Tag Archive for: Psykiatrisk Center Glostrup

,

Problemet er Akutmodtagelsen i Glostrup

Problemet er Akutmodtagelsen i Glostrup

Patienterne taler om problemet indbyrdes

Problemet er Akutmodtagelsen i Glostrup

Man burde gå over til at kalde det for “Afvisningen”, for det er åbenbart deres job! Der er en årsag til, at vi patienter indbyrdes siger fx: “Hvordan slap du uden om Glostrup?” Det underlige er, at så snart man er gennem nåleøjet i “Afvisningen” i Glostrup, møder man kun enormt søde, kompetente, empatiske medarbejdere ude på afsnittene, der vil stå på hovedet for deres patienter. Det gælder både på Nordstjernevej i Glostrup og op på Brøndbyøstervej 160 i Hvidovre.

“Afvisningen” har selvfølgelig deres retningslinjer, men de har i hvert fald ikke styr på, hvad der er aftalt mellem kontaktperson samt psykiater i Distriktspsykiatrien og  “flowmaster”, som sikkert har et navn, men jeg kender det ikke. Det hjælper ikke, at man læser højt for dem, hvad kontaktpersonen har skrevet i SP om den klare aftale. Den person, medarbejderne i “Afvisningen” uden videre kan spørge, nemlig en læge, ved heller ikke noget. Den, det går ud over, er patienten. Og patienten efterlades uden “ankemuligheder”. Good bye! Det var da godt, jeg ikke havde taget taxa derud og så måtte ofre en taxa tilbage.

Utallige er de gange jeg har ventet i “Afvisningens” arkitekttegnede venteværelse i 3 – 4 timer med angsten for bare at blive sendt hjem igen, fordi jeg ikke havde det dårligt nok og bare kunne gå til egen læge efter påske. Der er bare det, at man kan nå at tage sig af dage rigtig mange gange fra skærtorsdag aften til tirsdag efter påske.

Slap jeg derimod igennem nåleøjet til en læge, konkluderede vedkommende typisk “Vi finder en seng til dig”. Det med “nåleøjet” er ikke noget, jeg selv finder på; det kommer fra en læges egen mund.

“Afvisningen” sidder muligvis med et afkrydsningsskema, hvor de skal krydse af, om man nu har tilstrækkeligt mange krydser i venstre kolonne til at blive modtaget og bare få foretræde for en læge. De har de sikkert ikke let. Det tager garanteret hårdt på en medarbejder at sidde og afvise den ene efter den anden – og det er deres job.

Som administrativ medarbejder, der stod for mange Excel-ark, kan jeg sagtens forstå det. Som patient kan jeg ikke leve med det.

Jeg har faktisk skrevet om Akutmodtagelsen for fire år siden netop her: Personale og patienter lytter gerne til hinanden. Ledelsen skrev dengang, at de ville inddrage mine erfaringer.

Jeg har haft det elendigt – det var et svigt, og dem er jeg ikke god til

Jeg har haft det elendigt hele ugen pga. den manglende ECT-behandling. Den, der samler det hele op, er den fantastiske ECT-sygeplejerske Ann Jeanet fra ECT-afdelingen (hende der holder mig i hånden, når jeg er så bange, at tårerne triller, lige inden jeg sover, selvom jeg synes, det er “pinligt” og selvom jeg er klar over, det er helt irrationelt), der griber ind og siger, vi skal finde en løsning, og det skal kunne fungere.

Hun bringer det op på klinikchef-niveau, hvor der ikke er tvivl om Psykiatrisk Center Glostrups løfte til kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien: Jeg må gerne komme og overnatte et eller andet sted – i “Afvisningen” eller helst på et afsnit – bare vi er sikre på, at jeg er et eller andet sted, hvor der er nogle mennesker og jeg rent faktisk sover inden behandlingen.

Når jeg er hjemme, sover jeg ikke, og jeg kan ikke stå på benene, komme i bad, og blive klar til Flextrafik mv. Jeg ville inderligt gerne. Jeg er ikke typen, der svigter mine aftaler med “systemet” eller andre. Jeg kan bare ikke, når jeg ikke har sovet eller måske kun har sovet en time, fordi de øvrige timer er spist af angsten.

At “Afvisningen” løb fra sit løfte, trods en klokkeklar aftale, var et svigt, og dem er jeg ikke god til. Det handler om noget gammelt, og det kan de selvfølgelig ikke gøre for; det må jeg adressere andetsteds. Jeg har bare behov for, at klokkeklare aftaler overholdes. Svigt gør angsten større, end den allerede er. Og den er stor nok.

Jeg er afhængig af behandlingen. Jeg vil gerne have den. Jeg takker for muligheden.

Jeg er stor fortaler for ECT-behandling, for behandlingerne (snart 100) har gjort så meget godt for mig. Poul Videbech skriver, det er en skånsom behandling. Og jeg giver ham fuldkommen ret. Han har ikke prøvet det, men det har jeg.

Som led i mit projekt med søgemaskineoptimering læser og optimerer jeg hundredvis af gamle poster fra indlæggelse på indlæggelse i en syv-årig periode, hvor bloggen var min eneste samtalepartner. På psykiatriske afdelinger og på somatiske afdelinger. For pokker hvor havde jeg det skidt! Kort sagt: Jeg var hundesyg.

For det første står det tydeligt for mig, hvor meget Kasper Reff og Christina Skovsende Eriksen fra Akutteamet gjorde for mig ad flere gange. Pludselig ser jeg, hvor frygteligt det var med Parkinsonismen og hvor meget godt, ECT har gjort har gjort for mig. Kasper og Christina konsulterede Poul Videbech ad flere omgange, inden de bare satte noget i værk. Poul Videbech mente, ECT muligvis kunne være vejen frem. Og det giver jeg ham ret i den dag i dag. Det var den rette vej. ECT bevirker, at jeg i dag kan leve et næsten normalt liv. Jeg bliver nødt til at hvile et par gange om dagen, men ellers er jeg frisk som en havørn.

Jeg skal aldrig nogensinde tilbage til medicinen

Jeg skal aldrig nogensinde tilbage til medicinen. Efter mere end 15 – 18 års brug af diverse neuroleptika, kunne jeg ikke mere. En af mine mangeårige læsere bemærkede, at jeg jo nærmest var invalid af det. Og det havde hun helt ret i. Det havde jeg faktisk ikke selv set indset.

Parkinsonismen var nærmest værre end en depression og en mani tilsammen. Forestil dig at tisse i sengen hver anden nat, ikke at turde gå på gaden af angst for ikke at kunne styre blæren, at falde ud ad sengen og ikke at kunne kravle op igen, at ligge på gulvet mange timer efter fald og ikke at kunne rejse dig, at sige til Falck og politi, at de skulle tage havegangen, når du ikke har en have, fordi blodsukkeret er på 1.2 (som er ekstremt lavt) og blive indlagt på Endokrinologisk afdeling i seks dage og gå med dropstativ uden at kunne huske det, at måtte have badeskammel af frygt for at falde i badet, at frygte for hvor længe, du kunne blive i eget hjem, en nat ikke at kunne huske at lave kaffe og lægge brødkniven i køleskabet, ikke at kunne holde på en kop og meget andet. Det var forfærdeligt.

Kort sagt: der er kun fordele ved ECT – jeg skal bare få styr på den forfærdelige angst, som handler om kontroltab. Angsten er så konkret, at jeg, når jeg skal ned til Flextrafik, låser min hoveddør og tænker: “Det er sidste gang, jeg låser hoveddøren”. Det er ikke rart. Jeg kan ikke trylle, og det kan min psykolog heller ikke, men vi arbejder på en vej ud ad denne fuldkommen irrationelle angst.

Ann Jeanet, det skønne menneske, holder mig jo i hånden, til jeg sover.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her.

,

Svigtede ECT fordi jeg ikke sov

Svigtede ECT fordi jeg ikke sov

Kontaktpersonen havde lavet klar aftale

Svigtede ECT fordi jeg ikke sov

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien havde lavet klokkeklar aftale med flowmasteren, som hun kan dokumentere, med akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Glostrup om, at jeg kunne blive indlagt søndagen før ECT i mandags. Da jeg ringede ud til dem for at spørge, hvornår jeg måtte komme, vidste de intet om det og sagde, de ikke havde plads. Folkene i lugen forhørte sig endda hos en læge, der heller ikke kendte til en aftale. Der var ikke noget at gøre, selvom jeg læste op for dem, hvad der stod i SP. Det var da godt, jeg ikke tog derud og blev afvist i døren.

Sov slet ikke

Jeg sov slet ikke natten til mandag. Jeg frøs og måtte have to trøjer på under den ellers varme kugledyne. Da jeg stod op for at gå i bad, kunne jeg dårligt stå på benene af træthed. Jeg måtte derfor ringe til ECT-sekretæren for at give besked til ECT-folkene om, at jeg desværre måtte aflyse.

Den fantastiske Ann Jeanet fra ECT-afdelingen ringede straks tilbage og jeg forklarede hende om tingenes tilstand. Jeg kunne heller ikke overskue at lave ny aftale på det tidspunkt. Jeg forklarede hende om Distriktspsykiatriens klare aftale med akutmodtagelsen og om at blive afvist i telefonen. Hun kender til min angst.

Ann Jeanet tog affære, så nu er klinikchefen inde over

Hun undersøgte det med det samme og sendte mail til Distriktspsykiatrien (både kontaktperson og læge) og en overlæge på Glostrup. Overlægen bragte det straks videre til klinikchefen, som vist er den allerøverste. Alle er enige om, at vi skal finde ud af det, og at det skal kunne lade sig gøre at komme derud natten før.

Jeg sidder netop og “læser baglæns” på hjemmesiden som led i SEO, og er nået til sommeren 2020 i poster, der bare har kategorien “Sundhed & sygdom”. Der er det tydeligt, at jeg er afhængig af ECT og aldrig i livet skal tilbage til medicin og Parkinsonismen.

Akutmodtagelsen har ekstra travlt i weekenden

Idet akutmodtagelsen har ekstra travlt weekenden, foreslog Ann Jeanet, at vi laver det om, så mit “rul” ikke er fast til mandage, men at det i stedet er en onsdag eller en fredag. Så har de bedre plads. Det er en rigtig god idé, og det skal fungere. Jeg er nødt til at have klare aftaler, jeg kan regne med. At ringe derud og blive afvist kan jeg ikke leve med. Det gør bare angsten større.

Angsten er irrationel

Denne uge har ikke været ret god, men nu lysner det. I morgen taler jeg i telefon med min kontaktperson, og så må vi tale om, hvornår jeg kan tage derud næste gang. Bagefter ringer Ann Jeanet, og så kan jeg fortælle hende, hvad jeg har aftalt med kontaktpersonen. Det vil nok være dumt at vente til uge 46 alias midt i november. Vi må finde en tidligere dag. Det er bare så forfærdeligt at være så bange. Det er så dumt og det er så irrationelt. Jeg ved det udmærket godt. Ingen er nogensinde ikke vågnet op igen, og behandlingen er mere skånsom end medicin, men når jeg går ud af min dør, tænker jeg “Gad vide om det er sidste gang, jeg låser denne dør?”

Linkbytte

Lidt i samme boldgade: min SEO-vejleder Simon Hermansen fra WebGain siger ganske vist, at linkbytte er det sidste, jeg skal interessere mig for som led i søgemaskineoptimering. Alligevel kunne jeg ikke lade være at skrive til professor, overlæge, dr.med Poul Videbech, om han ville linke til mine sider om ECT, når jeg nu har “foræret” ham 44 indgående links, og at det er et tal, der vil stige.

Han har svaret i dag, at det vil han gerne, og nu linker han til mit tag om ECT. Det er rigtig godt og skulle gerne gøre noget godt for både hans og min rangering, når folk søger med Google. Så må han jo også mene, mine poster er læseværdige.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her.

,

Fungerer distriktspsykiatrien?

Distriktspsykiatrien og ECT er det, jeg skal passe

Mit korte og klare svar: “Ja det gør den”

I går var jeg i distriktspsykiatrien i anledning af en aftale med min kontaktperson. Vi ses hver tredje uge, for der er (heldigvis) ikke behov for mere. Det normale er, at patient og kontaktperson ses hver anden uge i 30 minutter. Det er mig selv, der har bedt om kun at ses hver tredje uge mod så til gengæld at have 45 minutter til min rådighed. Jeg kan ikke nå at “åbne mig” og fortælle det, jeg har at fortælle, på 30 minutter. Jeg har for mange ord og får stress af de 30 minutter. 45 minutter fungerer derimod fremragende.

Jeg har haft den samme kontaktperson i distriktspsykiatrien siden 2014 eller 2015. Det er en kæmpe fordel, og hun husker enormt godt. Det, jeg har glemt, husker hun. Det betyder, vi ikke skal “starte forfra”, og at jeg ikke skal redegøre for emner, jeg allerede har redegjort for en eller flere gange.

Der er planer om at samle alle bipolare patienter på Brøndbyøstervej 160 ud fra en idé om, at behandlingen bliver bedre, hvis behandlerne er specialiserede. Det har jeg tænkt mig at kæmpe imod. Jeg er fuldt ud tilfreds med min behandling i distriktspsykiatrien og ønsker mig ikke noget bedre/andet. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at jeg næppe får succes med den kamp, men jeg har alligevel tænkt mig at prøve. Prøver man ikke, lykkes det helt sikkert ikke, og jeg er en fighter.

Flyttes jeg til Brøndbyøstervej, skal jeg netop “begynde forfra”, da behandlerne ikke har tid til at læse journalerne. De er hårdt hængt op rent tidsmæssigt. Min kontaktperson har fx nogen og tredive patienter. Det er sørme mange at holde styr på og forholde sig adækvat til.

Hun fortalte, at der indimellem dukker et dogme op om, at “distriktspsykiatrien ikke fungerer”. Jeg spurgte til, hvad det så var, man sagde, ikke fungerede, men det stod vist ikke helt klart for min kontaktperson.

Et hav af psykiatere

Jeg har derimod haft et hav af psykiatere derinde. Den allerførste, overlæge Janne Baatz, var en pragtfuld ældre kvinde, der altid virkede som om, hun havde al den tid, der var i verden. Hende fik man i hvert fald ikke stress af at komme hos. Min oplevelse er, at hun stort set er den eneste, der har forstået mit hukommelsesproblem helt til bunds – sådan helt rigtigt. Hun kaldte det for “absencer”, og hun er den, der har ramt tættest på målskiven – ja nærmest plet. Desværre gik hun på pension, kort efter jeg var begyndt at komme derinde.

Herefter startede rundturen til et utal af unge psykiatere i uddannelsesstillinger. De var alle som en både søde og dygtige. De kunne deres kram, og de vidste, hvad de skulle spørge til, og hvordan de skulle spørge for at få en dialog i gang. Der var bestemt ikke noget ved dem, der kunne bevirke, at man kunne støtte dogmet om, at distriktspsykiatrien ikke fungerer. En af dem hævede sig særligt op over bordkanten, da hun var “fremkommelig”. Sådan sagde jeg om hende, men jeg kan desværre ikke huske hvorfor. Da hun holdt op, fordi hun skulle videre med sin uddannelse, var jeg virkelig ked af det.

Nu har jeg fået en fast psykiater

Det er efterhånden længe siden, jeg har fået en fast psykiater, en meget kompetent overlæge, som Kasper Reff anbefalede på det varmeste, og som ikke bare er på gennemrejse. Han bliver, og det er rigtig rart. Heller ikke her, skal jeg “starte forfra”, og det er jeg glad for.

Man har “ret” til at se en psykiater mindst hver sjette måned, og det er ikke meget. Det fremgår dog af deres hjemmeside, at er der behov, retter de ind og opjusterer behandlingsintensiteten. Det er jo sådan set fint nok, at man afpasser indsatsen til behovet.

Når der er seks måneder imellem, lærer man ikke rigtig hinanden at kende, men det fungerer alligevel. Mit primære mål med at have en læge derinde i øjeblikket er egl. bare, at der skal være en eller anden til at ordinere ECT-behandlingerne, og til det formål skal man bruge en læge.

Det er for nemt at sige, det ikke fungerer

Hvis man selv spiller med på de konditioner, der nu en gang er, synes jeg faktisk, det er velfungerende. Det er for let at skælde ud og sige, det ikke fungerer, især hvis man ikke engang redegør for, hvad det så er, man mener, der ikke fungerer. Medarbejderne er ikke ansat der som troldmænd, og de er underlagt de økonomiske rammer, der nu engang er. Jeg er imponeret af, at min kontaktperson kan holde styr på nogen og tredive patienter.

Til Brøndbyøstervej vil jeg ganske enkelt ikke. Jeg er allerede særdeles tilfreds med kvaliteten af min behandling. Jeg ved godt, at jeg sikkert bliver den lille i det spil, men det skal forsøges. Prøver man ikke, vinder man ikke.

Hvad laver man under en indlæggelse

Hvad laver man under en indlæggelse

Hvad laver man på en psykiatrisk afdeling?

Hvad laver man under en indlæggelse

Jeg kunne rode mig ud i en længere udredning om, hvorfor jeg er her (igen, igen), men det er tiden ikke til, andet end at jeg er indlagt med stress. Recepten lyder på ro, hvile, kærlig pleje og omsorg, som alt sammen findes på 808.

Nej, spørgsmålet kommer fra en veninde, der spurgte “Hvad laver du, når du er indlagt?” Svaret var nærmest “ingenting”. Hun havde forventet, at jeg ville svare, at der var samtaler med psykiater/psykolog mv. Men sådan er det på ingen måde. Der er stuegang en gang om ugen med en psykiater eller psykolog, men der er der næsten ikke tid til, man taler om, hvordan man har det, og det er der heller ikke rigtig lagt op til. Den udsultede psykiatri… Nej, det er patienterne, der behandler hinanden, og det er de som hovedregel ret gode til.

Dagene på 808 ser ud som følger:

8:45 – 9:00 Morgenmøde og morgengymnastik

Formiddag: Diverse grupper med fysioterapeut/ergoterapeut

12:00 – 12:30 Frokost

13:00 13:30 Gåtur

Eftermiddag: Øh… det kan jeg ikke huske

17:00 – 18:00 Aftenmøde og gåtur

18:00 – 18:30 Aftensmad

Aften: Hygge hvis man har lyst

Lige nu befinder jeg mig i Glostrup og venter på at komme til hjertevarmen på Hvidovre. De fysiske rammer er bedre her, da her kun er enestuer, men alligevel vil jeg hellere til 808.

Fantastisk kontakt til Akutteamet på Psykiatrisk Center Glostrup

Men de kan også noget her i Glostrup. Da jeg (også) havde beskrevet for psykiater Kasper Thybo Reff og farmaceut Christina Skovsende Eriksen fra Akutteamet, hvorfor jeg var her, og da de havde skrevet mig på ventelisten til 808, rekvirerede de samtidig en socialrådgiver, der kom efter et par timer. Hun tager kontakt til sin kollega på Hvidovre, så der kan tages en kontakt til Hvidovre Kommune. Så skal jeg ikke selv bekymre mig om det.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.