Indlæg

/i , /af ,

At gribe efter halmstrå

At gribe efter halmstrå

Det er godt ment

At gribe efter halmstrå

Selv jeg kan ikke lade være at smile lidt: En af de vældig søde og dygtige medarbejdere, C, der er lidt standin for overlægen, greb fat i et halmstrå og hagede sig fast i det. Formentlig fordi han ikke kunne finde på andet. Det var bestemt godt ment.

Jeg havde sagt til ham, at jeg ikke havde sat mig aftryk i livet. På forespørgsel om hvad det skulle betyde, oplyste jeg – bare som eksempel – at andre mennesker fx får børn. Og vupti dukkede idéen om et sponsorbarn i Afrika op i Cs gode hjerne. “Patienten opfordres til at tænke videre over dette”, står der så i journalen.

Patienten har tænkt over dette, og patienten skal under ingen omstændigheder have et sponsorbarn i Afrika. Faktisk har jeg haft et sådant for måske 30 år siden. Det eneste, jeg husker, er de ca. 200 kr. pr. måned på meddelelsen fra Betalingsservice og nogle billeder til jul af en sød lille dreng med en bold i en skolegård. 

Jeg har intet mod godgørenhed, og deltager også selv i det, men det er mere bare en udgift end en indtægt til et sårbart sind.

Det var bare et af de få halmstrå, han kunne finde. Men det knækkede undervejs, fordi patienten er så fandens tvær og besværlig og slet ikke er modtagelig overfor ideerne fra skuffe 1. Patienten er imidlertid 60 år lige om lidt og har et temmelig godt indblik i sit liv, herunder hvad hun har lyst til, og hvad der vil virke. Og som følge deraf også hvad hun ikke har lyst til, og hvad der ikke vil virke.

Nogle siger, jeg “skyder alting ned” og at jeg har “fastlåste tanker”. Jeg bliver lige såret over begge dele, og man kan spørge, hvis tanker, der er mest fastlåste. Som psykologen sagde for en uge siden “Du kom helt sikkert ikke for at være besværlig!”

Nogen skal jo holde øje med harekillingerne

Som en parentes: Jeg går ret tidligt i seng, sådan en art “sluk for verden” med en sovepille. Ergo er jeg også oppe omkring kl. 4 eller 5. Det er der ikke noget unaturligt i. Haven her er fantastisk og ligger lige op ad skoven. Når man sidder alene her, ganske stille, på bænken, vrimler det med harekillinger. Jeg tror, de ved, vi ikke gør dem noget, for de kommer helt tæt på. Men tager man kameraet frem og bevæger sig derfor en µ (1/1000 mm), er de væk med lynets hast.

Mellem husmuren og græsplænen er der en strimmel sand, hvor de tager sandbad. De er simpelthen så kære. Jeg har ganske frivilligt påtaget mig tjansen “Holde øje med harekillingerne”.

Jeg glæder mig til kl. 11:00

Af og til må man finde på noget, der peger bare lidt frem i tid. Lige nu er kl. knapt 8:00. Morgenritualet er gennemført:

  1. Holde øje med harekillingerne
  2. TV Avisen kl. 7:00
  3. Brusebad
  4. Den store “tandtur” (jeg elsker resultatet – og det gør tandlægen også).

Dagens højdepunkt er online-mødet med psykologen. Jeg bliver nødt til at fortælle hende det hele, hvis jeg kan, for jeg ved ikke, om hun læser med her (hun kunne få nok at gøre, hvis hun skulle læse med hos alle sine klienter/kunder).

Jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg hurtigst muligt får hende sat ind i situationen. Men det finder jeg vel ud af i løbet af de kommende tre timer. Hun kan sikkert også bare se det.

Jeg skal have tiltusket mig lidt A4-papir til noter, når jeg/vi nu ikke kan optage. Det er svært både at lytte og tage noter, men jeg skal i det mindste ikke til eksamen i det senere. Jeg er bare taknemmelig for, hvad man dog kan få for 449,18 kr. inflationen til trods.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

De opgiver ikke sådan lige

Kortfattet version af sprogdatabasen

Vi mangler en plan

De opgiver ikke sådan lige

Lige p.t. har jeg selv mistet håbet, så jeg håber på det vikarierende håb, der vel træder i kraft på et eller andet tidspunkt, for dette er nærmest ubærligt.

Jeg skulle faktisk have været til lægesamtale i dag, men M vurderede – helt korrekt – på mine vegne, at 10 minutter kunne være ligegyldigt, når vi nu ikke “bare” skal følge op på en plan, der går planmæssigt. Så nu hedder det i stedet torsdag, hvor både M og K er på arbejde i 16 timer. Så er jeg da mandsopdækket af de to, jeg er mest vild med.

Min tanke, om at jeg primært er her for, at de kan holde øje med, at jeg ikke er afgået ved døden, passer faktisk meget godt. Vi mangler en plan, så lige nu er der tale om blot og bar opbevaring. Det går ikke. Det er ingen kritik af nogen eller noget; det er en konstatering.

Status er sådan set, at jeg har fået det værre, mens jeg har været her. I hvert fald har jeg ikke fået det bedre. Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Lige nu føler jeg mig temmelig syg og opgivende. P.t. er der mange medpatienter, der har det ret skidt, og det er som om, vi smitter hinanden lidt. Det kunne tale for at pakke tasken og tage hjem, men jeg ved, det er en tåbelig idé, så det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg er trods alt ikke blevet dum af at blive syg.

Muligheder og umuligheder

  • Stemningsstabiliserende præparat: Selvom jeg næsten ikke tør, kunne det være en mulighed. Problemet er, at det tager 6 – 8 uger, før man ved, om det har effekt eller ej. Lige nu har jeg ikke 6 – 8 uger. Og hvad nu hvis præparat x ikke virker, skal vi så prøve præparat y? “Try and error”. Kommer jeg nogensinde hjem?
  • ECT: har nærmest straks-effekt på mig (6 – 9 behandlinger svarende til 2 eller 3 uger), og jeg har virkelig god erfaring med det. De kognitive bivirkninger må man tage med i købet, og de er forbigående – senest tre måneder efter bør de være helt ovre. Og herregud: efter mere end 100 behandlinger har jeg et righoldigt kompendium med kompenserende strategier at tage af.
  • Problemet med ECT: Det forudsætter overflytning til Glostrup, hvilket jeg under ingen omstændigheder vil. Jeg er tryg her, jeg kender medarbejderne her, stemningen er helt anderledes osv. Den bedring ECT kunne bevirke, ville ophæves af at være på Nordstjernevej. Overlægen har allerede talt med klinikchefen og en anden højere instans, om der kunne laves en særordning. Svaret var “Nej”. M (og K) vil forsøge igen. Jeg tror ikke meget på det. Et “nej” er vel et “nej” både med og uden Lean? På den anden side skal intet lades uprøvet, og jeg tager hatten af for deres kampgejst, når jeg nu ikke selv er i besiddelse af den.

Et afbud

Min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien skulle have været her for at besøge mig i går. Desværre er hun blevet syg. Det var utrolig ærgerligt, for jeg havde virkelig glædet mig til at se hende, men sygdom er ingen som bekendt herre over.

Psykologen i morgen onsdag kl. 11:00

Jeg ser frem til i morgen kl. 11:00, hvor jeg har online-aftale med psykologen. Hun plejer at kunne trylle. Om hun også kan trylle dette væk, ved jeg ikke. Men jeg håber på bare en lille bedring.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Når man søger efter et formål

Kortfattet version af sprogdatabasen

Livets mening?

Når man søger efter et formål

Det går op, og det går ned. Som Eric skrev til mig for mange år siden: “Det er som at følge en yoyo”.

Jeg tog hjem for at ordne nogle ting ved hjemmesiden. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg kunne kun finde ud af halvdelen. Den anden halvdel måtte jeg bede Michael fra Designunivers hjælpe mig med. Nederlag 1.

Siden har jeg søgt efter livets mening, hvilket man ikke skal, for der er ingen. Det har jeg for længst fundet ud af. Spørger jeg andre, hvad de tænker, er svaret typisk, at det har de da aldrig tænkt over. Jeg forstår ikke, hvordan man kan undgå det.

Viden om livets mening og et højere mål er imidlertid, hvad jeg behøver for at kæmpe denne kamp til ende. Jeg har kæmpet siden den 21. november 1972; nu orker jeg ikke mere. Jeg ønsker mig bare at få fred. Jeg sad derhjemme og spurgte mig selv “Er det nu?”, hvilket faktisk er ganske ubehageligt. Derfor tog jeg en taxa tilbage til det, der heller ikke er hjem.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal derhjemme – og jeg ved heller ikke, hvad jeg skal her. Jeg er ved at tro, at jeg mest er her, for at de kan holde øje med, at jeg ikke er afgået ved døden. Lige nu er det som om, jeg er slået tilbage til start, og er ca. lige så “svært forpint”, som jeg var for ca. fire uger siden. Det er det, der er yoyoen.

Jeg tror, de fleste her har opgivet mig i et eller andet omfang, fordi jeg ikke passer til skuffe 1-løsningerne så som “Hvad med et værested?”. Jeg skal ikke på værested! Retfærdigvis skal det siges, at jeg nok også har opgivet dem.

K og M har ikke opgivet. De kæmper videre

K stikker nålen ind i de “99 Luftballons” lige der, hvor det gør ondt, men også hvor det gør godt. Jeg har drøftet ting med K, som end ikke psykologen kender til. Det siger ikke så lidt. K tør være sammen med mig i det “rum”, hvor alt er håbløst og umuligt. Hun mister ikke håbet, og er i det hele taget et pragtfuldt menneske.

M er lidt mere direkte og handlingsorienteret, men ikke ufølsom og heller ikke bange for det store intet. Alle (patienter) elsker M.

Noget stemningsstabiliserende?

Disse nedture er (næsten) ikke til at bære, så jeg vil spørge efter noget stemningsstabiliserende, selvom jeg ikke er meget for det, da ingen aner, hvad der udløste Parkinsonismen. Jeg spurgte lørdag, men i weekenden er her kun forvagten, der ikke kan tage stilling til den slags. Hvad de så kan, ved jeg ikke.

Der er mulighed for lægesamtale mandag, men så ledsages jeg af en fremmed kontaktperson, der ikke kender den samlede historie. Lægen vil formentlig være den fremmede, der nærmest ikke forstår dansk. Overlægen har ferie. Jeg vil nok foreslå, at vi overgår til engelsk, da mit engelsk er bedre end hendes dansk. To fremmede mennesker plus mig … det kommer der ikke noget godt ud af.

Altså må jeg vente til tirsdag, hvor K er på arbejde igen. Det vil stadig være den fremmede læge. Der er lang tid fra lørdag til tirsdag, og endnu længere til de 6 – 8 uger, før man kan forvente effekt af et eller andet præparat.

Dagens citat

Dagens citat stammer fra “Du kom med alt det, der var dig”. Jeg kan bedst lide versionen med DR Pigekoret og Philip Faber.

At livet det er livet værd,
på trods af tvivl og stort besvær,
på trods af det der smerter

 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Fyldt med rørelse

Fyldt med rørerelse

Psykiatrien rummer gode mennesker

Fyldt med rørelse

Når man bliver meget rørt, er man vel fyldt med “rørelse” – hvad ellers?

I denne artikel prøver jeg at balancere på en ultrafin line, fordi jeg fik en privat besked på Messenger, som jeg selvfølgelig ikke kan gengive indholdet af, men jeg blev så rørt, at jeg tudede mig i søvn efter vores lille, korte korrespondance, sådan som tingene jo er på Messenger. Og det bliver jeg nødt til at skrive om. Det er ikke så ofte, at nogle tør gå lige til benet.

Du læser nok med, og du ved helt bestemt, hvem du er.

Jeg har sagt og skrevet det minimum 120 gange før: Psykiatrien er fyldt med gode mennesker, der vil stå på hovedet for netop deres patienter. Om også de findes i andre specialer, ved jeg af gode grunde ikke.

En af mine læsere faldt i den seneste artikel over

følelsen af ikke at have sat aftryk her i verden og derfor ikke vil blive savnet

Og så skrev hun såmænd, at jeg havde sat et positivt og vedvarende aftryk i hendes liv. Og så var jeg leveret (med bud).

Sådan kender vi hinanden

Jeg har truffet hende mange gange i Glostrup. Hun er sygeplejerske. Når det var muligt, arrangerede hun det, så vi kunne tale lidt sammen.

Jeg havde altså regnet ud, at når vi nu brugte 8 – 10 minutter på politik, sygeplejerskernes løndannelse og Tjenestemandsreformen fra 1969 (læs evt. denne artikel om “varme hænder”, der er en nedværdigende terminologi om sygeplejerskers temperatur i håndfladerne: https://stegemueller.dk/varme-haender-er-nedvaerdigende/) var der tale om “afledning”. Sådan en art beroligelse af et sårbart og presset nervesystem. Og det virkede.

Ingen holdt bedre i hånd end hun. Det virkede også. Jeg var altid bange for at klemme for hårdt, men hun sagde, at hun kunne holde til det.

Alt det dukkede frem af erindringen efter den lille korrespondance på Messenger.

De får penge for at tale med mig

Det er ikke for at være negativ – det er blot og bar realitetstestning: Jeg taler kun med folk, der får penge for at tale med mig. Lige nu er der selvfølgelig den parentes, der ligger i at tale med medpatienter, og der er et par stykker, jeg taler virkelig godt med. For første gang har jeg mødt en akademiker på psykiatrisk afdeling. Jeg har så tit tænkt på, om akademikere ikke blev syge. Det gør de vel – men hvor går de hen? Måske bor de bare ikke på Vestegnen eller i Valby?

Den nærmeste, jeg kan komme på, er en mand, H, der sagde “Jeg er altid psykisk sårbar; men når jeg er psykisk syg, er jeg indlagt”. Det var så fint. Jeg har dog altid haft det lidt svært med “sårbar”, som Poul Nyrup introducerede, idet alle mennesker er sårbare af og til. Bliver de skilt, oplever de dødsfald blandt deres nærmeste osv., kommer de alle i kontakt med deres sårbarhed. Det er altså noget andet at være psykisk syg!

Noget af det, der var med til at vælte mig var, at jeg sad derhjemme, og det pludselig gik op for mig, at når jeg næste gang så min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, ville den sidste bastion falde. Den dag skulle vi sige “farvel”. Det sidste menneske, jeg havde at tale med.

Jeg havde sendt hende blomster med Interflora som tak for hjælpen gennem ni år. Hun har også været menneske og givet af sig selv. Og jeg glæder mig vildt, til hun kommer og besøger mig på mandag. Og nu skal vi jo nok alligevel ikke sige “farvel”. Det passer mig storartet.

M og K på 808 er også ansatte og får deres (for lille) løn for at være sindssygt dygtige mennesker, der tør give af sig selv. De tør også “Og uden omsvøb, tak”. Alle elsker M, og jeg tror bestemt, det er den direkte stil, der er årsagen. Ingen af de to omgiver sig med den påtagede optimisme, som jeg personligt er ved at brække mig over.

Psykologen får også penge for at tale med mig. Selvfølgelig! Ingen skal da arbejde gratis for mig. Hun er også menneske, og jeg kan mærke hende som menneske.

Hun siger tit: “Vil du høre, hvad jeg mener?”. Jeg replicerer altid “Ja selvfølgelig, ellers kunne jeg jo være blevet hjemme”. Til tider svarer hun “Så var der sørme mange, der skulle være blevet hjemme”. Hun er ikke sådan en psykolog med: “hrm, nåh … tjah, bum, bum, hvad synes du selv?” I hvert fald er hun ikke sådan sammen med mig; det kan være, det er godt for andre kunder i butikken.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.