Skal jeg skive “mors” historie?

Formidling af slægtshistorie: at få hård hud på brillerne

Hvordan skriver man slægtshistorie, så andre gider læse den? En ny tilgang udfordrer den kronologiske fortælling – og fører til et personligt spørgsmål: Skal jeg skrive min “mors” historie?

Jeg har ikke selv fået idéen til “at få hård hud på brillerne”, men gid jeg havde, for det udtrykker så fint, hvad der sker med en, når man time efter time læser om dødfødte børn, enker, der må gifte sig hurtigt på ny og provisoriske straffe. Eller hvad med den unavngivne arrestantinde, der forhåbentlig dør, før straffen for tyveriet fuldbyrdes? “Forhåbentlig” fordi man ikke kan forestille sig smerten ved hverken at blive brændemærket eller kagstrøget:

1770

“d 28 Sept. blev een Arrestantinde lagt Norden
Kirken. efter Stift Amptmand Knuthes Ordre, samme
var for sit begangne Tyverie ved Landstinget dømt
til at brændemærkes og kagstryges. Begravet ved Byesvenden.”

Kilde: Holbæk Amt, Ods, Nykøbing Sjælland, 1741-1777, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 89 af 148 opslag.

Link til kilden. Lidt hjælp fra Danske Slægtsforskeres Forum.

Udtrykket “at få hård hud på brillerne” findes i bogen “Skriv om din slægt” side 16. Jeg er begyndt forfra på bogen, for jeg fik den aldrig læst færdig tilbage i 2022, hvor jeg købte den.

Detaljer og følelser

Marie Østergaard Knudsen vejleder i bogen om, hvordan man kan fortælle om andre og blive læst. Det er så inspirerende, og det har fået mig til at begynde på Hanne Bech Hansens bog “Tilfældigt forbi”, mens jeg går tur.

Før jeg begyndte at læse “Skriv om din slægt”, ville jeg ikke et sekund have tænkt over alle de detaljer, hovedpersonen Alma opruller.

Det er i vidt omfang detaljer, jeg genkender fra min egen barndom:

• For at lave hybenmarmelade skal bærrene skæres midt over, og kernerne, der i tørret form er velegnede som kløpulver, tages ud med en teske.
• Før man hælder hyldebærsaften på flasker, skal flaskerne skylles med Atamon. Så kan saften holde sig længe, for Atamon er/var et konserveringsmiddel. Jeg ser stadig etiketten på Atamonflasken for mig.
• Alma giver sin far en stribet pyjamas i julegave. Da han står op julemorgen, er den allerede blevet krøllet.

Hvert kapitel slutter med et par sætninger, der bevirker, at jeg bare må fortsætte med næste kapitel. Rigtige cliffhangere.

De idéer ville jeg aldrig selv have fået, men er der en ting, man ikke skal gøre, er det at fortælle kronologisk om alle hændelserne i menneskers liv, selvom man udmærket kender både fødselstidspunkt, vaccinationsdatoen og højden i tommer ved sessionen. Gør man det alligevel, står selv den ihærdigste læser af. Det er simpelthen for kedeligt.

Har jeg “et greb”?

Når man vil skrive, og det gælder sikkert både slægtshistorie og alt muligt andet, skal man have “et greb”, der måske også kan kaldes et udgangspunkt, og det må gerne være et livsforandrende tidspunkt i et menneskes liv.

Jeg vil egentlig selv så gerne fortælle om min oldefar, hattemagermesteren der indvandrede til Brede Klædefabrik i 1890, for jeg synes, jeg kender ham så godt, selvom han døde i 1937. Og jeg kan så godt lide ham, blandt andet fordi han betaler for et af børnebørnenes ophold på en kostskole på Amager.

I aftes fik jeg bare en helt anden idé: jeg kunne fortælle om min “mor” med udgangspunkt i det, der ændrede hendes liv radikalt: min fars død i 1972.

Hun stod tilbage:

• uden arbejde, for hun havde gået hjemme med kun en vigtig opgave: at passe mig
• uden uddannelse, for hun havde giftet sig med en 13 år ældre mand med godt job og god uddannelse
• med udsigt til om seks måneder at skulle finde en anden bolig, for huset var fabrikkens
• med et barn, hun aldrig rigtig havde ønsket sig (mig), for det var min far, der ville adoptere

Det ville så også blive min egen mærkelige historie fortalt gennem hende. De fleste mennesker, også jeg, siger “Jeg har ikke oplevet noget særligt”, men hvis jeg tænker mig om, så har jeg oplevet noget, der heldigvis ikke er så mange, der oplever.

Hvorfor kommer hun ikke ud på gangen på Give Sygehus, hvor jeg har siddet og ventet, mens læger og sygeplejersker for ud og ind, og tager mig op og siger:

Nu skal du høre min skat: nu er der kun os to tilbage, for far er død, men vi skal nok klare os, og jeg skal nok passe på dig.

I stedet kom hun ud og sagde: “Han er død”, og så kørte vi hjem til Brande og ned til mormor, hvor de talte sammen henover køkkenbordet med voksdugen. Det er jo noget lidt andet.

Jeg tror ikke, jeg endnu har fået hård hud på brillerne, for jeg undrer mig over, hvorfor hun på min 13-års fødselsdag giver mig min fars “Ole Bole ABC” og skriver i den “Til Hanne 23-11-1976. Har tilhørt din Far”. Er det en anerkendelse af det særlige bånd, der var mellem ham og mig?

Hendes historie fortjener måske også at blive fortalt?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.