Indlæg

Psykiatrien når den er bedst

psykiatri

Da Gert spillede for Gurli

Navnene er naturligvis opdigtede!

En patient trak sig ofte ind i sig selv og var næsten ikke til at komme i kontakt med. Alle de øvrige patienter var på den traditionsrige aftentur rundt om matriklen – sølle 1 km. men lidt har også ret. Gert greb guitaren og spillede og sang for Gurli, sange fra hendes tid, som hun kunne synge med på, måske fordi hun havde hørt dem i Giro 413. Pludselig fik han hul igennem, og hun sang med, og der kom liv i øjnene. Jeg nåede at overvære en snip af det, og jeg var rørt. Det er psykiatrien, når den er bedst!

Vi holder håbet for jer

Min kontaktperson fortalte bl.a., at et statement blandt personalet er “Vi holder håbet for jer, mens I er indlagte og giver det tilbage til jer ved udskrivelsen”. Jeg synes, det er flot og fornemmer det selv, nu hvor udskrivelsen nærmer sig. Måske er det smuk snik snak, for jeg har også håbet de andre 11-12 gange, jeg er blevet udskrevet? På den anden side set nægter jeg at opgive håbet, for så kan jeg lige så godt gøre billederne til virkelighed! Jeg ved ikke, hvad det er for et håb, vi taler om, men jeg kan godt lide formuleringen.

Jeg tror ikke på recovery, som betyder “at komme sig”. Jeg kommer mig aldrig. Jeg bliver aldrig medicinfri osv., men mindre kan også gøre det. Hvis jeg nu kunne få et godt liv på de givne betingelser, ville jeg egl. være tilfreds. Det bliver ikke noget stort liv, men et lille liv kan også gøre det. Måske er det håbet?

At være hjemme

Lige nu sidder jeg igen hjemme ved eget lækre tastatur, egen super pc osv. Jeg elsker mit hjem, men synes også, det er svært at være her, men sådan er det altid efter en indlæggelse. I nat skal jeg overnatte herhjemme. Jeg er spændt og glæder mig til at mærke egen kugledyne og til selv at kunne beslutte om vinduet skal være åbent eller lukket. Når man deler værelse, må man indordne sig. Jeg har haft verdens bedste roommate, for hun sover stille som en mus, ikke en lyd kommer der bag “foldevæggen”, men det er trods alt en ung pige, der er som en Duracellkanin og 35 år yngre end mig. På et tidspunkt var der mange unge på afsnittet, og jeg følte mig forkert og gammel.

Jeg skal i gang med noget! Jeg skal lette røven for nu at skrive det lige ud, men det er svært for mig. En medarbejder foreslog mig at kigge på Dansk Vandrelaugs hjemmeside. Jeg fik kvalme med det samme, jeg slog op på siden: flokke bestående af 15 glade vandrere poserede på hele hjemmesiden. Hallo – jeg har Aspergers, den slags kan jeg ikke. Det faldt mig ikke ind at ringe til turlederne og spørge, om der altid var så mange deltagere? Jeg kan jo godt være social i små grupper. Jeg har lige bevist det i en måned. I virkeligheden er jeg måske vældig social i små grupper, jeg har bare bildt mig det modsatte ind?

Opgaven i dag/i morgen formiddag er at undersøge forskellige former for frivilligt arbejde. Min kontaktperson synes, jeg skal være besøgsven. Hun har fat i noget, for mens jeg læste, var jeg fængselsbesøgsven for en fange i Herstedvester, og det gik rigtig godt. Det kunne jeg måske genoptage?

Indtil videre bestiller jeg fem fede puslespil og finder mine vandresko frem. De kan da bringe mig Damhussøen rundt.

Udseendet

“Jamen du ser jo godt ud” siger de dejlige mennesker, der besøger mig. De mener ikke mine glatbarberede ben, mit nyklippede hår og de studsede øjenbryn. De mener, at jeg ligner mig selv. Det gør jeg sikkert også. Det er kun medarbejderne, der kan se, om jeg er træt og trist, og det er kun dem, der hører om smerten over billederne, filmen, musikken, skyggerne, tankerne osv. Det er kun dem, jeg fortæller, at nu har jeg behov for sovemedicin, for nu har jeg igen ligget i to timer og set på billederne.

Livstegn

psykiatri

Jeg har “svigtet” i en måned

Der er pludselig gået en måned, siden jeg blev indlagt. Der har været masser at skrive om, men jeg har ikke haft kræfterne til at få det gjort. Lige nu er jeg på “hjemmebesøg” og nyder at sidde ved et rigtigt tastatur, så nu famler jeg mig frem til et indlæg, der sikkert ikke hænger sammen for andre end mig selv! Diagnosen er “let til moderat depression med psykotiske træk”. Jeg hælder mest til moderat og psykotiske træk. Det føles nemlig ikke “let”.

Arbejdsmarkedet

I samråd med mit jobcenter og min fagforening har jeg opsagt min stilling, da det er bedst sådan. Jeg magtede ikke jobbet på de givne betingelser. Der er selvfølgelig stor sorg knyttet til endelig at måtte forlade det arbejdsmarked, der lugter lidt af fugl til fordel for fx at stable rugbrød i Netto – altså at lægge det gl. øverst og det nyeste nederst. Jeg trøster mig med, at jeg måske ad åre kan blive chef for mælken eller lignende. Pludselig kunne jeg bare ikke mere, og  jeg kunne ikke klare at stå op med en stor ildsprudlende kugle i maven hver morgen. De dårlige tanker kom til at dominere, og det går slet ikke i min verden.

Jeg var til møde i jobcenteret for et par uger siden, og det gik rigtig godt. Min sagsbehandler, som jeg kender ret godt, var sød og forstående. Vi skal finde et nyt fleksjob; det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg skal ikke hjem og trisse rundt på fuld tid, så bliver jeg da først skør. På vej ind til mødet mødte jeg min fleksjobrådgiver, som jeg også kender rigtig godt. Han var meget overrasket, da han hørte, at det var gået galt med det gl. job. Jeg nævnte det med rugbrødet for ham, hvortil han svarede, at så blev det let at finde noget nyt, da de har en aftale med Dansk Supermarked. Nu må vi se… Jeg skal i hvert fald bare ikke sidde i kasse, men jeg har erfaring med detailhandlen fra min ungdom. Jeg fik lov at bestemme næste møde i jobcenteret, hvor de begge deltager, og valgte den 2. september kl. 10:00.

At være hjemme

De vil gerne udskrive mig på torsdag, så jeg skal øve mig i at være hjemme. Det, synes jeg, er hundesvært og jeg føler mig slet ikke “udskrivningsparat”. På den anden side lige mens jeg sidder og skriver dette, går det egl. fint nok. Jeg tror, det er de store skift, der er svære. Jeg plejer bare at føle mig klar og vide ganske nøjagtigt, hvornår jeg har fået nok af 808 (for denne gang).

Den første gang jeg var hjemme, var jeg her fire timer, og det var alt for længe. Skudt vildt over målet. Herefter en gang med en time og 10 minutter. I går omkring en time eller halvanden plus den tid det tog at gå til frisøren og op at købe et nyt ur. I dag er aftalen, at jeg bliver hjemme, så længe det føles rart – senest til kl. 17:00. Jeg konstaterer, at der ikke er kommet nye skud på mine kunstige planter i mit fravær.

Det er ensomheden, der lurer bag gardinerne. Efter at have været sammen med 12 andre mennesker på relativt lidt plads i så lang tid er mine egne 78 m² enorme og enormt stille. Her er ingen, der går rastløse rundt i sko, der knirker, her er ingen, jeg kan tæve i Bezzerwisser eller Scrabble – her er den store tomhed. Det eneste, der høres lige nu, er lyden fra vaskemaskinen.

Personalet har 500 forslag til ting, jeg kan foretage mig efter udskrivelsen, og jeg ved, det er velment og kærligt, det er bare som om, det ikke rigtig bider på. Jeg tager imod pjecer, brochurer og links og forslag og siger “mange tak” for det alt sammen vel vidende, at jeg nok aldrig får kigget på det. Måske er jeg bare Rasmus Modsat?

Baglæns tale

Jeg skrev på et tidspunkt, at der ingenting foregik på et afsnit i løbet af en dag. Jeg tager mine ord i mig igen! Noget af det bedste er morgengymnastikken, som jeg konsekvent har deltaget i hver dag, og så er der ballstick-massagen, som er et fantastiske tilbud, hvis personalet har tid. Jeg har aldrig prøvet det før, men det er så skønt, og for mig flytter det fokus fra de billeder, jeg ser for mit indre blik, til kroppen. Efter massagen har jeg kun lyst til at ligge under min kugledyne og hvile.

Jeg har haft mange samtaler med min fantastiske kontaktperson, der virkelig har empati og forståelse. Hun forstår selvfølgelig ikke helt mine billeder, da hun ikke kan se dem, men hun giver udtryk for, at hun forstår, at det må være meget ubehageligt. Det er nok for mig.

En anden mulighed er selv at prøve at være aktiv: puslespil (jeg er bare så dårlig til det det) og andre spil (Bezzerwisser og Scrabble er dejligt). Men alt dette kræver selvfølgelig, at man har det rimeligt. Selv har jeg brugt det til at bortlede tankerne fra billederne.

Hvad er billederne?

Den psykotiske del går ud på, at jeg ser nogle billeder for mit indre blik. Det er polaroidfotos fra 70’erne og derfor lidt gulnede. De har den karakteristiske lille hvide kant omkring sig på alle fire ledder. Formatet er det, der vist hed 9*9 . Motivet er mig selv hængende i en løkke fra et træ med tungen ud af halsen. De vises fra forskellige vinkler, og der zoomes ind og ud, men det er stillbilleder. Jeg ser dem konstant, og det er hårdt. Der er ikke mere at gøre ad medicinsk vej, da jeg allerede ligger ret højt i det relevante præparat. Der er ikke andet at gøre end at vente på, at det går over. Belastningen fra jobbet blev bygget op over fire måneder, og derfor vil det også tage tid inden de psykotiske symptomer forsvinder. Tålmodighed lønner sig.

 

Varighed

psykiatri

Og hvor lang tid tager det så?

Jeg havde en lang god snak med overlægen i går. Jo mere jeg lærer hende at kende, jo bedre kan jeg lide hende. Det vil så sige, at jeg efterhånden kan lide hende rigtig godt. Hun har en hukommelse som en elefant,, husker fx altid at jeg er adopteret, hun tager sig den tid, der skal til, og hun er knivskarp.

Hun spurgte indgående til baggrunden for indlæggelsen, også selvom hun selvfølgelig har kunnet læse det i journalen. Hun ville vist høre det fra hestens egen mund. Hun spurgte lige så indgående til tanker og symptomer. Tanker vil jeg ikke komme ind på i det offentlige rum, men jeg har som noget nyt fået angstsymptomer. De spørger mig, om jeg har klinisk angst. Det har jeg ikke og har aldrig haft. Men jeg har en stor solgul kugle nede i maven, der gør pokkers ondt. Det er et angstsymptom. Jeg forestiller mig, at den er som en Pacman, der spiser Oxapaxerne hurtigere, end jeg kan absorbere dem. Jeg kan  kontrollere kuglen vha. dybe vejrtrækninger, men det tager mange timer at opnå denne  kontrol, måske 5 til 6 timer. Jeg ryster indeni, og det er også et angstsymptom. Og så er der selvfølgelig alle de klassiske depressionssymptomer, hvor man føler sig dum, umulig, ubrugelig osv.

De beholder mig. 3 til 4 uger evt. lidt længere. Det tager tid at blive lappet sammen!

En weekend er lang på en afdeling, så jeg glæder mig sådan, til jeg får besøg i dag.