Indlæg

/i /af

Når angsten den tager fat

Når angsten den tager fat

“Livet er sjovt”

Når angsten den tager fat

Den tidligere omtalte reservelæge med sprogproblemerne sagde blandt andet “Livet er sjovt”. Jeg måtte ganske enkelt korrigere hende og sige, at det havde mit altså ikke været. Selvfølgelig har der været gode perioder, men overordnet set har det været op ad bakke siden min far døde i november 1972. Selvom jeg har stået på toppen af Kilimanjaro (5.896 meter) er denne bakke højere. Forskellen er, at der er varmere den sidste nat.

Lige nu kan jeg ikke overskue de kommende 3 – 4 uger, selvom planen er den eneste rigtige på nuværende tidspunkt. Det behøver man ikke være klinikchef for at indse. Man skal bare have været “her” før.

Jeg får de mest fantastiske e-mails og private beskeder fra mennesker, der har betydet meget gennem mange år. De betyder meget, når angsten for stort set alt har taget fat. Fx er jeg i “min sygeplejerskes” tanker, hende der var så god til at holde mig i hånden, og det er jo helt utroligt. Altså har jeg sat et lille aftryk i verden, og måske vil den være et lidt ringere sted uden mig. Men det går jo over.

Bare tanken om at skulle pakke sammen her, tage tasken, sige farvel til patienterne C og T, som jeg har knyttet bånd til, samt det tilstedeværende personale, gå ned ad den lange gang til taxaen, der skal køre mig til Nordstjernevej, får tårerne frem. M kan måske tage med, men ressourcesituationen siger nok nej. Jeg er snart 60, så selvfølgelig bør jeg kunne klare det selv. Psykologen plejer at sige, at jeg er verdensmester i at tage mig sammen, så det kan jeg også i morgen.

En kompleks størrelse

Min depression er indadvendt, og derfor vanskeligere at diagnosticere end en “almindelig” depression, siger M. Klinikchefen skrev “Diskret agiteret præg med let talepres”, og det skulle så betyde det med det indadvendte, ref. M.

Kender man mig ikke, viser jeg kun de normale 25 pct. af hjernen, og så tror man, at jeg har det glimrende. Det andet større spor forbliver mit private. Nu skal jeg et fremmed sted hen til fremmede mennesker og forsøge at lære dem om det.

Lære dem at min problemstilling er kompleks, at jeg selv er kompleks, og at jeg ikke præsenterer mine følelser og tanker for hvem som helst. Og at jeg ikke passer til løsningerne fra den øverste skuffe. Hvordan finder jeg overskuddet til det?

M vil prøve at formidle det telefonisk på mine vegne, hvis hun kan finde en, der ikke er på vej på ferie og som måske skal være en af mine kontaktpersoner. I guder. Til tider føles alt dette lidt umuligt, men M er et af de mange mennesker i psykiatrien, der står på hovedet for sine patienter, så måske kan hun trylle endnu en gang?

Recoverymentoren

808 har ansat en meget venlig yngre mand som recoverymentor. Han er sikkert dygtig; jeg har kun talt med ham et par gange, da han er meget opsøgende/påtrængende. Jeg endte med at formulere en “pagt” for os: “Jeg skal nok selv opsøge dig, hvis jeg får behov for dig” og den gav vi hinanden håndslag på. Nu bliver der så ikke rigtig brug for pagten, med mindre jeg vender tilbage til 808 efter ECT, hvilket jeg håber.

Eksempel: Jeg sad på mit værelse og så en TV Avis. Han kom og ville meget gerne gå en tur med mig. Jeg havde oplevelsen af, at det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Så vi gik i skoven i stilhed, når han altså ikke febrilsk prøvede at finde på noget at sige eller at udspørge mig om. Jeg er et nogenlunde høfligt menneske, så selvfølgelig svarede jeg på spørgsmålene, uagtet jeg bestemt ikke havde lyst at blotte sjæl og tanker for ham.

Jeg spurgte ham til hans rolle, da jeg var meget bekymret for at skyde endnu et led ind, der skulle formidle sine egne oplevelser/fornemmelser af mig til det faste personale. Der er allerede kokke nok i maden og der bruges tid på at udrede misforståelser.

Dagens citat

Dagens citat kommer fra Anne Linnets “Tusind stykker”, der gjorde LP’en “Jeg er jo lige her” fra 1988 til et stort hit.

Vers 2:

Man siger jo, at det, der sker, er altid godt for noget
Og troen har vi fået for at bruge den
Men man si’r så meget, men ved så lidt, når angsten den tager fat
Og sjælen mærker illusioner briste

 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Vågen, klar og orienteret

Vågen, klar og orienteret

Et lille lys i mørket

Vågen, klar og orienteret

“Vågen, klar og orienteret” forkortes i journalerne oftest til “VKO”, så jeg er altså “VKO” lige nu, hvor kl. er 04:05,, og det har jeg i øvrigt været i ¾ time. Ikke en gang harekillingerne er stået op, så der var ikke noget at holde øje med i haven.

Det sagde “pling” inde i hovedet, og så kørte tankemaskinen som sædvanligt.

Bjørn Afzelius: Sång till friheten

På LP’en “innan tystnaden …” sang Björn Afzelius “Sång till friheten”, der lige så godt kunne hedde “Sång till vänskap”. Noget af teksten er (og pardon my Swedish):

Du er det finaste jag vet. Du er det dyraste i värden … Du är min ledestjerne og vän

En kær gammel – og tidligere – ven er pludselig dukket op i e-mailens indbakke, og det har vakt en usigelig glæde hos mig. Det er lige før, det overdøver frygten for alt det fremmede i Glostrup. Vi talte 1½ time i telefon i aftes. Det var som en stemme fra “det ydre rum”, hvor jeg pludselig følte mig som en form for “normal” for en stund. Vi talte som altid om alverdens ting. Vi nåede ikke den katastrofale nedslagtning af kandidatstudierne, men den må vi tage næste gang.

Min ven har et stort intellekt og er vildt godt begavet. Hun forstår spørgsmål om “Livets mening” og begrebet “Eksistens” og hun tør tale om dem. Præster er kloge mennesker!

Det er helt modsat reservelægen, der sagde, at jeg bare skulle lade være at tænke så “dubt”, hvormed hun mente “dybt”. Hun mente, jeg “overtænker”, og det kan der sikkert være noget om.

Jeg spurgte, om det så betød, at jeg bare skulle ændre min personlighed inden den 10. juli, hvor overlægen er retur fra ferie. Det gjorde det dog ikke, det var mere noget med at lægge små planer … Hvad de lige skulle gå ud på, har jeg heldigvis glemt. Og jeg forstår ikke, hvordan de små planer skulle hjælpe mig til et overordnet mål med livet.

Samtalen med min ven var også et lille lys i mørket. Jeg må have købt flere Piet Hein-stager og begynde at tælle dem sammen. Der er måske noget, der begynder at ligne noget?

Angsten for ECT

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke om det; måske skal jeg slet ikke tænke på det, for det bliver ikke anderledes af det. Men det vil jeg jo kalde “fortrængning, der sædvanligvis ikke er noget positivt.

Jeg ved, at jeg vil lægge mig på lejet, tårerne vil trille, og jeg vil føle mig som en idiot (bare tanken …). Jeg er helt ude af kontrol i den situation, og meget af angsten drejer sig om kontroltabet.

Jeg håber, J er der til at holde i hånd, nu hvor “min sygeplejerske” ikke er der længere.

Jeg skal hjem for en kort stund

Det er lykkedes at skaffe udgang i ca. fem timer, hvor jeg skal hjem for at lukke min rengøringsdame ind og være der, mens hun er der i de 2½ time. Jeg aflyste sidste måned, så selvom jeg stort set ikke har været der siden den 29. maj, er der sikkert noget gammelt støv mv. at fjerne.

Jeg betaler mig fra at få gjort rent hver fjerde uge, for realiteten er, at jeg ikke fik det gjort selv, og selvfølgelig skal der gøres et eller andet, selvom der ikke bliver videre beskidt af, at jeg sidder ved mit tastatur. Jeg føler mig sindssygt privilegeret over at kunne det. Det holder sikkert kun, til jeg bliver folkepensionist. Så kommer der nok andre boller på suppen; jeg nyder det indtil da. Jeg bruger firmaet HappyHelper og er godt tilfreds.

Folk siger ofte om (andres) privatøkonomi “det handler om prioritering”. Jo tak – men det forudsætter, at man har noget at prioritere med. Man er priviligeret, når man har noget at prioritere med.

Og så blev kl. 05:25. Jeg må ud at holde øje med harekillingerne! De må da være vågnet?

Opdatering 06:28: Der er tre harekillinger, de to af dem leger, hopper op og ned sammen.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Kritik der reinen Vernunft

Kritik der reinen Vernunft

Fornuft contra følelse

Kritik der reinen Vernunft

Jeg synes egentlig at Søren Kierkegaard skrev “Fornuft contra følelse”, men jeg husker nok forkert, derfor blev titlen “Kritik der reinen Vernunft” (Emmanuel Kants hovedværk fra ca. 1770), og dette er slet ikke kritik af fornuften. Det er kommentarer til en åbenlyst rigtig beslutning.

Til Glostrup mandag og start på 8 – 12 ECT-behandlinger

Efter et kaotisk døgn med en reservelæge, der – grundet sprogvanskeligheder – skrev nøjagtig det modsatte af, hvad vi talte om. Hun skrev fx: “Ingen aktuelle selvmordstanker eller selvmordsplaner”, og det er sådan set kritikken i dette. Hun startede med at sige “Du har jo generaliseret angst”. What? Det har jeg da aldrig hørt om før, og kontaktpersonen havde heller ikke. “Nåh for søren, det er nok en anden patient. Glem det …”

Jeg begriber ikke, at man kan ansætte læger, der ikke kan begå sig på hverken dansk eller engelsk. Jeg tilbød valget, og havde forberedt mig på begge sprog, men hun sagde, at hendes engelsk var lige så godt som hendes dansk …

Den tilstedeværende faste kontaktperson kunne bekræfte, at notatet var helt “Anders And” og i øvrigt havde jeg jo lydoptagelsen.

Konklusion: Tjek altid selv “Min Sundhedsplatform” og optag gerne samtalen.

Nu har både klinikchef og oversygeplejerske så været inde over. Beslutningen er blevet den eneste rigtige: ECT 8 -12 styk. Det er det, vi alle ved virker. Nu er der en plan, og det er godt. Jeg holder ikke til mere “opbevaring”, og jeg holder ikke til at få det værre og værre. Jeg kan ikke mere. Der er noget, der er nødt til at pege fremad.

Her taler fornuften, og den skal man vel egl. ikke kritisere. Så det lader jeg være med – og dermed er artiklens titel helt ved siden af skiven.

Følelserne

Jeg er så bange for 3 – 4 uger et sted med fremmede mennesker, hvor ingen kan lide at være. Jeg har mødt mange medpatienter på 808 men aldrig nogensinde en, der kunne lide at være i Glostrup. Så er det sagt.

Jeg har meget svært ved forandringer og ved mennesker, jeg ikke har en relation til – jeg er jo en idiot til det relationelle. Jeg kan ikke tale om, at det nu er blevet koldere eller varmere i vejret. Det skal man åbenbart kunne, så jeg må vel tage et kursus i meteorologi.

Lige nu er mit nervesystem overbelastet, og derfor træder Aspergers syndrom mere i karakter. Det er Aspersgers syndrom, der bevirker, at det relationelle er så svært for mig.

Jeg kan slet ikke tænke de 3 – 4 uger frem. Og jeg ved ikke, hvordan, jeg skal komme igennem det. Selvfølgelig skal man her på en eller anden måde indregne, at jeg vil få det bedre, og så vil det også blive nemmere at være der. Lige nu kan jeg bare ikke løse selv de mest simple ligninger. Jeg kan knapt overleve.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Et lille løft i mørket

Et lille løft i mørket

Møde med psykologen

Et lille løft i mørket

Åh for pokker hvor er jeg glad for at have Danmarks dygtigste psykolog. Vi holdt endnu et onlinemøde i dag, og i mangel af face to face er det virkelig godt. Der er alt for langt til Holbæk, selvom der vist kun er ca. 53 km. Jeg kan slet ikke overskue DSB, nedfaldne kørelinjer osv.

Trilles gamle tekst var jo egentlig “Et lille lys i mørket”, men jeg har på egen hånd skiftet “lys” ud med “løft”, for det er sådan det føles. Nu kan jeg overleve til i morgen, hvor jeg skal til en lægesamtale, hvor der må lægges en plan, så jeg bevæger mig fra opbevaring/holden øje med, at jeg er i live, til behandling. Noget må pege fremad.

Hun siger pæne ting, som jeg trods alt er for beskeden til at gengive, bortset fra at hun aldrig gennem hele sit lange virke (hun er vist 62 år) aldrig har mødt andre psykiatribrugere, der kan “hoppe ud af sygdommen” og herefter opføre sig (relativt) normalt.

Det er det, jeg selv kalder de to spor i hjernen: 25 pct. er relativt normale, 75 pct. er syge. Og det er netop derfor, jeg ikke skal overflyttes til Glostrup. Fremmede vil kun få de 25 pct. at se. Selv psykologen skal pirke meget til mig, for at jeg sanser noget. Det siger en del.

Vi har en plan

Det er rart ikke at lægge planer alene. Både M og K må kunne overbevises om fornuften i det følgende – så mangler vi bare den ukendte læge. Godt jeg har været i Udenrigsministeriet og har fornemmelse for både diplomati og forhandling. 

Førstevalget er ECT
  • Al erfaring fra mere end 100 behandlinger viser, at ECT virker ret hurtigt på mig, dvs. måske allerede efter den første uge med tre behandlinger.
  • Der må kunne etableres en eller anden form for ledsageordning mellem Brøndbyøstervej og Nordstjernevej tre gange ca. 1-2 timer. Jeg kan ikke huske, om de tager de ambulante eller de indlagte patienter først. Jeg kan heller gennemskue, om jeg vil blive henregnet til den ene eller den anden kategori, men formentlig til de indlagte, da spørgsmålet om ansvaret for mig mellem de to adresser ellers slet ikke ville opstå.
  • Alternativt må der på en eller anden måde kunne udformes en form for “ansvarsfraskrivelse”, hvor jeg for det første lover ikke at tage livet af mig i en taxa og for det andet skriver under på, at regionen ikke kan drages til ansvar, hvis det alligevel skulle lykkes. Denne model tror jeg virkelig ikke selv på, men alle kort skal spilles, for at noget brugbart måske kan dukke op i samtalens løb.
Andenvalget er stemningsstabiliserende medicin
  • Det er sådan set ikke et reelt valg og jeg er ikke meget for det, men jeg har jo “malet mig selv op i et hjørne” ved partout ikke at ville overflyttes. Men det har jeg jo altså mine gode grunde til – og dem vil både M og K bakke mig op i (føler jeg mig overbevist om).
  • Ulemper:
    • Angsten for ny Parkinsonisme
    • 6-8 ugers ventetid på effekt
    • Hvis ingen effekt: så prøver vi noget andet i 6-8 uger … Sådan er det jo, da alle mennesker reagerer forskelligt på de forskellige præparater. Det er ingen kritik af hverken nogen eller noget.
    • Hvornår kommer jeg overhovedet hjem?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.