/2 Kommentarer/i /af

Til dans, til spejder og til Viborg

Erindringsfortælling

Til dans, til spejder og til Viborg

Nogle barndomsminder bliver siddende hele livet. Om dansesko, spejderuniformer og voksne, der ville det bedste – mens barnet længtes efter noget helt andet. Og om besvimelser, der gjorde forældrene dybt bekymrede, men som barnet selv oplevede med en mærkelig nysgerrighed.

Det er mandag og klokken er halv fem om eftermiddagen, så jeg skal til dans, og jeg hader det.
— Tag de røde Scalasko på – dem med de rundede næser, siger mor, de er gode at danse i.
— Jamen jeg har så ondt i ryggen, svarer jeg.
— Pjat. Det siger du hver mandag, men læge Bendix kiggede jo på din ryg og sagde, at der ikke er noget galt. Du kan sagtens danse.
— Jeg kan ikke finde mit dansekort, siger jeg. Jeg regner med at uden kortet til “Algots Danseskole” på “Hotel Brande” midt på Storegade, kan jeg ikke komme til dans.
— Nåh, det finder vi nok ud af, siger hun. Far følger dig derned og forklarer fru Algot, at kortet er blevet væk. Hun ved godt, at vi har betalt for hele sæsonen. Du får selvfølgelig lov at komme ind.

Det er mest min far, der synes, at jeg skal gå til dans. Han mener, det er godt for mig, fordi jeg så vil få finere bevægelser end af at klatre i æbletræerne ude i haven. Han gik selv selv til dans, da han var barn, og da han var 14 år, fik han en lille nål, hvor der stod “Terpsichore-unionen”, fordi han var meget dygtig. Jeg er ligeglad med det, og jeg har ikke lyst til hverken at tage Scalaskoene på eller at få sådan en nål.

Han synes også, jeg skal være “Blåmejse”. Det er en slags spejder for piger, der har blå uniformer på. Han har selv været spejder, da han var dreng. Han var meget glad for at snitte pinde, lave bål og sove i telt, så nu synes han også, det vil være godt for mig. Jeg elsker far, men der er temmelig meget, han ikke forstår.

Jeg har simpelthen ikke lyst til at gå i uniform eller at sove i telt.

Når solen har skinnet på teltet hele dagen, og det er blevet aften, og man skal ind for at sove, lugter det helt specielt. Alle telte lugter sådan, og jeg hader det. Da vi var på weekend ved Vedersø Klit og skulle sove i telt der, lugtede det på nøjagtig samme måde. Jeg tror, alle telte er lavet af den samme slags stof.

Jeg er også ligeglad med duelighedsmærkerne, som er nogle, man får, når man er dygtig til et eller andet hos Blåmejserne. Jeg har aldrig fået nogen af de mærker, for jeg kan ikke noget af det, man skal kunne for at få dem. De andre piger viser stolte skuldrene på uniformen frem, så man kan se, at deres mor har syet mærkerne på siden sidste uge. De piger med flest mærker, er dem, der skal tænde bålet, og de behøver ikke hjælpe med at lægge teltet sammen, inden vi skal hjem. Så jeg tænder aldrig bål og lægger altid telt sammen.

Jeg hader at gå til Blåmejse. Jeg har ellers fået et spejderbælte med en lilje på spændet og en slidt schweizerkniv, der næsten ikke kan skære. Jeg har altså bare ikke lyst.

Jeg vil hellere lege med Jens ude i haven. Jens er ikke et rigtigt barn. Det er en dreng, jeg forestiller mig. Vi leger godt sammen og nogle gange snakker vi også højt men ikke så højt, at mor hører det, for hun synes, det er mærkeligt at snakke med nogen, der ikke eksisterer i virkeligheden. Både hun og far synes, det er bedre, jeg leger med en rigtig dreng. Forleden var underdirektørens Niels på besøg. De bor lige ovre på den anden side af Vejlevej, så han kommer temmelig tit, fordi min mor inviterer ham over at lege.

— Nu er Niels her, siger hun. Kom og sig goddag til ham.

Da jeg kommer ind, står hun i køkkenet og smører boller og laver rabarbersaftevand, som hun putter i den samme kurv, vi bruger, når vi er på skovtur. Jeg er hverken sulten eller tørstig, for vi har jo næsten lige spist frokost. Niels har vist ikke fået frokost, for han tager hurtigt kurven og bærer den med ud i haven. Han åbner den med det samme og spiser straks en af bollerne.

Det er mærkeligt, at Niels er brun hele året og har helt sort hår.
— Far, er Niels også kommet gratis fra et fremmed land?
— Nej, nej. Jeg kan tydeligt huske, da Erna var gravid, og Niels blev født. Hans far Jørgen er meget mørk i huden, så det er nok derfor, Niels er næsten brun.
— Nåh, jeg troede ellers, han var lidt indianer.

Da Niels og jeg er nået til at klatre i æbletræet og svinge os i trapezen i mit gyngestativ, kan jeg mærke, det kommer igen. Det kører rundt for øjnene, lige før jeg falder på græsset. Det sker så tit både i haven og inde på værelset, at jeg ikke længere er bange for det. I begyndelsen var jeg bange, men nu er der noget spændende over, at det kører rundt. Det er en speciel følelse. Jeg ved, at det kører rundt, at jeg falder om, og at jeg vågner igen. Som regel hos enten far eller mor.

Far og mor er meget bange for det og siger, at det ikke er naturligt at gå rundt og besvime, når man bare leger stille og roligt. De regner med, at der er noget galt med mig – altså med min hjerne. Hjernen er ret vigtig, så derfor har vi været både i Randers og Viborg hos nogle meget dygtige læger, der har undersøgt mig. Jeg skulle kigge på nogle tavler og lade øjnene følge med rundt, når de drejede på figurerne. Det kunne jeg sagtens. De fik mig også til at fortælle om fornemmelsen lige inden, jeg falder, og hvad jeg laver lige før. Jeg kunne kun sige, at jeg ikke laver noget særligt, at det hele kører rundt, og at jeg ikke kan huske mere, før jeg vågner.

Bagefter skulle jeg tage blusen af, så de kunne måle på mit hjerte med en rund, kold plade. Da jeg havde taget blusen på igen, skulle jeg have målt blodtryk. Alt var i orden, og de syntes ikke, der var noget i vejen hverken med mig eller min hjerne. Far spørger, hvordan de kan vide det, når de ikke har kigget ind i hjernen? Men det er noget med det med øjenbevægelserne.

Og så kører vi hjem igen.

Det er synd for far, at han er så bange, når jeg mest synes, det er spændende.

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Mormor, fortæl om gamle dage

Erindringsfortælling

Mormor, fortæl om gamle dage

Mormors hænder er krøllede på oversiden. Og hendes hals er også lidt krøllet. Det er min ikke.

— Det er fordi, jeg er ved at blive gammel, og fordi jeg har arbejdet meget, forklarer hun. Jeg har fx været tjenestepige, jeg har arbejdet i Nygårds Bageri i Højby og på Jernbanehotellet i Kalundborg. Og da jeg mødte din morfar, var jeg husbestyrerinde. Der var jeg 23 år og havde allerede fået din onkel Hans og hans søster Margith. Derfor måtte jeg arbejde ekstra meget.
Jeg ved ikke, hvad en husbestyrerinde er, og da jeg spørger hende om det, forklarer hun det ikke ret godt. Jeg forstår det stadig ikke, men det siger jeg ikke.
— Mormor fortæl om gamle dage, siger jeg.
— Det har jeg gjort så tit, svarer hun. Du har hørt det hele før.
— Det gør ikke noget, svarer jeg. Jeg vil gerne høre det igen.

Da hun begynder at fortælle, fortryder jeg, at jeg spurgte, for hun har kun sørgelige historier fra gamle dage. Det er fx den om, at hun havde Engelsk syge som barn, fordi hun ikke fik sund mad med vitaminer, og derfor havde hun dårlige negle. Hendes mor slog hende med en bøjle over det hele – også på neglene, så de blødte. Hun har stadig de bulede negle, og jeg tror, det er på grund af det med bøjlen. Jeg kan ikke lide at se på dem, og jeg rører aldrig ved dem.

Og det er den om hendes far, som hun var rigtig glad for, men som døde af at hænge sig i et bælte ude i værkstedet. Han hed Niels August. Det var hendes storebror Ahlmann, der fandt ham hængende ned fra loftet i værkstedet. Storebroderen skar ham ned med en kniv, han havde i lommen, men det var for sent, så faderen var allerede død. Ahlmann og moderen blev enige om, at det nok var bedst at kontakte politiet. De kontaktede ikke lægen, for de kunne jo se, at han var død.

— Far var i meget dårligt humør, fortæller mormor, og når han var det, drak han for mange øl. Det var nok derfor, han hængte sig. Eller måske var det fordi, han var blevet skilt fra min mor, eller også fordi han havde fået brev fra en anden dame, han havde lært at kende. Desværre kunne vi ikke finde brevet, men mor sagde, at det var kommet dagen før, vi fandt ham.
— Hvorfor var du så glad for din far, spørger jeg.
— Jeg tror, det var fordi, han var meget glad for mig, svarer hun. Han slog mig ikke, og måske kunne han lidt bedre lide mig end mine fem søskende.
— Hvad arbejdede han med, spørger jeg.
— Han var malermester, og folk kaldte ham “Kludeskomaleren”, fordi han altid havde sine kludesko med, som han skiftede til, når han gik ind hos folk for at male.

Jeg tænker på, hvordan det ville være, hvis det var min far, der hængte sig, og nogen skulle skære ham ned fra loftet. Det bliver jeg meget ked af at tænke på. Jeg kan slet ikke forestille mig det. Og jeg kan ikke forestille mig det med maden uden vitaminer, eller det med bøjlen. Hjemme hos os, er der ingen, der slår hinanden, og jeg synes, det er noget mærkeligt noget at gøre.

Heldigvis har mormor ikke mere at fortælle. Og jeg beslutter, at jeg aldrig mere vil bede hende fortælle om gamle dage.

(Billedet herunder er mormors kort til sin mor i julen (vist 1920), da moderen er indlagt på “Nykjøbing Sygehus”).

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Kalundborg 1718. Er der en heks tilstede? 2

Mægling mellem ægtefæller

Kalundborg 1718. Er der en heks tilstede? 2

Mistanken om hekseri viser sig at være det mindst interessante. Da præsterne en måned senere følger op på sagen, bliver hustruen frikendt, mens manden selv kommer i søgelyset for druk, forsømmelse af familien og manglende vilje til at ændre sig. Kirkebogen giver et sjældent indblik i, hvordan præster i 1718 forsøgte at mægle mellem ægtefæller – og hvordan de faktisk var parate til at tage hustruens parti.

Efter meget hjælp fra Forum, da teksten er temmelig svær (for mig), er der kommet følgende samlede tekst ud af det.

Jeg har ikke tidligere tænkt over, hvor gode “krykkestokke” versalerne er, når man transskriberer. I denne tekst er versalerne anvendt fuldkommen forkert – nærmest omvendt, når de i det hele taget er brugt. Så jeg havde ikke meget at støtte mig til.

Vi er i Kalundborg Sogn, Ars Herred, Holbæk Amt i 1718.

Den originale kilde er: Holbæk Amt, Ars, Kalundborg – Vor Frue, 1706-1770, EM, Fødte, Viede og Døde – opslag: 280 af 437 opslag

Link til kilden.

1. del:

Ao. 1718 d 22 April: efter Varsell mødte Christen Dreyer og hs Kone for Med-
hielperne, og bleve vædemodelig formanede Eengang for alle hver i sær at
forkaste deris onde Vane, Manden sin Druchenskab, ladhed, uforsynlighed
hos Hustrue og Børn med meere. Og Konen sin mistanche om Hexerie, sit Kog-
lerie, sin ifver og ubetenchsomme mund mod Mand og sine Stedbørn etc. – da
de bleve bevægede noch Paa begge sider, begrædede sin Ondskab og gave os alle
haand med Løffte om at holde sin plict og forbedre sig – Præsterne og Medhiel-
perne lagde dem nu kun Een Maaned for til prøve, at om de nu effter
saa lang forargelße ville holde sig ustraffelige, og indbyrdes Eenige den-
ne Maaned, saa skulle de til Sacramentet med andre Guds børn vorde an-
tagne, i haab at Guds aand Engang motte vinde Zeier med dem til omven-
delse – Hvilchet da blev samtycht, og Sluttet med Bønnen.

2. del med kæmpe stor tak til Ole Westermann i Forum

Onsdagen d 25 Maii vare begge Præster og alle tre Medhielpere forsamlede
for at erfare hvad frugt og forbedring effter seeniste forelæg hos Christen
Dreyer og hans Hustrue var at finde – Hvor de og begge indkaldede mødte.
Effter at Manden var tilspurt, om hand nu noget paa sin Kone hafde at kla-
ge? motte hand tilstaa, at Hun nu alt siden seeniste forelæg hafde lev…..t
med ham, at hand kunde være fornøyet; Hun hafde intet Koglerie brugt denne
tid – hafde iche schændt; hafde gifvet ham sin Mad i rette tid, og beqvemed sig at
Sove Seng med ham. Da Qvinden blev tilspurt, hvordan hun med
sin Mand var fornøyed ? da beklagede hun, at u-agted ald sin føyelig-
hed og tilbøyelighed til fred, og forbedring at befordre, saa har dog Manden
iche i denne tid væred som hand lovede: Hand har tit vredelig ladet hende hø-
re, at hand forfølgis saa af Præsterne for Hendis galskab; hand har bandet
hende; Hand som offteste har væred druchen; afholt sig fra Hendes Seng, og
iche villet beqveme sig til at holde bøn afften og Morgen med hende og Børne-
ne, som dem saa tit er befaled og formaned – Dette altsammen Hustruen ßaa
i sandhed bekiendte, at Manden iche Self effter overbeviisning kunde nægte,
ia Medhielperne har Self fundet beviis der paa afvigte Langfredag og tiere –
Effter saadan beskaffenhed kunde vi da iche kiende og dømme andet, end Hustruen
saavit har Beviist sin lydighed og der kunde være haab til hendes omvendelse,
saa at hun effter vor seeniste forhandling denne sinds var u-paaklagelig,
og kunde til Comunionen antagis. Men Manden effter saa lang og ßaa megen
advarsell og ald kiærlig behandling endnu saa forhærdet fremturende har
dømt sig Self u-værdig baade til formaning og viidere deel i Helliges sam-
fund, saa det var nu best at overlevere han i den Verslige Øfrigheds haand
til at lide paa legemed effter loven. Da dette blev dem foreholdet, falt Hu-
struen alvorligen til at bede for Ham, og formane ham med os til foran-
dring, hun ville end tilgive Ham, og bie effter Ham til Pintzehøytiden
om vi det ville tilstede, at saa fremt hand sig til alvorlig beredelße ville
schiche, udi Synds Kundskab, fortrydelße og omvendelße ville øve for at kom e
værdslig til Herrens bord, Gud da schulle blive Ham Naadig og give ham baa-
de forbedrelße og omvendelße – Ofver saadan Hustruens Kiærlighed blev
baade Manden bevæged i Graad og ydmygede ßig at bede Hende om forla-
delße – Vi andre blev og bevægede at tilstæde dem ald beviis paa vor
langmodighed, de motte nu da bereede sig til hobe indtil Pintzehøytiden
Men i fald Manden i denne tid end ofvertræder sin Christel. plicht, da schal
Konen os det strax tilkiende give, og hand da medhandles effter Loven.
Saaledis at være forretted blev En hver i sær begivet at drages til minde
og der blev Slutted med bøn –

2. del på nutids-dansk:

Onsdag den 25. maj var begge præster og alle tre medhjælpere samlet for at undersøge, om Christen Dreyer og hans hustru havde forbedret sig siden deres sidste samtale. Begge blev kaldt ind.

Først spurgte man manden, om han stadig havde noget at klage over ved sin hustru.

Han måtte indrømme, at hun siden den sidste samtale havde opført sig, så han kunne være tilfreds. Hun havde ikke bedrevet noget kogleri, hun havde ikke skældt ud, hun havde givet ham maden til tiden og havde igen delt seng med ham.

Derefter spurgte man hustruen, hvordan hun var tilfreds med sin mand.

Hun fortalte, at selv om hun havde gjort alt for at leve fredeligt og forbedre sig, havde manden ikke holdt sine løfter. Han havde flere gange vredt sagt til hende, at præsterne forfulgte ham på grund af hendes galskab. Han havde bandet ad hende, han havde ofte været beruset, han havde undgået at sove sammen med hende, og han havde nægtet at holde morgen- og aftenbøn sammen med hende og børnene, selv om de mange gange var blevet pålagt og formanet til det.

Alt dette bekræftede hustruen som sandt, og manden kunne ikke benægte det, da han blev konfronteret med det. Medhjælperne kunne desuden selv bevidne forholdene, blandt andet fra langfredag og flere andre lejligheder.

Præsterne vurderede derfor, at hustruen havde vist lydighed og forbedring, og at der var håb om hendes omvendelse. Hun havde siden den sidste samtale opført sig upåklageligt og kunne derfor igen optages til nadveren.

Manden derimod havde, trods mange advarsler og megen kærlig vejledning, fortsat sin hårdnakkede adfærd. Han havde derfor gjort sig uværdig til både yderligere formaning og til fællesskabet med de troende. Den rette løsning var derfor at overlade ham til den verdslige øvrighed, så han kunne straffes efter loven.

Da dette blev sagt, bad hustruen inderligt om nåde for sin mand. Hun opfordrede sammen med præsterne manden til at ændre sig. Hun sagde, at hun ville tilgive ham og vente på ham indtil pinse, hvis præsterne ville tillade det. Hvis han i den tid oprigtigt erkendte sine synder, angrede dem og omvendte sig, ville Gud være ham nådig og give ham både forbedring og omvendelse.

Hustruens kærlighed gjorde et stort indtryk. Manden begyndte at græde og bad hende ydmygt om tilgivelse.

Også præsterne blev bevægede og besluttede at vise dem tålmodighed endnu en gang. De fik begge lov til at forberede sig sammen frem til pinse.

Men hvis manden i den mellemliggende tid igen forsømte sine kristelige pligter, skulle hustruen straks give præsterne besked, så han kunne blive behandlet efter loven.

Derefter blev hver af dem formanet hver for sig, og mødet blev afsluttet med bøn.

Et par interessante observationer

Det mest interessante er faktisk, at kvinden bliver “frikendt”.

Ved første møde blev hun beskyldt for:

  • mistanke om hekseri,
  • kogleri (trolddom, overtro eller magiske handlinger),
  • et voldsomt temperament og ukontrolleret tale.

En måned senere siger manden derimod:

  • hun har ikke bedrevet kogleri,
  • hun har opført sig ordentligt,
  • hun passer huset,
  • hun giver ham mad,
  • hun sover sammen med ham.

Til gengæld viser det sig, at manden er den store synder:

  • han drikker,
  • bander,
  • forsømmer familien,
  • vil ikke bede,
  • holder sig væk fra hustruen.

Præsterne ender derfor med at erklære hende værdig til nadveren, mens han risikerer at blive overgivet til en legemsstraf hos den verdslige øvrighed.

Præsterne anfører, at Christen Dreyer burde overgives til den verdslige øvrighed for at “lide på legemet efter loven”. Kirkebogen angiver ikke, hvilke bestemmelser i Danske Lov der sigtes til. Det kan have været en kombination af vedvarende drukkenskab, forsømmelse af husfaderens kristelige pligter og trods mod den kirkelige disciplin efter gentagne advarsler.

Jeg vil tro, det er en usædvanlig afgørelse for 1718, som viser, at præsterne ikke uden videre tog mandens parti. Tværtimod lagde de vægt på den adfærd, de selv havde kunnet iagttage, og på vidneudsagn fra medhjælperne.

Den lange tekst er derfor mindre en fortælling om hekseri end en fascinerende beskrivelse af ægteskabelige konflikter, kirketugt og præsternes rolle som både sjælesørgere og moralske dommere i begyndelsen af 1700-tallet.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Hvad har du lavet i din sommerferie? 2

Erindringsfortælling

Hvad har du lavet i din sommerferie? 2

Vi er på vej i bilen fra Nellemose til Odense Banegård. Jeg skal på sommerferie hos mormor, der bor i Nykøbing Sjælland. Jeg kan godt lide at være hos mormor, for man kan tale med hende hele dagen – også om aftenen. Derhjemme har jeg sagt til mor, at jeg bedst kan lide hende (altså mor) om formiddagen.

— Husk nu at du skal skifte i Slagelse, siger de.
— Ja, det skal jeg nok, svarer jeg, men jeg ved ikke, hvor Slagelse ligger. Og jeg ved ikke, hvordan jeg finder ud af det, og hvordan jeg kommer af toget det rigtige sted. Måske er der nogle søde mennesker med toget, der ved, hvor Slagelse er, og som vil hjælpe mig? Jeg er bange. Hvad nu, hvis jeg ikke kommer af? Hvor kører toget så hen?

De sætter mig på det rigtige tog og så kører de tilbage. De bliver ikke og vinker.

Da vi kommer til Nyborg med toget, skal det køre ind på de rigtige skinner på færgen, der hedder Prinsesse Benedikte. Det vil tage en time, før vi er i Korsør. Toget kører lidt frem og tilbage, og det rasler, indtil det har fundet stedet, det må standse.

Alle folk rejser sig op, fordi de gerne vil af på færgen. Det vil jeg også gerne. Vi træder ud på vogndækket, hvor der dufter godt at færgens olie. Det er lidt som benzin men tyndere, så det fylder ikke lige så meget i næsen. Vi går i en lang kø hen mod trappen, der fører ovenpå. Det ser ud som om, der er flere etager op, inden man kan komme ud på dækket og se færgen lægge fra kaj. De andre begynder at gå op ad de brede, hullede trin. Jeg går ikke med op ad trapperne, for jeg er bange for, at jeg ikke kan finde det rigtige vogndæk og mit rigtige tog igen, og så vil mormor komme til at stå alene på stationen i Nykøbing og vente på mig, der aldrig kommer. Jeg vender om og finder tilbage til min vogn og min kupé.

I kupéen sidder en dame, der heller ikke vil ud på færgen.
— Det har jeg været så mange gange, siger hun. Der er i virkeligheden ikke noget at se andet end alle mågerne, der flyver om kap med færgen.
Hun ser rar ud, så jeg beslutter mig for at spørge hende, om hun evt. ved, hvor Slagelse ligger.
— Jeg skal skifte i Slagelse, siger jeg, men jeg ved ikke, hvor det er.
Hun tager en gammel slidt kortbog fra Geodætisk Institut frem af tasken. Den er tyk og omslaget er bordeauxrødt. Jeg når lige at se, at der står “Anna Rasmussen, 1963” på den første side. Hun bladrer lidt, før hun finder en side, hvor man kan se noget af Storebælt til venstre, så Korsør og så Slagelse lidt opad mod højre.
— Ved du, hvad tid, vi er der, spørger jeg.
— Nej, det ved jeg faktisk ikke, svarer hun,  men jeg skal nok sørge for, at du kommer af i Slagelse.
— Var det ikke noget med et bolsje? Hun åbner en af sine tasker, hvor der ligger en æske fyldt med eukalyptusbolsjer. De minder mig om mormor. Hun har også altid eukalyptusbolsjer, som jeg i virkeligheden ikke bryder mig så meget om, men jeg kan godt lide mormor. Derfor siger jeg ja tak, når hun byder af dem.

Hos morfar får jeg “rutebiler”, der er nogle lange brune kager med riflet tag og hul i midten. Mormor og morfar er skilt. Det er derfor, der er bolsjer hos hende og rutebiler hos ham. Hun kalder ham altid “den gamle”, fordi han er 11 år ældre end hende, og hun driller ham med, at han må være “taget med tang”, når hans ansigt er så langt. Jeg synes, det er synd for morfar.

— Farvel fru Rasmussen, råber jeg, da jeg står på perronen i Slagelse, mens hun kører videre med toget. Jeg ved ikke, hvor hun skal hen.

Det er næsten aften, før jeg er fremme hos mormor, der står på stationen og tager imod mig. Vi går sammen i den kølige aftenluft hjem til hende. Hun bor på Rosendalen i nummer 44 i udkanten af Nykøbing.
— Nåh, du fandt ud af at skifte i Slagelse, siger hun.
— Ja, svarer jeg, men jeg fortæller ikke om den søde dame i toget, der hjalp mig. Jeg vil hellere have, at mormor skal tro, at jeg selv fandt ud af det.
— Er du træt, spørger hun?
— Jeg er meget træt, svarer jeg. Kan vi vente til i morgen med at pakke ud?
Da vi er hjemme, er det dejligt at se, at hun har redt op til mig på sofaen.

Dagene hos mormor er rare, for vi laver næsten altid det samme. Mormor køber Familie Journalen om mandagen og læser romanerne, inden jeg får bladene. Jeg klipper Kirsten Hüttemeiers opskrifter ud. Derhjemme har jeg en hel mappe, hvor jeg har sorteret opskrifterne alt efter om de er med gris, okse eller kylling eller om det evt. er desserter. Jeg samler også på de små løse opskrifter, der passer ind i mappen, der hedder Gris på gaflen. Jeg kan godt lide at samle og at gøre orden. Derfor samler jeg også på frimærker. Jeg har sorteret dem efter land og farve.

Min fætter Bjarne kommer sikkert en aften, efter solen er gået ned. Så skal vi ud at fiske ved Klint. Han er ti år ældre end mig og kan køre bil. Han er flot og brun i sin soldateruniform, for han er konstabel. Jeg ved ikke, hvad en “konstabel” er, men jeg kan jo se på uniformen, at det er noget med krig.

Jeg håber ikke, der bliver krig i Danmark.

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.