Tag Archive for: Bipolar affektiv sindslidelse

/2 Kommentarer/i , /af ,

Kæreste med livet langt om længe

Kæreste med livet langt om længe

Et liv i taknemmelighed

Kæreste med livet langt om længe

Jeg skal til ECT på onsdag, hvilket betyder, jeg har været til PCR-test på Psykiatrisk Center i Glostrup i dag. Det er lidt fjollet, for selvom jeg evt. skulle være positiv, får jeg behandlingen alligevel, fortæller de; de ifører sig blot “rumdragterne”.

Det betyder også, at jeg ikke bør gå nogen steder i morgen. Og endelig betyder det, at jeg ved 18 – 19-tiden i morgen tager derud for at overnatte. Det virker! Jeg sover lidt derude, og lidt er bedre end ingenting, der er nogen at tale med, jeg er tryggere der, og så er den tåbelige angst mindre. Medarbejderne er blevet så søde, måske fordi de nu er klar over, jeg ikke er farlig hverken fysisk eller i overført betydning. Jeg får det bedste værelse – det med bad, for det er ikke en selvfølge, aftensmad med alt hvad hjertet kan begære inkl. frugter og kage. Det er næsten som at være på hotel. Psykologen siger, at jeg, når angsten melder sig i dagene/ugen forinden, skal tænke “Nu skal jeg på hotel” og ikke “Det er nok sidste gang, jeg låser min hoveddør”. Jeg synes efterhånden, det virker!

Jeg synes, angsten bliver en µ (en milliontedel) mindre for hver gang, og fortsætter det sådan, er jeg glad. Måske kan jeg være den kvit om nogle år.

Samlet set er ECT kommet til at tage tre dage på grund af Corona, men pyt med det, jeg har jo tiden…

Det er minimum 15 år siden, jeg har haft en virkelig kæreste. Den del har jeg afskrevet for længst, og jeg savner intet. Nu er jeg blevet kæreste med livet forstået på den måde, at jeg elsker mit liv. Det er fantastisk. Hver dag tænker jeg over den luksustilværelse, jeg langt om længe har fået. Snart har jeg siddet bag skærmen i ca. 10 måneder eller mere. Aldrig har jeg været lykkeligere.

ECT giver mig et normalt liv

Sundhedsvæsenet er stort set garant for, at jeg kan føre et næsten ganske normalt liv. Det gør væsenet ved at give mig ECT-behandlingen hver fjerde uge. Jeg bliver hentet og bragt både til PCR-testen og til selve behandlingen. Jeg går ganske vist hjem og sover timevis efter behandlingen men igen: pyt med det, jeg har jo tiden…

Parkinsonisme: Farvel og tak! Næsten ikke mere antipsykotisk medicin til mig. Der er 150 mg. Seroquel tilbage, men det er bare en “sikkerhedsventil” og så skal det hjælpe på søvnen. Og det virker koblet med 10 kg. kugledyne!

Jeg bliver holdt i hånden af den samme søde sygeplejerske hver gang, og det er den samme medarbejder, der kommer og måler værdier (temperatur, iltmætning og den slags) inden behandlingen. Efterhånden kender jeg dem ret godt. De er gode og dygtige mennesker, der er klar over, hvad behandlingen betyder for mig: jeg er afhængig af den.

Jeg har opgivet at få styr på lægerne, men bare de har styr på mig, er alt i orden.

Andre synes muligvis, det er mærkeligt

  • Jeg dyrker min slægtsforskning, ofte 16 timer i døgnet,
  • jeg er i gang med at lære hemmelighederne bag min egen TNG-side (The Next Generation of Genealogy Sitebuilding) at kende, fx fik jeg i går siden til at gå helt ned,
  • jeg er i færd med at oparbejde et internationalt netværk af (andre) TNG-nørder,
  • jeg skriver, når jeg har lyst og noget på hjerte (ikke sjældent),
  • jeg kan bruge timevis på at finde dokumentation for påstande i en blogpost,
  • jeg sætter mig ind i det, jeg har lyst at sætte mig ind i,
  • jeg spiser, når jeg er sulten – oftest kun en gang pr. dag,
  • jeg går i seng, når jeg er træt, hvad enten kl. er 21:30 eller 01:30 og står op, når jeg vågner af mig selv, og
  • jeg dyrker mine særheder.
  • Endelig, endelig er jeg blevet den, jeg altid har været. Nu kan jeg endelig agere som mig selv.

Jeg ville blive vanvittig, hvis jeg fx skulle afsætte tre eller fire aftner om ugen til samvær inkl. overnatning. Og det forventes man typisk at gøre, hvis man er i et forhold. Da jeg for mange år siden var ung, havde jeg masser af kærester (kun en ad gangen), for det forventedes både af andre og mig selv. Men jeg oplevede det med tidsforbruget og forpligtelsen til samvær som en belastning. Nu er jeg blevet gammel og kan tillade mig at vælge fra og til, som det passer mig. Og mine valg generer ingen.

Hvor er det skønt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i /af

Sådan kom jeg til at sove godt igen

Sådan kom jeg til at sove godt igen

Det ligner en reklame, men alt er evidensbaseret

Sådan kom jeg til at sove godt igen

Der er ingen forskning og evidens bag reklamer, og derfor er dette ikke en reklame, selv om det måske kan ligne en reklame for kugledyner fra Protac. Det er udelukkende min historie om, hvordan jeg kom over minimum 20 års søvnproblemer, der forværredes efter 2013/14, hvor den bipolare affektive sindslidelse satte min verden på den anden ende.

Posten er inspireret af en samtale med en ven, der gennem længere tid har haft søvnproblemer.

Historien om de minimum 20 år

Det startede allerede, mens jeg boede på kollegiet, som jeg flyttede fra i august 1990, så måske er de 20 år for lavt sat. Pyt med det. Det er budskabet, der er vigtigst. Problemet bestod indledningsvist i, at der var problemer med indsovningen. Jeg lå og vendte og drejede mig i minimum to timer, inden jeg sov.

Da arbejdsmarkedet havde godt fat i mig, jeg gik meget op i det, karrieren var det vigtigste i mit liv og stressniveauet steg til næsten uanede højder, vågnede jeg og var vågen i lang tid hver nat, når jeg endelig sov. Jeg stod dog ikke op men blev liggende og forsøgte at falde i søvn igen. På et tidspunkt byggede jeg i en eller anden styrelse et ledelsesinformationssystem vha. Pivottabeller i Excel, og det blev godt, men jeg husker tydeligt, at jeg havde Pivottabeller på indersiden af øjenlågene om natten i de vågne timer. (“Pivot” er afledt af pivotere, der betyder “dreje rundt”. Man kunne altså tage hver tabel, “dreje den rundt” og se de enkelte parametre i et nyt lys.)

Da jeg blev syg i 2013/14 med den bipolare lidelse, var der for det første de søvnproblemer, der fx følger med en mani, hvor man overhovedet ikke er træt og ikke føler sig ansporet til at gå i seng. Jeg sad ved computeren og vidste, at jeg i min seng helt ordret ville tænke på “alt det jeg kunne lave, hvis jeg stod op”. Af og til gik jeg derfor ikke i seng i fire til fem nætter i streg, da jeg jo ikke var træt og var optaget af noget mere interessant end at modtage søvnimpulser. Det var bestemt ikke sundt.

For det andet: tankemylderet og de destruktive tanker, der var led i depressionerne. Det var tankerne om, hvad fremtiden ville bringe, hvordan skulle jeg klare økonomien, hvad med arbejdsmarkedet, var jeg nødt til at flytte fra min elskede lejlighed, skulle jeg “tjekke ud” sådan for alvor, hvordan skulle det i givet fald lade sig gøre osv.?. Her begyndte jeg at opgive at sove og i stedet stå op og sætte mig ved computeren for at slippe for de værste tanker, fordi hjernen så blev tvunget til at ændre sit fokus.

For det tredje: (nær-)psykoserne, hvor jeg hørte musik inde i hovedet og ikke kunne sove for larmen fra musikken, når jeg altså havde gået langs væggene og konstateret, at musikken ikke kom fra naboerne men fra mit eget hoved.

Min introduktion til kugledynerne

Jeg stiftede bekendtskab med kugledyner fra Protac under en indlæggelse i 2014. Det var dengang, der var de gamle kugler i og dengang vi lå fire på en tresengsstue, dog kun en patient pr. seng – man skubbede blot en ekstra seng ind langs en væg. Når man var “den ekstra”, havde man hverken natlampe eller stikkontakt. iPadden måtte lades op i håndvasken i nattens løb.

De gamle kugler støjede, men jeg hørte det ikke, for jeg sov rent faktisk. En medpatient sagde gang på gang: “Det lyder som et tordenskrald, når du vender dig”. De nye plastikkugler, der bruges nu, støjer ikke.

Da dynen havde effekt, mener jeg, afsnittets ergoterapeut talte med/skrev til min kommune (Hvidovre Kommune), der uden videre først forærede mig en eller anden tyngdedyne af ukendt mærke. Der var bare ingen effekt ud over nogle kilo på kroppen. Næste skud i bøssen var en ny original, rigtig kugledyne, og så sov jeg igen, også under manier (hvis jeg altså gik i seng) og også under depressioner. Ikke hele natten men indsovningsproblemerne var forsvundet, det er jeg sikker på.

Der kan være erindringsforskydninger her, for jeg husker nætter, hvor jeg “gav op” og stod op. Min oplevelse var, at jeg faktisk blev mere stresset/dårligere af at ligge i sengen og kæmpe end af at stå op. Så det gjorde jeg. Der var en medarbejder på afdelingen, der havde fortalt mig, at det var bedst sådan.

Status nu: sover efter 15 – 20 minutter

Man kan selvfølgelig sige, at der ikke længere er alle de udefrakommende, uløste problemer, der kan ødelægge hverken indsovning eller søvn, så måske er det slet ikke kugledynens fortjeneste, men status er, at jeg lægger mig og der går 15 – 20 minutter (vil jeg tro, jeg sætter jo ikke uret), så sover jeg. Og jeg sover hele natten, gerne 10 timer i streg. For mig er det helt fantastisk. Det er så fantastisk, at jeg lige, for egne penge, har investeret i en ny kugledyne (Classic, 10 kg.). Jeg har haft den to nætter, og den er endnu bedre end den første, der kun vejede syv kilo.

Normalt siger man, har jeg læst på hjemmesiden, at man skal regne med, at dynen måske skal veje ca. 10 pct. af kropsvægten. Jeg vejer ca. 55 kg., men har det fremragende med de 10 kg. dyne. Måske gælder 10 pct.-reglen kun for børn, som man jo nødigt skulle kvæle? Jeg ved det ikke. I webinaret (link i næste afsnit) fortæller de, at vægten kun er parameter nr. to. Parameter nr. et er indkredsning af behovet/det problem, der skal løses.

Hertil fortæller Protac selv følgende i en e-mail den 25. januar 2022:

Ideen om 10 pct. af kropsvægten er ikke beskrevet på vores hjemmeside. Vi mener, at det i langt højere grad er spørgsmålet om brugerens sanseprofil og sansebehov, der afgør valget af dyne og ikke vægten. Til børn anbefaler vi babydynen eller juniordynen afhængig af alder eller længde.

De fortæller i øvrigt også, fordi der stilles et spørgsmål om det til slut, hvad forskellen er på en af deres kugledyner, og de kugledyner/tyngdedyner/kædedyner (kært barn har mange navne) man kan købe i den almindelige handel.

Gå på jagt efter viden på Protacs hjemmeside

Jeg har studeret firmaets hjemmeside ganske grundigt, og de leverer meget viden og meget evidens. Noget af det er vanskeligt at forstå, men så kan man jo nøjes med at tage det ind, man i hvert fald forstår. Det gælder for eksempel dette webinar fra marts 2021, som jeg har set i dag (og som jeg vil se igen en anden dag).

Jeg kendte selvfølgelig de syv sanser osv., men samspillet mellem dem og så muskel-ledsansens overvældende betydning kendte jeg ikke til.

Det blev klart, at langvarig stress er enormt usundt for hjernen, der ikke bliver “vasket” om natten, hvis den ikke får søvn. Der var også en del om den tilstand hjernen er i, når den hos os med en eller anden autismespektrumforstyrrelse konstant er overloaded, og derfor har stort brug for at sove. Det var jeg heller ikke klar over.

Sådan kom jeg til at sove godt igen

Sådan kom jeg til at sove godt igen

De har nogle rigtig fine “Cases” på hjemmesiden, hvor man simpelthen kan vælge sit “problem” og læse om andres erfaringer med netop det problem, det være sig fx stress, psykisk sygdom, autisme mv. Og hvordan firmaets produkter har hjulpet. Man kunne indvende, at de bare er ude på at sælge (Herregud de driver jo en forretning), men det er ikke min oplevelse alene af den grund, at de yder gratis telefonrådgivning og ditto konsulentbesøg. Herudover kan man leje fx en dyne, inden man beslutter sig for et køb.

Hjemmesiden er ret omfattende og informativ, men jeg vil fremhæve to artikler, man kan starte med at læse, hvis man har søvnproblemer:

  1. Derfor er den dybe søvn vigtig og
  2. Kuglernes virkning.

Og så er der det med pengene: Ankestyrelsens principafgørelser

På Ankestyrelsens hjemmeside har der indtil for nylig ligget i hvert fald to principafgørelser om, hvad der skal få kommunen til at bevilge en hel kugledyne eller bare støtte til en. Der sondres mellem “hjælpemiddel” og “behandlingsredskab”, når dynen skal bevilges efter Lov om social service § 112. Som jeg forstår det, men jeg vil ikke hænges op på indviklede bestemmelser, kan hjælpemidler bevilges, men behandlingsredskaber kan ikke.

Nu kan jeg kun finde historiske principafgørelser fra 2013 og en enkelt fra 2015, der er markeret med: “Denne principafgørelse er kasseret 1. oktober 2021, da der er kommet nye regler på området”. Formentlig har Ankestyrelsen så ikke truffet principafgørelse(r) om kugledyner efter 1. oktober 2021. Protac skriver lidt om emnet, men det handler kun om børn, og at det er bedre at give dem en kugledyne end sovemedicin. “Ja selvfølgelig”, fristes man til at sige.

Men hvad med voksne? Kommunerne fortolker bestemmelsen forskelligt. Selv i vores lille land er der store regionale forskelle, og de vil bestå, indtil der foreligger nye principafgørelser fra Ankestyrelsen, da kommunerne skal rette sig efter sådanne. Først da vil vi få en ensartet praksis på området.

Søger man hos DUKH (Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet) efter kugledyne, kommer man her til. Det er ikke videre konkret, men kan nok ikke gøres bedre. Man kan for øvrigt ringe til DUKH og få rådgivning. De er top-kompetente og søde.

Mit ærinde er: Der er nogle muligheder i Lov om social service § 112. Tal evt. med din kommune for en original kugledyne er temmelig dyr. Selv har jeg lige rykket i opsparingen for at få en ny kugledyne, men hellere sove godt og få vasket hjernen hver nat end at have penge på kontoen.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , , /af , ,

Menneskebiblioteket er en mulighed

Menneskebiblioteket er en mulighed

Jeg følger de råd, jeg får

Menneskebiblioteket er en mulighed

Min utrolig dygtige kontaktperson i Distriktspsykiatrien nævnte “Menneskebiblioteket“, som et sted, jeg måske kunne lave noget meningsfuldt frivilligt arbejde, når “Livslinjen” ikke kunne bruge en bruger og jeg på ingen måde skal stå i en genbrugsbutik. Jeg ville slet ikke passe ind med de “damer”, der står der og finder mening i at sælge tiloversblevet porcelæn mv. Sjovt nok siger folk altid “Genbrugsbutik”, når jeg nævner frivilligt arbejde. De kender mig så for lidt.

Lysten til et stykke frivilligt arbejde stammer fra, at fokus ikke altid behøver at være på mig, mig, mig og mine egne behov. Jeg tænker, jeg har noget at give andre mennesker, og det vil jeg gerne under de rette konditioner.

Jeg har kontaktet Menneskebiblioteket

De virker utrolig professionelle. Først udfyldte jeg et spørgeskema men tog en snak med en af dem forud for det. Da de havde set det, syntes de, jeg muligvis kunne være en interessant “bog” at låne ud til “Events”, og derefter kom der link til et supplerende spørgeskema.

De spørger meget til, hvilke fordomme jeg har oplevet. Som jeg forstår deres hjemmeside, går deres arrangementer typisk ud på at afkræfte fordomme mod alt muligt forskelligt. Og den idé er rigtig god. De har eksisteret i årevis og er repræsenterede i 80 lande. Jeg kendte ikke til dem.

Det ville være forståeligt, hvis jeg havde oplevet fordomme i forbindelse med den psykiske sygdom, men det synes jeg faktisk ikke, jeg har. For så vidt angår Aspergers syndrom er det muligvis en fordom, der kommer i spil, hvis jeg sammen med den diagnose også nævner, jeg er medlem af Mensa. Så sidstnævnte holder jeg som oftest mund med. Men hvis jeg nævner det, er det ofte som om, folk der finder en indre forklaringsmodel på, at jeg er ret “skæv, anderledes og sær”; en særlig aha-oplevelse. Der er måske nok noget om det, og måske er det en fordom. Det er jeg ikke klar over.

Den største fordom: at være djøffer

Da jeg sad og besvarede spørgeskema nummer to, kom jeg til at tænke på, at den største fordom, jeg har mødt, i virkeligheden går på at være djøffer. Derfor skrev jeg følgende til dem:

“Den mest markante fordom er i virkeligheden knyttet til det at være medlem af djøf (Danmarks Jurist -og Økonomforbund). Som djøffer anses man typisk som et ondt menneske, der i hvert fald løser nogle opgaver, der er helt uden mening og i det mindste er overflødige. Jeg er SÅ træt af, og ked af, at folk ikke forstår, at mange af os er ansat i centraladministrationen og løser de opgaver, politikerne sætter os til: typisk at forvalte gældende lovgivning. Det er eksempelvis ikke embedsværket, der har “opfundet” Udlændingelovens § 7, stk. 3 (bestemmelsen der gør, at flygtninge kun får midlertidigt ophold og at Danmark ikke længere arbejder på integration men på hjemsendelse). Men jeg har nok ikke kræfter til at hjælpe jer med/mod denne fordom og hvis folk ikke kender til forvaltningsstrukturer, bliver samtalen sikkert let for (parti-)politisk.”

Det var faktisk lidt af en aha-oplevelse for mig selv, at det er denne fordom, jeg har mærket mest til, når man tager i betragtning, at de andre fordomme, der kunne være udfoldet, måske ville ligge forrest på tungen.

Screeningssamtale på Zoom den 16. december

Efter de har modtaget spørgeskema nummer to, er jeg inviteret til en screeningssamtale den 16. december. Vi mødes på Zoom, og det er fint i disse Coronatider. Jeg er vældig spændt på det.

Mit forbehold angår det med “Events”, hvor der er mange mennesker til stede. Jeg er ikke ret god til at skulle forholde mig til mange mennesker på en gang. Det trætter ganske enormt, og jeg er nødt til at holde en “fridag” (i citationstegn idet jeg jo har fri hver dag) dagen efter.

Jeg er bedre i 1:1-relationer, og det har jeg fortalt dem. Vi skal ikke bruge tid og kræfter på hinanden, hvis jeg på forhånd kan vurdere, at deres arrangementer overstiger mine kompetencer.

I mit arbejdsliv har jeg holdt masser af foredrag og gang på gang stillet mig op foran en stor forsamling, og det er gået rigtig fint. Men for det første er det otte år siden, jeg forlod det “normale” arbejdsmarked, så jeg ved ikke, om jeg ville kunne gøre det i dag, og for det andet forholder man sig jo ikke til 50 tilhørere til et foredrag; man leverer sit budskab, fortæller sin “historie”, som er tilrettelagt, så den fx passer ind på Økonomistyrelsens årlige forvaltningskonference.

Man besvarer eventuelle spørgsmål inden for rammen, men man forholder sig jo ikke til tilhørerne som mennesker. Min veninde sagde ganske vist “det er ligesom at køre på cykel. Det glemmer man heller aldrig”. Hrm tjah… jamen jeg kan jo (vist) heller ikke cykle mere. I hvert fald er det mere end et år siden, jeg solgte min spritnye cykel til cykelhandleren. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne cykle, for jeg tør ikke prøve igen efter det med Parkinsonismen. Det har jeg rodet tilstrækkeligt rundt på Hvidovrevej til. Det var ikke sjovt. Og nu gør jeg jo per definition kun det, jeg synes er sjovt. Livet er blevet herligt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/1 Kommentar/i , /af ,

Refleksioner efter Anders Agger om Livslinjen

Refleksioner efter Anders Agger om Livslinjen

Endelig fik jeg skrevet ansøgningen

Refleksioner efter Anders Agger om Livslinjen

Hvidovre den 11. november 2021

Kære Livslinjen

Jeg har lige (torsdag den 11. november 2021 kl. 21:00) siddet og set Anders Aggers “Indefra” om Livslinjen, og kommer atter i tanke om, at en af jeres rådgivere engang anbefalede mig at blive frivillig hos jer. Jeg har tit tænkt på at kontakte jer med det formål, men har ikke følt mig stabil nok til at påtage mig ansvaret. Det gør jeg nu, hvor jeg har det rigtig godt efter mange års psykisk sygdom (Bipolar affektiv sindslidelse fra 2014 ff), der nu holdes i skak med vedligeholdelses-ECT.

I siger i udsendelsen, at man skal have en relevant socialfaglig baggrund. Det har jeg ikke. Jeg er i stedet cand.jur.

Jeg er 58 år og blev tilkendt pension med virkning fra 05/2021 med udgangspunkt i den psykiske sygdom, Aspergers syndrom, Parkinsonisme og fejlslagne forsøg med seks fleksjobs, hvor det gik dårligere og dårligere. Jeg kunne ikke forlige mig med at forlade arbejdsmarkedet og indse, karrieren var slut. Jeg var i tvivl om, hvad min identitet dernæst ville bestå i, uagtet Psykiatrifonden allerede i 2015 mente, det hele pegede i retning af pension. Jeg ville arbejde.

Jeg kender jer som bruger

Jeg kender jer som bruger, og I har flere gange talt mig tilbage til livet. Jeg vil gerne indrømme, at jeg græd, da jeg så udsendelsen. I rammer rigtigt, hvor I siger, det måske ikke er ønsket om at dø, men mere uoverskueligheden af det liv, man står i lige nu, at livet altid vil køre op og ned, men at der er lys et eller andet sted. Når natten slutter tæt om en, kan det være umuligt at se det, og tankerne om, at man ikke betyder noget for nogen, så det er ligegyldigt, om man er levende eller død, kan blive for nærværende.

Jeg har været klar med listen over dem, der skulle komme til begravelsen (navne, adresser, telefonnumre osv.), salmevalg og andre praktiske foranstaltninger mv.

Jeg har et forsøg bag mig fra 2006 (pilleoverdosering) og har indset, at det rent faktisk er ret svært at finde en sikker metode til at komme herfra. Jeg havde det sådan, at skulle jeg prøve igen, skulle det også lykkes. Jeg kunne se to veje ud af det, jeg stod i:

  • Bruge den asiatiske kødøkse ”den rigtige vej” (altså ikke på tværs men på langs) ned i venstre underarm, eller
  • Springe ud fra en færge en vinternat.

Alt det er gudskelov fortid, og jeg har fået det rigtig godt efter en fremragende indsats fra psykiatriens side.

Karriere mv.

Link til Curriculum Vitae dateret 2013: https://stegemueller.dk/curriculum-vitae-inden-jeg-blev-syg/

Tiden fra 2014 og frem til 2016 gik stort set med at være indlagt. 2016 blev jeg tilkendt fleksjob, som jeg virkelig forsøgte at varetage i seks omgange, afbrudt af lange perioder med indlæggelser (i alt mere end 15; jeg har opgivet at tælle). Efteråret 2020 måtte jeg indse, det ikke gik. Jeg kontaktede min sagsbehandler, der uden videre satte pensionssagen i gang.

Efter pensionstilkendelsen har jeg fået det rigtig godt, formentlig bedre end nogensinde før, hvilket er en medvirkende årsag til, at jeg sender denne ansøgning. Livsangsten er konverteret til dødsangst i forbindelse med ECT-behandlingerne, men den arbejder jeg på sammen med min psykolog.

Og hvad bruger jeg tiden på?

Det er mange år siden, jeg startede på at slægtsforske. Den hobby har jeg genoptaget. Når man har Aspergers syndrom, er man typisk dygtig til detaljer og store datamængder, der kræver logisk sans, som er forudsætninger i den hobby. Resultater kan evt. ses her: https://tng.stegemueller.dk.

Herudover bruger jeg meget tid på udvikling af mit website (https://stegemueller.dk).

Jeg har endvidere stor glæde ved at skrive artikler til hjemmesiden.

Afrunding

Hvis I på baggrund af ovenstående ikke mener, jeg er en værdig kandidat, er det i orden, men jeg har i hvert fald været ærlig om mine hidtidige erfaringer på alle niveauer.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller