Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hvem gider høre fortællingen om en 5-femstjernet behandling i psykiatrien?

Lydhørhed i psykiatrien

Hvem gider høre fortællingen om en 5-femstjernet behandling i psykiatrien?

I den offentlige debat om psykiatrien hører vi næsten altid historierne om det, der gik galt. Men hvad med de forløb, der lykkes? Efter 12 år som patient med en alvorlig psykiatrisk diagnose siger jeg nu farvel til et behandlingssystem, der ikke bare har hjulpet mig gennem sygdom og kriser, men som også har mødt mig med varme, lydhørhed og menneskelighed. Dette er min fortælling om en psykiatri, der virkede.

I januar sagde jeg farvel til psykologen. Nu er tiden kommet til psykiatrien, hvor det også lakker mod enden, hvilket sætter tanker i gang om et forløb, der begyndte for 12 år siden i 2014.

Jeg er kommet der så længe, at mit stamafsnit lå på det nu hedengangne “Psykiatrisk Center Hvidovre “- for kendere “PCH”, og det var afsnit 808, som alle patienter vil til. Det findes heldigvis stadig.

Og lad det være sagt med det samme: Jeg har fået en 5-stjernet behandling! Nu er der mennesker, der har mere brug for medarbejderne end jeg har.

Jeg har mødt så mange medarbejdere, der gjorde meget mere, end de er i forpligtede til i flg. deres jobbeskrivelse, de skal.

Der står ingen steder, at:

  • X skal møde mig i vestibulen på afsnittet, hvor jeg står der med tasken parat til indlæggelse for 10. gang med tårerne trillende, og sige “Vi er her for dig, Hanne”.
  • Y skal synge en gammel sang med Trille for mig, da jeg en sommerdag sidder på min stue for nedrullede gardiner: “Og sådan er der altid et lille lys mørket, men hvis du vil kunne se det, så må du ikke være mørkeræd …” (LP’en “En lille bunke krummer”).
  • Z skal arrangere, at jeg kan overnatte i modtagelsen inden ECT for evt. at tage toppen af angsten.

Det står ikke i centerchefens ansættelsesbrev, at hun skal give mig ret i, at det er forkert, at nogen stopper et spørgeskema – med 500 spørgsmål om min tilfredshed – ned i min taske i en situation, hvor jeg venter i modtagelsen på indlæggelse, og hvor jeg på ingen måde har det nødvendige kognitive overskud til at udfylde det. Jeg “brokkede” mig på højeste sted og fik som nævnt ret. Og så fiksede hun lige en læge og en stue …

Det står ikke i overlægens ansættelsesbrev, at hun som den første virkelig skal anerkende mine hukommelsesproblemer og kalde dem for “absencer”, så jeg kan gå hjem fra mødet med hende på Gammel Kongevej 33 og føle mig både set og forstået for første gang, fordi det vakte genklang. Det var simpelthen rigtigt! Nåh, men hun skulle jo desværre på pension, for jeg elskede hende. Jordnær, erfaren og lyttende.

Ingen yngre læge får automatisk mit stempel som “fremkommelig”, men hun fik det, fordi hun forstod, og fordi hun lyttede.

Det med lydhørheden har været et gennemgående træk i mine 12 år i psykiatrien. Psykologen sagde, at det var fordi, jeg er så fandens stædig. Det synes jeg nu ikke, jeg ved bare, når jeg har ret 🙂

Spøg til side. Dette er overhovedet ikke skrevet for at være morsom. Det er en personlig fortælling, og det er et kærligt farvel. I øvrigt har jeg ingen humor.

Der er nogen, der tryller

Jeg har mødt så mange mennesker, der trods et til tider kaotisk system, alligvel får enderne til at nå sammen, fordi de ikke kun er behandlere men også er hele mennesker.

Som eksempel har jeg i samfulde 12 år haft den samme kontaktperson i Distriktspsykiatrien (DPC). Det har været af uvurderlig betydning, at jeg ikke skulle fortælle historien forfra gang på gang. Det har betydet meget for mig, at vi har været nogenlunde jævnaldrende og har haft stort set den samme referenceramme. Det relationelle har stor betydning for mig. Jeg er jo ikke ansat i DPC som troldmand, jeg har “bare” været patient med en af de tungeste psykiatriske diagnoser (bipolar affektiv sindslidelse).

Jeg har haft en kontaktperson, som en patient gerne ville “sendes afsted af”, inden turen gik til “lukket”. Så jeg har haft en god en!

Det bliver svært at sige farvel – men det er også rigtigt nu. Psykiatrien har repareret mig.

Det er en periode af mit liv, som jeg kan se tilbage på som svær og til tider frygtelig, fordi jeg (sgu) var meget syg, men jeg har fået den bedste behandling, nogen kan få. Der var år, hvor jeg ikke pakkede tasken ud, når jeg kom hjem efter en udskrivelse, for jeg skulle jo alligevel snart afsted igen.

Det var de år, hvor:

  • jeg hørte en respirator med dens bip bip-lyde i mit klædeskab, samtidig med at jeg var klar over, at den ikke var virkelig, for når jeg stod op for at slukke for den, var den der jo ikke. Når jeg lagde mig igen, sagde den atter bip bip. Ved indlæggelsen kaldte de det for en “nærpsykose”.
  • jeg vidste, hvornår det var for farligt at være herhjemme
  • jeg først ringede til modtagelsen, når jeg var klar over, at de ikke kunne afvise mig. Jeg vidste godt, hvornår det var nu, og hvornår jeg havde det tilstrækkelig dårligt.

Det bliver vemodigt at sige farvel, men det er rigtigt nu.

Vil det være et nederlag at komme tilbage?

Vi har talt om, hvorvidt det evt. vil føles som et nederlag ved behov at gå til egen læge og bede om en ny henvisning til DPC? Nej, det tror jeg bestemt ikke. Efter 12 år med 12 – 15 indlæggelser bag mig, ved jeg ganske udmærket, hvornår det er tid. Jeg vil være ked af det, men nederlag? Nej. Men jeg tror som sagt ikke, det bliver nødvendigt.

Fortiden er på plads, nutiden er god, og jeg kan ikke se nogen grund til, at fremtiden skulle blive anderledes.

Der er behov for at nuancere den offentlige debat

Når man hører patienters fortællinger om psykiatrien, er det altid om det, der ikke fungerer. Men hvem fortæller den gode historie?

Jeg synes/tror, jeg har “en stemme” og temmelig meget erfaring, og jeg vil faktisk gerne formidle min fortælling til en bredere kreds, og det kan jeg gøre med større vægt, når jeg ikke længere er indskrevet der.

Jeg har for længst prøvet at skrive til “Genstart”, der er en podcast i DR Lyd, men jeg fik selvfølgelig aldrig et svar, for de er sat i verden for at tage kritisable forhold op og at sætte fokus på det, der kan gøres bedre. Der passer min fortælling ikke ind.

Alle større platforme har fokus på det kritisable. Der kan jeg ikke være med.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Man skal læse gotisk hver dag

Om gotisk skriftlæsning

Gotisk skriftlæsning handler mindre om talent og mere om kontinuitet. En enkelt vielse i Lillerød i 1740 blev afsættet for en fornyet fordybelse i de gotiske bogstaver, deres skjulte faldgruber og de forskelle, der følger med tid og skriver. Artiklen kredser om erfaringen af, at lidt daglig læsning virker bedre end lange, sporadiske sessioner – og om hvordan viden, der engang syntes tabt, langsomt blev genfundet. Undervejs flettes nemlig personlige erfaringer med sygdom, hukommelsestab og genlæring sammen med helt konkrete observationer fra kirkebøgerne.

Man skal læse gotisk hver dag

Jeg døjer lidt med forskellige skrivere i Frederiksborg Amt, men det går efterhånden bedre. I den forbindelse har jeg læst nogle artikler med eksempler på gotisk skift.

Det begyndte egl. med, at der ganske rigtigt stod “Enckmand” ved denne vielse den 20. efter trinitatis i 1740. Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Lillerød, 1739-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 49 af 95 opslag.

Jeg var i tvivl, om det kunne være rigtigt, hvad jeg læste, så jeg spurgte eksperterne i Danske Slægtsforskeres Forum. De kunne oplyse, at det er rigtigt, at der står “Enckmand”, men at det skal læses som Enkemand, fordi “e” er indlejret i “k”. Det havde jeg vist ikke set før, så jeg gav mig til at læse forskellig litteratur om gotisk skrift. Fx skriver Adam i “Adam i arkivet” på side 48 ff om de mest drilagtige bogstaver i de forskellige århundreder. Kort og godt: Hvad skal man være mest på vagt overfor hvornår i de forskellige århundreder?

En af eksperterne sendte mig dette gode link, hvor det blandt andet i afsnittet “Lektielæsning” fremgår, at det ikke drejer sig om mængden af gotisk skrift, man læser, men at det drejer sig om, at man læser hver dag.

Det passer helt til min erfaring.

Da jeg lagde slægtsforskningen på hylden

Da jeg blev syg i 2014, troede jeg, det var slut med mig og slægtsforskning. Koncentration og hukommelse var helt væk, og psykiatrien vidste ikke, hvordan de kunne hjælpe mig. Det var en hård tid.

  • Jeg kunne ikke se, hvordan jeg igen skulle kunne koncentrere mig om det i mange timer.
  • Og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få hukommelsen igen, så hvordan skulle jeg overhovedet lære nyt?
    • Jeg var blandt andet til en længerevarende hukommelsestest – to gange flere timer – på det daværende Psykiatrisk Center Hvidovre.
    • Kaj Bjerring Andersen konstaterede, at det var rigtigt, at der var problemer med hukommelsen, men han kunne ikke se, hvad de skyldtes, eller hvordan de kunne afhjælpes. Der var simpelthen “noget” i hjernen, der var “forkert”, og det bevirkede blandt andet det, en anden psykiater havde kaldt “absencer”, hvor tidsperioder på hele 14 dage bare var væk.
    • Det var så galt, at jeg ikke kunne huske, hvordan jeg kom på arbejde, selvom jeg havde cyklet den samme vej til Udenrigsministeriet et utal af gange.

Ergo smed jeg en masse bøger ud (det ærgrer mig stadig) og ryddede grundigt op. I det mindste gemte jeg mine data godt på et eksternt lager.

Det varede vist et par år, før jeg igen åbnede et slægtsforskningsprogram og dermed et arkvalie med gotisk skrift, og det var næsten som at begynde forfra. Det var simpelthen som om, jeg aldrig havde set et gotisk bogstav før. Atter var der ikke forskel på G og H. Det var virkelig en underlig oplevelse.

Men nej, det var ikke helt som at begynde forfra, for den gamle viden blev langsomt hentet fra et eksternt neuralt lager. Noget kunne jeg altså huske. Så det gik selvfølgelig hurtigere end første gang med at lære det på ny.

Jeg synes, det er rigtig, at man skal læse lidt hver dag, for så er det meget nemmere.

Og min erfaring er også, at det nemmeste er at blive ved et sogn, og dermed som hovedregel den samme skriver, og blive færdig med at “støvsuge” det for interessante personer, deres erhverv og deres relationer. Lige nu sidder jeg i Lillerød, hvor jeg har fået en ny tip-4-oldemor, der bliver jordet i 1781, koblet på. Hendes mand Bendt Hansen “kendte” jeg på forhånd. De bliver viet den 12. oktober 1749 i Lillerød kirke. Kilde. Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Lillerød, 1739-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 52 af 95 opslag.

Alle de andre hedder Søren Bentsen og Bent Sørensen …

Det er en interessant udfordring.

En tilståelse

Alle, der skriver om gotisk skriftlæsning, skriver at den nemmeste måde at lære at læse gotisk er ved selv at skrive bogstaverne på nogle stribede ark.

Det må jeg tilstå, at jeg aldrig har fået gjort – det kan selvfølgelig være derfor, det har taget sin tid, men det går nu egentlig meget godt uden. Det kan være jeg en dag gør det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

808-tasken skal ikke bruges mere

808-tasken skal ikke bruges mere

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

808-tasken skal ikke bruges mere

Det var helt vidunderligt at rydde op! Der var så meget, der røg ud ud, så nu har jeg kun det, jeg skal bruge. Tror jeg da …

Under sengen lå den taske, der var købt til at tage på 808 med. Det var egentlig en fisketaske, for det var, hvad de lå inde med i den nærliggende »Hvidovre Sport«, da jeg pludselig var i bekneb for en taske.

Tasken var temmelig støvet men ellers i orden, og lynlåsene var virkelig effektive; jeg havde bare ikke lyst at eje den længere. Den mindede for meget om sin anvendelse og om alle de gange, den blev båret hjem, sat på gulvet i soveværelset, men ikke pakket ud, eftersom vi (den og jeg) alligevel skulle retur til 808 i løbet af kort tid. Det var de år, hvor jeg var mere på psykiatrisk afdeling end hjemme på Åstrupgårdsvej. Du kan nok ikke helt forestille dig, hvordan det er.

Det var dengang, jeg syntes, det lød som om, der stod en respirator i klædeskabet, uagtet jeg udmærket var klar over, at der ikke stod en respirator i klædeskabet, hvis jeg åbnede og så efter.

Det var dengang, jeg syntes, naboen spillede salonmusik fra 1920’erne, uagtet jeg vidste, at det gjorde de ikke.

Jeg troede, jeg for alvor var ved at blive skør. Det var dengang sygeplejerske K. sagde »Vi er her for dig, Hanne«, da jeg stod i forhallen endnu en gang med tårerne løbende ned ad kinderne og fisketasken i højre hånd. Jeg glemmer det aldrig.

Af og til taler jeg med tidligere medpatienter

Det sker, jeg taler med tidligere medpatienter.

C. kom på skrivekurset, vi fandt sammen. Det var godt, han kom afsted. Jeg ville gerne have været med, men der var noget med randomiseringen … Måske får jeg tilbuddet i foråret 2025, men jeg ved ikke rigtig, om jeg har lyst uden C, for det var jo vores fælles projekt.

En dag traf jeg M. på gaden. Det var hende, der genkendte mig. Hun så så glad ud. Det var virkelig dejligt at se hende igen. Hun var heldigvis blevet 25 kilo tungere.

17 år uden en maler

Her trængte alvorligt til at blive malet, for 17 år er for længe uden en maler, når man også ryger. Men når jeg tænker mig om, var jeg faktisk temmelig syg i 8 af de 17 år (2013-2021). Når man ikke ved, om man vil leve eller dø, tænker man ikke på at få gjort i stand. Når man ikke ved, om man magter det næste fleksjob, tænker man heller ikke på at undersøge, hvor meget man kan få malet for det beløb, der står på vedligeholdelseskontoen.

Og det med at holde op med at ryge er også et projekt, der er uendeligt langt væk, når man ikke ved, om man vil leve eller dø.

I det hele taget var her mange ting, der trængte til at blive gjort. At de nu er gjort, ser jeg som bevis på, hvor godt jeg har fået det og hvor meget overskud, jeg har. Hvor er det dog dejligt.

Nu tænker jeg at »Livet er et tilbud, du ikke kan afslå«, og det er godt sådan.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Anders Aggers “Syg ungdom”

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

For en del år siden brugte jeg Skype meget. Forleden foretrak en anden slægtsforsker at kommunikere via Skype, så jeg aktiverede min gamle konto.

I programmet kan man lave en slags “mantra”. Det var mærkeligt at se, at jeg engang i “de grimme år”, som jeg foretrækker at kalde dem, altså årene hvor jeg var meget syg, udfyldte rubrikken med “Livet er et tilbud, du ikke kan afslå“. Med ordene forsøgte jeg at holde fast i, at jeg skulle leve. Det var de år, hvor jeg ofte spurgte mig selv “Er det i dag?” og hvor jeg havde følelsen af at overleve en dag ad gangen.

Det var også de år, hvor jeg kunne telefonnummeret til “Livslinien” udenad. Det kan jeg nu stadig. Det er 70 201 201. Jeg har talt meget med de gode mennesker, der uden aflønning sidder og taler med os, der ikke vil mere.

Jeg følger Anders Aggers “Syg ungdom”, hvor andet afsnit blev vist i aftes. Jeg sad med tårerne parate i tårekanalerne.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at så unge mennesker, nogle er jo nærmest børn, skal stille sig selv de samme spørgsmål. Der er noget, vi gør forkert. Nogen må for Fanden kunne finde ud af, hvad fejlen(e) er. Vi plejer da at sige, at vi er et videnssamfund. Hvorfor ved vi så ikke noget om dette? Hvorfor sætter vi ikke ind? Det kan vel ikke være så svært, hvis man sætter dygtige mennesker til det. Jeg hjælper gerne med at udpege et par håndfulde, jeg selv har mødt i psykiatrien.

Pigerne med anoreksi

Pigerne kan ikke spise, så de spiser på tid. Nogle ligner mest af alt levende skeletter. Minuturet bliver sat til 30 minutter, og man ser, hvordan de i de minutter kæmper med hver bid. Der sidder en medarbejder ved bordet og holder øje med tiden og bidderne. Når minutterne er overståede, følger en periode, hvor de skal sidde sammen. Det blev ikke sagt, men det må være fordi, man vil sikre sig, at de ikke går ud og stikker en finger i halsen, inden næringen er optaget i organismen.

Engang for mange år siden, læste jeg, at anoreksi opstår, når smerten ved at sulte sig, overdøver en anden smerte i livet. Jeg er ikke klar over, om det stadig er gældende ret på bjerget.

En tvangsindlæggelse

Man ser i anonymiseret form en tvangsindlæggelse på “gule papirer”, fordi en læge har vurderet, at en pige er farlig for sig selv. Når det er “gule papirer”, har ordensmagten syv dage til at gribe ind. Hun vil ikke samarbejde om indlæggelse på Skejby. Politiet forsøger mange gange på at få hende til at gå frivilligt med.

De siger, at hvis hun ikke samarbejder, er de nødt til at tage fat i hende, når lægen nu har sagt sådan. Efter mange forgæves overtalelsesforsøg må de til sidst tage fat. De gør det så godt og så omsorgsfuldt som muligt. Man ser hende gå modvilligt hen ad gangen med en betjent på hver side. De holder i hendes albuer. Hun skal ud til ambulancen, der holder klar. Det er barske sager.

På røde papirer

Ordet “papirer” minder mig om en samtale med psykologen den 23. juli 2015. Jeg har jo alle vores samtaler som lydfiler. Jeg kalder samtalen for “Microsoft-sessionen”. Jeg sidder og ved ikke, om jeg tør fortælle hende sandheden om mine tanker, fordi jeg er bange for, at hun indlægger mig på “røde papirer”. Hun siger, at hun ikke kan gætte mine tanker, men at hun er nødt til at efterprøve, hvor jeg er. Ellers kan hun ikke hjælpe mig. Det kan jeg trods alt godt se.

Så jeg fortæller hende om afskedsbrevet fra aftenen før. Det er rettet til dem, der måtte finde mig. Jeg fortæller hende om, at jeg ikke længere orker den årelange kamp, der startede i 1972. Jeg kan ikke mere. Det er også barske sager.

Sessionen har fået sit navn, fordi mit momentane vanvid gør, at jeg ikke har tid til at blive indlagt (…), fordi jeg har en aftale med Microsoft om, at de skal ringe om aftenen for at hjælpe med at løse et problem med min PC. Ergo holder jeg alligevel lidt fast i livet.

Det er godt, det er ni år siden.

Tvang i psykiatrien

Da jeg sidste (ikke seneste!) gang blev indlagt i Glostrup på 174 i sommeren 2023, oplevede jeg for første gang i ni år, at man nævnte ordet tvang overfor mig, der er verdens mest fredelige menneske, og aldrig nogensinde i mit da 59 årige liv havde været udadreagerende.

Medarbejderen spørger mig, hvilken for for tvang, jeg foretrækker, hvis tvang skulle blive nødvendig. Hun kan tilbyde – og jeg må helt selv vælge mellem:

  • medicin
  • fastholdelse
  • bæltefiksering

Så har manualerne taget over, og der kan sættes flueben ved, at patienten selv har valgt tvangsindgrebet. Så er patienten ikke længere et menneske men kun en patient, der er en passiv spiller i et system, der er præget af forråelse.

Jeg skal aldrig mere til afsnit 174!

Bortset fra netop det afsnit, har jeg fået – og får fortsat – en fornem behandling i psykiatrien. Eksempelvis var jeg knapt et år tilknyttet “Akutteamet” i Glostrup. Kasper og Christina lyttede og forstod alle data i mine regneark. Og jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej. Jeg har haft hende siden starten. Hun forstår også regnearkene.

Problemet er, at vil jeg til 808 på Brøndbyøstervej 160, hvor patienterne er mennesker, og hvor jeg hører til, og hvor den geniale overlæge gennemskuede den 11 år gamle forkerte diagnose, skal man være i Glostrups akutmodtagelse og vente på, at 808 får en ledig seng.

Dem er der nemlig ikke ret mange af, fordi alle vil til 808 – og det forstår man jo godt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.