Som barn kunne jeg næsten ikke sove
De holdt to fødselsdage for mig
Som barn kunne jeg næsten ikke sove
Alt det nedenstående drejer sig om tiden til og med november 1972.
På en måde kan man sige, at jeg også er lidt ældre, end jeg er, idet mine forældre holdt to fødselsdage for mig, indtil min far døde – ergo kan der lægges 8 til, og altså bliver jeg også en smule 69. Årsagen til at de holdt to fødselsdage er:
- Min egentlige fødselsdag
- Den dag de hentede mig – den 25. november 1964, altså den dag, de syntes, de havde noget at fejre
Jeg har altid syntes, at det var så sødt af dem at fejre årsag nr. 2, fordi det siger noget om et barnløst pars glæde over endelig at få et barn i hjemmet. De havde været gift siden 1955, hvor min far var 33 år og undret sig over, at der ikke kom børn i ægteskabet. Men egl. vidste de det vel godt, eller de burde da have vidst det, eftersom han havde haft fåresyge som barn. Det er jo ikke lægevidenskab for viderekommende (tror jeg da).
Jeg husker stadig ret tydeligt følelsen den 22. oktober om aftenen. Jeg kunne simpelthen ikke sove, for jeg var så spændt på fødselsdagsgaverne. Der var dog et par ting, der var faste: der var altid noget fra misserne, hvordan de så end havde båret sig ad med at pakke så fint ind, og der var altid en tur ned på fabrikken med min far en aften den samme eller den kommende uge. Det var det største; pyt med det, der kunne købes for penge.
Til min dødsdag vil jeg huske gemmelegene i tørrerummene på Martensens Fabrikker i Brande, hvor man fik den krydrede lugt i næseborene, fordi klædet, der hang til tørre efter at have været testet i appreturen, afgav duften, som man måske kan kalde “noterne”. Det var ikke en grim lugt, den var mere sådan prikkende på en god og behagelig måde.
Gemmelegene endte uden undtagelse med, at han fandt mig. Tænk hvilken luksus det er at kunne tænke tilbage på de lege og den sikre bevidsthed om deres udfald. Det er jeg enormt glad for. Og det er der mange, der ikke har prøvet.
Tante Kis og onkel Sigvard kom altid
Det kan selvfølgelig være en erindringsforskydning, men jeg synes, tante Kis (som i virkeligheden var en faster) og onkel Sigvard altid kom på besøg fra Aarhus til Brande. Det kan nok ikke passe, for han skulle da passe sit arbejde på Aarhus Kommunehospital.
Men hvis/når de kom, havde de selvfølgelig gaver med. De første år var det ikke så interessant, fordi de kom med dukker, som jeg jo ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med. De andre piger legede de såkaldte “forestillingslege” med dem. Jeg havde ingen idé om, hvordan man gjorde, så jeg klædte dukkerne af og på, og det var så det.
Derefter blev tante Kis og onkel Sigvard klogere. Endelig forstod de, at de helst skulle komme med forskellige former for konstruktionslegetøj. De første år var det sådan noget som Bilofix og Lego; senere blev det til Meccano. Det var alt sammen legetøj, som gik ud på, at man skruede eller samlede dele sammen og fx byggede broer, togbaner, dampmaskiner eller kraner. Det lyder nok mærkeligt, men det kunne optage mig i “time og dag og uge …”.
Der var noget fantastisk over at begynde med en bunke skruer og nogle metalplader og metalstænger med huller i og så ende med fx en kran.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Nyeste kommentarer