/1 Kommentar/i , , /af , ,

Er jeg bare for mærkelig?

Noget om Aspergers syndrom

Er jeg bare for mærkelig?

Du behøver ikke med det samme at istemme et rungende “Ja” 🙂

Jeg har et par gange på det seneste oplevet, at folk siger til mig “Du taler meget” eller “Jamen du er jo nem at tale med”, når de på forhånd ved, at jeg har Aspergers syndrom. Jeg ved aldrig helt, hvordan jeg skal reagere på sådanne forudfattede opfattelser af, hvordan jeg sikkert er og opfører mig, fordi jeg er på autismespektret.

Det er mennesker, der ikke er klar over, at jeg bare har et andet styresystem. Det svarer sådan set til, at de endnu ikke har skiftet til Windows 11. Windows er også et styresystem.

Til det første, “Du taler meget”, kunne jeg selvfølgelig svare “Måske taler du selv lidt?”, som psykologen har foreslået, men til det andet har jeg ikke et prædefineret svar, og jeg bliver nærmest lidt overrumplet.

Jeg er ikke som de andre, jeg er noget for mig selv

Det var en sang med “De gyldne løver” i 1970’erne … Det var noget, man hørte, der hvor jeg voksede op.

Jeg er fuldkommen klar over, at jeg ikke er som de fleste, at mine interesser i nogen grad er afvigende, at jeg er gammelklog og hvilke andre etiketter, folk ellers kan finde på at sætte på mig. Jeg er også klar over, at jeg kun med en høj grad af maskering (udtryk for en autist, der forsøger at tilpasse sig den neurotypiske (“normale”) verden) ville kunne passe ind på en arbejdsplads igen.

Dog har jeg i 23 år passet (godt?) ind rundt omkring i centraladministrationen, og jeg har været glad for det og mine opgaver. Jeg har lavet virkelig mange Excelark, og jeg har faktisk en god karriere bag mig.

Den anden side af medaljen: Jeg havde flere stresssygemeldinger og arbejdede ofte 60 – 70 timer ugentligt, fordi jeg ikke kunne finde ud af at gå hjem, når kolleger og medarbejdere sagde “Så gå dog hjem”, og de selv lukkede glasdørene bag sig.

Når jeg tænker tilbage på de 23 år, der som absolut hovedregel var positive, kan jeg ikke lade være at tænke, at medvirkende til de mange stresssygemeldinger – og en passant et selvmordsforsøg i 2006 – har været en massiv maskering. Det er i længden ekstremt hårdt at forsøge at være en anden end den, man egentlig er.

Skolens tabte børn

Lige p.t. kan man på DR1 se en serie, der drejer sig om børn og skolevægring. Den hedder “Skolens tabte børn”. Jeg satte mig og så samtlige fem afsnit, så snart de var udkommet.

Bortset fra de mange grædende forældre, der lagde op til en omgang “følelsesporno”, og de hoppende og dansende mærkater, der blendede baglæns ind fra siden (fx “Hans Jensen, mekaniker” eller lignende), som jeg ikke kunne se et formål med, var det en udmærket serie. Den viste, hvor svært det er at være forældre til et barn, der bare ikke kan gå i skole, og det må være frygteligt. Skilsmisseraten i sådanne familier er enorm, fordi det er ufatteligt hårdt, og det slider på hele familien.

I sidste afsnit var der noget centralt: Et barn, der følger skolegangen helt almindeligt fra 1. til 9. klasse, koster kun 10 pct. af de børn, der ender i et specialtilbud. Det vil sige: jo mere man dræner folkeskolen for økonomiske ressourcer – med et andet ord “sparer” – jo flere børn ender i et specialtilbud og koster altså tifold. Det er et uendeligt loop.

Og det mest uhyggelige er næsten, at dygtige psykologer og psykiatere allerede, når barnet går i vuggestue eller senest i børnehave, kan forudse, hvilke børn, der vil blive ramt af skolevægring.

Når man ved det på forhånd, hvorfor griber man så ikke ind? Og når problemet viser sig i fuldt flor, hvorfor har vi så ikke en manual for, hvad skolen skal gøre, hvad kommunen skal gøre, hvad forældrene skal gøre osv.? Hvorfor skal hver familie selv opfinde den dybe tallerken?

Jeg hørte engang Peter Lund Madsen i “Hjernekassen på P1” problematisere over den sene indgriben nogenlunde sådan her “Vi har opbygget et system, hvor man legalt kan sige til folk: ‘Lille Peter har det endnu ikke dårligt nok til, at vi kan tage os af ham. Kom igen når han bliver (mere) syg, så kan vi prøve at hjælpe’ “. Det er jo helt Anders And.

Tilbage til mig selv – hvor jeg forsøger at forklare sammenhængen:

Da jeg var barn (jeg er fra 1963), havde man endnu ikke opfundet autisme, maskering, skolevægring eller endsige barndommen. Man gik i skole, uanset om man trivedes eller ej, for hvad skulle man ellers? Der var ingen, der spurgte, om man trivedes. Jeg tror heller ikke nogen spurgte mig “Hvad har du lært i skolen i dag?, men jeg kan selvfølgelig huske forkert.

Om jeg selv trivedes eller ej, kan ikke sådan lige afgøres. Det er simpelthen ikke entydigt:

  • Jeg var glad for de boglige fag og var ret god til dem. Idet mine forældre læste højt for mig hver dag, inden jeg startede i skole i august 1970, kunne jeg på forhånd læse nemme tekster, det var fx “Peter Pedal og manden med den gule hat”.
  • Jeg slap ret nemt over den forudgående “modenhedsprøve”, hvor man skulle gennemskue, om røgen fra en skorsten kunne vende modsat et flagrende dannebrog. Det havde jeg fanget; ergo blev jeg sluppet ind i de hellige haller.
  • Jeg var omvendt en idiot til gymnastik, håndarbejde (det tog mig hele femte klasse at strikke én sok), formning, sløjd og den slags.
  • Jeg var en idiot til frikvarterer og blev ofte mobbet, fordi jeg var så mærkelig.
  • Efter min fars død var det trods alt bedre at være på skolen end derhjemme.

I en anden “Hjernekassen på P1”, episoden “Autisme-mødre” fra den 25. marts 2025 27:47 inde i udsendelsen hørte jeg Peter Lund Madsen sige følgende kloge ord, som er med til at forklare, hvorfor min skoletid ikke var entydig:

Min skoletid var indrettet efter autister. Det var fuldstændig forudsigeligt. Der var skoleskema, man fik et nyt hvert år, og så kørte man bogen igennem, og nogen gange, når man sad og læste op på skift i timerne …, der var ingen slinger i valsen, og der var ro i klasselokalet. Gruppedynamikken var meget mindre indviklet, i hvert fald i timerne, for man skulle gøre, hvad læreren sagde.

Jeg er meget sensitiv overfor støj og lugt. Jeg hører fx aldrig musik, hvilket andre synes er mærkeligt, men jeg trives bedst i stilhed. Hvis en burgerbar eller et pizzeria har døren åben, må jeg gå over på den anden side ad gaden – eller holde vejret 🙂

Det var derfor afskyeligt at skulle tilbringe tid på et fritidshjem, hvor den største adspredelse – for de andre – var en larmende byggelegeplads eller at skulle entre et klasselokale, hvor 24 børn trak stole hen over gulvet efter spisefrikvarteret, og hvor der stank af varme madpakker. Jeg kan næsten stadig fornemme lugten her så mange år efter.

Havde jeg været barn i dag, havde jeg således vægret mig ved en stor del af folkeskolen. Måske kunne jeg have fået et specialtilbud, hvor fokus lå på det boglige? Næh, jeg var nok ikke ‘syg nok’ med Peter Lund Madsens ord.

Og autisme er jo ikke en sygdom – det er “bare” et anderledes styresystem.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Excel, aldringsprocesser og indlæringsevnen

Hvordan og hvorfor lære Excel?

Excel, aldringsprocesser og indlæringsevnen

Dagens topbillede stammer fra arket med sundhedsdata, hvor jeg holder øje med alverdens ting om sundhed. Der indgår blandt andet et faneblad om aktivitet, hvor data stammer fra en app kaldet “StepsApp”. De er forklaret herunder:

  • De første tre kolonner A – C er en form for stamdata: dato, ugedag og ugenummer. Jeg bruger dem ikke til noget i dette ark, men i hvert fald datoen er nødvendig ovre i rapporten, hvor data om aktivitet indgår. Dag og ugenummer er sådan set overflødige og kunne slettes.
  • Kolonne D: antal skridt pr. dag. Hvis der er en grøn cirkel, har jeg nået dagens mål, som er 5.500.
  • Kolonne E: Forbrændte kalorier.
  • Kolonne F: Distance i kilometer.
  • Kolonne G: Forbrugt tid.
  • Kolonne I: Hvis cellen er grøn, og der er en smiley, har jeg for det første nået dagens mål for antal skridt (de 5.500) , og for det andet er det vist, hvor meget over dagens mål, jeg er.

Man kan mene, det er lidt “nørdet” – som heldigvis ikke længere er et skældsord – men når man har opsamlet simple data over en længere periode, kan der udtrækkes interessante informationer.

Jeg øver mig, for jeg vil lære det

Indrømmet: Nogle af videoerne fra Proximo må jeg se et par gange og øvelserne, må jeg af og til også lave et par gange, for jeg vil så gerne have, at det “sidder fast”, og at indlæringen er reel. Det går allerede bedre, og det er virkelig sjovt. Læs mere om kurset her.

Jeg er stor fan af læreprocesser, som er nødvendige partnere i min slægtsforskning. Der er hele tiden nye emner, jeg må vide noget om. Det er noget af det, der bevirker, at det er fascinerende på 23. år.

Nu er jeg jo ikke helt ung længere (om et øjeblik 62), så den langsommere indlæring hænger måske sammen med min alder?

Nej – det er faktisk ikke udelukkende rigtigt. Jeg fandt en fin lille pjece fra “ÆldreForum”, marts 1997, hvor der blandt andet står:

Ligesom for kroppens vedkommende er det vigtigt, at hjernen bruges, dvs. at der stilles opgaver til den.

Vi har vel alle hørt sætningen “at gå i stå” eller at være “forkalket” om ældre mennesker, som man nærmest opgiver. Men man behøver ikke at gå i stå, og man behøver ikke at blive forkalket. Det gør man kun, hvis man holder op med at “stille opgaver” til hjernen.

Nu er pjecen jo i sig selv halvgammel, og måske har forskningen bragt ny viden siden 1997, men det ser så banalt ud, at det må være rigtigt. Og krop og hjerne hænger sammen: de skal begge bruges aktivt for at holde længe!

Mere om hjernen

Billedet herunder er tyvstjålet fra Proximo. Det beskriver, at hjernen består af neuroner og synapser. Neuronerne har vi omkring 100 milliarder af. Neuronerne er forbundne via synapser.

Professor Jesper Mogensen har for Hjernesagen skrevet en meget interessant artikel “Den foranderlige hjerne”. Han skriver blandt andet (fremhævningerne er mine):

I forbindelse med indlæring, problemløsning, forsøg på løsning af i realiteten uløselige problemer osv. fandt vi en række ændringer i hjernerne på de individer, der udførte noget sådant.

Vi så vækst af eksisterende synapser (altså forbindelser mellem nervecellerne) og formindskelse eller bortfald af eksisterende synapser – men også dannelse af helt nye forbindelser, som ikke havde eksisteret før den pågældende erfaring.

  • Man kan sige, at når man lærer noget, gemmer hjernen det lærte i en synapse.
  • Når man bruger det lærte, gemmer hjernen det i nye synapser. Hjernen udnyttes altså bedre.

Noget af det, der er afgørende for, at vi kan blive ved at lære nyt, er hjernens plasticitet.

Plasticitet minder lidt om muskler: muskler, der bruges, er/bliver stærkere end muskler, der ikke bruges. Udfordrer vi ikke hjernen, stiller vi den ikke nye opgaver, reduceres plasticiteten, ergo får vi sværere ved at lære nyt eller fx at huske. De kognitive evner forringes.

Kort sagt: indlæringsevnen skyldes neuroplasticitet, som er hjernens evne til at ændre sig; dette sker ved at styrke eller danne nye synapser.

Har jeg tid til at motionere?

Ofte er jeg så optaget af mine spændende projekter, at jeg bliver siddende ved PC’en; jeg “har ikke tid” til at gå min daglige tur, for jeg er jo lige i gang med noget mega interessant.

Men jeg har bemærket noget: når jeg alligevel kommer afsted, fordi “nogen” sparker mig afsted, så tænker jeg bedre, når jeg er hjemme igen. Det kan være en gotisk tekst, hvor jeg alligevel kan læse ord, der før var helt umulige, det kan være en artikel, jeg alligevel kan få skrevet færdig, fordi jeg så en ny vinkel eller noget, der kunne være spændende at inddrage osv. Det er som om, at et “frikvarter” til hjernen, belønnes flerfoldigt efterfølgende.

Jeg har to spor i hjernen, hvilket er lidt svært at forklare. Men når jeg går, hører jeg typisk en podcast i det ene spor, mens det andet spor planlægger den næste artikel, udfordrer en ny funktion i Excel eller noget helt tredje.

Så jeg klør på med både Excel og gåture. Hvem vil ikke gerne være ejer af en rimelig grad af neuroplasticitet og indlæringsevne – og i nogenlunde fysisk form?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Når jeg ligger der, tænker jeg: “Giv nu slip”

ECT og kampen med angsten

Når jeg ligger der, tænker jeg: “Giv nu slip”

Hvis du ikke har prøvet det, forstår du det ikke. Så jeg prøver at forklare det: Når jeg lægger mig på ECT-lejet, kommer tanken/formuleringen: “Giv nu slip” til mig.

Formuleringen stammer fra, hvad jeg har set i forskellige TV-udsendelser, hvor pårørende siger til terminalt syge patienter, som man ved, skal dø om ganske kort tid: “Giv nu slip”.

Angsten/tanken kommer, når jeg venter på de en eller to sekunder, jeg egl. elsker, og hvor jeg ved, at jeg vil svæve væk i narkosen. Det er svært at være en del af. Så ja, jeg er så angst for at dø fra det gode liv, jeg endelig har opnået, og selvom alle gode kræfter omkring mig (distriktspsykiatrien (både kontaktperson og læger) og psykolog i årevis har prøvet at få det til at lykkes, så går det bare ikke.

Jeg kan ikke, og jeg vil ikke. Og måske skal jeg bare tilføje “Jeg tør ikke”?

Vi var egentlig nået et godt stykke vej

Ja, vi var nået et godt stykke vej. Psykologen havde overværet en behandling og havde overbevist mig om, at de passer på mig. At de ikke lader mig dø som følge af en UTH (en Utilsigtet Hændelse). Og det tror jeg på.

Inden jeg sidst/senest skulle til behandling, hørte jeg flere gange i løbet af natten psykologens “genfortælling” om behandlingen, for at jeg kunne overbevise mig selv om, at det nok skulle gå. Det virkede bare ikke.

Det, der væltede mig, var en medarbejder fra anæstesien, der “betjente” mig, som var jeg en maskine, og hvor jeg to gange måtte sige “Undskyld, men du er lidt voldsom derovre”. Jeg havde vedkommende inde i mit system/hoved mindst en uge før behandlingen.

Efter det kunne jeg ikke møde op. Jeg sov 1 – 2 timer, og så gik det bare ikke.

Jeg ved, jeg ville møde frem, lægge mig på lejet, tårerne ville strømme, og jeg ville føle mig som en idiot. Og hvem har lyst til det?

Jeg fik de sødeste mails og opringninger fra psykiatrien efter min udeblivelse. Man var bekymret for mig. Og det blev jeg selvfølgelig utrolig rørt over. Men det flytter ikke på: “Jeg kan ikke, og jeg vil ikke.”

Har jeg overhovedet behov for ECT?

Jeg er selvfølgelig klar over, at jeg har beskrevet alt “det andet” herover. Alle mine bortforklaringer. Jeg har tænkt det hele igennem minimum 500 gange. Jeg er jo altså ikke kun dum, ikke kun en idiot …

Men jeg tænker også: “Vi må teste, om jeg overhovedet har behov for disse behandlinger”. Har jeg ikke behov for behandlingerne, så f…. stå i at gennemgå disse mareridt forud for dem.

Der er reelt ingen, der ved, om jeg behøver disse behandlinger. Det må vi finde ud af. Jeg kan garantere, at mærker jeg bare den mindste lille ansats i den ene eller den anden retning (mani eller depression) , så reagerer jeg med det samme og kontakter straks Distriktspsykiatrien. Jeg har haft min kontaktperson siden 2014, så jeg er fuldkommen sikker på, at hun vil hjælpe mig gennem diverse administrative barrierer, der måtte opstå.

Faktisk er en af min største bekymringer om at stoppe behandlingerne, at hvis jeg ikke længere får ECT, mister jeg kontakten til kontaktpersonen. Vi har dog i dag talt om, at så “kategorisk” er det måske ikke 🙂

Corona og recidiv

Jeg har vendt det hele i hovedet mindst 500 gange. Gør jeg noget dumt?

Og jeg er naturligvis ikke blind for, at psykiateren, da jeg senest talte med ham, fortalte om det voldsomme recidiv i Holland og/eller Belgien, da man under Coronaen ikke kunne behandle patienterne. Det blev et uønsket “studie”, hvor det stod klart, at patienter, der normalt modtog vedligeholdelses-ECT, pludselig fik mange tilbagefald. Det var i ordenen 80 – 90 pct.

Det har selvfølgelig gjort stort indtryk på mig og min tankevirksomhed. Jeg synes bare stadig, der er behov for, at vi tester, om jeg behøver behandlingerne. Men måske er det kun, fordi jeg er så bange for “… giv nu slip”. Jeg ved det ikke.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

Nyt input fra søde mennesker

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

I tirsdags talte jeg med psykologen om, at jeg savner input. Jeg er glad for livet, jeg har det godt, jeg er nærmest lykkelig, men alligevel savner jeg input fra andre mennesker; jeg kan trods alt ikke generere det hele selv. Hun ved selvfølgelig, at jeg elsker det skrevne ord og selv at skrive, så hun havde lagt mærke til SkriveCirklen i Vanløse og tænkt på, om det måske var noget for mig.

Jeg gik hjem og læste om det og besluttede at kigge derned i dag. Det var ikke uden kriller i maven, for selvom mine tekster er nøgterne og ikke emmer af følelser, er det alligevel sådan, at de på en måde er “mine børn”. Hver gang jeg trykker på “Udgiv”, kildrer det da lidt i maven. Jeg har fået forfatterdrømmene slået ihjel en enkelt gang eller to, og det har jeg ikke lyst til at prøve igen. Skal jeg skrive sammen med andre, skal det være i et trygt rum.

Af deres hjemmeside fremgår, at det er for alle – men særligt for psykisk sårbare. Det så helt rigtigt ud! Jeg læste lidt rundt omkring om det, og et par steder var Søren Magnussen og hans projekt “Lys på den lukkede” nævnt. Så var jeg overbevist om, at jeg ville tage ned og kigge, for de to udsendelser gjorde i sin tid et stort indtryk på mig. Jeg har også været “på lukket”. Det var vist dengang, jeg troede, der stod en respirator i klædeskabet. Det var en nærpsykose – eller jeg var psykosenær. Puh ha. Det er godt, det er længe siden!

Skriveværterne skaber det trygge rum, og de er utrolig søde – nærmest omsorgsfulde. Man kan være lige den, man er. 

Udgangspunktet: “Jeg husker”

Man kan tage udgangspunkt i en sætning, der bliver skrevet på whiteboardet, hvis man savner inspiration, eller man kan skrive om noget helt andet. For at alle kan komme til orde, er der et maks på ca. en ½ maskinskrevet side. Det vigtige er glæden ved ordene. Der er 45 minutter til at skrive i.

Min tekst blev ca. følgende:

“Jeg husker lejrskoler. Nogle politikere fra SF agiterer p.t. for, at det er så godt for børn at tage på lejrskole, og de vil sikre, at det er muligt for alle – og det er sikkert også godt for de fleste. Men for mig var det forfærdeligt.

Det var vel ca. 5. klasse. Jeg syntes ikke, det var fedt at skulle sove i et vådt telt, at være ude i regnvejr, at skulle bage snobrød, så håret lugtede af røg bagefter, at sidde i en kano med en jeg faktisk ikke brød mig om, ikke at kunne slippe væk.

Jeg savnede bøgerne, jeg savnede skolebiblioteket, jeg savnede at være alene og at kunne trække mig tilbage. Der var ikke rum for den, jeg var, eller for de kompetencer, jeg havde.

Frøken Christensen på skolebiblioteket indså, at der var noget, jeg kunne: Jeg var god til at skabe orden, at løse problemer og lave strukturer, og så var jeg hammer god til at sætte stempelkortene på plads bagi bøgerne, før de kom retur på hylderne. Vi havde det hyggeligt, uden at vi egl. talte ret meget sammen. Skolebiblioteket var en god måde at slippe væk fra fritidshjemmet med dets støjende byggelegeplads.

Frøken Christensen og hendes bibliotek var en undtagelse. Men det var typisk for mit liv dengang: det, jeg kunne, duede sjældent. Jeg kunne aldrig det, de andre kunne, nu er det heldigvis helt anderledes. Jeg var ikke kreativ på deres måde. Jeg kunne ikke spille musik, jeg kom aldrig over i højdespring, og jeg ramte aldrig bolden i rundbold. Gode karakterer og mine studier af fysikbøger blev ikke regnet for noget.

Jeg husker, at jeg fik et molekylebyggesæt. Det var lækkert og i flotte farver. Jeg byggede og byggede, men jeg husker ikke hvad. Det skulle ikke bruges til noget. De troede, det var en leg, men for mig var det en videnskab.

Det var lidt grotesk, at man ikke dengang så os med det anderledes styresystem. Jeg var 55, før jeg blev udredt. Nu er jeg glad og har et godt liv med data og strukturer. Og jeg elsker mine særinteresser.

Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.”

Anerkendende feedback

De kom med anerkendende og sød feedback. Et gennemgående ord var ikke overraskende: “nøgtern”. 

Jeg turde ikke rigtig selv give de andre feedback. Jeg besluttede mig for lige her første gang at lytte til, hvordan de andre gjorde, og de hørte også meget, jeg slet ikke havde hørt.

Træt

Da jeg kom hjem, var jeg træt – på den gode måde. Jeg sov en time i 30 °C til en af de sidste “Hjernekassen på P1”.

Det har været en fin dag.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.