/0 Kommentarer/i , /af ,

At holde af er at være bange for at miste

At holde af er at være bange for at miste

Hvor mange besøg kan jeg nå?

At holde af er at være bange for at miste

Topbilledet forestiller: min farmor Karen Sørensen g. Stegemüller, min fars søster Kirsten, min farfar Felix Stegemüller og endelig min far Jørgen. Det er desværre nødvendigt at bringe en vandmærket kopi.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg af og til savner at høre til et sted – hvilket ikke betyder, at jeg ikke er glad for livet, som det ser ud, og at det ikke betyder, at jeg ikke accepterer omstændighederne, som de nu en gang er. Og de er helt fine nu. Intet kunne være bedre.

Min fars ungdomskæreste er 98 år, og i den alder kan der ske så meget. Ingen af os er uforgængelige, og det eneste, vi ved, er, at det hele en dag er slut. Vi har nu set hinanden tre gange i nyere historisk tid, jeg har tre lydoptagelser og jeg vil gøre meget for at komme på besøg en gang pr. uge, også selvom det er lidt bøvlet. Pyt med det.

På torsdag vil jeg forhåbentlig kunne medbringe nogle billeder på rigtigt og godt fotopapir af min far, som hun gerne meget vil have og taler meget om. Det kræver, at min nye blækprinter bliver leveret senest onsdag aften. Men mon ikke … Den gamle blækprinter vil kun printe ud i lyserøde toner (og jeg har prøvet alt!). Og hun skal ikke have min far i lyserøde toner. Af den årsag har jeg bestilt en ny printer, og den gamle Canon Pixma MG5300 er alligevel så gammel (over 10 år), at det er i orden at skifte den ud.

Jeg har spurgt en af sønnerne, om det vil interessere hende, at jeg medbringer en stabel breve fra 1954/55 fra min far til hende og Vagn og læser op fra dem. Det regnede sønnen med. Det er et forsøg værd. Og ellers må hun jo selv sige fra. Hvilket hun sagtens kan.

Det er måske dumt, men jeg går og er så bange for, at der skal ske hende noget. Jeg er helt sikker på, at hendes børn husker mig, hvis/når … Jeg hører pludselig til et sted. Og jeg skal med til 100-årsdagen, som hun glæder sig meget til; det kan man ikke fortænke hende i.

Den dag, hun ikke er længere, mister jeg noget af mig selv, og det frygter jeg. Det kan man ikke fortænke mig i. Det er minder om mennesker, der var der for mig fra august 1980 og nogle år frem i en tid, hvor jeg ellers stod ret alene. Jeg prøver at være lidt ydmyg og lidt taknemmelig. Hun siger “Det var da helt naturligt; der var jo ikke andre.” Det, de fandt “helt naturligt”, var nyt for mig.

Vi “traf hinanden” i Svaneke i maj 1979, da min fars søster, “tante Kis”, holdt sin 60-årsdag. Hun og Vagn fangede på en ½ dag, at noget var helt galt, og sagde “Du er velkommen til hver en tid”. Og pludselig dukkede jeg så bare op i Kongens Lyngby.

Den yngste søn fortæller, at familien Stegemüller og min fars ungdomskæreste – og den familie hun stiftede efter at have vraget min far – var “vævet ind i hinanden” – og det på en mere markant måde, end jeg har vidst.

Hvad var det, de gjorde?

De gjorde det, der var normalt i normale familier, men som jeg ikke kendte til:

  • Omsorg uden sære modydelser fx at “putte mig” ved sengetid (selvom jeg var 16 år …). Jeg elskede det! Det føles underligt at fortælle det nu; men sådan var det.
  • De troede på, at jeg kunne tage en uddannelse
  • De satte huen på, da jeg blev nysproglig student i 1983
  • De inviterede på traveture til Fortunen og til Taarbæk Havn blandt andet i de weekends, hvor der var for koldt på det lejede værelse på Nørrebro
  • De gav mig min første elektriske tandbørste (eller måske “bare” et børstehoved og min egen farvede ring til det), og jeg fik plads oppe i skabet til højre i badeværelset. Det virker også underligt nu. Hun måtte vise mig, hvordan jeg skulle bruge den, for jeg vidste det ikke.

Fælles interesse for historie

Fra halsen og op fejler hun intet, bortset fra at hun ser ret dårligt. “Jamen jeg har det jo godt” siger hun. Jeg kender ingen andre med så positivt et livssyn.

I torsdags fortalte hun om Lasse Sommer, der blev skudt af Gestapo i Lauringe Mose sammen med 10 andre modstandsfolk i det, der kaldes “Massakren ved Osted”. Da jeg er en lille bitte smule i familie med familien Sommer pga. min fars første kone (der nu er 96 år), kunne jeg naturligvis ikke undlade at gå hjem og faktatjekke. Alt stemmer! Det glæder jeg mig også til at komme og fortælle på torsdag, for det er virkelig imponerende. Jeg må selvfølgelig tage mig selv i at tro, at man bliver dum, fordi man bliver gammel.

Hendes fortællinger stemmer med mine fakta. Det er altså fantastisk. Det er mit indtryk, at hun glæder sig over, at hendes erindringer er utrolig vigtige og at hun har en at dele dem med, som er uhyre interesseret i dem.

På torsdag vil jeg spørge, hvad hun lavede den 4. maj 1945 om aftenen og hvordan det var at vågne op i fred og frihed den 5. maj 1945.

At holde af er at være bange for at miste

Politiken den 8. november 1945

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Visit hos min nærmeste familie

Visit hos min nærmeste familie

Jeg har ingen familie, men …

Visit hos min nærmeste familie

Som bekendt har jeg egentlig kun to kedelige kusiner, som jeg stort set ikke kender, men jeg har også min fars ungdomskæreste, og det er jeg så utrolig taknemmelig over.

Det er damen på 98 år, og hende har jeg besøgt i dag. Hun kender min far bedre, end jeg selv gør, så det er fantastisk at kende hende – vi har fælles værdier. Hun kan fortælle så meget, jeg ikke ved. Hun er gammel og lider af en voldsom tremor, men fra halsen og op fejler hun absolut intet, bortset fra at hun næsten ikke kan se … For eksempel har hun fuldkommen styr på Putin og krigen i Ukraine. Vi deler sorgen over, at der igen er krig i Europa; ingen af os havde troet, det nogensinde ville ske.

Hun har “kun gode minder” og nogle af dem er, at det var dejligt, at “familien Stegemüller” ikke vragede hende, uagtet hun vragede min far Jørgen Stegemüller til fordel for den mand, hun giftede sig med og var gift med i 64 år og 7 måneder. Vagn døde som 88-årig i 2013.

Familierne var “vævet ind i hinanden” (ref. hende yngste søn) og det vedblev de at være. Således fulgte min fars søsters mand (dvs. min onkel) hende op, da hun blev gift med Vagn i Lyngby Kirke den 14. maj 1948. Pudsigt nok er den 14. maj min fars søsters fødselsdato. Jeg skal have spurgt hende, om der var en mening med det. Det var der sikkert.

En gammel dame kan fortælle

Da jeg er interesseret i historie, er det fantastisk at tale med hende. Hun kan godt nok ikke altid huske, hvad hun allerede har fortalt (men det kan jeg jo heller ikke selv …), så nogle af historierne, får jeg på ny. Jeg genkender dem, fordi jeg har lydoptagelserne af vores samtaler.

  • 11 unge mænd blev skudt af Gestapo ved Lauringe Mose i Rorup Sogn, Ramsø Herred, Roskilde Amt.
  • En af dem var “Preben Hagelin“. Episoden er kendt som “Massakren ved Osted”. Han var i modstandsgruppe med Vagn. Den unge mand havde et meget fint ur, som han smed på jorden, inden han blev henrettet et sted ved Roskildevej. Derfor kunne man efterfølgende se, at det var stedet, de blev henrettet.
  • En anden af de unge mænd havde en “Genser”, som var en tyk, strikket sweater, på. Hans dæknavn var Lasse Sommer. Hans rigtige navn var Eduard Frederik Sommer (1922 – 1944).
  • Efter befrielsen blev de unge gravet op og genbegravet i Ryvangen ved det, der kaldes Patriotbegravelsen den 29. august 1945. Hans mor Ella Johanne Nielsen, gift Sommer, genkendte ham pga. sweateren, der ikke var rådnet op.
  • Det er barske sager.

Vi talte om hendes 100-årsdag, som hun glæder sig meget til. Åh for pokker hvor jeg håber, hun holder så længe. Lige nu er er hun på et genoptræningscenter, fordi hun har haft en svær infektion med høj feber. Gudskelov er den ene søn overlæge på Bispebjerg, så han sørgede for, at hun blev indlagt på Herlev. Hanne ved ikke helt, hvor længe hun var på Herlev, men det er også ligegyldigt. Hun er heller ikke klar over, hvor længe hun har været på genoptræningscenteret. Det er også helt lige meget.

Hvis vi når 100-årsdagen, er jeg inviteret med som en del af familien. Den slags kender jeg jo slet ikke. Jeg glæder mig allerede, blandt andet fordi jeg så muligvis vil kunne træffe træffe min fars første kone Inge Sommer.

Vi siger “På Brede”

Når vi siger “På Brede”, underforstår vi “På Brede Klædefabrik”. Min oldefar indrejste til Brede fabrik i 1890 som hattemagermester. Han fik børn og børnebørn. Min far Jørgen var et af disse børnebørn. Hanne var på kontoret “På Brede” og der mødte hun min far under besættelsen.

Vi talte i dag om Kæthe Stegemüller, som jeg svagt husker fra et bryllup i 1972. Hun var på hattefabrikken, der flyttede fra Brede til Skodsborg i 1913. Hanne huskede glimrende navnet “Dansk Filthattefabik”. Det er sjovt som hendes erindringer kan kobles med mine fakta.

Endelig hører jeg til et sted

Jeg er rørt. Det har været en dejlig dag, og endelig hører jeg til et sted.

Hanne og Vagn tog sig af mig i 1980, da jeg kom til København og var helt håbløs. Fx havde jeg aldrig før haft en elektrisk tandbørste …!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Kantebånd – åh hvor jeg hadede dem

Kantebånd – åh hvor jeg hadede dem

Da kantebånd forlængede bukserne

Kantebånd – åh hvor jeg hadede dem

Det er ikke nogen hemmelighed, at stedet, jeg vokse op efter november 1972, hvor min far, Jørgen Stegemüller, døde, var “røven af fjerde division”, og hvor man levede fra hånden i munden, hvilket vil sige “leve så man lige har de daglige fornødenheder, men uden at tænke på fremtiden”, jfr. Den Danske Ordbog (DDO).

Der var aldrig penge til noget, bortset fra alkohol og tobak, og det var altid et problem, når olietanken igen var tom. Så var vinteren lang og temmelig kold, for dengang var der vintre til – måske især på Bornholm, hvor jeg boede fra juli 1978 til ultimo juli 1980.

Af samme årsag var det et problem, at jeg voksede, for det betød, at bukserne blev for korte, selvom jeg aldrig har sneget mig op over 165 cm. Der var ikke råd til at købe nye bukser med den rette længde, så de gamle blev forlænget med kantbånd. Ingen af mine klassekammerater gik med kantebånd, men det gjorde jeg. Altså var jeg af den grund anderledes.

For pokker hvor jeg hadede de kantebånd. De udstillede, hvad jeg kom af, og det var ikke videre rart. Det var ikke fedt at være fattig på en måde, der var så synlig.

Sådan var jeg anderledes

  • De forbandende kantebånd som nævnt i afsnittet herover
  • Jeg kunne læse (lette tekster), før jeg kom i skole allerede som 6-årig. Mine forældre var dygtige til at læse for mig – typisk ved sengetid. Det drejede sig bare om bøger som “Troldepus”, “Peter Pedal” og den slags. Altså kedede jeg mig bravt i dansktimerne, med mindre vi skulle arbejde med “Læs og forstå”, hvor det var sjovt at ræse gennem alle opgaverne. Typisk var jeg adskillige hæfter foran de andre børn.
  • Jeg blev udnævnt til hjælpelærer i dansktimerne. Det betød, at jeg skulle gå rundt og hjælpe de børn, der sad med fingeren oppe, og som den rigtige lærer ikke havde tid at hjælpe. Som jeg husker det, trådte det i kraft fra ca. fjerde klasse og frem.
  • I ca. syvende klasse og et par år frem interesserede jeg mig meget for fysik, og læste en masse fysikbøger, som jeg fik ganske gratis fra psykopatens halvbror, der arbejdede hos Th. Laursens bogtrykkeri i Tønder.
  • Jeg kunne regne lette stykker, før jeg kom i skole.
  • Jeg elskede “sproglaboratoriet”, som vi typisk kom i i engelsktimerne. Her var man alene og kunne i fred og ro følge “damen”, der sagde fx “The apple is red. What colour is the apple?”
  • Jeg kunne intet af alt det kreative, man forventedes at kunne (i håndgerning var jeg således et helt skoleår om at strikke en sok, fordi jeg ikke kunne finde ud af at skifte pind i hælen). I sløjd udbankede jeg et enkelt, grimt askebæger.
  • Jeg blev altid valgt sidst i gymnastik og ramte aldrig bolden i rundbold.

Når man aldrig får udfordringer

Når man aldrig får udfordringer, er der en vis risiko for, at man bliver doven. Det havde jeg dog ingen risiko for, idet jeg havde den ugentlige vindues- og bilvask til at sørge for, at jeg ikke blev doven rent fysisk. Ingen normale mennesker vasker hverken vinduer eller bil hver uge; men det var altså en del af mine “pligter”; sådan lidt Askepot … Jeg er vokset op med, at “unge nu til dags aldrig har lært at bestille noget …”, men det har jeg altså lært på den hårde måde.

Men mentalt? Nej, der fik jeg ingen udfordringer og det kan jeg være bitter over. Det hjælper imidlertid ikke ret meget, og trods kantebåndene og alt det andet, er det jo alligevel gået meget godt. Jeg har taget en lang, nogle synes svær, akademisk uddannelse og det stod ikke skrevet i kortene, at det skulle lykkes for mig. Men det gjorde det. Jeg har stort set kun mig selv at takke for det.

Men så skal jeg også takke min fars ungdomskæreste og hendes mand for, at de troede på mig: de sparkede mig i gang med Statens Kursus til Studentereksamen. De kunne se, at der nok var lidt mere i mig end at massere gulve i De Gamles By eller at ende på en fiskefiletfabrik i Rønne.

Kære Hanne og Vagn I ved ikke, hvad I gjorde. Du, Hanne, siger nu “Jamen det var da helt naturligt” og “Der var jo ikke andre”. Men når man vidste, at der ikke var andre, var jeres indsats helt enorm, og den var ikke bare “Naturlig”.

Kantebånd – åh hvor jeg hadede dem

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Jeg er glad for mine trofaste læsere

Jeg er glad for mine trofaste læsere

Læserne er dedikerede

Jeg er glad for mine trofaste læsere

I går skrev om jeg om de dedikerede lærere på Statens Kursus til Studentereksamen. I dag skal det dreje sig om de dedikerede læsere.

Min mest trofaste læser og kommentator har præcis i dag den 2. februar 2023 10-års jubilæum her hos mig. Tillykke med jubilæet!

Jeg afslører næppe for meget ved at skrive, at navnet er Henny. Til dato har hun skrevet 518 indsigtsfulde kommentarer, der altid har været gode, kloge og hjælpsomme – og til tider også debatskabende. Og det er kun skønt; jeg vil jo gerne skabe debat i det virtuelle rum, men det er som hovedregel utrolig svært, fordi folk er blevet så vant til at trykke på en tast på Facebook, og så skal jeg selv gætte, hvad figuren betyder.

Jeg har aldrig mødt Henny, for vi bor langt fra hinanden, selvom Danmark er et lille land. Selv når jeg besøger mine venner i Thy, er der mere end 100 km. Jeg har tjekket. Jeg kunne ellers godt tænke mig at drikke nogle kopper kaffe eller to glas vin med hende.

Den 2. februar 2013 skrev hun:

Jeg synes, at det er en kæmpefordel ved den moderne måde at bruge musik på er, at man kan købe et nummer til en 8-10kr. Jeg ved ikke, hvor mange gange før i tiden, jeg har købt en CD på grund af et enkelt nummer og fundet ud af, at det faktisk kun var det ene nummer, der efter min mening var værd at lytte til.

Det er sjovt, for af den kommentar kan man faktisk se, at der er gået ti år.

De år, hvor jeg var meget syg, og de er gudskelov en saga blot, har hun et par gange sendt mig afsted til psykiatrisk afdeling. I en af seancerne med psykologen siger jeg “Jeg skrev, at jeg var lidt bekymret. En læser replicerede, at så var hun meget bekymret.” Det var Henny, der stod bag også den kommentar. Tak for det!

Nogle går, mens andre kommer til

Mit beskedne nyhedsbrev har i årevis haft lige omkring 65-70 abonnenter, og det er ikke alverden, men jeg er godt tilfreds. Jeg behøver ikke flere, og jeg skal jo ikke sælge noget. Det kommer jeg aldrig til. Min virksomhed ville give et stort underskud, da jeg ikke er en sælgertype.

Jeg holder selvfølgelig øje med, hvor mange der rent faktisk åbner nyhedsbrevet (det kaldes også for “CTR”, der er en forkortelse for “Click Through Rate”). Ca. 80 pct. åbner mit nyhedsbrev, og det kan jeg kun være tilfreds med, for det tal ligger normal på omkring 20 pct. eller mindre. Om de også forstår, hvad de læser, kan jeg af gode grunde ikke vide.

Det har ikke været de samme abonnenter gennem alle årene. Nogle går (uden at jeg ved hvorfor, selvom jeg opfordrer til en begrundelse, når man melder fra), mens andre kommer til. De ca. 70 seriøse abonnenter er fint for mig.

Google Analytics sender hver måned forskellige statistikker. En del af dem forstår jeg ikke, og jeg har opgivet at finde sammenhængen i de mange tal. Jeg har forsøgt at betale mig fra hjælp til det, men ham, der gerne ville hjælpe, bakkede baglæns tilbage fra projektet, da jeg havde stillet mine 20 forskellige spørgsmål. I januar havde ca. 1.500 forskellige mennesker klikket på mine links som de havde fundet via organisk søgning, og det er også et tal, der er helt i orden.

Også for så vidt angår læsere gælder det, at nogle går, mens andre kommer til. De første år kom der langt flere kommentarer pr. artikel end nu, og de kom som hovedregel fra helt andre mennesker. Jeg har forsøgt at finde ud af, om de har nedlagt deres hjemmeside eller bare er blevet trætte af mig, hvilket kan være helt legitimt. Heldigvis falder de fleste i den første kategori. Folk har i en årrække en hjemmeside og pludselig holder de af en eller anden grund op. Træthed, sygdom, nyt job, alder osv. Mulighederne er legio.

Hvad scorer højt?

Jeg kan skrive nok så meget om politik, psykiatri, autisme, Aspergers syndrom mv., hvor jeg har brugt lang tid på at finde valide kilder og på at formidle det fundne i et sprog, der er nede på jorden, og hvor jeg samtidig fortæller min egen historie. For det er en del af min beskedne mission.

Jeg bruger typisk et par timer på en artikel alt inklusive (at få idéer, at læse korrektur, at finde kilder osv.). Men jeg kan ikke skrive hurtigere, end jeg tænker. Og det er ikke altid så hurtigt.

Men hvad scorer højt?

  • Det gør – lige nu – nu artiklen om Irma, der lukker. Den er strøget til tops på mindre end 24 timer. Det kan man se ude til højre under “Mest læste seneste 30 dage” – 346  visninger på mindre end 24 timer. Det er ufatteligt godt for/hos mig.
  • Et tag (det er en slags bogmærke) er det om “servicekat”. Det ligger højst måned efter måned. Det siger mig, at jeg har ramt en niche, og at mange søger efter viden om netop sådan en kat.
    • Og med hensyn til “servicekat”: Her har du årsagen til, at jeg foretrækker kommentarer på hjemmesiden og ikke på Facebook. Eksempelvis ville ingen nogensinde finde Lauras glade kommentarer og fortælling om, hvordan det lykkedes hende, via mine artikler, at få en servicekat, hvis hun havde sendt sine kommentarer på Facebook. Nu kan andre få glæde af hendes fortælling. Det er for mig essensen i internettet: Vi skal hjælpe hinanden og dele ud af vores erfaringer.

Min korte blogroll

Oprindeligt hed det en “Weblog”, og det blev senere til “Blog”. Oprindeligt blev det kategoriseret som “en dagbog på internettet”.

Jeg kæmper lidt for ikke at kalde min hjemmeside for en “blog”, fordi jeg selvfølgelig selv synes, at den har et højere (akademisk) niveau, og at i hvert fald nogle af min artikler hæver sig over dagbogsniveauet. Det kan man være uenig i, men sådan er det, og det er fordelen ved at have sin egen hjemmeside på sit eget domæne. Man betaler ved kasse et – eller to. Til gengæld kan man skrive, lige præcis hvad man vil, hvornår man vil.

Oprindeligt havde jeg en alenlang blogroll (som er en liste over blogs, man følger). Når listen nu er forkortet til to, skyldes det, at jeg ikke synes, jeg er stødt på andre, jeg har lyst at reklamere for. Enten var de kedelige, fordi forfatterne havde helt andre interesser end mig, ikke skrev længere eller også var de sprogligt så ringe, at jeg ikke orkede at læse dem. Det er det med at se revnen i væggen – og ikke resten af væggen. Det skrev jeg lidt om i denne artikel.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.