Tag Archive for: Bipolar affektiv sindslidelse

,

Bipolar affektiv sindslidelse: dygtige på 808

Bipolar affektiv sindslidelse

808 var nærmest mit andet hjem

Med bipolar affektiv sindslidelse er det naturligt at være en hyppig gæst

Christian, der tog fint imod mig, spurgte i sjov, om han skulle vise mig rundt. Vi blev hurtigt enige om, at det næppe var nødvendigt, da 808 for et par år tilbage nærmest var mit andet hjem; i hvertfald har jeg ikke tal på, hvor mange gange, jeg har været der. Jeg husker ikke, hvornår jeg senest var der. Jeg kunne sikkert finde det et eller andet sted i Sundhedsplatformen (SP), men er for træt til at lede. Marianne mente, det var tre år siden, men det tror jeg altså ikke på. Men det er selvfølgelig hende, der sidder med datastrømmen.

Når man er på PSI-pladsen (PSI = PatientStyret Indlæggelse), er man bare. Man kan deltage i de aktiviteter, der nu engang er, men man kan – som de øvrige patienter – også lade være. Jeg har ladet være og har bare været.

Når man også har Aspergers Syndrom, er man ofte lidt af et fjols socialt. Men jeg har bemærket en interessant ting under denne indlæggelse: Jeg fandt faktisk nogle, der var interessante at tale med om alt muligt: PC, hjemmesider, diagnoser, det at få noget ordentlig mad derhjemme og meget andet. Jeg var ikke helt så kejtet, som jeg kan få bildt mig selv ind, når jeg nu har haft det glimrende under 1½ års pandemi, hvor virkelig mange med Aspergers har nydt fraværet af at “skulle” være sociale med jævne mellemrum. Jeg har savnet stilheden herhjemme, men jeg kunne jo gå ind på stue otte igen, når lydniveauet blev for meget.

Medarbejderne er ekstremt dygtige på 808

Da jeg kom i søndags, var jeg grådlabil, angst for at dø og bange for, at en ny depression var under opsejling, og det orkede jeg ærlig talt ikke. Nu er det torsdag, og verden er blevet sig selv igen – eller også er det mig, der er blevet mig selv igen for 70 pct.s vedkommende. De tunge tanker findes naturligvis stadig (30 pct.), men de er håndterbare og fylder ikke hele farveskærmen.

Og hvad er det så, de gør?

  • De vil enormt gerne være samme med patienterne. Har de tid, kommer de fx ud og sidder ved bordet i haven eller i stuen og snakker og lytter til den almindelige samtale. De siger ligeud, at de ikke gider sidde inde på kontoret.
  • Er der brug for det, går vi lidt væk og bruger 20 minutter på emner, der ikke kommer Gud og hver mand ved. Er der behov for yderligere snak, laves en aftale om fx at gå en tur i den lille skov, der udgør stedets “baghave”.
  • Det er som om, de altid har tid. Jeg tror, det er lidt som med præsten: Har de ikke tiden, ta’r de sig tiden. Selv husker jeg ikke nogensinde at blive afvist – men man kan selvfølgelig ikke helt regne med, hvad jeg husker…
  • De deler ikke bare rundhåndet ud af medicin, som var det en mirakelkur. Jeg har fx klaret disse fire/fem dage med bare to Oxapax (et Benzodiazepin). Jeg vil meget hellere lyttes til. Og det er jeg blevet.
  • De er gode til at rapportere til hinanden på tværs af de forskellige vagter. Hvis man ikke selv gerne vil sige det samme en gang til, behøver man det heller ikke. De er orienterede.
  • Jeg tror, deres arbejdsmiljø er godt, for personaleflowet er lille. Var arbejdsmiljøet ringe, ville udskiftningen være stor.

De gør sikkert også en masse andre ting, jeg bare ikke kan gennemskue som patient.

Mulig fleksibilitet i systemet?

Jeg ved, jeg har nævnt det før: planen er at samle alle bipolare patienter fra distriktspsykiatrien (DPC)/optageområdet på Brøndbyøstervej formentlig i en form for kompetencecenter. Den slags lavede vi også masser af i staten, for sådan får man nok mest for pengene. Nu er vi imidlertid (af og til sårbare) mennesker og ikke dominobrikker, der kan eller skal skubbes rundt med.

Jeg har sagt til både kontaktperson og læge i distriktspsykiatrien, at jeg nægter, vel vidende at det sikkert er helt umuligt at sætte sig i mod den form for strukturelle beslutninger.

Jeg forklarede den udskrivende læge mine tanker om, at det ville være helt gak i låget at rykke mig derud, når jeg har haft min fremragende kontaktperson i DPC siden 2014/15, også har haft lægen derinde i et par år, er ret stabil under normale forhold, er under virksom ECT-behandling hver tredje uge og med de tiltag er i stand til at leve et tilnærmelsesvist normalt liv nu. Jeg orker simpelthen ikke at begynde forfra.

Og tænk han var helt enig med mig og forstod til fulde, hvad jeg mente. Vi blev enige om, at han skulle skrive det i epikrisen (sammenfatningen af indlæggelsen). Jo oftere man skriver den slags ting relevante steder, jo større chance er der for, at man måske kan rokke ved trufne administrative beslutninger.

Jeg håber inderligt!


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Fungerer distriktspsykiatrien?

Distriktspsykiatrien og ECT er det, jeg skal passe

Mit korte og klare svar: “Ja det gør den”

I går var jeg i distriktspsykiatrien i anledning af en aftale med min kontaktperson. Vi ses hver tredje uge, for der er (heldigvis) ikke behov for mere. Det normale er, at patient og kontaktperson ses hver anden uge i 30 minutter. Det er mig selv, der har bedt om kun at ses hver tredje uge mod så til gengæld at have 45 minutter til min rådighed. Jeg kan ikke nå at “åbne mig” og fortælle det, jeg har at fortælle, på 30 minutter. Jeg har for mange ord og får stress af de 30 minutter. 45 minutter fungerer derimod fremragende.

Jeg har haft den samme kontaktperson i distriktspsykiatrien siden 2014 eller 2015. Det er en kæmpe fordel, og hun husker enormt godt. Det, jeg har glemt, husker hun. Det betyder, vi ikke skal “starte forfra”, og at jeg ikke skal redegøre for emner, jeg allerede har redegjort for en eller flere gange.

Der er planer om at samle alle bipolare patienter på Brøndbyøstervej 160 ud fra en idé om, at behandlingen bliver bedre, hvis behandlerne er specialiserede. Det har jeg tænkt mig at kæmpe imod. Jeg er fuldt ud tilfreds med min behandling i distriktspsykiatrien og ønsker mig ikke noget bedre/andet. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at jeg næppe får succes med den kamp, men jeg har alligevel tænkt mig at prøve. Prøver man ikke, lykkes det helt sikkert ikke, og jeg er en fighter.

Flyttes jeg til Brøndbyøstervej, skal jeg netop “begynde forfra”, da behandlerne ikke har tid til at læse journalerne. De er hårdt hængt op rent tidsmæssigt. Min kontaktperson har fx nogen og tredive patienter. Det er sørme mange at holde styr på og forholde sig adækvat til.

Hun fortalte, at der indimellem dukker et dogme op om, at “distriktspsykiatrien ikke fungerer”. Jeg spurgte til, hvad det så var, man sagde, ikke fungerede, men det stod vist ikke helt klart for min kontaktperson.

Et hav af psykiatere

Jeg har derimod haft et hav af psykiatere derinde. Den allerførste, overlæge Janne Baatz, var en pragtfuld ældre kvinde, der altid virkede som om, hun havde al den tid, der var i verden. Hende fik man i hvert fald ikke stress af at komme hos. Min oplevelse er, at hun stort set er den eneste, der har forstået mit hukommelsesproblem helt til bunds – sådan helt rigtigt. Hun kaldte det for “absencer”, og hun er den, der har ramt tættest på målskiven – ja nærmest plet. Desværre gik hun på pension, kort efter jeg var begyndt at komme derinde.

Herefter startede rundturen til et utal af unge psykiatere i uddannelsesstillinger. De var alle som en både søde og dygtige. De kunne deres kram, og de vidste, hvad de skulle spørge til, og hvordan de skulle spørge for at få en dialog i gang. Der var bestemt ikke noget ved dem, der kunne bevirke, at man kunne støtte dogmet om, at distriktspsykiatrien ikke fungerer. En af dem hævede sig særligt op over bordkanten, da hun var “fremkommelig”. Sådan sagde jeg om hende, men jeg kan desværre ikke huske hvorfor. Da hun holdt op, fordi hun skulle videre med sin uddannelse, var jeg virkelig ked af det.

Nu har jeg fået en fast psykiater

Det er efterhånden længe siden, jeg har fået en fast psykiater, en meget kompetent overlæge, som Kasper Reff anbefalede på det varmeste, og som ikke bare er på gennemrejse. Han bliver, og det er rigtig rart. Heller ikke her, skal jeg “starte forfra”, og det er jeg glad for.

Man har “ret” til at se en psykiater mindst hver sjette måned, og det er ikke meget. Det fremgår dog af deres hjemmeside, at er der behov, retter de ind og opjusterer behandlingsintensiteten. Det er jo sådan set fint nok, at man afpasser indsatsen til behovet.

Når der er seks måneder imellem, lærer man ikke rigtig hinanden at kende, men det fungerer alligevel. Mit primære mål med at have en læge derinde i øjeblikket er egl. bare, at der skal være en eller anden til at ordinere ECT-behandlingerne, og til det formål skal man bruge en læge.

Det er for nemt at sige, det ikke fungerer

Hvis man selv spiller med på de konditioner, der nu en gang er, synes jeg faktisk, det er velfungerende. Det er for let at skælde ud og sige, det ikke fungerer, især hvis man ikke engang redegør for, hvad det så er, man mener, der ikke fungerer. Medarbejderne er ikke ansat der som troldmænd, og de er underlagt de økonomiske rammer, der nu engang er. Jeg er imponeret af, at min kontaktperson kan holde styr på nogen og tredive patienter.

Til Brøndbyøstervej vil jeg ganske enkelt ikke. Jeg er allerede særdeles tilfreds med kvaliteten af min behandling. Jeg ved godt, at jeg sikkert bliver den lille i det spil, men det skal forsøges. Prøver man ikke, vinder man ikke.

,

Selvmord: Interessant webinar

Coronatidens omvendte perspektiv

Jeg har skrevet om selvmord før. Det kan jeg da huske. Corona er under alle omstændigheder noget skidt og lo** – men der er også positive aspekter: fx de mange fantastiske webinarer, der er udsprunget af, at vi må mødes online i stedet for fysisk. Nu kan man sidde hjemme bag skærmen og blive meget klogere, end man var før. Og det er måske ikke så meget, kan man sige…

Selvmord: Interessant webinar med bl.a. Merete Nordentoft, Psykiatrisk Center København

Selvmord: Interessant webinar med bl.a. Merete Nordentoft, Psykiatrisk Center København

I dag deltog jeg i et webinar arrangeret af PsykInfo i RegionH kl. 15:00 – 17:00. Det handlede om selvmord og selvmordstanker. De havde inviteret alle pingerne, fx Merete Nordentoft, Psykiatrisk Center København, der virkelig ved noget om selvmord eller forsøg på det. I dag er det “Forskningens Døgn”, så der var også spændende forskere med.

600 for mange

Der er ca. 600 årlige fuldbyrdede selvmord årligt i Danmark om året. Sådan har det været ca. siden 1982, hvor tallet var noget større.

Antallet af forsøg er større, men det er uklart, hvor mange der er. Her er mørketallet stort.

Mørketallet – min erfaring

Jeg kan, som så meget andet på psykiatriens område, bidrage med erfaring, hvis nogen skulle interessere sig for det.

Efter mit eget suicidalforsøg den 3. januar 2006 kom jeg til psykiatrisk skadetue i Glostrup. En læge bad mig love, at jeg ikke ville forsøge endnu engang. Det kunne jeg naturligvis ikke love. Jeg var jo skuffet over, at mit forsøg ikke var lykkedes, så selvfølgelig var jeg mere end klar på at prøve igen. Vi talte fuldstændig fordi hinanden. Det har jeg tit tænkt på siden. Nuvel, der er gået 15 år, og det er lang tid, og måske har psykiatrien udviklet sig – og det har jeg sikkert også? Det håber jeg. Under alle omstændigheder bidrog min historie til mørketallet.

Det er slet ikke så nemt

Mange mennesker tror, at hvis man går med de frygtelige tanker, men alligevel overlever, er det fordi, man er en kylling og ikke tør handle.

Jeg kan kun sige, at sådan er det ikke. Overlever man, er det fordi, det er enormt svært at finde måder at tage livet af sig selv på. Og er man i krise, og det er man, når man går med de tanker, så er man slet ikke så “kreativ”, som det er nødvendigt. Det er faktisk ikke let at finde måder at “dø for egen hånd”. Kan man finde et sted at købe rebet, hvor hænger man det så op? Hvordan skaffer man et tilstrækkeligt antal sovepiller? Kan jeg ramme præcist nok ned i årerne på venstre underarm med min asiatiske, bredbladede kødøkse? Hvordan finder man en færge, der sejler en frostklar vinternat osv.?

Der er, siden starten af 80’erne, indført så mange restriktioner, at det, der kunne virke førhen, ikke findes længere: fx tilstrækkeligt mange farlige gasser i udstødningsgasserne fra bilerne og farlige giftstoffer i barbituraterne. Dette var jeg ikke klar over før dagens webinar.

Har man aldrig haft de tanker, er det forståeligt, at de er uforståelige, og det er derfor, jeg prøver at sætte dagligdags ord på tankerne. Du må gerne tage dig til hovedet; jeg kan alligevel ikke se det. Det er helt okay.

Har man ikke prøvet det

Kender man ikke til tankerne, er det garanteret svært at forstå, hvordan det føles hver dag at vågne op og spørge sig selv “Skal det være i dag?” Hvordan håndterer man en dagligdag, hvor alt i og for sig er gjort parat, inkl. det byretspåtegnede testamente? Jeg kan kun sige, det er svært. Kort sagt: Skuffelsen over hvert et åndedrag og hver en opvågnen.

Dagens webinar havde fokus på mennesker med bipolar affektiv sindslidelse, fordi antallet af selvmord der er særdeles højt. Det er en alvorlig sygdom, og kommer man ud på den anden side, skal man være glad – og det er jeg! Jeg er glad hvert eneste sekund for tiden. Og jeg håber, det må fortsætte. Hvor jeg før ønskede at gøre en ende på det hele, ønsker jeg nu at få mindst 30 gode år oven i hatten.

Ak ja – sådan kan livet vende; jeg forstår, hvis du ikke forstår det.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Centralisering

Centralisering af distriktspsykiatrien

En tendens i tiden

Dem med stjerner på skuldrene og fingrene i klejnekassen mener altid, centralisering er af det gode. Jeg har ikke tal på de steder i centraladministrationen, jeg har deltaget i centraliseringsøvelser og lavet tal. Det var naturligvis ikke min opgave at udforme de nye organisationer, det var jeg ikke vigtig nok til, men jeg har lavet alle regnearkene, der viste effektiviseringspotentialet (også kaldet besparelserne) og fx den kortere sagsbehandlingstid, der skulle følge i halen på øvelserne. Der skulle også regnes på omkostningerne ved flytning, genhusning, fratrædelsesgodtgørelser og meget andet. Sådan bliver man skrap til Excel.

Det dybe formål med centraliseringen var at skabe noget bedre for vores ‘kunder’; ellers var der jo ingen idé i det.

Det var ikke ret ofte, vi lavede regneark bagefter. Vi regnede sjældent på, om målene var nået, og om hele øvelsen havde haft den planlagte effekt.

Mine erfaringer med Distriktspsykiatrien

Jeg var hos min kontaktperson i distriktspsykiatrien (DPC) i dag. Hun har sit kontor på Gammel Kongevej 33.

Jeg er glad for at komme hos hende, og jeg har kendt hende siden 2014 eller 2015. Jeg behøver ikke repetere noget for hende; det er hende, der repeterer for mig. Hun har været med til diverse møder på Brøndbyøstervej 160 (Psykiatrisk Center Hvidovre – sådan hed det engang, og jeg har været der 100 gange), hun har været hjemme hos mig og hun har stillet op til alt! Hun er aldrig syg, hun aflyser aldrig og vi er vist nogenlunde lige gamle. I det hele taget kunne jeg ikke ønske mig en bedre kontaktperson. Hun har været med i et enormt turbulent forløb med store svingninger til begge sider, og – indrømmet – også neutrale faser, hvor jeg troede, jeg var ‘rask’, hvilket hun har bakket mig op i. Brænder det på igen, er hun en af de første, jeg ringer eller skriver til. Jeg ved, hun vil være der uanset hvad.

Lægerne i DPC har været meget skiftende, men de har alle været enormt dygtige og enormt søde! Jeg var især begejstret for den første i 2014 eller 2015, der nok er den eneste, der virkelig forstod de kognitive problemer til bunds, og som udnævnte hukommelsesproblemerne til noget, der lignede ‘absencer’ og overbeviste Hvidovre Kommune om, at de skulle give mig et forløb hos Center for Specialundervisning for Voksne. Janne Baatz havde al den tid, der var i verden, hos hende fik man ikke stress – desværre var hun aldersstegen og gik på pension. Jeg savnede hende længe.

Jeg har gennem et godt stykke tid haft en overlæge, Henrik, der ikke bliver skiftet ud, som er enormt dygtig og det er rigtig dejligt. Kasper Reff fra Psykiatrisk Center Glostrup, anbefalede ham varmt. Jeg ser ham ikke ret ofte; man har vist kun ret til to lægesamtaler pr. år. Det er ikke meget, men brænder det på, kan man bane sig vej sig igennem. Det er jeg ikke i tvivl om.

Centralisering i psykiatrien

Min kontaktperson fortalte mig i dag, at hun for længst har fortalt mig, at alle bipolare patienter i løbet af et til to år skal samles sammen på Brøndbyøstervej, fordi specialiseringen efter sigende skulle være en fordel for patienterne.

Jeg har uhyre svært ved at se fordelene. Faktisk kan jeg kun se ulemperne. Jeg orker ikke at skulle fortælle min historie forfra til et system, der godt nok er både lyttende og kærligt, men som ikke uden videre kan forstå turbulensen i alt det, jeg har har været igennem. Og jeg orker ikke at få en kontaktperson på 27 år.

Jeg kan ikke se det som andet end en ‘bipolar-fabrik’, og faktisk har jeg slet ikke lyst til at blive et nummer der. Det er nok uhyre svært at kæmpe mod en centraliseringsøvelse, der er politisk bestemt, men jeg agter at prøve, og jeg er født til at kæmpe. Faktisk vinder jeg ofte mine kampe.

Lige nu har jeg det fantastisk, men jeg agter at bevare mit ‘bolværk’: kontaktpersonen i DPC, lægen i DPC, min PSI-seng på Brøndbyøstervej (PSI er forkortelse for PatientStyret Indlæggelse), ECT hver tredje uge og selvfølgelig psykologen, der godt nok overvejer at flytte sin klinik til en by, hvor jeg skal køre mindst en time med tog for at komme i behandling. Men det må jeg så gøre.

Jeg ønsker at bevare ‘bolværket’, da det er mennesker, der kan holde mig ‘på sporet’, hvis det skrider og ramler. De kan fx fortælle mig forskellen på en begyndende mani og de naturlige særinteresser, der er en del af Aspergers syndrom. Det kan jeg nemlig ikke selv mærke. Selvom jeg har sat mig ind i begge dele, behøver jeg professionelle til at se forskellene: sygeligt eller naturligt?

Efter et turbulent forløb er der en iboende angst for, at det hele skal begynde forfra. Jeg har skrevet om, at jeg kan gå i seng om aftenen og have det normalt, men vågne op næste morgen og ikke så meget som orke at gå i bad. Jeg husker det ikke, men jeg vil nødig opleve det igen. Jeg har også skrevet om, at jeg i perioden med Parkinsonismen på et tidspunkt ikke kunne huske, hvordan man laver kaffe, og at jeg var angst for at være blevet dement.

CentraliseringAfsides afrunding på det hele

Jeg gemmer mails og alle mulige dokumenter for at yde en støtte til de manglende kognitive evner. Der ligger en masse, jeg en dag bør rydde op i. Det er bare så kedeligt. Jeg må dog indrømme, at jeg i dag – i bar glæde – har slettet den arkivmappe i mailboksen, der hed ‘Nyt job’. Det føltes rigtig godt.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.