/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Udfordring til energiregnskabet ved at deltage i en generalforsamling

Aspergers syndrom i praksis

At deltage i en generalforsamling er ikke bare en kalenderaftale, men en nøje afvejning af energi og overstimulation. Når man lever med Aspergers syndrom, kræver selv gode oplevelser nøje planlægning – men til gengæld følger der en særlig styrke med: evnen til at se detaljer, skabe orden og struktur samt at fordybe sig, hvor andre giver op.

Udfordring til energiregnskabet ved at deltage i en generalforsamling

Jeg elsker at være sammen med andre slægtsforskere, lige til de begynder at fortælle detaljerne om deres tip3-oldefar på deres mors fars side, og måske retter de sig selv til at “næh, det var nok på fars mors side”.

Så keder jeg mig. Folks aner er i virkeligheden kun af interesse for dem selv, med mindre vi er beslægtede. Men fortæller de mig om deres metoder, er jeg lutter øren.

Jeg har meldt mig til Danske Slægtsforskeres generalforsamling lørdag den 25. april i Slagelse (hvor jeg måske skal høre om anerne 🙂 ), fordi en generalforsamling både ser tilbage (årets gang, regnskab mv.) men også ser frem (valg af medlemmer til bestyrelse og valg af ny formand mv.). Foreningens ve og vel ligger mig meget på sinde.

Når mere end fem er mange

Normalt holder jeg mig fra den slags, da mere end fem mennesker på en gang er mange for mig. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg senest har været sammen med mere end fem mennesker. Støjen, de mange synsindtryk, måske lugt fra mad osv., farer direkte ind i min hjerne, og energiregnskabet går nemt i minus. Sådan er det at have en autismespektrumforstyrrelse, konkret Aspergers syndrom.

Det har været en afvejning at træffe beslutning om at deltage:

  • På den ene side vil jeg utrolig gerne.
  • På den anden side er det en udfordring.

Jeg har efterhånden et robust netværk af slægtsforskere. De bor alle i Jylland, så vi må nøjes med at tale i telefon, men nu vil jeg altså gerne møde dem, og det glæder jeg mig meget til.

Energiregnskabet må holde for, og jeg har ryddet kalenderen i ugen, der følger efter, så jeg kan bringe energiregnskabet tilbage i balance. Jeg så nogle videoer for fagpersoner, hvor Christina Sommer fortalte om at være opmærksom på energiregnskabet. De er virkelig gode; derfor linker jeg til dem her.

Bag om autisme:
  • Om sendiagnosticering (jeg var selv 55 …)
  • Om maskering. Hvordan kan autisme komme til udtryk? Og hvilke strategier og hjælpemidler kan hjælpe mennesker med autisme?
  • Om relationer. Hvad misforstår andre ofte ved diagnosen? Hvordan støtter man som pårørende ens kære med autisme? Hvorfor bliver man overstimuleret som autist?

Danske Slægtsforskeres podcast har sat mig i forbindelse med mange interessante og dygtige mennesker. Flere af dem tilhører panelet af testlyttere, som jeg har et tæt samarbejde med.

Ingen episoder udgives uden at have været forbi dem. Det er også en slags datakvalitet. Jeg vil selvfølgelig især gerne møde mine testlyttere!

Klik på billedet fører dig til podcasten.

Min diagnose er min “superkraft”

Min diagnose er min superkraft og den passer utrolig godt til slægtsforskning, for her er enhver detalje vigtig. Og jeg ser de fleste detaljer. De springer mig simpelthen i øjnene. Flere bruger mig til korrekturlæsning, og det holder jeg meget af. Bagsiden af medaljen er, at jeg næsten ikke kan færdes på de a-sociale medier, for der er så mange fejl i det skrevne.

Som led i “Projekt oprydning“, gennemgår jeg blandt andet de mange transskriptioner, som meget dygtige slægtsforskere sendte mig for 20 år siden, hvor jeg ikke selv kunne tyde de kirkebogsførende præsters indførsler.

Indtil videre har jeg ændret detaljer i minimum 293 af dem. Det kan være fra punktummer til kommaer men også den anden vej. Det kan også være noget, der er mere substantielt. Så skriver jeg, at den oprindelige tydning er foretaget af X, og at den har jeg nu ændret lidt på. Jeg prøver altid at kreditere de, der har hjalp mig på vej for mange år siden. Det forekommer mig at være en form for ordentlighed.

I den fantastisk serie “De skjulte talenter”, der kan ses på DR1, fortæller Christina Sommer faktisk om, at “ordentlighed” er meget afgørende for mange autister. Jeg har lige genset serien, og jeg elsker den. Fx da Louise Wille bliver spurgt om, hvad der er sket siden sidst, og hun svarer “Jeg har fx fået nye sko”; så kan man kun holde af hende.

Hun er på ingen måde et menneske, man skal grine af, selvom denne sentens selvfølgelig er sjov, for hun kan fx huske 36 tilfældige tal et år efter, selvom hun kun så på dem i få sekunder. Hun bliver fastansat på Novo Nordisk, fordi de aldrig har haft så god en medarbejder. Fx havde de samlet en bunke opgaver, de regnede med, at hun skulle bruge de to års prøveperiode på at løse. Hun behøvede kun tre måneder.

Jeg glæder mig til de nye afsnit, der udkommer enten i slutningen af 2026 eller i begyndelsen af 2027.

Bare der dog var flere regler

Også i mit arbejdsliv har jeg haft meget glæde af min superkraft, fordi jeg elsker regler og data i tabeller.

Det er nok ikke et tilfælde, at jeg blev jurist, for der er noget tryghedsskabende over regler. Når der er regler for et eller andet, behøver jeg ikke bruge energi på emnet. Jeg skal jo bare følge de udstukne retningslinjer. Så enkelt er det, og det belaster ikke energiregnskabet.

Jeg ville elske, hvis der fx også var regler for opstillingen af e-mails. Jeg kan bruge lang tid på at overveje, hvordan jeg skal begynde og afslutte en e-mail, for der er jo ingen regler – og hvordan gør jeg så? Indtil videre er jeg nået til bare at kopiere afsenderens titulering og afslutning, så er det i hvert fald ikke forkert. Man kan kalde det en form for maskering, men det fungerer.

Jeg har kun få sociale relationer, for eftersom der ikke regler for samvær, tærer det på energiregnskabet, og som mange andre autister synes jeg, at det sociale simpelthen bliver for besværligt. Nu skal jeg jo så være sammen med en hel masse slægtsforskere, og eftersom det er min store særinteresse, går det nok bedre. Jeg er meget spændt på det.

Mit arbejdsliv brugte jeg primært på resultat- og økonomistyring samt projektledelse i centraladministrationen. I sidstnævnte har jeg også været fokuseret på detaljer om fx fremdrift, men i virkeligheden holdt jeg mest af at sidde alene på mit kontor og rode med data i tabeller. Projekter rummer jo adskillige projektdeltagere, man som leder skal forholde sig til, og det kan være temmelig besværligt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Når nok aldrig bliver godt nok

Perfektionismens forbandelse

Når nok aldrig bliver godt nok

Perfektionisme kan være en styrke. Den kan skabe orden, kvalitet og resultater. Men den kan også gøre det svært at sætte punktum og at vælge sine projekter med omtanke. Derfor har jeg efterhånden lært, at nogle projekter ganske enkelt er for farlige for mennesker som mig.

En af mine mange ulemper er, at jeg er god til at begynde fra en ende af og så rydde op for til slut at ende med et pænt resultat. Det har jeg gjort i mine ansættelser, det gør jeg i min slægtsforskning, og det gør jeg i samtlige mine projekter, fx podcast-projektet for Danske Slægtsforskere. Jeg kører på, til jeg er fuldkommen tilfreds.

Et lille eksempel er introduktionsepisoden til de nye episoder af podcasten. Hvis du vidste hvor mange gange, jeg har redigeret episodebeskrivelsen. Og hvis du vidste hvor mange gange, jeg læser korrektur på artiklerne her på hjemmesiden. Jeg synes hele tiden, alting kan blive bedre.  …

Det kan selvfølgelig være praktisk, og jeg har haft glæde af det i mine ansættelser, hvor det betyder, at jeg nu har en god karriere bag mig.

Ulempen er, at jeg ikke kan sætte punktum, før resultatet er næsten sublimt, fordi jeg er perfektionist. Og det er lidt manisk.

Det har jeg lært

Jeg har efterhånden lært, at der er projekter, jeg skal holde mig langt fra.

Jeg har en ven, der er engageret i Gørding Sognearkiv, hvor han lægger en enorm indsats. Jeg har også en anden ven, der er engageret i Glamsbjerg lokalhistoriske arkiv.

Lokalarkiverne har så meget vigtigt stof, at jeg fik tanken om at se, om vi har et lokalarkiv i Hvidovre, hvor jeg kunne hjælpe. Det har vi. Jeg fandt frem til Hvidovre Lokalhistoriske Selskab men efter at have set hjemmesiden, kan jeg se, at jeg skal holde mig langt væk.

Hjemmesiden ligner sider, vi producerede for 15 – 20 år siden, og mit “oprydningsgen” ville bevirke, at jeg begyndte fra en ende af og ikke helmede, før alting var perfekt, og jeg var i mål. Og hvornår skulle jeg så passe min egen elskede slægtsforskning?

Bare sproget får mig til at holde mig væk, for der ville være en del arbejde i at forbedre det. Et eksempel er: “Der er ved at blive udarbejdet en database over butikker og firmaer i Hvidovre,”. Passivt sprog lokker aldrig brugere til. Det ville være bedre at skrive fx “Vi arbejder på at lave en database over butikker og firmaer i Hvidovre”.

Podcastprojektet er perfekt

Jeg har ofte lyst at kaste mig over et projekt, der kunne bringe mig tættere på et fagligt fællesskab, men det går ikke, for der går kun en eller to måneder, før jeg føler mig stresset over ikke at nå min egne projekter.

Podcastprojektet er afgrænset: Vi har planlagt fem episoder, og så er det slut, med mindre vi får inspiration til noget nyt, når bladene gulnes. Det vil sige, at jeg har “fri” fra ca. april til fx september. Det er altså ikke et “everlasting project”, og det er godt for mig. Jeg elsker at hjælpe, men projektet skal have en klar deadline.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Noget om ryddelighed

Færre sanseindtryk

Noget om ryddelighed

For mange mennesker er rod bare rod. For nogle af os er det støj. Når hjernen har svært ved at sortere sanseindtryk, kan selv små ting – et rodet skrivebord, en overfyldt mailboks eller for mange billeder på væggen – blive til et konstant pres. Derfor har jeg indrettet både min computer og min mail med minimalisme og struktur.

Jeg prøver i videst muligt omfang at reducere de overflødige sanseindtryk, fordi de fylder for meget i min hjerne, som jeg hellere vil bruge på noget andet.

Når man har Aspergers syndrom (nu ofte diagnosticeret som autisme), oplever man tit verden med en anderledes sanseintegration. Det betyder, at man har svært ved at sortere og bearbejde sanseindtryk fra omgivelserne. Det bevirker en følelse af at være overvældet. Jeg prøver derfor at reducere mængden af stimuli. Det gælder alle mulige stimuli som fx lyde, lugte, synsindtryk (fx billeder på væggene) og rod.

Af og til ser jeg andre menneskers overfyldte digitale skrivebord, og så forstår jeg ikke, at de ikke mister overblikket. Det ville jeg aldrig klare. Jeg foretrækker en form for minimalisme, og den har jeg opnået ved hjælp af det geniale program “Fences” fra Stardock, der laver en slags mapper på skrivebordet.

Forskellen til almindelige mapper er, at man her kan se sine filer uden først at skulle åbne mappen. Det kan du forhåbentlig se på billedet herunder. Det, “Fences” leverer, er de fem firkanter til højre. Jeg er enormt glad for programmet, der har givet et fantastisk overblik. Jeg har aldrig været et rodehoved, men nu er overblikket blevet endnu bedre. Der er mange muligheder for tilpasning, som jeg endnu ikke udforsket.

Firkanterne består lige nu af:

  • Programmer
  • Mapper
  • Temporært
  • Downloads
  • Filer og dokumenter

Der kan nemt tilføjes flere. De her beskrevne dækker dog mit behov.

Orden i mailboksen

Siden 2006 har jeg brugt Open Source-programmet “Thunderbird” som mailklient. Ingen techgigant her. Det er simpelt og enkelt, og også her hersker en form for minimalisme. Jeg ser af og til andre mennesker mailboks, og jeg er imponeret over, at de kan overskue den. Men det kan de heller ikke altid.

Mails, jeg – ind til videre – vil gemme, lander i en mappe til venstre. Er de til eller fra mennesker, jeg forventer at kommunikere mere med, sørger et meddelelsesfilter for, at beskederne uberørt af menneskehånd havner i den rigtige mappe.

Den midterste sektion er næsten tom. Den rummer nytilkomne mails, jeg skal gøre noget ved. Som det fremgår er der lige nu ikke mere end to.

Ude i højre sektion er en kalender, som jeg ikke bruger, øverst. Når jeg ikke bruger denne kalender, skyldes det, at jeg gerne vil have den med mig på telefonen og iPadden. I øjeblikket findes der desværre ingen officiel, fuldversion af Thunderbird-mailklienten til iPhone/iPad, men Mozillafolkene arbejder på sagen, og jeg glæder mig, til den er klar.

Nederst til højre ses sektionen med opgaver. Den er jeg vældig glad for. Mange af opgaverne er tilbagevendende og dukker således op af sig selv, når de først er definerede. Overskredne opgaver farves røde.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Musik er minder

Erindringer

Musik er minder

Musik er ikke bare lyd – det er hukommelse.

En personlig rejse tilbage til Nørrebro, tiden på kollegiet og de sange, der stadig kan åbne døre til mennesker, steder og følelser, længe før ordene selv kan.

Uden at have forstået algoritmen er jeg havnet i en Facebookgruppe ved navn “Nørrebro i gamle dage”, som publicerer mange skønne, gamle billeder. Jeg prøver at lade være at føle mig ramt, når de skriver om 1980/81, for det var der, jeg selv boede på Nørrebro. Er jeg pludselig gammel nok til at være en del af “gamle dage”?

Jeg kan huske rydningen af Allotria, nedrivningen af de gamle ejendomme i “Den sorte firkant”, buslinje 7, der kørte ned ad Nørrebrogade osv.

Jeg flyttede dertil den 1. august 1980, hvor jeg havde lejet et værelse ud til en baggård i Dagmarsgade nr. 5, 4. th. Lokummet var på bagtrappen og PKV (pissekoldt om vinteren), og vi delte det med naboen. Jeg var den eneste, der gjorde rent der. Badeværelse var en ukendt luksus. Hele lejligheden var PKV, for petroleumsovnen og den lille el-radiator kunne ikke klare de tre værelser.

Det var fantastisk, da jeg i juni 1981 kunne flytte til Amagerkollegiet. 13m2, tekøkken og bad og toilet. Jeg kom ind i nutiden og begyndte at studere; det var slut med at gøre rent i De Gamles By. En dag vil jeg opliste mine studenterjobs …

En playliste hos Youtube

Det er meget sjældent, jeg hører musik, for det forstyrrer mine sanser, når jeg vil læse 2-300 år gamle kirkebøger.

Når jeg en sjælden gang kigger på min playliste hos Youtube, slår det mig, at min musiksmag blev grundlagt i årene på kollegiet og ikke har udviklet sig siden. Klikker jeg på et af numrene, kan jeg teksterne udenad; jeg skal bare lige have et par stikord.

Musikken minder mig om mennesker, jeg har kendt og elsket – og som har betydet noget for mig. Jeg har ikke altid forstået de indbyggede signaler.

En kvinde lærte mig fx “Du kom med alt det, der var dig …” Jeg lyttede til teksten og troede, hun mente det, men det gjorde hun ikke. Sådan noget er PI (pisseindviklet), når der ikke er regler, og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan andre mennesker finder ud af det.

Det var årene med Bjørn Afzelius både på anlægget og på Femøren om lørdagen kl. 14:00. Jeg kunne lige nå det, hvis fru Larsen og fru Jensen i Irma på Kongelundsvej gav mig lov at gå lidt tidligere. I urtiden lukkede man jo kl. 14:00 om lørdagen (og kl. 20:00 om fredagen).

Jeg havde verdens bedste veninde i 34 år. Jeg tænker altid på hende, hvis jeg hører Carol Kings “You’ve Got a Friend”. “When you are down and troubled and you need some loving care …”

Danse hele natten

Musikken minder mig om de år, hvor mangt en fredag og lørdag nat gik med at danse med de skønne kvinder i Kvindehuset i Gothersgade og i Danner.

“Ingen klassekamp uden kvindekamp og ingen kvindekamp uden klassekamp” (eller også er det omvendt) var sloganet.

Anne Linnets “Smuk og dejlig” var en af dem, vi alle kunne udenad – og det kan jeg stadig. De var altså smukke og dejlige alle som en!

Et lille lys i mørket

Trille fulgte mig i alle årene. Jeg havde alle LP’erne, og jeg kunne teksterne udenad.

Det er kun få år siden en jævnaldrende sygeplejerske på psykiatrisk afdeling på Brøndbyøstervej erindrede mig om albummet “Et lille lys i mørket”, da jeg en sommerdag sad på min stue med nedrullede gardiner og ikke længere orkede livet.

Hun sang for mig: “Og sådan er der altid et lille lys i mørket, men hvis du vil kunne se det, så må du ikke være mørkeræd”. Det tænker jeg tit på.

Jeg var temmelig mørkeræd i de år. Det er historie nu. Psykologen og psykiatrien lærte mig i fællesskab at se lyset. Både før, nu og for fremtiden.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.