hvis man sætter dygtige mennesker til det. Jeg hjælper gerne med at udpege et par håndfulde, jeg selv har mødt i psykiatrien.
Pigerne med anoreksi
Pigerne kan ikke spise, så de spiser på tid. Nogle ligner mest af alt levende skeletter. Minuturet bliver sat til 30 minutter, og man ser, hvordan de i de minutter kæmper med hver bid. Der sidder en medarbejder ved bordet og holder øje med tiden og bidderne. Når minutterne er overståede, følger en periode, hvor de skal sidde sammen. Det blev ikke sagt, men det må være fordi, man vil sikre sig, at de ikke går ud og stikker en finger i halsen, inden næringen er optaget i organismen.
Engang for mange år siden, læste jeg, at anoreksi opstår, når smerten ved at sulte sig, overdøver en anden smerte i livet. Jeg er ikke klar over, om det stadig er gældende ret på bjerget.
En tvangsindlæggelse
Man ser i anonymiseret form en tvangsindlæggelse på “gule papirer”, fordi en læge har vurderet, at en pige er farlig for sig selv. Når det er “gule papirer”, har ordensmagten syv dage til at gribe ind. Hun vil ikke samarbejde om indlæggelse på Skejby. Politiet forsøger mange gange på at få hende til at gå frivilligt med.
De siger, at hvis hun ikke samarbejder, er de nødt til at tage fat i hende, når lægen nu har sagt sådan. Efter mange forgæves overtalelsesforsøg må de til sidst tage fat. De gør det så godt og så omsorgsfuldt som muligt. Man ser hende gå modvilligt hen ad gangen med en betjent på hver side. De holder i hendes albuer. Hun skal ud til ambulancen, der holder klar. Det er barske sager.
På røde papirer
Ordet “papirer” minder mig om en samtale med psykologen den 23. juli 2015. Jeg har jo alle vores samtaler som lydfiler. Jeg kalder samtalen for “Microsoft-sessionen”. Jeg sidder og ved ikke, om jeg tør fortælle hende sandheden om mine tanker, fordi jeg er bange for, at hun indlægger mig på “røde papirer”. Hun siger, at hun ikke kan gætte mine tanker, men at hun er nødt til at efterprøve, hvor jeg er. Ellers kan hun ikke hjælpe mig. Det kan jeg trods alt godt se.
Så jeg fortæller hende om afskedsbrevet fra aftenen før. Det er rettet til dem, der måtte finde mig. Jeg fortæller hende om, at jeg ikke længere orker den årelange kamp, der startede i 1972. Jeg kan ikke mere. Det er også barske sager.
Sessionen har fået sit navn, fordi mit momentane vanvid gør, at jeg ikke har tid til at blive indlagt (…), fordi jeg har en aftale med Microsoft om, at de skal ringe om aftenen for at hjælpe med at løse et problem med min PC. Ergo holder jeg alligevel lidt fast i livet.
Det er godt, det er ni år siden.
Tvang i psykiatrien
Da jeg sidste (ikke seneste!) gang blev indlagt i Glostrup på 174 i sommeren 2023, oplevede jeg for første gang i ni år, at man nævnte ordet tvang overfor mig, der er verdens mest fredelige menneske, og aldrig nogensinde i mit da 59 årige liv havde været udadreagerende.
Medarbejderen spørger mig, hvilken for for tvang, jeg foretrækker, hvis tvang skulle blive nødvendig. Hun kan tilbyde – og jeg må helt selv vælge mellem:
- medicin
- fastholdelse
- bæltefiksering
Så har manualerne taget over, og der kan sættes flueben ved, at patienten selv har valgt tvangsindgrebet. Så er patienten ikke længere et menneske men kun en patient, der er en passiv spiller i et system, der er præget af forråelse.
Jeg skal aldrig mere til afsnit 174!
Bortset fra netop det afsnit, har jeg fået – og får fortsat – en fornem behandling i psykiatrien. Eksempelvis var jeg knapt et år tilknyttet “Akutteamet” i Glostrup. Kasper og Christina lyttede og forstod alle data i mine regneark. Og jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej. Jeg har haft hende siden starten. Hun forstår også regnearkene.
Problemet er, at vil jeg til 808 på Brøndbyøstervej 160, hvor patienterne er mennesker, og hvor jeg hører til, og hvor den geniale overlæge gennemskuede den 11 år gamle forkerte diagnose, skal man være i Glostrups akutmodtagelse og vente på, at 808 får en ledig seng.
Dem er der nemlig ikke ret mange af, fordi alle vil til 808 – og det forstår man jo godt.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Rammer mine artikler dine interesser?
Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Jeg var også meget berørt af de to afsnit, jeg hidtil har set. Det er ganske forfærdeligt, at børn og unge mennesker har det så forfærdeligt. Jeg har også stor beundring for de mennesker, der arbejder med dem og trods alt formår at skabe en slags almindelig hverdag med disse mennesker.
Det er meget vanskeligt, hvad skal man gøre med mennesker, der absolut ikke vil det, der er bedst for dem i situationen. Det var hjerteskærende at se den unge pige blive slæbt væk. Men hvis man nægter at tage næring til sig, er man jo i livsfare i løbet af få dage, og så må nogen tage affære. Jeg ville nødigt være de betjente, der afhentede hende, men jeg synes, de gjorde de så omsorgsfuldt, som det nu en gang er muligt at gøre sådan noget.
Jeg kan godt forstå, at det må virke voldsomt at blive udsat for en menu over de ting, der kan “vælges” hvis det bliver nødvendigt at udsætte en for tvang. På den anden side er det vel bedre end at blive udsat for den tvang, som personalet finder bedst på en given dag? Selvfølgelig håber man jo, at situationen aldrig opstår, og det gør den heller ikke for de allerfleste mennesker, men hvis nu? PS: Jeg ved sandelig ikke selv, hvor jeg ville sætte flueben.
@ Henny
Ja, det kan simpelthen ikke være sandt at børn og unge skal have det så forfærdeligt. Der er et eller andet, vi gør forkert. Det må kloge mænd og koner kunne finde ud af!
Jeg var også meget imponeret af de to betjente. De kunne ikke have gjort det bedre. Det må være et barskt job til tider.
Nej, det flueben er ikke let at sætte. I situationen endte jeg med at sige “Jeg ved det ikke. I må gøre det, I tror er bedst for mig, hvis situationen skulle opstå”. For jeg kunne simpelthen ikke “vælge”.