/0 Kommentarer/i , /af ,

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Psykisk sygdom er typisk (også) kronisk

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Regeringen har præsenteret et omfattende reformudkast på sundhedsområdet. Der er flere formål med reformen, og professor emeritus Syddansk Universitet, der har forsket i sundhedsvæsenet i 45 år, Jes Søgaard siger til ugeskriftet, at han er:

overrasket over, hvor ambitiøst et reformudkast, der ligger på bordet nu.

Og det er selvfølgelig positivt. Noget af reformen drejer sig ifølge både statsministeren og sundhedsministeren om, at man vil sørge for at sende lægerne derhen, hvor patienterne er mest syge. Det er en del af ledelsesretten, at arbejdsgiveren anviser arbejdsstedet, så det er vel ikke så overraskende?

Man taler hele tiden om, at man med reformen løser problemet med kronikerne. Jeg har lyttet og læst mig til, at at det drejer sig om kronikerne på det somatiske område (kol, hjertesygdomme, kroniske lænderyg-smerter, diabetes 2 og cancer).

Har man en psykisk sygdom, er man typisk også kroniker. Man kan måske behandles til et acceptabelt niveau med medicin, ECT og/eller i Distriktspsykiatrien/F-ACT, men det går aldrig helt over. Man kan aldrig sige »Nu er jeg rask!«. Det vil altid være tilstede i en eller anden grad. Man vil altid skulle følges på en eller anden måde. Når vi møder hinanden spørger vi derfor altid »Hvordan går det? Hvordan har du det?«. Om det samme gør sig gældende på det somatiske område, ved jeg ikke.

Mit spørgsmål er derfor: Hvordan kan det lykkes regeringen gang på gang at udelade psykiatrien?

De tro partisoldater

Jeg drøftede spørgsmålet på Facebook med en af de tro partisoldater fra en af regionerne. Hun skrev »Psykiatrien kommer senere«, men da jeg spurgte, hvornår »senere« var, fik jeg ikke noget svar.

Hvad med 10-årsplanen?

Jeg er ved at være træt af at gentage mig selv, men det fremgik af regeringsgrundlaget fra 2019 side 18 og 19, at der skulle udarbejdes en 10-årsplan for psykiatrien. Det er altså fem år siden.

I begyndelsen af maj 2022 spurgte Pia Olsen Dyhr (SF) i statsministerens spørgetime, hvor 10-årsplanen blev af. Merete Nordentoft kommenterede svaret og jeg kommenterede Merete Nordentoft. Og nej vi er ikke blevet raskere af at spille brætspil eller gå til spejder. Og civilsamfundet er ikke videre dygtigt til at behandle os!

Jeg undrer mig stadig over, hvor planen mon bliver af.

Af og til hører man ministeren til pressen glæde sig over et beløb på et eller andet antal millioner til psykiatrien. Det er naturligvis positivt, men er det varige midler eller er det engangsbevillinger? Er det dele af 10-årsplanen, der således udmøntes i dråber hist og pist? Hvem følger egentlig op på 10-årsplanen?

Skyldes det hele, at NGO’erne på det somatiske område er meget dygtigere? Helt konkret: er Kræftens Bekæmpelse meget dygtigere end SIND?

Dygtighed kan selvfølgelig ikke måles i kroner, men ser man på driftsregnskaberne for 2023, var der markante forskelle på indtægterne. Måske kan man måle befolkningens interesse i millioner kroner?

SINDs indtægter udgjorde i alt: 8.863 (dvs. 8,9 mio. kr.) og Kræftens Bekæmpelses indtægter udgjorde i alt: 781.220 (dvs. 781,2 mio. kr.).

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Anders Aggers “Syg ungdom”

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

For en del år siden brugte jeg Skype meget. Forleden foretrak en anden slægtsforsker at kommunikere via Skype, så jeg aktiverede min gamle konto.

I programmet kan man lave en slags “mantra”. Det var mærkeligt at se, at jeg engang i “de grimme år”, som jeg foretrækker at kalde dem, altså årene hvor jeg var meget syg, udfyldte rubrikken med “Livet er et tilbud, du ikke kan afslå“. Med ordene forsøgte jeg at holde fast i, at jeg skulle leve. Det var de år, hvor jeg ofte spurgte mig selv “Er det i dag?” og hvor jeg havde følelsen af at overleve en dag ad gangen.

Det var også de år, hvor jeg kunne telefonnummeret til “Livslinien” udenad. Det kan jeg nu stadig. Det er 70 201 201. Jeg har talt meget med de gode mennesker, der uden aflønning sidder og taler med os, der ikke vil mere.

Jeg følger Anders Aggers “Syg ungdom”, hvor andet afsnit blev vist i aftes. Jeg sad med tårerne parate i tårekanalerne.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at så unge mennesker, nogle er jo nærmest børn, skal stille sig selv de samme spørgsmål. Der er noget, vi gør forkert. Nogen må for Fanden kunne finde ud af, hvad fejlen(e) er. Vi plejer da at sige, at vi er et videnssamfund. Hvorfor ved vi så ikke noget om dette? Hvorfor sætter vi ikke ind? Det kan vel ikke være så svært, hvis man sætter dygtige mennesker til det. Jeg hjælper gerne med at udpege et par håndfulde, jeg selv har mødt i psykiatrien.

Pigerne med anoreksi

Pigerne kan ikke spise, så de spiser på tid. Nogle ligner mest af alt levende skeletter. Minuturet bliver sat til 30 minutter, og man ser, hvordan de i de minutter kæmper med hver bid. Der sidder en medarbejder ved bordet og holder øje med tiden og bidderne. Når minutterne er overståede, følger en periode, hvor de skal sidde sammen. Det blev ikke sagt, men det må være fordi, man vil sikre sig, at de ikke går ud og stikker en finger i halsen, inden næringen er optaget i organismen.

Engang for mange år siden, læste jeg, at anoreksi opstår, når smerten ved at sulte sig, overdøver en anden smerte i livet. Jeg er ikke klar over, om det stadig er gældende ret på bjerget.

En tvangsindlæggelse

Man ser i anonymiseret form en tvangsindlæggelse på “gule papirer”, fordi en læge har vurderet, at en pige er farlig for sig selv. Når det er “gule papirer”, har ordensmagten syv dage til at gribe ind. Hun vil ikke samarbejde om indlæggelse på Skejby. Politiet forsøger mange gange på at få hende til at gå frivilligt med.

De siger, at hvis hun ikke samarbejder, er de nødt til at tage fat i hende, når lægen nu har sagt sådan. Efter mange forgæves overtalelsesforsøg må de til sidst tage fat. De gør det så godt og så omsorgsfuldt som muligt. Man ser hende gå modvilligt hen ad gangen med en betjent på hver side. De holder i hendes albuer. Hun skal ud til ambulancen, der holder klar. Det er barske sager.

På røde papirer

Ordet “papirer” minder mig om en samtale med psykologen den 23. juli 2015. Jeg har jo alle vores samtaler som lydfiler. Jeg kalder samtalen for “Microsoft-sessionen”. Jeg sidder og ved ikke, om jeg tør fortælle hende sandheden om mine tanker, fordi jeg er bange for, at hun indlægger mig på “røde papirer”. Hun siger, at hun ikke kan gætte mine tanker, men at hun er nødt til at efterprøve, hvor jeg er. Ellers kan hun ikke hjælpe mig. Det kan jeg trods alt godt se.

Så jeg fortæller hende om afskedsbrevet fra aftenen før. Det er rettet til dem, der måtte finde mig. Jeg fortæller hende om, at jeg ikke længere orker den årelange kamp, der startede i 1972. Jeg kan ikke mere. Det er også barske sager.

Sessionen har fået sit navn, fordi mit momentane vanvid gør, at jeg ikke har tid til at blive indlagt (…), fordi jeg har en aftale med Microsoft om, at de skal ringe om aftenen for at hjælpe med at løse et problem med min PC. Ergo holder jeg alligevel lidt fast i livet.

Det er godt, det er ni år siden.

Tvang i psykiatrien

Da jeg sidste (ikke seneste!) gang blev indlagt i Glostrup på 174 i sommeren 2023, oplevede jeg for første gang i ni år, at man nævnte ordet tvang overfor mig, der er verdens mest fredelige menneske, og aldrig nogensinde i mit da 59 årige liv havde været udadreagerende.

Medarbejderen spørger mig, hvilken for for tvang, jeg foretrækker, hvis tvang skulle blive nødvendig. Hun kan tilbyde – og jeg må helt selv vælge mellem:

  • medicin
  • fastholdelse
  • bæltefiksering

Så har manualerne taget over, og der kan sættes flueben ved, at patienten selv har valgt tvangsindgrebet. Så er patienten ikke længere et menneske men kun en patient, der er en passiv spiller i et system, der er præget af forråelse.

Jeg skal aldrig mere til afsnit 174!

Bortset fra netop det afsnit, har jeg fået – og får fortsat – en fornem behandling i psykiatrien. Eksempelvis var jeg knapt et år tilknyttet “Akutteamet” i Glostrup. Kasper og Christina lyttede og forstod alle data i mine regneark. Og jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej. Jeg har haft hende siden starten. Hun forstår også regnearkene.

Problemet er, at vil jeg til 808 på Brøndbyøstervej 160, hvor patienterne er mennesker, og hvor jeg hører til, og hvor den geniale overlæge gennemskuede den 11 år gamle forkerte diagnose, skal man være i Glostrups akutmodtagelse og vente på, at 808 får en ledig seng.

Dem er der nemlig ikke ret mange af, fordi alle vil til 808 – og det forstår man jo godt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Hygiejnebind for 195 milliarder kr.?

Hygiejnebind for 195 milliarder kr.?

Kaos i Forsvarsministeriet

Hygiejnebind for 195 milliarder kr.?

Hvad bliver det næste? Bliver det hygiejnebind for 195 milliarder kr.?

Det skulle næsten ikke overraske mig med det kaos, der findes i det forsvar, vi poster milliarder af skattekroner i. Der er bare ikke rigtig nogen, der ved, hvor pengene bliver af, har Rigsrevisionen sagt. Og de plejer at have ret i deres kritikker.

Forleden sad jeg og lo højt, da jeg så nyheden om, at en enhed i Forsvarsministeriet (formentlig Forsvarskommandoen, men det er jeg i tvivl om) har skrevet noget papir med forslag til initiativer, der kan få flere kvinder til at søge ind i forsvaret.

Den slags papir skal være konkret, for ellers beskyldes det for bare at være ord på papir, og det kan man jo godt forstå. Her var det endog meget konkret: “Betal kvindernes hygiejnebind, mens de er i forsvaret” og løber rundt med sort-grøn tvære i ansigtet eller – med samme ansigtskulør – sidder og pudser geværløb. Det var dog liiige konkret nok for ministeren, der ikke er på vej i føtex efter Tampax mv.

Nu sidder jeg og græder næsten ved tanken om, at fregatten “Ivar Huitfeldt” i 30 minutter ikke kunne forsvare sig mod droneangreb, da det virkelig gjaldt under en såkaldt skarp mission i Det røde Hav. Kanonerne kunne heller ikke affyres, så de virkede efter hensigten. Granaterne eksploderede for tæt på fregatten selv.

Det er rapporteret hjem, men ministeren har ikke hørt en lyd om det. Så nu har han sendt forsvarschefen hjem og udpeget hans afløser. Det er fint, og hvad skulle ministeren ellers gøre, når han har “mistet tilliden”? Havde han ikke sendt ham hjem, måtte han selv gå (hjem), da han selvfølgelig er den øverste ansvarlige. Topembedsmænds vigtigste opgave er at beskytte ministeren. Excelfilerne (altså tallene i tabellerne) har de folk til. Og sådan skal det også være.

Forsvarsforligskredsen kan nemt finde sammen om at poste 195 mia. kr. i forsvaret. (I parentes bemærket kan ingen finde sammen om 6 mia. kr. til psykiatrien til finansiering af 10-årsplanen. Men det er jo selvfølgelig min kæphest).

Stakken af møgsager vokser i Forsvarsministeriet

Jeg har arbejdet med statslig resultat- og økonomistyring i 23 år, og derfor undrer det mig, at det kan gå så galt, som det er gået i Forsvarsministeriet. Jeg er vant til, at vi som statsinstitutioner skal kunne redegøre for hver en bøjet femøre og dokumentere enhver proces. Og det er også rigtigt sådan, da det er skatteborgernes penge. Og jeg skulle hilse at sige, at de ikke sidder løst – hvilket også er rigtigt.

Mangler man som statsinstitution ressourcer, fx grundet en beviselig ekstraordinær tilgang af sager, udarbejder man et aktstykke til Folketingets finansudvalg, Det er en kæmpe proces, der tager flere måneder at gennemføre. Det har jeg brugt mange aftner og nætter på. Alt skal dokumenteres, herunder at det beviseligt er en overraskelse, og at man ikke burde kunne have forudset det ved udarbejdelsen af det seneste forslag til finanslov.

Det siges, at man altid bliver kompenseret fuldt ud som følge af ny lovgivning. Det er en stor løgn. Også her skal man kæmpe for sin overlevelse og godtgøre, hvad der vil ske, hvis man ikke kompenseres fuldt ud. Det indebærer fx estimater over, hvor meget sagsbehandlingstiden vil øges, og det er svært at sige noget om.

Hvordan kan der så være et helt ressortområde, hvor alt tilsyneladende sejler? (Med Ivar Huitfeldt og fregatten/fregatterne i Arktis er det meget konkret). Det forstår jeg simpelthen ikke. TV Avisen havde her til morgen kl. 7:00 en fornem opremsning af møgsager. Der var noget om:

  • nogle mia. kr., der blev bevilget i 2018, hvor ingen ved, hvad vi har fået for pengene. Hvor er de blevet af? Som Mads Korsager siger “Soldaterne har endnu ikke set noget til de penge”. dr.dk skriver “Rigsrevisionen og Statsrevisorerne har i en rapport rettet skarp kritik af Forsvarsministeriet for ikke at have haft styr på økonomien i af et af de helt centrale initiativer fra forsvarsforliget for 2018-2024 – nemlig etableringen af en 4.000 personer stor brigade, der skulle have stået kampklar i starten af i år.”
  • Elbit-sagen, hvor det politiske niveau fik at vide, at de havde utrolig kort tid til at træffe beslutning, da “det gode tilbud” fra Israelerne ellers ville løbe ud. I går kom det frem, at regningen forresten vil blive en milliard større, for man havde lige overset de afledte udgifter så som yderligere køretøjer, personel, ammunition og etablissement
  • Danmarks Radio har dygtigt dokumenteret, at den eller de fregatter, der har sejlet rundt i Arkis, ikke kan skyde og ikke har kunnet det i 15 år. De sejler altså rundt uden at kunne levere den ydelse, vi betaler dem for
  • som dr.dk skriver den 4. april: “Først kunne de ikke skyde; nu kan de ikke sejle”. De skriver endvidere: “Cirka en måned efter kanon-problemerne blev afsløret, blev to af Søværnets nyeste og mest moderne inspektionsfartøjer så taget midlertidigt ud af drift på grund af tekniske problemer.”
  • TV2 har med vanligt blik for folkelige “nede på jorden-sager enhver kan forstå” i 2020 udarbejdet en liste over møgsager i forsvaret. Den er godt krydret med både sex og mobning
  • Danmarks Radio har lavet en bruttoliste over endnu flere møgsager. Den finder du her.

Hvordan kan det ske?

Det er som om, forsvaret er noget “helligt”, man ikke piller ved, før det er uundgåeligt. Først når alt er gået fuldkommen “bananas”, sker der noget – og på det tidspunkt er det urimeligt dyrt at rette skuden op. Lige nu tales der om nogle mål, der skulle nås i 2024 men nu er udsat til 2030 …

Kan det ske, fordi man har sparet det såkaldt “unødige bureaukrati” væk? Er det et billede på, at de underliggende institutioner skal holdes mere i ørerne, end man lige troede? Og det sker jo ikke af sig selv via neurale netværk. Det kræver “kolde hænder”, men dem kan vi ikke lide. Der er for mange djøfer blandt dem.

Der er noget ved denne scene, der minder mig om – ikke om Romeo og Julie som Sebastian sang – Vurderingsstyrelsens system til ejendomsvurdering, som de selv oplyser, man ikke skal regne med. Det er (også) det rene Anders And, som muligvis er opstået som følge af, at man på et tidspunkt stort set nedlagde Skat. Og de tilbageværende medarbejdere blev spredt rundt omkring i landet, hvilket også er meget folkeligt.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

Jeg elsker at komme hos Hvidovre Tandklinik

Jeg elsker at komme hos Hvidovre Tandklinik

Vi taler det halve af tiden

Jeg elsker at komme hos Hvidovre Tandklinik

Jeg har Københavns bedste tandlæge i Amar Al Moalem hos Hvidovre Tandklinik lige på den anden side ad gaden. Han har en super holistisk tilgang til mund og tænder. Munden – og dermed tænderne – er en del af kroppen. Tingene hænger jo sammen.

I dag sagde han noget, der er logik for perlehøns, og som burde kunne beregnes af selv en letbegavet gymnasieelev, men som jeg aldrig har tænkt over: “Munden er indgangen til kroppen”.

Derfor starter han altid med at spørge: “Hvordan har du det?”. Og det er mig en glæde altid at kunne sige: “Jeg har det rigtig godt”. Jeg er jo blevet pensionist; jeg kan bruge al min tid på det, der optager mig mest. Jeg har nul sorger og nul bekymringer. Intet kunne være bedre.

  • Amar fortalte, at den nyeste forskning viser, at en medvirkende årsag til Alzheimers sygdom kan være dårlig mundhygiejne. Det vidste jeg ikke. Det er selvfølgelig ikke altid sådan, men i nogle tilfælde hænger det sammen.
  • Jeg vidste heller ikke, at 1 milliliter spyt rummer 1010 bakterier, og det svarer til 10.000.000.000 bakterier. Med menneskeord er det 10 milliarder bakterier i en milliliter spyt. Det er godt nok mange.
  • Når jeg har det godt, har mine tænder og min mund det også godt.

Jeg kommer hver tredie måned

Jeg er en vældig god kunde i butikken. Jeg kunne nøjes med at komme en gang om året, da jeg er “grøn”, men jeg kommer hver tredje måned, for det gør mig tryg. Og egl. er det jo bare at lægge gennemsnitprisen ind i budgettet, så jeg ved, at jeg har råd til det.

Efter de mange år på antipsykotisk medicin med mundtørhed til følge, der endte med at koste mig lidt over 100.000 kr., lignede jeg en taber. Alle mine tænder startede med en brun “kant”. Havde jeg ikke grebet ind, var tænderne sikkert faldet ud en efter en. Det er en forfærdelig tanke. Så ligner/er man da for alvor en taber.

På et tidspunkt for flere år siden, sad jeg i venteværelset til ECT sammen med en lidt ældre mand, der klagede over, at ECT-behandlingerne bevirkede, at hans tænder faldt ud. Jeg blev enormt forskrækket og spurgte den bedste sygeplejerske, om jeg skulle være bekymret for det, når jeg nu lige havde ofret mere end 100.000 kr. på ikke at ligne en taber. Hun kunne heldigvis fortælle, at jeg ikke skulle være bange, og at manden i forvejen havde meget dårlige tænder.

Politik i sundhed

I mit budget ligger selvfølgelig udgiften til tandlægen, og når man bare ser de store linjer og gennemsnitstallene, betyder det ikke noget. Jeg har råd til at komme fire gange årligt, fordi jeg prioriterer det. Men for at prioritere en udgift, skal man have noget at prioritere med!

Men når jeg kigger på regningen, synes jeg, den er “skæv”. Min andel er ca. 570 kr. for 18 minutters tilstedeværelse i klinikken, mens sygesikringens andel er ca. 300 kr. For det første burde det være omvendt og for det andet burde det være gratis!

Hvis man tænker bare lidt i et samfundsmæssigt metaperspektiv: Hvor meget tand- og mundsundhed kunne vi ikke få for det beløb, vi kunne spare på behandlingen af Alzheimers sygdom i de tilfælde, hvor der er kausalitet? Måske kunne det gå lige op ?

Det er helt Anders And, at tandpleje ikke betales over skatten på linje med andre sundhedsydelser.

Det kan ikke være sandt, at man kan se folks evne til – og mulighed for – at lægge et budget, når de åbner munden.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.