,

Interessant webinar

Coronatidens omvendte perspektiv

Jeg har skrevet om det før, kan jeg da huske: Corona er under alle omstændigheder noget skidt og lo** – men der er også positive aspekter: fx de mange fantastiske webinarer, der er udsprunget af, at vi må mødes online i stedet for fysisk. Nu kan man sidde hjemme bag skærmen og blive meget klogere, end man var før. Og det er måske ikke så meget, kan man sige…

Merete Nordentoft, Psykiatrisk Center København

I dag deltog jeg i et webinar arrangeret af PsykInfo i RegionH kl. 15:00 – 17:00. Det handlede om selvmord og selvmordstanker. De havde inviteret alle pingerne, fx Merete Nordentoft, Psykiatrisk Center København, der virkelig ved noget om selvmord eller forsøg på det. I dag er det “Forskningens Døgn”, så der var også spændende forskere med.

600 for mange

Der er ca. 600 årlige fuldbyrdede selvmord årligt i Danmark om året. Sådan har det været ca. siden 1982, hvor tallet var noget større.

Antallet af forsøg er større, men det er uklart, hvor mange der er. Her er mørketallet stort.

Mørketallet – min erfaring

Jeg kan, som så meget andet på psykiatriens område, bidrage med erfaring, hvis nogen skulle interessere sig for det.

Efter mit eget suicidalforsøg den 3. januar 2006 kom jeg til psykiatrisk skadetue i Glostrup. En læge bad mig love, at jeg ikke ville forsøge endnu engang. Det kunne jeg naturligvis ikke love. Jeg var jo skuffet over, at mit forsøg ikke var lykkedes, så selvfølgelig var jeg mere end klar på at prøve igen. Vi talte fuldstændig fordi hinanden. Det har jeg tit tænkt på siden. Nuvel, der er gået 15 år, og det er lang tid, og måske har psykiatrien udviklet sig – og det har jeg sikkert også? Det håber jeg. Under alle omstændigheder bidrog min historie til mørketallet.

Det er slet ikke så nemt

Mange mennesker tror, at hvis man går med de frygtelige tanker, men alligevel overlever, er det fordi, man er en kylling og ikke tør handle.

Jeg kan kun sige, at sådan er det ikke. Overlever man, er det fordi, det er enormt svært at finde måder at tage livet af sig selv på. Og er man i krise, og det er man, når man går med de tanker, så er man slet ikke så “kreativ”, som det er nødvendigt. Det er faktisk ikke let at finde måder at “dø for egen hånd”. Kan man finde et sted at købe rebet, hvor hænger man det så op? Hvordan skaffer man et tilstrækkeligt antal sovepiller? Hvordan finder man en færge, der sejler en frostklar vinternat osv.?

Der er, siden starten af 80’erne, indført så mange restriktioner, at det, der kunne virke førhen, ikke findes længere: fx tilstrækkeligt mange farlige gasser i udstødningsgasserne fra bilerne og farlige giftstoffer i barbituraterne. Dette var jeg ikke klar over før dagens webinar.

Har man aldrig haft de tanker, er det forståeligt, at de er uforståelige, og det er derfor, jeg prøver at sætte dagligdags ord på tankerne. Du må gerne tage dig til hovedet; jeg kan alligevel ikke se det. Det er helt okay.

Har man ikke prøvet det

Kender man ikke til tankerne, er det garanteret svært at forstå, hvordan det føles hver dag at vågne op og spørge sig selv “Skal det være i dag?” Hvordan håndterer man en dagligdag, hvor alt i og for sig er gjort parat, inkl. det byretspåtegnede testamente? Jeg kan kun sige, det er svært. Kort sagt: Skuffelsen over hvert et åndedrag og hver en opvågnen.

Dagens webinar havde fokus på mennesker med bipolar affektiv sindslidelse, fordi antallet af selvmord der er særdeles højt. Det er en alvorlig sygdom, og kommer man ud på den anden side, skal man være glad – og det er jeg! Jeg er glad hvert eneste sekund for tiden. Og jeg håber, det må fortsætte. Hvor jeg før ønskede at gøre en ende på det hele, ønsker jeg nu at få mindst 30 gode år oven i hatten.

Ak ja – sådan kan livet vende; jeg forstår, hvis du ikke forstår det.

“Da jeg gik i stå”

psykiatri

Et interessant webinar

I Region Hovedstaden har vi PsykInfo, der blandt andet skriver:

“Om PsykInfo

​PsykInfo er et Psykiatrisk Informationscenter i Region Hovedstaden. PsykInfo tilbyder information, rådgivning og vejledning om psykisk sygdom og psykiatri til alle borgere, der har brug for mere viden.​”

Jeg har fulgt dem siden 2014, tror jeg, det var, og de har mange spændende initiativer og arrangementer. Her til aften havde de et interessant webinar med denne titel:

“Da jeg gik i stå – om kognitive vanskeligheder og psykisk sygdom”

De havde inviteret to af deres såkaldte ambassadører, Louise og Magnus, der selv kæmper med kognitive problemstillinger, og specialpsykolog Louise Meldgaard Bruun, der er ansat ved ‘Institut for Klinisk Medicin – Afdeling for Depression og Angst’ ved Aarhus Universitet. Jeg har for flere år siden læst en af hendes bøger med titlen ‘Saml tankerne’ om håndtering af kognitive vanskeligheder efter stress, angst og depression (Psykiatrifondens forlag, 2014). At høre de tre gav mig lyst til at tage bogen frem igen, for jeg har selvfølgelig glemt pointerne.

Noget af det, hun talte om, var det helt naturlige ved problemer med hukommelse, overblik og koncentration i forbindelse med mange psykiske sygdomme som stress, angst og depression – men også forskellige psykoselidelser. Jeg husker stadig, da jeg gik langs væggene for at undersøge, om musikken, jeg hørte, kom fra naboerne eller inde fra mit eget hoved. Det var ikke så sjovt og førte til indlæggelse for Gud ved hvilken gang.

Hun fortalte også om, hvordan man kan hvile hjernen ved at opretholde strukturer og rutiner. Holder man sig til dem, kan hjernen få hvile, da den ikke skal arbejde for at overkomme almindelighederne. Det er egentlig ret logisk.

Man skal endvidere finde det, der fungerer bedst for en selv. Hun gav som eksempel, at man ikke hviler hjernen ved at dyrke mindfulness eller meditation, hvis man bare ikke er til den slags. Hvis man skal tvinge sig selv til noget, kommer hjernen på arbejde, og det er jo netop ikke meningen. Det var lige vand på min mølle, for jeg er så tit blevet rådet til at dyrke en af de to ting; det er altså bare ikke noget for mig, så jeg har afslået. Jeg hviler hjernen ved fx at rode med mine hjemmesider, men det kunne jeg ikke, da det gik værst for sig.

Jeg tror, jeg ved noget om psykisk sygdom, ECT og hukommelse

Efter mere end 70 ECT-behandlinger gennem ca. syv år er jeg en erfaren psykiatribruger. Og jeg har skrevet 119 blogindlæg om hukommelse (https://stegemueller.dk/tag/hukommelse/).

På Facebook er jeg venner med professor, overlæge, dr. med., Poul Videbech, Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning i Glostrup,  der er en af dem her i landet, der ved mest om netop ECT og hukommelse.

Det er nærmest ‘gældende ret’, at ECT kun rammer arbejdshukommelsen (= korttidshukommelsen), og at generne er ovre efter senest tre måneder. Hvis generne er vedvarende, siger og skriver alle, at det nok nærmere skyldes den bagvedliggende psykiske lidelse.

Forleden satte jeg mig ned og skrev en længere mail til Poul Videbech om, at jeg fint kendte til alle teorierne, men at det slet ikke svarer til min erfaring. Jeg skrev, at det på ingen måde er en kritik af ECT, som jeg er begejstret for, men at når hans afdeling nu forsker i forskellig former for hukommelsespåvirkning ved ECT, syntes jeg, han skulle kende en brugers erfaringer. Jeg sendte ham linket til de 119 blogposter men betonede, at jeg ikke forventede, han gik om bord i dem. 🙂 Jeg skrev, at hvis jeg kan bidrage til deres forskning, gør jeg vældig gerne det.

Og han har sørme svaret i dag, og ud fra hans svar kan jeg se, at han rent faktisk har læst nogle af posterne. Det havde jeg ikke ventet!

Han tager fat i de problemer, jeg har med ansigtsgenkendelse, som han kun har været ude for i ganske sjældne tilfælde. Han vil konsultere en psykolog, der også arbejder på projektet, om det er noget, de kan gå videre med. Det kunne være herligt at kunne bidrage lidt til forskningen på dette vigtige område, og måske være med til at nuancere ‘gældende ret’.

Det med ansigtsgenkendelsen kan bedst illustreres med, at jeg ikke kunne huske/genkende mennesker, jeg havde været i menighedsrådet med i otte år. Center for Specialundervisning for Voksne foreslog mig at tage billeder af medlemmerne af rådet, og give filerne navnet på vedkommende. Den hurdle kom jeg aldrig over. Det virkede alt for grænseoverskridende at spørge, om jeg måtte tage et billede. Idéen var sikkert ellers god.

Jeg er spændt på, om jeg hører mere fra Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning.

,

Hos psykologen

psykiatri

Dette er tredje gang

Det er tredje gang, jeg skriver med overskriften: ‘Hos psykologen’, se fx her: i  2016 og i 2017. Hun har en hjemmeside, og den finder du her. Den skal vi have kigget på, for det kan gøres bedre. Det gamle 1-2-3-hjemmeside er ikke for professionelle. brugere.

Jeg kommer ikke længere med ‘store ting’ til hende. Jeg kommer som den, jeg nu engang er, og som jeg ved, hun forstår! Hun må gerne udfordre mig, og det gør hun ved fx at mene, at jeg skal gøre mere ud af kontakten til andre mennesker, og at jeg bør gøre noget mere ud af at få ordentlig mad. Intellektuelt ved jeg, hun har ret, men hverken andre mennesker eller mad interesserer mig ret meget. Jeg trives glimrende med udfordringerne fra min hjemmeside, min computer og en enkelt tur omkring Damhussøen pr. uge sammen med en tidligere medpatient. Min Aspergers Syndrom slår tydeligt igennem!

Hun siger, jeg for ung til bare at sidde foran min 32″ skærm, og det har hun ret i. Hun synes, jeg skal have ‘et spark i røven’ for at komme afsted, og det har hun også ret i.

Search Engine Optimization (SEO)

Åh ja – jeg har skrevet om det flere gange og jeg har besluttet mig både frem og tilbage – altså hvorvidt jeg vil gøre noget ved det eller ej. Jeg er vist endnu engang havnet der, hvor jeg har besluttet, at jeg ikke orker at gøre noget ved det. Den seneste post om det, finder du her. Hjemmesiden er for stor til, at det rigtig kan lade sig gøre at gøre den rigtig godt tilgængelig for søgemaskinerne.

På den anden side set så har jeg en masse godt indhold, der måske kunne gavne flere. Det gælder f.eks. alt materialet om psykiatri og bipolar lidelse.  Jeg talte med psykologen om det i dag. Hun tænker, at mange psykiatribrugere kan bruge materialet og lade sig inspirere af, at der er en psykiatribruger, der kan formulere sig på skrift.

Jeg har skrevet til Knud Kristensen, der er formand for SIND, og sendt ham et link med det, han måske kunne finde interessant, altså dette. Jeg bruger tid og penge på at skrive mine artikler, så selvfølgelig vil jeg også gerne have stoffet ud over rampen. Hvis Knud Kristensen kan hjælpe lidt, er det kun fint.

Plug-ins til SEO

De seneste dage har jeg afprøvet adskillige SEO-plug-ins, men uanset hvad jeg gør/vælger, synes jeg, det er uoverskueligt. Det, jeg især ikke kan lide, er, at det ser ud som om, man skal skrive til Google og ikke til mennesker. Min side er til mennesker, og det kan der ikke laves om på.

På den anden side kunne jeg måske tage mig selv i nakken og sørge for, at siderne om bipolar affektiv sindslidelse blev indekseret korrekt. Her har jeg jo et budskab, som jeg tror, mange vil kunne få glæde af. Her kan jeg noget, som der ikke er så mange psykiatribrugere, der kan. Det lyder måske lidt ‘hovskisnovski’, men det er ikke ment sådan!

Gode mennesker holder mig på sporet

Jeg er så glad for de mennesker, der holder mig på sporet. Det er for det første psykologen og for det andet min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Sidstnævnte er jeg så heldig at have haft al den tid, jeg er kommet der, og det er vist ca. siden 2015.

I distriktspsykiatrien skal der en gang årligt udarbejdes en såkaldt ‘behandlingsplan’. Det gjorde vi i går, og så er det overstået. Jeg opfatter det lidt som en bureaukratisk øvelse, vi skal igennem, inden vi kan tage fat på det, vi egl. mødes for. Min kontaktperson er meget dygtig og jeg er glad for at komme hos hende. Hun er med til at holde mig på sporet! Det ypperste mål i behandlingsplanen er at undgå indlæggelser og det tror jeg på kan undgås vha. vedligeholdelses-ECT hver tredje uge.

Den 10. marts har jeg foretræde for rehabiliteringsteamet og jeg er nervøs, for de skal beslutte min fremtid. Jeg har psykologen med som bisidder, og det går nok alt sammen, men jeg ville ønske, det var overstået.