Jeg kom aldrig over i højdespring

Jeg kom aldrig over i højdespring

“Gymnastik” var et mareridt

Jeg kom aldrig over i højdespring

Det hedder vist “Idræt” nu, men jeg husker det som “gymnastik”, da jeg jo er fra en form for forhistorisk tid.

Lige nu – men det går vel over – føles livet som en uendelig række af højdespring, fordi jeg hele tiden handler forkert i “det relationelle”. Det er enormt svært, og det er jeg enormt ked af – men sådan kan det gå. Når jeg er mig selv, er jeg forkert. Det er uklart for mig, hvordan jeg i stedet skal være. Det eneste, jeg ved, er, at jeg aldrig komme til at tænde for fodbold i en ørkenstat.

Min plan er at trække mig fuldkommen tilbage, at gå i hi, og alene at have skriftlig kontakt med mennesker, der muligvis forstår mig. Så bevarer jeg kontrollen, og det kan jeg håndtere. Det lyder ikke godt, og det er det heller ikke, men sådan må det være for nu. Jeg kan ikke finde på andet. Det er også en løsningsmodel!

Og så tilbage til de helt almindelige højdespring, som jeg aldrig kom over. Hvor jeg dog hadede “Gymnastik” alle mine 10 år i folkeskolen. Det lykkedes mig aldrig at forstå, hvordan jeg skulle kunne dreje kroppen 90° og herefter parallelforskyde den sådan ca. 30 – 40 cm., når det skulle lykkes at lande på den blå madras hinsides stangen. Jeg landede som oftest på asfalten før madrassen – og det var ærlig talt ikke videre behageligt.

Det var heller ikke særlig rart altid at blive valgt til sidst til rundbold, høvdingebold osv. Men sådan var det, for jeg kunne ikke det, man skulle kunne. Jeg har heller aldrig prøvet at være “førstevælger”.

Jeg kunne noget andet, men det havde absolut ingen værdi hverken i skolen eller hjemme. Det var svært, og jeg skal helst ikke tænke på det.

To somre på Gerlev Idrætshøjskole

Med ovenstående bagage er det nok ikke så svært at forstå, at det at tage på idrætshøjskole et par somre var næsten magisk. Min veninde – gennem flere årtier – på Amagerkollegiet havde en søster, der var gift med en mand, der underviste på Gerlev. Ham kunne jeg virkelig godt lide, og jeg tænkte, at hvis alle underviserne var som ham, ville jeg turde at begive mig ud i det (og ellers ikke)!

Samtidig med havkajakkurset roede jeg i dameroklubben “Gefion” på Østerbro i København. Det betød, at jeg havde fået smag for havvand, og det har jeg den dag i dag. Der var bare nogle forhold i klubben, der bevirkede, at det var lettere at vælge karrieren i den daværende “Arbejdsskadestyrelsen” til.

Den første sommer var et havkajakkursus og – så vidt jeg husker (men det er mange år siden) – var den næste sommer et kursus i diverse boldspil. Jeg elsker at tage på højskole, og jeg har gjort det meget, for det er så skønt, og minder mig om, hvor jeg kommer fra. Min fattige morfar og hans far frekventerede den første danske folkehøjskole: Rødding Højskole. Den danske højskolebevægelse er vidt berømt, fordi det lykkedes os at sende småkårsfolk på efter- og videreuddannelse, og det er simpelthen fantastisk.

Jeg har været på mange højskoler – og selvfølgelig også på “Kvindehøj”, der er helt speciel og tillige på Vestjyllands Højskole, hvor jeg gennem to somre oplevede Brita Haugen. Hende burde flere opleve. Hun er helt fantastisk.


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Slægtsforskning er sjovest for forskeren selv

Slægtsforskning er sjovest for slægtsforskeren selv

Nye erkendelser

Slægtsforskning er sjovest for slægtsforskeren selv

Jeg kommer tilbage til overskriften, men prøv at se billedet øverst.

Da jeg så det, blev jeg næsten bange og følte, det var mig selv, der lå med hovedet på blokken. Min næste tanke var: Tænk hvis ham, der svinger øksen, rammer forkert i første hug? Det må da let kunne ske. Det er svært at sigte helt præcist, når man svinger så højt oppe fra. Ganske forfærdeligt.

Tænk at vi har haft den straf her i landet og eksekveret den frem til 1822. Der findes masser af bevarede kirkebøger med letlæselig skrift, der er omkring 75 år ældre. Bare for at sige noget om tiden …

  • Bemærk pastoren i baggrunden. Han skal nok legitimere det eller gøre det lettere for Thomas, som offeret hed.
  • Ham længst til venstre med hjulet: Jeg vil tro, at liget skal anbringes på hjul og stejle som en ekstra ydmygelse af den dømte og til afskrækkelse for de forbipasserende. Det var datiden generalprævention. “Sådan går det dig, hvis du ikke opfører dig pænt”.
  • Ham længst til højre: Han har det flotteste tøj af dem alle – prøv at se guldknapperne. Jeg ved ikke, hvilken rolle han spiller, eller hvem der har sendt ham, men han virker “udsendt”, som han står der med et gevær (må det vel være?).

Jeg abonnerer på nyhedsbrevet fra historie-online.dk, og de havde billedet med den 23. november. Det er dem, jeg har tyvstjålet hos. Jeg tror, det går an, når jeg samtidig reklamerer lidt for dem.

De bragte billedet, fordi det den 23. november var “… præcis 200 år siden blev den sidste henrettelse i Hjørring gennemført …”. Det skal nu nok forstå som “… den sidste henrettelse blev gennemført i Hjørring”. Deres spændende artikel er her.

Den første borgerlige straffelov er fra 1866, og altså 44 år efter ovenstående forfærdelige straf. Hjemlen, forud for 1866-loven, var Christian den 5tes Danske Lov kapitel 6, der i høj grad hjemlede legemsstraffene fx kagstrygning og dødsstraf, eller “bare” afhugning af lemmer. Danske lov var fra 1683.

Jow, vi har i Danmark altid været foregangsmænd …

Retur til “Slægtsforskning er sjovest for slægtsforskeren selv”

Da “min mor” i maj 2005 blev 70 år, forærede jeg hende en enormt fornem slægtsbog. Læderindbundet og med guldtryk i vældig god kvalitet.

Jeg havde da slægtsforsket i ca. 2½ år, og der er helt sikkert meget af det, der står i bogen, der er sandt, men der er helt sikkert også meget, der mangler eller er forkert. Med hensyn til det sidste så er et eksempel, at jeg ikke har tal på alle de Husmænd, jeg gjorde til Gårdmænd, fordi jeg ikke kunne skelne “H” fra “G”, men sådan er det. Det er noget af det, jeg prøver at rette op på nu i den store oprydning, som er et skønt projekt.

Indpakningen af bogen er flot, men selve indholdet er temmelig røvkedeligt og sådan er traditionelle slægtstavler, der bare består af datoer. Den tidligere landsarkivar Christian R. Jansen kaldte den slags for “Hundetavler”, og der er nu noget om snakken. Jeg har selv masser af hundetavle-ting, og de er skønne for mig selv og andre slægtsforskere, der finder min TNG-side, men ikke-slægtsforskere synes ikke, der er noget fascinerende over et dødsfald i fx 1822, som det tog to aftener at finde. De synes derimod, det er ret naturligt, da vedkommende måske var født i 1787.

Det er historierne, der er spændende. Datoerne er uinteressant for andre end os selv. Vi kan jo falde i svime over en folketælling. Det kan de andre altså ikke. Vi elsker processen, de andre fokuserer naturligt nok kun på resultaterne.

Jeg har for flere år prøvet at lave en side her med historier om de nærmeste, hvor jeg prøver at grave et spadestik dybere. Læs og fortæl i en kommentar til artiklen, hvad du synes.

20 års jubilæum som slægtsforsker

Et eller andet sted, som jeg bare ikke kan finde, har jeg noteret datoen for mit første besøg på Jagtvej, hvor landsarkivet lå. Der har jeg stået i kø til en plads mange lørdag morgener.

Jeg mener helt bestemt, det var den 5. december 2002. I hvert fald vil jeg – indtil det modsatte er bevist – fejre dagen den 5. december 2022.


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Historien om de fattige

Historien om de fattige

DR har fine udsendelser

Historien om de fattige

Man ser ofte ordene, når man “scanner” en kirkebog eller en folketælling: “fattiglem”, “fattiggårdsbestyrer”, “hospitalslem”, “daglejer” osv. Det er alle ord, der fortæller om livet i Danmark, som det er levet fra ca. midt i 1700-tallet og til?

Til nu? Fattigdommen ser anderledes ud nu – den er bedre skjult, den lugter ikke så grimt, eftersom kun få mennesker endnu sover i trappeopgange og vi endnu har folkepension mv. Mennesker skal endnu ikke lægges i blød i et badekar med alt tøjet på, for at få det til at slippe huden.

Jeg mener bestemt, mormor og morfar talte om, at der lå en “arbejdsanstalt” i Blåhøj; familien boede i Blåhøj Stationsby og “min mor” var født der. Jeg kan ikke finde den med Google, men jeg har tit tænkt over, hvad ordet “arbejdsanstalt” dækkede over. Jeg troede, det var en form for fængsel.

Nu er jeg blevet klar over, at det var en form for fattiggård, der var delt i to:

  • en forsørgelsesanstalt for de værdigt trængende, der bare skulle forsørges, og
  • en arbejdsanstalt, hvor man skulle arbejde for føden fx med at hugge store sten i mindre stykker, flikke sko, hugge brænde, eller pille larver af kål i 14 dage. Arbejdet var en del af den nødvendige genopdragelse af disse uværdige mennesker.

Historien om de fattige

I stedet søgte jeg på “fattigdommens historie” og fandt mange interessante sider heriblandt fire udsendelser på Danmarks Radios side fra 2015 under overskriften “Historien om de fattige”. Jeg har set de to første udsendelser og vil bestemt også se de to sidste, for det er fremragende fjernsyn! Der kommer billeder på de fremmede ord.

Børskrakket i Amerika i 1929

Krakket rystede hele verden. I Danmark medførte det (ikke direkte men som en afledt effekt), at hver tredje blev arbejdsløs. Det er slet ikke til at forstå så stort et tal. Hvordan holder et samfund sammen på sig selv i den situation?

Er det hver tredje borger, eller er det hver tredje mand? Eftersom kvinder som hovedregel ikke indgik i arbejdsstyrken, kunne de vel heller ikke blive arbejdsløse?

Arbejdsløsheden gjorde, at folk søgte mod byerne i håbet om, at forholdene var bedre der. Det var de ikke!

I stedet voksede kummerligheden, håbløsheden og armoden. Manden i huset stod op om morgenen og meldte sig ved fabriksporten eller på havnen for at se, om han kunne udlejes den dag (deraf ordet daglejer). Var der arbejde, var der også en dagløn, der ofte omsattes i alkohol i stedet for mad til familien og husleje. Man ved simpelthen, at forbruget af alkohol voksede. Forståeligt nok drak mange for at glemme.

Folk sov i trappeopgange og på lofter nødtørftigt indrettede med hø …

Adskillige i mine familier har “faste” adresser men flytter hvert halve år, så måske kan de ikke kaldes “faste”. Der findes et begreb for det, men jeg kan ikke huske det. Det nærmeste, jeg kan komme det, er “Tørrelejlighed”, men det er vist kun mig, der kender det. Google gør ikke.

Idéen var: man boede gratis seks måneder i nyopførte lejligheder, der skulle tørre efter byggeriet. Efter de seks måneder var det ud og videre til næste lejlighed. Lige p.t. advares der mod at have mindre end 20°, fordi det kan medføre skimmelsvamp p.g.a fugt. Overførte man dengang skimmelsvampen til de mennesker, der boede seks måneder hver sted?

Det er ret nemt at finde disse lejligheder på Stadsarkivets hjemmeside (kig under Politiets Registerblade).

Min morfar blev også ramt af krakket, for efter tvangsauktionen i 1925 over det husmandssted, han arvede fra sine forældre, rakkede han rundt i landet og arbejdede med dræning af moser og knuste skærver … Først i 1933 møder han min mormor, de gifter sig og flytter ind i en lille toværelses lejlighed i Blåhøj.

Klikker du på billedet, som jeg kalder “Morfar høster”, herunder, kommer du til en side, hvor du bl.a. kan læse lidt af hans livshistorie. Den er ganske rørende.

Historien om de fattige

Først når middelklassen rammes, sker der noget

Før K.K. Steinckes socialreform (af 30/1-1933) inddeltes fattige mennesker i værdigt og uværdigt trængende. De værdigt trængende var ikke selv skyld i deres fattigdom, mens de uværdige selv var skyld i at være blevet fattige.

Reformen var starten på en ny og bedre tid, men tro nu ikke al tale om “uværdighed” forstummede. Selv i reformen fandtes uværdige mennesker, man mente skulle opdrages. Det drejede sig kort fortalt om drankere, prostituerede og de konsekvent arbejdssky elementer.

Reformen afskaffede officielt fattiggårdene, men der gik adskillige år, før reformen var implementeret i enhver flække. Udsendelsen rummer et kort interview med en kvinde, der arbejder på en fattiggård og som fortæller, at der ikke er sket ret meget i de syv år, der er gået siden reformens vedtagelse; dog er gitteret over sengene og gitrene for vinduerne fjernet.

Adskillige reformer med ny lovgivning blev først sat i værk, når nød og elendighed ramte også middelklassen – underforstået: de var jo ikke selv skyld i fattigdommen, de var værdigt trængende, derfor måtte det være et samfundsproblem, som samfundet måtte sørge for/bidrage til at løse.

Når også middelklassen manglede brændsel, ikke kunne betale for den statsanerkendte arbejdsløshedskasse i et år, inden forsikringsdelen trådte i kraft, når også middelklassens medlemmer blev arbejdsløse, så skete der noget.

Det ligner noget, vi kender i dag. Inflationen har varet længe i Danmark. Vel det meste af 2022 (siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar)? De marginaliserede, der bare er et pænere ord for de udstødte, har mærket inflationen siden dens start, og de filantropiske organisationer som fx Kirkens Korshær og Frelsens Hær har gjort opmærksom på, at det er alvorligt.

Først nu, hvor el- og gas-priserne er gået helt amok, hvilket kan mærkes og være problematisk selv for middelklassen, griber politikerne til handling.

Det er altid interessant at sætte nutid og fortid sammen – og se hvor lidt der på nogle punkter er sket. Flere i blå blok burde erhverve sig en smule historisk bevidsthed.


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

 

140 minutter hos fars ungdomskæreste

140 minutter hos fars ungdomskæreste

97 og “still going strong”

140 minutter hos fars ungdomskæreste

Her kommer en utrolig historie, og selvom den lyder utrolig, er den altså trolig. Læs den ikke som en offer-historie, men lad alligevel gerne følelserne gribe dig. Forhåbentlig beskriver jeg besøget med en tydelig kærlighed til to mennesker med overskud og fine værdier. Det er i hvert fald intentionen.

Det var fantastisk at møde Hanne igen efter ca. 40 år. Samtalen gled helt naturligt med kun ganske få ophold. Jeg spurgte, om jeg måtte optage vores samtale, fordi jeg ikke husker så godt, og det var helt i orden. Hun lod sig på ingen måde ikke afficere af det. Det er derfor, jeg ved, at besøget varede lidt over 140 minutter. I dag vil jeg – i overensstemmelse med Emma Gads regler for selskabslivet – ringe og sige “Tak for sidst”. Det, synes jeg, er det mindste, man kan gøre.

Hun har et utrolig positivt livssyn. Det har både hun og hendes mand Vagn altid haft. Glæden ved livet og tilværelsen selvom der selvfølgelig er kommet besværligheder med helbredet til med årene. Det er stort. Vi blev enige om det skønne i at være pensionister og det vigtige i at have gode minder. Hun sagde blandt andet “Hver aften tænker jeg på, at jeg har det smadder-godt”. Jeg bliver glad over at høre det.

De gamle billeder

Jeg havde medbragt to old-gamle albummer, og vi så nogle billeder af min far og hans forældre, som hun huskede vældig godt, og som jeg aldrig har mødt, men hendes syn er ikke så godt, så jeg opgav at vise de små brune billeder, for hun kunne alligevel ikke se dem. Men pyt med det; det vigtige var samtalen. Jeg fik spurgt til forskellige navne, som jeg bare husker at have hørt og dem kunne hun uden videre fortælle om.

Hun fortalte en masse om min familie på “Brede Klædefabrik”. Jeg har interesseret mig for fabrikken i 20 år og har nogenlunde styr på historien, selvom jeg har glemt det, men jeg var ikke klar over, at min far og hans forældre rangerede højt – lige under direktør Daverkosen.

Jeg har tit talt med psykologen om, at det er vigtigt at have noget, man kan være stolt af. Og nu er jeg (endnu mere) stolt af den familie og mit efternavn. Tænk at oldefar indvandrer som hattemagermester fra Frankfurt an der Oder i marts 1890 og at både hans barnebarn (min far 1922 – 1972) og en af hans sønner (min farfar 1891 – 1952) gør så god en karriere på fabrikken ganske få år efter. Det er utrolig flot.

Indirekte fik jeg i går mange af de “bløde” informationer om min far. Ting, jeg umuligt kunne finde ud af selv og ting, jeg naturligvis ikke husker. Det var fx at “han var en fantastisk ven” og “han blev ikke blev irriteret over at være blevet droppet til fordel for Vagn”. Hanne og Vagn vedbliver at have et godt forhold til familien Stegemüller, selv efter Hanne har valgt min far fra. Fx passede min farmor af og til deres to børn og min onkel Sigvard Kaae (min fars søsters mand) førte Hanne op, da hun blev gift i maj 1948.

“Velkommen til hver en tid”

Eftersom de sociale profiler på “min mor” og psykopaten på den ene side og Hanne og Vagn på den anden side er så uendeligt forskellige, at jeg slet ikke kan forestille mig, at de kunne have noget sammen, og jeg virkelig ikke kunne finde ud af, hvordan jeg fik forbindelse med Hanne og Vagn otte år efter min fars død, spurgte jeg til det.

Det eneste, jeg huskede, var, at de var på Bornholm en enkelt dag. Hun kunne fortælle, at anledningen var, at min fars søster Tante Kis holdt en rund fødselsdag derovre (det har været, da hun blev 60 i maj 1979), og den ville de over og være med til som en overraskelse for Kirsten, for de var ikke inviterede. Hjernen på den gamle dame fejler så sandelig ikke noget.

På den ene dag så og sansede de mere, end man skulle tro var muligt. De sagde til mig “Du er velkommen til hver en tid”. På den måde opstod forbindelsen altså. De var klar over, at noget var helt galt, ellers havde de ikke sagt sådan. Og så dukkede jeg bare op i Kongens Lyngby lidt over et år senere. Det er en virkelig underlig historie. Var det ikke min egen, ville jeg nærmest tro, den var usand. Men den er altså god nok.

De havde talt om, at jeg ligesom stod udenfor familien og at jeg på en eller anden måde virkede isoleret. De kunne se, at min halvbror derimod var inddraget.

De havde også talt meget om, at familiens lille sære side-firma, der producerede håndlavede sprællemænd, hed “Trewa”, en sammentrækning af “Tre * Wagnholt“, der var deres familienavn. Og altså hørte jeg ikke med. Det, havde de syntes, var helt forkert.

Hun sagde ligeud “Man må da hjælpe et barn” (udtryk for deres ordentlige værdier) og “Kunne dine omgivelser ikke se det?”. Men der var jo ingen omgivelser, og min onkel Sigvard og tante Kis boede i Århus, så det var umuligt, når jeg boede på Bornholm.

Sammen med psykologen har jeg også undret mig meget over, at der ikke var nogen overhovedet – men det var der altså ikke. Og når man flytter konstant og kun bor 1,4 år hvert sted i gennemsnit, er det umuligt at opbygge relationer, man kan læne sig opad. Hun havde luftet overfor min onkel, hvorfor de ikke tog sig af mig. Han havde svaret, at det gjorde de også, men det kan jeg altså ikke huske. Og Hanne kunne ikke huske, hvornår det ca. var.

Hun fortalte, at min fars søster havde fortalt dem om, at jeg gik på kirkegården og sad foran min fars gravsted i stedet for at gå i skole. Det husker jeg jo selv tydeligt, men det var lidt underligt, at hun kendte til det.

Efter den ene dag på Bornholm havde de indset, at jeg havde brug for støtte, og den støtte ville de gerne yde. De fandt det naturligt. Så meget af det, de fandt naturligt, var nyt for mig. Jeg fortalte hende, at jeg tydeligt huskede, at hun kom og “puttede mig”, uanset hvor jeg sov, når jeg var hos dem. Også det var nyt for mig, men det var omfattet af det, de fandt naturligt.

Jeg er meget rørt og jeg vil gerne se hende igen!