Indlæg

, ,

Puslerier

At hygge mig

PSI-indlæggelse

Jeg er hjemme igen, og det er dejligt. Endnu engang har 808 lappet mig sammen. I denne omgang tog det heldigvis kun fem dage. PSI-konceptet er genialt!

Jeg kan uden videre komme og “få ro på”, som det hedder sig. Jeg kan komme direkte derud uden at skulle via modtagelsen i Glostrup. Jeg taler med en læge ved indlæggelse og udskrivelse som ved en ordinær indlæggelse, men ellers er jeg lidt overladt til mig selv. Det betyder, at jeg selv skal medbringe og styre medicin, og at jeg ikke kan få individuelle tilbud hos fysioterapeut og ergoterapeut. Bortset herfra indgår jeg i afsnittets dagligdag.

Jeg har lagt mærke til, at mit ur nærmest er indstillet til afsnittets døgnrytme. Kl. 12:58 opdager jeg, at det snart er tid til gåturen efter frokost…

Puslespil

For at aflede tankerne fra dødningehovederne har jeg købt tre puslespil. Flyt fokus, flyt fokus. Jeg er virkelig ikke ret god til at lægge puslespil, men her til formiddag kom der vitterligt hul på det første. Jeg klapper tilfreds på hver en brik, der passer ind i sammenhængen, og pludselig er der gået tre timer.

C på afdelingen kunne bare det med at lægge puslespil. Jeg vil øve mig og prøve at blive lige så god som hende. Hun kunne se på en brik blandt 100 og sige “den skal ligge der”. Sikke en evne at have. Jeg har også en ven, der lægger adskillige puslespil på 1.000 brikker, som for mig at se er helt umulige, men fremad det kommer hun. Hvis jeg træner, bliver jeg også god. Indtil videre hygger jeg mig bare med spil på 500 brikker.

Bilka

Under indlæggelsen har jeg fået styr på det inde i hovedet:

  • Andre mennesker går til jobsamtale og er bange for ikke at få jobbet. Jeg har det modsat: jeg er bange for at få jobbet.
  • Jeg vil sige det, som det er: jeg er overvældet over butikkens størrelse og bekymret over, om jeg kan finde rundt blandt de 15.000 varenumre. Hvis de på den baggrund siger, at så kan de ikke bruge mig, så siger vi bare pænt tak for samtalen, og det var ærgerligt.
  • Det skal siges, at jeg på afdelingen traf en sygeplejestuderende, der tidligere havde været i Bilka og roste virksomheden til skyerne. Det giver mig selvfølgelig lidt mod på tanden.
  • De første tre måneders ulønnet praktik må vise, hvordan det går. Jeg håber selvfølgelig at kunne leve op til kravene, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, men kan jeg ikke, vil det ikke være med livet som indsats.

POV International

POV International har godtaget mine første to artikler:

  1. Den store kønsforvirring
  2. ECT som mirakelkur

Artikel nummer tre er i støbeskeen, men den driller. Den skal handle om omkostninger i psykiatri og kommune i et forløb som mit. Fokus skal være politisk og ikke “ih hvor er det synd for mig, se hvor dyrt det har været”. Jeg har sendt version to til redaktøren og er meget spændt på, hvad han siger, efter jeg startede helt forfra med det blanke papir.

Der er en stor tilfredsstillelse i at få udgivet noget på skrift, udover det jeg selv udgiver. Jeg håber, jeg kan blive ved at finde emner. Forslag modtages meget gerne.

808 tur/retur

PSI-indlæggelse

Jeg tudede mig gennem to samtaler i distriktspsykiatrien. Anden gang syntes min kontaktperson, det ville være relevant, at jeg gjorde brug af PSI-pladsen. Hellere for tidligt end for sent. Jeg har også en veninde, der skubbede på. Jeg har gode mennesker omkring mig!

Formålet med PSI-pladsen er netop at tage tingene i opløbet på fem dage, inden det ender i endnu en lang reel indlæggelse.

Alligevel sad jeg hjemme med listen over kriterierne og overvejede, om jeg havde det dårligt nok til at belaste systemet igen kun to uger efter udskrivelsen.

Endelig kom jeg ud ad døren.

Baggrunden

Jeg skal til samtale i Bilka i Hundige, som er et meget stort sted. Jeg har mareridt bare ved tanken om at finde rundt der, eller rettere ved tanken om ikke at kunne finde rundt der. Mine spatiale evner er lig nul, og jeg kan fare vild på et hovedstrøg på Frederiksberg, selvom jeg bare skal lige ud.

Jobbet vil gå ud på at være en del af “Bilka to go”, hvor kunderne på nettet eller på en app kan bestille blandt de 15.000 varer i sortimentet. Bestillingerne skal afgives inden kl. 10:00 og skal være klar til afhentning kl. 14:00. I den mellemliggende periode skal kasserne så pakkes, og det forestiller de sig, at jeg skal gøre… vel sammen med en del andre?

Jeg har haft så meget angst ved tanken om end ikke at kunne klare den opgave. Veninder og medarbejderne på 808 har gjort alt for at fortælle mig, at der vil være en periode med oplæring, at man ikke forventer perfektion fra dag et og så videre. I mit hoved bliver det til “hvis jeg ikke engang kan klare det, hvad kan jeg så?” Det er forfærdeligt, når angsten tager over. Jeg har heldigvis ikke klinisk angst, mit er sådan set bare at være bange som i ræd.

Et er angsten et andet er sorgen

Jeg sørger over min sociale deroute. I 1990 blev jeg færdig som jurist og virkede i staten med alle mulige former for opgaver i 23 år; primært resultat- og økonomistyring samt ledelse af IT-projekter. I 2013 blev jeg afskediget fra Moderniseringsstyrelsen grundet sygdom.

I 2014 fik jeg diagnosen bipolar affektiv sindslidelse, og i 2016 blev jeg tilkendt fleksjob. Samlet set er det altså bare gået ned ad bakke siden 2013.

Jeg har kæmpet og kæmpet for at finde en plads til mig på fleksjobmarkedet, men det er lettere sagt end gjort. Kommunen v/ jobcenteret har været ekstremt behjælpelige, men alligevel er det ikke lykkedes at finde det rigtige.

Jeg er nu på vej til at tage hul på den sjette “ansættelse” (inklusiv diverse praktikker) siden januar 2016, så kræfterne er  ved at være brugt op.

At løfte blikket

Men jeg skal videre, for alle muligheder på jobmarkedet er ikke udtømt, det vil sige, at jeg ikke kan komme i betragtning til førtidspension. Nu om dage skal man have mistet både arme og ben for at komme i betragtning, og det har jeg jo heldigvis ikke. Jeg har bare to psykiske lidelser.

Første skridt er at gå til jobsamtalen og så i øvrigt undlade at oversælge mig selv, hvilket jeg har en tendens til. Jeg lyver aldrig; jeg er bare god til at sælge mig selv. Det skal jeg bare ikke gøre denne gang.

Jeg er nødt til at sige, at jeg er bange for de 15.000 varer, de 27 slags gulerødder, som der sikkert er, og de lange gange, når jeg kan fare vild i en telefonboks.

Psykiatrien når den er bedst

psykiatri

Da Gert spillede for Gurli

Navnene er naturligvis opdigtede!

En patient trak sig ofte ind i sig selv og var næsten ikke til at komme i kontakt med. Alle de øvrige patienter var på den traditionsrige aftentur rundt om matriklen – sølle 1 km. men lidt har også ret. Gert greb guitaren og spillede og sang for Gurli, sange fra hendes tid, som hun kunne synge med på, måske fordi hun havde hørt dem i Giro 413. Pludselig fik han hul igennem, og hun sang med, og der kom liv i øjnene. Jeg nåede at overvære en snip af det, og jeg var rørt. Det er psykiatrien, når den er bedst!

Vi holder håbet for jer

Min kontaktperson fortalte bl.a., at et statement blandt personalet er “Vi holder håbet for jer, mens I er indlagte og giver det tilbage til jer ved udskrivelsen”. Jeg synes, det er flot og fornemmer det selv, nu hvor udskrivelsen nærmer sig. Måske er det smuk snik snak, for jeg har også håbet de andre 11-12 gange, jeg er blevet udskrevet? På den anden side set nægter jeg at opgive håbet, for så kan jeg lige så godt gøre billederne til virkelighed! Jeg ved ikke, hvad det er for et håb, vi taler om, men jeg kan godt lide formuleringen.

Jeg tror ikke på recovery, som betyder “at komme sig”. Jeg kommer mig aldrig. Jeg bliver aldrig medicinfri osv., men mindre kan også gøre det. Hvis jeg nu kunne få et godt liv på de givne betingelser, ville jeg egl. være tilfreds. Det bliver ikke noget stort liv, men et lille liv kan også gøre det. Måske er det håbet?

At være hjemme

Lige nu sidder jeg igen hjemme ved eget lækre tastatur, egen super pc osv. Jeg elsker mit hjem, men synes også, det er svært at være her, men sådan er det altid efter en indlæggelse. I nat skal jeg overnatte herhjemme. Jeg er spændt og glæder mig til at mærke egen kugledyne og til selv at kunne beslutte om vinduet skal være åbent eller lukket. Når man deler værelse, må man indordne sig. Jeg har haft verdens bedste roommate, for hun sover stille som en mus, ikke en lyd kommer der bag “foldevæggen”, men det er trods alt en ung pige, der er som en Duracellkanin og 35 år yngre end mig. På et tidspunkt var der mange unge på afsnittet, og jeg følte mig forkert og gammel.

Jeg skal i gang med noget! Jeg skal lette røven for nu at skrive det lige ud, men det er svært for mig. En medarbejder foreslog mig at kigge på Dansk Vandrelaugs hjemmeside. Jeg fik kvalme med det samme, jeg slog op på siden: flokke bestående af 15 glade vandrere poserede på hele hjemmesiden. Hallo – jeg har Aspergers, den slags kan jeg ikke. Det faldt mig ikke ind at ringe til turlederne og spørge, om der altid var så mange deltagere? Jeg kan jo godt være social i små grupper. Jeg har lige bevist det i en måned. I virkeligheden er jeg måske vældig social i små grupper, jeg har bare bildt mig det modsatte ind?

Opgaven i dag/i morgen formiddag er at undersøge forskellige former for frivilligt arbejde. Min kontaktperson synes, jeg skal være besøgsven. Hun har fat i noget, for mens jeg læste, var jeg fængselsbesøgsven for en fange i Herstedvester, og det gik rigtig godt. Det kunne jeg måske genoptage?

Indtil videre bestiller jeg fem fede puslespil og finder mine vandresko frem. De kan da bringe mig Damhussøen rundt.

Udseendet

“Jamen du ser jo godt ud” siger de dejlige mennesker, der besøger mig. De mener ikke mine glatbarberede ben, mit nyklippede hår og de studsede øjenbryn. De mener, at jeg ligner mig selv. Det gør jeg sikkert også. Det er kun medarbejderne, der kan se, om jeg er træt og trist, og det er kun dem, der hører om smerten over billederne, filmen, musikken, skyggerne, tankerne osv. Det er kun dem, jeg fortæller, at nu har jeg behov for sovemedicin, for nu har jeg igen ligget i to timer og set på billederne.