Mægling mellem ægtefæller

Kalundborg 1718. Er der en heks tilstede? 2

Mistanken om hekseri viser sig at være det mindst interessante. Da præsterne en måned senere følger op på sagen, bliver hustruen frikendt, mens manden selv kommer i søgelyset for druk, forsømmelse af familien og manglende vilje til at ændre sig. Kirkebogen giver et sjældent indblik i, hvordan præster i 1718 forsøgte at mægle mellem ægtefæller – og hvordan de faktisk var parate til at tage hustruens parti.

Efter meget hjælp fra Forum, da teksten er temmelig svær (for mig), er der kommet følgende samlede tekst ud af det.

Jeg har ikke tidligere tænkt over, hvor gode “krykkestokke” versalerne er, når man transskriberer. I denne tekst er versalerne anvendt fuldkommen forkert – nærmest omvendt, når de i det hele taget er brugt. Så jeg havde ikke meget at støtte mig til.

Vi er i Kalundborg Sogn, Ars Herred, Holbæk Amt i 1718.

Den originale kilde er: Holbæk Amt, Ars, Kalundborg – Vor Frue, 1706-1770, EM, Fødte, Viede og Døde – opslag: 280 af 437 opslag

Link til kilden.

1. del:

Ao. 1718 d 22 April: efter Varsell mødte Christen Dreyer og hs Kone for Med-
hielperne, og bleve vædemodelig formanede Eengang for alle hver i sær at
forkaste deris onde Vane, Manden sin Druchenskab, ladhed, uforsynlighed
hos Hustrue og Børn med meere. Og Konen sin mistanche om Hexerie, sit Kog-
lerie, sin ifver og ubetenchsomme mund mod Mand og sine Stedbørn etc. – da
de bleve bevægede noch Paa begge sider, begrædede sin Ondskab og gave os alle
haand med Løffte om at holde sin plict og forbedre sig – Præsterne og Medhiel-
perne lagde dem nu kun Een Maaned for til prøve, at om de nu effter
saa lang forargelße ville holde sig ustraffelige, og indbyrdes Eenige den-
ne Maaned, saa skulle de til Sacramentet med andre Guds børn vorde an-
tagne, i haab at Guds aand Engang motte vinde Zeier med dem til omven-
delse – Hvilchet da blev samtycht, og Sluttet med Bønnen.

2. del med kæmpe stor tak til Ole Westermann i Forum

Onsdagen d 25 Maii vare begge Præster og alle tre Medhielpere forsamlede
for at erfare hvad frugt og forbedring effter seeniste forelæg hos Christen
Dreyer og hans Hustrue var at finde – Hvor de og begge indkaldede mødte.
Effter at Manden var tilspurt, om hand nu noget paa sin Kone hafde at kla-
ge? motte hand tilstaa, at Hun nu alt siden seeniste forelæg hafde lev…..t
med ham, at hand kunde være fornøyet; Hun hafde intet Koglerie brugt denne
tid – hafde iche schændt; hafde gifvet ham sin Mad i rette tid, og beqvemed sig at
Sove Seng med ham. Da Qvinden blev tilspurt, hvordan hun med
sin Mand var fornøyed ? da beklagede hun, at u-agted ald sin føyelig-
hed og tilbøyelighed til fred, og forbedring at befordre, saa har dog Manden
iche i denne tid væred som hand lovede: Hand har tit vredelig ladet hende hø-
re, at hand forfølgis saa af Præsterne for Hendis galskab; hand har bandet
hende; Hand som offteste har væred druchen; afholt sig fra Hendes Seng, og
iche villet beqveme sig til at holde bøn afften og Morgen med hende og Børne-
ne, som dem saa tit er befaled og formaned – Dette altsammen Hustruen ßaa
i sandhed bekiendte, at Manden iche Self effter overbeviisning kunde nægte,
ia Medhielperne har Self fundet beviis der paa afvigte Langfredag og tiere –
Effter saadan beskaffenhed kunde vi da iche kiende og dømme andet, end Hustruen
saavit har Beviist sin lydighed og der kunde være haab til hendes omvendelse,
saa at hun effter vor seeniste forhandling denne sinds var u-paaklagelig,
og kunde til Comunionen antagis. Men Manden effter saa lang og ßaa megen
advarsell og ald kiærlig behandling endnu saa forhærdet fremturende har
dømt sig Self u-værdig baade til formaning og viidere deel i Helliges sam-
fund, saa det var nu best at overlevere han i den Verslige Øfrigheds haand
til at lide paa legemed effter loven. Da dette blev dem foreholdet, falt Hu-
struen alvorligen til at bede for Ham, og formane ham med os til foran-
dring, hun ville end tilgive Ham, og bie effter Ham til Pintzehøytiden
om vi det ville tilstede, at saa fremt hand sig til alvorlig beredelße ville
schiche, udi Synds Kundskab, fortrydelße og omvendelße ville øve for at kom e
værdslig til Herrens bord, Gud da schulle blive Ham Naadig og give ham baa-
de forbedrelße og omvendelße – Ofver saadan Hustruens Kiærlighed blev
baade Manden bevæged i Graad og ydmygede ßig at bede Hende om forla-
delße – Vi andre blev og bevægede at tilstæde dem ald beviis paa vor
langmodighed, de motte nu da bereede sig til hobe indtil Pintzehøytiden
Men i fald Manden i denne tid end ofvertræder sin Christel. plicht, da schal
Konen os det strax tilkiende give, og hand da medhandles effter Loven.
Saaledis at være forretted blev En hver i sær begivet at drages til minde
og der blev Slutted med bøn –

2. del på nutids-dansk:

Onsdag den 25. maj var begge præster og alle tre medhjælpere samlet for at undersøge, om Christen Dreyer og hans hustru havde forbedret sig siden deres sidste samtale. Begge blev kaldt ind.

Først spurgte man manden, om han stadig havde noget at klage over ved sin hustru.

Han måtte indrømme, at hun siden den sidste samtale havde opført sig, så han kunne være tilfreds. Hun havde ikke bedrevet noget kogleri, hun havde ikke skældt ud, hun havde givet ham maden til tiden og havde igen delt seng med ham.

Derefter spurgte man hustruen, hvordan hun var tilfreds med sin mand.

Hun fortalte, at selv om hun havde gjort alt for at leve fredeligt og forbedre sig, havde manden ikke holdt sine løfter. Han havde flere gange vredt sagt til hende, at præsterne forfulgte ham på grund af hendes galskab. Han havde bandet ad hende, han havde ofte været beruset, han havde undgået at sove sammen med hende, og han havde nægtet at holde morgen- og aftenbøn sammen med hende og børnene, selv om de mange gange var blevet pålagt og formanet til det.

Alt dette bekræftede hustruen som sandt, og manden kunne ikke benægte det, da han blev konfronteret med det. Medhjælperne kunne desuden selv bevidne forholdene, blandt andet fra langfredag og flere andre lejligheder.

Præsterne vurderede derfor, at hustruen havde vist lydighed og forbedring, og at der var håb om hendes omvendelse. Hun havde siden den sidste samtale opført sig upåklageligt og kunne derfor igen optages til nadveren.

Manden derimod havde, trods mange advarsler og megen kærlig vejledning, fortsat sin hårdnakkede adfærd. Han havde derfor gjort sig uværdig til både yderligere formaning og til fællesskabet med de troende. Den rette løsning var derfor at overlade ham til den verdslige øvrighed, så han kunne straffes efter loven.

Da dette blev sagt, bad hustruen inderligt om nåde for sin mand. Hun opfordrede sammen med præsterne manden til at ændre sig. Hun sagde, at hun ville tilgive ham og vente på ham indtil pinse, hvis præsterne ville tillade det. Hvis han i den tid oprigtigt erkendte sine synder, angrede dem og omvendte sig, ville Gud være ham nådig og give ham både forbedring og omvendelse.

Hustruens kærlighed gjorde et stort indtryk. Manden begyndte at græde og bad hende ydmygt om tilgivelse.

Også præsterne blev bevægede og besluttede at vise dem tålmodighed endnu en gang. De fik begge lov til at forberede sig sammen frem til pinse.

Men hvis manden i den mellemliggende tid igen forsømte sine kristelige pligter, skulle hustruen straks give præsterne besked, så han kunne blive behandlet efter loven.

Derefter blev hver af dem formanet hver for sig, og mødet blev afsluttet med bøn.

Et par interessante observationer

Det mest interessante er faktisk, at kvinden bliver “frikendt”.

Ved første møde blev hun beskyldt for:

• mistanke om hekseri,
• kogleri (trolddom, overtro eller magiske handlinger),
• et voldsomt temperament og ukontrolleret tale.

En måned senere siger manden derimod:

• hun har ikke bedrevet kogleri,
• hun har opført sig ordentligt,
• hun passer huset,
• hun giver ham mad,
• hun sover sammen med ham.

Til gengæld viser det sig, at manden er den store synder:

• han drikker,
• bander,
• forsømmer familien,
• vil ikke bede,
• holder sig væk fra hustruen.

Præsterne ender derfor med at erklære hende værdig til nadveren, mens han risikerer at blive overgivet til en legemsstraf hos den verdslige øvrighed.

Præsterne anfører, at Christen Dreyer burde overgives til den verdslige øvrighed for at “lide på legemet efter loven”. Kirkebogen angiver ikke, hvilke bestemmelser i Danske Lov der sigtes til. Det kan have været en kombination af vedvarende drukkenskab, forsømmelse af husfaderens kristelige pligter og trods mod den kirkelige disciplin efter gentagne advarsler.

Jeg vil tro, det er en usædvanlig afgørelse for 1718, som viser, at præsterne ikke uden videre tog mandens parti. Tværtimod lagde de vægt på den adfærd, de selv havde kunnet iagttage, og på vidneudsagn fra medhjælperne.

Den lange tekst er derfor mindre en fortælling om hekseri end en fascinerende beskrivelse af ægteskabelige konflikter, kirketugt og præsternes rolle som både sjælesørgere og moralske dommere i begyndelsen af 1700-tallet.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.