Tag Archive for: Bipolar affektiv sindslidelse

,

Godt det bare var et mareridt

Godt det bare var et mareridt

Jeg var til min fars bisættelse i nat

Godt det bare var et mareridt

Det er ret sjældent, jeg kan huske, hvad jeg drømmer. Jeg synes, der kan gå måneder imellem, jeg kan huske en drøm. I nat vågnede jeg imidlertid kl. 02:25 og så tydeligt følgende for mig:

Jeg var hos min fars ungdomskæreste, hendes to sønner og to svigerdøtre. De var alle vældig omsorgsfulde, tog mig på skuldrene og sagde fx “Det skal nok gå”. Jeg var på vej ud ad døren til bisættelsen, og det absurde var, at jeg selv skulle have hans urne med (og det var ikke til urnenedsættelsen).

Men der var lidt uorden i begreberne i mareridtet. I øvrigt blev han kistebegravet (også kaldet jordfæstet), som man jo gjorde dengang for 51 år siden.

Pyh ha … Det varede et par timer, før jeg kunne sove igen.

Op på en piedestal

Jeg er helt opmærksom på, at jo flere år, han har været død, jo højere op på en piedestal kommer han. Det burde måske ikke være sådan, men sådan er det, og det generer jo ikke nogen. Heller ikke mig selv. Andre tænker måske, at det er unaturligt, men hidtil har ingen været så uvenlige at påtale det. Og tanker er som bekendt toldfrie. Både mine og andres.

For ikke så længe siden spurgte jeg psykologen: “Går det aldrig over?” Eftersom vi har kendt hinanden siden foråret 2015, er hun – med min billigelse – ret ligefrem og dejligt ærlig. Hun svarede: “Nej, det gør det ikke”. Selvfølgelig og gudskelov er det blevet “mindre” og langt mere udholdeligt, men der vil altid være en lille sorg til rest. Og det er også i orden.

Jeg tænker af og til på Johannes Møllehaves sætning “Sorg er en kærlighed, du ikke kan blive af med”. Det er præcis sådan, jeg har det. Læs evt. Dorte Hygum Sørensens interview med Johannes Møllehave i Politiken fra den 14. november 2002 (ingen betalingsmur) med netop den overskrift.

Var det mon gået på samme måde, hvis han ikke var død?

Det ville vel være mærkeligt, hvis jeg ikke en gang imellem spurgte mig selv om:

  • havde jeg udviklet den bipolare affektive sindslidelse, hvis han ikke var død?
  • havde en barndom med Aspergers syndrom været nemmere?
  • havde han sørget for, at jeg tog en uddannelse?
  • og meget andet.

Jeg “tror” ikke på epigenetik, men det er jo en videnskab og ikke et trosspørgsmål. Jeg ved bare intet om det og hørte først om begrebet i sidste uge. Jeg ved kun, at bipolar affektiv sindslidelse er genetisk betinget, men det er måske ikke helt tosset at forestille sig, at de efterfølgende hændelser kan have “skubbet til” sygdommen? Forhåbentlig læser ingen læger med (vel KTR? 🙂 ).

Var han ikke død, var vi ikke blevet en nomadefamilie, og jeg havde ikke gået i fem forskellige folkeskoler. Mange skoleskift, hvor man aldrig lærer hverken andre børn eller lærere godt at kende, er særdeles opslidende for et barn med Aspergers syndrom. Det ville jeg meget gerne have været foruden.

Det er måske en del af “piedestaliseringen”, men jeg kan ikke forestille mig, at en ansvarlig far ikke vil sørge for, at barnet tager en uddannelse. Og han var et ansvarligt menneske – selvfølgelig da.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Udelukkende for ECT

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Jeg prøver holde fast i, hvad en sagde på 808: “Du er der kun for ECT”. De andre ting, der skal drøftes, må finde sted på 808. 

Har lige været til samtale med lægen. Det gik ikke ret godt. Vi talte fuldkommen forbi hinanden, og det bekræftes af lydoptagelsen. Indledningsvist måtte vi igennem det med, om jeg måtte have lov at optage, idet kontaktpersonen, der har fået besked om det fra 808, endnu ikke var til stede. Endnu en gang er der mange kokke i maden. Det var så langt ude, at jeg måtte sige “Du kan faktisk ikke sige nej”. Det starter selvfølgelig samtalen med dårlig karma, og det er sikkert min fejl.

Der er fx i går om ECT skrevet: “udtalt postikal supression”. Jeg spurgte, hvad det betød. Tre gange gentog hun, at man beskriver de forskellige faser. Yes! Det kan jeg godt regne ud, jeg behøver ikke få det gentaget, jeg er nemlig ikke blevet dum af at blive syg, og jeg kan også selv finde ud af, at det betyder noget med “efter”, men hvad betyder det? Jeg havde naturligvis prøvet med Google, inden jeg forstyrrede med den slags småting angående min hjerne (eller hvad det nu er).

Vedkommende spurgte, om jeg var “håbløs”. Nej det er jeg vist ikke, men jeg føler håbløshed, og det er altså noget andet. Nuvel, det kan anses for ordkløveri fra min side, og det skal naturligvis ikke lægges den anden til last.

Det bedste ved samtalen var, at hun bad kontaktpersonen “bestille plads” på 808 til den 25. juli. Der er præcis tre uger til i dag. Jeg glæder mig allerede, men det bliver tre lange uger. Men jeg tvivler egl. på, at det kan lade sig gøre at “bestille plads”. Det forudsætter jo, at de netop har udskrevet en patient, og derfor har en tom seng ud af de 11 de har … Nåh men det skal jeg jo ikke blande mig i. Der findes vel en løsning.

Til næste samtale med vedkommende må jeg have in mente, at jeg udelukkende er her for ECT. Nul huskeliste og nul spørgsmål.

Efter frokost vil jeg gå op til professor Poul Videbech, og spørge, om han vil være med i min podcastserie om “Aspekter af psykiatrien”.

Jeg kan simpelthen ikke lide at være her

Medpatienterne er søde.

Men for eksempel:

  • Der er forbudsskilte og påbudsskilte overalt
  • Personalet sidder i “buret” omgivet af lukkede døre.
  • Patienterne er forstyrrende elementer
  • Kontaktpersonen er nonchalant og ikke-opsøgende. Og jeg har derfor ikke lyst at opsøge ham, men pdas. ved jeg heller ikke, hvad vi skulle tale om, så det er måske i orden?
  • En eller anden har i journalen skrevet, at jeg er tryg her. Hvor det kommer fra, ved jeg ikke, idet jeg føler mig særdeles u-tryg og ikke kan finde rundt, fordi alt er så stort. Jeg har følelsen af, at jeg løber rundt om mig selv

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Når angsten den tager fat

Når angsten den tager fat

“Livet er sjovt”

Når angsten den tager fat

Den tidligere omtalte reservelæge med sprogproblemerne sagde blandt andet “Livet er sjovt”. Jeg måtte ganske enkelt korrigere hende og sige, at det havde mit altså ikke været. Selvfølgelig har der været gode perioder, men overordnet set har det været op ad bakke siden min far døde i november 1972. Selvom jeg har stået på toppen af Kilimanjaro (5.896 meter) er denne bakke højere. Forskellen er, at der er varmere den sidste nat.

Lige nu kan jeg ikke overskue de kommende 3 – 4 uger, selvom planen er den eneste rigtige på nuværende tidspunkt. Det behøver man ikke være klinikchef for at indse. Man skal bare have været “her” før.

Jeg får de mest fantastiske e-mails og private beskeder fra mennesker, der har betydet meget gennem mange år. De betyder meget, når angsten for stort set alt har taget fat. Fx er jeg i “min sygeplejerskes” tanker, hende der var så god til at holde mig i hånden, og det er jo helt utroligt. Altså har jeg sat et lille aftryk i verden, og måske vil den være et lidt ringere sted uden mig. Men det går jo over.

Bare tanken om at skulle pakke sammen her, tage tasken, sige farvel til patienterne C og T, som jeg har knyttet bånd til, samt det tilstedeværende personale, gå ned ad den lange gang til taxaen, der skal køre mig til Nordstjernevej, får tårerne frem. M kan måske tage med, men ressourcesituationen siger nok nej. Jeg er snart 60, så selvfølgelig bør jeg kunne klare det selv. Psykologen plejer at sige, at jeg er verdensmester i at tage mig sammen, så det kan jeg også i morgen.

En kompleks størrelse

Min depression er indadvendt, og derfor vanskeligere at diagnosticere end en “almindelig” depression, siger M. Klinikchefen skrev “Diskret agiteret præg med let talepres”, og det skulle så betyde det med det indadvendte, ref. M.

Kender man mig ikke, viser jeg kun de normale 25 pct. af hjernen, og så tror man, at jeg har det glimrende. Det andet større spor forbliver mit private. Nu skal jeg et fremmed sted hen til fremmede mennesker og forsøge at lære dem om det.

Lære dem at min problemstilling er kompleks, at jeg selv er kompleks, og at jeg ikke præsenterer mine følelser og tanker for hvem som helst. Og at jeg ikke passer til løsningerne fra den øverste skuffe. Hvordan finder jeg overskuddet til det?

M vil prøve at formidle det telefonisk på mine vegne, hvis hun kan finde en, der ikke er på vej på ferie og som måske skal være en af mine kontaktpersoner. I guder. Til tider føles alt dette lidt umuligt, men M er et af de mange mennesker i psykiatrien, der står på hovedet for sine patienter, så måske kan hun trylle endnu en gang?

Recoverymentoren

808 har ansat en meget venlig yngre mand som recoverymentor. Han er sikkert dygtig; jeg har kun talt med ham et par gange, da han er meget opsøgende/påtrængende. Jeg endte med at formulere en “pagt” for os: “Jeg skal nok selv opsøge dig, hvis jeg får behov for dig” og den gav vi hinanden håndslag på. Nu bliver der så ikke rigtig brug for pagten, med mindre jeg vender tilbage til 808 efter ECT, hvilket jeg håber.

Eksempel: Jeg sad på mit værelse og så en TV Avis. Han kom og ville meget gerne gå en tur med mig. Jeg havde oplevelsen af, at det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Så vi gik i skoven i stilhed, når han altså ikke febrilsk prøvede at finde på noget at sige eller at udspørge mig om. Jeg er et nogenlunde høfligt menneske, så selvfølgelig svarede jeg på spørgsmålene, uagtet jeg bestemt ikke havde lyst at blotte sjæl og tanker for ham.

Jeg spurgte ham til hans rolle, da jeg var meget bekymret for at skyde endnu et led ind, der skulle formidle sine egne oplevelser/fornemmelser af mig til det faste personale. Der er allerede kokke nok i maden og der bruges tid på at udrede misforståelser.

Dagens citat

Dagens citat kommer fra Anne Linnets “Tusind stykker”, der gjorde LP’en “Jeg er jo lige her” fra 1988 til et stort hit.

Vers 2:

Man siger jo, at det, der sker, er altid godt for noget
Og troen har vi fået for at bruge den
Men man si’r så meget, men ved så lidt, når angsten den tager fat
Og sjælen mærker illusioner briste

 


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Vågen, klar og orienteret

Vågen, klar og orienteret

Et lille lys i mørket

Vågen, klar og orienteret

“Vågen, klar og orienteret” forkortes i journalerne oftest til “VKO”, så jeg er altså “VKO” lige nu, hvor kl. er 04:05,, og det har jeg i øvrigt været i ¾ time. Ikke en gang harekillingerne er stået op, så der var ikke noget at holde øje med i haven.

Det sagde “pling” inde i hovedet, og så kørte tankemaskinen som sædvanligt.

Bjørn Afzelius: Sång till friheten

På LP’en “innan tystnaden …” sang Björn Afzelius “Sång till friheten”, der lige så godt kunne hedde “Sång till vänskap”. Noget af teksten er (og pardon my Swedish):

Du er det finaste jag vet. Du er det dyraste i värden … Du är min ledestjerne og vän

En kær gammel – og tidligere – ven er pludselig dukket op i e-mailens indbakke, og det har vakt en usigelig glæde hos mig. Det er lige før, det overdøver frygten for alt det fremmede i Glostrup. Vi talte 1½ time i telefon i aftes. Det var som en stemme fra “det ydre rum”, hvor jeg pludselig følte mig som en form for “normal” for en stund. Vi talte som altid om alverdens ting. Vi nåede ikke den katastrofale nedslagtning af kandidatstudierne, men den må vi tage næste gang.

Min ven har et stort intellekt og er vildt godt begavet. Hun forstår spørgsmål om “Livets mening” og begrebet “Eksistens” og hun tør tale om dem. Præster er kloge mennesker!

Det er helt modsat reservelægen, der sagde, at jeg bare skulle lade være at tænke så “dubt”, hvormed hun mente “dybt”. Hun mente, jeg “overtænker”, og det kan der sikkert være noget om.

Jeg spurgte, om det så betød, at jeg bare skulle ændre min personlighed inden den 10. juli, hvor overlægen er retur fra ferie. Det gjorde det dog ikke, det var mere noget med at lægge små planer … Hvad de lige skulle gå ud på, har jeg heldigvis glemt. Og jeg forstår ikke, hvordan de små planer skulle hjælpe mig til et overordnet mål med livet.

Samtalen med min ven var også et lille lys i mørket. Jeg må have købt flere Piet Hein-stager og begynde at tælle dem sammen. Der er måske noget, der begynder at ligne noget?

Angsten for ECT

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke om det; måske skal jeg slet ikke tænke på det, for det bliver ikke anderledes af det. Men det vil jeg jo kalde “fortrængning, der sædvanligvis ikke er noget positivt.

Jeg ved, at jeg vil lægge mig på lejet, tårerne vil trille, og jeg vil føle mig som en idiot (bare tanken …). Jeg er helt ude af kontrol i den situation, og meget af angsten drejer sig om kontroltabet.

Jeg håber, J er der til at holde i hånd, nu hvor “min sygeplejerske” ikke er der længere.

Jeg skal hjem for en kort stund

Det er lykkedes at skaffe udgang i ca. fem timer, hvor jeg skal hjem for at lukke min rengøringsdame ind og være der, mens hun er der i de 2½ time. Jeg aflyste sidste måned, så selvom jeg stort set ikke har været der siden den 29. maj, er der sikkert noget gammelt støv mv. at fjerne.

Jeg betaler mig fra at få gjort rent hver fjerde uge, for realiteten er, at jeg ikke fik det gjort selv, og selvfølgelig skal der gøres et eller andet, selvom der ikke bliver videre beskidt af, at jeg sidder ved mit tastatur. Jeg føler mig sindssygt privilegeret over at kunne det. Det holder sikkert kun, til jeg bliver folkepensionist. Så kommer der nok andre boller på suppen; jeg nyder det indtil da. Jeg bruger firmaet HappyHelper og er godt tilfreds.

Folk siger ofte om (andres) privatøkonomi “det handler om prioritering”. Jo tak – men det forudsætter, at man har noget at prioritere med. Man er priviligeret, når man har noget at prioritere med.

Og så blev kl. 05:25. Jeg må ud at holde øje med harekillingerne! De må da være vågnet?

Opdatering 06:28: Der er tre harekillinger, de to af dem leger, hopper op og ned sammen.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.