Den største ensomhed

Den største ensomhed

Aftenen den 3. januar 2006

Den største ensomhed

For få dage siden enten drømte jeg det, eller også talte jeg med en om det. Vedkommende fortalte, hvad hun anså som værende den største ensomhed. For mig er den største ensomhed, den der findes, når man har besluttet at slutte livet. Når man vil tjekke ud og når man bare ikke orker mere.

Man lægger ikke beslutningen på Facebook og man ringer ikke til en ven og “deler” sine tanker. De ringer jo bare 112 – og det er ikke meningen.

Måske er man lidt sindssyg i gerningsøjeblikket og i tiden op til? Jeg ved det ikke; jeg er jo ikke psykiater. Men jeg var helt sikkert ikke helt mig selv. På den anden side var jeg rationel og foretog nogle andre fornuftige handlinger.

I aften er det 17 år siden, jeg gik meget sent hjem fra arbejde over Knippelsbro i isnende kulde og buldrende januar-mørke. Om et stort IT-system, der skulle i drift dagen efter, til knapt 3.000 brugere, tænkte jeg: “Det klarer jeg aldrig”. Jeg havde en ung fuldmægtig til hjælp, men ellers var jeg alene om projektet.

Sådan blev beslutningen truffet få dage efter en jul og nytår, hvor jeg havde været alene med så stresset et nervesystem, at musens kliklyde mest af alt mindede om tordenskrald. På den anden side af Knippelsbro tog jeg en vogn hjem. Nu havde jeg jo truffet min beslutning, og den passede som fod i hose med, at jeg, siden jeg var 14, altid havde vidst, at jeg skulle dø for egen hånd.

Tiden var kommet. Jeg var klar. Jeg manglede kun “det praktiske”.

Der skulle være orden i sagerne

Ingen skulle finde mig i en rodebutik. Det er følgende, jeg anser for at være rationelle handlinger – især det med at slukke for varmen rammer mig som en form for boomerang selv så mange år efter.

Så jeg:

  • Ordnede opvask
  • Ordnede badeværelset
  • Ryddede op
  • Gik ned med både aviserne og de tomme flasker
  • Slukkede for varmen, så det ikke ville lugte så hurtigt
  • Trak telefonstikkene ud, så jeg kunne dø i fred

Jeg havde ca. 35 sovepiller, og dem slugte jeg i et par store håndfulde på badeværelset og faldt ret hurtigt om på terrazzogulvet der. Senere har en psykiater fortalt, at man skal bruge mindst 100. Det var jeg ikke klar over. Havde jeg vidst det, havde jeg prøvet alligevel; det kunne jo være, jeg var en undtagelse. Også i den henseende.

Dagen efter på en Psykiatrisk Skadestue

Jeg vil aldrig finde ud af, hvordan jeg kunne vågne op i min seng næste morgen og hvordan telefonstikkene var blevet sat i, så jeg ikke fik fred. Det er også lige meget nu.

På jobbet havde vi en knalddygtig og dejlig familierådgiver, som jeg i efterårets løb havde haft en del samtaler med. Hun kom med morgenbrød om formiddagen. Hendes første sætning i telefonen havde været “Hvad sker der hos dig, Hanne?”. Jeg svarede “Det kan jeg ikke sådan lige forklare”. Det replikskifte glemmer jeg heller aldrig, men begges sætninger var fornuftige og “ind til benet”; ingen omsvøb.

Alt var roligt, ingen panik men en drøftelse af, at skadestuen (som i dag kaldes Akutmodtagelsen) nok var en god idé. Hun tog med. Det var trygt. Vi ventede og ventede i et tomt venteværelse. Mange timer.

Jeg er fuldkommen sikker på, at praksis er ændret nu, for vi blev sendt hjem igen, efter jeg havde skullet afgive løfte om ikke at forsøge igen. Jeg var ærlig og sagde, at det kunne jeg naturligvis ikke love.

Hun spurgte også, om jeg virkelig havde ment det. Havde jeg ikke været afkræftet og udmattet – vel stadig med noget af giften i kroppen – var jeg blevet rasende. Hvad i alverden tænkte hun på? Træffer man den beslutning og har man gennemlevet den største ensomhed, så mener man det! De ting vidste hun helt sikkert ikke noget om, og som jeg husker det, var hun heller ikke særlig interesseret i at lære det.

Så jeg blev nærmest “udskrevet til nyt forsøg i hjemmet” og havde jeg ikke været en kylling, og havde jeg haft de rette remedier, havde jeg formentlig prøvet mindst en gang mere.

Jeg føler mig overbevist om, at skadestuen/akutmodtagelsen ikke ville agere sådan i dag. Gennem syv år (2014 – 2021) er jeg kommet til at kende psykiatrien bedre, og ikke en eneste af de medarbejdere, jeg har truffet, ville handle sådan. Gudskelov.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Da bøgerne fortalte livshistorie

Da bøgerne fortalte livshistorie

Hvad er et hjem uden bøger?

Da bøgerne fortalte livshistorie

Nej – der er ikke noget hjem uden bøger.

Af mange årsager var min al skønlitteratur gået i kaotisk uorden. Den skal være alfabetisk ordnet efter forfatter og dernæst titel, ellers kan jeg ikke holde ud at se på bøgerne. Jeg foretrækker en form for det, jeg selv kalder “stram alfabetisering”. I mindst seks måneder har jeg skullet ordne bøgerne, men det er bare ikke blevet til noget – men i dag blev det. Og det er blevet så pænt og ordentligt. Nu kan jeg igen holde ud at lade blikket glide hen over bogryggene.

Og bøgerne fortæller livshistorie. Det handler denne artikel om.

I de fleste står købsår og måned

Som regel har jeg skrevet, hvornår jeg har købt bogen og jeg har sat min underskrift i den. Det har jeg lært hjemmefra. I Peter Plys står fx “Hanne Stegemüller 1966” med “min mors” håndskrift, så de må have købt bogen, lige da de hentede mig.

Det er specielt at gense al den litteratur, jeg købte, da jeg boede på kollegiet, da kvindebevægelsen var næsten ny og det var nyt for mig at leve lesbisk. Det drejer fx om Dea Trier Mørchs “Vinterbørn” og “Aftenstjernen” og om Bente Clods “Brud”, “Syv sind” og “Vent til du hører mig le”. De er slidte, for de er læst mange gange. Der lå meget opbygning af identitet i dem. Jeg har slet ikke ord for det.

Mens jeg gik på studenterkurset købte – og læste – jeg adskillige klassikere, og de har overlevet to flytninger, netop fordi de fortæller livshistorie. Det drejer sig fx om Paludan, Pontoppidan,  H.C. Branner, Karl Bjarnhof, Kristian Kampmann, Rifbjerg osv.

Og nu har jeg helt glemt at nævne “Møllehaverne” (altså både Herdis og Johannes Møllehave). Jeg undrer mig over, hvordan jeg overhovedet fandt tiden til at læse alt det ved siden af et fuldtidsstudie, et deltidsjob, mange sociale relationer osv. Men det må jo have forekommet vigtigt.

Herefter fulgte en del år med væsentligt lettere genrer. En forfatter, der også fylder sin plads godt ud, er Marge Piercy – skøn kvinde; et hovedværk er “Vida”! Bjarne Reuter kom til sammen med en del krimier. De er fine som underholdning, men har slet ikke klassikernes vid og bid.

Andre er smukke boggaver fra forskellige konsulenthuse, der har været glade for samarbejdet, og hvor jeg har gemt kortet og med glæde mindes de enormt dygtige mennesker, jeg lærte at kende. Boggaverne er typisk givet i forbindelse med mine jobskifte. Det er også livshistorie, der er værd at gemme på.

Til rest fra studiet

Jeg skulle nok aldrig have været jurist, men det blev jeg jo så. Jeg har gemt nogle få bøger, der har haft betydning på et metaniveau. De er kendetegnede af ikke at handle om enkeltstående paragraffer (der jo alligevel forældes lynhurtigt) men handler om, hvordan vi på et overordnet niveau kan tilgå juraen – og det er spændende.

I en af dem har jeg i 1987  skrevet “Jura er livets mangfoldighed sat på formler”, og det kan der da være noget om.

  • En bog, der virkelig skulle læses langsomt, når man ville forstå den, er “Om ret og retfærdighed” af Alf Ross, 2. udgave. Hans hovedværk, hvor man lærer, at retfærdighed er, at de lige tilfælde behandles lige. Punktum. Det er noget vrøvl, når folk siger, at en regel eller en afgørelse er uretfærdig.
    • Side 358: “A siger: Jeg er imod denne regel, for den er ganske uretfærdig. Han burde sige: Denne regel er ganske uretfærdig, for jeg er modstander af den.”
    • Et eller andet sted stod der også noget i retning af “Retfærdighed er en apriorisk hest, man spænder for en følelsesmæssig vogn”. Jeg kan desværre ikke finde det igen, men jeg ved det bare, for det var sådan en fantastisk billeddannende sætning …
  • “Retsfilosofiens historie i omrids” af Tore Strömberg, 1984. Overteoretisk og pragtfuld.
  • Eva Smiths “Vidnebeviset – en vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer”. Det er hendes fantastiske disputats, som jeg læste, som var det en krimi. Den var simpelthen så spændende og velskrevet, at jeg ikke kunne lægge den fra mig igen. Avisudklippene i bogen peger på oktober 1986. Da var jeg lige startet på 2. årsprøve.
  • Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt: “Eva Smith – Jeg håber, jeg har gjort en forskel”. Denne bog er fra 2020 og er selvfølgelig længe efter, jeg afsluttede studiet (faktisk 30 år …). Den passer bare godt her.

Arvestykkerne

Der var herudover et par titler, jeg var utrolig glad for at finde:

  • “Kim” af Vibeke Malthe-Bruun. Informations overskrift (ingen betalingsmur) er “Kim Malthe-Bruuns efterladte breve fra krigen på nærmeste hold og fra fængslet under Gestapo griber stadig”. Kim blev skudt af tyskerne i Ryvangen som 21-årig den 6. april 1945 (der må være en fejl i Informations angivelse).
    • Vibeke var Kims mor, og hun skrev bogen om sin døde søn. I bogen står “Jørgen Stegemüller”, der var min far, men desværre intet årstal. Jeg er indtil november 1972 vokset op i skyggen af fortællingen om krigen.
  • “Intet Nyt fra Vestfronten” – klistret sammen med tape og med spildte blækklatter, som det fremgår af billedet nederst – af Erich Maria Remarque fra MCMXXIX (1929). Udenpå og et par steder indeni står “F. Stegemüller”. Det var min farfar Felix Stegemüller, som jeg desværre aldrig har mødt. Jeg tror aldrig, jeg har fået den læst, men det kan komme, jfr. næste afsnit.
  • “Opfindelsernes bog”, udgaven fra 1923, så den må også have tilhørt min farfar. Det er en meget fin version; man kan ikke se, at den fylder 100 år i 2023 – altså lige om lidt. Som barn forstod jeg ikke, at jeg ikke måtte lege med de forskellige modeller af fx dampmaskiner og automobiler, der ligger i bøgerne. Det giver mening som voksen!

Da bøgerne fortalte livshistorie

At begynde at læse igen?

I flere år har jeg ikke kunnet læse pga. de kognitive deficitter fra den bipolare affektive sindslidelse, hvor bevidstheden løb afsted med mig. Jeg kunne ikke holde koncentrationen i mere end 20 minutter, hvis jeg selv var passiv. Efter 20 minutter var tankerne på Maldiverne eller Madeira. Det har været en stor sorg set i forhold til tidligere, hvor jeg altid var i gang med mindst én bog. Nu har jeg lyst til at forsøge igen. Jeg kan da prøve bare lige så stille; og det agter jeg at gøre.

Jeg delte sorgen over ikke at kunne læse med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Eftersom vi er stort set lige gamle, begge har kærlighed til bøger, har vi også læst mange af de samme bøger, så hun kunne foreslå mig nogle helt konkrete titler, jeg kan begynde med. “Vinterbørn” kom ind på førstepladsen, da den er ret let læst. Jeg er spændt på at gå i gang, og jeg er spændt på at læse om, hvordan verden så ud for 40 år siden.

Da bøgerne fortalte livshistorie


Har du en mening om hjemmesiden?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Hvorfor bliver du ved at prøve?

Hvorfor bliver du ved at prøve?

Jeg ville gerne kunne svare

Hvorfor bliver du ved at prøve?

Psykologen er skarp og kan skære ind til benet (selvfølgelig på en god og ordentlig måde). Det er jo derfor, jeg kommer hos hende; måske kommer jeg ikke med tunge psykologiske problemer, jeg kommer for at lære. I onsdags spurgte hun tre gange “Hvorfor bliver du ved at prøve?”, og lige så mange gange var jeg mundlam. Og det er jeg fortsat.

Emnet var mine spæde forsøg på at lave noget, der ligner “arbejde” nogle ganske få timer pr. uge som led i frivilligt arbejde. Fokus for sessionen var “Stress”.

Det er mildest talt gået ad Helvede til:

  • Firma 1: Masser af nyt stof og min hjerne havde det som en si. Trods forklaring fem minutter tidligere havde jeg ingen løsningsforslag. Jeg var fuldkommen blank. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg havde det som om, jeg aldrig havde hørt om noget lignende.
    • Jeg må erkende, at jeg er blevet virkelig dårlig til at lære nyt.
    • Som en gammel cirkushest, der trækkes af stald, kan jeg det, der sidder på rygraden, og har siddet der i 25 -30 år. Men det nye stof skal jeg have ind med noget, der ligner en suppeske.
    • Det er ikke rart at erkende, at der stadig er kognitive deficitter til rest.
  • Firma 2: Jeg indgik aftale med en smuk lille NGO om at levere tre timers arbejde pr. uge. Min fine titel var “Udviklingskonsulent”, men det var ikke på forhånd klart for mig, hvad det vil sige at være konsulent, og at det er noget helt andet end at være en fastansat special- eller chefkonsulent i staten.
    • I staten er det en karrierevej, men udenfor staten betyder det, at opdragsgiver køber en ydelse og dernæst plukker i det vedkommende kan lide/bruge. Det kan jeg ikke leve med. Finder jeg 19 opmærksomhedspunkter i en kontrakt, er det under min faglige stolthed, at kun fem punkter bliver brugt. Og jeg er helt med på, at det er mig, der tager fejl her; det er bare sådan, det er.
    • Der var en deadline (som jeg selv havde sat, fordi jeg mente, den passede med en milepæl). Jeg stod op og tændte for PC’en kl. 01:30 for at overholde deadline, da jeg alligevel ikke kunne sove, men det går ikke. Jeg tåler ikke længere deadlines; jeg har haft for mange af dem i mit liv.
    • Jeg har haft for mange arbejdspladser, hvor jeg slukkede skrivebordslampen kl. 01:30 – og jeg tager ikke fejl af AM og PM.
    • Stresssymptomerne planter sig med det samme. Dårlig søvn, vanskeligt ved at koncentrere mig og manglende appetit (i forvejen synes jeg, at mad er temmelig uinteressant, og det er ikke noget, jeg bruger tid på).

Jeg har vist (omsider) lært lektien

Det kan sagtens være, jeg ikke kan svare på spørgsmålet “Hvorfor bliver du ved at prøve?”, bortset fra at det er noget med fortsat at kunne bruges til noget, fortsat at have en identitet og ikke at falde helt ned under de faglige gulvbrædder, men jeg tror og håber, at jeg nu har indset, at det bare ikke går.

Der var alt for meget af ovenstående, der mindede om min korte – men glorværdige – karriere hos Interflora. Jeg skulle arbejde fire eller seks timer pr. uge, men jeg brugte 30 mentale timer på det. Jeg kan ikke – og noget i mig vil heller ikke.

Der sker noget pudsigt, når man bliver pensionist: Mange tror, man lige kan kan hjælpe med x, y eller z, når man nu ikke skal andet. Jeg er imidlertid nået dertil, hvor det ikke er et issue, for jeg kan ikke arbejde og jeg har lagt de interessetimer, jeg skal, i mit liv. Staten er fyldt med interessetimer, bare hvis du nu skulle høre til dem, der mener, at djøfere i staten sidder og lopper den “for andre folks penge” …

Henvender andre sig, er svaret “Det er dejligt at høre fra dig og tak for det, men nej tak”.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Måtte droppe en bold men kan stadig jonglere

Måtte droppe en bold men kan stadig jonglere

Så lidt skal der til, før jeg er stresset

Måtte droppe en bold men kan stadig jonglere

Et skønt menneske skrev til mig: “Det er ærgerligt, du måtte droppe den bold, men du kan stadig jonglere”. Anledningen er, at jeg har været alt for stresset de seneste to uger, blot fordi jeg havde rodet mig ud i en lille opgave, som jeg havde brugt sølle 15 timer på. Så lidt skal der altså til!

Det er jeg rystet over. Jeg troede, alt det var en saga blot, at jeg var på den høje hest og kunne overskue det meste af verdensrummet. Det kunne jeg ikke.

  • “Bolden” indebar en del fuldkommen ukendt stof, men intet sad fast i hjernen; den føltes som en si.
  • Jeg var alt for bange for, at de, der skulle have et svar på et emne, ville få Anders And-svar fra mig.
  • En nat stod jeg op 01:30 og tændte PC’en, for jeg kunne alligevel ikke få ro, før jeg var i bund med x, y og z. Og så kunne jeg jo lige så godt stå op.
  • Det lignede mest af alt mit arbejdsliv, dengang jeg “var noget”.
  • Jeg var nærmest beæret over, at nogen mente, jeg kunne bistå dem ~ stadig kunne bruges til noget.
  • Jeg har ikke følt, jeg havde tid til at være pensionist.
  • Jeg måtte imødese, at jeg i et par måneder frem – og måske også mere – ville skulle bruge mere tid på det, end jeg havde lyst til.
  • Jeg har ikke haft kræfter til mit PHP-kursus.

Psykologen har fået ret for 425. gang. Der skal ingenting til, før jeg bliver stresset, og jeg tåler ikke stress. Bipolar affektiv sindslidelse og stress er en ualmindeligt dårlig kombination.

Men jeg troede, jeg kunne, og da jeg gik ind i det, gjorde jeg det, fordi jeg troede, det ville blive sjovt, eftersom det var temmelig “nørdet”. Det var bare slet ikke sjovt.

Den positive vinkel

Det er positivt at opdage faresignalerne i løbet af kun 15 timer (og 11 minutter). Var jeg fortsat, kunne det måske have ført til en ny sygdomsperiode. Selvfølgelig skal man ikke male Fanden på væggen og forestille sig det værste. Jeg skal bare ikke på nogen måde ud til kanterne igen, og sporene skræmmer. Jeg har set psykiatrisk afdeling indefra tilstrækkeligt mange gange.

Nu skal jeg bare lige sunde mig, og jorden er jo ikke gået under. Jeg er imidlertid blevet (meget) klogere.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.