,

Hvad er egentlig en psykopat?

Hvad er egentlig en psykopat?

“Dyssocial personlighedsstruktur” hed tidligere “psykopat”.

Kommentarer?

Jeg undrer mig altid over ikke at få kommentarer til poster om erindringer og indre barn. Jeg kan jo se, de bliver læst. Hvad skyldes det? Er det for voldsomt for dig? Er det for svært?  Husk på at jeg jo har et godt liv. Jeg vil bare gerne blive klogere på en svær tid. Fortæl mig om dine bevæggrunde til ikke at kommentere.

Den slags, som du ser på top-billedet, har jeg aldrig prøvet.

Hvad er egentlig en psykopat?

Jeg er optaget af at gøre det “ordentligt og rigtigt”. At kalde et menneske for “psykopat” kan man jo ikke bare gøre, idet det er en meget alvorlig etiket at klistre på et menneske. Jeg er jo trods alt cand. jur.; så prøver man at opføre sig ordentligt. Derfor har jeg besøgt Psykiatrifondens hjemmeside for at finde deres definition.

De skriver blandt andet om det, man tidligere kaldte psykopat, men man nu kalder: “dyssocial personlighedsstruktur”:

Har man en dyssocial personlighedsstruktur, føler man ikke skyld og bliver ikke ramt på samvittigheden. Man er ligeglad med regler og handler ofte impulsivt og kortsigtet.

Her har jeg plukket lidt – og det må man gerne, idet en person med en dyssocial personlighedsforstyrrelse ikke nødvendigvis rummer alle trækkene. Det er tilstrækkeligt bare at rumme nogle af dem:

Typiske træk hos personer med dyssocial personlighedsforstyrrelse kan blandt andet være at vedkommende:

  • Er selvcentreret, opmærksomhedssøgende og selvhævdende.
  • Er mere optaget af egne behov end af andres.
  • Er ligeglad med andres følelser.
  • Mangel på samvittighed.
  • Føler ikke ansvar eller skyld og udnytter gerne andre.
  • Har ingen respekt for sociale normer eller lovgivning.

Alle disse træk genkender jeg hos det menneske, jeg bare kalder “Psykopaten“. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at jeg gør det “ordentligt og rigtigt”. Det er ikke mig, der har klistret etiketten på min “mors” ægtefælle, det er min psykolog, som jeg har kendt i 10 år, og som har virkelig mange års erfaring. Det er altså ikke bare et eller andet Anders And eller “Hulla Bulla”, vi finder frem.

Jeg boede med psykopaten i ca. seks år. Og nu er det sådan, at støder jeg fx på et en kirkebogsindførsel om en helt anden person, der bare har det samme fornavn, må jeg skynde mig at “rulle forbi”. Der gik også mange år, før jeg nævnte psykopatens fornavn for psykologen. På den baggrund begyndte jeg at overveje, om jeg evt. også havde PTSD. Det kunne psykologen heldigvis klart afvise. Jeg har også diagnoser nok. Jeg har det godt nu, og jeg elsker mit liv – faktisk har jeg aldrig haft det bedre, men jeg vil gerne “videre”.

Koblingen til ECT

Jeg har taget fat på en “rejse”, hvor formålet er at bekæmpe min dødsangst i forbindelse med ECT. Jeg er afhængig af ECT, idet alt andet har vist sig utilstrækkeligt, og medicinen til sidst gjorde mig meget syg. Jeg er slet ikke i tvivl om, at ECT er den bedste behandling, jeg kan få. Ergo er jeg nødt til at arbejde med dødsangsten. Også selvom det er lidt hårdt.

Når jeg ligger på briksen til behandlingen, må jeg sige til mit indre barn, at livet ikke stopper her, og at hun må tage det roligt. De her mennesker vil dig ikke noget ondt. Jeg må give mit indre barn ro og kærlighed. “Du har oplevet så mange ting i dit liv, så det her kan du også.” Men jeg er ikke ret god til det.

Alt det andet roderi i mit liv er ryddet af vejen, derfor er det selvfølgelig som om, ECT bliver værre. Det er simpel logik.

Om at være Voksen Hanne

Jeg synes ikke, jeg er ret god til at være Voksen Hanne. Det er som om, jeg mangler viden om, eller intuition for, hvad jeg skal gøre, når jeg skal hjælpe barnet. Men psykologen siger, jeg gør det godt nok, og så er jeg tilfreds med det.

Rejsen er vildt hård og vildt spændende. Der er stor forskel på, at jeg fortæller psykologen om nogle ting og på, at jeg inviterer hende med ind i diverse erindringer. Jeg giver hende adgang til noget ubevidst materiale, som jeg ikke en gang selv kendte til. Det kan jeg kun gøre med et menneske, jeg har fuldkommen tillid til.

Da vi havde en klar aftale om at undersøge det “hyggelige” på Vollsmose Allé 672, 3. tv., mødte vi overhovedet ikke noget “hyggeligt”. Vi mødte i stedet psykopaten, der, fordi han genialt nok var folkeskolelærer og derfor tidligt hjemme, sad i den åbentstående, cerutlugtende morgenkåbe og lagde kabaler ved sofabordet. Det er ikke alene ulækkert og klamt; det er også forfærdeligt.

Da min “mor” er hentet fra arbejdet hos læderhandlen Bilenstein i Odense, vil Lille Hanne vældig gerne have kontakt til sin mor. Hvad kan Voksen Hanne gøre? Tage barnet ved hånden og gå ud til “mor” og bede om at blive set. Men  “mor”, ikke reagerer ikke. Så kan Voksen Hanne gentage det og spørge “Hvorfor tager du dig ikke af dit barn? Kan du ikke se, hun er ked af det?” “Kan du ikke se hun savner sin far?” Det er meget stærkt, men det er et dødfødt projekt. Voksen Hanne må tage barnet ved hånden og gå tilbage på værelset.

Hvad kan Voksne Hanne så gøre? Jeg svarer psykologen: “På en ordentlig måde lægge sig ned på sengen og holde om hende”. Det interessante her er, at det aldrig nogensinde vil komme ind i psykologens hoved, at der også er en uordentlig måde. Men i mit hoved er, at jeg må fortælle hende, at det skal foregår “ordentligt”. Man kan digte og forestille sig en masse, og det er på ingen måde min intention, men det er alligevel tankevækkende.

Jeg har aldrig været i tvivl

Jeg har aldrig nogensinde, bare et halvt sekund, været i tvivl om, at det ikke var min skyld. Mange misbrugte børn og mange voldtægtsofre tvivler ind i mellem på, om det var deres egen skyld. Det har jeg aldrig gjort – og det har været min redning og grunden til, at jeg trods alt har fået et rigtig godt liv med en god uddannelse og en god karriere.

At jeg har klaret mig skyldes formentlig, at jeg havde et virkelig godt fundament fra årene med min far. Et barn bygger sit fundament – og det, som det kan falde tilbage på – i løbet af de første tre leveår. Jeg kom til mine forældre, da jeg var 13 måneder, og altså havde jeg ca. to år til at bygge fundamentet.

Herudover er det sådan, at et barn danner sine moralbegreber allerede i løbet af de første fem leveår. Når man er fem år, er man klar over, hvad der er rigtigt og forkert. Det vil sige, at når psykopaten gjorde “sære” ting, som fx at sidde i åbentstående morgenkåbe ved sofabordet eller at kilde mig i håndfladen, når jeg i mangel på en far, alligevel holdt ham i hånden, var jeg fuldt ud klar over, at det var forkert.

Jeg overgav mig aldrig i løbet af de seks år. Men det bevirker selvfølgelig for en psykopat, at man bliver mere interessant.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Aspergers syndrom og slægtsforskning passer sammen

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Mit liv er i vidt omfang sat i systemer, hvilket gør det nemt og overskueligt at leve. Jeg er et fjols til det sociale, men det med systemerne og detaljerne kan jeg. Jeg læser lidt korrektur m.v. for en virksomhed. De siger af sig selv, at de ikke kunne finde en bedre til opgaven, da jeg ser alle detaljer. Hvis en autist opdager en revne i væggen, ser hun kun revnen – ikke resten af væggen. 

Nogle mener, at alle mine systemer er temmelig mærkelige, men jeg trives jo bedre end godt, og så vidt jeg ved, generer det ingen. Jeg har udviklet regneark over mange emner, og der er en særlig tilfredsstillelse ved at befolke dem med data og måske følge noget over tid. Lige p.t. måler jeg fx på mit strømforbrug, da jeg undrer mig over, at det stiger konstant, når jeg lever, som jeg plejer. Jeg er helt klar over, at det ikke er noget, mange gør.

Når læger forstår, hvad man fortæller dem

Forleden var jeg til opfølgningssamtale i Distriktspsykiatrien hos en meget behagelig overlæge. Selvom jeg kun havde set ham en enkelt gang tidligere, følte jeg mig komfortabel i hans nærvær. Jeg havde på forhånd indset, at jeg nok måtte undlade at fortælle ham om Grundtvig denne gang. Da vi var igennem dagsordenen, spurgte han af sig selv til mine særinteresser.

Hvis man bare siger, man er interesseret i slægtsforskning, bliver folk lidt fjerne i blikket. Jeg tror, de for sig i ånden ser familiens købte slægtsbog, der primært består af datoer. Og det er kedeligt for alle andre end slægtsforskeren, der har fundet dem. Hvem skulle dog falde i svime over at vide, at Districtslæge Kongsted i Højby Sogn, Ods Herred, vaccinerede 3*tipoldemors søster Karen JENSDATTER i 1836? Det sjove og det udfordrende er “Søg og du skal finde”.

Ergo måtte jeg jo forklare ham om glæden ved systemer og tusindvis af små stykker data i tabeller, der skal hænge sammen, før puslespillet er lagt rigtigt. Og det virkede faktisk som om, han både forstod det og var interesseret, for han stillede flere uddybende spørgsmål. Det var rigtig rart. Det endnu rarere havde været, hvis der var mere tid, men sådan er forholdene ikke i psykiatrien, og jeg er jo også “i remission”, hvilket betyder, at jeg hverken er depressiv eller manisk. Hvor er det dog dejligt.

Der er også overlæger fra hospitalspsykiatrien, der gennemskuede mig, før den knalddygtige og søde Pia Bohn Christiansen i foråret 2019 stillede diagnosen “Aspergers syndrom”. Hun sagde, hun vidste det fra dag et. En af dem behandlede jeg mindre pænt, fordi jeg i 2016 ikke kunne rumme flere diagnoser. Efterfølgende sendte jeg ham en uforbeholden undskyldning.

Da Kasper Reff derimod i 2018 lukkede låget på computeren, og sagde “Du nævnte noget om Aspergers syndrom”, blev jeg glad og forklarede, hvad jeg havde tænkt og undersøgt alt om siden 2003 (lige bortset fra 2014-2016). Vi fik en længere samtale om det, som fik mig til at gå hjem og lede efter en, der havde forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Det var vigtigt for mig, da jeg tror, der er træk fra manierne, der kan forveksles med særinteresserne. Om det er sandt, ved jeg ikke. Min tanke var – og er til stadighed – at dyrker man sin særinteresse meget intenst i timevis og glæder sig vildt og vanvittigt over den, kan det forveksles med træk fra mani.

Om det var regnearkene med de grafiske fremstillinger af de mange bivirkninger og udviklingen i dem over tid, der fik Kasper og hans kollega, der er farmaceut, til at blive mistænksomme, ved jeg ikke, men tanken er da nærliggende 🙂

En skøn søndag ligger for

I går faldt jeg over (en kirkebog med) liget af en nyfødt pige i et mosehul. Året er 1854, og vi befinder os primo august. Historien har du her.

Da slægtsforskere er et utrolig hjælpsomt folkefærd, ved jeg nu, hvor jeg skal finde begyndelsen på afhøringerne. Jeg har ikke prøvet det før i mine 21 år med slægtsforskning, men jeg elsker udfordringerne. Det bliver en god søndag.

Der er side op og ned, og jeg kan på forhånd se, at jeg ikke kan transskribere det hele selv, men så er der hjælp at hente i Danske Slægtsforskeres Forum, der er befolket med vanvittigt dygtige mennesker. De kan læse alt!

Man skal prøve selv først, og det er jo også det sjove, og så kan man få hjælp til resten. Det er i øvrigt sådan, man langsomt og med årene bliver bedre til at læse gotisk (som i parentes bemærket var den officielle skrift her i landet ind til 1875).

Måske har du også allerede nu gennemskuet, at slægtsforskning er meget mere end 3*tipoldemors søsters vaccinationsdato?

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Nej, vi har ikke alle lidt ADHD

Nej, vi har ikke alle lidt ADHD

Genstart om “Drømmen om diagnosen”

Nej, vi har ikke alle lidt ADHD

Danmarks Radio har i denne uge fokus på diagnosen ADHD, og det er godt, men vi har altså ikke alle lidt ADHD, på samme måde som vi ikke alle har brækket benet lidt.

Jeg hørte i går podcastepisoden i Genstart fra den 6. december med titlen “Drømmen om diagnosen”. Du finder “Genstart” i DR Lyd.

Genstart skriver om episoden:

På internettet kan man finde selvtests, tjeklister og spejle sig i andres fortællinger om krøllede hjerner og koncentrationsbesvær. Ofte lyder konklusionen: Det er ADHD. Engang var det en mørk diagnose, men sådan er det ikke længere. Særligt fortællingen om ADHD som en superkraft, står for antropolog Alexandra Jønsson som en del af forklaringen på, at vi de seneste fire år har set en fordobling i antallet af mennesker, der tager ADHD-medicin. Derfor spørger vi hende i dagens Genstart om, hvordan synet på diagnosen har ændret sig fra at være en psykiatrisk lidelse til en superheltekappe, som mange gerne vil have på.

Jeg mener, at diagnoser bør stilles af læger, ikke ved selvtests på internettet. Jeg medgiver, at jeg, da jeg selv ventede ca. et år på udredning for Aspergers syndrom, et par gange besøgte Psykologisk Ressource Center ved Kirsten Callesen, så måske er jeg ikke selv et hak bedre?

Men Psykologisk Ressource Center er en fagligt funderet virksomhed bestående af specialister, så jeg synes, min kilde var valid. Der er mere end langt til en tilfældig test på nettet.

Herudover “undskylder” jeg mig med, at jeg i 16 år havde undersøgt og læst alt, hvad jeg kunne finde om emnet. Flere overlæger på Psykiatrisk Center Glostrup havde gennem årene talt med mig om Aspergers syndrom, uden at jeg ville vide af det. En af dem overfusede jeg, for han nævnte det på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne rumme flere diagnoser – jeg havde nok i min bipolare affektive sindslidelse. Jeg indså ikke, at han bare var dygtigere end sine forgængere.

En anden – Kasper Reff – er nu ledende overlæge på Psykiatrisk Center Nordsjælland, og pr. 1. januar 2025 er han cheflæge samme sted.

Herudover havde min psykolog i årevis forsigtigt talt om “Asperger-træk”, og mere måtte hun ikke sige, da hun ikke har tillægsuddannelsen som specialpsykolog.

I den anden retning peger, at en overlæge i den ambulante psykiatri sagde “Hvad vil du med det?”, da jeg præsenterede mit ønske om udredning. Jeg havde kun ét svar: “Jeg vil bare gerne vide det”. Og det er vel også i orden?

Selvdiagnosticeringen som problem

Alexandra Jønsson har mange centrale budskaber, og umiddelbart husker jeg disse:

  • Når så mange diagnosticerer sig selv og efterfølgende vil udredes i psykiatrien, stiger den gennemsnitlige ventetid.
  • Hvis færre drømte om diagnosen, ville der hurtigere være plads og hjælp til dem, der reelt hører til i psykiatrien.
  • Når et menneske måske i flere år har henført sig selv til gruppen med den psykiatriske udviklingsforstyrrelse og fundet ind i fællesskaber med andre med samme udviklingsforstyrrelse, kan det være utrolig svært hos en psykiater at få at vide, at vedkommende ikke mener, at de diagnostiske kriterier er opfyldt.

Antallet, der tager medicin, eksploderer

Frem til 2009 fik flere børn end voksne ADHD-medicin, men det er ændret. Særligt flere voksne bliver diagnosticeret med ADHD og tager medicin. Fra 2018 til 2023 er tallet fordoblet, og det er fortsat med at stige i år. Grafen viser kun personer, der tager ADHD-medicin. Mange derudover er diagnosticeret, men er stoppet eller holder pause fra medicin.

Jeg fandt denne illustration på dr.dk den 4. december 2024.

Den mørkeblå farve viser børn, mens den lyseblå farve viser voksne. Kilden er “Medstat”.

Nej, vi har ikke alle lidt ADHD

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser

Stress er 1. step mod mani

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser

Du plejer at få svar med det samme, men det ændrer jeg nu på. Det skyldes ikke, at du pludselig er blevet uinteressant.

Jeg indfører en form for kontortid som et værn mod digitale afbrydelser, fordi det er indpodet i mig, at når jeg får en mail fx en kommentar fra hjemmesiden, skal jeg svare med det samme. Det er et levn fra mit arbejdsliv: Når chefen sendte en mail, forventede han svar med det samme. Men jeg er jo ikke på arbejdsmarkedet længere.

Jeg kommunikerer med mange, og det holder jeg af, men det medfører utrolig mange digitale afbrydelser på blot en dag. Der var en dag i sidste uge, hvor jeg talte op, at jeg havde besvaret 25 e-mails, ergo var jeg blevet afbrudt i noget andet 25 gange. Det går ikke. Jeg vil gerne besvare 25 henvendelser, men jeg vil prøve at gør det en bloc, så nu er e-mailen og facebook som hovedregel lukket, bortset fra følgende “kontortider” (jeg er sikkert på kontoret, men jeg er i gang med noget andet):

  • Til morgenkaffen – som kan være op ad formiddagen
  • Kl. 13:00
  • Kl. 18:00
  • Før sengetid

Kan jeg hjælpe med noget, der haster, er du altid velkommen til at ringe på 22 81 17 31.

Kontortiderne har været gældende siden i går, og det går allerede bedre. Jeg var ved at stress, og det er jo helt absurd at være tilkendt en varig offentlig ydelse og så sidde på hjemmekontoret og føle sig stresset. Stress er første step på vejen mod mani, og jeg har set psykiatrisk afdeling indefra tilstrækkeligt mange gange.

Af og til tænker jeg på, om jeg måske har snydt hele systemet og i virkeligheden kunne arbejde igen. Oplevelser som disse bekræfter mig i, at det ikke var snyd, og at det er godt, jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet.

Jeg “slår mig på rammerne”

Jeg havde en længere samtale med psykologen om, at jeg engagerer mig i for mange ting, fordi de ser så spændende ud, og fordi jeg så gerne vil bidrage. Og det er jo på en måde både godt og fint, men hun udstedte et påbud: Kun ét projekt ad gangen. Det vil jeg rette mig efter, og nøgleordet er “prioritering”. Ellers når jeg jo heller aldrig hen til at skrive om oldefar, der kom til Danmark, hvilket jeg virkelig gerne vil. Indtil videre har jeg bare ikke haft tid …

Når jeg engagerer mig i noget, prøver jeg at gøre det godt og at komme rundt om alle detaljer i første forsøg. Jeg prøver at gennemtænke samtlige problemstillinger og at have svar på dem i første omgang. Jeg har en indbygget modvilje mod at skulle involveres i det samme flere gange. Den slags tager selvfølgelig sin tid.

Jeg har aldrig været hurtig, men jeg har altid været grundig. Eksempelvis tager et blogindlæg et par timer: er det langt nok (600 ord er Googles grænse aht. søgemaskineoptimering (SEO))? finde en fængende illustration og tilpasse den i størrelsen, finde en dækkende overskrift og underoverskrift. Dette er fx underoverskriften her: “Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser”. Google er mest interesseret i overskriften, som fx her er “Stress er 1. step mod mani”. Læse korrektur i to omgange, finde på en teaser til opslaget på facebook osv.

Men jeg elsker at lege med ordene, jeg hygger mig med det og bloggen er mit vindue mod verden. Så det er ikke problemet, og det skal ikke nedprioriteres.

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelserHvis jeg ikke bliver anerkendt for min indsats eller måske ligefrem bliver dårligt behandlet, bliver jeg rasende. Det er det, psykologen kalder at “slå sig på rammerne”, for raseriet drejer sig ikke om indholdet, det handler om det, vi nu til dags kalder setuppet.

Her kommer et eksempel, hvor jeg “slog mig på rammerne”:

Jeg faldt over et sted, hvor man kunne deltage i en podcast om slægtsforskning. Det var lige noget for mig. Værten sendte et spørgeskema, som man skulle udfylde i fritekst. Der var mange gode spørgsmål, og selvfølgelig synes jeg, at jeg havde mange gode svar.

Jeg indsendte min besvarelse, og værten vendte retur med supplerende spørgsmål. Dem besvarede jeg også, og samlet havde jeg vel brugt 3-4 timer. Og det var helt i orden, indtil jeg fik at vide, at jeg ikke ville blive castet i mere end 40 minutter, da vedkommende ellers skulle bruge for lang tid på efterredigering. Så blev jeg altså sur og svarede vedkommende, at så ville jeg trække mig, da vores indsatser ikke harmonerede.Så det var den podcast, og jeg havde spildt en masse tid.

Værten fik så i øvrigt fortalt mig, at det ikke burde tage så lang tid at forberede det. Jeg spørger mig selv (og dig): hvor i alverden hun kan vide det fra? Men det efterlod mig selvfølgelig med tvivlen om, hvorvidt jeg i virkeligheden er enormt langsom. Jeg erkender, at jeg aldrig har været hurtig, men i mine 23 år i statsadministrationen har jeg aldrig fået at vide, at jeg var langsom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.