Tag Archive for: 808

, ,

Samarbejde og respekt som behandling

Samarbejde og respekt som behandling

Når behandling virker

Samarbejde og respekt som behandling

Min erfaring er, at behandling virker, når patient/klient og behandler samarbejder og har en gensidig respekt.

Vi er ikke ligestillede, men vi er ligeværdige. Psykologen er ikke et bedre menneske, end jeg er (tror jeg da), og min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er ikke et bedre menneske, end jeg er (tror jeg da).

De har deres faglighed, og det er den, jeg kommer for at nyde godt af. Ellers kunne jeg jo lige så godt blive hjemme. Jeg gør det, de foreslår mig at gøre, fordi de er dygtige og har årelang erfaring. Med dem begge oplever jeg, at vi har et samarbejde om at løse et givent problem eller belyse en given problemstilling. De respekterer mig begge som det menneske, jeg nu en gang er, og de prøver ikke på at lave om på mig.

Jeg frygter den dag, de begge går på pension men håber med at være “repareret” til den tid.

Jeg er ikke alene

Jeg har talt med to andre mennesker, som jeg kender vældig godt – en med en somatisk sygdom og en med en psykisk sygdom – der helt uafhængigt af hinanden (de aner ikke, hvem den anden er) også sagde ordene “samarbejde og respekt” om den gode og effektive behandling.

Hvis der ikke er samarbejde og gensidig respekt, virker behandlingen ikke. Det kan være behandling i psykiatrien eller det kan være et årelangt samtaleforløb hos en psykolog.

Evaluering

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og jeg har i dag evalueret de seneste uger, hvor jeg har haft det “fantastisk”. Jeg blev så glad, da hun sagde “Det er svært”.

Når hun som professionel siger sådan, løftes der et ansvar og et åg fra mine skuldre. Så burde jeg ikke selv have set faresignalerne.

Retrospektivt er det nemt at være klog – også for mig selv. Måske husker du også byggematador Kurt Thorsens “I bagklogskabens ulideligt klare lys”?

Vi talte om, hvorvidt nogen burde have handlet anderledes. Vi blev enige om, at vi alle har gjort det rigtige og ageret på faresignalerne, da de blev tydelige nok.

Vi har opstillet en plan for, hvad vi gør næste gang, for jeg sover ikke mere Tornerosesøvn, end at jeg ved, der kommer en næste gang. Men det er selvfølgelig også en slags søvn …

Den besværlige patient 1

Under en enkelt (ud af af et utal) indlæggelse har jeg følt mig som den besværlige patient. Altså jeg havde fornemmelsen af, at en læge syntes, jeg var så uendeligt irriterende, fordi jeg ville forstå, hvad vedkommende sagde, fordi jeg spurgte til journalnotater, hvis jeg enten ikke forstod det eller var uenig og gerne ville drøfte det skrevne.

Jeg havde følelsen af, at vedkommende ganske enkelt syntes, jeg var en kæmpeidiot og fandens besværlig.

Jeg har et “kort”, jeg kun meget, meget sjældent trækker, fordi det er så uendeligt uhøfligt, men hvis jeg er trængt op i en krog og kan mærke, at vedkommende synes, jeg er en idiot, siger jeg “Jeg er altså ikke blevet dum af at blive syg”. Det lukker selvfølgelig for dialogen, men der er jo i forvejen ingen dialog, så der er ikke gået noget tabt.

Og en ting er sikkert: Jeg henvendte mig jo ikke i modtagelsen for at være besværlig. Jeg henvender mig først, når jeg ved, jeg har det så dårligt, at de ikke kan sende mig hjem igen. Sådan er det at være en erfaren psykiatribruger.

Den “besværlige” patient 2

Jeg ved ikke ret meget om det, så måske er dette noget vrøvl, men det er mit indtryk fra psykiatrien, at man faktisk sætter pris på de “besværlige” patienter, fordi det er dem, man kan lære noget af og på den måde udvikle psykiatrien.

Og det minder mig om de alle de sindssyg dygtige medarbejdere på mit stamafsnit (Brøndbyøstervej, 808), der som deres kollektive mantra har: “Vi giver aldrig op”.

Jeg bliver aldrig den type patient, der går ud af overlægens kontor og siger/tænker “Nu har hun fortalt mig, hvordan jeg har det”. Den må de længere ud på landet med.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , , ,

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Anders Aggers “Syg ungdom”

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

For en del år siden brugte jeg Skype meget. Forleden foretrak en anden slægtsforsker at kommunikere via Skype, så jeg aktiverede min gamle konto.

I programmet kan man lave en slags “mantra”. Det var mærkeligt at se, at jeg engang i “de grimme år”, som jeg foretrækker at kalde dem, altså årene hvor jeg var meget syg, udfyldte rubrikken med “Livet er et tilbud, du ikke kan afslå“. Med ordene forsøgte jeg at holde fast i, at jeg skulle leve. Det var de år, hvor jeg ofte spurgte mig selv “Er det i dag?” og hvor jeg havde følelsen af at overleve en dag ad gangen.

Det var også de år, hvor jeg kunne telefonnummeret til “Livslinien” udenad. Det kan jeg nu stadig. Det er 70 201 201. Jeg har talt meget med de gode mennesker, der uden aflønning sidder og taler med os, der ikke vil mere.

Jeg følger Anders Aggers “Syg ungdom”, hvor andet afsnit blev vist i aftes. Jeg sad med tårerne parate i tårekanalerne.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at så unge mennesker, nogle er jo nærmest børn, skal stille sig selv de samme spørgsmål. Der er noget, vi gør forkert. Nogen må for Fanden kunne finde ud af, hvad fejlen(e) er. Vi plejer da at sige, at vi er et videnssamfund. Hvorfor ved vi så ikke noget om dette? Hvorfor sætter vi ikke ind? Det kan vel ikke være så svært, hvis man sætter dygtige mennesker til det. Jeg hjælper gerne med at udpege et par håndfulde, jeg selv har mødt i psykiatrien.

Pigerne med anoreksi

Pigerne kan ikke spise, så de spiser på tid. Nogle ligner mest af alt levende skeletter. Minuturet bliver sat til 30 minutter, og man ser, hvordan de i de minutter kæmper med hver bid. Der sidder en medarbejder ved bordet og holder øje med tiden og bidderne. Når minutterne er overståede, følger en periode, hvor de skal sidde sammen. Det blev ikke sagt, men det være fordi, man vil sikre sig, at de ikke går ud og stikker en finger i halsen, inden næringen er optaget i organismen.

Engang for mange år siden, læste jeg, at anoreksi opstår, når smerten ved at sulte sig, overdøver en anden smerte i livet. Jeg er ikke klar over, om det stadig er gældende ret på bjerget.

En tvangsindlæggelse

Man ser i anonymiseret form en tvangsindlæggelse på “gule papirer”, fordi en læge har vurderet, at en pige er farlig for sig selv. Når det er “gule papirer”, har ordensmagten syv dage til at gribe ind. Hun vil ikke samarbejde om indlæggelse på Skejby. Politiet forsøger mange gange på at få hende til at gå frivilligt med.

De siger, at hvis hun ikke samarbejder, er de nødt til at tage fat i hende, når lægen nu har sagt sådan. Efter mange forgæves overtalelsesforsøg må de til sidst tage fat. De gør det så godt og så omsorgsfuldt som muligt. Man ser hende gå modvilligt hen ad gangen med en betjent på hver side. De holder i hendes albuer. Hun skal ud til ambulancen, der holder klar. Det er barske sager.

På røde papirer

Ordet “papirer” minder mig om en samtale med psykologen den 23. juli 2015. Jeg har jo alle vores samtaler som lydfiler. Jeg kalder samtalen for “Microsoft-sessionen”. Jeg sidder og ved ikke, om jeg tør fortælle hende sandheden om mine tanker, fordi jeg er bange for, at hun indlægger mig på “røde papirer”. Hun siger, at hun ikke kan gætte mine tanker, men at hun er nødt til at efterprøve, hvor jeg er. Ellers kan hun ikke hjælpe mig. Det kan jeg trods alt godt se.

Så jeg fortæller hende om afskedsbrevet fra aftenen før. Det er rettet til dem, der måtte finde mig. Jeg fortæller hende om, at jeg ikke længere orker den årelange kamp, der startede i 1972. Jeg kan ikke mere. Det er også barske sager.

Sessionen har fået sit navn, fordi mit momentane vanvid gør, at jeg ikke har tid til at blive indlagt (…), fordi jeg har en aftale med Microsoft om, at de skal ringe om aftenen for at hjælpe med at løse et problem med min PC. Ergo holder jeg alligevel lidt fast i livet.

Det er godt, det er ni år siden.

Tvang i psykiatrien

Da jeg sidste (ikke seneste!) gang blev indlagt i Glostrup på 174 i sommeren 2023, oplevede jeg for første gang i ni år, at man nævnte ordet tvang overfor mig, der er verdens mest fredelige menneske, og aldrig nogensinde i mit da 59 årige liv havde været udadreagerende.

Medarbejderen spørger mig, hvilken for for tvang, jeg foretrækker, hvis tvang skulle blive nødvendig. Hun kan tilbyde – og jeg må helt selv vælge mellem:

  • medicin
  • fastholdelse
  • bæltefiksering

Så har manualerne taget over, og der kan sættes flueben ved, at patienten selv har valgt tvangsindgrebet. Så er patienten ikke længere et menneske men kun en patient, der er en passiv spiller i et system, der er præget af forråelse.

Jeg skal aldrig mere til afsnit 174!

Bortset fra netop det afsnit, har jeg fået – og får fortsat – en fornem behandling i psykiatrien. Eksempelvis var jeg knapt et år tilknyttet “Akutteamet” i Glostrup. Kasper og Christina lyttede og forstod alle data i mine regneark. Og jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej. Jeg har haft hende siden starten. Hun forstår også regnearkene.

Problemet er, at vil jeg til 808 på Brøndbyøstervej 160, hvor patienterne er mennesker, og hvor jeg hører til, og hvor den geniale overlæge gennemskuede den 11 år gamle forkerte diagnose, skal man være i Glostrups akutmodtagelse og vente på, at 808 får en ledig seng.

Dem er der nemlig ikke ret mange af, fordi alle vil til 808 – og det forstår man jo godt.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Carole King – You’ve Got a Friend

Carole King - You've Got a Friend

Gammel musik og ditto minder

Carole King – You’ve Got a Friend

Jeg har sat mit YouTube-mix på og hører al den gamle musik, der var vores, og hvor jeg stadig kan teksterne udenad. Det er Carole King, Anne Linnet, Trille, Bjørn Afzelius, Pia Raug, C.V. Jørgensen osv. Det er gode gamle minder.

Carole Kings tekst til “You’ve Got a Friend” lyder blandt andet:

When you’re down and troubled
And you need some loving care
And nothing, nothing is going right

Close your eyes and think of me
And soon I will be there
To brighten up even your darkest night

You just call out my name
And you know wherever I am
I’ll come running
To see you again

Det er netop sådan, det var. Min bedste veninde gennem 34 år kunne i dag være blevet 63 år. Jeg tænker på hende hvert år den 7. april og regner pr. automatik ud, hvor gammel, hun kunne være blevet. Og i år er det altså 63 år.

Venskabet var fantastisk og holdt til meget i de mange år. Vi mødtes på Amagerkollegiet i 1981, hvor jeg landede i gård 80 værelse 13 som en noget forpjusket “fugleunge” med et stort omsorgsbehov bag de fascistoide holdninger, jeg var opfostret med. Det var fx;

  • dødsstraf ja tak
  • atomkraft ja tak
  • luk Christiania
  • Glistrup som statsminister
  • og mere i den dur. Fortsæt selv remsen

Hun og de øvrige kollegianere tog sig af mig og “genopdrog” mig. Jeg kom heldigvis noget klogere ud på den anden side. Det er jeg meget glad for. Det var samlet set ni fantastiske år. I min alderdom kunne jeg tænke mig at bo på et “kollegium for voksne” med mulighed for både fællesskab og tilbagetrækning på samme måde som på Amagerkollegiet, hvor vi havde hver vores eget (mikroskopiske) køkken. Men den slags er formentlig over min økonomiske formåen.

Venskabet holdt ikke til min sygdom

Jeg har aldrig prøvet at være pårørende, men jeg tvivler ikke på, at det kan være både svært, hårdt og irriterende. Hvis jeg en dag bliver pårørende, håber jeg, at jeg ikke giver op, men at jeg holder til det. For det er uendeligt hårdt, når venskaber dør som følge af sygdom.

Vores venskab sluttede brat en sommerdag i 2015. Jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling for ca. 27. gang og sad på græsset mellem mit stamafsnit (808) og afsnittet overfor. Det var de år, hvor jeg faktisk var meget syg og vandrede ind og ud af afsnittet. Jeg tror nærmest, jeg var mere på 808 end hjemme. Det var i hvert fald de år, hvor jeg ikke pakkede tasken ud, når jeg kom hjem. Det gjorde det lettere, når jeg skulle afsted igen.

Jeg glemmer aldrig hendes sidste ord til mig “Du er blevet din sygdom”. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Og det var vores sidste samtale. Efter den følte jeg mig meget ensom, fordi mit eneste livsvidne med et slag var forsvundet. Hun og hendes familie havde på en måde været den familie, jeg aldrig selv havde haft.

Det kan ikke repareres, idet hun døde i 2016. Jeg fokuserer imidlertid på de gode minder og den skønne gamle musik.

Carole King - You've Got a Friend


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Psykiatrien holder øje med mig

Psykiatrien holder øje med mig

Af og til bliver jeg glad

Psykiatrien holder øje med mig

For snart mange år siden indspillede Søs Fenger “Jeg holder øje med dig”; en dejlig fredelig sang med en fin tekst om fodspor i sneen. Den er stadig god at lytte til. Nu er det psykiatrien, der holder øje med mig. Det gør mig tryg.

Denne uge er jeg tre gange blevet forundret og glad over, hvad der kan lade sig gøre selv i et enormt system med langt fra bund til top. Det har bekræftet min antagelse om, at der er mange medarbejdere i psykiatrien, der vil stå på hovedet for netop deres patienter. De, jeg har kontakt med, står på hovedet for mig. Helt utroligt.

De synes, jeg har det lidt for godt – lidt vel hurtigkørende

Min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrien både sagde og skrev den 31. august:

“Stemningslejet er ok, nok en anelse løftet. Sover 6-7 timer, men har ikke en stabil døgnrytme. Patienten synes ikke selv, at det er bekymrende. Set i lyset af tidligere forløb, opfordres patienten til at have fokus på at få en fast døgnrytme. Har behov for et “projekt”. Er i gang med et projekt hjemme med at rydde op i sin slægtsforskningsdatabase. Oplyser at arbejde på det dag og nat. Advares mod dette.”

Hun kender mig siden 2014, så hun ved, hvad hun taler om. Og jeg lytter!

Jeg har (endnu en gang) fået ny læge i Distriktspsykiatrien, og hende har jeg umiddelbart god kemi med. Jeg kunne simpelthen bare godt lide hende. Det skyldes, at hun er et menneske, fuldkommen nede på jorden, og så er hun 42 år. Jeg kan godt lide at træffe en voksen kvinde, der ikke indleder kontakten med at sige “Du er jo en bestemt dame”.

Hun skriver den 7. september blandt andet “Fremstår let hypoman”. Ups .. tænker jeg.

To kloge mennesker sagde – formentlig nogenlunde uafhængigt af hinanden – altså det samme inden for den samme uge. Det må jeg tage alvorligt.

Min kontaktperson var hurtig, da der blev ansat endnu en ny læge. Sådan en har jo en blank kalender. Hun skaffede mig fluks en tid, så vi kunne drøfte mit ønske om tilbagevenden til vedligeholdelses-ECT. ECT er det, uanset hvor meget jeg egl. hader det, der holder mig ude af afsnittet. Mit ypperste mål er, at jeg ikke skal indlægges igen. Jeg har set både 808 og Glostrup tilstrækkeligt.

Lægen fortalte, at med alderen har hjernen sværere og sværere ved at “absorbere” udsvingene. Det var jeg ikke klar over. Så selvom jeg synes, det virker mere end kedeligt at holde den faste døgnrytme, er jeg nødt til det, når jeg ikke ønsker flere indlæggelser.

Det er bare utrolig vanskeligt, når jeg har det så godt og så sjovt med det ene eller det andet projekt. Og ingen normale mennesker går til læge, når de har det både godt og sjovt. For mig skal det bare være et advarselstegn. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde accepterer det.

Tilbagevenden til ECT

Lægen har givet besked til min kontaktperson om mit ønske om tilbagevenden til vedligeholdelses-ECT hver fjerde uge. Kontaktpersonen har kontaktet ECT-afdelingen. J. fra ECT-afdelingen har kontaktet mig telefonisk i dag.

Hun ville lige høre, hvordan jeg havde det, og om jeg kunne vente til efter hendes ferie, for ellers er hun der jo ikke til at holde mig i hånden i forbindelse med anæstesien … Jamen jeg har det jo fint. Det er bare de andre, der synes, jeg er lidt vel hurtigkørende.

Er det ikke bare fantastisk, at den slags kan finde sted i et enormt system med mange rutiner og procedurer, der skal overholdes? Her ringer en medarbejder for at høre, hvordan jeg har det, og hvilken dato, der kan passe både mig og hendes ferie.

Jeg bliver endnu en gang bekræftet i, at det hele handler om relationer.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.