Indlæg

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg tager på Vestjyllands Højskole til “Skriv dit liv”

Højskoleliv og energiregnskab

Jeg tager på Vestjyllands Højskole til “Skriv dit liv”

At tage på højskole er for mange ren sommeridyl – for mig er det også et spørgsmål om energi, mod og vilje. Med en forfatterdrøm, der ikke vil slippe, og et nøje planlagt energiregnskab i bagagen, tager jeg springet og drager til Vestjyllands Højskole for at skrive mit liv.

Åh, hvor jeg allerede glæder mig til igen at være på højskole. Jeg elsker at synge fra Højskolesangbogen til morgen- og aftensamlingerne. Det er mange år siden sidst. Jeg har ikke turdet – men nu skal det være.

Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem. Og for mig er fem mange – men nu vil jeg altså på højskole igen.

Marie Østergaard Knudsen, der har skrevet bogen, jeg p.t. (gen-)læser:

“Skriv om din slægt – sådan fortæller du om andre og bliver læst”,

holder kurset “Skriv dit liv” i juni måned på Vestjyllands Højskole. Og min forfatterdrøm vil ikke dø.

På side 87 skriver hun bl.a., “Min målgruppe for denne bog er slægtsforskere, der gerne vil skrive om deres aner.” Det er lige noget for mig, og jeg er nødt til at lære det. Historierne står i kø, men jeg ikke finde ud af det.

Psykologen ville juble over, at jeg drager ud fra mit eksil.

Jeg plejer ikke at holde sommerferie, for jeg kan bedst lide, når dagene er, som de plejer, men i år skal det være. Jeg har bestilt enkeltværelse, så jeg kan trække mig tilbage, når det er nødvendigt af hensyn til energiregnskabet.

Masser af “greb”

Jo mere, jeg læser i bogen, jo flere idéer har jeg til “greb”, som man måske også bare kunne kalde udgangspunkter. Steder i menneskers liv, hvor der sker noget livsforandrende, eller hvor de træffer eksistentielle valg:

  • Oldefar beslutter at rejse fra Frankfurt for at arbejde som hattemagermester på Brede
  • En af hans sønner og en svigersøn stjæler 20.000 hatte og 4 kilometer hattebånd fra Dansk Hattefabrik i Skodsborg
  • En anden søn melder sig til Frikorps Danmark og kæmper på Østfronten på tysk side
  • Morfar går “på tvang” med det lille husmandssted i 1925. Han tænker, at de, der overværer auktionen, mener, at han nu har sat det over styr, hans forældre havde bygget op
  • Far flytter fra Kgs. Lyngby til Vestjylland og skriver i et af sine breve “hjem”, at det bliver rart at komme til Sjælland i ferien, for “her siger de kun a’ og do”

Energiregnskabet

Jeg var til Danske Slægtsforskeres generalforsamling, fordi der var mange mennesker, jeg gerne ville træffe i den virkelige verden. Vi har kun skrevet sammen – nogle i 15-20 år.

Det var en lørdag, og først tirsdag fungerede min hjerne normalt igen. Jeg var fuldkommen udmattet. Da jeg gik hjem derfra, tænkte jeg “Det gør jeg aldrig mere”, selvom jeg havde forberedt mig grundigt: var udhvilet, stået tidligt op, drukket den gode morgenkaffe med den gode mælk, kørt med DSB 1. klasse, stillekupé osv.

Jeg havde dog ikke forudset, at anden deltager gerne ville følges fra stationen og derhen og samtalede hele vejen, og at en tredje deltager gerne ville underholde på stationen efter generalforsamlingen, lige til mit tog kom og reddede mig ud af kniben. Jeg havde mest lyst til at sige “Åh, vil du ikke godt tie stille”, men det gør man jo ikke, og der var ikke et sted, jeg kunne flygte hen.

Men nu tænker jeg, at det alligevel var det hele værd. Nu ved jeg, at det koster noget, og at depoterne langsomt fyldes op igen efterfølgende. Det tager bare nogle dage, men sådan er det at have Aspergers syndrom. Verden bliver god igen, jeg klarer det, men det tager sin tid.

Man skal ikke spørge en autist “Hvad kan du?”. Man skal spørge “Hvad koster det?”, hørte jeg Christina Sommer sige i en video. Og det koster noget at være sammen med andre, også selvom man gerne vil.

Men jeg skal altså på højskole.

Jeg glæder mig allerede helt vildt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Formidling af slægtshistorie: at få hård hud på brillerne

Skal jeg skive “mors” historie?

Formidling af slægtshistorie: at få hård hud på brillerne

Hvordan skriver man slægtshistorie, så andre gider læse den? En ny tilgang udfordrer den kronologiske fortælling – og fører til et personligt spørgsmål: Skal jeg skrive min “mors” historie?

Jeg har ikke selv fået idéen til “at få hård hud på brillerne”, men gid jeg havde, for det udtrykker så fint, hvad der sker med en, når man time efter time læser om dødfødte børn, enker, der må gifte sig hurtigt på ny og provisoriske straffe. Eller hvad med den unavngivne arrestantinde, der forhåbentlig dør, før straffen for tyveriet fuldbyrdes? “Forhåbentlig” fordi man ikke kan forestille sig smerten ved hverken at blive brændemærket eller kagstrøget:

1770

“d 28 Sept. blev een Arrestantinde lagt Norden
Kirken. efter Stift Amptmand Knuthes Ordre, samme
var for sit begangne Tyverie ved Landstinget dømt
til at brændemærkes og kagstryges. Begravet ved Byesvenden.”

Kilde: Holbæk Amt, Ods, Nykøbing Sjælland, 1741-1777, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 89 af 148 opslag.

Link til kilden.
Lidt hjælp fra Danske Slægtsforskeres Forum.

Udtrykket “at få hård hud på brillerne” findes i bogen “Skriv om din slægt” side 16. Jeg er begyndt forfra på bogen, for jeg fik den aldrig læst færdig tilbage i 2022, hvor jeg købte den.

Detaljer og følelser

Marie Østergaard Knudsen vejleder i bogen om, hvordan man kan fortælle om andre og blive læst. Det er så inspirerende, og det har fået mig til at begynde på Hanne Bech Hansens bog “Tilfældigt forbi”, mens jeg går tur.

Før jeg begyndte at læse “Skriv om din slægt”, ville jeg ikke et sekund have tænkt over alle de detaljer, hovedpersonen Alma opruller.

Det er i vidt omfang detaljer, jeg genkender fra min egen barndom:

  • For at lave hybenmarmelade skal bærrene skæres midt over, og kernerne, der i tørret form er velegnede som kløpulver, tages ud med en teske.
  • Før man hælder hyldebærsaften på flasker, skal flaskerne skylles med Atamon. Så kan saften holde sig længe, for Atamon er/var et konserveringsmiddel. Jeg ser stadig etiketten på Atamonflasken for mig.
  • Alma giver sin far en stribet pyjamas i julegave. Da han står op julemorgen, er den allerede blevet krøllet.

Hvert kapitel slutter med et par sætninger, der bevirker, at jeg bare må fortsætte med næste kapitel. Rigtige cliffhangere.

De idéer ville jeg aldrig selv have fået, men er der en ting, man ikke skal gøre, er det at fortælle kronologisk om alle hændelserne i menneskers liv, selvom man udmærket kender både fødselstidspunkt, vaccinationsdatoen og højden i tommer ved sessionen. Gør man det alligevel, står selv den ihærdigste læser af. Det er simpelthen for kedeligt.

Har jeg “et greb”?

Når man vil skrive, og det gælder sikkert både slægtshistorie og alt muligt andet, skal man have “et greb”, der måske også kan kaldes et udgangspunkt, og det må gerne være et livsforandrende tidspunkt i et menneskes liv.

Jeg vil egentlig selv så gerne fortælle om min oldefar, hattemagermesteren der indvandrede til Brede Klædefabrik i 1890, for jeg synes, jeg kender ham så godt, selvom han døde i 1937. Og jeg kan så godt lide ham, blandt andet fordi han betaler for et af børnebørnenes ophold på en kostskole på Amager.

I aftes fik jeg bare en helt anden idé: jeg kunne fortælle om min “mor” med udgangspunkt i det, der ændrede hendes liv radikalt: min fars død i 1972.

Hun stod tilbage:

  • uden arbejde, for hun havde gået hjemme med kun en vigtig opgave: at passe mig
  • uden uddannelse, for hun havde giftet sig med en 13 år ældre mand med godt job og god uddannelse
  • med udsigt til om seks måneder at skulle finde en anden bolig, for huset var fabrikkens
  • med et barn, hun aldrig rigtig havde ønsket sig (mig), for det var min far, der ville adoptere

Det ville så også blive min egen mærkelige historie fortalt gennem hende. De fleste mennesker, også jeg, siger “Jeg har ikke oplevet noget særligt”, men hvis jeg tænker mig om, så har jeg oplevet noget, der heldigvis ikke er så mange, der oplever.

Hvorfor kommer hun ikke ud på gangen på Give Sygehus, hvor jeg har siddet og ventet, mens læger og sygeplejersker for ud og ind, og tager mig op og siger:

Nu skal du høre min skat: nu er der kun os to tilbage, for far er død, men vi skal nok klare os, og jeg skal nok passe på dig.

I stedet kom hun ud og sagde: “Han er død”, og så kørte vi hjem til Brande og ned til mormor, hvor de talte sammen henover køkkenbordet med voksdugen. Det er jo noget lidt andet.

Jeg tror ikke, jeg endnu har fået hård hud på brillerne, for jeg undrer mig over, hvorfor hun på min 13-års fødselsdag giver mig min fars “Ole Bole ABC” og skriver i den “Til Hanne 23-10-1976. Har tilhørt din Far”. Er det en anerkendelse af det særlige bånd, der var mellem ham og mig?

Hendes historie fortjener måske også at blive fortalt?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

1. møde med Marie Østergaard Knudsen

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

I går var jeg til det første møde med forfatten til den bog, jeg læser for tiden “Skriv om din slægt – Sådan fortæller du om andre og bliver læst”. Hendes navn er Marie Østergaard Knudsen, og jeg gik simpelthen så glad derfra.

(Grundet kognitive vanskeligheder er jeg er længe om at komme gennem en bog, da jeg ikke kan bevare koncentrationen meget mere end 20 minutter ad gangen, med mindre jeg selv frembringer noget eller ser “Forsvundne arvinger”).

Man kan sige, jeg “fik ros af læreren”. Hun kunne nemlig godt lide min idé om at ville skrive om min oldefar, der kommer til Brede Klædefabrik en skyet dag i marts 1890. Hun mente, at jeg allerede er langt i at indkredse, hvad jeg gerne vil, og at jeg har en historie.

Hun fik mig til at at glæde mig til skriveglæden i stedet for at tænke, at nu har jeg sat mig for endnu en arbejdsopgave, jeg vil involvere mig i. Det skal ikke blive en arbejdsopgave, det skal blive dejlige dage, hvor jeg forsvinder i ord og fantasi.

Det, hun kan, er at strukturere og at skære til.

Det, vi talte om, har jeg jo sådan set allerede læst, sat streger ved og taget noter til, men det er noget helt andet at sidde overfor et behageligt menneske og tale om mine idéer og så få hendes værktøjer koblet på. Jeg optog samtalen og har allerede hørt den tre gange, for den er enormt inspirerende. Nu tror jeg, jeg endelig har fanget, hvad hjemmeopgaven til næste gang er.

Jeg skal skrive fire forskellige såkaldte “scener”, hvor de involverede parter har dialog med hinanden, og hvor oldefar også har sin egen indre dialog. Hvad tænker han mon? Hvordan har det været at fortælle sin (ikke så) gamle mor, at han har tænkt sig at forlade hende og søge lykken nordpå?

Fra fakta til følelser

Jeg har gået og tænkt, at jeg sikkert ikke kan skrive noget som helst, fordi jeg drukner i fakta, og fordi jeg ikke er særlig god til “det med følelser”. Og fantasi bygger på følelser. Når man har Aspergers syndrom, sanser man ikke så meget; så er man mere til data i tabeller og detaljer. At føle er at sanse.

Jeg synes ikke, jeg har nogen fantasi. Det skød hun en hvid pind igennem baseret på det, vi talte om, og de 200 ord, jeg havde sendt på forhånd. Jeg havde overset, at der også her er tale om en læreproces. Jeg rakte jo heller ikke bare hænderne ud og så landede der en cand.jur, en sagsbehandler, en budgetbisse, en webmaster eller en slægtsforsker. Det har alt sammen krævet øvelse. Jeg kravlede såmænd kun lige over dumpegrænsen med 6 og 7 på 1. årsprøve. Jeg var en af dem, der virkelig skulle lære at studere.

Hun spurgte ret tidligt, om jeg vil skrive fakta eller fiktion? Jeg svarede “begge dele”. Og det kan man godt; så bliver det en “fortælling baseret på virkelige hændelser”.

Jeg vil føle mig på sikker grund og tryg, hvis jeg tager afsæt i de data, jeg har. Og det jeg ikke ved noget om, må jeg prøve at digte. Jeg ved virkelig ikke, hvad de fik til aften, da han besluttede sig for at fortælle sin mor, at han havde overvejet at søge lykken her nordpå. Og ja, jeg vil blive udfordret, men det drejer sig om at finde skrive- og fortælleglæden og at sætte mig selv fri til det.

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglædenDer er selvfølgelig allerede skrevet meget om Brede Klædefabrik, men der hvor jeg tror, jeg kan bidrage med noget, er at skrive en historie, der fortæller om virkelige menneskers liv på fabrikken. Man kan hente bogen “Brede Klædefabrik” – udgivet af Erhvervsarkivets Forskningsfond i 2004 – på Danskernes Historie Online – Danske Slægtsforskeres Bidlliotek.

Ikke mindst Jeppe Tønsberg, mangeårig leder og arkivar på Byhistorisk Samling i Lyngby Tårbæk Kommune, har skrevet de værker om Brede Klædefabrik, man skal kende, hvis man vil vide noget om fabrikken.

Jeg traf ham tilbage i 2005. Egentlig havde jeg besluttet mig for at ringe til ham og spørge, om vi kunne lave en form for samarbejde. Desværre er han afgået ved døden – kun 71 år gammel – i juni 2021. Men flere af hans bøger lever i min reol.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.