, , ,

Forår med erantis

Forår erantis

Drømmer om forår

Jeg må sige, at jeg drømmer om forår, når jeg går mine ture i tre graders såkaldt varme, men som billedet viser, så er det på vej. I dag har jeg set både erantis og vintergækker, og jeg mærker ikke kulden så meget, så længe turen går gennem parken. Ved Damhussøens åbne vidder og bredder er det anderledes. Men pyt med det. Jeg kommer op på de lovbefalede 10.000 skridt og er ude og væk fra PCen i 1¾ time. Hvis jeg kan holde den kadence på mine fridage, vil jeg være helt godt tilfreds. 10.000 skridt hver dag klarer jeg aldrig.

Psykiatrifonden

Jeg var på Psykiatrifondens hjemmeside for at melde mig til et foredrag på torsdag og faldt i den forbindelse over et nyt faktaark med tal om om psykisk sygdom. Det er udarbejdet af deres analytiker Joan Bentzen. Så tog jeg chancen og ringede hende op, idet hun aldrig reagerede på min mindst et år gamle henvendelse om at lave et samarbejde. Vi kunne samarbejde om de omkostninger, jeg har beregnet for mit eget forløb (1,7 mio. kr.). Og nu er jeg kommet i tanke om, at jeg har glemt det enormt vigtige ambulante forløb til medicinjustering, så det skal selvfølgelig lægges til. Det må kunne tælles op ud fra sundhed.dk. Selve taksterne har jeg jo allerede, så det bliver nemt.

Min tanke med et samarbejde er, at vi fx kan sætte de 100 mio. kr. på finansloven i perspektiv. Alene jeg har jo brugt to pct. af dem allerede. Psykiatrifondens kan lave de overordnede tal, men de vil aldrig kunne lave de samme data som mig om et konkret patientforløb. Derfor mener jeg, jeg har noget at bidrage med. I fællesskab må vi kunne nå nogen vegne.

RegionH’s kommunikationsenhed og medicinjustering

Farmaceuten, overlægen og jeg skal mødes med en medarbejder fra RegionsHs kommunikationsenhed inden min lille artikel om “Monitorering i fællesskab” bliver offentliggjort på regionens intranet. Det, synes jeg, er vældig positivt. Kasper og Christina har selvfølgelig deres projekt at redegøre for, og det skal jeg ikke blande mig i, men jeg har skrevet til dem, at jeg synes, det allervigtigste, der skal komme ud af mødet, er, at vi har skabt resultaterne i fællesskab. Ingen af os kunne have gjort det uden de andre. Uden samarbejdet havde jeg stadig haft Restless Legss, mundtørhed og forstoppelse i virkelig høj grad.

Bliv nummer 1 på Google

Jeg  har aldrig tidligere interesseret mig for søgemaskineoptimering eller min placering på Google. Jeg har følt mig højt hævet over den slags for nu at sige det lige ud. Men: jeg skriver jo for at blive læst og især artikler/blogposter om psykiatri mv., vil jeg gerne have læsere til. Men fordi jeg har været så torskedum, så bliver mine sider selvfølgelig ikke fundet – i følge Google Analytics har jeg dog 200 sessioner pr. dag. Jeg bliver dog fundet som nr. 1 på på termen “Servicekat” 🙂

Opgaven med at gå siderne igennem, sætte søgeord på, gøre Yoast SEO fuldt tilfreds osv. er helt uoverskuelig for mig. Jeg har dog fundet denne enkelte side frem, som er vigtig for mig og prøvet at følge retningslinjerne, men Yoast bliver ved at brokke sig.  Jeg synes, opgaven er umulig. Og jeg synes også, at sproget let bliver noget Anders And-agtigt, hvis man skal leve op til alle kravene. Jeg tænker på alle gentagelserne, der skal tvinge Google til at forstå, at dette indlæg virkelig startede med erantis selvom det endte et helt andet sted.

Jeg får typisk gode “karakterer” i læsbarhedsanalysen, men fx  “27.3% af dine sætninger indeholder mere end 20 ord, hvilket er over det anbefalede maksimum på 25%. Jeg har 1.448 sider, der ikke er gennemgået og derfor ikke har en score. Der er ca. 30, der er fine. Vi høres ved til jul 🙂

Hvad gør I andre?

 

, ,

Gik Kirkegaard ikke?

Jeg ved ikke, hvor han skulle hen

Jeg er for doven til at slå det op, men jeg mener Søren Kirkegaard gik lange, lange vandringer og på disse tænkte han store tanker. Jeg ved heller ikke hvad han tænkte på, men formentlig noget eksistentielt.

Mine tanker er ikke så store. Faktisk holder jeg mest af tidsrummet efter de 40 minutter, hvor jeg ikke tænker mere, men fødderne bare går. Den ene fod sætter efter den anden. Der er noget meditativt over det, som jeg godt kan lide.

Mit mål er bare 7.000 skridt om dagen, og det er mere end rigeligt, for jeg når det kun yderst sjældent, men hvis jeg har et (andet) mål, kan jeg godt komme afsted. I dag skulle jeg i distriktspsykiatrien (DPC) og mødes med min kontaktperson kl. 11:00. Google Maps mente, det ville tage 1:26 at gå, men jeg skal jo altid lægge tid til til at fare vild, så jeg gik hjemmefra kl. 9:00 og nåede det i fin tid. Faktisk passede Google Maps og jeg for ikke vild. I alt kom jeg op på 11.327 skridt og 8,5 km. i dag. Det er jeg helt godt tilfreds med. I går var det 10.835 skridt og 7,7 km. Det kan måske blive en vane? Tænk hvis jeg bare kan gå hver gang, jeg skal i DPC? Lidt er bedre end ingenting. Og når foråret kommer… I dag var det bidende koldt, men det går jo over.

Tankerne går også

Der er mange tanker om arbejdet. De sædvanlige tanker om at være god nok eller ej? slår jeg større brød op, end jeg kan bage? er det jeg laver pænt nok, nu hvor der er “rigtige kunder” i den anden ende? Er det for farligt at ville leve af noget, hvor man er autodidakt?

Sporene fra firmaet i Farum skræmmer, men chefen her er simpelthen så sød, og jeg skal ikke gætte mig til, hvad han vil have. Det er bare mig, der er hundeangst for ikke at slå til. Jeg holder ikke til en fyring mere.

, ,

Diverse

Jeg går

Jeg prøver at få gået nogle ture, da alle siger, det er så godt for mig. Min kontaktperson i distriktspsykiatrien har sagt det så ofte – men ikke på den irriterende måde. Fx i forbindelse med ugeskemaet nævnte hun helt en passant, at der også kunne stå “gå tur”.

Så nu prøver jeg at gå ture, og det viser sig, at jeg kan lide det. Jeg har fundet en (for) lille firkant, men den bevirker, at jeg kommer afsted, fordi halvdelen er gennem en park, nærmere bestemt Vigerslevparken. Det er kun 2,7 km. og langt fra de lovbefalede 10.000 skridt, men det er bedre end ingenting, og jeg kommer afsted.

Det ideelle ville selvfølgelig være at gå omkring Damhussøen. Vejen – Hvidovrevej – derop er bare så uendeligt kedelig. To km. nærmest ad landevej hver vej. Turen om selve søen er dejlig – og en lille café til et hvil, hvis det skulle være nødvendigt.

Det kunne være dejligt, hvis jeg kunne få så meget styr på balancen igen, at jeg kunne cykle derop, og så gå omkring søen. Det er flere år siden, jeg har cyklet, for jeg tør ikke. Jeg håber sådan, jeg kan komme over det denne sommer

Mens jeg går, hører jeg musik

Jeg skal have lavet en database over alle de CDer, der står i stuen og venter på at blive smidt ud. Databasen skal bruges til at downloade alle de tilsvarende albums på Spotify. Jeg er sikker på, de findes der alle sammen.

Så har jeg dem altid med mig, når jeg spadserer. Det er godt at spadsere til musik, men det er forbudt i foråret, når fuglene pipper! 🙂 Der er kun tre måneder til. Vi fejrede kyndelmisse i går: candellarum missa. Kyndelmisse er lig midvinter; altså er vi halvvejs gennem det.

I dag kom jeg i tanke om ‘Tracy Chapman’, der er musik fra min ungdom. Tracy Chapmann blev især kendt for sine singler “Fast Car”, “Talkin’ ’bout a Revolution” og “Baby Can I Hold You”. Alle kendt fra det brune album, som vist ikke har noget navn. Fordelen ved at lytte på Spotify er, at jeg så får en masse med, som jeg ikke kender i forvejen fx nyere albums. Der skal nu heller ikke meget til…

Hjernen arbejder af sig selv

Jeg gør ikke noget for at huske noget af det, men hjernen arbejder af sig selv for mig, inden jeg for anden gang skal til speciallægen på fredag den 8. februar (min kære, dejlige mormor kunne være blevet 108 år den dag). Speciallægen vil gerne høre om min skolegang. Hjernen har fundet frem til:

  • at jeg agerede hjælpelærer i otte måneder, da jeg gik i 3. klasse på Sanderumskolen i Odense, 25/4-1973 – 31/-1974. Det var ikke kun fedt at skille sig ud på den måde. Jeg blev jo ‘hende den kloge’ og var også af den grund udenfor.
  • at jeg på den næste skole, Abildgårdsskolen i Vollmose, 31/1-1974 – 29/12-1975, helst tilbragte min frie tid nede hos Fru/Frk. Kristensen på biblioteket. Jeg skulle sætte nye stempelkort bagi bøgerne og sætte dem på plads, hvilket jo selvfølgelig krævede, at jeg kunne alfabetet til fingerspidserne, men det kunne jeg åbenbart. Fru/Frk. Kristensen var simpelthen så sød, og vi havde det så hyggeligt.

Lægens spørgeteknik har gjort, at hjernen har arbejdet af sig selv. Det er i sig selv en fascinerende proces at være vidne til. Da jeg var der sidst, talte vi lidt om min om oplevelse af, at jeg kan koncentrere mig om at arbejde meget længe, hvis jeg selv er aktiv, men at jeg kun klarer en TV Avis på 25 minutter. Hun forklarede, at sådan arbejder hjernen simpelthen. Hvad hun mere sagde om det, kan jeg (selvfølgelig) ikke huske. Tænk at hjernen er noget af det sidste, vi ikke kender til. Vi ved ikke præcist, hvordan den arbejder. Fx. mht. ECT ved vi ikke, hvorfor det virker, men vi ved, at det virker, og det kan jeg jo så skrive under på. Antageligt er det noget med, at der er nogle neurotransmittere, der (gen)finder hinanden.

Excel: jeg har givet op

Jeg har været i gang med et langvarigt, lærerigt og sjovt online Excelkursus. Jeg kom til “arrays”, hvor der hele tiden blev refereret til “lektion x, y, z”” og “det kan du nok huske”. Jeg kunne ikke huske noget som helst. Jeg vendte tilbage til øvelserne og til de ark, jeg selv havde opbygget ovenpå øvelserne. Det hjalp ikke. Jeg kunne ikke. Jeg har lavet alle øvelserne og jeg har lavet alle tænkelige overbygninger.

Nu har jeg givet op. Jeg kan ikke, og jeg ærgrer mig over al den tid, jeg har brugt, selvom det selvfølgelig har været sjovt. Men hvad hjælper det, når man ikke kan huske det to måneder senere? Øv!