,

En god proces

Det går fremad

Mine artikler til POV,  der gerne skal ende som en biografi, skrider godt fremad. Og det er en forrygende følelse at producere noget på skrift, som i hvert fald et menneske indtil videre kan lide. Dette menneske er journalisten, som jeg har hyret som facilitator til projektet i erkendelse af, at jeg godt kan skrive men på ingen  måde er professionel skribent. Jeg har lyst til ved slutningen at stå med et ‘værk’, der er på et højt niveau rent fortællemæssigt.

Skypemøde

Vi skulle have mødtes i går, men det kunne vi naturligvis ikke på grund af C-ordet, så vi holdt et to timer langt møde via Skype i stedet. Det havde jeg ikke prøvet før, men jeg må sige, at det fungerede forbilledligt. Det er bragende godt, at man kan se hinanden samtidig med, at man taler. Det bliver tydeligt, hvor meget kropssproget betyder. En telefonsamtale ville slet ikke give det samme.

Vi holdt møde om 2. revision af de første seks artikler. Jeg er nået til og med afslutningen på studiet. Journalisten havde på forhånd sendt sine kommentarer til mig ved hjælp af Words kommentarfunktion, som jeg heller ikke kendte til på forhånd.

Hun er bare så positiv og skriver og siger ligeud, at hun godt kan lide, hvad hun læser. Det er meget motiverende for mig som skribent. Rollerne mellem os er skarpt opdelte: det er mig, der skriver og hende, der faciliterer. Men selvfølgelig er der undtagelser. Hvis noget driller, tager jeg glad og gerne imod forslag til en sætning eller to, der kan forbedres.

Læreproces

Det er ikke alene et ‘bogprojekt’, det er også en læreproces, hvor jeg kan tage en masse om sprog med mig videre i livet. Fx skriver jeg ind imellem lidt for meget kancellisprog, sætninger og afsnit er af og til for lange, jeg sætter for mange kolonner, sætninger skal yderst sjældent starte med ‘og’, og jeg bør skrive forkortelserne helt ud. Jeg skal med andre ord gør mere for at tage læseren ved hånden.

Journalisten fortalte, at omkring halvdelen af danskerne er dårlige læsere, så der er rigtig mange, der skal tages ved hånden.

Don’t tell it – show it

En af mine store svagheder er, at jeg kommer til at efterrationalisere. Det vil sige, at noget som den lille Hanne oplevede beskrives med den voksne Hannes ord og meninger. Det bevirker, at det bliver til ‘Tell it – don’t show it’.

Et eksempel er, at min mors mand nummer to måske ikke var så begejstret for børn, fordi et barn kunne hindre dem i at rejse til Rom, London og hvor de ellers gerne ville hen. Derfor skriver jeg: ‘Jeg var nok en klods om benet…’ Det er en efterrationalisering, hvor jeg ikke bliver i barneuniverset. Der skal i stedet stå noget om, hvordan jeg som barn vidste, at de gerne ville ud at rejse, og hvordan jeg mærkede, at det ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg var der. Så bliver det ‘show it – don’t tell it’. Jeg synes, det er i den svære afdeling.

Ingen deadline

Det er lidt underligt ikke at have en deadline men bare at kunne skrive, når jeg har tid og lyst. Jeg bilder mig ind, at det er godt for processen at kunne lade den være lystbetonet.

I dag skinner solen fra en stort set skyfri himmel, men jeg har alligevel mest lyst til at begrave mig i artikel nr. 2.

,

Coronavirus

Aldersfascisme

Inspireret af en artikel på i dag POV International, hvor Annegrethe Rasmussen skriver om, at vi øjeblikkeligt skal stoppe nedvurdering og diskrimination af ældre i Danmark, handler dette indlæg blandt andet om Coronavirussen, der nu er kommet til Danmark. En person er smittet.

Igen og igen siges det, at virussen ikke er farlig, m.m. man er over 65 år og svækket. Det er som om, det er ligegyldigt med denne befolkningsgruppe. Jeg er glad for bare at tilhøre det grå guld og de grå hjælme (måske nærmest hvidt) og ikke at være ti år ældre end mine 56 år, for så kunne det jo være lige meget med mig i tilfælde af, at smitten kom inden for dørene. Heldigvis bor jeg om hjørnet fra Hvidovre hospital, faktisk kan jeg  gå derned på 20 minutter uden at smitte nogen.

Det er som om, der hviler en form for forbandelse over dem over 65 år. De er nedslidte, de er en del af en byrde, de er ensomme osv., men som Annegrethe Rasmussen påviser, er det ikke hele sandheden. De ældre er faktisk aktive også bortset fra at passe børnebørnene.

Arbejdsmarkedet

Jeg har nu et fleksjob og er således udenfor det ordinære arbejdsmarked. Gudskelov vil jeg sige. Men da jeg stadig havde foden indenfor, havde jeg et år som ledig, inden jeg blev syg. Jeg søgte virkelig mange jobs, men det lykkedes mig end ikke at komme til samtale. Det var det år, jeg blev 50! Således passer jeg ind i statistikkerne fra Finansministeriet, der på fire år har ansat 277 medarbejdere. Kun en af dem var over 50 år. Det skriver Politiken. Selv opgav jeg i 2014 min jobsøgning og konkluderede, at jeg var blevet for gammel. Og det havde jeg så ret i.

Tidligere tider

Måske stammer noget af aldersfascismen fra tidligere tider, hvor en arbejdsmand, en slagteriarbejder, en fabriksarbejder mv. reelt var nedslidt ved det 65. år. Men sådan behøver det ikke være i dag, hvor industrien har omstillet sig og bruger moderne teknologi til eksempelvis de tunge løft. Jeg så forleden i TVA, at medarbejderne på en kagefabrik ikke længere skulle løfte de tunge kasser op på båndet, men havde en maskine, der varetog selv løftet for dem. Den interviewede medarbejder fortalte om, hvordan de tidligere var blevet ødelagt i skuldre og øverste del af ryggen. Dette er ingen salgstale for en højre pensionsalder, men alene udtryk for at tiderne skifter.

,

Nyheder

cykel

Arbejde

Min kontrakt løber som bekendt til 1. april i år med genforhandling februar/marts. Jeg har længe gået og tænkt over, hvornår jeg kunne tillade mig at sætte processen i gang altså et pænere ord for at rykke for vished. I dag tog jeg mod til mig.

Firmaet er meget tilfreds med min indsats, men det bliver alligevel kun til en foreløbig forlængelse med seks måneder dvs. frem til 1. oktober 2020. Det skyldes ikke mine forhold men chefens overvejelser om omstruktureringer, da der ikke er helt nok at lave for den anden fleksjobber og mig; på den anden side skal vores opkald jo varetages af nogen. Spørgsmålet er, om kundeservice kan klare disse opkald oveni alt det andet, de har? Chefen skal have stor ros for sin ærlighed om sine bevæggrunde

Skal der ikke ske omstruktureringer, kan jeg vist være ret sikker på en fastansættelse, men jeg vil ses det, før jeg tror det.

Foreløbig er jeg glad og tilfreds, selvom nummer et selvfølgelig havde været en fastansættelse. Dette giver mig en lidt længere ansættelse på CV’et eller hvad man efterhånden skal kalde det dokument, jeg har at vise frem, og det vil give mig en pæn og aktuel anbefaling.

Og hvem ved… der er jo ingen, der hindrer mig i sideløbende at søge et nyt og varigt fleksjob i samarbejde med jobcenteret.

Cykel

Jeg fik min fine, gode cykel sat i stand i efteråret, men har ikke rigtigt fået kørt på den, for jeg tør ikke. Den er ganske enkelt for stor til mig. Før i tiden passede den fint i størrelsen, men det er som om de to eller tre år i kælderen har fået den til at stå at vokse helt af sig selv. Nu kan jeg komme på men ikke af uden at være bange for at falde. Det er et herrestel, så benet skal over sadlen.

Da jeg var færdig med dagens gåtur, gik jeg over til cykelhandleren på den anden side af gaden og forelagde ham min idé om at købe et nyt stel og så sætte alle de ‘gamle’ dele (som slet ikke er gamle) over på det nye stel. Han tog mål og kom frem til, at det nuværende stel er ca. fem cm. for stort, og det er meget på en cykel.

Han vil nu gå i gang med at finde et stel, der passer i størrelsen, hvor flest mulige dele kan genbruges. Krankboksen kan næppe genbruges, for dem man  laver i dag er meget bredere, forklarede han. Det er ærgerligt, for en krankboks er temmelig dyr.

Uanset hvad han kommer frem til, regner jeg med, at det samlet set bliver billigere end at købe en ny cykel i den kvalitet. Jeg vil så gerne cykle, men det skal også være sikkert.