Angst for ECT

Pludseligt opstået angst

Jeg har været til ECT i dag, og jeg er dybt taknemmelig for behandlingstilbuddet – og dets effekt. Ikke mere “parkinsonisme” til mig tak. Og kan jeg slippe for flere depressioner og manier, vil jeg også være taknemmelig.

De seneste to gange er der bare indtruffet noget mærkeligt:

  • Resten af dagen er jeg helt flad og sover flere timer om eftermiddagen, når jeg kommer hjem, og kan stadig fint falde i søvn om aftenen.
  • Jeg er bange i de (milli-)sekunder, der går, inden bedøvelsen virker. Jeg er bange for at mærke strømmen til hjernen, selvom jeg ikke ved, hvordan det vil føles. Det er en helt irrationel angst.

Jeg har talt med dem om trætheden, og der siger de, at det er naturligt, eftersom kroppen er i en voldsom anspændelse, de få minutter (2- 2½) behandlingen varer. Jeg synes bare ikke, jeg husker det fra tidligere, men det har de selvfølgelig ret i, og de har forstand på den slags.

Nåh men pyt jeg kan sove resten af dagen og natten; det betyder ikke noget. Nu ved jeg bare, jeg ikke skal lave andre aftaler hver tredje mandag.

Det er værre med angsten. Jeg forstår ikke, hvor den kommer fra her efter minimum 70 behandlinger. Jeg plejer at lægge mig roligt på lejet, lade dem gøre, hvad de nu skal på hver sin side af mig, trække vejret dybt i masken, og vente på de fantastiske millisekunder, hvor jeg svæver væk.

Nu må sygeplejersken Ann Jeanet holde mig i hånden, til jeg sover, og hun er så sød at gøre det. Det er en stor hjælp.

I mens jeg ventede på, at det blev min tur, man skal møde ca. en time før mhp. helbredscheck, fortalte jeg dem om min frygt, og de skaffede noget beroligende, som jeg ikke lige kan huske navnet på, men som også hjalp lidt. Det er bare begrænset, hvad de kan give, når behandlingen skal virke.

“Forstukne årer”

Åh for pokker hvor gjorde det ondt, da de skulle lægge droppet i dag. De har snart så stukket på min venstre håndryg, at det hele er groet sammen, og de ikke kan stikke. Jeg bander normalt ikke, men jeg kom alligevel til det; men undskyldte mig med at det gjorde pokkers ondt.

God nat!

 

,

Glemt er godt

En tur hos psykologen

Vi talte meget om mine problemer med hukommelsen. Hun er så god til at vende det hele på hovedet:

  1. Hvad betyder det nu, hvor jeg kan optage og tage noter af alt vigtigt og
  2. Alt det gamle skidt, inkl. de seneste år siden 2014, er det alligevel værd at huske? Næh hun har ret! Det har været forbandede år, som jeg alligevel ikke savner at huske. Det meste er veldokumenteret vha. hjemmesiden. Jeg har skrevet om det meste, også om alt det frygtelige. De, der kender mig godt, kender alligevel til problemerne, og er søde til ikke at påpege, at de allerede adskillige gange har hørt om dette eller hint. Jeg kan jo selv se det på bloggen, når jeg “læser baglæns”. Jeg kan jo se, at jeg skriver det samme adskillige gange. Men det er nyt for mig selv…

ECT-behandlingerne gør, at jeg har en lille seddel herhjemme med koden til mit Dankort. Det er egl. ikke fordi, jeg har behov for at se på den, men jeg kan godt lide bevidstheden om, at den er her. Skulle jeg få behov for den, så er den her.

Vi talte om, at jeg har skrevet om det meste siden 2014, så jeg vil næsten altid kunne finde tilbage. Jeg har læst en del “baglæns”, og forleden fandt jeg en post om, hvordan jeg ikke længere orkede livet, men i erkendelse af, at det er svært at slippe fra denne jord, var min tanke, at jeg ville tage en færge en vinternat og springe ud fra den. Min tanke var, at når det ikke var let at finde et sted at klynge et reb op, så måtte dette med færgen trods alt være lettere. Ak ja – det er svært at tænke tilbage på, men jeg forstår mig (selv). Jeg tager ikke afstand fra tankerne, for jeg husker trods alt, hvad der førte til dem. Jeg håber inderligt, de ikke kommer tilbage.

Kommer der en krise?

Det er enten i morgen eller i overmorgen Pensionsnævnet træffer den endelige afgørelse. Jeg kan ikke huske det. Endelig skal jeg forhåbentlig være fri? Indtil videre er det fantastisk og jeg kender ikke til større ‘recovery’. Lige nu har jeg masser af gøremål på to-do-listen. Jeg nyder at kunne nørkle med min hjemmeside eller noget andet til kl. 02 om natten, hvor jeg har sat det op som mål, at jeg skal gå i seng. Jeg er vist nok B-menneske, men det har jeg enten glemt eller fortrængt sammen med en masse andet.

Rehabiliteringsteamets ordførende ‘direktør’ nævnte ad flere omgange, at der kunne komme en krise i forbindelse med at forlade arbejdsmarkedet. Jeg tænker selv, at jeg har brugt tiden siden siden sommeren 2020, hvor Parkinsonismen var på sit højeste, til at forberede mig selv på et liv udenfor arbejdsmarkedet. Jeg husker – vistnok – at jeg var ansat hos Interflora 6-8 timer om ugen. Al den tid, jeg ikke var på arbejde gik med at være angst for at skulle på arbejde.Det endte med, at jeg ringede til Niklas, min sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og sagde, at det ikke gik, og at nu måtte han hjælpe mig med at søge pension.

Og så var der hele den periode, hvor jeg ikke kunne se noget, og ikke kunne ramme tasterne, og hvor overlæge Kasper Reff på nul komma fem skaffede mig en øjenlæge i Glostrup.  Jeg har fået intet mindre end en fornem behandling i hele ‘systemet’. Det manglende syn var altså slemt. Parkinsonismen var slem, faktisk værre end både depressionerne og manierne. Jeg ved det kun, fordi jeg har kunnet læse “baglæns”. Det var ikke rart at falde ud af sengen, at måtte trykke på nødkaldet eller at ligge på gulvet mange timer uden at kunne komme op. Piv piv – sådan skal det ikke forstås. Sådan var det bare! Og hele angsten for måske at være ved at blive dement, når jeg ikke kunne huske, hvordan man laver kaffe, eller hvordan jeg cykler til byen.

Jeg tror ikke uden videre på en krise. Men det har de selvfølgelig mere forstand på. Måske kommer den? Indtil videre er jeg bare lykkelig! Psykologen siger, jeg er blevet ‘mildere’ de seneste gange, og det har hun jo sikkert forstand på.

P.t. er jeg bare lykkelig! Jeg har måske aldrig i hele mit liv haft det bedre? ‘Kampen’ for det ene, det andet og det tredje er ovre. Når jeg ser tilbage, har hele mit liv siden jeg var 9-10 år været en kamp. Lige nu kæmper jeg ikke, og det er helt mærkeligt. Jeg nyder det bare.

På torsdag skal jeg ud til den dygtige neurolog Sara Bech på Bispebjerg, og jeg glæder mig så meget til at fortælle hende, at jeg er ude af medicinen, som udløste Parkinsonismen, og at jeg vha. ECT har fået mit liv igen.

At glæde mig/sig til

Jeg ser frem til den endelige afgørelse. Så kan jeg endeligt sænke skuldrene. Og ellers er det jo psykologen og jeg må en tur i Aftenshowet. Måske synes hun om programmet, men jeg gør ikke.

Jeg ser også frem til en tid i frisørstolen i morgen kl 10:00, for jeg ligner snart en løve! Sådan er corona-hår, når man sædvanligvis skal under saksen mindst hver femte uge, og der er meget at klippe i. Jeg ringede, så snart jeg havde set pressemødet, og derfor lykkedes det mig at få så tidlig en tid. Åh hvor jeg glæder mig! Tænk at komme til at se nogenlunde ordentlig ud igen – og coronapasset er let på plads, for jeg er jo blandt de heldige, der allerede er vaccineret endda med Pfizer-BioNTech-vaccinen. Den dør man ikke uden videre af…

 

Det jeg skal passe

Hvad skal jeg passe?

Nej det er ikke videre meget, jeg skal passe!

Det kan nok indsnævres til:

  1. ECT-behandlingerne hver tredje uge og Covid-19-testene dagen før. Det går der i alt to dage med.
  2. Mine samtaler med kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien (DPC) ca. hver tredje uge.
  3. Min samtaler med lægen i Distriktspsykiatrien såd’n hvornår det nu kan passes ind. Jeg er ikke gudskelov (længere) i en kritisk fase, så det kan blive når, det kan passe ind i begges kalendere. Det er nu hans, der er bestemmende 🙂
  4. Samtalerne med psykologen. Det er vel ca. hver tredje uge, men kan afpasses efter hhv. hendes og min kalender. Snart løber antallet af henvisninger vel ud, og jeg skal betale fuld pris, og så må vi finde på en anden ordning. Undvære hende vil jeg ikke – og så må jeg bare komme lidt sjældnere!

De ting, jeg skal passe, passer jeg gladeligt, for det er dem, der er med til at holde mig ‘på sporet’! Jeg er fx umådeligt glad for at møde op hos Gitte i Distriktspsykiatrien uden at skulle sige til hende, at nu må hun indlægge mig på ‘fast track’, som hun har gjort så mange gange tidligere. At blive indlagt ‘på fast track’ betyder, at allerede lægen i Distriktspsykiatrien skønner, at der er behov for akut indlæggelse. Man skal således ikke gennem den til tider anstrengende/ydmygende vurdering på afdelingen. Den har allerede fundet sted inde i Distriktspsykiatrien hos mennesker, man kender og er tryg ved. Det er guld værd, når man har det rigtig dårligt. Når man har det rigtig dårligt, er det svært at skulle fortælle en vildtfremmed om, hvor elendigt man har det! Der er ikke mange der kan forstå, hvad det vil sige, at nu har man mest lyst til at dø.

Lige nu skal jeg passe DPC ca. hver tredje uge og ECT-behandlingerne i Glostrup hver tredje uge. Hvor er jeg bare heldig! Hvis disse to ting til sammen kan holde mig kørende, skal jeg være intet mindre end lykkelig. Og det er jeg så, alt imens jeg venter på pensionsnævnets afgørelse den 8. april.

Måske en mystisk post – men jeg holder af at dele, hvad jeg tænker!