2. afsnit er på

Nu kan andet afsnit af min selvbiografi læses på POV.International.

Ny cykel

cykel

Balanceproblemer

Jeg har tidligere skrevet om, at den gamle cykel, som slet ikke var gammel, havde stået nede i kælderen og vokset sig fem centimeter for stor, og at cykelhandleren ville prøve at skaffe et mindre stel og sætte de gamle dele over på det.

Det var den 21. februar. Så kom hele Coronakrisen, hvor han ikke kunne få fat i sine leverandører. Da det værste af krisen var overstået cirka 1. maj, gik jeg over og spurgte til status. Svaret var, at de gamle dele ikke kunne flyttes over på et nyt stel. Altså måtte jeg købe en ny cykel, hvis jeg da ville have en.

Jeg ville gerne have en cykel

Som næsten indfødt bybo har jeg cyklet hele mit liv til og fra alting, så selvfølgelig ville jeg gerne have en cykel. Cykelhandleren havde en, der passede i størrelsen, og jeg fik en prøvetur. Det gik fint, lidt usikkert men jeg tilskrev det, at det er så længe siden, jeg har cyklet, at jeg nærmest har glemt det. Tænk at man kan glemme at cykle.

Cyklen kom hjem

Jeg tog en tur gennem parken i søndags, og det gik slet ikke. Det var som om, jeg slet ikke kunne styre, altså styre armene, og jeg var hele tiden bange for at vælte. Det var rigtig ubehageligt at være på slingrekurs.

På tilbagevejen kørte jeg ad cykelstien på Hvidovrevej. Det gik, når jeg kørte midt på cykelstien. Jeg glædede mig over, at der ikke kom nogle, der skulle fordi, så jeg slap for at vige.

I kælderen

Nu må den ellers så fine cykel på billedet herunder i kælderen, indtil der kommer styr på tingene igen. Jeg har bestilt tid hos en fysioterapeut, som forhåbentlig kan hjælpe.

 

,

En god proces

Det går fremad

Mine artikler til POV,  der gerne skal ende som en biografi, skrider godt fremad. Og det er en forrygende følelse at producere noget på skrift, som i hvert fald et menneske indtil videre kan lide. Dette menneske er journalisten, som jeg har hyret som facilitator til projektet i erkendelse af, at jeg godt kan skrive men på ingen  måde er professionel skribent. Jeg har lyst til ved slutningen at stå med et ‘værk’, der er på et højt niveau rent fortællemæssigt.

Skypemøde

Vi skulle have mødtes i går, men det kunne vi naturligvis ikke på grund af C-ordet, så vi holdt et to timer langt møde via Skype i stedet. Det havde jeg ikke prøvet før, men jeg må sige, at det fungerede forbilledligt. Det er bragende godt, at man kan se hinanden samtidig med, at man taler. Det bliver tydeligt, hvor meget kropssproget betyder. En telefonsamtale ville slet ikke give det samme.

Vi holdt møde om 2. revision af de første seks artikler. Jeg er nået til og med afslutningen på studiet. Journalisten havde på forhånd sendt sine kommentarer til mig ved hjælp af Words kommentarfunktion, som jeg heller ikke kendte til på forhånd.

Hun er bare så positiv og skriver og siger ligeud, at hun godt kan lide, hvad hun læser. Det er meget motiverende for mig som skribent. Rollerne mellem os er skarpt opdelte: det er mig, der skriver og hende, der faciliterer. Men selvfølgelig er der undtagelser. Hvis noget driller, tager jeg glad og gerne imod forslag til en sætning eller to, der kan forbedres.

Læreproces

Det er ikke alene et ‘bogprojekt’, det er også en læreproces, hvor jeg kan tage en masse om sprog med mig videre i livet. Fx skriver jeg ind imellem lidt for meget kancellisprog, sætninger og afsnit er af og til for lange, jeg sætter for mange kolonner, sætninger skal yderst sjældent starte med ‘og’, og jeg bør skrive forkortelserne helt ud. Jeg skal med andre ord gør mere for at tage læseren ved hånden.

Journalisten fortalte, at omkring halvdelen af danskerne er dårlige læsere, så der er rigtig mange, der skal tages ved hånden.

Don’t tell it – show it

En af mine store svagheder er, at jeg kommer til at efterrationalisere. Det vil sige, at noget som den lille Hanne oplevede beskrives med den voksne Hannes ord og meninger. Det bevirker, at det bliver til ‘Tell it – don’t show it’.

Et eksempel er, at min mors mand nummer to måske ikke var så begejstret for børn, fordi et barn kunne hindre dem i at rejse til Rom, London og hvor de ellers gerne ville hen. Derfor skriver jeg: ‘Jeg var nok en klods om benet…’ Det er en efterrationalisering, hvor jeg ikke bliver i barneuniverset. Der skal i stedet stå noget om, hvordan jeg som barn vidste, at de gerne ville ud at rejse, og hvordan jeg mærkede, at det ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg var der. Så bliver det ‘show it – don’t tell it’. Jeg synes, det er i den svære afdeling.

Ingen deadline

Det er lidt underligt ikke at have en deadline men bare at kunne skrive, når jeg har tid og lyst. Jeg bilder mig ind, at det er godt for processen at kunne lade den være lystbetonet.

I dag skinner solen fra en stort set skyfri himmel, men jeg har alligevel mest lyst til at begrave mig i artikel nr. 2.