Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup
Efterlysning i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne”
Indholdsfortegnelse
Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup
Efterlysningen er i dag bragt som en redaktionel artikel på Sjællandske Nyheder på forsiden af deres hjemmeside (desværre bag betalingsmur) og på forsiden af Villabyernes papiravis (Gentofte- og Hellerup-området).
Jeg skrev til dem og sendte et link til min første artikel og spurgte, om de ville hjælpe mig.
Redaktør Jesper Bjørn Larsen fra Ordrup vendte hurtigt tilbage og spurgte, om jeg foretrak et læserbrev eller en redaktionel artikel? Jeg foretrak selvfølgelig en redaktionel artikel, da mit gæt er, at succesraten er højere ved en sådan end ved et læserbrev.
Jesper har været utrolig sød og hjælpsom. Jeg tror, han finder min historie interessant, og at det er årsagen til, at han gerne vil hjælpe.
Hvis vores fælles forehavende lykkes, har jeg lovet at give kager, og så skal vi på besøg på adressen, hvor der nu er en vuggestue. Eller rettere: det var der i sommeren 2006. Der kan være sket meget siden da.
Hvis det lykkes, skylder jeg også psykologen kager, for idéen var hendes. Den slags er jeg ikke tilstrækkeligt idérig til.
Jeg er allerede blevet ringet op af en ældre herre fra Ordrup. Han vidste ganske vist ikke noget, men ville gerne sætte sine jungletrommer i gang. Hans datter arbejder i en institution i Hellerup. Hun har måske set et billede af Tordenskjold …
Der må da være nogen og noget
Jeg kan ikke forestille mig, at der slet ikke findes nogen, der kender stedet – eller bare kender nogen, der kender nogen. Det kan være en søn eller datter af en medarbejder, eller et barnebarn af en medarbejder, en nabo eller … Bare en eller anden – gerne flere.
Jeg kan heller ikke forestille mig andet, end at man et eller andet sted har skrevet noget om børnene. Vi taler trods alt ikke om stenalderen, selvom jeg er oppe i årene. Det har ikke været i det enkelte barns journal, jfr. at min ikke giver andre oplysninger end ankomst- og udleveringsdato, og min fars navn og adresse. Måske havde man en lille bog, der omhandlede alle børnene på en gang?
Der er selvfølgelig den risiko, at man ved “Dear Homes” lukning ikke har anset materialerne for bevaringsværdige og sendt dem til kassation. Jeg har selv været med til at kassere ting og sager, for man kan jo umuligt gemme alt.
- Giver artiklen intet, foreslog Jesper Bjørn Larsen Gentofte lokalarkiv. Det er god idé.
- Da jeg for mange år siden (2005 eller 2006) lokaliserede adoptionssagen, var jeg fuldkommen grøn udi arkivvæsen og arkivalier. Jeg anede ikke en brik om noget, men jeg fik et tip om at henvende mig til “Forsorgsmuseet” i Svendborg, der dengang var ledet af Maria Rytter, som guidede mig på sødeste vis. Og jeg fandt sagen! Hun er sikkert gået på pension, og jeg ved, institutionen har skiftet navn, men den må kunne findes, da jeg ved, den fortsat ligger i Svendborg. De kan måske give nogle tips eller måske ligefrem have konkret viden. Der må være nogen, der ved noget om “Dear Home”.
Da jeg stadig skrev ansøgninger, plejede jeg at skrive, at jeg var “ihærdig”. Det er et lidt pænere ord for pissestædig. Den egenskab tager jeg frem igen. Jeg giver simpelthen ikke op. Det skal lykkes.
Fire skærmprint af artiklen
Redaktøren hos “Villabyerne” sendte skærmprint, idet han ikke havde mulighed for at sende mig et gavelink, jeg kan dele med jer. De fire billeder herunder er de fire skærmprint. Helt kønne er de ikke. Men det fås ikke bedre.
God læselyst.
Ved du noget? Vil du hjælpe? Kender du nogen, der kender nogen?
Rammer mine artikler dine interesser?
Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Trackbacks & Pingbacks
-
[…] onsdag den 17. april, hvor redaktør Jesper Bjørn Larsens redaktionelle artikel var i lokalavisen “Villabyerne”, er der tilføjet adskillige brikker til mit personlige […]
-
[…] til at tale med hende. Jeg prøver at være lige sådan, når jeg opsøger mennesker, der har kendt mit børnehjem “Dear Home”. Jeg prøver simpelthen at kopiere hende, for jeg kan jo se, at det […]
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Ja, det er virkelig pudsigt, og var jeg blevet ansat der, havde jeg formentlig vidst en del mere om stedet.
Heldigvis har du så alligevel fået respons på din søgning. Det glæder mig på dine vegne! Ikke mindst er det godt, at dine bange anelser er blevet manet i jorden.
@ Glennie
Er du så uddannet pædagog?
Jeg er utrolig glad for den respons, jeg allerede har fået. Jeg havde ikke troet, det var muligt. Nu forestiller jeg mig, at der vil falde flere appelsiner ned i min turban inden så længe.
Det giver en eller anden ro at vide, at det var et godt sted, og at børnene havde det godt. Og så de 16 billeder …
Ja, jeg blev uddannet fra Københavns Børnehave Seminarium i 1992. Når jeg om 2 år går på efterløn, har jeg arbejdet med vuggestuebørn i 34 år, så jeg ved lidt om, hvor essentielle de første 3 år i et barns liv er….
@ Glennie
Åh hvor er det spændende. Og du ved ikke bare “lidt” om, du ved “alverdens” om de første tre år af et barns liv. B. som jeg traf i søndags er også pædagog.
Da jeg senest var hos psykologen, fik jeg hende til at forklare lidt om tilkytningsteorierne. Og lige præcis af den grund gør det mig meget glad at se og høre, at der var faste teams, at en medarbejder var ansvarlig for sin stue med kun fem børn hun kaldte “sine”. Jeg troede jo, det var som i Nicolae Ceaușescus Rumænien. Men jeg kan se på min personlighed og tilgang til andre mennesker, at de skal igennem lidt af en “skærsild”, før jeg stoler på dem. Så i de første år har der trods alt manglet noget “sikker tilknytning”. (Nu kan det være jeg vrøvler; du ved meget mere om dette, end jeg gør).
Jeg tror bestemt, at du har ret i, at en artikel kan give større respons end et læserbrev. Der må være nogen, der enten har arbejdet på stedet, eller har boet der, der kan huske noget. Spørgsmålet er jo selvfølgelig så, om de ser din bøn om oplysninger…
Som en lille kuriositet kan jeg fortælle, at jeg faktisk midt i halvfemserne overvejede at søge en pædagogstilling i vuggestuen på Sofievej, og var derude og blive vist rundt. Det var en rigtig hyggelig villa med en dejlig gammel have. Så vidt jeg erindrer var der tre vuggestuegrupper fordelt på stueetage og 1. sal. Og på anden sal – fik jeg fortalt – boede den forhenværende leder. En dame i nærheden af de firs.
Jeg kan ikke lade være at tænke på, om hun i sin tid også kan have været ansat på børnehjemmet. Det er ikke helt umuligt, idet en del pædagoger i vuggestuer for 30- 40 år siden var uddannet på et såkaldt småbørnsseminarium. I modsætning til et Børnehaveseminarium var småbørnspædagogerne specielt uddannede til at beskæftige sig med børn i 0-3 års alderen – og jeg tror ikke, at det var helt usædvanligt, at nogle af dem var ansatte på børnehjem før i tiden. Desværre lever den pågældende leder fra Sofievej Vuggestue jo næppe mere.
@ Glennie
Det er så utroligt. Nu skal du bare høre:
1) I går var jeg til en kop kaffe hos Birgit, der var i erhvervspraktik på Dear Home i 11/1964. Hun kunne fortælle lidt, men havde selvfølgelig ikke så stor viden, da hun kun var en pige på 14 år, og kun var der en uge.
2) I dag var jeg til en hel kande kaffe hos Bodil, der var ansat otte måneder på “Dear Home” i 1964/65. Den eneste grund til, at hun ikke var der et år og otte måneder var, at hun kom hurtigere ind på pædagogseminaret end ventet.
Jeg har simpelthen fået 16 originale s/h billeder med hjem fra stedet sammen med en fortælling om, at det var et dejligt sted, hvor børnene havde det godt, og hvor personaleudskiftningen var lav. Medarbejderne boede på stedet og de havde det rart og sjovt med hinanden. Der var faste team i små grupper på fem børn. Mine skræmmebilleder er fuldkommen manet til jorden. Det er utrolig dejligt.
Det er muligt, at jeg er på et af billederne, og at Bodil således har passet mig. Men det gør ikke så meget (selvom det kunne være sjovt) – det vigtige for mig er at se stedet som sådan.Jeg har jo nærmest forestillet mig noget a la børnehjemmene i Nicolae Ceaușescus Rumænien med sovesale osv. Sådan var det slet ikke.
Den “forhenværende leder”, der boede på anden sal kunne være hende, der efterfulgte den forstanderinde, Lydia Thomsen, der døde, da Bodil var der. Forstanderinden kaldtes “plejemor”.
Hvor er det sjovt, at du har overvejet at søge en stilling der. Nogle gange krydses veje på de finurligste måder.