,

Om at gøre svære ting lette

Om at gøre svære ting lette

“Hemmeligheden i al Hjælpekunst”

Om at gøre svære ting lette

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Citatet af Søren Kierkegaard er så kendt, at det næsten er kvalmt, men manden havde jo ret. Vil man hjælpe nogen med noget, må man først forstå, hvor den anden “er”. Hvis du følger linket, kommer du til Teologisk Fakultets side med en samling uddybende Søren Kierkegaard-citater, og de er slet ikke uinteressante.

Hvis man vil forstå det knapt så floromvundet, kan man måske sige, at der til hjælpekunst også hører at gøre svære ting lette? Det er i hvert fald min hjemmegjorte fortolkning og udbygning.

Disse skal gøre svære ting lette

Mange har til opgave at gøre svære ting lette. Det kan være:

  • præsten, der skal udlægge dagens tekst
  • lægen, der skal give en besked
  • psykologen, der skal give et liv op ad bakke en mening
  • juristen, der skal forklare et regelsæt
  • sprognørden, der skal forklare anvendelsen af (skrift-)sproget
  • webudvikleren, der skal få styr på vedligeholdelsesprocesser og kaos
  • slægtsforskeren, der skal hjælpe begynderen
  • konsulenten, der skal hjælpe kunden
  • moderen/faderen, der skal lære barnet noget.

Og der er mange flere, som står med “bøvlet”, og som må forstå, hvordan de dog bærer sig ad i stedet for at give op.

Når man er konsulent eller laver frivilligt arbejde

Jeg laver noget frivilligt arbejde, hvor jeg tit skal forsøge at lære fra mig om sprog og om udvikling af hjemmesider. Opgaven har karakter af konsulentvirksomhed.

Regel nummer 1 er helt sikkert, at det altid skal foregå i en positiv ånd. Det var jeg længe om at indse, og 10-øren faldt faktisk først, da jeg blev spurgt: “Hvordan foretrækker du selv at lære?”. Skal læreren stå med løftede pegefingre og påpege samtlige fejl og mangler, eller skal det foregå i en positiv ånd? Der var ingen tvivl om svaret.

Regel nummer 2 stammer faktisk fra en samtale, jeg havde med psykologen, fordi jeg besværede mig over, at mine “processer” ikke blev værdsat. Flid, bøvl, stringens og opdagelse af tusindvis detaljer blev bare taget for givet af min bestiller, og det var jeg temmelig knotten over. Og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen med min sure mine. Jeg følte ikke, at mit arbejde blev værdsat og oplevede det som en vældig disrespekt, som gjorde det frivillige arbejde mindre sjovt. Jeg var på nippe til helt at droppe det.

Hun sagde noget klog (igen): Det er ligesom at være mor (eller naturligvis at være far). En mors opgaveløsning/processer bliver heller ikke værdsat – den/de bliver taget for givet. Der er købt ind, der er mad på bordet, der er rent tøj, der er ryddet op og gjort rent. Det anses som en selvfølge, og hun får ingen tak for det. Men var hun der ikke, ville det blive opdaget, senest når vasketøjsbunken voksede teeageren over hovedet.

I virkeligheden har jeg “sejret ad helvede til”, for der er mange ting, der har været svære eller næsten uoverskuelige, men de ser så lette ud, at ingen tænker på at sige “Det var da helt fantastisk” (eller hvad jeg nu gerne ville have hørt).

Derfor dropper jeg det ikke bare

Nu har jeg accepteret min mor-rolle, for jeg vil jo ikke miste den følelsesmæssige gevinst, jeg har ud af det frivillige arbejde:

  • jeg kan stadig noget
  • jeg kan stadig bruges til noget
  • jeg har glæden ved at producere noget, der rækker længere end til mig selv
  • jeg har behov for at producere, idet min identitet altid har været baseret på det
  • jeg kan noget, bestilleren ikke kan
  • der er nogle, der en gang imellem siger tak (hvis de en dag tilfældigvis kommer til at tænke på det 🙂 ).

Om at gøre svære ting lette


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Skønne stille svenske Skåne

Skønne stille svenske Skåne

En tur til Sverige

Skønne stille svenske Skåne

Det er ret sjældent, jeg bevæger mig udenfor mit hjem, og opholder mig sammen med andre mennesker i flere dage ad gangen, da jeg synes, det er utrolig anstrengende. Herudover er mine erfaringer med den slags ikke ret gode. Jeg plejer at vende fuldkommen udmattet hjem og efterfølgende at skulle restituere i flere dage.

Alligevel vovede jeg at tage til Skåne for at besøge en veninde i tre dage. Det var lidt af et eksperiment fra min side. Men jeg troede på det og vovede det, fordi psykologens forslag om at overnatte og spise morgenmad på en anden adresse var mulig. Altså kunne jeg trække mig tilbage, når/hvis det var nødvendigt.

Jeg boede på Lille Carlsson, der ligger i gå-afstand fra min veninde. Jeg havde bestilt sne og knirkende frost, og vi havde for længe siden scheduleret ud fra en langtidsprognose. Det havde hun så fint sørget for. Vi gik daglige ture i sneen, jeg kunne nemt være i bedre form, de to “døde” fingre gjorde ondt ad h til, og mine tæer var som istapper men pyt med det. Det var det hele værd.

Jeg blev betaget af den allestedsnærværende stilhed, som man hører med det samme og af, at når jeg slukkede lyset om aftenen, var der mørkt! Ikke sådan københavner mørkt men Skåne-mørkt.

Hvem blev mest udmattet?

En sjov detalje er, at jeg tror, min veninde blev mere træt end mig af det intense samvær. Lige nu er jeg selvfølgelig træt, og er glad for ikke at skulle noget hverken i dag eller i morgen. Men det er naturligt nok, da diskrepansen til mit dagligliv er stor. Men jeg er ikke hverken fladmast eller udmattet. Der er stor forskel.

Samtaler om gamle dage

Engang sidst i 1980’erne var jeg studentermedhjælper for hende. Vi sås nogle år, så blev jeg kandidat i januar 1990 og fik travlt med karriere osv., hvorfor kontakten gled ud. Jeg kan ikke huske hvornår, men for et par år siden fik jeg idéen om at skrive og spørge, om hun kunne huske mig. Det kunne hun godt.

Når vi ses, udveksler vi gamle minder, og det er sjovt. Vi mindes altid “arrestforvarerens soveværelse” i Roskilde og griner af det.

Vi taler om en tid, da man kaldte det “EDB” (elektrisk databehandling …) og om at fyre op under “computeren” på instituttet ved hjælp af de sorte 5¼” disketter. Vi brugte et program, der kaldtes SPSS (muligvis efterfulgt af et +), hvor vi nærmest selv kodede programmet til at gøre det, det skulle. Forunderligt nok virkede det. Det er altså helt utroligt at tænke på. I dag ville vi nok bede ChatGPT om lidt hjælp.

Vi er fælles om flere ting, fx
  • Når vi er på arbejde, arbejder vi. Hvis vi samtidig har det rart og sjovt, er det kun godt.
  • Man skal altid gå til toppen, hvis man vil noget.
  • Om forandringsprocesser: Start med at spørge dem, der laver arbejdet.

Dette fællesskab skyldes selvfølgelig blandt andet, at vi har den samme uddannelse, men også at vi deler mange værdier.

Det lille galleri

Jeg kunne have taget mange flere billeder, men da jeg er ord-menneske og vist ikke en gang har en konto på Instagram, blev det kun til de fem herunder.

 


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

Krigen i Gaza – jeg undrer mig

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

40 pct. af de ca. 2 millioner indbyggere i Gaza er børn (jeg er ikke klar over, hvor grænsen til “voksen” går). Derfor vil det vel være “naturligt” ud fra en normalfordeling, at 40 pct. af de dræbte er børn. Israel siger, de har ret til at forsvare sig selv. Jeg spørger til gengæld “Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?”

Og mit spørgsmål er ikke af retorisk karakter. Det er helt reelt, for jeg forstår det ikke.

Jeg deltager normalt ikke i debatten

Jeg afholder mig fra den eksisterende debat på sociale medier, demonstrationer mv., idet debatniveauet simpelthen er for lavt. Uanset hvad man skriver, bliver det vendt og drejet af begge parter, så mine egne udsagn til sidst er uigenkendelige for mig selv. Det orker jeg ikke. Men det er i virkeligheden problematisk, at så mange ikke deltager. En Megafonmåling viste ultimo november 2023, at ca. 1/3 ikke deltager af frygt for repressalier:

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

Nu kan man selvfølgelig sige, at det ikke rokker en tøddel ved noget som helst, om folk deltager eller ej. Og derfor kan det være inderligt ligegyldigt. Men det er voldsomt problematisk, at der er så mange jøder i Danmark, der skjuler deres religion af frygt for repressalier. Lige så problematisk er det, at muslimer oplever hadtale og fordømmende opførsel.

  • Vi er (fra København) 3.144 km. fra Tel Aviv.
  • Hvorfor lever konflikten i bedste velgående her i landet?
  • Er det fordi, der er tale om en grundkonflikt, der berører de dybeste sår (og had) på begge sider? Pludselig er vi alle bevidste om Seksdageskrigen i 1967. Vi ved, hvad 1948 repræsenterer. Vi kan stave til “Holocaust” osv.
  • Kritik af Israels drab på civile i Gaza er bare ikke antisemitisme.
  • Det er ikke i orden hver dag at overtræde det absurde begreb “krigens love“.

Det der rokker er samtale!

“Brobyggerne” har iværksat et initiativ på tværs af skellene. Overrabbiner i Danmark Jair Melchior deltager sammen med blandt andet Amjad El-Chahabi, der har palæstinensiske rødder. De drikker en pokkers masse dialogkaffe, mens de taler sammen. Og samtale er den eneste vej frem. At vente på, at en af parterne “vinder”, er ikke en farbar vej. Hvor mange mennesker, børn inkl., skal betale den højeste pris, inden en af parterne har “vundet”?

Der er også andre lignende initiativer, som jeg ikke kan huske navnene på, men også her er idéen at sætte mennesker til at tale sammen. Et af initiativerne går ud på, at en palæstinenser og en jøde mødes en gang om måneden og taler sammen – vist nok ledet af en moderator, der skal sikre debatniveauet.

Der var ikke meget glædelig jul, og det er ikke en glæde at se tilbage på 2023

Julegudstjenesten i Betlehem blev forståeligt nok aflyst. Der var ikke noget at fejre. Og når jeg i dag ser tilbage på 2023 er det ikke med glæde.

Verden står i brand og måske har Mette Frederiksen ret i, at de seneste 32 fredelige år har været en parentes i verdenshistorien, og at vi nu må vænne os til en anderledes verdensorden? Det er ikke det, jeg ønsker mig. Jeg ønsker mig allermest fred både i Israel og i Ukraine. Alt for mange mennesker mister livet uden grund. Det er meningsløst.

Børn bliver dræbt i Gaza. Dem, der ikke dør, behandles på de få tilbageværende hospitaler uden bedøvelse. I Ukraine sidder unge mænd i de mudrede skyttegrave eller i vores aflagte Leopardkampvogne, der er bedre end ingenting. Hvor er den større mening med det?

Måske er der et øjebliks næsten orgastisk glæde over modpartens død? Herefter fortsætter vanviddet.

Det kan ikke blive ved.

 

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Hvad sker der, når folk får børnebørn?

Hvad sker der, når folk får børnebørn?

Tid til børnebørn

Hvad sker der, når folk får børnebørn?

Jeg har flere venner, der er kommet i “børnebørn-alderen”, for vi bliver jo ikke yngre dag for dag. Der sker et eller andet med mennesker, når børnebørnene kommer ind i livet.

Jeg gætter på to ting

  1. Når folk er sammen med børnebørnene skabes et mentalt “frirum”, hvor de er fri for dagligdagens pligter og kan ofre al deres fokus på børnebørnene. De er fri for arbejde, havearbejde og andre pligter. Det har jeg fået fortalt af en veninde. da jeg spurgte hende, hvad det er, der sker.
  2. Pludselig har de den tid til børn, som de ikke havde til deres egne børn. Dengang var der arbejdet, afhentning i SFO eller skole, Aula, indkøb, madlavning i den såkaldte “ulvetime”, græsslåning, opvask, tøjvask mv. Det er fuldt forståeligt, at børnene nu til dags bliver “parkeret” med iPadden, for ellers hænger dagligdagen ikke sammen. Det er bare ikke så godt for børnene.

Det er alt sammen forståeligt og det er sikkert skønt, at opleve begge dele for dem, der har børnebørn.

Når man ikke har børnebørn

Når man ikke er begunstiget med børnebørn, kan det være svært at forstå, at de små pus fylder så meget.

Jeg har ingen børn eller børnebørn, og det er kun godt, for jeg var blevet en ringe mor og helt sikkert en endnu ringere mormor/farmor. Jeg ville aldrig kunne leve med at skulle rette hele mit fokus på børnebørnene i fx en hel weekend.

Jeg ville heller aldrig kunne leve med, at de kom 05:45 og kravlede op i sengen til mig. Jeg foretrækker at have min seng i fred og at vågne af mig selv. Jeg kender flere, der er helt udkørte, når børnebørnene tager afsted igen. Det synes at være virkelig hårdt at være bedstemor.

Når man ikke har børnebørn, føles det malplaceret at få stukket en telefon op i ansigtet med billeder af børnebørnene. Eller når folk siger “Vil du se de nyeste billeder af mit barnebarn?” Jeg ville helst sige “næh tak, egentlig ikke”, men det gør man jo ikke. Endnu værre er de små videoer folk laver, så man kan se at baby tager sine første skridt, nu kan spise kartoffelmosen helt selv, hopper og danser mv.

Når det sker for mig, ved jeg aldrig rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg er klar over, at jeg skal sige noget pænt, så det bliver til “Hvor er hun/han sød”, og så synes jeg faktisk, det emne er uddebatteret. Men det er det ikke. Der venter ofte flere videoer og flere billeder. Alt sammen gemt på telefonen.

Det værste er næsten, når folk har glemt, at de allerede har fremvist det lille pus, så jeg skal se det hele en gang til.

Hos mine egne bedsteforældre

Desværre har jeg aldrig kendt min farmor og farfar, da de døde, før jeg kom ind i billedet.

Min morfar og mormor blev skilt, kort efter mine forældre blev gift i oktober 1955.

  • Morfar flyttede til Odense til verdens mindste lejlighed.
  • Mormor rejste til Nykøbing Sjælland.

Jeg holdt meget af dem begge. Det vanskelige var, at hun altid talte grimt om ham. Fx kaldte hun ham konsekvent for “den gamle”, fordi der var 11 år mellem dem. Men de havde dog været gift i 22 år, så helt håbløst har det vel ikke været?

Desværre kom jeg ikke så meget hos morfar. fordi vi efter min fars død hellere skulle have haft et cirkustelt, da alle flytningerne så havde været nemmere. Og fordi det var et cirkus. Men jeg har et billede på nethinden af, at jeg var på besøg hos ham i den lille kolonihave, hvor jeg måtte spise alle de stikkelsbær og jordbær, jeg kunne. Det værste var, når man skulle på toilettet, for det foregik nærmest på en spand i et dets eget lille udhus. Sådan en spand stinker forfærdeligt, så jeg holdt mig gerne en hel dag.

Jeg kom meget hos min mormor, trods det at hun boede i Nykøbing Sjælland, og vi – i hvert tilfælde en periode – boede på Fyn. Hun var fattig på penge men rig på kærlighed. Jeg tror, jeg har haft verdens bedste mormor.

Jeg blev sat på toget i Odense med instrukser om at skifte i Slagelse. Og jeg var så bange for, at jeg ikke kunne finde ud af det med at skifte. Jeg har på det tidspunkt været 10-12 år, og så burde man måske kunne finde ud af det? Men jeg var bekymret.

På et tidspunkt boede hun (Hun flyttede også meget. Det ligger måske til familien?) i et dejligt hus på en grund, hvor hendes bror Ahmann også boede sammen med svigerinden Ester. Deres mor havde på et tidspunkt samme adresse: Rosendalen 44, Nykøbing Sjælland. De havde duer og høns i et stort bur. Det var så stort, at man kunne gå ind i det. Ahlmann var ikke ked af at vrikke halsen om på en due eller at skille en hønes hoved fra dens krop med en økse på huggeblokken . Det brød jeg mig ikke om at se på.

Jeg synes ikke at huske, at mormor selv gjorde noget særligt, fordi jeg var der, men hver sommer fik jeg alligevel en plastikfodbold eller et havebadmintonsæt og jeg tror, vi spillede badminton sammen, eftersom det er meget vanskeligt alene.

Hun havde også et såkaldt ringspil. Det består af en træplade med nogle pinde på. Man skal så stå et stykke fra træpladen og kaste ringene og få dem til at ramme ned over pindene. Det spillede vi helt sikkert sammen, og jeg var ringe til ringspil.

Et andet billede på nethinden er, at hun sidder i stuen i Brande med noget håndarbejde, mens jeg sidder i køkkenet og klipper et eller andet ud af Familie Journalen. Måske var det til påklædningsdukker, der interesserede mig meget? Det var enormt hyggeligt. Om vi selv boede i Brande på det tidspunkt, husker jeg ikke.

Så måske er det helt forkert, at hun ikke gjorde noget særligt, fordi jeg var der? Måske lignede hun i virkeligheden nutidens bedsteforældre?

Hvad sker der, når folk får børnebørn?


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.