/4 Kommentarer/i , /af ,

Pas på – bogstaverne er farlige

Da bogstaverne åbnede verden

Pas på – bogstaverne er farlige

På Vestjyllands Højskole var jeg nok en af de yngste på mit hold; det sker efterhånden kun sjældent.

Langt de fleste havde børnebørn, så de havde nogen at gå hjem at skrive til og for. For første gang i mit liv kom jeg til at ønske at have børnebørn. Jeg har aldrig ønsket mig at have børn, men børnebørn ville være godt. Kunne man nu bare springe et led over … Så ville jeg også have virkelige modtagere til mine skriverier. Da biologien endnu ikke er nået til det udviklingstrin, må hjemmesiden holde for.

Det sker ikke ret tit, at jeg får læst en bog færdig, og det er flere år siden, jeg holdt op med at kæmpe med skønlitteraturen, fordi hjernen efter 20 minutter alligevel går sin egne veje, hvis jeg ikke selv er aktiv eller emnet er højinteressant.

“Fortæl dit liv” af Marie Østergaard Knudsen udgør en undtagelse. Den er et stykke faglitteratur, og den er højinteressant. Visse steder er den også ironisk. Det gælder i særlig grad de bedste kapitler, som jeg har læst flere gange:

  • Pas på – bogstaverne er farlige, side 74
  • Retten til at småskrive, side 77

Hun tager udgangspunkt i, at nutidens forældre ikke ser det som en værdi, at børn skal kunne læse, før de kommer i skole. Forældre vil gerne introducere børnene til alt muligt andet: madlavning, cykelreparation, lejrliv, rengøring etc. … men ord og bogstaver nej, det går sørme ikke.

… disse livsudfoldelser er uforenelige med at lære bogstaver.

De skal da have lov til at være børn, lege og være kreative. Det kan spores tilbage til selveste Grundtvig, der ønskede at befri børnene for latinskolens livsfjendske bogundervisning og tåbelige udenadslære. Den sorte skole skulle erstattes af skolen for livet, gerne på en højskole.

Hippocampus

Lex.dk fortæller om hukommelsen:

“Den implicitte/procedurale langtidshukommelse er især afhængig af de hjerneområder, der kaldes basalganglierne, mens den eksplicitte langtidshukommelse især er afhængig af hippocampus og de parahippocampale områder. Overførelsen af hukommelsesindhold fra korttidshukommelse til langtidshukommelse kaldes konsolidering og er knyttet til den perirhinale hjernebark.”

Vi har to Hippocampi, der begge ligner en søhest, en i hver side af hjernen, og de er vigtige medspillere, når man vil skrive sine erindringer, fordi de har spillet en rolle i indlæringen, og fordi langtidshukommelsen er afhængig af dem. Men for at skrive skal man have erkendt, at bogstaverne ikke er farlige, og man skal have lært dem. Spørgsmålet er bare hvornår.

Introduktion til det at læse

Mine forældre var ikke specielt boglige i den forstand, at de var intellektuelle, jeg er den første og sidste akademiker i familien, men de læste masser af bøger. Mine første år var fyldt med mantraet “Hvad er et hjem uden bøger?”

Min far tog afgang fra Den Danske Væveskole i 1943, det var en praktisk uddannelse, og min “mor” havde vist været “i huset” efter sin skolegang. Vores mange bøger dumpede ind med posten fra forlaget “Union”, der passende havde søhesten som logo, og selvfølgelig havde vi et eksemplar af Lademanns leksikon, men det havde alle i urtiden, før man kunne slå alt op på internettet.

Da jeg for længe siden var barn, var det stadig en værdi, at man kunne læse, før man kom i skole. Hvordan mine forældre på den måde sneg sig uden om Grundtvig, ved jeg ikke.

Jeg har aldrig følt, at bogstaverne var farlige, eller at det at læse og lære bogstaver, var noget, der hæmmede mine øvrige livsudfoldelser. Jeg kunne sagtens både lege og lære bogstaver. Begge mine forældre var dygtige til at læse højt for mig ved sengetid. De gjorde personerne levende med deres stemmer. Det husker jeg fra omkring 4-årsalderen.

Jeg husker tydeligt, at de kunne noget, jeg også ville kunne. Jeg ville også læse, og jeg var både misundelig og nysgerrig. Hvordan fik de dog Aa, Bb, Cc ect. til at blive til historien om Missemor i Pixibøgerne og Peter Pedal og manden med den gule hat? Det er for længe siden til, at jeg kan huske processen, altså hvordan jeg fik det lært, men jeg husker tydeligt glæden, da jeg knækkede koden og opdagede, at jeg selv havde læst en hel side i en Pixibog. Det var fuldkommen vildt, også selvom der ikke stod ret meget på en side.

Jeg havde det som om, jeg havde deltaget i den første månelanding: “That’s one small step for [a] man, one giant leap for mankind”. Altså må det være sket omkring 1969, hvor jeg var seks år og endnu ikke begyndt i skole.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hvem gider høre fortællingen om en 5-femstjernet behandling i psykiatrien?

Lydhørhed i psykiatrien

Hvem gider høre fortællingen om en 5-femstjernet behandling i psykiatrien?

I den offentlige debat om psykiatrien hører vi næsten altid historierne om det, der gik galt. Men hvad med de forløb, der lykkes? Efter 12 år som patient med en alvorlig psykiatrisk diagnose siger jeg nu farvel til et behandlingssystem, der ikke bare har hjulpet mig gennem sygdom og kriser, men som også har mødt mig med varme, lydhørhed og menneskelighed. Dette er min fortælling om en psykiatri, der virkede.

I januar sagde jeg farvel til psykologen. Nu er tiden kommet til psykiatrien, hvor det også lakker mod enden, hvilket sætter tanker i gang om et forløb, der begyndte for 12 år siden i 2014.

Jeg er kommet der så længe, at mit stamafsnit lå på det nu hedengangne “Psykiatrisk Center Hvidovre “- for kendere “PCH”, og det var afsnit 808, som alle patienter vil til. Det findes heldigvis stadig.

Og lad det være sagt med det samme: Jeg har fået en 5-stjernet behandling! Nu er der mennesker, der har mere brug for medarbejderne end jeg har.

Jeg har mødt så mange medarbejdere, der gjorde meget mere, end de er i forpligtede til i flg. deres jobbeskrivelse, de skal.

Der står ingen steder, at:

  • X skal møde mig i vestibulen på afsnittet, hvor jeg står der med tasken parat til indlæggelse for 10. gang med tårerne trillende, og sige “Vi er her for dig, Hanne”.
  • Y skal synge en gammel sang med Trille for mig, da jeg en sommerdag sidder på min stue for nedrullede gardiner: “Og sådan er der altid et lille lys mørket, men hvis du vil kunne se det, så må du ikke være mørkeræd …” (LP’en “En lille bunke krummer”).
  • Z skal arrangere, at jeg kan overnatte i modtagelsen inden ECT for evt. at tage toppen af angsten.

Det står ikke i centerchefens ansættelsesbrev, at hun skal give mig ret i, at det er forkert, at nogen stopper et spørgeskema – med 500 spørgsmål om min tilfredshed – ned i min taske i en situation, hvor jeg venter i modtagelsen på indlæggelse, og hvor jeg på ingen måde har det nødvendige kognitive overskud til at udfylde det. Jeg “brokkede” mig på højeste sted og fik som nævnt ret. Og så fiksede hun lige en læge og en stue …

Det står ikke i overlægens ansættelsesbrev, at hun som den første virkelig skal anerkende mine hukommelsesproblemer og kalde dem for “absencer”, så jeg kan gå hjem fra mødet med hende på Gammel Kongevej 33 og føle mig både set og forstået for første gang, fordi det vakte genklang. Det var simpelthen rigtigt! Nåh, men hun skulle jo desværre på pension, for jeg elskede hende. Jordnær, erfaren og lyttende.

Ingen yngre læge får automatisk mit stempel som “fremkommelig”, men hun fik det, fordi hun forstod, og fordi hun lyttede.

Det med lydhørheden har været et gennemgående træk i mine 12 år i psykiatrien. Psykologen sagde, at det var fordi, jeg er så fandens stædig. Det synes jeg nu ikke, jeg ved bare, når jeg har ret 🙂

Spøg til side. Dette er overhovedet ikke skrevet for at være morsom. Det er en personlig fortælling, og det er et kærligt farvel. I øvrigt har jeg ingen humor.

Der er nogen, der tryller

Jeg har mødt så mange mennesker, der trods et til tider kaotisk system, alligvel får enderne til at nå sammen, fordi de ikke kun er behandlere men også er hele mennesker.

Som eksempel har jeg i samfulde 12 år haft den samme kontaktperson i Distriktspsykiatrien (DPC). Det har været af uvurderlig betydning, at jeg ikke skulle fortælle historien forfra gang på gang. Det har betydet meget for mig, at vi har været nogenlunde jævnaldrende og har haft stort set den samme referenceramme. Det relationelle har stor betydning for mig. Jeg er jo ikke ansat i DPC som troldmand, jeg har “bare” været patient med en af de tungeste psykiatriske diagnoser (bipolar affektiv sindslidelse).

Jeg har haft en kontaktperson, som en patient gerne ville “sendes afsted af”, inden turen gik til “lukket”. Så jeg har haft en god en!

Det bliver svært at sige farvel – men det er også rigtigt nu. Psykiatrien har repareret mig.

Det er en periode af mit liv, som jeg kan se tilbage på som svær og til tider frygtelig, fordi jeg (sgu) var meget syg, men jeg har fået den bedste behandling, nogen kan få. Der var år, hvor jeg ikke pakkede tasken ud, når jeg kom hjem efter en udskrivelse, for jeg skulle jo alligevel snart afsted igen.

Det var de år, hvor:

  • jeg hørte en respirator med dens bip bip-lyde i mit klædeskab, samtidig med at jeg var klar over, at den ikke var virkelig, for når jeg stod op for at slukke for den, var den der jo ikke. Når jeg lagde mig igen, sagde den atter bip bip. Ved indlæggelsen kaldte de det for en “nærpsykose”.
  • jeg vidste, hvornår det var for farligt at være herhjemme
  • jeg først ringede til modtagelsen, når jeg var klar over, at de ikke kunne afvise mig. Jeg vidste godt, hvornår det var nu, og hvornår jeg havde det tilstrækkelig dårligt.

Det bliver vemodigt at sige farvel, men det er rigtigt nu.

Vil det være et nederlag at komme tilbage?

Vi har talt om, hvorvidt det evt. vil føles som et nederlag ved behov at gå til egen læge og bede om en ny henvisning til DPC? Nej, det tror jeg bestemt ikke. Efter 12 år med 12 – 15 indlæggelser bag mig, ved jeg ganske udmærket, hvornår det er tid. Jeg vil være ked af det, men nederlag? Nej. Men jeg tror som sagt ikke, det bliver nødvendigt.

Fortiden er på plads, nutiden er god, og jeg kan ikke se nogen grund til, at fremtiden skulle blive anderledes.

Der er behov for at nuancere den offentlige debat

Når man hører patienters fortællinger om psykiatrien, er det altid om det, der ikke fungerer. Men hvem fortæller den gode historie?

Jeg synes/tror, jeg har “en stemme” og temmelig meget erfaring, og jeg vil faktisk gerne formidle min fortælling til en bredere kreds, og det kan jeg gøre med større vægt, når jeg ikke længere er indskrevet der.

Jeg har for længst prøvet at skrive til “Genstart”, der er en podcast i DR Lyd, men jeg fik selvfølgelig aldrig et svar, for de er sat i verden for at tage kritisable forhold op og at sætte fokus på det, der kan gøres bedre. Der passer min fortælling ikke ind.

Alle større platforme har fokus på det kritisable. Der kan jeg ikke være med.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

Privilegeret

Et liv uden gæld, uden jag og uden store mangler – men med ro, struktur og taknemmelighed. At føle sig privilegeret kan også være resultatet af en lang og sej kamp.

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

  • Fortiden er på plads, nutiden god og fremtiden lys. Jeg er “repareret”
  • Jeg mangler ikke noget, selvom jeg hverken har ejerlejlighed eller bil,
    • men jeg har det, der betyder mest for mig: en håndbygget stationær computer og landets bedste skærm
  • Jeg skylder ikke 50 øre væk
  • Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst
  • Jeg kan bedst lide, når dagene er ens
  • Jeg elsker detaljer og data i tabeller
  • Jeg elsker læreprocesser og udfordringer
  • Jeg er taknemmelig for livet, som det er

Når man har det sådan, kan man kun være tilfreds. Så er man privilegeret, og man har noget, mange mangler.

Tilbageblik

Jeg kan nemt huske, da det var anderledes. Der var hårde år med sygdom og manglende afklarethed. Hvad med job? Hvad med bolig? Hvad med økonomi? Hvad med fremtid? Ville verden ikke være et meget bedre sted uden mig? Det er ikke nemt at forklare, hvordan det var.

Jeg har fået en femstjernet behandling af de fremmeste i psykiatrien. Måske fordi jeg er så stædig og blev ved at spørge, når der var noget, jeg ikke forstod? Det siger psykologen i hvert fald.

Manglede kemien mellem en medarbejder og mig, bad jeg om at få en anden, og jeg fik aldrig et nej.

Følte jeg, at noget var helt forkert, insisterede jeg på – og fik – dialog med klinikchefen. På den måde har jeg truffet de skarpeste, dygtigste og sødeste mennesker.

Autismen

Da jeg syntes, tidspunktet var inde til en udredning for Aspergers syndrom, ledte jeg med lys og lygte efter en psykiater, der havde forstand på både Bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skyldes, at kun en ekspert kan kende forskel på en mani – evt. bare en mani under opsejling – (sygeligt) og en særinteresse (naturligt). Begge medfører en timelang fordybelse og intensitet, som nogle finder mærkelig.

Jeg fandt frem til Pia Bohn Christiansen, og ventede mere end et år på at få en tid, men det var ventetiden værd, for hun var både grundig og dygtig. Vi fik et godt samarbejde i den tid, hvor udredningen stod på. Diagnosen var ingen overraskelse, jeg havde vidst det i 16 år, nu manglede jeg bare en, der ville skrive under. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

Jeg glemmer aldrig, da en psykiater på Psykiatrisk Center Glostrup lukkede låget på computeren og sagde “Du nævnte noget om Aspergers …”. Det væltede ud af mig med de 16 års studier og observationer. Endelig var der en, der havde set antydningerne og spurgte til dem. Han og farmaceuten fra Akutteamet havde gennemskuet og set bag om regnearkene 🙂

Skift er svære, når man har autisme, så jeg er taknemmelig for at have haft den samme kontaktperson i distriktspsykiatrien siden 2014. Vi skal snart sige farvel, for det er på tide, men jeg vil savne hende på samme måde, som jeg savner psykologen, som jeg også har sagt farvel til.

Mennesker, der har fulgt en i tykt og tyndt siden 2014, er ikke tilfældige forbipasserende. Man kommer til at holde af dem, men nu kan jeg stå på mine egne ben, og går det ikke, tror jeg, jeg er velkommen tilbage hos dem begge.

Der er lidt, der kunne være bedre

Trods overskriften er der alligevel noget, jeg af og til savner: familie og venner.

Nogle ikke-professionelle der vil være mine livsvidner. Men da jeg er en idiot til det sociale, ender det ofte på den forkerte side af godt.

  • Mht. familie kan man ikke lige finde frem til en, uagtet man har styr på i alt 475 aner (bogstavelig talt) fra den biologiske familie og adoptivfamilien.
    • Jeg har vist nok to kedelige kusiner, men vi siger ikke hinanden noget.
  • Jeg kan etablere venskaber, men jeg kan ikke bevare dem, for det ender ofte med simpelthen at være for besværligt. Så vil jeg alligevel hellere være mig selv.
  • Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget brug for dem
  • Men jeg savner faglige fællesskaber, der ikke udelukkende er virtuelle.

Bortset fra det er alt godt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Udfordring til energiregnskabet ved at deltage i en generalforsamling

Aspergers syndrom i praksis

At deltage i en generalforsamling er ikke bare en kalenderaftale, men en nøje afvejning af energi og overstimulation. Når man lever med Aspergers syndrom, kræver selv gode oplevelser nøje planlægning – men til gengæld følger der en særlig styrke med: evnen til at se detaljer, skabe orden og struktur samt at fordybe sig, hvor andre giver op.

Udfordring til energiregnskabet ved at deltage i en generalforsamling

Jeg elsker at være sammen med andre slægtsforskere, lige til de begynder at fortælle detaljerne om deres tip3-oldefar på deres mors fars side, og måske retter de sig selv til at “næh, det var nok på fars mors side”.

Så keder jeg mig. Folks aner er i virkeligheden kun af interesse for dem selv, med mindre vi er beslægtede. Men fortæller de mig om deres metoder, er jeg lutter øren.

Jeg har meldt mig til Danske Slægtsforskeres generalforsamling lørdag den 25. april i Slagelse (hvor jeg måske skal høre om anerne 🙂 ), fordi en generalforsamling både ser tilbage (årets gang, regnskab mv.) men også ser frem (valg af medlemmer til bestyrelse og valg af ny formand mv.). Foreningens ve og vel ligger mig meget på sinde.

Når mere end fem er mange

Normalt holder jeg mig fra den slags, da mere end fem mennesker på en gang er mange for mig. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg senest har været sammen med mere end fem mennesker. Støjen, de mange synsindtryk, måske lugt fra mad osv., farer direkte ind i min hjerne, og energiregnskabet går nemt i minus. Sådan er det at have en autismespektrumforstyrrelse, konkret Aspergers syndrom.

Det har været en afvejning at træffe beslutning om at deltage:

  • På den ene side vil jeg utrolig gerne.
  • På den anden side er det en udfordring.

Jeg har efterhånden et robust netværk af slægtsforskere. De bor alle i Jylland, så vi må nøjes med at tale i telefon, men nu vil jeg altså gerne møde dem, og det glæder jeg mig meget til.

Energiregnskabet må holde for, og jeg har ryddet kalenderen i ugen, der følger efter, så jeg kan bringe energiregnskabet tilbage i balance. Jeg så nogle videoer for fagpersoner, hvor Christina Sommer fortalte om at være opmærksom på energiregnskabet. De er virkelig gode; derfor linker jeg til dem her.

Bag om autisme:
  • Om sendiagnosticering (jeg var selv 55 …)
  • Om maskering. Hvordan kan autisme komme til udtryk? Og hvilke strategier og hjælpemidler kan hjælpe mennesker med autisme?
  • Om relationer. Hvad misforstår andre ofte ved diagnosen? Hvordan støtter man som pårørende ens kære med autisme? Hvorfor bliver man overstimuleret som autist?

Danske Slægtsforskeres podcast har sat mig i forbindelse med mange interessante og dygtige mennesker. Flere af dem tilhører panelet af testlyttere, som jeg har et tæt samarbejde med.

Ingen episoder udgives uden at have været forbi dem. Det er også en slags datakvalitet. Jeg vil selvfølgelig især gerne møde mine testlyttere!

Klik på billedet fører dig til podcasten.

Min diagnose er min “superkraft”

Min diagnose er min superkraft og den passer utrolig godt til slægtsforskning, for her er enhver detalje vigtig. Og jeg ser de fleste detaljer. De springer mig simpelthen i øjnene. Flere bruger mig til korrekturlæsning, og det holder jeg meget af. Bagsiden af medaljen er, at jeg næsten ikke kan færdes på de a-sociale medier, for der er så mange fejl i det skrevne.

Som led i “Projekt oprydning“, gennemgår jeg blandt andet de mange transskriptioner, som meget dygtige slægtsforskere sendte mig for 20 år siden, hvor jeg ikke selv kunne tyde de kirkebogsførende præsters indførsler.

Indtil videre har jeg ændret detaljer i minimum 293 af dem. Det kan være fra punktummer til kommaer men også den anden vej. Det kan også være noget, der er mere substantielt. Så skriver jeg, at den oprindelige tydning er foretaget af X, og at den har jeg nu ændret lidt på. Jeg prøver altid at kreditere de, der har hjalp mig på vej for mange år siden. Det forekommer mig at være en form for ordentlighed.

I den fantastisk serie “De skjulte talenter”, der kan ses på DR1, fortæller Christina Sommer faktisk om, at “ordentlighed” er meget afgørende for mange autister. Jeg har lige genset serien, og jeg elsker den. Fx da Louise Wille bliver spurgt om, hvad der er sket siden sidst, og hun svarer “Jeg har fx fået nye sko”; så kan man kun holde af hende.

Hun er på ingen måde et menneske, man skal grine af, selvom denne sentens selvfølgelig er sjov, for hun kan fx huske 36 tilfældige tal et år efter, selvom hun kun så på dem i få sekunder. Hun bliver fastansat på Novo Nordisk, fordi de aldrig har haft så god en medarbejder. Fx havde de samlet en bunke opgaver, de regnede med, at hun skulle bruge de to års prøveperiode på at løse. Hun behøvede kun tre måneder.

Jeg glæder mig til de nye afsnit, der udkommer enten i slutningen af 2026 eller i begyndelsen af 2027.

Bare der dog var flere regler

Også i mit arbejdsliv har jeg haft meget glæde af min superkraft, fordi jeg elsker regler og data i tabeller.

Det er nok ikke et tilfælde, at jeg blev jurist, for der er noget tryghedsskabende over regler. Når der er regler for et eller andet, behøver jeg ikke bruge energi på emnet. Jeg skal jo bare følge de udstukne retningslinjer. Så enkelt er det, og det belaster ikke energiregnskabet.

Jeg ville elske, hvis der fx også var regler for opstillingen af e-mails. Jeg kan bruge lang tid på at overveje, hvordan jeg skal begynde og afslutte en e-mail, for der er jo ingen regler – og hvordan gør jeg så? Indtil videre er jeg nået til bare at kopiere afsenderens titulering og afslutning, så er det i hvert fald ikke forkert. Man kan kalde det en form for maskering, men det fungerer.

Jeg har kun få sociale relationer, for eftersom der ikke regler for samvær, tærer det på energiregnskabet, og som mange andre autister synes jeg, at det sociale simpelthen bliver for besværligt. Nu skal jeg jo så være sammen med en hel masse slægtsforskere, og eftersom det er min store særinteresse, går det nok bedre. Jeg er meget spændt på det.

Mit arbejdsliv brugte jeg primært på resultat- og økonomistyring samt projektledelse i centraladministrationen. I sidstnævnte har jeg også været fokuseret på detaljer om fx fremdrift, men i virkeligheden holdt jeg mest af at sidde alene på mit kontor og rode med data i tabeller. Projekter rummer jo adskillige projektdeltagere, man som leder skal forholde sig til, og det kan være temmelig besværligt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.