/0 Kommentarer/i /af

Indefra: Dagmarsminde

Når jeg bliver dement

Hvis det forfærdelige skulle indtræffe, at jeg bliver dement, vil jeg gerne leve mine sidste år på plejehjemmet Dagmarsminde, som “Indefra” i aften viser en udsendelse fra. Det er måske en af Anders Aggers bedste udsendelser? Se med i aften på DR2 kl. 21:30 eller allerede nu og her.

En frustreret sygeplejerske

Plejehjemmet er stiftet af en frustreret sygeplejerske, der som 28-årig optog et lån på 90.000 kr. for at købe grunden i Nordsjælland. Hun følte, at hun konstant løb panden mod en mur i det offentlige system, når hun ville vægte omsorgen højst. Den var der ligesom ikke plads til. Hun blev uvenner med ledelse og kolleger på flere arbejdspladser og valgte derfor at bygge sit eget plejehjem. Det er ikke lige den alder, man ellers bygger plejehjem i.

Helt bogstaveligt

Plejehjem skal forstås bogstaveligt: pleje og hjem. De demente skal opleve al den omsorg, de kan få og det må gerne være luksuriøst. Fx varmtvandsbassinet der ligner et spabad i Vejle, og hvor en fra personalet er med i vandet, så det hele tiden er trygt for beboeren.

På et offentligt plejehjem var det sikkert aldrig gået, at en gammel dame kunne have katten ved sin side i sengen. Det er jo det, der gør de demente til de mennesker, de var engang.

Ingen korrekser den gamle dame, der fortæller, at hendes mand også bor der. Da Anders spørger, hvor han er henne, vil hun ikke svare. Det viser sig senere, at han er død for fem år siden. Hun lever lykkeligt med bevidstheden om, at han stadig er hos hende.

Der lægges vægt på, at beboerne hver dag kommer udenfor til dyrene (geder og høns) og ikke bare sidder og sygner hen med en tudekop i den ene hånd.

De vil gerne have hinandens selskab, så der er fælles gymnastik/dans, fælles mad og kaffebord, så ingen skal sidde inde på værelset alene.

Dagmarsminde har en hund, som kan minde beboerne om, at de måske selv har haft en hund engang – eller i hvert fald er der nu en at kæle med og gå tur med på den indhegnede grund. Grunden er indhegnet for at en beboer ikke i forvirring kommer på afveje og ud på vejen og markerne.

Økonomien

Hvis man flytter på plejehjem, er det typisk sådan, at hele pensionen går til at betale opholdet. Det gør den også på Dagmarsminde, der er 6.000 kr. dyrere end de kommunale tilbud, men når boligsikringen regnes ind, kan det alligevel løbe rundt. Heldigvis. Faktisk synes jeg ikke de 6.000 kr. ekstra er dyrt, når man ser, hvad beboerne får for pengene.

Demente skal også have en værdig alderdom, hvis de altså er gamle. Man kan jo sagtens være dement uden at være gammel.

/2 Kommentarer/i /af

Krammeri

Alle ‘skal ha’ en krammer’

Jeg bryder mig bare ikke om det. Emnet kom op, da jeg var ude til en hyggelig brunch i dag. Vi er vist ca. jævnaldrende og så faldt samtalen på det med ‘en krammer’. Det viste sig, at ingen af os brød os om det. Jeg følte mig lidt dum, idet jeg selv havde indledt seancen med at uddele knus, uagtet jeg kunne mærke, at de egentlig ikke brød sig om det. Men det kan man jo først mærke, når det er for sent, og knuset er uddelt.Og har man uddelt til nummer 1, kan ligesom ikke stoppe ved nummer to.

Samtalen gjorde det dog så meget lettere, da vi skulle skilles. Ingen behøvede træde sig selv over tæerne for at finde ud af, hvad der ville være det rigtige at gøre i situationen. Det var bare at sige mange tak for i dag. Det var hyggeligt. Vi ses – og lad der ikke gå fire år igen.

Jeg har som absolut hovedregel reserveret knus og kram til mennesker, jeg holder af og/eller finder spændende. Andre får et ‘hej med dig og tak for i dag’. Det svarer da lidt til, at jeg ikke har en buket med til hvem som helst, når jeg er inviteret ud til frokost. Sådan føler jeg mig bedst tilpas uden at det skal tages som en afvisning, for sådan er det ikke ment. Jeg har bare ikke lyst til at få relativt fremmede menneskers krop så tæt ind på min egen krop.

Det minder mig om at stå i kø: nogle mennesker skal absolut stå med deres indkøbsvogn helt oppe i nakken på en. Ergoterapeuten på afdelingen kom med det tip, at man kunne stille med til siden til, fordi det automatisk burde få folk til at trække sig lidt tilbage. Indtil videre synes jeg nu ikke, det virker særlig godt.

Kram-amok

Jeg var i menighedsrådet i otte år. Der er er ti møder om året, det vil sige, jeg deltog i 80 møder sammen med et andet medlem, der insisterede på at gå bordet rundt og kramme alle 12 (eller 15?) mødedeltagere. Det er immervæk blevet til nogle kram på de år.

Det tog mig kun otte år at sige fra og få sagt et eller andet om, at jeg ikke brød mig om det. Jeg tror, hun blev noget stødt, men jeg kunne pludselig ikke have det længere.

Et alternativ

Før i tiden gik man ikke og krammede andet end de få udvalgte. Sådan synes jeg, det burde være igen. Dengang savnede man ikke en omgangsform. Man gav hånd. Når jeg siger farvel til min kontaktperson i distriktspsykiatrien, stikker vi på næven, alt andet ville være for sært. Det ville være at bryde en grænse, der skal være eksisterende. Hun er min faglige rådgiver ikke min veninde.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Skribent

Masser af tid

Jeg har masser af tid og en del af den kan snildt gå med at skrive til POV.International. Jeg er gået i gang og har indsendt en artikel om ECT-behandling og en om det androgyne i mig og vejen dertil. Om de kan lide artiklerne eller ej, ved jeg selvfølgelig ikke, men nu er der åbent for tag selv-bordet. De kan tage det, de kan bruge. Eller de kan lade være, men jeg håber naturligvis på, at de kan bruge bare noget af det, jeg skriver.

Jeg kender en af journalisterne på forhånd, og hun er så sød at hjælpe mig lidt i starten. Hvem ved fx uden videre, at man ikke længere bruger semikolon eller udråbstegn eller hvad en manchet er? Jeg elsker ellers semikolon, men det er så en saga blot… Men jeg elsker ordene og sproget, så jeg skal nok komme igennem det. Og det er en kæmpe glæde at være blevet spurgt, om jeg vil bidrage. Selvfølgelig vil jeg det.

Wordfeud

Apropos ord: jeg er begyndt at spille Wordfeud med min cyberven oppe på Mors. Han kom fluks 80 point foran fra morgenstunden, og dem har jeg ikke helt formået at indhente. Min spilstatistik er virkelig dårlig, men det morer mig at spille. Næste gang er det mig, der kommer i førertrøjen fra starten. Jeg har et vindergen i mig, det skal bare støves af.

Hvis du vil spille Wordfeud med mig, er mit brugernavn overraskende nok “Stegemüller”.

Puslespillet

Jeg forsøger mig med “Garden Shed”, oversat på æsken til “Udhus”, der rummer fem hunde, en kat og en pokkers masse blomster tilsat et enormt rødt tegltag. Vi lagde det også på afdelingen, men det var ikke mig, der var mesteren. Mesteren var C., som ingen kunne slå. Gid jeg havde hendes evner. Jeg kan slet ikke få brikkerne til at hænge sammen, men jeg går (u)tålmodigt rundt om spisestuebordet i ihærdige forsøg på bare at finde en enkelt brik eller to, der kan hænge sammen. Præsten var her til formiddag, og hun er af den irriterende type, der kan gå en gang om bordet og så have fundet fem brikker, der kan sættes sammen. Vi har aftalt, at næste gang lægger vi puslespil. Jeg er jo sikkert ikke blevet færdig med udhuset til den tid 🙂

Hos tandlægen

Det er også altid en glæde at gå til tandlægen, for hun siger altid “det ser så fint ud”. Man kan så spørge, hvorfor det alligevel koster 560 kr. ? Vrøvl! Jeg ved det godt. Hun skal selvfølgelig have penge for de undersøgelser, hun laver for at kunne konkludere, at det netop ser fint ud. Hendes tid er ikke gratis; det er kun min tid der er gratis lige p.t.

Hun var så sød, at hun spurgte, om jeg havde været nogen spændende steder her i sommer. Selv havde hun være to uger i Egypten. Jeg kunne kun svare, at jeg havde været fem uger på psykiatrisk afdeling.

Vi ender altid med at drøfte, hvornår jeg skal komme igen. Hun siger om fem måneder, men jeg siger om tre måneder, og jeg vinder. Der er ingen grund til at komme så ofte, når alt er fint, men jeg tænker tilbage på de år, hvor mine tænder lignede en katastrofe på grund af mundtørhed, og nu skal jeg bare ikke risikere det mindste. Jeg har kun 103.000 til tandlægeregning en gang i livet.

Og nu går jeg altså ind til det puslespil igen.