Indlæg

, ,

Værdien af eksistentielle samtaler

Værdien af eksistentielle samtaler 1

Jeg taler fortsat med præsten

Gennem alle årene fra 2014 og frem til nu har jeg haft jævnlige dialoger med den præst, der er præst på Psykiatrisk Center Glostrup (både på Brøndbyøstervej i Hvidovre og på Nordstjernevej i Glostrup) og også virker som sognepræst i Hvidovre Kirke, hvor jeg engang var i menighedsrådet – faktisk var jeg medlem af rådet i otte år, men jeg passede ikke ret godt ind der. Jeg tænkte “forkert” i forhold til resten af medlemmerne. Ved valget i 2016 var jeg indlagt, og da det er uhyre vanskeligt at føre valgkamp fra en sygeseng, røg jeg ud, og det var såmænd nok meget godt.

Med årene har vi lært hinanden godt at kende, og det er dejligt. På en måde er hun et af mine få “livsvidner”, på samme måde som kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien og psykologen er det. Det er selvfølgelig tankevækkende, at mine “livsvidner” med få undtagelser skal findes blandt professionelle, men sådan er det nu engang.

Spøgefuldt har præsten ofte sagt, at i årene med de mange indlæggelser havde hun et nemt job, når hun skulle tale med mig, for hun kunne bare sige det samme som i sidste uge, for jeg havde alligevel glemt det.

Jeg har mødt mange medpatienter, der også er meget glade for at tale med hende. Hun er meget afholdt og dygtig. Hun betegner sig selv som “jubeloptimist”, der altid evner at se de lyse sider. Det er i høj kurs på en psykiatrisk afdeling.

Det præster kan

Siden jeg blev involveret i kirkelige kredse, har jeg lært mange præster at kende, og det sætter jeg stor pris på. Jeg synes, de er kloge mennesker med et stort vid, der forstår at sætte ord på de store emner fra tilværelsens ulidelige lethed, som jeg kan have svært ved at tage op med andre mennesker. Det kan fx være angsten for livet eller nu det omvendte: angsten for døden. De præster, jeg kender og har kendt (fx var min bedste ven præst), sidder ikke med næsen i den store bog, men forstår alligevel at inddrage skriften, hvor det er relevant at sætte et emne i perspektiv. Jeg fascineres af, at mine tanker er tænkt allerede for et par tusinde år siden og skrevet ned. Så der jo også være nogen, der undervejs har udtænkt en form for løsningsforslag.

I dag onsdag talte vi blandt andet om et par linjer fra salmen Du som har tændt millioner af stjerner, der på en måde fortæller om “Kærlighedens pris” (som også er titlen på et tobindsværk af præst og psykoterapeut Bent Falk), men nu kan jeg selvfølgelig ikke genkende dem. Sorgen er kærlighedens pris. Der er en meget fin artikel på POV International om netop dette fra 2016 her. Involverer man sig, risikerer man at miste – så er det selvfølgelig nemmest at gøre det, jeg gør: Jeg involverer mig kun sjældent, så er jeg da i sikkerhed. Selv synes jeg bare, det har andre årsager. Jeg ville blive vanvittig, hvis her var en anden, jeg skulle forholde mig til, når jeg ikke lige sover.

Præster kan føre eksistentielle samtaler, og de samtaler er i høj kurs hos mig. Mine tanker er ikke altid egnede til et middagsselskab.

Involveret i livet

Omsider har jeg dog involveret mig med og i livet, som jeg nu synes, det er et godt liv, og netop derfor er jeg afsindig bange for at miste det. Det er et livsvilkår for alle, der tør se det i øjnene, og det er logik for perle- eller burhøns. Det har ikke noget med den ene eller anden diagnose at gøre. Alle har dødsangst, men den fylder bare ikke 30 pct. af deres hjernevindinger, for det er en anelse invaliderende. De 30 pct. skal på en eller anden måde ned til fx fem pct. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg gør det ved egen hjælp, og psykologen har stadig ferie.

Hver tredje mandag oplever jeg angsten meget konkret: Tidligere elskede jeg de millisekunder, der går, fra de skruer op for bedøvelsen, til jeg sover, for det var som at flyve. Det er det sådan set stadig, men det føles ikke rart længere. Nu er jeg bange for ikke at vågne igen. Det er så dumt, for der kan ikke ske noget, og der er aldrig nogen, der ikke er vågnet op igen. Det er sikrere at lægge sig på lejet der end at krydse Hvidovrevej. Der er elektroder, der overvåger hjerne og hjerte, der er en narkoselæge og ditto sygeplejerske, der er en specialuddannet psykiater, ECT-apparatet får sikkert også i sig selv en masse informationer, og der er en sygeplejerske til at holde mig i hånden. Jeg er taknemmelig for behandlingerne, for de bevirker, at jeg kan leve et stort set normalt liv.

Jeg er bare træt af angsten – selvom den jo dybest set er en umådelig positiv vending i mit liv. Nu vil jeg gerne være i live – helst 30 år mere. Tidligere ærgrede jeg mig lidt hver morgen, jeg vågnede op til endnu en ny dag. Sådan kan ting ændre sig.

Værdien af eksistentielle samtaler 3

Endnu engang har bloggen bevist, den er min bedste ven.

 

,

Verdens bedste sundhedssystem!

Verdens bedste sundhedssystem! 5

(Kl. 14:33 var der 33 grader på Hvidovrevej. Det er ikke noget for mig.)

Fremragende sundhedsvæsen

  • På mandag er det ECT-dag igen, så kl. 9:00 ringede ‘min’ sygeplejerske Ann Jeanet fra ECT-afdelingen og oplyste, hvornår hun havde bestilt Flextrafik til mig mandag morgen. Det er også hende, der holder mig i hånden, når jeg er bange for ikke at vågne op igen. 9:10 og 20 minutter frem, skal jeg være klar. Sådan er det altid – der er et tidsspand på 20 minutter, men de kommer altid på det først udmeldte tidspunkt. Jeg har aldrig ventet de 20 minutter.
  • Hun mindede mig om at tage de 25 mg. Quetiapin. Jeg må gerne, og de er måske en hjælp mod angsten. Den er ikke så slem denne gang.
  • En time senere ringede hun og fortalte, at anæstesien ikke vil bedøve mig, med mindre de får et nyt EKG, der ser bedre ud. Der var for mange afvisninger. De har sørme styr på tingene forud for behandlingen.
  • De sidder åbenbart og tjekker de enkelte EKG’er, der ikke må være mere end to måneder gamle.
  • Selvfølgelig blev jeg lidt bekymret. EKG er trods alt noget med hjertet. Jeg kunne fortælle, at jeg faktisk havde tid på Hvidovre Hospital (HH) kl. 13:50 til EKG og blodprøver (der er også bøvl med kolesteroltallet… Jeg forstår ikke hvorfor; måske for meget ost?). Så der vil være et frisk EKG at kigge på inden behandlingen på mandag. Vi aftalte, at jeg bare skulle stå stand-by mandag morgen.
  • Jeg vandrede de 20 minutter ned til HH, og fik taget EKG og blodprøver. Da jeg bagefter stod i vandrehallen, ringede jeg til ECT-sekretæren, og bad hende kontakte anæstesien og sige, at der nu forelå nye resultater, de kunne dyrke. Der var lidt besvær med det, fordi hun tilhører psykiatrien, og ikke uden videre kan kontakte somatikken. Der er åbenbart vandtætte skodder mellem de to dele af systemet. Men hun gjorde sit arbejde godt og lovede at se, hvad hun kunne gøre.
  • Ann Jeanet havde fri på det tidspunkt. Hende kunne jeg ikke komme til at tale med.
  • Da jeg stod i den kilometerlange kø i Kvickly ringede Ann Jeanet hjemmefra i sin fritid og fortalte, at hun havde fået mail fra anæstesien på HH om, at alt var i orden, de havde set det nye EKG, og der var ikke nogen afvisninger. Så jeg skal være klar mandag morgen som oprindeligt aftalt.
  • Det er da imponerende. Alt dette skete på ca. to timer.

Dedikerede medarbejdere

Et sådant flow kunne ikke lade sig gøre uden super-dedikerede medarbejdere, der har styr på patienterne – også i fritiden. Jeg er meget imponeret. Psykiatrien er undtaget for sygeplejerskestrejken, men deres krav er fuldt forståeligt. Selvfølgelig skal de ikke aflønnes ud fra en tankegang, der blev født ved tjenestemandsreformen i 1969.

Hende, jeg var til EKG hos, betegnede sig selv som perfektionist. Sådan betragter jeg også mig selv på nogle områder, så det fik vi en fin lille sludder om. Hun var også årgang 1963 og vi havde haft den samme type røde rulleskøjter (af mærket ‘Basta’) og en far, der løb efter den første to-hjulede cykel med et kosteskaft i ryggen (på cyklen altså).

Hun sagde, pulsen skulle ned, og at jeg skulle tænke på noget andet end det dårlige EKG. Og det gjorde jeg så. Hun var så sød og grundig, og nu er EKG-tallene, som de skal være, og jeg kan komme i narkose på mandag.

Jeg synes, det er fantastisk!

,

Om at håndtere angsten for ECT

Om at håndtere angsten for ECT 7

Jeg har været hos psykologen

Hun kan altid vende det hele på hovedet – og det er dejligt! Om et par måneder skal jeg nok sige farvel til hende, idet hun flytter sin praksis. Det har jeg prøvet før; jeg ser lidt med gru på det, men vi er helt enige om, at jeg i realiteten ikke har behov for hende længere mere bortset lige fra dette ECT-noget. Skulle der opstå et eller andet behov, kender vi hinanden godt nok til at kunne tage en enkelt eller to sessioner online. Eller også hopper jeg da på toget; hun flytter jo ikke til verdens ende.

Det er en stor ting for mig, for hun har været med siden foråret 2015, og hjulpet med at bringe ufatteligt mange vanskelige ting på plads. Hun har kunnet alt det, de øvrige behandlere har måttet give op overfor eller har serveret halve løsninger på. Hun har accepteret, at jeg er styret af min hjerne og hjulpet mig ud fra det. Ingen maleterapi til mig. Sådan noget kan jeg ikke finde ud af. Jeg kan dårligt tegne en tændstikmand.

Angsten for ECT – det handler om kontroltab

Vi fandt ud af så meget godt. Nu har jeg en “værktøjskasse”, jeg kan tage frem om tre uger, og som jeg tror på. Forklaring følger:

  1. Der er endnu ikke nogen, der ikke er vågnet op efter behandlingen, siger de i Glostrup. Jeg skal have undersøgt om det bare er i Danmark, i Europa, i verden, eller hvordan det er. Hvis jeg kan få styr på fakta, kan jeg lettere tale angsten ned om søndagen og mandag formiddag.
  2. Jeg har, siden jeg var 14 år (og det er godt nok længe siden), overlevet ved med indædt styrke at overvinde svagheden. Det lyder floromvundet, men det er sandt.
  3. Fra 2014 og frem fik jeg en identitet som “syg” = svag. Og det var jeg også. Den identitet er væk nu, og noget andet må træde i stedet. Der er tale om en transformationsproces. Jeg har det rigtig godt, når jeg passer behandlingerne, Distriktspsykiatrien, psykologen og den smule medicin, der er tilbage. Men når jeg ligger på briksen i Glostrup og venter på, at de tænder for bedøvelsen, jeg kigger på slideshowet i loftet, de siger “har vi bideskinnen parat?”, er ECT-apparatet indstillet til 90 pct., de slår sengehestene op osv., er det et enormt kontroltab. Jeg er i deres “vold” og har ingen verdens indflydelse. Jeg er nødt til at stole på, at de kan deres kram – og det kan de (sgu), for de laver ikke andet mandag, onsdag og fredag i hvert fald om formiddagen. Og som sagt, er der endnu ikke nogen, der er døde af behandlingen. Der gives, så vidt jeg husker, ca. 2.000 behandlinger årligt i Danmark.
  4. Jeg har en indre checkliste, og jeg følger meget nøje med i, hvad de foretager sig, og om de gør det rigtigt. Det er jo helt absurd, men sådan er jeg, og det kan jeg ikke lige lave om på. I mandags var jeg bekymret for, om bedøvelsen løb ved siden af venflonen, for det føltes, som om det løb koldt ned ad underarmen. Jeg sagde det højt, og anæstesien forklarede, at det bare føltes sådan. Sådan synes jeg bare ikke, det plejer at være og jeg har trods alt prøvet det mange gange.
    • De tilbød at sige højt, hvad de foretog sig. Det afslog jeg, fordi jeg var bange for, at det blev for mange indtryk, som jeg ikke kan rumme på en gang. Det vil jeg revidere. Hvis de siger højt, hvad de gør, kan jeg måske bedre føre min checkliste? Det lyder som en bevidst handling at ville kontrollere, men det er det ikke.
    • Jeg har sagt fra overfor en kødrand af studerende, der skal se på. Jeg har ikke lyst til at udstille mig selv, når jeg ligger svag og sart uden fodtøj på briksen. På en eller anden måde skal de studerende selvfølgelig lære det, men de må øve sig på en anden end mig. Der er patienter nok.
  5. Før i tiden betød det ikke så meget, om jeg vågnede op igen. Det var vel ikke en bevidst tanke, men sådan var det. Nu er det livsvigtigt.
  6. I søndags fik jeg et tilbud om at komme på besøg hos min ven hver tredje søndag. Det afslog jeg, fordi jeg tænkte, jeg ikke var værd at være sammen med. Det var nok dumt, og jeg vil prøve, om den beslutning kan revideres. Hvis fokus kan flyttes fra angsten nogle timer, er meget vundet. Er jeg bare sammen med mig selv, fylder angsten 90 pct. af bevidstheden, også selvom jeg laver noget, der kræver fuld koncentration

Det hjælper at sætte ord på

Det har altid hjulpet mig at sætte ord på svære ting. Det er rigtig godt med psykologen, og jeg har optaget alle vores samtaler, eller i hvert fald 95 pct. af dem, og kan høre dem igen, hvis det skulle blive nødvendigt. I dag søgte hun efter flere ord fra min side. Hun havde ikke meget at gribe fat i, når jeg bare kunne sige, at jeg er angst for ikke at vågne op igen. I Glostrup siger de, at det er fuldstændig almindeligt med folk, der lægges i narkose. Det gør bare ikke min angst mindre eller bedre at være i stue med.

Men nu har jeg nogle helt konkrete ting, jeg kan gøre – jeg kan handle, og så kan jeg se, om det hjælper. Det skulle jo nødig gå hen og blive så stort et problem, at “de” beslutter at indstille behandlingerne. For hvad gør jeg så?

I morgen er der mulighed for at sætte endnu flere ord på: Jeg skal i Distriktspsykiatrien til møde med min kontaktperson, og hun har fået psykiateren til at deltage. Det er så fint.

De passer alle sammen godt på mig, og det kan jeg ikke lade være at være taknemmelig over.

Bare jeg ikke var så bange

Bare jeg ikke var så bange 9

Det er regulær dødsangst

Hele weekenden er ødelagt; det er godt nok kun hver tredje weekend men alligevel… De poder ganske vist ikke vaccinerede patienter for Covid-19 længere, så det er slut med at skulle op og til Psykiatrisk Center Glostrup før en vis herre får sko på søndagen før mandagen. Nu er det kun om hver tredje mandag, hvor jeg på fornem vis bliver hentet af Flextrafik omkring kl. 08, afhængigt af hvad nummer i rækkefølgen jeg er. Det er en “fabrik”, men det mærker man ikke, for de er så utrolig søde og kender mig efterhånden godt.

De mandag morgener går morgenritualet stærkt, for der er selvfølgelig ingen morgenmad, ingen morgenkaffe eller lignende. Det harmonerer ikke med fuld narkose. Søndag aften spiser jeg først kl. 22, for ellers bliver sulten mandag formiddag simpelthen for stor. Jeg tager det sidste glas vand ved midnatstid, der er grænsen for, hvornår man må indtage noget.

Søndag aften husker jeg at undlade at tage Lyrica/Pregabalin, der er et middel mod Restless Legs/Neuropatiske smerter, som er en krampetilstand i læggene. Da formålet med ECT-behandlingen er at fremkalde en krampe i hjernen, er der ingen idé i at tage et krampestillende middel aftenen før.

Hvad er det, jeg er så bange for?

Det kan siges og skrives meget, meget enkelt: Selvom jeg har prøvet dette ca. (eller mere end) 75 gange, er jeg bange for ikke at vågne op igen til det liv, jeg endelig er blevet så umådeligt glad for. Før i tiden var det ligegyldigt, nu er det livsvigtigt. Det er i virkeligheden umådelig positivt. Det føles bare ikke så positivt i den time til halvanden, der går fra mødetidspunktet, til det er min tur.

De har givet mig lov at tage 25 mg. Quetiapin og en mikroskopisk tår vand at skylle ned med, inden jeg tager afsted. Det er første gang, jeg skal prøve det og jeg er spændt på, om det hjælper. Jeg tror dog ikke meget på det, da det er en sjettedel af det, jeg tager for at sove.

Sidst kom en læge og sagde “du var meget nervøs sidst; er der noget, vi kan gøre for dig?” Dvs. de har noteret det et sted. Jeg kunne ikke svare, idet tårerne i stedet trillede. Åh for f****** (gæt selv, hvad stjernerne står for).

Situationen er låst

Jeg skal på ingen måde tilbage til al den antipsykotiske medicin og Parkinsonismen, der nærmest gjorde mig invalid til sidst, og jeg skal ikke ind i den endeløse række af indlæggelser igen. ECT er derfor eneste mulighed. Det virker utrolig godt og jeg har ikke været indlagt siden de to måneder fra oktober til december 2020. Sådan skulle det gerne vedblive.

Der er ikke andet for end at lære at leve med angsten og den destruerede weekend og så bede Ann Jeanet holde mig i hånden, til verden er væk.