200 ord må jeg vel kunne skrive?
Øvelse fra »Skriv om din slægt«
Topbilledet forestiller en af de mange hattemagere i min slægt: Robert Rickardt STEGEMÜLLER (1897-1973) – fjerde gang oldefar bliver far.
Indholdsfortegnelse
200 ord må jeg vel kunne skrive?
Gad nok vide hvorfor jeg ikke fik læst »Skriv om din slægt – Sådan fortæller du om andre og bliver læst«, da jeg købte den? Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har noteret købsmåned og år i bogen – men i hvert fald er den udgivet i 2022. Nu hvor jeg endelig har fået hul på den, er den både inspirerende og meget vejledende »Du skal/kan gøre sådan«. I kapitel 1 (side 17) findes fx denne øvelse:
Du ved, hvem du vil skrive om. Hvilken hændelse ændrede hendes liv som ung? Forestil dig, at du er hende, og lad hende fortælle om det i jegform. Skriv 200 ord.
Oldefars historie
Tjah, joh, jeg ved såmænd ikke, om jeg ved, hvem jeg vil skrive om, men en mulighed kunne være min oldefar Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862-1937), fordi jeg kender en virkelig livsændrende omstændighed for ham: han rejser til Danmark fra Frankfurt (Oder) i 1890. Herunder er 206 ord, og de kom lidt som skidt fra en spædekalv. Noget er fakta, noget er opdigtet, og det må man gerne. Faktisk skal man passe på ikke at overdynge læseren med alle de fakta, man har samlet i mange år, for de er kun rigtig interessante og vigtige for en selv og andre slægtsforskere.
Oldefar og jeg deler et faktum: Vi mistede vores far, da vi lige var blevet 9 år. Det har jeg da aldrig vidst. Også andre dele af historien ligner mit eget liv, men hvordan skulle jeg undgå det? Alle skriver vel ud fra det, de selv kender.
Jeg skal afsted i morgen
»Jeg skal afsted i morgen, og jeg glæder mig til det nye arbejde på Brede Klædefabrik, for direktør Daverkosen virkede så behagelig, da han var her. Han fortalte, at hans fabrik er den største klædefabrik i Danmark. Det er nyt, at fabrikken skal lave filthatte, og det er derfor, jeg skal rejse. Det bliver så spændende. Jeg håber, jeg kan gøre det godt nok til ham, for han virkede også meget krævende. Hvis ikke må jeg jo rejse tilbage hertil.
Jeg har spurgt min mor, om hun vil med til Danmark, men hun synes, hun er for gammel. Det synes jeg ikke; hun er da kun 64. Vi har talt om, at jeg jo kan se forholdene på fabrikken lidt an, og hvis de virker til at være gode nok, kan vi tale om det igen. Hvis hun ikke kommer med, vil jeg savne hende meget, for hun har altid været der for mig; far døde jo, da jeg kun var ni år.
Jeg er også spændt på, om jeg finder en kæreste, jeg kan blive gift med, deroppe. Jeg har aldrig haft tid til at have en kæreste her, og det får jeg måske heller ikke foreløbigt deroppe. Jeg vil bare så gerne være far.«
Udfordringen bliver måske en helt anden
Han fandt en 10 år yngre kæreste, som han blev gift med, da han havde været her i ni måneder, og han blev far, da han havde været her i 12 måneder. Ergo er jeg ikke af god familie. Oldefar bliver faktisk far 10 gange, og de 8 af børnene når skelsår og alder.
Nu skulle jeg lige tjekke de fakta og opdagede, at kildeangivelserne til farfars dåb er de old-gamle til mikrokortene, og fra dengang jeg skrev fakta/konklusionen og ikke var kildetro, fordi det skulle gå så stærkt på arkivet om lørdagen, og jeg opdagede også, at farfars konfirmation mangler. Det samme gælder farmor … Det går jo ikke. Udfordringen bliver måske at leve med, at data ikke lever op til min nutidige standard.
Venstre side af kirkebogen med farfars fødsel/dåb med nutidig kildeangivelse: Københavns Amt, Sokkelund, Kongens Lyngby, 1882-1891, KM, Fødte drenge – opslag: 134 af 138 opslag:
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Trackbacks & Pingbacks
-
[…] ikke, jeg har nogen fantasi. Det skød hun en hvid pind igennem baseret på det, vi talte om, og de 200 ord, jeg havde sendt på forhånd. Jeg havde overset, at der også her er tale om en læreproces. Jeg rakte jo heller ikke bare […]
-
[…] jeg skrev 200 ord om min indvandrende oldefar, gik det alligevel ganske godt, og jeg kunne have skrevet meget mere. Måske lå han i sin seng […]
-
[…] valgte jeg ikke i stedet oldemor at skrive 200 ord om? Tjah det eneste jeg ved om hende er jo sådan set, at hun fødte 10 […]
-
[…] meget litteratur om, fordi jeg har mange slægtninge – både aner og andre – derfra? Her har jeg prøvet at skrive om en livsomvæltende begivenhed for min oldefar: Jeg prøver at skrive, hvad han tænkte aftenen før han rejste nordpå til […]
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Det er en god historie, kort, ja, men fin fordi den lige netop fanger dette at han skal afsted i morgen. Der må nødvendigvis være en mangfoldighed af følelser forbundet med netop det.
@ Jørgen
Tusind tak! Andet har jeg ikke at sige til din kommentar.