Indlæg

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

808-tasken skal ikke bruges mere

808-tasken skal ikke bruges mere

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

808-tasken skal ikke bruges mere

Det var helt vidunderligt at rydde op! Der var så meget, der røg ud ud, så nu har jeg kun det, jeg skal bruge. Tror jeg da …

Under sengen lå den taske, der var købt til at tage på 808 med. Det var egentlig en fisketaske, for det var, hvad de lå inde med i den nærliggende »Hvidovre Sport«, da jeg pludselig var i bekneb for en taske.

Tasken var temmelig støvet men ellers i orden, og lynlåsene var virkelig effektive; jeg havde bare ikke lyst at eje den længere. Den mindede for meget om sin anvendelse og om alle de gange, den blev båret hjem, sat på gulvet i soveværelset, men ikke pakket ud, eftersom vi (den og jeg) alligevel skulle retur til 808 i løbet af kort tid. Det var de år, hvor jeg var mere på psykiatrisk afdeling end hjemme på Åstrupgårdsvej. Du kan nok ikke helt forestille dig, hvordan det er.

Det var dengang, jeg syntes, det lød som om, der stod en respirator i klædeskabet, uagtet jeg udmærket var klar over, at der ikke stod en respirator i klædeskabet, hvis jeg åbnede og så efter.

Det var dengang, jeg syntes, naboen spillede salonmusik fra 1920’erne, uagtet jeg vidste, at det gjorde de ikke.

Jeg troede, jeg for alvor var ved at blive skør. Det var dengang sygeplejerske K. sagde »Vi er her for dig, Hanne«, da jeg stod i forhallen endnu en gang med tårerne løbende ned ad kinderne og fisketasken i højre hånd. Jeg glemmer det aldrig.

Af og til taler jeg med tidligere medpatienter

Det sker, jeg taler med tidligere medpatienter.

C. kom på skrivekurset, vi fandt sammen. Det var godt, han kom afsted. Jeg ville gerne have været med, men der var noget med randomiseringen … Måske får jeg tilbuddet i foråret 2025, men jeg ved ikke rigtig, om jeg har lyst uden C, for det var jo vores fælles projekt.

En dag traf jeg M. på gaden. Det var hende, der genkendte mig. Hun så så glad ud. Det var virkelig dejligt at se hende igen. Hun var heldigvis blevet 25 kilo tungere.

17 år uden en maler

Her trængte alvorligt til at blive malet, for 17 år er for længe uden en maler, når man også ryger. Men når jeg tænker mig om, var jeg faktisk temmelig syg i 8 af de 17 år (2013-2021). Når man ikke ved, om man vil leve eller dø, tænker man ikke på at få gjort i stand. Når man ikke ved, om man magter det næste fleksjob, tænker man heller ikke på at undersøge, hvor meget man kan få malet for det beløb, der står på vedligeholdelseskontoen.

Og det med at holde op med at ryge er også et projekt, der er uendeligt langt væk, når man ikke ved, om man vil leve eller dø.

I det hele taget var her mange ting, der trængte til at blive gjort. At de nu er gjort, ser jeg som bevis på, hvor godt jeg har fået det og hvor meget overskud, jeg har. Hvor er det dog dejligt.

Nu tænker jeg at »Livet er et tilbud, du ikke kan afslå«, og det er godt sådan.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Anders Aggers “Syg ungdom”

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

For en del år siden brugte jeg Skype meget. Forleden foretrak en anden slægtsforsker at kommunikere via Skype, så jeg aktiverede min gamle konto.

I programmet kan man lave en slags “mantra”. Det var mærkeligt at se, at jeg engang i “de grimme år”, som jeg foretrækker at kalde dem, altså årene hvor jeg var meget syg, udfyldte rubrikken med “Livet er et tilbud, du ikke kan afslå“. Med ordene forsøgte jeg at holde fast i, at jeg skulle leve. Det var de år, hvor jeg ofte spurgte mig selv “Er det i dag?” og hvor jeg havde følelsen af at overleve en dag ad gangen.

Det var også de år, hvor jeg kunne telefonnummeret til “Livslinien” udenad. Det kan jeg nu stadig. Det er 70 201 201. Jeg har talt meget med de gode mennesker, der uden aflønning sidder og taler med os, der ikke vil mere.

Jeg følger Anders Aggers “Syg ungdom”, hvor andet afsnit blev vist i aftes. Jeg sad med tårerne parate i tårekanalerne.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at så unge mennesker, nogle er jo nærmest børn, skal stille sig selv de samme spørgsmål. Der er noget, vi gør forkert. Nogen må for Fanden kunne finde ud af, hvad fejlen(e) er. Vi plejer da at sige, at vi er et videnssamfund. Hvorfor ved vi så ikke noget om dette? Hvorfor sætter vi ikke ind? Det kan vel ikke være så svært, hvis man sætter dygtige mennesker til det. Jeg hjælper gerne med at udpege et par håndfulde, jeg selv har mødt i psykiatrien.

Pigerne med anoreksi

Pigerne kan ikke spise, så de spiser på tid. Nogle ligner mest af alt levende skeletter. Minuturet bliver sat til 30 minutter, og man ser, hvordan de i de minutter kæmper med hver bid. Der sidder en medarbejder ved bordet og holder øje med tiden og bidderne. Når minutterne er overståede, følger en periode, hvor de skal sidde sammen. Det blev ikke sagt, men det må være fordi, man vil sikre sig, at de ikke går ud og stikker en finger i halsen, inden næringen er optaget i organismen.

Engang for mange år siden, læste jeg, at anoreksi opstår, når smerten ved at sulte sig, overdøver en anden smerte i livet. Jeg er ikke klar over, om det stadig er gældende ret på bjerget.

En tvangsindlæggelse

Man ser i anonymiseret form en tvangsindlæggelse på “gule papirer”, fordi en læge har vurderet, at en pige er farlig for sig selv. Når det er “gule papirer”, har ordensmagten syv dage til at gribe ind. Hun vil ikke samarbejde om indlæggelse på Skejby. Politiet forsøger mange gange på at få hende til at gå frivilligt med.

De siger, at hvis hun ikke samarbejder, er de nødt til at tage fat i hende, når lægen nu har sagt sådan. Efter mange forgæves overtalelsesforsøg må de til sidst tage fat. De gør det så godt og så omsorgsfuldt som muligt. Man ser hende gå modvilligt hen ad gangen med en betjent på hver side. De holder i hendes albuer. Hun skal ud til ambulancen, der holder klar. Det er barske sager.

På røde papirer

Ordet “papirer” minder mig om en samtale med psykologen den 23. juli 2015. Jeg har jo alle vores samtaler som lydfiler. Jeg kalder samtalen for “Microsoft-sessionen”. Jeg sidder og ved ikke, om jeg tør fortælle hende sandheden om mine tanker, fordi jeg er bange for, at hun indlægger mig på “røde papirer”. Hun siger, at hun ikke kan gætte mine tanker, men at hun er nødt til at efterprøve, hvor jeg er. Ellers kan hun ikke hjælpe mig. Det kan jeg trods alt godt se.

Så jeg fortæller hende om afskedsbrevet fra aftenen før. Det er rettet til dem, der måtte finde mig. Jeg fortæller hende om, at jeg ikke længere orker den årelange kamp, der startede i 1972. Jeg kan ikke mere. Det er også barske sager.

Sessionen har fået sit navn, fordi mit momentane vanvid gør, at jeg ikke har tid til at blive indlagt (…), fordi jeg har en aftale med Microsoft om, at de skal ringe om aftenen for at hjælpe med at løse et problem med min PC. Ergo holder jeg alligevel lidt fast i livet.

Det er godt, det er ni år siden.

Tvang i psykiatrien

Da jeg sidste (ikke seneste!) gang blev indlagt i Glostrup på 174 i sommeren 2023, oplevede jeg for første gang i ni år, at man nævnte ordet tvang overfor mig, der er verdens mest fredelige menneske, og aldrig nogensinde i mit da 59 årige liv havde været udadreagerende.

Medarbejderen spørger mig, hvilken for for tvang, jeg foretrækker, hvis tvang skulle blive nødvendig. Hun kan tilbyde – og jeg må helt selv vælge mellem:

  • medicin
  • fastholdelse
  • bæltefiksering

Så har manualerne taget over, og der kan sættes flueben ved, at patienten selv har valgt tvangsindgrebet. Så er patienten ikke længere et menneske men kun en patient, der er en passiv spiller i et system, der er præget af forråelse.

Jeg skal aldrig mere til afsnit 174!

Bortset fra netop det afsnit, har jeg fået – og får fortsat – en fornem behandling i psykiatrien. Eksempelvis var jeg knapt et år tilknyttet “Akutteamet” i Glostrup. Kasper og Christina lyttede og forstod alle data i mine regneark. Og jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej. Jeg har haft hende siden starten. Hun forstår også regnearkene.

Problemet er, at vil jeg til 808 på Brøndbyøstervej 160, hvor patienterne er mennesker, og hvor jeg hører til, og hvor den geniale overlæge gennemskuede den 11 år gamle forkerte diagnose, skal man være i Glostrups akutmodtagelse og vente på, at 808 får en ledig seng.

Dem er der nemlig ikke ret mange af, fordi alle vil til 808 – og det forstår man jo godt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Hvilken form for tvang foretrækker du?

Hvilken form for tvang foretrækker du?

Det føltes som et overgreb

Hvilken form for tvang foretrækker du?

Psykologen er ellers et særdeles fredeligt menneske, men i går fik jeg gjort hende næsten vred ved at fortælle om følgende episode, jeg var ude for, da jeg henvendte mig i “Akutten” i Glostrup den 29. maj i år:

Efter en virkelig god samtale med en specialpsykolog, der besluttede, at de ville beholde mig, til der blev en ledig plads på 808 i Hvidovre, kom der en medarbejder, der gerne ville vide hvilken form for tvang, jeg ville foretrække, hvis det skulle blive nødvendigt?

De kunne “tilbyde”:

  1. Bæltefiksering
  2. Fastholdelse
  3. Medicinering

Jeg blev fuldkommen overrumplet. I mit knapt 60-årige liv har jeg endnu aldrig oplevet at være udadreagerende. Jeg kan (nemt) blive verbalt overlegen men aldrig nogensinde fysisk overlegen. Af statur er jeg lille (165 cm.), så jeg vil ikke kunne stille meget op rent fysisk.

Da jeg aldrig har prøvet nogle af de mulighederne, vidste jeg ikke, hvilken jeg ville foretrække, hvis behovet skulle opstå. Hvordan vælger man mellem muligheder, man ikke kender?

Jeg skulle have været kvik(kere) og spurgt “Hvad ville du selv foretrække, hvis det var dig?” Jeg endte med at svare “Jeg ved det virkelig ikke. Hvis behovet skulle opstå – hvad jeg bestemt ikke kan forestille mig – så må I i situationen vurdere, hvad I mener er bedst for mig”.

Det må være noget nyt, der er indført, for jeg mener ikke, jeg nogensinde har fået disse spørgsmål tidligere. Psykiatrien har virkelig mange procedurer og planer, og der bliver flere og flere. I virkeligheden er det, der hjælper mig som patient, de personlige relationer.

Pseudoinddragelse eller ansvarsforflygtigelse?

Jeg oplevede det som et overgreb, og det var utrolig ubehageligt. Det forekommer mig at være en form for pseudoinddragelse af patienten. De lader som om, jeg har indflydelse, men det har jeg ikke i virkelighedens verden.

I realiteten drejer det sig om, at personalet ikke ønsker at blive fanget på det forkerte ben. De ønsker, hvis det utænkelige skulle ske, at kunne fremvise en form for bevis på, at jeg jo selv har sagt, at jeg foretrækker følgende “tilbud”. Men det er ansvarsforflygtigelse. Man ønsker at være sikker på aldrig at kunne få en sag på nakken. “Hanne B. Stegemüller har jo selv skrevet under på at xyz …”

Qua deres stilling, uddannelse og erfaring skal de kunne træffe valget på mine vegne – og de skal også tage ansvar for et eventuelt fejlskøn. Det må være en del af det, der følger gratis med ansættelsen.

Selvfølgelig har de behov for informationen, men spørgsmålene kunne stilles i omvendt rækkefølge:

  • “Har du nogensinde været udadreagerende?”
  • “Hvis ja, hvad har vi så gjort, der hjalp dig?”

De puttede en ny tanke ind i mit hoved

Jeg kender selvfølgelig ikke deres IT-systemer, og det skal jeg heller ikke, men jeg forestiller mig, at hvis jeg var en udadreagerende type, og der tidligere havde været behov for tvang, ville det stå et eller andet sted med flammeskrift og en rød font. Det skal medarbejderne selvfølgelig ikke kunne overse. Det handler om deres sikkerhed og i sidste ende også om min sikkerhed. Det er kun godt.

Men pludselig har de puttet en tanke ind i mit hoved: “Kunne jeg evt. blive udadreagerende og have behov for tvang? Kunne det ske?” Det skal jeg også forholde mig til.

Når man henvender sig i “Akutten”, er man ekstremt sårbar og ængstelig. For mig sker det, når det er for farligt at blive herhjemme, og “Livslinjen” giver fortabt i nattens løb, hvor verden er sort og skyggerne derfor ikke engang kan blive lange.

Man venter tålmodigt, til det bliver ens tur, altimens tankerne kører om, hvad man gør, hvis de ikke vil vide af en, og man bliver sendt hjem igen. Retfærdigvis skal det siges, at det er jeg ikke blevet i mange år. Der er visse fordele ved at være “svingdørspatient”:

  • Jeg henvender mig først, når jeg ved, de beholder mig.
  • Og de ved, at jeg først kommer, når “lokummet brænder”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Dejlig morgenmad fra Aarstiderne

Dejlig morgenmad fra Aarstiderne

Jeg er blevet småfed

Dejlig morgenmad fra Aarstiderne

I årevis har jeg ikke spist morgenmad, for jeg har ikke kunnet lide det, jeg kunne finde.

  • Jeg ser ingen grund til at spise hvidt brød.
  • Rugbrødet smager surt eller er for gammelt.
  • Jeg kommer aldrig gennem en liter yoghurt.
  • Osv.

Det er der muligvis en løsning på, for det er jo ikke sundt ikke at spise morgenmad. Jeg har prøvet at købe en morgenmadskasse fra Aarstiderne. Og det kan jeg lide. Og der er noget forskelligt hver dag, så jeg ikke løber sur i det. Pris for 1 person i 5 dage: 157,50 kr. Hos mig må god mad gerne koste (måltids-)kassen.

I dag har jeg fx fået: “Smoothiebowl med banan, pære og mandler” til morgen. Tilberedningstid: 10 minutter + tiden til at vaske blenderen af.

I somatikken kan man selv vælge

Efter jeg kom hjem, er jeg begyndt at veje mig, idet bukserne føles forkerte. Vægten spurgte, om det virkelig var mig, for der var en stor difference ned til seneste vejning. Jeg måtte jo svare den, at her altså kun er mig …

Forleden mødte jeg en ældre dame, der fortalte, at hendes søn netop havde været indlagt på “Store Hvidovre” på hjerteafdelingen. Her havde han på den udleverede iPad blandt andet valgt hjortebøffer. Det svarer helt til, hvad jeg ofte har set på TV: Patienter i somatikken får en tablet, hvor de selv kan ligge og sammensætte menuen.

Jeg har aldrig tænkt over det, og det er ikke fordi, jeg brokker mig over den gratis mad, men det vil være fuldstændig utænkeligt, at man i psykiatrien selv kunne sammensætte sin menu. Men det er altså praksis i somatikken.

De steder, jeg kender i  psykiatrien, har intet køkken. De får leveret maden i store beholdere, som de så selv skal varme.

  • I Glostrup var aftensmaden kl. 17:15 halvkold.
  • På Brøndbyøstervej sørger H. fx for, at de hvide forkogte kartofler bliver værd at spise. Hun tryller lidt i  køkkenet med krydderier og olivenolie, og hun fortalte en aften, at der næsten altid kommer en patient og sludrer lidt i døren imens. Patienterne må selvfølgelig ikke komme helt ind i køkkenet på grund af knivene mv.
  • Dvs. at H. passer sit egentlige arbejde, samtidig med at hun sørger for, at maden bliver interessant. Hun er guld værd og en af de medarbejdere i psykiatrien, der vil stå på hovedet for sine patienter.

Jeg er træt af boller i karry

En af årsagerne til, at jeg er blevet småfed må være det megen varmebehandlede, hakkede svinekød. Jeg har fået tilstrækkeligt med boller i karry for resten af livet nu. Vægten må bevæge sig i nedadgående retning ganske af sig selv, nu hvor jeg atter selv står for maden.

Herudover er der op til flere, der mener, jeg bør motionere. Så det må jeg hellere. Jeg har bare altid syntes, det er så kedeligt.

Det der ikke er kedeligt

Jeg har igen taget fat på oprydningen i slægtsdatabasen, som har ligget mere eller mindre stille siden den 12. januar. Det er jublende skønt. Jeg får afløb for trangen til detaljer.

Det tog en ½ dag at finde ud af, hvor jeg er nået til, eftersom jeg bare har taget fat i det, jeg syntes så sjovt ud. Selv Excelfilen, hvor jeg forsøger at styre processen, kunne ikke afsløre det. Jeg har udført samtlige processer adskillige gange, men det er som om meget er gået i glemmebogen. Men ECT skal ikke have skylden – det er bare fordi, der er gået et halvt år.

Ved et tilfælde faldt jeg over en af morfar søstre – faster Thora – og fik i går et ton detaljer på plads. Det var så skønt.

 

Dejlig morgenmad fra Aarstiderne

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.