,

Henrik Dahl taler til den indre svinehund

Skal et folketingsflertal blande sig i forskningen?

Tusind tak til Lotte for flere af argumenterne i indeværende indlæg.

Følgende citat kommer fra Politiken den 8. juni 2021:

1. juni vedtog Folketinget et forslag om »Overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer«. Forslaget blev vedtaget med et flertal af 72 mod 24 stemmer, og alle større partier stemte for, Socialdemokratiet side om side med Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Kristeligt Folkeparti og Nye Borgerlige.

I vedtagelsesteksten står der: »Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik«. Videre angiver den vedtagne tekst, at disse interventioner er nødvendige for at sikre diversitet på danske universiteter. Men vedtagelsen er motiveret af, og risikerer at resultere i, det stik modsatte.

Jeg har for længst blokeret Henrik Dahl (Liberal Alliance)

Jeg kan nemlig ikke holde ham og de andre fra Liberal Alliance ud. Alligevel har jeg – helt ulogisk – genåbnet min Twitterkonto for at følge med i den aktuelle debat om “overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”, der er anført af Marianne Stidsen og Henrik Dahl og foregår i Politiken bag betalingsmur, hvorfor jeg kun kan se overskrifterne.

Til formiddag var der et sted vist et billede fra hans Twitterprofil. Han oplistede tre persongrupper, man ikke behøver at tage alvorligt – se opslaget her til højre.

Det er specielt, at et medlem af Folketinget ønsker at udelukke langt størstedelen af befolkningen fra at blive hørt og at deltage i de aktuelle debatter. Kigger man på de, der i 2020 er mellem 25 og 45 år, har 55,7 pct. af befolkningen ikke en videregående uddannelse. Kilde: Danmarks Statistik.

Det må vel betyde, at ser man på hele befolkningen, er andelen uden en videregående uddannelse langt større, idet de ældre årgange havde meget ringere mulighed for at tage en universitetsuddannelse. Danmarks Statistik har desværre ikke disse tal lige ved hånden.

Og så skal man vel at mærke have udelukket alle dem med en ikke-samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse. Der kan ikke være ret mange tilbage, LA skal tage alvorligt.

Sådan taler man til den indre svinehund og vækker janteloven til live. Føj.

Jeg kan oplyse Henrik Dahl om, at mennesker med andre uddannelser end netop samfundsvidenskabelige kandidatgrader, også er velfunderede og velargumenterede. Jeg kender fx adskillige teologer, læger, ingeniører og journalister, som det er skønt at tale politik med.

Armslængdeprincippet

Billedet stammer fra Politiken, men det er alligevel rigtigt!

Der er den forskel på politikerne og forskerne, at forskerne ved, hvad de taler om, de har nemlig undersøgt tingene, inden de bralrer op. Det gælder også de 3.241 forskere, der har skrevet under på et opråb til regeringen: “Tag klart afstand fra angrebet på forskningsfriheden. Det kan føre til selvcensur”.

Forskerne har behov for armslængdeprincippet, hvis de skal have mulighed for at publicere de resultater, de kommer frem til. Det kan ikke være sandt, at de kun må publicere resultater, der passer Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Forskerne må ikke blande sig i politik, men politikerne må åbenbart gerne blande sig i forskning. Det kan heller ikke være sandt.

En af mine helte fra psykiatriens verden, professor Poul Videbech, Psykiatrisk Center Glostrup, skrev 3. juni på Facebook om selvjustitsen i forskningsmiljøerne:

Folketinget kritiserer universiteternes forskningsfrihed. En stor samling politikere demonstrerer at de ikke kan skelne mellem videnskabelige fakta og holdninger og at de ikke forstår den kvalitetsvurdering, der finder sted i den videnskabelige verden. Vel er der skæverter ind i mellem, men systemet er selvregulerende og der skal være armslængde til politikerne. Ellers er vejen banet for klimafornægtelse, coronafornægtelse osv. fordi det i en given sag er opportunt (tænk bare på denne Trump). En professor i retorik klæder dem af…

I dag er det sådan, at universiteternes bevillinger er skåret ind til benet eller ind i benet. Niels Bohr Instituttet har som eksempel en halv milliard i forskningsbevillinger, men kan næsten ikke få driften til at løbe rundt. Tallene har jeg fra en af mine tidligere medarbejdere, der i mange år styrede instituttets økonomi.

Forskerne lever i høj grad af særbevillinger og fondsmidler. Er deres forskning vederhæftig og ubekræftet, får de ikke en krone, og så kan de lukke butikken.

Hvis man fører tanken ud i det ekstreme – og det må man af og til gøre for at forstå

I lande, vi ikke kan lide at sammenligne os med, fx Myanmar, eller steder i Sydamerika, med idelige militærkup, starter et kup altid og uden undtagelse med, at man fængsler de intellektuelle. Så er der nemlig ikke nogen til at kritisere regimet.

Der er selvfølgelig langt fra LA og DF til et militærkup (gudskelov), men grundidéen er den samme: Regimet bestemmer, hvem der kommer til orde. Er det mon den vej, vi skal?

, ,

En bagatelgrænse for overskydende skat?

Det bliver en festdag!

Jeg fik mail fra Skat om, at jeg skulle godkende en ny årsopgørelse for 2020, da de havde nye oplysninger. Hrm… lidt nervøs bliver man jo altid, for det er ikke til at vide, om der evt. venter en regning, selvom jeg altid justerer og tjekker tallene et par gange i løbet af indkomståret. Jeg bryder mig nemlig ikke om (gamle) regninger.

Efter login og godkendelse af det ene og det andet kom jeg frem til resultatet: Jeg skal simpelthen have fire kroner mere tilbage. Det bliver en festdag, når de bliver sat ind på nemkontoen.

Burde vi indføre en bagatelgrænse?

Jeg har ingen idé om, hvad det kan have kostet at beregne den formidable sum, men det har helt sikkert kostet mere end fire kroner, selvom alting selvfølgelig foregår automatisk. Og systemet skal selvfølgelig regne på det, før de(t) kan kende beløbets størrelse. Det er klart nok.

Det er da bare fjollet at udbetale fire kr. Måske er de samlede omkostninger 100 kr., hvis det kan gøre det? Så måske skulle vi indføre en bagatelgrænse på fx. 100 kr., når der vel at mærke er tale om udbetalinger? Det kunne være en nænsom måde at reducere de offentlige udgifter. Ingen ville rigtig mærke det.

For så vidt angår restskatter findes der alligevel en art bagatelgrænse for 2020 på 20.500 kr. Er restskatten under det beløb, indregnes den sammen med et procenttillæg i det kommende års skat, hvis man vil have det. En skattegæld på 20.500 kr. bliver med rentetillægget til en gæld på 21.320 kr., der kan overføres til skatterne for året 2021.

En positiv sidegevinst

Mailen fra Skat havde den positive sidegevinst, at jeg blev mindet om at gennemgå forskudsopgørelsen for i år, da mine forhold har ændret sig på mange punkter. Når jeg nu er blevet pensionist, koster Djøf fx. kun det halve, og jeg kunne aldrig finde på at melde mig ud, og indtægterne er også blevet mindre; det skal der selvfølgelig være styr på i god tid.

,

Hvorfor er de syge på kontanthjælp?

75 pct. af kontanthjælpsmodtagerne er syge

Efter Ydelseskommissionens rapport er der fokus på mennesker, der modtager kontanthjælp.

Marianne Stein, der er forfatter, debattør, foredragsholder og privatpraktiserende socialrådgiver, havde således en kronik i Politiken søndag den 30. maj 2021, hvor hun sammen med sociolog Anne Marie Lyager Kaae skrev, at det for de syge drejer sig om at overleve jobcenterets kynisme – og ikke mindst, at 75 pct. af kontanthjælpsmodtagerne reelt ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet, fordi de er syge. Jamen de burde jo slet ikke figurere i kontanthjælpssystemet. De burde være på sygedagpenge og hjælpes derfra.

Marianne Steins hjemmeside findes også en blog, hvor læserne kan kommentere indlæg. Der er en kommentar til det seneste indlæg, hvor Jane Pihlman (som er kendt fra debatten, men jeg kan ikke huske hvordan) bekræfter de ca. 70-73 pct. Hun henviser til en statistikbank ved navn Jobindsats.dk, så den har jeg besøgt, fordi jeg ville prøve, om jeg kunne danne samme andele. Det kunne jeg ikke, for jeg kan ikke overskue alle sidens muligheder, men der er en ironisk ting:

En af tabellerne hedder “Overlevelseskurver”. Hvordan kan de få sig selv til det på en side fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der publicerer data om Arbejdsmarkedet? I realiteten handler alle data dog om mennesker, der ikke er på arbejdsmarkedet. Måske siden skulle have haft en helt anden undertitel?

Hvorfor er de syge på kontanthjælp?

Jeg ved det ikke. Der er dog en oplagt mulighed og det er, at kommunen sparer en hel del ved at flytte borgeren til kontanthjælp fra sygedagpenge, der udgør 4.460 kr. pr. uge (* 4 = 17.840 pr. md. før skat). Hvis man skal have nogenlunde det samme (15.547 kr. pr. md. før skat) i kontanthjælp, skal man være forsørger og over 30 år eller fx psykisk syg, under 30 med forsørgelsespligt. Der er dog stadig 2.300 kr. i forskel.

Der er adskillige satser for kontanthjælp. De er, sammen med en række andre ydelser, listet her. Det er positivt, at Ydelseskommissionen vil rydde op i det roderi og i stedet operere med bare to ydelser. Sagen er vel, at det nuværende system er vokset ved knopskydning, og så er resultatet ofte den slags roderi.

Marianne Stein og hendes medforfatter stiller sagen på spidsen

Det er at stille sagen på spidsen, når man skriver om at “overleve jobcentrets kynisme”, men det skal man, hvis man vil opnå noget med en kronik, og hvis man vil råbe Christiansborg op. Det kommer bare til at virke som om, de kommunale medarbejdere er ansat ud fra et “ondsindethedskriterium”, og det er selvfølgelig langt fra tilfældet.

Jeg tænker naturligvis tilbage på mine egne oplevelser med jobcenteret i Hvidovre Kommune, og de var vist kun positive. Det var mig, der pressede dem og ikke omvendt. Sagsbehandleren roste mig efter sagens afslutning for at have været positiv gennem hele forløbet. For min part syntes jeg, han havde været kompetent og forstående. Jeg var også så heldig vist nok kun at have den samme – muligvis kun to forskellige sagsbehandlere. Men kan det være rigtigt, at man skal være “heldig”? Burde alle borgere ikke have den samme sagsbehandler gennem hele forløbet? Burde alle ikke have en kompetent og forstående sagsbehandler?

Når presset er væk, får man det bedre

Psykologen sagde på et tidspunkt, at det ikke kun er på grund af ECT, jeg har fået det meget bedre. Det skyldes også, at hele det udefrakommende pres er taget af bordet, og det har hun ret i.

(Syge) Kontanthjælpsmodtagere, der lever i årevis i usikkerhed om fremtiden, får det naturligvis ikke bedre. Der er en stresstilstand knyttet til ikke at vide, hvad der skal blive af en. Flytning? Overlevelse? Økonomi? Arbejdsmarked?

Tilkender rehabiliteringsteamet ressourceforløb, der kan vare mellem et og fem år, er der tale om en relativ tryghed i de år, forløbet varer, men derefter er fremtiden igen usikker for de fleste. Presset er ikke taget af.

Når jeg skriver “for de fleste” skyldes det, at der selvfølgelig er undtagelser. Jeg glemmer aldrig en medpatient på 808, psyk. i Hvidovre, der var 35 – 37 år, meget syg af skizofreni og havde været indlagt mange gange. I hvert fald havde jeg truffet hende mange gange. Hun var vældig sød, og vi talte godt sammen.

Hun var tilkendt ressourceforløb, så jeg spurgte hende, hvad der foregik i et sådant. Der foregik ingenting. Og hendes fremtid tegnede sådan her: Når de fem år var gået, ville hun blive tilkendt et nyt femårigt ressourceforløb, og når det løb ud, ville hun være 40 år, og så kunne hun få førtidspension. Hvis det ikke er vanvittigt, ved jeg ikke, hvad man skal kalde det.

De kommunale ressourcer kunne sikkert være brugt meget mere fornuftigt, og måske ville patienten have fået det meget bedre meget hurtigere?

,

Ydelseskommissionens anbefalinger

Så kom endelig ydelseskommissionens anbefalinger

(Personen på billedet er Torben Tranæs, der er/var formand for ydelseskommissionen.)

Jeg læste et sted, at hvis regeringen, med velvillig opbakning fra støttepartierne, gennemfører ydelseskommissionens anbefalinger, opnår man sådan set bare en omfordeling af fattigdommen. Det er sikkert korrekt, for da beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i december 2019 nedsatte kommissionen, lå det i kortene, at et nyt kontanthjælpssystem ikke måtte øge de samlede udgifter.

Der er lagt op til at afskaffe kontanthjælpsloftet og 225 timers-reglen. Man vil rydde op i 29 forskellige regelsæt. Det er i sig selv positivt, men man skal ikke lade sig forblænde.

Når man nu blandt andet vil give 450 kr. som skattefrit fritidstillæg, så fattige børn kan deltage i fritidsaktiviteter på linje med velstillede børn, så skal der jo være nogen til at betale. Og det må de andre fattige så gøre! Der er den interessant detalje fsva. fritidstillægget, at 75 pct. skal fradrages i enlige forsørgeres ordinære børnetilskud svarende til 337,50 kr. Altså er nettoforøgelsen til de enlige forsørgeres børn 112,50 kr. Hrm… Er det ikke ligegyldigt, om man kalder pengene det ene eller det andet? Og nu er 112,50 vel ikke noget at skrive hjem om?

Der vil blive opereret med to satser: En grundsats på 6.600 kr. pr. måned før skat og en forhøjet sats på 10.500 kr. pr. måned før skat, det skal nemlig fortsat kunne betale sig at “tage et arbejde”. Det kan det så sandelig også. Jeg ville på ingen måde kunne eksistere for grundsatsen og det ville være uhyre vanskeligt at få det til at løbe rundt selv på den “høje” sats, når huslejen er 6.600 kr.

Hvordan gør man sig fortjent til den “høje” sats?

Man kan opnå den “høje” sats via arbejde eller uddannelse. Kilde: Ydelseskommissionen

Man kan blive berettiget til den forhøjede sats ved enten at have gennemført en uddannelse, der giver erhvervskompetencer, eller ved at have haft to et halvt års ordinær beskæftigelse inden for de seneste ti år.

Man skal dog også have haft lovligt ophold i Danmark i syv af de seneste otte år, efter at man er fyldt 18 år. Man kan dermed først få adgang til den forhøjede sats, når man er fyldt 25 år.

Grundskolen: Man kan også få den forhøjede sats, hvis man har bestået afgangseksamen på grundskoleniveau.

Man skal dog også have haft lovligt ophold i Danmark i 12 af de seneste 13 år, efter at man er fyldt 18 år. Hvis man følger denne model, kan man tidligst få adgang til den forhøjede sats, når man er fyldt 30 år.

Hjælper det på børnefattigdommen?

Statsministeren tror ikke på, at der er ca. 60.000 fattige børn her i landet. Det er der ellers mange sagkyndige, der har regnet sig frem til og er enige om. Arbejderbevægelses Erhvervsråd skrev i 2019, at der var 64.500 fattige børn her i landet. De havde deres tal fra Jyllands Posten. Artiklen er her. Af det tal var de 20.000 fattige børn under fem år. Definitionerne tager udgangspunkt i FN’s definitioner på fattigdom og tallene er beregnet af Danmarks Statistik.

Det fremgår af et interessant notat fra Økonomi- og Indenrigsministeriet fra den 3. januar 2019, at der i familier på integrationsydelse på det tidspunkt var 18.400 børn under fattigdomsgrænsen. Da Arbejderbevægelses Erhvervsråd brugte samme regnestok på kontanthjælpsfamilierne, nåede de til, at der blandt disse var 21.300 fattige børn. Jeg tror, statsministeren må læse lidt på lektien.

Ydelseskommissionen vurderer selv, at ændringerne i kontanthjælpssystemet vil flytte 4.000 – 6.000 danske børn ud af reel fattigdom og løfte endnu flere tættere på grænsen. Det er et beskedent succeskriterium. 10 pct… hvad så med de 90 pct.?

Yderligere læsning

Det er vanskeligt at få overblik over kommissions anbefalinger, men jeg har fundet to overskuelige artikler til den interesserede læser: