Tag Archive for: ECT

Jeg opgiver at få en servicekat

Jeg opgiver at få en servicekat

Afslag trods psykiatrifaglig begrundelse

Jeg opgiver at få en servicekat

Af mange værktøjer til at se hvilke artikler på hjemmesiden, der bliver læst, fremgår det tydeligt, at artiklerne om servicekat scorer højt. Der er simpelthen mange, der læser dem.

Af og til hører jeg også fra brugere, der er blevet inspirerede af artiklerne. Således også Eva, hvis e-mail jeg har fået lov at citere. Den vises nederst i denne artikel.

For mit eget vedkommende har jeg nu givet op. Det er et par år siden, jeg spurgte min udlejer første gang, og nu har jeg prøvet endnu en gang. Denne gang har jeg har vedhæftet en anbefaling fra Distriktspsykiatrien. Min kontaktperson har redegjort for mit forløb, de mange ECT-behandlinger, de mange indlæggelser, et selvmordsforsøg osv. Intet har hjulpet mig.

Der er siden den 20. juli sendt 18 e-mails frem og tilbage mellem ejendommens administrator og mig. Administratoren er fair og åben og har gang på gang sendt mine e-mails videre til ejendommens ejere. Det er i den forbindelse gået op for mig, at det ikke længere er Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP som er omdøbt til P+), der ejer ejendommen, men et privatkapitalistisk foretagende.

Svarene fra administratoren eller ejeren (det er ofte uklart, hvem der har skrevet hvad) er tit forvrøvlede. Det gælder fx dette fra den 12. september, som jeg ikke begriber meningen med:

Ejer kan ikke finde noget som tilsidesætter en servicekat med en servicehund i forhold til de krav som foreligger.

Lige som der heller ikke er konkret dokumentation på at du opfylder behovet for det.

Ordet “tilsidesætter” skulle muligvis have været “ligestiller”. Hvis det er sandt, ville sætningen give mening. Herudover står der, at der ikke foreligger dokumentation. Ved telefonisk henvendelse gik det op for mig, at de åbenbart ikke havde set Distriktspsykiatriens skrivelse. Den fremsendte jeg endnu engang.

Senere den 12. september fik jeg dette svar, der også måtte dechifreres for at give mening

Har lige fået svar retur fra ejer som det lyder til har set det skriv du har henvendt dig omkring.

For dem handler det om at der ikke fremgår nogle steder at en kat kan adviseres som et servicedyr, men at dette blot er hunde som kan det.

Af skrivet du har sendt er det ikke præciseret at der er tale om en kat, men blot ”kældedyr”.

  1. Det betyder nok, at de har set Distriktspsykiatriens skrivelse.
  2. De har helt ret i, at der ikke i lovgivningen findes regler om “servicekatte”, det er et lidt hjemmelavet begreb. Jeg er ganske udmærket klar over, at der ikke findes regler – jeg har nemlig selv sendt dem et link til den af mine egne artikler, hvor det fremgår og hvor jeg henviser til bekendtgørelsen fra Ministeriet for by-, bolig- og landdistrikter (2013).
  3. “Skrivet”, hvorved de mener Distriktspsykiatriens erklæring, omtaler ganske rigtigt et “kæledyr”, da en offentlig myndighed naturligvis ikke kan henvise til et hjemmelavet begreb.
  4. Jeg spurgte, om det ville ændre noget, hvis jeg bad Distriktspsykiatrien rette dette ord?
  5. Jeg prøvede at sætte trumf på med følgende “Fortæl mig, hvilke krav I stiller. Jeg må sige, at jeg synes, det er endog meget vanskeligt at gennemskue sagsbehandlingen og jeres krav. Vær rar at opstille betingelser mv. samt angive hvilke muligheder, jeg har for at klage og til hvem.”

Der gik 14 dage, og i går fik jeg dette svar

Vi tillader ikke dyr i vores lejemål. Kun hvis det er en absolut nødvendighed og lovgivningen påkræver det. Ellers kan vi desværre ikke godkende nogen former for kæledyr.

Vi forstår at din ansøgning går på at få en ”servicekat”, men vi kan ikke se at et sådant begreb eksisterer. Derfor kan vi ikke tillade det.

Klager i sådanne sager kan sendes til ejer af ejendommen. Der er ingen betingelser der kan få en listes, kun lovgivning vil kunne ændre udkommet på ansøgningen.

Herefter spurgte jeg, om det virkelig kunne være sandt, at jeg skulle klage til den samme “instans”, som har truffet “afgørelsen”.

Da jeg havde forklaret, hvad jeg mente med det, selvom mit spørgsmål vel er nogenlunde klart formuleret, fik jeg svaret, at det kunne det.

Retssikkerhed er en by i Rusland, når man agerer på det private marked. Og derfor giver jeg op nu.

Jeg vil intet få ud af at klage.

  • Jeg vil endnu en gang få at vide, at det er forbudt, fordi det ikke er tilladt.
  • Endnu en gang vil de fortælle mig, at der ikke findes regler om servicekatte – nu hvor jeg selv har belært dem om det.
  • Det vil kun være negativ energi, og det har jeg ikke behov for.

Jeg ønsker Eva al mulig held og lykke. Der findes nemlig fornuftige udlejere, og jeg håber virkelig for hende, at hun har ramt en af dem.

Eva skrev blandt andet til mig

Jeg vil også så gerne have en servicekat. Og jeg må sige, at din side og svaret fra Laura har givet mig så meget håb.

Der er forskning der viser, at mennesker, der har kat, har mindre tendens til hjerteproblemer og hjerteanfald end mennesker, uden kat. En undersøgelse fra Minnesotas Stroke Institute med 4500 testpersoner og løb over 10 år.

For mig er deres spinden så beroligende, da jeg har tendens til noget angst.

Jeg vil også mene, at en kat at komme hjem til, ville gøre mig så meget godt, spinderiet berolige mit sensitive sind, og en at tage sig af, vil kun gøre det nemmere for mig, at komme igennem dagen, få lyst til at spise og måske også sove bedre, når jeg ved, at der er en levende kammerat ved min side.

Så jeg vil prøve at gå til læge og se, om hun vil give mig en lægeerklæring og krydse for, at hun vil.
Jeg har nemlig pænt spurgt udlejer og samtidigt sagt, at jeg naturligvis stadig vil passe på lejligheden og gøre rent og andet. Men der er ikke meget at gøre. Men dette kunne være en løsning.

Jeg synes, det er vigtigt at få udbredt, for det må alt andet lige være bedre at have en lille levende kat end for meget medicin og eventuelt også, set fra udlejers side, en lidt større hund.

Jeg takker for, at du har lavet denne fine hjemmeside og tør dele ud af dine erfaringer.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

Undersøgelsen kan stadig besvares i 88 dage og 5 timer.

Her kan du se de hidtidige besvarelser fra fritekstfelterne, som hjælpeprogrammet/plug-inet af en eller anden årsag ikke kan vise.

Dem vil du måske lade dig inspirere af?

Af hensyn til at definere sidens segment (med andre ord: hvem er mine læsere?), vil jeg gerne vide, om du slægtsforsker?
Slægtsforsker du?
Du kan tilmelde dig et nyhedsbrev. Hvis du gør det, får du en autogenereret mail hver mandag morgen kl. 06. Mailen indeholder links til artikler fra den forgangne uge krydret med lidt billeder.
Abonnerer du på nyhedsbrevet?
In real life (IRL)? Kender vi hinanden i den virkelige verden eller "kun" online?
Vi kender hinanden i "den virkelige verden":
Alder: Jeg er klar over, at jeg næppe har læsere under 20 år eller over 90, men for at ingen skal føle sig krænkede/diskriminerede, har jeg medtaget taget alle.
Hvor gammel er du?
Herunder skal du fortælle hvilken browser, du typisk bruger. Browseren er programmet/appen, der viser sider fra internettet. Det kan fx være Firefox, Brave, Google Chrome, Edge eller en af alle de andre på markedet (you name it).
Det kan være utrolig svært at sondre mellem indhold og design, derfor spørger jeg herunder til din samlede oplevelse af siden. 1 er "Ringe" og 5 er "Rigtig fin":
Samlet oplevelse af siden (dvs. både design og indhold):
For at jeg kan forstå din vurdering og dermed bruge den til noget, skal du skrive en begrundelse for din oplevelse. Den kan være lang eller kort. Det er helt op til dig.

I feltet herunder kan du foreslå, hvordan siden også kunne se ud. Det kan fx være andre fonte (tekstens udseende), andre farver, andre eller flere muligheder/funktioner osv.

Da spørgeskemaet netop drejer sig om re-design, er det også et krævet felt. Du kan selvfølgelig sagtens skrive, at du egentlig er godt tilfreds eller lignende, og så har du skrevet noget i feltet.

Andre kommentarer: I feltet herunder kan du (også) skrive af hjertens lyst; simpelthen lige hvad der falder dig ind. Det er ikke et krævet felt.

Mange tak for din tid og fordi du udfyldte skemaet!

10 votes · 50 answers

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Næsten fri af rollen som syg

Næsten fri af rollen som syg

Angsten blev for stor

Næsten fri af rollen som syg

Jeg er måske en stor idiot (sig det bare), men jeg har aflyst alle fremtidige ECT-behandlinger. Det var nemt. Logge på “Min Sundhedsplatform” (hvis det så end er), sætte et flueben og svare på, om jeg ville have nye tider. Nej tak. Og så “Venlig hilsen Hanne B. Stegemüller”.

Det er et sats, for hvad vil der nu ske? Starter cirkusset forfra om nogle måneder? Bliver jeg syg igen? Skal jeg indlægges 15 gange mere?

Jeg har to behandlingsmuligheder:

  1. Medicin eller
  2. ECT.

Ad 1: Jeg skal under ingen omstændigheder eller nogensinde tilbage til medicinen. Jeg blev nærmest invalid efter 15 års indtag af diverse antipsykotiske præparater. Det medførte en frygtelig Parkinsonisme, der er det værste, jeg nogensinde har prøvet.

Forestil dig at tisse i sengen hver nat, fordi det hormon, der styrer blæren, ikke længere fungerer. Så kan man fx ikke gå på gaden, for hvad nu, hvis det går galt der? Jeg havde ingen håndskrift, jeg kunne ikke ramme de rette taster på tastaturet, så jeg kunne ikke passe et mikroskopisk job som supporter for Interfloras kunder. Jeg kunne ikke løfte en kop eller et glas men måtte bruge sugerør. Det er altså en underlig måde at drikke et godt glas rødvin på. Der var en periode, hvor jeg ikke rigtig kunne se noget. Og der var meget andet galt.

Det var så slemt, at jeg uden videre fik bevilget ugentlig, vederlagsfri fysioterapi efter konsultation hos en hamrende dygtig speciallæge på Bispebjerg. Får man det i dagens Danmark, så er man altså dårlig.

Ad 2: ECT er stort set uden bivirkninger bortset fra nogle kognitive problemer, men man kan lære kompenserende strategier. Parkinsonismen gik langsomt men sikkert i sig selv, da jeg overgik til ECT efter en langvarig indlæggelse i efteråret/vinteren 2020. Professor Poul Videbech deltog i beslutningen om overgangen; han mente i hvert fald, at det var et forsøg værd, da en overlæge og en farmaceut på Psykiatrisk Center Glostrup spurgte ham til råds.

Måske behøver jeg ikke længere behandlingerne?

Det er to måneder siden, jeg fik den seneste (og indtil videre sidste) ECT-behandling, og jeg har det jo godt. Muligvis en anelse submanisk, men søvnen er helt, som den skal være. Døgnrytmen passes og jeg får rigeligt med vand. Jeg synes, alt er godt, men er selvfølgelig opmærksom. Sådan er det at have det, der kaldes “god sygdomsindsigt”.

Angsten blev for stor

Jeg vågnede 03:30 natten til lørdag med galopperende angst: hjertebanken, sved og katastrofetanker om at dø fra det liv, jeg endelig er blevet glad for. Brugte en time i sengen på at besvare en mail (jeg har et lækkert og rigtigt tastatur til iPadden). Forsøgte uden held at sove igen og 05:30 stod jeg op og lavede morgenkaffen. Så havde jeg en lang dag forude.

Psykologen havde på forhånd sagt, at angsten ville blive værre, når jeg havde svigtet behandlingen i juni og egl. også i juli. Endnu en gang havde hun ret. Det var på ingen måde rart.

Søndag morgen traf jeg beslutningen: Jeg vil ikke mere. Jeg havde tænkt og overvejet pro et contra i et døgn – i hvert fald satser jeg og ser, hvad der sker. Det er måske torskedumt, men jeg prøver. Jeg vil ikke leve med fem dages angst forud for to minutters behandling hver fjerde uge. Der var en befrielse over at trykke på diverse taster i SP. Angsten er væk som ved et trylleslag, og jeg kan foretage mig andre ting.

Ikke syg?

Det kan ikke vides, om jeg fortsat er syg og har behov for ECT. Vi må teste det. Men det, der helt sikkert vides, er, at jeg gerne vil ud af rollen som syg, samtidig med at jeg håber Distriktspsykiatrien vil vedblive at holde lidt snor i mig. Det er selvfølgelig modsætningsfyldt. Vil de ikke, så henvender jeg mig da bare igen, hvis det bliver nødvendigt. Mig slipper man ikke sådan lige af med.

ECT-afdelingen har lige ringet og ville aftale tid til på onsdag. Jeg måtte så fortælle, at jeg har aflyst alt. Det troede jeg, de vidste pr. automatik. Hun er så sød og sagde “Det er jo din beslutning. Hvis det alligevel bliver nødvendigt, ringer du bare”. Mere kan man ikke forlange – og det gør jeg heller ikke. Jeg benyttede lejligheden til at takke for den altid gode behandling, alt det de har gjort for mig og for deres altid søde måde at være på. Selvom det må være en “fabrik”, når de behandler 12 – 17 patienter på en formiddag, har der altid været mennesker ansat på “fabrikken”.

Nu må vi se. Det kan gå godt, og så er jeg ikke en idiot. Det kan gå ad h…. til, og så er jeg en idiot. Sådan er det. Jeg tager chancen.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Individuelle hensyn i psykiatrien

Individuelle hensyn i psykiatrien

Psykiatrien kan noget

Individuelle hensyn i psykiatrien

Selvom 10-årsplanen lader vente alt for længe på sig, kan de altså noget allerede nu i psykiatrien. Den er (også) befolket med dejlige mennesker, der tænker og tager individuelle hensyn.

Systemet er enormt stort og ofte “håndholdt”, men det betyder ikke, at det kun er en fabrik fyldt med tvang og piller, som nogle af og til gerne vil beskrive det. Selv har jeg gennem otte år udelukkende 99 pct. gode erfaringer. Jeg er klar over, at jeg i mine skriblerier om psykiatrien af og til har været harsk, men det har været velbegrundet; det synes jeg i hvert fald selv.

Mit “rul” tilsiger, at jeg skulle have været til ECT-behandling på onsdag. Jeg sprang over for fire uger siden, fordi jeg havde så meget angst, at jeg ikke kunne. Også selvom psykologen sagde, jeg skulle bekæmpe angsten for ikke at gøre den større. Og selvom min dygtige og velkendte kontaktperson gennem otte år i Distriktspsykiatrien ringede om morgenen og forsøgte at overtale mig til at tage afsted alligevel. No way. Jeg gjorde det ikke. Jeg var for bange.

Det er en del af det “håndholdte” system, at ECT-afdelingen ringer om mandagen og opgiver tidspunktet, jeg skal være klar til at blive hentet af Flekstrafik. Jeg er altid klar ved telefonen, så de ikke skal spilde deres tid på at ringe forgæves. De har helt sikkert andet at lave.

De ringede i dag med en trist besked. Min favoritsygeplejerske fratræder sin stilling. Hun har holdt mig godt i hånden gang på gang. Hun er kommet før behandlingen og har afledt mig. Hun har sørget for, at jeg blev sat på som en af de første, så hun netop kunne komme og samtale. Vi har talt politik, slægtsforskning og you name it. Hun har bare været der som det dejlige menneske, hun nu en gang er. Og hun kan altså bare det med at holde i hånd. Jeg ved, hun er der. Hun svigter aldrig. Det er trygt. Vågner jeg ikke op igen, var de sidste sekunder i hvert fald rare.

Jeg er sikker på, at mange patienter begræder hendes fratræden!

I dag var det hendes kollega, der ringede

Kollegaen fortalte, at supersygeplejersken fratræder og at hun selv skal have ferie. Næste mulighed er derfor i uge 33, onsdag den 17. august. Jeg kender også kollegaen rigtig godt. Hun havde ikke bestilt kørsel, idet hun allerede på forhånd havde regnet ud, at det ikke ville gå, hvis der kun var fremmede mennesker. Og hun ville spørge, om jeg kan klare det så længe?

Jeg skal klare det indtil da, for jeg skal ikke holdes i hånd af en komplet fremmed. Det går ikke. Det skal være en af dem, jeg kender gennem mange år. Jeg er afhængig af behandlingen, det virker rigtig godt, jeg er glad for tilbuddet, der er ingen tvang – men jeg hader det af hele mit hjerte.

Eftersom jeg svigtede i juni, kommer der til at gå meget lang tid; måske også for lang? Det kan kun tiden vise. Aftalen er, at kan jeg mærke, det går “amok”, altså tipper for mig, kan jeg ringe til “ECT-sekretæren” og aftale en fremrykning.

Jeg håber, det går. Jeg er opmærksom på signalerne. Det er en væsentlig del af at have god sygdomsindsigt. Måske er jeg en anelse til den maniske side, men søvnen er fin, helt som den skal være, så jeg tror, det i stedet drejer sig om de autistiske særinteresser.

 


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Noget om uddannelsesniveauer

Noget om uddannelsesniveauer

Er “student” en stilling?

Noget om uddannelsesniveauer

Nedenstående er yderligere refleksioner efter den seneste seance med psykologen:

I samtalen med min fars ungdomskæreste kom vi blandt andet ind på uddannelsesniveauer. Jeg fortalte hende, at det var helt nyt og anderledes for mig, at de hos dem alle havde en god uddannelse eller var på vej til en. Sønnerne læste fx til henholdsvis læge og arkitekt, og selv havde hun uddannet sig til afspændingspædagog, efter at børnene var vokset lidt til – sådan gjorde man jo dengang. Svigerfaderen var kommunaldirektør og slægten forud for ham var lærere.

Hun svarede “Jamen Jørgen (min far, red.) var da veluddannet”. Det er sandt. Han havde en treårig uddannelse fra “Den Danske Væveskole” og dimitterede i 1943, men desværre var han jo død.

Hendes replik var “Jamen havde Jytte (min “mor”, red.) ikke en uddannelse?” Næh, det havde hun ikke, og det forstod Hanne ikke. Vi undrede os i dernæst i fællesskab over “Hvor havde Jørgen dog støvet hende op?” Jeg foreslog “I Randers”, men det var helt ud af det blå, og ingen af os havde en chance for at vide det. Det spændende ved den dialog var faktisk, at det dernæst var min “mor”, der var forkert og ikke mig selv. De havde slet ikke kunnet forestille sig, at Jørgen havde giftet sig med en kvinde uden en eller anden form for uddannelse, og de havde ment, at det var helt naturligt, at jeg selv skulle have en uddannelse.

For sjov fortalte jeg hende, at jeg, før jeg flyttede fra Bornholm, havde troet, at “student” var en stilling og at man altså kunne leve af at være student.

Jeg vidste, jeg ville have en uddannelse

Jeg har altid været klar over, at jeg ville have en uddannelse – jeg havde ikke gjort mig tanker om hvilken, bare en eller anden uddannelse. Hvor det “drive” kom fra, er jeg ikke klar over, bortset fra at det må være kommet fra min far, som jeg husker altid værende i gang med en bog. Uddannelsen fra “Den Danske Væveskole” var en boglig uddannelse, og jeg har nogle af hans lærebøger stående i min reol. En af dem er “Jacqardmaskinen”, som Hanne forærede ham, da han blev 22 år i 1944. Den er sjov at have med hendes dedikation i. Desværre ser hun for dårligt til, at det giver mening at vise hende den.

Det var først, da jeg flyttede til Amagerkollegiet og var blevet student fra kursus, jeg blev klar over, at jura nok var den rette vej for mig. Da jeg havde læst tre år og kunne se enden på det hele, opdagede jeg, at jeg måske hellere skulle have været scient.pol eller cand.polit., men da var studiegælden for stor til at skifte. Den skulle jo betales tilbage til banken på en eller anden måde. Heldigvis er cand.jur. en uddannelse, der favner bredt, så jeg har alligevel kunnet arbejde som polit/scient.pol.

Hvordan kan man være så dum?

Jeg har ofte undret mig over, hvordan i alverden, jeg kunne tro, at student var en stilling? Psykopaten var folkeskolelærer (genialt når man gerne vil have sex med børn/unge…), så han må jo da have haft en studentereksamen, eftersom vi ikke er helt i forhistorisk tid. Hvordan kan man undgå at kanalisere den viden til alle på adressen?

Svaret er formentlig enkelt: de fleste andre folkeskolelærere har fokus på (almen-)dannelse. De ser viden som magt i positiv forstand. De går op i, at børn, også deres egne, skal lære at argumentere og ikke bare udspy løse påstande. De retter stile eller andre opgaver, og de sidder og forbereder sig. Men sådan var det ikke.

Det eneste, jeg husker, var brokkeriet over at skulle til det månedlige lærerrådsmøde om aftenen. Jeg spurgte hans børn fra første ægteskab, om de vidste, hvad han underviste i (det hed vist nok “linjefag”), men det var de ikke klar over. Familiens fokus var på det kreative (musik, tegne, male osv.) og også her var jeg udenfor, fordi jeg, som nævnt mange gange tidligere, ikke kan tegne så meget som en tændstikmand.

Mit eget fokus var på det boglige. For mig var viden magt. Psykopaten havde en halvbror af en slags, men jeg har ikke kunnet finde ud af hvordan, der arbejdede på et trykkeri. Når han og hans kone kom på besøg på Sydfyn, havde han fysikbøger med til mig, og det var dejligt. Jeg “slugte” dem og blev på den måde ret god til fysik; det havde bare ingen værdi, der hvor jeg boede. De høje karakterer i fysik plus andet havde heller ikke værdi.

Så sådan kan man blive så dum, at man tror, at “student” er noget, man kan leve af.

Måske kan jeg lave en podcast?

Helt bortset fra det er jeg gået i gang med at læse om, hvordan man laver en god podcast, som nogle gider høre. Jeg har ingen idé om, hvorvidt jeg kan finde ud af det, men når andre kan, kan jeg vel også? Denne artikel forklarer fint om faldgruber og muligheder. Nu om dage vil mange mennesker heller lytte end læse.

Serien skal handle om psykiatri, og min idé er at tage fat i nogle af alle de gamle artikler om psykiatri (tonsvis af indlæggelser, tanker om ECT, angsten for nærpsykoserne mv.) og omdanne dem til podcasts. Materiale savner jeg i hvert fald ikke.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.