, ,

Om fotografi, katte og kunsten at komme ned på gulvet

Gå tæt på – se verden fra kattens højde

Om fotografi, katte og kunsten at komme ned på gulvet

Det bedste fotografiske råd, jeg nogensinde har fået, er også det enkleste: Gå tæt på! Det var med til at sikre mig sejren i Copenhagen Photo Marathon for mange år siden. I dag bruger jeg samme princip, når jeg kravler rundt på gulvet med kameraet for at fange Jason og Josephine i deres egen verden. Tre små film viser, hvorfor det gør en forskel.

Det er ikke nogen kunst at fotografere en kat oppefra. Man stiller sig i sine omtrent 175 centimeters højde, retter kameraet ned mod det lille dyr på gulvet og trykker på knappen.

Resultatet bliver ofte et glimrende billede af gulvet. Og et eller andet sted midt i det hele ligger der en kat.

Men det var vel katten, der var motivet?

Gå tæt på!

For mange år siden deltog jeg i Copenhagen Photo Marathon, som jeg faktisk vandt. Jeg brugte mit fotografiske mantra: Gå tæt på!

Det princip har jeg aldrig glemt.

Hvis motivet kun fylder 20 pct. af billedet, får man en helt anden oplevelse, end hvis det fylder 80 pct. Man mister detaljer, udtryk og nærvær, når motivet forsvinder i omgivelserne.

Når man går tæt på, kommer der liv i billederne. Man ser de små detaljer, der ellers ville være gået tabt. Ansigtsudtryk, øjne, poter og bevægelser bliver pludselig interessante.

Det handler ikke kun om at gøre motivet større. Det handler om at give beskueren en fornemmelse af at være til stede.

Algoritmerne ved godt, at jeg elsker katte

Jeg ser i sagens natur mange billeder og videoer med katte. Algoritmerne har for længst regnet ud, hvad jeg interesserer mig for, og mit feed bliver derfor oversvømmet af katte.

Det gør nu ikke noget.

Men det er slående, hvor mange af billederne og videoerne der er optaget fra et menneskes almindelige ståhøjde.

Katten ligger nede på gulvet, og fotografen bliver stående oppe i sin egen verden.

Det er synd, for der går så meget tabt.

Ned på gulvet med Jason og Josephine

Når jeg optager Jason og Josephine, kravler jeg derfor rundt på gulvet med min iPhone.

Jeg forsøger at komme helt ned i deres øjenhøjde. Det er jo deres verden, jeg gerne vil vise – ikke min egen.

Og det gør en forskel.

Når de arbejder med deres aktivitetslegetøj, kan jeg se koncentrationen i deres små ansigter. Jeg kan følge poternes bevægelser, se deres overvejelser og iagttage, hvordan de forsøger sig frem.

De er ikke bare to katte, der leger. De er to små individer, der undersøger verden og finder løsninger på de opgaver, jeg stiller dem.

Jason og den lille røde bold

I den første film arbejder Jason med sin lille røde bold, som kan afgive godbidder, når han får den til at bevæge sig rigtigt.

Det er interessant at se, hvordan han undersøger bolden, flytter sig omkring den og bruger både snude og poter.

Vi har haft bolden længe, men først for nylig har han for alvor fået øjnene op for dens muligheder. Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at der er Dreamies på spil. Dem er direktøren meget begejstret for.

Jeg har placeret kameraet helt nede ved gulvet. På den måde får man en fornemmelse af at være med i legen i stedet for blot at betragte den på afstand.

(Teksten fortsætter under videoen).

Josephine og de små kugler

I den anden film er det Josephines tur.

Hun arbejder med aktivitetslegetøjet, hvor de små farvede kugler kan bevæge sig rundt i en bane omkring kradsepinden.

Hun undersøger legetøjet fra forskellige vinkler og arbejder med poterne.

Jeg synes, det er fascinerende at følge hendes koncentration. Hun har sin egen måde at gribe opgaverne an på, og den kommer tydeligere frem, når kameraet er tæt på.

Josephine er i det hele taget dygtig til aktivitetslegetøj. Hun arbejder tålmodigt og systematisk med opgaverne og finder ofte frem til løsninger, jeg ikke havde forestillet mig.

Når kameraet er tæt på, kan man følge de små bevægelser, der ellers ville forsvinde i et større billede.

(Teksten fortsætter under videoen).

Jason i den nye sandkasse

Den tredje film er optaget i Jasons nye XXL-kattebakke, der åbenbart også kan anvendes som sandkasse og legeplads.

Her er jeg igen gået tæt på.

Jason ligger midt i gruset og leger med sine små ting. Hans røde pels fylder en stor del af billedet, og man kan tydeligt se både hans ansigt og de små hvide poter.

Det er et godt eksempel på, at man ikke behøver en masse omgivelser for at fortælle en historie. Vi skal ikke se hele stuen. Vi skal se Jason!

Jeg synes faktisk, at denne optagelse er et af de bedste eksempler på mit mantra. Kameraet er tæt på motivet, og vi bliver inviteret helt ind i hans lille verden.

Og så må man jo konstatere, at når man investerer i en stor og dyr kattebakke, kan man åbenbart ikke være sikker på, at direktøren har forstået, hvad den primært skal bruges til (men det har han nu også – ingen uheld her).

(Teksten fortsætter under videoen).

Dengang 36 billeder kostede en formue

Selvfølgelig bliver alle optagelserne ikke gode.

Jeg må kassere en masse materiale. Nogle gange bevæger katten sig ud af billedet, andre gange får jeg ikke fokuseret ordentligt, og af og til sker der ganske enkelt ikke noget interessant.

Men hvad gør det?

I dag koster det praktisk talt ingenting at eksperimentere.

Det var noget ganske andet dengang, man afleverede en filmrulle hos Jørn Hansen på Falkoner Allé.

Så måtte man vente en uge, betale en formue og fik til sidst 36 stykker papir med hjem.

Og hvor kunne man dog ærgre sig, når halvdelen af billederne var mis-lykkede!

Dengang skulle man tænke sig om, inden man trykkede på udløseren. Hver eksponering kostede penge, og man kunne ikke bare tage 200 billeder og vælge de fem bedste.

I dag kan jeg optage løs, se resultatet med det samme og slette alt det, der ikke fungerer.

Det er en fantastisk frihed.

Det bedste udstyr er ikke nødvendigvis det dyreste

Man kan købe sig fattig i kameraer, objektiver og andet fotografisk udstyr.

Men det vigtigste er stadig at overveje, hvad man gerne vil vise.

Jeg bruger min iPhone 17 Pro. Den kan meget, men den kan ikke selv beslutte, hvad der gør et billede interessant.

Det må jeg stadig klare.

Og ofte er det vigtigste ikke en bestemt indstilling på kameraet, men at jeg flytter mig selv.

Ned på knæ. Ned på gulvet. Helt tæt på.

Det kan godt være lidt besværligt at kravle rundt efter to halvårige katte, men jeg synes, resultaterne er besværet værd.

At gå tæt på betyder naturligvis ikke, at motivet altid skal fylde hele billedet. Omgivelserne kan være med til at fortælle historien. Det afgørende er, at man bevidst vælger, hvad beskueren skal lægge mærke til.

Mit bedste fotografiske råd er derfor stadig det samme som dengang, jeg vandt Copenhagen Photo Marathon: Gå tæt på!

Og hvis motivet er en kat, så kom ned i øjenhøjde med den.

Eller fang den kært sovende på en boghylde:

(Teksten fortsætter under billedet).

Eller fang Josephine siddende i en kasse fra Aarstiderne den 2. august i år, da hun kun havde været her i fire dage. Her kan man rigtig se hendes fine ansigtstræk og den dybe koncentration.

Der er nu ikke noget så godt som en kasse, uanset om den er af træ eller af pap …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig i relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

Jeg kan ikke gøre alle tilfredse – men det er heller ikke målet

Jeg mister læsere

Jeg kan ikke gøre alle tilfredse – men det er heller ikke målet

Jeg mister læsere, fordi jeg skriver for meget om katte. Sådan ser det i hvert fald ud. Men min hjemmeside har altid handlet om det, der optager mig, hvad enten det er psykiatri, slægtsforskning, historie, politik eller to små banditter. Jeg kan ikke gøre alle tilfredse, og det er heller ikke målet. Efter et liv, der ofte har været op ad bakke, vil jeg først og fremmest bruge min tid på det, der gør mig glad.

Denne hjemmeside hedder “Stegemüllers vindue mod verden – Om alt mellem himmel og jord”, og det skal tages bogstaveligt.

Jeg har ikke så mange at tale med – hvilket er delvist selvvalgt – så hjemmesiden fungerer blandt andet som en ventil, hvor jeg kan skrive om det, der optager mig:

  • Engang skrev jeg stort set kun om psykiatri og min vej ind og ud af psykiatrisk afdeling.
  • Jeg har skrevet mange artikler om møderne med psykologen.
  • En lang periode skrev jeg stort set kun om historie og om min slægtsforskning.
  • Og lige nu skriver jeg stort set kun om banditterne.

Tabellen herunder viser, hvordan posterne år til dato fordeler sig på kat-egorier. Jeg har kun medtaget de øverste ti.

Kategori Antal
Katte 54
Slægt 49
Historie 28
Glæde 23
Aspergers syndrom 20
Politik 19
Politik og/eller jura 16
Aversioner 14
Sprog 14
Samfundsforhold 13

Da en artikel kan være placeret i flere kategorier, er summen af tallene større end antallet af udgivne artikler.

Efter jeg har fået kattene, er det dem, der optager mig. Jeg havde et rigtig godt liv, før de kom kørende i egen bil med transportkasse ultimo juli, nu er det bare endnu bedre. De kom altså ikke for at skulle “reparere” på noget.

Jason ser ud til at have haft kørekort i årevis. Og Josephine holder øje med, at han overholder færdselsreglerne.

De har førsteprioritet, da de er 100 pct. afhængige af min velvilje. Ganske vist farer de rundt i lejligheden efter hinanden, så jeg kun når at se skyggen af dem, men når madskålen er tom og bakken brugt, er der kun mig til at rette op på de forhold.

Jeg begynder da at savne min slægtsforskning, og måske får jeg på et tidspunkt også tid til atter at åbne Legacy.

Lige nu mister jeg læsere.

Nogle har afmeldt nyhedsbrevet og andre spørger i kommentarer, om det skal blive ved på denne måde? Tjah … det vides ikke med bestemthed.

Til december er banditterne blevet otte måneder og altså ‘juniorer’ og måske lidt mere dovne, og så bliver der måske også tid til lidt andet. Men man skal nyde killingetiden med alle deres narrestreger, for den kommer aldrig igen. Folk med børn taler jo også om, at man skal nyde dem, mens de er små. Det er der vist ingen, der stiller spørgsmål ved.

SEO og smart hjemmeside?

På et tidspunkt spurgte jeg Martin Dyrhøj fra effecto, der er vanvittig dygtig til SEO (kort for søgemaskineoptimering), om han kunne give et tilbud på, hvad det ville koste at lave SEO på min side.

Martin er et meget ærligt menneske, så han svarede stort set, at det kunne jeg godt opgive, da emnerne er så spredte “… Om alt mellem himmel og jord”.

Siden er oldtusse gammel (domænet er registreret i 2005, og de ældste poster er fra 2007) og har undergået alskens konverteringer undervejs. Her ligger lidt over 2.500 poster og ca. 150 sider, der spænder over hvad som helst. Det ville selv en Martin Dyrhøj ikke kaste sig over.

Af og til kan jeg da godt drømme om en “smartere” side og ikke noget, der ligner de hjemmesider, man lavede for 10-15 år siden. Det er på en måde en drøm at begynde forfra med et helt rent domæne og så bygge op fra bunden, men det ville være et kæmpe arbejde. Og på den anden side set: det fungerer til mit formål og indhold kommer før form.

Jeg bruger meget tid på artiklerne på siden. Det tager tid at skrive, at læse korrektur, at skrive, finde billeder og at tilpasse dem. Og selv om jeg har idéerne på forhånd, udvikler de sig under skriveprocessen. År til dato har jeg brugt ca. 214 timer på de 178 poster.

Og hvem er det nu, der har førsteprioritet her på matriklen? Det har Direktøren og hans assistent.

Det, der gør mig glad

Efter et liv, der ofte har været op ad bakke, har jeg nu et princip om kun at beskæftige mig med det, der gør mig glad – og det gør banditterne.

Jeg ville også blive glad af at bygge hjemmesiden op fra bunden og ad den vej lære noget nyt. Det ville være en herlig udfordring.

Det ville gøre mig glad at udskifte Legacy med Family Historian, så jeg har downloadet den gratis prøveversion for at prøve den af i 30 dage. Jeg er træt af Legacys ægteskab med pengemaskinen MyHeritage, der ikke har ret meget med slægtsforskning at gøre. Jeg kiggede lidt på Family Historian i aftes, men synes ikke, jeg kan finde mine biologiske forældre. Det kan da ikke passe, at programmet ikke kan håndtere adoptioner?

Jeg har ikke tænkt mig at bruge resten af mit liv på at forsvare mig mod regler, ingen har fortalt mig om. Den tid vil jeg hellere bruge på noget, der giver mening og glæde.

Jason i dyrlægens venteværelse – her er ingen udgangstilladelse

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Om læring, succesoplevelser og retten til selv at finde vejen

Du var god til at finde på løsninger

Om læring, succesoplevelser og retten til selv at finde vejen

Hvad har et eftermiddagsjob hos en isenkræmmer i Aakirkeby, børn med skolevanskeligheder, kunstig intelligens og to killinger i en bogreol til fælles? Mere end man skulle tro. Det handler om læring, succesoplevelser – og om den vigtige erfaring, der ligger i at kunne sige: Jeg kunne selv.

Da jeg var barn, havde jeg på et tidspunkt eftermiddagsjob hos isenkræmmerne i Aakirkeby. Jeg har vel gået i 6. eller 7. klasse. De tog sig meget af mig, for det var der behov for.

Jeg besøgte dem igen i 2018, og de sagde noget, jeg siden ofte har tænkt på, og som jeg blev meget glad for at høre:

Du var god til at finde på løsninger på opgaverne.

Mine opgaver var blandt andet at køre varer ind i porten, når leverandørerne havde sat dem af ude på fortovet. Herefter skulle de ud i lagerbygningen, og nogle skulle helt op på lagerbygningens loft. Jeg kørte også mindre varer ud til kunderne på en Long John.

Om aftenen efter lukketid spiste vi i deres store køkken på 1. sal sammen med deres tre ret små børn. Jeg var meget glad for at være der. Og jeg var glad for at gå i seng der – de havde reserveret et værelse til mig – og det var dejligt at vågne op der, for der stod ikke en eller anden idiot med sære ønsker.

Men det er især den ene sætning, der er blevet hængende:

Du var god til at finde på løsninger på opgaverne.

Det fortalte jeg min „lørdagstelefonven“ om i dag. Vi kom som sædvanlig vidt omkring og rundede blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyser af danske skolebørns faglige resultater.

Det er en katastrofe, at omkring hvert tiende danske skolebarn forlader skolen uden at kunne læse og/eller regne tilstrækkeligt.

Børn testes i Folkeskolens Nationale Færdighedstests langt mere, end vi blev, da vi i urtiden gik i skole. Man kan spørge, hvem det egentlig er, der testes. Er det børnene? Er det lærerne? Eller er det politikerne, der skruede den nye folkeskole sammen i 2013?

Jeg hælder til det sidste.

Vi lærte på en anden måde

Meget af vores læring bestod af repetition.

Måske var staveord ikke så frygtelig spændende, men man lærte at stave til fx „buschauffør“ og lærte, at det skrives i ét ord, når man først havde gjort det forkert otte gange og derefter ramte plet niende og tiende gang.

Og så var der blækregningen, som vist var en gang om ugen. Det lærte man også noget af.

Min ven og jeg er nogenlunde jævnaldrende, så vi mindedes i fællesskab og med glæde serien Læs og forstå.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt var bedre i gamle dage. Det var det ikke. Men repetitionen havde en funktion: Noget skulle ganske enkelt indlæres, og det krævede øvelse.

Helt forfærdeligt står det til på Lolland, hvor 34 pct. ikke består hverken dansk eller matematik efter 9. klasse. Analysen findes her.

Børnene på Lolland er taberne i et system, de ikke selv har skabt. De er uden skyld i, at Lolland Kommune blandt andet slås med lave boligpriser, der tiltrækker økonomisk trængte familier. Der er ikke nødvendigvis lige så meget lektiehjælp at hente som i Gentofte.

Konsekvenserne er alvorlige. Det handler ikke bare om karakterer på et stykke papir. Det handler om mulighederne for resten af livet. Selv hvis man drømmer om en praktisk uddannelse som fx murer eller tømrer, skal man kunne læse, forstå en instruktion og regne.

At opleve, at man kan noget

Nogle børn er ganske enkelt ikke glade for at gå i skole, fordi de igen og igen oplever, at de ikke kan leve op til de stillede krav.

Jeg havde nemt ved alt det boglige, men det sidder stadig et eller andet sted i mig, at jeg aldrig kom over i højdespring og altid blev valgt til sidst i rundbold og høvdingebold.

Nu er det ret ligegyldigt, at jeg aldrig kom over i højdespring. Jeg har et dejligt liv alligevel.

Men jeg kan sagtens prøve at vende det om:

Tænk, hvis man har svært ved alt det boglige og aldrig oplever en succes dér?

Det må gøre ondt. Og jeg er sikker på, at de børn udmærket ved, at de har et stort problem.

Til nogle af dem har man fundet på Juniormesterlæren, hvor de er ude hos en mester en eller to dage om ugen.

Og de er glade. Mesteren er glad. Pludselig står der måske et barn, der har oplevet nederlag efter nederlag i klasselokalet, men som kan betjene en skruemaskine, forstå en praktisk opgave og løse den.

Hidtil har jeg tænkt, at det var en dårlig ordning, fordi børnene dermed risikerede at være helt sikre på aldrig at bestå folkeskolens afsluttende prøver, når de manglede op til 40 pct. af den almindelige undervisningstid.

Men jeg tror, jeg har taget fejl.

For her får nogle af disse børn måske noget, de ellers næsten aldrig får:

Erfaringen af at kunne noget.

Det er deres:

Du var god til at finde på løsninger på opgaverne.

Og det vil jeg ikke tage fra dem.

Hidtil har de senere kunnet tage 10. klasse og bygge ovenpå med en HF, hvis de pludselig kunne se behovet. Den mulighed forandres grundlæggende med uddannelsesreformen, der lukker både 10. klasse og HF.

En af grundene til, at jeg er radikal, er, at partiet fokuserer på dannelse og uddannelse. Uddannelse er fundamentet for fremtidens samfund. Vi er simpelthen nødt til at investere i uddannelse på alle planer, hvis vi vil se en fremtid som samfund for os.

Man er nødt til at lære at lære

Min vens og min samtale begyndte i virkeligheden med AI, som han gav en del af skylden for de dårlige resultater.

Men dér mener jeg, han tager fejl.

Problemet eksisterede før den generative AI blev hvermandseje. For tre år siden havde vi ikke allesammen ChatGPT i lommen.

AI kan naturligvis bruges til at springe over, hvor gærdet er lavest. Men den grundlæggende udfordring er ældre end ChatGPT.

Man er nødt til at lære.

Og man er nødt til at lære at lære.

Som et banalt eksempel skulle jeg selv lære at studere på universitetet. Jeg kravlede lige over dumpegrænsen efter 1. årsprøve, men det endte da godt til sidst.

Det var ikke evnerne, jeg pludselig fik. Jeg skulle lære, hvordan man greb opgaven an.

Man er nødt til at finde på løsninger på opgaverne.

Vi kan ikke fjerne alle forhindringer

Derfor mener jeg også, at curlingforældrene hurtigst muligt må begraves.

Forældre og bedsteforældre vil så gerne gøre livet nemmest muligt for børnene. De må helst ikke møde modstand eller få for store udfordringer.

Men hvordan skal de så få de succesoplevelser, der er forbundet med selv at løse en vanskelig opgave?

Jeg hørte en dejlig episode af Hjernekassen på P1, hvor Peter Lund Madsen talte med Poul Nyrup Rasmussen, der har været med til at stifte Headspace.

Peter Lund Madsen fortalte om, hvordan han som ulveunge havde haft den frygteligste hjemve. Men han klarede det. Og dermed erfarede han noget vigtigt:

Han kunne klare det.

Hjemve er smertefuldt, men hjemve er ikke det samme som en depression.

Vores opgave er ikke at fjerne alle forhindringer for børn. De er nødt til at erfare, at de kan selv. Ellers risikerer vi at gøre dem en bjørnetjeneste.

Jason og Josephine må også lære

Det gælder i en meget mindre målestok også Jason og Josephine.

Jeg kan ikke sørge for, at Josephine kommer til at elske at komme til dyrlæge. Jeg kan ikke tage hendes angst fra hende.

Men jeg kan sørge for, at turen foregår under kontrollerede former og varer så kort tid som muligt. Jeg kan vælge taxi frem for en larmende bus. Jeg kan dække transportkassen til. Og jeg kan udpege den dyrlæge, som klinikken siger er den bedste til katte: Maja.

Jeg kan skabe de bedst mulige betingelser.

Men jeg kan ikke opleve situationen for hende.

Jason og Josephine vil også meget gerne op i bogreolen, for der har man et virkelig godt overblik, og det er vigtigt, når man er killing. Man skal kunne overskue sit territorium og sikre sig, at der ikke lurer skjulte farer.

Men jeg løfter dem ikke derop.

De må selv erfare, at vejen går enten via enden af reolsystemet eller via skrivebordet, derfra over på radiatoren og først derefter over på den ønskede hylde.

Jeg kunne selvfølgelig løfte dem.

Det ville være meget lettere.

Men så tog jeg også løsningen fra dem.

De må selv løse problemet.

Og de ser faktisk ret tilfredse ud, når det lykkes.

Måske er der ikke så langt fra isenkræmmernes lagerbygning i Aakirkeby til to killinger i en bogreol, som man skulle tro.

Det handler om at få en opgave, finde en vej og til sidst erfare:

Jeg kunne selv.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Jeg har blokeret for SMS’er

Jeg bestemmer, hvor beskederne kommer

Jeg har blokeret for SMS’er

Jeg har bedt YouSee spærre for alle SMS-beskeder på mit abonnement. Ikke fordi jeg hader teknologi, men fordi jeg foretrækker orden og struktur. Når beskeder ligger spredt på SMS, Messenger, Facebook og mail, bliver det sværere at finde det, jeg skal bruge. Jeg vil hellere samle informationerne få steder og bruge gode søgeværktøjer, når jeg mangler noget.

Nu har jeg bedt YouSee spærre for alle SMS’er – ikke kun de indholdstakserede.

Jeg havde haft gang i min ven ChatGPT, inden jeg ringede op, men robotten kom til kort. Den svarede dog, at jeg skulle sige følgende til medarbejderen hos YouSee:

Kan I lægge en netværksspærring på mit abonnement, så jeg ikke kan modtage SMS-beskeder?

Medarbejderen lød noget overrasket og spurgte, hvorfor jeg ville spærre for SMS.

Mit svar var simpelt: “Jeg får alligevel aldrig noget at vide, jeg ikke vidste i forvejen”.

Jeg ved da godt, at jeg skal til frisør, tandlæge osv. Det står jo i min kalender. Og jeg har ikke brug for, at hverken Andel Energi eller YouSee sender mig både en SMS og en email om, at min regning er blevet betalt. Det vidste jeg også godt i forvejen, og jeg forventede det ligefrem, eftersom regningerne er tilmeldt Betalingsservice.

  • Jeg kunne aldrig selv drømmer om at sende en SMS.
  • Jeg har bare bøvlet med at slette dem.

Viser det sig, at der er uoverstigelige problemer med ikke at kunne modtage SMS’er, må jeg jo ophæve spærringen igen.

De mange forskellige platforme

Jeg har ganske enkelt vanskeligt ved at overskue de mange forskellige platforme, hvor jeg i dag kan modtage meddelelser om et eller andet. Jeg holder indbakken (mail) ren og overskuelig, så der kan jeg finde det, jeg behøver. Men det er umuligt at huske alt det andet. Hvor var det nu, jeg modtog en meddelelse? Var det på SMS, Messenger, Facebook eller …?

Det minder mig om mennesker, der fx af og til gemmer et eller andet sted i skyen og nogle gange på PC’en. Hvor skal de så lede?

Struktur på PC’en

Jeg gemmer vigtige dokumenter på min PC, hvorfra der dagligt tages automatisk backup efter 3-2-1-princippet (lyt evt. til denne episode i Danske Slægtsforskeres podcast).

3-2-1-princippet stammer fra finansverdenen og drejer sig om risikospredning. “Man skal ikke lægge alle sine æg i samme kurv” betyder oprindeligt, at man ikke skal investere alle sin penge i en bestemt type aktier, fx ikke alle sparepengene i Novo-aktier. Man skal købe aktierne hos mange forskellige firmaer..

Min PC er ryddelig og med en struktur, jeg nemt kan finde rundt i. Allernederst i denne artikel har du et billede, der stammer fra Dokumenter > Genealogi. Inde i mapperne er der yderligere mapper, så jeg på under 30 sekunder nemt finder det, jeg skal bruge.

Søgemaskiner på PC’en

Kan jeg alligevel ikke finde et eller andet, bruger jeg programmet “Everything”. Programmet er gratis og genialt. Det søger med lynets hast på filnavne og den slags.

En anden fantastisk gratis søgemaskine på PC’en er programmet “Anytxt Searcher”, der nemt søger på ord inde i tekster.

Man skal selvfølgelige lige give programmet til at indeksere måske tusindvis af filer og måske millioner af ord. Det går lynhurtigt.

Derefter er det helt fantastisk. Her har jeg eksempelvis søgt på frasen “Anders And”, som søgemaskinen på få sekunder finder i fem dokumenter.

  • Når jeg holder musen over et dokument, får jeg i venstre kolonne at vide, hvad der helt præcist står inde i dokumentet.
  • Det samme gælder højre side, men her får jeg hele konteksten vist. Se billedet herunder, hvor der står “Anders And” i linje 158.
  • Endnu genialere 🙂  end Everything, fordi jeg ikke behøver åbne dokumentet.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger – og ikke via SMS. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.