Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Angst for ECT er så irrationelt. Vi må gøre noget

ECT og angst

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Det er frygteligt at have dødsangst for ECT, når ECT netop er det, der “holder mig kørende”. Jeg blev meget syg af medicinen, og jeg bliver meget syg, hvis vi bare lader den bipolare affektive sindslidelse “passe sig selv”. I min journal står, at jeg har en “svært behandlelig bipolar lidelse”. ECT er det, systemet kan tilbyde, og det er en fornem behandling, som jeg takker ja til. Jeg har set psykiatrisk afdeling tilstrækkeligt indefra.

Jeg gennemgår alverdens kvaler hver fjerde uge. Sammen med psykologen er jeg blevet klar over, at det er det indre barns panik, der tager over. Jeg er ellers ikke så meget for teorierne om “det indre barn” og den slags, for jeg er ikke ret god til det, og det er svært for mig at tage det ind. Det er for “terapeut-agtigt” for mig, men jeg har lyttet til den seneste optagelse med psykologen flere gange, og jeg kan høre, hun har fuldkommen ret i, at det er barnets panik, der får lov at tage over. Det er det barn, der aldrig havde andre end mig selv at læne sig op ad. De voksne, der skulle være der, og som hun forsøgte at række ud til, var der bare ikke. Nu lever jeg lever fint med selv at have kontrol, tjek, styr på livet.

Når barnet i ECT-situationen får lov at tage over med sin panik, er alle sanser spændt til bristepunktet, og det er der, dødsangsten tager over. Det er hende, der er så fandens bange for, om de nu har styr på det. Det er hende, der har mest lyst til at rejse sig og gå, men som selvfølgelig ikke gør det. Det er hende, der er bange for at miste det liv, der endelig er blevet så godt – nærmest fantastisk.

Intellektet er sat ud af kraft. Den voksne er ikke i stand til at tale angsten ned med fx: “Jeg ved, det er ubehageligt, men der er styr på det. Vi har gjort dette så mange gange, og det er aldrig gået galt. Personalet passer på os, for de ved, hvordan vi har det. De er nærmest omsorgsfulde.” Det hele bliver et inferno af angst for at dø.

Da jeg havde hørt optagelsen flere gange, blev jeg klar over, at psykologen sagde “dødsangst” flere gange, og derfor skrev jeg forsøgsvist nedenstående til min egen læge, om hun evt. ville skrive en henvisning til mig. Allerede samme dag havde jeg et svar om, at det ville hun gerne.

Skrivelsen til egen læge

Kære Dorte

Er det muligt, at du kan skrive mig en henvisning til 12 psykologtimer for dødsangst?

Kontaktpersonen fra Distriktspsykiatrien har 1/11-2024 skrevet i min journal, at jeg igen er blevet meget angst for ECT. Følgende er kopieret fra sundhed.dk, som jeg ikke ved, om du kan se: ”Har lige været til ECT og er igen blevet meget bange for ECT-behandling. Er bange for, at der bliver begået fejl.”

Jeg har talt med min psykolog om det. Hun siger, det virkelig er en dødsangst.

Angsten er opstået igen, fordi personalet til ECT tre gange måtte prøve at få manchetten til BT-apparatet til at puste sig op. Jeg lå bare der og blev så bange for, om de nu havde styr på det, så jeg måtte sige ”Jeg kan ikke lide dette. Har I styr på det?”, og det er naturligvis meget ubehageligt at nå dertil, hvor man er nødt til at spørge om det. Men jeg synes, det er frygtelig svært at slippe kontrollen og at lægge mit liv i andre menneskers hænder.

Rent rationelt kan jeg jo sagtens indse, at de prøver tre gange, fordi de netop har styr på det! Men når jeg ligger der og føler mig så afklædt, mens der går en masse mennesker rundt om mig og gør deres arbejde, er det utrolig svært at få hjernen til at tage over. Angst er irrationelt.

Jeg er nået dertil, hvor jeg virkelig elsker hver dag af mit liv, og derfor er jeg også så bange for at miste det. Alle de år, hvor jeg ikke vidste, om jeg ville leve eller dø, var det jo ikke så vigtigt, om jeg overlevede ECT eller ej.

Rent intellektuelt ved jeg selvfølgelig godt, at personalet ikke laver andet tre formiddage om ugen, og at det aldrig nogensinde i hele verden er sket, at det er gået galt med en ECT-behandling. De har jo heller ingen interesse i, at jeg skulle dø. Og jeg har fået over 100 behandlinger, og jeg er vågnet op efter dem alle, så hvorfor skulle jeg dø? Men sidst var jeg så bange, at tårerne trillede, og de måtte tørre op.

I et par år har angsten for ECT været væk, fordi jeg sammen med psykologen er kommet frem til følgende:

  1. De vil mig ikke noget ondt,
  2. jeg er ikke på vej til skafottet,
  3. og jeg har i øvrigt selv valgt behandlingen.

ECT er den mulighed, jeg har, for jeg bliver meget syg af medicinen. Jeg bliver også syg, hvis jeg ikke tager medicin. Og det er så ECT, der “holder mig kørende”. ECT bevirker, at jeg kan leve et helt igennem normalt og dejligt liv, og derfor er jeg nødt til at gøre noget ved den afskyelige dødsangst.

Derfor spørger jeg, om du vil skrive mig en henvisning på 12 gange til en psykolog med ydernummer? I givet fald vil jeg selvfølgelig bruge timerne hos den psykolog, jeg har kendt siden 2015.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Hvad er meningsfuldt, og hvad vil give livskvalitet?

Hvad er meningsfuldt, og hvad vil give livskvalitet?

Information og viden om Aspergers syndrom

Hvad er meningsfuldt, og hvad vil give livskvalitet?

Jeg blev inspireret af Rikke Højberg Jeppesens hjemmeside, der blandt andet har en side fra 2019. Der er ganske vist flere links, der ikke virker mere, men hun stiller det gode spørgsmål til overvejelse: »Gad vide hvad der er meningsfuldt for dig og hvad der vil give dig livskvalitet?«

Nu er jeg jo allerede lykkelig for min tilværelse, som den ser ud, så der er ikke så meget, der kan pilles ved. Men lad mig alligevel tage nedenstående punkter fra hendes hjemmeside et for et:

Hvilke 10 problemer kæmper voksne med AS (Aspergers syndrom) oftest med?

Ifølge et studie af Craig R. Evans, kæmper flest voksne med AS med følgende problemer:

  • Angst
    • been there, done that. Det var tydeligst i forbindelse med ECT, hvor jeg gennemgik de frygteligste tanker. Eksempelvis kom tanken, når jeg låste min yderdør, når jeg var på vej til behandling: »Det er sidste gang, jeg låser min dør«. Så er man altså bange for at dø. Psykologen og psykiatrien hjalp mig i forening gennem det.
    • En lang overgang sørgede Distriktspsykiatrien for, at jeg kunne overnatte i Akutmodtagelsen, inden behandlingen. Jeg afskrev det dog efter et stykke tid, fordi jeg simpelthen fik sovet alt for lidt derude, og det øgede jo i stedet angstniveauet.
    • Nu holder jeg fast i, at ECT er mit eget valg, og at det er det, der har hjulpet mig bedst ud af alt det, vi sammen har prøvet i årenes løb for at behandle en svært behandlelig bipolar affektiv sindslidelse. Jeg synes, angsten er væk.
  • Dårligt selvværd
    • Mit selvværd er blevet bedre, efter jeg forlod arbejdsmarkedet. Men nu skal jeg jo heller ikke måle mig op mod nogen på daglig basis, og der er ingen, der måler mig. Det er ganske rart.
  • Håndtering af forandringer
    • Jeg hader forandringer, og jeg er ikke god til dem. Tingene skal helst være, som de plejer, for der performer jeg bedst. Derfor var hele male-processen også hård. Men jeg elsker resultatet. Og jeg elsker, at jeg i eftermiddag kan vende tilbage til mit eget liv.
  • At leve med nedsmeltninger
    • Jeg synes ikke, jeg kender til nedsmeltninger. Jeg tror ikke helt, jeg ved, hvad det er.
  • Depression
    • Dem kender jeg til bevidstløshed. I 11 år (fra 2003 til 2014) havde jeg diagnosen »Tilbagevendende depressioner«. Først i 2014 fandt en hamrende dygtig overlæge under en indlæggelse ud af, at jeg i stedet havde »Bipolar affektiv sindslidelse«. Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien sagde forleden, at det er meget almindeligt, at det starter sådan. Bipolar giver så god mening for mig, og jeg oplever en psykiatri, der siger »Nu er udgangspunktet jo, hvordan du selv synes, du har det.« Det kunne ikke gøres bedre.
    • Psykologen er enig i, at der er to poler, og selvom jeg ikke længere får medicin mod bipolar lidelse, er der alligevel et strejf af det maniske, som vi må holde øje med. Eksempelvis løser jeg alle opgaver, der kommer forbi mit bord. Jeg kan ikke lade dem ligge eller overlade dem til andre. Herudover sover jeg i perioder meget lidt. Eksempelvis vågner jeg typisk kl. 2 eller 3, er frisk og kan ikke sove mere, fordi jeg tænker på alt det, jeg kunne lave, hvis jeg stod op. Og det gør jeg så. Men jeg burde ikke.
  • Sensitive sanser
    • Jeg har fået god hjælp af en rigtig dygtig ergoterapeut i Distriktspsykiatrien til at håndtere lydindtryk i det offentlige rum. Ganske enkelt har jeg købt et par Bose Noice Cancellation. Det betyder, at jeg nu kan gå på indkøb og bruge offentlige transportmidler uden problemer. Det er virkelig dejligt.
    • Jeg har stadig problemer med lugt i det offentlige rum. Det er jo svært at reducere lugten fra for eksempel en burgerrestaurant. Der er ikke andet at gøre end at holde vejret, indtil jeg er forbi den eller at gå over på den anden side ad gaden.
  • At skabe og beholde netværk
    • Her er jeg virkelig dårlig. Eller måske skal jeg rettere sige, at jeg måske er god nok til at etablere netværk, men jeg er ikke god nok til at bevare dem.
  • At forstå, og få succes med, dating, intimitet, sex og ægteskab
    • Uha … her er virkelig noget at komme efter 🙂
    • Jeg har aldrig været gift, og de to gange, jeg har prøvet at bo sammen med en kæreste, holdt jeg kun i 14 dage. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud, at jeg kun var rigtigt alene ude på toilettet i min lille lejlighed på 53 m² i Vanløse.
    • Det er ca. 15 år siden, jeg har haft en relation med intimitet, og jeg savner det ikke. Jeg har helt bevidst skåret den del af mit liv af, for det er alt for besværligt for mig.
  • At forstå og udtrykke følelser
    • Næh, det synes jeg nu ikke – i hvert fald ikke, hvis det er på skrift.
  • At få og beholde et job
    • Gudskelov nyder jeg nu pensionisttilværelsen, men fra 1990 til 2013, hvor jeg havde en karriere, synes jeg ikke, det var vanskeligt at få og beholde et job. Jeg havde mange jobskift, men det hører jo til at opbygge en karriere.
    • Da jeg skulle – og partout selv ville – skaffe fleksjobs, var det godt nok vanskeligt, fordi jeg simpelthen var for syg. Det endte med, at jeg måtte opgive et ca. 4 timers supportjob hos Interflora, som jeg skulle udføre hjemmefra. Endelig måtte jeg i efteråret 2020 erkende, at jeg (sgu) ikke kunne, og at der ikke var anden vej for mig end at søge førtidspension, hvilket alle de professionelle omkring mig havde sagt siden 2015.
    • Pensionen gled glat igennem i marts 2021. Siden har jeg været glad for livet.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hvad er meningsfuldt, og hvad vil give livskvalitet?

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Både Bipolar og Aspergers syndrom

To konkurrerende diagnoser

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Denne artikel er inspireret af Jørgens kommentar i dag kl. 9:46, hvor han spurgte, om der er en skarp skillelinje mellem depression og mani? Jeg forsøgte at svare, at det er der ikke, og jeg kom lidt ind på, at jeg har et dobbelt problem, fordi jeg har to konkurrende diagnoser, der af og til ligner hinanden temmelig meget: Hvordan kender man forskel, og kan man kræve, at jeg selv kan stå ud af det fantastiske flow?

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Jeg har rådført mig med psykologen

Jeg optager alle samtaler med mine rådgivere, fordi det gør det nemmere at forberede det næste møde men selvfølgelig også fordi, jeg får meget mere ud af samtalerne: Jeg får det hele med, ikke kun fordi min hukommelse ikke er ret god, for hvem husker i virkeligheden ret meget af en samtale?

I dag har jeg genhørt samtalen, hvor vi taler om de to konkurrende diagnoser. Jeg prøver her at gengive essensen af samtalen med psykologen om, da det senest var ved at tippe for mig. Det er gengivelsen af en samtale, og derfor er det ikke så struktureret.

Det rullede fra efterlysningen i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne”den 17. april

Da min efterlysning af medarbejdere på børnehjemmet “Dear Home” blev bragt i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne” begyndte det: Jeg blev for højt gearet. Det er okay at være glad og opstemt, det er okay at have det fantastisk, men jeg skal passe på, for jeg kan nemt blive for begejstret.

Problemet er: Hvor går grænsen?

Grundsubstansen er, at når først det kører, kan man ikke “stå af”, og det gælder for begge diagnoser, så jeg har det altså bare dobbelt op.

  1. For så vidt angår bipolariteten kan man ikke mærke, når en mani er undervejs.
  2. For så vidt angår Aspergers syndrom kan man ikke mærke, hvornår den naturlige særinteresse nærmest bliver en besættelse. Man har gennem hele livet vænnet sig til at passe ind i den neurotypiske verden, og det har af og til betydet, at man har lært sig ikke at mærke sig selv. Man har dermed lært sig at gå over sine egne grænser. 

Derfor kan jeg ikke mærke, hvornår det tipper.

Selv min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, der er en gammel rotte i faget, siger, det er svært at vide, hvornår det tipper. Jeg blev så glad, da hun sagde det, for så er det okay, at jeg ikke selv kan finde ud af det.

Mine projekter

Jeg er altid i gang med minimum ét projekt. Og det er der ikke noget galt med; det må jeg gerne, og det er naturligt for alle mennesker, der ikke bare fordriver tiden med Netflix.

Når jeg kombinerer de to diagnoser, mærker jeg fx ikke de primære basale behov (søvn, mad, personlig hygiejne osv.) Jeg er i det vildt interessante projekt, og intet andet er vigtigt. Man kan sige, at jeg kobler mig selv af som menneske, for der er kun en ting: projektet eller alle projekterne, for jeg har som regel gang i ca. 14 projekter, og jeg elsker dem alle lige højt …

Psykologen sagde blandt andet: “Der holder du op med at eksistere som menneske”. Jeg måtte for en gangs skyld korrigere hende: “Der eksisterer jeg jo netop!” Det er det autistiske element; jeg er noget i kraft af det, jeg er i gang med – ikke andet, og pludselig erindrede jeg mit arbejdsliv.

Jeg har ofte tænkt, at meget af det var baseret på manier. Nu ser jeg pludselig, at meget af det var baseret på en kombination af mani og Aspergers syndrom. Det er en ny erkendelse.

Hvis/når jeg skal have et godt liv

Psykologen siger ligeud, at hun under mig et godt liv. Det er pænt af hende.

Jeg elsker at finde løsninger, at løse problemer, for det er min spidskompetence. Det er det, jeg kan. Der er så meget andet, jeg ikke kan. Jeg er som en AI-robot, jeg finder løsningerne, og jeg mister jordforbindelsen.

Hvis/når jeg skal have et godt liv, må mine behandlere erkende, at sådan er jeg, og det er dem, der i forening skal stoppe det farlige i opløbet, før det tipper. For jeg kan ikke selv og ingen kan kræve, at jeg selv skal kunne det.

Det er en utopi, når det hele er i flow, og jeg har det fantastisk. Hvad har I gang i? Vil I virkelig stoppe mig midt i en optur. Det gør da ondt, når I tager noget fra mig, jeg gerne ville have haft. Det er som at falde ned fra en klippe. I beder mig om at skrue ned for det, jeg elsker allermest. Det er ikke et rimelig krav til et menneske.

Jeg er så uendeligt heldig, at jeg har haft både psykologen og min kontaktperson i Distriktspsykiatrien i ca. 10 år. Jeg er også så uendeligt heldig, at de gerne vil samarbejde om at holde mig på sporet. Deres samarbejde skal handle om at stoppe opturen, før det er for sent. Resten kan jeg vist selv.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/11 Kommentarer/i , /af ,

Sover De med tæpper eller dyne?

Sover De med tæpper eller dyne?

Grundtvigs psykiatriske udfordringer

Sover De med tæpper eller dyne?

Topbilledet er fra Wikipedia og forestiller Vindbyholt Kro.

Det er en velkendt sag, at Grundtvig (1783-1872) led af bipolar affektiv sindslidelse, og det udfolder Peter Lund Madsen i “Hjernekassen på P1” fra mandag den 18. juni 2024, hvor han forsøger sig med en form for anamnese (sygehistorie). Udsendelsen kan høres i DR Lyd.

Hans gæster i studiet er Sune Auken og Jes Fabricius Møller, som jeg ikke kendte på forhånd, men de var interessante at lytte til.

Sover De med tæpper eller dyne?

Jeg var så optaget af udsendelsen, at jeg kom til at fortælle min nye overlæge (ca. den 27. i rækken …) i Distriktspsykiatrien om Grundtvig, fordi jeg havde hørt udsendelsen på vej derind.

Det skulle jeg nu nok ikke have gjort, for han skrev efterfølgende “pt. skønnes noget mere livligt associerende end habituelt” og “Pt. dog stadig ikke helt euthym”, men ellers var han vældig sød og rar og gift med en af mine tidligere knalddygtige behandlere, så jeg kunne bede ham hilse mange gange derhjemme. Verden er til tider lidt “forsnævret”.

Grundtvig overnatter på et tidspunkt hos en kollega, og der bliver han spurgt af kollegaens hustru, der gerne vil gøre det bedst muligt for ham “Sover De med tæpper eller dyne?”. Grundvig bliver helt perpleks og ved ikke, hvad han skal svare, for sandheden er, at han jo slet ikke sover.

Når alle andre sover, skriver Grundtvig de salmer og sange, vi i dag synger i kirker, på højskoler og mange andre steder. Han er klart manisk, men det kan han jo ikke have været altid. Man veksler, og man har perioder, hvor man er “stemningsneutral”, det vil sige, man er i feltet mellem de to poler.

Fra genial til gal: Grundtvig har sit første sammenbrud ca. 1810/11. 

Det siges ofte, at man kan være genial, og er man for genial, kan det kamme over, så man bliver gal.

Faderen Johan Grundtvig, der er præst i Udby ved Vordingborg, kan ikke længere klare sit kald og vil trække sønnen hjem som kapellan (en kapellan er en hjælpepræst), så han selv kan blive boende i præstegården. Det kommer Grundtvig meget på tværs.

Grundtvig bor på Valkendorfs Kollegium og har en form for stipendieplads for unge lovende litterater. Den tilkaldte læge sender ham hjem til Udby. Undervejs gør de to venner (han følges med vennen Simon) holdt på Vindbyholt Kro. Om natten har Grundtvig et anfald, hvor han kæmper med djævlen i form af en slange.

Da de kommer til Udby og fortæller om episoden, siger faderen, “min søn har anfægtelser”, og det skal forstås som en religiøs krise. Lægen stiller diagnosen “Gigt i hovedet” og udskriver en recept på “Dyvels-dræk“, som er en harpiks, der udvindes af en persisk skærmplante, og som kan bruges mod snart sagt hvad som helst – herunder “noget med nerver”.

Når man tænker kilder og kildekritik, er det interessant, at Simon først skriver om hændelsen på Vindbyholt Kro 30-40 år efter, den fandt sted. Hvor præcist husker han da hændelsen?

“Naar Faa har for Meget og Færre for Lidt”

Strofen stammer fra vers 6 i “Langt højere bjerge”, som Grundtvig skrev i 1820. Den findes i Højskolesangbogen som nr. 380 (19. udgave)

og da har i rigdom vi drevet det vidt,
Naar Faa har for Meget og Færre for Lidt

Martin Andersen Nexø siger om de linjer: “Det er jo den rene Socialisme omsat til poesi”.

I samme sang findes i vers 1

ved jorden at blive, det tjener os bedst.

Det er fantastisk, at en enkelt forfatter i en enkelt sang har kunnet skrive strofer, mange af os stadig betjener os af eller i hvert fald kender eller i det mindste har hørt.

Synes du bare en lille smule om Grundtvig, må du helt sikkert høre denne episode af “Hjernekassen på P1”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.