Indlæg

Angst for ECT er angst for kontroltab

Angst for ECT er angst for kontroltab

Når man plejer at være i kontrol

Angst for ECT er angst for kontroltab.

Dette er en art resumé af dagens møde med psykologen. Sådan arbejder jeg mig videre. Hvis du ikke “er til” den slags, skal du stå af her.

Jeg har hørt lydfilen et par gange allerede – det er en af dem, der virkelig rykker.

Tal til angsten for at stoppe den NU

Hun har gjort det igen. Vendt det på hovedet, gået til makronerne og sat mig i stand til at arbejde videre selv, til vi ses igen om bare to uger. Hele kunsten er, at vi får sat en kile ind i mellem “Tanke” og “Følelse” i figuren ovenfor. Figuren kaldes også “den kognitive diamant”.

Det er helt almindeligt, at angst opfører sig sådan. Og det er også helt almindeligt, at det bliver værre og værre og at angsten er en nedadgående spiral. Jeg har det jo slet ikke sådan, at jeg ikke tør går uden for døren eller lignende, som mange mennesker med angst har det. Det er ren og skær dødsangst. Ikke andet. Risikoen, for at det kan udvikle sig, er imidlertid til stede. Derfor skal vi have det stoppet hurtigst muligt. Det, jeg gør, er, at jeg skubber angsten væk. Det hjælper bare ikke på længere sigt. Det ville være bedre at favne angsten.

Det kunne fx ske ved at tale til angsten, som var den et menneske:

  • Hvad vil du mig?
  • Hvorfor kommer du allerede nu? Der er en uge til.
  • Vi kan ikke ændre på det, for jeg er afhængig af behandlingerne. Jeg skal ikke tilbage til medicinen.
  • Det hjælper ikke, du kommer nu. Du må vente med at komme til tidligst søndag aften.
  • Lad os nu tro på de mennesker, der med succes har hjulpet mig så meget i så mange år. De kan deres kram og det er farligere at gå over Hvidovrevej.

Kontroltabet er ikke nyt

Allerede for fem år siden fortalte hun mig, at jeg var ude for et enormt kontroltab; jeg var ikke “bare” blevet syg, der var en masse andet, der fulgte gratis med. Identitetstabet, risikoen for at miste boligen, hvad skulle jeg leve af? osv. Alt det kunne jeg ikke kontrollere. Jeg bliver let negativ og tænker, “Herre Jemini, bliver jeg aldrig klogere?”, når hun nu sagde det for fem år siden.

At jeg ved det, er fordi jeg har læst på det i forbindelse med SEO/søgemaskineoptimeringen; det er ikke fordi, jeg kan huske det.

Det er en helt umulig opgave at lægge mig på briksen og afgive kontrollen

En million gange i livet har jeg oplevet, at det var nødvendigt at være i  kontrol. Det er kontrollen, der har ført til overlevelse.

ECT er lig med at acceptere fraværet af kontrol. At lægge mig på briksen og lade dem gøre, hvad de nu skal gøre, er afgivelse af kontrol og en tillidserklæring til behandlerne, der har det som deres håndværk og ikke laver andet mandag, onsdag og fredag formiddag. For en som mig, der har overlevet ved altid, altid at have bevaret i det mindste en sidste rest af kontrol, er det at have ubetinget tillid til behandlerne nærmest et helt umuligt krav at stille.

Det er en enorm tillidserklæring, der er i fuldstændig modstrid med det liv, jeg har levet. Jeg kan ikke bare overgive mig og tro på dem.

Mistro, angst og kontrol hænger sammen.

Ikke engang den dag, vi (psykologen og jeg) skal til virtuelt møde med Rehabiliteringsteamet, har jeg ubetinget tillid til selv hende, der har bragt mig så meget videre end alle de andre, jeg har søgt hjælp hos gennem ca. 25 år.

Selv den dag er jeg totalt velforberedt og stoler ikke fuldkommen på hendes gentagne udsagn gennem de måneder, sagen har været under forberedelse, om, at nu må jeg slippe det, indtil vi har en afgørelse, for det er alligevel ude af mine hænder. På dagen for mødet er jeg ved at dø af skræk for, at de skal “opdage”, at jeg har fået det lidt bedre og derfor vil sige nej til pensionen og at de vil stille mig spørgsmål, jeg ikke kan svare på. Derfor møder jeg op og har læst samtlige sagsakter igennem. Det viser, at jeg ikke kan stole 100 pct. på noget andet menneske. Der vil altid være en rest af mistro. Selv til hende – selvom det virker uforståeligt.

Hver gang jeg lægger mig på briksen og lader dem stikke mig i venstre arm mv., risikerer jeg at miste alt det, jeg har kæmpet for i mere end et halvt århundrede.

Kun få ender med at komme så godt ud af psykisk sygdom

I 2015 var jeg ikke parat til pension. Allerede dengang var jeg nok sygdomsmæssigt klar til pension, men jeg var ikke parat til en ny identitet som pensionist. Der skulle gå fem år, før jeg nåede erkendelsen af, at når jeg ikke engang klarede de 3 – 4 timer om ugen hos Interflora, uden at jeg brugte en uge på det, gav det ikke længere mening. Der var ikke længere ræson i det.

En læring er det, at jeg aldrig – selv i de sværeste uger og måneder – aldrig har sluppet kontrollen. Jeg gav aldrig op. Derfor har jeg fået så flot en behandling i psykiatrien: ganske enkelt fordi jeg ikke gav op. Min eventuelle kritik var fagligt og sagligt velfunderet. Da det blev for meget, skrev jeg mail til klinikchefen (den allerøverste) for Psykiatrisk Center Glostrup, og det medførte, at en overlæge og en oversygeplejerske mødte op ugen efter på Psykiatrisk Center Hvidovre for at drøfte indholdet af min mail.

Jeg var aldrig den “lille”, men på ECT-briksen er jeg lille. Det kan man næsten ikke bede et menneske om. På en eller anden måde satte jeg af og til systemet til vægs trods ret alvorlig sygdom. Jeg følte mig aldrig mindre end dem. Det er næsten umenneskeligt at bede mig om at give slip, når jeg hele livet har overlevet på kontrollen, men det må til nu.

Har kæmpet mere end et halvt århundrede på at være et hestehoved foran

Ikke så mange får has på sygdommen. Jeg har fået en flot behandling i psykiatrien, fordi jeg har kæmpet for det. Jeg blev aldrig passiv, som så mange andre med psykisk sygdom. Jeg kæmpede for retten til at være mig og for retten til ikke at være blevet blevet dum af at blive syg. Det var et af mine mantraer, og det er en del af kontrollen. Jeg har aldrig følt mig mindre end psykiaterne og hvem der ellers var til stede. Jeg har ved Gud fået dem til at møde op ugen efter for at gentage sig selv, når jeg havde glemt det, de sagde i sidste uge.

Et sjældent psykolog-forløb

Det er uhyre sjældent, en psykolog kan følge et menneske gennem så mange år. Hun har gjort ufatteligt meget for mig. Hun har aldrig lavet om på mig. Hun har aldrig bedt mig tegne og male osv. Hun har aldrig “tvunget” mig til at gøre alt det, der ville bringe mig tilbage til alt det, jeg ikke kunne som barn.

Jeg er vokset op med kreative evner af forskellig slags, hammondorgel, harmonika billig rødvin (den hed Pere Medard og var i 1½ liters flasker) og Brøndums Snaps, som jeg selv bar hjem fra købmanden på Torvet i Svaneke og nogle af alle de andre steder, vi boede.

For mig er viden magt og det var det også, da jeg var barn. Jeg kunne ikke det, de kunne, men i deres verden var mine værdier og min viden ikke noget værd. Så kort kan det siges.

Andet ville jeg egentlig ikke. Tak fordi du holdt ud.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her.

Fordele ved hukommelsestabet

Fordele ved hukommelsestabet

Hvor er det godt, det er glemt

Der er helt bestemt fordele ved hukommelsestabet!

I forbindelse med mit projekt om søgemaskineoptimering gennemgår jeg som det første de 136 poster med mærkaten/tagget “Bipolar affektiv sindslidelse”, hvor jeg lige nu kun mangler 18, så det går bestemt fremad. Der burde være mange flere end de 136, når der er 445 poster i kategorien “Sygdom og sundhed”, men jeg har ikke været konsekvent med at opmærke posterne. Det er bare ærgerligt, for jeg gider ikke lede efter dem manuelt blandt 1.650 poster, og jeg er ikke skrap nok til SQL til at kunne finde dem maskinelt.

For at optimere siderne må jeg selvfølgelig læse dem igennem. Der er masser af stavefejl, dobbelte mellemrum, manglende billeder mv. i de poster, der er skrevet på iPadden på diverse psykiatriske afdelinger fra 14. juli 2014 og frem. Alt det retter jeg op på. Det er perfektionismen, der tager over og det er i orden, da jeg ikke generer andre mennesker med den. Google kan også godt lide orden i sagerne. De dobbelte mellemrum er selvfølgelig ligegyldige, men det er de manglende billeder ikke.

En barsk rejse bagud i tid

Jeg skriver ikke for at få medlidenhed. Det er bare objektivt konstaterbart.

Det er en barsk rejse bagud i tid at læse alle de gamle poster. Hvor er jeg dog glad for, der er så meget, der er glemt. Det er bestemt ikke værd at huske på. For pokker/fanden da hvor var jeg bare hundesyg længe. Det er lidt af et mirakel, jeg er i live, for hvor har jeg været tæt på at tjekke ud i lange, lange perioder. Alt var gjort parat, timet og tilrettelagt, jeg kunne bare ikke finde en sikker metode. Skulle jeg prøve igen, skulle det lykkes. Jeg var ikke en kylling, der var bange for smerten, jeg var kun bange for, at det ikke ville lykkes. Jeg mente ikke selv, jeg havde livslyst tilbage, men psykologen overbeviste mig om, at det havde jeg, for ellers havde jeg tjekket ud for længst. Jeg havde bare meget mere livsangst end dødsangst. Nu er det Gudskelov omvendt – og jeg er taknemmelig hver eneste dag.

Årene med uvished om økonomi, arbejdsmarked, fremtid og bolig var barske. Alt var uvist, og jeg havde mistet kontrollen over mit eget liv. Det er svært, når man er vant til at have kontrol over alle dele af livet. Jeg var ikke “bare” blevet syg. Der fulgte meget mere med.

Jeg var så tåbelig, at jeg ville arbejde, uanset Psykiatrifonden allerede i sommeren 2015 mente, det tegnede til pension. Jeg kunne ikke forestille mig at skifte identiteten ud med en anden. Jeg forsøgte mig med samlet set seks fleksjobs, hvor det bare gik værre og værre. Det bekræftede mig i, at jeg ikke havde kompetencer i behold. Det var en opfattelse jeg fik allerede i sommeren 2015, hvor psykologen bad mig lave to lister: den første har jeg lige nu glemt, men den anden skulle handle om kompetencer. Det sendte mig til tælling og og indlæggelse. Det var forfærdeligt ikke at kunne noget mere.

Psykoserne/nærpsykoserne var svære, for jeg var klar over, at det var uvirkeligt, men kunne ikke handle mig ud af det:

  • Jeg hørte en respirator stå i klædeskabet med dens bip-bip, men når jeg åbnede klædeskabet for at slukke for den, var den der selvfølgelig ikke.
  • En film kørte uafbrudt i de nederste 25 pct. af det indre skærmbillede. Den handlede om min begravelse, og alt var rigtigt: præsten, gæsterne, salmerne osv. Den varede vist omkring 12 måneder.
  • Jeg gik langs væggene for at finde ud af, om Jimmi Hendrix kom fra naboerne eller fra mit eget hoved. Derpå gik turen til Psykiatrisk Center Hvidovre, som det hed dengang.

Og så var der Parkinsonismen i sommeren 2020, hvor jeg nærmest var forgiftet af antipsykotisk medicin gennem mange år. Jeg kunne ikke ramme tasterne på tastaturet, fordi jeg rystede for meget, når jeg faldt, kunne jeg ikke rejse mig, jeg kunne ikke holde på vandet osv.

På den “positive side” tæller manierne, hvor jeg havde det pragtfuldt, udviklede forskellige løsninger på alt muligt ligegyldigt midt om natten, sov to timer i døgnet, ikke spiste og brugte penge, jeg ikke havde fx på tre computere på en dag. Sygdomsindsigt og skub fra dejlige læsere sendte mig afsted til afdelingen igen. Der fodrede de mig med sovepiller, da søvnbalancen er det første, der skal genoprettes for at standse en mani.

Hjælpen udefra

Det fremgår med al tydelighed af posterne, at jeg har fået meget hjælp udefra.”Systemet” har som hovedregel behandlet mig godt.

Psykiatrien har som hovedregel også behandlet mig godt, da den fandt ud af, at jeg kom igen og igen, altså nærmest var stamgæst på fx 808. Mig slap de ikke lige af med. På et tidspunkt, hvor jeg stod der med tasken endnu en gang og næsten var  flov over det, sagde en af sygeplejerskerne “Vi er her for dig, Hanne”. Bare ved tanken kan jeg næsten få tårer i øjnene. Det er en del af det bipolare, at man kommer igen og igen. Om rejserne frem og tilbage til diverse afsnit er forbi nu, kan kun tiden vise.

Samarbejdet med Hvidovre Kommune har som hovedregel også været godt. Især da de fandt ud af, at jeg ikke var doven men syg.

Er der noget at sige til, jeg nu nyder hvert minut?

Hvor er jeg dog glad for hukommelsestabet.

Efter de år med de oplevelser, jeg har præsenteret dig for bare et lille udsnit af, er der næppe noget at sige til, at jeg nu nyder livet hvert eneste minut, og selvfølgelig er bange for at miste det.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Psykiatritopmøde 2021

Psykiatritopmøde 2021

Jeg har været til Psykiatritopmøde 2021

Den slags kan heldigvis foregå online nu til dags. Især den første del af psykiatritopmødet var rigtig godt. Efter pausen fyldte Knud Romer alt for meget. Han åbner munden og lader herefter ingen andre få plads. Hans talestrøm med evindelige gentagelser om “containere” fjerner fokus fra, at han måske siger noget fornuftigt.

Optagelsen vil blive lagt ud på Det Sociale Netværks hjemmeside.

Første del af mødet handlede om psykiatripolitik og var interessant

Mødet blev indledt af formanden for PsykiatriNetværket, Poul Nyrup Rasmussen, hvis besindige og specielle måde at tale på, jeg altid godt har kunnet lide.

PsykiatriNetværket består af: Landsforeningen SIND, DepressionsForeningen, OCD-foreningen, Fountain House, LAP, Livslinien, LMS, ADHD-foreningen, Angstforeningen, Startlinjen, Skizofreniforeningen, Foreningen Død i psykiatrien, Outsideren, Håb i Psy-kiatrien og Det Sociale Netværk/headspace Danmark og Bedre Psykiatri.

Sundhedsminister Magnus Heuniche åbnede mødet

Magnus Heuniche indledte med at undskylde, at 10-års-planen for psykiatrien endnu ikke var færdig men vil være færdig og forelagt Folketinget inden jul (i år). De 10 år betyder ikke, at vi skal vente 10 år på planen. Medarbejderne i både ministeriet og Sundhedsstyrelsen har ligget underdrejet på grund af Covid19.

Hans første pointe var, at vi skal tale om “værdighed” i psykiatrien på samme måde som værdigheden er i højsædet i somatikken. Kvaliteten skal øges, mens tvangen skal reduceres. Han fortalte blandt andet, som udtryk for den manglende kvalitet, at 40 pct. af medarbejderne i social-psykiatrien er ufaglærte. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Mine personlige erfaringer med en støttekontaktperson efter servicelovens § 85 bekræfter ministerens udsagn. Kvaliteten var ikke god nok. Hun var sød, men der var for meget papegøjesnak.

Meget tidligere og meget bedre forebyggelse

Der skal fokus på meget, meget tidligere forebyggelse, idet fx undersøgelser har vist, at ca. 25 pct. af de unge kvinder på gymnasialt niveau har det så dårligt, at de er eller forventer at blive selvskadende. (Min bemærkning: Og hvad vil det ikke koste på sigt?)

Han nævnte en række parametre, der gjorde, at psykisk sygdom faktisk er det største sundhedspolitiske problem, vi har i Danmark. Større end kræft, for det er der efter mange års ihærdig indsat kommet styr på. Nogle af parametrene var forkortet levetid, antal sygedage, antal genindlæggelser mv. samt det Finansministeriet kalder produktivitetstab.

Ministeren mente, at det hele menneske måtte i fokus, og at patienterne er mennesker og ikke borgere/patienter.

Han syntes, der var iværksat mange fine initiativer de seneste år, men at det minder for meget om, at man på et hus bygger udestuer, laver nye køkkener mv., men mangler fundamentet. Det fik Poul Nyrup til at indskyde, at kapaciteten er for ringe. Antallet af brugere vokser og vokser, men økonomien følger ikke med. Ministeren var overraskende nok enig og fremkom med det synspunkt, at antallet af genindlæggelser vil være stigende, når økonomien halter. Min respekt for ham steg med mange procentpoint, men for at dryppe lidt malurt i bægeret: der er jo også kommunalvalg i november.

Søren Magnussen fra “Frirum i psykiatrien”

Jeg har altid godt kunnet lide at lytte til Søren Magnussen, der selv er tidligere psykiatribruger. Det skyldes, at han er i stand til at knytte hverdagen på et afsnit med forståelse for det politiske niveau og hvordan man opnår resultater ad politisk vej.

Hans egne erfaringer er vist mest fra lukkede afsnit. Det er fx ham der står bag filmen (måske er der to afsnit?) “Lys på den lukkede”, som du bestemt bør se, hvis du ikke allerede har gjort det.

Hans pointer (han havde mest fokus på lukkede afsnit):

  • Der er for få aktiviteter på både lukkede og åbne afsnit.
  • Aktiviteter, normalitet og noget, der ligner hverdag, fylder for lidt og gør indlæggelserne unødvendigt lange.
  • Under indlæggelser er de kommunikative evner meget begrænsede. Det gør det ufatteligt svært at være sammen med andre, der har lige så dårlige kommunikative evner.
  • Psykiatrien i Danmark er meget kemisk orienteret og der er meget lidt tid til samtaler med læger og andet personale.
  • Der sker for lidt på et afsnit.
  • Der er mange fine ord her op til valget.

Anne Jøker: Ledelseskonsulent

Det er både patienter og medarbejdere, der skal anerkendes som hele mennesker.

Det ledelsesmæssige fokus bør overraskende nok være på: ledelse og konstant kompetenceudvikling.

Peer-Partnerskabet

Jeg tror, jeg har hørt om Peer-Partnerskabet tidligere. Det er vist dem, der tidligere hed Peer-netværket. Det er et samarbejde mellem Det Sociale Netværk og SIND og egentlig et forskningsprojekt, hvor de frivillige medarbejdere, skal kende psykisk sygdom på egen sjæl. Projektet har fokus på det, man stadig kan, mens der i systemet af naturlige årsager er fokus på alt det, man ikke kan. Først når man kan tilstrækkelig lidt, kan man få hjælp fx ved at blive indlagt.

Mange med psykisk sygdom kæmper også med ensomhed og måske misbrug. Og efter måneder på et afsnit, har man nærmest glemt at lave mad. Her kan netværket/partnerskabet måske træde til.

Merete Nordentoft: Overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet

Merete Nordentoft er også en af dem, jeg altid gerne lytter til.

Hun fortalte, at flere og flere siger det samme: der er tale om et folkesundhedsproblem. Vi bliver nødt til at øge kvaliteten. Der skal mere “håndholdt hjælp” til.

Herefter gav hun et for mig velkendt eksempel med mundtørhed som følge af antipsykotisk medicin, der kan smadre tænder (og udseende) fuldstændigt. Man kan få støtte fra kommunen til den enorme tandlægeregning, der kan være en følge, men det er en betingelse, at det første man gør er at henvende sig til kommunen og udfylde diverse formularer og skemaer. Man må altså ikke først have været ovre hos tandlægen og få lavet en indledende undersøgelse og evt. et overslag. Herudover skal det være tidligt på budgetåret, så pengene i kommunen ikke er brugt op…

Hvem kan udfylde Excelarket, når de lige har forsøgt selvmord eller bare har det afskyeligt og dårligt kan overskue at være i live?

Et løft af psykiatrien kommer til at koste penge, men det har vi vidst i mange år. Problemerne har vokset sig større og større, fordi der ikke er sat ind.

Peder Hvelplund: Psykiatriordfører fra Enhedslisten

  • 10-års planen bør have fokus på konkrete målbare mål! Fx længere gennemsnitlig levealder.
  • Der skal være tid og ressourcer til relationsarbejdet mellem patienter og medarbejdere, der ikke kan udføres 2 pct. hurtigere end sidste år.
  • Nedsæt fx et psykiatriråd, der holder øje med, om målene nås.

De pårørendes betydning

Igen og igen blev der talt om de pårørende, den store betydning, de har, og hvor svært de kan have det. Jeg kan ikke lade være at tænke på, om mit eget forløb ville have været anderledes, hvis jeg havde haft (flere) pårørende? Faktisk tror jeg det ikke. Jeg er ingen selskabspapegøje, og hvem havde gidet være samme med mig alle de perioder, jeg ikke kunne stå ud af sengen, og ikke orkede at gå i bad, fordi det medførte, at jeg så skulle tørre mig på ryggen.

Et enkelt slag ramte hårdt: En veninde gennem mere end 30 år sagde i en telefonsamtale under en indlæggelse, at jeg “var blevet min sygdom”. Det blev jeg godt nok ked af. Vi fik det aldrig redt ud, og hun er ikke længere blandt os.

Gad vide, hvem der sagde det?

En debattør, som jeg desværre ikke fik noteret hvem var, sagde noget fornuftigt: “Mennesker passer først i kasser, når de er døde”.

Mit eget efterskrift

Engang skrev jeg en post, jeg kaldte “Samspil som forudsætning”. Den må være gået til de evige bitmarker, for jeg kan i hvert fald ikke finde den igen. Jeg så den ellers for  nogle dage siden i forbindelse med SEO-projektet.

Den drejede sig om, at “mine aktører” har været i stand til at løfte den opgave, mange andre ikke magter: samspillet mellem alle de mange involverede, der alle hver for sig ville mig det bedste. Godt nok følte jeg mig ofte som budbringer mellem dem, men jeg bragte gerne bud, da det var i min egen interesse, at alle var orienterede om status. Måske var jeg bare heldig?

På en måde genoplever jeg en stor del af forløbet i forbindelse med SEO-projektet, fordi jeg har kastet mig over sider og poster med etiketten “Bipolar affektiv sindslidelse”, for dog at holde fokus, og hvor jeg selvfølgelig er nødt til at læse indlæggene ordentligt igennem for at optimere dem.

Det er ikke alt samme lige munter læsning. Det er svært at læse om psykoserne, om at gå langs væggene for at finde ud af, om Jimi Hendrix’ musik kom fra naboerne eller fra mit eget hoved, om dengang det lød som om, der stod en respirator i klædeskabet osv. Uf. Det er gudskelov datid.

Det er en del af det bipolare, at der altid kan komme nye episoder, men bare de har længere intervaller end i 2018, hvor det var ind og ud – og ind og ud. Eric beskrev det engang som at følge en yo-yo. Og det havde han ganske ret i.

Noget, jeg også har bidt mærke i i forbindelse med optimeringen, er en udtalelse fra overlægen på 808, Melita Svraka, “Min holdning er, at når patienterne bliver udskrevet, skal de have det godt!” Jeg tror bestemt ikke, hun står alene med den holdning, men der er mange yngre overlæger, der slet ikke har hendes gennemslagskraft.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Bipolar affektiv sindslidelse: dygtige på 808

Bipolar affektiv sindslidelse

808 var nærmest mit andet hjem

Med bipolar affektiv sindslidelse er det naturligt at være en hyppig gæst

Christian, der tog fint imod mig, spurgte i sjov, om han skulle vise mig rundt. Vi blev hurtigt enige om, at det næppe var nødvendigt, da 808 for et par år tilbage nærmest var mit andet hjem; i hvertfald har jeg ikke tal på, hvor mange gange, jeg har været der. Jeg husker ikke, hvornår jeg senest var der. Jeg kunne sikkert finde det et eller andet sted i Sundhedsplatformen (SP), men er for træt til at lede. Marianne mente, det var tre år siden, men det tror jeg altså ikke på. Men det er selvfølgelig hende, der sidder med datastrømmen.

Når man er på PSI-pladsen (PSI = PatientStyret Indlæggelse), er man bare. Man kan deltage i de aktiviteter, der nu engang er, men man kan – som de øvrige patienter – også lade være. Jeg har ladet være og har bare været.

Når man også har Aspergers Syndrom, er man ofte lidt af et fjols socialt. Men jeg har bemærket en interessant ting under denne indlæggelse: Jeg fandt faktisk nogle, der var interessante at tale med om alt muligt: PC, hjemmesider, diagnoser, det at få noget ordentlig mad derhjemme og meget andet. Jeg var ikke helt så kejtet, som jeg kan få bildt mig selv ind, når jeg nu har haft det glimrende under 1½ års pandemi, hvor virkelig mange med Aspergers har nydt fraværet af at “skulle” være sociale med jævne mellemrum. Jeg har savnet stilheden herhjemme, men jeg kunne jo gå ind på stue otte igen, når lydniveauet blev for meget.

Medarbejderne er ekstremt dygtige på 808

Da jeg kom i søndags, var jeg grådlabil, angst for at dø og bange for, at en ny depression var under opsejling, og det orkede jeg ærlig talt ikke. Nu er det torsdag, og verden er blevet sig selv igen – eller også er det mig, der er blevet mig selv igen for 70 pct.s vedkommende. De tunge tanker findes naturligvis stadig (30 pct.), men de er håndterbare og fylder ikke hele farveskærmen.

Og hvad er det så, de gør?
  • De vil enormt gerne være samme med patienterne. Har de tid, kommer de fx ud og sidder ved bordet i haven eller i stuen og snakker og lytter til den almindelige samtale. De siger ligeud, at de ikke gider sidde inde på kontoret.
  • Er der brug for det, går vi lidt væk og bruger 20 minutter på emner, der ikke kommer Gud og hver mand ved. Er der behov for yderligere snak, laves en aftale om fx at gå en tur i den lille skov, der udgør stedets “baghave”.
  • Det er som om, de altid har tid. Jeg tror, det er lidt som med præsten: Har de ikke tiden, ta’r de sig tiden. Selv husker jeg ikke nogensinde at blive afvist – men man kan selvfølgelig ikke helt regne med, hvad jeg husker…
  • De deler ikke bare rundhåndet ud af medicin, som var det en mirakelkur. Jeg har fx klaret disse fire/fem dage med bare to Oxapax (et Benzodiazepin). Jeg vil meget hellere lyttes til. Og det er jeg blevet.
  • De er gode til at rapportere til hinanden på tværs af de forskellige vagter. Hvis man ikke selv gerne vil sige det samme en gang til, behøver man det heller ikke. De er orienterede.
  • Jeg tror, deres arbejdsmiljø er godt, for personaleflowet er lille. Var arbejdsmiljøet ringe, ville udskiftningen være stor.

De gør sikkert også en masse andre ting, jeg bare ikke kan gennemskue som patient.

Mulig fleksibilitet i systemet?

Jeg ved, jeg har nævnt det før: planen er at samle alle bipolare patienter fra distriktspsykiatrien (DPC)/optageområdet på Brøndbyøstervej formentlig i en form for kompetencecenter. Den slags lavede vi også masser af i staten, for sådan får man nok mest for pengene. Nu er vi imidlertid (af og til sårbare) mennesker og ikke dominobrikker, der kan eller skal skubbes rundt med.

Jeg har sagt til både kontaktperson og læge i distriktspsykiatrien, at jeg nægter, vel vidende at det sikkert er helt umuligt at sætte sig i mod den form for strukturelle beslutninger.

Jeg forklarede den udskrivende læge mine tanker om, at det ville være helt gak i låget at rykke mig derud, når jeg har haft min fremragende kontaktperson i DPC siden 2014/15, også har haft lægen derinde i et par år, er ret stabil under normale forhold, er under virksom ECT-behandling hver tredje uge og med de tiltag er i stand til at leve et tilnærmelsesvist normalt liv nu. Jeg orker simpelthen ikke at begynde forfra.

Og tænk han var helt enig med mig og forstod til fulde, hvad jeg mente. Vi blev enige om, at han skulle skrive det i epikrisen (sammenfatningen af indlæggelsen). Jo oftere man skriver den slags ting relevante steder, jo større chance er der for, at man måske kan rokke ved trufne administrative beslutninger.

Jeg håber inderligt!


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.