Tag Archive for: Bipolar affektiv sindslidelse

Distriktspsykiatrien og ECT er det, jeg skal passe

Distriktspsykiatrien og ECT er det, jeg skal passe

Hvad skal jeg passe?

Nej det er ikke videre meget, jeg skal passe!

Det kan nok indsnævres til:

  1. ECT-behandlingerne hver tredje uge og Covid-19-testene dagen før. Det går der i alt to dage med.
  2. Mine samtaler med kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien (DPC) ca. hver tredje uge.
  3. Mine samtaler med psykiateren i Distriktspsykiatrien, sådan hvornår det nu kan passes ind. Jeg er gudskelov ikke  længere i en kritisk fase, så det kan bare blive, når det kan passe ind i begges kalendere. Det er nu hans, der er bestemmende 🙂
  4. Samtalerne med psykologen. Det er vel ca. hver tredje uge, men kan afpasses efter både hendes og min kalender. Snart løber antallet af henvisninger vel ud, og jeg skal betale fuld pris, og så må vi finde på en anden ordning. Undvære hende vil jeg ikke – og så må jeg bare komme lidt sjældnere!

De ting, jeg skal passe, passer jeg gladeligt, for det er dem, der er med til at holde mig ‘på sporet’! Jeg er fx umådeligt glad for at møde op hos Gitte i Distriktspsykiatrien uden at skulle sige til hende, at nu må hun indlægge mig på ‘fast track’, som hun har gjort så mange gange tidligere.

At blive indlagt på ‘fast track’ betyder, at allerede lægen i Distriktspsykiatrien skønner, at der er behov for akut indlæggelse. Man skal således ikke gennem den til tider anstrengende/ydmygende vurdering på afdelingen. Den har allerede fundet sted i Distriktspsykiatrien hos mennesker, man kender og er tryg ved. Det er guld værd, når man har det rigtig dårligt. Når man har det rigtig dårligt, er det svært at skulle fortælle en vildtfremmed om, hvor elendigt man har det! Der er ikke mange der kan forstå, hvad det vil sige, at nu har man mest lyst til at dø. Og at det skal være lige nu.

Lige nu skal jeg passe DPC ca. hver tredje uge og ECT-behandlingerne i Glostrup hver tredje uge. Hvor er jeg bare heldig! Hvis disse to ting tilsammen kan holde mig kørende, skal jeg være intet mindre end lykkelig. Og det er jeg så, alt imens jeg venter på pensionsnævnets afgørelse den 8. april 2021.

Måske en mystisk post – men jeg holder af at dele, hvad jeg tænker!


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

, ,

Servicekat

Servicekat?

Analogi

Jeg vil så gerne have en servicekat.

Anette skriver så ofte om, hvor vigtig hendes hund Zorro er for hende. Zorro er en servicehund.

I lang tid har jeg gået og tænkt på, om der ikke kunne findes en “servicekat”? I min lejekontrakt står der klart og tydeligt, at jeg ikke må holde husdyr, men hvad nu hvis jeg kunne dokumentere, at jeg havde behov for en “servicekat”?

Fra hund til kat

Fra Ministeriet for by-, bolig- og landdistrikter (2013):

Der er således tre betingelser, der alle skal være opfyldt, for at man har ret til at holde et servicedyr i strid med en husorden, der forbyder dyrehold:

1. Der skal være tale om en vedvarende fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse

2. Den handicappede skal være afhængig af et servicedyr og

3. Hunden skal være specielt trænet til at udføre en eller flere nytteopgaver for den handicappede Som det fremgår af pkt. 3 ovenfor, skal hunden være specielt trænet til at udføre en eller flere nytte-opgaver for den handicappede.

Jeg har ordet i min magt. Jeg kan argumentere – især på skrift

Ja det handler om hund og ikke kat, men jeg føler mig overbevist om, at jeg kan argumentere for nytten af en kat:

  1. Jeg vil så gerne have en lille kat.
  2. Det ville give mig en at komme hjem til,
  3. en at snakke med, og
  4. en at være noget for.
  5. Det kunne samlet set reducere min ensomhed.

Nu skriver jeg til min fleksjobkonsulent i Hvidovre Kommune i sikker forvisning om, at han vil hjælpe mig videre til den rette instans. Han plejer at være utrolig sød. Selv ved jeg ikke lige, hvor jeg skal henvende mig.

Måske ender jeg med en “servicekat” 🙂 Det ville gøre mig tæt på lykkelig.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, , ,

Identitet

Identitet

Så nyt med ny identitet!

Vågner op til regn og slud, men det gør ikke noget. Jeg arbejder på at acceptere min nye identitet

Eftermiddagen skal alligevel fyldes med gode indendørs sysler:

  • Telefonsamtale kl. 13:00 med ‘Aktiv Patientstøtte’, som præsenterer sig sådan på sin hjemmeside: ‘Aktiv Patientstøtte tilbyder støtteforløb til patienter med kroniske sygdomme. Sygeplejerskerne er specielt uddannede i telefoniske støttesamtaler, hvor de støtter patienterne til at kunne leve et godt liv med sygdom.’
    • Der er tale om et forskningsprojekt i Hovedstadsregionen, hvor det ypperste formål er at undgå genindlæggelser. Jeg ved ikke, hvordan de har fundet frem til mig, men pludselig blev jeg kontaktet og spurgt, om jeg ville være med. Jeg sagde naturligvis ‘Ja’, da jeg gerne vil undgå indlæggelser.
    • Vi har haft to samtaler, og indtil videre er jeg ikke specielt imponeret, men det skal have en fair chance, så jeg ser tiden lidt an. Måske bliver det bedre med tiden?
  • Hjælp til Karen via Skype og TeamViewer: Hun vil gerne bygge en hjemmeside til sine slægtsdata med det program, jeg også selv bruger. Vi begyndte forleden aften, men alting drillede. Det er så længe siden, jeg satte mine egne sider op, at hukommelsen kommer på en hård prøve, og jeg ind imellem føler, jeg ikke er til megen hjælp. Det var imidlertid utrolig hyggeligt, så vi fortsætter kl. 14:00 og ser, om det går bedre der. Fyret kan jeg jo ikke blive længere 🙂

Ny identitet med tilbageblik

Jeg kan – trods alt – godt huske, at jeg har skrevet det før: Jeg forlader ikke bare en 32″ skærm og et hæve-sænkebord et eller andet sted i centraladministrationen. Jeg forlader en identitet, for arbejdet har været hele mit livsindhold. Jeg har knoklet, fra jeg var 14 år. Nu, hvor jeg er 57 år, er det slut.

Man kan være ond og sige, at jeg har været for fantasiforladt til at finde på andet og mere end at gå på arbejde.

Faktisk lavede jeg også andet end at gå på arbejde

Jeg har både skrevet og sagt mange gange, at jeg ikke lavede andet end at gå på arbejde, men jeg er kommet i tanke om, at det ikke er hele sandheden: i perioden fra 2003 til 2013 var jeg bidt af en gal slægtsforsker og gik vældigt op i det. Det var en hobby, der medførte mange glæder og mange ‘forbindelser’ til andre slægtsforskere. Vi havde det sjovt, men for mit vedkommende var noget af det præget af mani, når jeg ser det i bagklogskabens ulideligt klare lys. Det kunne jeg bare ikke se dengang, og diagnosen ‘bipolar’ kom da også først i 2014.

Et eksempel på det maniske er, at jeg, sammen med en ven i Herning, etablerede et projekt, hvor vi ville organisere registrering af samtlige gravsten i Danmark. Gravstenene skulle fotograferes, oplysningerne på dem skulle indtastes i regneark, der skulle danne grundlag for hjemmesider, hvor data kunne søges frem sammen med billedet af stenen. Vi kaldte det for Dansk KirkegårdsIndeks (DKI), og du kan stadig se det her.

Nu skal jeg finde mig tilrette i et helt nyt liv og med en ny identitet

Jeg er spændt på, hvad det kommer til at indeholde. Allerede i aftes føltes det anderledes, da jeg gik i seng: Jeg kom til at tænke på, at jeg aldrig skal på arbejde mere. Det er ikke til at begribe; der går nok nogle uger, før det helt går op for mig, hvad det vil sige. Tænk at jeg selv kan disponere fra nu af…

Allerførst har jeg har en masse mennesker, jeg skal have sagt ‘Tak’ til for den hjælp og støtte, de har ydet i de forbandede år.

I aftes fik jeg skrevet til den farmaceut og overlæge fra Glostrup, som for et par år siden hjalp mig afgørende af med de værste bivirkninger af medicinen, og som i efteråret 2020 sørgede for, at jeg blev indlagt et par måneder på en afdeling for komplekse lidelser og fik igangsat vedligeholdelses-ECT hver 3. uge. Jeg fik skønne mails retur fra dem begge, og det var tydeligt, at de glædede sig sammen med mig.

Jeg har skrevet til min kommunale sagsbehandler, for han har været en sagsbehandler præget af ordentlighed og grundighed. Jeg kunne vældig godt lide ham, og det er min oplevelse, at relationen var præget af gensidig respekt. Og så har jeg vist nok haft den samme sagsbehandler gennem alle årene, og det er nok lidt af et særsyn.

Jeg har skrevet til min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, som jeg også har haft lige siden 2014 (var det vist). Hun glædede sig også sammen med mig. Det gør alle. Det er dejligt.

Det er endnu for tidligt at fremture med planer for, hvad jeg vil bruge al den frie tid på, for jeg skal først forstå, at den frie tid er blivende og at det ikke bare er midlertidigt. Der er dog én ting, der har bidt sig fast, og det er at blive frivillig ‘dansklærer’ i Ungdommens Røde Kors. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig at bruge nogle timer på hver uge. Når dønningerne lige har lagt sig lidt, ringer jeg til dem og får en snak. Jeg mener, jeg er kvalificeret, men jeg har også tænkt på, at min ‘sprogbehandling’ muligvis er for gammeldags til, at de kan bruge mig. Men det må de jo finde ud af.

Jeg beklager, at dette blev lidt langt, men jeg har så mange – gode – tanker at dele med mine læsere.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Corona og ECT

Corona og ECT

En større øvelse

Jeg har lyst til kort at at fortælle om den indvirkning, Corona gør på ECT-behandlingerne. Derfor hedder posten “Corona og ECT”.

Population

Peter Geisling sagde i ‘Lægens bord’ for et par uger siden, at man tilbyder ECT (elektrochok) til ca. 2.000 danskere årligt. Min kontaktperson i distriktspsykiatrien sagde forleden dag, at ECT ikke er noget, man ‘bare’ tilbyder. Der er trods alt tale om strøm til hjernen.

For mit vedkommende er det meste af medicinen afløst af ECT hver tredje uge, og jeg bytter aldrig tilbage. Jeg skal aldrig tilbage til Parkinsonismen!

Aldrig har jeg haft det bedre. Jeg betaler prisen i form af en ekstraordinært elendig hukommelse, men det er der bare ikke noget at gøre ved.

Man siger normalt, at ECT kun rammer korttidshukommelsen (kaldes også ‘arbejdshukommelsen’), og at generne vil være forbigående og overståede i løbet af tre måneder. Sådan har jeg det slet ikke.

  1. For det første vil jeg ved ‘vedligeholdelses-ECT’ hver tredje uge aldrig nå de tre måneder.
  2. For det andet er der masser fra langtidshukommelsen, der er slettet. Der er lange perioder af mit (arbejds)-liv mange år tilbage, jeg slet ikke kan huske.

Inden du skyder al skylden på ECT, skal du være opmærksom på, at den grundlæggende lidelse (bipolar affektiv sindslidelse) i sig selv kan medføre væsentlige hukommelsesproblemer. Jeg er ikke selv i stand til at skelne den ene årsag fra den anden, og det er der vist heller ikke andre, der kan.

Corona og ECT

Som sagt får jeg ECT hver tredje uge. Det er planlagt til hver tredje mandag i hvert fald indtil marts og selvfølgelig har pandemien indvirkning på forløbet.

Jeg skal tage ud til Psykiatrisk Center Glostrup dagen før (dvs. om søndagen) tidligt om morgenen for at få foretaget en PCR-test. Det skal være tidligt, for at de kan nå at analysere testen, inden jeg melder mig til behandlingen mandag morgen.

Efter testen søndag morgen skal jeg gå i selvisolation, for ellers ville den jo være ligegyldig. Transporten søndag foregår med taxa, som RegionH betaler. Hvis testen er negativ, bliver jeg hentet mandag morgen af Flekstrafik og kørt til Glostrup. Når behandlingen er overstået, og jeg er vågnet op af narkosen, bliver jeg kørt hjem af Flekstrafik – også betalt af regionen.

Jeg bliver ringet op af Psykiatrisk Center Glostrup et par dage før, så vi kan aftale tidspunkter for taxa og Flekstrafik. Jeg er nødt til at være ved pen og papir for at skrive vores aftaler ned, men det går også.

Jeg har fundet frem til, at et rigtig godt tidspunkt at møde frem til PCR-testen er søndag morgen kl. ca. 8:15. Der er der ikke et øje i venteværelset, og de kan se mig med det samme, og jeg kan være hjemme igen ved 9-tiden. Jeg hader testen, men accepterer, at sådan er det nu engang.

Sikke et virvar! Men de har styr på det, og det glipper ikke, selvom processen må siges at være “håndholdt”. Jeg glæder mig usigeligt over at leve i et velfærdssamfund. Det er utrolig flot, at alt dette kan koordineres.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.