Hvad kan jeg blive?

For mange år siden fandtes et opslagsværk med titlen “Hvad kan jeg blive” og det læste jeg en hel del i, da jeg var 15 og 16 år, altså for ca. 40 år siden, og der var mange ting, jeg kunne tænke mig. Jeg ville fx gerne:

• være skibskok
• på landbrugsskole på Kalø
• i huset

Set med mine nuværende briller er det temmelig svært at tænke sig mig både som skibskok, landbrugselev og “ung pige i huset”, og jeg har også senere tænkt, at det ikke så meget drejede sig om de konkrete jobfunktioner, men mere ønsket om at komme væk fra det, jeg stod i. Måske kunne jeg være endt med en Puch Maxi og en grøn mælkekasse på bagagebæreren? Psykologen mente, at hvis jeg var blevet på Bornholm, ville det have været godt at møde en præst og få et par unger med ham. Det med præsten er helt fint, de er kloge folk og har perspektiv, men ungerne… De støjer og koster penge. Det er ikke min stil.

Jeg skulle skabe mig et nyt liv i København. Mine ting kom fra Bornholm pr. efterkrav, og det skulle betales ud af et rengøringsjob i De Gamles By (DGB) på deltid. Et budget skulle lægges og passes. Jeg kom til 5. sal. th. i Dagmarsgade på Nørrebro hos en slags kusine med udsigt til en baggård, hvor viceværten sparkede misserne af vejen, når de lagde sig i de parkerede barnevogne.

Vi (kusinen og jeg) delte lokummet på bagtrappen med naboen Søren. Da der ikke var nogen andre, der gjorde rent på toilettet, påtog jeg mig at gøre det. Det var rart, når det var blankpoleret, men det var måske mest mig, der brugte lokummet på bagtrappen. Bad havde vi selvfølgelig ikke, men vi kunne bade i DGB, og det fungerede fint.

Efter et år med klud og moppe i DGB var jeg klar over, at jeg ville have en uddannelse. Og gerne en kandidatuddannelse. Step 1 var en studentereksamen på kursus, som kun tog to år.  Jeg havde ikke råd til at være længere om det.

Andre tanker

Min mor og psykopaten (hendes mand)  havde ikke fantasi til mere end at, jeg skulle på en fiskefiletfabrik i Rønne. Dengang (1978 – 1980) var der masser af fisk i Østersøen, og enhver bornholmer med respekt for sig selv kendte en eller flere, der har været eller var “i fisken”. Det var disse mennesker, der var så svære at forstå, når man kom fra Sydfyn. Vores første nabo de fem måneder i Vestermarie var indfødt og talte, så jeg ikke forstod det mindste af det, han ytrede. Han kunne for den sags skyld have talt polsk for mig.

Jeg ville ikke have været god “i fisken”. For det først er jeg nok for fummelfingret og langsom, og for det andet vidste jeg, at jeg ville “noget mere”.