Indlæg

/0 Kommentarer/i , /af ,

Verdens bedste psykiatri? Der er lande, hvor det er værre

Verdens bedste psykiatri? Der er lande, hvor det er værre

10-årsplan for psykiatrien

Verdens bedste psykiatri? Der er lande, hvor det er værre

Citatet om, at der er lande, hvor det er værre, stammer fra professor i psykiatri Merete Nordentoft, der er gæst i dagens udgave af “Hjernekassen på P1”, som kan findes i DR Lyd. Hun er psykiatriens klogeste kvinde, og så er hun forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Den 8. april i år blev den 1. psykiatriaftale indgået. Til sammenligning blev den 5. kræftplan indgået i maj måned i år.

Psykiatrien tilføres varigt 4,6 mia. nye kroner. Beløbet falder på et tørt sted. Tidligere løft har typisk været midlertidige satspuljer. Ingen i denne verden kan udvikle et nødlidende område baseret på midlertidige bevillinger.

Regeringen skriver i sin pressemeddelelse

Med et nyt udspil, der fuldender den samlede 10-årsplan for psykiatrien, styrker regeringen behandlingstilbuddene til mennesker, der mistrives psykisk eller har alvorlige sindslidelser. Psykiatrien tilføres ekstra 4,6 milliarder kroner i varige midler de kommende år.

Flere danskere har brug for hjælp og støtte i psykiatrien, og især blandt børn og unge er efterspørgslen steget markant de senere år.

Med et nyt udspil til en stærkere psykiatri fuldender regeringen nu den fuldt finansierede 10-årsplan for psykiatrien. Udspillet realiserer et samlet løft af psykiatrien på 4,6 milliarder kroner. Det er et løft på hele 35 procent i forhold til 2019.

Det har taget sin tid, for psykiatriaftalen har været seks år undervejs.

Første skridt var forståelsespapiret fra 2019: “Af forståelsespapiret, Retfærdig retning for Danmark, aftalt den 25. juni 2019 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, fremgår det, at regeringen vil indgå aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykisk lidelse”

Kilde: “Pixiudgave af fagligt oplæg til en 10-årsplan Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser”, side 3, udgivet af Sundhedsstyrelsen i 2022.

“Hvem griber Sarah?” og hvem greb mig?

I aftes viste Danmarks Radio dokumentaren “Hvem griber Sarah?”. Det er en skrækhistorie om, at alle i psykiatrien forsøger at gøre deres bedste, men ingen gør det godt nok. Det bevirker, at Sarah tager sit eget liv, da hun er 23 år gammel. Hun er faret vild i det psykiatriske system, hvor hun i løbet af 3½ måned møder seks forskellige behandlere og bliver præsenteret for fire forskellige diagnoser. Det må vi kunne gøre bedre.

Det må have været forfærdeligt for den unge kvinde at skulle fortælle sin historie igen og igen. Det er i sig selv opslidende. Det er svært at forstå, hvorfor Sarah ikke måtte komme tilbage til det første tilbud, som hun var så glad for, og som hjalp hende til at få det bedre i en periode.

TV viste billedet af Brøndbyøstervej 160. Jeg kender kun skiltet alt for godt. Jeg fik selv fantastisk hjælp på adressen. De kan om nogen noget derude. De tog imod mig hver gang, jeg stod der med tasken igen. De sagde “Vi er her for dig Hanne”. De hjalp mig blandt andet til at tro på, at der nok alligevel ikke stod en respirator i mit klædeskab og sagde sit “bip, bip”. Jeg hørte det så tydeligt, når jeg lå i sengen, men hver gang, jeg stod op for at slukke for den, var den der jo (selvfølgelig) ikke. De skrev “nærpsykose” i journalen.

Hvem stiller diagnoserne?

Danmark har – og har i mange år haft – ca. 600 selvmord om året. Det er 600 for mange. Der var engang, en kræftdiagnose var en dødsdom, men sådan er det gudskelov ikke længere.

Muligvis havde Sarah en svær depression. Det behøver man – med den rette hjælp – ikke dø af. Men hvem siger egl., at hun havde en depression? Flere af lægfolkene i udsendelsen antager det – men hvad bygger de det på? Hvad er deres kilde? Er disse medvirkende dygtigere end de – helt sikkert alt for mange – behandlere, hun præsenteres for?

Herudover står det lidt uklart, hvilken rolle de pårørende har spillet. Har de bakket Sarah op og støttet hende ved fx at deltage i samtlige lægesamtaler?

Dokumentaren fortalte, hvordan de forskellige specialiserede enheder rent faktisk forsøger at gøre det så godt som overhovedet muligt ved at henvise kvinden til det sted, man mener, hun vil få den rigtige hjælp. Det synes jeg faktisk ikke, man kan klandre nogen for.

Det, vi burde lære af denne dybt tragiske hændelse, er, at de forskellige specialiserede enheder bør arbejde tættere sammen og drøfte symptomer og mulige diagnoser, så der hurtigt kan sættes ind med den rette hjælp. Så er vi måske nede på 599 …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

808-tasken skal ikke bruges mere

808-tasken skal ikke bruges mere

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

808-tasken skal ikke bruges mere

Det var helt vidunderligt at rydde op! Der var så meget, der røg ud ud, så nu har jeg kun det, jeg skal bruge. Tror jeg da …

Under sengen lå den taske, der var købt til at tage på 808 med. Det var egentlig en fisketaske, for det var, hvad de lå inde med i den nærliggende »Hvidovre Sport«, da jeg pludselig var i bekneb for en taske.

Tasken var temmelig støvet men ellers i orden, og lynlåsene var virkelig effektive; jeg havde bare ikke lyst at eje den længere. Den mindede for meget om sin anvendelse og om alle de gange, den blev båret hjem, sat på gulvet i soveværelset, men ikke pakket ud, eftersom vi (den og jeg) alligevel skulle retur til 808 i løbet af kort tid. Det var de år, hvor jeg var mere på psykiatrisk afdeling end hjemme på Åstrupgårdsvej. Du kan nok ikke helt forestille dig, hvordan det er.

Det var dengang, jeg syntes, det lød som om, der stod en respirator i klædeskabet, uagtet jeg udmærket var klar over, at der ikke stod en respirator i klædeskabet, hvis jeg åbnede og så efter.

Det var dengang, jeg syntes, naboen spillede salonmusik fra 1920’erne, uagtet jeg vidste, at det gjorde de ikke.

Jeg troede, jeg for alvor var ved at blive skør. Det var dengang sygeplejerske K. sagde »Vi er her for dig, Hanne«, da jeg stod i forhallen endnu en gang med tårerne løbende ned ad kinderne og fisketasken i højre hånd. Jeg glemmer det aldrig.

Af og til taler jeg med tidligere medpatienter

Det sker, jeg taler med tidligere medpatienter.

C. kom på skrivekurset, vi fandt sammen. Det var godt, han kom afsted. Jeg ville gerne have været med, men der var noget med randomiseringen … Måske får jeg tilbuddet i foråret 2025, men jeg ved ikke rigtig, om jeg har lyst uden C, for det var jo vores fælles projekt.

En dag traf jeg M. på gaden. Det var hende, der genkendte mig. Hun så så glad ud. Det var virkelig dejligt at se hende igen. Hun var heldigvis blevet 25 kilo tungere.

17 år uden en maler

Her trængte alvorligt til at blive malet, for 17 år er for længe uden en maler, når man også ryger. Men når jeg tænker mig om, var jeg faktisk temmelig syg i 8 af de 17 år (2013-2021). Når man ikke ved, om man vil leve eller dø, tænker man ikke på at få gjort i stand. Når man ikke ved, om man magter det næste fleksjob, tænker man heller ikke på at undersøge, hvor meget man kan få malet for det beløb, der står på vedligeholdelseskontoen.

Og det med at holde op med at ryge er også et projekt, der er uendeligt langt væk, når man ikke ved, om man vil leve eller dø.

I det hele taget var her mange ting, der trængte til at blive gjort. At de nu er gjort, ser jeg som bevis på, hvor godt jeg har fået det og hvor meget overskud, jeg har. Hvor er det dog dejligt.

Nu tænker jeg at »Livet er et tilbud, du ikke kan afslå«, og det er godt sådan.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

Samarbejde og respekt som behandling

Samarbejde og respekt som behandling

Når behandling virker

Samarbejde og respekt som behandling

Min erfaring er, at behandling virker, når patient/klient og behandler samarbejder og har en gensidig respekt.

Vi er ikke ligestillede, men vi er ligeværdige. Psykologen er ikke et bedre menneske, end jeg er (tror jeg da), og min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er ikke et bedre menneske, end jeg er (tror jeg da).

De har deres faglighed, og det er den, jeg kommer for at nyde godt af. Ellers kunne jeg jo lige så godt blive hjemme. Jeg gør det, de foreslår mig at gøre, fordi de er dygtige og har årelang erfaring. Med dem begge oplever jeg, at vi har et samarbejde om at løse et givent problem eller belyse en given problemstilling. De respekterer mig begge som det menneske, jeg nu en gang er, og de prøver ikke på at lave om på mig.

Jeg frygter den dag, de begge går på pension men håber med at være “repareret” til den tid.

Jeg er ikke alene

Jeg har talt med to andre mennesker, som jeg kender vældig godt – en med en somatisk sygdom og en med en psykisk sygdom – der helt uafhængigt af hinanden (de aner ikke, hvem den anden er) også sagde ordene “samarbejde og respekt” om den gode og effektive behandling.

Hvis der ikke er samarbejde og gensidig respekt, virker behandlingen ikke. Det kan være behandling i psykiatrien eller det kan være et årelangt samtaleforløb hos en psykolog.

Evaluering

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og jeg har i dag evalueret de seneste uger, hvor jeg har haft det “fantastisk”. Jeg blev så glad, da hun sagde “Det er svært”.

Når hun som professionel siger sådan, løftes der et ansvar og et åg fra mine skuldre. Så burde jeg ikke selv have set faresignalerne.

Retrospektivt er det nemt at være klog – også for mig selv. Måske husker du også byggematador Kurt Thorsens “I bagklogskabens ulideligt klare lys”?

Vi talte om, hvorvidt nogen burde have handlet anderledes. Vi blev enige om, at vi alle har gjort det rigtige og ageret på faresignalerne, da de blev tydelige nok.

Vi har opstillet en plan for, hvad vi gør næste gang, for jeg sover ikke mere Tornerosesøvn, end at jeg ved, der kommer en næste gang. Men det er selvfølgelig også en slags søvn …

Den besværlige patient 1

Under en enkelt (ud af af et utal) indlæggelse har jeg følt mig som den besværlige patient. Altså jeg havde fornemmelsen af, at en læge syntes, jeg var så uendeligt irriterende, fordi jeg ville forstå, hvad vedkommende sagde, fordi jeg spurgte til journalnotater, hvis jeg enten ikke forstod det eller var uenig og gerne ville drøfte det skrevne.

Jeg havde følelsen af, at vedkommende ganske enkelt syntes, jeg var en kæmpeidiot og fandens besværlig.

Jeg har et “kort”, jeg kun meget, meget sjældent trækker, fordi det er så uendeligt uhøfligt, men hvis jeg er trængt op i en krog og kan mærke, at vedkommende synes, jeg er en idiot, siger jeg “Jeg er altså ikke blevet dum af at blive syg”. Det lukker selvfølgelig for dialogen, men der er jo i forvejen ingen dialog, så der er ikke gået noget tabt.

Og en ting er sikkert: Jeg henvendte mig jo ikke i modtagelsen for at være besværlig. Jeg henvender mig først, når jeg ved, jeg har det så dårligt, at de ikke kan sende mig hjem igen. Sådan er det at være en erfaren psykiatribruger.

Den “besværlige” patient 2

Jeg ved ikke ret meget om det, så måske er dette noget vrøvl, men det er mit indtryk fra psykiatrien, at man faktisk sætter pris på de “besværlige” patienter, fordi det er dem, man kan lære noget af og på den måde udvikle psykiatrien.

Og det minder mig om de alle de sindssyg dygtige medarbejdere på mit stamafsnit (Brøndbyøstervej, 808), der som deres kollektive mantra har: “Vi giver aldrig op”.

Jeg bliver aldrig den type patient, der går ud af overlægens kontor og siger/tænker “Nu har hun fortalt mig, hvordan jeg har det”. Den må de længere ud på landet med.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Anders Aggers “Syg ungdom”

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

For en del år siden brugte jeg Skype meget. Forleden foretrak en anden slægtsforsker at kommunikere via Skype, så jeg aktiverede min gamle konto.

I programmet kan man lave en slags “mantra”. Det var mærkeligt at se, at jeg engang i “de grimme år”, som jeg foretrækker at kalde dem, altså årene hvor jeg var meget syg, udfyldte rubrikken med “Livet er et tilbud, du ikke kan afslå“. Med ordene forsøgte jeg at holde fast i, at jeg skulle leve. Det var de år, hvor jeg ofte spurgte mig selv “Er det i dag?” og hvor jeg havde følelsen af at overleve en dag ad gangen.

Det var også de år, hvor jeg kunne telefonnummeret til “Livslinien” udenad. Det kan jeg nu stadig. Det er 70 201 201. Jeg har talt meget med de gode mennesker, der uden aflønning sidder og taler med os, der ikke vil mere.

Jeg følger Anders Aggers “Syg ungdom”, hvor andet afsnit blev vist i aftes. Jeg sad med tårerne parate i tårekanalerne.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at så unge mennesker, nogle er jo nærmest børn, skal stille sig selv de samme spørgsmål. Der er noget, vi gør forkert. Nogen må for Fanden kunne finde ud af, hvad fejlen(e) er. Vi plejer da at sige, at vi er et videnssamfund. Hvorfor ved vi så ikke noget om dette? Hvorfor sætter vi ikke ind? Det kan vel ikke være så svært, hvis man sætter dygtige mennesker til det. Jeg hjælper gerne med at udpege et par håndfulde, jeg selv har mødt i psykiatrien.

Pigerne med anoreksi

Pigerne kan ikke spise, så de spiser på tid. Nogle ligner mest af alt levende skeletter. Minuturet bliver sat til 30 minutter, og man ser, hvordan de i de minutter kæmper med hver bid. Der sidder en medarbejder ved bordet og holder øje med tiden og bidderne. Når minutterne er overståede, følger en periode, hvor de skal sidde sammen. Det blev ikke sagt, men det må være fordi, man vil sikre sig, at de ikke går ud og stikker en finger i halsen, inden næringen er optaget i organismen.

Engang for mange år siden, læste jeg, at anoreksi opstår, når smerten ved at sulte sig, overdøver en anden smerte i livet. Jeg er ikke klar over, om det stadig er gældende ret på bjerget.

En tvangsindlæggelse

Man ser i anonymiseret form en tvangsindlæggelse på “gule papirer”, fordi en læge har vurderet, at en pige er farlig for sig selv. Når det er “gule papirer”, har ordensmagten syv dage til at gribe ind. Hun vil ikke samarbejde om indlæggelse på Skejby. Politiet forsøger mange gange på at få hende til at gå frivilligt med.

De siger, at hvis hun ikke samarbejder, er de nødt til at tage fat i hende, når lægen nu har sagt sådan. Efter mange forgæves overtalelsesforsøg må de til sidst tage fat. De gør det så godt og så omsorgsfuldt som muligt. Man ser hende gå modvilligt hen ad gangen med en betjent på hver side. De holder i hendes albuer. Hun skal ud til ambulancen, der holder klar. Det er barske sager.

På røde papirer

Ordet “papirer” minder mig om en samtale med psykologen den 23. juli 2015. Jeg har jo alle vores samtaler som lydfiler. Jeg kalder samtalen for “Microsoft-sessionen”. Jeg sidder og ved ikke, om jeg tør fortælle hende sandheden om mine tanker, fordi jeg er bange for, at hun indlægger mig på “røde papirer”. Hun siger, at hun ikke kan gætte mine tanker, men at hun er nødt til at efterprøve, hvor jeg er. Ellers kan hun ikke hjælpe mig. Det kan jeg trods alt godt se.

Så jeg fortæller hende om afskedsbrevet fra aftenen før. Det er rettet til dem, der måtte finde mig. Jeg fortæller hende om, at jeg ikke længere orker den årelange kamp, der startede i 1972. Jeg kan ikke mere. Det er også barske sager.

Sessionen har fået sit navn, fordi mit momentane vanvid gør, at jeg ikke har tid til at blive indlagt (…), fordi jeg har en aftale med Microsoft om, at de skal ringe om aftenen for at hjælpe med at løse et problem med min PC. Ergo holder jeg alligevel lidt fast i livet.

Det er godt, det er ni år siden.

Tvang i psykiatrien

Da jeg sidste (ikke seneste!) gang blev indlagt i Glostrup på 174 i sommeren 2023, oplevede jeg for første gang i ni år, at man nævnte ordet tvang overfor mig, der er verdens mest fredelige menneske, og aldrig nogensinde i mit da 59 årige liv havde været udadreagerende.

Medarbejderen spørger mig, hvilken for for tvang, jeg foretrækker, hvis tvang skulle blive nødvendig. Hun kan tilbyde – og jeg må helt selv vælge mellem:

  • medicin
  • fastholdelse
  • bæltefiksering

Så har manualerne taget over, og der kan sættes flueben ved, at patienten selv har valgt tvangsindgrebet. Så er patienten ikke længere et menneske men kun en patient, der er en passiv spiller i et system, der er præget af forråelse.

Jeg skal aldrig mere til afsnit 174!

Bortset fra netop det afsnit, har jeg fået – og får fortsat – en fornem behandling i psykiatrien. Eksempelvis var jeg knapt et år tilknyttet “Akutteamet” i Glostrup. Kasper og Christina lyttede og forstod alle data i mine regneark. Og jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej. Jeg har haft hende siden starten. Hun forstår også regnearkene.

Problemet er, at vil jeg til 808 på Brøndbyøstervej 160, hvor patienterne er mennesker, og hvor jeg hører til, og hvor den geniale overlæge gennemskuede den 11 år gamle forkerte diagnose, skal man være i Glostrups akutmodtagelse og vente på, at 808 får en ledig seng.

Dem er der nemlig ikke ret mange af, fordi alle vil til 808 – og det forstår man jo godt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.