Tag Archive for: Psykiatrisk Center Glostrup

,

Psykiatriens synlighed efter field’s

Psykiatriens synlighed efter field’s

Tænk at det skulle til!

Psykiatriens synlighed efter field’s

Gud og hver mand har lige nu en holdning til den unge potentielle gerningsmand (han er ikke dømt, men alene varetægtsfængslet i surrogat) bag det frygtelige skuddrama i field’s, hvor uskyldige og tilfældige mennesker blev dræbt eller sårede. Nogle af disse holdninger er ganske forfærdelige. Her er et eksempel

Hvem der fortjener medfølelse i denne tid, er de efterladte for de dræbte og ikke en fuckup morder.

Jeg svarede vedkommende

Du taler om et menneske, der muligvis var alvorligt syg i gerningsøjeblikket.

Det fik jeg intet ud af, men det havde jeg naturligvis heller ikke forventet.

En havarikommission?

Heldigvis er der også fagpersoner fra psykiatrien, der udtaler sig og kan gøre det med vægt. En af dem er fx en af mine helte: professor Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup. På dr.dk kan man lige nu læse blandt andet

Når der sker en togulykke eller et fly styrter ned, bliver en havarikommission sat til at undersøge, hvad der er sket, og hvordan det kunne være undgået.

Sådan burde det også være, når psykisk syge har begået kriminalitet, mener Poul Videbech, der er professor i psykiatri på Københavns Universitet.

Hvis beslutningstagerne tilslutter sig Poul Videbechs forslag om en havarikommission, er det muligt, at man qua “…hvordan det kunne være undgået” endeligt indser, at psykiatrien er nødlidende og har været det i stigende grad siden særforsorgens udlægning i 1980.

Tænk at der skulle en så frygtelig handling til, før det blev synligt for enhver. Tænk at det skulle koste tre menneskeliv. Jeg forstår det ikke.

10-årsplanen for psykiatrien

Det er kun to måneder siden, 10-årsplanen blev hældt af det politiske skakbræt, eller et andet bræt, med argumenter om, at det sikkert ville være godt (måske endda bedre?) at gå til spejder og/eller spille brætspil. Civilsamfundet blev omtalt som en aktør, der måtte træde til, når psykiatrien ikke skulle opgraderes. Den interessante og vigtige “pixiudgave” af 10-årsplanen kan læses her.

Jeg havde set frem til den politiske håndtering af udspillet, så jeg var uendeligt skuffet over, at drøftelsen aldrig kom, og at man kasserede det faglige oplæg udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen i fællesskab, når baggrunden var følgende

Af forståelsespapiret, “Retfærdig retning for Danmark”, aftalt den 25. juni 2019 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, fremgår det, at regeringen vil indgå aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykisk lidelse.

Stigmatiseringen er en del af synligheden

Lige nu er det utrolig ubehageligt at leve med to psykiatriske diagnoser. Det skyldes, at pøbelvældet på de sociale medier har travlt med at producere tal om, hvor farlige vi er, hvor megen kriminalitet, vi begår, hvor mange der indsættes i varetægtssurrogat mv. Stigmaet vokser ind i himlen. Bare det at diskussionen føres er ubehageligt.

Jeg har ledt efter valide tal, men kan ikke finde nogle, jeg tør tro på. Og derfor gengiver jeg ingen her bortset fra tal fra den tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, nu retspsykiater, Gitte Ahle, som jeg har fundet på dr.dk

Gitte Ahle har tidligere stået bag en af de største undersøgelser af psykisk syges kriminalitet, som hun lavede for Justitsministeriet.

Dengang gennemgik de i alt 218 sager fra 2016 om kriminalitet begået af psykisk syge og konkluderede, at ud af de 13 sager om drab og drabsforsøg, der havde været, kunne 11 have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig behandling.

I årenes løb har jeg været indlagt et utal af gange og dermed haft et utal af medpatienter. Ingen af dem har begået personfarlig kriminalitet. Måske har de kørt over for rødt, men det er vist også det værste.

Selv tror jeg ikke, jeg på noget tidspunkt har overtrådt nogen bestemmelser. Men stigmaet rammer også mig.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Psykiatriens synlighed efter field’s

Kort stabiliserende indlæggelse

Kort stabiliserende indlæggelse

Hjemme igen efter eget ønske

Kort stabiliserende indlæggelse

Jeg er hjemme igen “for good” efter eget ønske.

En fremragende sygeplejerske tilbød mig ellers i aftes, at jeg kunne prøve at tage hjem efter stuegang, sove hjemme og komme tilbage i morgen mhp. evaluering sammen med personale og læge. I dag har jeg det bare så godt, at jeg ikke ser nogen grund til så meget frem og tilbage. Tankerne kører mere i selvsving dér efter stabilisering end herhjemme, fordi jeg dér ikke har noget at beskæftige mig med andet end Facebook. Da for meget frem og tilbage er en halvdyr affære, skrev hun endda ind, at de kunne stille en Flekstrafik til rådighed. Det er fornemt! Det er simpelthen psykiatrien, når den er bedst. Det er flot!

Den fremragende sygeplejerske var 68 år, men elskede sit job, og derfor gik hun ikke på pension. Hun var virkelig sød og dygtig. Det var en stor fornøjelse at tale med hende. Fx sagde hun “Du er altid velkommen” og “Du skal ikke gå alene og have det sådan med de tanker; så skal du ringe eller komme”. Det siger de jo nok til alle, men alligevel følte jeg mig “udvalgt”, og det var dejligt.

Hun interesserede sig også for slægtsforskning, men var ikke gået i gang, da hun ikke havde tiden. Hun havde været i et menighedsråd i 22 år. Alt i alt havde vi meget at tale om – også om mange ting, der ikke havde med sygdom/psykiatri at gøre. Det fik mig til at sige til hende: “Når jeg sidder og taler med dig, kommer jeg til at føle mig helt normal”. Herefter brugte hun lang tid på at overbevise mig om, at jeg er normal, selvom jeg ikke er som de fleste. Det tror jeg nu ikke helt på. Kritisk må man vel gerne være?

Jeg har ofte været kritisk

Jeg har ofte været kritisk overfor afdeling 70 Psykiatrisk Akutmodtagelse i Glostrup. Jeg står naturligvis ved, hvad jeg tidligere har skrevet, men der er altså sket noget: De er blevet meget sødere og de er blevet mere lydhøre. Jeg talte med nogle medpatienter om det, og det var ikke mig, der bragte emnet op. De var helt enige. Der er altså sket et eller andet, og vi sad ikke bare og ville være “åndssvage”.

Kl. 03:00 i nat talte jeg om en af mine favoritter om det, og hun fortalte, at de havde fået ny oversygeplejerske. Hun var glad over at høre, hvad jeg havde at sige, men syntes på den anden side, at jeg skulle lægge mig til at sove, og det havde hun jo ret i. Og det gjorde jeg så.

Forsvundne arvinger

Den omtalte sygeplejerske fortalte om “Forsvundne arvinger” på en måde, der gav mig lyst til at se dem, så nu er jeg begyndt og har set fire udsendelser. Det er fremragende udsendelser, som jeg ellers – uden at have set et eneste afsnit – havde dømt for populistiske til mig. Der er selvfølgelig det, at man 25 gange får at vide, at man skal starte i kirkebogen, når man ønsker at vide, hvad forældrene hedder. Har man slægtsforsket i 20 år, er man altså klar over det. Det er “lissom” trin et. Har man aldrig prøvet det før, er det naturligvis nyt.

Jo men jeg skal da have gang i jordemoderprotokollerne. Dem har jeg aldrig dyrket, men nu kan jeg se, hvad de kan bringe og adskillige af dem ligger på nettet allerede.

Produceren (eller hvad det nu hedder) i “Forsvundne arvinger” er et dejligt menneske; hun er dygtig til at stille spørgsmål og dygtig til at fortælle den lille bid, der gør, at andre fortæller mere. Jeg har set fire episoder, og jeg har i hvert af dem smilet ad den måde, hun stiller sine spørgsmål. Sådanne interviews vil jeg også gerne kunne lave. Jeg vil gøre mig umage.

På onsdag skal jeg endnu en gang se min fars ungdomskæreste. Jeg glæder mig. Da jeg ringede og lavede aftalen, sagde hun, at hun behøvede “et pust udefra”. Hvis jeg kan levere det, vil jeg gerne det. Når man er 97, er jeg sikker på, hver dag tæller.

En “kriseplan”

Jeg kan sagtens se idéen i at lave en kriseplan. Jeg har bare lavet sådanne mindst fem gange, og på en eller anden måde virker de bare ikke for mig. Men jeg accepterer selvfølgelig at det er en del af behandlingen, og at en sådan må man have, før man slipper ud. Jeg spiller altså med på sangen. Jeg gør det, de forventer, men jeg tror ikke helt på konceptet.

For mig hjælper det ikke at tænde røgelsespinde eller at danse rundt til høj musik…, jeg vil langt hellere tale med en ven, for jeg behøver ord.

Måske kan jeg få en PSI-kontrakt igen?

PSI står for PatientStyret Indlæggelse, og det er et genialt koncept, hvor man uden de store formalia kan “indlægge sig selv” så at sige. Den tidligere kontrakt kunne ikke fornys, idet jeg ikke havde brugt den i over et år. Logistikken er forståelig nok. Har de for mange kontrakter “i sving” er risikoen, for at der ikke er plads, for stor, når der kun er én PSI-plads på Brøndbyøstervej, hvilket også er lidt vanvittigt, når optageområdet er så stort, som det er.

Men nu har jeg jo været indlagt, så nu er behovet der (måske) igen. I hvert fald mente en læge, at jeg skulle drøfte det med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, så det vil jeg gøre på tirsdag.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Er et sikkert sted

Er et sikkert sted

De dårlige tanker fyldte for meget

Er et sikkert sted

Jeg havde en lang og god samtale med min dygtige kontaktperson fra Distriktspsykiatrien i går. Hun syntes, jeg skulle tage til Glostrup (altså Psykiatrisk Center Glostrup) og lade mig indlægge. Det afviste jeg, fordi jeg ikke kunne overskue at skulle i bad og så den potentielle ventetid på tre timer i det arkitekttegnede venteværelse, hvor man bare sidder og frygter at blive sendt hjem igen. Jeg hader det sted, for jeg har været her alt for ofte. Og så har man spildt 500 kr. på taxaer.

Efter at have lagt røret, eller hvad det hedder nu om dage, og tænkt mig lidt om med følgende ræsonnementer: “Hvis jeg ikke vil følge hendes råd, hvad skal jeg så med hende?” og “Hun har ca. 26 års erfaring i psykiatrien og otte års erfaring med mig, så hun ved da ganske godt, hvad hun taler om”, hoppede jeg i badet og i en taxa.

Ventetiden var ikke nær så lang som frygtet, jeg fik lov at vente i et af deres undersøgelsesværelser og blev undersøgt/udspurgt af en utrolig sød og grundig yngre læge, der havde en form for mentor med sig. De var virkelig søde begge to og stillede dybdegående og relevante spørgsmål, som jeg forsøgte at svare på, alt imens tårerne piskede ud. For f***** da.

Det var intet problem at komme gennem “nåleøjet”. Der var ikke nogen tvivl. Ergo er jeg nu et sikkert sted, og det er nok meget godt. Det skal ikke vare for længe, for jeg er jo ikke syg, men man kan blive syg af at have det sådan alt for længe.

Når hjernen har for travlt

Der er tanker om minder, der skal holdes væk, og det prøver jeg virkelig på, da de ikke vil mig noget godt. Begivenhederne er oldgamle, jeg har for længst fjernet mig fra “White trash” og givet dem baghjul.

Min kontaktperson foreslog noget “meta-kognitivt-et-eller-andet”, men sagde samtidig, at man skal øve sig for at få det til at lykkes. Det kan fx gå ud på, at man siger til sig selv, at et eller andet givent tankegods må man kun beskæftige sig med mellem 17 og 18.

Jeg prøvede virkelig at følge også dette råd og læse nogle kirkebøger i stedet, hvilket normalt gør mig glad, fordi jeg elsker logikken i søgeprocessen og er nogenlunde god til det, men hjernen havde alt for travlt. Helt generelt prøver jeg virkelig at gøre det, diverse fagpersoner råder mig til.

50 pct. af kapaciteten fulgte kirkebøgerne, 25 pct. beskæftigede sig ganske af sig selv med minderne og de resterende 25 pct. var optaget af de dårlige tanker. Der blev alt for mange spor. Og det er ikke godt. Jeg kunne ikke holde tingene adskilte, det hele blev rodet sammen, og jeg kunne ikke helt holde fast i tvivlen.

Jeg er ikke klar over, hvordan andre mennesker har det, men jeg kan ikke altid styre hjernen; den følger sine egne negative spor, når jeg ikke har det godt. Har jeg det godt, er det selvfølgelig rart nok med lidt overskydende kapacitet.

Egentlig vil jeg gerne tale med nogen

Egentlig vil jeg gerne tale med nogen, men de øvrige patienter har det for dårligt til at føre en fornuftig samtale, så det dur ikke. Det virker som om, flertallet er her pga. en dobbeltdiagnose (dvs. psykisk sygdom af en eller ande art samtidig med et misbrug af enten alkohol (de fleste) eller stoffer).

Samtidig er tankerne for tunge til at blive delt med andre end dem, der får penge for at lytte. Dem kan man ikke dele med hvem som helst. Problemet er bare, at jeg så cementerer ensomheden. Det er lidt af en ond cirkel.

En positiv ting

Der er én positiv ting: min erfaring siger mig, at det går over. Jeg er jo en erfaren psykiatribruger.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Godt jeg ikke arbejder i psykiatrien

Godt jeg ikke arbejder i psykiatrien

Så gik der tid med det

Godt jeg ikke arbejder i psykiatrien

De stakkels mennesker!

Jeg skal til ECT på onsdag, og altså skulle jeg til Psykiatrisk Akutmodtagelse i Glostrup i dag for at få foretaget PCR-test.

Det er så spændende, hvordan det vil føles på onsdag og ikke mindst natten til onsdag. Vil jeg stadig græde af angst, ikke lukke et øje og føle mig som en idiot, når følelserne overvælder mig? Vil dødsangsten faktisk være mindre, nu hvor psykologen har banket ind i hovedet på mig (på en god måde selvfølgelig):

  • at jeg gør det frivilligt,
  • at jeg kunne rejse mig og gå,
  • at det ikke er tvang,
  • at de ikke vil mig noget ondt,
  • at det er den bedste behandling, jeg kan få, og
  • at osv.?

Indtil videre føles det bedre!

Processen er vanvittig håndholdt – mere vanvittig end patienterne

Det er et led i den vanvittigt håndholdte proces, at en medarbejder i ECT-afdelingen ringede i fredags, og vi aftalte, at Flekstrafik skulle komme 13:00 i dag mandag og hente mig og køre mig til Glostrup til PCR-test. Den slags noterer jeg i kalenderen med det samme for ikke at kludre i det. Altså var jeg klar kl. 13:00 med slukket PC og jakke på. Flekstrafik plejer at være utrolig præcise, så 13:30 ringede jeg til modtagelsen og spurgte, om man mon havde glemt mig?

Hende, der tog telefonen, spurgte, om jeg var sikker på, at det var i dag? Om jeg var sikker på, at behandlingen er på onsdag? Om jeg ikke bare kunne komme til test i morgen tidlig? Ja – jeg er sikker, jeg er ikke idiot, og jeg gider ikke blive behandlet som sådan, bare fordi jeg er bruger af psykiatrien. Hun troede ikke på mig.

Der er noget med, at testen ikke må være mere end 48 timer gammel, eller også skal den være mere end 48 timer gammel. Aner det ikke. Det må være dem, der skal have styr på det og ikke mig. Flekstrafik var bestilt til på onsdag, hvor jeg slet ikke skal bruge den, da jeg altid tager en taxa hjem for egen regning efter behandlingen, da jeg ikke har kræfter til at vente en time på Flekstrafik. Jeg skal bare hjem til min kugledyne. Noget må være gået galt. Det kan ske for alle

Efter flere “forhandlinger” lykkedes det at få hende til at undersøge det med ECT-afdelingen. Jeg blev ringet op og fik at vide, at jeg ville blive afhentet 15:25 i dag i stedet.

Endelig kom jeg til Glostrup.

Ingen, ud over patienten, aner hvad der foregår, men det tror de ikke på

PCR-testen var hurtigt klaret. Jeg bad dem bestille en taxa hjem, for det er det, der er aftalen, samt en Flekstrafik til i morgen kl. 19:00, da jeg jo skal overnatte derude. Hun ville undersøge, hvad der var aftalt, selvom jeg jo altså oplyste det. Altså troede hun ikke på mig.

15 minutter senere kom hun og bad om mit CPR-nummer. 10 minutter senere kom hun og sagde, jeg skulle vente på en læge. Jeg spurgte hvorfor. “Det skal man, når man skal indlægges”. Jamen det plejer jeg da ikke. Og det er jo først i morgen (overnatningen er en indlæggelse). “Er du sikker på, behandlingen er på onsdag?” Ja. ECT-afdelingen ruller mandage, onsdage og fredage om formiddagen. Igen troede hun ikke på mig, og jeg var bedre informeret end hende.

Ny medarbejder. Nu en der troede på mig

Så kom der en ny medarbejder, der tog mig ind i et samtalerum og beklagede mange gange, at de havde 15 bolde i luften på en gang. Det havde jeg nu selv opdaget, for de løb rundt. Det positive var, at hun stolede på, at jeg nok var ved mine fulde fem, at jeg havde tjek på det aftalte og ikke fremstod videre psykotisk. Det stakkels menneske! Sådan en arbejdssituation havde jeg aldrig selv klaret.

Og jeg beklagede og undskyldte, at jeg var en sur kælling/mokke, fordi jeg havde spildt i alt 4½ time i dag på cirkusset. Jeg bliver altså bare så sur, når de ikke stoler på, hvad jeg siger og jeg faktisk har mere styr på aftalerne, end de har. Det er sikkert vældig svært at finde noget i min sikkert enorme journal – men så kunne de jo lytte til mig!

Ville man behandle en cancerpatient med sådan en mistro? Det tror jeg ikke.

PS: Mens jeg ventede på taxaen kom politiet med en fyr i håndjern og pludderbukser. Betjentene var unge og omsorgsfulde, men det var alligevel voldsomt. Det har jeg heldigvis aldrig prøvet.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.