Jeg skal ikke på plejehjem!

Jeg skal ikke på plejehjem!

Parolen var “Længst muligt i eget hjem”

Jeg skal ikke på plejehjem

Om den parole fortsat er gældende, er jeg ikke klar over, men faktum er, at jeg bliver her. Jeg skal ikke på plejehjem og spille ludo. Det føler jeg mig simpelthen for god til; det er under min værdighed.

Jeg vil være hjemme hos mine egne ting, ved mine egne vinduer og ved min egen computer, der udgør grundstammen i mit liv. Andre kan mene, det er underligt, men ikke desto mindre er det sådan, det er. Det er det, der gør mig glad og tryg.

Måske skal jeg så ligge i min egen afføring, men det gør jeg hellere hjemme i min dejlige lejlighed end på et eller andet plejehjem, hvor det er “underklassen”, der er ansat (jfr. Nye Borgerlige i “Altinget” den 21. oktober 2022).

Da jeg troede, jeg var dement

Jeg glemmer det aldrig. Jeg må have været i en (nær)psykose?:

Engang i 2018 eller 2019 var jeg oppe midt om natten. Jeg ville lave kaffe, men jeg kunne ikke huske, hvordan man gjorde, skønt jeg har lavet kaffe på gammeldags manér siden 1. august 1980. Det giver rundt regnet 100.000 kopper kaffe – men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det.

Og jeg lagde brødkniven på plads i køleskabet. Jeg var klar over, at der skulle den ikke ligge; samtidig kunne jeg ikke finde andre placeringsmuligheder.

En del af mig var altså helt væk, men en anden del af mig var smerteligt bevidst, at dette var helt galt. Jeg var simpelthen så bange for, at jeg nu var dement eller bare på vej til at blive det. Samtidig var jeg klar over, at hvis jeg virkelig var på vej ad den vej, ville jeg ikke være klar over det. En virkelig dualisme.

Jeg var så bange, at jeg ringede til psykiatrisk afdeling på Brøndbyøstervej, der sagde, at jeg skulle pakke tasken og komme med det samme. Og det gjorde jeg selvfølgelig i tryg forvisning om, at de både kunne og ville tage sig af mig. Og det gjorde de som så ofte før. De fik dysset det hele ned, men frygten sad i mig. Og af og til kan jeg genkalde den, når jeg rækker ud efter endnu en pakke blå Irma på øverste hylde.

Nu er jeg glad, for jeg ved, at det var en ubegrundet frygt. Jeg var ikke på vej til at blive dement.

Et stærkt mandskab hos FOA

TV2, som jeg ikke ser, har åbenbart vist en udsendelse om fuldkommen urimelige og frygtelige vilkår på et plejehjem i Køge. Jeg kommenterede tidligt på dagen de reaktioner, jeg havde set, og jeg pointerede, at jeg ikke havde set udsendelsen, men at jeg alene forholdt mig til omtalen af udsendelsen. Jeg skrev højt og larmende, at det, mht. netop de påpegede forhold på netop dette plejehjem, vel måtte være anses bevist vha. billeder, at forholdene for beboerne var utilstedelige.

Det skulle jeg aldrig have gjort, idet topfolk i FOA (Torben Hollmann og Brian Kobbenagel) blev ved med at skyde mig ting i skoene, som jeg aldrig nogensinde havde udtalt mig om. Jeg forholdt mig til, hvad jeg havde forstået på en række seere, som jeg fandt valide. Og det var jeg åben om. De fremturede med, at jeg fremkom med en generel kritik at samtlige deres medlemmer, hvilket jeg naturligvis aldrig kunne finde på. De, der læser med her hos mig, vil formentlig kunne genkende min profil.

Der blev formenlig brugt 20 kommentarer, før jeg fik dem til at holde mund. Til sidst måtte jeg skrive til Torben Hollmann: “Jeg har ALDRIG nogensinde skrevet om den generelle kvalitet, for det ved jeg intet om. Derfor kan jeg heller ikke besvare dine spørgsmål”. Det var svar på hans spørgsmål om mine holdninger til kvalitetsstandarderne. På et tidspunkt stoppede det heldigvis, og mit indtryk er, at jeg faktisk fik det sidste ord. I hvert fald holdt de kæft!

Jeg synes, det er trist, man ikke kan indgå i en saglig debat uden at få skudt udsagn i skoene, som man aldrig har fremsat. Debatten bliver noget helt andet end saglig. Facebook er et dejligt medie, men hvis man mener noget, med det man siger, skal man godt nok stå tidligt op. Men i dag var jeg nu også oppe 6:55, så de fik mig ikke.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

En privat sundhedsforsikring?

En privat sundhedsforsikring?

Sundhedsvæsenet i frit fald

En privat sundhedsforsikring?

Debatten om et sundhedsvæsen i frit fald gør indtryk, så jeg tænkte på at tegne en privat sundhedsforsikring, uanset at det er mig inderligt imod med den slags. Men da jeg ikke har andre, der kan passe mig, hvis der skulle ske noget, og hvis fællesskabet ikke kan, så må jeg jo selv sørge for det; en afledning af “Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu”.

Først tjekkede jeg, om mit medlemskab af P+ (tidligere JØP) indeholdt en sundhedsforsikring, men det gør den ikke, da jeg kun er medlem og ikke længere indbetaler til pension. De har aftale med “Gjensidige” og foreslog, at jeg kontaktede dem og forklarede dem det.

Psykiske lidelser

Inden jeg ringede “Gjensidige” op, læste jeg deres forsikringsbetingelser for den forsikring, der kunne være relevant og som ville koste 3.881 kr. årligt (= 323 kr. om måneden).

Gennemlæsningen afslørede, at jeg har for mange forudbestående lidelser til, at de dækker. Og selvfølgelig kan man sige, at “skaden” er opstået, længe inden de kommer ind i billedet, så hvorfor skulle de dække det? De ville jo påtage sig en stor risiko, som de ikke kunne gennemskue på forhånd. Endnu en afledning af “Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu”.

Generelt dækker de stort set ikke psykiske lidelser og da slet ikke hverken bipolar eller noget på autismespektret, som de begge betegner som “svære”. Det er endnu et helt konkret eksempel på, at det offentlige sundhedsvæsen efterlades med de sværeste tilfælde.

Selv synes jeg egentlig, at jeg er ret velfungerende, men et forsikringsselskab betegner mig altså som et svært tilfælde. Det efterlader mig med en lidt underlig følelse i maven og smag i munden.

Somatiske lidelser

Nå, men jeg kunne selvfølgelig også falde ned ad trappen, ud af sengen, blive kørt ned eller lignende. Man kan hurtigt blive udredt og behandlet på et privathospital, hvilket naturligvis kunne være dejligt, når det snart er der, sygeplejerskerne er at finde efter flugten fra de dårlige løn- og arbejdsvilkår i fællesskabet.

Udredning og behandling vil ske de steder, som selskabet har aftaler med. Man må selv sørge for transport, der er kortere end 25 km.

I telefonsamtalen spurgte jeg til, hvor det så konkret var og om de havde en oversigt over de steder? Det har da stor betydning, hvis man fx har brækket et eller andet og ikke har bil. Medarbejderen forklarede nok så venligt, at de ikke havde en oversigt, men hvis jeg havde problemer med fødderne, ville de ikke sende mig til en specialist i noget med hænder. De ville heller ikke sende mig til en håndkirurg, hvis jeg havde hjerteproblemer. Det øgede straks min gensidige tillid til selskabet …

De betaler opfølgende behandling i form af for eksempel fysioterapi, men antallet af behandlinger, de vil betale, er så lavt, at jeg ikke tror, det rækker. Og så kan jeg lige så godt betale selv med de 323 kr., jeg sparer hver måned ved ikke at tegne en sundhedsforsikring.

Forsikringsprincippet

Det er klart, at nogle må tabe, hvis andre skal vinde. Det ligger “lissom” i forsikringsprincippet. Og så skal der jo også være en sjat til selskabet og aktionærerne selv. Efter en gennemlæsning af forsikringsbetingelserne føler jeg mig bare ret overbevist om, at det er mig, der bliver taberen fremfor vinderen, og så kan jeg godt finde på noget andet at bruge næsten 4.000 kr. på årligt.

I fællesskabets forsikringsprincip, det vil sige bidrag til fælleskassen via skatten, er det også klart, at nogle må tabe, når andre skal vinde. Jeg kan bare bedre lide den model, men det handler selvfølgelig om politisk anskuelse.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

To timer hos psykologen

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

Jeg var hos psykologen i går, og det var så fedt! Der var gået næsten en måned siden sidst, så jeg havde en lang dagsorden, som jeg havde glædet mig helt vildt til at gå igennem med hende. Nogle gange når vi det hele; andre gange ikke, men jeg har som hovedregel prioriteret emnerne på forhånd. Det, vi ikke når, er nok ikke så vigtigt. Er det alligevel vigtigt, kan det gemmes til næste gang og tages frem igen. Jeg har mine noter; de kan genbruges.

Jeg havde medbragt regnearket, der lå til grund for tabellen i “Udtræk fra CPR-registeret” og prøvet at illustrere tallene lidt bedre, end det er muligt på hjemmesiden, printet ud i farver (efter at have kæmpet 1½ time med printeren…) og i det hele taget prøvet at gøre de mange tal operationelle. Jeg har altid syntes, det var sjovt at kommunikere tal til andre mennesker, så det har jeg brugt en stor del af mit arbejdsliv på. Tal kan – fornuftigt opstillet – fortælle mere end mange ord/historier.

Af en eller anden tåbelig årsag var jeg en lille bitte smule bange for, om hun ville grine af min autistiske hjerne og forkærlighed for tal, regneark, data og tabeller. På den anden side set: havde jeg nu for alvor troet, at hun ville have leet mig ud, havde jeg jo ikke medbragt det.

Det var mine egne fordomme om psykologer, der kom i spil. Det var ikke pænt. Jeg har kendt hende i syv år nu, så selvfølgelig lo hun ikke. Hun er også logiker. Tværtimod fik vi en fantastisk samtale om CPR-registerets udvisende, og jeg fik en masse forklaringer om, hvad der sker med børn – både dem med og uden autisme – på de forskellige udviklingstrin. Jeg har ikke børn og har dermed et en brik forstand på den slags.

Jeg var helt høj, da jeg bagefter gik til toget. Normalt siger man “Paris er vel en messe værd” (citat Henrik 4. af Frankrig). Jeg siger “Holbæk er rejsen værd”.

Når man konstant rykkes op med rode

(Herunder kommer mine forståelser af samtalen, altså det jeg har fået ud af det. Er det noget sludder, jeg nu udbreder for alverden, må du bære over med mig (eller forklare dig bedre 🙂 ) ).

Hvis et “normalt” barn konstant rykkes op med rode, knytter det sig ikke til nogen, hverken andre børn eller voksne, for et eller andet sted har det på fornemmelsen, at det ikke rigtig kan betale sig, hvis familien alligevel rykker videre om kort tid.

Det autistiske barn skal indledningsvist bruge lang, lang tid på at bringe sine erfaringer i spil, før det knytter sig til nogen. Autister sanser ikke så meget som ikke-autister men skal have styr på facts, fx hvordan verden plejer at se ud; dvs. sådan en form for “hvordan er reglerne mon her?”, “hvad kan jeg forvente af verden baseret på mine erfaringer?”.

Min “familie” flytter gennemsnitlig hvert 1,4 år, vi bor altså lige knapt 1½ år på hver adresse fra tiden efter min fars død i november 1972, til jeg selv tager kontrollen og flytter/flygter 1. august 1980. Derfor nåede jeg selvfølgelig aldrig nogensinde at få erfaringer, der kunne bringes i spil. Derfor knyttede jeg mig aldrig til nogen og etablerede aldrig venskaber bortset fra et på Sydfyn, hvor vi boede i 2½ år som den længste periode.

Vennen var en dreng, der boede om hjørnet fra min mormor i en by, der hedder Hårby fem kilometer fra min adresse, så når jeg besøgte hende, besøgte jeg i realiteten mere ham. Vi tegnede sammen, og han var dygtigere end mig, der knapt kan tegne en tændstikmand, og han blev da også senere en kendt hollandsk arkitekt. Venskabet blev bevaret helt ind i voksenlivet, til han døde for egen hånd for få år siden. Jeg var til begravelsen i Præstø, men jeg husker intet af det.

Vi (psykologen og jeg) fik meget mere ud af CPR-registerets udvisende på de 40 minutter, vi brugte på det. Men jeg stopper her.

Den delvise konklusion er:

De ting, jeg bakser med nu som en (halv-)gammel kone med at bevare relationer, er grundlagt i en meget tidlig alder. Jeg kan godt skabe relationerne, men i løbet af ret kort tid keder jeg mig som regel og så hører de op. Psykologen har herudover flere gange sagt “Det er svært at blive din ven”, og det er fuldkommen sandt. De få venner, jeg har, er kommet gennem et svært passabelt nåleøje – og det er jo ikke så godt. Ingen har godt af at leve på en ø.

Min klare fornemmelse er, at jeg på en eller anden måde ikke kender “reglerne for venskaber” og ikke rigtig ved, “hvordan man gør”. Folk svarer mig: “Jamen der er ingen regler”. Jeg er udmærket klar over, at “Lov om venskaber” hverken er skrevet eller vedtaget i Folketinget, men jeg savner den alligevel og overvejer, hvordan andre så finder ud af det? Hvor tit kan man ringe? Hvor længe varer et besøg? Er jeg kedelig at tale med? Hvis tur er det til at tale? Hvad skal jeg sige, når det bliver min tur? Og meget andet i den dur.

For at reparere på skaderne og måske blive lidt klogere har jeg købt bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler”. Den er skrevet af en amerikaner og sindssygt dårligt oversat, så på en måned har jeg ikke konsumeret mere end 43 sider. Alle oversættelsesfejlene gør, at jeg næsten ikke kan læse den. Egentlig er den skrevet som en “guide til teenagere med Aspergers syndrom”, så jeg er minimum 40 år for gammel, men det jeg trods alt har læst, virkede ret brugbart.

Jeg skal nok komme igennem den.

 

,

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisens indslag om inklusion

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisen havde et interessant indslag om inklusion her i tiåret for “inklusionsloven”. Der var billeder fra “Filsted” skole, men de må have ment “Felsted”, for der er ikke noget, der hedder “Filsted”.

Der havde man vældig succes med en ordning, hvor der var både en lærer og en form for pædagogisk konsulent tilstede i timerne. Børnene var af gode grunde begejstrerede, fordi de selvfølgelig kunne få dobbelt så meget hjælp, opmærksomhed og voksenkontakt.

Det blev oplyst, at det koster en halv million at have et barn i en specialklasse; men de sagde ikke noget om, hvorvidt det var årligt, om det var i hele barnets skoletid eller lignende.

Enhedslisten var imod inklusionsloven

Regeringen og KL indgik i 2012 aftalen om at inkludere flere børn med særlige behov i folkeskolens almindelige undervisning, jf. “Aftaler om den kommunale og regionale økonomi for 2013”. Aftalen havde som mål, at 96 pct. af eleverne i folkeskolen skulle modtage almindelig undervisning efter 2015. Tallet skulle stige fra 94,4 pct., jf. “Omstilling til øget inklusion” fra Undervisningsministeriet. Samlet betød det, at 10.000 specialundervisningselever skulle inkluderes i den almindelige folkeskole.

Enhedslisten stemte imod inklusionsloven (lov nr. 379 af 28. april 2012) – ikke fordi de var imod inklusion, men fordi de mente, at inklusionen kun ville lykkes, hvis der var de nødvendige økonomiske rammer for det. Partiet blev stemt ned, da det fremsatte beslutningsforslag om, at finansloven for 2015 skulle rumme midler, der bevirkede, at inklusionen kunne blive en succes, og der fx kunne etableres tolærerordninger.

Retrospektivt…

Det skulle altså tage 10 år, før bare nogle kommuner indser, at noget må gøres og tager skeen i den anden hånd.

Da jeg var barn, blev jeg ganske automatisk “inkluderet”, og det var ikke særlig sjovt.

  1. For det første blev jeg mobbet meget gennem alle årene i folkeskolen (fra 1970 til 1980), fordi jeg var så anderledes på stort set alle punkter:
    • fordi jeg på nogle klassetrin blev udnævnt til hjælpelærer,
    • fordi jeg kunne både læse og regne, før jeg kom i skole,
    • fordi jeg lærte hurtigere end de øvrige,
    • fordi jeg aldrig fik kammerater, eftersom vi flyttede konstant,og jeg nåede at gå i fem forskellige folkeskoler,
    • fordi jeg hadede fritidshjemmet og kun havde en ven der: hesten ved navn “Olga”, og
    • fordi jeg aldrig havde det “rigtige” tøj.
  2. Adskillige frikvarterer blev brugt på skoletoilettet (og sådan nogle er pr. definition ulækre, ildelugtende og fyldt med gennemblødte papirhåndklæder), og
  3. Det var ugleset, at jeg stort set ikke lavede lektier. Det havde jeg ikke grund til, for jeg gentog bare, hvad læreren havde sagt den foregående time. Andet forventedes ikke. Selvstændig tænkning blev der først behov for i de ældste klasser. Stilene, blækregningen og den slags blev jeg selvfølgelig nødt til at ordne.

Havde man dengang haft specialklasser for børn med særlige behov “til den gode side”, var jeg vel landet der, og det havde været langt bedre. Noget, der helt sikkert kunne være afhjulpet, var de sociale vanskeligheder. Måske var der nogen, der kunne have taget hånd om alt det, jeg ikke kunne. Det faglige var uproblematisk, og det var i vidt omfang problemet: det gjorde mig anderledes, og jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg kunne “blive som de andre”.

Drømmen om privatskole

Jeg husker tydeligt, at jeg drømte om at gå på privatskole, da jeg havde en forestilling om, at det sådan et sted ville være et mindre problem, at det faglige var uproblematisk. Men det var der selvfølgelig ikke penge til; med voksen-briller vil jeg mene, at der ikke blev prioriteret sådan. Om det er en fejlslutning, er jeg ikke klar over. Måske er jeg urimelig? Der er ikke nogen at spørge – og det er sådan set godt nok.

Jeg korresponderer med en anden med Aspergers syndrom, som også slægtsforsker. Vi er jævnaldrende. Hans oplevelse af folkeskolen er en helt anden: han var “ham den sære”, men han havde mange kammerater og let ved det sociale. Så man behøver ikke have haft en svær tid i folkeskolen, men mit klare indtryk er, at det var/er en prøvelse for mange på Autismespektret.

Mine drømme indfriedes på det toårige Statens Kursus til Studentereksamen; jeg var fx vild med både tysk og latin, fordi der var så herligt meget orden i sagerne. Det var logisk og derfor nemt. Engelsk var derimod ikke min kop te. Det var for løst i fugerne. Herpå fulgte selvfølgelig Købehavns Universitet på et studie, hvor der også var orden i sagerne. Glemt var årene fra 1970 – 1980 – Gudskelov.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.