De opgiver ikke sådan lige
Vi mangler en plan
Indholdsfortegnelse
De opgiver ikke sådan lige
Lige p.t. har jeg selv mistet håbet, så jeg håber på det vikarierende håb, der vel træder i kraft på et eller andet tidspunkt, for dette er nærmest ubærligt.
Jeg skulle faktisk have været til lægesamtale i dag, men M vurderede – helt korrekt – på mine vegne, at 10 minutter kunne være ligegyldigt, når vi nu ikke “bare” skal følge op på en plan, der går planmæssigt. Så nu hedder det i stedet torsdag, hvor både M og K er på arbejde i 16 timer. Så er jeg da mandsopdækket af de to, jeg er mest vild med.
Min tanke, om at jeg primært er her for, at de kan holde øje med, at jeg ikke er afgået ved døden, passer faktisk meget godt. Vi mangler en plan, så lige nu er der tale om blot og bar opbevaring. Det går ikke. Det er ingen kritik af nogen eller noget; det er en konstatering.
Status er sådan set, at jeg har fået det værre, mens jeg har været her. I hvert fald har jeg ikke fået det bedre. Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Lige nu føler jeg mig temmelig syg og opgivende. P.t. er der mange medpatienter, der har det ret skidt, og det er som om, vi smitter hinanden lidt. Det kunne tale for at pakke tasken og tage hjem, men jeg ved, det er en tåbelig idé, så det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg er trods alt ikke blevet dum af at blive syg.
Muligheder og umuligheder
- Stemningsstabiliserende præparat: Selvom jeg næsten ikke tør, kunne det være en mulighed. Problemet er, at det tager 6 – 8 uger, før man ved, om det har effekt eller ej. Lige nu har jeg ikke 6 – 8 uger. Og hvad nu hvis præparat x ikke virker, skal vi så prøve præparat y? “Try and error”. Kommer jeg nogensinde hjem?
- ECT: har nærmest straks-effekt på mig (6 – 9 behandlinger svarende til 2 eller 3 uger), og jeg har virkelig god erfaring med det. De kognitive bivirkninger må man tage med i købet, og de er forbigående – senest tre måneder efter bør de være helt ovre. Og herregud: efter mere end 100 behandlinger har jeg et righoldigt kompendium med kompenserende strategier at tage af.
- Problemet med ECT: Det forudsætter overflytning til Glostrup, hvilket jeg under ingen omstændigheder vil. Jeg er tryg her, jeg kender medarbejderne her, stemningen er helt anderledes osv. Den bedring ECT kunne bevirke, ville ophæves af at være på Nordstjernevej. Overlægen har allerede talt med klinikchefen og en anden højere instans, om der kunne laves en særordning. Svaret var “Nej”. M (og K) vil forsøge igen. Jeg tror ikke meget på det. Et “nej” er vel et “nej” både med og uden Lean? På den anden side skal intet lades uprøvet, og jeg tager hatten af for deres kampgejst, når jeg nu ikke selv er i besiddelse af den.
Et afbud
Min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien skulle have været her for at besøge mig i går. Desværre er hun blevet syg. Det var utrolig ærgerligt, for jeg havde virkelig glædet mig til at se hende, men sygdom er ingen som bekendt herre over.
Psykologen i morgen onsdag kl. 11:00
Jeg ser frem til i morgen kl. 11:00, hvor jeg har online-aftale med psykologen. Hun plejer at kunne trylle. Om hun også kan trylle dette væk, ved jeg ikke. Men jeg håber på bare en lille bedring.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Som alle er klar over, har jeg overhovedet ikke forstand på det, du fejler. Men hvis man bare læser de 3-4 sidste indlæg, du har skrevet her på bloggen, kunne man da godt fristest til at give dig ret i, at du trænger til noget stemningsstabiliserende. Hvordan sådan noget virker, ved jeg selvfølgelig heller ikke noget om. Alt tyder dog på, at virkningnen ligger betydeligt ud over, hvad man får fra vitamintabletter eller boljser. På den anden side, hvis man ikke helt præcis ved, hvad der vil have den bedste virkning, så er man vel nødt til at prøve sig lidt frem, sådan igen-igen? Jeg skal være den sidste til at opfordre nogen til at gå i ECT-behandling, da det bestemt ikke er noget, jeg selv går og sukker efter at få lov til at prøve, men du har selv tidligere været varm tilhænger af det. Er du nu helt sikker på, at et par uger på den afdeling, du ikke kan lide, kunne være det værd, hvis du nu kan få den behandling, du har mest fidus til? Endelig er der den behandling, der hedder at vente og se. Den skal man ikke kimse ad, idet mange ting og sager går i sin mor igen, hvis man bare venter. Det, at du muligvis er på din nuværende afdeling nu for at de kan holde øje med, at du stadig er i live, skal man ikke gøre nar ad. At du stadig er i live er jo faktisk grundlaget for, at nogen behandling overhovedet vil kunne have en positiv effekt.
Du har flere gange sagt, at du ikke vil være på et værested. Det tager jeg som udtryk for, at “nogen” synes, det kunne være en god idé for dig. Jeg ville nok også selv betakke mig, med den (stærkt begrænsede) viden, jeg har om væresteder. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der burde være kollektiver for folk, der fortrinsvis er individualister. Sådan at hver enkelt person havde sin dør, som man fortrinsvis kunne leve sit liv bag, når man foretrækker det, men sådan at der også er noget fælles med tilsyn af noget personale, når man har brug for det. Men jeg aner ikke, om der findes sådan noget.
Men måske er det ikke så meget, der skal til, for at du kan vende hjem til til din lejlighed, hvor du da før har været ganske glad for at opholde dig i lange perioder ad gangen. Skal du ikke til at planlægge en struktur for din hverdag, sådan at du kan komme i gang med din podcast-serie, uden at ryge ud i en mani, og så du også klarer de andre ting, man jo skal, så som spise, sove, købe ind og i det hele tide leve et helt almindeligt liv i nogenlunde balance.
I mangel af en god rådgiver til dette, kunne du evt. starte med at ploppe det hele i et Excel-ark for at få overblik over, om du kan få det til at spille, når en gang man på den ene eller den anden måde får dit humør til at rutche noget mindre op og ned.
@ Henny
Tak for din fine kommentar.
Narh, noget forstand har du nu da nok fået i løbet af de seneste ti år … Jeg supplerer som “superbruger”.
Nej, stemningsstabiliserende er ikke vitaminpiller eller vingummier, men selvfølgelig får man heller ikke Parkinsonisme af et enkelt præparat i en kortere periode. Jeg tror selv, at årsagen til Parkinsonismen var den suppegrydefuld af ting og sager blandet sammen i en periode på i alt ca. 17 – 18 år (dvs. siden den første depression i 2003 til vel. ca. efteråret 2020). Af samme årsag ved ingen, hvad der udløste Parkinsonismen. Derfor kan vi ikke bare sige fx “Det var Abilify, så det undgår vi”. Der er virkelig ingen, der ved det, heller ikke den meget dygtige speciallæge på Bispebjerg, der stillede diagnosen.
Min frygt er sikkert helt “ved siden af skiven”, men det står for mig som det mest forfærdelige, jeg nogensinden har prøvet – så hellere en depression eller to. Det er ikke særlig fedt at tisse i sengen hveranden nat, fordi det hormon, der styrer blæren, er ude af drift, eller pludselig være næsten blind. Når folk sendte to filer, så jeg fire ikoner eller slet ingen. Da mit liv er foran mit elskede tastatur/PC var det en katastrofe at ryste så meget, at jeg ikke kunne ramme tasterne. Jeg har faktisk nogle mails, jeg skrev i den periode til en læge og en farmaceut. Hvis de forstod, hvad der skulle have stået, er jeg intet mindre end imponeret. Og der var også begrænset morskab over at måtte drikke både kaffen og rødvinen med sugerør, eftersom jeg ikke kunne holde på hverken kop eller glas. Jeg mistede så meget værdighed. Det kan jeg simpelthen ikke risikere igen.
Jeg er stadig varm tilhænger af ECT (der jo faktisk blandt andet reddede mig ud af Parkinsonismen). Det virker mirakuløst på mig (ikke på alle), det virker hurtigt (2-3 uger), det er skånsomt, og hvis du en dag følger linket til Poul Videbechs sider, vil du kunne se, at ca. 85 pct. af de patienter, der har fået ECT, adspurgt angiver, at ECT vil være førstevalget, hvis de skulle blive syge igen.
Næh, nej, jeg er ikke sikker på noget som helst lige nu. Jeg er bare bekymret for, at den positive effekt af ECT vil opvejes af det sted, jeg ikke kan lide at være. Og nu er jeg helt sikkert politisk u-korrekt (men det er jo da min egen hjemmeside): Jeg har aldrig nogensinde mødt en patient, der godt kunne lide at være det sted. Og jeg har immervæk mødt mange medpatienter i løbet af disse ca. 16 eller 17 indlæggelser (jeg har ikke tal på dem, men det er ikke helt Anders And).
Vente og se-kuren: Det har vi jo sådan set gjort i fire uger, og det har ikke hjulpet. Tværtimod. Jeg har fået det dårligere, eller i hvert fald ikke bedre. Selvmordsplanerne er de samme, måske lidt værre, og ruminationerne er også de samme. Som overlægen M her sagde for fire uger siden “Det kan være, vi om 3-4 uger vil sige, det var forkert, ikke at starte ECT op”. Det tror jeg, hun havde ret i. Jeg sætter stor pris på ærligheden, da ingen i personalet er ansat her som hverken spåkoner eller troldmænd.
Jow jow da – det er ret så svært at behandle de afdøde.
Værested “Nej tak”, selvom nogle trækker det op ad skuffe 1. Jeg har engang besøgt et værested i Hvidovre. To søde damer sad og hæklede, og jeg har intet imod hækletøj, men det er ikke et fællesskab, jeg kan se mig selv i. Den slags steder har også ofte noget, de kalder “IT”, der går ud på at lære at bruge MitID osv. Det er heller ikke lige noget for mig.
Jeg kunne godt ønske mig “Amagerkollegiet for voksne”: Eget køkken, bad, bare en enkelt stue, tæt lavt byggeri, tilladelse til at holde kat, gerne naturskønt og jævnaldrende med et eller flere interessefællesskaber. Dvs. mulighed for både at være sammen og for at kunne trække sig tilbage og smække stængerne op. Der er ind imellem annoncer for den slags i københavnsområdet, men det koster mere, end jeg har råd til, idet jeg altid har været lejer, og altså ikke kan ryste op med 2 – 3 mio. kr. Hvis det er til leje, er lejen også større, end hvad jeg kan præstere, når jeg bliver folkepensionist (der er ca otte år til), og det må jeg jo indtænke.
Jeg elsker under normale omstændigheder min lejlighed. Lige nu er der bare intet, der er normalt. Jeg plejer at se mig selv som korkproppen, man holder nede i vand. Fluks man slipper den, farer den op til overfladen. Det er så bare ikke sket denne gang.
Struktur må der til. Lige nu er jeg desværre bare langt fra at tænke på en hverdag (psykiatrien elsker ugeskemaer, så jeg slipper ikke herfra uden, og det er også fint).