Indlæg

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Med far og mor på arbejde

MeccanoStegemüller

Kvinderne fyldte kun lidt

Med far og mor på arbejde

Et enkelt skrivegreb kan åbne en hel verden af minder. En øvelse på højskolen fik mig til at tænke over, hvorfor det altid er min fars arbejdsplads, jeg kan genkalde med alle sanser, mens min mors arbejde næsten er forsvundet ud af hukommelsen. Samtidig blev det tydeligt for mig, hvilken genre jeg har mest lyst til at skrive videre i.

Det kan måske være at svært finde på noget at skrive om.

Og hvordan kommer man i gang? Hvad er en god åbning?

Hvordan laver man “in media res”, der er latin for at være midt i tingene? Hvordan hopper man direkte ind i historien, så man undgår at nøle?

Jeg havde faktisk tænkt på det, allerede inden Marie Østergaard Knudsen viste det på en af sine slides. God inspiration kan være:

Med far og mor på arbejde …

Mange af mine medstuderende havde allerede været med i hvert fald deres far på arbejde. Det stemmer med, at kursusdeltagerne var nogenlunde lige gamle, og derfor er det faderen, der er på arbejde og fylder i billedet.

En havde siddet på traktorens højre skærm, mens faderen kørte den grå Massey Ferguson ud over markerne. En anden var med ude at malke i hånden, fordi strømmen var gået, så malkemaskinen ikke kunne køre.

Også i mine egne fortællinger er det min far, der fylder. Min egen mor vil gerne ud på arbejdsmarkedet, for vi er i slutningen af 60’erne. Hidtil har hendes vigtigste opgave været at gå hjemme og passe mig.

En medstuderende spurgte mig: “Hvad lavede hun så ude på arbejdsmarkedet?” Jeg ved det faktisk ikke. Det er mærkeligt, men det var jo heller ikke hende, der tog mig med, så jeg kunne se, høre og lugte, hvad hun lavede derude.

Alle mine sanser genkender derimod uden videre min fars arbejde.

Jeg ved præcis:

  • hvor langt der er til fabrikken,
  • at vi skal til højre ad Østre Stationsvej og straks efter til venstre for at komme til fabrikkens gamle del,
  • hvordan klædet lugter efter appreturen (en slags “konserveringsmiddel” til klæde),
  • hvordan fars kontor ser ud,
  • hvor mange trin, der er op ad de små trætrappestiger til arbejderne ved deres maskiner,
  • jeg genkender lydene i fabrikshallen
  • etc.

Far, mor og børn

De fleste børn har leget “Far, mor og børn”, der er en rolleleg, hvor børn efterligner de voksnes hverdag.

Ingen ville være faderen, der, for at spille rollen rigtigt, skulle gå ud af værelset og bare være “på arbejde”, indtil det blev aften, og han måtte komme hjem igen. På samme måde ville ingen være hunden.

De, der var tilbage, skulle være moderen og børnene. De digtede lange handlingsforløb med moderen som hovedrolleindehaver og børn, der makkede ret. Og hvis de ikke gjorde, kunne de bare vente, til far kom hjem. Den latente trussel lå der altid, og moderen var et skvat, når hun ikke selv ordnede de små affærer, der opstod mellem saftevand og røde dukkevogne af træ. Jeg havde små kaffestel af porcelæn, som skulle vaskes op efter sandkagen som en del af legen.

Jeg kan ikke huske hvilke roller, jeg selv havde. Noget siger mig, at jeg kan have været faderen, netop fordi jeg ikke kan huske noget af det, og måske er det derfor, jeg syntes, “Far, mor og børn” var en kedelig leg? Jeg har aldrig været god til rollespil, for jeg kan ikke digte en handling. Jeg foretrak konstruktionslegene med Bilofix, Meccano og Lego. Og jeg husker udmærket, hvordan det er at træde på en Legoklods. (Topbilledet er dele fra et Meccano-byggesæt).

Pudsigt nok kom der aldrig nye børn ud af “Far, mor og børn”. Moderen var aldrig gravid, men det må hun have været noget af tiden, når der var alle de børn.

Genrevalg

Nogle siger, man ikke kan huske noget, før man er ca. syv år. Det er ikke sandt for mit vedkommende. Jeg husker et væld af detaljer, allerede fra jeg er ca. fire år. Bamserne på Morris Minorens bagsæde er enten lyseblå eller sorte og hvide som pandaer.

Mine erindringsfortællinger er nemme, for jeg skal bare skrive tingene, som de var. Sådan undgår jeg let “psykologordene”, for et barn vil jo aldrig have tiltusket sig “han fyldte meget”, “rummelig”, “manipulerende” o.lign.

Jeg tror, erindringsfortællingerne er min foreløbige vej frem.

På den anden side har jeg en bunke af min fars breve fra 1955 til hans ungdomskæreste. De breve vil jeg også gerne vække til live, fordi de er fine tidsbilleder. Der er koldt vand i hanerne og en mor, der skal komme til Vestjylland fra Ordrup for at hjælpe den 33-årige ungkarl med at vælge gardiner. Og så er der sættet, der vel skal skal være i Perlon?

Hvordan brevene er landet hos mig, har jeg ingen idé om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Efter “Skriv dit liv” på Vestjyllands Højskole. Hårdt og godt.

Katten i "Forundringens have"Stegemüller

Forfatterdrømmen lever igen

Efter “Skriv dit liv” på Vestjyllands Højskole. Hårdt og godt.

En uge på Vestjyllands Højskole gav mig meget mere end nye skriveredskaber. Den gav mig troen på, at forfatterdrømmen stadig lever. Jeg kom hjem udmattet af sanseindtryk men med en ny forståelse af fortællingens kunst, mod til at dele mine egne erindringer – og lysten til endelig at skrive den historie, der har ligget i skuffen alt for længe.

Det har været fantastisk, og det har været utrolig hårdt for en Asperger-hjerne uden filter, hvor alle sanseindtryk farer direkte ind. Et bombardement uden ophør. 120 mennesker støjer utrolig meget – også selvom de er både søde og velmenende.

Det værste var spisesalen, så jeg fik stort set først mad, da Birte uden h fandt på at hente det til mig. Jeg væltede næsten bagover af hendes omsorg. Hvordan takker man et menneske, der uden videre tilbyder sig selv som en ven i nøden?

Adskillige dage har jeg tænkt “Nu ændrer jeg billetterne, sætter mig fredfyldt på DSB 1′ Stillezone og kører til København”, men kig på programmet fik mig til alligevel at prøve at tage en dag mere. Der var for meget, jeg ikke ville gå glip af, og tandbylden gik også langsomt i sig selv.

Jeg var som en hullet si. Det var bedst om morgenen, men i dagens løb blev det værre. Nu er energiregnskabet i debet, men humøret er godt – fyldt af glæde over endelig at have forstået alt det, jeg i flere år har forsøgt at læse mig til.

Det er en kolossal sejr, at jeg holdt ud til torsdag kl. 16:30, hvor Bodil kom i Toyotaen og kørte mig på el til Herning Station. Kun et skift på Hovedbanegården fra såkaldt lyntog til en taxa det sidste stykke. Togturen blev billig, for en forsinkelse på 52 minutter bevirkede, at jeg nu får halvdelen af de 684 kr. retur som led i rejsetidsgarantien. 15 kilometer øst for Fredericia holdt vi en time ved den lille stationsby Kauslunde på Fyn, mens Banedanmark reparerede et eller andet. Det generede ikke mig, for jeg havde min nye bog “Fortæl dit liv – Sådan skriver du dine erindringer”.

Deadline i morgen kl. 12:00

Vi har trænet og øvet. Teori er blevet til praksis.

— I morgen skal du inden kl. 12:00 sende din tekst. Vi printer i fire eksemplarer, og du skal tale om den med din gruppe, sagde vores underviser Marie Østergaard Knudsen.

  • Min første beslutning var, at det kunne Marie godt glemme. Helt som spisesalen ville det blive uden mig. Jeg havde ikke nogle ord, der kunne bruges, og mine tekster er som mine børn, jeg har puslet om og givet et varieret liv i kærlighed. De skulle ikke ud på en fremmed legeplads med uuddannede hjælpere.
  • Den næste beslutning fødtes natten inden, hvor jeg forsøgsvist skrev Hongkong-influenza i 1969. Jeg trak vejret dybt, lukkede øjnene og trykkede på send.

Først tvivlede jeg på, om den var god nok og overhovedet værd at læse for nogen som helst? Og udleverede jeg mig selv for meget til 19 næsten-fremmede mennesker? Men jeg skriver jo bare tingene, som de var.

Den viste sig at være brugbar, selv om jeg havde overskredet grænsen på 500 ord med 407 ord. Jeg fik lov at læse den højt for hele holdet. Stemmen var flere gange ved at knække, fordi minderne kom farende. Men man kan synke sig fra meget.

Jeg kan i virkeligheden godt lide at blive presset især bagefter, når nytteværdien har vist sig.

Det vigtigste er at skrive

Skriveøvelserne har været geniale. “Skriv i syv minutter”. Når man tror, det er overstået, siger hun “Skriv så i syv minutter mere”. Det forunderlige er, at der rent faktisk kan komme en forståelig tekst ud af sådan et power-skriv.

Nu er jeg – heldigvis – hjemme og vil forsøge at praktisere “BDS”, der står for:

  • Brief
  • Daily
  • Sessions

Skriv 20 minutter hver morgen, inden sanserne forstyrres af snik snak, e-mails, netbank, Facebook, telefonmøder etc. Sæt ord på papir eller skærm, pres dig selv lidt, prøv at gøre det. Ingen skal se teksten, med mindre du får geniale indfald. Og det gør jeg jo … I morges dukkede Skjold Burnes “Den med tyren” pludselig op

Det vigtigste er glæden ved ordene og ved at skrive. Det vigtigste er ikke, om kommaerne står det rigtige sted.

Show it – don’t tell it

Endelig er det lykkedes mig at få “show it – don’t tell it” ind under huden. Jeg har så tit læst om det, men det er aldrig lykkedes mig at praktisere det. Det er som om, jeg ikke helt fattede, hvad det betød for mig og mine fortællinger. Men nu ved jeg, hvad det drejer sig om.

“Tante Agathe var både en dramaqueen og temmelig manipulerende” – det går bare ikke, for her fortæller man læseren, hvad hun skal mene om tante Agathe.

Fold det ud. Fortæl af karsken bælg. Der skal mange ord til at forklare, hvad en dramaqueen er, eller hvordan et menneske er manipulerende, men det er jo hele idéen med fortællingen. Der må gerne være mange ord.

Mit projekt om hattemagermesteren skal op af skuffen

— Mor, kan du række mig stegen? siger Wilhelm. Mor rejser sig. Hun går over til komfuret, hvor den varme plade står.
— Vil du have sauerkraut til også?
— Ja tak.
Vilhelm betragter mor, der går ind i spisekammeret. Er det nu, han skal lufte idéen? Han betragter mors arm. Er hun trist i dag? Tænker hun på Emilie og Pauline? Nej, hun ser stærk ud.
— Jeg har tænkt på noget.
— Ja? Mor sætter sig.
— Jeg så en annonce i avisen. De mangler hattemagere i København.

Den lille tekst herover udviklede Marie på fem minutter til mig, da jeg for nogle år siden købte en session hos hende. Det havde taget mig fem dage.

Jeg har gemt noterne fra sessionen. De er nu kun er delvist læselige, fordi jeg har væltet et glas vand ud over dem.

Wilhelm er den oldefar, der i 1890 kom til Brede Klædefabrik som hattemagermester. Jeg har en historie, den skal “bare” skrives.

Jeg glæder mig og tastaturet kalder højt på mig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg tager på Vestjyllands Højskole til “Skriv dit liv”

Højskoleliv og energiregnskab

Jeg tager på Vestjyllands Højskole til “Skriv dit liv”

At tage på højskole er for mange ren sommeridyl – for mig er det også et spørgsmål om energi, mod og vilje. Med en forfatterdrøm, der ikke vil slippe, og et nøje planlagt energiregnskab i bagagen, tager jeg springet og drager til Vestjyllands Højskole for at skrive mit liv.

Åh, hvor jeg allerede glæder mig til igen at være på højskole. Jeg elsker at synge fra Højskolesangbogen til morgen- og aftensamlingerne. Det er mange år siden sidst. Jeg har ikke turdet – men nu skal det være.

Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem. Og for mig er fem mange – men nu vil jeg altså på højskole igen.

Marie Østergaard Knudsen, der har skrevet bogen, jeg p.t. (gen-)læser:

“Skriv om din slægt – sådan fortæller du om andre og bliver læst”,

holder kurset “Skriv dit liv” i juni måned på Vestjyllands Højskole. Og min forfatterdrøm vil ikke dø.

På side 87 skriver hun bl.a., “Min målgruppe for denne bog er slægtsforskere, der gerne vil skrive om deres aner.” Det er lige noget for mig, og jeg er nødt til at lære det. Historierne står i kø, men jeg ikke finde ud af det.

Psykologen ville juble over, at jeg drager ud fra mit eksil.

Jeg plejer ikke at holde sommerferie, for jeg kan bedst lide, når dagene er, som de plejer, men i år skal det være. Jeg har bestilt enkeltværelse, så jeg kan trække mig tilbage, når det er nødvendigt af hensyn til energiregnskabet.

Masser af “greb”

Jo mere, jeg læser i bogen, jo flere idéer har jeg til “greb”, som man måske også bare kunne kalde udgangspunkter. Steder i menneskers liv, hvor der sker noget livsforandrende, eller hvor de træffer eksistentielle valg:

  • Oldefar beslutter at rejse fra Frankfurt for at arbejde som hattemagermester på Brede
  • En af hans sønner og en svigersøn stjæler 20.000 hatte og 4 kilometer hattebånd fra Dansk Hattefabrik i Skodsborg
  • En anden søn melder sig til Frikorps Danmark og kæmper på Østfronten på tysk side
  • Morfar går “på tvang” med det lille husmandssted i 1925. Han tænker, at de, der overværer auktionen, mener, at han nu har sat det over styr, hans forældre havde bygget op
  • Far flytter fra Kgs. Lyngby til Vestjylland og skriver i et af sine breve “hjem”, at det bliver rart at komme til Sjælland i ferien, for “her siger de kun a’ og do”

Energiregnskabet

Jeg var til Danske Slægtsforskeres generalforsamling, fordi der var mange mennesker, jeg gerne ville træffe i den virkelige verden. Vi har kun skrevet sammen – nogle i 15-20 år.

Det var en lørdag, og først tirsdag fungerede min hjerne normalt igen. Jeg var fuldkommen udmattet. Da jeg gik hjem derfra, tænkte jeg “Det gør jeg aldrig mere”, selvom jeg havde forberedt mig grundigt: var udhvilet, stået tidligt op, drukket den gode morgenkaffe med den gode mælk, kørt med DSB 1. klasse, stillekupé osv.

Jeg havde dog ikke forudset, at anden deltager gerne ville følges fra stationen og derhen og samtalede hele vejen, og at en tredje deltager gerne ville underholde på stationen efter generalforsamlingen, lige til mit tog kom og reddede mig ud af kniben. Jeg havde mest lyst til at sige “Åh, vil du ikke godt tie stille”, men det gør man jo ikke, og der var ikke et sted, jeg kunne flygte hen.

Men nu tænker jeg, at det alligevel var det hele værd. Nu ved jeg, at det koster noget, og at depoterne langsomt fyldes op igen efterfølgende. Det tager bare nogle dage, men sådan er det at have Aspergers syndrom. Verden bliver god igen, jeg klarer det, men det tager sin tid.

Man skal ikke spørge en autist “Hvad kan du?”. Man skal spørge “Hvad koster det?”, hørte jeg Christina Sommer sige i en video. Og det koster noget at være sammen med andre, også selvom man gerne vil.

Men jeg skal altså på højskole.

Jeg glæder mig allerede helt vildt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Formidling af slægtshistorie: at få hård hud på brillerne

Skal jeg skive “mors” historie?

Formidling af slægtshistorie: at få hård hud på brillerne

Hvordan skriver man slægtshistorie, så andre gider læse den? En ny tilgang udfordrer den kronologiske fortælling – og fører til et personligt spørgsmål: Skal jeg skrive min “mors” historie?

Jeg har ikke selv fået idéen til “at få hård hud på brillerne”, men gid jeg havde, for det udtrykker så fint, hvad der sker med en, når man time efter time læser om dødfødte børn, enker, der må gifte sig hurtigt på ny og provisoriske straffe. Eller hvad med den unavngivne arrestantinde, der forhåbentlig dør, før straffen for tyveriet fuldbyrdes? “Forhåbentlig” fordi man ikke kan forestille sig smerten ved hverken at blive brændemærket eller kagstrøget:

1770

“d 28 Sept. blev een Arrestantinde lagt Norden
Kirken. efter Stift Amptmand Knuthes Ordre, samme
var for sit begangne Tyverie ved Landstinget dømt
til at brændemærkes og kagstryges. Begravet ved Byesvenden.”

Kilde: Holbæk Amt, Ods, Nykøbing Sjælland, 1741-1777, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 89 af 148 opslag.

Link til kilden.
Lidt hjælp fra Danske Slægtsforskeres Forum.

Udtrykket “at få hård hud på brillerne” findes i bogen “Skriv om din slægt” side 16. Jeg er begyndt forfra på bogen, for jeg fik den aldrig læst færdig tilbage i 2022, hvor jeg købte den.

Detaljer og følelser

Marie Østergaard Knudsen vejleder i bogen om, hvordan man kan fortælle om andre og blive læst. Det er så inspirerende, og det har fået mig til at begynde på Hanne Bech Hansens bog “Tilfældigt forbi”, mens jeg går tur.

Før jeg begyndte at læse “Skriv om din slægt”, ville jeg ikke et sekund have tænkt over alle de detaljer, hovedpersonen Alma opruller.

Det er i vidt omfang detaljer, jeg genkender fra min egen barndom:

  • For at lave hybenmarmelade skal bærrene skæres midt over, og kernerne, der i tørret form er velegnede som kløpulver, tages ud med en teske.
  • Før man hælder hyldebærsaften på flasker, skal flaskerne skylles med Atamon. Så kan saften holde sig længe, for Atamon er/var et konserveringsmiddel. Jeg ser stadig etiketten på Atamonflasken for mig.
  • Alma giver sin far en stribet pyjamas i julegave. Da han står op julemorgen, er den allerede blevet krøllet.

Hvert kapitel slutter med et par sætninger, der bevirker, at jeg bare må fortsætte med næste kapitel. Rigtige cliffhangere.

De idéer ville jeg aldrig selv have fået, men er der en ting, man ikke skal gøre, er det at fortælle kronologisk om alle hændelserne i menneskers liv, selvom man udmærket kender både fødselstidspunkt, vaccinationsdatoen og højden i tommer ved sessionen. Gør man det alligevel, står selv den ihærdigste læser af. Det er simpelthen for kedeligt.

Har jeg “et greb”?

Når man vil skrive, og det gælder sikkert både slægtshistorie og alt muligt andet, skal man have “et greb”, der måske også kan kaldes et udgangspunkt, og det må gerne være et livsforandrende tidspunkt i et menneskes liv.

Jeg vil egentlig selv så gerne fortælle om min oldefar, hattemagermesteren der indvandrede til Brede Klædefabrik i 1890, for jeg synes, jeg kender ham så godt, selvom han døde i 1937. Og jeg kan så godt lide ham, blandt andet fordi han betaler for et af børnebørnenes ophold på en kostskole på Amager.

I aftes fik jeg bare en helt anden idé: jeg kunne fortælle om min “mor” med udgangspunkt i det, der ændrede hendes liv radikalt: min fars død i 1972.

Hun stod tilbage:

  • uden arbejde, for hun havde gået hjemme med kun en vigtig opgave: at passe mig
  • uden uddannelse, for hun havde giftet sig med en 13 år ældre mand med godt job og god uddannelse
  • med udsigt til om seks måneder at skulle finde en anden bolig, for huset var fabrikkens
  • med et barn, hun aldrig rigtig havde ønsket sig (mig), for det var min far, der ville adoptere

Det ville så også blive min egen mærkelige historie fortalt gennem hende. De fleste mennesker, også jeg, siger “Jeg har ikke oplevet noget særligt”, men hvis jeg tænker mig om, så har jeg oplevet noget, der heldigvis ikke er så mange, der oplever.

Hvorfor kommer hun ikke ud på gangen på Give Sygehus, hvor jeg har siddet og ventet, mens læger og sygeplejersker for ud og ind, og tager mig op og siger:

Nu skal du høre min skat: nu er der kun os to tilbage, for far er død, men vi skal nok klare os, og jeg skal nok passe på dig.

I stedet kom hun ud og sagde: “Han er død”, og så kørte vi hjem til Brande og ned til mormor, hvor de talte sammen henover køkkenbordet med voksdugen. Det er jo noget lidt andet.

Jeg tror ikke, jeg endnu har fået hård hud på brillerne, for jeg undrer mig over, hvorfor hun på min 13-års fødselsdag giver mig min fars “Ole Bole ABC” og skriver i den “Til Hanne 23-10-1976. Har tilhørt din Far”. Er det en anerkendelse af det særlige bånd, der var mellem ham og mig?

Hendes historie fortjener måske også at blive fortalt?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.