Nogle har racekatte, men jeg har racerkatte

Jasons ritual før natten

Nogle har racekatte, men jeg har racerkatte

Jason har etableret et fast ritual, når arbejdsdagen som direktør, opdagelsesrejsende og inspektør er slut. Så kommer han ræsende gennem soveværelset, indtager min venstre armhule og forlanger at blive omsluttet. Nogle har racekatte. Jeg har åbenbart racerkatte – med et meget stort behov for at blive puttet.

Topbilledet er Direktøren som racerkører. Jason tager motorsport meget alvorligt!

Jason har etableret sin helt personlige kugledyneordning: jeg har kugledynen – og han har mig.

Når jeg går i seng og lige ligger og surfer lidt på nettet med iPadden, kommer han i bogstaveligste forstand ræsende ind i soveværelset, henover dynen og op til mig – og lægger sig i min venstre armhule. Han vælger ikke bare tilfældigvis at lægge sig dér, fordi pladsen er ledig. Han opsøger helt målrettet situationen: Der er mennesket. Der er dynen. Der er armhulen. Af sted!

Han putter sig helt ind til kroppen, han vil have min arm omkring sig og ligger derefter og spinder meget højt og længe – så højt at jeg må skrue op for en evt. TV-udsendelse. Og han er så glad, at han ligefrem savler af lykke. Det er helt vildt. Det har jeg ikke oplevet med nogle af mine øvrige katte.

Kattes tilknytningskrav

Ritualet er et meget stærkt udtryk for tryghed og social tilknytning, som katte – og især killinger – er så afhængige af. Opnår de det ikke, kan de blive stressede og udvikle uheldig adfærd – fx kradse vedvarende i tapetet, undlade at bruge bakken, slikke sig næsten til blods bestemte steder på kroppen etc.

Armhulen er et fremragende sted for en kat: varm, lidt mørk, afgrænset på flere sider og fyldt med menneskets duft. Jeg lægger armen ret fast omkring ham, hvorved han bliver omsluttet endnu tættere. Han elsker det og bliver liggende.

Det passer fantastisk godt til Jason, sådan som han nu engang er: den store nysgerrige opdagelsesrejsende, der undersøger badeværelser, håndvaske, vaskemaskiner og resten af sit territorium – men når arbejdsdagen er slut, skal direktøren simpelthen puttes.

Og det varer mindst en time! Det er ikke bare: Jeg kom lige forbi og sagde hej. Det er et regulært krav om en længerevarende meget tæt kontakt.

Noget om kugledyner til mennesker

Protac skriver:

Protac Kugledynen® er den originale sansestimulerende dyne med store kugler, som stimulerer muskel-led-sansen og berøringssansen gennem dybe og dynamiske tryk og giver en omsluttende fornemmelse af hele kroppen.

Jason vil åbenbart også gerne have stimuleret sin muskel-led-sans og sove bedre … Han har vist ellers hverken angst eller uro, men alligevel 🙂

Når han (endelig) er færdig med at ligge i arm, kravler han meget gerne ind under min kugledyne og lægger sig op ad mine ben. Kigger jeg ind til ham, er han nærmest lidt fladtrykt – men det fremgår tydeligt af både øjne og kropssprog, at han er glad og tilfreds. Og var han ikke det, kunne han jo bare gå sin vej. Jeg holder ikke på ham; han er der af egen fri vilje.

En klatrevæg

Jeg har i dag fået min handyman til at etablere en klatrevæg til dem, og jeg ser frem til, at de vil inspicere den.

Nu kan de via tre forskellige reposer gå op på alle hylder i bogreolen og helt op på dens “låg” oppe under loftet til den ene side. Til den anden side kan de nu også entrere den øverste af de to hylder over skrivebordet.

Jeg er så spændt på, hvornår de tager arrangementet i brug. De bestemmer, men jeg ville gerne have indflydelse.

Katte har et stort behov for at have overblik over deres territorie og være “in control” fra et højt sted. Her er de er sikret mod fjender (støvsugere, gæster osv.), de kan holde øje med byttedyr og i et hjem søger varmen opad, så der kan de sidde eller ligge varmt og trygt.

(Edit – jubii de har nu begge taget klatrevæggen i brug og har metodisk afprøvet alle mulighederne. Det bliver spændende at følge udviklingen).

Billedet herunder

Josephine i sit første hjem på Fyn før hun kom til mig den 31. juli. Madskålen er næsten større end hende – så lille kan man være.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *