,

Fuldstændig misforstået på Facebook

Fuldstændig misforstået på Facebook 1

Jeg udtrykker mig da ellers ret klart

Fuldstændig misforstået på Facebook 3Normalt trives jeg vældig godt i den virtuelle verden, og jeg holder normalt også meget af Facebook, da det er en glimrende platform til at finde sammen i fællesskaber, deltage i debatter, finde tidligere kolleger osv.

En læser har læst mit indlæg om Naser Khader og retssikkerheden fra den 6. juli 2021. Du kan finde det her.

Til højre kan du se, hvordan man kan blive misforstået. Jeg er ret rystet, og jeg forstår slet ikke, at mine diagnoser skal rodes ind i “samtalen”.

Jeg kan ikke lige gennemskue, hvordan jeg bedst reagerer på det? Jeg tror ikke, jeg får så meget ud af at gå ind i en dialog. Et ikke-svar er muligvis den bedste løsning i denne situation?

Åh herregud – hvem skal jeg hjælpe?

Jeg er lige blevet op af en ” fundraiser” fra Red Barnet

Han var såmænd så sød, ham der ringede, og fortalte hvor meget jeg kunne få for 95 kr. om måneden, som ville svare til ca. 60 kr. efter skat. Han fortalte, hvor stor en forskel 95/60 kr. pr. måned ville gøre, og jeg var lige ved at lade mig besnakke, men jeg gjorde det ikke.

Jeg vil gerne tage stilling i ro og mag. Et eller andet sted det høre op. Jeg har fx. lige givet et større beløb til de hungrende i Yemen, hvor FN beder om støtte. Jeg har støttet, for det vil jeg selvfølgelig gerne. Men følger de også op på dem med million-kontiene? Det er let at fange os, der ikke har specielt meget, men hvordan følger de op på dem, der har masse at give væk af, men måske bare har hjertet et andet sted?

Det er sikkert svært at være fundraiser

Jeg misunder slet ikke fundraiseren, for det må være et svært job at have. Man skal på maks. fem minutter overbevise folk om, at de sagtens kan bruge 95/60 kr. pr. måned på en eller anden god sag. Er svaret “nej”, skal man haste videre til den næste og håbe på bedre succes der.

Jeg synes bestemt godt om Red Barnets sag! Ellers havde jeg heller ikke støttet dem engang i april måned (hvilket jeg ikke husker), men jeg bryder mig af en eller anden grund ikke om at blive ringet op og “taget på sengen”. Det blev jeg nu ikke, for jeg har været oppe siden kl. 7:30, men følelsen var den samme. Jeg får det lidt sådan, at jeg nok selv skal bestemme, hvem jeg vil støtte. Det skal ikke bare være dem, der ringer først!

Hvad med dem, der slet ikke ringer, fordi de ikke har råd til at ansætte fundraisere? Skal de ikke have en chance?

,

Aktivisme eller demokrati i krise?

Aktivisme eller demokrati i krise? 7

Hvordan bliver befolkningen hørt?

Jeg så lige i TV Avisen 18:30, at man i Frankrig er meget bekymret over, at det kun er ca. 13 pct. af førstegangsvælgerne, der går til stemmeurnerne i dag, hvor man holder anden valgrunde. De unge er i stedet aktive aktivister på de sociale medier og ved forskellige udendørs begivenheder som fx Gay Pride og de store klimademonstrationer. Politikere fra det yderste højre (Le Pen) til det yderste venstre, opfordrer stærkt de unge til at benytte sig af deres demokratiske rettighed og siger, at der kun er én måde at blive hørt, og det er ved at gå til stemmeurnerne. Men de går alligevel ikke derhen. Og jeg forstår dem godt!

Frankrig contra Danmark

Jeg ved ikke, om debatterne om væsentlige, aktuelle emner foregår på samme måde i Frankrig som i Danmark, og om det er det, der holder de unge væk, men herhjemme er der i hvert fald et eller andet galt.

Tag fx. debatten om de aktuelle udlændingepolitiske stramninger, der er led i ‘Paradigmeskiftet’ fra februar 2019, der flyttede fokus fra integration til hjemsendelser (hvad så end et ‘hjem’ er?) og har det klare udgangspunkt, at opholdstilladelser er midlertidige:

De store landsdækkende medier interesserer sig ikke for debatten, de viser aldrig noget fra demonstrationerne, spidder aldrig politikerne, men viser hellere statsministeren i fodboldtrøje. De 30-35.000 danskere, der ikke mener, at den aktuelle kurs er rigtig, har kun én mulighed, og det er at samle sig i grupper på de sociale medier. Det reklamefinansierede Facebook bliver stedet, man kan være med til at debattere, udtrykke sine holdninger, blive klogere og engang imellem måske gøre de øvrige lidt klogere, hvis debatten lige rammer noget, man ved noget om.

Borgere der IKKE støtter regeringens udlændingepolitik

Jeg havde ellers bestemt mig for ikke at deltage i disse aktivist-grupper på Facebook, fordi sagens kerne går ind i kernen af mit hjerte, men alligevel er jeg havnet i denne gruppe, der nu har 33.400 medlemmer, og som er kendetegnet ved, at debatten for det meste foregår på et højt niveau og har fokus på fremskaffelse af fakta. Det er lige noget for mig.

Der sidder mennesker med styr på udlændingeloven, ombudsmandsudtalelser, kommunal praksis, erfaring fra udrejsecentre, Ellebæk (en slags fængsel for afviste asylansøgere) osv.

I gruppens “Filer” er samlet et væld af relevante dokumenter og strateginotater, som man har behov for, når man skal argumentere og holde fokus på fakta. Der er alt for mange etniske danskere, der argumenterer ud fra dogmer og opdigtede fornemmelser. Hvis man vil nå igennem og dele viden, skal man selv være vidende om, hvad der foregår. Man er nødt til at sætte sig ind i tingene og prøve at blive klogere end dem.

I dag fandt jeg fx  en 35-siders Ombudsmandsudtalelse, der viser, at dansk praksis er, at anbragte børn og unge (både frivilligt og med tvang), der kun kender til Danmark og dansk kultur, fordi de aldrig nogensinde har været i forældrenes hjemland, eller endsige boet sammen med forældrene, fordi de i stedet har haft den danske stat som primær ‘omsorgsperson’ qua en døgninstitution, udsendes sammen med forældrene, hvis disse udsendes. Der er ikke tale om mange sager årligt, men der ligger en menneskeskæbne bag hver eneste. Jeg kom ikke igennem alle 35 sider fra Ombudsmanden, men jeg forstod budskabet, der får mig til at gøre ‘reklame’ for et borgerforslag om ‘Ret til dansk statsborgerskab for anbragte børn opvokset i Danmark‘ fra 19. marts i år, som har fået alt for lidt opmærksomhed, og derfor nu kun har 1.420 underskrifter. Indtil videre står forslaget til at lide en krank skæbne ved udløb den 15. september i år. Der er langt endnu til 50.000. Men aldrig give op!

Jo – det er demokrati i krise

Det er udtryk for et demokrati i krise, når borgerne er nødt til at forsamle sig på Facebook for at debattere og blive klogere på fakta. Diskussionerne i gruppen, og opsamlingen af viden og strategi, burde ikke foregå på et privat, reklamefinansieret medie men på de statslige TV-kanaler med mikrofonerne rettet mod toneangivende politikere som Tesfaye, Stoklund og Frederiksen. Og det vel at mærke uden at journalisterne bare optræder som mikrofonholdere men forstår at stille dybdeborende spørgsmål.