/4 Kommentarer/i /af

Oversættelser

Frivilligt arbejde

Jeg har fundet noget frivilligt arbejde at kaste mig over.

Mozillaprodukterne (fx mailprogrammet Thunderbird og browseren Firefox), der er amerikansk open source, har en alenlang række af hjælpeartikler knyttet til sig – vi taler vist tusinder. Disse artikler skal oversættes til dansk af en gruppe af frivillige. Men der mangler, som altid med den slags, frivillige.

Jeg har meldt mig til at være med. Ja det vil sige egentlig har jeg gen-tilmeldt mig, idet jeg var med for en del år siden, men måtte opgive det sammen med så meget andet.

En udfordring

Det er en udfordring at være med, da sproget skal være helt korrekt, og mine oversættelser helst skal falde i tråd med de øvriges. Hvis en oversætter plejer at skrive ‘Åbn profilmanageren’ nytter det ikke noget, at jeg skriver noget andet om den samme knap/det samme menupunkt. Retskrivningsordbogen er vores ‘bibel’, står der i vejledningen. Oversættelserne skal altså være både korrekte og konsistente.

Der er forskellige ‘værktøjer’, der sikrer dette. Vigtigst af alt er de to redaktører Kim og Jørgen, der har et øje på hver en finger, og som selvfølgelig kender terminologien til hudløshed. Kim har oversat i mere end ti år. Men jeg skal jo helst ikke give dem alt for meget arbejde med emner, jeg kunne have undersøgt selv. Der foreligger en form for kontekstbaseret ordbog, Transvision, hvor man kan få hjælp til ord og fraser, der går igen og igen på skærmbilleder og i menuer

Jeg er i tvivl, om jeg er god nok til at være med, men nu prøver jeg indtil jul, og så må vi se.

Koderne

Jeg har oversat tre artikler indtil videre, og det har taget mig lang, lang tid. Det, der har drillet mest, er koderne, og at finde ud af hvad der skal oversættes i dem, og hvad der ikke skal oversættes, men jeg tror, jeg er ved at være der nu.

  • Hvis der står {menu Advanced} skal advanced oversættes. Menu angiver, at der tegnes en knap på den endelige side.
  • Hvis der står [[oversætter vi ikke dette indhold] med mindre der mellem [[ og ]]  også står tegnet pipe |, så oversættes indhold derefter fx [[This is in English | This is also in English]] skal ende med [[This is in English | Dette er også på engelsk]]

Hukommelsen

Jeg sidder og slår det samme op gang på gang, og det er lidt træls for nu at sige det mildt, men der er ikke nogen vej udenom, når det skal være konsistent.

Indsend til gennemgang

Når man er færdig med en oversættelse, indsender man den til gennemgang og så tager den redaktør, der har tid, sig af den, og retter den igennem, så den er korrekt sprogligt og mht. konsistensen. Indtil videre har de selvfølgelig noget arbejde med mine artikler, indtil jeg lige kommer ind i terminologien.

Tilbagemeldingen får man via en meddelelse om at gennemgangen er afsluttet, hvorefter man kan gå ind og se historikken for artiklen. Mit udkast vil afsnit for afsnit være farvet med rødt, hvis der var noget at komme efter, mens redaktørens rettelser i afsnittet vil være farvet med grønt.

Alt i alt vældig smart, og jeg er glad for at være kommet med igen, så jeg har noget fornuftigt og nyttigt at foretage mig. Jeg har en tanke om at oversætte en artikel pr. dag, men jeg tror ikke, jeg kan holde den kadence, da jeg er temmelig langsom og som nævnt må slå meget op. Jeg kan selvfølgelig snyde (mig) lidt og vælge nogle korte artikler 🙂

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Et godt liv

Sød suppe eller sødsuppe

Hvis det nu falder endeligt på plads med mit nye firma, vil jeg mene, jeg har fået et godt liv – endelig – i mit 56. år.

Årene fra 2014 og til nu har været præget af usikkerhed og omskiftninger, men nu synes der at være stabilitet i sigte, og jeg tænker, at hvis jeg opnår stabilitet i mit begrænsede arbejdsliv på 7 timer pr. uge, kan jeg også undgå alle indlæggelserne. Det kunne være dejligt.

Barndom 1963 – 1980

Jeg er barn af meget unge forældre som resultat af et one night stand, og min biologiske mor var med det samme klar over, at hun ikke kunne have mig, så jeg blev anbragt på et børnehjem straks efter fødslen.

I sommeren 1966, hvor jeg var to og et halvt år, kom jeg til en familie i Midtjylland, nærmere bestemt i Brande. I første omgang fik de kun plejetilladelse, fordi lægen fra børnehjemmet gerne ville se, om jeg udviklede mig normalt trods mine Aspergertræk. Alt var imidlertid helt normalt, og de beskrev mig som værende ikke retarderet, og adoptionssagen kunne gå i gang.

Jeg blev adopteret og havde seks gode år med dem, jeg kalder min far og min mor. Det var et godt og pænt hjem med styr på tingene. Jeg var stærkt knyttet til min far, så det var et hårdt slag, da han døde som 50-årig i 1972, hvor jeg var ni år gammel. Der har aldrig været stærke bånd mellem min mor og mig. Det er som om, vi aldrig har forstået hinanden eller haft noget til fælles.

Min mor havde ingen uddannelse og intet job, for det behøvedes ikke, da vi let kunne leve af min fars løn som direktør. Derudover er det tiden før, kvinderne kom på arbejdsmarkedet for alvor. Pludselig stod hun alene med et barn og har formentlig ikke anet sine levende  råd. Desværre fik jeg aldrig som voksen spurgt hende, hvilke tanker hun gjorde sig i den tid.

Den første kontaktannonce

Tag over hovedet skulle vi have, for vi skulle være ude af fabrikkens hus efter seks måneder, så hun svarede på en kontaktannonce eller flere, og traf en mand i Odense, som vi flyttede ind hos. Det holdt imidlertid ikke, så hun og jeg rykkede sammen videre til Vollsmose efter kun otte måneder.

Den anden kontaktannonce

Det var værre med den næste kontaktannonce, hun svarede på, for det førte til, at hun giftede sig med den mand – en skolelærer – der forgreb sig på mig dagligt gennem seks år, indtil jeg kunne slippe hjemmefra, da folkeskolen var overstået. Jeg kan let skrive om det; det rører mig ikke længere, men det har kostet mange psykologtimer at nå hertil. Nu er det hele, i overført betydning, lagt i skuffer, der er sømmet til. Jeg har ikke mere, jeg skal se i de skuffer. Jeg er færdig med skidtet.

Udover de seksuelle overgreb var det år med ‘fest og farver’ og alkohol i rigelige mængder til at supplere hammondorglet og harmonikaen. Penge var der aldrig nogen af, og selvom jeg ikke helt vidste, hvad ordet tvangsauktion betød, var det noget, jeg var meget bange for, og ordet blev brugt tit. Jeg forestillede mig, at vi stod på gaden med tingene på en trækvogn efter fogeden havde været der.

Der var ikke styr på noget som helst, og de normer, jeg kendte fra tiden med min far, forsvandt pludselig eller var i hvert fald ikke længere gyldige. Så jeg holdt stædigt fast i dem, hvilket skilte min mor og mig endnu mere fra hinanden. Hun døde faktisk fra mig samtidig med min far.

Efter tiende klasse pakkede jeg kufferten, tog Bornholmerbåden og landede stort set på Kongens Nytorv. Det var en stor omvæltning.

Ungdom 1980 – 1990

Det første år gik med at gøre rent på deltid i De Gamles By, og da jeg var under 18 (eksakt 16) var lønnen temmelig ringe, men den rakte da til, at de sendte mig mine ting pr. efterkrav… Jeg boede til leje hos min mors mands halvbrors datter med udsigt til en baggård på Nørrebro, men alt var bedre end det, jeg kom fra.

Kollegie og studier

Jeg har altid været klar over, at jeg gerne ville have en uddannelse, så jeg flyttede på kollegie og startede på Statens kursus til studentereksamen. Årene på kollegiet var fantastiske; de var med til at forme mig til den, jeg er i dag. Jeg ankom med holdninger som fx:

  • Dødsstraf er positivt – indfør den elektriske stol
  • Vi må have noget atomkraft
  • Osv.

De holdninger havde jeg med hjemmefra, men dem fik de øvrige kollegianere hurtigt lavet om på. Gudskelov for det. Det var de år, hvor jeg modnedes og hvor jeg grundlagde næsten livslange venskaber.

Jeg blev nysproglig student i 1983, og arbejdede derefter et års tid på fuld tid hos Irma, hvor jeg havde været et par år, mens jeg gik på kursus. Jeg bestyrede grøntafdelingen på Søborg Hovedgade, og det var hårdt arbejde. Der skulle flyttes mange poser kartofler for at holde omsætningen oppe. Og så skulle jeg pokkers tidligt op på Amager for at være i Søborg kl. 07. Men jeg var glad for jobbet og blev der, indtil jeg startede på universitetet i 1984.

Det stod ingen steder skrevet, at jeg skulle være jurist. Det var nærmest en fejltagelse, som jeg dog først indså, da jeg havde læst tre år, og så havde jeg ikke råd til at starte på et nyt studium. Altså gjorde jeg det færdigt.

Jeg har hele tiden arbejdet parallelt med studierne, og med årene blev jobbene mere og mere interessante. Det bedste var faktisk, da jeg blev projektmedarbejder på et forskningsprojekt på Kriminalistisk Institut. Vi læste straffesager i fem politikredse, udfyldte kodeskemaerne hvorefter jeg tastede alle skemaerne ind på et hakkebræt af en Pc (det var jo i 80’erne). Stipendiaten lavede så senere selv sine analyser. Så jeg har altså spist mange frokoster med pingerne indenfor kriminologi og strafferet: Vagn Greve, Flemming Balvig, Britta Kyvsgård og Jørn Vestergård. Gad vide hvor de er i dag?

Jeg blev kandidat den 5. januar 1990. Det var fantastisk.

Karrieren 1990 – 2013

Jeg fik arbejde i Arbejdsskadestyrelsen straks efter min embedseksamen, og behandlede sager om ulykkestilfælde de første 1½ år. Det var godt arbejde med gode kolleger. Jeg lærte god sagsbehandlingsskik i praksis og fik styr på en masse ortopædi, når sagerne skulle forelægges for vores lægekonsulenter. Efterhånden blev jeg ret skarp til at indstille til den rette mengrad. Det er de eneste år, jeg har brugt juraen.

Budgetfuldmægtigen i sekretariatet døde pludselig, og der skulle findes en afløser. Vicedirektøren havde af en eller anden grund fået øje på mig, og jeg fik et vink med en vognstang om at søge jobbet. Det gjorde jeg og fik det. Så på samme måde som jeg blev jurist ved et tilfælde, kom jeg ved et tilfælde til at arbejde med økonomi, hvilket jeg gjorde i rigtig mange år i adskillige statsinstitutioner. Jeg kunne godt lide det, selvom det til tider har været ekstremt stressende og absolut ikke sundt for mit helbred, men det vidste jeg jo ikke dengang. Alt for karrieren, alt for chefen, alt for departementet osv. Sådan er livet i centraladministrationen. I sidste ende er vi sat i verden for at beskytte ministeren uanset hvad.

Forbrugte timer er selvfølgelig en væsentlig del af en styrelses økonomi, så på et tidspunkt blev jeg rodet ind i et projekt om tidsregistrering, og det var sjovt. Også dette var en tilfældighed, men jeg holdt ved med tidsregistrering til den dag, jeg måtte slutte på det ordinære arbejdsmarked.

Jeg kan se tilbage på en solid karriere, men det var for hårdt. Jeg har været mange steder, og jeg har fået noget godt med mig alle steder fra. Jeg har haft gode, dedikerede og hårdtarbejdende kolleger, som har stået last og brast med mig i de svære tider.

I 2013 blev jeg fyret fra Moderniseringsstyrelsen pga. sygdom, og det var jo sådan set rigtig nok, men måske kunne de have tilbudt mig en § 56-aftale eller en anden ordning, indtil min situation var afklaret, og jeg var udredt? Af en eller anden grund ville jeg gerne have nået at holde mit 25-års jubilæum.

Fra 2013 til 2014 var jeg helt almindeligt ledig og søgte mange jobs, men var nok blevet for gammel, for jeg kom end ikke til samtale.

Og hvad så nu?

Hvis det falder endeligt på plads på min nuværende arbejdsplads, skal jeg gå og have det lidt godt. Jeg skal lave spillelister i Spotify, lægge puslespil, købe noget nyt tøj, sove længe, få styr på min søvn, skrive blogindlæg, skrive klummer til POV International, lave nogle hjemmesider osv. Og når jeg er færdig med det finder jeg nok på noget nyt.

Efter mange års bakserier synes jeg endelig, jeg har fået et godt liv.

/6 Kommentarer/i /af

I stearinlysenes skær

Bare lidt forskelligt

Det bekommer mig ikke så vel, at det nu bliver så tidligt mørkt; men jeg prøver at afværge følelsen af mørket ved at tænde stearinlys, drikke god kaffe og høre gammel musik. Og i øvrigt tænke på, at der nu er mindre end en måned til lyset vender tilbage. Det kan da heller ikke være sandt, at der skal være dage, hvor det nærmest er mørkt kl. 15.

Den gamle musik

Måske husker du Anne Grete og Peter Thorup fra 1980’erne til midt i 1990’erne? Nogle siger, hun havde en ‘skærebrænderstemme’; jeg kan nu godt lide stemmen, og jeg synes, teksterne har et godt jazzet indhold. En af mine Facebookvenner har købt et stykke vinyl med hende, og det fik mig til at se efter, om hun ikke skulle være på Spotify – og sørme jo det er hun. Jeg er meget glad for mit Premiumabonnement der og hører meget musik. Og med det nye headset, betalt af firmaet, kan der komme godt med volumen på. Så mærkes mørket mindre.

Julearrangement i firmaet

Jeg skulle hente noget ude i Interflora i torsdags og dumpede lige ned i et julearrangement kl. 17. Jeg kom kl. 14 og blev inviteret til at deltage. Jeg sagde ‘ja tak’ for ikke at virke sær og for at vise min interesse for kollegerne. Men mine kernekompetencer er det jo ikke. Jeg bliver sitrende og nervøs ved den slags, men det kommer jo ikke dem ved.

De tre timer brugte jeg sammen med en uhyre søde og hjælpsom kollega, hvor jeg kunne få stillet de sidste spørgsmål, lytte med på hendes samtaler og se det system, de bruger til at se på flowet pr. buket, hvis kunderne ringer ind for at spørge til fx status for ordren. Det system har jeg ikke adgang til, det kunne jeg ellers godt tænke mig, men det er nok ikke meningen med mit job.

Kl. 17 gik det løs med gløgg, æbleskiver og fremstilling af juledekorationer. Jeg ejer ingen kreativ åre, og pludselig var jeg alene med 35 fremmede mennesker. 1:1 med koncentration om det faglige går fint, men 1:35 går ikke. For ikke at virke mærkelig lavede jeg en juledekoration, der blev lokalets grimmeste, men der var vist ingen, der opdagede det. Alle hånde materialer var ellers til stede; vi sælger vel blomster og deslige?

Kl. 18:15 udnyttede jeg et ubemærket øjeblik til at liste hjemad; men damned, mens jeg stod og ventede på taxaen, kom en kollega ned for at ryge, og så fik vi en rar lille sludder. Igen 1:1 går fint.

Sådan er mit liv med Aspergers.

Den aktuelle lydbog

Jeg har en ven, der er rigtig god til at finde gode lydbøger og anbefale dem til mig. Så nu er jeg i gang med Merete Stagetorns erindringer: ‘Jeg har ikke noget til gode hos Vorherre’, som bare er 4 timer og 5 minutter lang. Jeg startede i aftes, men da jeg havde hørt 15 pct. gik Nota grundigt ned, så grundigt at de først er kommet op her i eftermiddag. Så har jeg noget at lave. Jeg ser frem til at tale med min ven om bogen på fredag.

Du må have en god søndag.