Tag Archive for: Psykiatrisk Center Hvidovre

,

Nu er jeg smidt ud eller “rask”

Nu er jeg smidt ud eller "rask"

Jeg er rasende

Nu er jeg smidt ud eller “rask”

Det er ikke ret tit, jeg bliver virkelig rasende og indebrændt, men det er sket i dag. Klinikchefen, der er den “fineste” læge på et psykiatrisk center, skrev i overlæge M’s feriefravær den 30. juni kl. 11:29, “… hvis der efter endt ECT-terapi er behov for udslusningsforløb, vil dette kunne foregå via 808.”

Jeg har aldrig syntes, at lægerne er finere eller bedre mennesker end jeg selv. Jeg har stor respekt for deres faglighed og for det, de kan, og det lytter jeg selvfølgelig til, på samme måde som jeg forventer, at det gælder den anden vej. Det vil sige, at jeg forventer, de lytter til mig, hvis der evt. findes områder, hvor jeg selv har en eller anden form for indsigt.

Jeg har i dag været til lægesamtale og der er skrevet et “Udskrivningsresumé”. Glostrup og Brøndbyøstervej er henover hovedet på mig blevet enige om, at der ikke er behov for et udslusningsforløb. Det er altså imponerende, at de har kunnet enedes om dette uden at spørge mig, hvad jeg synes ville være betimeligt. Vi kunne vel i det mindste have talt sammen i telefon/korresponderet på e-mail eller lignende.

Jeg sagde ligefrem til vedkommende, at jeg følte mig smidt ud. Lægen korrigerede og sagde, at jeg i stedet blev skrevet ud. Det lyder selvfølgelig også bedre!

Psykiatrien kan ikke løse alle problemer

Psykiatrien kan naturligvis ikke løse alle problemer. Det har jeg ingen forventning om. En medarbejder K på 808, som jeg kender vældig godt, sagde i juni meget rigtigt, at vi gang på gang har lappet på nogle grundlæggende problemstillinger vha. ECT, og at det er årsagen til, at jeg kommer retur gang på gang. Den fejl skulle vi ikke gentage. Derfor skulle vi nu bringe mig ovenpå vha. ECT og herefter drøfte de grundlæggende problemstillinger. Tror psykiatrien, at jeg finder det morsomt at komme retur gang på gang?

Den læge, jeg så i dag, fortalte mig noget, jeg udmærket vidste i forvejen, nemlig at mange psykiatribrugere kæmper med og mod ensomhed. Kunne psykiatrien løse dette problem, ville mange samfundsproblemer være løst. Det er jeg fuldkommen enig med hende i.

Jeg tror ikke, at psykiatrien skal løse mine problemer med det relationelle, der delvist skyldes min autismediagnose. Men jeg er skuffet over, at en ret klar og dokumenterbar aftale er tilsidesat henover hovedet på mig. Nu kan vi/jeg nemlig tage turen en gang til på et eller andet tidspunkt. Jeg må endnu en gang henvende mig i modtagelsen/(afvisningen), hvilket jeg ikke finder videre morsomt. Man skal være virkelig dårlig for at henvende sig dér for ikke at blive afvist. Selvmordstankerne skal være overvældende. Følelsen af ikke at blive savnet skal være overvældende. Tankerne om, at det ikke betyder noget, om jeg er her eller ej skal også være overvældende, før de tager imod mig. Det skal være mere end sikkert, at min eksistens er ligegyldig.

Jeg er rasende – og jeg er ked af det. Og jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af nogen af delene.

Velkommen hjem!

På billedet burde have stået

“I henhold til Fødevarestyrelsens påbud må vi ikke opbevare privatindkøbt mad og is i fryseren”.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Jeg får det, som jeg vil have det!

Jeg får det, som jeg vil have det!

De skal ikke overbehandle mig

Jeg får det, som jeg vil have det!

Jeg har lige netop været til lægesamtale, og den var kort (2 minutter og 57 sekunder), for lægen havde ikke noget at sige, så det var kun mig, der sagde noget.

Jeg er ganske godt skåret for tungebåndet, og havde forberedt følgende:

  1. Psykiatrisk Center Glostrup skal ikke overbehandle mig
  2. Jeg har det godt (igen)
  3. Vi stopper efter seks gange ECT mod oprindeligt planlagt ti.
  4. De sender mig retur til Brøndbyøstervej (808), når flowmaster kan skaffes en plads derude (de har kun 11 pladser)
  5. Det gik fint at være hjemme i weekenden, dvs. ingen selvmordstanker.

Lægen spurgte, om jeg havde det så godt, at jeg faktisk bare burde udskrives? Det er et relevant spørgsmål. Jeg berettede om, at K på 808 havde sagt noget rigtigt om, at “alle de andre gange har vi repareret på ensomheden ved hjælp af ECT. Denne gang bør vi grave spadestikket dybere.”

Ensomhed er et issue for mange

Jeg har ikke været opmærksom på det før, men denne gang har jeg talt lidt dybere med flere medpatienter, og det er gået op for mig, at det, der får den “psykiatriske lavine” til at rulle, uhyre ofte er ensomhed, og det gælder både folk på og udenfor arbejdsmarkedet.

Selv er jeg uden for arbejdsmarkedet, og trives som hovedregel vældig godt med det. Jeg har en bunke “nørdede” interesser og har på ingen måde problemer med at få tiden til at gå. Nærmest tværtimod.

Jeg havde fundet et firma, der gerne ville ansætte mig nogle få timer pr. uge, og det var jeg faktisk parat til at påtage mig. Men jeg har to medarbejdere i psykiatrien, der kender mig vældig godt, og som fraråder mig at udnytte hjemlen i pensionsloven til at gøre dele af pensionen hvilende. Min tidligere sagsbehandler i Hvidovre Kommune fraråder det sådan set også … Så jeg tør ikke.

De argumenterer alle med, at selvom jeg fx ansættes fem timer ugentligt i firmaet, vil jeg bruge 35 yderligere timer på at tænke på optimeringer, problemløsninger osv. Det kommer til at ligne min korte “karriere” i Interflora. Psykologen argumenterer på lignende vis.

Alle de kloge mennesker skal ikke spilde deres rådgivning på gulvet! Jeg lytter til dem.

I eftermiddag kl. 15:00 ringer min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien, og jeg ser frem til at fortælle hende, hvad jeg er kommet frem til.

Personalets synlighed

På Brøndbyøstervej er medarbejderne meget synlige, hvilket medfører, at patienterne har et ganske godt billede af, hvem de er som mennesker. På Nordstjernevej bevirker bygningskonstruktionen, at medarbejderne er afsondrede. Kontoret minder om et “bur” mellem to længer.

På en eller anden måde betyder det atter, at patienterne ikke lærer medarbejderne at kende. Hvem tør åbne sig overfor en medarbejder, de kun dårligt kender? Jeg advokerer naturligvis ikke for, at vi skal være lige syge! Men nu hvor jeg har to matrikler at sammenligne mellem, er det tydeligt for mig, at jeg er mere åben overfor mennesker, jeg har en vis føling med.

Hvordan skabes kulturen på et afsnit?

Det er markant, at der er kulturforskelle, når man flytter fra Brøndbyøstervej til Nordstjernevej. Jeg har filosoferet en hel del over, hvordan kulturen på et afsnit skabes.

Jeg har selvfølgelig ikke fundet de vises sten men har indtrykket af, at det er oversygeplejerske og overlæge i forening, der sætter rammer og retningslinjer for et afsnit. Og at det er årsagen til, at to afsnit i samme koncern kan opleves væsensforskellige.

De unge psykologer

Her er faktisk to psykologer, og uanset de virker meget unge, har jeg besluttet at gå med i gruppen i eftermiddag. Sidste uge drejede det sig om en opskrift på at “sige fra” på en ordentlig og respektfuld måde.

Så vidt jeg husker, skulle temaet i dag være noget om at være patient. Det mener jeg en hel del om 🙂 


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Udelukkende for ECT

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Jeg prøver holde fast i, hvad en sagde på 808: “Du er der kun for ECT”. De andre ting, der skal drøftes, må finde sted på 808. 

Har lige været til samtale med lægen. Det gik ikke ret godt. Vi talte fuldkommen forbi hinanden, og det bekræftes af lydoptagelsen. Indledningsvist måtte vi igennem det med, om jeg måtte have lov at optage, idet kontaktpersonen, der har fået besked om det fra 808, endnu ikke var til stede. Endnu en gang er der mange kokke i maden. Det var så langt ude, at jeg måtte sige “Du kan faktisk ikke sige nej”. Det starter selvfølgelig samtalen med dårlig karma, og det er sikkert min fejl.

Der er fx i går om ECT skrevet: “udtalt postikal supression”. Jeg spurgte, hvad det betød. Tre gange gentog hun, at man beskriver de forskellige faser. Yes! Det kan jeg godt regne ud, jeg behøver ikke få det gentaget, jeg er nemlig ikke blevet dum af at blive syg, og jeg kan også selv finde ud af, at det betyder noget med “efter”, men hvad betyder det? Jeg havde naturligvis prøvet med Google, inden jeg forstyrrede med den slags småting angående min hjerne (eller hvad det nu er).

Vedkommende spurgte, om jeg var “håbløs”. Nej det er jeg vist ikke, men jeg føler håbløshed, og det er altså noget andet. Nuvel, det kan anses for ordkløveri fra min side, og det skal naturligvis ikke lægges den anden til last.

Det bedste ved samtalen var, at hun bad kontaktpersonen “bestille plads” på 808 til den 25. juli. Der er præcis tre uger til i dag. Jeg glæder mig allerede, men det bliver tre lange uger. Men jeg tvivler egl. på, at det kan lade sig gøre at “bestille plads”. Det forudsætter jo, at de netop har udskrevet en patient, og derfor har en tom seng ud af de 11 de har … Nåh men det skal jeg jo ikke blande mig i. Der findes vel en løsning.

Til næste samtale med vedkommende må jeg have in mente, at jeg udelukkende er her for ECT. Nul huskeliste og nul spørgsmål.

Efter frokost vil jeg gå op til professor Poul Videbech, og spørge, om han vil være med i min podcastserie om “Aspekter af psykiatrien”.

Jeg kan simpelthen ikke lide at være her

Medpatienterne er søde.

Men for eksempel:

  • Der er forbudsskilte og påbudsskilte overalt
  • Personalet sidder i “buret” omgivet af lukkede døre.
  • Patienterne er forstyrrende elementer
  • Kontaktpersonen er nonchalant og ikke-opsøgende. Og jeg har derfor ikke lyst at opsøge ham, men pdas. ved jeg heller ikke, hvad vi skulle tale om, så det er måske i orden?
  • En eller anden har i journalen skrevet, at jeg er tryg her. Hvor det kommer fra, ved jeg ikke, idet jeg føler mig særdeles u-tryg og ikke kan finde rundt, fordi alt er så stort. Jeg har følelsen af, at jeg løber rundt om mig selv

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Når angsten den tager fat

Når angsten den tager fat

“Livet er sjovt”

Når angsten den tager fat

Den tidligere omtalte reservelæge med sprogproblemerne sagde blandt andet “Livet er sjovt”. Jeg måtte ganske enkelt korrigere hende og sige, at det havde mit altså ikke været. Selvfølgelig har der været gode perioder, men overordnet set har det været op ad bakke siden min far døde i november 1972. Selvom jeg har stået på toppen af Kilimanjaro (5.896 meter) er denne bakke højere. Forskellen er, at der er varmere den sidste nat.

Lige nu kan jeg ikke overskue de kommende 3 – 4 uger, selvom planen er den eneste rigtige på nuværende tidspunkt. Det behøver man ikke være klinikchef for at indse. Man skal bare have været “her” før.

Jeg får de mest fantastiske e-mails og private beskeder fra mennesker, der har betydet meget gennem mange år. De betyder meget, når angsten for stort set alt har taget fat. Fx er jeg i “min sygeplejerskes” tanker, hende der var så god til at holde mig i hånden, og det er jo helt utroligt. Altså har jeg sat et lille aftryk i verden, og måske vil den være et lidt ringere sted uden mig. Men det går jo over.

Bare tanken om at skulle pakke sammen her, tage tasken, sige farvel til patienterne C og T, som jeg har knyttet bånd til, samt det tilstedeværende personale, gå ned ad den lange gang til taxaen, der skal køre mig til Nordstjernevej, får tårerne frem. M kan måske tage med, men ressourcesituationen siger nok nej. Jeg er snart 60, så selvfølgelig bør jeg kunne klare det selv. Psykologen plejer at sige, at jeg er verdensmester i at tage mig sammen, så det kan jeg også i morgen.

En kompleks størrelse

Min depression er indadvendt, og derfor vanskeligere at diagnosticere end en “almindelig” depression, siger M. Klinikchefen skrev “Diskret agiteret præg med let talepres”, og det skulle så betyde det med det indadvendte, ref. M.

Kender man mig ikke, viser jeg kun de normale 25 pct. af hjernen, og så tror man, at jeg har det glimrende. Det andet større spor forbliver mit private. Nu skal jeg et fremmed sted hen til fremmede mennesker og forsøge at lære dem om det.

Lære dem at min problemstilling er kompleks, at jeg selv er kompleks, og at jeg ikke præsenterer mine følelser og tanker for hvem som helst. Og at jeg ikke passer til løsningerne fra den øverste skuffe. Hvordan finder jeg overskuddet til det?

M vil prøve at formidle det telefonisk på mine vegne, hvis hun kan finde en, der ikke er på vej på ferie og som måske skal være en af mine kontaktpersoner. I guder. Til tider føles alt dette lidt umuligt, men M er et af de mange mennesker i psykiatrien, der står på hovedet for sine patienter, så måske kan hun trylle endnu en gang?

Recoverymentoren

808 har ansat en meget venlig yngre mand som recoverymentor. Han er sikkert dygtig; jeg har kun talt med ham et par gange, da han er meget opsøgende/påtrængende. Jeg endte med at formulere en “pagt” for os: “Jeg skal nok selv opsøge dig, hvis jeg får behov for dig” og den gav vi hinanden håndslag på. Nu bliver der så ikke rigtig brug for pagten, med mindre jeg vender tilbage til 808 efter ECT, hvilket jeg håber.

Eksempel: Jeg sad på mit værelse og så en TV Avis. Han kom og ville meget gerne gå en tur med mig. Jeg havde oplevelsen af, at det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Så vi gik i skoven i stilhed, når han altså ikke febrilsk prøvede at finde på noget at sige eller at udspørge mig om. Jeg er et nogenlunde høfligt menneske, så selvfølgelig svarede jeg på spørgsmålene, uagtet jeg bestemt ikke havde lyst at blotte sjæl og tanker for ham.

Jeg spurgte ham til hans rolle, da jeg var meget bekymret for at skyde endnu et led ind, der skulle formidle sine egne oplevelser/fornemmelser af mig til det faste personale. Der er allerede kokke nok i maden og der bruges tid på at udrede misforståelser.

Dagens citat

Dagens citat kommer fra Anne Linnets “Tusind stykker”, der gjorde LP’en “Jeg er jo lige her” fra 1988 til et stort hit.

Vers 2:

Man siger jo, at det, der sker, er altid godt for noget
Og troen har vi fået for at bruge den
Men man si’r så meget, men ved så lidt, når angsten den tager fat
Og sjælen mærker illusioner briste

 


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.