Indlæg

/4 Kommentarer/i , /af ,

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

1. møde med Marie Østergaard Knudsen

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

I går var jeg til det første møde med forfatten til den bog, jeg læser for tiden “Skriv om din slægt – Sådan fortæller du om andre og bliver læst”. Hendes navn er Marie Østergaard Knudsen, og jeg gik simpelthen så glad derfra.

(Grundet kognitive vanskeligheder er jeg er længe om at komme gennem en bog, da jeg ikke kan bevare koncentrationen meget mere end 20 minutter ad gangen, med mindre jeg selv frembringer noget eller ser “Forsvundne arvinger”).

Man kan sige, jeg “fik ros af læreren”. Hun kunne nemlig godt lide min idé om at ville skrive om min oldefar, der kommer til Brede Klædefabrik en skyet dag i marts 1890. Hun mente, at jeg allerede er langt i at indkredse, hvad jeg gerne vil, og at jeg har en historie.

Hun fik mig til at at glæde mig til skriveglæden i stedet for at tænke, at nu har jeg sat mig for endnu en arbejdsopgave, jeg vil involvere mig i. Det skal ikke blive en arbejdsopgave, det skal blive dejlige dage, hvor jeg forsvinder i ord og fantasi.

Det, hun kan, er at strukturere og at skære til.

Det, vi talte om, har jeg jo sådan set allerede læst, sat streger ved og taget noter til, men det er noget helt andet at sidde overfor et behageligt menneske og tale om mine idéer og så få hendes værktøjer koblet på. Jeg optog samtalen og har allerede hørt den tre gange, for den er enormt inspirerende. Nu tror jeg, jeg endelig har fanget, hvad hjemmeopgaven til næste gang er.

Jeg skal skrive fire forskellige såkaldte “scener”, hvor de involverede parter har dialog med hinanden, og hvor oldefar også har sin egen indre dialog. Hvad tænker han mon? Hvordan har det været at fortælle sin (ikke så) gamle mor, at han har tænkt sig at forlade hende og søge lykken nordpå?

Fra fakta til følelser

Jeg har gået og tænkt, at jeg sikkert ikke kan skrive noget som helst, fordi jeg drukner i fakta, og fordi jeg ikke er særlig god til “det med følelser”. Og fantasi bygger på følelser. Når man har Aspergers syndrom, sanser man ikke så meget; så er man mere til data i tabeller og detaljer. At føle er at sanse.

Jeg synes ikke, jeg har nogen fantasi. Det skød hun en hvid pind igennem baseret på det, vi talte om, og de 200 ord, jeg havde sendt på forhånd. Jeg havde overset, at der også her er tale om en læreproces. Jeg rakte jo heller ikke bare hænderne ud og så landede der en cand.jur, en sagsbehandler, en budgetbisse, en webmaster eller en slægtsforsker. Det har alt sammen krævet øvelse. Jeg kravlede såmænd kun lige over dumpegrænsen med 6 og 7 på 1. årsprøve. Jeg var en af dem, der virkelig skulle lære at studere.

Hun spurgte ret tidligt, om jeg vil skrive fakta eller fiktion? Jeg svarede “begge dele”. Og det kan man godt; så bliver det en “fortælling baseret på virkelige hændelser”.

Jeg vil føle mig på sikker grund og tryg, hvis jeg tager afsæt i de data, jeg har. Og det jeg ikke ved noget om, må jeg prøve at digte. Jeg ved virkelig ikke, hvad de fik til aften, da han besluttede sig for at fortælle sin mor, at han havde overvejet at søge lykken her nordpå. Og ja, jeg vil blive udfordret, men det drejer sig om at finde skrive- og fortælleglæden og at sætte mig selv fri til det.

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglædenDer er selvfølgelig allerede skrevet meget om Brede Klædefabrik, men der hvor jeg tror, jeg kan bidrage med noget, er at skrive en historie, der fortæller om virkelige menneskers liv på fabrikken. Man kan hente bogen “Brede Klædefabrik” – udgivet af Erhvervsarkivets Forskningsfond i 2004 – på Danskernes Historie Online – Danske Slægtsforskeres Bidlliotek.

Ikke mindst Jeppe Tønsberg, mangeårig leder og arkivar på Byhistorisk Samling i Lyngby Tårbæk Kommune, har skrevet de værker om Brede Klædefabrik, man skal kende, hvis man vil vide noget om fabrikken.

Jeg traf ham tilbage i 2005. Egentlig havde jeg besluttet mig for at ringe til ham og spørge, om vi kunne lave en form for samarbejde. Desværre er han afgået ved døden – kun 71 år gammel – i juni 2021. Men flere af hans bøger lever i min reol.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Fra yderste kartoffelrække til fine folk i byer

Fra yderste kartoffelrække til fine folk i byer

Slægtsforskning fører vidt omkring

Fra yderste kartoffelrække til fine folk i byer

Det er ingen nyhed, at jeg på min mors side er af fattig bondeslægt med en morfar Carl Frederik KRISTENSEN (1899-1982), der, efter at være gået konkurs med et lille husmandssted i 1925, gravede tørv på den jyske hede. Så jeg er vant til husmænd, der knoklede og puklede livet igennem.

Min fars søster Kirsten STEGEMÜLLER (1919-1985) giftede sig med Sigvard KAAE (1913-2001), der havde en søster Bodil Marie KAAE (1916-1989). Bodil Marie KAAE giftede sig i 1937 med Peter Nicolai BAUMANN (1901-1979) og hun har en datter ved navn Inge, som jeg har lavet tre interviews med. De tre interviews har været hyggelige og lærerige. Inge er et virkelig rart og hjælpsomt menneske, der beredvilligt har berettet om mange aspekter af sit liv.

Der kommer en artikel om det i medlemsbladet “Slægtsforskeren” nummer 1 i 2025. I artiklen prøver jeg at uddrage en række tips til det at lave interviews som led i slægtshistorien. Et af disse er, at man skal være velforberedt, inden man ringer til et menneske, der måske er vildt fremmed.

Fra yderste kartoffelrække til fine folk i byerDet viser sig, at Inge er af særdeles “god familie”. Det vrimler med præster, sagførere, borgmestre, byfogeder, assistenter ved Kongens Fogedcontoir og sågar en kongelig operasangerinde i Honduras. En har endda været med til at grundlægge “Glud & Marstrand” (fabrikken der fremstillede “Madam blå” og alt det andet blå køkkentøj). Det er noget nemmere at finde oplysninger om disse mennesker end om fattige husmænd på heden. Der er skrevet om dem i diverse stater, der findes nekrologer og endda billeder taget i anledning af preussernes belejring af Thisted i 1864.

Fra artiklen “Støvletramp og militærmusik i Thisted” af Flemming Skipper har jeg hentet disse to billeder af henholdsvis Ulrik Frederik Rossing SCHOW (1822-1899) og Sophie Nicoline Ferdinanda GLUD (1823-1897). Billederne er taget i 1864:

Fra yderste kartoffelrække til fine folk i byer

Rigdom og fattigdom i generationer – social opstigning er svær

Det interessante er, at henholdsvis rigdom og fattigdom nedarves. Er man født ind i en familie, hvor det er kutyme, at man tager en uddannelse, tager man også selv en uddannelse. Lidt firkantet sagt: Gravede familien kartofler, graver man også selv kartofler. Lavede ens far hatte på Brede Klædefabrik, laver man også selv hatte og flytter med til Skodsborg Hattefabrik i 1913. Det har jeg adskillige eksempler på.

I sommeren 2003 lavede jeg et interview med Aase Grethe STENLUND, født STEGEMÜLLER (1922-2007) og hun fortalte blandt andet følgende om at tage en uddannelse:

Selv ville Aase gerne have haft en uddannelse dvs. have været på kontor, og ville også gerne have lært lidt tysk. Hendes yndlingsfag i skolen var gymnastik og historie, og hun har altid holdt meget af at “røre sig”. Selv nu hvor hun er gammel (81 år i sommeren 2003) tager hun sin cykel med i byen, men hun tør ikke cykle på den i trafikken. Hun forsøgte engang at tage kørekort men var så flov over at dumpe til køreprøven 1. gang, at hun ikke forsøgte sig igen.

Den sociale opstigning ville for hende at være at komme “på kontor”, men det lykkedes ikke.

Selv er jeg den første i min familie, der har taget en universitetsuddannelse, men det stod ikke skrevet i kortene. Lige da jeg var flyttet til København i sommeren 1980, gjorde jeg rent i De Gamles By og fandt det naturligt. I min barndom var jeg ofte med min såkaldte “mor” på morgenrengøring i lægehuset i Assens. Jeg tror, vi begyndte kl. 5:00, for eller havde jeg ikke kunnet nå hjem og cykle de fem kilometer til skolen i Hårby.

Jeg stiftede bekendtskab med længerevarende uddannelser hos min fars ungdomskæreste, hvis sønner gik på hhv. Arkitektakademiet og universitetet. Jeg tror, det var den familie, der var medvirkende til, at jeg flyttede på kollegie, tog studentereksamen fra kursus og senere begyndte på universitetet. Jeg har lavet social opstigning.

Social opstigning er ikke noget, man lige laver. Man skal have nogen forbilleder. Det skal være almindeligt at uddanne sig. Det var det ikke, der hvor jeg kommer fra.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i /af

Vilde udokumenterede slægtshistorier

Vilde udokumenterede slægtshistorier

Der skal kilder på alt!

Vilde udokumenterede slægtshistorier

Min tipoldefar Jens NIELSEN (1837-1905) var forvalter på Brede Klædefabrik, og lige da jeg begyndte at samle slægtshistorien, fik jeg en masse oplysninger fra Mogens Hansen i Frederikshavn, og dem var jeg glad for. Men dengang havde jeg selvfølgelig ikke erfaring nok til at vide, at jeg skulle spørge, hvor han havde sine oplysninger fra. Nu sidder jeg 21 år efter og undrer mig over, hvor de dog kommer fra. Det kan være, det er sandt, og det er selvfølgelig både sjove og spændende historier, der gør slægtshistorien levende, men hvad byggede han dem på? Det ville jeg gerne have vidst.

Teksten i de firkantede parenteser [ ] er min:

Jens Nielsen vokser op på landet i Undløse, Merløse Herred, Holbæk Amt, men flytter – formentlig sidst i 1850’erne – til København. [Flytningen på dette tidspunkt har dog ikke kunnet bekræftes via gennemgang af Undløse sogns Afgangsliste, der ellers synes at være minutiøst ført].

Det siges [af hvem og hvornår?], at Jens Nielsen fik arbejde i et bageri i København, men ikke kunne tåle arbejdet. [Han kunne måske ikke tåle brødlugten i bageriet 🙂 ]

Han søger plads på Brede Klædefabrik. Han får jobbet og gifter sig med Ane Margrethe. Jens må have gjort arbejdet godt, for han bliver senere forvalter på Brede Klædefabrik.

Jens Nielsen var nok den alvorlige i familien, medens Ane Margrethe havde et lettere sind. Når der var karneval på fabrikken i Brede, måtte hun ikke komme med, men når han var taget af sted for at holde styr på gemytterne, tog hun maske på alligevel og dansede rundt for næsen af manden. Hun skulle så blot sørge for at komme hjem, inden festen sluttede, og inden maskerne faldt.

I november 2024 sidder jeg endnu en gang og læser, hvad Mogens Hansen fortalte mig for så længe siden – formentlig i mine første år som slægtsforsker for ca. 20 år siden – og jeg er meget i tvivl om, hvad han bygger/byggede sin fortælling på. Hvad er hans kilder? Det er sikkert alt sammen sandt, men jeg savner en eller anden form for kildeangivelse.

Hvor går grænsen?

På den ene side har jeg alle mine rå data, som jeg sætter en stor ære i. Og på den anden side vil jeg gerne skrive bogen om menneskerne med tilknytning til Brede Klædefabrik, men hvis jeg kun skriver om det, jeg kan dokumentere, bliver det en vældig kedelig bog, som ingen gider læse. Det har jeg selvfølgelig ingen interesse i. Hvor går grænsen?

Jeg har nærmest ingen fantasi, for fantasi bygger på følelser, og det er ikke min stærke side. Jeg er mere faktabaseret, og det er måske en “skæbne”, jeg deler med mange andre slægtsforskere? Hvordan ser det ud med din fantasi?

Da jeg skrev 200 ord om min indvandrende oldefar, gik det alligevel ganske godt, og jeg kunne have skrevet meget mere. Måske lå han i sin seng aftenen før, han skulle afsted og kunne ikke sove? Måske var han bekymret for om toget gik til tiden? Måske var han reelt bekymret for, om han kunne gøre arbejdet godt nok til direktør Daverkosen? Måske var han bange for, om han ville komme til at savne sin mor for meget? Overvejede han, hvordan det blive at være indvandrer?

Jeg er meget spændt på, hvordan det vil gå med skriveprocessen. Indledningsvist er jeg meget spændt på at mødes med forfatteren til bogen om at skrive om slægten: Marie Østergaard Knudsen.

Vilde udokumenterede slægtshistorier

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Hvad med slægtsforskerens indre biograf?

Hvad med slægtsforskerens indre biograf?

Hvad med kvinderne?

Hvad med slægtsforskerens indre biograf?

Dagens topbillede er en illustration af min fars sidste køretøj – en hjerteambulance – for 52 år siden i november 1972. Vi kørte bagefter den fra Give Sygehus til Kolding Sygehus, og selvom jeg kun lige var blevet 9 år, var jeg klar over, at det var alvor. Han døde få timer efter.

Da jeg begyndte at slægtsforske, startede min “indre biograf” også, alle de gange jeg fandt et lille barn død af tyfus, kolera, kramper, vuggedød eller noget andet. Jeg forestillede mig, hvad et forældrepar følte, når de stod ved graven. Som eksempel døde min oldefars to ældre søskende begge af “Brechruhr” (Kolera) i juni 1866, og de blev begravet på Allgemeiner Kirchhof, Frankfurt an der Oder, den samme dag. Den ene var 6 år, og den anden var 9 år. Tipoldefar og tipoldemor må da også have haft følelser? Det er vel ikke noget, der er opfundet i 1900-tallet.

Udtrykket “den indre biograf” har jeg tyvstjålet fra side 155 i bogen “Skriv om din slægt – Sådan fortæller du om andre og bliver læst”. Se her:

Du føler dig forbundet med dine slægtninge, når du finder data om dem i kirkebøger, folketællingerne eller andre steder. Din indre biograf tænder for maskinen: Hvordan så de ud? Hvem var de? Hvordan var deres livsbetingelser? Og du bliver klogere på dig selv, i takt med at du fordyber dig i deres liv.

Kilde: Kulturformidler og historiker Gitte Bergendorff Høstbo i Ugebladet Søndag august 2019.

Men så sker der noget, der er beskrevet allerede på bogens side 16: Vi får hurtigt “hård hud på brillerne”. Det er jo rigtigt.

Når vi i folketællingerne fra 1901 ser rubrikken “antal fødte børn (heraf døde)”, lægger vi mærke til, om vi har netop det antal børn i databasen, og vi begynder at bladre, hvis vi ikke har det rigtige antal børn. Nogenlunde det samme sker, hvis der er for stort et “hul” mellem børnene i databasen, altså der må da være plads til en lille dreng eller pige mellem dem, vi allerede “kender”. De slægtsforskere, jeg kender, og hvis data jeg har set, er ekstremt omhyggelige og gør arbejdet utrolig godt. Og derfor leder de efter de “mellemdøde børn”, som det så smukt kaldes.

Den hårde hud på brillerne er også i funktion, når vi bladrer gennem en kirkebog og ser alle dødfødslerne, de for tidligt fødte osv. Og selvfølgelig kan vi ikke sidde med tårerne trillende hver gang, for så kom vi aldrig videre. Det var livsbetingelserne dengang. Jeg vil også bare illustrere, hvad der i hvert fald er sket med mig. I andre kan selvfølgelig have det helt anderledes, og så undskylder jeg, at jeg skriver “vi”. Det kan være, jeg bare er blevet for hårdhudet?

Hvad med kvinderne?

Dette leder mig frem til noget, jeg tænker meget over for tiden: Hvad med kvinderne? Hvad ved vi egentlig om dem? Det er som om, kvinderne næsten ikke eksisterede.

Jeg ved faktisk ikke noget om den oldemor, der giftede sig med den oldefar, der kom hertil fra Frankfurt an der Oder. Jo, jeg ved da, at hun fødte 10 børn, og at der stod følgende i kirkebøgerne ved hendes død, men hun må da have været andet og mere end mor og død – og selvfølgelig også døbt og konfirmeret?

Københavns Amt, Sokkelund, Vedbæk, 1923-1950, KM, Døde – opslag: 195 af 294 opslag:

“Nr. 0. 1934 den 19de Juli Københavns Amts Sygehus; Gentofte Sogn. Vedbæk Kirkegaard 1934 den 22de Juli. Emilie Margrethe Stegemüller f. Nielsen. Gift med Hattemagermester Rudolf Vilhelm Stegemüller, Strandvej 141, Skodsborg, Vedbæk Sogn. 62 Aar. Født i Brede, Lyngby Sogn d. 19de Maj 1872. Provst emer. C. Nyholm, ___. N.B. d. 20/4-34.”

Københavns Amt, Sokkelund, Gentofte, 1933-1938, KM, Døde – opslag: 183 af 305 opslag:

“Nr. 85. 19 Juli 1934 Amtssygehuset Gjentofte, Gjentofte Sogn. Vedbæk 22 Juli 1934. Emilie Margrethe Stegemüller f. Nielsen. Gift med Hattemagermester Rudolf Vilhelm Stegemüller Af Skodsborg Strandvej 141. Født i Brede. Alexander Heggum. 62 f. 19 Maj 1872. Provst Nyholm.”

En/min bog med Brede Klædefabrik som omdrejningspunkt

Når jeg skal skrive min bog, der muligvis skal have Brede Klædefabrik som omdrejningspunkt, skal kvinderne selvfølgelig også med, det ville da være mærkeligt andet, men så bliver jeg jo nødt til at bruge min fantasi, som jeg ikke har ret meget af. For fantasi bygger på følelser – pyh ha, der bliver jeg udfordret, for jeg foretrækker fakta og har aldrig arbejdet følelsesbaseret. På den anden side set regner jeg med at kunne lære det. Bogen, jeg læser, fortæller på side 35 om en kemiingeniør ved navn Pernille Juhl, der lærte sig selv at skrive om sin familie. En kemiingeniør må også være faktaorienteret, og når hun kunne, kan jeg vel også.

Hvis jeg kun brugte fakta, ville det blive en vanvittigt kedelig bog for alle andre end slægtsforskere og mig selv; læseren vil hurtig få “forstoppelse” af alle de fakta, og hun ville give op. En helt almindelig købt slægtsbog, der kun rummer rå data med datoer, er heller ikke videre læseværdig.

Billedet herunder: Min fars ældre søsters og hendes mands gravsted på Sorgenfri Kirkegård (dvs. Tante Kis og Onkel Sigvard, som jeg holdt meget af):

Hvad med slægtsforskerens indre biograf?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.