/1 Kommentar/i , , /af , ,

Præsten i Søllerød udrullede alle omstændigheder ved dødfødsler

Jordemødres og præsters pligt til at indberette

Præsten i Søllerød udrullede alle omstændigheder ved dødfødsler

Igen faldt jeg over noget – for mig – usædvanligt:

Præsten i Søllerød var meget omhyggelig med at beskrive stort set samtlige omstændigheder ved dødfødsler. Jeg har mine eksempler fra begyndelsen af 1800-tallet. Der er tale om gifte kvinder, dvs. ikke “letfærdige kvindfolk”, så der var ikke risiko for dødsstraf efter Danske Lovs (DL) vanvittige regler i 6-6-7 og 6-6-8.

Ergo skriver han ikke side op og side ned for at beskytte kvinderne i sin menighed mod bødlens sværd eller økse.

Jeg har støvsuget mange kirkebøger både på land og i by, og jeg synes ikke, jeg har set dødfødslerne beskrevet så omhyggeligt i kirkebøgerne, men det kan naturligvis være manglende opmærksomhed fra min side.

Af cirkulæreskrivelsen af 24. december 1802, som jeg gennemgår herunder, fremgår, at udtog af anmeldelserne skulle skrives i ministerialbogen. Men at han stort set skriver det hele af fra jordemoderens indberetning, synes jeg ikke, jeg har set før.

Der fandtes regler om, hvordan og hvornår jordemødrene skulle indberette dødfødsler. Det er John Dam Sørensen, der har gjort mig opmærksom på regler og links. Mange tak for hjælpen John. Jeg elsker af og til at fordybe mig i et emne. Det er noget af det, der bevirker, at slægtsforskning vedbliver at være så spændende og lærerigt.

Reglerne om jordemødrenes indberetningspligt

1) Den første sikre regel om “Jordemødres Indberetninger om dødfødte Børn” findes i kancelliets cirkulære af 24. december 1802. Eller rettere: Det var faktisk ikke første gang, man forsøgte at regulere området; det havde man forsøgt allerede ved en cirkulæreskrivelse af 14. juni 1800, men de indberetninger, der var kommet ud af det, var ikke tilstrækkeligt præcise til at medvirke til at løse det problem, man stod med, så nu prøvede man en gang mere.

Hver gang en jordemoder forsømte at indberette efter cirkulæret fra 1802, ville hun få en bøde på fem Rigsdaler.

Hun skulle indberette om ethvert dødfødt barn og ethvert barn, der var  levendefødt, men som døde indenfor 24 timer. Hun skulle oplyse følgende:

  • hvad hed forældrene?
  • i hvilken svangerskabsmåned fødtes barnet?
  • hvis hun kendte årsagen til en evt. for tidlig fødsel, hvad var den så?
  • kom barnet let eller besværligt til verden og måtte hun bruge instrumenter?
  • var barnet levende eller dødfødt?
    • hvis barnet var levende født: hvor længe levede det så?
    • hvis barnet var dødfødt: brugte hun så håndgreb eller “midler” for at få det vakt til live? (Jeg ved ikke, hvad det er for “midler, der altid skrives om (også i DL 6-6-8))
  • havde moderen tidligere født dødfødte børn?

Disse oplysninger skulle oplæses for en eller flere af de tilstedeværende. Det kunne fx være “een eller to af de fornuftigste koner”. De, der havde fået omstændighederne læst op, skulle skrive under på, at det var sandt. Havde jordemoderen begået fejl, hun forsøgte at skjule, skulle det også fremgå.

“Præster bør derefter anføre disse Anmeldelser udtogsviis i Ministerialbogen …”

Sammendragene skulle sendes til stiftets Physikus, som inden otte dage skulle videreformidle dem til biskoppen, som derefter skulle videresende dem til kancelliet. Hvem sagde bureaukrati?

2) Cirkulære af 25. januar 1806 ang. “Jordemødres Anmeldelser af dødfødte Børn”

Det førstnævnte cirkulære fra 1802 blev modificeret af “Cirkulære ang. Jordemødres Anmeldelser af dødfødte Børn af 25. januar 1806” i erkendelse af, at jordemødre på landet i almidelighed var fattige koner, der stort set ikke fik nogen betaling for fødselshjælpen og ofte havde langt at gå for at komme til præsten.

Man fjernede med reglen fra 1806 reglen om bødestraffen på de fem Rigsdaler for jordemødre på landet, men resten var uændret. Indberette skulle hun altså stadig, og præsten skulle stadig skrive udtog i kirkebogen. Og alle de andre, der skulle have besked om dødfødte børn og børn, der levede kortere end 24 timer, skulle også fortsat underrettes.

Ergo: Det er i orden at undre sig over, at der ikke findes flere udtog i kirkebøgerne om dødfødte børn.

Nu til Søllerød

Kilde til følgende: Københavns Amt, Sokkelund, Søllerød, 1799-1823, EM, FKVD – opslag: 89 af 142 opslag.

Dette link fører til kirkebogen, hvor der på blot én dobbeltside beskrives fire dødfødsler og omstændighederne ved dem. Det illustrerer ganske godt, at man lovgiver, når man har et stort problem, man ønsker at løse. Det gælder også i dag.

De to første eksempler herunder er allerede valideret i Danske Slægtsforskeres Forum. De to næste venter jeg svar på.

Venstre side:

“Døde i aaret 1809 og 1810

Nov 25. 1809
Papiermagersvend Wilhelm Sørensens og Hustrue Mette
Christensdatters dødfødte Drengebarn paa Nyemølle
Omstændighederne ved denne Fødsel vare følgende: Barnet
var fuldbaarent, men død før Fødselen, laae forkert i Mo
ders Liv, men kom dog uden Besværlighed eller instruments
Hjælp til Verden. Moderen har tilforn ingen dødfødte
børn faaet – Aarsagen til denne Dødfødsel vides ikke – Ved
Fødselen vare tilstæde. Barnets Fader, Giordemoderen Mad. Witte ?
Smidts, Erfeldts og Lindbergs Koner.

Længere nede ad siden:

Blandt October Maaneds begravede skal henføres
Gartner Köhlers >fra< Holte og Hustrue Ane Katrines dødfødte Drengebarn
Giordemoder Ane Marie Jensen fra Lyngbye anmeldte følgen-
de Omstændigheder: Barnet blev født i den 9de Maaned
og kom ved en meget besværlig Vending til Verden.
Da Barnet var død i Moders Liv, blev ingen Mid-
ler anvendt til at faae Liv i samme – ved Fødselen
vare tilstædet Barnets Fader og ovenmeldte Ane Marie Jensen.

NB. Da Fosteret blev iordet i Stilhed her paa Kirkegaarden
uden mit Vidende saa kunde dets Begravelse, som ieg
først længe efter fik at vide, ikke af mig blev indført
paa det behørige Sted her i Bogen.

Højre side:

Døde i Aaret 1810.

Febr. 18
Ao 1810 d. 12 Febr. blev arbejdsmand Niels Olsens
Kone, Trine Ottos Datter i Nærum forløst ned et dødfødt
Drengebarn. Omstændighederne vare følgende. Barnet
var fuldbaarent. Kom paa naturlige Maade og uden instru
ments hjælp til Verden. Aarsagen til denne Dødfødsel
vides ikke. Moderen har før ingen dødfødte børn faaet.
Ingen Midler blev anvendte til skaffe liv i Fosteret
da det var dødt inden Fødselen. Af Tilstædeværende vare
Mortens Enke, Ole Nielsens Enke, Niels Mortensens Kone
med flere. Efter Faderens(?) Anmeldelse er dette anført.

Maij 13.
Arbejdsmand Peder Borresens og Hustru Dorte Jacobs
Datters dødfødte Pigebarn paa Frederikslund. Om-
stændigederne ved denne Dødfødsel vare følgende
Barnet var fuldbaarent men død før Fødselen
kom med nogen Besværlighed og ved Instru
menters Hjælp til Verden. Moderen har tilforn
ingen dødfødte Børn faaet. Aarsagen til denne
Dødfødsel vides ikke ___ Følgende vare tilstæde
Hr.(?) Distriktstslægen(?) Hr. Bandrup fra Lyngbye, Gjorde(?)
moder Madam Bauers. s. alle Stuart S fra samme(?)
Gaard(?), ___ Faderen og 2de Koner Marie
og Johanne – efter faderens angivelse.”

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Formidling af slægtsdata

At skrive slægtshistorie

Formidling af slægtsdata

I august i år læste jeg med stor glæde og interesse Kathrine Tobiasens bog “At skrive slægtshistorie” (jeg har 2. udgave, 3. oplag). Da jeg netop syntes, det var så fantastisk en bog, har jeg taget den frem igen og er begyndt forfra.

Jeg vil nemlig gerne kunne huske flere af hendes tips til, hvordan det kan gøres – ikke hvordan det skal gøres.

Jeg husker primært to ting fra den første gennemlæsning. Jeg citerer her frit efter hukommelsen:

  1. En slægtshistorie/-tavle genereret af slægtsforskningsprogrammet, der kun består af navne og datoer, er så spændende som en telefonbog.
  2. Dokumenter, man vil dele med andre, bør findes i to versioner:
    1. Selve Worddokumentet man har brugt til at skrive i.
    2. Når det er gemt med et sigende navn som Worddokument, bør det også gemmes som pdf-fil, for så kan andre ikke umiddelbart ændre i det.
  3. Bevar Worddokumentet så du nemt selv senere kan tilføje nyt eller rette fejl.

Små slægtshistorier

Jeg elsker at skrive små slægtshistorier, og nogle gange handler de ikke om mine egne slægter, men ting jeg falder over i kirkebøger, som jeg synes fortjener en eller anden for for omtale. Det kan være, jeg pludselig lærer noget om pesten, opdager en præst i Søllerød, der er begejstret for at beskrive alle omstændighederne om hver enkelt dødfødsel eller noget helt andet, der er lidt ud over det sædvanlige.

Meget ofte er det fordi, jeg synes, jeg lærer noget nyt og har været igennem en læreproces, jeg gerne vil dele med andre. Det gjorde sig fx gældende med artiklen “Letfærdighed og barnemord”, hvor jeg syntes, jeg havde fået et stof godt ind under huden og havde fundet gode og nyttige links, der måske kunne interessere andre slægtsforskere.

Jeg formidler mine små historier via artikler på min hjemmeside, da jeg ikke har hverken efterkommere eller anden familie. Jeg vil aldrig nogensinde få læsere af en stor historie, så jeg må nøjes med de små. Og Google er tilfreds (= indekserer og prioriterer) bare man når op på 600 ord.

Min slægtsdatabase rummer kun ca. 3.400 personer, og det er jo ingenting sammenlignet med mange andres, men jeg er tilfreds med det. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke gerne vil udbygge den.

Databasen rummer – som ordet siger – bare en masse data struktureret i nogle tabeller. Men disse data repræsenterer mennesker, der har levet, og som har en form for krav på at få fortalt deres historie. Altså gør jeg data til de mennesker, de var engang, når jeg prøver at fortælle deres historie.

Eksempelvis har jeg haft meget glæde af at fortælle om de store tyverier fra Dansk Hattefabrik i Skodsborg, hvorfra topbilledet – som jeg har tilladelse til at bruge – stammer. En dag vil jeg kontakte lokalarkivet i Rudersdal Kommune for at spørge, om de kunne være interesserede i, at jeg kommer en aften og fortæller historien om min slægts gang på hattefabrikken (selvfølgelig inkl. tyverierne), og hvordan oldefar Stegemüller egl. kom til Danmark som hattemester og begyndte i filthatteafdelingen på Brede Klædefabrik i 1890, og som hattemagermester flyttede sammen med fabrikken til Skodsborg i 1913. Det tror jeg nemt, jeg kan få en halvanden times tid til at gå med.

Om afsnittenes værdi – det drejer sig om læsbarhed

Når du går i gang med at skrive – det være sig til den store slægtsbog eller til små historier om din slægt – så husk afsnit. Det drejer sig om læsbarhed, der er en nødvendighed i al formidling.

Fortæl mig, hvilken af de to tekster herunder, du har nemmest ved at læse og forstå.

Tekst nummer 1:

Tekst nummer 2:

Må jeg gætte på, at du har nemmest ved at læse tekst nummer 2? Jeg tror faktisk, du lyver, hvis du mener, at læsbarheden er bedst i tekst nummer 1.

Selv har jeg det sådan, at jeg ikke kan fokusere på en tekst som den i nummer 1, og det gælder både, hvis jeg finder den i en bog eller på nettet. Det er som om, jeg ikke ved, hvor langt jeg er kommet. Øjnene kan ikke fastholde den rigtige linje.

Jeg begynder ikke en gang at læse en sådan tekst; jeg springer den helt konsekvent over, jeg gider ikke en gang forsøge, og jeg undrer mig over, at folk ikke indsætter afsnit, hvis de gerne vil have deres budskab ud over rampen. Og det er vel derfor, de skriver? De skriver vel for at blive læst og forstået – ikke for at blive sprunget over? Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der giver op på forhånd.

Man ser ofte tekster som nr. 1 på Facebook, fordi folk har kopieret en hel masse fra et Worddokument og så trykket enter (= udgiv/slå op). I Worddokumentet var der afsnit, og alt var læsbart der, men afsnittene forsvinder af sig selv under kopieringen. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke, men jeg ved, at det er sådan.

Jeg har talt med mennesker, der sagde til mig: “Jamen man kan da ikke lave afsnit på Facebook, for trykker man på enter, bliver det jo udgivet/slået op”.

Det har de også ret i. Hemmeligheden er, at man i Windows skal trykke både SHIFT og ENTER på en gang – så ryger teksten ned på næste linje. Hvis du er på Mac, må du selv eksperimentere lidt.

Da man skal lave et afsnit, gør man det lige en gang til – og så er læsbarheden øget med ca. 500 pct. Keine Hexerei nur Behändigkeit!

Jeg vil om kort tid skrive en artikel om, hvor lange – eller korte – afsnit bør være for at være læsbare. Kan man sige noget om det? Ja det kan man faktisk. Jeg har fundet nogle internationale kilder men foretrække nogle danske studier med forsøgspersoner.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Letfærdighed og barnemord

Fødselsstiftelsens start og Kirschbaum fra Højby

Letfærdighed og barnemord

Dagens topbillede er Erik Henningsens (1855 – 1930) maleri fra 1886 kaldet “Barnemordet”. Man må gerne bruge billedet. Billedet til højre forestiller Erik Henningsen, og det er også fri af ophavsret.

Maleriet forestiller en ung kvinde, der står med nedbøjet hoved, mens en betjent holder i hendes venstre arm. Der er kun en hund til at trøste hende.

Som Lex.dk skriver, forstår man af sammenhængen, at det, mændene i forgrunden graver efter, er et barnelig, som hun har gravet ned. Mændene, der graver, overvåges af øvrigheden, så intet kan forblive fordækt.

I Ugeskrift for Læger var der i 2019 en virkelig spændende artikel af læge Klaus Larsen med titlen “Letfærdighed og barnemord”, som jeg viderefører her. Klaus Larsens manchet lyder:

I 1771 fik J.F. Struensee indrettet en »babyluge« ved Fødselsstiftelsen, hvor enlige mødre kunne aflevere et uønsket barn. Det fik bugt med det udbredte problem med barnemord. Men efter Struensees fald blev lugen fjernet igen, fordi den angiveligt fremmede »liderlighed og utugt«. Men Fødselsstiftelsen overlevede.

Hvad er sammenhængen?

Hvis du er forvirret over, hvordan i alverden jeg er kommet frem til artiklerne, og hvordan det hænger sammen med en af Kirschbaumernes (Hr. Kirsebærtræs) døtre, forstår jeg dig godt.

Kort fortalt er er historien:

Af og til laver jeg et udtræk af Legacy, hvor jeg finder frem til, hvem jeg mangler at rydde op i. Jeg fandt ud af, at en “Kirschbaum” manglede hastagget, jeg sætter på “de færdige”: “#Oprydning”.

Med tiden har jeg fået styr på de fleste andre Kirschbaumer, men jeg manglede Anna Rebecca Kirschbaum født 1760 i Højby, Odsherred, Holbæk Amt. Det er ikke en ane “bare” et familiemedlem i min adoptivslægt; hun hører til på min mormors mor side og er mine tip-4-oldeforældres barnebarn.

Det viste sig, at hun blev gift med smeden Frantz Johansen i Helliggejst (København) i 1781, og helt vanvittigt fandt jeg familien i Søllerød (et godt stykke nord for København) ved folketællingen i 1801. Sikke en rejse for en ung kvinde på det tidspunkt. Det er den slags, man næsten ikke kan tro, og hvor tusindvis af indtasteres arbejde for DDD DDA viser deres værd:

Københavns Amt, Sokkelund Herred, Søllerød Sogn, Ny Mølle, 07/6, FT-1801, A0228:

1) Frands Johansen, 50, gift 1, Hosbond, Smed
2) Ane Rebekke, 40, gift 1, Hustru
3) Marie Kirstine, 9, deres Børn
4) Ane Dorthe, 7, deres Børn
5) Johan Peder, 1, deres Børn
6) Anders Persen, 20, ugift, til Huse, Smede Svend

Nu må jeg så kirkebogen for Søllerød igennem for at se, om jeg kan finde mere om familien. Jeg har fundet drengen Johan Peders dåb, og jeg har uden held gennemset samtlige konfirmationer frem til 1820 for at være på den sikre side. Min fornemmelse er, at de flytter igen, for børnene er ikke konfirmerede i Søllerød.

Kirkebogen for Søllerød er til tider en af dem med “en linje ad gangen”, og lige nu kigger jeg efter, om forældrene skulle være døde i sognet før 1814. De er i hvert fald ikke døde i Søllerød efter 1814 og frem til 1830.

Og her kommer så endelig sammenhængen til de nævnte artikler: Præsten skriver omhyggeligt om hver eneste dødfødsel. Han skriver gerne en ¼ til en ½ side om hver dødfødsel uanset om kvinden er gift eller ej. Linket til Søllerød kirkebog peger på et eksempel både øverst og nederst i højre side og ved nærmere eftersyn, er der også to eksempler på venstre side. Han beskriver sådan set alt det, som den retsmedicinske undersøgelse skal finde frem til:

  • Er barnet levendefødt?
  • Er barnet fuldbårent?
  • Er barnet levedygtigt?
  • Hvem havde været tilstede ved fødslen? Hvis der havde været nogen tilstede, var det jo ikke hemmeligt.
  • Brugte jordemoderen midler? Jeg er ikke klar over, hvad det er for “midler”, der altid skrives om.
  • Dødsårsag og dødsmåde (drab eller naturlig død)

Det eneste, der manglede, var næsten “lungeprøven”: En lungeprøve beror på det faktum, at en lunge, der aldrig har trukket luft ind, vil synke, i modsætning til en lunge, der har levet, som vil flyde.

Ergo: man sænkede barneliget i et kar med vand. Havde barnet være dødt ved fødslen, ville liget synke. Havde barnet levet og trukket vejret, ville liget flyde, fordi der jo så var en lille smule luft i lungen/lungerne. Og så kunne hun jo have dræbt et levende barn.

Jeg mindes ikke at have set så udførlige beskrivelser af dødfødsler i andre kirkebøger, men det kan selvfølgelig være en erindringsforskydning eller manglende viden og opmærksomhed fra min side!

Kvinderne på den side i kirkebogen var alle gifte, så der kunne ikke være tale om at bruge bestemmelserne i Danske Lov. Dem forbeholdt man de ugifte!

Danske Lovs (DL) bestemmelser fra kapitel 6 om manddrab og koblingen til de ti bud

6-6-7

Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa en Stage.

6-6-8

Vorder noget letfærdigt Qvindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølsmaal omgaar, og ikke bruger de ordentlige beskikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilfald kunde betiene, og samme Barn borte bliver, eller paaskydis at være dødt født, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtis saasom hun sit Foster med Villie hafde ombragt.

Dette link peger på Danske Lovs 6. bog, men kunne for så vidt lige så godt pege på biblens “Du må ikke slå ihjel” (det 5. bud) og “Du må ikke bedrive hor” (det 6. bud), for det var de bestemmelser, man lænede sig op ad, da man forfattede DL.

Et “letfærdigt kvindfolk” er en ugift kvinde. Blev en ugift kvinde gravid – uanset hvem faderen var – var hun per definition en “hore”.

Fødte et letfærdigt kvindfolk i dølgsmål (hemmelighed) et dødfødt barn, var formodningen for, at hun selv havde dræbt barnet (6-6-8), og så skulle hun straffes, som om hun forsætligt havde dræbt barnet, og så er vi tilbage i 6-6-7, hvorefter hun skulle halshugges (med sværd eller økse) og hovedet sættes på en stage.

Med vore dages udtryk vil vi sige, at det at “formodningen er for noget”, er det samme som at, bevisbyrden er vendt om (omvendt bevisbyrde). Det var altså kvinden selv, der skulle bevise, at hun ikke selv forsætligt (med vilje) havde dræbt barnet. Det er jo helt utroligt. Tænk at vi havde den regel helt frem til den første samlede danske straffelov i 1866. I dag er det selvfølgelig anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden.

Vi har også nu nogle få bestemmelser med omvendt bevisbyrde, men de er ofte givet for at beskytte den svagere part i en sag. Altså er det hele “vendt på hovedet” i forhold til bestemmelserne i DL

Tilbage til Klaus Larsens artikel

Den omtalte læge Klaus Larsens første afsnit lyder:

En af de mest udbredte forbrydelser i 1700-tallets Danmark var barnemord. Cirka halvdelen af alle, der blev dømt for mord, var ugifte kvinder, der havde taget livet af deres nyfødte spædbørn.

Man måtte gøre noget ved dette enorme problem, og altså fandt man på det med “Barnelugen”, der jo kunne hjælpe i København, men som dog ikke overlevede Struenses fald. Men som han også skriver “Fødselsstiftelsen overlevede”, som et sted fattige, ugifte kvinder kunne føde deres uægte børn og antallet af barnedrab faldt markant. Hvad med kvinderne på landet?

Fødselsstiftelsen var dog ikke kun for fattige kvinder. Der var også pladser til dem med penge på kistebunden, som fik bedre værelser med færre på stuerne.

Tal viser, at hele 11 pct. af de børn, der blev født i perioden 1850 – 1880, var født udenfor ægteskab. Klaus Larsen skriver, at andelen næppe har været mindre i 1700-tallet. En hore blev fuldkommen udelukket af samfundet. Fx ville en tjenestepige blive jaget af pladsen og hendes eneste vej til forsørgelse var prostitution evt. kombineret med tyverier. Samlet set var hendes motivation til at skaffe sig af med barnet stor.

Lic. jur. Beth Grothe Nielsen

En juridisk forfatter, jeg altid har holdt meget af, er Beth Grothe Nielsen. Jeg har været til nogle fine forelæsninger hos hende.

Hun skrev sin licentiatafhandling om ugifte kvinder, der i 1700-tallet blev dømt for barnedrab eller fødsel i dølgsmål “Letfærdige qvindfolk”. Jeg har desværre aldrig fået den læst, men det vil jeg gøre på et tidspunkt. Bogen fås stadig i forskellige antikvariater – blandt andet WilliamDam.dk i Rønne.

Jeg fandt et citat af hende, der bekræfter en fornemmelse, jeg ofte har, når jeg læser kirkebøger: “ren passivitet”:

Barnedrab var tidligere meget udbredt — fortrinsvis blandt ugifte tjenestepiger, som ikke så anden udvej efter at være blevet svigtet af barnefaderen. De almindeligste metoder var kvælning, drukning eller ren passivitet.

Jeg har næsten altid på fornemmelsen, at de mange uægte børn, der dør 1-2-3-4 dage gamle simpelthen ikke er blevet passet på. De har ikke har fået mad, de har ikke haft en varm dyne over sig men har måttet ligge i et koldt værelse m.v.

Mine fornemmelse er også, at de uægte børn i almindelighed lever kortere end de ægte børn.

Om man kan finde statistik på det, ved jeg ikke. Hvordan skulle den i det hele taget være opstået? Hvem skulle kunne føre sandhedsbevis?

Jeg ved det ikke, så jeg må måske bare leve med min fornemmelse?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Pesten i Helsingør og Kiøbenhavn 1710 og 1711

Jørlunde kirkebog er fantastisk!

Pesten i Helsingør og Kiøbenhavn 1710 og 1711

Jeg faldt endnu en gang over noget interessant i Jørlunde kirkebog, der er bevaret helt fra kirkebøgernes begyndelse i 1645.

I 1600-tallet har jeg virkelig svært ved at læse, hvad der står. Det er som om, det er en fuldkommen anden skrifttype – Danske Slægtsforskeres Forum er min redning. Der er derfor dage, hvor jeg kun får kigget på fire eller fem personer.

Det er min fornemmelse, at det heller ikke er helt let for de skarpe tydere i Forum; men det kan være ønsketænkning.

Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Jørlunde, 1645-1799, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 129 af 142 opslag:

An. 1711

“Dom. Qvasimod. d 12. April. blef Birte Andræs Daatter et
gammelt ensomt(?) Qvindfolch af Hiørlund begravet, som fantis,
saa vidt mand kand døme, at være bleven inficeret af nog-
le Klæder, som ___kom af dend før bemelte pige Bente Jens
daatter som kom fra Helsingøer hvor Smitsom Sygdom
da begynde at grassere. ætat 55 aar.”

Slår man op i Den Danske Ordbog (DDO), får man at vide, at “grassere” betyder “gribe om sig; hærge fx om sygdom eller andet der vurderes som ubehageligt”.

Og om den omtalte Bente Jensdatter står der ovenover:

“Fest. ___ Dom. d. 2. April. blef en fattig Skonnings pige
Bente Jens daatter begraven, som var kommen fra Hel
singøer et par dage tilforn, døde hastig uden tvivl(?) af smit
som sygdom ætat 19 aar.”

Tilfældigvis kunne jeg huske, at pesten var i 1711. Man behøver ikke søge længe med Google, før man finder det digre værk (næsten 300 sider) “Pesten i Helsingør og Kiøbenhavn 1710 og 1711”, udgivet i 1854 af Frederik Vilhelm Mansa (1794 – 1879), der var læge og medicinalhistoriker. Man kan læse om F. V. Mansa i “Dansk Biografisk Leksikon”. Værket om pesten er digitaliseret af Det Kongelige Bibliotek.

Ved et andet tilfælde fandt jeg følgende i Frederikssund/Ude Sundby: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Frederikssund, 1703-1807, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 5 af 177 opslag:

“Sigvardt Lycke: 1719

Ao. 1711. udi Julij maaned begyndte den store Pest i Kiøben-
hafn, udi hvilken pest(?), som varede til November maanet,
døde udi Kiøbenhafn allene imod hundrede tusinde menisker
som vitterlige vare, foruden mange som eij blef bekient.
Udi det Aar i April maanet som(?) pesten blef Sig.(?) Sigvardt
Lyche Præst for Ude- og Oppe Sundby menigheder.”

Efter slaget ved Helsingborg

Jeg har ikke læst hele bogen men bare søgt efter ordet Helsingør. Det er meget spændende, og han skriver med en detaljerigdom, så det er næsten som at være der selv. Det er svært at forestille sig, hvordan man for 300 år siden kunne stille noget op over for en grasserende sygdom. Af beskrivelsen fremgår, at det kunne man heller ikke.

Side 9 (browserens side 20) finder man fx følgende:

“Iblandt de mange Saarede, og blandt de øvrige af Kri-
gens Besværligheder, Hunger, Kulde, Strabadser og Modløs-
hed over det tabte Slag nedslaaede Soldater udbrød snart en
heftig Forraadnelsesfeber, der tiltog i Forhold til som man
i Helsingør manglede de nødvendige Midler til at anbringe og
pleie de Syge og Saarede paa hensigtsmæssig Maade. 1 )”

“1) Andreas Wøldike, senere Biskop over Viborg Stift, men paa
den Tid Capellan ved en tydske Menighed i Helsingør, beretter: at
han Dag og Nat maatte være hos de elendige lemlæstede Døende
bland de Soldater, der efter Slaget ved Helsingborg vare komme til-
bage til Helsingør, og i Sygehuset vare lagte paa Gulvet i to Rader,
saa at der allene var en smal Gang imellem Hovederne.”

Herefter fortæller han følgende:

“De, der kunde taale at transporteres, førtes til Kiøbenhavn og ind-
lagdes deels i det derværende Krigshospital, deels i private
dertil leiede Huse, saavel i som udenfor Byen; men ogsaa
blandt disse viste den omtalte Sygdom sig.”

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.