Navn: Hanne B. Stegemüller

Alder: 54 år

Privat: Single

Fagligt: Uddannet cand.Jur. Arbejder i dag i fleksjob.

Smykker, briller og sko skal tages af, og man skal huske at få tisset inden, men derudover kræver det ingen forberedelse at blive behandlet med elektrochok (ECT). Hanne har prøvet det 51 gange, så hun ved, hvad hun taler om.

– Der er nogle undersøgelser; blodprøver, puls, temperatur, og når det er i orden, kommer man ind i et lille rum, hvor der står en briks. Til venstre for briksen er en anæstesilæge, som står for bedøvelsen, og derudover er der to psykiatere og to fra plejepersonalet. Det er lidt trangt med de mange mennesker, men professionelt og roligt. Elektroderne placeres, men inden der sættes strøm til, lægges man i narkose og mærker ingenting. Heller ikke når man vågner kort efter. Med sko og briller på! Det, har jeg tit tænkt, er lidt sjovt. At personalet yder den service. Og så kan man rejse sig og har måske en lidt sløret fornemmelse, men ingen smerter eller andre gener.

Hannes behandlinger med ECT har været så effektive, at det i kombination med medicin og samtaleterapi hos en dygtig psykolog, har fået bugt med den livsangst, der har domineret det meste af hendes liv.

Grundfæstet sårbarhed

De første selvmordstanker dukkede op allerede, da hun var 14 år.

– Jeg husker ret tydeligt, at jeg boede på Bornholm og på en cykeltur på vej hjem fra arbejde tænkte på, at jeg skulle dø for egen hånd. Noget havde at gøre med, at jeg havde en svær opvækst, men da jeg senere fik en psykiatrisk diagnose, forstod jeg, at sygdommen i min tidlige ungdom var med til at grundfæste min sårbarhed. Dengang vidste jeg ikke, at jeg var syg, men der var noget mørkt i mit sind. Og selvmordstankerne blev en slags kattelem, jeg kunne søge hen imod, når livsangsten overmandede mig, fortæller Hanne.

I en del år lykkedes det at leve et stort set almindeligt liv med universitetsuddannelse og karrierejob i blandt andet Udenrigsministeriet, men de psykiske udsving blev værre, og udover de depressive perioder fik Hanne også manier.

– Det var markante yderligheder. Fra kulsorte tanker til en tilstand, hvor jeg arbejdede 60-70 timer om ugen og hverken sov eller spiste. Realitetssansen forsvandt, og der var fx en gang, hvor jeg købte tre computere samme dag uden at forstå, at der var noget mærkeligt i det.

I 2014 fik Hanne diagnosen bipolar, som er det, der tidligere kaldtes maniodepressiv. På det tidspunkt var hun så syg, at hun var blevet afskediget fra sit job.

– Jeg var indlagt flere gange, og i slutningen af året havde jeg det så dårligt, at jeg selv spurgte lægerne, om jeg ikke kunne få elektrochok. Jeg havde læst om det som en behandlingsmetode mod svær depression, når medicinen ikke virker, og jeg var desperat efter at få det bedre. Der blev lyttet til mig, og allerede efter tre-fire behandlinger kunne jeg mærke, at mit ønske om at dø blev mindre.

Dejlig normalitet

I alt 51 behandlinger med elektrochok har Hanne modtaget over en periode på to år. Den seneste, som hun føler sig sikker på også er den sidste, fik hun i slutningen af 2016.

– Nu har der været så lang en stabil periode, at jeg godt tør tro på, at den bedring, jeg så tydeligt mærker, er kommet for at blive. Der er en dejlig normalitet i mit liv nu. Jeg arbejder i et fleksjob, og jeg sørger for at få sovet, spist og dyrket motion. Sammen med medicin og samtaleterapi holder det mine tanker væk fra det, der tricker min sygdom.

Hvor Hanne havde været uden behandlingerne med ECT, er hun ikke i tvivl om.

– Så var jeg død. Tankerne om selvmord var så konkrete, at jeg havde fået mit testamente påtegnet i byretten og skrevet både afskedsbrev og en liste over dem, der skal med til min begravelse. Der manglede bare det sidste skridt, men nu føler jeg, at der sådan billedligt, er sat strøm til den dør, der fører væk fra livet. Og jeg vil ikke røre ved den, siger Hanne.

Med så positivt resultat af behandlingen har hun ikke noget at bidrage med til den snak om bivirkninger, der ofte følger med, når ECT diskuteres.

– Der tales meget om hukommelsestab, og jeg har også problemer med at huske, men det havde jeg også før behandlingerne, så jeg er sikker på, det er på grund af depressionerne. Man skal lytte til hvert enkelt menneske og inddrage alle faktorer, hvis en behandlingsform er til debat, men for mig er der ingen tvivl; ECT har reddet mit liv, siger Hanne.

Fakta:

– Elektrochok kaldes i dag for ECT, som er en forkortelse af Electro convulsive treatment, der betyder elektrisk fremkaldt krampehandling.

– ECT anvendes til personer med alvorlige depressioner, som ikke kan hjælpes med medicin og samtaleterapi – eller i de tilfælde, hvor hurtig bedring er nødvendigt, fordi patienten er selvmordstruet.

– Virkningsmekanismen ved ECT er ikke helt kortlagt, men man ved, at de kemiske processer i hjernen ændres. Måske fordi der frigives nye signalstoffer, som virker på humøret.

– Ved ECT dannes også nye nerveceller, som er en proces, der ellers ofte går i stå ved depression. Måske er dette også forklaringen på, at deprimerede patienter har dårlig hukommelse og koncentrationsbesvær.

– ECT virker hurtigt. Ofte ses en bedring efter 1-3 behandlinger. Normalt gives 8-12 med et interval på tre pr uge.

– Strømmen, der anvendes ved ECT, er så svag, at det, der når ind i hjernen, svarer til strøm fra et almindeligt lommelygtebatteri.

– ECT har en positiv effekt på 80-90 procent af de behandlede.

– Der blev foretaget godt 20.000 ECT-behandlinger i Danmark sidste år. Tallet har ligget nogenlunde stabilt i en årrække, men med en lille stigning.

– Der foretages nogenlunde samme antal ECT-behandlinger i de nordiske lande, men i Tyskland er der langt færre, fordi landets historie får befolkningen til associere elektrochok med tortur. ECT udføres kun på få universitetssygehuse.

– I Danmark er der ECT-behandling på de fleste større sygehuse – i alt 28 forskellige steder.

Historien bag:

Elektrochok blev opfundet af den italienske psykiater Ugo Cerletti sidst i 30erne, og den kom til Danmark i begyndelsen af 40erne. I de første år foretog man behandlingerne uden bedøvelse, ilt og muskelafslappende midler, så der skulle ofte flere stærke mænd til at holde patienten. En hyppig bivirkning var brækkede lemmer og i nogle tilfælde også hjerneskader. I 50erne udvikledes metoden henimod den behandling, der anvendes i dag. Som er helt smertefri for patienten.

---

Du kan lytte til interviewet her. Det varer lige knap 55 minutter.