Sagen Naser Khader og så retssikkerheden

Nu bliver jeg blacklistet og “unfriended”…

Men det er der så ikke noget at gøre ved

Syv stærke, seje og modige kvinder er stået frem og har fortalt om de vildt ulækre overgreb, den såkaldte “Præmie-perker” har begået mod dem. Overgrebene er gamle og er først nu afdækket af enormt dygtige journalister hos DR.

Kvinderne kender ikke hinanden og har som følge deraf naturligvis fortalt deres historier uafhængigt af hinanden. Men historierne er forbløffende ens. Der er derfor ingen som helst grund til ikke at tro de syv kvinder, der fx alle har oplevet, hvordan Khader pressede deres ansigter ned i sit skød til et erigeret lem. Fy for helvede siger jeg bare!

Jeg kender noget lignende

Gennem seks år var jeg dagligt udsat for noget lignende. Efter min fars død i 1972 giftede min mor sig i 1974 med en pædofil mand. Vi kalder ham for nemheds skyld psykopaten. Overgrebene stod på fra 1974 frem til 1. august 1980, hvor jeg flyttede som 16-årig. De var således også ældgamle, da jeg begyndte at tale om dem. Til hvem og hvornår husker jeg ikke. Overgrebene fandt ofte sted fem meter fra deres fælles soveværelse, og min mor bekræftede, efter 22 års permanent adskillelse, i 2003, hvor jeg var 40 år, at hun kendte til overgrebene.

Dette er i og for sig fuldkommen ligegyldigt i relation til #MeToo og Naser Khader. Jeg fortæller det udelukkende for at “bevise”, at jeg forstår de syv kvinder til fulde, og at jeg selvfølgelig tror dem. Hvorfor skulle jeg ikke det, og hvorfor skulle de lyve?

Mange andre kvinder stiller sig tvivlende, og tror ikke de syv, eftersom de ikke gik til politiet, da overgrebene fandt sted og har nu startet en grim hetz. De har herved udstillet, at de ikke ved noget som helst om seksuelle overgreb.

Naser Khader har også krav på retssikkerhed

Uanset hvor ulækkert Khader har opført sig, uanset hvor gamle sagerne er, uanset næsten hvilket argument, der kan fremføres, har manden krav på almindelig retssikkerhed og at det er politiet, anklagemyndigheden og domstolene, der behandler sagen – ikke folkedomstolene på Facebook og andre sociale medier. Anklageskriftet skal skrives af anklagemyndigheden og ikke af tilfældige sammensværgelser på internettet.

Her i landet er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist, det kaldes også uskyldsformodningen. Den nævnes både i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, den står dog ikke eksplicit i hverken retsplejeloven eller straffeloven. Yderligere fremgår princippet af Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention (EMRK) Artikel 6, stk. 2.

Herudover: I strafferetsplejen er der også fri bevisbedømmelse, men der gælder en grundsætning, der siger, at enhver berettiget tvivl skal komme den tiltalte til gode (princippet kaldes: In dubio pro reo). Denne grundsætning er ikke nedfældet direkte i en lovparagraf, men der er ingen tvivl om, at den gælder alligevel..

Endelig har man ubetinget krav på en forsvarer.

Jeg holder meget af POV International, men jeg holder ikke af en analyse som Bjarke Larsens. Han dømmer Khader og udstiller ham som en færdig mand i dansk politik – det har han utvivlsomt ret i, at han er, men det er ikke hans opgave at fælde den dom. Lige præcis det hjørne af sagen må Søren Pape og advokatundersøgelsen sørge for.

Uanset hvor meget jeg hadede psykopaten, ville også han have haft krav på uskyldsformodning, In dubio pro reo og en forsvarer, hvis jeg var gået til politiet! Det, der kan ærgre mig, er, at jeg ikke gjorde det, men det er en helt anden sag. Manden døde ensom død for en del år siden, og det gør  slet ikke noget.

Jeg håber at have sat tingene i perspektiv. Det var i hvert fald intentionen.