, , ,

Forår med erantis

Forår erantis

Drømmer om forår

Jeg må sige, at jeg drømmer om forår, når jeg går mine ture i tre graders såkaldt varme, men som billedet viser, så er det på vej. I dag har jeg set både erantis og vintergækker, og jeg mærker ikke kulden så meget, så længe turen går gennem parken. Ved Damhussøens åbne vidder og bredder er det anderledes. Men pyt med det. Jeg kommer op på de lovbefalede 10.000 skridt og er ude og væk fra PCen i 1¾ time. Hvis jeg kan holde den kadence på mine fridage, vil jeg være helt godt tilfreds. 10.000 skridt hver dag klarer jeg aldrig.

Psykiatrifonden

Jeg var på Psykiatrifondens hjemmeside for at melde mig til et foredrag på torsdag og faldt i den forbindelse over et nyt faktaark med tal om om psykisk sygdom. Det er udarbejdet af deres analytiker Joan Bentzen. Så tog jeg chancen og ringede hende op, idet hun aldrig reagerede på min mindst et år gamle henvendelse om at lave et samarbejde. Vi kunne samarbejde om de omkostninger, jeg har beregnet for mit eget forløb (1,7 mio. kr.). Og nu er jeg kommet i tanke om, at jeg har glemt det enormt vigtige ambulante forløb til medicinjustering, så det skal selvfølgelig lægges til. Det må kunne tælles op ud fra sundhed.dk. Selve taksterne har jeg jo allerede, så det bliver nemt.

Min tanke med et samarbejde er, at vi fx kan sætte de 100 mio. kr. på finansloven i perspektiv. Alene jeg har jo brugt to pct. af dem allerede. Psykiatrifondens kan lave de overordnede tal, men de vil aldrig kunne lave de samme data som mig om et konkret patientforløb. Derfor mener jeg, jeg har noget at bidrage med. I fællesskab må vi kunne nå nogen vegne.

RegionH’s kommunikationsenhed og medicinjustering

Farmaceuten, overlægen og jeg skal mødes med en medarbejder fra RegionsHs kommunikationsenhed inden min lille artikel om “Monitorering i fællesskab” bliver offentliggjort på regionens intranet. Det, synes jeg, er vældig positivt. Kasper og Christina har selvfølgelig deres projekt at redegøre for, og det skal jeg ikke blande mig i, men jeg har skrevet til dem, at jeg synes, det allervigtigste, der skal komme ud af mødet, er, at vi har skabt resultaterne i fællesskab. Ingen af os kunne have gjort det uden de andre. Uden samarbejdet havde jeg stadig haft Restless Legss, mundtørhed og forstoppelse i virkelig høj grad.

Bliv nummer 1 på Google

Jeg  har aldrig tidligere interesseret mig for søgemaskineoptimering eller min placering på Google. Jeg har følt mig højt hævet over den slags for nu at sige det lige ud. Men: jeg skriver jo for at blive læst og især artikler/blogposter om psykiatri mv., vil jeg gerne have læsere til. Men fordi jeg har været så torskedum, så bliver mine sider selvfølgelig ikke fundet – i følge Google Analytics har jeg dog 200 sessioner pr. dag. Jeg bliver dog fundet som nr. 1 på på termen “Servicekat” 🙂

Opgaven med at gå siderne igennem, sætte søgeord på, gøre Yoast SEO fuldt tilfreds osv. er helt uoverskuelig for mig. Jeg har dog fundet denne enkelte side frem, som er vigtig for mig og prøvet at følge retningslinjerne, men Yoast bliver ved at brokke sig.  Jeg synes, opgaven er umulig. Og jeg synes også, at sproget let bliver noget Anders And-agtigt, hvis man skal leve op til alle kravene. Jeg tænker på alle gentagelserne, der skal tvinge Google til at forstå, at dette indlæg virkelig startede med erantis selvom det endte et helt andet sted.

Jeg får typisk gode “karakterer” i læsbarhedsanalysen, men fx  “27.3% af dine sætninger indeholder mere end 20 ord, hvilket er over det anbefalede maksimum på 25%. Jeg har 1.448 sider, der ikke er gennemgået og derfor ikke har en score. Der er ca. 30, der er fine. Vi høres ved til jul 🙂

Hvad gør I andre?

 

,

Myter og misforståelser

En kampagne

Psykiatrifonden kører i øjeblikket en kampagne, hvor man kan dele de myter og misforståelser, man har oplevet angående psykisk sygdom:

Fortæl os om den skøreste, værste eller mest sejlivede myte om psykisk sygdom, du har oplevet.
Når vi har indsamlet alle jeres myter, sætter vi dem til afstemning, så vi kan kåre de allerværste – og aflive dem én eller én

Initiativet er vældig godt og vældig vigtigt. Hvis der er myter, skal de aflives, for de er i sig selv med til at fastholde patienterne i at være patienter!

Mit ærinde med denne post er at fortælle, at jeg aldrig nogensinde har oplevet en eneste myte eller et eneste tabu rettet mod mig. Ingen har set skævt til mig. Ingen har sagt at det da nok bare var almindelige svingninger, svarende til dem alle mennesker oplever. Ingen har sagt, at det var noget pjat. Det var kun mig selv, der tænkte sådan.

Det eneste, jeg har oplevet, er, at en beboer her i ejendommen ikke vidste, hvad hun skulle sige, da jeg ganske kort sagde: ‘Jeg har en psykisk sygdom’. Og det kan man vel egentlig ikke tage fra vedkommende, når det siges på vej hen over den lille parkeringsplads hernede.

En plan

Sundhedsstyrelsen har i juni 2018 udarbejdet en samlet plan for psykiatriens udvikling. Heraf fremgår det bl.a., at:

Der er behov for at forankre principperne og erfaringerne fra EN AF OS og andre hidtidige antistigma-indsatser i den kommunale og regionale praksis, så antistigmatisering bliver et indlejret fokusområde på linje med eksempelvis forebyggelse. Antistigma skal således være et indbygget omdrejningspunkt for arbejdet med målgruppen på alle niveauer. Kilde: Sundhedsstyrelsen, side 35.

EN AF OS er en afstigmatiseringskampagne, der blev etableret i 2011 med fem målgrupper:

  1. Den brede befolkning
  2. Patienter og pårørende
  3. Unge
  4. Arbejdsmarkedet
  5. Personale på social- og sundhedsområdet

Det er også positivt og vigtigt, og det er fantastisk, at aktører på det psykiatripolitiske område har kunnet stampe penge ud af satspuljemidlerne til afstigmatisering, som jo kan siges at være lidt floffy i kanten.

Måske har jeg bare været enormt heldig, men jeg synes ikke, jeg har oplevet noget stigma knyttet til min person – eller også er jeg bare så ualmindeligt tykhudet, at jeg ikke opfatter det. Det er også en mulighed.

Da jeg har været indlagt mange gange, har jeg haft mange medpatienter, og emner som myter, misforståelser og stigma er naturlige – fælles – samtaleemner. Som jeg husker det, havde heller ingen af de andre oplevet disse ting.

Jeg undrer mig. For mit eget vedkommende har jeg jo da kæftet op fra starten. Jeg har skrevet, tegnet og fortalt – i starten mest for selv at forstå, men nogen hemmelighed har det i hvert fald ikke været.

PS: Prøv at læse bare forordet (side 5 af 60). Det er til at blive helt glad af; der står, de vil gøre noget for at mindske uligheden mellem psykiatrien og somatikken, måske ligefrem sidestille. De erkender, der er et fastholdelsesproblem blandt personalet mv. Men det er selvfølgelig også bare en plan…

, , ,

Det kan man da ikke

Svar fra Region Hovedstadens Psykiatri

Den 21. oktober 2018 skrev jeg et pænt og ordentligt oplæg/indlæg til direktionen for Region Hovedstadens Psykiatri. Det bestod af dette blogindlæg, der var udgivet en uge før. Jeg spurgte direktionen, om det var noget, de havde kommentarer til? Indlægget handlede om forskydningen mellem Distriktspsykiatrien på Gl. Kongevej og modtagelsen i Glostrup, hvor rollerne synes at være blevet byttet helt om, hvilket blandt andet må være enormt dyrt og i hvert fald ikke til gavn for patienterne.

Forleden dag, ‘allerede’ den 7. januar 2019 kom der svar fra Psykiatrisk Center Glostrup. Kort og klart: “…og vi har ingen kommentarer til dit indlæg.” Det har altså taget dem 2 måneder 2 uger og 3 dage at finde ud af, at det havde de ikke. Jeg undrer mig meget, og synes slet ikke, man kan kan optræde sådan i den rolle man som psykiatrisk hospital også har som offentlig myndighed. Sådan opfører en offentlig myndighed sig ganske enkelt ikke. Eller måske rettere: sådan opførte vi os på ingen måde de 23 år, jeg var i statsforvaltningen.

De forholder sig på ingen måde til noget af det, jeg skriver. Havde de så bare skrevet, at de syntes det var tågesnak. Kun “Ingen kommentarer”. Måske betyder det bare, at de er helt enige men af politiske årsager ikke kan skrive det? 🙂