Psykiatribrugere kæmper med ensomhed

Psykiatribrugere kæmper med ensomhed

Ensomhedens Gade nr. 9

Psykiatribrugere kæmper med ensomhed

Det er altid let at generalisere – så det gør jeg også …

“Ensomhedens Gade nr. 9” er omkvæd fra en gammel sang med John Mogensen.

En ting, der er slående ved denne indlæggelse, er, at også adskillige af mine medpatienter kæmper med ensomhed. Det har aldrig før stået så tydeligt for mig: Jeg er ikke alene om at kæmpe med ensomheden. Selvfølgelig kan man overveje, hvad der kommer først helt som med hønen og ægget. Bliver man psykisk syg af at være ensom, eller bliver man ensom af at være psykisk syg?

Det er sikkert en vekselvirkning: sygdommen og ensomheden følges pænt ad – de forstærker hinanden.

Psykisk sårbar eller psykisk syg?

Bemærk at jeg ikke kalder det “psykisk sårbar”, for alle mennesker er psykisk sårbare, af disse er kun nogle psykisk syge. Det var Poul Nyrup, der introducerede begrebet “psykisk sårbar”, men selv har jeg altid syntes, det er et forvrøvlet udtryk.

En medpatient sagde engang: “Jeg er altid psykisk sårbar. Når jeg er psykisk syg, er jeg indlagt”. Det havde han fuldkommen ret i.

Langsomt hjem

Nordstjernevej gør meget for at sikre, at man er klar til at blive udskrevet. De skubber på og sørger for, at tilvænningen til eget hjem sker gradvist. Det er en af de ting, jeg vil tage med tilbage til Brøndbyøstervej, for så vidt jeg husker, er de ikke lige så gode til at skubbe på – men jeg kan tage fejl.

Nogle tager hjem en eftermiddag og kommer tilbage til Nordstjernevej og beretter om en lidt tom og mærkværdig oplevelse: De er ikke i gang med noget, køleskabet er tomt og det er i det hele taget en speciel oplevelse at runde hjemmet. Hvad skal de derhjemme?

Jeg har svært ved at se, at hospitalet kan gøre mere, end de allerede gør. Det er min opfattelse, at de gør ret i at skubbe på, så hjemkomsten bliver etapevis og ikke bliver fra den ene dag til den anden. Det skal være en proces.

Min dag

Jeg sidder og savner morgenkaffen, idet jeg har tid til ECT ca. kl. 10:15. Når jeg er ude på den anden side, skal jeg have kaffe og mad. Derefter skal jeg hjem på weekendorlov. Jeg ser frem til at se mit hjem igen. Der er vasketøj, der skal lægges sammen og på plads. Det bliver godt.

Vejret er godt, så jeg kunne jo gå en tur?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

5 Svar
  1. Glennie Jensen
    Glennie Jensen siger:

    Også jeg har med glæde bemærket, at du synes at have det væsentlig bedre end for bare et par uger siden. Du har lyst til at være hjemme og kan se fremad igen. Hvor var det godt, at du “bed i det sure æble” og lod dig overflytte, så du kunne få den rette behandling!
    Jeg tror, at du har helt ret i, at (psykisk) sygdom og ensomhed forstærker hinanden. Det siger næsten sig selv, at man ikke har overskud til at række ud og etablere nye venskaber, hvis man er meget skrøbelig selv. Den slags kræver overskud.
    Det lyder dog som om, du har gjort nogle gode bekendtskaber på din nuværende afdeling – måske de kunne fortsætte efter udskrivning?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Glennie

      Du har fuldkommen ret! Det er fuldkommen rigtigt: Jeg måtte bide i det sure æble! Ja – jeg kan atter se fremad. Jeg havde ikke troet, det ville være muligt at atter at se fremad! Det var utrolig vanskeligt for mig, at lade mig overflytte. Jeg troede simpelthen ikke, det ville være muligt. Min tanke var, at jeg kunne overflyttes, men ikke at jeg kunne overflyttes. Jeg var utrolig bange for, om det kunne lade sig gøre. Jeg må sige, at jeg er blevet klogere!

      Svar
  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Ang. ensomhed: Andre mennesker skal nok doseres temmelig præcist, for at vi mennesker kan være tilpas. Vi kan ikke undvære andre mennesker, det er sikkert. Omvendt kan de tit lægge grunden til vores problemer. Men det er helt sikkert nødvendigt at have kontakt med andre mennesker, og meningsfuld kontakt, i et vist omfang, hvis det skal gå os vel.

    Den udefinerbare “tone” er meget lysere i dit skriftlige udtryk nu. Også et tegn på, at du ikke skal slå dine folder på psyk. afdelingerne så meget længere nu. Til lykke med det!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Ja – det med andre mennesker er noget af en balancegang. Adskillige af mine medpatienter og jeg har talt om, at vi burde lave en form for kollektiv. Vi har det utrolig hyggeligt sammen; samtidig vil vi alle (vi er alle modne kvinder) gerne have både noget fælles og noget, der er vores eget.

      Det glæder mig, at “tonen” nu er lysere! Men jeg har også været indlagt siden den 29. maj … det er sørme længe, og jeg begynder at savne mit dejlige hjem. I morgen har jeg en aftale til frokost kl. 12:00, og det glæder jeg mig meget til.

      Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] så i dag, fortalte mig noget, jeg udmærket vidste i forvejen, nemlig at mange psykiatribrugere kæmper med og mod ensomhed. Kunne psykiatrien løse dette problem, ville mange samfundsproblemer være løst. Det er jeg […]

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *