Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Tidligt op og med “mor” på morgenrengøring

Tidligt op og med "mor" på morgenrengøring

Ensomhed

Tidligt op og med “mor” på morgenrengøring

Jeg har været hos psykologen, og det var – som altid – godt. Jeg synes, jeg knokler og rydder op i min elendige fortid, og det “virker” (sgu), for min angst for ECT er for nedadgående.

Da jeg senest var til behandling, var der ingen tårer, og det er et kæmpe fremskridt for mig. Angst for ECT er stadig vores overordnede fokus og grunden til, at jeg har fået en henvisning fra lægen, men alligevel havde jeg i dag skiftet “mellem-fokus” ud med ensomhed. Ikke en ensomhed i mit aktuelle liv, hvor jeg nok er alene men ikke ensom, og der er stor forskel på de to, men en ensomhed i min barndom og ungdom.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver færdig med at rydde op, men jeg håber.

Jeg medbringer altid en form for dagsorden, men den holder sjældent, fordi vores samtale og arbejdet bærer et andet sted hen. Og det er fint med mig, for det er her, hendes erfaring bringes i spil.

I dag havde jeg egentlig planlagt, at “Indre barn” skulle handle om en cykeltur mellem Aakirkeby og Vestermarie i 1978, hvor jeg som 14-årig for første gang tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”, hvilket jeg så forsøger i 2006. Men lidt af magien med “Indre barn-arbejde” er, at man ikke hverken kan planlægge eller kontrollere det.

Så pludselig var vi i stedet på Sydfyn. Min “mor” havde i en periode, (og jeg tror, det er før 30. marts 1976, for min halvbror er vist ikke født endnu), morgenrengøring på lægehuset i Assens. Psykopaten og jeg kæmpede på en eller anden måde om at komme med for at hjælpe hende. Jeg kan ikke huske, hvordan kampen udspillede sig, men der er ingen tvivl om, at der var en kamp. Der var på en måde noget fantastisk over, at jeg kunne vinde over ham.

Hun og jeg havde en lille flig af samhørighed de morgner, hvor jeg vandt. Der var en god stemning i bilen på vejen til Assens og tilbage til Nellemose. Der var 20 km. Jeg kan ikke huske, om vi talte sammen, men det må vi vel have gjort, idet alt andet havde været unaturligt. Når vi ankom til lægehuset, havde jeg mine opgaver og hun sine, og så blev vi vist hurtigt færdige. Den gode stemning var væk, så snart vi trådte inden for derhjemme. Så havde hun sit fokus på psykopaten, og jeg var betydningsløs.

Det er et nøjsomt barn, der står op kl. 4 eller 5 om morgenen for at have rare stunder med sin “mor”. Og det har været tidligt, for vi skulle jo nå tilbage, så jeg kunne nå at cykle til skole og møde kl. 8:00.

Årene på Bornholm var de værste

Der er nok en grund til, at årene på Bornholm var de værste. Jeg boede der fra juli 1978 til juli 1980. På det tidspunkt var jeg 14 – 16 år og derfor i stand til at vide, at hjemme hos mig, var det ikke bare absurd; der var armod på alle planer: menneskeligt, relationelt, økonomisk mv.

Jeg må på en eller anden måde have vidst, at de andre børn/unge havde det anderledes. Jeg havde ingen kammerater, for det var der ikke tid til. Jeg passede mit eftermiddagsjob hos isenkræmmerne i Aakirkeby, som virkelig tog sig godt af mig, men når jeg var hos dem, havde jeg altid dårlig samvittighed over ikke at være derhjemme, hvor jeg skulle “lære at bestille noget”. Jo tak …

Så viden om at de andre havde det anderledes må være kommet fra skolen. Den kan måske også være kommet fra Tine Brylds radioprogram med titlen “Tværs”, som de dog ikke brød sig om, at jeg hørte søndag aften alene på værelset i Svaneke. Når man stemmer på Glistrup, er Tine Bryld jo frygtelig venstreorienteret.

På Sydfyn: I Hårby havde jeg en ven ved navn Bjarne

Under dække af at besøge min mormor besøgte jeg Bjarne. Han havde et ganske normalt liv med en sød hund, en sød storesøster og søde forældre. Alting var så forskelligt fra det, jeg selv kendte til.

Jeg husker mest, at vi fordybede os i at tegne sammen. Vi tegnede i timevis i hans kælderværelse på Solvej 17. Han var dygtig til det, og blev da også arkitekt, men det var ikke lige min spidskompetence. Men pyt med det. Jeg tror, vi lignede hinanden meget:

  • Vi var flittige
  • Vi var dygtige i skolen
  • Og jeg tror, vi var klar over, at vi var anderledes (Bjarne levede mange år som bøsse)
  • Der kan have været noget autistisk også over ham.

Bjarne tog sit eget liv i 2015; det år hvor jeg overvejede det samme. Jeg var til hans begravelse og tanken om den gør stadig indtryk på mig. Måske mærkede han også en ensomhed? Det kan man ikke vide, og selvfølgelig skal man ikke digte, men man har da lov at tænke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Hvad er egentlig en psykopat?

Hvad er egentlig en psykopat?

“Dyssocial personlighedsstruktur” hed tidligere “psykopat”

Kommentarer?

Jeg undrer mig altid over ikke at få kommentarer til poster om erindringer og indre barn. Jeg kan jo se, de bliver læst. Hvad skyldes det? Er det for voldsomt for dig? Er det for svært?  Husk på at jeg jo har et godt liv nu. Jeg vil bare gerne blive klogere på en svær tid. Fortæl mig om dine bevæggrunde til ikke at kommentere.

Den slags, som du ser på top-billedet, har jeg aldrig prøvet.

Hvad er egentlig en psykopat?

Jeg er optaget af at gøre det “ordentligt og rigtigt”. At kalde et menneske for “psykopat” kan man jo ikke bare gøre, idet det er en meget alvorlig etiket at klistre på et menneske. Jeg er jo trods alt cand. jur.; så prøver man at opføre sig ordentligt. Derfor har jeg besøgt Psykiatrifondens hjemmeside for at finde deres definition.

De skriver blandt andet om det, man tidligere kaldte psykopat, men man nu kalder: “dyssocial personlighedsstruktur”:

Har man en dyssocial personlighedsstruktur, føler man ikke skyld og bliver ikke ramt på samvittigheden. Man er ligeglad med regler og handler ofte impulsivt og kortsigtet.

Her har jeg plukket lidt – og det må man gerne, idet en person med en dyssocial personlighedsforstyrrelse ikke nødvendigvis rummer alle trækkene. Det er tilstrækkeligt bare at rumme nogle af dem:

Typiske træk hos personer med dyssocial personlighedsforstyrrelse kan blandt andet være at vedkommende:

  • Er selvcentreret, opmærksomhedssøgende og selvhævdende.
  • Er mere optaget af egne behov end af andres.
  • Er ligeglad med andres følelser.
  • Mangel på samvittighed.
  • Føler ikke ansvar eller skyld og udnytter gerne andre.
  • Har ingen respekt for sociale normer eller lovgivning.

Alle disse træk genkender jeg hos det menneske, jeg bare kalder “Psykopaten“. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at jeg gør det “ordentligt og rigtigt”. Det er ikke mig, der har klistret etiketten på min “mors” ægtefælle, det er min psykolog, som jeg har kendt i 10 år, og som har virkelig mange års erfaring. Det er altså ikke bare et eller andet Anders And eller “Hulla Bulla”, vi finder frem.

Jeg boede med psykopaten i ca. seks år. Og nu er det sådan, at støder jeg fx på et en kirkebogsindførsel om en helt anden person, der bare har det samme fornavn, må jeg skynde mig at “rulle forbi”. Der gik også mange år, før jeg nævnte psykopatens fornavn for psykologen. På den baggrund begyndte jeg at overveje, om jeg evt. også havde PTSD. Det kunne psykologen heldigvis klart afvise. Jeg har også diagnoser nok. Jeg har det godt nu, og jeg elsker mit liv – faktisk har jeg aldrig haft det bedre, men jeg vil gerne “videre”.

Koblingen til ECT

Jeg har taget fat på en “rejse”, hvor formålet er at bekæmpe min dødsangst i forbindelse med ECT. Jeg er afhængig af ECT, idet alt andet har vist sig utilstrækkeligt, og medicinen til sidst gjorde mig meget syg. Jeg er slet ikke i tvivl om, at ECT er den bedste behandling, jeg kan få. Ergo er jeg nødt til at arbejde med dødsangsten. Også selvom det er lidt hårdt.

Når jeg ligger på briksen til behandlingen, må jeg sige til mit indre barn, at livet ikke stopper her, og at hun må tage det roligt. De her mennesker vil dig ikke noget ondt. Jeg må give mit indre barn ro og kærlighed. “Du har oplevet så mange ting i dit liv, så det her kan du også.” Men jeg er ikke ret god til det.

Alt det andet roderi i mit liv er ryddet af vejen, derfor er det selvfølgelig som om, ECT bliver værre. Det er simpel logik.

Om at være Voksen Hanne

Jeg synes ikke, jeg er ret god til at være Voksen Hanne. Det er som om, jeg mangler viden om, eller intuition for, hvad jeg skal gøre, når jeg skal hjælpe barnet. Men psykologen siger, jeg gør det godt nok, og så er jeg tilfreds med det.

Rejsen er vildt hård og vildt spændende. Der er stor forskel på, at jeg fortæller psykologen om nogle ting og på, at jeg inviterer hende med ind i diverse erindringer. Jeg giver hende adgang til noget ubevidst materiale, som jeg ikke en gang selv kendte til. Det kan jeg kun gøre med et menneske, jeg har fuldkommen tillid til.

Da vi havde en klar aftale om at undersøge det “hyggelige” på Vollsmose Allé 672, 3. tv., mødte vi overhovedet ikke noget “hyggeligt”. Vi mødte i stedet psykopaten, der, fordi han genialt nok var folkeskolelærer og derfor tidligt hjemme, sad i den åbentstående, cerutlugtende morgenkåbe og lagde kabaler ved sofabordet. Det er ikke alene ulækkert og klamt; det er også forfærdeligt.

Da min “mor” er hentet fra arbejdet hos læderhandlen Bilenstein i Odense, vil Lille Hanne vældig gerne have kontakt til sin mor. Hvad kan Voksen Hanne gøre? Tage barnet ved hånden og gå ud til “mor” og bede om at blive set. Men  “mor”, ikke reagerer ikke. Så kan Voksen Hanne gentage det og spørge “Hvorfor tager du dig ikke af dit barn? Kan du ikke se, hun er ked af det?” “Kan du ikke se hun savner sin far?” Det er meget stærkt, men det er et dødfødt projekt. Voksen Hanne må tage barnet ved hånden og gå tilbage på værelset.

Hvad kan Voksne Hanne så gøre? Jeg svarer psykologen: “På en ordentlig måde lægge sig ned på sengen og holde om hende”. Det interessante her er, at det aldrig nogensinde vil komme ind i psykologens hoved, at der også er en uordentlig måde. Men i mit hoved er, at jeg må fortælle hende, at det skal foregår “ordentligt”. Man kan digte og forestille sig en masse, og det er på ingen måde min intention, men det er alligevel tankevækkende.

Jeg har aldrig været i tvivl

Jeg har aldrig nogensinde, bare et halvt sekund, været i tvivl om, at det ikke var min skyld. Mange misbrugte børn og mange voldtægtsofre tvivler ind i mellem på, om det var deres egen skyld. Det har jeg aldrig gjort – og det har været min redning og grunden til, at jeg trods alt har fået et rigtig godt liv med en god uddannelse og en god karriere.

At jeg har klaret mig skyldes formentlig, at jeg havde et virkelig godt fundament fra årene med min far. Et barn bygger sit fundament – og det, som det kan falde tilbage på – i løbet af de første tre leveår. Jeg kom til mine forældre, da jeg var 13 måneder, og altså havde jeg ca. to år til at bygge fundamentet.

Herudover er det sådan, at et barn danner sine moralbegreber allerede i løbet af de første fem leveår. Når man er fem år, er man klar over, hvad der er rigtigt og forkert. Det vil sige, at når psykopaten gjorde “sære” ting, som fx at sidde i åbentstående morgenkåbe ved sofabordet eller at kilde mig i håndfladen, når jeg i mangel på en far, alligevel holdt ham i hånden, var jeg fuldt ud klar over, at det var forkert.

Jeg overgav mig aldrig i løbet af de seks år. Men det bevirker selvfølgelig for en psykopat, at man bliver mere interessant.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet – jeg er ca. 4 måneder …

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet - jeg er ca. 4 måneder ...

Mit indre barn #1

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet – jeg er ca. 4 måneder …

Jeg er nødt til at dele denne oplevelse, for jeg er så glad, for jeg har Danmarks dygtigste psykolog. Jeg har oplevet noget, jeg simpelthen ikke troede, jeg kunne: Jeg har for første gang arbejdet med mit indre barn. Jeg var spændt og lidt nervøs på “den gode måde”, for kunne jeg nu finde ud af det? Ville jeg skuffe hende, hvis jeg overhovedet ikke dannede nogen billeder af noget som helst barn inde i mit hoved? Jeg er jo ikke et føle-menneske. Jeg trives bedst med tal og tabeller i regneark. Det ved jeg, hvad er.

Det hele handler dybest set om at forstå, hvorfor dødsangsten i forbindelse ECT er så voldsom og øges gang på gang. Vi har i lang tid talt om alle rationalerne og logikkerne, om alt det jeg kan bevise og verificere, og alligevel er jeg hver gang bange for at dø, selvom der aldrig nogensinde i hele verden, er nogen, der ikke er vågnet op efter ECT. Altså må vi se, om vi kan gøre noget andet i det. Snak, rationaler og logik er ikke nok.

På forhånd havde hun fortalt lidt om, hvordan sådan en session forløber og at en forudsætning, for at det kan lykkes, er, at man tør slippe lidt af kontrollen. Ergo var jeg lidt forberedt på, hvad vi skulle, men kunne jeg nu finde ud af det?

Nogle terapeuter har det med at lave deres stemme om, når de faciliterer den slags. Det er jeg fuldkommen allergisk over for, og det sagde jeg til hende. Men hun kunne aldrig finde på at ændre sin stemme. Hun er den livline, jeg kender så godt og har 120 pct. (eller mere) tillid til.

Vi går i gang: Rigshospitalet ca. februar 1964.

Jeg sidder godt, kaffekoppen er tilbage på bordet. Vi godtager det, der kommer. Det er vigtigt ikke at blive suget ind i det, det er historik. Men det er (sgu) okay at blive lidt berørt over følgende stærke billeder:

Det er ikke noget, jeg digter, finder på eller har tænkt mig til. Psykologen og jeg har aldrig nogensinde i de ti år, jeg er kommet hos hende, talt om dette! Jeg har har heller aldrig talt med nogen anden om det. Jeg har aldrig tænkt på det. Altså er det ikke noget, jeg hiver frem eller genfortæller.

Vi er på Rigshospitalet ca. februar 1964, for jeg er ca. 4 mdr. og de ca. 50 cm. lang. Jeg ligger i en kuvøse eller plastikseng. Lokalet er tomt bortset fra mig og en simpel stol henne ved vinduet. Hvordan har et barn, der oplever sådan noget, det? Jeg kunne kun et “voksenord” for det, og jeg bøvlede lidt med at “være tre personer” men pyt med det. Ordet er traumatisk. Jeg sover og har lukkede øjne; en følelse af at være frygtsom og ensom.

Nu kommer det, der er lidt sværere: Den voksne jeg kommer ind i lokalet og placerer sig/mig til højre for sengen/kuvøsen, eller hvad det nu er. Barnet vil på den ene side gerne tages op men er samtidig fyldt med skepsis. Er det en voksen, man kan have tillid til og stole på? Barnet bliver trist – ikke mig på 61 år. Den voksne tager barnet op, og holder det ikke bare i hænderne men tæt ind til kroppen. Den voksne holder det tættere og tættere ind til sig, til modstanden forsvinder/går væk. Hun prøver at formidle en oplevelse af: “Jeg går ingen steder. Jeg passer på dig. Jeg svigter ikke.”

Allerede her er jeg – som den der skriver dette – enormt stolt af mig selv. Jeg oplever noget, jeg ikke troede, jeg kunne. Det er enormt spændende. Og vi holder en kort pause, så jeg lige kan tage en halv kop kaffe mere og trække vejret. Mine sessioner er altid to timer. Jeg elsker at have tid nok. Vil jeg gerne videre? Ja for pokker. Let’s go/let’s run.

Psykologen taler meget om “stemninger”, men egl. er jeg i tvivl om, hvad en stemning helt konkret er for noget. Og nu er det jo ikke fordi, jeg ikke kender ordet eller er specielt dum, men jeg har ikke kunnet danne et troværdigt billede inde i hovedet af, hvad en “stemning” egentlig er, så jeg spørger og får følgende eksempel: “Hvis et barn oplever, at far og mor skændes, er det ikke ordene, der er vigtige, det er stemningen med usikkerhed og utryghed. Hører det en anden gang folk tale lidt højrystet sammen, tror det, at de skændes, for der er den samme stemning i lokalet”. Fint. Tak for forklaringen. Det er skønt at kunne stille dumme spørgsmål!

Det er ikke noget, jeg digter. Ingen mennesker ser da sig selv 3-4 måneder gamle. Men barnet oplever en stemning. Det føler, at det er alene. Derfor er det enormt svært for mig, når nogen vil yde omsorg. Jeg ved ikke, hvordan “man gør”. Hvordan eller hvor skulle jeg have lært det?

Nu må jeg give mig selv den omsorg, jeg aldrig har fået. Der er ikke rigtigt/forkert. Jeg har intuitionen, men jeg tvivler bare på, om jeg har den. Men sessionen viser, at jeg godt kan inkl. kunsten at balancere mellem “de tre”. Hvis du er lidt forvirret over denne tekst, er det fuldt forståeligt, men så må du læse den en gang mere.

Fantastisk spændende. Så fedt. Vi går videre. Pausen er forbi.

Efter pausen

Barnet vil ikke lægges tilbage i sengen. Men jeg kan jo ikke blive stående med hende, så jeg sætter mig/os på den simple stol ved vinduet. Det er ca. februar, der er “vinterlys” med frost udenfor.

Virkeligheden er jo faktisk, at jeg er på Rigshospitalet, fordi børnehjemmet tror, jeg er retarderet eller måske åndssvag og derfor indlægger mig til udredning. Det er hårdt at blive sygeliggjort og betvivlet, når man er så lille, men selvfølgelig handler børnehjemmet Dear Home, som de skal og bør.

Den voksne jeg holder barnet op i lyset fra vinduet. Jeg mærker mit første sollys og varmen fra solen. (Jeg ved ikke helt, hvordan jeg kan sætte ord på det). Det hele passer sammen, for jeg er født i slutningen af oktober, så på dette tidspunkt er jeg altså ca. 4 mdr. En anden skør tanke fra mig, der skriver dette: Min biologiske mor fortalte, da jeg for mange år siden traf hende, at hun “fødte bag et blåt klæde og aldrig så det/mig”. Der var sådan set heller ikke noget lys, og lys er liv! Det barn har med et psykolog-ord “lukket ned”.

Den voksne kan kun en ting: holde det til det sover. Måske kan det/jeg for første gang falde godt i søvn i tryghed. Fredfyldt og roligt. Den voksne lægger hende tilbage, men hun vågner. Vi går tilbage til stolen i solen. Hun vil have mere, mere, mere …

Har jeg, som den jeg er, nogensinde siddet i lyset og varmen fra en solstråle? Tjah, jeg ved det ikke.

Psykologen og jeg selv går tilbage til virkeligheden. Og jeg er sindssygt glad. Det lykkedes for mig. Jeg har oplevet noget, der kan bringe mig videre. Jeg kan andet end tal i tabeller. Hvad skal vi næste gang? Jeg ved det ikke. Vi må se. Jeg plejer at tænke en del i mellemtiden, og jeg lytter til vores samtaler adskillige gange, for de gør mig klogere og mere robust!

Om omsorg og mangel på samme. Og hvordan håndterer man omsorg?

Har “min mor” nogensinde puttet mig ind til sig? Har hun pakket en madkurv, taget mig i hånden og gået et eller andet sted hen? Jeg tror det ikke. Hvis det var, ville jeg da kunne huske det – bare lidt af det! Men det kan jeg ikke. Jeg tror altså ikke, der nogensinde har været fysisk kontakt mellem hende og mig. Hvis der har været det, har det i hvert fald været meget lidt.

Da min far, Jørgen Stegemüller, dør i november 1972, hvor jeg er otte år og en måned, kommer hun ud fra hospitalsstuen, hvor jeg har siddet ude på gangen og ventet. Jeg har en intuitiv fornemmelse af, at det er meget alvorligt. Hun siger bare “Han er død”, hvorpå vi kører fra Kolding til Brande. Der manglede en masse af et eller andet, som jeg ikke har ord for. Selvfølgelig er hun selv i chok, men hun skulle have sat sig ned, kigget på mig og sagt “Kom her skat. Nu er der kun os to. Far er her ikke mere”. Jeg husker det meget tydeligt! Et barn husker det så tydeligt, for her er en stemning. Hun rummede mig ikke med min sorg. Var hun stadig i live, ville jeg aldrig tilgive hende. Men hun er død for mange år siden, så det behøver jeg ikke tænke på.

Hendes første kontaktannonce resulterede i, at vi flyttede til Odense til revisoren, som jeg faktisk godt kunne lide. Det var seks måneder og to dage efter min fars død. Vi skulle jo være ude af fabrikkens funktionærbolig efter seks mdr.

Revisoren havde en søster, der hed Ruth, som jeg elskede at være hos, for hun var en frodig kvinde med store bløde bryster. Det var så skønt at sidde på skødet op ad hende ude i deres køkken og læne mig op ad hendes blødhed. Her kunne jeg være lille og få omsorg. Her kunne jeg få en stor del af det, jeg manglede. Der var en periode tale om, at jeg skulle bo hos Ruth og hendes mand Jimmy i Svendborg. Det ville jeg meget gerne; så hvorfor det ikke blev til noget, ved jeg ikke. Måske fordi vi ikke længere skulle bo hos revisoren, og så ville det vel være lidt sært, hvis jeg blev hos hans søster og svoger?

Og et andet billede stiller sig op blandt de billeder, der kommer i stakkevis (og det er fantastisk): Min fars ungdomskæreste kom altid og sagde “Godnat” når jeg sov hos dem i Kgs. Lyngby de første par år, jeg boede i København, og hvor de tog sig meget af mig. Jeg var simpelthen ikke klar over, hvordan jeg skulle håndtere det der godnat-noget. Jeg ville vældig gerne, men jeg vidste ikke, hvordan “man gør”, når man er 16 år. Med min nuværende bevidsthed tænker jeg, at jeg da skulle have slået armene om hende og gengældt hendes omsorg. Jeg tror nærmest, jeg lå stiv som et bræt – men jeg ved det ikke.

Jeg er glad for, at jeg fik sagt tak til hende nogle gange, inden hun døde en naturlig død 98 år gammel. Hun og hendes mand var der virkelig for mig. Det var et ret ukendt fænomen i mit liv.

Vi har været “på en rejse”

I virkeligheden synes jeg, det er et tåbeligt og misbrugt udtryk, men her passer det godt: Psykologen og jeg har været på en rejse sammen. Gad nok vide hvor den kan føre hen? Jeg er så spændt.

For at skrive denne artikel, har jeg lyttet til vores samtale og taget noter fra den, så jeg ved, at det, du har læst her – hvis du altså kunne finde ud af, hvem der var hvem hvornår – er den rene og skinbarlige session med masser af kød på.

Sov godt – måske er du blevet enten klogere eller rystet. Kommentarer på hjemmesiden er mere end velkomne.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet - jeg er ca. 4 måneder ...

/2 Kommentarer/i , /af ,

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Angst for ECT er så irrationelt. Vi må gøre noget

ECT og angst

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Det er frygteligt at have dødsangst for ECT, når ECT netop er det, der “holder mig kørende”. Jeg blev meget syg af medicinen, og jeg bliver meget syg, hvis vi bare lader den bipolare affektive sindslidelse “passe sig selv”. I min journal står, at jeg har en “svært behandlelig bipolar lidelse”. ECT er det, systemet kan tilbyde, og det er en fornem behandling, som jeg takker ja til. Jeg har set psykiatrisk afdeling tilstrækkeligt indefra.

Jeg gennemgår alverdens kvaler hver fjerde uge. Sammen med psykologen er jeg blevet klar over, at det er det indre barns panik, der tager over. Jeg er ellers ikke så meget for teorierne om “det indre barn” og den slags, for jeg er ikke ret god til det, og det er svært for mig at tage det ind. Det er for “terapeut-agtigt” for mig, men jeg har lyttet til den seneste optagelse med psykologen flere gange, og jeg kan høre, hun har fuldkommen ret i, at det er barnets panik, der får lov at tage over. Det er det barn, der aldrig havde andre end mig selv at læne sig op ad. De voksne, der skulle være der, og som hun forsøgte at række ud til, var der bare ikke. Nu lever jeg lever fint med selv at have kontrol, tjek, styr på livet.

Når barnet i ECT-situationen får lov at tage over med sin panik, er alle sanser spændt til bristepunktet, og det er der, dødsangsten tager over. Det er hende, der er så fandens bange for, om de nu har styr på det. Det er hende, der har mest lyst til at rejse sig og gå, men som selvfølgelig ikke gør det. Det er hende, der er bange for at miste det liv, der endelig er blevet så godt – nærmest fantastisk.

Intellektet er sat ud af kraft. Den voksne er ikke i stand til at tale angsten ned med fx: “Jeg ved, det er ubehageligt, men der er styr på det. Vi har gjort dette så mange gange, og det er aldrig gået galt. Personalet passer på os, for de ved, hvordan vi har det. De er nærmest omsorgsfulde.” Det hele bliver et inferno af angst for at dø.

Da jeg havde hørt optagelsen flere gange, blev jeg klar over, at psykologen sagde “dødsangst” flere gange, og derfor skrev jeg forsøgsvist nedenstående til min egen læge, om hun evt. ville skrive en henvisning til mig. Allerede samme dag havde jeg et svar om, at det ville hun gerne.

Skrivelsen til egen læge

Kære Dorte

Er det muligt, at du kan skrive mig en henvisning til 12 psykologtimer for dødsangst?

Kontaktpersonen fra Distriktspsykiatrien har 1/11-2024 skrevet i min journal, at jeg igen er blevet meget angst for ECT. Følgende er kopieret fra sundhed.dk, som jeg ikke ved, om du kan se: ”Har lige været til ECT og er igen blevet meget bange for ECT-behandling. Er bange for, at der bliver begået fejl.”

Jeg har talt med min psykolog om det. Hun siger, det virkelig er en dødsangst.

Angsten er opstået igen, fordi personalet til ECT tre gange måtte prøve at få manchetten til BT-apparatet til at puste sig op. Jeg lå bare der og blev så bange for, om de nu havde styr på det, så jeg måtte sige ”Jeg kan ikke lide dette. Har I styr på det?”, og det er naturligvis meget ubehageligt at nå dertil, hvor man er nødt til at spørge om det. Men jeg synes, det er frygtelig svært at slippe kontrollen og at lægge mit liv i andre menneskers hænder.

Rent rationelt kan jeg jo sagtens indse, at de prøver tre gange, fordi de netop har styr på det! Men når jeg ligger der og føler mig så afklædt, mens der går en masse mennesker rundt om mig og gør deres arbejde, er det utrolig svært at få hjernen til at tage over. Angst er irrationelt.

Jeg er nået dertil, hvor jeg virkelig elsker hver dag af mit liv, og derfor er jeg også så bange for at miste det. Alle de år, hvor jeg ikke vidste, om jeg ville leve eller dø, var det jo ikke så vigtigt, om jeg overlevede ECT eller ej.

Rent intellektuelt ved jeg selvfølgelig godt, at personalet ikke laver andet tre formiddage om ugen, og at det aldrig nogensinde i hele verden er sket, at det er gået galt med en ECT-behandling. De har jo heller ingen interesse i, at jeg skulle dø. Og jeg har fået over 100 behandlinger, og jeg er vågnet op efter dem alle, så hvorfor skulle jeg dø? Men sidst var jeg så bange, at tårerne trillede, og de måtte tørre op.

I et par år har angsten for ECT været væk, fordi jeg sammen med psykologen er kommet frem til følgende:

  1. De vil mig ikke noget ondt,
  2. jeg er ikke på vej til skafottet,
  3. og jeg har i øvrigt selv valgt behandlingen.

ECT er den mulighed, jeg har, for jeg bliver meget syg af medicinen. Jeg bliver også syg, hvis jeg ikke tager medicin. Og det er så ECT, der “holder mig kørende”. ECT bevirker, at jeg kan leve et helt igennem normalt og dejligt liv, og derfor er jeg nødt til at gøre noget ved den afskyelige dødsangst.

Derfor spørger jeg, om du vil skrive mig en henvisning på 12 gange til en psykolog med ydernummer? I givet fald vil jeg selvfølgelig bruge timerne hos den psykolog, jeg har kendt siden 2015.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.