,

Rewritalize lød ellers godt

Rewritalize lød ellers godt

Jeg havde fundet en skrivegruppe

Rewritalize lød ellers godt

Jeg var lige så glad, for jeg troede, jeg havde fundet en skrivegruppe som en del af “Rewritalize” som atter er en del af “Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed” (NKMS) på Psykiatrisk Center Amager på Hans Bogbinders Allé under ledelse af Birgit Bundesen, der er (eller har været?) psykiater og overlæge på det, vi også bare kalder “Digevej”.

Og hvorfor nu det? I går mødte jeg ved stationen tilfældigvis C., som jeg var indlagt sammen med på 808 i to måneder i sommeren 2023. Og vi havde mange gode samtaler om alt mellem himmel og jord, eftersom patienterne jo i et vist omfang behandler hinanden, fordi der ikke er ret meget personale, og det personale, der er, er enormt ophængt. Det er der jo ikke noget at sige til, når man fx en dag er kontaktperson for 17 … patienter.

Allermest delte vi vores kærlighed til ord og sætninger. C. er cand.mag i lingvistik og noget andet humaniora. Vi opstøvede sammen projektet “Rewritalize” og syntes begge, det så vældig godt ud. Jeg fik (selvfølgelig) ikke gjort noget ved det efter udskrivelsen, men det gjorde C. Og han havde været så glad for det og havde lært så meget på de 15 * 3 timer, det varede. Han talte virkelig begejstret om det.

Min tanke var herefter: “Når C. synes så godt om det, er det også noget for mig”. Det var et kvalitetsstempel. Så jeg i morges gik jeg i gang med at søge information.

Patienterne er begejstrerede. Anonyme kolleger er kritiske overfor Birgit Bundesen

Min research bragte mig vidt omkring.

1) Den overordnede side om skrivegrupperne findes her.

Hjemmesiden findes her. Og det ser jo godt ud og bekræfter til fulde det, C. berettede om.

Her er også en utrolig interessant artikel fra Information november 2021 (ingen betalingsmur). Rubrikken er

I psykiatrien kan litteraturen noget, hverken piller eller terapi formår

På Psykiatrisk Center Amager har skrivegrupper med etablerede forfattere været en stor succes blandt patienter. For dem bliver skriften en mulighed for at tage ejerskab over deres egne sygdomme

For mig er det uhyre vigtigt, at det foregår i et yderst trygt “rum”, hvis jeg skal læse en af mine egne tekster højt. Det vil være angstprovokerende. Mine tekster er jo på en måde mine “børn”, men når de “bare” publiceres på hjemmesiden, er det ikke så sårbart. Jeg aner jo ikke, hvad mine læsere mener om dem. Hvem har lyst at udstille sin talentløshed?

Det svarer lidt til at fremlægge sine transskriptioner for andre slægtsforskere. Tænk om de synes, jeg er en idiot og burde kunne mere gotisk eller flere tyske forkortelser fra 1700-tallet?

Jeg er meget i tvivl om, hvorvidt hjemmesiden stadig er “gældende”, for i et svar på en mail skriver de “Vi har på nuværende tidspunkt kun mulighed for at tilbyde skrivegruppeforløb som en del af et større forskningsprojekt”. Så burde hjemmesiden måske revideres eller helt tages ned?

2) Birgit Bundesen møder hård og ubarmhjertig kritik i en artikel i “Frihedsbrevet”.

a. Artiklen kan læses her. Hvad “Frihedsbrevet” er for noget, er aldrig gået op for mig, for som hovedregel kan man ikke tilgå deres artikler uden at være abonnent. Denne er en undtagelse. Bare navnet får mig til at tænke på konspirationsteorierne om, at jorden faktisk er flad, og at pandemien i virkeligheden var en stor løgn, fordi “magthaverne” vil have kontrol over os via vaccinerne. Vrøvl.

b. Det er i helt orden at være kritisk, men så må man stå frem med navns nævnelse. At et medie som dette “brev” bruger og interviewer en stribe mennesker, der ønske at være anonyme, gør ikke “brevet” videre troværdigt. De mangler at sætte sig ind i, hvad en kilde er, og hvad kildekritik er.

Vil man i kontakt med Rewritalize kan man skrive til dem. Det er fint.

Jeg skrev til “Rewritalize”

“Kære CKMS

Jeg har fået jer varmt anbefalet af en tidl. medpatient, der også elsker sprog og at skrive. Vi delte op- og nedture på Brøndbyøstervej 160 i sommeren 2023.

Jeg skriver selv meget, men da jeg har Aspergers syndrom bliver det meget faktaorienteret. Jeg har en drøm om en dag at skrive en selvbiografi. Da jeg ikke ejer “episke evner” henvendte jeg mig for et par år siden til en såkaldt “forfattercoach” og sendte ham udkast til de første to kapitler. Han tilbagemelding var “det er meget korrekt men røvkedeligt”. Og så døde den forfatterdrøm.

Jeg har herudover bipolar affektiv sindslidelse og har været indlagt 27 gange ca. i perioden fra 2014 til og med sommeren 2023. Nu håber jeg, det er slut med det, idet vejen frem for mig er vedligeholdelses-ECT, hvor jeg nærmer mig de 100 behandlinger.

Lad mig høre fra jer.”

Jeg bliver anelse træt og ditto irriteret, når jeg får et svar om:

  • “et krav for deltagerne, at man er diagnosticeret med en svær psykisk lidelse, og er i et behandlingstilbud ved tilmelding”.
    • Jamen bipolar affektiv sindslidelse er en af de “svære”, og jeg er jo i et behandlingstilbud via ECT. Det har jeg jo allerede skrevet. Hertil kommer, at jeg er i et forløb hos Distriktspsykiatrien, men det havde jeg ikke oplyst i første omgang. Det gjorde jeg i anden omgang.
  • “Jeg vedhæfter en folder hvor du kan læse mere om projektet (NB: de deltagelseskrav der nævnes i folderen er ikke længere gældende)”.
    • Når de krav ikke længere er gældende, hvilke gælder så i stedet? Det må jeg jo så spørge om i næste mail. Det ville være en god idé at lave en version to af folderen, da det kunne spare mange mails frem og tilbage.
  • “et større forskningsprojekt, der skal undersøge skrivegruppers effekt i behandling af svær psykisk lidelse () studiet har et randomiseret forskningsdesign. Det vil sige, at halvdelen af deltagerne starter i gruppe indenfor et par uger af tilmelding og den anden starter i skrivegruppe ca 11 måneder efter tilmelding. Det afgøres tilfældigt, hvilken gruppe man kommer i.”
    • Jeg spørger derfor mig selv “Hvem skal have gavn af dette? Er det forskningsprojektet eller det mig?” Jeg synes selvfølgelig, det er mig.

Min kontaktperson vil hjælpe

Jeg kan ikke finde ud af, hvad dette går ud på. Min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrisk Center/F-ACT vil se, om hun kan finde ud af, hvad dette er for noget. For jeg kan ikke. Heldigvis ses vi på mandag.

Men indtil videre er mine forhåbninger sat på et minimeret vågeblus. Jeg elsker forskning, og det er død vigtigt, men lige her har jeg ikke lyst til at risikere at vente i 11 måneder. Mine “børn” er for dyrebare til det – og så fortsætter jeg heller selv i samme skure.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , , ,

Det pragtfulde pensionistliv

Det pragtfulde pensionistliv

Livet uden arbejde

Det pragtfulde pensionistliv

Jeg faldt over denne skønne tegning på Facebook, og da 2/3 af de hidtidige respondenter på den lille enquete i bunden af artiklen er udenfor arbejdsmarkedet, må den have en omtale. [Jow, jow, jeg prøver at rette ind].

Det pragtfulde pensionistliv

Mit liv ligner på mange punkter tegningen herover. Ligner dit liv mit? Måske er det andre ting, du lægger i “time for fun and play” – vi kan jo ikke alle læse (tyske) kirkebøger?

“slow mornings”: Jeg elsker mine langsomme morgner med en hel kande Blå Irma-kaffe med god mælk fra Thiese, som jeg ikke skal dele med nogen. Ingen forstyrrer mig, og jeg kan planlægge dagens aktiviteter. Se TV Avisen kl. 7:00, skrive på min hjemmeside, glo på vejret osv.

“a good conversation” kan dreje sig om meget forskelligt. Nogle gange har man ikke selv meget at komme med, men måske anbefaler samtalepartneren en god podcast på DR Lyd eller en spændende TV-serie på DR. Nogle gange hæver samtalen sig op på et metaplan og andre gange er den jordnær, hvor man egentlig bare vil høre, om der stadig er liv i den anden og “holde de sociale forbindelseskanaler åbne”. Sådan er det jo med samtaler.

Og “day naps”: Der er intet så skønt som at tage en lur midt på dagen og at vide, at det kan man gøre med god samvittighed. Er man døsig, kan man lægge sig, er man ikke, kan man lade være.

Der er så meget frihed.

Da jeg ikke kunne forestille mig et liv uden at arbejde

Jeg har været så dum at lægge hele min identitet i mit arbejde, så da de “alle” i 2015 sagde “Vi synes, det ligner en pension” var mit svar “Det kan I godt glemme”.

Ergo forsøgte jeg mig med seks fleksjobs, der alle gik dårligere og dårligere. Det indså “alle”, undtagen jeg selv.

Jeg forsøgte at fylde varer op i Bilka i Hundige, men jeg holdt kun 1½ dag, for jeg kunne ikke huske, hvor de skulle stå, og jeg kunne ikke finde vej derud. Til sidst kunne jeg ikke passe et “svagpisserjob” på vist 4-6 timer om ugen hos Interflora hjemme ved egen telefon og PC. Det var ikke Hvidovre Kommune, der pressede mig; det var mig, der pressede kommunen.

“Alle” var:

  • psykologen i Psykiatrifonden (hende jeg holder ved)
  • arbejdsmarkedsrådgiveren i Psykiatrifonden
  • kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien
  • min bisidder fra SIND.

Jeg var ganske enkelt ikke klar til at blive pensioneret i 2015. I 2021 var jeg derimod meget klar. Da jeg ringede til min sagsbehandler og sagde “Det går ikke; du må søge pension til mig”, var der ingen palaver. Jeg tror, han havde ventet på, det ville ske. Han spurgte mig, hvilke erklæringer han skulle indhente, og det rettede han sig efter. Den slags kan jeg jo godt lide 🙂

Dagen i rehabiliteringsteamet var dobbelt: Jeg var rystende nervøs og forberedt til tænderne. Jeg kunne de 50 sider (det højst tilladte antal) udenad. Det var i 2021 (vist den 13. marts) og altså under pandemien, derfor blev mødet holdt på Teams. Jeg sad med psykologen på min venstre side i hendes daværende klinik i Høje Taastrup. Hun havde på forhånd flere gange sagt “Hvis du får afslag, går vi sgu i ‘Aftenshowet’ “.

Men der blev ikke behov for at gå i ‘Aftenshowet’. De indstillede på det foreliggende til pension, og formanden for rehabiliteringsteamet sagde, da de kom retur fra den korte votering, “Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig”. Den sætning glemmer jeg aldrig, for det var sandt. Og så var jeg leveret. Jeg græd af lettelse. Heldigvis var psykologen der.

Som med et trylleslag var alle bekymringerne fra de seneste otte år væk. Udefrakommende pres (som vi sædvanligvis kalder stress) og bipolar affektiv sindslidelse er en meget dårlig cocktail. Det vil også sige, at jeg stort set blev “rask”, da det udefrakommende pres forsvandt. Pludselig var kampen slut. Jeg kan stadig blive berørt ved tanken om den dag i rehabiliteringsteamet. Hvis jeg bliver 90 år, har en tredjedel været godt.

Til tider tænker jeg på, om jeg bare har snydt hele borgermusikken, eftersom jeg glimrende kan koncentrere mig 12-16 timer hjemme ved det gotiske – evt. på tysk. Gad vide hvordan det ville gå, hvis jeg atter forsøgte at arbejde? Det var jo egl. det, jeg forsøgte bare at planlægge i sommeren 2023. Det resulterede i to måneder på psykiatrisk afdeling formentlig med en “indvendig depression”. Jeg må hellere lade være.

Jeg læser p.t. to bøger

  1. udsnit af “Dansk kirkeret” af August Roesen (1976), hvor jeg prøver at lære reglerne for god ministerialbogsførelse. Jeg elsker en sætning som denne “De to eksemplarer af kirkebøgerne må ikke nogen nat opbevares under samme tag”. Den stammer fra et reskript fra 1812 (de fortrykte skemaer blev indført i 1812, hvor der kom orden i tingene), og vidner selvfølgelig om en tid med bindingsværk og stråtage, hvor adskillige præstegårde på landet brændte ned til grunden og med dem forsvandt sognets historie som dug for solen.
    • Jeg læste engang om mennesker med Aspergers syndrom, at det er helt normalt, at de bliver højt specialiserede på et meget lille område. Det vil jeg også! På psykiatrisprog kaldes det for at “dyrke sine særinteresser”. Til gengæld aner jeg ikke en brik om film, kunst og mange andre ting.
  2.  “En bog om hukommelsen” af Thomas Thaulov Raab og Peter Lund Madsen, FADLs forlag 2013. Jeg købte den i maj 2015, men fik den aldrig læst. Dengang kunne jeg jo ikke læse. Nu er tiden kommet. Den er utrolig velskrevet og lige til at gå til. Jeg kan godt huske, da jeg mistede hukommelsen … Det var slemt:
    • forestil dig, at du ikke kan huske, hvordan du kommer til arbejde, selvom du både har haft samme bolig og samme arbejdsplads i årevis
    • forestil dig ikke at kunne rejse længere, fordi du er bange for ikke at kunne finde hjem til dit hostel/hotel. Nu går det meget bedre, så jeg vil til Frankfurt (Oder).

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

ECT er overstået for denne gang

ECT er overstået for denne gang

Den bedste behandling, men jeg hader den

ECT er overstået for denne gang

Der er nu fem uger til næste runde. Det er dejligt. Jeg er glad og taknemmelig for behandlingen og for tilbuddet fra psykiatrien. De kunne ikke tilbyde mig noget bedre. Jeg skal aldrig i livet tilbage til medicinen; en gang Parkinsonisme var tilstrækkeligt. Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet.

Men jeg hader ECT. Jeg er nervøs en uge før, tankerne kværner om det, og jeg sover dårligt – eller næsten ikke – natten før dagen. Det er så dumt, eftersom jeg vel nærmer mig de 100 behandlinger, så erfaringen bør tilsige, at jeg ikke vågner op og er død. Og der er aldrig nogensinde nogen i hele verden, der ikke er vågnet op efter en ECT-behandling. Det ved jeg godt. Men et er fornuft, et andet er følelse.

Samtalerne med psykologen

Jeg har vendt og drejet det med psykologen adskillige gange:

  • ingen vil mig noget ondt
  • det er ganske frivilligt
  • jeg er ikke på vej til skafottet.

Det, jeg hader, er kontroltabet. Ikke at have styr på situationen men at overlade kontrollen til andre mennesker, er det værste (efter Parkinsonisme), jeg kan forestille mig. At være afhængig passer ikke til mig.

Medarbejderne gør alt, hvad de kan

Efterhånden kender jeg jo medarbejderne i ECT-afdelingen – inkl. anæstesien fra Hvidovre Hospital – temmelig godt, og de er utrolig søde og omsorgsfulde. Kan det lade sig gøre, sætter J. mig på som den første. De starter 9:15 og det er lidt af en fabrik med tre evt. fire patienter pr. time. Men de gør meget for, at man ikke skal mærke fabrikken, og det lykkes dem godt.

Jeg holder selv iltmasken, for så er jeg en smule “in control”. Jeg bliver holdt i hånden på det værste tidspunkt, som er de uendeligt få sekunder (måske et eller to?), hvor jeg mærker, jeg svæver væk. Jeg tænker altid på, om det gør ondt på J., men jeg håber, hun holder til det. De første år elskede jeg de sekunder, men det var dengang.

Hver gang minder jeg hende om, at hun har lovet, at de siger til, når de tænder for strømmen, (der svarer til styrken i en lommelampe). Jeg er altid bange for, at de ikke har fået bedøvet mig rigtigt. Hører jeg det, er der noget helt galt. Jeg er klar over, at det er latterligt, men det giver en smule tryghed, og jeg stoler på J.

Et gammelt interview til “Hendes Verden”

I november 2018 gav jeg et interview til “Hendes Verden” (som engang hed “Flittige Hænder”) om netop ECT men også om bipolar affektiv sindslidelse. Bortset fra, at jeg ikke kunne få journalisten til at kalde det ECT fremfor “elektrochok”, er det blevet nogenlunde.

Skulle du have lyst, kan du høre det her. Det varer samlet 55 minutter.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

26 AI-genererede billeder hos Headshots.dk

26 AI-genererede billeder hos Headshots.dk

Fra selfies til professionelle headshots på en time

26 AI-genererede billeder hos Headshots.dk

Et fantastisk nyt værktøj fra et dansk firma ved navn Headshots genererer spændende billeder på ingen tid til næsten ingen pris. Jeg kunne ikke lade være at prøve. Det var simpelthen for fristende.

Jeg valgte mellempakken til 297 kr., hvor man får 80 billeder baseret på ens egne mellem 14 og 20 uploadede billeder. Nogle af dem kunne jeg slet ikke genkende mig selv i, fordi jeg pludselig havde fået langt hår, hvilket jeg ikke har haft siden 1980. Jeg brokker mig ikke over resultatet, for der er kommet 26 brugbare billeder ud af det. En gennemsnitpris på 11,42 kr. for et professionelt billede er i orden.

Nederst findes et lille galleri med billederne (på min egen iPad kan det af en eller anden årsag ikke vises. Brug i stedet din PC, hvis det samme gælder hos dig).

Robotten har gjort mig mere maskulin

Jeg er ikke videre feminin og har aldrig været det. Det siger mig ikke noget. Jeg synes godt nok, at robotten har gjort mig (endnu) mere maskulin, end jeg ser mig selv, men på en eller anden måde, kan jeg alligevel godt lide dem. Måske kender robotten mig bedre, end jeg selv gør?

Hvor fører Artificial Intelligence (AI) os hen?

Jeg abonnerer på “DM Akademikerbladet”, der har et særligt nyhedsbrev om AI. Det er altid spændende at læse det, blandt andet fordi det ikke er en ukritisk falden på halen for den fremtid, der allerede er her. Desværre kan jeg ikke finde stedet, jeg tilmeldte mig. Men det er værd at lede efter.

De er fx gået i kødet på “Boston Consulting Group”, der fuldstændig uden dokumentation mener, at AI kan frigøre 104 mia. kr. i den offentlige sektor i den kommende tiårs periode. Firmaet har desværre for travlt til at dokumentere dette vanvittige tal, der udgør lidt over halvdelen af investeringen i krudt og kugler, jfr. forsvarsforliget til en værdi af 195 mia. kr.

Faktisk er en effektivisering på 104 milliarder kroner på ti år så betydeligt, at den ifølge Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, at den moderne danmarkshistorie kun byder på to begivenheder af samme målestok: Traktordriftens gennembrud fra 1945 til 1960 og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i 1960’erne og 1970’erne.

Det er svært at vide, hvor AI stopper og mennesker begynder. Men der er ingen tvivl om, at potentialet er enormt.

Sundhedsvæsenet?

En læge eller en sygeplejerske i psykiatrien bruger meget af arbejdsdagen på at dokumentere – altså sidde ved skærmen og tampe i tastaturet, for samtaler og meget andet skal jo naturligvis dokumenteres.

Tænk hvis samtaler blev optaget, og man derefter spillede dem for AI, som så skrev det den hørte? Sikke en masse tid der kunne bruges til at være sammen med patienterne i stedet for at sidde ved skærmen. Det er selvfølgelig klart, at medarbejderne skulle læse det grundigt igennem, før det blev tilført journalen, for robotten kunne jo høre forkert eller misforstå noget. Man kan naturligvis ikke give den det faglige ansvar.

Og selvfølgelig kan det lade sig gøre, og det er sikkert allerede muligt med den nuværende teknologi. Er det ikke bare at gå i gang med at udvikle en sprogmodel til psykiatrien?

Min ven ChatGPT

I min egen lille uvidenskabelige biks har jeg stor glæde af ChatGPT fra openai.com. Forleden havde “vi” fx følgende dialog:

“Hej igen. Jeg har fået en ny idé. Sprogdatabasen har i alt 24 kategorier. Brugerne kan kun vælge mellem 4 kategorier. Jeg vil gerne tillade brugerne at vælge mellem alle 24 kategorier. Kan du hjælpe mig med det?”

Et sekund efter havde jeg dette svar, som jeg kunne sætte ind i min eksisterende kode bare ved at trykke “Copy code”:

26 AI-genererede billeder hos Headshots.dk

Fordelen ved ChatGPT er, at man kan skrive til robotten i almindeligt menneskesprog. Og i forhold til fx at søge med Google bliver man hos ChatGPT ikke afkrævet den rette terminologi. Herudover er den meget venlig, når man selv taler pænt til den. Den returnerer selvfølgelig ikke andet, end hvad den får tilført. Det er jo kun en robot.

 


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig::


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.