Indlæg

POV er på spanden

Hvis jeg har en ven…

Hvis jeg som skribent har bare en ven, der læser POV, og alle de andre skribenter også har en ven, der læser POV og alle vennerne vil give bare 25 kr. om måneden er meget reddet. Jeg samler således ind blandt mine venner og læsere på vegne af POV.

Fredagens nyhed

Fredagens nyhed fra ‘vor egen verden’ var, at POV er spanden – alvorligt endda. Der er et stort hul i pengekassen svarende til ca. 60.000 kr. om måneden, og derfor beder den ansvarshavende redaktør om, at læserne hjælper til med at finde bare en person, der vil støtte med 25 kr. om måneden. Behovet er 2.500 læsere af 25 kr. er lig med 62.500 kr. årligt. Med dette beløb vil driften være sikret.

Samtidig begyndte reklamerne at dukke op. Men de er af nød frem for af lyst. Og når de nu skal være der, synes jeg, de er fint og diskret anbragt.

Flere tal

Der er p.t. 600 abonnenter, mens der er 50.000 følgere på Facebook, og det er dem, vi skal have fat i nogle stykker af.  POV ville tjene penge nok, hvis blot en tiendedel af læserne abonnerede.

Det koster ca. 100.000 kr. om måneden at drive POV, og de penge haves ikke p.t.  Men hvad går pengene til, når der er tale om et frit og åbent medie? Uden at have den store indsigt i detaljerne, er jeg klar over, at redaktørerne er lønnede, og at grafikerne er lønnede. De kan ikke undværes, uden at det går ud over kvaliteten. Daler kvaliteten forsvinder læserne, så det er en ond cirkel.

Det må også være dyrt at drive den store hjemmeside, der har enorme mængder af trafik og indhold.

What’s in it for me?

Jeg har personlige interesser i dette her, idet jeg endelig har fundet en platform at skrive til. Hvis POV ikke eksisterer længere, hvor går jeg så hen med mine skriblerier? Politiken gider næppe høre om mine erfaringer med dette og hint.

At skrive til POV giver mig meget glæde og noget erfaring med skriftsproget, som jeg ikke ellers kunne opnå. Min redaktør er altid hurtig til at melde tilbage og laver kun få ændringer, og bare det at kunne skrive ‘min redaktør’ er opløftende i sig selv.

Hvis POV holder op med at udkomme, vil jeg virkelig blive trist.

 

 

Er bivirkninger prisen?

POV har bragt en af mine artikler

Det startede egl. med, at jeg spurgte min redaktør om lidt hjælp til underrubrikken til en artikel jeg skal skrive til Psykiatrisk Center Glostrup. Artiklen skal handle om det forløb, der bragte mig af med bivirkningerne.

Overskriften er om bivirkninger er prisen for at være i den neutrale fase? Altså den fase hvor man hverken er manisk eller depressiv.

Da redaktøren havde set udkastet, sagde han, at det ville han gerne bringe. Jeg føler mig heldig.

Artiklen i POV.International er her.

, ,

Puslerier

At hygge mig

PSI-indlæggelse

Jeg er hjemme igen, og det er dejligt. Endnu engang har 808 lappet mig sammen. I denne omgang tog det heldigvis kun fem dage. PSI-konceptet er genialt!

Jeg kan uden videre komme og “få ro på”, som det hedder sig. Jeg kan komme direkte derud uden at skulle via modtagelsen i Glostrup. Jeg taler med en læge ved indlæggelse og udskrivelse som ved en ordinær indlæggelse, men ellers er jeg lidt overladt til mig selv. Det betyder, at jeg selv skal medbringe og styre medicin, og at jeg ikke kan få individuelle tilbud hos fysioterapeut og ergoterapeut. Bortset herfra indgår jeg i afsnittets dagligdag.

Jeg har lagt mærke til, at mit ur nærmest er indstillet til afsnittets døgnrytme. Kl. 12:58 opdager jeg, at det snart er tid til gåturen efter frokost…

Puslespil

For at aflede tankerne fra dødningehovederne har jeg købt tre puslespil. Flyt fokus, flyt fokus. Jeg er virkelig ikke ret god til at lægge puslespil, men her til formiddag kom der vitterligt hul på det første. Jeg klapper tilfreds på hver en brik, der passer ind i sammenhængen, og pludselig er der gået tre timer.

C på afdelingen kunne bare det med at lægge puslespil. Jeg vil øve mig og prøve at blive lige så god som hende. Hun kunne se på en brik blandt 100 og sige “den skal ligge der”. Sikke en evne at have. Jeg har også en ven, der lægger adskillige puslespil på 1.000 brikker, som for mig at se er helt umulige, men fremad det kommer hun. Hvis jeg træner, bliver jeg også god. Indtil videre hygger jeg mig bare med spil på 500 brikker.

Bilka

Under indlæggelsen har jeg fået styr på det inde i hovedet:

  • Andre mennesker går til jobsamtale og er bange for ikke at få jobbet. Jeg har det modsat: jeg er bange for at få jobbet.
  • Jeg vil sige det, som det er: jeg er overvældet over butikkens størrelse og bekymret over, om jeg kan finde rundt blandt de 15.000 varenumre. Hvis de på den baggrund siger, at så kan de ikke bruge mig, så siger vi bare pænt tak for samtalen, og det var ærgerligt.
  • Det skal siges, at jeg på afdelingen traf en sygeplejestuderende, der tidligere havde været i Bilka og roste virksomheden til skyerne. Det giver mig selvfølgelig lidt mod på tanden.
  • De første tre måneders ulønnet praktik må vise, hvordan det går. Jeg håber selvfølgelig at kunne leve op til kravene, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, men kan jeg ikke, vil det ikke være med livet som indsats.

POV International

POV International har godtaget mine første to artikler:

  1. Den store kønsforvirring
  2. ECT som mirakelkur

Artikel nummer tre er i støbeskeen, men den driller. Den skal handle om omkostninger i psykiatri og kommune i et forløb som mit. Fokus skal være politisk og ikke “ih hvor er det synd for mig, se hvor dyrt det har været”. Jeg har sendt version to til redaktøren og er meget spændt på, hvad han siger, efter jeg startede helt forfra med det blanke papir.

Der er en stor tilfredsstillelse i at få udgivet noget på skrift, udover det jeg selv udgiver. Jeg håber, jeg kan blive ved at finde emner. Forslag modtages meget gerne.