Tag Archive for: Bipolar affektiv sindslidelse

Kritik der reinen Vernunft

Kritik der reinen Vernunft

Fornuft contra følelse

Kritik der reinen Vernunft

Jeg synes egentlig at Søren Kierkegaard skrev “Fornuft contra følelse”, men jeg husker nok forkert, derfor blev titlen “Kritik der reinen Vernunft” (Emmanuel Kants hovedværk fra ca. 1770), og dette er slet ikke kritik af fornuften. Det er kommentarer til en åbenlyst rigtig beslutning.

Til Glostrup mandag og start på 8 – 12 ECT-behandlinger

Efter et kaotisk døgn med en reservelæge, der – grundet sprogvanskeligheder – skrev nøjagtig det modsatte af, hvad vi talte om. Hun skrev fx: “Ingen aktuelle selvmordstanker eller selvmordsplaner”, og det er sådan set kritikken i dette. Hun startede med at sige “Du har jo generaliseret angst”. What? Det har jeg da aldrig hørt om før, og kontaktpersonen havde heller ikke. “Nåh for søren, det er nok en anden patient. Glem det …”

Jeg begriber ikke, at man kan ansætte læger, der ikke kan begå sig på hverken dansk eller engelsk. Jeg tilbød valget, og havde forberedt mig på begge sprog, men hun sagde, at hendes engelsk var lige så godt som hendes dansk …

Den tilstedeværende faste kontaktperson kunne bekræfte, at notatet var helt “Anders And” og i øvrigt havde jeg jo lydoptagelsen.

Konklusion: Tjek altid selv “Min Sundhedsplatform” og optag gerne samtalen.

Nu har både klinikchef og oversygeplejerske så været inde over. Beslutningen er blevet den eneste rigtige: ECT 8 -12 styk. Det er det, vi alle ved virker. Nu er der en plan, og det er godt. Jeg holder ikke til mere “opbevaring”, og jeg holder ikke til at få det værre og værre. Jeg kan ikke mere. Der er noget, der er nødt til at pege fremad.

Her taler fornuften, og den skal man vel egl. ikke kritisere. Så det lader jeg være med – og dermed er artiklens titel helt ved siden af skiven.

Følelserne

Jeg er så bange for 3 – 4 uger et sted med fremmede mennesker, hvor ingen kan lide at være. Jeg har mødt mange medpatienter på 808 men aldrig nogensinde en, der kunne lide at være i Glostrup. Så er det sagt.

Jeg har meget svært ved forandringer og ved mennesker, jeg ikke har en relation til – jeg er jo en idiot til det relationelle. Jeg kan ikke tale om, at det nu er blevet koldere eller varmere i vejret. Det skal man åbenbart kunne, så jeg må vel tage et kursus i meteorologi.

Lige nu er mit nervesystem overbelastet, og derfor træder Aspergers syndrom mere i karakter. Det er Aspersgers syndrom, der bevirker, at det relationelle er så svært for mig.

Jeg kan slet ikke tænke de 3 – 4 uger frem. Og jeg ved ikke, hvordan, jeg skal komme igennem det. Selvfølgelig skal man her på en eller anden måde indregne, at jeg vil få det bedre, og så vil det også blive nemmere at være der. Lige nu kan jeg bare ikke løse selv de mest simple ligninger. Jeg kan knapt overleve.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Et lille løft i mørket

Et lille løft i mørket

Møde med psykologen

Et lille løft i mørket

Åh for pokker hvor er jeg glad for at have Danmarks dygtigste psykolog. Vi holdt endnu et onlinemøde i dag, og i mangel af face to face er det virkelig godt. Der er alt for langt til Holbæk, selvom der vist kun er ca. 53 km. Jeg kan slet ikke overskue DSB, nedfaldne kørelinjer osv.

Trilles gamle tekst var jo egentlig “Et lille lys i mørket”, men jeg har på egen hånd skiftet “lys” ud med “løft”, for det er sådan det føles. Nu kan jeg overleve til i morgen, hvor jeg skal til en lægesamtale, hvor der må lægges en plan, så jeg bevæger mig fra opbevaring/holden øje med, at jeg er i live, til behandling. Noget må pege fremad.

Hun siger pæne ting, som jeg trods alt er for beskeden til at gengive, bortset fra at hun aldrig gennem hele sit lange virke (hun er vist 62 år) aldrig har mødt andre psykiatribrugere, der kan “hoppe ud af sygdommen” og herefter opføre sig (relativt) normalt.

Det er det, jeg selv kalder de to spor i hjernen: 25 pct. er relativt normale, 75 pct. er syge. Og det er netop derfor, jeg ikke skal overflyttes til Glostrup. Fremmede vil kun få de 25 pct. at se. Selv psykologen skal pirke meget til mig, for at jeg sanser noget. Det siger en del.

Vi har en plan

Det er rart ikke at lægge planer alene. Både M og K må kunne overbevises om fornuften i det følgende – så mangler vi bare den ukendte læge. Godt jeg har været i Udenrigsministeriet og har fornemmelse for både diplomati og forhandling. 

Førstevalget er ECT
  • Al erfaring fra mere end 100 behandlinger viser, at ECT virker ret hurtigt på mig, dvs. måske allerede efter den første uge med tre behandlinger.
  • Der må kunne etableres en eller anden form for ledsageordning mellem Brøndbyøstervej og Nordstjernevej tre gange ca. 1-2 timer. Jeg kan ikke huske, om de tager de ambulante eller de indlagte patienter først. Jeg kan heller gennemskue, om jeg vil blive henregnet til den ene eller den anden kategori, men formentlig til de indlagte, da spørgsmålet om ansvaret for mig mellem de to adresser ellers slet ikke ville opstå.
  • Alternativt må der på en eller anden måde kunne udformes en form for “ansvarsfraskrivelse”, hvor jeg for det første lover ikke at tage livet af mig i en taxa og for det andet skriver under på, at regionen ikke kan drages til ansvar, hvis det alligevel skulle lykkes. Denne model tror jeg virkelig ikke selv på, men alle kort skal spilles, for at noget brugbart måske kan dukke op i samtalens løb.
Andenvalget er stemningsstabiliserende medicin
  • Det er sådan set ikke et reelt valg og jeg er ikke meget for det, men jeg har jo “malet mig selv op i et hjørne” ved partout ikke at ville overflyttes. Men det har jeg jo altså mine gode grunde til – og dem vil både M og K bakke mig op i (føler jeg mig overbevist om).
  • Ulemper:
    • Angsten for ny Parkinsonisme
    • 6-8 ugers ventetid på effekt
    • Hvis ingen effekt: så prøver vi noget andet i 6-8 uger … Sådan er det jo, da alle mennesker reagerer forskelligt på de forskellige præparater. Det er ingen kritik af hverken nogen eller noget.
    • Hvornår kommer jeg overhovedet hjem?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

At gribe efter halmstrå

At gribe efter halmstrå

Det er godt ment

At gribe efter halmstrå

Selv jeg kan ikke lade være at smile lidt: En af de vældig søde og dygtige medarbejdere, C, der er lidt standin for overlægen, greb fat i et halmstrå og hagede sig fast i det. Formentlig fordi han ikke kunne finde på andet. Det var bestemt godt ment.

Jeg havde sagt til ham, at jeg ikke havde sat mig aftryk i livet. På forespørgsel om hvad det skulle betyde, oplyste jeg – bare som eksempel – at andre mennesker fx får børn. Og vupti dukkede idéen om et sponsorbarn i Afrika op i Cs gode hjerne. “Patienten opfordres til at tænke videre over dette”, står der så i journalen.

Patienten har tænkt over dette, og patienten skal under ingen omstændigheder have et sponsorbarn i Afrika. Faktisk har jeg haft et sådant for måske 30 år siden. Det eneste, jeg husker, er de ca. 200 kr. pr. måned på meddelelsen fra Betalingsservice og nogle billeder til jul af en sød lille dreng med en bold i en skolegård. 

Jeg har intet mod godgørenhed, og deltager også selv i det, men det er mere bare en udgift end en indtægt til et sårbart sind.

Det var bare et af de få halmstrå, han kunne finde. Men det knækkede undervejs, fordi patienten er så fandens tvær og besværlig og slet ikke er modtagelig overfor ideerne fra skuffe 1. Patienten er imidlertid 60 år lige om lidt og har et temmelig godt indblik i sit liv, herunder hvad hun har lyst til, og hvad der vil virke. Og som følge deraf også hvad hun ikke har lyst til, og hvad der ikke vil virke.

Nogle siger, jeg “skyder alting ned” og at jeg har “fastlåste tanker”. Jeg bliver lige såret over begge dele, og man kan spørge, hvis tanker, der er mest fastlåste. Som psykologen sagde for en uge siden “Du kom helt sikkert ikke for at være besværlig!”

Nogen skal jo holde øje med harekillingerne

Som en parentes: Jeg går ret tidligt i seng, sådan en art “sluk for verden” med en sovepille. Ergo er jeg også oppe omkring kl. 4 eller 5. Det er der ikke noget unaturligt i. Haven her er fantastisk og ligger lige op ad skoven. Når man sidder alene her, ganske stille, på bænken, vrimler det med harekillinger. Jeg tror, de ved, vi ikke gør dem noget, for de kommer helt tæt på. Men tager man kameraet frem og bevæger sig derfor en µ (1/1000 mm), er de væk med lynets hast.

Mellem husmuren og græsplænen er der en strimmel sand, hvor de tager sandbad. De er simpelthen så kære. Jeg har ganske frivilligt påtaget mig tjansen “Holde øje med harekillingerne”.

Jeg glæder mig til kl. 11:00

Af og til må man finde på noget, der peger bare lidt frem i tid. Lige nu er kl. knapt 8:00. Morgenritualet er gennemført:

  1. Holde øje med harekillingerne
  2. TV Avisen kl. 7:00
  3. Brusebad
  4. Den store “tandtur” (jeg elsker resultatet – og det gør tandlægen også).

Dagens højdepunkt er online-mødet med psykologen. Jeg bliver nødt til at fortælle hende det hele, hvis jeg kan, for jeg ved ikke, om hun læser med her (hun kunne få nok at gøre, hvis hun skulle læse med hos alle sine klienter/kunder).

Jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg hurtigst muligt får hende sat ind i situationen. Men det finder jeg vel ud af i løbet af de kommende tre timer. Hun kan sikkert også bare se det.

Jeg skal have tiltusket mig lidt A4-papir til noter, når jeg/vi nu ikke kan optage. Det er svært både at lytte og tage noter, men jeg skal i det mindste ikke til eksamen i det senere. Jeg er bare taknemmelig for, hvad man dog kan få for 449,18 kr. inflationen til trods.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

De opgiver ikke sådan lige

Kortfattet version af sprogdatabasen

Vi mangler en plan

De opgiver ikke sådan lige

Lige p.t. har jeg selv mistet håbet, så jeg håber på det vikarierende håb, der vel træder i kraft på et eller andet tidspunkt, for dette er nærmest ubærligt.

Jeg skulle faktisk have været til lægesamtale i dag, men M vurderede – helt korrekt – på mine vegne, at 10 minutter kunne være ligegyldigt, når vi nu ikke “bare” skal følge op på en plan, der går planmæssigt. Så nu hedder det i stedet torsdag, hvor både M og K er på arbejde i 16 timer. Så er jeg da mandsopdækket af de to, jeg er mest vild med.

Min tanke, om at jeg primært er her for, at de kan holde øje med, at jeg ikke er afgået ved døden, passer faktisk meget godt. Vi mangler en plan, så lige nu er der tale om blot og bar opbevaring. Det går ikke. Det er ingen kritik af nogen eller noget; det er en konstatering.

Status er sådan set, at jeg har fået det værre, mens jeg har været her. I hvert fald har jeg ikke fået det bedre. Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Lige nu føler jeg mig temmelig syg og opgivende. P.t. er der mange medpatienter, der har det ret skidt, og det er som om, vi smitter hinanden lidt. Det kunne tale for at pakke tasken og tage hjem, men jeg ved, det er en tåbelig idé, så det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg er trods alt ikke blevet dum af at blive syg.

Muligheder og umuligheder

  • Stemningsstabiliserende præparat: Selvom jeg næsten ikke tør, kunne det være en mulighed. Problemet er, at det tager 6 – 8 uger, før man ved, om det har effekt eller ej. Lige nu har jeg ikke 6 – 8 uger. Og hvad nu hvis præparat x ikke virker, skal vi så prøve præparat y? “Try and error”. Kommer jeg nogensinde hjem?
  • ECT: har nærmest straks-effekt på mig (6 – 9 behandlinger svarende til 2 eller 3 uger), og jeg har virkelig god erfaring med det. De kognitive bivirkninger må man tage med i købet, og de er forbigående – senest tre måneder efter bør de være helt ovre. Og herregud: efter mere end 100 behandlinger har jeg et righoldigt kompendium med kompenserende strategier at tage af.
  • Problemet med ECT: Det forudsætter overflytning til Glostrup, hvilket jeg under ingen omstændigheder vil. Jeg er tryg her, jeg kender medarbejderne her, stemningen er helt anderledes osv. Den bedring ECT kunne bevirke, ville ophæves af at være på Nordstjernevej. Overlægen har allerede talt med klinikchefen og en anden højere instans, om der kunne laves en særordning. Svaret var “Nej”. M (og K) vil forsøge igen. Jeg tror ikke meget på det. Et “nej” er vel et “nej” både med og uden Lean? På den anden side skal intet lades uprøvet, og jeg tager hatten af for deres kampgejst, når jeg nu ikke selv er i besiddelse af den.

Et afbud

Min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien skulle have været her for at besøge mig i går. Desværre er hun blevet syg. Det var utrolig ærgerligt, for jeg havde virkelig glædet mig til at se hende, men sygdom er ingen som bekendt herre over.

Psykologen i morgen onsdag kl. 11:00

Jeg ser frem til i morgen kl. 11:00, hvor jeg har online-aftale med psykologen. Hun plejer at kunne trylle. Om hun også kan trylle dette væk, ved jeg ikke. Men jeg håber på bare en lille bedring.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.