,

Forskellen på psykologi og psykiatri

Baby

Ingen forstår mig – det er ØV

Forskellen på psykologi og psykiatri

Det er svært, når “ingen” forstår mig. “Ingen” skal forstås som hverken min psykiater i Distriktspsykiatrien eller min nærmeste ven (som jeg har fået tilbage, hvilket jeg er enormt glad for).

De forstår ikke behovet for at grave i fortiden, behovet for at finde af, hvad Rigsarkivet måtte have af arkivalier vedr. et barn, der visnede, men som formentlig livede op igen på Rigshospitalets børneafdeling og som derfor efter seks måneder kunne tilbagegives til børnehjemmet “Dear Home”.

Psykiateren forstår mig ikke

For så vidt angår psykiateren måtte jeg sige til ham, at denne samtale mindede mig alt for meget om den samtale, vi havde, da jeg for to og et halvt år siden sagde, jeg gerne ville udredes for Aspergers syndrom. Han spurgte dengang adskillige gange “Hvad vil du med det?”

Det viste sig efterfølgende, at jeg faldt klokkeklart indenfor (autisme-)spektret. Det, jeg ville med det, var altså at blive den, jeg altid har været. Jeg var ikke i tvivl, og jeg havde ledt efter svaret i 16 år. Jeg havde undersøgt tingene, og jeg var ikke i tvivl. Inden jeg går i gang med den slags, har jeg undersøgt tingene tilbunds. Jeg er jo ikke en tosse!

Nu spørger han “hvad håber du at få ud af det?” Jamen jeg vil bare gerne vide, hvad de skrev dengang, og jeg er udmærket i stand til at sætte det skrevne ind i en kontekst: altså fx at læger dengang skrev anderledes. Jeg ved godt, at vi er lige 20 år efter anden verdenskrig, at man dengang talte affekteret osv. Jeg er så ligeglad med de overordnede ting. Jeg vil bare gerne vide, hvad de skrev om mig på Rigshospitalets børneafdeling, psykiatrisk eller ej. Hvor svært kan det være?

Jeg kommer til at tænke på forskellen på psykiatri og psykologi! Min psykolog forstår mig gudskelov. Hun fatter mit behov for at grave i fortiden! Jeg er vant til at finde arkivalier frem, og jeg er vant til at sætte dem ind i en kontekst. Det ved psykologen godt!

Jeg er dybt skuffet over, at en psykiatrisk overlæge i distriktspsykiatrien ikke kan forstå så enkle ting. Han skal være klinikchef på Amager fra den 1. december 2021, og det er måske godt for både ham og mig? Jeg har dog husket at sige mange gange tillykke, for det er da noget af et karrierespring. Jeg har haft 500 læger derinde; han vil nu prøve at sikre, at jeg bare skal have nr. 501 i et godt stykke tid. Tak for det.

Min ven forstår mig (heller) ikke

Som om det kunne være så svært… Min ven med flere akademiske uddannelser bag sig forstår mig heller ikke. Hun tænker vist nærmest, at det kunne være farligt for mig at grave i fortiden. (Og det er selvfølgeligt i udgangspunktet sødt tænkt. Det er vist nærmest, hvad psykiateren også tænker “Kan du få det dårligt af det?”. Jeg spurgte ham dog om det, og han benægtede, det forholdt sig sådan.). Hun er mest på psykiaterens hold.

Hun forstår heller ikke interessen for slægtsforskning, og er nærmest på Worsøes hold, hvor det at forske i adoptivslægten ikke giver mening. Set fra mit udgangspunkt: adoptivslægten er jo det sted, jeg er vokset op og har historier, skrøner osv. fra. Det er herfra, jeg har mit navn (ellers havde jeg haft et ganske almindeligt -sen navn). Det er her, jeg har noget at efterforske. Det er her, jeg kan lede efter mormors første kæreste og hvem de nu var osv.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af al den manglende forståelse andet end at gemme den til næste besøg hos psykologen.

,

En venlig medarbejder i journalarkivet på RH

Arkiv Rigshospitalet

Først var jeg fornærmet

Kl. 9:02 ringede jeg til Rigshospitalet for at få fat i journalarkivet. Det lykkedes ikke. Omstillingen sendte mig videre til Sundhedsstyrelsen til et nummer, hvor telefonsvareren oplyste, at det var en afdeling med noget med væv og organdonation, at de havde åbent nogle få timer tirsdag og torsdag samt en fuldkommen uforståelig e-mail-adresse.  Så var jeg fornærmet. Hvad skal jeg dog med en afdeling angående organdonation?

Ny opringning til Rigshospitalet, hvor medarbejderen i omstillingen tilbød mig en direkte e-mail-adresse til journalarkivet. Den tog jeg glad imod og sendte dem en mail med de oplysninger, jeg har, og som jeg tror, de har behov for.

Prompte opringning fra journalarkivet på Rigshospitalet

Der gik lige nøjagtig tre minutter, fra jeg havde trykket send, til en medarbejder fra journalarkivet ringede op og sagde, at de sikkert ikke kunne hjælpe, at chancerne var små, men at han gerne ville prøve.

Desværre havde jeg formentlig ikke et navn ved indlæggelsen, så det er svært for ham at søge efter mig. Hvis jeg havde et, var det et ganske almindeligt sen-navn.

Som jeg forstod ham, er journalerne afleveret til Rigsarkivet, hvor de makuleres efter 10 år. Eller også er det hos Rigshospitalet selv, de makuleres efter ti år. Det blev jeg ikke helt klart over.

Jeg sendte ham lidt flere oplysninger. Han ringede straks tilbage, og stillede et spørgsmål, jeg ikke kan svare på: “Var det på psykiatrisk afdeling?”. I adoptionssagen står der bare børneafdelingen, men hans tanke er selvfølgelig rigtig, når indlæggelsen sker på mistanke om retardering.

Han kan ikke finde noget hos dem selv, men har bestilt alt relevant, der måtte findes på Rigsarkivet. Ekspeditionstiden er tre til fire uger. Han dæmpede mine forventninger ved mange gange at sige, at der sikkert ikke er bevaret noget. Alligevel håber jeg og takkede mange gange for indsatsen. Han kan jo ikke trylle.

,

Gad vide om journalen er bevaret?

Baby

Arbejdet med tidslinjen er i gang

Jeg har været hos psykologen. Som altid var det rigtig godt. Det følgende er ikke udslag af selvmedlidenhed!

Jeg har brugt oceaner af tid på at lave tidslinjen med “nedslag” i mit liv. “Opgaven” var at finde positive ting frem som led i processen med at komme den f******s dødsangst til livs. Jeg har gjort mig umage for at finde positive ting, men synes, det har været svært, også selvom jeg på ingen måde ønsker at være sortseende, selvmedlidende eller hvad man nu skal kalde det.

Andre har husket for mig, og det har været fint. Det er lidt som om, at de positive “nedslag” er kommet fra andre, fx psykologen selv og en ven, der gjorde mig opmærksom på en masse rejser med rygsæk alene rundt i Asien, bestigningen af Kilimanjaro i 2002, et kajakkursus i Vietnam, bestigningen af Fansipan (der ligger i Vietnam) mv. Selv kunne jeg herefter supplere med adskillige højskoleophold og vandreture i Bayern med et tysk ægtepar, jeg desværre mistede kontakten til. Jeg tror, jeg mødte dem et sted i Thailand.

En veninde opgjorde, at 55 pct. af det nedfældede var positivt. Kontaktpersonen i distriktspsykiatrien synes heller ikke, det ser så dårligt ud, men jeg efterlades selv med en tristesse og en tanke om, hvorvidt jeg har løst opgaven “rigtigt”, selvom der ikke findes en facitliste.

Tidslinjen bliver et nyttigt værktøj

Min tanke er, at det har været op ad bakke, og at det har det været fra starten, hvor min mor føder bag et blåt klæde og aldrig ser mig. Jeg har ikke forstand på børn, men psykologen forklarede, at sådan gjorde man dengang, for havde moderen først fået barnet op på maven, var adskillelsen sværere for ikke at sige umulig. Min biologiske mor er desværre død for seks år siden. Jeg ville ellers gerne have spurgt lidt mere til hendes relation til min biologiske far (men det var vist bare et one night stand), hendes tanker i forbindelse med fødslen og tiden umiddelbart efter. Det kan ikke have været helt let. Måske fortalte hun om det, da vi mødtes nogle gange for mere end 30 år siden? Jeg respekterer hende for ikke at have valgt “lette” løsninger med brun sæbe eller strikkepinde, som mange forfaldt til ved uønskede graviditeter  i fordums tider. Hun var kun lige blevet 19 år.

Da jeg er seks måneder, kan min biologiske far ikke længere undslå sig faderskabet. I Hørsholm kirkebog er der ved min dåb lavet lidt rettelser. Følgende fremgår blandt andet: “Barnefader xFlemming Benny Ahm Jørgensen, født i Fejø Sogn, Maribo Amt, 27. november 1939, pt. Nyborg Statsfængsel, Nyborg. xFaderskabet anerkendt for retten i Nyborg 3. april 1964. Meddelelse fra politimesteren i Helsingør af 17. april 1964, Journal no. 15-239-63.” Hvorfor han sad i Nyborg, husker jeg ikke med sikkerhed, men måske var der noget med noget økonomisk kriminalitet i form af bedrageri?

På et eller andet tidspunkt forsøgte han at begå selvmord ved hjælp af rottegift. Jeg har tit tænkt på, om det bipolare kommer fra hans side. Sygdommen er arvelig.

Og så kommer jeg endelig til sagen:

Jeg tænker på det barn, jeg dårligt kan holde ud at tænke er mig selv, der lukker sig så meget inde i sig selv, at personalet på børnehjemmet “Dear Home” tror, det er retarderet og indlægger det på Rigshospitalet i seks måneder. Psykologen kaldte det, at børn fra 0 – 3 år, der ikke oplever menneskelig varme, kærlighed, kontakt, tages op, udfordres osv. “visner”. I de år sker der en vældig udvikling, men den sker ikke af sig selv. Barnet begynder under normale omstændigheder at relatere til omverdenen, men hvis der ikke er nogen, der relaterer til barnet, visner det hen.

Rigshospitalet har sikkert også dengang været et af landets førende hospitaler. Så det har garanteret været positivt at komme der. Måske har der på det sted været hænder, der rakte ud, tog op, var kærlige, nærværende osv. Måske var der bare nogle “damer”, der var betalt for at løse den opgave nogle timer om dagen. De må logisk set have beholdt mig længe nok til, at de mente, jeg var “rask”.

Der er selvfølgelig ingen, der kan fortælle om de seks måneder. Så jeg må selv i gang med finde ud af noget! Rigshospitalets journalarkiv kan kontaktes telefonisk mellem 9 og 13, så jeg ringer til dem i morgen 9:01 og spørger, om de har bevaret journalerne. Det har de nu nok ikke, men det er forsøg værd. Jeg vil meget gerne vide, hvad der står. Er jeg heldig, er de ikke bare kasseret men afleveret til Rigsarkivet. Den slags foregår typisk ved, at arkivet slår ned på nogle tilfældigt udvalgte datoer og beslutter, at dem bevarer man, resten kasseres  – fx beslutter man at gemme alt fra den første mandag i måneden i en given årrække eller lignende. Det er klart, at man ikke kan bevare alt fra dengang alting blev dokumenteret på papir. Det ville jo fylde enormt.

Den anden mor kan jeg ikke respektere

Min adoptivfar var infertil, og det var ham, der ville adoptere. Han var 13 år ældre end hende, og der var også dengang noget med aldersgrænser i forbindelse med adoptioner. Pudsigt nok er der i adoptionssagen stort set ingen beskrivelser af min adoptivmor men mange beskrivelser af ham. Da han dør, står hun sådan set tilbage med et barn, hun aldrig rigtigt har ønsket sig. Hendes omstændigheder var langt fra optimale (ingen uddannelse, intet arbejde (der var ikke behov for to indtægter), ingen bolig, da tjenesteboligen løber ud efter seks måneder). Hun reflekterer på en kontaktannonce og vi flytter ind hos en mand i et velhaverkvarter i Odense (Fruens Bøge). Han var revisor. Hun og jeg var til salg for højestbydende.

Efter otte måneder flytter vi videre til Vollsmose, der også dengang var et socialt belastet kvarter. Jeg var ellers mægtig glad for Sanderumskolen i Fruens Bøge og kan af en eller grund huske, jeg en dag sagde til hende “her lærer man virkelig noget”. Den officielle begrundelse for flytningen var, at jeg ikke kunne med revisoren. Jeg var lige blevet ti år, men fik altså ansvaret for en flytning og vores velbefindende. Det er helt uacceptabelt. Om det er rigtigt, at jeg ikke kunne med ham, ved jeg ikke, men uanset hvad, var det ikke mig, der skulle have ansvaret.

Herefter møder hun psykopaten og lader stå til i årevis, selvom hun er klar over, hvad der foregår. Jeg flytter i 1980, hvor jeg er 16 år. Vi mister kontakten i 1981, men den genoptages på mit initiativ i 2003. Sådan gik der lige 22 år…

For årevis siden sagde psykologen, at min adoptivmor var et “skvat”. Det er lige før, jeg synes, det er for mildt et udtryk. Jeg kommer aldrig til at kunne tilgive eller bare forstå, for det er utilgiveligt. Jeg tror ikke, jeg kender andre mennesker, om hvem jeg vil sige, at jeg ikke respekterer dem. Men sådan er det med hende. Hun døde i 2006, og det rører mig ikke.

Psykologen og jeg kom til side et, måske to, på tidslinjen, der er otte tilbage. Vi fortsætter om tre uger. Måske har jeg så gravet nogle journaler frem? Det kunne være spændende – måske ligefrem nyttigt?

 

 

 

Strategier: imødegå kognitive problemer

Man må finde på noget

“Kognitiv” betyder det, der har med erkendelsesprocesser at gøre, altså de processer, som foregår i hjernen (tænkning, erfaring), og som oftest er tilgængelige for personens bevidste bearbejdning.

Forleden førte jeg en spændende telefonsamtale med en ven, der har diabetes af den type, der medfører problemer med synet. Vi talte blandt andet om, at en måde at “overleve” forskellige helbredsproblemer (og også andre problemer?) er at udvikle strategier til at imødegå dem. Det er vist det, psykologer kalder “copingstrategier”. Han har udviklet forskellige strategier, der hjælper ham gennem de dage, hvor synet er rigtig skidt. Til gengæld glæder han sig de dage, det er bedre.

Denne post handler om mine strategier til at imødegå kognitive problemstillinger i form af hukommelse, overblik og koncentration. Sidstnævnte er tvedelt, og den ene del har jeg ikke en løsning på.

1) Hukommelse: Databasen afløser de krøllede sedler

Strategier: imødegå kognitive problemer 6Med Office 365 følger Access, der er et databaseprogram. Programmet indeholder en række foruddefinerede skabeloner – blandt andet en opgaveliste. På et tidspunkt blev jeg uhyre træt af mine utallige noter på både det fysiske og det virtuelle skrivebord. Jeg får en frygtelig masse (gode) idéer til “projekter”, men jeg kunne ganske enkelt ikke holde overblik over dem, og jeg ærgrede mig, når jeg glemte dem. Derfor begyndte jeg at undersøge, om programmet kunne hjælpe mig via opgavelisten, og det kunne det.

Billedet i toppen af denne post viser et udsnit af opgavelisten, som jeg ajourfører dagligt, og hver gang jeg får en idé, skriver jeg den ind i programmet. Listen rummer udover de viste felter også følgende:

  • Tildelt: fuldkommen overflødigt da alle opgaverne er mine egne, men jeg kan ikke finde ud af at slette feltet.
  • Beskrivelse: Her kan man supplere titlen med al den tekst, man har behov for, hvilket er nyttigt for at fastholde detaljer, der hører til opgaven/idéen. Som eksempel handler “Oversæt visse danske genealogisider” om at oversætte siderne om min mormor og morfar til både engelsk og tysk. Billedet viser som eksempel detaljerne om opgaven “Side om Aspergers syndrom”. Det er vældig praktisk at have noteret, at Birgitte gerne vil hjælpe.
  • Startdato: Som standard den dato man opretter opgaven, men den kan selvfølgelig ændres.
  • Forfaldsdato: Kan medvirke til at prioritere opgaverne eller måske bare sige noget om opgavens størrelse. Fx har jeg givet opgaven “Gennemgå slægtsdatabasen” en forfaldsdato, der hedder 31-12-2025, da opgaven er enorm og virkelig vil tage årevis. Feltet er som standard tomt.
  • Vedhæftede filer: Disse dage sidder jeg og skriver på et langt Worddokument, der skal danne grundlag for siden om Aspergers syndrom. Det vedhæfter jeg til opgaven, så der er styr på tingene, og jeg har tjek på, hvad jeg har sendt til Birgitte.
  • % færdig: For det meste er feltet jo bare et skøn og ingen videnskab, men fx mht. GPS-koordinaterne er de 68 pct. det eksakte tal, fordi det er så let at aflæse i TNG.

Databasen er en enorm hjælp, og jeg ærgrer mig over, jeg ikke har fået idéen for syv år siden, men det hjælper ikke at ærgre sig. Jeg glæder mig bare over, at jeg nu har fundet på noget virkelig brugbart, der samtidig er simpelt og nærmest gratis, da jeg i forvejen betaler for Office 365. Det kan siges at være vældig “nørdet”, og der er nok ikke ret mange, der styrer deres opgaver og idéer på den måde. Heldigvis er “nørdet” ikke længere udelukkende et skældsord.

2) Overblik

Databasen hjælper også på det manglende overblik. Hvis jeg bare fører den systematisk, er jeg helt klar over, hvad jeg er i gang med.

På et andet område har jeg hjemmeplejens hjælp til at løse problemet med det manglende overblik: den i øvrigt behagelige Stinna kommer hver anden fredag og hælder medicin op. Problemet er ikke at ramme hullerne i æskerne. Problemet er at kunne overskue, hvornår egen læge/psykiatrien skal kontaktes for at bestille nyt, for at der er nok til næste opfyldning. Det er sikkert ikke svært for andre mennesker, men for mig er det en umulig opgave. Så er det fantastisk, at kommunen har sagt ja til at løse den.

3) Koncentration

Som nævnt i indledningen er problemet tvedelt:

  1. Når jeg selv er aktiv: Jeg kan snildt koncentrere mig 14 – 16 timer ad gangen om min hjemmeside, at skrive, at læse kirkebøger og alt mulig andet, jeg synes er spændende/sjovt. Faktisk kan jeg koncentrere mig så længe, at jeg glemmer alt andet med streg under “alt”, fx de primære basale behov som mad og søvn. Det skyldes formentlig, at det er det, der hedder “særinteresser”, når man taler om Aspergers syndrom/autisme.
  2. Når jeg er passiv: Jeg kan koncentrere mig højst 25 – 30 minutter ad gangen. Herefter render tankerne ud ad en tangent og på langfart. Det betyder, at TV Avisen 18:30 er perfekt, men at jeg på forhånd opgiver sådan noget som lydbøger og de fleste podcasts. Hvis man kun hører 25 minutter af en lydbog pr. dag, bliver den klippet ud i så mange småstykker, at den er komplet ødelagt. Jeg får i hvert tilfælde ikke noget ud af bogen. Jeg har forstået på andre mennesker, at de ofte lytter i flere timer ad gangen. Jeg tror, det er sådan, man skal gøre, hvis man vil bruge det medie. Jeg kan bare ikke være med.