Indlæg

,

Se eller hør

Nye registreringer

Faktisk orker jeg ikke flere registreringer, mere medicin op og ned, mere ‘musik’, flere indlæggelser, mere jobcenter: you name it, men der er ikke noget at gøre, for der er dage, hvor jeg næsten ikke kan se, hvad der står på skærmen, og hvor det hele flyder sammen, og hvor det er som om, tasterne forskubber sig i forhold til hinanden. Dvs. hvis jeg mener, jeg trykker på ‘l’, så trykker jeg på ‘k’ – og nej det hjælper ikke at flytte tastaturet, hvis der nu var nogen, der ville foreslå det.

En morgen skrev jeg en mail, der var det rene volapyk, den blev kun på fire linjer, for jeg kunne jo trods alt se, at det var ørkesløst. Jeg kunne ikke. Det er som om, øjnene skal vågne. Jeg ved, det lyder tåbeligt.

I dag har jeg hele tiden måttet rykke ansigtet for at stille skarpt; som om det ville være bedre lidt til højre eller lidt til venstre. Men det var det ikke.

I Glostrup

Heldigvis havde jeg aftalen med Kasper og Christina (overlægen og farmaceuten) i dag, hvor jeg selvfølgelig bragte det op. De tog mig helt enormt seriøst og talte meget længe – måske 30 minutter eller mere – indbyrdes om, hvordan de bedst muligt kunne skrue lige så forsigtigt på medicinen, så jeg ikke ville få tilbagefald efter en måneds indlæggelse eller skabe nye problemer. Det er ikke bolsjer.

Som det ser ud lige nu, men det kan ændre sig, så skal jeg vælge mellem den musik, jeg af og til hører, som jo altså ikke er der,  og at kunne se hele tiden. Valget var ikke svært. Jeg foretrækker at kunne se på min skærm. Hvis jeg har skrevet noget vrøvl på det seneste, ved I hermed hvorfor.

Vi har aftalt, at jeg tager fat på registreringerne igen, så vi ved, hvad vi taler om på en skala fra 1 – 10. Forleden var det 11. Måske er der en sammenhæng med noget andet, fx søvn? Hurra for Excel.

‘Musikken’

Gennem de seneste to måneder har jeg i kortere eller længere perioder hørt:

  • Bip, bip
  • Klaver
  • Folkemusik
  • Fest hos nabo
  • Jimmy Hendrix-like
  • Trommer

Nu er det nok – og i øvrigt har jeg aldrig brudt mig om ‘Jimmy Hendrix-like’, altså den slags rockmusik hvor de i slutningen af koncerten piner det sidste ud af guitarstrengene. Det er så grimt. Så hellere Andrea Berg.

Og så noget positivt

I dag har jeg vasket mindst 35 krystalglas og hele skabet de står i – og det er blevet så flot. Det trængte nu også. I den forbindelse fik jeg igen øje på oldefars glas, som det siges, han havde med sig, da han i 1890 indvandrede fra Frankfurt an der Oder. Jeg er meget glad for at have det stående, men man skal være meget forsigtig, når man vasker det af.

 

 

Maraton med brækket ben?

Lægesamtale

Lige nu er det lidt uklart, ikke det hele, men det halve. Jeg udbredte mig overfor Kaper om, at jeg ikke syntes, jeg kunne noget mere, og at intervallerne mellem indlæggelserne bliver korterere og kortere, og hvad så med arbejdsmarkedet? Og kan jeg overhovedet noget mere?

Han sagde selvfølgelig det, jeg udemærket ved, nemlig at man heller ikke løber maraton med et brækket ben, og at det ikke er lige nu, jeg skal tage stilling til alt det.

Nu skal den nye medicin først virke, og det kan tage noget tid (1 – 2 uger og garanteret mere), og så kan jeg begynde at tage stilling til, hvad pokker jeg skal stille op med mig selv. Jeg synes ikke, det er selvindlysende.

Jeg bad om hans vurdering af, hvad jeg skulle sige til Jobcenteret, som jeg jo altså indtil videre har et fint forhold til. Han svarede “foreløbig tre uger”, og det har jeg så telefonisk videreformidlet til min konsulent. Jeg tror, det betaler sig at være bare lidt proaktiv.

Psykosediagnose

Kasper sagde det ligeud, men vi kender jo også hinanden, det er en psykose. Jeg fortalte ham om “filmen”, hvor jeg gennem 14 måneder så og hørte min egen død og begravelse. Dengang var der ingen i psykiatrien, der ville sætte ord på. Kasper ville godt: psykose. Det er altså mærkeligt, at man ved et tilfælde skal støde ind i den rette psykiater, fordi der kommer en farmaceut forbi og spørger til bivirkninger. Men uanset det ene eller det andet tilfælde, er jeg meget glad for at være her.

Den tyrkiske/kudiske folkemusik blandet med klaver, som man hører det spillet i finere saloner (så fine steder har jeg aldrig været, men jeg har set det på TV), måske i tyvernes Wien eller Berlin, har jeg ikke lyst til at være alene hjemme med.

Abilify

Næste skud i bøssen er et præparat kaldet Abilify, som skulle være meget virkningsfuldt selv i små doser, så nu prøver vi det. Dur det ikke, eller er der for mange bivirkninger, må vi prøve noget andet, tredje, fjerde… Det er ikke ret godt for pengepungen, da det koster 1.400 kr om måneden… Jeg må høre ham, om der kan være tilskudsmuligheder, for jeg synes, det er mange penge. Men det er vel en kommunal udgift, og jeg vil jo aldrig komme i betragtning der.

Besøg?

Det kan være, jeg får besøg i ugens løb. Jeg glæder mig allerede, for tiden kan godt blive “lidt” lang. De øvrige patienter er vældig søde men samtaleemnerne kan godt blive lidt enformige: “Har du også været på lukket?”, “Er det første gang du er her?” Næh, det er vist nok 11 gang…

, ,

Det fremskudte dige?

Dette er ikke brok!

Vil også blive sendt til direktøren for regionH

Det er derimod overvejelser om ressourcer og om, hvordan de udnyttes bedst. Bedst både til gavn for patienter i psykiatrien og til gavn for personalet sammesteds. Den aktuelle ordning, hvor man kan se en læge i Ditriktspsykiatrien to gange årligt, belaster akutmodtagelser og sengeafsnit unødigt. Det er ikke omkostningseffektivt i en tid, hvor psykiatrien er udsultet – og i øvrigt har været det længe.

Baggrund

Jeg er (desværre) en erfaren psykiatribruger gennem en årrække. Jeg er kommet på Brøndbyøstervej, på Nordre Ringvej/nu Nordstjernevej og på Gammel Kongevej. Alle steder har jeg oplevet topprofessionelle medarbejdere, der næsten ikke ved alt det gode, de skal gøre for patienterne inden for de givne økonomiske rammer.

Distriktspsykiatrien (DPC)

Jeg har levet i den vildfarelse, at når afsnittet “slap” mig, skulle DPC tage over, og det gør de også fsva kontaktpersonordningen. Tiden er ganske vist temmelig begrænset, da der er gennemsnitligt 15 minutter til rådighed pr uge. Jeg har aftalt med min kontaktperson, at vi “samler til bunke”, så vi kun ses hver tredje uge, men så har tre kvarter, for jeg kan ikke nå at fortælle, hvordan jeg har det på på de normale 30 minutter hver anden uge. Det fungerer fint nu med de 45 minutter.

Hvad der derimod ikke fungerer er, at jeg kun har mulighed for at se en læge to gange om året. Når jeg oplever en forværring i min tilstand, har kontaktpersonen kun mulighed for at henvise mig til akutmodtagelsen dvs et hospitalsafsnit. Og har hun en travl dag, sker det pr mail som svar på den sikkert usammenhængende mail jeg startede med at sende hende.

Jeg er én gang blevet indllagt via fast track af en læge i DPC, og det oplevede jeg som den rette vej at gå. Fast track vil sige, at man henvender sig i DPC og taler med en læge der, og denne vurderer, om man skal indlægges. Hvis svaret er ja, udfylder lægen “papirerne”, og man kan tage direkte til afsnittet.

Det undrede mig godt nok, at jeg alligevl skulle svare på alle de samme spørgsmål igen, da jeg ankom til modtagelsen og at jeg alligevel skulle vente de mange timer i det forfærdelige venteværelse, der ikke er rimeligt, når man kommer og er hudløs. Hvad er så idéen med fast track?

Konsekvenserne

Når der kun er kapacitet i DPC til to lægesamtaler pr år, og jeg henvises til modtagelsen ved forværring, betyder det i realiteten, at det fremskudte dige, som DPC vel skulle være, skubbes over på modtagelsen og evt efterfølgende afsnittene. Og det kan mærkes, når man er patient.

Det allerførste, jeg mærker, er de tre til fire timer i venteværelset. Det er tanken om dem, der afholder mig fra at tage afsted før højst nødvendigt. En dag bliver det for sent. Jeg kommer og er sårbar, er bange for at blive sendt hjem igen og for at det hele bare noget, jeg har fundet på; men det er det ikke. Alligevel går der op til fire og en halv time, før jeg har det, jeg helst vil, nemlig en stue med en seng.

Jeg kender naturligvis ikke den bagvedliggende økonomi, men alt andet lige må det være væsentligt dyrere at drive et hospitalsafsnit end en kontorbygning på Gammel Kongevej.

De aktuelle forhold er ikke rimelige.

Løsningen

Løsningen må være at ansætte flere læger i DPC.

Jeg er klar over, at der ikke er meget status i at være læge i psykiatrien og måske slet ikke i distriktspsykiatrien, at stillinger kan være vakante i lang tid, og at det er derfor, jeg som patient har oplevet mange, mange læger i turnus. Jeg er glad, nu hvor jeg har fået en blivende læge, det er bare ærgerligt, jeg ikke ser ham så tit.

Jeg efterlyser initiativer, der kunne gøre det mere attraktivt at være psykiater i DPC, så modtagelsen ikke skal spille rollen som fremskudt dige. Det er nemlig blevet den omvendte verden.

De venligste hilsner

Hanne B. Stegemüller