Folkedomstolen og gabestokken

6 år efter eller 25 år efter? Balladen om Pia Olsen Dyhrs rådgiver

Kan et menneske få lov at komme videre efter alvorlige krænkelser, eller varer dommen resten af livet? Sagen om Pia Olsen Dyhrs særlige rådgiver har fået mig til at tænke over forskellen på retssamfundet og folkedomstolen. Seks år kan føles som et øjeblik for den, der ser udefra, men som et helt liv for den, der har oplevet overgreb og krænkelser.

Sikke en ballade om Pia Olsen Dyhrs særlige rådgiver.

Oprindeligt var det min holdning, at hvis man udstået en fængselsdom på seks år, har man ved løsladelsen afsonet sin straf og sin “gæld” til samfundet. Man kan vende tilbage til samfundet med helt de samme pligter og rettigheder, man havde før dommen og indsættelsen. Og den særlige rådgiver var ikke en gang dømt ved en domstol. Han var “bare” bortvist fra partiet SF. Anledningen var en række meget alvorlige krænkelser. Der end ikke var politianmeldt.

Så måtte han selvfølgelig uden problemer kunne ansættes som særlig rådgiver for partiformand Pia Olsen Dyhr i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Nu er han dømt af en afskyelig folkedomstol, hvor der kun mangler gabestokken på torvet med forudgående kagstrygning. Hetzen er forfærdelig, og det samme er rådmanden på Frederiksberg. Hun har åbenbart ikke forstået hvilken skade, hun kan anrette på partiet. Eller ønsker hun i virkeligheden, at partiet tager en anden retning under en anden formand? Har hun en skjult dagsorden?

Ved nærmere eftertanke …

Jeg var til min “mors” bisættelse i Højby Kapel i Odsherred i december 2006. Paradoksalt nok kom jeg til at stå overfor hendes fraskilte ægtefælle – psykopaten – ved kisten.

Det var da 25 år siden, jeg sidst havde set ham. Det var rigtig ubehageligt, og selvfølgelig væltede de seks år i helvede fra 1974 – 1980 op. Der var dengang tale om daglige krænkelser, der begyndte i det små og siden udviklede sig til vanvid dag for dag.

Men jeg var naturligvis forberedt på, at jeg formentlig ville møde både ham og deres fællesbarn dvs. min halvbror, og jeg havde taget mine mentale forholdsregler:

• Jeg gør min pligt med dertil hørende “ordentlighed”
• Gravkaffen er uden mig
• Mig kan de ikke kyse

Når jeg ser et fornavn som psykopatens i en kirkebog, må jeg skynde mig at rulle forbi, og der gik rigtig mange år, før jeg kunne sige hans navn højt – selv til psykologen. Der var vist tale om syv eller otte år.

Jeg kan stadig heller ikke udholde mænd med fuldskæg. De vækker fortiden til live.

Så måske forstår jeg Lotte Roed bedre. Men hun burde opsøge hjælp hos en dygtig psykolog til at bearbejde sin fortid.

Folkedomstolen

Seks år er ikke lang tid set i et livsperspektiv, når man har oplevet noget frygteligt. De dybe sår og ar forbliver.

Men jeg afskyr stadig folkedomstolen og den hetz, den krænkede part har sat i gang. Jeg synes, det er forkert, og at hun burde tage konflikten med sin partiformand i et lukket rum fremfor på de a-sociale medier og ved folkemødet på Bornholm. Men måske har hun en helt anden dagsorden?

Den mand, det hele drejer sig om, ville faktisk stå bedre, hvis han havde været meldt til politiet, var dømt ved en domstol og havde afsonet sin straf i et lukket/åbent fængsel. Der ville han være sikker på retssikkerhed og behandling efter bestemmelserne i retsplejeloven. Lige nu har han ingen retsgarantier.

Pøbelvældet har travlt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.