Tag Archive for: ECT

Noget om uddannelsesniveauer

Noget om uddannelsesniveauer

Er “student” en stilling?

Noget om uddannelsesniveauer

Nedenstående er yderligere refleksioner efter den seneste seance med psykologen:

I samtalen med min fars ungdomskæreste kom vi blandt andet ind på uddannelsesniveauer. Jeg fortalte hende, at det var helt nyt og anderledes for mig, at de hos dem alle havde en god uddannelse eller var på vej til en. Sønnerne læste fx til henholdsvis læge og arkitekt, og selv havde hun uddannet sig til afspændingspædagog, efter at børnene var vokset lidt til – sådan gjorde man jo dengang. Svigerfaderen var kommunaldirektør og slægten forud for ham var lærere.

Hun svarede “Jamen Jørgen (min far, red.) var da veluddannet”. Det er sandt. Han havde en treårig uddannelse fra “Den Danske Væveskole” og dimitterede i 1943, men desværre var han jo død.

Hendes replik var “Jamen havde Jytte (min “mor”, red.) ikke en uddannelse?” Næh, det havde hun ikke, og det forstod Hanne ikke. Vi undrede os i dernæst i fællesskab over “Hvor havde Jørgen dog støvet hende op?” Jeg foreslog “I Randers”, men det var helt ud af det blå, og ingen af os havde en chance for at vide det. Det spændende ved den dialog var faktisk, at det dernæst var min “mor”, der var forkert og ikke mig selv. De havde slet ikke kunnet forestille sig, at Jørgen havde giftet sig med en kvinde uden en eller anden form for uddannelse, og de havde ment, at det var helt naturligt, at jeg selv skulle have en uddannelse.

For sjov fortalte jeg hende, at jeg, før jeg flyttede fra Bornholm, havde troet, at “student” var en stilling og at man altså kunne leve af at være student.

Jeg vidste, jeg ville have en uddannelse

Jeg har altid været klar over, at jeg ville have en uddannelse – jeg havde ikke gjort mig tanker om hvilken, bare en eller anden uddannelse. Hvor det “drive” kom fra, er jeg ikke klar over, bortset fra at det må være kommet fra min far, som jeg husker altid værende i gang med en bog. Uddannelsen fra “Den Danske Væveskole” var en boglig uddannelse, og jeg har nogle af hans lærebøger stående i min reol. En af dem er “Jacqardmaskinen”, som Hanne forærede ham, da han blev 22 år i 1944. Den er sjov at have med hendes dedikation i. Desværre ser hun for dårligt til, at det giver mening at vise hende den.

Det var først, da jeg flyttede til Amagerkollegiet og var blevet student fra kursus, jeg blev klar over, at jura nok var den rette vej for mig. Da jeg havde læst tre år og kunne se enden på det hele, opdagede jeg, at jeg måske hellere skulle have været scient.pol eller cand.polit., men da var studiegælden for stor til at skifte. Den skulle jo betales tilbage til banken på en eller anden måde. Heldigvis er cand.jur. en uddannelse, der favner bredt, så jeg har alligevel kunnet arbejde som polit/scient.pol.

Hvordan kan man være så dum?

Jeg har ofte undret mig over, hvordan i alverden, jeg kunne tro, at student var en stilling? Psykopaten var folkeskolelærer (genialt når man gerne vil have sex med børn/unge…), så han må jo da have haft en studentereksamen, eftersom vi ikke er helt i forhistorisk tid. Hvordan kan man undgå at kanalisere den viden til alle på adressen?

Svaret er formentlig enkelt: de fleste andre folkeskolelærere har fokus på (almen-)dannelse. De ser viden som magt i positiv forstand. De går op i, at børn, også deres egne, skal lære at argumentere og ikke bare udspy løse påstande. De retter stile eller andre opgaver, og de sidder og forbereder sig. Men sådan var det ikke.

Det eneste, jeg husker, var brokkeriet over at skulle til det månedlige lærerrådsmøde om aftenen. Jeg spurgte hans børn fra første ægteskab, om de vidste, hvad han underviste i (det hed vist nok “linjefag”), men det var de ikke klar over. Familiens fokus var på det kreative (musik, tegne, male osv.) og også her var jeg udenfor, fordi jeg, som nævnt mange gange tidligere, ikke kan tegne så meget som en tændstikmand.

Mit eget fokus var på det boglige. For mig var viden magt. Psykopaten havde en halvbror af en slags, men jeg har ikke kunnet finde ud af hvordan, der arbejdede på et trykkeri. Når han og hans kone kom på besøg på Sydfyn, havde han fysikbøger med til mig, og det var dejligt. Jeg “slugte” dem og blev på den måde ret god til fysik; det havde bare ingen værdi, der hvor jeg boede. De høje karakterer i fysik plus andet havde heller ikke værdi.

Så sådan kan man blive så dum, at man tror, at “student” er noget, man kan leve af.

Måske kan jeg lave en podcast?

Helt bortset fra det er jeg gået i gang med at læse om, hvordan man laver en god podcast, som nogle gider høre. Jeg har ingen idé om, hvorvidt jeg kan finde ud af det, men når andre kan, kan jeg vel også? Denne artikel forklarer fint om faldgruber og muligheder. Nu om dage vil mange mennesker heller lytte end læse.

Serien skal handle om psykiatri, og min idé er at tage fat i nogle af alle de gamle artikler om psykiatri (tonsvis af indlæggelser, tanker om ECT, angsten for nærpsykoserne mv.) og omdanne dem til podcasts. Materiale savner jeg i hvert fald ikke.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Lægen fortalte mig hvordan jeg har det

Lægen fortalte mig hvordan jeg har det

Jeg er negativ

Lægen fortalte mig hvordan jeg har det

Det er heldigvis kun to gange om året, jeg behøver at se en læge i Distriktspsykiatrien. Så holder jeg vel ud, for lige nu er jeg ganske enkelt både rasende, negativ og enormt ked af det, fordi jeg føler mig “kørt over”. Jeg har tudet, siden jeg kom hjem derfra.

Det ligger ellers ikke til mig at være negativ. Jeg prøver på konstant at være positiv og at se alle de lyse sider i tilværelsen, som der er masser af.

Jeg har aldrig tidligere oplevet en læge, der fortalte mig, hvordan jeg har det og som faktisk ikke ønskede at høre på, hvad jeg ville sige. Næste gang bliver jeg hjemme, for det er egentlig ligegyldigt, om jeg møder op eller ej.

Det var vores første møde

Det var første gang, jeg skulle se min nye (over-)læge der, så det var jeg selvfølgelig spændt på. Jeg var velforberedt og havde skrevet ned, hvad jeg skulle huske at drøfte med vedkommende.

  • Lægen havde også en dagsorden, og den kom først.
  • Vedkommende satte indledningsvist denne etikette på mig: “Nu er er du jo en dame med meninger”. Ja selvfølgelig – må jeg ikke være det? Gad vide hvor det kommer fra? Åh hvor det ærgrer mig at jeg ikke fik spurgt “hvor står det?”
  • En anden læge, som jeg aldrig har set, havde skrevet i journalen, at ECT-behandlingerne tidligere havde været givet hver 6. uge. Det er simpelthen ikke sandt. Det troede den nye læge ikke rigtig på. Patienten kan da umuligt vide, hvad der foregår i hendes behandling… En psykiatribruger kan man nok ikke stole på.
  • Vedkommende ønskede at ændre på intervallet mellem ECT-behandlingerne, der nu er hver 4. uge. Det er jeg ikke indstillet på, eftersom vi endelig efter syv – otte år har fundet en kombination, der er rigtig god, og hvor jeg har det rigtig godt. Vedkommende ville gerne vide, om jeg så var med på at ændre intervallet om et halvt år. Jeg svarede, at det synes jeg, vi kan drøfte om et halvt år. Hvordan skulle jeg kunne vide det i dag?
  • Der vil kunne skrues op, hvis det går dårligt. Jeg sagde, at jeg så ville føle mig lidt som en forsøgskanin. Men æh… det følger åbenbart af lægeløftet. Det har jeg ikke forstand på, bortset fra at jeg selvfølgelig er helt med på, at man ikke må “overbehandle”.
  • Jeg har ikke koncentrationsbesvær – det synes jeg ellers selv, med mindre jeg selv er aktiv med noget, jeg finder højinteressant. Er det ikke højinteressant, farer tankerne om hjørner efter ca. 20 minutter. Fx kan jeg ikke se en film eller læse en bog. Nåh men det er så ikke koncentrationsbesvær. Jeg kan ikke huske, hvad det i stedet var.
  • PSI-kontrakten (PSI står for PatientStyret Indlæggelse) kan ikke fornys, idet jeg ikke har gjort brug af den siden oktober 2020. Det kan jeg så godt forstå – og der er sikkert noget logistik mht., hvor mange kontrakter, de kan have “i sving”, hvis det samtidig skal være muligt faktisk at blive “indlagt” i PSI-sengen, eftersom der kun er én sådan på 808. Jeg indvendte, at man jo så skal via Glostrup, men det mente lægen også var meget bedre. Det synes jeg ikke!
  • Et af mine dagsordenspunkter var at tale om, hvor ubehageligt det var til den seneste ECT, hvor de ikke gennemførte alle de vanlige rutiner (måle værdier i form af temperatur, puls og blodtryk samt lytte på hjerte og lunger mv.) og spørge, om hun kunne skrive i journalen, at det skulle de gøre. Vedkommende mente ikke, det ville nytte, og jeg kunne bare selv sige det til dem, og i øvrigt har de styr på det. Det er bare svært som patient at sige til et højt specialiseret team, at det måske har glemt noget. Jeg ved intellektuelt ganske udmærket, at de har styr på det, eftersom de ikke laver andet mandag, onsdag og fredag formiddag, hvor de behandler ca. 10 -12 patienter pr. dag og jeg har prøvet det mere end 100 gange. Hun sagde fem gange, at de har styr på det – og jeg sagde fem gange, at det var jeg klar over. Hun sagde, at så var det jo bare en følelse, når jeg godt vidste det. Selvfølgelig kan jeg bare sige det, og det vil jeg gøre, eftersom rutinerne betyder meget for mig. Det er der, jeg finder trygheden i noget, jeg faktisk oplever som ubehageligt men en nødvendighed, der bevirker, at jeg har et godt liv!
  • Jeg spurgte, om jeg kunne få noget stærkere/mere at sove på, idet man er mere skrøbelig, når man ikke har fået nok søvn. Hun mente, man generelt har for høje forventninger til, hvor meget man skal sove. Jeg tog turen en gang til: normalt sover jeg glimrende, det er kun i forbindelse med ECT, jeg sover dårligt. Det havde hun ikke forstået, da jeg sagde det første gang; det var nok fordi, hun ikke lyttede. Det er ikke muligt at give noget mere/andet af nogle “lægelatinårsager”, jeg ikke forstod, fordi jeg ikke kendte ordene – og jeg kan ellers mange af de frække ord. Jeg er jo ikke kliniker men “bare” patient, og selvfølgelig er det hende, der har ret, men det ville nu være rart at forstå svaret.

Jeg vil bede om at få en anden læge, for dette holder jeg ikke til en gang til. Gudskelov skal jeg se psykologen i morgen. Man kan være nok så fin en overlæge, hvis man ikke kan skabe en relation, kan det være lige meget. Ønsker man ikke at lytte til patienten, kan det også være lige meget.

Når jeg alligevel kun skal “ses” af en læge i DPC to gange om året, betyder det ikke så meget, om det er en ny “yngste-reserve-læge-på-turnus” hver gang. Jeg er tindrende ligeglad.

Normalt er jeg så glad for Distriktspsykiatrien, men øh… måske har piben fået en anden lyd?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

ECT bevirker at jeg har et næsten normalt liv

ECT bevirker at jeg har et næsten normalt liv

Angsten nærmest væk

ECT bevirker at jeg har et næsten normalt liv

Jeg kommer aldrig til at elske ECT, men både fornuft og følelse siger, at jeg skal gøre det. Og ingen siger, jeg skal elske det. Det skal bare virke, og det gør det, så jeg er glad. Jeg kunne ikke få bedre behandling i psykiatrien!

Det skyldes, at behandlingerne gør, at jeg har et næsten normalt liv. De er mit mirakelmiddel mod det, der er min kroniske sygdom. Mit hoved fungerer (næsten, men det bliver ikke bedre), som det skal.

Og det er helt sikkert, at jeg aldrig skal tilbage til medicinen. Nu bryder jeg mig ikke ret meget om en dag pr. måned ud af 30/31. Det er 100 gange bedre end ikke at kunne holde på vandet hver dag, at skulle have badeskammel og at falde uden at kunne rejse sig ved egen hjælp, så overlægen sender politiet, der sparker døren op, når man ikke reagerer og ikke møder op som aftalt. Jeg er nemlig ikke en, man ville regne med ikke møder op.

Ikke meget søvn

Det var i onsdags, så selvfølgelig sov jeg ikke ret meget natten før, men jeg var herhjemme, for vi kan ikke få det andet til at fungere ordentligt. Jeg vil hellere være søvnløs i Hvidovre end i Glostrup. Når man er lidt anspændt, skal man tisse hver gang, man er lige ved at falde i søvn. Så kan man rende fem gange. Det er træls.

“Min sygeplejerske” bemærkede da også tørt, at jeg så lidt “hængt” ud, da vi mødtes. Men pyt med det; jeg er så heldigt stillet, at jeg kan sove hele dagen væk bagefter og det gør jeg. Det er naturligt, at man måske er meget træt bagefter, fordi hele kroppen og hver en muskelfiber har krampet, også selv om det kun er 1 – 1½ – 2 minutter. Når man dertil lægger en søvnløs nat, er det klart, at man ikke er til noget den dag. Jeg sover mange timer om dagen og går tidligt i seng. Dagen efter er det heldigvis hverdag, og så er alt atter normalt.

Hun syntes, blodtrykket var lidt vel højt, men det plejer det at være, når jeg er lidt nervøs. Det er ikke noget problem.

Det er gået op for mig, at de sætter mig først på, så hun kan komme og tale lidt med mig. Det dæmper angsten, og jeg synes, det er helt fantastisk, at et så stort system kan udvise så meget menneskelighed. Herregud det er jo en “fabrik”, men jeg ved fra hende, at de gør alt, hvad de kan, for at det ikke skal føles sådan for patienterne.

Jeg underholder og mangler en hånd

Der går selvfølgelig lidt tid med, at de gør det, de nu skal: Lægge venflon, sætte tingen på fingeren, der måler iltindholdet i blodet osv. De er veltrænede og kender hinanden, så det tager vel ca. syv minutter.

For ikke at følge for meget med i hvad der foregår omkring mig, underholder jeg dem med fuldt overlæg om aktuelle emner. Det kan fx være krigen i Ukraine, vejret, billederne i loftet eller noget andet banebrydende. De havde skiftet billederne fra Thailand og Vietnam ud med nogle mindre interessante hollandske blomster (konkret: tulipaner). Nåh pyt – de var da pæne nok.

Når “vi” er klar, ECT-apparatet er indstillet til 90 pct. bilateral ECT, jeg har fat i iltmasken, og tæppet over mig ligger, som det skal, mangler jeg en hånd (en er gået til masken og den anden til “tingen”) til at holde fast i “min sygeplejerske”. Men det er ikke noget problem, for hun støtter min højre albue i stedet. Bare der er lidt menneske-kontakt er alt godt, og jeg er tilfreds. Jeg er slet ikke så bange for ikke at vågne op igen, som jeg har været. Faktisk vil jeg mene, den angst er helt forsvundet. Jeg tænker ikke de tanker, jeg låser min hoveddør uden at tænke, at det er sidste gang, jeg gør det. Det kan jeg takke psykologen (og mig selv) for, men det har også varet næsten et år, så det er dejligt, det endelig går fremad. Allways look at the bright sides of life.

Jeg synes ikke, de plejer at sige det, men denne gang sagde anæstesien “træk vejret dybt tre gange”. Jeg koncentrerede mig så om at tælle til tre, og det var så det. Hurra. Så kan jeg en måned mere.

Fleksibilitet

Næste ECT er om fire uger den 1. juni, men der er jo folkeafstemning, og jeg har aldrig nogensinde sprunget over en afstemning/et valg. Når man bor i et demokrati, er det mindste man kan gøre da at gå ned at stemme. Ellers har man fortabt retten til efterfølgende at brokke sig over resultatet. Og det vil jeg jo gerne kunne.

Jeg var bange for, om jeg ville sove fra det, så jeg spurgte “min sygeplejerske” om den gang kunne tages ud af “mit rul”? Det var slet ikke noget problem. Hun rettede det bare inde på tavlen.

Afsluttes jeg i Distriktspsykiatrien?

Jeg har gået og været lidt bange for at blive afsluttet i Distriktspsykiatrien, når jeg nu har det temmelig godt, så jeg spurgte min kontaktperson, som jeg i bekræftende fald ville savne meget efter syv års bekendtskab. Det er høj kvalitet i behandlingen, at have en gennemgående figur. De startede med at sende mig en ergoterapeut. Det gik slet ikke, jeg vidste ganske enkelt ikke, hvad jeg skulle med sådan en, da jeg ingen intentioner har om at lære at hækle. Så jeg spurgte (pænt), om jeg kunne få en anden. Så vidt jeg husker, gik det fuldstændig gnidningsfrit.

Hendes umiddelbare vurdering var, at det ikke ville ske, så længe jeg får ECT, eftersom der skal en psykiater til at ordinere det. Det kan ikke klares af egen læge. Det vil jeg i hvert fald ikke være tryg ved, uanset jeg har haft hende i ca. 20 år.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Patient- og pårørenderepræsentanter

Patient- og pårørenderepræsentanter

Psykiatrien søger “medarbejdere”

Patient- og pårørenderepræsentanter

Jeg fandt på en eller anden måde dette “stillingsopslag” fra Region Hovedstadens Psykiatri og efter at have tygget lidt på det, besluttede jeg at søge om at deltage. Det fremgår ikke af opslaget, hvad man skal kunne ud over at læse en masse, så jeg ringede til konsulenten og spurgte, hvad de gerne ville have klarlagt i en ansøgning.

I et normalt stillingsopslag står der ret klart, hvad man skal lave, og hvad man derfor skal kunne. Og så kan man besvare det. Men sådan er det ikke her. Konsulenten gav nogle stikord, og det kom der nedenstående ud af:


Patient- og pårørenderepræsentanter til tværgående fora

Kære Tone Nymann Nielsen

Tak for samtalen, hvor du skitserede, hvad I gerne vil vide noget om hos de enkelte ansøgere til ”Patient- og pårørenderepræsentanter til tværgående fora”.

Jeg søger om at blive brugerrepræsentant og forsøger herunder at besvare jeres spørgsmål:

Meningen med logoet er at vise, at min hoveddiagnose, og det der fra 2014 bragte mig i nærkontakt med psykiatrien, er bipolar affektiv sindslidelse. Logoet er måske for subtilt, for jeg tror, kun få kan tolke det. Men jeg kan godt lide det, og det findes også på min hjemmeside, hvor jeg blandt andet skriver om psykiatri. Hjemmesiden findes her: https://stegemueller.dk.

Min sidediagnose er Aspergers syndrom, der blev diagnosticeret i 2019, hvor jeg var 55 år; selv var jeg klar over det i 16 år før. Jeg manglede bare en psykiater, der ville skrive under.

Fra 2014 og frem til ca. 2020 har jeg været indlagt omkring 15 gange på Psykiatrisk Center Hvidovre. Der var vist tillige en indlæggelse i 2009. Mine erfaringer med psykiatrien er for 99 pct.s vedkommende positive. Jeg kommer fast hos en meget dygtig kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Det er et positivt forløb, idet jeg har haft den samme kontaktperson siden 2015, så hun om nødvendigt kan ”holde mig på sporet”, når vi kender hinanden så godt. Der er stor kvalitet og tryghed knyttet til et gennemgående menneske. Det er overvældende konstant at skulle ”starte forfra”.

Jeg har stor erfaring med ECT (ca. 100 behandlinger), der har været min redning. Nu får jeg forebyggende ECT hver fjerde uge, idet jeg til sidst fik Parkinsonisme af antipsykotisk medicin gennem mange år (vist fra 2006). Den gjorde mig nærmest invalid til sidst. Status er, at jeg har det rigtig godt. Formentlig har jeg aldrig haft det bedre.

Medvirkende til min recoveryproces er også et langvarigt psykologforløb, som jeg startede i foråret 2015. En meget belastet baggrund – der var medvirkende til sygdomsudbruddet i 2014 – overstås ikke med 12 samtaler.

Motivation: Efter at have opgivet arbejdsmarkedet for ca. et år siden og opnået pension, har jeg ressourcer, jeg gerne vil bruge til noget, der peger fremad.

Jeg synes, jeg har så meget erfaring med psykiatrien, at jeg har noget at bidrage med. Herudover har jeg en universitetsuddannelse (cand.jur.), der bevirker, at det er uproblematisk at konsumere store stofmængder og at samarbejde med fagpersoner, også selvom jeg fortsat har kognitive problemer (overblik, hukommelse og koncentration). I årenes løb har jeg lært en række kompenserende strategier.

De få gange, jeg i årenes løb har været mindre tilfreds, er jeg om nødvendigt gået ”til toppen” (centerchefer mv.) og det har jeg rimelige erfaringer med. Det er mit indtryk, at psykiatrien som hovedregel gerne lytter til brugerne.

Andet ”frivilligt arbejde” består i at hjælpe andre slægtsforskere i gang med at opbygge hjemmesider, hvor de kan vise slægtsdata. Dette er ikke, hvad de fleste forstår ved frivilligt arbejde, men jeg føler ikke noget for at sælge brugt porcelæn mv. i en genbrugsbutik.

Det mest interessante forum er for mig at se ”Forum for kvalitet i behandlingen”. Det skyldes, at jeg for det første vil kunne inddrage min erfaring fra 23 års arbejde i statsadministrationen på mange forskellige niveauer, men også at årene i psykiatrien har afsløret en ekstremt presset organisation, der muligvis vil kunne optimeres lidt her og der, og at en optimering måske vil kunne øge den oplevede kvalitet. Det er med fuldt overlæg, jeg udtaler mig forsigtigt her, for det ved jeg jo reelt intet om endnu, og jeg ønsker ikke at støde nogen.

Jeg vedhæfter jeg en anbefaling fra HR-chef Sune Lyng i Folkekirkens Nødhjælp (fleksjob nr. et ud af i alt seks inden jeg gav op). Jeg vedlægger den, fordi det er min oplevelse, at Sune rammer plet med sin beskrivelse, og at I bliver klogere af den end af mit curriculum vitae. Er I alligevel interesserede i det, kan jeg naturligvis sende det.

Venlig hilsen

Hanne B. Stegemüller


Jeg er vældig spændt på deres reaktion og på, om de har lyst til at tale med mig. Jeg synes ikke, stillingsopslaget er helt “klar i spyttet” angående “jobbets” indhold, men det må de så fortælle om, og måske ved de det ikke engang selv endnu. Det ser man jo ofte.