Tag Archive for: 808

Psykiatrien holder øje med mig

Psykiatrien holder øje med mig

Af og til bliver jeg glad

Psykiatrien holder øje med mig

For snart mange år siden indspillede Søs Fenger “Jeg holder øje med dig”; en dejlig fredelig sang med en fin tekst om fodspor i sneen. Den er stadig god at lytte til. Nu er det psykiatrien, der holder øje med mig. Det gør mig tryg.

Denne uge er jeg tre gange blevet forundret og glad over, hvad der kan lade sig gøre selv i et enormt system med langt fra bund til top. Det har bekræftet min antagelse om, at der er mange medarbejdere i psykiatrien, der vil stå på hovedet for netop deres patienter. De, jeg har kontakt med, står på hovedet for mig. Helt utroligt.

De synes, jeg har det lidt for godt – lidt vel hurtigkørende

Min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrien både sagde og skrev den 31. august:

“Stemningslejet er ok, nok en anelse løftet. Sover 6-7 timer, men har ikke en stabil døgnrytme. Patienten synes ikke selv, at det er bekymrende. Set i lyset af tidligere forløb, opfordres patienten til at have fokus på at få en fast døgnrytme. Har behov for et “projekt”. Er i gang med et projekt hjemme med at rydde op i sin slægtsforskningsdatabase. Oplyser at arbejde på det dag og nat. Advares mod dette.”

Hun kender mig siden 2014, så hun ved, hvad hun taler om. Og jeg lytter!

Jeg har (endnu en gang) fået ny læge i Distriktspsykiatrien, og hende har jeg umiddelbart god kemi med. Jeg kunne simpelthen bare godt lide hende. Det skyldes, at hun er et menneske, fuldkommen nede på jorden, og så er hun 42 år. Jeg kan godt lide at træffe en voksen kvinde, der ikke indleder kontakten med at sige “Du er jo en bestemt dame”.

Hun skriver den 7. september blandt andet “Fremstår let hypoman”. Ups .. tænker jeg.

To kloge mennesker sagde – formentlig nogenlunde uafhængigt af hinanden – altså det samme inden for den samme uge. Det må jeg tage alvorligt.

Min kontaktperson var hurtig, da der blev ansat endnu en ny læge. Sådan en har jo en blank kalender. Hun skaffede mig fluks en tid, så vi kunne drøfte mit ønske om tilbagevenden til vedligeholdelses-ECT. ECT er det, uanset hvor meget jeg egl. hader det, der holder mig ude af afsnittet. Mit ypperste mål er, at jeg ikke skal indlægges igen. Jeg har set både 808 og Glostrup tilstrækkeligt.

Lægen fortalte, at med alderen har hjernen sværere og sværere ved at “absorbere” udsvingene. Det var jeg ikke klar over. Så selvom jeg synes, det virker mere end kedeligt at holde den faste døgnrytme, er jeg nødt til det, når jeg ikke ønsker flere indlæggelser.

Det er bare utrolig vanskeligt, når jeg har det så godt og så sjovt med det ene eller det andet projekt. Og ingen normale mennesker går til læge, når de har det både godt og sjovt. For mig skal det bare være et advarselstegn. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde accepterer det.

Tilbagevenden til ECT

Lægen har givet besked til min kontaktperson om mit ønske om tilbagevenden til vedligeholdelses-ECT hver fjerde uge. Kontaktpersonen har kontaktet ECT-afdelingen. J. fra ECT-afdelingen har kontaktet mig telefonisk i dag.

Hun ville lige høre, hvordan jeg havde det, og om jeg kunne vente til efter hendes ferie, for ellers er hun der jo ikke til at holde mig i hånden i forbindelse med anæstesien … Jamen jeg har det jo fint. Det er bare de andre, der synes, jeg er lidt vel hurtigkørende.

Er det ikke bare fantastisk, at den slags kan finde sted i et enormt system med mange rutiner og procedurer, der skal overholdes? Her ringer en medarbejder for at høre, hvordan jeg har det, og hvilken dato, der kan passe både mig og hendes ferie.

Jeg bliver endnu en gang bekræftet i, at det hele handler om relationer.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hvilken form for tvang foretrækker du?

Hvilken form for tvang foretrækker du?

Det føltes som et overgreb

Hvilken form for tvang foretrækker du?

Psykologen er ellers et særdeles fredeligt menneske, men i går fik jeg gjort hende næsten vred ved at fortælle om følgende episode, jeg var ude for, da jeg henvendte mig i “Akutten” i Glostrup den 29. maj i år:

Efter en virkelig god samtale med en specialpsykolog, der besluttede, at de ville beholde mig, til der blev en ledig plads på 808 i Hvidovre, kom der en medarbejder, der gerne ville vide hvilken form for tvang, jeg ville foretrække, hvis det skulle blive nødvendigt?

De kunne “tilbyde”:

  1. Bæltefiksering
  2. Fastholdelse
  3. Medicinering

Jeg blev fuldkommen overrumplet. I mit knapt 60-årige liv har jeg endnu aldrig oplevet at være udadreagerende. Jeg kan (nemt) blive verbalt overlegen men aldrig nogensinde fysisk overlegen. Af statur er jeg lille (165 cm.), så jeg vil ikke kunne stille meget op rent fysisk.

Da jeg aldrig har prøvet nogle af de mulighederne, vidste jeg ikke, hvilken jeg ville foretrække, hvis behovet skulle opstå. Hvordan vælger man mellem muligheder, man ikke kender?

Jeg skulle have været kvik(kere) og spurgt “Hvad ville du selv foretrække, hvis det var dig?” Jeg endte med at svare “Jeg ved det virkelig ikke. Hvis behovet skulle opstå – hvad jeg bestemt ikke kan forestille mig – så må I i situationen vurdere, hvad I mener er bedst for mig”.

Det må være noget nyt, der er indført, for jeg mener ikke, jeg nogensinde har fået disse spørgsmål tidligere. Psykiatrien har virkelig mange procedurer og planer, og der bliver flere og flere. I virkeligheden er det, der hjælper mig som patient, de personlige relationer.

Pseudoinddragelse eller ansvarsforflygtigelse?

Jeg oplevede det som et overgreb, og det var utrolig ubehageligt. Det forekommer mig at være en form for pseudoinddragelse af patienten. De lader som om, jeg har indflydelse, men det har jeg ikke i virkelighedens verden.

I realiteten drejer det sig om, at personalet ikke ønsker at blive fanget på det forkerte ben. De ønsker, hvis det utænkelige skulle ske, at kunne fremvise en form for bevis på, at jeg jo selv har sagt, at jeg foretrækker følgende “tilbud”. Men det er ansvarsforflygtigelse. Man ønsker at være sikker på aldrig at kunne få en sag på nakken. “Hanne B. Stegemüller har jo selv skrevet under på at xyz …”

Qua deres stilling, uddannelse og erfaring skal de kunne træffe valget på mine vegne – og de skal også tage ansvar for et eventuelt fejlskøn. Det må være en del af det, der følger gratis med ansættelsen.

Selvfølgelig har de behov for informationen, men spørgsmålene kunne stilles i omvendt rækkefølge:

  • “Har du nogensinde været udadreagerende?”
  • “Hvis ja, hvad har vi så gjort, der hjalp dig?”

De puttede en ny tanke ind i mit hoved

Jeg kender selvfølgelig ikke deres IT-systemer, og det skal jeg heller ikke, men jeg forestiller mig, at hvis jeg var en udadreagerende type, og der tidligere havde været behov for tvang, ville det stå et eller andet sted med flammeskrift og en rød font. Det skal medarbejderne selvfølgelig ikke kunne overse. Det handler om deres sikkerhed og i sidste ende også om min sikkerhed. Det er kun godt.

Men pludselig har de puttet en tanke ind i mit hoved: “Kunne jeg evt. blive udadreagerende og have behov for tvang? Kunne det ske?” Det skal jeg også forholde mig til.

Når man henvender sig i “Akutten”, er man ekstremt sårbar og ængstelig. For mig sker det, når det er for farligt at blive herhjemme, og “Livslinjen” giver fortabt i nattens løb, hvor verden er sort og skyggerne derfor ikke engang kan blive lange.

Man venter tålmodigt, til det bliver ens tur, altimens tankerne kører om, hvad man gør, hvis de ikke vil vide af en, og man bliver sendt hjem igen. Retfærdigvis skal det siges, at det er jeg ikke blevet i mange år. Der er visse fordele ved at være “svingdørspatient”:

  • Jeg henvender mig først, når jeg ved, de beholder mig.
  • Og de ved, at jeg først kommer, når “lokummet brænder”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Psykiatrisk Center Glostrup dag 4

Psykiatrisk Center Glostrup dag 4

Jeg klarer det!

Psykiatrisk Center Glostrup dag 4

Nu er jeg ved at lære nogle medpatienter (tre kvinder) bedre at kende, så jeg klarer det. Var det ikke for dem …

Her udfyldes planer for planernes skyld, og jeg hader det.

Jeg forklarede dem, at jeg med 808 var blevet enig om, at der ikke var grund til at revidere den ganske udmærkede kriseplan, jeg har lavet i “MinPlan” sammen med M for adskillige år siden. Når krisen kradser, finder jeg alligevel ikke en eller anden “app” frem og studerer den.

Det mest anvendelige, der står i den, er, at jeg skal kontakte modtagelsen. Det behøver jeg som trænet psykiatribruger ikke en “app” for – og i øvrigt står de relevante telefonumre under “favoritter” i min telefon.

Det lykkedes mig at overbevise medarbejderen om, at jeg selvfølgelig nok skulle medvirke, hvis det var noget, de havde brug for, men jeg har ingen gavn af det. Hun skrev overskrifterne fra sektionen “Krisesymptomer” af, og så var  opgaven åbenbart løst. Hun havde fået det, hun skulle bruge og kunne sætte √

De vil også gerne have, at jeg laver en plan for, hvad jeg skal lave i weekenden, hvor de fornuftigt nok opfordrer til, at man tager hjem, da overgangen fra indlagt til udskrevet ellers er ubærligt brat. Jeg skal alligevel til frisøren i morgen, så det er fint at tage hjem. Det ville sådan set være en god idé at lave en plan, men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal skrive på den – og mit problem er, at jeg jo ikke aktuelt er i gang med noget derhjemme. Og jeg kender ikke noget, jeg kan lave på en weekend.

Krisesymptomer er

  • Tankerne kredser om at dø
  • Eksistentielle tanker
  • Følelse af ensomhed
  • Forstyrrelser af søvn, appetit og til tider syn
  • Kommer ikke i bad hver dag

Som interventioner stod blandt andet “Kontakt 808 for at høre, om PSI-sengen er ledig”. PSI står for “PatientStyret Indlæggelse”. Og det var et virkelig godt koncept, man kunne ty til, inden læsset væltede, for vi ved jo godt, hvornår det går ned ad bakke. Man kunne være fem nætter på PSI-pladsen, og enten havde man fået det bedre/godt og ellers skulle der tages stilling til indlæggelse. Man kom til mennesker, man kendte – og vice versa – og jeg har selv flere gange oplevet, at jeg fx efter fire nætter syntes, at nu klarede jeg mig selv igen. Det har også sparet regionen for nogle udgifter, eller måske rettere: En anden, mere trængende, patient kunne få den rigtige seng.

808 har ikke længere PSI-pladsen; den er flyttet til Nordstjernevej i centraliseringens hellige navn. Det punkt blev slettet, fordi hun foreslog det. I virkeligheden havde det været mere relevant, om hun havde sagt til mig, at jeg skulle opdatere det, når de nu har PSI-pladsen her et eller andet sted. Men sådan var det ikke. Så nu er der en intervention mindre.

De tror vist, jeg er dum

Den medarbejder, jeg talte med, sagde lettere overrasket “Du er jo ressourcestærk. Det er vi ikke vant til”. Og så sagde jeg altså til hende, at jeg ikke var blevet dum af at blive syg. Det var måske ikke så pænt, men jeg kunne ikke lade være, og jeg prøvede at sige det med et smil.

Jeg fremlagde mine overvejelser om, hvorvidt folk med en høj uddannelse slet ikke bliver syge, eller om de bare ikke bor på Vestegnen eller i Valby? Vi enedes om, at det nok var geografien, der spillede ind. Så var den gode stemning genoprettet. Det er alligevel lidt underligt, eftersom Valby er ved at være et sted for folk med $, og de er typiske bedre uddannede.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Udelukkende for ECT

Psykiatrisk Center Glostrup dag 2

Jeg prøver holde fast i, hvad en sagde på 808: “Du er der kun for ECT”. De andre ting, der skal drøftes, må finde sted på 808. 

Har lige været til samtale med lægen. Det gik ikke ret godt. Vi talte fuldkommen forbi hinanden, og det bekræftes af lydoptagelsen. Indledningsvist måtte vi igennem det med, om jeg måtte have lov at optage, idet kontaktpersonen, der har fået besked om det fra 808, endnu ikke var til stede. Endnu en gang er der mange kokke i maden. Det var så langt ude, at jeg måtte sige “Du kan faktisk ikke sige nej”. Det starter selvfølgelig samtalen med dårlig karma, og det er sikkert min fejl.

Der er fx i går om ECT skrevet: “udtalt postikal supression”. Jeg spurgte, hvad det betød. Tre gange gentog hun, at man beskriver de forskellige faser. Yes! Det kan jeg godt regne ud, jeg behøver ikke få det gentaget, jeg er nemlig ikke blevet dum af at blive syg, og jeg kan også selv finde ud af, at det betyder noget med “efter”, men hvad betyder det? Jeg havde naturligvis prøvet med Google, inden jeg forstyrrede med den slags småting angående min hjerne (eller hvad det nu er).

Vedkommende spurgte, om jeg var “håbløs”. Nej det er jeg vist ikke, men jeg føler håbløshed, og det er altså noget andet. Nuvel, det kan anses for ordkløveri fra min side, og det skal naturligvis ikke lægges den anden til last.

Det bedste ved samtalen var, at hun bad kontaktpersonen “bestille plads” på 808 til den 25. juli. Der er præcis tre uger til i dag. Jeg glæder mig allerede, men det bliver tre lange uger. Men jeg tvivler egl. på, at det kan lade sig gøre at “bestille plads”. Det forudsætter jo, at de netop har udskrevet en patient, og derfor har en tom seng ud af de 11 de har … Nåh men det skal jeg jo ikke blande mig i. Der findes vel en løsning.

Til næste samtale med vedkommende må jeg have in mente, at jeg udelukkende er her for ECT. Nul huskeliste og nul spørgsmål.

Efter frokost vil jeg gå op til professor Poul Videbech, og spørge, om han vil være med i min podcastserie om “Aspekter af psykiatrien”.

Jeg kan simpelthen ikke lide at være her

Medpatienterne er søde.

Men for eksempel:

  • Der er forbudsskilte og påbudsskilte overalt
  • Personalet sidder i “buret” omgivet af lukkede døre.
  • Patienterne er forstyrrende elementer
  • Kontaktpersonen er nonchalant og ikke-opsøgende. Og jeg har derfor ikke lyst at opsøge ham, men pdas. ved jeg heller ikke, hvad vi skulle tale om, så det er måske i orden?
  • En eller anden har i journalen skrevet, at jeg er tryg her. Hvor det kommer fra, ved jeg ikke, idet jeg føler mig særdeles u-tryg og ikke kan finde rundt, fordi alt er så stort. Jeg har følelsen af, at jeg løber rundt om mig selv

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.