Tag Archive for: ECT

/4 Kommentarer/i /af

En ærlig overlæge med tid

En ærlig overlæge med tid

Jeg har trukket gardinerne fra …

En ærlig overlæge med tid

Det er stort det med gardinerne.

I går var jeg til lægesamtale i en time, og det var meget positivt. Jeg kan virkelig godt lide MS; der er noget utroligt både lyttende, spørgende, investigerende, men samtidig handlingsorienteret over hende: “Okay planen er, at vi …”

Hun mener ikke, jeg objektivt har en depression, men hun lytter opmærksomt til de tanker, jeg har. Hvad det så i stedet er, glemte jeg at spørge om. Men det er jo selvfølgelig både skønt og fantastisk, at det ikke er en depression. Det glæder mig virkelig.

De slipper mig næppe ud foreløbig, og det er jeg tryg ved. Der er noget helende over den faste struktur, trygge rammer og nogle at henvende sig til, når sporene i hjernen bliver “for meget”.

ECT

Jeg advokerede for ECT, men forskellige administrative finurligheder gør, at det ikke uden videre er muligt både at få ambulant ECT, at være indlagt her på et åbent afsnit og få ECT i Glostrup. Åhr … det var altså lettere, da de også gave ECT her. Jeg syntes jo, at eneste forskel er adressen. Men 808 har ansvaret, så længe jeg er her. Jeg argumenterede med, at det er enormt svært at tage livet af sig i en taxa.

Herudover mente hun, at ECT under indlæggelse forudsætter indlæggelse i Glostrup på et lukket afsnit. Der er to ting, jeg ikke skal:

  1. På lukket afsnit
  2. Til Glostrup

Jeg vil ikke få det bedre af nogen af de to ting. Så gennemlever jeg hellere dette mysterium.

Jeg har engang været fem dage på et lukket afsnit, mens jeg ventede på at komme til 808, fordi der ikke var plads her. Det var rædsomt. Jeg har ikke meget tilfælles med folk, der sniffer rygeheroin, er kriminelle og færdes i bandemiljøerne. Jeg følte mig meget ensom.

Der er noget uværdigt over at være på et lukket afsnit. Jeg vil ikke miste den sidste rest af værdighed. De tager ens snørebånd og opladere. Jeg tror altså ikke, man kan hænge sig i nogen af delene. Der er selvfølgelig nødt til at være regler og retningslinjer; jeg skal bare ikke være en del af det.

Her er hjemligt og rart, jeg kender medarbejderne, og de kender mig. Der er så meget, der ikke behøver blive sagt. Skal jeg møde fremmede, vil de få facaden. Det vil være spild af tid for både dem og mig, og det vil være spild af regionens penge. Jeg er nødt til at have nogle, der kan se bagom.

MS var ærlig og sagde, at hun ikke vidste, hvad hun skulle, da hun aldrig har fået spørgsmålet før, men at hun ville undersøge det hos klinikchefen. Hun vidste vist heller ikke helt, hvad hun skulle stille op med mig.

Jeg har stor respekt for et menneske med så mange års erfaring, der er ærlig og siger “Jeg ved det ikke”. Og det sagde jeg faktisk til hende.

Efter at have overvejet det, har jeg givet hende besked om, at hun ikke skal bruge tid og kræfter på at undersøge det. Jeg prøver at klare det uden. Så må det tage den tid, det tager. Hvis det ikke er bedre om tre uger, må vi jo tale om det igen. Jeg kan godt lide at blive lyttet til og inddraget i beslutningerne.

Jeg har lyttet til lydfilen tre gange

Jeg optager altid vigtige samtaler, og denne var meget vigtig for mig. Jeg havde glædet mig meget og var velforberedt. Jeg har lyttet til filen tre gange.

Jeg har haft nogle tanker om at gøre min pension hvilende og påtage mig et lille fleksjob for at få nogle relationer, også selvom de bare var faglige. Jeg har sådan set fundet en arbejdsgiver, og vi skulle bare snakke os til rette.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er bestemt ikke begejstret for idéen. Hun siger, at hver gang jeg har forsøgt at arbejde, er det gået galt. Det er sandt. MS er heller ikke begejstret. Hun forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare nyder livet, nu hvor alle brikkerne jo er faldet på plads. De to kvinder har kendt mig siden 2014. De må vide, hvad de taler om. Jeg har besluttet at lytte til dem.

Alene contra ensom

Den væsentligste årsag til, at jeg fik idéen om det lille job er, at jeg savner at være en del af et team. Jeg savner at foretage mig noget, der ikke kun har betydning for mig selv.

Jeg har følt mig ensom. Jeg kan vældig godt lide at være alene, men jeg bryder mig ikke om at være ensom.

Jeg bliver nødt til at arbejde på at få en eller flere relationer. Lige nu har jeg ingen idéer. Det kan være nogen her har. Kommer tid kommer råd.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Lang weekend på psykiatrisk afdeling

Lang weekend på psykiatrisk afdeling

“Tougher Than The Rest”

Lang weekend på psykiatrisk afdeling

De fleste holder af en lang weekend, men her varer den evigheder. Personalet gør, hvad de kan for at holde hånden under mig. Det kan ikke gøres bedre, og hvad skulle de ellers?

“Tougher Than The Rest” stammer fra Bruce Springsteen-albummet “Tunnel of Love”, der udkom i 1987. Både Bruce og jeg var unge dengang; selv var jeg ikke engang flyttet fra kollegiet. Jeg tror, jeg gik på tredie årsprøve. Jeg har proppet mine AirPods i ørerne og skruet op på fuld styrke. Det giver tre minutters ophold fra de dobbelte spor i hjernen.

Det er de spor, der gør, at jeg kan sidde og tale forholdsvis fornuftigt og normalt om pixels, sort/hvid fotos og computere med H over maden, samtidig med at de andre tanker ruller uforstyrrede videre. Det er svært at forklare og sikkert endnu sværere at forstå.

Når “Tougher Than The Rest” er slut, ruller YouTube videre ganske af sig selv, og jeg har betalt mig fra reklamerne. Det er 119 kr. værd.

Jeg har aldrig været opmærksom på det tidligere, men det er som om musik hjælper, når det er på fuld knald. Derhjemme hører jeg aldrig musik, fordi jeg ikke kan lave noget samtidigt, men den opfattelse skal muligvis revideres. Denne artikel er eksempelvis blevet til med lyden på maksimal styrke. 

ECT: Sådan kan angsten måske reduceres/italesættes

Jeg håber på et møde med ovl. MS i morgen. Og om jeg så skal vride armen om på hende, skal hun ordinere min. 3 x 3 ECT. Det er mit eneste håb; dette skal høre op.

Jeg har nedfældet følgende punkter og printet dem ud i 12 eksemplarer (så er der til fire uger a tre behandlinger). Jeg udleverer det til personalet i ECT-afdelingen, så de ved, hvad de har med at gøre.

Det er komplet tåbeligt og idiotisk, eftersom jeg har prøvet det mere end 100 gange, men sådan må det være.

  1. Jeg er så bange – primært for at I ikke har bedøvet mig korrekt/tilstrækkeligt.
  2. Jeg har meget svært ved at slippe kontrollen.
  3. I skal overholde alle rutiner inkl. “tage værdier” ude på gangen. I forvejen er alle mine sanser skærpede.
  4. Hvis I ikke overholder alle rutiner, bliver jeg i tvivl om, hvorvidt I har styr på det, eller om jeg selv skal være “in control”:
    1. Jeg ved, om ECT-apparatet er indstillet til 90 pct.
    2. Jeg ved, om der gives bilateral ECT
    3. Jeg ved, om sengehestene er slået op
    4. Jeg ved, om bideskinnen er parat
    5. Jeg ved, hvad I siger til hinanden, og hvordan I går rundt i lokalet.
  5. I skal sige højt, når I tænder for strømmen. Og vi skal have en aftale om, at hvis jeg hører det, er der noget helt galt.
  6. Hvis muligt: X – eller en anden, jeg kender – skal holde mig i hånden, når anæstesien skruer op.

 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Vi planlægger en time ad gangen

Det vikarierende håbStegemüller

Storartet personale

Vi planlægger en time ad gangen

“Hvis nogen siger, det går ad Helvede til, så tro dem ikke …” Citatet stammer fra “Susan Himmelblå” med Kim Larsen, som jeg egentlig aldrig har været videre begejstret for. Han var lidt for jordnær efter min smag, men de fleste andre brød sig om ham – og selv synes jeg trods alt om “Pianomand”.

For at springe ud i det, så går det ad Helvede til, hvilket næppe er nyt for den opmærksomme læser af indeværende hjemmeside, der p.t. fungerer som selvterapi og som hovedregel også som erstatning for “voksenkontakt”, idet jeg er den ældste patient blandt en masse unge mennesker.

Nu er jeg hverken personale, psykiater eller noget som helst andet fint (bare en erfaren psykiatribruger), men det virker på mig som om, folk her faktisk har det ret dårligt. 11 dårlige mennesker under samme tag er måske ikke den bedste cocktail? På den anden side er det absolut bedre end at være derhjemme. Det tør jeg ikke og det er et af paradokserne; en af de ting, jeg ikke kan få til at hænge sammen.

B og H er i aftenvagt, og har nærmest trukket mig ud af isolationen under kugledynen. Vi lægger planer for en time ad gangen. Længere er mit tidsperspektiv ikke. Det er en overvindelse, men det må til.

Det er så dejligt at være på 808, for vi kender hinanden. Der er så meget, der ikke behøver blive sagt. Her skal man ikke starte forfra med Adam og Eva hver gang. Fremmede vil få facaden, og fremmede vil ikke kunne se bagom den. Det vil være spild af tid for begge parter, og for RegionH vil det tillige være spild af penge. Derfor vil jeg ikke være i Glostrup.

Til morgen er sygeplejerske K kommet tilbage fra ferie. Jeg fortalte hende, at jeg havde citeret hende i podcasten fra dengang for flere år siden, hvor hun sagde “Vi er her for dig, Hanne”, da jeg tudende stod i hallen med tasken endnu en gang. Det var i den periode, hvor jeg ikke en gang pakkede ud, når jeg kom hjem – for jeg skulle jo sikkert snart afsted igen. Tænk at hun kunne huske situationen. Det er da imponerende.

“Tankerne er fastlåste” vil overlægen sige på mandag; og jeg vil svare “Hvordan låser jeg dem op?”. Hvis jeg kunne, gjorde jeg det.

En ukendt læge var en skuffelse

Jeg havde set så meget frem til at få en ordentlig drøftelse med den overlæge, jeg kender så godt. Jeg var velforberedt. Men hun havde ikke tid, men sendte en stand-in, der havde kort tid og en kort dagsorden bestående af tre punkter:

  1. Medicin mod forhøjet kolesterol (aner ikke hvordan jeg har fået det, da jeg spiser sund mad)
  2. Øgning af Lyrica/Pregabalin, der er et krampestillende middel, som jeg tager mod “Restless Legs”. Man må ekesempelvis ikke tage det før ECT. Det skulle åbenbart også virke mod angst. Jeg forstår intet.
  3. Tjah, hvad var det nu?

Min dagsorden var der ikke tid til. Blandt andet fordi lægen ikke forstod så meget dansk, så min tilstedeværende, højtelskede kontaktperson M, måtte gentage, hvad jeg lige havde sagt, før det fes ind. Jeg synes ellers, jeg udtrykker mig ret klart. Jeg prøvede at undertrykke min stigende irritation.

Jeg har ikke fået en diagnose. Så jeg stiller den selv: “Svær depression”.

Så nu skal jeg bare gennem en lang weekend time for time og vente på ovl. MS.

At blive klar til ECT

Jeg er ikke i tvivl om, at ECT er vejen frem for mig. Jeg prøver at blive klar inde i hovedet, prøver at lægge angsten ned, men det er meget svært. Måske er jeg nået et lille stykke ad vejen? M mener også, det er vejen frem.

Angsten for ikke at vågne op af anæstesien, er et af de andre paradokser; det vil sige, noget af det jeg heller ikke kan få til at hænge sammen inde i hovedet.

Der er ikke længere ECT på Hvidovre. Man skal til Glostrup. Normalt ville det jo så betyde indlæggelse i Glostrup, men da jeg vil være blandt kendte mennesker på 808, har jeg foreslået, at vi bare kalder det ambulant ECT, det har jeg jo prøvet mange gange. Den eneste forskel er adressen, hvor jeg skal hentes og hvor jeg skal køres hen. Hvis det er et problem med transporten, betaler jeg hellere end gerne selv.

Jeg er ikke klar over, om man kan ønske/stille krav, men det er jo sådan set mit liv, det drejer sig om, og derfor gør jeg det.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Dagbog fra 808 – 1

Dagbog fra 808 - 1Stegemüller

En okay nat

Dagbog fra 808 – 1

Hvad skal man egl. lave, når man vågner på en psykiatrisk afdeling kl. 05:17? Drikke kaffe og ryge nogle smøger. Heldigvis har tastaturet nattevagt. Fuglene holder morgenandagt ovre i skoven. Det lyder godt. Hvornår har jeg egl. sidst hørt en fugl?

Jeg er lidt ved siden af mig selv på grund af en sovepille og en Oxapax, der “lægger lidt låg på”, og det er fint.

Jeg har fået et dejligt værelse med udsigt over til skoven. Men gardinerne er trukket for. Jeg orker ikke alt lyset. Det er slut med to-sengsstuer, og det er positivt. Ulempen er at der så næsten ikke er nogen åbne pladser tilbage. Men det med at sætte en stofskærm op mellem to senge var uværdigt.

For mange år siden, da 808 lå i den anden ende af den lange gang, var der tre- og firsengsstuer. Havde man behov, og havde de ikke plads, skabte de plads ved at skubbe en ekstra seng ind langs den ledige væg på en tre-sengsstue. Når man var “fjerdemand” havde man ingen natlampe og ingen stikkontakt. Vi var 18 om at dele et baderum. Det var også uværdigt.

Jeg glemmer aldrig en indlæggelse på en tre-/firesengsstue: Jeg lå sammen med en ung kvinde, der i ramme alvor troede hendes hoved var ved at falde af, og det talte hun om i døgnsdrift. Så er det svært at holde fast i sig selv og prøve at få det bedre.

Der er meget, der er dobbelt

En af medarbejderne gjorde mig – fuldkommen korrekt – opmærksom på, at det er ulogisk at være så bage for ECT, når der samtidig er et dødsønske. Det havde hun helt ret i. Forskellen er kontroltabet. Og jeg er et menneske, der er meget i kontrol.

Slut med PAS-rådgivningen

Jeg var jo sådan set begyndt på et forløb, der skulle gøre mig klogere på min tid på børnehjem/rigshospital. Jeg kom for at få generel viden om, hvordan ting foregik dengang, hvem jeg evt. kunne kontakte mv. Der må da være nogen i hele verden, der ved noget. Jeg kom ikke for få terapi, og jeg tuder ikke overfor hvem som helst.

Men jeg har stoppet forløbet, idet hun begyndte “at tale til mine følelser”. Hun ændrede sin stemme, fordi hun talte til spædbarnet i en tremmeseng. Jeg følte mig manipuleret med, og oplevede det som intimiderende. Så jeg har stoppet det. Det ville psykologen aldrig have gjort.

Specialpsykologen i Glostrup forstod mig til fulde og sagde “Sådan arbejder man ikke med folk med Aspergers syndrom”. Min kontaktperson forstod mig også og sagde, at hvis det var hende, ville hun opleve det som intimiderende. Det ord har jeg taget til mig.

Om lidt er der TV Avis kl. 7:00, herefter skal jeg i bad, og så er dagen i gang,

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.