,

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Ritts død vækker minder til live

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Det er underligt, men det er ofte sådan, at andres død sætter ens eget liv i relief. Det gælder også for mig i forbindelse med Ritt Bjerregaards (1941 – 2023) død i lørdags. Ritt var undervisningsminister i en del af min skoletid.

Enhedsskolen kom i 1975; den var ikke god for mig, der gik i folkeskolen fra 1970 – 1980. Det er længe før, man “opfandt” begreber som autisme og “inklusion” (med mindre man kan betegne enhedsskolen som datiden inklusion? Ved nogen af mine læsere det?). Når jeg nu til dags læser om klasser for børn med “særlige behov”, drejer det sig altid om børn, der har vanskeligheder i skolen, aldrig om børn der har (for) let ved skolen og gerne vil have flere udfordringer. Eller det drejer sig om børn, der foretrækker praktiske fag, aldrig om børn der foretrækker boglige fag.

En af mine mest trofaste læsere gennem lige knapt 10 år har inspireret mig til denne artikel grundet hendes kommentarer til artiklen om, at Ritt var en skrap kælling. Min læser er uddannet folkeskolelærer og lidt ældre end mig.

Først og fremmest: Jeg elskede at gå i skole i de boglige timer, men ikke i frikvartererne, ikke i håndgerning, ikke i sløjd, ikke i husgerning mv. og slet ikke i gymnastik, hvor jeg overhovedet ikke kunne noget af alt det, man skulle kunne.

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

I håndgerning var jeg et helt skoleår om at strikke én sok, for jeg skulle have hjælp, hver gang der skulle skiftes pind på hælen, og så tager det sin tid. I sløjd bankede jeg et enkelt grimt metalaskebæger ud.

Jeg kunne fx heller ikke finde ud af at hoppe i sjippetov, fordi jeg ikke kunne finde ud af at hoppe ind, når der stod en og svingede i hver ende (legen havde et navn, jeg ikke kan huske) og det gik aldrig op for mig, hvordan man i højdespring skulle kunne hoppe op i den frie luft for dernæst at parallelforskyde kroppen henover barren. Jeg landede for det meste på asfalten foran dels barren, dels måtten, og det gjorde pokkers ondt. Jeg har vist aldrig ramt bolden i rundbold. Det gik dog nogenlunde i “Høvdingebold”.

Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler og det er hårdt for et barn, for det når aldrig at danne relationer. Jeg “tog tiende med”, fordi de, det sted, jeg boede, ikke kunne finde på andet end at sende mig på en af de hedengangne fiskefiletfabrikker i Rønne. Så var det alligevel bedre at være ensom i den danske folkeskole. (Jeg har et ret belastet forhold til sild.)

Skoletiden med “Læs og forstå”

Jeg kunne læse små lette bøger (Troldepus, Peter Pedal, en serie om katte m.v.), før jeg kom i skole. Jeg føler mig overbevist om, at det skyldes, at mine forældre – indtil min far døde i november 1972 – læste højt for mig både ved sengetid og når det ellers var belejligt. Vi brugte biblioteket i Brande som det naturligste i verden, og der var medlemskab af “Unions bogklub” og abonnement på “Lademanns Leksikon” i en endeløs række af bind. Det var ikke det højeste intellektuelle niveau, men det var bøger! Information har her en artikel om bogklubbernes storhedstid (ingen betalingsmur).

En af de få positive ting, jeg husker om “min mor”, er, at hun var meget dygtig til at læse højt. Hun kunne med sin intonation gøre figurerne levende og holde dem ude fra hinanden. Det er mit indtryk, at de ønskede at introducere mig til bøgernes og læsningens univers. Det lykkedes for dem.

Som voksen har jeg, “against all odds”, dels taget en boglig uddannelse, dels har jeg, indtil jeg blev syg i 2014, altid været i gang med mindst én bog. En af mine stuer er fyldt med skønlitteratur fra 1981 og frem til 2014. Det er en sorg ikke længere at kunne læse, men jeg har tænkt mig at udfordre det. Det må da kunne lade sig gøre.

I min skoletid fandtes en lærebogsserie, der kaldtes “Læs og forstå”, og som jeg elskede. Jeg kunne godt lide konkurrenceelementet; det var sjovt at blive færdig, før de andre. Som jeg husker det, drejede det sig om dels at læse nogle små tekster, dels om at skrive forskellige småord. Det kan være forkert, eftersom seriens titel kun drejer sig om læsning og at forstå det læste.

Jeg var altid færdig med hæfterne før de andre. Det var bare ikke udelukkende rart eller godt, for jeg blev ofte udnævnt til “hjælpelærer”, og det var ikke rart. Når man bliver udnævnt til “hjælpelærer”, stikker man af fra de øvrige. Et var, at jeg var anderledes, et andet var, at rollen som hjælpelærer cementerede anderledesheden. Jeg husker ret tydeligt, at jeg skulle gå rundt og hjælpe dem, der sad med fingeren oppe. Havde jeg været lidt kvikkere, havde jeg ikke gjort hæfterne færdige så hurtigt, og så havde jeg måske kunnet undgå udnævnelsen.

Statens Kursus til Studentereksamen

Det var en lise i 1981 at starte på studenterkurset. Nogle tror, at det ikke er en rigtig studentereksamen, når den kun er berammet til to år. Men det er det! Huen er nøjagtig lige så rigtig derfra, som andre steder fra. Kravene var store, men lærerne levede og åndede for deres fag og formidlingen af det. Derfor kunne det lade sig gøre. Jeg husker dem alle som utrolig dedikerede.

Mens jeg stadig boede på det lejede værelse i Dagmarsgade 5 på Nørrebro, var jeg til informationsmøde på Metropolitanskolen på Jagtvej. Efter mødet var jeg fuldkommen sikker på, at der skulle jeg ikke søge ind, for de potentielle klassekammerater virkede uhyre umodne. På det tidspunkt havde jeg masseret gulve i De Gamles By i ca. ni måneder, mens de andre kom lige hjemme fra moaars kødgryder. Det ville aldrig gå, og derfor flyttede jeg til Amagerkollegiet og blev student fra kursus.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

Transpersonerne og tørklæderne

Transpersonerne og tørklæderne

De vigtigste valgtemaer?

0) Transpersonerne og tørklæderne

I denne artikel prøver jeg at få styr på tankerne om transpersoner og tørklæder, da begge diskuteres højlydt på Facebook. Dette er, hvad man på nudansk kalder et “long read”, altså et “langlæs” så sæt tid af, hvis du gider …

Er de virkelig de vigtigste valgtemaer, når forholdene i psykiatrien og resten af sundhedssektoren er uholdbare, når de unge trives dårligt, når inflationen raser, når ældreplejen er gået amok og når klimakrisen er enten nært forestående eller allerede brandaktuel med store skovbrande i Sydeuropa.

Jeg kommer helt sikkert til at lægge mig ud med mennesker, der mener noget andet end mig. Det er fint. Jeg diskuterer gerne. Kommentarer er velkomne her på siden, ikke på Facebook, idet sammenhængen mellem artiklen og kommentarerne så forsvinder i løbet af ganske få dage. Og det er ærgerligt for både dig og mig.

Kommenterer du her for første gang, skal din kommentar godkendes. Det skyldes kampen mod spam og andet skrammel. Det laver jeg ikke om på for din skyld.

1) Transpersonerne

Nogle mener, at man tildeles et køn ved fødslen, og at vi må acceptere, at køn er et spektrum.

Følgende citat stammer – lettere redigeret – fra en af mine bekendte på Facebook ved navn Anne Brøndum, der modigt lægger sig ud i debatten med de såkaldte “transaktivister”. Jeg er fuldkommen enig med Anne.

Biologisk køn er ikke et spektrum. Der er to køn: han og hun. Nogle føler sig som det modsatte køn, eller føler at deres køn er flydende. Men deres kromosomer vil stadig være enten xx eller xy.

Jeg røg selv en dag ind i en debat med transpersoner. Uha, det skal man passe på med, for hvert et ord bliver vendt, drejet og misforstået. Debatten bliver i realiteten en debat om følelser og ikke om facts.

Årsagen til min debat

Jeg tillod mig at have en mening om lovforslaget om, at de sidste fire cifre i CPR-nummeret kan ændres helt fra fødslen, dvs. det juridiske og reversible kønsskifte, der så besluttes af forældrene, da baby ikke har følelser for de tal. Vil man have en pige, men får en dreng, laver man da bare et juridisk kønsskifte.

Mine medkombattanter mente, at lovforslaget var væsentligt at få gennemført, da det kan være vældig svært i en lufthavn for en person, der i passet er anført som fx pige, da hun er født uden penis men med uterus mv., men er påklædt som dreng. Jeg spurgte, hvor stort “problemet” er. Flere blev sure over citationstegnet. Fra min side lå der intet nedladende i tegnet. Herefter måtte jeg fortælle lidt om mig selv. Og det udvider jeg i det følgende:

Min tid som “drengepige”

Jeg voksede op som det, man dengang kaldte “drengepige”, og jeg tænkte i mange år over, om jeg ikke hellere skulle have været en dreng.

Da jeg var ca. fem år, syntes min elskede far, jeg skulle gå til dans. Han var selv en dygtig danser med masser af præmier mv., og ønskede derfor at introducere mig til den verden. Jeg hadede det, og det værste var sådan set kjolen og de fine røde Scalasko. Jeg følte mig “klædt ud”, og i øvrigt foretrak jeg at klatre i træer, lege såkaldte “drengelege” og konstruktionslege med noget, der, dengang i forhistorisk tid (før 1972), hed Bilofix og Meccano. Biolofix var til de meget unge år, mens Meccano forudsatte, at man var lidt ældre, så man kunne styre de små metalskruer mv. Med begge dele kunne man bygge fx løftekraner mv.

Når drengene ikke ville danse med mig, lovede jeg dem tæv. Herefter ville de pudsigt nok gerne. Sikke nogle tøffelhelte.

Følelsen af at være klædt ud varede ved. Det værste ved konfirmationen var kjolen. Den hadede jeg også.

Jeg tænkte ikke på de sidste fire tal i mit CPR-nummer. I øvrigt er jeg født, før man opfandt CPR, der kom til i 1968. Der var jeg fem år.

Antallet af tissemænd skal være netop 1

Måske som konsekvens af i min barndom at have set for mange genitalier hos en voksen (min “mors” mand begik daglige overgreb gennem seks år), levede jeg 10-15-20 år som lesbisk. Det var det helt rigtige for mig, og jeg har elsket mange dejlige kvinder.

Jeg udviklede tesen om, at for at samfundet betragtede ens kærlighed som “rigtig”, skulle der i et parforhold være netop 1 tissemand. 2 var for mange, og 0 var for få.

Som voksen og for få år siden mødtes jeg med fuldt overlæg med et dejligt menneske, en mand, der var “gået hele vejen” og havde fået foretaget en irreversibel kønsskifteoperation, rejst mange gange til Belgien (jeg kan ikke huske hvorfor, men det havde helt sikkert med kønsskiftet at gøre) og havde haft de samme tanker som mig livet igennem. Jeg kunne stille ham alle de spørgsmål, der havde spøgt i knolden i så mange år. Det var dejligt at få nogle svar fra ham.

Jeg tog hele problematikken med til psykologen, og vi brugte mange seancer på at drøfte den. Jeg kom med mine tvivl: Skulle jeg også “gå hele vejen” og ville en kønsskifteoperation også være rigtig for mig? Efter mange samtaler gik jeg derfra med en klar bevidsthed om, at det skulle jeg ikke.

To valgtemaer: Transpersonerne og tørklæderne

To valgtemaer: Transpersonerne og tørklæderne

Kunne vi ikke bare udvide grænserne for, hvad de to køn kan og må?

Min far, Jørgen Stegemüller (1922 – 1972), var en meget feminin mand. Han broderede mellemlægsservietter (jeg har dem stadig i en skuffe), mens min “mor” tog slæbet i haven med at lægge fliser Samtidig var han patriarkalsk og bestred et job, der dengang var forbeholdt mænd, idet han var direktør for en større tekstilvirksomhed.

Dvs. at jeg i nogle år oplevede, at man kunne være den, man var, uanset ens CPR-nummer mv. Eksempelvis blev jeg taget ud af danseskolen, da jeg “tilfældigvis” fik ondt i ryggen hver mandag ved 17-tiden og Scalaskoene klemte, selvom de havde den rette størrelse. Jubi op i ananas-æbletræet igen.

På gamle billeder har jeg set masser af mænd i min nærmeste Stegemüller-familie, der var temmelig feminine. Se fx på billedet til højre. Det forestiller Rudolph Wilhelm Stegemüller (1910 – 1975). Han er min granonkel. Billedet er større, hvis du klikker på linket og ser det på min TNG-side (du skal lidt ned ad siden for at se billedet i stor størrelse). Du må kalde mig Mads (eller noget andet), hvis han ikke har feminine træk.

Der har i den del af min slægt altid været vide grænser for, hvad man “kunne” og “måtte” som henholdsvis pige/kvinde og dreng/mand.

Et er, hvad der foregår i familien og slægten. Et andet er selvfølgelig, hvad der foregår i samfundet.

I mit liv som drengepige, senere lesbisk eller bare androgyn, og nu som absolut ingenting, har jeg faktisk aldrig oplevet nedsættende tale, diskrimination, stigmatisering eller problemer i lufthavne. Der er større stigma knyttet til psykisk sygdom. Folk syntes, jeg var “anderledes”, men det var uproblematisk.

Der var og er masser af årsager til, at jeg er anderledes. Min seksualitet var bare en af grundene. Jeg har haft relativt høje stillinger i centraladministrationen gennem 23 år. Nogle af dem har været stillinger med masser af magt, som man i gamle dage mente var for mænd. Ingen har nogensinde stillet spørgsmål ved, at jeg har en relativt maskulin udstråling.

Da jeg “sprang ud” (sådan hedder/hed det) som lesbisk i 1981, var de eneste, der ikke ville have med mig at gøre, min “mor” og hendes mand. Men det var gensidigt og dermed uproblematisk.

Ergo: lad dog mennesker være dem de er, og glem tallene i CPR-nummeret.

Det er min holdning, at forældre ikke ved fødslen eller senere har ret til at rode med de tal. Lad drengepigen og tøsedrengen lege de lege, de vil og senere bestride de jobs, de vil – og sidst men ikke mindst – have sex med dem, de vil.

Juridisk kønsskifte på børn er en urimelig handling – jeg vil kalde det et overgreb. Voksne kan gøre, som de vil evt. ved at “gå hele vejen” og få foretaget en kønsskifteoperation, hvor der ikke rigtig er nogen vej tilbage. At udvide grænserne ville også løse problemet med, at der er et frygtelig højt antal selvmord hos transpersoner.

Jeg har enormt svært ved at se “problemet”. Men okay – måske har samfund og normer ændret sig. Og jeg mener ikke, man skal lovgive om et problem, man ikke kender omfanget af. Og det leder lige ind i tørklædedebatten.

2) Er tørklæderne virkelig en diskussion værd?

To valgtemaer: Transpersonerne og tørklæderne

To valgtemaer: Transpersonerne og tørklæderne

Kommissionen for den glemte kvindekamp” er – helt uden empiri men baseret på synsninger  – fremkommet med et vanvittigt forslag om at forbyde muslimske piger at have tørklædet på i folkeskolen. De er parate til at “gå hele vejen” (her er der tale om en anden vej). Den vej må betrædes, hvis det grundlæggende princip i dansk ret og retspraksis om ligebehandling, gør det nødvendigt også at forbyde andre religiøse symboler. Det kan være kors, kippa eller noget helt tredje, som folk bruger til at symbolisere deres tro. Det kan også være at forbyde “at gå til præst” i skoletiden osv. Jeg ved godt, at det nu er henlagt til ydertimerne. Man kan f….. ikke lovgive mod en bestemt religion, mens man lader de andre være. Det må vel kaldes racisme?

Herudover vil det være forkasteligt at gå i gang med en lovgivningsproces uden et empirisk grundlag. Det har jeg aldrig set før. Det er politisk bestilt makværk op til endnu en beskidt valghamp. Klikker du på linket kan du læse om den del der.

På kommissionens hjemmeside har jeg sakset dette, men du kan finde hele sammenhængen nederst på denne side

Formand for Kommissionen for den glemte kvindekamp, Christina Krzyrosiak Hansen, udtaler:

”Piger, der vokser op i Danmark, skal selv kunne bestemme, hvilket tøj de vil gå i …

Hvis der indføres forbud mod tørklædet, kan pigerne netop ikke bestemme hvilket tøj, de vil gå i. Kan medlemmerne af kommissionen (de fleste er fra Dansk Folkeparti, resten er Socialdemokrater, blandt andet Christina Krzyrosiak Hansen) virkelig ikke indse det? Så må de være dummere end politiet tillader.

Problem med social kontrol?

Er der et problem med udbredt social kontrol, skal det selvfølgelig løses. Men den med at “beskytte pigerne” har vi altså hørt før. Støjberg var afsender – derfor kalder jeg hende normalt “Støjsenderen”. Men vi må jo først vide 1) om der er et problem og 2) hvor stort det er. Synsninger er ikke tilstrækkelige.

I Danmark har vi gudskelov religionsfrihed. Det er så vigtigt, at det står i grundloven, som det ikke er meget, der kvalificerer sig til. Vil man virkelig foretage en grundlovsændring for at løse et problem, man ikke kender omfanget af?

3) Valgtemaer?

Det er min klare holdning, at Danmark har mange andre problemer, der skal løses før ukendte problemstillinger med transpersoner og tørklæder. Det er til gengæld ikke svært at forstå, at nogle finder begge velegnede til valgkamp. De er nemlig lette at forstå og synes noget om.

Det er meget sværere med psykiatrien og resten af sundhedsvæsenet, inflationen, samfundsøkonomien, beskæftigelsen, klimaet mv. I Ugeskriftet kan man eksempelvis læse følgende om psykiatrien, der er mit hjertebarn.

Kvalitetsløftet på kræftområdet var betinget af en meget stærk politisk vilje. Kære politikere, mobiliserer I den samme vilje på psykiatrien? skriver psykiater og stabslæge Jeanett Bauer.

Der er bare det, at de fleste partier (ingen nævnt, ingen glemt) har et partiprogram og en hjemmeside, hvor man kan læse programmet. Det bør være pligtlæsning inden god nat, før man står i det lille telt med blyanten i hånden.

Happy valgkamp!

, , , ,

Facebook-juristerne er på overarbejde

Facebook-juristerne er på overarbejde

Træt af minksagen

Facebook-juristerne er på overarbejde

Jeg er allerede træt af minksagen, da det er helt ufatteligt, som Facebook-juristerne er på overarbejde. Hver og en gør sig klogere end medlemmerne af “Granskningskommission om sagen om aflivning af mink“. De burde starte med at lære forskellen på ordene “forsæt” og “fortsæt”. Og for så vidt angår det med forsættet: De forstår ikke, at statsministeren ikke handlede forsætligt, da hun traf beslutningen om aflivningen af dyrene. De udtaler sig på baggrund af små løsrevne citater hid og did, og ingen har læst rapporten.

Jeg har naturligvis heller ikke læst rapporten og er ikke klar over, om det omtales, at statsministeren muligvis handlede groft uagtsomt. En eller anden har lige belært mig om, at grov uagtsomhed også kan være strafbart. Jo, det er jeg klar over, men jeg ved ikke, om det er strafbart efter ministeransvarlighedsloven, og jeg gider ikke slå efter. Det svarede jeg vedkommende, der herefter oplyste, at det kunne være strafbart efter anden lovgivning. Da jeg meget apropos udbad mig hjemlen, døde debatten (heldigvis) ud.

Jeg har respekt for de radikale, der har sagt, at de vil (nær-)læse rapporten, inden de udtaler sig om dens indhold. Det burde gælde alle Folketingets partier.

Pressemødet

Jeg ser som oftest pressemøderne fra Statsministeriet, fordi det er en måde at vide, hvad der foregår i regeringshovederne. Jeg slukker, når ordet gives videre til journalisterne. Dem orker jeg ganske enkelt ikke at høre på, da de er lige så kloge som Facebook-juristerne og dermed også klogere end medlemmerne af “Granskningskommission om sagen om aflivning af mink”.

Det er min opfattelse, at regeringen har håndteret Coronakrisen utrolig godt. Det er regeringens fortjeneste, at Danmark er kommet så godt gennem krisen. Vis mig den regeringsleder, der ikke ville være gået i panik over smitteudviklingen i Nordjylland i november 2020:

Fødevareministeren viste på pressemødet to kort: et fra oktober 2020 og et fra november 2020. Kortene viste smitteudviklingen, og de var uhyggelige at se på. Nordjylland var en stor brun plamage i november og smitten var fuldkommen ude af kontrol. En del af årsagen til dette var, at minkene spredte smitten. Der var risiko for, at den variant, de spredte, kunne ødelægge vaccinernes effekt. Ældre på plejehjem var udsatte. Falckreddere bragte smitten videre til de mennesker, de skulle redde. Det var fuldkommen vanvittigt. Jeg forstår til fulde, at regeringen, og dermed statsministeren, gik i panik.

Selvfølgelig burde hjemmelsgrundlaget have været på plads. Det er klart, og det har regeringen erkendt og undskyldt gang på gang. De har været åbne om den eklatante fejl. Mere kan man næppe kræve.

Hvis regeringen havde ventet fx tre dage på, at hjemlen havde været tilvejebragt, havde resultatet været nøjagtig det samme: dyrene måtte dø til fordel for at de ældre på plejehjemmene kunne leve. Og i øvrigt ville dyrene blive reddet fra deres frygtelige liv i små lukkede bure, mens de ventede på en anden død: pelsning til fordel for rige forstadsfruers overfrakker.

Jeg er træt af at se TV Avisens klip med tidligere minkavlere, der går tudende rundt i staldene med tusindvis af tomme bure. I dag blev der vist klip af en minkavler med en fejekost. Der er nu gået 1½ år siden den ulovlige beslutning, så han burde for længst være færdig med at feje. Og i øvrigt har avlerne fået et hold kæft-bolsje til en værdi af ca. 19 milliarder kroner.

Embedsværket

Som tidligere ansat i centraladministrationen gennem mere end 23 år undrer jeg mig selvfølgelig over, at det ikke lykkedes embedsværket at “kæfte op” på en måde, der gjorde det klart for politikerne, at de nu betrådte umådelig tynd is. Politikernes job er ikke at kende diverse paragraffer. Det har de folk til, og folkene er embedsværket. Meget interessant i den forbindelse er Pernille Boye Koch, forskningschef i Institut for Menneskerettigheder. Hun udtaler blandt andet:

Det må sende nogle rystelser gennem embedsværket den her dag, fordi der er tale om så alvorlig kritik. Noget af det, jeg synes er mest tankevækkende, er, at der er tale om så klassiske og vigtige embedsmandsdyder som lovlighed og sandhed, som så mange af systemets topfolk ikke har holdt tilstrækkeligt i hævd.

Jeg er klar over, at jeg nu selv har tilsluttet mig koret af Facebook-jurister.

, , ,

Jeg melder mig ind i FOA

Jeg melder mig ind i FOA

Udskældt medlem af Djøf

Jeg melder mig ind i FOA

Gad vide om der nogensinde er nogen andre end mig, der har overvejet, hvor ubehageligt og trist det er at blive lagt for had som menneske, blot fordi man er medlem af en bestemt fagforening?

Jeg er medlem af Djøf og det har jeg været siden 1. september 1984. Jeg mener, man skal være organiseret i en rigtig fagforening ctr. en “gul”, idet de rettigheder, lønmodtagerne har, ikke er kommet af sig selv.

Selvom jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet, melder jeg mig aldrig ud. De har en pensionistpris på 150 kr. i kvartalet. Det er en fin service. Jeg har haft brug for Djøf et par gange i løbet af et langt arbejdsliv, og jeg har fået god hjælp.

Selvfølgelig melder jeg mig ikke ind i FOA, hvad skulle jeg der? men jeg er evindeligt træt af alle de hadske udtalelser på TV og på sociale medier.

  1. Jeg bliver ked af det hver eneste gang.
  2. Jeg tænker over, at udtalelser og skriblerier stammer fra mennesker, der ikke forstår ret meget af logikkerne på arbejdsmarkedet – uanset fagforening.

Forestil dig ganske kortvarigt

  1. Prøv et kort øjeblik at tænke over, at social- og sundhedsassistenterne blev hængt ud og lagt for had, fordi der ikke er tid nok til de ældre på landets plejehjem. Giv lige assistenterne skylden.
  2. P.t. er der katastrofal mangel på anæstesisygeplejersker i flere regioner. Der mangler så mange anæstesisygeplejersker, at flere regioner udskyder operationer på ubestemt tid. Det går blandt andet ud over mennesker, der har været plagede af smerter i måske meget lang tid. Giv sygeplejerskerne skylden for disse smerter eller tilbyd patienterne operationen uden bedøvelse.

Disse to tåbelige eksempler skulle gerne vise, at medarbejdere – uanset organisatorisk tilhørsforhold – passer arbejdet på de betingelser, der nu en gang er. Det gælder også os, der er medlemmer af Djøf.

Vi beskyldes fx for urimelige og umenneskelige afgørelser i sager om opholdstilladelse, vi laver for mange Excelark og fortsæt selv remsen. Du kan den sikkert udenad.

Er det uretfærdigt?

Vi passer arbejdet og administrerer fx en lovgivning, der er vedtaget af de medlemmer af Folketinget, vælgerne har ønsket sig. Djøferne sidder ikke og skalter og valter med fx udlændinges liv og fremtid efter eget forgodtbefindende. Forestil dig ramaskriget, hvis vi ikke fulgte gældende regelsæt og praksis. Det er årsagen til, at jeg bliver ked af det og regner med, at der er befolkningsgrupper, der ikke forstår ret meget af logikkerne på arbejdsmarkedet.

Jeg har gemt to bøger fra min studietid. Den ene er et hovedværk med titlen “Ret og retfærdighed” af Alf Ross. Jeg husker tydeligt, at Ross’ hovedkonklusion er: “Retfærdighed er korrekt regelanvendelse modsat vilkårlighed”. (Jeg slog lige efter, og det står faktisk på side 365 i 1966-udgaven. Af og til fejler hukommelsen intet eller også gjorde det bare et stort indtryk i 1986.) Den anden gemte bog er Eva Smiths disputats “Vidnebeviset”, som jeg læste, som var den en kriminalroman.

Det er slet ikke rart på daglig basis at blive udstillet som et menneske uden empati mv. Det fandt hverken social- og sundhedsassistenter eller sygeplejersker sig i ret længe. Djøferne har bøjet nakken og lyttet til tåbelighederne i årtier. Nu er det nok.

Huslejen skal betales

Mit første job efter kandidateksamen (forår 1990) bestod i behandling af kirurgiske sager i det daværende Arbejdsskadestyrelsen. Det er en menneskealder siden, men jeg husker tydeligt, hvordan det var at være ansat på en arbejdsplads, der konstant blev lagt for had i pressen. Facebook og Instagram var jo ikke opfundet dengang. Kritikken lød dagligt på langsommelig sagsbehandling, urimelige afgørelser, forkerte afgørelser, erstatningen for erhvervsevnetabet kunne man ikke leve af osv.

Som medarbejdere løste vi imidlertid opgaverne bedst muligt inden for regelsæt og praksis. Det var de skadelidtes sikkerhed for korrekt sagsbehandling og retfærdighed. Utilfredshed kunne indklages til Den Sociale Ankestyrelse.

Som djøfer kunne man selvfølgelig lade være at lade sig ansætte de steder, hvor borgerne ikke bryder sig om afgørelserne. Det er vel eneste udvej? Men selv medlemmer af Djøf skal betale husleje, der skal mad på bordet, studiegælden skal betales osv. Heller ikke her adskiller vi os altså fra hverken social- og sundhedshjælpere eller sygeplejersker. Og hvis vi ikke søgte og tog ansættelse de forhadte steder, ville sagsbehandlingstiden vokse ind i himlen. Så fat det dog.

Idiotiske ord og vendinger

Hvis du nu læser denne artikel om ord og vendinger, vi synes er de værste på jobbet, kan du muligvis få et bare lidt anderledes billede af medlemmer af Djøf. Som “sprogidiot” er jeg fuldkommen enig i hele listen over ord, der er det rene vrøvl. Mange af ordene forstår jeg ikke engang. Måske kan artiklen være med til at reducere dine fordomme?

Og når vi nu er ved det med ordene: Tænk på et ord som “djøfisering”. Man kunne da ikke forestille sig ord som “Foaisering” eller “Dsrisering” vel?