,

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Psykisk sygdom er typisk (også) kronisk

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Regeringen har præsenteret et omfattende reformudkast på sundhedsområdet. Der er flere formål med reformen, og professor emeritus Syddansk Universitet, der har forsket i sundhedsvæsenet i 45 år, Jes Søgaard siger til ugeskriftet, at han er:

overrasket over, hvor ambitiøst et reformudkast, der ligger på bordet nu.

Og det er selvfølgelig positivt. Noget af reformen drejer sig ifølge både statsministeren og sundhedsministeren om, at man vil sørge for at sende lægerne derhen, hvor patienterne er mest syge. Det er en del af ledelsesretten, at arbejdsgiveren anviser arbejdsstedet, så det er vel ikke så overraskende?

Man taler hele tiden om, at man med reformen løser problemet med kronikerne. Jeg har lyttet og læst mig til, at at det drejer sig om kronikerne på det somatiske område (kol, hjertesygdomme, kroniske lænderyg-smerter, diabetes 2 og cancer).

Har man en psykisk sygdom, er man typisk også kroniker. Man kan måske behandles til et acceptabelt niveau med medicin, ECT og/eller i Distriktspsykiatrien/F-ACT, men det går aldrig helt over. Man kan aldrig sige »Nu er jeg rask!«. Det vil altid være tilstede i en eller anden grad. Man vil altid skulle følges på en eller anden måde. Når vi møder hinanden spørger vi derfor altid »Hvordan går det? Hvordan har du det?«. Om det samme gør sig gældende på det somatiske område, ved jeg ikke.

Mit spørgsmål er derfor: Hvordan kan det lykkes regeringen gang på gang at udelade psykiatrien?

De tro partisoldater

Jeg drøftede spørgsmålet på Facebook med en af de tro partisoldater fra en af regionerne. Hun skrev »Psykiatrien kommer senere«, men da jeg spurgte, hvornår »senere« var, fik jeg ikke noget svar.

Hvad med 10-årsplanen?

Jeg er ved at være træt af at gentage mig selv, men det fremgik af regeringsgrundlaget fra 2019 side 18 og 19, at der skulle udarbejdes en 10-årsplan for psykiatrien. Det er altså fem år siden.

I begyndelsen af maj 2022 spurgte Pia Olsen Dyhr (SF) i statsministerens spørgetime, hvor 10-årsplanen blev af. Merete Nordentoft kommenterede svaret og jeg kommenterede Merete Nordentoft. Og nej vi er ikke blevet raskere af at spille brætspil eller gå til spejder. Og civilsamfundet er ikke videre dygtigt til at behandle os!

Jeg undrer mig stadig over, hvor planen mon bliver af.

Af og til hører man ministeren til pressen glæde sig over et beløb på et eller andet antal millioner til psykiatrien. Det er naturligvis positivt, men er det varige midler eller er det engangsbevillinger? Er det dele af 10-årsplanen, der således udmøntes i dråber hist og pist? Hvem følger egentlig op på 10-årsplanen?

Skyldes det hele, at NGO’erne på det somatiske område er meget dygtigere? Helt konkret: er Kræftens Bekæmpelse meget dygtigere end SIND?

Dygtighed kan selvfølgelig ikke måles i kroner, men ser man på driftsregnskaberne for 2023, var der markante forskelle på indtægterne. Måske kan man måle befolkningens interesse i millioner kroner?

SINDs indtægter udgjorde i alt: 8.863 (dvs. 8,9 mio. kr.) og Kræftens Bekæmpelses indtægter udgjorde i alt: 781.220 (dvs. 781,2 mio. kr.).


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

808-tasken skal ikke bruges mere

808-tasken skal ikke bruges mere

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

808-tasken skal ikke bruges mere

Det var helt vidunderligt at rydde op! Der var så meget, der røg ud ud, så nu har jeg kun det, jeg skal bruge. Tror jeg da …

Under sengen lå den taske, der var købt til at tage på 808 med. Det var egentlig en fisketaske, for det var, hvad de lå inde med i den nærliggende »Hvidovre Sport«, da jeg pludselig var i bekneb for en taske.

Tasken var temmelig støvet men ellers i orden, og lynlåsene var virkelig effektive; jeg havde bare ikke lyst at eje den længere. Den mindede for meget om sin anvendelse og om alle de gange, den blev båret hjem, sat på gulvet i soveværelset, men ikke pakket ud, eftersom vi (den og jeg) alligevel skulle retur til 808 i løbet af kort tid. Det var de år, hvor jeg var mere på psykiatrisk afdeling end hjemme på Åstrupgårdsvej. Du kan nok ikke helt forestille dig, hvordan det er.

Det var dengang, jeg syntes, det lød som om, der stod en respirator i klædeskabet, uagtet jeg udmærket var klar over, at der ikke stod en respirator i klædeskabet, hvis jeg åbnede og så efter.

Det var dengang, jeg syntes, naboen spillede salonmusik fra 1920’erne, uagtet jeg vidste, at det gjorde de ikke.

Jeg troede, jeg for alvor var ved at blive skør. Det var dengang sygeplejerske K. sagde »Vi er her for dig, Hanne«, da jeg stod i forhallen endnu en gang med tårerne løbende ned ad kinderne og fisketasken i højre hånd. Jeg glemmer det aldrig.

Af og til taler jeg med tidligere medpatienter

Det sker, jeg taler med tidligere medpatienter.

C. kom på skrivekurset, vi fandt sammen. Det var godt, han kom afsted. Jeg ville gerne have været med, men der var noget med randomiseringen … Måske får jeg tilbuddet i foråret 2025, men jeg ved ikke rigtig, om jeg har lyst uden C, for det var jo vores fælles projekt.

En dag traf jeg M. på gaden. Det var hende, der genkendte mig. Hun så så glad ud. Det var virkelig dejligt at se hende igen. Hun var heldigvis blevet 25 kilo tungere.

17 år uden en maler

Her trængte alvorligt til at blive malet, for 17 år er for længe uden en maler, når man også ryger. Men når jeg tænker mig om, var jeg faktisk temmelig syg i 8 af de 17 år (2013-2021). Når man ikke ved, om man vil leve eller dø, tænker man ikke på at få gjort i stand. Når man ikke ved, om man magter det næste fleksjob, tænker man heller ikke på at undersøge, hvor meget man kan få malet for det beløb, der står på vedligeholdelseskontoen.

Og det med at holde op med at ryge er også et projekt, der er uendeligt langt væk, når man ikke ved, om man vil leve eller dø.

I det hele taget var her mange ting, der trængte til at blive gjort. At de nu er gjort, ser jeg som bevis på, hvor godt jeg har fået det og hvor meget overskud, jeg har. Hvor er det dog dejligt.

Nu tænker jeg at »Livet er et tilbud, du ikke kan afslå«, og det er godt sådan.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

En tur ud i sundhedsvæsenets karrusel

En tur ud i sundhedsvæsenets karrusel

Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

En tur ud i sundhedsvæsenets karrusel

Jeg tager mit gamle mantra op af tasken: “Jeg er ikke blevet dum af at blive syg”. Det er desværre en nødvendighed en gang imellem! Jeg gør det ikke for at være en mavesur patient. Jeg gør det for at prøve at fortælle, at her er noget, “nogen” burde handle på.

Dialogen med egen læge ender surt – og det er mig selv, der sørger for det. Det gør jeg, når jeg fx mødes af “Som sagt …”

Skriver jeg selv “Som sagt …” til nogen, er det min måde at spørge, om de ikke kan læse indenad?

Nåh, men altså her kommer historien endelig:

Når man er i den lykkelige situation, at man ikke får medicin men vedligeholdelses-ECT grundet “svært behandlelig bipolar affektiv sindslidelse type 1”, tages blodprøver og EKG hver tredie måned. Det er jeg glad for.

Da “vi” senest skulle rekvirere blodprøverne, spurgte jeg min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, om det var muligt at bestille “den fulde pakke” eller i hvert fald noget, der inkluderede “levertal”. Jeg var nemlig enormt spændt på at se, om det havde normaliseret sig, sådan som det burde.

Normalt kigger jeg aldrig nogensinde på prøvesvarene:

  1. For det første fordi alt sikkert er normalt. Denne gang havde jeg jo bare en konkret anledning.
  2. For det andet fordi jeg har en eller anden opfattelse af, at hvis der er noget helt galt, så mærker jeg det nok, eftersom jeg regner med, at jeg kender min krop.

Svarene kom, og jeg kiggede efter “levertal”

Nu hedder levertal ikke “levertal” men Alanintransaminase [ALAT];P. hjalp doktor Google med at finde ud af. Grænsen er 45 og mit er nu 46. Alt er godt. Jeg er ganske udmærket klar over, at man ikke skal kigge efter en afvigelse på 1.

Nu er jeg jo bare patienten, så jeg undrede mig over, at levertallet var normalt, mens jeg stadig drak alkohol (marts). Ret præcist tre måneder efter jeg ikke længere drikker alkohol (juni), er tallet 83 og altså over normalområdet (stort set dobbelt op). Det må man vel gerne spørge til?

Amylase, pancreastype;P; er helt Anders And

Pancreas er bugspytkirtlen, og den skal nok helst fungere efter hensigten.

Normalområde: 10 – 65 U/L. Min værdi: 175.

Jeg spørger i psykiatrien, om det ikke er lidt underligt, at min værdi er i hvert fald 2,7 gange over normalområdet (175/65).

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien henviser til egen læge, da det er noget somatisk. Det forstår jeg godt, jeg synes bare af og til, det er svært at finde ud af, hvor jeg skal spørge om hvad.

Korrespondancen med egen læge

Jeg var meget tydelig, da jeg skrev til egen læge. Jeg har lavet utrolig meget support i mit liv, så jeg er vant til ikke at kunne hjælpe, når folk spørger ca. sådan: “Jeg klikker på den blå, og der sker ikke noget”. Det er langt fra tilstrækkelig information til at kunne yde support. Er du ude i haven ved græsslåmaskinen eller ved din PC? Hvilket program/hvilken app? Den blå hvor? Til højre eller til venstre? Hvad står der på den blå? osv.

På samme måde må man som patient sørge for at hjælpe lægen, så hun ved, hvad man spørger om, og hun ved, hvad hun skal svare på!

Så efter jeg har udtrykt min tilfredshed med levertallet på 46, men undret mig over det med juni, spørger jeg:

“2) Herudover forstår jeg ikke Amylase, pancreastype;P;
Normalområde: 10 – 65 U/L.
Min værdi er 175 …
Er det noget, jeg skal være bekymret over? Hvad kan det skyldes?”

Hun svarer:

“Disse tal kan fluktuere og kan blive påvirket af f.eks. virusinfektion. Hvis du ikke har mavesmerter eller nytilkommne symptomer, foreslår jeg at blodprøverne kontrolleres om 1 mdr.”

Jeg bliver nødt til at spørge:

“Ad 2) Jeg går ud fra, at dit svar om “mavesmerter og nytilkomne symptomer” vedrører Amylase, pancreastype;P.

Jeg har heldigvis hverken mavesmerter eller nytilkomne symptomer. Er det dig eller psykiatrien. der skal rekvirere blodprøver til brug om en måned?”

Hun svarer:

“Som sagt kan et levertal være påvirket af flere forhold. Det er fint, at du ikke har symptomer. Det er de læger, der rekvirerer blodprøverne, der også skal følge op på dem.”

Herpå bliver jeg desværre nødt til at svare følgende:

“Tak for dit svar. Jeg var desværre ikke klar over, om dit svar angik det ene eller det andet tal, når jeg spurgte til to tal, der så mærkelige ud for mig som bruger. Jeg returnerer til aldrig at kigge på disse resultater. Det kommer der alligevel ikke noget godt ud af. Og skulle jeg fejle et eller andet, så mærker jeg det nok.”

Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Jeg er ellers glad for min praktiserende læge. Jeg fulgte sådan set med klinikken, da hun overtog den efter Lasse og Marie for mere end 20 år siden; ergo har jeg været der længere end hende. Og jeg overrender hende altså ikke, eftersom jeg heldigvis ikke fejler noget somatisk – så vidt jeg da ved.

Jeg synes, hun sender mig ud i karrusellen ved at skrive at det er “de læger, der rekvirerer blodprøverne, der også skal følge op”. Det fatter jeg ikke en brik af. Når jeg har et prøvesvar “fra min krop”, der er helt Anders And, kan det da ikke være en psykiater i Distriktspsykiatrien, der skal følge op på det.

Min kontaktperson undrede sig også og ville selvfølgelig gå videre med det. Det skal hun jo. Jeg bad hende nu lade være. Vi venter på det normale interval (de tre måneder), eftersom jeg har det ganske udmærket. Var jeg ved at dø, havde egen læge vel i det mindste sendt en ambulance …

En tur ud i sundhedsvæsenets karrusel

Lungerne har ingen mislyde

Lungerne har ingen mislyde

Der var en sød læge i dag

Lungerne har ingen mislyde

Jeg fortalte den søde læge om min bekymring siden den 19. august, hvor en anden læge spurgte, om jeg havde vejrtrækningsbesvær, og om jeg kunne gå til anden sal? Selvfølgelig har jeg ikke vejrtrækningsbesvær, og selvfølgelig kan jeg gå til anden sal. Mit rygestop den 21. august holdt ikke.

Men jo flere gange man prøver, jo større er chancen for, at det vil lykkes. Jeg prøvede igen den 6. september, og nu tror jeg på det. Der er trods alt gået 17 dage, og jeg føler ingen afsavn af nogen art.

Dagens søde og grundige læge lyttede meget grundigt oppe fra og ned først i venstre side og så i højre side. Der er ingen tegn på noget som helst i form af hverken Kol eller noget andet. Jeg kan ikke huske de øvrige grimme ting, hun nævnte, men alt er godt. Jeg har svinet med min krop i 43 år, og den har (indtil videre) taget det pænt. Mange tak for det krop. Det er pænt af dig! Jeg er taknemmelig og vil gøre meget for at undgå gentagelser (det kan jeg nu nok heller ikke nå).

Sundhedspersoner skal af og til tænke mere

Jeg fortalte min kontaktperson i Distriktspsykiatrien om min bekymring, og hun sagde meget rigtigt, at man som sundhedsperson af og til skal tænke mere over det, man siger. Måske er det noget, man bare lige slynger ud, men patienten går måske og tænker over det i en måned og har ingen steder at gå hen med sin bekymring.

Jeg tjekker normalt aldrig prøvesvar

Normalt interesserer prøvesvar mig ikke en døjt, da alt sikkert er fint. Denne gang havde jeg alligevel en anledning til at tjekke. Det ene tal var perfekt, men så fik jeg øje på dette, som er helt Anders And. Psykiatrien henviser af naturlige årsager til somatikken, så nu har jeg skrevet til egen læge, som altid er sød at svare hurtigt. Jeg er udmærket klar over, at pancreas betyder bugspytkirtel, men jeg bliver ikke meget klogere af doktor Google, bortset fra at det er noget med spyt.

Lungerne har ingen mislyde

Nåh, men jeg overlever jo nok …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.