Psykiatrien holder øje med mig
Af og til bliver jeg glad
Indholdsfortegnelse
Psykiatrien holder øje med mig
For snart mange år siden indspillede Søs Fenger “Jeg holder øje med dig”; en dejlig fredelig sang med en fin tekst om fodspor i sneen. Den er stadig god at lytte til. Nu er det psykiatrien, der holder øje med mig. Det gør mig tryg.
Denne uge er jeg tre gange blevet forundret og glad over, hvad der kan lade sig gøre selv i et enormt system med langt fra bund til top. Det har bekræftet min antagelse om, at der er mange medarbejdere i psykiatrien, der vil stå på hovedet for netop deres patienter. De, jeg har kontakt med, står på hovedet for mig. Helt utroligt.
De synes, jeg har det lidt for godt – lidt vel hurtigkørende
Min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrien både sagde og skrev den 31. august:
“Stemningslejet er ok, nok en anelse løftet. Sover 6-7 timer, men har ikke en stabil døgnrytme. Patienten synes ikke selv, at det er bekymrende. Set i lyset af tidligere forløb, opfordres patienten til at have fokus på at få en fast døgnrytme. Har behov for et “projekt”. Er i gang med et projekt hjemme med at rydde op i sin slægtsforskningsdatabase. Oplyser at arbejde på det dag og nat. Advares mod dette.”
Hun kender mig siden 2014, så hun ved, hvad hun taler om. Og jeg lytter!
Jeg har (endnu en gang) fået ny læge i Distriktspsykiatrien, og hende har jeg umiddelbart god kemi med. Jeg kunne simpelthen bare godt lide hende. Det skyldes, at hun er et menneske, fuldkommen nede på jorden, og så er hun 42 år. Jeg kan godt lide at træffe en voksen kvinde, der ikke indleder kontakten med at sige “Du er jo en bestemt dame”.
Hun skriver den 7. september blandt andet “Fremstår let hypoman”. Ups .. tænker jeg.
To kloge mennesker sagde – formentlig nogenlunde uafhængigt af hinanden – altså det samme inden for den samme uge. Det må jeg tage alvorligt.
Min kontaktperson var hurtig, da der blev ansat endnu en ny læge. Sådan en har jo en blank kalender. Hun skaffede mig fluks en tid, så vi kunne drøfte mit ønske om tilbagevenden til vedligeholdelses-ECT. ECT er det, uanset hvor meget jeg egl. hader det, der holder mig ude af afsnittet. Mit ypperste mål er, at jeg ikke skal indlægges igen. Jeg har set både 808 og Glostrup tilstrækkeligt.
Lægen fortalte, at med alderen har hjernen sværere og sværere ved at “absorbere” udsvingene. Det var jeg ikke klar over. Så selvom jeg synes, det virker mere end kedeligt at holde den faste døgnrytme, er jeg nødt til det, når jeg ikke ønsker flere indlæggelser.
Det er bare utrolig vanskeligt, når jeg har det så godt og så sjovt med det ene eller det andet projekt. Og ingen normale mennesker går til læge, når de har det både godt og sjovt. For mig skal det bare være et advarselstegn. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde accepterer det.
Tilbagevenden til ECT
Lægen har givet besked til min kontaktperson om mit ønske om tilbagevenden til vedligeholdelses-ECT hver fjerde uge. Kontaktpersonen har kontaktet ECT-afdelingen. J. fra ECT-afdelingen har kontaktet mig telefonisk i dag.
Hun ville lige høre, hvordan jeg havde det, og om jeg kunne vente til efter hendes ferie, for ellers er hun der jo ikke til at holde mig i hånden i forbindelse med anæstesien … Jamen jeg har det jo fint. Det er bare de andre, der synes, jeg er lidt vel hurtigkørende.
Er det ikke bare fantastisk, at den slags kan finde sted i et enormt system med mange rutiner og procedurer, der skal overholdes? Her ringer en medarbejder for at høre, hvordan jeg har det, og hvilken dato, der kan passe både mig og hendes ferie.
Jeg bliver endnu en gang bekræftet i, at det hele handler om relationer.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Stegemüller 
Kan sådan set godt forestille mig, at det må svært. Jeg har 2 gange fået en kraftig binyrebarkhormonkur p.g.a. en kronisk tarmsygdom, og begge gange blev jeg ret speedet af det, og kunne nærmest køre på 24 timer i døgnet. Ikke specielt behageligt..
@ Glennie
Ja for pokker hvor er det svært. Det er (endnu) ikke den speedede følelse, som du skriver om – men en sådan kender jeg godt. For mig hører den til i manien, og så er det, jeg ikke får mad, søvn, børstet tænder osv. fordi jeg ikke synes, jeg “har tid” til den slags u-nødvendigheder, hvilket er det rene vrøvl, da jeg har al den tid, der er i verden.
Engang for ni år siden kørte jeg på i fem dage uden u-nødvendighederne, hvilket Facebook mindede mig om for et par dage siden.. Uha, det var ikke rart og medførte en indlæggelse, hvor man de første par dage nærmest fodrede mig med sovepiller, uden at jeg sov. De prøvede med massage ved sengetid, kugledyne osv. Ingen forstod, hvorfor jeg ikke sov. Puha det var ikke godt, og det skal jeg ikke prøve igen! Så altså: Fast døgnrytme! Jeg vil ikke udfordre min gode hjerne mere end højst nødvendigt.
Ja, det er nok ikke så tit, man oplever, at der er overskud til den slags omsorg. Men positivt at høre, at det forekommer!
Det lyder uhyre fornuftigt, at du vender tilbage til at få forebyggende ECT behandlinger, det er jo åbenbart den bedste mulighed for dig. Sundt er det vist derimod ikke, hvis du vitterlig arbejder dag og nat på at ordne din slægtsdatabase, så jeg forstår godt, at din læge og kontaktperson ser nogle advarselstegn…
@ Glennie
Ja, jeg synes også det er uhyre positivt, at det overhovedet kan forekomme, og det står mere og mere klart for mig, hvor meget de personlige relationer betyder. Og det er jo egl. “forkert”, for de patienter, der kommer første gang, skal jo også have en god behandling.
Ja, ECT er vejen frem og det, der holder mig ude af afsnittet.
Nu arbejder jeg hårdt på at etablere en fast døgnrytme, men for søren hvor er det svært at gå i seng fx kl. 23:00, når hjernen slet ikke udsender søvnsignaler, og jeg overhovedet ikke føler mig træt. Jeg har sat alarmer, der skal minde mig om, at det er nu tænderne skal børstes osv. Så ja, det ellers hyggelige natteroderi er bandlyst fra nu af.