Tag Archive for: Bipolar affektiv sindslidelse

,

Psykiatrien passer godt på mig

Psykiatrien passer godt på mig

Mani under opsejling?

Psykiatrien passer godt på mig

Jeg har det helt fantastisk, jeg har aldrig haft det så godt, og det er ikke i sig selv bekymrende. Det må man godt, også selv om man har bipolar affektiv sindslidelse. Men hvor går grænsen?

Men det har kørt lidt for hurtigt de seneste uger, måske ca. seks uger eller deromkring. Jeg er så optaget af alle mine projekter – fx min tyske slægt – at jeg “ikke har tid” til almindeligheder såsom at spise, børste tænder, tisse osv. I øvrigt er jeg ikke sulten. Jeg sover kun meget lidt, og når jeg vågner midt om natten, kan jeg ikke falde i søvn igen. Jeg ligger bare og tænker på alt det spændende, jeg kunne lave, hvis jeg stod op, og det gør jeg så.

Jeg har måske også haft et lidt unødvendigt stort pengeforbrug. Ikke på nogen måde alarmerende, og jeg er ikke ved at gå fra hus og hjem, og jeg har styr på det, men alligevel er det en tanke værd.

Jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Jeg har haft den samme kontaktperson i ti år, så hun kender både advarselstegnene og mig vældig godt. Og hun tør sige sin mening. Det er der behov for.

Da vi senest sås, talte vi antal timer med søvn. Da jeg sagde 3-4, blev hun bekymret. Vi aftalte opringning en uge efter, hvor jeg på mirakuløs vis havde fået det til at stige til 5. Man kan jo ikke tvinge sig til at sove. Hun var stadig ikke tilfreds og blev nødt til at nævne det for lægen, der måske ville foreslå et møde.

Hun har ringet i dag og ringer igen i på tirsdag. De holder øje med mig. Jeg kommer til at tænke på “Holder øje med dig”, som Søs Fenger sang i 1989.

Lægen foreslog, at vi for en periode ændrer intervallerne for vedligeholdelses-ECT fra hver 5. uge til hver 3. uge. Hun havde sagt til ham, at det ville jeg nok ikke. Men det ville jeg, og jeg sagde ja til tilbuddet med det samme, for dette skal under ingen omstændigheder udvikle sig. Vi talte om det telefonisk. Hun sagde, at det var hun glad for. Jeg sagde på min side tak for hjælpen.

Vi ved alle, at ECT er vejen frem for mig. Det er det, der holder mig kørende og “stemningsneutral”, som det så fint hedder, hvilket egl. bare betyder, at jeg er i “midtersporet”, hvor jeg skal være.

ECT-afdelingen har allerede ringet her til morgen, og vi har aftalt de nye datoer. Der er styr på det. Det kører.

Ergo: psykiatrien passer godt på mig, og der er ansat topprofessionelle mennesker, der gør det, de skal og lidt til. Vi skal for enhver pris undgå en ny fullblown mani. Jeg har set psykiatrisk afdeling tilstrækkeligt, og i øvrigt har jeg ikke tid til en indlæggelse, for jeg skal til Tyskland i august og gå i mine aners fodspor.

De svære balancer

Når man har det fantastisk, går man ikke til lægen

Ingen normale mennesker går til læge, eller beder om en ekstra samtale med kontaktpersonen eller en lægesamtale, når de har det fantastisk, og der er fremdrift i alle projekterne. Hvad skal man så med fagpersonerne?

Du går da heller ikke til din egen læge for at bede hende kigge på dit ben, når du selv kan se, det ikke er brækket. For mig er det det samme.

Jeg skjuler ikke bevidst noget for nogen, og jeg lyver aldrig; det kunne jeg aldrig finde på, da det er imod mine værdier, som jeg går højt op i, men efter den omtalte telefonsamtale gik jeg de lovbefalede skridt og blev opmærksom på de yderligere advarselstegn. Jeg havde bare ikke anset det som “farligt”, men den samlede sum af omstændigheder er ikke helt god.

Det er godt, at der er en dygtig psykiatri, der holder øje med mig og hjælper med at holde balancen. Og her ser man værdien af det relationelle og et kendskab bygget op gennem flere år. En “fremmed” ville ikke på nogen måde kunne gennemskue det. Og når jeg heller ikke selv kan, har vi balladen.

De naturlige særinteresser

En mani er sygelig, men de eller den særinteresse, der følger med Aspergers syndrom, er fuldkommen naturlig og ikke alarmerende. Det er helt naturligt, at man er ekstremt optaget af sin særinteresse. Det er naturligt, at man specialiserer sig inden for et lille område og bliver god til det. Jeg ved ikke, hvor grænsen går.

Da jeg skulle udredes, ventede jeg faktisk et år på Pia Bohn Christiansen, der har forstand på begge diagnoser, da det forudsætter specialuddannelse at holde symptomerne ude fra hinanden, at skelne skæg fra snot så at sige.

De svære læger

Min kontaktperson syntes, jeg skulle tale med lægen. Det ville jeg ikke.

For det første fordi, jeg ikke så nogen grund til det. For det andet fordi jeg aldrig har mødt vedkommende før. Og jeg krænger ikke min sjæl ud til hvem som helst. Jeg skal kende folk, alternativt får de den velpudsede facade. Jeg har været i gamet længe nok til at kende koderne og vide, hvad jeg skal sige. Hun tilbød at gå med, og så var det i orden. Men nu klarede vi det telefonisk, så jeg slap for at møde en fremmed.

Forholdene i psykiatrien er sådan, at man i Distriktspsykiatrien typisk kun ser sin læge en enkelt gang, så er vedkommende videre til noget andet. Det er vældig problematisk for mig, for jeg skal først finde ud af, hvem folk er. Det er ikke fordi, jeg vil skjule noget for nogen, men jeg er bange for, at hvis jeg er mig selv og ærlig, vil de tænke, at jeg er mærkelig. Og hvem har lyst til det?

En undtagelse er den ældre overlæge i Distriktspsykiatrien, som for mange år siden gennemskuede hukommelsestabet og døbte det “absencer”, fordi perioder på op til 14 dage var pist væk. Det kunne ingen andre se. Hun gik desværre på pension.

Psykiatrien passer godt på mig

Psykiatrien passer godt på mig


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Godt det bare var et mareridt

Godt det bare var et mareridt

Jeg var til min fars bisættelse i nat

Godt det bare var et mareridt

Det er ret sjældent, jeg kan huske, hvad jeg drømmer. Jeg synes, der kan gå måneder imellem, jeg kan huske en drøm. I nat vågnede jeg imidlertid kl. 02:25 og så tydeligt følgende for mig:

Jeg var hos min fars ungdomskæreste, hendes to sønner og to svigerdøtre. De var alle vældig omsorgsfulde, tog mig på skuldrene og sagde fx “Det skal nok gå”. Jeg var på vej ud ad døren til bisættelsen, og det absurde var, at jeg selv skulle have hans urne med (og det var ikke til urnenedsættelsen).

Men der var lidt uorden i begreberne i mareridtet. I øvrigt blev han kistebegravet (også kaldet jordfæstet), som man jo gjorde dengang for 51 år siden.

Pyh ha … Det varede et par timer, før jeg kunne sove igen.

Op på en piedestal

Jeg er helt opmærksom på, at jo flere år, han har været død, jo højere op på en piedestal kommer han. Det burde måske ikke være sådan, men sådan er det, og det generer jo ikke nogen. Heller ikke mig selv. Andre tænker måske, at det er unaturligt, men hidtil har ingen været så uvenlige at påtale det. Og tanker er som bekendt toldfrie. Både mine og andres.

For ikke så længe siden spurgte jeg psykologen: “Går det aldrig over?” Eftersom vi har kendt hinanden siden foråret 2015, er hun – med min billigelse – ret ligefrem og dejligt ærlig. Hun svarede: “Nej, det gør det ikke”. Selvfølgelig og gudskelov er det blevet “mindre” og langt mere udholdeligt, men der vil altid være en lille sorg til rest. Og det er også i orden.

Jeg tænker af og til på Johannes Møllehaves sætning “Sorg er en kærlighed, du ikke kan blive af med”. Det er præcis sådan, jeg har det. Læs evt. Dorte Hygum Sørensens interview med Johannes Møllehave i Politiken fra den 14. november 2002 (ingen betalingsmur) med netop den overskrift.

Var det mon gået på samme måde, hvis han ikke var død?

Det ville vel være mærkeligt, hvis jeg ikke en gang imellem spurgte mig selv om:

  • havde jeg udviklet den bipolare affektive sindslidelse, hvis han ikke var død?
  • havde en barndom med Aspergers syndrom været nemmere?
  • havde han sørget for, at jeg tog en uddannelse?
  • og meget andet.

Jeg “tror” ikke på epigenetik, men det er jo en videnskab og ikke et trosspørgsmål. Jeg ved bare intet om det og hørte først om begrebet i sidste uge. Jeg ved kun, at bipolar affektiv sindslidelse er genetisk betinget, men det er måske ikke helt tosset at forestille sig, at de efterfølgende hændelser kan have “skubbet til” sygdommen? Forhåbentlig læser ingen læger med (vel KTR? 🙂 ).

Var han ikke død, var vi ikke blevet en nomadefamilie, og jeg havde ikke gået i fem forskellige folkeskoler. Mange skoleskift, hvor man aldrig lærer hverken andre børn eller lærere godt at kende, er særdeles opslidende for et barn med Aspergers syndrom. Det ville jeg meget gerne have været foruden.

Det er måske en del af “piedestaliseringen”, men jeg kan ikke forestille mig, at en ansvarlig far ikke vil sørge for, at barnet tager en uddannelse. Og han var et ansvarligt menneske – selvfølgelig da.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Udelukkende for ECT

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Jeg prøver holde fast i, hvad en sagde på 808: “Du er der kun for ECT”. De andre ting, der skal drøftes, må finde sted på 808. 

Har lige været til samtale med lægen. Det gik ikke ret godt. Vi talte fuldkommen forbi hinanden, og det bekræftes af lydoptagelsen. Indledningsvist måtte vi igennem det med, om jeg måtte have lov at optage, idet kontaktpersonen, der har fået besked om det fra 808, endnu ikke var til stede. Endnu en gang er der mange kokke i maden. Det var så langt ude, at jeg måtte sige “Du kan faktisk ikke sige nej”. Det starter selvfølgelig samtalen med dårlig karma, og det er sikkert min fejl.

Der er fx i går om ECT skrevet: “udtalt postikal supression”. Jeg spurgte, hvad det betød. Tre gange gentog hun, at man beskriver de forskellige faser. Yes! Det kan jeg godt regne ud, jeg behøver ikke få det gentaget, jeg er nemlig ikke blevet dum af at blive syg, og jeg kan også selv finde ud af, at det betyder noget med “efter”, men hvad betyder det? Jeg havde naturligvis prøvet med Google, inden jeg forstyrrede med den slags småting angående min hjerne (eller hvad det nu er).

Vedkommende spurgte, om jeg var “håbløs”. Nej det er jeg vist ikke, men jeg føler håbløshed, og det er altså noget andet. Nuvel, det kan anses for ordkløveri fra min side, og det skal naturligvis ikke lægges den anden til last.

Det bedste ved samtalen var, at hun bad kontaktpersonen “bestille plads” på 808 til den 25. juli. Der er præcis tre uger til i dag. Jeg glæder mig allerede, men det bliver tre lange uger. Men jeg tvivler egl. på, at det kan lade sig gøre at “bestille plads”. Det forudsætter jo, at de netop har udskrevet en patient, og derfor har en tom seng ud af de 11 de har … Nåh men det skal jeg jo ikke blande mig i. Der findes vel en løsning.

Til næste samtale med vedkommende må jeg have in mente, at jeg udelukkende er her for ECT. Nul huskeliste og nul spørgsmål.

Efter frokost vil jeg gå op til professor Poul Videbech, og spørge, om han vil være med i min podcastserie om “Aspekter af psykiatrien”.

Jeg kan simpelthen ikke lide at være her

Medpatienterne er søde.

Men for eksempel:

  • Der er forbudsskilte og påbudsskilte overalt
  • Personalet sidder i “buret” omgivet af lukkede døre.
  • Patienterne er forstyrrende elementer
  • Kontaktpersonen er nonchalant og ikke-opsøgende. Og jeg har derfor ikke lyst at opsøge ham, men pdas. ved jeg heller ikke, hvad vi skulle tale om, så det er måske i orden?
  • En eller anden har i journalen skrevet, at jeg er tryg her. Hvor det kommer fra, ved jeg ikke, idet jeg føler mig særdeles u-tryg og ikke kan finde rundt, fordi alt er så stort. Jeg har følelsen af, at jeg løber rundt om mig selv

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Når angsten den tager fat

Når angsten den tager fat

“Livet er sjovt”

Når angsten den tager fat

Den tidligere omtalte reservelæge med sprogproblemerne sagde blandt andet “Livet er sjovt”. Jeg måtte ganske enkelt korrigere hende og sige, at det havde mit altså ikke været. Selvfølgelig har der været gode perioder, men overordnet set har det været op ad bakke siden min far døde i november 1972. Selvom jeg har stået på toppen af Kilimanjaro (5.896 meter) er denne bakke højere. Forskellen er, at der er varmere den sidste nat.

Lige nu kan jeg ikke overskue de kommende 3 – 4 uger, selvom planen er den eneste rigtige på nuværende tidspunkt. Det behøver man ikke være klinikchef for at indse. Man skal bare have været “her” før.

Jeg får de mest fantastiske e-mails og private beskeder fra mennesker, der har betydet meget gennem mange år. De betyder meget, når angsten for stort set alt har taget fat. Fx er jeg i “min sygeplejerskes” tanker, hende der var så god til at holde mig i hånden, og det er jo helt utroligt. Altså har jeg sat et lille aftryk i verden, og måske vil den være et lidt ringere sted uden mig. Men det går jo over.

Bare tanken om at skulle pakke sammen her, tage tasken, sige farvel til patienterne C og T, som jeg har knyttet bånd til, samt det tilstedeværende personale, gå ned ad den lange gang til taxaen, der skal køre mig til Nordstjernevej, får tårerne frem. M kan måske tage med, men ressourcesituationen siger nok nej. Jeg er snart 60, så selvfølgelig bør jeg kunne klare det selv. Psykologen plejer at sige, at jeg er verdensmester i at tage mig sammen, så det kan jeg også i morgen.

En kompleks størrelse

Min depression er indadvendt, og derfor vanskeligere at diagnosticere end en “almindelig” depression, siger M. Klinikchefen skrev “Diskret agiteret præg med let talepres”, og det skulle så betyde det med det indadvendte, ref. M.

Kender man mig ikke, viser jeg kun de normale 25 pct. af hjernen, og så tror man, at jeg har det glimrende. Det andet større spor forbliver mit private. Nu skal jeg et fremmed sted hen til fremmede mennesker og forsøge at lære dem om det.

Lære dem at min problemstilling er kompleks, at jeg selv er kompleks, og at jeg ikke præsenterer mine følelser og tanker for hvem som helst. Og at jeg ikke passer til løsningerne fra den øverste skuffe. Hvordan finder jeg overskuddet til det?

M vil prøve at formidle det telefonisk på mine vegne, hvis hun kan finde en, der ikke er på vej på ferie og som måske skal være en af mine kontaktpersoner. I guder. Til tider føles alt dette lidt umuligt, men M er et af de mange mennesker i psykiatrien, der står på hovedet for sine patienter, så måske kan hun trylle endnu en gang?

Recoverymentoren

808 har ansat en meget venlig yngre mand som recoverymentor. Han er sikkert dygtig; jeg har kun talt med ham et par gange, da han er meget opsøgende/påtrængende. Jeg endte med at formulere en “pagt” for os: “Jeg skal nok selv opsøge dig, hvis jeg får behov for dig” og den gav vi hinanden håndslag på. Nu bliver der så ikke rigtig brug for pagten, med mindre jeg vender tilbage til 808 efter ECT, hvilket jeg håber.

Eksempel: Jeg sad på mit værelse og så en TV Avis. Han kom og ville meget gerne gå en tur med mig. Jeg havde oplevelsen af, at det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Så vi gik i skoven i stilhed, når han altså ikke febrilsk prøvede at finde på noget at sige eller at udspørge mig om. Jeg er et nogenlunde høfligt menneske, så selvfølgelig svarede jeg på spørgsmålene, uagtet jeg bestemt ikke havde lyst at blotte sjæl og tanker for ham.

Jeg spurgte ham til hans rolle, da jeg var meget bekymret for at skyde endnu et led ind, der skulle formidle sine egne oplevelser/fornemmelser af mig til det faste personale. Der er allerede kokke nok i maden og der bruges tid på at udrede misforståelser.

Dagens citat

Dagens citat kommer fra Anne Linnets “Tusind stykker”, der gjorde LP’en “Jeg er jo lige her” fra 1988 til et stort hit.

Vers 2:

Man siger jo, at det, der sker, er altid godt for noget
Og troen har vi fået for at bruge den
Men man si’r så meget, men ved så lidt, når angsten den tager fat
Og sjælen mærker illusioner briste

 


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.