Angst?

Jeg hader det

Jeg føler mig så nervøs, uden at jeg ved, hvad der ligger til grund for det. Hver gang telefonen ringer på arbejdet, sidder hjertet oppe i halsen, hvor jeg frygter at lave fejl; at svare kunderne forkert.

Eller jo, måske ved jeg godt, hvad der ligger til grund for det: jeg er bange for, at firmaet ikke beholder mig efter prøvetidens udløb. Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg vel ville have hørt noget på nuværende tidspunkt, hvis jeg var helt håbløs. Og jeg har intet hørt. Jeg ser frem til, at prøvetiden udløber den 21. januar 2020, så jeg ved, om jeg er købt eller solgt. Tanken, om evt. at være solgt, kan give mig panikangst. Jeg orker ikke at skulle starte forfra et nyt sted, og jeg elsker jo det sted jeg er og de opgaver jeg har; men alligevel ryster jeg.

Jeg ryster, og det gør jeg også i andre situationer. Venner siger det til mig, og jeg kan også selv mærke det. En dag måtte jeg endda drikke kaffen med sugerør, fordi jeg var bange for at spilde ud over nogle venners spisebord. Andre gange frygter jeg at spise sammen med andre, fordi jeg er bange for at tabe maden ned af gaflen. Jeg hader det.

Rysteriet kan være en bivirkning til Litium, når man har taget det i mange år. Det tror jeg bare ikke rigtig på, eftersom det primært er venstre side (hånd og arm), der ryster.

Også andre symptomer

Der er også andre symptomer på, at noget ikke er, som det skal være: Jeg går rundt med panisk angst for at miste tegnebog, nøgler og telefon og for at glemme koden til Visakortet. Når jeg skal ud ad døren tjekker jeg de tre førstnævnte ting mindst tre gange for at sikre mig, at de nu også er på deres faste pladser. Nå jeg lægger pungen på plads efter indkøb, bliver den efter fast rutine placeret i bunden af tasken. Her bliver nøglerne også tjekket. Alligevel er jeg overrasket over at finde tingene på deres rette plads, når jeg kommer hjem igen. Jeg hader det.

Jeg har ondt i maven, når jeg arbejder. Ikke meget men nok. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på at skulle på arbejde om to dage.

Er det angst?

Jeg tænker på, om det er angst. Det har jeg aldrig lidt af, så måske er det ikke klinisk angst, men så bare angstsymptomer. Uanset hvad så hader jeg dem. Og uanset hvad vil jeg tale med dem i distriktspsykiatrien om symptomerne.

, ,

Puslerier

At hygge mig

PSI-indlæggelse

Jeg er hjemme igen, og det er dejligt. Endnu engang har 808 lappet mig sammen. I denne omgang tog det heldigvis kun fem dage. PSI-konceptet er genialt!

Jeg kan uden videre komme og “få ro på”, som det hedder sig. Jeg kan komme direkte derud uden at skulle via modtagelsen i Glostrup. Jeg taler med en læge ved indlæggelse og udskrivelse som ved en ordinær indlæggelse, men ellers er jeg lidt overladt til mig selv. Det betyder, at jeg selv skal medbringe og styre medicin, og at jeg ikke kan få individuelle tilbud hos fysioterapeut og ergoterapeut. Bortset herfra indgår jeg i afsnittets dagligdag.

Jeg har lagt mærke til, at mit ur nærmest er indstillet til afsnittets døgnrytme. Kl. 12:58 opdager jeg, at det snart er tid til gåturen efter frokost…

Puslespil

For at aflede tankerne fra dødningehovederne har jeg købt tre puslespil. Flyt fokus, flyt fokus. Jeg er virkelig ikke ret god til at lægge puslespil, men her til formiddag kom der vitterligt hul på det første. Jeg klapper tilfreds på hver en brik, der passer ind i sammenhængen, og pludselig er der gået tre timer.

C på afdelingen kunne bare det med at lægge puslespil. Jeg vil øve mig og prøve at blive lige så god som hende. Hun kunne se på en brik blandt 100 og sige “den skal ligge der”. Sikke en evne at have. Jeg har også en ven, der lægger adskillige puslespil på 1.000 brikker, som for mig at se er helt umulige, men fremad det kommer hun. Hvis jeg træner, bliver jeg også god. Indtil videre hygger jeg mig bare med spil på 500 brikker.

Bilka

Under indlæggelsen har jeg fået styr på det inde i hovedet:

  • Andre mennesker går til jobsamtale og er bange for ikke at få jobbet. Jeg har det modsat: jeg er bange for at få jobbet.
  • Jeg vil sige det, som det er: jeg er overvældet over butikkens størrelse og bekymret over, om jeg kan finde rundt blandt de 15.000 varenumre. Hvis de på den baggrund siger, at så kan de ikke bruge mig, så siger vi bare pænt tak for samtalen, og det var ærgerligt.
  • Det skal siges, at jeg på afdelingen traf en sygeplejestuderende, der tidligere havde været i Bilka og roste virksomheden til skyerne. Det giver mig selvfølgelig lidt mod på tanden.
  • De første tre måneders ulønnet praktik må vise, hvordan det går. Jeg håber selvfølgelig at kunne leve op til kravene, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, men kan jeg ikke, vil det ikke være med livet som indsats.

POV International

POV International har godtaget mine første to artikler:

  1. Den store kønsforvirring
  2. ECT som mirakelkur

Artikel nummer tre er i støbeskeen, men den driller. Den skal handle om omkostninger i psykiatri og kommune i et forløb som mit. Fokus skal være politisk og ikke “ih hvor er det synd for mig, se hvor dyrt det har været”. Jeg har sendt version to til redaktøren og er meget spændt på, hvad han siger, efter jeg startede helt forfra med det blanke papir.

Der er en stor tilfredsstillelse i at få udgivet noget på skrift, udover det jeg selv udgiver. Jeg håber, jeg kan blive ved at finde emner. Forslag modtages meget gerne.

808 tur/retur

PSI-indlæggelse

Jeg tudede mig gennem to samtaler i distriktspsykiatrien. Anden gang syntes min kontaktperson, det ville være relevant, at jeg gjorde brug af PSI-pladsen. Hellere for tidligt end for sent. Jeg har også en veninde, der skubbede på. Jeg har gode mennesker omkring mig!

Formålet med PSI-pladsen er netop at tage tingene i opløbet på fem dage, inden det ender i endnu en lang reel indlæggelse.

Alligevel sad jeg hjemme med listen over kriterierne og overvejede, om jeg havde det dårligt nok til at belaste systemet igen kun to uger efter udskrivelsen.

Endelig kom jeg ud ad døren.

Baggrunden

Jeg skal til samtale i Bilka i Hundige, som er et meget stort sted. Jeg har mareridt bare ved tanken om at finde rundt der, eller rettere ved tanken om ikke at kunne finde rundt der. Mine spatiale evner er lig nul, og jeg kan fare vild på et hovedstrøg på Frederiksberg, selvom jeg bare skal lige ud.

Jobbet vil gå ud på at være en del af “Bilka to go”, hvor kunderne på nettet eller på en app kan bestille blandt de 15.000 varer i sortimentet. Bestillingerne skal afgives inden kl. 10:00 og skal være klar til afhentning kl. 14:00. I den mellemliggende periode skal kasserne så pakkes, og det forestiller de sig, at jeg skal gøre… vel sammen med en del andre?

Jeg har haft så meget angst ved tanken om end ikke at kunne klare den opgave. Veninder og medarbejderne på 808 har gjort alt for at fortælle mig, at der vil være en periode med oplæring, at man ikke forventer perfektion fra dag et og så videre. I mit hoved bliver det til “hvis jeg ikke engang kan klare det, hvad kan jeg så?” Det er forfærdeligt, når angsten tager over. Jeg har heldigvis ikke klinisk angst, mit er sådan set bare at være bange som i ræd.

Et er angsten et andet er sorgen

Jeg sørger over min sociale deroute. I 1990 blev jeg færdig som jurist og virkede i staten med alle mulige former for opgaver i 23 år; primært resultat- og økonomistyring samt ledelse af IT-projekter. I 2013 blev jeg afskediget fra Moderniseringsstyrelsen grundet sygdom.

I 2014 fik jeg diagnosen bipolar affektiv sindslidelse, og i 2016 blev jeg tilkendt fleksjob. Samlet set er det altså bare gået ned ad bakke siden 2013.

Jeg har kæmpet og kæmpet for at finde en plads til mig på fleksjobmarkedet, men det er lettere sagt end gjort. Kommunen v/ jobcenteret har været ekstremt behjælpelige, men alligevel er det ikke lykkedes at finde det rigtige.

Jeg er nu på vej til at tage hul på den sjette “ansættelse” (inklusiv diverse praktikker) siden januar 2016, så kræfterne er  ved at være brugt op.

At løfte blikket

Men jeg skal videre, for alle muligheder på jobmarkedet er ikke udtømt, det vil sige, at jeg ikke kan komme i betragtning til førtidspension. Nu om dage skal man have mistet både arme og ben for at komme i betragtning, og det har jeg jo heldigvis ikke. Jeg har bare to psykiske lidelser.

Første skridt er at gå til jobsamtalen og så i øvrigt undlade at oversælge mig selv, hvilket jeg har en tendens til. Jeg lyver aldrig; jeg er bare god til at sælge mig selv. Det skal jeg bare ikke gøre denne gang.

Jeg er nødt til at sige, at jeg er bange for de 15.000 varer, de 27 slags gulerødder, som der sikkert er, og de lange gange, når jeg kan fare vild i en telefonboks.