Fyldt med rørelse
Psykiatrien rummer gode mennesker
Indholdsfortegnelse
Fyldt med rørelse
Når man bliver meget rørt, er man vel fyldt med “rørelse” – hvad ellers?
I denne artikel prøver jeg at balancere på en ultrafin line, fordi jeg fik en privat besked på Messenger, som jeg selvfølgelig ikke kan gengive indholdet af, men jeg blev så rørt, at jeg tudede mig i søvn efter vores lille, korte korrespondance, sådan som tingene jo er på Messenger. Og det bliver jeg nødt til at skrive om. Det er ikke så ofte, at nogle tør gå lige til benet.
Du læser nok med, og du ved helt bestemt, hvem du er.
Jeg har sagt og skrevet det minimum 120 gange før: Psykiatrien er fyldt med gode mennesker, der vil stå på hovedet for netop deres patienter. Om også de findes i andre specialer, ved jeg af gode grunde ikke.
En af mine læsere faldt i den seneste artikel over
følelsen af ikke at have sat aftryk her i verden og derfor ikke vil blive savnet
Og så skrev hun såmænd, at jeg havde sat et positivt og vedvarende aftryk i hendes liv. Og så var jeg leveret (med bud).
Sådan kender vi hinanden
Jeg har truffet hende mange gange i Glostrup. Hun er sygeplejerske. Når det var muligt, arrangerede hun det, så vi kunne tale lidt sammen.
Jeg havde altså regnet ud, at når vi nu brugte 8 – 10 minutter på politik, sygeplejerskernes løndannelse og Tjenestemandsreformen fra 1969 (læs evt. denne artikel om “varme hænder”, der er en nedværdigende terminologi om sygeplejerskers temperatur i håndfladerne: https://stegemueller.dk/varme-haender-er-nedvaerdigende/) var der tale om “afledning”. Sådan en art beroligelse af et sårbart og presset nervesystem. Og det virkede.
Ingen holdt bedre i hånd end hun. Det virkede også. Jeg var altid bange for at klemme for hårdt, men hun sagde, at hun kunne holde til det.
Alt det dukkede frem af erindringen efter den lille korrespondance på Messenger.
De får penge for at tale med mig
Det er ikke for at være negativ – det er blot og bar realitetstestning: Jeg taler kun med folk, der får penge for at tale med mig. Lige nu er der selvfølgelig den parentes, der ligger i at tale med medpatienter, og der er et par stykker, jeg taler virkelig godt med. For første gang har jeg mødt en akademiker på psykiatrisk afdeling. Jeg har så tit tænkt på, om akademikere ikke blev syge. Det gør de vel – men hvor går de hen? Måske bor de bare ikke på Vestegnen eller i Valby?
Den nærmeste, jeg kan komme på, er en mand, H, der sagde “Jeg er altid psykisk sårbar; men når jeg er psykisk syg, er jeg indlagt”. Det var så fint. Jeg har dog altid haft det lidt svært med “sårbar”, som Poul Nyrup introducerede, idet alle mennesker er sårbare af og til. Bliver de skilt, oplever de dødsfald blandt deres nærmeste osv., kommer de alle i kontakt med deres sårbarhed. Det er altså noget andet at være psykisk syg!
Noget af det, der var med til at vælte mig var, at jeg sad derhjemme, og det pludselig gik op for mig, at når jeg næste gang så min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, ville den sidste bastion falde. Den dag skulle vi sige “farvel”. Det sidste menneske, jeg havde at tale med.
Jeg havde sendt hende blomster med Interflora som tak for hjælpen gennem ni år. Hun har også været menneske og givet af sig selv. Og jeg glæder mig vildt, til hun kommer og besøger mig på mandag. Og nu skal vi jo nok alligevel ikke sige “farvel”. Det passer mig storartet.
M og K på 808 er også ansatte og får deres (for lille) løn for at være sindssygt dygtige mennesker, der tør give af sig selv. De tør også “Og uden omsvøb, tak”. Alle elsker M, og jeg tror bestemt, det er den direkte stil, der er årsagen. Ingen af de to omgiver sig med den påtagede optimisme, som jeg personligt er ved at brække mig over.
Psykologen får også penge for at tale med mig. Selvfølgelig! Ingen skal da arbejde gratis for mig. Hun er også menneske, og jeg kan mærke hende som menneske.
Hun siger tit: “Vil du høre, hvad jeg mener?”. Jeg replicerer altid “Ja selvfølgelig, ellers kunne jeg jo være blevet hjemme”. Til tider svarer hun “Så var der sørme mange, der skulle være blevet hjemme”. Hun er ikke sådan en psykolog med: “hrm, nåh … tjah, bum, bum, hvad synes du selv?” I hvert fald er hun ikke sådan sammen med mig; det kan være, det er godt for andre kunder i butikken.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
