,

Autisme: mere om

Region Midtjyllands Psykiatri om autisme

Region Midtjylland Psykiatri “Psykinfo og Social” har udgivet et fremragende skriv på ca. 20 sider om autisme hos voksne og om, hvad autisme i det hele taget er for noget.

Jeg læser det med udgangspunkt i, at jeg jo ikke er blevet et andet menneske fra i forgårs til i dag – jeg er bare blevet klogere på den, jeg hele tiden har været.

Jeg har hele mit liv vidst, at jeg var anderledes. Jeg kunne fx ikke lege forestillingslege som barn. De andre piger kørte med dukkevognen, havde “dialoger”, trøstede osv. Jeg kunne kun finde ud af at klæde dukkerne af og på. Længere kom jeg bare ikke. Det skal dog siges, at det gik noget bedre med “cowboys og indianere”, som også er en forestillingsleg.

Nu er der endelig sat ord på: Jeg er i autismespektret (ASF) Men jeg kan undre mig over, at jeg skulle blive 55 år gl., før noget så det, og at det skulle ske på mit eget initiativ. Hvorfor har mit intense samspil med psykiatrien siden sommeren 2014 ikke løftet sløret? Og så igen: Jeg skal også være fair, for overlæge Jannick Bjerrum på Psykiatrisk Center Glostrup luftede for ca. tre år siden tanken om en autismediagnose, men jeg fejede ham rasende (på en forhåbentlig pæn måde) af, eftersom han kun havde kendt mig i 45 minutter. Jeg har in persona senere undskyldt min lidt ubehøvlede opførsel.

Næste skridt i forholdt til speciallæge Pia Bogn Christiansen er at få spurgt, hvordan min autisme kan gradbøjes? Er det i øvre eller nedre kvartil eller bare midt i mellem?

Der er i følge pjecen tre kerneområder:

  1. Afvigende socialt samspil
  2. Afvigende social kommunikation
  3. Begrænset, stereotypt og repetitivt repertoire af interesser og aktiviteter.
Afvigende socialt samspil

Jeg har – og har altid haft – en meget begrænset kontaktflade, men føler mig ikke ensom af den grund. Jeg kan føle mig alene men aldrig ensom. Der var et par år, hvor den bipolare sygdom var værst, hvor jeg ofte følte mig ensom, men nu er det tilbage til normaltilstanden = “aleneheden” som jeg trives godt med og som er selvvalgt.

Jeg er et fjols i sociale sammenhænge og har altid været det – og jeg har det OK med at være det. Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle gøre af mig selv, hvis jeg igen skulle gå til en fest. Jeg ville antageligt lyve mig væk, hvis jeg skulle få en invitation.

Det går fint at være sammen med et menneske ad gangen bare ikke for længe. Det er de færreste, der har glæde af mig mere end to timer 🙂

Afvigende social kommunikation

Jeg kan ikke uden videre aflæse, hvad andre mennesker tænker og føler. Keder de sig over min talestrøm eller bliver de kede af det? Jeg ved det virkelig ikke, og jeg har det egl. også sådan, at jeg jo så ville begive mig ud i det rene gætværk. Jeg synes – from the bottom of my heart – at de selv må komme på banen, hvorfor skal jeg sidde og gætte på, hvordan de har det; men det er et temmelig autistisk træk.

Begrænset, stereotypt og repetitivt repertoire af interesser og aktiviteter

Jeg slægtsforskede i 10 år, og jeg lavede ikke andet bortset fra at gå på arbejde og sove mindst muligt. Jeg var med i store projekter og gik forrest, når noget skulle gøres. Jeg kunne bruge en hel nat på at finde en dødsdato.

Jeg brugte 3-4 år på en hjemmeside med softwareguides og et virtuelt fællesskab knyttet til den. Det var også fuldtidsarbejde mm. jeg var indlagt. Særdeles repetitivt både fsva. guiderne og fsva. indlæggelserne. Jeg leverede varen, hvis jeg var hjemme, helt på samme måde, som jeg har gjort i mit arbejdsliv, hvilket minder mig om, at jeg så tit har tænkt, at det godt kan være, jeg ikke er specielt kvik, men jeg er i hvert fald flittig 🙂

Nu laver jeg alle de hjemmesider jeg kan komme til. Folk skal bare pippe om, at de kunne tænke sig en side, så laver jeg en skitse til dem. Jeg har lavet masser af skitser, der bare aldrig er blevet til noget.

Det med detaljerne

Når den autistiske hjerne har svært ved det med det sociale, skyldes det trangen til detaljer. Når man har trang til detaljer og dermed også til forudsigelighed, så passer det bare ikke særlig godt med det sociale, hvor man skal kunne afvige fra en plan, som ingen kender.

Men os med detaljerne har andre styrker: Hvem kan slægtsforske uden detaljer? Hvem kan lave hjemmesider uden detaljer? Hvem kan skrive softwareguides uden detaljer? Disse eksempler er fra mit eget liv. Andre vil have mange andre eksempler.

, ,

Diverse

Jeg går

Jeg prøver at få gået nogle ture, da alle siger, det er så godt for mig. Min kontaktperson i distriktspsykiatrien har sagt det så ofte – men ikke på den irriterende måde. Fx i forbindelse med ugeskemaet nævnte hun helt en passant, at der også kunne stå “gå tur”.

Så nu prøver jeg at gå ture, og det viser sig, at jeg kan lide det. Jeg har fundet en (for) lille firkant, men den bevirker, at jeg kommer afsted, fordi halvdelen er gennem en park, nærmere bestemt Vigerslevparken. Det er kun 2,7 km. og langt fra de lovbefalede 10.000 skridt, men det er bedre end ingenting, og jeg kommer afsted.

Det ideelle ville selvfølgelig være at gå omkring Damhussøen. Vejen – Hvidovrevej – derop er bare så uendeligt kedelig. To km. nærmest ad landevej hver vej. Turen om selve søen er dejlig – og en lille café til et hvil, hvis det skulle være nødvendigt.

Det kunne være dejligt, hvis jeg kunne få så meget styr på balancen igen, at jeg kunne cykle derop, og så gå omkring søen. Det er flere år siden, jeg har cyklet, for jeg tør ikke. Jeg håber sådan, jeg kan komme over det denne sommer

Mens jeg går, hører jeg musik

Jeg skal have lavet en database over alle de CDer, der står i stuen og venter på at blive smidt ud. Databasen skal bruges til at downloade alle de tilsvarende albums på Spotify. Jeg er sikker på, de findes der alle sammen.

Så har jeg dem altid med mig, når jeg spadserer. Det er godt at spadsere til musik, men det er forbudt i foråret, når fuglene pipper! 🙂 Der er kun tre måneder til. Vi fejrede kyndelmisse i går: candellarum missa. Kyndelmisse er lig midvinter; altså er vi halvvejs gennem det.

I dag kom jeg i tanke om ‘Tracy Chapman’, der er musik fra min ungdom. Tracy Chapmann blev især kendt for sine singler “Fast Car”, “Talkin’ ’bout a Revolution” og “Baby Can I Hold You”. Alle kendt fra det brune album, som vist ikke har noget navn. Fordelen ved at lytte på Spotify er, at jeg så får en masse med, som jeg ikke kender i forvejen fx nyere albums. Der skal nu heller ikke meget til…

Hjernen arbejder af sig selv

Jeg gør ikke noget for at huske noget af det, men hjernen arbejder af sig selv for mig, inden jeg for anden gang skal til speciallægen på fredag den 8. februar (min kære, dejlige mormor kunne være blevet 108 år den dag). Speciallægen vil gerne høre om min skolegang. Hjernen har fundet frem til:

  • at jeg agerede hjælpelærer i otte måneder, da jeg gik i 3. klasse på Sanderumskolen i Odense, 25/4-1973 – 31/-1974. Det var ikke kun fedt at skille sig ud på den måde. Jeg blev jo ‘hende den kloge’ og var også af den grund udenfor.
  • at jeg på den næste skole, Abildgårdsskolen i Vollmose, 31/1-1974 – 29/12-1975, helst tilbragte min frie tid nede hos Fru/Frk. Kristensen på biblioteket. Jeg skulle sætte nye stempelkort bagi bøgerne og sætte dem på plads, hvilket jo selvfølgelig krævede, at jeg kunne alfabetet til fingerspidserne, men det kunne jeg åbenbart. Fru/Frk. Kristensen var simpelthen så sød, og vi havde det så hyggeligt.

Lægens spørgeteknik har gjort, at hjernen har arbejdet af sig selv. Det er i sig selv en fascinerende proces at være vidne til. Da jeg var der sidst, talte vi lidt om min om oplevelse af, at jeg kan koncentrere mig om at arbejde meget længe, hvis jeg selv er aktiv, men at jeg kun klarer en TV Avis på 25 minutter. Hun forklarede, at sådan arbejder hjernen simpelthen. Hvad hun mere sagde om det, kan jeg (selvfølgelig) ikke huske. Tænk at hjernen er noget af det sidste, vi ikke kender til. Vi ved ikke præcist, hvordan den arbejder. Fx. mht. ECT ved vi ikke, hvorfor det virker, men vi ved, at det virker, og det kan jeg jo så skrive under på. Antageligt er det noget med, at der er nogle neurotransmittere, der (gen)finder hinanden.

Excel: jeg har givet op

Jeg har været i gang med et langvarigt, lærerigt og sjovt online Excelkursus. Jeg kom til “arrays”, hvor der hele tiden blev refereret til “lektion x, y, z”” og “det kan du nok huske”. Jeg kunne ikke huske noget som helst. Jeg vendte tilbage til øvelserne og til de ark, jeg selv havde opbygget ovenpå øvelserne. Det hjalp ikke. Jeg kunne ikke. Jeg har lavet alle øvelserne og jeg har lavet alle tænkelige overbygninger.

Nu har jeg givet op. Jeg kan ikke, og jeg ærgrer mig over al den tid, jeg har brugt, selvom det selvfølgelig har været sjovt. Men hvad hjælper det, når man ikke kan huske det to måneder senere? Øv!

RADMIS-studiet

Ny diagnose Autisme

Jeg hopper af

Jeg er blevet afhopper eller kæden er hoppet af for mig. Jeg orker ikke at deltage i RADMIS-studiet længere.

Jeg får ikke noget ud af det, jeg brokker mig bare (og sådan er jeg egl. ikke som menneske), og jeg sidder og bøvler med appen hver aften kl. 21:00, fordi jeg ikke kan ramme de små taster.

Der var herudover to ting, der slog hovederne på sømmet:

  • Kontaktpersonen, der mente, jeg burde se flere mennesker, og
  • spørgeskemaerne, der skal udfyldes til den 19. februar. Bunken er 1 cm. høj, gamle kopier af forskellige spørgeskemaer, der er kopierede og ikke er koordinerede. Dvs.: man risikerer let at skulle svare på de samme spørgsmål fem gange. Jeg orker det bare ikke. Nogen burde da have skrevet dem sammen, koordineret dem og stillet dem lidt pænt op i Word, så slutbrugeren kunne overskue dem.

Jeg sendte kontaktpersonen en ret umisforståelig mail, hvor jeg bare skrev, at jeg hoppede af, fordi jeg ikke orkede at kæmpe med appen mere, og fordi jeg ikke fik så meget ud af det. Men det er sørme ikke bare sådan lige at hoppe af et studie. Så nu har vi sendt flere mails frem og tilbage og er enedes om en afsluttende telefonsamtale i starten af næste uge.

Det bliver mandag eller tirsdag. I morgen er det lørdag; der tømmes papirkurven fast her i lejligheden, så ryger spørgeskemaerne. Appen er slettet. Så er det snart overstået.

Så er der ikke mere brok.

Tillid og tro

Medvirkende til min samlede mistillid/-tro er formentlig også, at jeg ikke bryder om tanken om af behandling af syge mennesker pr. app. og det kan så være sclerosepatienter, kræftpatienter og alle mulige andre patienter. Et er behandling, noget andet er monitorering, her er det fint. Jeg forestiller mig – men aner intet om det – at en hjertepatient gerne vil følges via en eller anden form for app eller andet elektronisk udstyr, der holder øje med hjertets livsvigtige rytme.

I RADMIS-studiet lægger de op til, at monitoreringen er en del af behandlingen, og det, mener jeg, er forkert. Skal jeg behandle mig selv ved at sidde kl. 21:00 og fedte med min mobiltelefon? Jeg ved som absolut hovedregel godt, hvordan jeg har det, men hvad med alle dem, der ikke helt ved det? Falder de gennem maskerne, når de taster forkert ind? Som et eksempel kan jeg jo nævne, at man har det glimrende, når man har en mani – i hvert fald de første 3-5 dage, hvorefter hele kroppen gør ondt og verden er væltet.

Der skal en læge til at stille en diagnose! Selvfølgelig kan man blive en erfaren patient, der ganske udmærket ved, hvordan man har det, men senest ville jeg aldrig selv have stille diagnosen ‘nærpsykose’, for jeg kendte end ikke ordet. At kende sig selv betyder ikke, at man har skiftet profession.