Tag Archive for: Psykiatrisk Center Hvidovre

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Anders Aggers “Syg ungdom”

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

For en del år siden brugte jeg Skype meget. Forleden foretrak en anden slægtsforsker at kommunikere via Skype, så jeg aktiverede min gamle konto.

I programmet kan man lave en slags “mantra”. Det var mærkeligt at se, at jeg engang i “de grimme år”, som jeg foretrækker at kalde dem, altså årene hvor jeg var meget syg, udfyldte rubrikken med “Livet er et tilbud, du ikke kan afslå“. Med ordene forsøgte jeg at holde fast i, at jeg skulle leve. Det var de år, hvor jeg ofte spurgte mig selv “Er det i dag?” og hvor jeg havde følelsen af at overleve en dag ad gangen.

Det var også de år, hvor jeg kunne telefonnummeret til “Livslinien” udenad. Det kan jeg nu stadig. Det er 70 201 201. Jeg har talt meget med de gode mennesker, der uden aflønning sidder og taler med os, der ikke vil mere.

Jeg følger Anders Aggers “Syg ungdom”, hvor andet afsnit blev vist i aftes. Jeg sad med tårerne parate i tårekanalerne.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at så unge mennesker, nogle er jo nærmest børn, skal stille sig selv de samme spørgsmål. Der er noget, vi gør forkert. Nogen må for Fanden kunne finde ud af, hvad fejlen(e) er. Vi plejer da at sige, at vi er et videnssamfund. Hvorfor ved vi så ikke noget om dette? Hvorfor sætter vi ikke ind? Det kan vel ikke være så svært, hvis man sætter dygtige mennesker til det. Jeg hjælper gerne med at udpege et par håndfulde, jeg selv har mødt i psykiatrien.

Pigerne med anoreksi

Pigerne kan ikke spise, så de spiser på tid. Nogle ligner mest af alt levende skeletter. Minuturet bliver sat til 30 minutter, og man ser, hvordan de i de minutter kæmper med hver bid. Der sidder en medarbejder ved bordet og holder øje med tiden og bidderne. Når minutterne er overståede, følger en periode, hvor de skal sidde sammen. Det blev ikke sagt, men det må være fordi, man vil sikre sig, at de ikke går ud og stikker en finger i halsen, inden næringen er optaget i organismen.

Engang for mange år siden, læste jeg, at anoreksi opstår, når smerten ved at sulte sig, overdøver en anden smerte i livet. Jeg er ikke klar over, om det stadig er gældende ret på bjerget.

En tvangsindlæggelse

Man ser i anonymiseret form en tvangsindlæggelse på “gule papirer”, fordi en læge har vurderet, at en pige er farlig for sig selv. Når det er “gule papirer”, har ordensmagten syv dage til at gribe ind. Hun vil ikke samarbejde om indlæggelse på Skejby. Politiet forsøger mange gange på at få hende til at gå frivilligt med.

De siger, at hvis hun ikke samarbejder, er de nødt til at tage fat i hende, når lægen nu har sagt sådan. Efter mange forgæves overtalelsesforsøg må de til sidst tage fat. De gør det så godt og så omsorgsfuldt som muligt. Man ser hende gå modvilligt hen ad gangen med en betjent på hver side. De holder i hendes albuer. Hun skal ud til ambulancen, der holder klar. Det er barske sager.

På røde papirer

Ordet “papirer” minder mig om en samtale med psykologen den 23. juli 2015. Jeg har jo alle vores samtaler som lydfiler. Jeg kalder samtalen for “Microsoft-sessionen”. Jeg sidder og ved ikke, om jeg tør fortælle hende sandheden om mine tanker, fordi jeg er bange for, at hun indlægger mig på “røde papirer”. Hun siger, at hun ikke kan gætte mine tanker, men at hun er nødt til at efterprøve, hvor jeg er. Ellers kan hun ikke hjælpe mig. Det kan jeg trods alt godt se.

Så jeg fortæller hende om afskedsbrevet fra aftenen før. Det er rettet til dem, der måtte finde mig. Jeg fortæller hende om, at jeg ikke længere orker den årelange kamp, der startede i 1972. Jeg kan ikke mere. Det er også barske sager.

Sessionen har fået sit navn, fordi mit momentane vanvid gør, at jeg ikke har tid til at blive indlagt (…), fordi jeg har en aftale med Microsoft om, at de skal ringe om aftenen for at hjælpe med at løse et problem med min PC. Ergo holder jeg alligevel lidt fast i livet.

Det er godt, det er ni år siden.

Tvang i psykiatrien

Da jeg sidste (ikke seneste!) gang blev indlagt i Glostrup på 174 i sommeren 2023, oplevede jeg for første gang i ni år, at man nævnte ordet tvang overfor mig, der er verdens mest fredelige menneske, og aldrig nogensinde i mit da 59 årige liv havde været udadreagerende.

Medarbejderen spørger mig, hvilken for for tvang, jeg foretrækker, hvis tvang skulle blive nødvendig. Hun kan tilbyde – og jeg må helt selv vælge mellem:

  • medicin
  • fastholdelse
  • bæltefiksering

Så har manualerne taget over, og der kan sættes flueben ved, at patienten selv har valgt tvangsindgrebet. Så er patienten ikke længere et menneske men kun en patient, der er en passiv spiller i et system, der er præget af forråelse.

Jeg skal aldrig mere til afsnit 174!

Bortset fra netop det afsnit, har jeg fået – og får fortsat – en fornem behandling i psykiatrien. Eksempelvis var jeg knapt et år tilknyttet “Akutteamet” i Glostrup. Kasper og Christina lyttede og forstod alle data i mine regneark. Og jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej. Jeg har haft hende siden starten. Hun forstår også regnearkene.

Problemet er, at vil jeg til 808 på Brøndbyøstervej 160, hvor patienterne er mennesker, og hvor jeg hører til, og hvor den geniale overlæge gennemskuede den 11 år gamle forkerte diagnose, skal man være i Glostrups akutmodtagelse og vente på, at 808 får en ledig seng.

Dem er der nemlig ikke ret mange af, fordi alle vil til 808 – og det forstår man jo godt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Hvilken form for tvang foretrækker du?

Hvilken form for tvang foretrækker du?

Det føltes som et overgreb

Hvilken form for tvang foretrækker du?

Psykologen er ellers et særdeles fredeligt menneske, men i går fik jeg gjort hende næsten vred ved at fortælle om følgende episode, jeg var ude for, da jeg henvendte mig i “Akutten” i Glostrup den 29. maj i år:

Efter en virkelig god samtale med en specialpsykolog, der besluttede, at de ville beholde mig, til der blev en ledig plads på 808 i Hvidovre, kom der en medarbejder, der gerne ville vide hvilken form for tvang, jeg ville foretrække, hvis det skulle blive nødvendigt?

De kunne “tilbyde”:

  1. Bæltefiksering
  2. Fastholdelse
  3. Medicinering

Jeg blev fuldkommen overrumplet. I mit knapt 60-årige liv har jeg endnu aldrig oplevet at være udadreagerende. Jeg kan (nemt) blive verbalt overlegen men aldrig nogensinde fysisk overlegen. Af statur er jeg lille (165 cm.), så jeg vil ikke kunne stille meget op rent fysisk.

Da jeg aldrig har prøvet nogle af de mulighederne, vidste jeg ikke, hvilken jeg ville foretrække, hvis behovet skulle opstå. Hvordan vælger man mellem muligheder, man ikke kender?

Jeg skulle have været kvik(kere) og spurgt “Hvad ville du selv foretrække, hvis det var dig?” Jeg endte med at svare “Jeg ved det virkelig ikke. Hvis behovet skulle opstå – hvad jeg bestemt ikke kan forestille mig – så må I i situationen vurdere, hvad I mener er bedst for mig”.

Det må være noget nyt, der er indført, for jeg mener ikke, jeg nogensinde har fået disse spørgsmål tidligere. Psykiatrien har virkelig mange procedurer og planer, og der bliver flere og flere. I virkeligheden er det, der hjælper mig som patient, de personlige relationer.

Pseudoinddragelse eller ansvarsforflygtigelse?

Jeg oplevede det som et overgreb, og det var utrolig ubehageligt. Det forekommer mig at være en form for pseudoinddragelse af patienten. De lader som om, jeg har indflydelse, men det har jeg ikke i virkelighedens verden.

I realiteten drejer det sig om, at personalet ikke ønsker at blive fanget på det forkerte ben. De ønsker, hvis det utænkelige skulle ske, at kunne fremvise en form for bevis på, at jeg jo selv har sagt, at jeg foretrækker følgende “tilbud”. Men det er ansvarsforflygtigelse. Man ønsker at være sikker på aldrig at kunne få en sag på nakken. “Hanne B. Stegemüller har jo selv skrevet under på at xyz …”

Qua deres stilling, uddannelse og erfaring skal de kunne træffe valget på mine vegne – og de skal også tage ansvar for et eventuelt fejlskøn. Det må være en del af det, der følger gratis med ansættelsen.

Selvfølgelig har de behov for informationen, men spørgsmålene kunne stilles i omvendt rækkefølge:

  • “Har du nogensinde været udadreagerende?”
  • “Hvis ja, hvad har vi så gjort, der hjalp dig?”

De puttede en ny tanke ind i mit hoved

Jeg kender selvfølgelig ikke deres IT-systemer, og det skal jeg heller ikke, men jeg forestiller mig, at hvis jeg var en udadreagerende type, og der tidligere havde været behov for tvang, ville det stå et eller andet sted med flammeskrift og en rød font. Det skal medarbejderne selvfølgelig ikke kunne overse. Det handler om deres sikkerhed og i sidste ende også om min sikkerhed. Det er kun godt.

Men pludselig har de puttet en tanke ind i mit hoved: “Kunne jeg evt. blive udadreagerende og have behov for tvang? Kunne det ske?” Det skal jeg også forholde mig til.

Når man henvender sig i “Akutten”, er man ekstremt sårbar og ængstelig. For mig sker det, når det er for farligt at blive herhjemme, og “Livslinjen” giver fortabt i nattens løb, hvor verden er sort og skyggerne derfor ikke engang kan blive lange.

Man venter tålmodigt, til det bliver ens tur, altimens tankerne kører om, hvad man gør, hvis de ikke vil vide af en, og man bliver sendt hjem igen. Retfærdigvis skal det siges, at det er jeg ikke blevet i mange år. Der er visse fordele ved at være “svingdørspatient”:

  • Jeg henvender mig først, når jeg ved, de beholder mig.
  • Og de ved, at jeg først kommer, når “lokummet brænder”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Dejlig morgenmad fra Aarstiderne

Dejlig morgenmad fra Aarstiderne

Jeg er blevet småfed

Dejlig morgenmad fra Aarstiderne

I årevis har jeg ikke spist morgenmad, for jeg har ikke kunnet lide det, jeg kunne finde.

  • Jeg ser ingen grund til at spise hvidt brød.
  • Rugbrødet smager surt eller er for gammelt.
  • Jeg kommer aldrig gennem en liter yoghurt.
  • Osv.

Det er der muligvis en løsning på, for det er jo ikke sundt ikke at spise morgenmad. Jeg har prøvet at købe en morgenmadskasse fra Aarstiderne. Og det kan jeg lide. Og der er noget forskelligt hver dag, så jeg ikke løber sur i det. Pris for 1 person i 5 dage: 157,50 kr. Hos mig må god mad gerne koste (måltids-)kassen.

I dag har jeg fx fået: “Smoothiebowl med banan, pære og mandler” til morgen. Tilberedningstid: 10 minutter + tiden til at vaske blenderen af.

I somatikken kan man selv vælge

Efter jeg kom hjem, er jeg begyndt at veje mig, idet bukserne føles forkerte. Vægten spurgte, om det virkelig var mig, for der var en stor difference ned til seneste vejning. Jeg måtte jo svare den, at her altså kun er mig …

Forleden mødte jeg en ældre dame, der fortalte, at hendes søn netop havde været indlagt på “Store Hvidovre” på hjerteafdelingen. Her havde han på den udleverede iPad blandt andet valgt hjortebøffer. Det svarer helt til, hvad jeg ofte har set på TV: Patienter i somatikken får en tablet, hvor de selv kan ligge og sammensætte menuen.

Jeg har aldrig tænkt over det, og det er ikke fordi, jeg brokker mig over den gratis mad, men det vil være fuldstændig utænkeligt, at man i psykiatrien selv kunne sammensætte sin menu. Men det er altså praksis i somatikken.

De steder, jeg kender i  psykiatrien, har intet køkken. De får leveret maden i store beholdere, som de så selv skal varme.

  • I Glostrup var aftensmaden kl. 17:15 halvkold.
  • På Brøndbyøstervej sørger H. fx for, at de hvide forkogte kartofler bliver værd at spise. Hun tryller lidt i  køkkenet med krydderier og olivenolie, og hun fortalte en aften, at der næsten altid kommer en patient og sludrer lidt i døren imens. Patienterne må selvfølgelig ikke komme helt ind i køkkenet på grund af knivene mv.
  • Dvs. at H. passer sit egentlige arbejde, samtidig med at hun sørger for, at maden bliver interessant. Hun er guld værd og en af de medarbejdere i psykiatrien, der vil stå på hovedet for sine patienter.

Jeg er træt af boller i karry

En af årsagerne til, at jeg er blevet småfed må være det megen varmebehandlede, hakkede svinekød. Jeg har fået tilstrækkeligt med boller i karry for resten af livet nu. Vægten må bevæge sig i nedadgående retning ganske af sig selv, nu hvor jeg atter selv står for maden.

Herudover er der op til flere, der mener, jeg bør motionere. Så det må jeg hellere. Jeg har bare altid syntes, det er så kedeligt.

Det der ikke er kedeligt

Jeg har igen taget fat på oprydningen i slægtsdatabasen, som har ligget mere eller mindre stille siden den 12. januar. Det er jublende skønt. Jeg får afløb for trangen til detaljer.

Det tog en ½ dag at finde ud af, hvor jeg er nået til, eftersom jeg bare har taget fat i det, jeg syntes så sjovt ud. Selv Excelfilen, hvor jeg forsøger at styre processen, kunne ikke afsløre det. Jeg har udført samtlige processer adskillige gange, men det er som om meget er gået i glemmebogen. Men ECT skal ikke have skylden – det er bare fordi, der er gået et halvt år.

Ved et tilfælde faldt jeg over en af morfar søstre – faster Thora – og fik i går et ton detaljer på plads. Det var så skønt.

 

Dejlig morgenmad fra Aarstiderne

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i /af

Drabet på Brøndbyøstervej 160

Drabet på Brøndbyøstervej 160

Drab i psykiatrien

Drabet på Brøndbyøstervej 160

Det, der bare ikke må ske, skete igen i går eftermiddag: En medarbejder i psykiatrien blev dræbt. Danmarks Radio fortæller, at drabet skete på retspsykiatrisk afdeling, men de fortæller ikke, hvilken relation gerningsmanden havde til afdelingen. Pludselig er jeg glad for, at jeg ikke blev sendt retur til Brøndbyøstervej trods den klokkeklare aftale signeret af klinikchefen.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) skriver til Ritzau, at hun “meget berørt” og at drabet er “dybt tragisk”.

Nu ville det være interessant, hvis der også fulgte handling med disse ord. Det er nemt og gratis at være berørt og at anse drabet for tragisk. Men hvilke konkrete skridt medfører det? Det ville være en god idé at få fyret op under 10-årsplanen for psykiatrien, hvor beløbet ganske tydeligt er afsat i regeringsgrundlaget “Ansvar for Danmark” fra december 2022, siderne 18 og 19:

Ny 10-årig psykiatriplan
Psykiatrien skal løftes, og vi skal løfte den samlede indsats på tværs af sektorer, både i forhold til mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser. På baggrund af Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-års plan vil regeringen prioritere yderligere 3 mia. kr. til indsatser over den samlede 10-årige periode, således at planen er fuldt finansieret. Bevillingen kommer oven i løftet af psykiatrien i den foregående regeringsperiode. Den ekstra og historisk store investering i psykiatrien vil betyde, at vi om 10 år har øget bevillingen til området med 4 mia. kr. hvert år. Regeringen vil præsentere et udspil og invitere til forhandlinger blandt Folketingets partier.

Nyt nationalt råd har ikke travlt?

17. maj skrev Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside, at der er nedsat et nyt nationalt råd, der skal følge implementeringen af 10-årsplanen. Jeg ved ikke, om jeg har sovet i timen, men jeg synes ikke, der sker noget, og jeg er efterhånden ved at være ret utålmodig. Endnu et drab i psykiatrien aktualiserer behovet for handling.

Nyt nationalt råd skal følge 10-årsplanen for psykiatri og mental sundhed
Sundhedsstyrelsen inviterer en bred række af organisationer til at deltage i et nyt nationalt råd for psykiske lidelser og mental sundhed. Rådet skal være med til at sikre, at de igangsatte indsatser under 10-årsplanen kommer godt fra start, og at de gør en forskel. Samtidig er der nedsat en række faglige arbejdsgrupper.

Af Sundhedsstyrelsens og Socialstyrelsens faglige oplæg til psykiatriplanen fra januar 2022 fremgår blandt andet: “Den indsats, vi i dag tilbyder, er præget af manglende sammenhæng, utilstrækkelig kvalitet og mangelfulde indsatser. Hvis vi skal komme den markante ulighed til livs og gøre en mærkbar forskel for mennesker med psykiske lidelser, er det et sygdomsområde, som skal prioriteres de næste mange år.”

Klarere kan det næppe siges og det ville aldrig ske på kræftområdet. Kræftens Bekæmpelse havde rullet sig rasende ud. Psykisk sygdom er lavstatus og nedprioriteret, og patientorganisationerne har ikke tilstrækkelig gennemslagskraft.

60 artikler rubriceret under “Psykiatripolitik”

Drabet på Brøndbyøstervej 160

Siden den 10. juli 2015 har jeg skrevet 60 artikler, der alle har fået kategorien “Psykiatripolitik”, men da jeg “bare” er bruger, har de selvfølgelig ingen betydning nogen steder. Til tider overvejer jeg at give op, for hvad gavner det?

Drabet på Brøndbyøstervej får mig til at fortsætte lidt endnu. Endnu et menneske kommer ikke hjem til familien. Det kan ikke blive ved.

Ledende overlæge på A2 Psykiatrisk Center København, Jeppe Nygaard Perrild, skriver blandt andet på sin Facebookprofil:

“Vi går alle på arbejde hver dag for at behandle og passe på vores mest udsatte psykisk syge i landet. Vi ofrer nattetimer, vi ofrer helligdage, juleaftner mm., for at være der for dem, der har mest brug for os. Men alligevel er der uskyldige mennesker og ansatte der ikke kommer hjem, fordi man i så mange år har tilsidesat og udsultet psykiatrien på det groveste.

Hvad er det for et land vi lever i, hvor man tilsidesætter indsatsen for vores svageste og det ender i tragedie på tragedie. Hvis der ikke snart er nogle på højeste niveau, der tør tage ansvaret, tør tage bladet fra munden, så ender det endnu mere galt end allerede er. Jeg kan ikke holde tanken ud at en kollega i dag er dræbt og ikke kommer hjem til sin familie. Jeg sender mine dybeste tanker og dybeste medfølelse til de efterladte.”

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.