,

Anders Agger altså

Anders Agger altså

Hvem kan? Anders Agger kan

Anders Agger altså

I denne uge motionerede jeg tårekanalerne to gange til Anders Aggers tremåneders ophold på “Strandbakkehuset” i Rønde, som er et af de to børne- og ungehospices, der findes i Danmark. Afsnit et var ikke så slemt, men både afsnit to og tre var rørende. Første afsnit blev vist på DR1 onsdag den 24. maj klokken 21:25; de næste afsnit vises de kommende to onsdage samme tid. I et anfald af selvvalgt masochisme streamede jeg dem.

Grænsen mellem liv og død er udflydende. Forældre regner på, hvor længe de mon kan få lov at beholde deres barn, inden dødens favntag ligger på lur. Storesøster slår stolt vejrmøller, så Anders kan se, hvor dygtig, hun er. De taler om, hvorfor flaget af og til er på halv stang; hun ved, de er på “Strandbakkehuset”, fordi lillesøster “har lidt ondt i hovedet nogle gange”. Det er en børnevenlig omtale af en aggressiv hjernetumor.

En far sidder ude på gangen og græder over at høre alt det, han ved, de skal miste lige om lidt. En mor ringer i god tid til bedemanden, så hun er sikker på, at alt er på plads, når … Til den tid vil hun ikke magte at stå for sit barns begravelse.

Det er ubegribeligt, hvordan man som forældre kommer over det, der for de fleste er unævneligt. Min mormor sagde altid “De gamle skal dø; de unge kan dø”. Jeg bryder mig ikke om talemåden, der, selvom det selvfølgelig er sandt, er for følelseskold til mig.

Anders Agger har tid

Jeg kender ingen som Anders Agger, der har så god tid til at stille de svære spørgsmål og selvfølgelig også har tid til at høre svaret. Også når det gør ondt på seeren. DR har mange fine udsendelser, hvis man kan finde dem for bar “Bag en kage, Dans en dans eller Tab 30 kilo” osv., og Anders’ rangerer højt på min liste sammen med Mette Frisk fra “Forsvundne arvinger”. Mette Frisk forstår også at stille de små spørgsmål men at få de store svar.

Jeg har set mange udsendelser fra serien, der hedder “Indefra“, og det er kvalitet hver gang. Den høje, langlemmede fyr, der kunne trænge til at blive klippet, forstår at lave TV. Jeg kender mange – også yngre – der vældig godt kan lide “Indefra”.

I sidste uge så jeg Anders Agger i “Tvangsfjernet”. Han var i tre dage helt tæt på Jørgen og Belinda Nielsen, der ifølge de sociale myndigheder ikke var i stand til at tage sig af deres kommende barn. Derfor skulle barnet tvangsfjernes ved fødslen. De to mennesker udstillede til fulde deres manglende forældrekompetencer. Jeg sad og blev mere og mere enig med de sociale myndigheder.

“Sømanden & Juristen – historier fra et hospice”

I eftermiddag vil jeg sætte mig og se “Sømanden & Juristen – historier fra et hospice”, der også var en seersucces, da den blev sendt første gang i 2011. Den vil ligge på DR til 2025.

Anders Agger var i seks uger været frivillig på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande og fortalte om den 53-årige sømand, Per Flindt, der havde levet et hårdt liv, og om den 65-årige jurist, Søren Brøndsted, der insisterede på fortsat at arbejde, selv om han var hospicepatient. Det var hans måde at holde døden på afstand på.

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hykleriet ved Mors dag

Hykleriet ved mors dag

Mors dag er svær

Hykleriet ved mors dag

Hykleriet ved Mors dagDet er den 14. maj 2023. Tante Kis kunne være blevet 104 år i dag. Desværre døde hun i 1985 som 65-årig efter endelig at være kommet til København igen. Bare hun havde været min mor!

Hun var københavner med stort “K”. Jeg elskede hende og onkel Sigvard. De boede i Aarhus på Provstebakken 17, mens jeg selv boede i Vestjylland.

Hvert år var jeg på en uges sommerferie hos dem. Allermest husker jeg vores besøg i “Cirkus Benneweis”, der ikke kom til Vestjylland; men cirkus kom til Aarhus. Tante Kis og jeg sad på første række på de bedste pladser. Det var stort! Jeg kunne godt lide både elefanterne og klovnene.

Min fars ungdomskæreste har fortalt, at hun og tante Kis talte om, at det nok ikke var så godt, at jeg, der lige var blevet ni år, gik på kirkegården og sad ved min fars grav i stedet for at gå i skole.

Realiteten er bare, at ingen handlede på deres viden. Formentlig vidste de ikke, hvad de skulle gøre.

Og nu er det så “mors dag” i 2023

Jeg er adopteret.

  • Min biologiske mor døde på et hospice den 20. september 2015.
  • Min adoptiv-“mor” døde den 25. december 2006 på Holbæk Centralsygehus.
  • Realiteten er, at jeg aldrig har haft en mor. Det er hårdt at sige det sådan, men det er min oplevelse.

Facebook svømmer i dag over med lykønskninger til alle de fantastiske mødre, som Gud(inde) og hver mand har eller har haft. Et eller andet sted er jeg jo bare misundelig, også selvom misundelse er en grim ting. Det er det ærlige svar. Jeg ville så gerne have haft en mor – enten den ene eller den anden. Men det lykkedes aldrig.

Der gik 22 år. Taber eller hvad?

Da jeg – efter 22 års pause – i 2003 kontaktede min adoptiv-“mor” og fortalte hende, hvad psykopaten havde udsat mig for, var hendes svar, at det vidste hun godt, men at hun ikke havde vidst, hvad hun skulle stille op med to børn. Jeg var – og er – skuffet over hendes handlingslammelse. En kvinde, der ikke ved, hvad hun skal, er en taber eller måske er et bedre ord et “skvat”. Hun var en taber/et skvat, og jeg kan ikke respektere hende. Og jeg savner hende ikke. Det lyder urimeligt hårdt, men sådan er det.

Da jeg – ca. 14 dage efter min 18 års fødselsdag – kontaktede min biologiske mor var hendes svar, at hun ikke havde tid til mig, idet hun havde utrolig travlt med at løbe marathon. Hun havde så travlt, at hun ikke kunne besøge mig på Amagerkollegiet. Der er dog den positive ting, at hun sagde, at jeg var “velkommen til at glide ind i familien”. Set med de nutidige briller var det faktisk fint.

Dengang var det bare ikke nok for mig; jeg ønskede mig en mor, eftersom jeg aldrig havde haft en! Nu respekterer jeg hende for, at hun ikke brugte hverken strikkepinde eller brun sæbe, der var kvinders muligheder, før aborten den blev fri. Havde hun brugt en af de muligheder, havde jeg nok aldrig haft et levet liv.

På den måde tror jeg ikke på noget af alt det “mors-dags-pladder”. Blomsterhandlerne får os til at tro på eventyret, men for mange af os eksisterer eventyret ikke.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Min seng står et godt sted

Min seng står et godt sted

Stegemüllers vindue mod verden

Alt godt fra havet

Min seng står et godt sted

Lige for tiden kan jeg ikke lade være at tænke på, at min seng står et godt sted. Her er ingen jordskælv, her er varme på, her er sund mad, her er orden i økonomien, her er alt i orden.

Forleden så jeg et opslag på et socialt medie, hvor en kvinde udtrykte, at hjælp fra Danmark skulle gå til Ukraine, fordi Syrien har været plaget af borgerkrig. Jeg kunne ikke lade være at svare, at der nu altså også lige havde været et jordskælv, hvor der samlet i både Tyrkiet og Syrien er registreret mere end 46.000(!) døde. Formentlig vil man i lang tid kunne opdatere tabstallene, efterhånden som man får flyttet murbrokkerne.

I hendes tekst læste jeg, at syrerne selv er skyld i, at de allerede før jordskælvet havde fire millioner hjemløse. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan være så hjerteløs. Hjerteløs – hjemløs … Det er selvfølgelig ikke sikkert, at jeg læser hendes tekst rigtigt, men jeg synes ikke, der er så stort rum for fortolkning.

Den første levering fra Aarstiderne

Søndag morgen kunne jeg åbne døren for den første levering fra Aarstiderne i denne omgang (jeg har også handlet hos dem tidligere). Det var spændende at pakke ud. Der er noget fascinerende over, at grøntsagerne på en måde stadig er i live. Således skal salater og kål i plastposer med en lille smule vand i bunden. Krydderurter skal også i en plastpose med lidt vand og så stå oprejste i i fx køleskabsdøren, for de er også i live.

Tomaterne skal bare stå på køkkenbordet, for de dør og mister smag, hvis de kommer i køleskabet.

Frugten ankom i en stor papirpose. Jeg vold-spiser bananer, appelsiner og æbler.

Der er kartofler med, og jeg kunne pludselig mærke, at jeg har savnet kartofler. Ris og pasta er okay, men en god dansk kartoffel ved man da, hvad er.

Min seng står et godt stedJeg føler mig privilegeret, at jeg kan gøre dette. Tidligere skrev jeg om en dagspris inkl. frugt på 48,79 kr. Ved nærmere eftertanke var det noget sludder og ikke en fair sammenligning med HelloFresh!

Endnu ved jeg ikke, om jeg altid kan spise for to personer (og det var sammenligningen), men hvis der kun er til 4 dage, vil dagsprisen være 96,98 kr., eftersom “Budgetkassen plus frugt” – efter rabatten på 10 pct. – koster 387,90 kr. for 2 personer i 4 dage. Men der er fortsat et godt stykke op til HelloFresh’ 140 kr. pr. dag uden frugt og uden økologi.

Jeg kom også til at købe tre kopper fra Kähler Keramik – og så siger man, at der ikke er impulskøb, når man køber måltidskasser …

Jeg skal i løbet af ugen på besøg hos Hanne

Den meget gamle dame, jeg kender, er lige nu indlagt på Herlev Hospital. Det er hende, der var min fars ungdomskæreste. Det er noget med en infektion; men det er glædeligt, at sundhedssystemet passer godt på hende, for når man er 98 år, kan en infektion sikkert være farlig. Måske er hun blevet udskrevet i dag, og jeg skal i morgen lave en aftale via hendes ældste søn, der er blevet 70 … Det er godt, det altid kun er de andre, der bliver ældre/gamle.

Hun vil så gerne have dette ungdomsbillede af min far, som jeg tidligere har haft med og vist hende. Hun kan ganske vist næsten ikke se, men pyt med det. Selvfølgelig skal hun have en kopi af det billede. Min scanner har været i udu, men jeg har løst problemet, og jeg har bestilt “glossy” fotopapir. Kun det bedste er godt nok til et menneske, der siger “Jeg har kun gode minder” og som ikke fejler noget fra halsen og opad (bortset fra synet).

Som “Bix” skrev for kort tid siden, er Hanne det tætteste, jeg kommer på at have en familie. Jeg har ganske vist formentlig to kedelige kusiner, men jeg har ingen kontakt med dem.

Min seng står et godt sted


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Kantebånd – åh hvor jeg hadede dem

Kantebånd – åh hvor jeg hadede dem

Da kantebånd forlængede bukserne

Kantebånd – åh hvor jeg hadede dem

Det er ikke nogen hemmelighed, at stedet, jeg vokse op efter november 1972, hvor min far, Jørgen Stegemüller, døde, var “røven af fjerde division”, og hvor man levede fra hånden i munden, hvilket vil sigeleve så man lige har de daglige fornødenheder, men uden at tænke på fremtiden”, jfr. Den Danske Ordbog (DDO).

Der var aldrig penge til noget, bortset fra alkohol og tobak, og det var altid et problem, når olietanken igen var tom. Så var vinteren lang og temmelig kold, for dengang var der vintre til – måske især på Bornholm, hvor jeg boede fra juli 1978 til ultimo juli 1980.

Af samme årsag var det et problem, at jeg voksede, for det betød, at bukserne blev for korte, selvom jeg aldrig har sneget mig op over 165 cm. Der var ikke råd til at købe nye bukser med den rette længde, så de gamle blev forlænget med kantbånd. Ingen af mine klassekammerater gik med kantebånd, men det gjorde jeg. Altså var jeg af den grund anderledes.

For pokker hvor jeg hadede de kantebånd. De udstillede, hvad jeg kom af, og det var ikke videre rart. Det var ikke fedt at være fattig på en måde, der var så synlig.

Sådan var jeg anderledes

  • De forbandende kantebånd som nævnt i afsnittet herover
  • Jeg kunne læse (lette tekster), før jeg kom i skole allerede som 6-årig. Mine forældre var dygtige til at læse for mig – typisk ved sengetid. Det drejede sig bare om bøger som “Troldepus”, “Peter Pedal” og den slags. Altså kedede jeg mig bravt i dansktimerne, med mindre vi skulle arbejde med “Læs og forstå”, hvor det var sjovt at ræse gennem alle opgaverne. Typisk var jeg adskillige hæfter foran de andre børn.
  • Jeg blev udnævnt til hjælpelærer i dansktimerne. Det betød, at jeg skulle gå rundt og hjælpe de børn, der sad med fingeren oppe, og som den rigtige lærer ikke havde tid at hjælpe. Som jeg husker det, trådte det i kraft fra ca. fjerde klasse og frem.
  • I ca. syvende klasse og et par år frem interesserede jeg mig meget for fysik, og læste en masse fysikbøger, som jeg fik ganske gratis fra psykopatens halvbror, der arbejdede hos Th. Laursens bogtrykkeri i Tønder.
  • Jeg kunne regne lette stykker, før jeg kom i skole.
  • Jeg elskede “sproglaboratoriet”, som vi typisk kom i i engelsktimerne. Her var man alene og kunne i fred og ro følge “damen”, der sagde fx “The apple is red. What colour is the apple?”
  • Jeg kunne intet af alt det kreative, man forventedes at kunne (i håndgerning var jeg således et helt skoleår om at strikke en sok, fordi jeg ikke kunne finde ud af at skifte pind i hælen). I sløjd udbankede jeg et enkelt, grimt askebæger.
  • Jeg blev altid valgt sidst i gymnastik og ramte aldrig bolden i rundbold.

Når man aldrig får udfordringer

Når man aldrig får udfordringer, er der en vis risiko for, at man bliver doven. Det havde jeg dog ingen risiko for, idet jeg havde den ugentlige vindues- og bilvask til at sørge for, at jeg ikke blev doven rent fysisk. Ingen normale mennesker vasker hverken vinduer eller bil hver uge; men det var altså en del af mine “pligter”; sådan lidt Askepot … Jeg er vokset op med, at “unge nu til dags aldrig har lært at bestille noget …”, men det har jeg altså lært på den hårde måde.

Men mentalt? Nej, der fik jeg ingen udfordringer og det kan jeg være bitter over. Det hjælper imidlertid ikke ret meget, og trods kantebåndene og alt det andet, er det jo alligevel gået meget godt. Jeg har taget en lang, nogle synes svær, akademisk uddannelse og det stod ikke skrevet i kortene, at det skulle lykkes for mig. Men det gjorde det. Jeg har stort set kun mig selv at takke for det.

Men så skal jeg også takke min fars ungdomskæreste og hendes mand for, at de troede på mig: de sparkede mig i gang med Statens Kursus til Studentereksamen. De kunne se, at der nok var lidt mere i mig end at massere gulve i De Gamles By eller at ende på en fiskefiletfabrik i Rønne.

Kære Hanne og Vagn I ved ikke, hvad I gjorde. Du, Hanne, siger nu “Jamen det var da helt naturligt” og “Der var jo ikke andre”. Men når man vidste, at der ikke var andre, var jeres indsats helt enorm, og den var ikke bare “Naturlig”.

Kantebånd – åh hvor jeg hadede dem


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.