, ,

Puslerier

At hygge mig

PSI-indlæggelse

Jeg er hjemme igen, og det er dejligt. Endnu engang har 808 lappet mig sammen. I denne omgang tog det heldigvis kun fem dage. PSI-konceptet er genialt!

Jeg kan uden videre komme og “få ro på”, som det hedder sig. Jeg kan komme direkte derud uden at skulle via modtagelsen i Glostrup. Jeg taler med en læge ved indlæggelse og udskrivelse som ved en ordinær indlæggelse, men ellers er jeg lidt overladt til mig selv. Det betyder, at jeg selv skal medbringe og styre medicin, og at jeg ikke kan få individuelle tilbud hos fysioterapeut og ergoterapeut. Bortset herfra indgår jeg i afsnittets dagligdag.

Jeg har lagt mærke til, at mit ur nærmest er indstillet til afsnittets døgnrytme. Kl. 12:58 opdager jeg, at det snart er tid til gåturen efter frokost…

Puslespil

For at aflede tankerne fra dødningehovederne har jeg købt tre puslespil. Flyt fokus, flyt fokus. Jeg er virkelig ikke ret god til at lægge puslespil, men her til formiddag kom der vitterligt hul på det første. Jeg klapper tilfreds på hver en brik, der passer ind i sammenhængen, og pludselig er der gået tre timer.

C på afdelingen kunne bare det med at lægge puslespil. Jeg vil øve mig og prøve at blive lige så god som hende. Hun kunne se på en brik blandt 100 og sige “den skal ligge der”. Sikke en evne at have. Jeg har også en ven, der lægger adskillige puslespil på 1.000 brikker, som for mig at se er helt umulige, men fremad det kommer hun. Hvis jeg træner, bliver jeg også god. Indtil videre hygger jeg mig bare med spil på 500 brikker.

Bilka

Under indlæggelsen har jeg fået styr på det inde i hovedet:

  • Andre mennesker går til jobsamtale og er bange for ikke at få jobbet. Jeg har det modsat: jeg er bange for at få jobbet.
  • Jeg vil sige det, som det er: jeg er overvældet over butikkens størrelse og bekymret over, om jeg kan finde rundt blandt de 15.000 varenumre. Hvis de på den baggrund siger, at så kan de ikke bruge mig, så siger vi bare pænt tak for samtalen, og det var ærgerligt.
  • Det skal siges, at jeg på afdelingen traf en sygeplejestuderende, der tidligere havde været i Bilka og roste virksomheden til skyerne. Det giver mig selvfølgelig lidt mod på tanden.
  • De første tre måneders ulønnet praktik må vise, hvordan det går. Jeg håber selvfølgelig at kunne leve op til kravene, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, men kan jeg ikke, vil det ikke være med livet som indsats.

POV International

POV International har godtaget mine første to artikler:

  1. Den store kønsforvirring
  2. ECT som mirakelkur

Artikel nummer tre er i støbeskeen, men den driller. Den skal handle om omkostninger i psykiatri og kommune i et forløb som mit. Fokus skal være politisk og ikke “ih hvor er det synd for mig, se hvor dyrt det har været”. Jeg har sendt version to til redaktøren og er meget spændt på, hvad han siger, efter jeg startede helt forfra med det blanke papir.

Der er en stor tilfredsstillelse i at få udgivet noget på skrift, udover det jeg selv udgiver. Jeg håber, jeg kan blive ved at finde emner. Forslag modtages meget gerne.

808 tur/retur

PSI-indlæggelse

Jeg tudede mig gennem to samtaler i distriktspsykiatrien. Anden gang syntes min kontaktperson, det ville være relevant, at jeg gjorde brug af PSI-pladsen. Hellere for tidligt end for sent. Jeg har også en veninde, der skubbede på. Jeg har gode mennesker omkring mig!

Formålet med PSI-pladsen er netop at tage tingene i opløbet på fem dage, inden det ender i endnu en lang reel indlæggelse.

Alligevel sad jeg hjemme med listen over kriterierne og overvejede, om jeg havde det dårligt nok til at belaste systemet igen kun to uger efter udskrivelsen.

Endelig kom jeg ud ad døren.

Baggrunden

Jeg skal til samtale i Bilka i Hundige, som er et meget stort sted. Jeg har mareridt bare ved tanken om at finde rundt der, eller rettere ved tanken om ikke at kunne finde rundt der. Mine spatiale evner er lig nul, og jeg kan fare vild på et hovedstrøg på Frederiksberg, selvom jeg bare skal lige ud.

Jobbet vil gå ud på at være en del af “Bilka to go”, hvor kunderne på nettet eller på en app kan bestille blandt de 15.000 varer i sortimentet. Bestillingerne skal afgives inden kl. 10:00 og skal være klar til afhentning kl. 14:00. I den mellemliggende periode skal kasserne så pakkes, og det forestiller de sig, at jeg skal gøre… vel sammen med en del andre?

Jeg har haft så meget angst ved tanken om end ikke at kunne klare den opgave. Veninder og medarbejderne på 808 har gjort alt for at fortælle mig, at der vil være en periode med oplæring, at man ikke forventer perfektion fra dag et og så videre. I mit hoved bliver det til “hvis jeg ikke engang kan klare det, hvad kan jeg så?” Det er forfærdeligt, når angsten tager over. Jeg har heldigvis ikke klinisk angst, mit er sådan set bare at være bange som i ræd.

Et er angsten et andet er sorgen

Jeg sørger over min sociale deroute. I 1990 blev jeg færdig som jurist og virkede i staten med alle mulige former for opgaver i 23 år; primært resultat- og økonomistyring samt ledelse af IT-projekter. I 2013 blev jeg afskediget fra Moderniseringsstyrelsen grundet sygdom.

I 2014 fik jeg diagnosen bipolar affektiv sindslidelse, og i 2016 blev jeg tilkendt fleksjob. Samlet set er det altså bare gået ned ad bakke siden 2013.

Jeg har kæmpet og kæmpet for at finde en plads til mig på fleksjobmarkedet, men det er lettere sagt end gjort. Kommunen v/ jobcenteret har været ekstremt behjælpelige, men alligevel er det ikke lykkedes at finde det rigtige.

Jeg er nu på vej til at tage hul på den sjette “ansættelse” (inklusiv diverse praktikker) siden januar 2016, så kræfterne er  ved at være brugt op.

At løfte blikket

Men jeg skal videre, for alle muligheder på jobmarkedet er ikke udtømt, det vil sige, at jeg ikke kan komme i betragtning til førtidspension. Nu om dage skal man have mistet både arme og ben for at komme i betragtning, og det har jeg jo heldigvis ikke. Jeg har bare to psykiske lidelser.

Første skridt er at gå til jobsamtalen og så i øvrigt undlade at oversælge mig selv, hvilket jeg har en tendens til. Jeg lyver aldrig; jeg er bare god til at sælge mig selv. Det skal jeg bare ikke gøre denne gang.

Jeg er nødt til at sige, at jeg er bange for de 15.000 varer, de 27 slags gulerødder, som der sikkert er, og de lange gange, når jeg kan fare vild i en telefonboks.

Nåleøjet

Det er et nåleøje

At blive indlagt i psykiatrien er ikke let. Man skal mindst komme med presserende selvmordstanker, der næsten skal være -planer.

Jeg har ikke længere styr på antallet af indlæggelser, men så vidt jeg husker, er jeg kun blevet sendt hjem fra modtagelsen en gang. Det var efter et ubehjælpsomt selvmordsforsøg i 2006. Lægen spurgte mig, om jeg ville love ikke at prøve igen. Jeg svarede, at det kunne jeg ikke garantere Herpå sendte hun mig hjem til en tom lejlighed, hvor alt var gjort parat.

Den optælling af indlæggelser, jeg har, starter i 2014, hvor jeg for alvor blev syg, og hvor diagnosen blev stillet. Frem til oktober/november 2018 har jeg været indlagt 11 gange svarende til 220 sengedage. En dag ved lejlighed skal jeg have opdateret optællingen og opgjort samtlige omkostninger. Indtil videre er jeg kommet til 1,7 millioner kr., som dog inkluderer sygedagpengene fra kommunen.

Jeg er altså kommet gennem nåleøjet 11 gange.

Lægens ord og bord

Det er ikke mig, der har opfundet termen “nåleøjet” om det kunststykke, der skal til for at blive indlagt. Det kommer fra en læge til en stuegangssamtale i det netop afsluttede forløb. Jeg havde i flere dage gået og tænkt over, om jeg bare var en lystløgner eller måske en hypokonder. Måske var der slet ikke nogen selvmordstanker og heller ikke nogen gulnede polaroidfotos fra 70’erne, hvor jeg selv hænger fra et træ. Måske havde jeg digtet det hele? Men jeg så og oplevede jo det hele, og det gjorde ikke min grundstemning bedre. Nu skulle jeg både kæmpe med selvmordstankerne, med billederne inde i hovedet og så også med tvivlen om hvorvidt, jeg bare var en løgner og hypokonder.

Det med hypokonderen passede godt med, at folk, der besøgte mig, sagde, at jeg så helt almindelig ud – altså så nærmest godt ud. Jeg kiggede på mine medpatienter. Men de så også godt ud. Altså kan det at se skidt ud ikke være et kriterium for at være på en psykiatrisk afdeling i ugevis.

Lægen greb heldigvis ind og sagde, at selv den største tryllekunstner ikke kunne komme igennem modtagelsen i Glostrup med flere overlæger uden virkelig at fejle noget.

På en måde blev jeg pludselig glad for min psykose og mine selvmordstanker.