Indlæg

/i /af

Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist

Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist

De lange varetægtsfængslinger er problematiske

Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist

Lige nu kan man på DR finde dokumentaren “De mistænkte”, som er fremragende fjernsyn for dig i 45 minutter.

Blandt andet træder flere dommere frem (en af dem er formand for dommerforeningen), og siger, at det er problematisk, at man kan sidde fængslet så længe, uden at domstolene har haft lejlighed til at udtale sig om skyldsspørgsmålet. De har typisk kun udtalt sig om forlængelserne.

Varetægtsfængslingerne løber nemt op i 7 eller 8 måneder, og nogle af disse mennesker kan forlade retten som en fri mand eller kvinde.

Når man sidder i varetægt, er man typisk spærret inde alene på 8 m2 i 23 ud af døgnets 24 timer kun med et bord og en seng, hvor madrassen lugter af forgængernes pis. Adskillige mennesker har efterfølgende fået konstateret PTSD.

De varetægtsfængslede sidder under vilkår, der minder om isolationsceller, og de har dårligere forhold end de dømte, der fx skal have adgang til meningsfyldte aktiviteter under afsoningen og som har fællesskab, dvs. de har hinanden at tale med.

Ca. 40 pct. af de danske fængselsceller er optaget af mennesker, der som udgangspunkt er uskyldige og venter på deres dom blandt andet fordi, der er “kø” ved domstolene.

På dr.dk kan man lige nu (januar 2024) finde følgende:

Det samme mener landsdommer ved Østre Landsret Jacob Waage, der har været dommer siden 2010.

– Det er helt klart ikke meningen med systemet, at man bliver varetægtsfængslet så længe, at man har udstået hele sin straf før, at man bliver dømt. Det sker ofte, påpeger han.

Det har ikke været muligt for DR at finde ud af, hvor ofte det sker.

  • Hvor er retssikkerheden for de mennesker, der har udstået straffen, før de bliver dømt?
  • Og hvad med de mennesker, der slet ikke bliver dømt?
    • Ja, de kan søge erstatning for uberettiget varetægtsfængsling, men de kan næppe få erstatning for en ødelag psyke.

Af dr.dk fremgår også

Cirka hver tiende af alle varetægtsfængslinger i 2022 endte med, at den fængslede blev løsladt uden tiltale eller frifundet efter at have siddet varetægtsfængslet i mere end tre måneder.

Både Mikael Sjöberg og Jacob Waage mener, at der er behov for at drøfte, hvordan de nuværende forhold kan ændres.

Altså 10 pct. …

Det er helt utilstedeligt.

Reglerne

Man er uskyldig, indtil man enten selv har indrømmet en forbrydelse, eller anklagemyndigheden har ført bevis for – og en domstol har dømt en tiltalt skyldig i – en forbrydelse.

Det kan udledes af straffeloven:

§ 1. Straf kan kun pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant. Med hensyn til de i kapitel 9 nævnte retsfølger gælder en tilsvarende regel.

Straffeloven skal sammenholdes med bestemmelser i retsplejeloven:

§ 935 Møder tiltalte og vedgår at være skyldig i det ham påsigtede forhold, optages sagen til dom, uden at det i reglen er nødvendigt at tilvejebringe yderligere oplysninger.

Stk 2. Nægter tiltalte sig skyldig, eller indrømmer han kun tildels sigtelsens rigtighed, eller finder dommeren det i øvrigt nødvendigt, føres bevis i sagen.

Stk 3. Bevisførelsen sker for den ret, der behandler sagen, se dog § 174, jf § 209. Såfremt bevisførelsen ikke kan ske straks, udsætter dommeren sagen til et følgende retsmøde idet han underretter parterne om, når dette skal afholdes, og tilkendegiver tiltalte, at han ikke kan vente nogen anden tilsigtelse til samme.

§ 896. Ved afgørelsen af, om noget er bevist eller ikke, tages alene hensyn til de beviser, som er fremført under domsforhandlingen. Bedømmelsen af bevisernes vægt er ikke bundet ved lovregler.

I strafferetsplejen er der også fri bevisbedømmelse, men der gælder en grundsætning, der siger, at enhver berettiget tvivl skal komme den tiltalte til gode (In dubio pro reo). Denne grundsætning er ikke nedfældet direkte i en bestemmelse, men der er ingen tvivl om, at den gælder.

Problemet er gammelt!

Problemet med de lange varetægtsfængslinger er på ingen måde nyt. Jeg husker tydeligt, at det var noget, vi talte om i enten kriminologi eller kriminalpolitik (formentlig sidstnævnte), da jeg læste – og det har så været i slutningen af 1980’erne, eftersom jeg blev kandidat i januar 1990.

Internationale menneskeretlige ekspertkomiteer har løbende påtalt den danske praksis for brug af varetægtsfængsling.

Institut for Menneskerettigheder viser med adskillige grafer, hvordan det går den forkerte vej. Antallet af langvarige varetægtsfængslinger var i 2021 på 1.837. Langvarige varetægtsfængslinger, det vil sige varetægtsfængslinger, der overstiger tre måneder, inden der falder dom i 1. instans, var derved det højeste målt over en femårig periode. I 2017 var tallet 1.483.

Kilde: Institut for Menneskerettigheder:

 

Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist

Kilde: dr.dk den 29. januar 2024:

Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

3 kvinder med 14 børn

3 kvinder med 14 børn

Efter fem måneder skete det

3 kvinder med 14 børn er fløjet hjem til Danmark. Det er fem måneder siden, regeringen blev presset af støttepartierne til at ændre holdning og pludselig gerne ville sørge for at hente børn og kvinder hjem til Danmark. Forud for det var man parat til at hente børnene men ikke kvinderne. Du finder en post fra 19. maj i år om samme emne her.

I aftes kom det frem, at kvinderne og børnene er sat på amerikanske militærfly og via omveje flyver til Danmark. Med på flyet er også kvinder og børn, der skal til Tyskland.

De rejste for syv år siden til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. De seneste år har de tilbragt i fangelejren Al Roj i Syrien, eftersom Kalifatet heldigvis bukkede under i 2019.

Både kvinderne og børnene (som der godt nok er mange af) er danske statsborgere.

Retsfølelsen – hvad er op og ned?

Den Danske Ordbog skriver om “Retsfølelse”: “fornemmelse for hvad der er retfærdigt og rimeligt, og hvad der ikke er“. Det må siges at være en noget kortfattet – omend korrekt – definition på ordet. Retsfølelse er så meget mere.

Flere politikere lavede i aftes opslag på Facebook om, hvor glade de var for, at det endelig, endelig er lykkedes at hente disse mennesker hjem til Danmark. Og Danmark er altså deres hjemland.

Jeg deltog lidt on and off i debatterne. Jeg skrev blandt andet:

Ja de mennesker er jo altså danske statsborgere, så det kan ikke være anderledes, uanset om hr. og fru Danmark bryder sig om det eller ej.
Kvinderne er allerede sigtede efter terrorbestemmelserne og varetægtsfængslede in absentia, så når de lander på dansk jord, skal de stilles for en dommer inden for 24 timer.
Har de gjort noget, der er strafbart efter dansk ret, vil de blive straffede af danske domstole, og det skal de selvfølgelig også.
Jeg håber, der findes muligheder for at finde gode og varige løsninger for børnene, der kun har haft deres mødre som primære omsorgspersoner i årevis.
Det kan ikke være sandt, de skal betale den højeste pris.
*Note*: Hvis du har kommentarer, er du velkommen, men man kan ikke debattere via små figurer, så dem gider jeg ikke have. Du kan sende nogle ord, og så vil du i de fleste tilfælde få et svar. Du får ikke et svar, hvis du bare sviner mig til.
En eller anden fra Dansk Folkeparti skrev, og han er at finde på Christiansborg, jeg kan bare ikke finde kommentaren igen, at det var jo bare ærgerligt for både kvinder og børn, for når de frivilligt var rejst derned, kunne de bare blive der. Så ved man ikke meget om folkeret og internationale konventioner. Er det virkelig tilladt at have den slags dumhed på “borgen”?  Ja – det er det. Sådan er det i et demokrati. Jeg ved det godt.
Uha hvor er der mange, der får deres retsfølelse krænket af denne evakuering. Heldigvis er der nogle få, der får styrket deres retsfølelse ved bevidstheden om, at de pæredanske kvinder retsforfølges af en dansk domstol med danske dommere efter dansk ret. Kvinderne er jo allerede varetægtsfængslede in absentia og stilles straks for en dommer. Og det er allerede sket jf. næste afsnit.

Socialstyrelsen skriver i en pressemeddelelse blandt andet i dag:

“De tre mødre blev ved ankomsten til Danmark anholdt af dansk politi og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 114 e og 114 j om henholdsvis fremme af terrorvirksomhed og om indrejse og ophold i et konfliktområde.

Børnene står i en svær situation på grund af deres forældres valg. De skal have den hjælp og støtte, de har brug for – tilpasset det enkelte barns behov. Som i andre konkrete sager og af hensyn til børnene vil der ikke blive orienteret om børnenes tilstand, ligesom der ikke vil blive givet løbende statusmeldinger vedrørende børnenes tilstand og udvikling.”

Pressemeddelelsen kan i sin helhed læses her.

Kvinderne er sigtede efter straffelovens §§ 114 e og 114 j. Begge bestemmelser kan give op til otte års fængsel. Det er altså alvor.

Det dobbelte statsborgerskab

En af kvinderne har dobbelt statsborgerskab, idet hun også er statsborger i et østeuropæisk land.

Følgende er pudsigt: I debatten på Facebook er der flere, der måske har erkendt, at to af kvinderne har vi forpligtelser overfor, men den tredje kunne vi vi det mindste være sluppet for, da vi kunne have afskibet hende til det andet land.

Det er som om folk tænker på mennesker som genstande, der kan skubbes rundt i verden. Hver enkelt, vi kan slippe for, tæller i den positive statistik. Jeg forstår det ikke.

Du finder andre poster om politik og/eller jura her (åbner i nyt vindue).

/i /af

Sagen Naser Khader og så retssikkerheden

Nu bliver jeg blacklistet og “unfriended”…

Men det er der så ikke noget at gøre ved

Syv stærke, seje og modige kvinder er stået frem og har fortalt om de vildt ulækre overgreb, den såkaldte “Præmie-perker” har begået mod dem. Overgrebene er gamle og er først nu afdækket af enormt dygtige journalister hos DR.

Kvinderne kender ikke hinanden og har som følge deraf naturligvis fortalt deres historier uafhængigt af hinanden. Men historierne er forbløffende ens. Der er derfor ingen som helst grund til ikke at tro de syv kvinder, der fx alle har oplevet, hvordan Khader pressede deres ansigter ned i sit skød til et erigeret lem. Fy for helvede siger jeg bare!

Jeg kender noget lignende

Gennem seks år var jeg dagligt udsat for noget lignende. Efter min fars død i 1972 giftede min mor sig i 1974 med en pædofil mand. Vi kalder ham for nemheds skyld psykopaten. Overgrebene stod på fra 1974 frem til 1. august 1980, hvor jeg flyttede som 16-årig. De var således også ældgamle, da jeg begyndte at tale om dem. Til hvem og hvornår husker jeg ikke. Overgrebene fandt ofte sted fem meter fra deres fælles soveværelse, og min mor bekræftede, efter 22 års permanent adskillelse, i 2003, hvor jeg var 40 år, at hun kendte til overgrebene.

Dette er i og for sig fuldkommen ligegyldigt i relation til #MeToo og Naser Khader. Jeg fortæller det udelukkende for at “bevise”, at jeg forstår de syv kvinder til fulde, og at jeg selvfølgelig tror dem. Hvorfor skulle jeg ikke det, og hvorfor skulle de lyve?

Mange andre kvinder stiller sig tvivlende, og tror ikke de syv, eftersom de ikke gik til politiet, da overgrebene fandt sted og har nu startet en grim hetz. De har herved udstillet, at de ikke ved noget som helst om seksuelle overgreb.

Naser Khader har også krav på retssikkerhed

Uanset hvor ulækkert Khader har opført sig, uanset hvor gamle sagerne er, uanset næsten hvilket argument, der kan fremføres, har manden krav på almindelig retssikkerhed og at det er politiet, anklagemyndigheden og domstolene, der behandler sagen – ikke folkedomstolene på Facebook og andre sociale medier. Anklageskriftet skal skrives af anklagemyndigheden og ikke af tilfældige sammensværgelser på internettet.

Her i landet er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist, det kaldes også uskyldsformodningen. Den nævnes både i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, den står dog ikke eksplicit i hverken retsplejeloven eller straffeloven. Yderligere fremgår princippet af Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention (EMRK) Artikel 6, stk. 2.

Herudover: I strafferetsplejen er der også fri bevisbedømmelse, men der gælder en grundsætning, der siger, at enhver berettiget tvivl skal komme den tiltalte til gode (princippet kaldes: In dubio pro reo). Denne grundsætning er ikke nedfældet direkte i en lovparagraf, men der er ingen tvivl om, at den gælder alligevel..

Endelig har man ubetinget krav på en forsvarer.

Jeg holder meget af POV International, men jeg holder ikke af en analyse som Bjarke Larsens. Han dømmer Khader og udstiller ham som en færdig mand i dansk politik – det har han utvivlsomt ret i, at han er, men det er ikke hans opgave at fælde den dom. Lige præcis det hjørne af sagen må Søren Pape og advokatundersøgelsen sørge for.

Uanset hvor meget jeg hadede psykopaten, ville også han have haft krav på uskyldsformodning, In dubio pro reo og en forsvarer, hvis jeg var gået til politiet! Det, der kan ærgre mig, er, at jeg ikke gjorde det, men det er en helt anden sag. Manden døde ensom død for en del år siden, og det gør  slet ikke noget.

Jeg håber at have sat tingene i perspektiv. Det var i hvert fald intentionen.