/0 Kommentarer/i , /af ,

Debat på Facebook

Hvis man nu keder sig

Facebook kan meget. Der er også meget, det ikke kan.

Jeg synes, styrkerne er:

  • bringe mennesker sammen igen, fx for længst glemte skolekammerater og tidligere kolleger,
  • muligheden for debat,
  • muligheden for at være ajour ved overfladen af nyhederne, fx linkes der ofte til Ritzaus telegrammer. Bevares det er ikke dybdeborende journalistisk, men det kan give et fingerpeg i retning af, hvad der kommer i TV-Avisen i aften, eller hvad avisen skriver i morgen,
  • underholde.

Hvis jeg keder mig lidt, går der let et par timer ved Facebook. Det er en fredelig hobby, som ikke generer nogen. Bortset fra debatørerne.

I kølvandet på statsministerens nytårstale

POV.International bragte artiklen “Statsministeren skal passe på, hun ikke baner vejen for en fremtidig undskyldning” af Steffen Groth selvfølgelig med henvisning til statens undskyldning til Godhavnsdrengene og statsministerens nytårstale, hvor hun gør sig til fortaler for flere tvangsanbringelser og tvangsbortadoptioner. POV lagde linket på deres Facebookside som vanligt.

Min kommentar var nr. fem, og jeg skrev for to dage siden følgende: “Jeg bakker statsministeren op i hendes tanker om flere tvangsfjernelser. Jeg er selv fra et hjem, hvor det offentlige burde have grebet ind dengang i 70’erne, og det bedste for mig havde helt sikkert været at komme hjemmefra og væk fra daglige seksuelle overgreb, fra jeg var 10, til jeg var 16.”

Og så var fanden løs i Laksegade

Mange kommentatorer

  • forsvarer forældrene/familierne,
  • finder fejl i  kommunernes sagsbehandling, og bruger det som argument for, at der ikke skal ske fjernelse
  • mener at den kommunale sagsbehandling ikke er veldokumenteret
  • henviser til at problemet er autisme…

Jeg har argumenteret med arme og ben, men er ingen vegne kommet. Jeg begriber ganske enkelt ikke, at folk ikke kan indse, at det konstant er barnet, der er taberen, når man vil være åh så hjælpsom overfor forældrene. Nu har man villet hjælpe familierne de seneste 40-50 år, men hvad har man fået ud af det? Intet. Der vil ikke ske noget på området, før man begynder at give begrebet ‘barnets tarv’ et reelt indhold, også selvom det koster i familien. Hidtil er barnet ikke blevet prioriteret. Det vil statsministeren ændre på.

Jeg tror simpelthen ikke på, at den kommunale sagsbehandling skulle være så dårlig. Forvaltningen må forventes at være befolket med medarbejdere, der, ligesom alle andre, ønsker at gøre deres job godt. Det er højst tænkeligt, at børne- og ungeområdet mangler ressourcer, men de må så tilføres. Det er her, man kan sige, at statsministerens nytårstale manglede indhold. Hun beskrev ikke, hvordan målene skulle blive til virkelighed og dermed skulle finansieres.

Det er uklart for mig, hvordan flere får problemet drejet over på autisme. Skulle det at et barn lider omsorgssvigt være et udslag af autisme? Det giver ganske enkelt ikke mening, ligesom det omvendte heller ikke giver mening. Man bliver ikke autist af at have været udsat for omsorgssvigt.

Spilder jeg bare tiden?

Nogle vil mene, at jeg bare spilder min tid på sådanne debatter. Det synes jeg selvfølgelig ikke, så længe de giver bare en anelse mening. Jeg svarer ikke på hvad som helst, og begynder debatten at blive for irriterende, stiger jeg bare af.

Så længe debatten er sober og nogenlunde forstandig, er det sjovt at være med, også selvom jeg undrer mig over folks argumentationer.

 

/2 Kommentarer/i /af

Godt nytår

I aften rinder det ud

Et årti er gået, men jeg er næsten ligeglad. For mig starter der et nyt år hver dag og dermed også et nyt årti.

Julen har været præget af problemerne med det pokkers headset. Jeg kan ikke lægge den slags fra mig på grund af angsten for at miste jobbet, som jeg jo er meget glad for.

Jeg har involveret en hel Facebookgruppe fyldt med dygtige nørder for at prøve at løse problemet. Det var dem, der til sidst foreslog at installere Windows på reservemaskinen, fordi tingene derfra bør virke “out of the box”. Det råd har jeg selvfølgelig fulgt, og jeg har testet det, jeg kan, og det ser ud til at virke, men det gjorde det jo også på Linuxmaskinen. Jeg er ikke rolig, før jeg har haft den første kunde igennem uden at opkaldet går tabt. Jeg er med andre ord bekymret og bange.

Det viser sig, at Linux er kendt for at have problemer med lyd. Det har jeg bare ikke villet indse eller tro på.

Ellers

2019 har faktisk været et godt år, hvor jeg “kun” var indlagt to gange, begge relateret til et job. Det er gang på gang arbejdet, der slår mig ud. Det er min faste overbevisning, at det skal være slut nu, selvom et sygdomsudbrud selvfølgelig ikke er noget, man sådan går og beslutter.

Jeg har fået gang i tastaturet og fået fem artikler udgivet på POV.International (linket fører til artiklerne), hvilket glæder mig meget. Jeg holder af at skrive og gør det så meget som muligt.

Min aften i aften vil være stille og rolig. Jeg bor direkte ud til Hvidovre Torv, som jo er en eminent affyringsrampe, så det bliver sent, inden her er ro.

Du ønskes et godt nytår, uanset hvordan du fejrer det.

/4 Kommentarer/i /af

Ingen selskabspapegøje

Alene men ikke ensom

En veninde spurgte, om jeg ikke føler mig ensom, når jeg arbejder hjemme og som følge deraf ikke ser så mange mennesker.

Nej. Det gør jeg ikke. Jeg kan godt lide at være alene, men jeg kan ikke lide at være ensom – og sådan tror jeg i grunden, mange har det.

Når jeg lægger headsettet eller mine Airpods (alt efter hvad der virker…) efter en vagt, har jeg fået nok af  andre mennesker for den dag. Jeg behøver ikke flere input fra omverdenen, og jeg gider ikke sige mere. Og sådan har jeg altid haft det. Det er nok lidt sært, men sådan må det så være.

Der er én aften, hvor jeg ikke kan være alene uden at føle mig ensom, og det er juleaften. Igen i år er jeg heldigvis inviteret ud, og det glæder jeg mig meget over.

Der er andre måder at have kontakt på

Man kan have kontakt med andre mennesker uden at rende hinanden på dørene vha.:

  • Mails: Jeg har to venner, jeg mailer med. Jeg skriver så farlig langsomt, at der går lang tid med det, og det er så hyggeligt.
  • Telefonsamtaler/Facetime: Jeg har to venner, jeg jævnligt får en længere sludder med. Vi vender og drejer, hvad der foregår i hver vores liv. Det er en god måde at være i kontakt på. Jeg ærgrer mig tit over, at der ikke tales så meget i telefon mere. Facetime, hvor man tilmed kan se hinanden under samtalen, er genialt og gør oplevelsen endnu bedre. Det er som om, de små korte beskeder i Messenger har taget al magten. Jeg synes, man skal kunne høre stemmens klang og efterklang for at fornemme, om alt nu er, som det skal være.
  • Bloggen: Jeg blogger, fordi jeg har en mening om alt mellem himmel og jord, og fordi den er et middel til at holde mig i forbindelse med verden omkring mig. Uden den kunne det måske godt blive lidt ensomt.

Endelig ude ad døren

Når jeg så endelig er kommet ud ad døren hjemmefra på besøg, kan jeg jo godt være sammen med andre mennesker i længere tid ad gangen, og jeg elsker det, når jeg først er der. Jeg er ikke den, der danser på bordene efter midnat, men er samtalerne gode eller er vi midt i et spil, har jeg ikke travlt med at komme hjem til “aleneheden”.