Et lille løft i mørket
Møde med psykologen
Indholdsfortegnelse
Et lille løft i mørket
Åh for pokker hvor er jeg glad for at have Danmarks dygtigste psykolog. Vi holdt endnu et onlinemøde i dag, og i mangel af face to face er det virkelig godt. Der er alt for langt til Holbæk, selvom der vist kun er ca. 53 km. Jeg kan slet ikke overskue DSB, nedfaldne kørelinjer osv.
Trilles gamle tekst var jo egentlig “Et lille lys i mørket”, men jeg har på egen hånd skiftet “lys” ud med “løft”, for det er sådan det føles. Nu kan jeg overleve til i morgen, hvor jeg skal til en lægesamtale, hvor der må lægges en plan, så jeg bevæger mig fra opbevaring/holden øje med, at jeg er i live, til behandling. Noget må pege fremad.
Hun siger pæne ting, som jeg trods alt er for beskeden til at gengive, bortset fra at hun aldrig gennem hele sit lange virke (hun er vist 62 år) aldrig har mødt andre psykiatribrugere, der kan “hoppe ud af sygdommen” og herefter opføre sig (relativt) normalt.
Det er det, jeg selv kalder de to spor i hjernen: 25 pct. er relativt normale, 75 pct. er syge. Og det er netop derfor, jeg ikke skal overflyttes til Glostrup. Fremmede vil kun få de 25 pct. at se. Selv psykologen skal pirke meget til mig, for at jeg sanser noget. Det siger en del.
Vi har en plan
Det er rart ikke at lægge planer alene. Både M og K må kunne overbevises om fornuften i det følgende – så mangler vi bare den ukendte læge. Godt jeg har været i Udenrigsministeriet og har fornemmelse for både diplomati og forhandling.
Førstevalget er ECT
- Al erfaring fra mere end 100 behandlinger viser, at ECT virker ret hurtigt på mig, dvs. måske allerede efter den første uge med tre behandlinger.
- Der må kunne etableres en eller anden form for ledsageordning mellem Brøndbyøstervej og Nordstjernevej tre gange ca. 1-2 timer. Jeg kan ikke huske, om de tager de ambulante eller de indlagte patienter først. Jeg kan heller gennemskue, om jeg vil blive henregnet til den ene eller den anden kategori, men formentlig til de indlagte, da spørgsmålet om ansvaret for mig mellem de to adresser ellers slet ikke ville opstå.
- Alternativt må der på en eller anden måde kunne udformes en form for “ansvarsfraskrivelse”, hvor jeg for det første lover ikke at tage livet af mig i en taxa og for det andet skriver under på, at regionen ikke kan drages til ansvar, hvis det alligevel skulle lykkes. Denne model tror jeg virkelig ikke selv på, men alle kort skal spilles, for at noget brugbart måske kan dukke op i samtalens løb.
Andenvalget er stemningsstabiliserende medicin
- Det er sådan set ikke et reelt valg og jeg er ikke meget for det, men jeg har jo “malet mig selv op i et hjørne” ved partout ikke at ville overflyttes. Men det har jeg jo altså mine gode grunde til – og dem vil både M og K bakke mig op i (føler jeg mig overbevist om).
- Ulemper:
- Angsten for ny Parkinsonisme
- 6-8 ugers ventetid på effekt
- Hvis ingen effekt: så prøver vi noget andet i 6-8 uger … Sådan er det jo, da alle mennesker reagerer forskelligt på de forskellige præparater. Det er ingen kritik af hverken nogen eller noget.
- Hvornår kommer jeg overhovedet hjem?
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Ja, man kan jo sagtens se problematikken fra psykiatriens side. En mulighed kunne vel være, at en medarbejder fra din nuværende afdeling fulgte med frem og tilbage. Det er selvfølgelig “dyrt” i personalemæssig henseende – omvendt vil behandlingerne jo med ret stor sandsynlighed gøre dig hurtigere i stand til forlade en heller ikke billig psykiatrisk sengeplads.
@ Glennie
Du har fuldkommen ret! Nettoresultatet vil være positivt. Og ja, der vil vel kunne spares to til tre ugers indlæggelsestid – afhængig af hvor længe de i det hele taget “orker” at ofre regionens kroner på mig. Selvom de gør meget for at skjule det, synes jeg faktisk, man kan mærke ressourcespøgelset bag flere ting. Psykiatrien er og bliver udsultet, og den der 10-årsplan … det er om 10 år.
Det lyder som en god plan, du og din gode psykolog har lagt. Ønsker virkelig for dig, at fornuften sejrer, og ledsageordningen går igennem! Jeg synes da, at man ført har hørt om, at patienter der var indlagt på et sygehus, kunne blive kørt til undersøgelse på et andet og tilbage igen…Og ECT er jo åbenbart meget effektivt for dig.
@ Glennie
Ja, det er en god plan. Hun kan sit kram!
Jeg håber også på en ledsageordning af en art. Det, der formentlig er forskellen på det, du tidligere har hørt om, og så min situation, er, at her taler vi om psykiatrien … Du ved, så anses man på alle/mange måder for utilregnelig.
I somatikken kører man gladeligt folk rundt (brækkede rygge køres til Dexterscanninger, fødende kvinder transporteres osv.), men her har man heller ikke et ansvar for, at de ikke tager livet af sig undervejs. Jeg tror virkelig, at det er det, der gør hele forskellen.
Psykiatrien har stor fokus på sikkerhed, og det skal den selvfølgelig også have. En gang imellem kan det bare virke en anelse Anders And, til hinder for fornuftige løsninger og uhyre bureaukratisk. Men gør de det ikke kommer Styrelsen for Patientsikkerhed helt sikkert og bider dem i haserne, og går noget galt, er Fanden løs i Laksegade.