Indlæg

/0 Kommentarer/i /af

Genetisk slægtsforskning som efterforskningsmiddel i politiet

Drab forældes aldrig

Genetisk slægtsforskning som efterforskningsmiddel i politiet

Gamle drabssager får nyt liv med genetisk slægtsforskning – en metode, der både skaber håb for de pårørende og rejser principielle spørgsmål om retssikkerhed og samtykke.

Bliver vi ikke allesammen lettede og måske lidt glade, når de ældgamle drabssager opklares? I dansk ret forældes drab aldrig.

Hensynet til de pårørende vejer tungt. Heller ikke for dem forældes drabet, så længe det er uopklaret. De vil nok aldrig kunne sætte punktum i sagen, før de har en gerningsperson at rette deres sorg og vrede mod. Først når en gerningsperson er fundet og dømt, kan de komme videre med deres eget liv. Det forstår jeg godt.

Et eksempel er drabet på Hanne With nytårsnat mellem 1989 og 1990. Hun blev brutalt dræbt i en lejlighed på Fensmarksgade på Nørrebro i København, hvor hun som sexarbejder havde en kunde, der efterlod lidt DNA i hendes cowboybukser. Der skulle gå 34 år, før drabet kunne opklares vha. genetisk slægtsforskning, der blev lovliggjort i Danmark ved lov af 1. juli 2025.

Et andet eksempel: Den 33-årige Philip Westh blev i 2024 dømt for drabet på den 17-årige Emilie Meng i 2016. Han fik livstid ved retten i Næstved. Sagen blev anket, men anken blev senere frafaldet. Politiet blev hjulpet på sporet ved hjælp af DNA-slægtsforskning otte år efter drabet.

Gerningspersonerne kan ikke længere vide sig sikre: “En dag finder vi dig!”

Tilfældigheder og retssikkerhed

I retsplejeloven er der indbygget en række retsgarantier for de potentielle gerningspersoner.

Politiet må først anvende genetisk slægtsforskning, når alle disse omstændigheder er tilstede i sagen på en gang:

  1. der er bestemte grunde til at antage, at dna-sporet stammer fra gerningspersonen
  2. efterforskningen angår en overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j (terror), § 216 (voldtægt), § 225, jf. § 216, eller § 237 (drab) eller en overtrædelse af straffeloven af særdeles alvorlig karakter og
  3. efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

Jeg ved ikke, om der er noget, jeg helt misforstår og med forbehold for, at jeg intet ved om DNA i slægtsforskning: for at genetisk slægtsforskning fører til resultater og disse match, hvor retsgenetikerne siger, “sandsynligheden én til én million”, så skal der være en eller flere personer i gerningspersonens biologiske slægt, der har taget en DNA-test?

Jamen hvad nu hvis der tilfældigvis ikke er nogen i vedkommendes slægt, der har taget en DNA-test? Så går han (for det er primært mænd, der begår disse forbrydelser) tilfældigvis fri?

Det kan jeg ikke lide, heller ikke selvom jeg selvfølgelig ser det positive i, at forbrydelser opklares. Og heller ikke selvom metoden kan anses for langt mere skånsom, end at man tester tusindvis af uskyldige mænd, for at finde en gerningsmand.

Jeg forstår ikke, at der ikke var nogen af Retsudvalgets medlemmer, der pegede på dette forhold i forbindelse med behandlingen af forslaget

Samtykke?

I retsudvalgets betænkning den 23. marts 2023 skrev Radikale Venstre blandt andet følgende, som de havde fuldkommen ret i:

… den principielle udfordring, at selv om den enkelte har givet samtykke til at dele sit eget dna, har familie og fjerne slægtninge ikke givet samtykke til, at deres slægts-dna opbevares og anvendes i straffesager. På den baggrund afviser RV forslaget.

Anvendte kilder

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Dommen over Henrik Sass Larsen – Da jeg startede på studiet, ville jeg være dommer

Godt jeg ikke blev dommer

Dommen over Henrik Sass Larsen – Da jeg startede på studiet, ville jeg være dommer

Der er i dag faldet dom i Københavns Byret over Henrik Martin Sass Larsen. Jeg er glad for, at jeg aldrig blev dommer, for hvordan udmåler man en sådan straf? Det må være ufattelig svært. Hvad er rigtigt og hvad er forkert?

Byretten idømte ham fire måneders ubetinget fængsel. Han er dømt for besiddelse af mere end 6.200 overgrebsbilleder og 2.200 videoer med sex med børn. Han vil under sin afsoning rangere under de nederste af de nederste i fængslet. Ingen kan acceptere det, han er dømt skyldig i. Heller ikke dem vi mener, er de mest kriminelle.

Der har været skrevet meget om, at han skulle være straffri, da der var tale om det, der på juridisk hedder “materiel atypicitet”, som faktisk er et rigtig spændende begreb. Dommeren i Københavns Byret hoppede bare ikke på den.

Materiel atypicitet er et begreb inden for strafferetten, der beskriver en situation, hvor det gerningspersonen har gjort, faktisk opfylder de objektive krav i straffebestemmelsen, men hvor handlingen er så afvigende fra det, lovgiveren ville straffe, at der ikke bør rejses strafansvar. Loven er altså ikke “brudt” i den forstand, lovgiveren forestillede sig det, selvom gerningsindholdet er realiseret.

Ingen lovgiver har tænkt sig, at det ikke var tilladt at gennemgå 6.200 overgrebsbilleder for at finde billeder af overgreb begået mod sig selv. Dommeren afviste uden videre den forklaring. Han fandt den utroværdig – og det forstår jeg godt.

Dukken

Der har været talt rigtig meget om en modbydelig dukke, som politiet fandt under ransagningen af Henrik Sass Larsens hjem. Dukken havde en åbning mellem benene og kunne – i følge de rystede billeder – fjernbetjenes. Dens arm og ben og var stive, og det var tydeligt, at de var af plastik. Dukken havde en seksuel karakter.

Henrik Sass Larsen blev ikke dømt for forhold vedr. dukken. Og det er også rigtigt sådan, for politiet fumlede i det. Det skal han selvfølgelig ikke dømmes for. De tog et billede af dukken, men de burde have beslaglagt den. Det var ikke godt politiarbejde. Det burde de simpelthen have gjort bedre.

De frygteligst overgreb

Jeg kan ikke forestille mig værre forbrydelser end overgreb på børn. Jeg vil aldrig komme til at forstå, at den voksne, der burde være en omsorgsperson, forsøger at opfylde sine egne sære behov på barnets bekostning.

Jeg har det rigtig svært med den slags sager, da jeg selv i min barndom var udsat for overgreb i seks år. Jeg ville uden tvivl være inhabil i en sag som Henrik Sass Larsens.

Lige p.t. kan man også se to udsendelser med Anders Agger med titlen “Børnehuset”. Jeg har set den første, og i aften vil jeg se den næste. Den første rørte mig inderligt, da en pige fortalte, at hun havde været udsat for overgreb i seks år. Det kunne jo have været mig selv. Da jeg var barn, havde man bare ikke opfundet sådan noget som “Børnehuset” – og jeg var egl. lidt chokeret over at høre, at børnehusene først kom til i 2013.

Kære Danmark: Vi har været længe om det!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , , /af , ,

PET-loven: Når overvågning er adfærdsændrende

PET-loven: Når overvågning er adfærdsændrende

PET – altid med dig

PET-loven: Når overvågning er adfærdsændrende

En af min favorit-podcasts er “Genstart”, som findes i DR Lyd. Den 19. maj 2025 havde de en episode, de kaldte “PET – altid med dig”, og den var virkelig god at få forstand af. De præsenterede episoden sådan:

Regeringen vil give PET nemmere adgang til dine data – fra hospitalet, biblioteket og sociale medier. Kritikerne kalder det masseovervågning. Justitsministeren siger: Slet ikke. Genstart spørger, om vi ændrer adfærd, hvis vi ved, at nogen kigger os over skuldrene? I dag med Justitias direktør, Birgitte Arent Eiriksson.

Vært: Simon Stefanski.

Selv har jeg altid tænkt “Jeg har ikke noget at skjule, så jeg er ligeglad med overvågningen”. Men jeg blev klogere af episoden, og det gik op for mig, at overvågningen allerede har medvirket til, at jeg har ændret adfærd. Og hvordan vil det se ud i fremtiden, når vi alle skal masseovervåges, hvis regeringen får sin vilje?

Hidtil har man med en dommerkendelse i ærmet kun kunnet overvåge personer, der konkret er mistænkt for en forbrydelse af en eller anden art. Materialet, der indsamles, skal fremlægges for retten, hvor en dommer tager stilling til, om det er bevis nok til en domfældelse. Overvågningsmaterialet fører (måske) til en hurtigere domfældelse, hvilket kun er positivt. Det kan man næppe være uenig i.

Det nye er, at enhver her i landet vil blive overvåget. Man behøver ikke at være mistænkt for en forbrydelse. Justitsministeren mener, at retstilstanden sådan set ikke ændres af PET-loven. De krav, der er i dag, vil efter hans mening også gælde i fremtiden.

Data vil kunne indsamles, gemmes og samkøres i op til 20 år. Det er lang tid. Bevisbyrden vendes så at sige om. Lige nu skal staten (dvs. anklagemyndigheden) bevise, at den tiltalte er skyldig. I fremtiden skal borgeren bevise, at vedkommende er uskyldig.

Danmark er langt fremme med data, og vi er gode til det. Vi har alle god gavn af CPR-nummeret, der er enormt smart, da det er tværgående. Det Centrale Personregister (CPR) blev oprettet den 2. april 1968 på grundlag af de gamle folkeregisterkort. Lande uden tilsvarende teknologier kræver fem eksemplarer af en blanket for at sende en pakke – eksempelvis fra Østrig til Danmark.

Ønsker vi os det? Nej det gør vi næppe.

CPR-registeret vejede tungere end mine ord, min erindring og arkivalierne

Dette er er bare et sjovt eksempel: På et tidspunkt havde jeg brug for nogle oplysninger fra den daværende Skjern Kommune (nu hedder den “Ringkøbing-Skjern Kommune”). Jeg spurgte dem telefonisk om, hvornår jeg tilflyttede Skjern Kommune, fordi det kunne fortælle mig, hvornår mine forældre fik mig udleveret fra børnehjemmet “Dear Home” på Sofievej 26 i Hellerup.

Jeg var simpelthen ikke klar over, hvor længe jeg havde været på børnehjemmet, og hvornår jeg kom til min nye familie. Den oplysning var naturligvis vigtig for mig, og på det tidspunkt tog en egenaccess hos Rigsarkivet flere år. Jeg syntes selv, det var en temmelig smart genvej, jeg havde udtænkt.

Damen i røret sagde “Her har du aldrig boet”. Det hjalp ikke, at jeg kunne angive den præcise adresse til Park Allé nr. 4, og at jeg tydeligt husker at have stået på reposen og kigget ud på Park Allé.

Det er stort set umuligt at få rettet en fejl i CPR. Da jeg efter ca. tre år fik svar fra Rigsarkivet, indeholdt det dokumentation fra stambogen på “Dear Home”. Jeg har altid troet, jeg var på børnehjemmet i tre år for både adoptionsbevilling og dåb er fra 1966, men af stambogen fremgår, at jeg kun var der i 13 måneder. Det bevirkede, at der var billeder, der pludselig gav mening, for folk med forstand på børn havde sagt til mig “Du var godt nok en lille 3-årig”.

Jeg videresendte dokumentationen til Ringkøbing-Skjern Kommune. Det har dog ikke ført til, at fejlen er rettet. Min første adresse er anført som værende i Brande. Hverken Sofievej 26 i Hellerup eller Park Allé 4 i Skjern fremgår.

CPR skriver “Martensensalle 2, Ikast-Brande, 23.10.1963 (Datoen er usikker)”, hvilket simpelthen ikke er rigtigt. 23.10.1963 er min fødselsdato. Men pyt med det. Det er ikke så vigtigt. Jeg har selv fundet ud af, hvor jeg har boet!

Billedet herunder stammer fra stambogen:

PET-loven: Når overvågning er adfærdsændrende

Mine sundhedsdata

Det er ingen hemmelighed, at jeg har to psykiatriske diagnoser (bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom), at det er vurderet, at min arbejdsevne er stort set lig 0, og at den ikke kan forventes at ændre sig. Af den grund er jeg tilkendt førtidspension. Mit liv ligger på nettet, og det har jeg ingen problemer med. Jeg har jo selv lagt det frem gennem mange år.

Af podcasten fremgik, at Udbetaling Danmark overvåger modtagere af sociale ydelser vha. lister, der sendes til kommunerne, der kan indkalde borgerne til samtaler om deres tilstand og evt. kan iværksætte yderligere overvågning for at træffe en anden afgørelse. Staten opdager ganske få svindlere, for der er kun sjældent en begrundet mistanke om svindel. Alle overvåges men meget, meget få mennesker dømmes for svindel, for folk er generelt både pæne og lovlydige.

Pludselig fik jeg en ubehagelig fornemmelse: Jeg må aldrig mere skrive om, at jeg kan gå ca. 5.500 skridt dagligt, at jeg kan koncentrere mig om højinteressante emner i lang tid, eller at jeg har en god dag, for hvad kan det ikke føre til? Og PET-loven er ikke en gang trådt i kraft endnu!

Allerede den nuværende praksis og lovgivning har medført en adfærdsændring hos mig. Var der nogen, der fremstammede ordet “retssikkerhed”? For fremtiden vil jeg kun skrive om alt det, jeg ikke kan …

Drabsefterforskning

Intet fornuftigt menneske vil mene, at det var negativt, at Kirkerup-sagen og Emilie Meng-sagen blev opklaret, og at dommen lød på fængsel på livstid til gerningspersonen. I Kirkerupsagen bad politiet borgerne om hjælp. Det kunne fx dreje sig om videoovervågning fra private. På den måde fandt man gerningsmanden.

DNA-profiler bruges også til efterforskning. Og igen er det selvfølgelig positivt, hvis man ad den vej kan finde gerningspersoner, man ikke ellers ville have kunnet finde frem til. Flere gange har man opklaret endog meget gamle forbrydelser.

Det er flere gange fortalt, at man søger i MyHeritage. Det er også flere gange fortalt, at man i fremtiden gerne vil anvende slægtsdata. Min retsfølelse har det ikke ret godt med graden af tilfældighed, hvis man baserer sig på slægtsdata, for det kræver jo, at en potentiel gerningsmands familiemedlem(mer) har indsendt en spytprøve. Hvad med alle de gerningsmænd, der ikke har en slægtsforsker i familien – og det er måske de fleste? Skal de tilfældigvis gå fri?

Jeg kender til kvaliteten af “almindelige” slægtsdata på MyHeritage. Den er simpelthen langt under lavmålet.

Forhåbentlig er DNA-data bedre. Selvom jeg (vist) ikke har kriminelle familiemedlemmer, ærgrer jeg mig lidt over at have taget en DNA-test hos MyHeritage.

PET-loven: Når overvågning er adfærdsændrende

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Når lovgivning kun skal gælde nogle få

Når lovgivning kun skal gælde nogle få

Peter Hummelgaard vil indføre lovgivning, der kun straffer nogle få

Når lovgivning kun skal gælde nogle få

Jeg har gemt meget få bøger fra min studietid. En af dem er “Om ret og retfærdighed – en indførelse i den analytiske retsfilosofi” af professor dr. jur. Alf Ross. Vi brugte bogen i faget, der hed “Retslære”. Et helt centralt princip i Alf Ross’ fremstilling er, at (side 353):

Lighedskravet må forstås relativt, dvs. som et krav om, at det lige skal behandles lige.

Og så lyder det videre på side 353: “Det i retfærdighedsidéen liggende lighedskrav retter sig ikke absolut mod alle og enhver, men mod alle medlemmer indenfor en ved visse relevante kriterier bestemt klasse (fx klassen af gifte, løftegivere manddræbere osv.).”

Ville Alf Ross mon have ment, at borgere med bopæl i de såkaldte “parallelsamfund” tilhørte samme klasse? Jeg ved det ikke.

  • Er svaret “ja”, er Peter Hummelgaards vanvittige idé om kun at straffe folk , der begår vold mod kvinder og børn, “retfærdig”
  • Er svaret “nej”, er Peter Hummelgaards vanvittige idé om kun at straffe folk , der begår vold mod kvinder og børn, “u-retfærdig”.

Uden at gøre mig ret meget klogere på retfærdighedens idé og afdøde Alf Ross’ holdninger, så støder det min retsfølelse, at kun nogle skal være omfattet, nemlig dem, der bor i de bebyggelser, man tidligere kaldte “ghettoer”. Jeg tror simpelthen ikke på, at en klasse udgøres af mennesker med en bestemt bopæl.

Ergo anser jeg justitsministerens forslag for uretfærdige regler. Det lige behandles ikke lige.

Når Peter Hummelgaard kommer med et forslag som dette, er det formentlig fordi, han forestiller sig, at havde sådanne regler eksisteret, da han selv var barn, ville reglerne have været til hjælp for ham. Han ville altså være blevet smidt mindre ind i gulve og vægge, hvilket naturligvis er fuldkommen utilstedelige handlinger overfor ethvert barn og enhver kvinde uanset postnummer.

Men sagen er jo, at lovgivningen ikke havde hjulpet ham, eftersom han ikke boede i en ghetto men i det pæne Tårnby. Pæne mennesker i pæne kvarterer må med lovforslaget gerne mishandle koner og børn.

Til illustration: Hvis det drejede sig om seksuelt misbrug af et barn

Man skal have levet under en sten, hvis man ikke er klar over, at servicelovens § 154 beskriver den generelle pligt for alle borgere til at underrette, hvis man får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i fare. Og samme lovs § 153 beskriver den skærpede underretningspligt for fagpersoner.

Hvis serviceloven havde været gældende, da jeg var barn, ville adskillige have overtrådt underretningspligten efter begge bestemmelser. I forhistorisk tid slap de alle godt fra ikke at agere på deres viden om det daglige seksuelle misbrug jeg voksede op under i perioden fra 1974 til 1980.

Kan man forestille sig, at man i dag ville indføre regler, der tolererede seksuelt misbrug af et barn, hvis familien boede i et bestemt postnummer og havde en pæn grøn græsplæne foran rækkehuset? Jeg hverken håber eller tror det. Men når det drejer sig om justitsministerens egne oplevelser som barn, er det altså i orden?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.