/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Sammenligning af trygheden hos dyrlægen og egen læge

Tanker om to typer praksis

Sammenligning af trygheden hos dyrlægen og egen læge

To katte har på få måneder lært mig noget om, hvad der skaber tryghed i mødet med sundhedsvæsenet: tid, information, kontinuitet og mulighed for at stille spørgsmål. Paradoksalt nok finder jeg det hele hos dyrlægen – mens jeg savner det hos egen læge.

Teksten til dagens topbillede er “Josephine: Jeg elsker denne her tunnel lavet af en stor papkasse, hvor jeg lige netop kan kravle ind og ud”.

Hos dyrlægen

Hos min dyrlæge, Avedøre Dyreklinik, er der tid til en samtale om, hvorfor man kommer.

Er det de almindelige rutinetjek og vaccinationer, bliver dyrlægens observationer skrevet ind i kattens ‘Sundhedsbog’, så både dyrlægen og jeg kan følge status på en række parametre (adfærd, vægt, fodertilstand, muskeltonus, øjne, tænder etc.). Jeg har Sundhedsbogen herhjemme og skal medbringe den ved næste besøg, hvis det er relevant.

Har katten været opereret og derfor selvfølgelig i narkose, er der tid til at dyrlægen fortæller om forløbet, fx om/at det er gået godt, hvad hun [altså dyrlægen] har foretaget sig, hendes vurdering af kattens generelle sundhedstilstand, hvad katten har ment om at være på klinikken etc. Josephine ville hellere have brugt dagen på andre aktiviteter end at blive steriliseret.

Jeg får at vide, hvad jeg skal være opmærksom på i den første tid efter en operation, og hvordan og hvor længe jeg giver de smertestillende dråber, som jeg får med hjem – altså ingen tur på apoteket. Efter sterilisationen var det fx at holde øje med, om der var blodpletter herhjemme, om det barberede stykke på maven blev rødt, da det kunne skyldes en blødning etc.

Jeg får et print af epikrisen, hvor der står stort set det samme, som vi talte om, men det er alligevel trygt at kunne tage det frem igen, for jeg kunne jo have glemt noget.

Både ved de almindelige kontroller og efter operationer er der tid til, at jeg kan stille spørgsmål og få dem besvaret. Der går helt sikkert mere end ti minutter. For mig som ejer er det værdifuldt, da jeg er ansvarlig for et væsen, der ikke selv kan ringe til dyrenes 1813, bestille en tid eller fortælle, at det gør ondt. Katte skjuler smerte, så det er mig, der skal kende og se signalerne.

Måske er jeg bare for fjollet, men jeg tager mit nye ‘job’ seriøst. Jeg har selvfølgelig undskyldt, at jeg stiller spørgsmål, men de tager det pænt og siger, at det er bedre at spørge en gang for meget end en gang for lidt, da det gør, at vi kan tage ting i opløbet.

  • Der var nogle værdier i Jasons blodprøver, der ikke var helt, som de skulle være. Aftalen: det kan være et tilfældighedsfund. Vi tjekker igen efter en måned.
  • Josephine vejede 100 gram for lidt (svarende til fem pct. fra idealvægten, som jo er en del). Aftalen: Ugentlige kontrolvejninger herhjemme.

Jeg har oprettet et lille regneark for at følge udviklingen i deres vægt. Den røde streg i grafikken herunder er Josephines, den blå er Jasons. Senest tog hun 20 gram på pr. dag, så der er overhovedet ingen grund til bekymring, hvis den udvikling fortsætter.

Tryk på linket for en læsevenlig version (åbner i et ny vindue).

Udvikling i vægt

Hos egen læge

Lægen har samlet set ti minutter til at se mig. Jeg kan ikke bestille en dobbelttid. Jeg har ingen sikkerhed for, at det er den samme læge som sidst.

På de ti minutter skal jeg forklare aktuel status (altså hvorfor kommer jeg overhovedet), symptomer, hvad der er gået forud, har jeg prøvet det før etc. Hun skal undersøge mig og skrive ind i sit system etc. Eftersom det er tilfældigt, hvilken læge jeg lander hos, er hun selvfølgelig nødt til at skrive alting ned til den næste læge.

Stiller jeg spørgsmål, føler jeg, at jeg forstyrrer og er irriterende. Da jeg senest var der, spurgte jeg til mit dumme knæ, men det var som om, hun ikke fandt det relevant at høre om problemstillingen. Standardsvaret var styrketræning.

Skal jeg evt. have medicin, skal jeg – forståeligt nok – selv på apoteket.

Jeg får ikke et papir med hjem, jeg kan læse op på, hvis jeg bliver i tvivl om noget, selvom det er dokumenteret af flere specialister, at min hukommelse er skadet. Jeg kan heller ikke slå det op i Sundhedsplatformen, da almen praksis ikke er tilsluttet dette system.

Jeg har én gang ringet til 1813. Det gør jeg aldrig mere, blandt andet fordi standardsvaret er “gå til egen læge”. Det kunne de lige så godt have bedt ChatGPT lire af, men det har de måske også. For fremtiden lirer jeg det selv af.

Væk er den tid, jeg voksede op i, hvor familielæge Bendix kom forbi med sin store lægetaske, hver gang jeg havde ondt i halsen eller igen var besvimet uden påviselig grund.

(Teksten fortsætter under billedet).

 

Konklusion

Jeg er mere tryg hos dyrlægen end hos egen læge, hvilket jo egl. er lidt paradoksalt.

Selvfølgelig er dyreklinikken en privat virksomhed, hvor jeg betaler for at komme, og som skal generere overskud.

Var det muligt, ville jeg foretrække samme model for ‘almen praksis’, der så ikke længere var ‘almen’, hvilket selvfølgelig er et problem, men for mig fungerer det aktuelle system ikke.

Jeg kan ikke bruge det til noget. Måske er jeg ikke alene?

Billedet herunder

Det er søndag, så direktør Jason pakker varerne fra Aarstiderne ud.

Direktør Jason pakker varer ud

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Farvel til psykiatrien og psykologen efter 12 år

Jeg var aldrig helt alene

Farvel til psykiatrien og psykologen efter 12 år

Efter 12 år har jeg sagt farvel til både psykiatrien og psykologen. Bag mig ligger indlæggelser, depressioner, manier, traumer og mange mørke nætter. Men der står også en lang række mennesker, som lyttede, hjalp og blev ved. Nu er jeg kommet ud på den anden side – og den gode historie om psykiatrien fortjener også at blive fortalt.

I den forgangne uge sagde jeg farvel til psykiatrien.

I januar sagde jeg farvel til psykologen.

Begge dele var skelsættende efter 12 år. I forening har de gjort mig rask.

Når jeg trækker det op på et meta-meta-metaplan, er det vigtigste, at jeg aldrig var helt alene. Som en sygeplejerske på “mit afsnit” (808) engang sagde: “Vi er her for dig Hanne”. Det berører mig at tænke på det.

  • De har befriet mig for den bipolare lidelse.
  • Aspergers syndrom er en medfødt, neurobiologisk udviklingsforstyrrelse på autismespektret – et anderledes styresystem – og altså ikke noget, man skal blive “rask” fra.

Jeg ser det sådan, at psykiatrien har taget sig af alt det sygelige/det psykiatriske og medicinen, mens psykologen har taget sig af traumerne.

De har loyalt trukket på samme hammel uden nogensinde at have mødt hinanden. Nu er jeg derfor fri af sygdommen og af fortiden. Det medfører en lykkefølelse.

Jeg har mødt så mange mennesker, der hver især gjorde mere, end der står i deres ansættelsesbrev. De var hele mennesker, de lyttede, og der var tid.

Jeg har haft den samme kontaktperson i Distriktspsykiatrien i 12 år. Engang måtte hun forlade vores møde i ti minutter, fordi en patient gerne ville sendes afsted til lukket afsnit af hende. Større kvalitetsstempel fås næppe.

Min psykiater har skrevet: “I epikrisen lægges der op til hurtig genhenvisning ved evt. fremtidig destabilisering.” Det skal forstås sådan, at bliver der behov, skal vi tage det i opløbet, da det er langt nemmere for alle parter og mere skånsomt for mig (og billigere 🙂 ).

Jeg er velkommen igen, og jeg kan altid henvende mig i akutmodtagelsen.

Det er jeg tryg ved, og jeg vil ikke føle det som et nederlag.

10 minutter i almen praksis

Til sammenligning har man ti minutter hos den alment praktiserende læge.

Heldigvis fejler jeg (så vidt jeg ved) ikke noget somatisk, for det system har jeg opgivet. Jeg er ikke i stand til at redegøre for symptomer, status og hvad der er gået forud på ti minutter hos en læge, jeg stort set ikke kender, og som sidder bøjet over sin PC for at dokumentere.

Hvorfor kan jeg fx ikke få en dobbelttid, når jeg beviseligt kun kommer hvert fjerde år og altså ikke belaster systemet?

Eftersom jeg jo er blevet ældgammel, er jeg er inviteret til at komme en gang om året, i den måned jeg har fødselsdag. Jeg har fødselsdag i oktober, men jeg bliver hjemme. Gik jeg derhen, ville jeg af en sygeplejerske blive bedt om at måle blodtryk tre gange i døgnet i tre dage, for man kan “naturligvis” ikke bruge mit Excelark med egne ugentlige målinger gennem flere måneder. Det har jeg svært ved at forstå.

Jeg har også svært ved at forstå, at jeg skal argumentere for at få foretræde for lægen selv.

Var det muligt at finde en praktiserende læge, man betalte for, ville jeg gøre det.

Hvad gik forud?

Forud for det store farvel til psykiatrien og psykologen gik:

  • utallige indlæggelser, vist 14-15 stykker, heraf en gang på lukket afsnit,
  • talrige udsving mellem dyb depression og mani. Det vildeste jeg foretog mig i en mani var vist engang at købe tre computere på én dag. 808 hjalp med at få dem returneret, eftersom jeg jo ikke havde behov for dem.
  • mange telefoniske henvendelser til Livslinjen, når nætterne blev for sorte. Jeg kan stadig telefonnummeret udenad (70 201 201),
  • adskillige natlige henvendelser til Psykiatrifondens telefonrådgivning,
  • et langt forløb i Akutteamet i Glostrup. Teamet var bemandet med Region Hovedstadens dygtigste farmaceut og ditto psykiater. Sidstnævnte var den, der engang lukkede låget på sin PC, kiggede op og sagde “Du nævnte noget om Aspergers”. Der er mange sætninger, jeg ikke kan glemme.
  • tab af hukommelsen for perioder på op til 14 dage,
  • og megen tvivl om hvorvidt jeg ville livet.

Beskyttende faktorer?

  • Hvilken betydning havde min delvist vanvittige opvækst med dagligt seksuelt misbrug og fornedrelser gennem seks år?
    • Det er bevist, at den psykiske sårbarhed øges af svære vilkår under opvæksten.
  • Var jeg blevet syg, hvis min far ikke var død, da jeg var otte år?
  • Havde forløbet været kortere, hvis jeg havde haft kattene?
    • Det er mange år siden, min kontaktperson beskrev, at der er evidens for, at et kæledyr medfører stabilisering.

Tjah, det findes der ikke svar på, men tilsammen kunne disse faktorer måske have trukket i den anden retning?

Nu er det helt ligegyldigt, men det er da en overvejelse værd.

Den gode historie skal også fortælles

Næste skridt er at finde et forum/en platform, hvor jeg kan fortælle den positive historie fra psykiatrien.

Jeg har en stemme, og jeg har en historie, men jeg ved ikke, hvor jeg kan få lov at fortælle den.

Medierne har fokus på de kritisable historier, og sådan skal det nok også være. Men det bevirker, at ingen hører om de femstjernede forløb, uagtet det er dem, der er flest af. De formidles bare ikke.

Jeg har rakt ud til professor Poul Videbech, der er medlem af bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS), og spurgt, om han kan og/eller vil hjælpe mig.

Jeg er spændt på hans svar.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Vandfontænen får katten til at drikke mere vand

Vandfontæne til katte

Vandfontænen får katten til at drikke mere vand

Rindende vand er åbenbart sagen – i hvert fald hvis man spørger Jason. 💦🐈 Han har fået sin egen drikkefontæne og drikker nu langt mere end før. Josephine er knap så imponeret og holder foreløbig fast i den gode, gammeldags vandskål. To katte, to meninger – og endnu et lille eksperiment i kattelivet.

(Topbilledet vises i større format i artiklens bund).

Det er utrolig vigtigt, at katten får tilstrækkeligt meget rent vand. Jo mere vand katten drikker, desto bedre kan den skylle nyrer og urinveje igennem og dermed reducere risikoen for lidelser heri.

Herudover kan strålen være sjov at lege med. Har du nogensinde ladet køkkenhanen eller hanen i håndvasken løbe, og glædet dig over at se din kat stikke poten ind i strålen igen og igen? Men det er noget upraktisk at stå ved en af de to haner og vente på, at den bliver færdig med at lege.

Jeg læste “Vand i en skål kan hurtigt blive lunkent og smage af skålens materiale eller omgivelserne”. Jeg har faktisk lagt mærke til, at Josephine straks drikker, når jeg lige har serveret friskt, koldt vand. Derudover ser jeg hende kun sjældent ved vandskålen. Så det er nok sandt.

En vandfontæne cirkulerer konstant vandet, hvilket giver en friskere smag.

Jeg fandt denne sobre artikel: Vandfontænen til katte – derfor er den bedre end en almindelig vandskål.

Herefter besluttede jeg at købe en “Catit PIXI Stainless Steel Drinking Fountain” til dem. Jeg handler ofte hos Proshop, der har den for 358 kr.

  • En fordel ved Proshop er, at der aldrig er bøvl, hvis man er nødt til at returnere noget.
  • En anden fordel er, at man faktisk kan ringe til dem og få fat i et levende menneske. Man er ikke henvist til en robot nede i højre hjørne af skærmen, hvis man har et problem.
  • En tredje fordel er, at de tilbyder at sende med Burd, der leverer til døren, når man rent faktisk er hjemme mellem 18 og 22. Prisen er kun marginalt højere end de øvrige transportører.

Jason er glad for den

Jason er rigtig glad for den. Han drikker ivrigt, og jeg kan se på vandforbruget, at han faktisk drikker rigtig meget vand fra fontænen – meget mere end da han drak fra skålen (selvom det selvfølgelig kan være svært at vide, hvem der drikker hvor meget, når man har to katte).

Indtil videre har han vist ikke dasket til strålen med poterne. Det kommer nok, for jeg har vist ham med en finger, at det er en mulighed. Hans interesse for andre rindende stråler er helt sikkert dalet, nu hvor han har sin egen – og det er nu meget rart.

Den er designet, så katten ikke får våde knurhår af at drikke af den, for det hader de. Og den er lydsvag. Selvom jeg sidder ved siden af den, kan jeg faktisk ikke høre den.

Med til at sørge for, at vandet smager godt og er rent, er de fire små aktive kulfiltre, som vandet løber igennem, inden det løber ud igennem studsen og ned på drikkefladen.. Kulfilteret skal skiftes hver 30. dag, så det er lagt ind i kalenderen. Kulfiltrene købes i pakker af seks styk, dvs. man har til et halvt års forbrug, når man køber en pakke.

Noget andet, jeg har lagt i kalenderen som en ugentlig begivenhed, er rengøring af fontænen. Da jeg vaskede den til morgen, kunne jeg faktisk mærke, at den trængte til vask. Det var som om, delene havde et tyndt “fedtet” lag. Det var tydeligvis væk efter vask og aftørring med viskestykke. Har man opvaskemaskine, kan ståldelen gå derind. Resten må klares ved håndopvask.

Josephine er ligeglad

Den interesserer ikke Josephine det mindste. Hun fortsætter med den almindelige vandskål. Hun har kigget lidt. Beskeden er:

Tak – men nej tak.

Hvis man køber en drikkefontæne, skal man lade vandskålen stå fremme, til man er sikker på, at katten vil bruge den, ellers går den jo rundt og er tørstig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Morgensang med Philip Faber

Minder om Corona-tiden

Morgensang med Philip Faber

Seks år efter nedlukningen dukker små glimt fra Corona-tiden alligevel op i hukommelsen: morgensang med Philip Faber, albuehilsner, mundbind og det historiske pressemøde 11. marts 2020. Minderne er både varme, mærkelige og urovækkende – og måske er det slet ikke så dårligt, at noget af tiden allerede føles fjern.

Egentlig husker jeg intet fra Corona-tiden, og jeg undrer mig, når andre siger, at det var en streng tid at komme igennem. Det lagde jeg nu ikke mærke til. Hvis jeg husker noget, så er det, at det var rart, at det uudtalte pres om at være social for en tid var væk. Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien har fortalt, at det hører hun fra mange med en eller anden form for Autisme.

Hvis jeg tænker mig grundigt om, så husker jeg alligevel “Morgensang med Philip Faber”. Jeg lavede alle opvarmningsøvelserne og sad derefter i min seng og sang med og fik den sære følelse af at være sammen med alle jer, der også sang med. Jeg kan godt lide at synge, men hver gang jeg forsøger på det, husker jeg, at min “mor” altid sagde, at jeg var tonedøv. Det var ikke rart, for det udelukkede mig endnu en gang fra deres fællesskab.

På YouTube ligger mange af udsendelserne med Philip Faber, og når jeg ser dem igen, er det faktisk gode minder. Det er fine sange og salmer han tog med på opfordring fra lyttere og seere. Jeg har lige gensunget “Lysets engel går med glans” og “Du kom med alt det, der var dig” fra den 3. april 2020. Opvarmningsøvelserne sprang jeg dog over denne gang.

Noget af det rare ved at synge med Philip Faber er, at det er til at synge med, da det foregår i et toneleje for almindelige mennesker i modsætning til at synge i kirken, hvor det altid har undret mig, at det foregår i et toneleje, hvor jeg i hvert fald ikke kan være med. Men det er måske det, med det tonedøve …?

De to første linjer fra vers fem af “Du kom med alt det, der var dig” betyder noget i mit liv:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær

Restriktionerne

  • En ven fortalte om ensretningen rundt om søerne i København. Jeg fik et grineflip over det. Jeg kan visualisere, hvordan hundredvis af mennesker spadserede i samme retning. Men reelt var det ikke sjovt jfr. omtalen af pressemødet i næste afsnit.
  • I en TV-udsendelse fra 2021 så jeg, hvordan folk hilste ved at støde albuerne mod hinanden. Når jeg ser det, kan jeg selvfølgelig genkalde, at det var sådan det var.
  • Og man skulle åbne dørene i S-toget ved hjælp af albuen.
  • I mit klædeskab ligger stadig en pakke mundbind. Måske er jeg ikke den eneste, for man kan jo aldrig vide …

Pressemøde i Statsministeriet 11. marts 2020 om tiltag mod coronavirus

Pressemødet, hvor statsministeren lukkede landet, er vist så mange gange, at jeg ikke ved, om jeg husker originalen eller gentagelserne. Når man siger 11. marts 2020, ved mange, hvad den dato betyder. Umiddelbart siger den ikke mig noget.

Man kan genhøre det 59 minutter lange pressemøde her: Pressemøde i Statsministeriet 11. marts 2020 om tiltag mod coronavirus. Da jeg så det igen i dag, fik jeg ondt i maven. Det er mærkeligt at høre om hastelovgivning vedtaget fra den ene dag til den anden. Det siger alt om alvorsgraden.

Statsminister Mette Frederiksen så ægte bekymret ud i sin mere end 16 minutter lange indledning. Fra den ene dag var antallet af smittede steget med faktor 3,3 (fra 157 til 514). Gad vide hvordan det har været at være ansat i de statslige myndigheder, der skulle udtænke alle restriktionerne, at gennemgå alle de ting, vi pludselig ikke måtte for at stå sammen ved ikke at være sammen?  Medarbejderne har ligget vandret. Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke længere var ansat i centraladministrationen på det tidspunkt.

Sundhedsminister Magnus Heunicke oplyste dernæst: “… Danmark nu indtager pladsen som det land i Europa, hvor vi har set den mest dramatiske stigning i antallet af nye smittede” – sic. Fyh for f…..

Statsministeren og myndighederne gjorde derfor det eneste rigtige: de lukkede landet. En bevæggrund var at passe på de mest sårbare borgere. Jeg husker måske noget om frygten for dødsfald på en række plejehjem i Nordjylland. En anden bevæggrund var at holde antallet af smittede under det antal, hvor sundhedsvæsenet ikke ville kunne følge med.

Følgende kurve blev vist af sundhedsminister Magnus Heunicke på det berømte pressemøde:

Måske er det kun godt ikke at kunne huske Corona-tiden?

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.