,

Det ruller – Børnehjemmet på Sofievej 26

Det ruller - Børnehjemmet på Sofievej 26

Følelser og ihærdighed giver resultater

Det ruller – Børnehjemmet på Sofievej 26

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal ende og begynde. Jeg har bare behov for at fortælle følgende, der bla. indeholder, at jeg nu sidder her med 16 originale s/h fotos af livet på “Dear Home”!

Siden onsdag den 17. april, hvor redaktør Jesper Bjørn Larsens redaktionelle artikel var i lokalavisen “Villabyerne”, er der tilføjet adskillige brikker til mit personlige puslespil.

Nogle vil måske kalde min tilgang i denne sag for “følelsesporno” – men dem om det. Jeg har følelser i puslespillet, og dem er jeg stået frem med i de formuleringer, jeg bevidst har anvendt.

Det er langt fra min sædvanlige skrivestil, men når man beder om andre menneskers hjælp, bistand og tid, må man også fortælle, hvorfor man gør det. Lige der er man styret af sine følelser. Gør det noget?

Det er fx formuleringer som:

  • Det betyder, at jeg har en lakune i mit liv. Jeg kan umuligt lægge puslespillet uden hjælp udefra. Og det er det, jeg behøver jeres bistand til.
  • Jeg vil være så glad, hvis I vil læse …
  • Rigsarkivet har ingen oplysninger. Det er forsøgt, og jeg ventede 2½ år på svaret …
  • Kære både “Danmarks Forsorgsmuseum” og “Retten til egen historie”. Jeg håber sådan …

Og det har (sgu) virket! Nogle af de mennesker, jeg har haft kontakt med via alle mulige medier og platforme (Facebook, min egen hjemmeside, telefonopkald osv.) har foreslået flere mulige tilgange. Og de mest lovende har jeg fulgt.

  • En slægtsforskerkollega foreslog “Danmarks Forsorgsmuseum”, hvor jeg har fået en aftale om et virtuelt møde med museumsinspektøren på torsdag den 25. april kl. 10:30.
  • Jesper Bjørn Larsen fra “Villabyerne” foreslog Gentofte Lokalarkiv, der har fået en mail. Her mangler jeg fortsat svar.

Det er helt vildt. Jeg synes aldrig, jeg har prøvet noget lignende.

Da jeg gik i folkeskolen, skrev en eller anden på en af mine fem skoler om mig, at jeg var “kværulerende” i gymnastik. Når man lige vender medaljen (eller hvad det nu end kaldes) fra ordet “kværulerende”, svarer det til “stædighed” eller “ihærdighed”. Da jeg engang for længe siden skrev ansøgninger, inkluderede jeg altid ordet ihærdig i afsnittet om egenskaber. Det kan jeg stadig stå inde for. I denne sag er det umådelig praktisk.

Jeg har også fået tips, der ikke var så anvendelige. En foreslog fx at tage en DNA-test. Jeg blev nødt til at svare, at DNA-tests fortæller om antallet af X- og Y-kromosomer ikke om børnehjem 🙂

Mine skræmmebilleder er erstattet af 16 originale og virkelige s/h billeder

Her kommer det vildeste.

Lørdag var jeg til en kop kaffe hos B. i Gentofte

Hun havde været i erhvervspraktik en uge på “Dear Home” i november 1964. Hun forærede mig papirudgaven af “Villabyerne”, så jeg selv kunne se Jespers artikel. Hun kunne fremvise en art anbefaling på stedets brevpapir. Hun fortalte, at hun havde et godt indtryk af stedet, og at det var et rart sted. Der var i alt 29 børn. Det var ikke noget med store stuer med senge i lange rækker. Der var faste teams. Forstanderinden hed Lydia Thomsen.

Søndag var jeg til en hel kande kaffe og nybagt kage hos B. i Taastrup

Jeg har en lydoptagelse på 2:11:14 af vores samtale, hvor hun fortæller om “Dear Home” og om sit virke der. Hun var der i otte måneder fra oktober 1964 til juni 1965, dvs. hun var der, mens jeg var der.

  • Det var et dejligt sted – og hun havde noget at sammenligne med.
  • Personalet boede på stedet.
  • Personaleomsætningen var lav.
  • Der var faste teams. Hun var ansvarlig for fem børn, hun kaldte “sine”.
  • Der var ikke sovesale med senge i lange rækker. Sengene stod adskilt og hver for sig i en stue, der lignede en dagligstue i et rigtigt hjem.
  • Forstanderinden hed Lydia Thomsen men kaldtes ‘plejemor’.
  • Børnene blev formentlig udleverede til adoption til mennesker, de aldrig havde set før.

Hun forærede mig 16 originale s/h billeder! Jeg kan ved selvsyn konstatere, at hun taler sandt. Muligvis er jeg selv på et af billederne af “hendes” børn, men vi er usikre. Der er ligheder, men der er også uligheder. Jeg tager dem med til psykologen den 1. maj, fordi hun er skrap (også) til billedanalyse.

Om jeg er på et eller billederne eller ej er heller ikke så vigtigt for mig. Det vigtige er fx at se en træbarnevogn med plads til otte børn på tur. En stor sandkasse i haven med legende børn. Fem spisende børn omkring et bord. To børn sammen i bad i en lille balje i badeværelset.

Jeg havde jo nærmest forestillet mig børnehjemmene i Nicolae Ceaușescus Rumænien med lange sovesale, og børn der sad uvirksomme i deres senge. Det er et falsum og et skræmmebillede, jeg nu kan pakke væk for altid.

Man skal nok have prøvet dette for til fulde at forstå det.

Jeg bringer her to af billederne, hvor personerne er ret anonyme for ikke at overtræde reglerne i GDPR mv. Du skal glæde dig sammen med mig. (Mere tekst under billederne.)

Det ruller - Børnehjemmet på Sofievej 26

Det ruller - Børnehjemmet på Sofievej 26

Henvendelse til Gentofte Lokalarkiv den 17. april

“Kære Gentofte Lokalarkiv

Angående børnehjemmet “Dear Home” Sofievej 26 i Hellerup

Jeg vil være så glad, hvis I vil læse dette link: https://stegemueller.dk/boernehjemmet-paa-sofievej-26-i-hellerup-2/ der blandt andet rummer en efterlysning fra i dag (den 17/4-2024) i “Villabyerne” af et menneske, der kan fortælle om de generelle forhold på “Dear Home”. Jeg har ingen forventning om, at nogen kan huske lige præcis mig.

Jeg var på børnehjemmet fra 1963-1966. Rigsarkivet har ingen oplysninger. Det er forsøgt, og jeg ventede 2½ år på svaret …

Ligger I inde med materiale, der kan være med til at kaste lys over de første tre år af mit liv?

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Henvendelse til “Danmarks forsorgsmuseum” og “Retten til egen historie” den 18. april

Sagen har jo udviklet sig noget, siden jeg skrev til dem, idet jeg nu har fundet en medarbejder (men jeg vil naturligvis gerne have kontakt med flere!) Det, der nu vil være umådelig interessant at få deres hjælp til, er journaloplysninger af en eller anden slags. Der jo stå noget et eller andet sted.

De har jo nok mere forstand på at samle information, end jeg har. I den indledende korrespondance foreslog de fx en egenaccess hos det daværende Skjern Kommune. Det har jeg aldrig overvejet.

Der er bare den hage ved det, at jeg engang har forsøgt at få at vide, hvornår jeg fik folkeregisteradresse der for at finde ud af, hvor længe jeg var på “Dear Home” men da jeg åbenbart ikke står på folkeregisterkortet, svarede de, at der havde jeg aldrig boet. Det hjalp ikke, at jeg kunne fortælle, at en af mine tidligste erindringer er, at jeg stod på reposen på Park Allé 4 og kiggede ud 🙂

“Kære både “Danmarks forsorgsmuseum” og “Retten til egen historie”

Jeg håber sådan, at I begge vil tage jer tiden til at læse vedhæftede link. Det rummer blandt andet en artikel i lokalavisen “Villabyerne” fra i går den 17. april 2024. Jeg er gået viralt for at prøve at finde en medarbejder på “Dear Home” fra perioden mellem 1963 og 1966.

Jeg, der er en erfaren slægtsforsker gennem mere end 20 år, har opgivet at lægge puslespillet i min egen historie, så nu søger jeg hjælp hos jer, som sidste skud i bøssen.

Jeg var på “Dear Home” fra 1963-1966, og jeg søger generel viden om stedet. Det vil være for meget forlangt, at nogen skulle kunne huske lige præcis mig. Det er også uden betydning.

Egenacces hos RA [slang for ‘Rigsarkivet’] har været resultatløs. Jeg ventede 2½ år på en journal, der kun rummer kun indleverings- og udleveringsdato samt adoptivfars navn og adresse. Facebook, LinkedIn osv. er forsøgt. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man ingenting har skrevet om børnene, men det kan selvfølgelig være kasseret i forbindelse med stedets lukning.

Hvad vil I foreslå mig at gøre?

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Opdatering om “plejemor” efter inspiration fra en slægtsforskerven Mike Lyng

Plejemor døde, mens B. var ansat, så det krævede bare et enkelt opslag i Hellerup Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt, som resulterede i følgende:

“Nr. 9.
1965 23. marts Københavns amts sygehus, Gentofte.
1965 27 marts Holmens Kirkegård, København.
Thomsen, Lydia Marie
Forstanderinde, boende Sofievej 26, Hellerup – født i Esbjerg den 18 september 1907, ugift.
57 år.
Præst: Niels Mann
Nordre Birks skifteret 25/3 1965, bo nr. 606.”

Kilden er her.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Jeg er vild med “Forsvundne arvinger”

Jeg er vild med "Forsvundne arvinger"

Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh

Jeg er vild med “Forsvundne arvinger”

Jeg elsker at se Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh gå på jagt efter ukendte arvinger i programmet “Forsvundne arvinger” på DR1. Det er “Fjernsyn for mig”, der har et meget lille TV-forbrug, fordi jeg hellere vil producere noget selv end sidde passivt foran en skærm.

I mit næste liv vil jeg også være arkivar og køre rundt på en specialbygget gaffeltruck i Rigsarkivet. Jeg kan ikke forestille mig et bedre job, hvis jeg af uvisse årsager skulle indfinde mig på arbejdsmarkedet igen.

Jeg husker tydeligt det med at løfte låget af de kraftige, brune arkivkasser i pap og næsten holde vejret, til man havde bladret et stykke ned i kassen for at finde de rette arkivalier. Når man endelig finder noget, giver det næsten et lille gib i en. Der udløses endorfiner, fordi hjernen bliver så glad. Dopamincenteret aktiveres. Det var dengang, man var nødt til at gå på arkiv hver lørdag og på alle fridage for at finde noget, man kunne stole på, det vil sige i originale kilder.

Udsendelserne viser tydeligt, hvordan man nærmest “hopper” fra kilde til kilde. Man finder noget i en kilde, og det er ledetråden til den næste kilde. Til sidst har man (måske) opklaret mysteriet og lagt endnu et puslespil.

Det relationelle har stor betydning i mange sammenhænge

Det ser ud som om, de to virkelig kan lide hinanden. Det ser man tydeligt, når de fx står sammen og kigger på et billede af en afdød. De står helt tæt og siger, hvad de hver for sig tænker om billedet. Det kan kun lade sig gøre, når to mennesker kan lide hinanden.

Det er også tydeligt, når hun igen sender ham på yderligere jagt i arkiverne, mens han igen sender hende ud i verden for at opstøve flere arvinger eller evt. bare mennesker, der kan have kendt afdøde.

Hun er så sød og charmerende, når hun opsøger de levende. Hun spørger altid så pænt, om de giver en kop kaffe. Hun er så dygtig til at stille de små uskyldige spørgsmål og ofte få de store komplicerede svar. Folk har simpelt lyst til at tale med hende. Jeg prøver at være lige sådan, når jeg opsøger mennesker, der har kendt mit børnehjem “Dear Home”. Jeg prøver simpelthen at kopiere hende, for jeg kan jo se, at det virker.

Der er mange ting, der afhænger af det relationelle. Jeg har fx fantastiske relationer til både min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og min psykolog. Jeg har kendt dem begge i mange år. De er set an og ikke fundet for lette. Jeg er fuldkommen overbevist om, at det relationelle står for mere end halvdelen af min behandling og virker bedre end alverdens medicin – og så er der i øvrigt ingen bivirkninger.

Alle har en historie

Der er en vis charme ved at følge de spændende opdagelser og menneskelige forbindelser i “Forsvundne arvinger.” Programmet giver ikke kun indsigt i de tekniske aspekter af at spore ukendte arvinger, men afslører også de dybere personlige historier, som ofte er skjult i arkiver og gamle dokumenter. Når Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh begiver sig ud på deres rejse, føles det som om vi er med på deres eventyr, og vi får en følelse af spænding ved tanken om, hvad de måske finder.

For mig er det også fascinerende at se, hvordan Mette Frisk formår at skabe forbindelse med de mennesker, hun møder undervejs. Udover at være dygtig til sit arbejde, har hun en varm og imødekommende tilgang, der gør det lettere for folk at dele deres historier. Dette element af medmenneskelighed er noget, der skiller programmet ud fra andre dokumentariske formater. Ved at engagere sig med folk og høre deres historier, formår hun at give en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være menneske og være forbundet til hinanden gennem historie og familie.

Programmet minder mig også om, hvor vigtige vores rødder er, og hvordan de kan forme vores liv. At lære om sine forfædre og deres rejser kan give et nyt perspektiv på vores egen identitet. For mange mennesker kan disse historier være med til at skabe en følelse af tilhørsforhold og give dem en stærkere forankring i deres egen historie.

“Forsvundne arvinger” er ikke kun et program om at finde arvinger; det er en påmindelse om, at vi alle har en historie, der er værd at dele og udforske.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Efterlysning i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne”

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Efterlysningen er i dag bragt som en redaktionel artikel på Sjællandske Nyheder på forsiden af deres hjemmeside (desværre bag betalingsmur) og på forsiden af Villabyernes papiravis (Gentofte- og Hellerup-området).

Jeg skrev til dem og sendte et link til min første artikel og spurgte, om de ville hjælpe mig.

Redaktør Jesper Bjørn Larsen fra Ordrup vendte hurtigt tilbage og spurgte, om jeg foretrak et læserbrev eller en redaktionel artikel? Jeg foretrak selvfølgelig en redaktionel artikel, da mit gæt er, at succesraten er højere ved en sådan end ved et læserbrev.

Jesper har været utrolig sød og hjælpsom. Jeg tror, han finder min historie interessant, og at det er årsagen til, at han gerne vil hjælpe.

Hvis vores fælles forehavende lykkes, har jeg lovet at give kager, og så skal vi på besøg på adressen, hvor der nu er en vuggestue. Eller rettere: det var der i sommeren 2006. Der kan være sket meget siden da.

Hvis det lykkes, skylder jeg også psykologen kager, for idéen var hendes. Den slags er jeg ikke tilstrækkeligt idérig til.

Jeg er allerede blevet ringet op af en ældre herre fra Ordrup. Han vidste ganske vist ikke noget, men ville gerne sætte sine jungletrommer i gang. Hans datter arbejder i en institution i Hellerup. Hun har måske set et billede af Tordenskjold …

Der da være nogen og noget

Jeg kan ikke forestille mig, at der slet ikke findes nogen, der kender stedet – eller bare kender nogen, der kender nogen. Det kan være en søn eller datter af en medarbejder, eller et barnebarn af en medarbejder, en nabo eller … Bare en eller anden – gerne flere.

Jeg kan heller ikke forestille mig andet, end at man et eller andet sted har skrevet noget om børnene. Vi taler trods alt ikke om stenalderen, selvom jeg er oppe i årene. Det har ikke været i det enkelte barns journal, jfr. at min ikke giver andre oplysninger end ankomst- og udleveringsdato, og min fars navn og adresse. Måske havde man en lille bog, der omhandlede alle børnene på en gang?

Der er selvfølgelig den risiko, at man ved “Dear Homes” lukning ikke har anset materialerne for bevaringsværdige og sendt dem til kassation. Jeg har selv været med til at kassere ting og sager, for man kan jo umuligt gemme alt.

  • Giver artiklen intet, foreslog Jesper Bjørn Larsen Gentofte lokalarkiv. Det er god idé.
  • Da jeg for mange år siden (2005 eller 2006) lokaliserede adoptionssagen, var jeg fuldkommen grøn udi arkivvæsen og arkivalier. Jeg anede ikke en brik om noget, men jeg fik et tip om at henvende mig til “Forsorgsmuseet” i Svendborg, der dengang var ledet af Maria Rytter, som guidede mig på sødeste vis. Og jeg fandt sagen! Hun er sikkert gået på pension, og jeg ved, institutionen har skiftet navn, men den må kunne findes, da jeg ved, den fortsat ligger i Svendborg. De kan måske give nogle tips eller måske ligefrem have konkret viden. Der være nogen, der ved noget om “Dear Home”.

Da jeg stadig skrev ansøgninger, plejede jeg at skrive, at jeg var “ihærdig”. Det er et lidt pænere ord for pissestædig. Den egenskab tager jeg frem igen. Jeg giver simpelthen ikke op. Det skal lykkes.

Fire skærmprint af artiklen

Redaktøren hos “Villabyerne” sendte skærmprint, idet han ikke havde mulighed for at sende mig et gavelink, jeg kan dele med jer. De fire billeder herunder er de fire skærmprint. Helt kønne er de ikke. Men det fås ikke bedre.

God læselyst.

Ved du noget? Vil du hjælpe? Kender du nogen, der kender nogen?

 

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Efterlysning på Facebook

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Gennem mere end 20 år har jeg lagt mange puslespil, men mit eget kan jeg ikke lægge. Det er absurd.

De første tre år af mit liv er der ingen, der kan fortælle om.

Heller ikke da “min mor” levede, var der noget at hente frem fra hjernebarken (som er stedet, hukommelsen placerer “data”). Jeg spurgte hende fx, hvor de havde hentet mig? Hun svarede: “Det var et stort hvidt hus i Nordsjælland.” Jeg kan huske, at jeg svarede “Ja mor, dem er der jo en hel del af”.

Senere fandt jeg selv oplysningerne. Hvis jeg havde hentet et barn et eller andet sted, ville jeg til min dødsdag huske hvor, da det ville være en livsomvæltende begivenhed, hvis jeg i 11 år havde levet i et barnløst ægteskab med en infertil mand. Min far havde haft fåresyge som barn.

Jeg tog hende med derud, da vi i 2003 resultatløst forsøgte at etablere en form for forbindelse efter 22 år uden (1981-2003). Hun kunne udpege, hvor min far havde parkeret Karavellen, hun genkendte panelerne i trappegangen til første sal, og hun kunne udpege, hvor min seng havde stået. Det var det.

Den kreative psykolog

Jeg var hos psykologen i går.

Hun er – i modsætning til mig – enormt kreativ. Og hun forstår selvfølgelig mit ønske om at få viden om de tre år. Der er en lakune, jeg ikke kan fylde op uden en eller anden form for hjælp. Hun foreslog et opslag på Facebook og på LinkedIn. Det lavede jeg på vejen hjem i toget. Hvorfor har jeg dog aldrig tænkt på det? Det er trods alt ikke raketvidenskab.

Opslaget så oprindeligt lidt anderledes ud, fordi nogle begyndte på diverse konspirationsteorier om, at papirerne forsætligt var fjernet eller lå i de forkerte charteques. Man kan forestille sig meget, men det gør jo ikke mig klogere.

Herunder har du den aktuelle version. Hvis du vil hjælpe mig, må du meget gerne dele dette opslag, steder du finder relevant.

“Børnehjemmet “Dear Home”?

Har du – eller en du kender – været ansat der?

Børnehjemmet lå på Sofievej nr. 26 i Hellerup.

Jeg var der fra 1963-1966, og jeg vil så gerne træffe en/flere, der var ansat der for at få generel viden om stedet og processerne. Jeg har ingen forventning om, at nogen kan fortælle noget om præcis mig!

Jeg har via Rigsarkivet indhentet min journal derfra, men der står desværre kun ankomst- og afrejsedato samt min adoptivfars navn og adresse. Hans navn var Jørgen Stegemüller, og adressen var Park Allé 4 i Skjern.

Jeg vil gerne mødes med dig, hvis du findes! Jeg er 60 år, så du er måske et par og 80.

Håbefulde hilsner
Hanne B. Stegemüller”

Facebook når det er bedst

Ind til videre har to søde og venlige mennesker delt opslaget videre i grupper, de selv er medlem af, som hedder “Hellerup før og nu” og en om børnehjem. Et menneske har fortalt, at hun har boet der med sin mor … Det er så godt, og det er Facebook, når det er bedst. Tænk hvis det lykkes mig (og psykologen).

Det vil være som at vinde i en afart af Lotto.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.