Når man søger efter et formål
Livets mening?
Når man søger efter et formål
Det går op, og det går ned. Som Eric skrev til mig for mange år siden: “Det er som at følge en yoyo”.
Jeg tog hjem for at ordne nogle ting ved hjemmesiden. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg kunne kun finde ud af halvdelen. Den anden halvdel måtte jeg bede Michael fra Designunivers hjælpe mig med. Nederlag 1.
Siden har jeg søgt efter livets mening, hvilket man ikke skal, for der er ingen. Det har jeg for længst fundet ud af. Spørger jeg andre, hvad de tænker, er svaret typisk, at det har de da aldrig tænkt over. Jeg forstår ikke, hvordan man kan undgå det.
Viden om livets mening og et højere mål er imidlertid, hvad jeg behøver for at kæmpe denne kamp til ende. Jeg har kæmpet siden den 21. november 1972; nu orker jeg ikke mere. Jeg ønsker mig bare at få fred. Jeg sad derhjemme og spurgte mig selv “Er det nu?”, hvilket faktisk er ganske ubehageligt. Derfor tog jeg en taxa tilbage til det, der heller ikke er hjem.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal derhjemme – og jeg ved heller ikke, hvad jeg skal her. Jeg er ved at tro, at jeg mest er her, for at de kan holde øje med, at jeg ikke er afgået ved døden. Lige nu er det som om, jeg er slået tilbage til start, og er ca. lige så “svært forpint”, som jeg var for ca. fire uger siden. Det er det, der er yoyoen.
Jeg tror, de fleste her har opgivet mig i et eller andet omfang, fordi jeg ikke passer til skuffe 1-løsningerne så som “Hvad med et værested?”. Jeg skal ikke på værested! Retfærdigvis skal det siges, at jeg nok også har opgivet dem.
K og M har ikke opgivet. De kæmper videre
K stikker nålen ind i de “99 Luftballons” lige der, hvor det gør ondt, men også hvor det gør godt. Jeg har drøftet ting med K, som end ikke psykologen kender til. Det siger ikke så lidt. K tør være sammen med mig i det “rum”, hvor alt er håbløst og umuligt. Hun mister ikke håbet, og er i det hele taget et pragtfuldt menneske.
M er lidt mere direkte og handlingsorienteret, men ikke ufølsom og heller ikke bange for det store intet. Alle (patienter) elsker M.
Noget stemningsstabiliserende?
Disse nedture er (næsten) ikke til at bære, så jeg vil spørge efter noget stemningsstabiliserende, selvom jeg ikke er meget for det, da ingen aner, hvad der udløste Parkinsonismen. Jeg spurgte lørdag, men i weekenden er her kun forvagten, der ikke kan tage stilling til den slags. Hvad de så kan, ved jeg ikke.
Der er mulighed for lægesamtale mandag, men så ledsages jeg af en fremmed kontaktperson, der ikke kender den samlede historie. Lægen vil formentlig være den fremmede, der nærmest ikke forstår dansk. Overlægen har ferie. Jeg vil nok foreslå, at vi overgår til engelsk, da mit engelsk er bedre end hendes dansk. To fremmede mennesker plus mig … det kommer der ikke noget godt ud af.
Altså må jeg vente til tirsdag, hvor K er på arbejde igen. Det vil stadig være den fremmede læge. Der er lang tid fra lørdag til tirsdag, og endnu længere til de 6 – 8 uger, før man kan forvente effekt af et eller andet præparat.
Dagens citat
Dagens citat stammer fra “Du kom med alt det, der var dig”. Jeg kan bedst lide versionen med DR Pigekoret og Philip Faber.
At livet det er livet værd,
på trods af tvivl og stort besvær,
på trods af det der smerter
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.