/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Hjemmesiden er både ventil og bedste ven

Hjemmesiden er både ventil og bedste ven 1

Det er aldrig første udkast, du ser

Før jeg trykker “udgiv”, er ordene vendt og drejet, erstattet af nogle, der måske er bedre, overflødige ord er fjernet, teksten er strammet op, kommaer forsøgt sat rigtigt osv.

Pixabay med millioner af gratis billeder er besøgt, det mest passende er valgt, hentet, beskåret og optimeret, så det passer præcist i størrelsen på forsiden.

Alt det bevirker, at det tager lang tid at skrive det indlæg, du skimmer eller læser på måske mindre end et minut på din telefon. Nu om dage finder halvdelen af besøg på hjemmesider sted fra en telefon.

Imens hele den proces finder sted, arbejder hjernen, og det er det, der gør, at hjemmesiden – og databaserne – er en ventil og måske nærmeste ven. Jeg har ikke mange relationer i den virkelige verden men mange virtuelle. Den virkelige verdens relationer bor mere end 400 km. væk, og der er en naturlig grænse for, hvor ofte jeg kan belaste dem med mine tanker pr. telefon.

At skrive har en fordel frem for (telefon-)samtaler: der er masser af tid til at vende og dreje ordene. I en samtale skal man være klar med det samme, for ellers bliver det en underlig samtale. Det tænker jeg ikke helt hurtigt nok til.

Det betyder, at indholdet bliver personligt

Jeg besøger af og til andre blogs men er vist aldrig stødt på nogen, der er lige så personlige som min egen. Mit liv ligger på nettet. Af og til tænker jeg på, om jeg overskrider en usynlig grænse for, hvad man kan publicere, når den udefinerede mængde af øvrige bloggere holder sig tilbage. Måske har de en hel masse relationer at dele tanker med, hvorfor de ikke har behov for at bruge hjemmesiden/bloggen som ventil og bedste ven?

60 hænger på og to reflekterer

Mit nyhedsbrev, der bliver sendt hver mandag kl. 06:00, har ca. 60 abonnenter. De hænger på og har gjort det i årevis. Når de ikke har meldt fra, må det betyde, at de kan lide det, de får til morgenkaffen om mandagen. Jeg ser bort fra, at de måske sletter mailen ulæst. Det kan jeg vist ikke se nogen steder i MailChimp, der sørger for forsendelsen. Jeg har ikke en gang undersøgt det.

To venner fra den virkelig verden reflekterer tydeligvis over det, de læser og deler herefter deres refleksioner med mig. Det gør mig selvfølgelig glad. Det betyder, at min gratis “selvterapi” kan bruges af andre, og det er ikke så ringe.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Forskellen på psykologi og psykiatri

Baby

Ingen forstår mig – det er ØV

Forskellen på psykologi og psykiatri

Det er svært, når “ingen” forstår mig. “Ingen” skal forstås som hverken min psykiater i Distriktspsykiatrien eller min nærmeste ven (som jeg har fået tilbage, hvilket jeg er enormt glad for).

De forstår ikke behovet for at grave i fortiden, behovet for at finde af, hvad Rigsarkivet måtte have af arkivalier vedr. et barn, der visnede, men som formentlig livede op igen på Rigshospitalets børneafdeling og som derfor efter seks måneder kunne tilbagegives til børnehjemmet “Dear Home”.

Psykiateren forstår mig ikke

For så vidt angår psykiateren måtte jeg sige til ham, at denne samtale mindede mig alt for meget om den samtale, vi havde, da jeg for to og et halvt år siden sagde, jeg gerne ville udredes for Aspergers syndrom. Han spurgte dengang adskillige gange “Hvad vil du med det?”

Det viste sig efterfølgende, at jeg faldt klokkeklart indenfor (autisme-)spektret. Det, jeg ville med det, var altså at blive den, jeg altid har været. Jeg var ikke i tvivl, og jeg havde ledt efter svaret i 16 år. Jeg havde undersøgt tingene, og jeg var ikke i tvivl. Inden jeg går i gang med den slags, har jeg undersøgt tingene tilbunds. Jeg er jo ikke en tosse!

Nu spørger han “hvad håber du at få ud af det?” Jamen jeg vil bare gerne vide, hvad de skrev dengang, og jeg er udmærket i stand til at sætte det skrevne ind i en kontekst: altså fx at læger dengang skrev anderledes. Jeg ved godt, at vi er lige 20 år efter anden verdenskrig, at man dengang talte affekteret osv. Jeg er så ligeglad med de overordnede ting. Jeg vil bare gerne vide, hvad de skrev om mig på Rigshospitalets børneafdeling, psykiatrisk eller ej. Hvor svært kan det være?

Jeg kommer til at tænke på forskellen på psykiatri og psykologi! Min psykolog forstår mig gudskelov. Hun fatter mit behov for at grave i fortiden! Jeg er vant til at finde arkivalier frem, og jeg er vant til at sætte dem ind i en kontekst. Det ved psykologen godt!

Jeg er dybt skuffet over, at en psykiatrisk overlæge i distriktspsykiatrien ikke kan forstå så enkle ting. Han skal være klinikchef på Amager fra den 1. december 2021, og det er måske godt for både ham og mig? Jeg har dog husket at sige mange gange tillykke, for det er da noget af et karrierespring. Jeg har haft 500 læger derinde; han vil nu prøve at sikre, at jeg bare skal have nr. 501 i et godt stykke tid. Tak for det.

Min ven forstår mig (heller) ikke

Som om det kunne være så svært… Min ven med flere akademiske uddannelser bag sig forstår mig heller ikke. Hun tænker vist nærmest, at det kunne være farligt for mig at grave i fortiden. (Og det er selvfølgeligt i udgangspunktet sødt tænkt. Det er vist nærmest, hvad psykiateren også tænker “Kan du få det dårligt af det?”. Jeg spurgte ham dog om det, og han benægtede, det forholdt sig sådan.). Hun er mest på psykiaterens hold.

Hun forstår heller ikke interessen for slægtsforskning, og er nærmest på Worsøes hold, hvor det at forske i adoptivslægten ikke giver mening. Set fra mit udgangspunkt: adoptivslægten er jo det sted, jeg er vokset op og har historier, skrøner osv. fra. Det er herfra, jeg har mit navn (ellers havde jeg haft et ganske almindeligt -sen navn). Det er her, jeg har noget at efterforske. Det er her, jeg kan lede efter mormors første kæreste og hvem de nu var osv.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af al den manglende forståelse andet end at gemme den til næste besøg hos psykologen.

/0 Kommentarer/i , /af ,

En venlig medarbejder i journalarkivet på RH

Arkiv Rigshospitalet

Først var jeg fornærmet

Kl. 9:02 ringede jeg til Rigshospitalet for at få fat i journalarkivet. Det lykkedes ikke. Omstillingen sendte mig videre til Sundhedsstyrelsen til et nummer, hvor telefonsvareren oplyste, at det var en afdeling med noget med væv og organdonation, at de havde åbent nogle få timer tirsdag og torsdag samt en fuldkommen uforståelig e-mail-adresse.  Så var jeg fornærmet. Hvad skal jeg dog med en afdeling angående organdonation?

Ny opringning til Rigshospitalet, hvor medarbejderen i omstillingen tilbød mig en direkte e-mail-adresse til journalarkivet. Den tog jeg glad imod og sendte dem en mail med de oplysninger, jeg har, og som jeg tror, de har behov for.

Prompte opringning fra journalarkivet på Rigshospitalet

Der gik lige nøjagtig tre minutter, fra jeg havde trykket send, til en medarbejder fra journalarkivet ringede op og sagde, at de sikkert ikke kunne hjælpe, at chancerne var små, men at han gerne ville prøve.

Desværre havde jeg formentlig ikke et navn ved indlæggelsen, så det er svært for ham at søge efter mig. Hvis jeg havde et, var det et ganske almindeligt sen-navn.

Som jeg forstod ham, er journalerne afleveret til Rigsarkivet, hvor de makuleres efter 10 år. Eller også er det hos Rigshospitalet selv, de makuleres efter ti år. Det blev jeg ikke helt klart over.

Jeg sendte ham lidt flere oplysninger. Han ringede straks tilbage, og stillede et spørgsmål, jeg ikke kan svare på: “Var det på psykiatrisk afdeling?”. I adoptionssagen står der bare børneafdelingen, men hans tanke er selvfølgelig rigtig, når indlæggelsen sker på mistanke om retardering.

Han kan ikke finde noget hos dem selv, men har bestilt alt relevant, der måtte findes på Rigsarkivet. Ekspeditionstiden er tre til fire uger. Han dæmpede mine forventninger ved mange gange at sige, at der sikkert ikke er bevaret noget. Alligevel håber jeg og takkede mange gange for indsatsen. Han kan jo ikke trylle.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Gad vide om journalen er bevaret?

Baby

Arbejdet med tidslinjen er i gang

Jeg har været hos psykologen. Som altid var det rigtig godt. Det følgende er ikke udslag af selvmedlidenhed!

Jeg har brugt oceaner af tid på at lave tidslinjen med “nedslag” i mit liv. “Opgaven” var at finde positive ting frem som led i processen med at komme den f******s dødsangst til livs. Jeg har gjort mig umage for at finde positive ting, men synes, det har været svært, også selvom jeg på ingen måde ønsker at være sortseende, selvmedlidende eller hvad man nu skal kalde det.

Andre har husket for mig, og det har været fint. Det er lidt som om, at de positive “nedslag” er kommet fra andre, fx psykologen selv og en ven, der gjorde mig opmærksom på en masse rejser med rygsæk alene rundt i Asien, bestigningen af Kilimanjaro i 2002, et kajakkursus i Vietnam, bestigningen af Fansipan (der ligger i Vietnam) mv. Selv kunne jeg herefter supplere med adskillige højskoleophold og vandreture i Bayern med et tysk ægtepar, jeg desværre mistede kontakten til. Jeg tror, jeg mødte dem et sted i Thailand.

En veninde opgjorde, at 55 pct. af det nedfældede var positivt. Kontaktpersonen i distriktspsykiatrien synes heller ikke, det ser så dårligt ud, men jeg efterlades selv med en tristesse og en tanke om, hvorvidt jeg har løst opgaven “rigtigt”, selvom der ikke findes en facitliste.

Tidslinjen bliver et nyttigt værktøj

Min tanke er, at det har været op ad bakke, og at det har det været fra starten, hvor min mor føder bag et blåt klæde og aldrig ser mig. Jeg har ikke forstand på børn, men psykologen forklarede, at sådan gjorde man dengang, for havde moderen først fået barnet op på maven, var adskillelsen sværere for ikke at sige umulig. Min biologiske mor er desværre død for seks år siden. Jeg ville ellers gerne have spurgt lidt mere til hendes relation til min biologiske far (men det var vist bare et one night stand), hendes tanker i forbindelse med fødslen og tiden umiddelbart efter. Det kan ikke have været helt let. Måske fortalte hun om det, da vi mødtes nogle gange for mere end 30 år siden? Jeg respekterer hende for ikke at have valgt “lette” løsninger med brun sæbe eller strikkepinde, som mange forfaldt til ved uønskede graviditeter  i fordums tider. Hun var kun lige blevet 19 år.

Da jeg er seks måneder, kan min biologiske far ikke længere undslå sig faderskabet. I Hørsholm kirkebog er der ved min dåb lavet lidt rettelser. Følgende fremgår blandt andet: “Barnefader xFlemming Benny Ahm Jørgensen, født i Fejø Sogn, Maribo Amt, 27. november 1939, pt. Nyborg Statsfængsel, Nyborg. xFaderskabet anerkendt for retten i Nyborg 3. april 1964. Meddelelse fra politimesteren i Helsingør af 17. april 1964, Journal no. 15-239-63.” Hvorfor han sad i Nyborg, husker jeg ikke med sikkerhed, men måske var der noget med noget økonomisk kriminalitet i form af bedrageri?

På et eller andet tidspunkt forsøgte han at begå selvmord ved hjælp af rottegift. Jeg har tit tænkt på, om det bipolare kommer fra hans side. Sygdommen er arvelig.

Og så kommer jeg endelig til sagen:

Jeg tænker på det barn, jeg dårligt kan holde ud at tænke er mig selv, der lukker sig så meget inde i sig selv, at personalet på børnehjemmet “Dear Home” tror, det er retarderet og indlægger det på Rigshospitalet i seks måneder. Psykologen kaldte det, at børn fra 0 – 3 år, der ikke oplever menneskelig varme, kærlighed, kontakt, tages op, udfordres osv. “visner”. I de år sker der en vældig udvikling, men den sker ikke af sig selv. Barnet begynder under normale omstændigheder at relatere til omverdenen, men hvis der ikke er nogen, der relaterer til barnet, visner det hen.

Rigshospitalet har sikkert også dengang været et af landets førende hospitaler. Så det har garanteret været positivt at komme der. Måske har der på det sted været hænder, der rakte ud, tog op, var kærlige, nærværende osv. Måske var der bare nogle “damer”, der var betalt for at løse den opgave nogle timer om dagen. De må logisk set have beholdt mig længe nok til, at de mente, jeg var “rask”.

Der er selvfølgelig ingen, der kan fortælle om de seks måneder. Så jeg må selv i gang med finde ud af noget! Rigshospitalets journalarkiv kan kontaktes telefonisk mellem 9 og 13, så jeg ringer til dem i morgen 9:01 og spørger, om de har bevaret journalerne. Det har de nu nok ikke, men det er forsøg værd. Jeg vil meget gerne vide, hvad der står. Er jeg heldig, er de ikke bare kasseret men afleveret til Rigsarkivet. Den slags foregår typisk ved, at arkivet slår ned på nogle tilfældigt udvalgte datoer og beslutter, at dem bevarer man, resten kasseres  – fx beslutter man at gemme alt fra den første mandag i måneden i en given årrække eller lignende. Det er klart, at man ikke kan bevare alt fra dengang alting blev dokumenteret på papir. Det ville jo fylde enormt.

Den anden mor kan jeg ikke respektere

Min adoptivfar var infertil, og det var ham, der ville adoptere. Han var 13 år ældre end hende, og der var også dengang noget med aldersgrænser i forbindelse med adoptioner. Pudsigt nok er der i adoptionssagen stort set ingen beskrivelser af min adoptivmor men mange beskrivelser af ham. Da han dør, står hun sådan set tilbage med et barn, hun aldrig rigtigt har ønsket sig. Hendes omstændigheder var langt fra optimale (ingen uddannelse, intet arbejde (der var ikke behov for to indtægter), ingen bolig, da tjenesteboligen løber ud efter seks måneder). Hun reflekterer på en kontaktannonce og vi flytter ind hos en mand i et velhaverkvarter i Odense (Fruens Bøge). Han var revisor. Hun og jeg var til salg for højestbydende.

Efter otte måneder flytter vi videre til Vollsmose, der også dengang var et socialt belastet kvarter. Jeg var ellers mægtig glad for Sanderumskolen i Fruens Bøge og kan af en eller grund huske, jeg en dag sagde til hende “her lærer man virkelig noget”. Den officielle begrundelse for flytningen var, at jeg ikke kunne med revisoren. Jeg var lige blevet ti år, men fik altså ansvaret for en flytning og vores velbefindende. Det er helt uacceptabelt. Om det er rigtigt, at jeg ikke kunne med ham, ved jeg ikke, men uanset hvad, var det ikke mig, der skulle have ansvaret.

Herefter møder hun psykopaten og lader stå til i årevis, selvom hun er klar over, hvad der foregår. Jeg flytter i 1980, hvor jeg er 16 år. Vi mister kontakten i 1981, men den genoptages på mit initiativ i 2003. Sådan gik der lige 22 år…

For årevis siden sagde psykologen, at min adoptivmor var et “skvat”. Det er lige før, jeg synes, det er for mildt et udtryk. Jeg kommer aldrig til at kunne tilgive eller bare forstå, for det er utilgiveligt. Jeg tror ikke, jeg kender andre mennesker, om hvem jeg vil sige, at jeg ikke respekterer dem. Men sådan er det med hende. Hun døde i 2006, og det rører mig ikke.

Psykologen og jeg kom til side et, måske to, på tidslinjen, der er otte tilbage. Vi fortsætter om tre uger. Måske har jeg så gravet nogle journaler frem? Det kunne være spændende – måske ligefrem nyttigt?