Fortællingen om ECT
ECT ja tak. Parkinsonisme nej tak!
Fortællingen om ECT
Vi har gennemgået det hele igen:
Denne artikel er psykologens genfortælling til mig om en ECT-behandling. Jeg har gennemlyttet den flere gange og taget noter undervejs. Hvis fagfolk fra psykiatrien læser med, er det ikke korrekt, for det er selvfølgelig ikke fagudtrykkene, men det er hendes oplevelse af det, som jeg har forstået det. Vi er ude i tredje potens …
Har man har fordomme om psykiatrien i almindelighed og ECT i særdeleshed, håber jeg, at jeg hermed er med til at bryde dem bare lidt ned.
Søvn = restitution
Når jeg har været til behandling, er jeg utrolig træt. I fredags sov jeg nærmest både hele dagen og hele natten til lørdag. Det er usædvanligt. Sædvanligvis sover jeg bare 3 – 4 timer. Det er godt, at jeg kan det. Jeg har ikke ægtefælle, børn, arbejde m.v., jeg skal hjem og forholde mig til.
Jeg har engang spurgt en psykiater, om det er naturligt at være så træt, og det er det. Der er vel det i det, at kroppen restituerer, når man sover. Efter at have sovet, har jeg det fuldkommen normalt. Min hjernekapacitet er ikke blevet mindre af de mange (mere end 100) behandlinger. Det kan også være, jeg har lidt at give af.
På ECT-dagene står der bare “ECT” i kalenderen; og jeg får ikke gået min tur, jeg går kun ind under min kugledyne. Sådan er det.
Passer de på mig?
Mit første spørgsmål, som jeg intellektuelt godt ved er fuldkommen overflødigt: “passer de på mig?”. Helt 100 pct. Der er kun en, der er i fokus, og det er mig.
Jeg er altid så glad, når det er LL fra anæstesien, der er der, for der er noget utrolig sødt over hende. Hun er så imødekommende og varm, og så er hun altså den, der er bedst til at stikke.
Da AJ var der, sagde hun altid “Hanne er svær at stikke”. Min åre på venstre hånd slår på en eller anden måde et knæk, så det gør pokkers ondt, når de “roder rundt” for at finde den. LL går bare over på højre hånd, der er bedre. Hun havde lidt svært ved at kalde den frem og “bankede” mange gange, men ondt gjorde det bestemt ikke.
Denne gang sagde jeg til hende “Jeg havde sådan håbet, det var dig, der var her”. Det var måske dumt, men nu gjorde jeg det altså, for jeg har haft lyst til det længe. Vi kender jo efterhånden hinanden, og vi har samme smag i rygsække 🙂 Det skal være en Osprey 34 l.
Serier ctr. hver femte uge
Når man er indlagt og får ECT, giver de typisk serier, hvilket vil sige, at man får behandling mandag, onsdag og fredag. Der bliver kroppen lidt “immun”, og der skal mere medicin til, men ikke for meget, for så kan anfaldet ikke fremkaldes. Det er en balancegang, som de har fuldkommen styr på.
Når der er lange intervaller, skal der mindre medicin og mindre strøm til for at fremkalde anfaldet. Det er jo egl. logisk nok – og jeg elsker logik. Så reduceres dramatikken og magien.
Jeg faldt en dag over et gammel blogindlæg fra 2015, hvor jeg skrev om “chokdemens”: Under en indlæggelse med serier var jeg “chokdement”, dvs. lidt “fra den” efter en behandling, så jeg gav en uærlig medpatient både Visakort og kode, for at hun kunne købe cigaretter til mig. Personalet på 808 havde bøvlet med at spærre kortet i banken osv.
Jeg har kun oplevet “chokdemens” denne ene gang.
Roller og behandling
Alle har deres rolle.
LL giver medicinen, der bedøver, og holder mig i hånden! De ved godt, hvordan jeg har det. Hun er henne og tjekke tre eller fire gange, før de går i gang.
S, der står på den anden side, holder øje med en/nogle skærme og sørger for ilten.
J sætter elektroderne på.
Lægen sidder ved skærmen, har det overordnede ansvar og monitorerer alt. Det er faktisk ikke J, der siger, når de tænder for strømmen, det er lægen. Og så siger han “Nu støder vi”, når alt er klar til selve behandlingen.
Man skal tage skoene af, og de kan se på fødderne, når man er fuldkommen afslappet. Jeg har altid troet, at det var for, at man ikke skulle grise lejet til.
Psykologen havde været lidt spændt på, hvordan det så ud. Ville det være voldsomt? Ville det være lige som, det er vist i en “Indefra” med Anders Agger? Nej, sådan var det overhovedet ikke. Det var mere, som man kender det fra mennesker, der har en spastisk lammelse. Man kan se, at patienten bider hårdt sammen (derfor bideskinnen), kinder, arme og ben ryster/spjætter lidt. Men det er sådan set også det hele.
Det var alt sammen fuldkommen udramatisk og totalt metodeorienteret. De har deres fulde opmærksomhed på mig. Der er ikke noget at være bange for. Sammenligner vi det med den neuroleptikaudløste Parkinsonisme, som jeg jo nærmest blev invalid af, er dette 100 gange bedre. Dette er fuldkommen under kontrol – ingen kunne kontrollere Parkinsonismen.
Det svarer til, at professor Poul Videbech skriver:
Endelig foretrækker mange patienter, der tidligere har fået ECT-behandling, på ny at få denne behandling, hvis de atter får en depression, fordi de har erfaring med, at den virker så hurtigt.
Lægen fortalte psykologen, at det var et A-anfald, og at det varede 40 sekunder. Man kan se både på mig og på skærmen, at nu aftager anfaldet. Jeg overtager selv vejrtrækningen.
Hun havde stillet spørgsmål, som de havde besvaret. Alle havde været meget søde, imødekommende og ordentlige. Det er altså lidt imponerende, at de åbner for lægfolk på den måde. Hun syntes, hun havde fået en fantastisk behandling.
Da jeg vågner, taler LL til mig (det husker jeg ikke). Hun spørger, om jeg vil have kaffe? Ja tak kaffe og en yoghurt, eftersom jeg ikke har fået noget som helst siden før midnat, og nu nærmer vi os vist kl. 11.
De kører mig til opvågningen. Så komme B med kaffen. Og det var det.
Kun en ting kunne være bedre
Det eneste, der kunne være bedre, var, at der ikke var den lange ventetid på mindst en time. Jeg hører de mange stød mange gange – også selvom jeg altid sætter mig længst muligt væk helt nede i enden af ECT-gangen. Lyden gør mig bange. Den er så insisterende, så tårene står i kø. Det er ligesom, hvis man har stress, eller man er meget presset. Så kan man heller ikke holde tårerne tilbage. Det er en fuldkommen naturlig reaktion, men jeg føler mig som en idiot hver gang. Mine følelser kommer ikke andre end de særligt udpegede ved.
Jeg vil tale med J om, jeg evt. kan være først på? Det er vist hende, der styrer det. Men de tager vist de indlagte patienter først. Jeg vil alligevel prøve. Det kan der ikke ske noget ved. Jeg kan højst få nej.
Hvis det nu ikke virker?
Nu er jeg selvfølgelig spændt på, om angsten er den samme eller mindre næste gang. Tror jeg stadig, jeg skal dø? Står tårerne stadig i kø? Er jeg stadig maksimalt presset? Jeg vil selvfølgelig høre lydfilen fra i går igen, for vi gennemgik alt i detaljer.
Hvis det ikke virker, må psykologen jo udtænke noget andet: “Vi har et problem, vi skal løse”.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
