,

Det vikarierende håb

En smuk grundsætning i psykiatrien

Det vikarierende håb

Jeg har kendt “Det vikarierende håb” i årevis, og har altid fundet, at det var en smuk grundsætning.

Den går ud på, at personalet holder håbet for en, mens man er her, og ikke selv har et håb; og at man får det leveret tilbage, når de har fået lappet en sammen (endnu engang). Det er da smukt. Og det er også fortællingen om, at der er meget andet end kemikalier og tvang i psykiatrien.

En medarbejder, der er på alder med mig, mindede mig om en sang med Trille fra albummet “En lille bunke krummer”: Noget af teksten lyder: “… Og sådan er der altid et lille lys i mørket, men hvis du vil kunne se det, så må du ikke være mørkeræd.” Normalt er jeg ikke bange for mørke, men her er behov for op til flere lommelygter.

At tage sig sammen

Normalt er jeg verdensmester i at tage mig sammen, men det er ligesom om, det ikke rigtig går lige nu. Der er ting, man skal, når man er her. Det drejer blandt andet om at deltage i morgen- og aftenmøderne. Og det er helt i orden, at det er reglen. Lige nu skal jeg bare tage mig voldsomt sammen for overhovedet at være tilstede.

Jeg klapper mentalt mig selv på hovedet, hver gang det lykkes at få min krop til at være tilstede. Mentalt er jeg fraværende, men det er der ingen, der ved. Det kan vist ikke tilføjes til journalen.

”This to shall pass”.

Måske en at tale med?

Hidtil har jeg ikke rigtig talt med nogen. De normale spilleregler for “dos and don’ts” er sat ud af kraft. Jeg hader, når jeg ikke kender reglerne. Det, jeg har mest lyst til at spørge om, spørger man ikke om. Jeg nøjes med at se på folk og gætte, uanset at gætterier normalt er nogle, jeg holder mig fra.

Til morgen kom jeg alligevel til at tale med en fyr, der også interesserer sig for det skrevne ord. Vi udvekslede erfaringer om det at forsøge på at skrive en bog. Han fortsætter; jeg har givet op. Det skete da en såkaldt “forfattercoach”, havde set et par tekster og svarede: “Det er meget korrekt men røvkedeligt”. Da besluttede jeg at skrive videre til skrivebordsskuffen og på indeværende hjemmeside. Så må det være kedeligt, og jeg nyder fordelene ved at have mit eget domæne.

Spiller kommunen en rolle?

Den kolossalt søde specialpsykolog i Glostrup oplyste, at kommunen har et ansvar og en opgave, når man er på autismespektret. Det undrer mig, at jeg skal høre det fra hende her fire år efter diagnosen, og når Aspergers syndrom var en del af begrundelsen for pensionen, der jo blev tilkendt af kommunen selv. Jeg spurgte hende, om de så også løfter opgaven? Det kunne hun af gode grunde ikke svare på.

Nåh, men det er sikkert en anden del af forvaltningen, og bedre sent end aldrig. Hun fortalte, at det er en del af “handicapområdet”. Jeg må leve med navnet, idet jeg ikke selv føler, jeg har et handicap. Men okay, måske …

Hvad det nærmere går ud på, har jeg ingen idé om.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

1 svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] p.t. har jeg selv mistet håbet, så jeg håber på det vikarierende håb, der vel træder i kraft på et eller andet tidspunkt, for dette er nærmest […]

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *