,

Slægtsforskning er et håndværk

Slægtsforskning er et håndværk

Det drejer sig om læreprocesser

Slægtsforskning er et håndværk

Som så meget andet, hvor man skal bruge hovedet – eller lad mig nu bare kalde det hjernen – så er slægtsforskning et håndværk. At blive jurist eller socialrådgiver eller noget helt tredje bogligt er også et håndværk. Drejer det sig om jura, kalder vi det “juridisk metode”. Hvad det kaldes i andre fag, er jeg ikke klar over, men der findes pendanter.

Hvis man gerne vil være jurist, må man øve sig. Ikke på millioner af regler (måske lige bortset fra at man skal vide, hvad der står i straffelovens § 237 og sådan …) men på den juridiske metode. Det er en læreproces.

Når man har forstået metoden, kan man løse dusinvis af komplekse juridiske problemer. Og det er her jura og slægtsforskning ligner hinanden. Og det samme gør sig helt sikkert gældende for andre fag. Jeg kender dem bare ikke. Men det er jeg ikke i tvivl om, at mine læsere nemt selv kan tænke sig til.

Hvis man gerne vil være slægtsforsker, må man også øve sig på samme måde, som man må øve sig i alle mulige andre håndværk.

Hvordan kommer man i gang?

Processen er lidt lang, men den er afkortet en del, siden jeg startede i 2003, fordi der findes så mange guides online. Rigsarkivets hjemmeside er jo en guldgrube. De har stillet så mange hjælpemidler til rådighed, at man kan komme virkelig langt blot ved at orientere sig lidt på deres hjemmeside.

Herudover er der et par bøger, jeg mener, man ikke må snyde sig selv for at ofre lidt penge på, fordi en læreproces, hvor man har en trykt bog på skrivebordet, simpelthen er anderledes end den hurtige fremsøgning af et resultat på internettet.

Al forskning viser, at hvis man gerne vil tilegne sig blivende kompetencer, går det bedre, når man har en trykt bog ved hånden.

For mit vedkommende drejer det sig om:

  • “Find din slægt – og gør den levende”, der er en guldgrube. Jeg ved stort set ikke, hvad man ikke kan slå op her. En trykt bog kan selvfølgelig ikke følge med fremkomsten af diverse hjemmesider, men det er heller ikke bogens styrke, for de udgør jo primært kilder. Det er i stedet information om paternitetssager, skilsmisser, dødsfald, de almindelige regler for kirkebogsføring, åbenbart skrifte, verdslig mægling osv. osv.
  • “Sogn Herred Amt” som udgør et visuelt billede af amterne, herrederne og sognene. Det er altid skønt at slå sogne op i krabsen.dk, men den viser ikke sognenes indbyrdes placering, helt konkret: hvilke sogne er nabosogne til fx Højby i Ods Herred, Holbæk Amt?

Man må starte et sted, hvis man vil forske i sin slægt, og hvis man vil lære at gøre det rigtigt. Og “rigtigt” er ikke at få resultaterne serveret, det er at vide, hvordan man når frem til resultaterne, således at man med den næste person er klar over, hvilke værktøjer, der kan tages i brug.

Det skønne ved slægtsforskning er blandt andet, at man aldrig bliver færdig: der er altid et anepar mere at finde, og der er altid endnu en kilde at lære at kende. 

Nu har jeg gået længe nok som katten om den varme grød – og nu får jeg sikkert verbale tæv:

Jeg deltager i forskellige grupper, hvor jeg mener, de dygtige, fantastiske hjælpere af og til (faktisk ofte) gør de nye slægtsforskere en bjørnetjeneste (i ordets oprindelige betydning = ingen tjeneste).

1) Spørgerne burde udfordres på deres kundskaber til at læse gotisk eller skråskrift. Det kunne ske ved, at man stillede som krav, at spørgeren altid skulle fortælle, hvad de selv læste. Altså “Jeg læser. “Inderste Hans Hermansens Enke …” ” osv. Læser de ingenting er det selvfølgelig forståeligt og tilladeligt.

Det kan være næsten angstprovokerende at fremlægge det, man selv er kommet frem til. Sådan kan jeg nemt selv have det. Jeg synes, jeg udstiller min uvidenhed. Men gør man ikke selv et forsøg, lærer man det aldrig. Det er for nemt at skrive “Jeg kan ikke læse det – kan I?” for det kan de jo utvivlsomt.

2) Svar på det, der bliver spurgt om og ikke mere. Slægtsforskere er ufatteligt hjælpsomme mennesker, men vil vi lære de nye noget, skal vi lære dem metoden, vi skal ikke forære dem resultatet. Spørger Peter om at finde en vielse, skal man faktisk ikke finde vielsen til Peter. Man skal vejlede om, hvordan han selv kan finde vielsen.

Og man skal heller ikke finde vielsen og supplere med barnefødsler, skilsmisse og dødsfald og en anetavle tilbage til Gorm den Gamle. Det skal han selv finde, og det er jo også det, der er det sjove. Kan han ikke, må han stille et nyt spørgsmål.

Det er en proces med mange trin, men får han det hele forærende, lærer han ikke metoden. Og så bliver han ikke selv i stand til at arbejde med de næste personer. Altså må han spørge i en uendelighed. Det er utilfredsstillende for alle parter.

3) Arbejder man sig ikke selv møjsommeligt frem, får man heller ikke lært noget om kilder og kildekritik. Og kilder er ikke at finde en Hans Jensen på MyHeritage, der “ser rigtig ud”, og så er det nok ham.

4) Ovenstående er blot eksempler – men jeg håber, de belyser skismaet mht. slægtsforskningens metoder og læreprocesser, som i virkeligheden drejer sig om proces contra resultat. Vil man forske i sin slægt, må man lære sig processen. Så er resultaterne lidt længere undervejs – i begyndelsen; til gengæld kan man selv næste gang, og det vil sige, at henover årene er processen ikke mere langsommelig.

Og så kan man kalde sig for slægtsforsker. Og hvem vil ikke gerne det?


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

8 Svar
  1. Jonna
    Jonna siger:

    Jeg var engang den nye, der lidt for kritikløst, men i god tro, fik en masse navne serveret på MyHeritage. Jeg fik en pæn s….balle af en garvet slægtsforsker! Det startede min læringsproces.

    Jeg har af og til bedt om hjælp på Facebook, men har absolut fordybet mig i alle mulige tilgængelige arkivalier. Ikke altid lige let med en familie, der har helt almindelige navne som fx Hans Jensen, Lars Olsen osv, men det lærer man nu også en masse af.

    PS:
    Min begynderfejl betød, at jeg måtte slette godt 3.000 navne i mit slægtstræ.
    Det gør man ikke gerne igen.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jonna

      Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Præcis – det handler om læring og læreprocesser!

      Ja, man må rydde op i sit “skrammel”. Det er jeg selv i gang med. Hvis du skulle have lyst at læse med, kan du se en række artikler om det her: https://stegemueller.dk/tag/oprydning/

      Svar
  2. Per Andenæs
    Per Andenæs siger:

    Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal begynde, men det er et SUPER indspark, du har skrevet.

    Jeg kunne ikke sige det meget bedre, og jeg vil også gerne hjælpe, og sommetider kan jeg også stirre mig blind på en sætning eller et ord, men sådan er det.

    Rigtig god weekend.

    Mvh. Per

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Per

      Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Også god weekend til dig!

      Svar
  3. Peter Nielsen
    Peter Nielsen siger:

    Super gode kommentarer, specielt om at prøve. Men der er det vigtigt, at der er et trygt læringsrum, dvs. at man kommenterer løsningen og ikke personen.

    Angående håndskrift vil jeg anbefale ældre skolebøger – jeg haft meget glæde af min mors skolebøger fra 1930’erne og mine egne fra 1960’erne, men jeg kan jo også både skråskrift og blokskrift.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Peter

      Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Præcis – og jeg skriver netop ingen steder, at man ikke må spørge, eller at det skal være utrygt. Det vigtige er at prøve og at øve, for ellers lærer man aldrig noget!

      Svar
  4. Charlotte (Uglemor)
    Charlotte (Uglemor) siger:

    Jo, jeg er enig. Det er et håndværk, og vi kan alle blive bedre. Hjælp tl læsning osv. forudsætter at den der spørger, selv har prøvet, og spørger om hjælp til konkrete ord. Allerbedst som du siger ved at skrive: Jeg læser xxx, hvad siger I andre.
    Når det er sagt, så er jeg nu glad for den hjælp, jeg fik, da jeg selv var kørt fast. Der fil jeg hjælp fra en dame, der havde fattet lægdsrullernes opbygning – noget, jeg bare ikke kan få ind i mit hoved. Så der er en del af slægtsforskningen, jeg aldrig kommer videre med uden andres hjælp, og det er vel også OK? Jeg har heller ikke bygget hele mit hus selv 😉

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Charlotte

      Jamen jeg synes da heller ikke, jeg nogetsteds skiver, at det ikke er i orden at bede om hjælp. Det gør jeg da også, jeg er bare flyttet over i Forum, hvor de dygtige supportere svarer på det, jeg spørger om og ikke andet.

      Jeg forsøger at formidle, at man skal prøve selv, og når man giver op, er det fint at spørge til metoden – ikke til resultatet.

      Jeg har endnu heller ikke fattet det med lægdsruller. Men jeg har heller ikke forsøgt fx at sætte mig ind i systemet ved at læse enten i “Find din slægt – og gør den levende” eller i RAs guide til lægdsruller. Shame on me.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *